Caught!

[alaster]

Alaster kunne tydeligt mærke, at de strammede grebet noget voldsomt omkring ham. Han kunne jo knapt nok bevæge sig efterhånden! Staven havde han mistet for længst. Den lå vel et sted ved muren efterhånden. Der hvor de havde fundet ham, overfaldt ham og tvunget ham direkte i jorden på alle tænkelige måder, hvad end om han ville det eller ikke. Hans syn var blevet værre. Efterhånden så var det blevet næsten helt sort for hans blik og meget mere af det mørkeblå var skjult bag den tykke hvide hinde, så han knapt nok var i stand til at skulle se noget som helst overhovedet! Alaster spændte kraftigt i hele hans krop, selvom det virkelig ikke hjalp ham noget som helst. "Hvor føre i mig hen?!" hvæsede han med en fast og kraftfuld stemme, selvom han tydeligt talte til døve øre. De lo direkte af ham og fortsatte roligt op i retning af Castle of Light, hvor de tvang ham med sig indenfor portene og op mod den store bygning som tårnede sig for blikket af dem. Idyllisk for så mange, om de ovehovedet vidste hvilket kaos som præget indsiden. De førte Alaster med sig indenfor. "Få fat i en rådgiver og meld fra, at vi har en dvasianer med os," kommanderede den ene som stadig havde et voldsomt godt greb omkring Alaster. En af vagterne nikkede blot hurtigt og gik den modsatte vej af alle andre, for at finde en. Det var jo trods alt rådgiverne som herskede her i landet efter at Amaryllis nu havde valgt, at skulle sige stop alligevel. Ikke at det var en tanke som huet nogen af dem. Alaster blev ført videre ned mod kældrene og ned i retning af de regioner hvor fangerne ville blive sat til at sidde. En af de store låger til en celle gik op med en kraftig, knirken hvilket hurtigt fangede sig af Alasters opmærksomhed. "... Hvor er jeg?" endte han mere dæmpet. Han blev tvunget ind i cellen, ned i knæ, hvor hans hænder blev fæstet i lænkerne som sad fast i cellevæggen. Han kunne fint gå rundt, men ikke længere væk end celledøren. Det var der det for alvor gik op for ham, hvor han var endt henne og han brød sig bestemt ikke om tanken ved det overhovedet! Han knyttede hænderne kraftigt, lyttede blot til vagternes latter, da de låste celledøren og gik og efterlod ham der ganske alene. Alaster sukkede stille, gled stille ned at sidde op af væggen.

[Deleted]

Shane havde siddet i den store tronsal ved et bord der var sat op og havde været med til et strategi møde selvom den slags ikke var ham. Han skulle dog bare deltage som rådgiver og give gode råd og så holde sig fra slagmarken af. Heldigvis. Han hadede krig og våben. Alt der indebar vold. Han så lidt op som alle de andre gjorde, da de store dobbeltdøre blev åbnet op og en vagt kom ind og gjorde honnør. Shane lod sit hvoed falde lidt på skrå. Det så helt forkert ud. En ung knægt sammen med en masse voksne og ældre mænd. Ikke noget man just ville kunne tro før man selv havde set det. "Mister Storm vi har fanget en dvasianer der gik ved grænsemuren. Vi har netop ført ham ned til kælderne." Shane så lidt frem for sig og nikkede så da meldingen var blevet overdraget. Han havde næsten ikke tænkt på meget andet end Alastar de sidste par uger siden han havde ført ham til muren og et kort øjeblik frygtede han, at det måtte være ham. Han bed sig lidt i tungen og kanten af læben uden det kunne ses særlig tydeligt. "Jeg kigger på det så snart vi er færdige her. Du kan træde af." vagten gjorde honnør igen og forlod salen og dørene blev lukket med et lille brag efter ham, da de tunge døre gled i. Han så ned igen på papirerne de havde foran sig og strategien gik videre imellem dem. Timerne gik og Shane ville på en måde gerne have det overstået for at se hvem dvasianeren var. Han ville gerne hurtigt ned hvis det var Alastar, men så alligevel ikke, da hna så inderligt frygtede det måtte være ham. han bandede nu lidt over sig selv, at han ikke havde spurgt om nogle detaljer. Men det ville nok bare gøre ham mere nervøs. Han koncentrerede sig så vidt som muligt kun om dette nu.

[alaster]

Eftersom tiden måtte gå, havde Alaster virkelig heller ikke nogen tvivl om, hvor han nu var endt henne. Selvom det mere eller mindre var blevet mørkt for hans blik, så sagde det kolde gulv og lænkerne virkelig det hele, samt vagternes hånlige latter. Han var blevet fanget ved muren og ført hele vejen igennem landet til slottet.. tænk på alle som havde set ham. Hvor var den tanke direkte ydmygende! Han slap et stille og svagt suk, lod hovedet slå fast ind mod muren bag ham og med den tydelige opgivede mine. Han lod hænderne føres frem til lænkerne som hvilede omkring hans håndled. De var kolde og de sad faktisk også en anelse stramt, selvom det nu heller ikke var så forbandet slemt i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han slap et svagt suk, trak benene bare en anelse op til sig. Han var klar over, at mange ville have slået ham ihjel istedet for at lade ham sidde på denne her måde, og da specielt hvis de var klar over hvad han egentlig havde gjort af handlinger igennem hans eget liv, så var det i den grad ikke så lidt, det var noget som man i den grad skulle være opmærksomhed på.. Man kunne vel også fint sige, under ham og Shanes møde, at det kære lysvæsen faktisk havde hjulpet en morder på flugt? Ved at føre ham til muren og så bare lade ham gå som han nu havde valgt, at skulle gøre det? I den anden ende, havde han jo selvfølgelig ikke meget imod det, andet end at han jo faktisk måtte savne mandens selskab et sted? En som faktisk havde snakket til ham uden at nævne direkte hånlige hentydninger, det var faktisk noget som forekom ham selv ekstremt sjældent og det var klart noget som han holdt fast i. Han vendte sig en smule, tog fat i væggen og rev sig stille og roligt op på benene, hvor han blev stående. Lænkerne raslede selv en anelse.. Han var den eneste som sad der, det var noget som han konkluderede temmelig hurtigt, selvom det nu ikke var noget som gavnede hans situation det mindste.. Han bandede indædt og med den tydelige irritable mine. Hvad der skulle ske herfra, havde han ingen anelse om.. Hvem rådgiveren var som vagten skulle skænke dette bud vidste han ikke.. et sted kunne han vel også bare håbe på, at det var Shane som ville stå på den anden side af celledøren?

[Deleted]

"Damn..." hviskede Shane stille som han stod udenfor cellen med sine hænder om tremmerne. Han var endelig blevet færdig med mødet de havde holdt og havde nu taget sine ting og var gået herned for at tilse den dvasianer som der var blevet indfanget. Han havde gået og frygtet hele vejen hertil, at det var Alastar og da han var stoppet op foran cellen og havde set ind havde han følt sit hjerte falde tungt ned. Som om det pludselig mistede evnen til og holde sig til sin plads. Han knugede lidt om tremmerne. "Alastar.....er du okay..?" hans stemme var kun en hvisken selvom den nærmeste vagt var i vagtstuen over 100 meter væk og omkring et hjørne. Så de kunne hverken blive set eller hørt. Han bed sig lidt i læben og det var kun fordi han var rådgiver, at han måtte tilse fangen alene. Han bed sig i læben og var ikke just glad for at se ham sidde her. Han var dog glad for at se ham igen, men ikke som fange. Hans hjerte ville nok have været hoppet rundt i brystet på ham hvis de var mødtes udenfor i det fri. Men herinde faldt det nærmest sammen i smerte. Han vidste ikke om Alastar gad komme hen mod ham. Lænkerne kunne jo godt nå. Dog var han heller ikke sikker på om Alastar kunne genkende hans stemme når det kun var en hvisken.

[alaster]

Lænkerne om hans håndled forhindrede ham i at skulle bruge magi. De vidste jo, at han var warlock, ellers havde de ikke valgt, at skulle fange ham på den måde, som de nu havde valgt, at skulle gøre det, det var han slet ikke det mindste i tvivl om overhovedet på nogen måde. Han vendte blikket hurtigt, da han hørte en stemme som han ikke var i stand til at skulle placere lige med det samme. Hans syn var virkelig kun blevet værre nu. Det var virkelig kun blevet mere og mere mørkt for ham. Han blinkede lidt med øjnene og tvang sig ellers til at blive stående indtil han hørte de næste ord som omgående måtte gøre ham langt mere rolig. Han trak vejret mere dybt, vendte blikket ned mod sine hænder, som han havde knyttet så forbandet hårdt. Kæderne raslede en anelse omkring hans håndled, selvom han vitterligt ikke tog sig af dem lige i øjeblikket. Det var mere eller mindre Shane på den anden side af celledøren som havde den lige nu. "Ser jeg okay ud?" spurgte han lettere ironisk, og dog så behersket som det ville være ham overhovedet muligt, at skulle gøre det. Han kunne intet se efterhånden, nu var det ikke bare sløret for ham. Det var fuldstændig mørkt, han stod i en celle og endda i lænker og han manglede virkelig sin vandrestav som vagterne så fint havde fået ødelagt da de havde fanget ham! Han var vred, men det skulle bestemt ikke gå ud over Shane. Den mand havde jo trods alt hjulpet ham uden at have kastet hånlige kommentare tilbage efter ham som han jo egentlig var blevet vant til efterhånden og han hadet virkelig også den tanke som bare fanden! Han gled stille ned langs muren og satte sig ned på det kolde gulv. Han hævede blikket op mod Shane. Det var vel tydeligt, at han ikke var i stand til at skulle se noget som helst nu.

[Deleted]

Shane bed sig i tungen og så væk ved hans lidt spydige kommentar. Sådan opfangede han det. Nej selvfølgelig var Alastar ikke okay. men han havde jo mere eller mindre ment om de havde slået ham halt ihjel eller bare indfanget ham. Han knugede let sine hænder lidt mere om tremmerne og trak vejret en smule tungt hvilket nok også godt kunne høres. Han så ned og hvilede pandne mod tremmerne og lukkede sine øjne lidt. "Undskyld.." hviskede han stille. "Det er min skyld er det ikke?" han anede så ikke hvordan det skulle være hans skyld. Den eneste måde det kunne være det var vist Alastar ledte efter ham og det tvivlede han på. Dog undskyldte han alligevel. Også lidt for sit spørgsmål som jo åbenbart ikke var det bedste og stille. Han løftede sit blik lidt og de grålige øjne så ind mod hans skikkelse. At Alastar´s syn var blevet værre vidste han intet om og det ville nok bare skære ham i hjertet hvis han havde vidst det. Han stod lidt og så blot på ham i tavshed. Det var dog svært og se ham tydeligt da der var mørkt. "Alastar.." hviskede han stille. "Sig ikke....de har ikke gjort dig skade vel?" spurgte han stille og det var jo så lidt en anden måde og spørge om det fra før på. Lidt mere direkte. Hvorfor han havde så stærk en beskyttelses trang overfor en dvasianer vidste han ikke. Måske fordi det var den første han havde mødt på tomands hånd og snakket med? Den første han havde mødt i det hele taget faktisk. Han så mod skikkelsen som han svagt kunne fornemme inde i mørket.

[alaster]

Det var slet ikek fordi, at det skulle gå udover Shane. Alaster havde virkelig bare brug for at rase af lige i øjeblikket. Han var virkelig så vred, at han sad og rystede. Han havde virkelig ikke været i stand til at skulle se noget som helst, så om kælderen her var mørkt og dyster som den også var kendt for at være hjemme i Dvasias, vidste han ikke, udelukkende fordi, at han ikke var i stand til at skulle se noget som helst mere. Han lod blikket kort skjule sig i hænderne hvor han derefter lod hænderne glide roligt om i hans nakke, hvor de blev liggende. Han lukkede øjnene stille, alt for ikke at ende med at skulle komme med flere alvorlige udbrud af den ene eller den anden slags. Det ville virkelig ikke hjælpe ham og han vidste det. At Shane påtog sig skylden, var noget som han reagerede kraftigt på. Han hævede roligt blikket op mod ham og med den tydelige overraskelse i blikket. "Din skyld? Det er da ikke din skyld, at jeg fik røven tilbage til muren, vel?" påpegede han med en kortfattet tone. Han lod hænderne falde igen ned langs hans side. Gulvet var koldt, men hvad.. han var dvasianer, så han skulle vel sidde der? Selvom han ikke udgjorde noget som kunne minde om en trussel på nogen måde overhovedet. Han sukkede dæmpet og rystede stille på hovedet. De ville vel også holde ham her i en evighed. Han rystede igen stille på hovedet ved Shanes ord. De havde ikke gjort andet skade, end at tage staven fra ham, knække den og så smide den væk og slæbe ham med sig til slottet. Han trak vejret dybt. "Min situation kan ikke blive værre end den er, Shane... Nej, de har intet gjort mig.. Andet end at tage staven fra mig... knække den som jeg kunne høre og så slæbe mig med hertil.." Han vendte blikket stille ned mod sine hænder, selvom han virkelig ikke var i stand til at skulle se en skid og han hadet det virkelig! Han sukkede stille. "Jeg ser intet.." endte han med en dæmpet stemme.

[Deleted]

Shane så på ham stadig med skyld i blikket. Dog voksede den skyld kraftigt ved det sidste han sagde. "H-hvad..?" hviskede han og kunne næsnte ikke tro, at han havde hørt rigtigt! Nej..Ikke resten af hans syn! Han så ned og sank stille sammen op af tremmerne mens han rystede over hele kroppen. Hans knoer var helt hvide af at knuge om tremmerne. Det var hans skyld. Havde han blot insisteret mere på at hjælpe eller blot gjort det så havde Alastar haft sit syn! Han lukkede sine øjne og forhindrede kune lige at tårerne skulle løbe. "Det er alt sammen min skyld.." hviskede han stille og sad sådan lidt før han så ind på ham igen. "Alastar.." han bed sig i læben og lod ikke sit blik vige væk. "Kan du bevæge dig?" det var måske et tåbeligt spørgsmål. Men han ville alligevel vide det. Om han var såret. Han vidste lænkerne højst sandsynlige var så han kunne bevæge sig rundt i hele cellen. Men det kune jo være han havde fået skader og bare have løjet om det. Han håbede det dog ikke og knugede stadig hårdt om de kolde tremmer. "Kan du rejse dig og gå herover..?"

[alaster]

Alaster var fuldkommen ærlig. Han kunne virkelig ikke se en skid og det var dog i den grad heller ikke Shanes fejl, at han sad der, eller ikke kunne se. Så meget vidste han dog allerede, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sukkede stille og lod hovedet søge tilbage ind mod væggen. Han kunne gå rundt i cellen, men kendte han det godt nok, så ville han ikke kunne nå tremmerne helt. Det ville i så fald bare være typisk! "Du hørte mig.." mumlede han stille og stadig så behersket som han kunne gøre til det. At han var rådgiver var vel også den eneste grund til at han overhovedet var i stand til at skulle stå der og bare snakke til ham på denne måde, uden at der var vagter til at skulle overvåge dem på denne måde? Han så stille op. Selvfølgelig kunne han da gå. Han rejste sig stille op. Han kunne ikke se en skid, men dog alligevel, så stolede han på Shane af en eller anden grund som han ikke var i stand til at skulle forklare overhovedet. Han kunne end ikke forklare det for sig selv, hvad end om han ville det eller ej, så var der virkelig ikke noget at gøre ved den sag, hvad end om han ville det eller ikke. Han gik stille i retning af stemmen. Han gik så langt, som lænken tillod ham, hvilket ville sige, at han blev tvunget til at stoppe op en lille halvmeter fra tremmerne af. Han holdt blikket mere eller mindre i retning mod gulvet. Den hvide hinde dækket jo mere eller mindre hele hans blik nu trods alt og han hadet det virkelig! "Hvad er det du vil, Shane..?" spurgte han med en kortfattet stemme. En anelse urolig og forbandet rastløs også.

[Deleted]

Shane hørte lænkerne rasle og kom stille op og stå selv mens han bed sig lidt i kanten af læben og blot lyttede til han kom nærmere og nærmere. Hans tag om tremmerne havde løsnet sig lidt. Han hørte et lille ryk det gav, da lænkerne ikke længere tillod Alastar at komme videre. Han sukkede lidt for sig selv og så ned. "Jeg..Jeg skal tilse fangerne når de bliver bragt hertil..Jeg..jeg ville sikre mig det var en anden." Han så stille op på ham. "men det var dig...Desværre.." han havde gjort alt han kunne for at få ham sikker over grænsen og så var han endt her alligevel. Shane følte sig som en orm eller værre. "jeg er ked af det..Jeg ønskede ikke de skulle fange dig. Du gør jo ingen skade. Men fordi du er dvasianer er det en slags lov du skal smides herned." han knugede lidt om tremmerne igen før den ene hånd slap og gled ind mellem tremmerne for at nå ham. Det lykkedes ikke helt. "Alastar..vil du...vil du ikke godt læne dig frem?" Om han vilel gøre det eller bare vende sig om og gå igen vidste Shane ikke. Men han måtte gøre forsøget og blot håbe på det bedste. Han havde faktisk håbet det var en celle med lænkerne lidt længere end som så, men det var desværre ikke tilfældet. Han kunne kun lige akkurat ikke nå når han strakte sin arm så langt ind han kunne. Han vidste jo godt længden var for at sikre sig fangerne ikke gik til angreb på vagterne hvis disse stod helt ved tremmerne. Han bandede alvt i sit hoved over den regel med længden. Han håbede dog blot, at tilfældet ville være Alastar gjorde som han bad om. Han vidste ikke hvorfor, men han havde sådan en lyst til og føle Alastar lige nu. Mærke hans tøj eller hud. bare et eller andet. Bare være tæt på ham.

[alaster]

Hvor langt der var til tremmerne fra der hvor Alaster stod nu, vidste han ikke. Han kunne virkelig ikke se noget som helst, det var virkelig helt mørkelagt for hans blik på alle måder. Han knyttede hænderne stille, hvis der var noget som han bare ikke kunne fordrage, så var det virkelig det faktum, at han skulle stå der og lave ingenting i et bur. Det var virkelig noget af det værste af det hele for hans vedkommende, det var der virkelig ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hans hjerte slog godt og fast mod hans bryst. Han kendte jo til de regler, de var jo nøjagtigt det samme i Dvasias trods alt hvis de fangede en procianer. Han nikkede blot kortfattet til hans ord. At Shane stod med en form af skyld eller noget lignende, var han virkelig bedøvende ligeglad med, det var virkelig ikke noget som han kunne bruge når han stod på denne side af muren. "Jeg gør ingen skade... nej... Er du klar over hvor frustrerende den tanke er?" spurgte han med en yderst behersket stemme. I sig selv, var det virkelig ikke noget som han nogensinde ville være i stand til at skulle acceptere. Han nægtet at rende harmløst rundt.. hvis han dog kom ud af denne celle igen, hvilket han i sig selv, ikke rigtigt havde nogen tro på.. Ikke med den race han havde og hvilken trussel han kunne vise sig at være, hvis han ellers var vred nok til det. Det var der jo enkelte som havde oplevet til nu, end ikke Matthew havde været i stand til at skulle sætte ham på plads ved det overhovedet. Hvorfor han skulle læne sig frem, vidste han ikke. Han hævede blikket stille og vendte det direkte i retning af Shanes stemme. Hinden havde lagt sig over hele øjet, så pupillen slet ikke var i stand til at skulle ses overhovedet. Det gik ham på og det var virkelig kun tydeligt. "Læne mig frem..? Hvorfor?" begyndte han kortfattet. Efter et dog stille øjeblik, hvor han blot endte med at skulle sukke. Han skulle vel bare sidde alene hernede? Han lænede sig varsomt og forsigtigt frem, efter at han havde taget endnu et stille lille skridt frem, selvom armene og håndled forblev på samme plads. Lænken var allerede strukket så meget som den i det hele taget ville være i stand til at skulle blive det.

[Deleted]

Shane vidste det nok ikke kunne lade sig gøre, men dog smilede han stadig lidt, da Alastar lænede sig frem. Dah na var blevet spurgt om hvorfor havde han klappet i som en østers. Han turde ikke rigtigt sige det. At han ønskede og være i kontakt med ham. Det var jo på grænsen til at være tosset? Måske var det endda tosset. Han smilede dog, da hans hånd stille kunne nå hans kind og han ønskede inderligt lige nu at være helt inde hos ham. Han lod stille sine fingre kærtegne hans hud lidt og strøg ham roligt på kinden. Han sukkede lidt og lod håndne glide lidt om mod hans nakke før han indså han måtte tættere på. Heldigvis var tremmernes mellemrum ikke så små, da fangerne jo ikke kunne nå hen til dem. Han holdt stadig sin hånd om hans nakke idet han fik vredet sin anden arm og noget af sin overkrop ind mellem tremmerne. Om Alastar ville få et chok var han ikke sikker på. Han stod ikke godt sådan lidt på skrå med kroppen, men han var ligeglad og fik lagt den anden arm om hans nakke også mens han så på ham. Han kunne godt se den hvide hinde helt havde overdækket det svage skær af den blå farve fra sidst og det gjorde helt ondt. Han mærkede dog hvordan hans hjerte stille bankede lidt hurtigere nu han var så tæt på Alastar. Han kunne mærke en varme i sine kinder i det han roligt lænede sig de sidste få centimeter frem og lod sine læber roligt møde hans.

[alaster]

Hvad Shane var ude på, havde Alaster virkelig ikke nogen anelse om og i den grad var det faktisk også noget af det som gjorde ham direkte usikker i denne sag, det var der virkelig ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sukkede dæmpet, endte dog med at skulle stå fuldkommen stille, da han kunne mærke Shanes hånd mod hans kind. Hvad pokker var det egentlig at han havde gang i? Han knyttede hænderne ganske kort og prøvede, at skulle trække hænderne til sig, selvom det virkelig ikke hjalp ham det mindste. Han stod helt fast denne gang. Han kunne intet se, i en celle og så lænket... hvor var han dog heldig! At Shane forblev helt stille, var ham dog på ingen måde en hjælp, det gjorde ham virkelig kun mere usikker, nu hvor han var mere afhængig af hjælp end det som han havde været nogensinde før. Han kunne virkelig ikke se noget som helst længere og det var i den grad noget af det som gik ham så forbandet meget på, det var der virkelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han bed sig let i læben. Han brød sig virkelig ikke om denne situation. Han kunne virkelig ikke huske, hvornår han sidst havde været så usikker som det han var lige her og i dette øjeblik, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hånden som lagde sig i hans nakke, gav ham dog en direkte usikker fornemmelse som han klart ikke brød sig om overhovedet. Han hævede blikket blot i retning af Shane. Han havde gjort meget allerede under deres forrige møde, så meget kunne han da fint stå ved. Det var ikke hans skyld, at det var gået galt denne gang alligevel, uanset hvor meget han egentlig selv havde måtte ønske det. Den anden hånd omkring hans nakke, gjorde ham i den grad usikker for alvor. Læberne som måtte møde Shanes, fik ham til at stivne noget kraftigt og tvang ham endnu hurtigere, til at skulle hoppe et skridt baglæns. I og med, at han kom til at træde på lænken, faldt han direkte ned på det kolde gulv. "H-hvad er det du laver.." endte han tydeligt overrasket. Han trak sig tilbage mod den anden ende af muren, hvor han kom så langt som han kunne og satte sig helt op af væggen igen. Han blinkede let med øjnene, selvom det virkelig ikke hjalp ham noget som helst. Han hadet det.. han hadet det!

[Deleted]

Shane havde nydt de få sekunder der var gået før Alastar nærmest i chok var røget tilbage. Han så ned med et stille suk og havde vredet sig tilbage gennem tremmerne og så væk fra ham. "Undskyld.." hviskede han lavt så han knap selv kunne høre det. Måske det var bedst han gik? Han havde bare ikke lysten til det. Han ville blive. Dog følte han, at Alastar ikke ønskede han selskab. Så hellere være alene.. Han slap stille sit tag i tremmerne. "Jeg skal nok gå nu.." hans stemme var lav og hvis man lyttede godt kunne man høre den var tæt på at knække over. Han vendte sig stille væk og opgav og få øje på ham inde i mørket. Han havde skæmt ham og gjort ham vred sikkert. Han snøftede lavt og tørrede sine øjne i ørmet mens han stille begyndte og gå. Han måtte holde op med de få tårer inden nogen så ham. De ville stille spørgsmål og dem kunne og ville han ikke svare på! Desuden..Hvorfor skulle han græde over en dvasianer? Det gav jo ingen mening.. Han rystede lidt på sit hoved og lod armen falde igen og håbede blot, at han havde fået stoppet dem. Han så sig ikke tilbage og gik meget langsomt. Han havde kun gået kan pti skridt og var stadig ganske tæt på cellen. Han havde dog mest lyst til og løbe op herfra, men det ville også gøre folk mistænksomme.

[alaster]

Dette gav så sandelig heller ikke nogen mening for Alaster. Hvorfor pokker havde Shane gjort det? Han sad stadig tydeligt chokket over hvad der var foregået på denne måde, det var der virkelig ikke nogen tvivl om i det hele taget. Han lukkede øjnene stille, selvom det virkelig ikke have noget af betydning for ham. Han kunne virkelig ikke se en skid overhovedet. Han trak vejret stille og dybt. Hænderne tog han stille og roligt op i hans eget skød og vendte blikket i retningen som han var ganske så sikker på, at Shane ville gå. Han bed sig let i læben. Han ville vel bare lade ham sidde her? Han havde hørt den snøften, selvom den i den grad ikke måtte give nogen mening i hans øjne på nogen måde overhovedet. Følelser kunne man ikke just sige, at han var den bedste til, han havde altid tvunget kvinden til at skulle give ham.. Han havde aldrig nogensinde gjort det med en mand før. I hans øjne var det stadig bare.. forkert vel? Han blinkede let med øjnene, knyttede hænderne igen. Han måtte virkelig bare tage sig sammen nu! "Du vil bare lade mig sidde her?" spurgte han så roligt og kontrolleret som det var ham overhovedet muligt. Han var ikke direkte vred, han var bare voldsomt chokket over det som egentlig var sket bare sådan uden videre, det var der virkelig heller ikke nogen tvivler om overhovedet. Han vendte blikket stille i retning af ham og ellers bare blev han siddende. Han havde jo ikke just meget andet at skulle foretage sig.