Caught!

[Deleted]

Shane stoppede stille op igen, da der blev talt til ham. Han bed sig lidt i læben og så ned mod gulvet. "Helst ikke..men.." hans blik flakkede lidt rundt over det hele. Han kunne ikke rigtigt styre det. "Du virker som om du helst ikke vil have jeg er her lige nu..." sukkede han stille og gned sin arm lidt mens han også skrabede gulvet en smule med sin fod. Han ville gerne blive, men han havde på fornemmelsen, at han ikke just var velkommen hernede. "jeg skal få sendt noget mad ned til dig." hviskede han stille. "Noget af det gode..ikke blot føngselsmaden.." han sukkede lidt og var næsten på vej til og gå igen. Dog tøvede han og blev stående. Ventede på at høre om han havde noget og sige til ham. Han håbede det lidt. Så havde han jo en undskyldning til og blive uden at gøre ham utilpas for så var det jo lidt som om han bad om han blev? Så talte han jo til ham og så skulle han jo helst blive her. Han kunne jo ikke bare gå væk når der blev talt til ham. Det lå ikke i hans natur. Han var for venlig anlagt til sådan en slags uhøflighed.

[alaster]

Shane var virkelig alt for høflig efter en mand af Alasters smag, det var der virkelig ikke mere tvivl om. Han var virkelig alt for blød når det kom til stykket og meget mere end det som han måske lige ville være ved. Han hørte tydeligt Shanes stemme, selvom den var ganske lav. Det var virkelig ikke fordi, at han ikke ville have ham der. Han var da den eneste som ville snakke til ham uden at skulle fyre en eller anden hånlig kommentar af i den anden ende. Det var virkelig noget af det værste ved det hele! Han slog bevidst hovedet direkte ind i væggen bag ham og selv med den svage raslen i kæderne som hang fast omkring hans håndled. Han kom virkelig ikke nogen steder overhovedet. Han trak vejret stille og dybt og nikkede blot til hans ord. Mad bedre end det som de normalt ville servere, ville han da slet ikke sige nej tak til, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Okay.." svarede han dog blot. Et selskab ville gøre godt, det var i den grad meget bedre end at skulle sidde her helt alene, som det han ellers var så forbandet vant til efterhånden, det var der virkelig ikke nogen tvivl om overhovedet. Bare det at skulle bede om det, var i den grad ikke noget som han nognesinde ville være i stand til at skulle få sig selv til bare sådan uden videre.. det kunne han bare ikke. "Tak, Shane.." afsluttede han stille. Blikket vendte han direkte frem for sig. Han ville ikke være i stand til at skulle se ham uanset hvor meget han ellers ville ønske det.

[Deleted]

Shane hørte hans ord og stod kun lidt længere før han stille gik videre ned af gangen. Om Alastar så ville tro han alligevel gik vidste an ikke. Men hna ville jo blot hente det mad som lovet. han vidste føndselsmadne var noget af det værste man kunne få som mad. Han ville ikke engang kalde det mad. Han var bare glad for han ikke skulle spise sådan noget. Han var vel væk i knap en halv time før han stille kom gående ned af gangen igen. Han havde en bakke med sig og vagterne var nok forundret over han kom med mad, men de sagde ikke noget. De vidste det var uklogt. Nok var Shane god og frem. Uskyldig og ren som man sagde. Men han havde magt og var ikke just en der var glad for man sagde ham imod hvis der var noget han ville. Han stoppede stille op udnefor cellen og havde fået nøglen så han kunne sætte maden ind. Han havde sagt han ville blive lidt og de bare skulle vente til han kom med nøglen hvilket de jo heller ikke stilte noget spørgsmål ved. Han låste stille op indtil Alastar og satte bakken ned på gulvet lige indenfor. "velbekomme.." han lukkede stille igen, men låste ikke. det var jo ikke nødvendigt sådan set, da lænkerne ville forhindre folk i at komme om der så kom nogen udefra for at befrie en. Han satte sig stille ned op af væggen på den anden side af gangen og trak sine ben op under sig.

[alaster]

Hvor længe Alaster bare blev siddende og stirret ind i væggen, vidste han ikke. Han vendte først blikket, da han kunne høre lyden af skridt og et nøglebundt som måtte rasle en smule. I så fald, så vidste han, at han ikke var alene i det mindste. Hans hænder gned stille og roligt mod hans håndled. De var faktisk en anelse stramme, men noget skulle de jo gøre, for at forhindre, at han brugte magi.. Han vidste, at det var det som de måtte hindre, at han gjorde, selvom tanken ikke just var særlig tiltagende overhovedet. Det var vel også et spørgsmål om tid inden de kongelige ville se til den tilfangetagede dvasianer som de ville have en fangekælderen? Ikke just et møde som Alaster var synderligt begejstret for, det var der virkelig heller ikke nogen tvivlv om. Han trak vejret stille og dybt, hvem som var der nu, havde han virkelig ikke nogen anelse om overhovdet og det var faktisk en tanke som frustrerede ham helt vildt! Først da han igen kunne høre Shanes stemme, kunne han formå at falde bare en anelse til ro. Han sank klumpen i halsen, lod hovedet søge stille tilbage mod væggen og lod den slå mod det med en næsten fast mine. Han ville ikke kunne se maden uanset og han ville virkelig ikke ligne en idiot at kravle hen over gulvet for at skaffe sig den, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han trak benene stille op til sig og blev ellers bare siddende på sin plads. "Mange tak, Shane.." afsluttede han stille, selv dog uden at skulle rokke så meget som en eneste muskel.

[Deleted]

Shane sukkede stille og så væk fra ham. "hvis du ikke gider spise så sig det istedet for.." han var allerede ved og tænke bare at tage den med sig igen da det ikke så ud til Alastar ville have den alligevel. Han så væk. En anelse såret vel? Han bed sig i læben, men sagde dog ikke mere. Ikke lige nu. Han sukkede og skubbed sig selv op og stå igen lidt efter for at tage bakken ud igen. Han burde vel have vidst Alastar ikke gad spise noget der blev skænket ham som ikke blot var fængselsmad. Han satte sig på hug og tog bakken op i sine hænder og gjorde klar til og rejse sig og låse inden han ville gå væk med bakken. Han så dog kort lidt mod ham og så så væk igen. Han kunne ikke få sig selv til og gå ind til ham efter hans reaktion på kysset og han kunne heller ikke få sig selv til og sige noget til ham lige nu.

[alaster]

Alaster sukkede stille og rystede stille på hovedet. Shane forstod ham da ikke. Han ville da ikke falme rundt i blinde efter maden. Han var sulten. Han var hammersulten, selvom han virkelig ikke ville sige det til nogen. Han ønskede at klare sig selv, selvom han lige nu i dette tilfælde, i den grad også var helt afhængig af, at andre ville være der til at hjælpe ham. At Shane kom ind og tog bakken igen kunne han dog udmærket godt høre. "Ville du falme rundt i blinde efter mad, Shane? Hvis du ikke var i stand til at se?" spurgte han stille, dog måske en anelse direkte, men det var klart sådan at han havde det. Det var i den grad noget som han måtte nægte hele vejen igennem på alle tænkelige måder overhovedet. Han lod hænderne falde stille ned langs hans sider. Tynd var han efterhånden, men igen... hans stolthed nægtet ham virkelig, at skulle bede om den form for hjælp, det ville han virkelig ikke på nogen måde overhovedet, hvad end om han ville det eller ikke.. hvad end om han ønsket det eller ikke, så kunne han bare ikke få sig selv til det i den anden ende og det var noget som alligevel havde en klar og tydelig betydning for ham i sig selv. "Men fint.. så tag det med dig igen.." mumlede han stille. Han vendte blikket stille mod den ene side og ellers blev han bare siddende tavs. Han havde det elendigt, ikke bare med hans tilstand som den måtte være for øjeblikket, selvom den i den grad også havde ekstremt meget at sige for ham, han måtte vel bare vænne sig til det? At han var en harmløs ting som ikke kunne forsvare sig på den ene eller den anden måde.

[Deleted]

Shane stivnede lidt. Han sukkede dog efter lidt tid og gik ind og satte bakken ned ved siden af ham før han skyndte sig ud igen. Han fik det dårligt omkring Alastar. Som om alt han gjorde ikke var godt nok. Som om han kun kunne gøre forkerte ting overfor ham. Han følte sig svimmel og på gale veje og det værste var han ikke kunne fnde ud af hvad årsagen var! Det gik ham på. Han ville så gerne lige nu blot vide hvorfor han ikke bare kunne opføre sig normalt og ellers blot være sig selv. Men nej. Ikke overfor Alastar. Han bed sig i læben og ville bare ikke være i nærhedne af ham i frygt for han ikke var ønsket. En dum ting og tænke overfor en fange, men sådan var han altså bare. Han kunne dog stadig mærke følelsen af Alastar´s læber mod sine og det gjorde ham bare mere underlig tilpas. Han var ikke engang sikker på hvorfor han havde valgt og kysse ham. Havde han bare haft lyst til.

[alaster]

Kysset var noget som Alaster valgte, at skulle se væk fra lige nu. Det var virkelig ikke noget som ville gavne ham det mindste overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om. At han igen måtte komme ind og sætte maden fra ved siden af ham, var noget som han da udmærket godt kunne mærke og høre, selvom han virkelig ikke rokkede så meget som en muskel. Det var ikke fordi, at han var bange for, at Shane ville gøre ham noget, den mulighed havde han jo allerede haft ganske mange gange faktisk, det var jo noget som han allerede havde siddet med i hovedet, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket stille i retningen af det. Han kunne dufte det, det var der virkelig ikke nogen tvivl om overhovedet. Det var ikke fordi, at han ikke gjorde tingene godt nok, det var slet ikke det. Der var bange så mange andre ting, at skulle tage hensyn til, nu hvor han ikke var i stand til at skulle se noget som helst, det var klart det som måtte plage ham på denne måde, det var der virkelig ikke nogen tvivl om. Noget af det første som han dog måtte bide sig mærke i, var at Shane virkede til at skynde sig væk fra ham? Tanken gjorde ham dog ikke det mindste i længden, tvært imod. Han sukkede stille og greb stille ud efter bakken og tog den stille op i sit skød, hvor han egentlig bare lod den stå. Ensomheden var han efterhånden bare vant til. Han lod hånden roligt vandre over hvad end som måtte være blevet serveret, hvor han derefter stille og roligt, bare valgte, at begynde med at spise. Ikke sagde han så meget som et eneste ord.

[Deleted]

Nok burde Shane nok gå væk derfra igen, men han havde stadig ikke lyst. Dog rokkede han sig lidt frem og tilbage på stedet og det rev i ham for bare at rejse sig og blot gå. Han så ikke ind i cellen. Så ikke på ham. Han sad mest i sin egen verden. Han havde taget lammegryde og givet ham det samt noget brød og noget vand og drikke. Der var også vin, men det vidste han jo så ikke om Alastar drak. Hans egen mave rumlede lidt, da han havde siddet i det dumme møde hele dagen og slet ikke fået mad siden det havde væet morgen. Han lagde dog blot armene om sig selv og tvang maven til og holde mund så godt som muligt. Tvang den til og vente. Han frygtede sådan, at dette her var hans eneste chance for at komme ned og snakke med Alastar. Han hørte han var begyndt og spise og det gjorde ham på en måde lidt glad, men også bare mere sulten hvilket jo nok ikke var så god en ting igen. Han lukkede sine øjne i og lagde hovedet på sine knæ og bed sig lidt i kanten af læben mens han forsøgte og tænke på noget andet.

[alaster]

Alaster havde virkelig ikke noget andet valg, end bare at blive siddende på sin plads og bare tage det hele som det nu måtte komme. Han havde fundet vejen frem til brødet og var begyndt at spise af det. Han lukkede øjnene stile og ellers blev han bare siddende og lyttet til alt det som måtte ske omkring ham på denne måde. Han vidste udmærket godt, at Shane stadig måtte være tilstede, han kunne næsten fornemme, at han måtte være der. At han jo så ikke måtte opholde sig i cellen, kunne han næsten gætte sig til. Shane havde vel også meget mere at skulle tage sig til af valg og ting at gøre, nu hvor han stod der som en rådgiver for Procias? Han trak vejret stille og dybt og vendte blikket i retningen som han nu var ganske så sikker på, at Shane ville være. "Du har vel andet at tage dig til.. end at overvåge mig spise?" spurgte han stille. Han orkede virkelgi ikke at hidse sig op, da han allerede var klar over, at det ikke ville hjælpe ham en disse alligevel i den anden ende. Han satte bakken stille til side. Han fandt det ganske problematisk at skulle spise noget som helst under disse omstændigheder. Han kunne virkelig ikke fokusere på det når han skulle sidde i det som ha nselv ville beskrive som et lille bur og så lænket ved siden af.

[Deleted]

Shane så stille ned. "jeg overvåger dig ikke spise...ser ikke engang på dig..." det sidste havde han blot mumlet ud. Han talte jo sandt. Men han havde jo nok andet og se til. Imorgen. Mødet var slut da de var færdige med at snakke strategi og han havde ikke andre pligter idag udover han skulle se til fangen. Han rejste sig stille op igen og gik et par skridt hen af gangen før han stoppede op og vendte sig om igen og gik hen og skubbede stille cellens dør op og bed sig lidt i læben. Han var nok ved og gøre det værste han kunne gøre for landet, men han følte han var nødt til det. Han kunne ikke rigtigt klare, at Alastar var sådan her. At han led. Han gik så stille som muligt hen mod ham og satte sig på hug og tog nøglerne frem igen og fandt den rigtige før han satte den ned i låser på lænken. Om han blev smidt ud fra sin post for det her og dømt for landsforræderi vidste han ikke, men lige nu talte hans fornuft ikke. Han sank et par gange, men følte sig tør i halsen som var den lavet af sand før han satte sig om og gjorde det samme med den anden lænke. Han rejste sig og tog bakken og skubbede lidt væk, da den sådan set nok bare var i vejen nu.

[alaster]

Alaster gjorde virkelig ikke noget andet end bare at blive siddende på sin plads. Hvad andet havde han at lave? "Du har vel stadig andet at lave end at sidde i en kold og fugtig kælder?" spurgte han videre, dog stadig uden, at skulle tyde til det mindste af bebrejdelse eller noget som helst. Han lyttede til de mange lyde af skridt som han så tydeligt kunne høre. Han trak vejret dybt, da han endnu en gang kunne høre, at celledøren måtte gå op på denne måde også. Han så stille op, selvom han virkelig ikke var i stand til at se en ting for sig. Alt var virkelig bare mørke.. der var ikke andet for ham at se. Han bed sig svagt i læben. Han rokkede dog ikke så meget som en eneste muskel. At den ene lænke måtte give slip omkring hans håndled, kunne han dog tydeligt mærke, selvom det dog på alle måder, var noget som forundrede ham tydeligt og dybt. Han blinkede let med øjnene, knyttede hånden stille og trak den til sig og lige så emd den anden, da den også måtte komme fri på denne måde. Han trak vejret dybt og vendte sig i retningen af Shane.. der hvor han i det mindste var ganske så sikker på, at han måtte være for ham. "Hvorfor gør du det her?" spurgte han pludseligt. I hans øjne, gav det i den grad ikke nogen mening, at han skulle... lade ham gå på denne måde? Han var dvasianer, han var fanget ved muren og så kom rådgiveren endda og gav ham den form af frihed? Han blev dog stadig siddende på sin plads. Han turde end ikke rigtigt at rejse sig.

[Deleted]

Shane kunne ikke rigtigt finde et svar som gav mening for ham selv så sikkert ville det heller ikke give mening for Alastar. Han sukkede lidt og skubbede lænkerne væk med foden. "Kom nu bare.." mumlede han og vendte sig om for at gå hen til døren igen og ud. "hvis du er stille kan jeg få dig ud fra slottet og så er det let nok at komme tilbage til muren. De opdager ikke du er væk før imorgen tidligst." han så hen mod ham over sin skulder. "du skal tilbage til dit hjem..." han ville nok ikke se ham igen denne gang så medmindre det blev på denne måde igen. Han kendte alle de hemmelige gange i slottet, men ingen vidste det så hvis han bare gik op med nøglen og så sneg sig tilbage gennem en gang og hentede Alastar så ville de derefter let kunne komme ud via en anden gang. Han tvivlede på de blev muret til for det var de færreste der kendte dem jo. "Hvis du ikke stoler på mig så bliv her hvis du har lyst." han så om mod ham. "jeg kommer bare ikke og besøger dig eller taler din sag. Så ender du med at sidde her til dine dages ende eller bliver halshugget eller dømt til døden på anden måde." han bed sig lidt i læben og så væk. Selvom han på en måde forsøgte at lyde ligeglad så kunne man let høre han helst ikke så ham død eller indespærret. Han holdte vel af ham på en måde?

[alaster]

Dette var i den grad nyt for Alaster på alle måder. At blive hjulpet på flugt på denne måde, var virkelig nyt for ham og det var noget som klart gjorde ham en anelse usikker på det hele, det var det som gjorde det hele. Han lukkede øjnene stille og gned stille sine håndled. Shane havde vel heller ikke regnet med, at han ville kunne gøre det ene eller det andet uden at kunne se. Han ville da aldrig kunne komme derfra på egen hånd. At blive siddende her, var nu heller ikke noget som han ønskede direkte, han vidste, at øksen bogstavelig talt ville falde før eller siden, når de først endelig ville finde ud af, hvad han egentlig havde gjort. Han havde slået ihjel, han havde pint, misbrugt.. han havde levet livet på den måde som så mange ville anse som den helt forkerte. "Det... Shane.." Han vendte blikket op mod hans skikkelse, da han stille valgte at skulle rejse sig op. Om dette var at skulle narre ham direkte i en fælde som ville føre ham hurtigere til galgen var en tanke som kun pludselig faldt ham ind, og en glæde var det dog bestemt ikke. Hvis han kom tilbage til hans eget hjem, kunne han lige så godt blive siddende.. det ville koste ham livet uanset og så meget vidste han jo i den anden ende også, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han rystede på hovedet og støttede sig op af væggen. "Shane.. jeg ser intet.. hvordan pokker havde du tænkt dig, at jeg skulle komme ud af Procias uden at blive set?" spurgte han stadig med en ganske bestemt tone. Denne procianer skulle virkelig ikke regne med, at han skulle koste rundt med ham på denne måde. Det var i den grad også slemt nok som det var! Han havde nu heller ikke direkte regnet med at Shane ville tale for hans sag, hvis den mand overhovedet fandt ud af, hvad han havde gjort, så ville han vel heller ikke i den anden ende?

[Deleted]

Shane så han kom op og stå, men stadig blev stående. "Hvem sagde det var på egen hånd?" han vendte sig lidt mere om mod ham igen og lagde sit hoved lidt på skrå selvom den anden ikke kunne se det. Det var jo også blot en vane. "Jeg hjælper dig med at flygte og så mener jeg helt til muren." han bed sig lidt i læben og så ned. "Længere hvis det er prisen for, at du kommer så langt på afstand, at du aldrig kommer tilbage." det kunne måske lyde som om han ikke ønskede ham her. Men han ville jo bare ikke se ham blive fanget igen. "Vi finder en ny stav til dig på vejen..medmindre du skal have en bestemt slags.." han var på nippet til blot og gå hen og tage fat i hans arm og hive ham med sig. Han turde dog ikke. Det sorte hår lå lidt ned over hans øne når han så ned. Han sukkede. "Men hvis du ikke vil have hjælp som sidst så fint..." mumlede han. "Hvis du selv vil finde væk så hjælper jeg dig kun udenfor slottet." Han havde dog under alle omstændigheder tænkt sig og følge efter ham så og holde øje.