Caught!

[alaster]

Alaster vendte sig stille i retningen af Shane. At han ville hjælpe ham ud, var slet ikke noget som i hans øjne, gav det mindste form for mening overhovedet, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han blev stående fast på sin plads ved væggen. Han ville ikke træde frem eller gøre noget forkert i denne situation, det ville da ikke gavne ham det mindste overhovedet, så det undgik han da helst. Han rystede stille på hovedet. Dette gav virkelig ikke nogen mening for ham overhovedet. "... Hvorfor hjælper du mig?" spurgte han stille, det var i den grad ikke noget som forundrede ham mest og det var i den grad også det som i den grad ikke gav nogen som helst mening i hans øjne på nogen måde overhovedet, og det i sig selv, det sagde i den grad heller ikke så lidt for ham. Alle Shanes ord, gjorde det kun tydeligt for ham, at han klart også var uønsket her og han ønskede i den grad heller ikke selv, at skulle blive hængende på denne måde, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om. Han vågede sig et kort og stille skridt mod ham. Han ville hellere end gerne derfra, koste hvad det koste vil, selvom han klart måtte stå ansigt til ansigt med så mange andre problemer når han først endelig ville være hjemme igen. Det var tydeligt for ham, at Shane ikke havde nogen anelse om hvad pokker der måtte foregå på den anden side af muren, det var efterhånden gået op for ham for længst. "En stav.. hvilken slags, er mig ligegyldig.." afsluttede han stille. Han skulle bare have et eller andet at holde fast på som ville gøre det enkelt for ham at komme nogen vegne.. resten var ham egentlig fuldkommen ligegyldigt.

[Deleted]

Shane sukkede stille efter lidt tid. "fordi jeg ikke kan lide du sidder her okay? jeg vil ikke have de gør dig noget.." han slog lidt ud med sine hænder. "Er du så tilfreds?" hviskede han stille og rystede lidt på hovedet før han gik ud på gangen og ventede på ham der. Han måtte hellere låse cellen så de skulle helt derhen for at se han var væk. Han stilte sig op af væggen. han ville på en måde gerne hjælpe ham ved at støtte ham ud af cellen, men selvom det rev i ham for at gøre det så blev han hvor han stod. Han ønskedei kke og gøre ham vred eller utilpas. Han følte sig selv utilpas i nærheden af ham nu. Dog regnede ham med det var sidste gang de sås frivilligt. Han bed sig i kanten af læben og lidt af sin tunge også og trippede en smule. Han følte sig rastløs, men han måtte falde ned igen så vagterne ikke blev mistænksomme når han gik forbi dem med nøglen om lidt tid.

[alaster]

Alaster var virkelig ikke dum. Det sagde jo sig selv, at en blind warlock ikke var kommet ud af Procias' fangekælder bare sådan uden videre, det var han slet ikke det mindste i tvivl om overhovedet. Han stod næsten chokket ved Shanes ord. Han ønskede ikke, at de skulle skade ham? Den mand forvirrede ham da kun mere og mere end det som godt var for denne situation, det betvivlede han så sandelig heller ikke på nogen måde overhovedet. Han hævede blikket stille, selvom han slet ikke var i stand til at skulle se noget som helst, så var det nu heller ikke noget som plaget ham sådan direkte, selvom det dog frustrerede ham en hel del i længden. "Du... ønsker ikke, de skal gøre mig noget?" gentog han som det eneste som han direkte havde fået fat i, af det som Shane havde sagt. Det var klart det som han måtte bide sig fast i på denne måde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han tog endnu et stille skridt frem. Han ønskede sig selvfølgelig ud af dette sted, men hvad andre steder han havde at søge hen, det vidste han virkelig ikke, desuden så var han også ganske klar over, at dette ville ramme Shane hårdt i den anden ende, hvis det blev opdaget og ud fra hans egen tilstand, så var chancerne store for netop det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Det går kun ud over dig selv, at hjælpe mig, Shane.." påpegede han næsten usikkert. Han kunne virkelig ikke fordrage, at han ikke var i stand til at se. Han kunne ikke fordrage, at han var nødt til at have hjælp fra andre!

[Deleted]

Shane bed sig i kanten af læben. Det ville koste ham dyrt hvis det blev opdaget ja. Men selvom de kunne regne ud nogen havde hjulpet ham med at flygte kunne de jo ikke vide det var Shane. Så længe de ikke fandt direkte beviser så kunne de ikke sammenhænge ham med flygten. Han vendte sig stille om mod ham. "Foregiv ikke du bekymrer dig om mig.." sagde han blot roligt og lød temmelig neutral. "Jeg vælger og hjælpe dig..jeg er udmærket klar over hvad det kan ende med hvis jeg ikke passer på." han så på ham. "Jeg får dig ud herfra og giver dig dit syn igen..så kan du se hvor du går og du kan holde dig fra muren af og så kommer du aldrig her igen." han så lidt ned med et suk. Selvom han var glad for at se ham igen ønskede han ikke at se ham sådan her. Så hellere slet ikke se ham. Han kæmpede ofr at holde de få tårer tilbage der var på vej i øjenkrogen. "Du hverken skylder mig noget eller skal føle dig svag. Bare tag imod den sidste hjælp." han tog stille fat i armen på ham og trak ham roligt med sig ud på gangen og lidt længere hen af den. Heldigvis var der ikke andre fanger i denne afdeling så ingen ville råbe op om de var på vej væk. Han førte ham ned af gangen med stille skridt. Væk fra vagterne. De sad alle i vagtstuen vidste han. Der var ingen grund til og gå rundt på en gang kun med en fange når rådgiveren var der. Han slap stille hans arm for enden af gangen. og så ind i muren foran dem. "Vent her..." han så op på ham og stilte ham op af væggen. "jeg kommer om lidt af den hemmelige gang..Så skal jeg nok få dig ud herfra." Han bed sig lidt i læben og stilte sig op på tæer og gav hans kind et svagt kys. Nærmest ved mundvigen før han skælvende trak sig væk fra ham og gik tilbage af gangen.

[alaster]

Alaster var allerede klar over, at Shane måtte løbe en ekstrem risiko ved at gøre, som han gjorde netop nu. Det betvivlede han dog på ingen måde overhovedet, selvom det nu i sig selv, bare var noget som han bed i sig. Hvad denne mand ville eller ikke ville, var han jo et sted fuldkommen ligeglad med. Det ragede ham jo? Han følte et sted også, at han slet ikke ønskede, at Shane skulle gøre som han gjorde, selvom han virkelig ville give arme og ben for at komme væk herfra og væk fra Procias, det var der slet ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret stille, dog ganske dybt. I bund og grund ,var det faktisk mange hårde ord som måtte komme fra dette lysvæsen, en tanke som blot måtte få ham til at smile. Han havde måske fået ham hærdet alligevel bare en smule? "Ser man det.. der er vidst alligevel en hård mand, gemt i dig et sted," sagde han med en rolig, dog ganske så kortfattet tone. Han fortsatte de rolige og tydeligt forsigtige skridt. Han kom fri, han fik sit syn igen. Det var virkelig meget mere, end det som han lige havde ventet sig i en situation som dette, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han fulgte blot med, da Shane tog hans arm. At de var alene her i fangekælderen, kunne han da tydeligt føle på sig, da der ikke var andre stemmer foruden deres og det var nu noget som alligevel gjorde det hele, så meget nemmere for ham. Hvor de var på vej hen eller hvad der skulle ske nu, havde han virkelig ikke nogen anelse om overhovedet, og det i sig selv, var faktisk noget som måtte skræmme ham en hel del. Han stillede sig op af væggen, da det var der han blev placeret. "Okay.." mumlede han stille. Han stivnede svagt, da Shane blot kysset hans kind.. Han brød sig virkelig ikke om den fornemmelse. Han hævede hånden og tørrede den over kinden, som han prøvede at fjerne hans kys. Han sukkede stille. "Skynd dig.." hviskede han dæmpet. Han forblev ellers helt stille og rørte sig knapt ud af stedet.

[Deleted]

Hans trin forsvandt stille bort hen af gangen. Han drejede om et hjørne og var på vej forbi Alastar´s celle efter lidt tid. Han skævede ikke engang derind. Gik roligt forbi som om der ingenting var galt og lod vagterne nu høre han var på vej. Han smed blot nøglen på bordet og gav et lille nik med sit hoved som en slags tak for lån hvis man kunne kalde det for sådan noget. Han hilste kort på dem med et svagt smil og var på vej op af trappen der forlod fangekælderen og kom op på niveau med jordens overflade igen. Han så kort tilbage over sin skulder og på denne sene aftens time vidste han der ikke var mange der kunne opdage ham. Kun tjenestefolk og han vidste de ikke havde så mange pligter der hvor han skulle hen. Han gik lidt hen af gangen før han så sig grundigt om og forsvandt ind bag en statue og her skubbede han et panel ind helt nede ved gulvet og det var lige stort nok til han kunne kravle. Han skubbede det i sig igen, da han var kommet indenfor i mørket og rettede sig så stille op. Han havde for længe siden lagt en fakkel herind så han kunne få lys og den fik han efter lidt famlen fundet i holderen på væggen og tog den ned og fik antændt den med en ildstryger og sukkede lidt før han gik hen af gangen og sørgede for at lyse op foran sig. Han ville gerne hurtigt ned til Alastar bare for at sikre sig han ikke blev funget.. Men hvis han faldt så var det sket. Så ville han risikere og brøkke noget og være fanget her og Alastar ville blive fundet og fængslet igen. Han kendte ikke gangen helt igennem, dah na jo ikke havde brugt den før. han havde gået den igennem en gang hver vej for at se hvor den mon førte hen. Han gik stille ned af trappen der kom efter lidt tid og gik forsigtigt ned af de smalle trin. Han følte det som en evighed, men endelig kom han ned på flad jord igen og kunne nu sætte farten lidt mere op da det gik fladt resten af vejen. Han vidste der kom et sving eller to på vejen, men det var et stykke henne.
Han fik rundet svinget og gik lidt og tænkte på om Alastar havde flyttet sig. Eller om han var sur over kindkysset også. Han bed sig lidt i læben og stoppede op hvor der var et kryds. Det måtte dem der havde lavet gangne lavet så de indefra kunne finde panerlene. Han lod stille hånden glide over får han tog fat i den lille fordybning så man kunne hive den ind og trak til. Han vidste ikke om Alastar ville få et chok, men satte faklen op i holderen før han kravlede ned og lidt ud og så op hvor han havde efterladt Alastar for et par minutter siden. hans hjerte bankede hurtigt mens han blot håbede han stadig stod der. "Alastar?" kaldte han stille, da hans øjne lige skulle vende sig til forskellen på gangen herude og den han kom fra.

[alaster]

Alaster brød sig virkelig ikke meget om den situation som han var placeret i. Blev han opdaget nu, så var han virkelig færdig, i så fald, så var han allerede ganske så sikker på, at det måtte være galgen som ventede ham i den anden ende, og det var bestemt ikke noget som han ønskede sig det mindste, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans hjerte slog fast mod hans bryst. Bare det lille faktum, at Shane faktisk gjorde så meget for ham, var virkelig ikke en tanke som han kunne finde det mindste realistisk på nogen måde overhovedet. Det gav virkelig ikke nogen mening for ham, at noget så stort fra Dvasias, skulle hjælpe ham på denne måde.. Det gjorde det virkelig ikke. Han blev stående, turde næsten ikke at rokke så meget som en muskel i frygten for, at skulle blive set i den anden ende. Han lukkede øjnene og trak vejret dybt. Hovedet lod han stille slå ind mod væggen som fandtes bag ham. Det i sig selv, var en handling bevidst. Han måtte virkelig bare tage sig sammen! Efter at han var endt med at skulle miste synet.. eller bare miste det stille og roligt hen af vejen, så havde han selv ændret sin karakter.. Ændret sig voldsomt personligt. Den store og selvsikre mand som han havde været før i tiden, var virkelig bare forduftet og slet ikk at se mere. Den lille og usikre, var virkelig alt som man kunne se og føle ved ham på denne måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han slap luften i et langtrukkent og dybt suk, hænderne knyttede han stille og med den klare sitren i hans egen krop, som han bare ikke formåede, at skulle skjule det mindste. Han kunne virkelig ikke fordrage at stå der! I alle disse minutter hvor han bare lod tankerne flyde frit i hans hoved.. Hvorfor gjorde Shane virkelig alt det her for ham? Hvorfor ønskede han ikke, at de skulle gøre ham noget? Det gav virkelig ikke nogen mening i hans hoved, og det forvirrede ham i den grad også noget så voldsomt i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han blev stående og lyttede ganske så intenst efter hvad der skete omkring ham. Han stivnede helt, da han pludselig hørte en lyd ikke langt fra ham. Han vendte hovedet fast mod den, selvom han virkelig ikke var i stand til at se noget som helst! Lyden af Shanes stemme, var dog noget som lettede ham en god del, det var heller ikke noget som han lagde det mindste skjul på overhovedet. "Ja?" svarede han yderst dæmpet. Han ønskede virkelig ikke, at vagterne skulle finde ham.. Ikke nu og da bestemt ikke her! "Hvorfor tog det så lang tid?" spurgte han videre. Næsten med en usikkerhed som var så tydeligt, at skulle spore i hans egen stemme. Han var virkelig usikker på hele denne situation og han kunne virkelig ikke fordrage det. Han lod begge hænder falde mod muren, bare for at sikre sig, at han stod så meget op af den som han kunne. Han kunne næsten høre hans hjerte banke. "H-hvad så nu..?" spurgte han stille videre.

[Deleted]

Shane smilede lidt, da han Alastar svarede ham og han vænnede sig også til belysningen lidt efter lidt og kunne se ham. "Jeg skulle jo op herfra og så finde gangen og så hele vejen tilbage af den." Han rystede lidt på sit hoved før han stille trak en smule i hans bukseben. "Du må ned på alle fire for at komme herind. Jeg skal nok sørge for du kommer herind og kommer helskindet igennem gangen. Herinde kan du gå oprejst igen. Indgangene er bare ikke så store herinde på slottet." han ville helst bare have ham med sig ind i gangen og så kunne de være lidt mere uforsigtige indtil de kom udenfor igen. Han mærkede godt sit hjerte stadig banke hårdere, men han sagde stadig intet højt om det. Han så op på ham igen. "Skynd dig inden de vælger og gå runde.. Vi skal helst være så langt væk som muligt når de opdager du er væk." hans stemme var ikke for høj og heller ikke for lav. Han ville bare gerne have ham med sig ud. Han regnede dog med det kun blev et par dage sammen og så farvel for altid. Men hellere det end se ham dø.
Han slap hans bukseben igen så han kunne komme ned og var klar til og guide ham med sig ind igennem åbningen som han regnede med var stor nok. Håbede han. Han skulle kunne komme igennem! Han kravlede lidt ind igen baglæns og satte sig en smule ned og så ud mod hans ben. Faklens skær kom ned over ham bagfra hvilket var meget underligt syntes han, men lige nu var han fokuseret på, at holde øje med Alastar´s ben for at sikre sig han kom ned og kunne kravle herind. "Her er masser af plads. Både i højdne og siderne." han smilede lidt for sig selv.

[alaster]

Om Alaster stod midt ude i det åbne, eller om han stod i skjul, havde han virkelig ikke nogen anelse om. Han kunne virkelig ikke se en skid! Han blev stående, selv med blikket som faldt i retningen af Shanes stemme. Han var i den grad ikke tryg på denne situation på nogen som helst måde overhovedet, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Hans hjerte slog godt og fast mod hans bryst, selvom han dog på ingen måde, valgte, at skulle rokke sig det mindste ud af stedet på noget som helst tidspunkt. Han var vel et sted også bange for, at han skulle blive set. Han nikkede blot kortfattet til Shanes ord. Han ville virkelig bare derfra nu og så komme væk så hurtigt, det ville være ham menneskelig muligt. Han havde kun været overbevist om en ting efterhånden og det var, at han under ingen omstændigheder skulle i nærheden af denne mur igen, det ville han virkelig bare ikke, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han gik stille og roligt ned i knæ, for at ende med at komme tættere på Shane. Han var i den grad ikke tryg på denne situation, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det kunne han slet ikke komme det mindste udenom overhovedet. Han mærkede efter langs væggen for at skulle finde ordentlig frem til ham. Det var nu ikke fordi, at han ønskede, at skulle blive stående her til vagterne ville gå direkte forbi ham på denne måde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det var i den grad noget af det som han måtte nægte på det strengeste! Han kom frem til åbningen og kravlede forbandet forsigtigt ind. Det var direkte skræmmende, når man ikke var i stand til at skulle se noget som helst overhovedet! Det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Du må vise mig ud, Shane.. Jeg ser virkelig intet.." sagde han stille. Denne gang var den svage rædsel dog at skulle spore i hans egen stemme, selvom han virkelig bare prøvede, at skulle skjule det. Det var virkelig ikke noget som han ville frem med på denne måde, det var da også helt sikkert. Han kom ind, følte sig stadig langs væggene. Flammerne kunne han fornemme i en form af varme. "Jo hurtigere vi kommer herfra, jo bedre bliver det," fortalte han med en rolig stemme. Han prøvede virkelig bare, at skulle holde sig så rolig, som det nu var ham overhovedet muligt.

[Deleted]

Shane havde allerede planlagt fra starten af at hjælpe ham helt ud og det havde han skam ikke ændret på. Da Alastar kom ned så han kunne komme ind så flyttede han sig stille væk fra åbningen så han kunne komme ind og hjalp ham op og stå igen inde på gangen. "Jeg havde da ikke tænkt mig, at du skulle efterlades her og selv finde ud." han smilede skævt og så lidt ned. Han ville gerne passe på ham på vejen ud og tog stille fat i hans arm for at føre ham så det gik lidt hurtigere. "Men...at komme ud herfra tager ikke lang tid. Det er turen herfra og hen til muren der tager tiden." han tog faklen ned igen og begyndte roligt og gå videre frem af gangen. Han vidste ikke hvor de skulle opholde sig i de dage hvor han måtte heale hans syn. Hvis han da gad være på samme sted. Han rystede det af sig lidt igen for nu og gik roligt i et tempo der var hurtigt, men dog stadig så Alastar havde chance for at følge med. "Der kommer en trappe op på et tidspunkt, men jeg skal nok sige til og hjælpe dig op så du ikke falder." han håbede bare, at han ville tage imod hjælpen uden problemer. Han ville jo gerne få ham ud hurtigt som han ønskede det.

[alaster]

Alaster var virkelig fuldstændig ligeglad med hvor de var, bare at han kunne kalde sig for en fri mand, så havde han virkelig ikke mere, at skulle klage over i den ende, det var der heller ikke nogen tvivl om. At få synet, så han slap for disse situationer, var så også noget af det som han måtte sætte som det stærkeste for sig selv lige for dette øjeblik. I sig selv, så sagde det måske meget om ham og hans egoistiske personlighed, men sådan var man jo tvunget til at skulle tænke, hvis man skulle overleve. Lige nu havde han virkelig ikke noget imod hjælpen, han tog nu bare glædeligt imod den og så måtte de jo fortsætte det hele derfra i den anden ende, hvad end om han ville det eller ikke. At Shane tog fat i ham, var noget som han bare bed i sig. Han brød sig virkelig ikke meget om det, selvom han nu undlod at skulle nævne det med ord og han prøvede virkelig at skjule det i hans kropsssprog, hvilket i sig selv, gik ekstremt godt. Han fulgte blot med, så hurtigt, som det nu var ham overhovedetm uligt, at skulle gøre det her, selvom det i den grad ikke var det bedste på nogen måde overhovedet. "Bare sig til.. når vi kommer til trappen," sagde han stille, så bevidst væk fra alt det andet, da han alligevel ikke ville være i stand til at skulle bruge det til noget som helst alligevel. Shane ville vel følge ham hele vejen? Et sted kunne man jo også fint sige, ath an i den grad måtte misbruge hans gode hjerte og de gode intentioner, men hvad andet, havde man egentlig regnet med af en warlock af hans kaliber?

[Deleted]

At Alaster ikke var glad for Shane tog fat i ham havde han nok ikke undret sig over hvis han havde sagt det. Men det var blot nemmere på denne måde når de skulle skynde sig lidt så han måtte vel bide det i sig? Han fik ført ham stille igennem tunnellen og stoppede kort op, da de var ved trappen efter lidt tid og så op på ham i det lidt dunkle mørke selvom faklen gav noget skær. Han bed sig lidt i læben og lod hovedet glide lidt til siden. "Vi er ved trappen nu Alastar.." hviskede han stille og følte hans stemme var helt hæs og ru. Han havde følt de havde gået i så lang tid, men det havde nok været tavsheden mellem dem undervejs. "når vi er kommet op af den så er der omkring 200 meter til udgangen og så skal vi bare væk fra borgen." han gik et par trin op af trappen og vendte sig en smule om mod ham for at få ham med sig op. "løft din fod lidt. trinnet er lige foran din fod." han ville hjælpe ham lidt med at guide, men ellers kunne han jo nok mærke med foden? Men det var for at få det til og gå lidt hurtigere. Så snart de var kommet et godt stykke væk herfra så kunne de jo slappe mere af i tempo og tage sig bedre tid selvom de jo stadig skulle over grænsen så hurtigt som muligt før de fandt ud af dette. Han skulle jo også helst tilbage før de ville mistænke ham. "Der er vel omkring 40 trin vil jeg tro.." han var ikke sikker. Han havde ikke talt dem, men det var et gæt.

[alaster]

Alaster holdt virkelig bare mund hele vejen til trappen. Der løb alt for mange tanker igennem hans hoved, lige for øjeblikket, det var virkelig utroligt faktisk. Han kunne ikke fordrage, at han ikke havde nogen mulighed for at se, men tanken om, at han ville få synet igen, når de var ude, var ham en klar fordel og det var udelukkende også derfor, at han valgte ,at gøre som han gjorde. Man kunne virkelig sige, at han måtte udnytte Shane, selvom det nu var hårde ord i sig selv, så var det jo trods alt også det som han jo faktisk gjorde, hvad end om han ville være ved det eller ikke. Han stoppede op da Shane gjorde det og nikkede blot til hans ord. De var ved den lange trappe nu og nu ønskede han virkelig bare, at komme op, ud og væk fra det her helvedes sted! Han bed sig let i læben. ".. 40 trin? Okay.." sagde han blot kortfattet. I sig selv, var han slet ikke begejstret for den tanke på nogen måde overhovedet, men der var jo ikke rigtigt noget at skulle gøre ved det vel? Han hævede foden med den største forsigtighed. Han nægtet virkelig, at skulle falde her i trappen. Det ville han simpelthen bare ikke være med til! Han fortsatte så stille og så roligt, som han nu kunne og samtidig med, at han skyndte sig alt det som han overhovedet var i stand til at skulle gøre det. Han ville meget gerne væk herfra inden vagterne besluttede sig, for at skulle gå deres runde. I sig selv, var han ganske sikker på, at Shane ville blive afsløret for det her. Alaster var jo blind, så han ville ikke kunne gå nogen steder alene. Hånden lukkede han stille omkring Shanes tøj, bare for at have noget at skulle støtte sig op af, hvilket i sig selv, var en handling som han gjorde automatisk. Ikke sagde han så meget som et ord. Han koncentrerede sig virkelig om, ikke at skulle falde i trappen lige nu.

[Deleted]

Shane selv var dog ved og snuble lidt, da der blev grebet fat i hans tøj, men han havde intet i mod det og sagde heller ikke noget. Han havde bare sørget for at gå videre uden at det ville blive lagt mærke til, at han var ved og snuble. Han trak vejret roligt. Han kendte vagterne og deres runder så i følge hans beregning ville de nå det og han kunne komme tilbage også. Og hvis ikke. Ja så måtte han leve som flygtning jo. Han vidste det nok var farligt at gøre dette her, men hans fornuft var slået fra. Han ville lige nu kun hjælpe Alastar. Han sukkede lidt, da de endelig var kommet op og havde talt det til 37 trin så hans gæt havde været meget tæt på at ramme. "Sådan.." hviskede han stille og regnede med hans tøj blev sluppet igen og de gik videre i tavshed. Selvom det ikke var noget han var vild med, men han regnede ikke med der ville blive talt. Han så kort på faklen og selvom de brændte langsomt så havde den jo været brugt nogle gange før ham så det ville nok være smart ikke og ende med og gå her i mørke. Han så på Alastar igen. "så går det ligeud resten af vejen." han begyndte stille og gå igen og vidste hvor stor afstanden var og snart ville de være ude. Han mærkede sit hjerte slå lidt hurtigere blot ved tanken om det! Var det en fejl han gjorde? eller var det spændingen der fik hans blod til og løbe hurtigere rundt?

[alaster]

Alaster vidst eallerede, at denne mand, gjorde en forfærdelig fejl ved at gøre, som han gjorde lige netop nu. Det var han så slet ikke det mindste i tvivl om overhovedet. Bare den tanke, at han faktisk måtte hjælpe en warlock fri.. Blind eller ikke, så var det i den grad ikke heldigt gjort eller set fra hans synsvinkel. Han ville i den grad ikke gøre det samme, hvis Shane endte med at sidde fanget i Castle of Darkness, det var da helt sikkert på alle måder, som man overhovedet kunne tænke sig frem til. Da de var kommet op af trinnene, slap han forsigtigt Shanes tøj og gik med mere selvsikre skridt. Det var virkelig frustrerende, at han ikke var i stand til at skulle se noget som helst! "Okay.." sagde han blot stille endnu en gang. Hvad andet skulle han da sige? Hvis de blev fanget, så mødte han galgen og så meget ville han da helst undvære, at skulle gøre på alle måder, som man kunne komme til at tænke på. Hans blik hvilede mere eller mindre i retningen af gulvet, da han endnu en gang, bed sig let i læben. Dette var virkelig noget så forbandet ubehageligt, at man skulle tro, at det var løgn. Han brød sig slet ikke om at være der som han var netop nu og han brød sig slet ikek om, at han var tvunget til at skulle vise nogen anden, denne form for tillid, hvis han ville nå ud af det her sted for at komme i sikkerhed.. hvis man var i stand til at skulle kalde det for en sikkerhed vel at mærke. "Du viser bare vej.." tilføjede han i en klar mumlen. Han var virkelig ikke meget for, at skulle lade hans skæbne hvile i hænderne på noget så lyst som et lysvæsen. Tvært imod, det var noget af det værste ved det hele.