Caught!

[Deleted]

Tankerne Alastar havde kendte Shane ikke. Han ville nok føle sig temmelig såret over det han tænkte om ham, men ville nok hjælpe ham ud alligevel og så bare lade ham forsvinde. Han holdt af en underlig grund af ham på en underlig måde, som han ikke engang selv forstod ret meget af. Han sukkede lidt og slap hans hånd, da de var kommet til gangens ende og satte sig ned på hug efter, at have sat faklen op i holderen og forsøgte så, at finde frem til åbningen så han kunne få hevet lugen ind mod sig selv og dermed kunne komme ud. Han fandt den efter lidt søgen i det lette mørke der var hernede og trak til. Det larmede kun en smule. Han så ud i mørket udenfor og sank før han lod hovedet søge ud og kiggede til begge sider og op mod murens top bare for at sikre sig der ikke stod nogen. Det var heldigvis mørkt så det ville være svært og se dem. Han så ind på ham og flyttede sig lidt fra åbningen. Han stilte sig op og fik slukket falken på jorden før han satte den op endnu en gang og der faldt svagt noget måneskin ind og han kunne derfor komme ud. "kom så.." hviskede han stille selvom der nok ikke var nogen indenfor mange hundrede meters afstand. Men bare for en sikkerheds skyld. Hans hjerte havde slået lidt hurtigere det sidste stykke tid og hans åndedrag var lidt tungt. Han rakte ind og tog stille fat i hans ben. "følg min arm ud gennem åbningen Alastar.."

[alaster]

Alaster var ekstrem egoistisk når det kom til det her. Han ønskede virkelig at skulle være sin egen herre og han kunne virkelig ikke fordrage det faktum, at han var afhængig af en anden i denne situation. Tvært imod, det var virkelig noget af det værste ved det hele! Han var nu glad for, at han var ude af cellen nede i kælderen, for der havde han virkelig ikke lyst til at skulle sidde over længere tid, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han fortsatte uden så meget som et eneste ord. Han ville virkelig bare ud nu og det kunne virkelig ikke gå for hurtigt i hans øjne, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans hjerte slog fast mod hans bryst, dog nok mere af spænding end det som det måtte være noget andet lige for øjeblikket. Han var blind og på flugt. Han var allerede sikker på at de kongelige ikke var dumme nok til at skulle tro, at han var sluppet ud på egen hånd, for det gav bestemt ikke nogen mening på nogen måde overhovedet. Han bed sig svagt i læben. Det gav ham stadig ikke nogen mening, at Shane skulle gøre så meget for ham som han gjorde, selvom han nu valgte ,ikke at skulle vælge at kommentere det med nogen former for ord på nogen som helst måde overhovedet. Han sitrede let af ren forskrækkelse, da Shane bare valgte, at skulle bryde stilheden med sine ord, og endte dog med at stoppe op igen. Han trak vejret lettere dirrende. Han nikkede blot stille til Shanes ord, gik stile ned i knæ igen. Han tog stille omkring Shanes arm og følte sig vejen ud, det var først her, at han valgte, at skulle rejse sig.

[Deleted]

Mørket var tæt og Shane kunne ikke se Alastar tydeligt herude, men vidste jo godt, at han var der. Han tog stille fat i hans ærme og trak ham roligt med sig væk fra borgens mur og hen mod træerne så de kunne komme væk derfra før det var for sent. Han så sig et par enkelte gange kort hen over skulderen tilbage mod hvor de var kommet fra og han havde sørget for at lukke lemmen i muren til den hemmelige gang i igen bag dem så ingen fandt den og ville gætte der var flugt. Han så på Alastar og sank et par gange før han så gik videre med blikket vendt fremad. Han vidste han nok ikke fik noget til gengæld for det her, men han havde det bedre. Han ville ikke se Alastar i fangekælderen og vide han var tæt på at dø. Han fik banet en sti til dem og turde ikke gå for tæt på den originale vej for tænk nu hvis de blev opdaget eller hørt? Det ville ødelægge det hele. "Hvis vi holder tempoet burde vi kunne nå et godt stykke væk. Jeg har meddelt, at jeg ville rejse væk i lidt tid her til aften så de vil ikke mistænke mig.. De opdager nok først hen af middag imorgen, at du er væk og så vil jeg jo for længst have rejst bort og så kan jeg jo ikke have hjulpet dig. Plus de stoler på mig.. Jeg er jo et lysvæsen." han fik det lidt dårligt over at hjælpe en fange på flugt, men han følte det var det eneste rigtige at gøre. "vi gør holdt ved en lysning der ligger nogle timer herfra..Så kan jeg begynde healingen af dit syn.. Hvis vi gør det ved hvert stop på vejen så kan det være du har et rask syn når du er i Manjarno.."

[alaster]

Shane skulle virkelig ikke regne med, at få noget i gengæld for det, som han gjorde netop nu. Han var jo trods alt en warlock og i og med, at Shane jo faktisk vendte sine egne ryggen, ved at hjælpe en som ham selv på den her flugt, var jo virkelig ikke noget som han lige havde regnet med, og for det, så var han dog tydeligt beundret og det var normalt noget, som skulle tage evigheder, før at han kunne sige sig, at være det. Det var der heller ikke nogen tvivlv om. Han havde virkelig ikke noget imod, at skulle følge efter Shane lige i øjeblikket, den mand var virkelig ikke andet end dum som en dør. Bare det, at komme lidt ud, var noget som i den grad måtte lette ham selv noget så ekstremt. De var udenfor den største farer nu og det var noget som han i den grad også kunne vise sig, at skulle være stolt af i den anden ende. Det lettede ham dog noget så tydeligt. Han vendte blikket stille i retningen af Shane, da han endnu en gang valgte, at skulle snakke. "Du er godt klar over, hvilken straf som kan vente dig, hvis dette bliver opdaget?" spurgte Alaster dog med en dæmpet stemme. Med andre ord, så ville han dog alligevel give ham en sidste mulighed for at skufte mening og så kunne han gå herfra på egen hånd, så skylden ikke skulle falde så forbandet tungt over Shane, selvom det nu end bare var noget som han valgte, at skulle bide i sig lige nu. Han følte bare ikke! Han nikkede til hans udtalelse. Han glædet sig til at han kunne se ordentligt igen. Det havde han ikke gjort i årevis nu! "Hvis du vidste hvor stor en betydning det har for mig.." sagde han stille. Lige her, var han virkelig ikke andet end ærlig. At få synet igen, ville virkelig være det samme, som at skænke ham hans liv igen og det var noget som betød noget så meget for ham.

[Deleted]

Shane sukkede lidt. "Jeg ved godt hvad jeg går ind til..men kommer det så vidt må jeg blot tage min straf..." han så lidt mod ham. "Er du jo nok ligeglad med..så længe du får dit syn og din frihed er du tilfreds." han slap ham stille, da de var kommet til et stykke hvor han mente de godt kunne gå mere roligt og så kunne Alastar jo selv gå. Selvom han intet havde imod, at holde fast i ham, men han følte det måske ikke var noget som Alastar selv var vild med. Han sukkede lidt og lod den kølige natteluft køle ham af i hovedet og på huden i det hele taget. Han så sig lidt om for at se hvor de skulle gå hen og gik roligt videre frem på den smalle sti de gik på. En sti som der ikke var nogen der havde brugt i flere år hvilket man også let kunne se. Eller Shane kunne jo se det. Alastar kunne nok mærke det på de grene der hang ind over stien nede ved benene og dem længere oppe sørgede Shane for at holde væk så han ikke fik dem i hovedet eller noget.

[alaster]

At de bevægede sig ned af en sti, hvor der ikke havde været folk længe, var dog noget som Alaster udmærket godt kunne mærke, det var nu ikke fordi, at han kunne se noget som helst. Et sted dybt inde, var han nu ganske så sikker på, at dette skulle gå galt for Shanes vedkommende i den anden ende og et sted, så var det jo heller ikke hvad han ønskede skulle ske for den unge mand. Han var i den grad ikke den ældste, selvom det nu og da, var noget som ragede ham mildest talt, det var slet ikke noget som gjorde ham det mindste på nogen måde overhovedet, selvom det nu og da, bare var noget som han måtte acceptere, at det var som det nu måtte være, hvad end om man ville det eller ikke. Shane havde misbrugt sin magt på slottet til at få ham ud, selvfølgelig blev han straffet for det,d et var han slet ikke i tvivl om, selvom fornemmelsen omkring det, på ingen måde, var særlig behagelig på nogen måde overhovedet. "Jeg giver dig chancen til at vendeo m nu og lade mig klare det alene, Shane..Jeg.. ønsker ikke, at noget skal ske.." endte han dog med en dæmpet stemme, klart, at det ikke var noget som han var meget for at skulle indrømme, men nu gjorde han det altså, hvad end om han ville det eller ikke, så var der ikke stort mere, at gøre ved den sag. "Du var den eneste nede ved mig.. De vil vide at det var dig," forklarede han dæmpet. Han trådte forsigtigt frem, de mange grene, var nu noget, som han var ekstrem tæt på, at skulle falde over, hvilket i den grad, var noget som han ville undgå. Nok var han ikke i stand til at se, men han ville ikke gøre sig selv til grin!

[Deleted]

Han stoppede op, da stien endte og de var fremme i en lille lysning der ikke var mere end nogle kvadrat meter i alt. Han så op på ham. "Så må jeg vel gå med dig.." han mente det dog ikke helt. Han ville på en måde gerne med selvom han jo så for altid skulle forlade sit hjem her. Og han regnede heller ikke med Alastar gad have ham med sig. Han så sig stille omkring. Måske ville de vide, at det var Shane, men det var jo ikke sikkert. Cellen var mærk så selv når nogen gik forbi ville de måske ikke kunne se, at den var tom. Så skulle de i hvert fald gå ind og have en fakkel. Så meget vidste han da. Alt det nævnte han dog ikke for Alastar lgie nu. Han mærkede sit hjerte slå et slag over. Bekymrede Alastar sig for ham? Eller var det bare for at slippe af med ham? Havde han svært ved og tro når de stadig var i Procias og han ikke havde fået synet igen som Shane jo have lovet og ville gøre noget ved. "Skal vi holde et lille hvil her eller vil du videre?" han så op på ham igen.

[alaster]

Alaster fulgte stædigt med. Jo længere væk fra slottet de kunne komme nu, jo bedre ville det i den grad også blive for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet og det i sig selv, var nu bare noget som han var storslået tilfreds med. Selvfølgelig bekymrede han sig. Efter at han var blevet blind, fulgte der en hel del andre ting med og deriblandt også den lille tanke, at han faktisk begyndte at tænke mere over hvad han gjorde, i stedet for bare at gøre tingene som det første som faldt ham ind, selvom det nu i sig selv, var en ting og en tanke som han savnede en god del efterhånden, så var det virkelig bare noget, som han måtte vænne sig til, det var jo heller ikke fordi, at han havde stort andet valg uanset, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om. Han vendte sig mod ham ved hans udtalelse, selvom det virkelig bare, var mørke som han kunne se. Hvordan hans celle havde været, vidste han ikke, det eneste som han vidste, var at han havde siddet i en, og det var vel også i sig selv, en tanke nok, som han ikke kunne slippe det mindste, på nogen som helst måde overhovedet. “Jeg tvivler på at mørket er et sted for en som dig, Shane,” argumenterede han roligt. Han vidste, at mørke var noget af det, som det væsen måtte frygte mest, så meget kendte han da i det mindste til dem, selvom det nu i sig selv, ikke havde den største betydning for ham. Han trak vejret dybt. Den friske luft gjorde i den grad godt for ham. “Jo længere væk vi kommer fra slottet, jo bedre er det,” sagde han roligt og med en stadig rolig stemme. Han faldt i den grad mere til ro ved at være udendørs end alt det andet.

[Deleted]

"Jeg er jo allerede på vej til mørket ikke sandt? Du er jo af det.." hviskede han stille og mærkede sit hjerte stille slå en smule hurtigere end normalt. "Og selvom jeg frygter mørket..og selvom ud er af det..så frygter jeg ikke dig." han så op på ham og sank før han nikkede. "Godt så...vi går videre.." hviskede han stille og begyndte roligt og gå videre. Han tog et bedre tag i Alastar´s ærme så han var sikker på, at de ikke kom væk fra hinanden, da Alastar nok let ville fare vild og enten gå den forkerte vej eller ende et sted hvor han blev opdaget og så røg han i fængsel igen og ville dø. En tanke der gjorde ham bange. Han frygtede lige nu lyset. Eller han frygtede, at nogen fra lyset skulle fange Alastar og tage ham væk. Væk fra hans frihed.. Væk fra ham...
Han skubbede flere grene væk og sørgede hele tiden for, at det kun var de grene længst nede som Alastar selv skulle undvige og han sørgede også for at sige til hvis der kom en stor gren ved hans ben så han ikke blev overrasket og måske faldt over den. Han ville have ham så langt væk som muligt selvom det var mørkt i mange timer endnu. Han regnede ikke med, at hans tjeneste ville blive gengældt. Der var vel intet i det for ham udover lettelsen ved, at Alastar kom i sikkerhed? Han havde dog lagt mærke til, at Alastar på ingen måde direkte havde sagt, at han ikke gad have ham med. Men det var måske bare en pæn måde han havde sagt det på? Han vidste det ikke og gad ikke rode rundt i det og gik blot videre.

[alaster]

Alaster følte virkelig, at han skyldte Shane en tjeneste for det her, selvom han virkelig ikke vidste, hvad det nu ellers skulle have været på nogen måde overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. I sig selv, var dette blot noget af det, som kunne gøre ham den anelse usikker i det hele og det sagde virkelig heller ikke så lidt i den anden ende, det kunne han da udmærket godt selv stå ved også. ha nlod blot Shane tage fat, hvor han blot lyttede til mandens ord. Han løb virkelig noget af en risiko, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet og det var noget af det, som han faktisk måtte beundre lige i dette øjeblik. At noget så lyst, kunne vende sin egen konge ryggen for at gøre dette. Det var slet ikke hvad han havde forventet af en som Shane måtte være. En kongelig rådgiver som hjalp sin ærkefjende på flugt på denne måde. Han nikkede blot til hans ord, det var slet ikke fordi, at han ikke ville have manden med sig, det var slet ikke det, som var det vigtigste. Friheden var virkelig alt for ham, selvom hans eget problem, var noget som tog så ekstremt hårdt på ham i den anden ende, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, i sig selv, var det noget af det som faktisk måtte frustrere ham aller mest af det hele og det sagde virkelig heller ikke så lidt for tiden, ingen tvivl om det overhovedet. Han trak vejret dybt. "Du er heldig hvis du selv undgår fængselsstraffen for at gøre dette her for mig, Shane," sagde han stille. Han var ikke den som var mest kendt for at lade tingene gå sin gang bare sådan uden videre, han satte blot fokus på det som kunne ske lige nu og her, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned. og uden, at skulle tage blikket det mindste fra ham overhovedet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Du frygter ikke mig?" spurgte han stille. Hvis Shane dog bare havde vidst, hvad det var, at han havde gjort overfor folk bare for at sende ham et forkert blik. Han havde været frygtet.. dengang.

[Deleted]

Han gik lidt i sin egen verden. Han så dog op på ham, da han talte igen og sukkede svagt. Han gad ikke tænke mere over det nu og så ned mod jorden da stien var lidt mere ryddelig nu. "Kan vi ikke bare...tale om noget andet?" spurgte han stille og tanken om, at han måske ville miste livet var ikke det han havde lyst til og have i sit hoved. Han så lidt op mod ham - bedende - før hans blik atter faldt mod jorden. Han vidste der ville være langt tid til solopgang endnu, men det var stadig en god ting, at komme så langt væk som muligt. Han sukkede stille og førte ham rundt af stiens sving og gik videre frem. "Vi må nok snart holde hvil..Det er bedst hvis vi arbejder på dit syn mens det er mørkt så lyset ikke vil gøre ondt i dine øjne når du engang kan se igen." hans stemme var lav, men høj nok til, at blive hørt. Han så stille op på ham. Han bed sig lidt i læben og gik roligt videre og forsøgte ikke at se op på ham.

[alaster]

Alaster ville blot påpege det for Shane, at dette ville ende med at koste ham dyrt, så snart, at Gabriel fandt ud af, hvad der var sket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret dybt og slap det i et dybt og langtrukkend suk, selvom det nu og da, slet ikke var noget, som han skjulte det mindste. Det var vel slet ikke noget, som Shane havde tænkt over vel? Han trak ligegyldigt på skuldrene og fortsatte blot sammen med ham. Så snart, at han ville være i stand til at se igen, så ville det hele ændre sig helt. Han ville kunne komme væk og så langt væk, som det var ham overhovedet muligt og aldrig igen, ville han vende tilbage til Procias, det var der ikke nogen tvivlv om overhovedet. Han lyttede til hans ord og nikkede. ”Så find et godt sted, Shane.. Mine ben begynder også at gøre ondt..” sagde han stille. Han var jo slet ikke vant til at gå så meget som han havde gjort bare her til aften, det var tungt, eftersom han var vant til at bevæge sig en smule, da han ikke ønskede at løbe ind i problemer, selvom det i den grad ikke var gået, som han havde ønsket eller ville det, selvom det nu i bund og grund, var en helt anden side af sagen. Han vendte sig mod ham,s elvom han ikke var i stand, til at skulle se noget som helst. ”Du kender disse områder bedre end jeg gør uanset,” afsluttede han stilfærdigt og igen med et let træk på skuldrene.

[Deleted]

Han nikkede lidt og fik ham ført med sig videre frem. De kom atter til en lysning der var lidt større end den forrige, men man kunne se hele vejen rundt, at de små stier der førte hertil var dækket af ukrudt og grene. Et godt tegn til, at der ikke kom nogen her. Han nikkede lidt efter at have kigget sig rundt. Her var også ly medmindre det skulle begynde og regne, men det så det ikke ud til endnu. Og så måtte de jo søge lidt tilflugt under de store træer lidt fra lysningen som tog det værste. Så tætte som grenene var så ville det være godt nok. Han tog ham med over til en stor sten der var i den ene udkant og fik ham sat ned med ryggen op af den. Han satte sig selv ned ved hans side bagefter og sukkede svagt. Hans ben gjorde også ondt og brændte nærmest. Det var gdot lige og sidde ned lidt. Han lukkede sine øjne halvt i og tog en dyb indånding og slappede så af i musklerne og i kroppen i det hele taget. Han ville lige slappe af lidt før næste face skulle påbegyndes. "Vi kan lige så godt hvile lidt..og så tage healingen bagefter..og så vil du nok have brug for mere hvile bagefter og vil jeg nok også af ren udmattelse.." han mærkede allerede nu, at hans krop blev tungere. De havde gået i flere timer var han sikker på. Det ville sige de var kommet et godt stykke og snart ville nå muren. Måske imorgen ?

[alaster]

De gik længe.. De gik faktisk skræmmende længe i Alasters øjne, selvom det nu ikke var noget som han sagde det mindste til. Det havde jo været hans eget ønske, at komme så langt væk fra slottet, som det ville være ham overhovedet muligt, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Det syede tydeligt i hans ben, selvom han virkelig bare nægtet, at skulle nævne det. Han lod Shane føre ham videre til den store lysning, hvor han blev placeret op af en sten. Han tog sig stille til lårene og med blikket vendt i retnignen af ham. Det irriterede ham virkelig, at han ikke var i stand til at se, men at plage livet af Shane, ville han så sandelig heller ikke få noget som helst ud af, i den anden ende, det var der heller ikke nogen tviv om, og det var virkelig også noget af det eneste som afholdt ham fra at skulle gøre det. Måske, at det var misbrug af den ene eller den anden format, så var han virkelig fuldstændig ligeglad. Det var virkelig ikke noget som betød noget for ham direkte. Han nikkede blot stille. ”Det er jo .. dig som skal gøre det.. Du ved hvornår det er bedst,” sagde han stille. Bare det blev gjort inden det blev for lyst, for så ville det virkelig ikke have nogen effekt alligevel. Han sad og lyttede virkelig intenst til deres omgivelser. Han tog virkelig ikke nogen chancer efterhånden, det var der heller ikke nogen tvivl om. Det ville virkelig bare vise sig, at skulle være noget så forbandet risikabelt og det ønskede han heller ikke. At lytte var noget af det, som han var mest og bedst vant med efterhånden, det var jo heller ikke fordi, at han kunne gøre stort meget andet uanset. ”Er vi langt fra muren?” spurgte han stille. Han længtes virkelig bare efter, at komme tilbage til Manjarno igen, der vidste han da, at han var meget mere sikker, end det som han lige ville være mange andre steder og det var noget, af det som han så mest frem til.

[Deleted]

Shane gabte lidt og satte sig tungt tilbage mod stenen og rystede på hovedet. "en times gang vil jeg tro..men når du har synet igen vil det gå hurtigere..og efter et hvil er vi nok i stand til og løbe." han lukkede sine øjne lidt i. "og det bliver lyst om nogle timer så vi må bare lige hvile i lidt tid nu og så skal jeg nok se på dine øjne før vi går noget andet." hviskede han stille og lod øjnene glide op og i et par gange før de var halvt åbne til sidst. Han så ud i mørket der var i lysningen var månens blege skær svagt kom ned fra oven og gav en smule lys.
Han var træt kunne han mærke, men det var der ikke noget og gøre ved nednu. Han kunne ikke få sovet nu. Det var der ikke tid til. Måske når de var kommet over muren. Han sukkede svagt og vidste, at han blot skulle bruge en smule pause før han kunne heale noget som helst. Han ville dog helst bare gerne hjælpe så hurtigt som det var muligt. Han gabte lidt igen og så op på ham. "jeg skal blot bruge nogle minutter så kan jeg godt." han så ud i lysningen igen og følte sig temmelig udkørt, men snart var der søvn i sigte når de kom i sikkerhed. Det skulle gøre godt. "Om en times tid kan vi tage det sidste stykke og så vil vi være i Manjarno."