Caught!

[alaster]

Alaster ville virkelig bare tilbage til Manjarno og få ordnet det syn så han igen ville være istand til at skulle færdes omkring i Dvasias, det var der ikke nogen tvivl om. At han så måtte udnytte Shane på vejen, var han vel i bund og grund også lidt ligeglad med? Han sukkede indædt og nikkede stille til Shanes ord. De var idet mindste kun en time fra muren nu og først der, ville han være i stand til at skulle puste lettet ud igen og han så i den grad også noget så frygtelig frem til det igen. Han lænede hovedet en anelse tilbage og sukkede dybt igen. Det syede noget så voldsomt i hans ben. Han var slet ikke vant til at skulle bevæge sig så meget som det han havde gjort netop nu, det var der ikke nogen tvivlv om. Han vendte blikket mod Shane, også selvom han ikke var i stand til at skulle se noget som helst, så havde han jo alligevel dannet sig et billede af den mand som måtte være lige ved ham. ”Bare.. tag dig den tid du har brug for.. ” sagde Alaster stille. Han var virkelig ikke meget for det, men hvis det var det som skulle til før han ville være i stand til at skulle gøre det ordentligt, så måtte det vel også bare være sådan i den anden ende vel? Han trak vejret dybt igen. Han prøvede virkelig bare at vænne sig til disse nye omstændigheder, dog var en ting sikkert. Han skulle aldrig nogensinde tilbage til Procias igen. Nu vidste han da kun hvorfor han ikek skulle nærme sig den mur igen, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Jeg glæder mig til at komme ud af det her helvedesland..” mumlede han stille, dog mere til sig selv, selvom han var klar over, at Shane uden tvivl ville være i stand til at høre ham, udelukkende fordi, at de var de eneste som måtte være lige her i dette område.. Alaster lyttede nemlig ekstremt godt på omgivelserne og han hørte virkelig ikke noget som kunne tyde på, at andre skulle være i deres nærhed lige netop nu.

[Deleted]

Shane var allerede på vej ind i dvale tilstand og hørte kun svagt de ting Alastar sagde. Han mumlede noget til det sidste han havde sagt. det var svært og høre, men det var noget med, at han skulle tale pænt om hans land. Han havde ikke lydt vred eller noget. Mere træt og mumlende. han gabte lidt og puttede sig tilbage mod stenen de sad op af selvom den var hård og kold. Den var ikke rar og sidde ved. han endte derfor med, at glide til den ene side og sad så med hovedet på skulderen af Alastar og lod sine hænder stille gribe let om hans overarm som var det en bamse eller noget andet han tog fat om i søvne og faldt så til ro hvor han før havde sidder uroligt for at finde en god måde, at sove på. han lå halvt ned næsten nu og puttede sig lidt mere mod hans arm. Han vidste jo så ikke, om han gad have det og så ville han nok blive skubbet ned og alt efter hvor han ville lande ville han højst sandsynligt vågne op. og slå sig oveni. Han var dog ikke vågen mere eller ved bevidsthed. Han var synket hen og blundede tungt og trak sine ben lidt op under sig og hans vejrtrækning var rolig og stødt.

[alaster]

Den svage mumlen som Alaster tydeligt kunne høre, gjorde det kun tydeligt for ham, at Shane var endt med at falde i søvn. Det var jo bare lige hvad der manglede! Han himlede opgivende med øjnene. Hvis han var så træt, så havde den healing af hans syn, da lange udsigter og det var bestemt ikke noget som han brød sig om. Han havde klart hørt hans mumlen, selvom det nu og da, bare var noget som han måtte bide i sig. Han havde virkelig intet pænt, at skulle sige om Procias. Det var virkelig et forpestet land i hans øjne og folkene der, var så enkle at lege med, at det var helt ekstremt. At Shane gled mod ham, tog omkring hans arm, som havde det været en krammebamse, var dog noget som kraftigt måtte få ham til at reagere. På denne måde, havde han slet ikke været tæt på nogen overhovedet og det var så sandelig heller ikke en tanke som han brød sig meget om, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han knyttede hånden fast og spændte fast i armen, for ikke at ende med at skulle rive den kraftigt til sig. Han trak vejret dybt og slap det i et stille suk og med blikket hvilende på ham, selvom han slet ikke var i stand til at se en dyt. Han var træt, men her var i den grad et sted, hvor han nægtet at skulle indlede nogen former for søvn, det var der ikke nogen tvivl om. Han lod sin frie hånd forsigtigt gribe omkring Shanes hænder, for at få ham til at slippe hans arm. Han støttede stille omkring Shanes skikkelse, da han forsigtigt flyttede sig, så knægten blev lagt ned i stedet for, hvor han derefter lod kappen søge af sin krop og lagde den forsigtigt over Shane, som havde det været en dyne, inden han forsigtigt rejste sig op. Han lyttede stadig, selvom der ikke var andet end den kolde vind, at høre nogen steder. Han måtte jo trods alt passe på Shane så langt.. det var jo ham som skulle skænke ham synet igen, selvom han virkelig ikke følte meget for denne procianer, selvom han jo faktisk stod i noget af en taknemmelighedsgæld efterhånden.

[Deleted]

At Shane´s greb blev løsnet og han blev lagt ned var ikke noget han var glad for. han mumlede i søvne og forsøgte og stritte imod, men endte alligevel med, at ligge ned i græsset. Det var ikke helt så rart at side som ligge, men han havde siddet godt op af Alastar og der gik også kun få minutter før hans øjne gled lidt op igen og han så forvirret ud i luften foran sig og skubbede sig op og sidde. Han havde ikke sovet længe og var derfor stadig vildt træt. Han kunne dog ikke gøre noget ved det og rejste sig op og stod med kappen i sine arme og så på dne. Lidt forvirret faktisk og så mod Alastar. "vil du videre nu?" spurgte han stille og havde lidt følt det som om han ikke gad sidde her siden han stod op nu. Han kunne vel lige så godt få ham ført det sidste stykke. Alastar var nok kun interessede i sin frihed og sit syn. Han var nok inderst inde ligeglad med, at Shane var vildt træt og måske ville bruge alt sin energi på healingen når de kom så langt. Han sukkede og så ned idet han begyndte og gå frem mod udgangen af lysningen som førte mod muren. "så kom da.." hans stemme var toneløs og virkede såret og ensom idet han gik ind mellem træerne og ventede så på at han kom. "hvis du så gerne vil være fri så få fart på så vi kan få dig over muren hvor du så gerne vil være. Så du kan komme væk fra dette land og mig som du hader." han gik videre og var lige nu ikke i humør til og gå sammen med ham. han måtte jo blot følge hans lyde som en slags fører hund. han kunne ikke klare og gå ved siden af ham lige nu det sidste stykke tid.

[alaster]

Det overraskede faktisk Alaster meget, at Shane måtte vågne op, selvom han tydeligt havde misforstået hele hans gerning i det som han havde gjort. Med hensyn til det, som Shane skulle bruge af kræfter på, at hjælpe ham med hans syn, så var det vel kun fair, at han fik lov til at ligge og sove lidt for han lød i den grad også til at være meget udmattet. Han vendte blikket i retningen af hans stemme, også selvom han slet ikke var i stand til at skulle se hans skikkelse længere. Den skikkelse som han havde mødt ve den store flod dengang, var dog stadig den samme som han måtte have i erindringen et sted, selvom det nu ikke lige var det, som han ønskede ,at skulle holde fast i med hensyn til tanker og billeder, for dengang, havde manden virkelig ikke været noget andet end irriterende. Han ville elske at komme herfra, men det skulle virkelig ikke ske på denne her måde, selvom han dog udmærket kunne stå fast på, at jo hurtigere jo bedre, så var det ikke lige det som gavnede ham i denne situation. Han sukkede stille og rystede på hovedet og med blikket vendt i den samme retning af Shane, selvom han nu var fuldkommen sikker på, at det alligevel var meget forkert uanset i den anden ende. "Hvorfor tror du, at jeg lod dig sove, Shane?" spurgte han som det første. Han kunne jo lige så godt, lægge alle kortene på bordet og så tage det hele derfra, det var der jo heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned. "Jeg vil elske at komme herfra, men jeg kan intet stille op, hvis jeg ikke kan se. Læg dig ned og hvil dig, så lytter jeg," sagde han rolig, dog med en ganske så bestemt tone. Det var ikke noget som man kunne sige, stod til nogen diskussion, for det gjorde det dog bestemt ikke. Her stod han helt og holdent fast og med den næsten afventende mine. "Som du selv siger, så har du brug for mørket, for at kunne heale mig, på grund af solen ikke? Så lad os gøre det på den her måde.. Du hviler resten af tiden nu, for jeg kan høre og fornemme på dig, at du har brug for det.. Vi tager til Manjarno, søger ind på en kro der, og så ordner vi det?" foreslog han roligt og med den samme stilfærdige stemme som altid.

[Deleted]

Shane var stoppet op igen og så stille ned, men blev hvor han var og sukkede træt. "jeg sover når vi kommer frem.." mumlede han stille og ville ikke diskutere det selvom han virkelig var træt og der var en time til Manjarnos grænse og derefter vidste han jo ikke noget om hvor langt der måtte være til en kro. Han kendte ikke landet på den anden side og han havde på en måde heller ikke haft planer om, at tage ind i landet og heale hans syn der, men sådan blev det vel? Han gik ikke tilbage, men lagde sig ned midt på den naturlige og lidt tilgroede sti som han var gået ind på og lukkede sine øjne og var ligeglad med han frys. Han kunne lige så godt bare få sovet og så kunne de komme videre. Han orkede ikke og diskutere, men han orkede heller ikke rigtigt, at gå videre nu end hvor han var kommet til. Han lå faktisk blødt nok, da der var højt græs her. Han valgte dog og flytte sig ud i kanten af lysningen hvor der var mere plads og lagde sig så til rette og lod øjnene endnu en gang glide i og sukkede træt og trak vejret lidt uroligt, da han på en måde ikke var tryg ved det hele. Han vidste ikke hvorfor. Var det fordi han skulle sige farvel til Alastar snart? Måske for altid..?

[alaster]

Alaster himlede med øjnene. Han havde jo brug for hvilen nu og desuden, så ville han virkelig være storslået tilfreds, hvis han kunne få synet så hurtigt som muligt, i stedet for at skulle fortsætte med at vente, for nu havde hans syn virkelig været så forbandet irriterende igennem flere år og nu var det jo bare væk. Det var jo det værste af det hele, som overhovedet kunne have ramt ham! ”Du har brug for den søvn, Shane.. læg dig til at sove,” sagde han med en kortfattet tone. Det var slet ikke noget som han ville diskutere. Shane var nødt til at være hans øjne, til hans syn var healet – Uanset hvor meget han brød sig om den tanke eller ej, så var det virkelig bare noget, som han var nødt til at leve med. At han så måtte begynde, at rumstere langs stien, kunne han tydeligt høre, selvom det nu var noget som han nægtet, at skulle reagere på. Han blev selv stående. Han havde brug for at strække benene lidt, uden at skulle gå, ellers ville det først få konsekvenser når de skulle gå det sidste lange stykke af vejen. Han vidste selv hvor de kunne risikere at finde en kro, men der havde han igen brug for Shane og han kunne næsten tænke sig til, at den mand slet ikke var kendt i Manjarno ligesom han selv måtte være? Han rystede på hovedet. Det her gik jo bare storslået perfekt! Det irriterede ham virkelig af helvede til, at han var nødt til at gøre det på den måde her. At Shane sov eller lå uroligt, kunne han høre. Ikke at det vækket noget i ham. Han måtte vel bare acceptere, at sådan var det? Han sukkede indædt og gik stille efter lyden af hans vejrtrækning, hvor han stille gik ned i knæ. Han fumlede forsigtigt efter kappen og trak den om ham. Han havde brug for søvnen. Der var stadig meget for ham at gøre trods alt.

[Deleted]

Han skubbede først kappen lidt af sig igen. Han ville ikke pusles om. Men alligevel gerne på den anden side. Han vidste bare inderst inde, at der nok ikke blev den slags fra Alastar af. Hvis mande overhovedet var i stand til og være venlig og kærlig så ville han ikke være det overfor ham. Det var han sikker på. Det gjorde dog lidt ondt at tænke på i brystet og han knugede sin ene hånd mod sit bryst mens han blot krøb mere sammen. Han vidste det ikke nyttede og gå videre, men en del af ham følte alligevel at det var bedst. Han ville jo bare gøre Alastar glad og det blev han vel hvis de hurtigt kom til Manjarno og han så fik synet igen? så kunne han klare sig selv og behøvede ikke ham. Så måtte han blot stå der i Manjarno med risiko for ikke at kunne finde hjem igen og hvad havde han og finde tilbage til? måske havde de jo regnet det ud og så ville han blive dømt for forræderi og måske til døden? Men han havde jo ikke andre steder og tage hen. Han sukkede lidt og gned sin kind lidt mod det høje græs. "når jeg ikke betyder noget for dig andet end flugtvej og syn så lad være og behandle mig som om jeg er vigtig for dig af andre årsager..for hvis jeg ikke kunne hjælpe dig ud eller give dig dit syn igen så ville du være ligeglad med mig."

[alaster]

Lige for øjeblikket var Shane virkelig ikke noget andet end en mulighed for at få synet igen, samt det at skulle komme væk fra dette helvedesland, så han kunne komme hjem igen, for det var virkelig noget af det som han måtte sætte som det vigtigste lige for øjeblikket, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det var noget som han udmærket godt kunne stå ved. At Shane så skulle være modvillig når han endelig bestemte sig for bare at være lidt sød ved ham, det var virkelig noget som måtte irritere ham som en i helvede faktisk. Ingen havde formået, at skulle vække nogen former for kærlige følelser ved ham og det var noget som et sted også gjorde ondt. Han gjorde virkelig bare hvad der var nødvendigt for en som ham, at være i stand til at skulle overleve, hvad end om man ville stå ved det på den måde eller ikke. Shane stod med noget af en dom hængende over hovedet og det var et sted heller ikke en tanke som Alaster brød sig meget om. Han måtte vel bare bide det i sig og så gøre det så godt, som det nu var ham overhovedet muligt, at skulle gøre det, selvom det virkelig var noget så besværligt for ham som intet som helst andet overhovedet! Han sukkede lettere opgivent og vendte blikket mod ham endnu en gang, da han valgte, at skulle tale. Han knyttede hænderne let. Hvilken taknemmelighed når han endelig ville vise sig fra en mere venlig og taknemmelig side. Hvilket i den grad også var noget som man så noget så frygtelig sjældent. "Jeg siger det ikke engang til, Shane.. Du har brug for hvile inden vi går videre. Hvem siger, at du blot er en flugtvej for mig?" tilføjede han med en rolig og kortfattet tone. Det var virkelig begyndt, at skulle irritere ham og noget så voldsomt endda.

[Deleted]

Han mumlede lidt og vred sig i græsset der kildede. "Hvad skulle jeg ellers være?" mumlede han stille og hans blik flakkede lidt sløret rundt før han lukkede sine øjne i igen og puttede sig lidt. Han beholdt dog nu kappen over sig denne gang. Han frøs lidt nu hvor han lå stille og man kunne vel lige så godt tage imod den smule venlighed man fik? Hvis Alastar havde svaret ham så havde han ikke hørt det ordenligt. Han opfangede i hvert fald ikke noget som han kunne huske. Han svarede derfor heller ikke noget til det hvis det var der blev sagt noget. Han lå bare stille og havde det ikke været for hans svage vejrtrækning så havde man let kunne tro han var død og bare lå der. Han trak kappen lidt mere op over sig og bed næsten i kanten af dem som faktisk var en del vane agtigt fra hans side af, men han gjorde det dog ikke. Endnu. Han lå stille i det bløde græs som faktisk var som en madras fra naturen nu hvor han lå rigtigt.

[alaster]

Alaster udviste sjældent nogen former for venlighed, så dette var virkelig noget som skete noget så frygtelig sjældent på alle måder, det var der heller ikke nogen tvivl om, så Shane gjorde virkelig helt rigtig i bare at skulle tage imod det som blev ham skænket. Han trak vejret dybt og med blikekt hvilende fast i retning af ham. Selv det nægtet han at skulle svare på. For nu var det jo en flugtvej, men man kunne vel godt vise lidt taknemmelighed for hvad han havde gjort og lade ham sove, når det nu var så trængende og nødvendigt. At han blev helt rolig efter at have vredet sig i græsset lidt, var noget som han udmærket godt kunne høre. Når den ene sans gik ned, så blev de andre næsten automatisk skærpet, hvilket også var det som havde været hans egen redning til nu.. frem til at han var blevet fanget ved muren. Det havde slet ikke været hans mening, at skulle blive fanget der altså! Efter adskillige timer, havde Alaster selv valgt, at skulle lægge sig ned. Det havde han gjort lige ved siden af Shane. De kunne vel holde hinanden varme igennem den halvkolde nat, selvom det nu var noget som han var ganske så vant til at skulle klare alene, så var det faktisk meget behageligt, at skulle gøre det med en ved sin side frem for alt det andet her. Han var faldet i søvn selv. Trak vejret så stille og roligt. Han lå faktisk rigtig godt og med en følelse af tryghed omkring sig.

[Deleted]

At Alastar lagde sig ved siden af Shane reagerede han på efter lidt tid ved og putte sig lidt mere mod ham med ansigtet gemt ved hans skulder. Han gjorde det nok både for varmens skyld og så det, at ligge hos nogen. Han var ikke vant til kulde og natteluften var bestemt kølig så han var vel et sted dybt taknemlig for kappen og det, at Alastar lå der selvom han nok ikke havde gjort det for at putte. Shane var dog ligeglad med om han så blev sur. Han var jo bare en flugtmulighed for ham alligevel? Så snart han var kommet over muren og synet var kommet tilbage om nogle dage så ville Alastar nok bare efterlade Shane og lade ham klare sine sager selv. Efterlade ham som den flygtning han måske selv endte som?
Han vågnede selv lidt op efter lidt tid og kunne godt se, at himlen var blevet lysere. Det blev snart morgen. Solen ville komme frem om noget tid. Han så lidt overrasket, da han opdagede han lå halvt ind over Alastar med sit ene ben og arm og trak dem stille til sig før hans følgesvend ville blive vred. Han sank lidt og så på ham. "Alastar vi skal videre.." søvnen havde bestemt hjulpet. han var ikke så træt mere og han havde mere energi. Han ville nok være faldet om af træthed hvis han var gået videre så Alastar havde haft ret i søvn var vigtigt for ham. Han skubbede blidt til ham før han vred sig lidt og så på ham igen. Han vovede sig lidt frem og gav ham et blidt kys på kinden tæt ved mundvigen før han gav ham et skub til. Ikke hårdt naturligvis. "Alastar det er snart morgen. Vi skal videre."

[alaster]

Alaster varjo trods alt selv træt og udmattet efter det som han selv havde været igennem. Hvis der var noget som i det hele taget kunne kaldes trættende, så var det alt for meget spænding og alt for lange vandreturer. At være afhængig af en anden som han måtte være i øjeblikket, var efterhånden bare en tanke som han var tvunget til at skulle acceptere. Han vidste jo, at hans syn ville blive værre og værre, men at det ville forsvinde helt, var virkelig ikke noget, som han havde regnet med, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han blev blot roligt liggende tæt ved Shane. Kulden og natteluften var jo så noget som Alaster var tydeligt kendt med, uanset hvor meget man så end måtte bryde sig om det eller ikke, men det at ligge ude som nu uden tag over hovedet eller noget, var noget som han var skræmmende vant til, så det var ikke noget, som han tog så tungt i den anden ende alligevel. Han trak vejret stille og dybt. Han måtte dog erkende, at det virkelig var en dejlig følelse, at skulle ligge tæt ved nogen, selvom han virkelig ikke var meget for tanken om, at det måtte være en mand som måtte ligge ved hans side. Lige der, måtte han praktisk talt savne at have Eniqa til at ligge der, selvom han vidste, at hun vel rendt rundt med Matthew et eller andet forbandet sted.. Om han nogensinde skulle falde over de to, så ville hovederne rulle! Søvnen var vigtig for Shane.. ikke bare for ham, men i den grad også for Alaster selv, selvom han virkelig havde været for stædig til at skulle lægge sig ned og indvige søvnen. Han havde hørt på Shanes stemme, at han havde været så forbandet træt, så det at lade manden sove, var virkelig bare noget, som han måtte se på med den største nødvendighed. Han sov faktisk skræmmende tungt.. hvilket i den grad også var frygtelig sjældent at han gjorde. Han havde udmærket godt lagt mærke til den ekstra vægt som Shane havde givet eftersom hans ben og arm måtte hvile halvvejs over ham. Et sted en.. rar følelse vel? Kysset mod hans kind og tæt ved mundvigen, fik ham svagt til at knibe øjnene sammen. Han ville virkelig ikke have det. Han strak sig stille og endte om på ryggen. For ham var det jo mørkt, så det at se at det var lyst, var ikke nogen mulighed som han ville have...desværre. Han trak vejret dybt og nød i den grad godt af den friske morgenluft. ".. Allerede.." mumlede han som havde han været et barn som ville bede sine forældre om 10 minutter mere under dynen. Det forholdt sig bare ikke sådan. Han satte sig stille op og gned sig i øjnene. Det var faktisk halvkøligt her til morgen. Hans tøj var våd af duggen og han var halvkold. Ikke at det var noget som han ønskede at sige til ham.

[Deleted]

Shane skubbede stille kappen af som havde gået for dyne for hans vedkommende. Noget af den var jo så blevet ført med over Alastar, da Shane´s ben og arm havde lagt der. Han børstede lidt græs af den og kom op på stive ben og kunne mærke kulden skære mod hans eget tynde tøj der ikke var det mest praktiske til natte vandring. Og nu hvor de havde ligget stille i stedet for at små løbe afsted så havde kulden fået fat. Han kunne mærke hvor meget han rystede og ville afvente lidt om Alastar ville rejse sig selv eller havde brug for hjælp og rakte ham så kappen, da det var de begge to stod op. Han ville helst videre selvom han var sulten, men det var der ikke noget og gøre ved før de fandt frem til kroen i Manjarno. Her var der intet mad og de måtte videre før de kunne dø af kulde. Han følte han allerede var godt på vej selv! Han så sig lidt om, men han kunne jo godt se hvad vej de skulle, da de jo lå lige ude ved stiens start så det var ikke svært. Han så på Alastar igen. "Ja allerede..vi må videre. Vi er nødt til og komme frem til kroen før det bliver alt for lyst og så må vi have tørt tøj på og noget morgenmad. Og så kan vi se på dit syn. Eller så tager vi maden til sidst." Han trak lidt på sine skuldre og ville jo ikke være til besvær og sagde det derfor sådan så Alastar vidste han ikke satte ham sidst. Det gjorde han jo langt fra! På trods af han med sikkerhed vidste, at han intet betød for Alastar. Han mærkede sit hjerte synke ved den tanke, men forsøgte og ryste det af sig. Det var nok bare ensomheden der gjorde han helst ville holdes om og alt det. Nej det var ikke faste følelser. Han kunne ikke være forelsket i en som ham. Han lagde armene om sig selv. Han havde nok godt vidst, at kysset ikke var noget Alastar var glad for, men han havde åbenbart ikke registreret det og det var han på en måde glad for. For så fik da han ikke skæld ud over det.

[alaster]

Alaster havde virkelig ikke rigtigt nået at skulle reagere på hans kys mod hans kind. For nu ville han virkelig bare bide det i sig. Shane var i den grad et helt anderledes kendskab end det som så mange andre ville have været. Han var kold og han var våd lige nu, udelukkende fordi, at de havde ligget i det dugvåde græs, så var det virkelig intet, som han havde lyst til at skulle reagere på lige nu og her og da. Han var slet ikke vågen endnu. Så længe, havde han jo heller ikke nået, at skulle sove trods alt. Han havde ligget og lyttet meget af tiden, bare for at sikre sig, at nu måtte være helt alene og uden, at der var andre i deres nærhed til at skulle ødelægge det ene eller det andet for den sags skyld. Han trak vejret dybt. At han var kold, var ikke noget som han som sådan måtte reagere på, det var slet ikke noget, som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om han ville det eller ikke, så var der ikke noget, at skulle gøre ved det. Han sukkede stille. Jo hurtigere de kunne komme til Manjarno og en kro der, hvor de kunne gå igang med den healing, jo bedre ville det jo være. Ikke bare for ham selv, men også for Shane. Han skulle da nødigt blive væk fra slottet af i alt for lang tid, det var heller ikke en tanke som han brød sig stort om, det var slet ikke noget, som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han gøs let. Det var det samme som når han vågnede hver eneste morgen og enkelt, det var det så sandelig heller ikke. Tvært imod, så kunne han virkelig ikke fordrage tanken omkring det! Han trak vejret dybt og skubbet sig stille op på benene igen. Han havde i den grad ondt i ryggen og han manglede i den grad bare det, at kunne smide sig i en seng og sove ud! Han nikkede blot og bed sig let i læben. "Okay.." mumlede han let for sig selv. Han så sig omkring, selvom han ikke kunne se andet end ren mørke. Han stod og lyttet.. og han lyttet i den grad også frygtelig længe, selvom det nu ikke var noget som han havde noget imod. De var stadig alene. Hvornår på døgnet det måtte være, havde han heller ikke nogen anelse om. "Du ved hvor langt vi er fra muren? Så længe, at vi når på den anden side, og du forklare mig omgivelserne, så skal jeg nok få os til kroen," sagde han rolig. Han var jo selv ekstremt godt kendt i Manjarno, så han skulle nok være i stand til det, hvis Shane nu ikke kunne. Det var jo heller ikke ofte, at lysvæsner søgte udenfor muren, så meget vidste han dog. "Hvilken vej.." Han drejede let rundt om sig selv. En smule mere kvik i det, var han dog blevet efter lidt søvn, selvom han langt fra var helt udhvilet endnu.