Home sweet home.

[Kimeya Marvalo]

Det var bestemt heller ikke fordi at de havde haft lidt at kæmpe med, men de havde altid kæmpet med hinanden, hvilket var en tanke som Kimeya godt kunne lide. Det kunne godt være, at de var fantastiske til at kæmpe som hund og kat, men i den anden ende, så havde det altid været for et mål; Nemlig at kæmpe for hinanden, hvilket helt klart var noget af det bedste af det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, selv han måtte elske den tanke! Han mente sine komplimenter, ellers ville han slet ikke skænke hende dem, hvor hendes reaktioner på det hele, i den grad også var noget som virkelig måtte more ham, for det gjorde det i allerhøjeste grad også! ”Du nyder det, gør du..” hviskede han roligt mod hendes øre, også selvom det var en stemme præget af den tydelige tilfredshed, for han kunne jo se det i hendes øjne! Han lod hende mere end glædeligt tage omkring hans hånd, for han kunne i den grad godt mærke, at hun var varm. Også selvom det nu heller ikke var noget som forundrede ham i den anden ende, for det var jo ikke noget nyt, var det? Han betragtede hende med et stille smil på læben. ”Du frister mig min egen..” hviskede han glædeligt, som han sammenflettede deres fingre. De kunne sagtens have deres øjeblikke, hvor det vel også var tydeligt at de faktisk godt kunne finde ud af det – ligesom de kunne før i tiden, så selvfølgelig var det en tanke som i sandhed også måtte glæde ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, for det var jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han lagde hovedet tæt ved hendes. ”Så længe vi har hinanden, så ved jeg at vi kan klare alt..” endte han sigende. Selvfølgelig var det at vælge sine kampe med omhu og visse måtte man jo tage selv – som nu hvor han skulle have fat i børnene, men.. han var jo selv nødt til at tage en ting af gangen, selvom det nu heller ikke var noget som han tog så tungt igen. Han skulle nok klare det! Specielt hvis han havde hende, så kunne det vel heller ikke være så slemt igen, var det?
At Faith fik lagt sig rigtigt, var bestemt heller ikke noget som Kimeya havde noget imod, for det var tydeligt for ham, at det gik langt mere smertefrit for sig, hvilket var en tanke som han rigtig godt kunne lide. Det tilfredse smil gled let over hans læber, som han roligt kom helt hen bag ved hende, så hun også var i stand til at mærke at han var der. Kroppen reagerede tydeligt allerede på det, for den var så klar som den overhovedet kunne blive. ”Godt..” endte han sigende, som han roligt lod hænderne vandre over hendes bagparti. Det kunne godt være at alderen havde gjort sit, men gudeskøn var hun i allerhøjeste grad af den grund! Han lukkede roligt hænderne omkring hendes hofte, idet han roligt valgte at forene dem igen, selvom det dog var ganske forsigtigt. Kun for at starte et ganske let tempo…

[Silia D. Diamaqima]

Der havde i den grad været nok at kæmpe for. Faith ønskede blot at de kunne kæmpe mere for hinanden, frem for at kæmpe imod, som de nu havde brugt alt for mange år på! De kunne jo godt, det var dette jo et levende bevis på, det var også helt sikkert! De mange komplimenter var noget der virkelig varmede hende, det kom hun ikke uden om, også fordi hun vidste at han mente hvert et ord, det var trods alt, den tanke der gjorde det til noget ganske særligt. Det var grunden til hun faktisk reagerede med den yderst kvindelige rødmen. For en gangs skyld faldt hun i rollen som en kvinde, og Kimeya lod virkelig til at nyde tanken om, at han kunne rende rundt og pusle om hende, og passe på hende, som det nu var hans job som mand. Den intense hvisken mod hendes ører, fik det til at løbe hende behageligt ned af ryggen. Hun lagde hovedet lidt tættere på hans, blot i forsøget på at komme ham lidt nærmere. ”Det gør jeg,” hviskede hun stille, for løgn var det ikke, og hun ønskede slet ikke at forsøge at skjule noget som helst. Den tilfredse tone kunne hun udmærket høre, hvilket også gjorde det meget bedre for hende. Det gøs ved den intense hvisken, og tanken om at hun endnu var i stand til at friste ham på den måde. ”Spørgsmålet er om du kan stå for fristelsen,” hviskede hun tæt mod hans ører, og med en tone der kun afslørede, at hun i virkeligheden var i gang med at udfordre manden. Lidt sjov kunne de da godt have! Det at han var så tæt på hende, påvirkede hendes krop, også selvom han direkte kælede for hende. Hun følte sig varm og direkte desperat efter at lade ham gøre hende komplet. Faklerne omkring dem blussede. Måske hun ikke var så god til at styrer det for tiden, og det irriterede hende en smule, men det var nu engang sådan det måtte være. ”Vi kan klare alt,” gentog hun lidt hæst. Hun kunne føle ham bag sig. Spændingen var direkte intens, ´for hun havde ikke den mest fjerne idé om, hvad pokker der egentlig skulle ske, men hun stolede på ham, desuden var det vel på tide, at de efterhånden faldt på noget nyt? Hun blev liggende fuldkommen rolig, for han kunne ikke finde på at gøre skade på hende. Desuden så nød hun tanken om at have ham tæt på, dog uden den direkte kontakt der skænkede hende den smerte. Et dybt suk undslap hendes læber, da han langt om længe, valgte at forene dem endnu engang. Hænderne lukkede sig omkring sengetøjet, og hun skubbede sig mere mod ham, for hun kunne virkelig ikke få nok! Dette var virkelig en absolut perfekt aften, det var der ingen tvivl om overhovedet, og for første gang i alt for lang tid, kunne der ikke herske tvivl om at de var elskende.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya ønskede virkelig bare at nyde tiden sammen med Faith, nu hvor den endelig var der, og at det faktisk så ud til at det var en tid som de kunne nyde med hinanden, for det var helt klart noget som han virkelig måtte nyde forbandet godt af! Hans hjerte hamrede mod hans bryst. Det kunne godt være, at hun var en dæmon, men det var virkelig ikke noget som rørte ham på nogen måde. Måske at det havde gjort det tilbage i starten, men af den grund så havde hun alligevel formået at smelte hans iskolde hjerte, og det var noget som han havde tildelt hende, og aldrig ville kræve i retur igen. ”Skal vi se. Jeg ligger her med den smukkeste og skønneste kvinde i hele Dvasias under mig.. Det er mig nok en fristelse som jeg ikke kan stå imod..” endte han med en dæmpet stemme. Nu hvor de var sammen, så kunne han jo også bare være.. den gamle kække Kimeya med en forfærdelig form for humor, men det var nu bare det væsen som han var og den mand som han altid havde været. Han betragtede hende roligt, som hun endelig fik sig vendt, hvor han ikke kunne lade være med at smile til hendes ord, for hun havde ret, og det vidste han godt. De kunne klare alt, nu hvor de var sammen, og det var en tanke som han var overbevist om! ”Det kan vi nemlig,” endte han sigende, som han forsigtigt forenede dem. At hun var så villig til det, var en tanke som han godt kunne lide. Der var intet bedre end en kvinde som virkelig viste hvad de ville have!

Det sidste stød fandt sted, idet at det dybe støn endnu en gang brød Kimeyas læber. Det var virkelig en fantastisk følelse at sidde igen med, og så hele to gange på en aften! Det kunne bestemt heller ikke blive bedre end det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Han endte varsomt med at trække sig ud, idet han roligt gled ned ved siden af hende. Hans krop glinsede af sved, og han var tydeligt forpustet. Selv han var ved at være gammel efterhånden, men den energi som den aktivitet nu end måtte kræve, var en som han nok skulle finde, når det kom til Faith! Det trætte smil gled roligt over hans læber, som han roligt blev liggende ved hendes side. ”Du er og bliver mig en virkelig fantastisk kvinde, Faith. Jeg elsker dig,” endte han sigende, som han hævede hånden og strøg den mod hendes kind. Hvis hun kunne finde en stilling som hun kunne finde behagelig at ligge i, så var det bestemt heller ikke ham som skulle klage. Måske at hun havde mødt det iskolde blik, da hun var endt på døren, men hun kendte ham. Overfor de rette, så viste han sig selv, ellers var det jo det kolde ydre som viste sig, og det var han nødt til for øjnene af vagterne, som havde bragt hende til ham. Han lænede sig mod hende, som han roligt skænkede hendes kind et kys. ”Prøv at få noget søvn nu, min egen,” endte han dæmpet.

[Silia D. Diamaqima]

.. Det havde virkelig moret Faith at han ikke havde været i stand til at stå for den fristelse. Nu hvor han havde nævnt det, så følte hun sig faktisk temmelig uimodståelig, og det sagde bestemt ikke så lidt, med den ringe selvtillid, som hun havde båret på, for ganske kort tid siden. De sidste stød, var noget der endte med at bringe hende til det himmelske punkt. Varmen vældede ind over hende som en bølge, bragte en sitren til hver lille del af hendes krop. Et dybt støn brød hendes læber, og efterlod hende med den ekstremt behagelige følelse for anden gang på aften! Kroppen endte fuldkommen afslappet i madrassen der pludselig føltes meget blødere, og langt mere behagelig. Den slanke krop glinsede af sved under flammerne. Der lugtede brændt. Hun rynkede på næsen, og kastede blikket over skulderen, hvor gardinerne var blevet sat i flammer. Hun lod ilden kvæles med blot hendes hånd, og kunne ikke holde den lille latter væk. Hun måtte se at få den styr på den ild igen, det gik jo ikke at hun brændte huset ned, hver gang han kom tæt på hendes. Hendes åndedræt var hyppige og hurtige, hun var virkelig forpustet! Yderst forsigtigt rullede hun blot en smule om på siden, også fordi hendes mave efterhånden var ved at være godt øm, efter at have været i den stilling.. ”Wow,” mumlede hun lettere stakåndet. Det havde virkelig været helt igennem fantastisk! Stille søgte hun ind mod ham, hendes side havde det jo fint. Armen gled omkring ham, også for at holde ham bare lidt tæt til sig. Ligesom hende var han dækket af det tynde lag sved, der kun afslørede at han havde nydt det nøjagtig ligeså meget. ”Jeg elsker dig så højt,” hviskede hun stille, og plantede et kys mod hans kind. Nu måtte hun så også erkende at hun virkelig var udmattet! ”Jeg kommer til at sove som en sten,” spåede hun med det lille smil, og kvalte et gab. ”Jeg er verdens heldigste kvinde,” hviskede hun mod hans ører, og lagde sig godt til rette ind til ham. Kroppen forblev blottet, men hun endte dog med at trække hendes dyne over dem begge to, bare for at kunne sove ordenligt ind til ham. ”Du har kørt mig udmattet min egen. Det skulle ikke være et problem,” hånden strøg stille hans bryst, som hun måtte putte sig ind til ham. Det var lige før hun allerede lå der og sov. Det havde virkelig været en aften som var værd at huske. Man var vel kun så gammel som man selv gjorde sig? I øjeblikket følte hun sig i hvert fald ikke gammel, tværtimod så følte hun at han havde ført hende direkte tilbage til en tid i ungdommen, hvor det meste havde været absolut fantastisk! Blikket lod hun stille glide i, hvilket næsten med det samme tvang hende i en halvvejs dvale. Kroppen var fuldkommen afslappet i hans favn og brændende varm, hvilket kun skænkede hende den velkendte følelse af tryghed. Hun indåndede hans søde duft, og åndede ud så det næsten var tungt. Hun var virkelig ved at være træt, det kunne hun ikke komme uden om!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde skræmmende mange tricks i ærmet, og det var noget som han nok skulle få præsenteret for Faith med tiden, også selvom dette vel var at tage det lidt for langsomt i den anden ende, var det ikke? At høre hende nyde det så meget, var helt klart noget som satte hans eget behag direkte i topsæde, og det var en tanke som han bestemt også godt kunne lide! Han gjorde det sidste og endelige stød, hvor det dybe støn direkte brød hans læber. Ja, i denne stund, så kunne han kun være glad for at børnene ikke var hjemme, for så var det da helt klart ham som havde det største problem, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Alle de spørgsmål som Cecilaya kunne stille da hun havde været lille og.. ja, Cedric som slet ikke brød sig om det, når det endelig så ud il at gå godt, fordi han vidste at det ville gå galt igen, men denne gang var det altså anderledes! Han grinede ganske let, som Faith fik sig kæmpet om på siden. At se hende på den måde, var noget som han rigtig godt kunne lide, for så vidste han også at hun havde nydt det mindst lige så meget som han havde! ”Jeg kan godt endnu,” endte han med en sigende mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Forsigtigt gled den ene arm om hende, hvor han knapt nok lagde mærke til at der faktisk var ild i gardinerne, for han var virkelig ved at være godt træt efterhånden, selvom det nu heller ikke var en søvn som han direkte kunne sige sig, at være fristet til at give efter for, for han vidste at det bare var et spørgsmål om tid, inden Alexander ville stå på døren, og så var det ham som havde problemer. Han kyssede flygtigt hendes læber. ”Læg du dig bare til at sove min egen.. Du ligner en som virkelig har brug for det..” endte han sigende, som han roligt lagde hånden mod hendes kind som han strøg ganske let. Selvom det nu allerede kunne se ud som om at hun var på vej i den trygge søvn, så var det en tanke som kun fik ham til at smile, selvom han også godt kunne mærke, at hans egen krop virkelig havde brug for det efterhånden. Ganske varsomt tog han fat i sengetæppet – det var meget let, så det ville vel heller ikke lægge den største vægt på Faiths ømme krop, hvilket også var det eneste som han havde i tankerne for denne stund. Han lagde sig varsomt til, som han lagde det over hende – mest af alt også for at skjule hende bare lidt. ”Sov godt min egen..” endte han sigende som en hvisken ganske tæt mod hendes øre, som han selv roligt lod øjnene glide i. Selv så træt som han måtte være, hvilket faktisk var noget som måtte komme temmelig bag på ham, så gled han alligevel temmelig hurtigt hen i søvnen.

[Silia D. Diamaqima]

Man kunne roligt sige, at de virkelig havde taget det langsomt. Faith havde aldrig kendt megen mere end det som han havde vist hende, han var trods alt den eneste hun villigt havde ladet komme så tæt på, lige foruden Nathaniel og han vat trods alt også en meget traditionel mand, så hun var ikke blevet præsenteret for særlig meget, men det der havde virkelig været fantastisk! Kimeyas søde støn, havde virkelig været som sød musik, noget som selv havde fået hende til at give sig fuldkommen hen til ham, for hun havde jo ingen betænkeligheder med at stole på ham på den måde. Faith havde sin idé om at de ikke havde været synderligt lydløse. Tanken farvede hendes kinder lyserøde. Hun kunne stadig se den lille Cecilaya foran sig, stående der og stillede et hav af spørgsmål, og de havde aldrig opdaget at hun havde set hver en ting. Cedric havde altid været lidt ligeglad, til tider havde det direkte ladet til at gøre ham vred, hvilket heller ikke var en tanke hun brød sig om. ”Det skal jeg lige love for,” mumlede hun lidt søvnigt, og dog endnu en anelse stakåndet. Det var virkelig alt for lang tid siden, de havde opført sig på den måde, alt for lang tid siden den direkte længsel efter at få ham tæt på, var opstået. Hun kunne godt lide tanken. Kroppen faldt mere og mere til ro i hans arme. Hans stemme var næsten fjern, allerede da han begyndte at pakke dem ind i sengetæppet, hvilket var et bedre alternativ end dynen, for den var tung og sved over sårene, som nu også var endt fugtige. Hun var for træt til at bide sig fast i det. Hun endte med at nikke stille. Søvnen havde hun virkelig brug for efterhånden. ”Nu føler jeg mig gammel,” mumlede hun med det stille smil. Det havde jo været en virkelig lang dag, så det burde ikke være nogen skam, at føle sig så træt som hun gjorde i øjeblikket. Det var virkelig varmt og tryg og velkendt, og hun var slet ikke i tvivl om at dette var et sted hun hørte til. Der var dog en anden ting, som slog hendes underbevidsthed men ikke hendes. Kimeya havde netop fjernet nogle spor fra fortiden, som havde trykket hende ned gennem alle de år. For mange år siden havde hun valgt at lade det falde i glemmebogen, fordi hun ikke havde kunnet bære tanken, men han havde netop helet nogle sår, som ingen havde været i stand til at se, hvilket også ved med til at lade hende falde til ro så hurtigt som hun måtte gøre. Hans stemme var ikke blot fjern men efterhånden mere og mere fjern. Der gik ikke lang tid før hendes åndedræt var blevet ekstremt tung frem for hurtig og hyppig. Kort efter gled hun ind i den rolige søvn, det takket være ham, var ganske tryg, blot for denne ene gang skyld, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet!

[Deleted]

Det var ved at være temmelig sent, og Alex havde været oppe for at tage sig af den lille Lilith på slottet. At Jaqia havde været længe væk, var noget som for længst var gået op for ham, og det var slet ikke en tanke som han brød sig om, for han kunne nærmest mærke i hans indre, at der var noget rivende galt, og han kunne ikke have det! Lilith hvilede trygt i hans arme, hvilket var noget som fik smilet til at brede sig på hans læber. Den lille prinsesse havde de bevidst valgt at holde skjult for omverdenen, og det var noget som han stadig agtet at holde fast i, men noget var galt, det var noget som han kunne mærke helt inde i det indre, og han var nødt til at få det undersøgt. ”Mor burde være hjemme for længe siden,” mumlede han let for sig selv, som han strøg den lille pige over kinden, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han lagde den lille pige tæt ind mod sin egen krop, idet han forlod værelset, så han kunne søge ned til Mattheus. Hvem ville passe bedre på den lille pige end ens storebror? ”Tag hende Matthues. Jeg søger ud efter din mor,” endte han ganske sigende, også tydeligt, at det ikke var noget som stod til diskussion. Han vidste godt, at hun havde valgt at søge til Kimeya, så det var der han ville kigge efter hende som det første sted, for.. Kimeya vidste vel om ikke andet, hvor hun var henne?
En mindre gruppe soldater fik Alexander tvunget op af sengen, for at samle sig, bare i tilfælde af, for han var jo trods alt nødt til at tage sine forholdsregler, specielt når det kom til Dvasias, så var det ikke altid lige nemt at passe på sig selv. Så længe børnene blev på slottet, så var alt helt fint for hans vedkommende! Han selv sadlede hesten op og red af sted for at komme direkte til Marvalo Mansion med en håndfuld soldater. Det store mansion tårnede sig for øjnene af ham, også selvom han kunne mærke at der var noget her som ikke helt stemte. Han tog fat i tøjlerne på hesten og fik den først til at stoppe, da de direkte havde tvunget sig igennem den store port ind til det store hus. De ønskede jo ikke familien ondt, så det at komme ind på grunden var ikke det sværeste; Han ønskede jo egentlig bare at finde sin elskede Jaqia. ”Få dørene op!” endte han med en fast tone. Soldaterne reagerede mere eller mindre med det samme, hvor de direkte gik op, hvor enkelte brugte magi, hvor andre gjorde brug af fysiske midler for at få dørene op, hvor de også endte med at gå op med et brag. Alexanders øjne slog gnistre. Han kunne dufte at Jaqia var der – eller havde været der, men det var underordnet, for hun havde været der og det var det som var det vigtigste for hans vedkommende. ”KIMEYA!” hvæsede han med en fast og ikke mindst kraftig tone. Et sted.. bange for hvad han faktisk ville finde.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya sendte blot Faith et stille og træt smil. Selv vidste han hvad han havde at se frem til, og han vidste at det ville gå galt før eller siden, så et sted så var det vel bare at få det hele overstået og helst så hurtigt som det nu måtte være ham muligt? Han lagde sig roligt ned ved siden af hende, også selvom han virkelig kunne mærke, at han var ved at være godt træt, for det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, men det var nu bare sådan at det var. De var begge ved at være aldrende, men det var nu også bare sådan at det måtte være. Han lagde hånden roligt mod hendes kind som han strøg ganske let, også selvom han kunne mærke at det hele skælvede, udelukkende fordi at han selv var ved at være utrolig træt! Han smilede let for sig selv. ”Bare vent.. det der var bare toppen af isbjerget,” endte han dæmpet, som han roligt lagde hovedet ved siden af hendes. At hun allerede til dels måtte ligge og sove, var noget som han nu heller ikke havde det mindste imod, for han kunne se, at det efterhånden var ved at være nødvendigt, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hånden lod han roligt stryge over hendes kind, selvom den selv med tiden, måtte ende med at gå mere til ro, for han gled selv hen i søvnen. Han smilede let. ”Du er ikke bare gammel.. du er perfekt,” endte han dæmpet, skønt det var noget af det sidste som han selv nåede at sige, før han måtte glide hen i søvnen.

Lige hvor længe Kimeya fik lov til at sove, vidste han faktisk ikke, men noget var på gang, det kunne han tydeligt fornemme i det indre! Han missede lidt med øjnene, som han kunne høre.. heste? Han blinkede endnu en gang med øjnene, idet han roligt trak hånden til sig. Selv lå han jo endnu i det rene ingenting, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være. Det havde været en helt og særdeles perfekt aften, og uden at han ville lyve om det, men han håbede at der ville komme flere af dem. Han kunne høre Alexanders stemme udenfor, hvilket kun gjorde det tydeligt at.. det skulle ske allerede nu? Han skubbede varsomt sengetæppet til side, idet han direkte tvang sig op på benene. Det kunne godt være at den mand altid havde været kendt som at være den mest rolige af søskendeflokken, men selv han formåede at gøre sin entre! Stokken greb han omkring, kun for at rejse sig op og komme hen til skabet, så han kunne komme bare lidt i tøjet. Blikket gled kort mod Faiths sovende skikkelse. Et sted så ønskede han jo slet ikke at vække hende. Han nåede kun lige at smile, idet han kunne høre det voldsomme brag, og det at hans eget navn blev brølet efter. Han himlede med øjnene. ”Magen til frækhed..” vrissede han lidt, som han fik kæmpet sig i lidt tøj, selvom det bestemt heller ikke var det nemmeste! Med en løs skjorte, inden han roligt kom hen til kappen igen, hvor han fiskede flasken op af lommen og fik den i bukselommen i stedet for, kun for at humpe ud af soveværelset. ”Har du aldrig lært at banke på!?” vrissede han irriteret.

[Silia D. Diamaqima]

Faith havde virkelig sovet som en baby, hele natten igennem og det var faktisk noget nyt, når det kom til hende. Hun havde startet med at være plaget mareridt, men hver gang det var blevet uhyggeligt, havde drømmen fået nogle fantastiske momenter, og havde føjet mareridtet af bordet. I øjeblikket lå hun ligefrem med et mindre smil på læben. Hvor lang tid der var gået, var hun ikke klar over. Solen var stået op, hun kunne fornemme den bag øjenlågene, også selvom hun forblev helt rolig og puttede ind til Kimeyas varme skikkelse, endnu fuldkommen blottet. Idet Kimeya endte med rejse sig, vågnede hun helt per automatik, også selvom hun blev liggende mens han stod og tog tøj på. Det var ikke rigtigt gået op for hende, at de havde fået besøg. Først ved det store brag, endte hun direkte at sætte sig op med et sæt. Sengetæppet faldt ned og blottede hendes bryst. Hun skar en grimasse, for den pludselig bevægelse, havde ikke været behagelig i forhold til den sårede krop. Hendes hjerte bankede faste slag. Hvad pokker var det der foregik?! Alexanders stemme, var ikke til at tage fejl af. Hun spærrede øjnene op, og slog dynen af sig, uden at tøve det mindste Kimeya havde allerede forladt soveværelset. Det skar i hele kroppen at bevæge sig som hun gjorde, men lige nu var hun ærlig talt ligeglad. Hun havde bestemt ikke regnet med at det ville være gået så hurtigt! Hun fangede sin skikkelse i spejlet. Sårene havde det allerede meget bedre, men hun var gul og blå, efter at Jaqia havde givet hende slag og spark.. det kunne bestemt mærkes! Hun sukkede og himlede irriteret med øjnene, idet hun åbnede skabet og greb om den første og den bedste kjole, der hang lige for. Hun kastede den over hovedet, sørgede for at den dækkede den ellers nøgne krop som den skulle, og hastede efter Kimeya, også selvom hun valgte blot at tie, det virkede som det mest fornuftige at gøre i øjeblikket. Det havde virkelig været en fantastisk aften, og hun havde om ikke andet håbet, at de også kunne få morgenen, måske middagen med, til lige at kunne få snakket lidt, men så heldige havde de ikke været, ikke at det var underligt. Hun måtte vel bare holde fast i hans ord fra dagen før, om at han ville komme tilbage til hende? De flammerøde lokker strøg hun bag ørerne og halede ind på Kimeya. ”Fantastisk timing,” hviskede hun en anelse irriteret, også for at Alex ikke skulle høre det, hun skulle trods alt ikke virke for klar, ellers ville han nok ende med at tage hende med i købet, for hun vidste at han bestemt ikke ville reagere pænt, når han fandt ud af hvad der var hændt hans kære Jaqia. Selv var hun fuldkommen ligeglad, for kvinden var langt om længe borte, det eneste der så irriterede hende, var tanken om at Kimeya nu skulle bøde for det, også selvom han lod til at have styr på situationen.

[Deleted]

Hvad Alexander havde at forvente af denne situation, så var det ikke noget som han ønskede at gøre noget ved af den grund. Han vendte blikket direkte op mod trappen, idet at Kimeyas skikkelse måtte vise sig. Hans vrede var udelukkende fordi at han faktisk var.. bange et sted. Han brød sig slet ikke om at han ikke vidste hvad der var sket med hans kære Jaqia, også fordi at han slet ikke vidste hvor pokker hun var henne i øjeblikket, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han kneb øjnene fast og let sammen, som han lige så knyttede sine hænder. Soldaterne holdt sig bag ham, som de også tydeligt havde fået besked på. Hans øjne fulgte roligt mandens humpen ned af trappen. Jovist havde han hørt om mandens ulykke i Arenaen, selvom det nu heller ikke var noget som rørte ham synderligt, for manden måtte jo bare klare sig bedst muligt – ligesom alle mulige andre måtte med de omstændigheder som de havde. Faith var dog en som tydeligt måtte falde ham i blik, og det at se tøsen stå der udenfor en celle, så vidste han allerede at den næppe kunne være god. ”Når omstændighederne byder på det, så må man jo gøre hvad der er nødvendigt.. ikke?” vrissede han direkte sammenbidt, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn. Tanken var faktisk noget som direkte måtte irritere ham, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod armene søge let over kors, som han roligt fulgte manden med blikket. Så længe at det hele gik roligt for sig, så var der jo trods alt heller ikke nogen grund til andet. ”Jaqia skulle efter siges, søge til Marvalo Mansion, men hun er aldrig hjemvendt.. Hvor er hun?” Et sted kunne han tydeligt fornemme i det indre, at den måtte være rivende gal, også fordi at det slet ikke lignede Jaqia bare at blive væk, men det var jo bare sådan at det var. Den ro i sindet som Kimeya fremstillede sig selv med, var bestemt heller ikke noget som direkte kunne siges, at gøre situationen bedre for ham, for det gjorde det på ingen måde. Det var faktisk noget som gjorde ham langt mere arrig end det som han kunne sige at være normalt, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Han endte direkte med at vende blikket mod de afventende soldater. ”Find hende.. Søg overalt og i hver en krog!” beordrede han direkte med en fast tone, som blikket igen gled mod Kimeya. Han kunne dufte hende, så han vidste at hun var der et sted, også selvom han virkelig frygtede for i hvilken tilstand han skulle finde hende. Noget var galt, det var noget som han allerede kunne sige sig med det samme!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya så virkelig ikke nogen grund til at skulle reagere med frygt eller noget lignende, også selvom han mest af alt, bare ønskede at holde familien tryg og sikker. Det var vel heller ikke meget at forlange? Familien var virkelig det vigtigste for ham, også fordi at det faktisk var det eneste som han havde tilbage, så selvfølgelig var det ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han kneb øjnene let sammen. Så længe at Alexander ikke viste ham respekt, så skulle han bestemt heller ikke regne med at det blev gengældt da! Han lukkede hånden direkte omkring stokken, mest af alt, også for at finde den mulighed som det nu måtte kræve, at skulle beherske sig selv, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han prustede ganske let, for der var virkelig ikke noget som man kunne gøre ved det af den grund. Han vendte blikket direkte mod ham, som han endte for foden af trappen. ”Om end, det er mit hus, så er det stadig mine regler som gælder her, Alexander! Jeg forlanger at du respekterer det!” hvæsede han kraftigt. Et sted så var det vel hans rolle som leder som han direkte trådte ind i igen? Huset havde altid tilhørt ham og hans familie, hvilket var noget som han helt klart også måtte siges at være stolt af. Soldaterne som han havde taget med, var slet ikke noget som rørte ham, for hvorfor skulle det? Direkte så var de ham jo ikke nogen trussel som sådan, for han var en stærk mand, selvom han vidste, at det at kaste sig i krig med denne mand, slet ikke var noget som han ville få noget ud af alligevel. Smilet endte dog alligevel med at brede sig på hans læber. ”Åh ja.. Hun har været her,” endte han sigende, og med den samme stilfærdige mine, for det var jo trods alt helelr ikke fordi at det var en løgn som sådan, for.. sådan var det jo bare, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var en løgn i den anden ende, det var helt sikkert. Han kunne vel i det store og hele, ligeså godt bare få det hele overstået ikke? Faith skænkede han ikke så meget som et eneste blik, for han havde skam kontrol over situationen; Han vidste hvilken straf han stod til, og han vidste, at det måtte gå galt uanset hvad han gjorde eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han lod hovedet søge let på sned, og uden at tage synderlig notis af at soldaterne begyndte at gennemsøge hele huset. ”Faith gå tilbage ind på soveværelset,” endte han ganske sigende, selvom han ikke så på hende, så vidste han at hun stod der. ”Leder du efter Jaqia, så søg til kælderen, Alex.. Ellers vil det tage dig hundrede år at finde hende.” Han trak let på skuldrene, som var det slet ikke noget som rørte ham.

[Silia D. Diamaqima]

Faith var efterhånden vant til ikke at blive ænset i denne situation. Et sted så irriterede det hende. Måske hun var en kvinde, men for pokker, hvorfor skulle hun altid holdes uden for? Det lille glimt i hendes øjne og smilet var falmet ligeså hurtigt som det var kommet. Hun mødte Alexanders blik, med en direkte irritation, for hun var i den grad blevet revet op med det forkerte ben ud af sengen. Den manglende respekt var noget der irriterede selv hende. Hun fulgte blot Kimeya ned, også selvom hun vidste at hun burde sidde i en celle, og ikke stå ved hans side. Det gjorde hende nu ikke noget. Det imponerede hende at Kimyea træde ind i den faste rolle igen, for den klædte ham bestemt så lang tid det ikke var hende han hakkede på! Tungespidsen strøg over hendes læber, og fugtede dem. Den utilfredse mine var ikke svær at få øje på, hun hadede at blive overset på den måde, også selvom hun bare lod dem snakke, uden at bryde ind for en gangs skyld. Tanken om prinsens reaktion, når han fandt sin døde søster i kælderen, var slet ikke noget hun turde skænke en tanke. Alexander havde altid været en mest rolige, men med den vrede mindede han virkelig meget om sin bror – Samuel, som hun havde slået ihjel uden at tøve, og i øjeblikket ønskede hun næsten at gøre det samme. Hænderne foldede hun roligt foran sig, tvang den ulmende vrede i sig, for det ville ikke gavne det mindste. At Kimeya så begyndte at kommandere rundt med hende, var noget der virkelig gjorde hende vred! Han skulle bestemt ikke stå der og tro, at han var bedre! Hun havde allerede åbnet munden for at svare igen, da hun valgte blot at lukke igen. Hun protesterede ikke. Hun huskede trods alt sit løfte til ham, og hun agtede at holde det, også selvom hun ikke brød sig om at forlade ham der. Hun trådte roligt ind foran ham, og greb fast omkring hans arm, også for at lede hans blik til hendes. Hun så ganske alvorlige på ham. ”Jeg håber virkelig, du ved hvad du gør,” mimede hun med et fast blik. ”Husk jeg stoler på dig,” fortsatte hun med samme mimen. Hun ville ikke skuffes endnu engang, derfor valgte hun at minde ham på det. Hun strakte sig roligt, og plantede et kys mod hans mundvige, som havde Alex slet ikke været til stede, inden hun slap hans arm, blot sendte Alex en direkte dræbende mine, og derefter vendte ryggen til dem begge to, for at tage vejen op af trappen. Det var det hårdeste hun nogensinde havde gjort, for hun havde følt en trang til at beskytte Kimeya med næb og kløer, og hun var blevet overset, stemplet som det svage individ, hvilket var endnu et slag på hendes stolthed. Døren til soveværelset gled i bag hende. Hun satte sig på sengekanten og lyttede nøje til hvad der foregik nedenunder. Manden kunne bare prøve at ligge en finger på Kimeya, hun havde skam allerede en helt del idéer, men hvad ting til sin tid. Hun sukkede tungt, og forsøgte at slappe lidt af, selvom hun virkelig både var vred og bekymret!

[Deleted]

Tanken om at Faith måtte være oppe på soveværelset, så var det noget som efterlod Alexander med en dårlig smag i munden, for han vidste at Jaqia klækkeligt havde beordret kvinden ned i kælderen, når hun endelig blev fanget og der stod hun? Ja, direkte så var det ikke det som han tænkte på som det første, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Bange var han – for første gang i hans liv, kunne han faktisk sige sig at føle frygten. Han frygtede at noget var sket hans elskede søster. Den eneste som i det store og hele, faktisk havde taget den plads i hans hjerte, hvilket også var grunden til at han direkte kunne føle, at der var noget rivende galt. Kimeya tog han sig virkelig ikke af, for den mand var slet ikke en som han direkte følte at han havde nogen grund til at frygte uanset. Han stod der og kunne knapt nok holde sig på benene? Ja, hvad havde han så at frygte i det hele taget? Soldaterne begyndte at søge, også selvom det direkte var Kimeyas ord som måtte fange hans opmærksomhed. Kælderen? Hvilket ville sige, at hun faktisk endnu var der? ”Jeg slår dig ihjel personligt… Kimeya!” hvæsede han med en fast tone. Han endte direkte med at vende sig mod døren som han vidste, førte ned i kælderen. Det var jo trods alt heller ikke første gang at han var der, men det var virkelig underordnet for hans vedkommende, for det var nu bare sådan at det var. På vejen greb han en soldat om kraven, kun for at komme derhen, hvor han direkte rev døren op. ”Smut ned og se efter!”beordrede han med en fast tone. Det kunne godt være, at han ikke bar nogen titel eller noget i den stil, men det var virkelig ikke noget som rørte ham på nogen måde, for hvorfor skulle det? Det var der jo heller ikke nogen grund til, for det at han var den som stod Jaqia nærmest, så var han jo nødt til at trække lidt i det til Mattheus var klar uanset, og knægten var jo ikke kronet, hvilket ikke ville ske før.. han blev gift og Jaqia var død. Tanken efterlod ham virkelig med en dårlig smag i munden! Der gik ikke mange minutter før soldaten kom op igen. Han havde taget sin hjelm af, og stod nu med den i sine hænder. ”Jeg har fundet hende i torturkammeret..” endte han med en dæmpet stemme, for det var jo trods alt heller ikke fordi at det var løgn i den anden ende, for det var jo bare sådan at det nu måtte være i den anden ende. Tanken fik det til at slå klik for ham, hvor han direkte skubbede manden til side, for selv at komme derned. Synet som måtte møde ham i torturkammeret, var noget som direkte var en kniv direkte i hjertet. Hans ansigt endte fuldkommen askegrå, idet han varsomt nærmede sig hende. Badende i sit eget blod? Var der ingen respekt at finde her i huset!? Han knælede varsomt ved siden af Jaqias døde skikkelse, for at få hende vendt om og mod sig. Hans ansigt forblev fuldkommen uden følelse, for nu var det for alvor vreden som tog over ham! ”Vi skal nok få dig hjem min kære.. Det lover jeg dig..” endte han med en dæmpet, dog sigende stemme. Varsomt tog han omring hende, kun for at få hende op i sine arme, for at komme tilbage til den store forhal. Han vendte blikket mod soldaterne. ”Arrestér ham!” hvæsede han kraftigt.

[Kimeya Marvalo]

Det kunne godt være, at Kimeya ikke var at anse som den største trussel efterhånden, men det var virkelig noget som raget ham, for han var stadig en mand med en utrolig vilje for livet, og det var bestemt heller ikke noget som han ønskede anderledes. Familien var hvad han ønskede at beskytte, og det var så sandelig også det som han forsøgte sig med, så godt som det nu måtte være ham menneskelig muligt! Han vidste hvad han gjorde – der var også en grund til at han bare ønskede at få det overstået så hurtigt som det nu måtte være ham menneskelig muligt, for han ville bestemt heller ikke få noget ud af det ellers, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han sendte Alex et direkte dræbende blik, for selv han fandt sig bestemt heller ikke i bare at blive ignoreret på den måde! Tvært imod, så var det en tanke som gjorde ham direkte rasende! Det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at skulle hundse rundt med Faith eller noget i den stil, men han ønskede virkelig at holde hende udenfor det hele, før det først for alvor ville gå galt, for han vidste, at det bare måtte være et spørgsmål om tid nu, selvom det nu heller ikke var noget som forundrede ham som sådan. Han kendte efterhånden Angleráx flokken temmelig godt, også fordi at de havde noget af en historie skrevet sammen efterhånden, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han vendte blikket direkte mod Faith som hun steppede ind foran ham. Øjeblikkeligt, så endte hans ansigt med at blive langt mere mildt end det som det havde været til nu. Han hævede den ene hånd og strøg den mod hendes kind. ”Stol på mig, Faith.. Det er det eneste jeg kræver.. Uanset hvad du hører, så bliv ovenpå,” endte han sigende, også selvom hans stemme vel tydeligt tydet på det alvor som han lagde i det? Han ønskede virkelig ikke at se hende fanget midt i det hele, for det var ham som havde valgt at slå Jaqia ihjel, og det var nu bare sådan at det måtte være, om det var noget som man ville det eller ikke. Han tog imod hendes kys, som han roligt vendte ansigtet, så han mødte hendes læber i stedet for mundvigen. Han sendte hende et kærligt smil. Tillid i en sag som denne, var måske ikke altid lige nemt, men det var noget som han virkelig havde brug for. Han havde brug for at hun stolede på at han ville komme hjem og tilbage til hende, for det var noget som han agtet! Han så efter hende, som hun endte med at søge ovenpå igen, også selvom Alex tydeligt måtte se ud til at være påvirket af situationen. Det kyniske smil bredte sig på hans læber. ”Åh… du fandt hende..” endte han med en ganske tilfreds stemme. At Alex direkte bad dem om at arrestere ham, fik ham dog bare til at stå roligt på stedet. Soldaterne gik direkte mod ham, hvor de direkte tog stokken fra ham og med et puf, direkte fik ham i jorden. De tvang ham om på maven, kun for at få hans hænder bundet på ryggen. Kimeya bed tænderne sammen, selvom han ikke kæmpede imod. Flasken lå i hans lomme, så skulle alt nok gå!

[Silia D. Diamaqima]

Faith brød sig slet ikke om at sidde på soveværelset, og være fuldkommen udenfor. Hun vidste jo ikke hvad Alexander kunne finde på at gøre ved manden, når først han opdagede Jaqias døde skikkelse! Hun rejste sig, og vandrede fra den ene ende af lokalet til den anden, gentagende gange. Det gjorde hende virkelig rastløs bare at stå der og se til! Hun sukkede tungt. Kimeyas kys havde om ikke andet beroliget hende lidt, også fordi han stadig virkede så sikker på hans plan. Han kunne bare lige vove at svigte hende en gang til, og særligt når hun virkelig havde sat sin lid til ham. Smerten ved hendes bevægelser, valgte hun direkte at ignorere. Jaqia havde bedt om hendes skæbne, det var noget som hun stædigt måtte holde fast i! Derfor irriterede det hende kun mere, at Kimeya skulle bøde for at passe på hende, for det var jo det han havde gjort. Hun sukkede op og vendte blikket mod døren. Hun havde virkelig lyst til at løbe ned, forsøge at kappe hovedet af den mand, men sandsynligheden for at det ville lykkedes hende med alle de vagter, var meget usandsynlig, desuden så ville hun sikre at hun nok skulle blive jagtet resten af sine dage, hvis hun valgte at gøre det. Utrolig nysgerrig, endte hun med liste hen mod døren, og åbnede den for klem, bare for bedre at kunne høre hvad der skete. Mansionet lød næsten fuldkommen øde, måske fordi de var endt med at følge Kimeyas instruktion og søgte ned i kælderen. Hun kunne dog ane Kimeyas skygge, han var blevet stående på det rette sted. Hånden hævede hun stillede, og lod en finger berøre de læber, som han havde kysset et utal af gange. Hun var nødt til at holde fast, uanset hvilket slag på stoltheden det måtte være. Hun havde en familie, som nu var hendes ansvar, hun havde intet andet valg, end at holde begge ben på jorden, og bare forsøge at håndtere situationen mest mulig. Idet de mange vagter endte med at komme til syne i form af skyger konkluderede hun hurtigt at de havde fundet den døde dronning. Hendes hjerte hamrede som en i helvede. Kimeya blev næsten smidt på gulvet, og den manglende respekt irriterede hende, særligt når det var deres hjem! Alligevel valgte hun blot at forholde sig fuldstændigt tavst, og i stedet lade døren glide i igen. Hun drog ind i værelset, og hastede i stedet mod vinduet. Smerten mærkede hun i den grad, men lige nu var hun praktisk talt ligeglad, hun bekymrede sig udelukkende omkring hendes kære Kimeya. ”Fanden tage dig, Alex,” mumlede hun roligt. Det sortsvedne gardin strøg hun stille til side, og holdt godt øje med gårdspladsen, kun kunne holde lidt opsyn med Kimeya.