Home sweet home.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste nogenlunde godt hvordan han skulle gribe sagen an med henblik på børnene, men noget var han nødt til at gøre, og det var ikke noget som han kunne bruge Faiths hjælp til, for det var hans problem og ikke hendes. Han betragtede hende med et stille smil som han selv var tilbage på vejen mod soveværelset igen, også selvom han måske var ved at blive en kende for selvsikker? Det var i hvert fald den tanke som han nu heller ikke kunne gøre noget ved af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så kunne han ikke just gøre noget ved det af den grund. Turen i gulvet, var bestemt heller ikke behagelig, men efterhånden burde han faktisk være vant til det. Eller.. ja, et sted lidt både og, for det var længe siden han havde været i bad, udelukkende fordi at det her altid skulle ske, og det gjorde faktisk temmelig ondt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han fnøs ganske kortfattet, idet han greb ud efter stokken. Det kunne godt være, at dette ville efterlade både blå og gule mærker uden at han kunne gøre noget ved det, for det kunne han bestemt heller ikke altid. Han vendte blikket mod Faith, da hun kom ham i møde. Ja.. denne ene ting ville han nu heller ikke have noget imod at hun hjalp ham med, for han vidste udmærket godt, at han ikke kunne gøre alt på egen hånd, selvom man vel ville ønske at man kunne? Han forsøgte at komme op, også selvom gulvet virkelig var glat, så han kunne ikke rigtigt få placeret stokken ordentligt, hvilket et sted var en tanke som måtte irritere ham. ”Jeg mindes pludseligt hvorfor jeg droppet badet..” mumlede han let for sig selv, som han opgav at komme op ved hjælp af stokken. Han var virkelig glad for den, men det var bestemt heller ikke fordi at den altid var lige praktisk – som i denne stund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det nu var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Du har ondt Faith.. Du skal ikke få mere ondt end det du har i forvejen,” endte han med en dæmpet stemme. ”Men… du må godt hjælpe. Jeg vil ikke sige nej,” endte han dæmpet, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn. Hvis de skulle finde ud af det med hinanden, så kunne de jo lige så godt starte et sted ikke sandt? Han fik roligt viklet håndklædet af sig og lagt under sig, selvom det bestemt heller ikke var nemt. Han satte af med hænderne og fik sig hævet lidt mere op, også selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt, men han kunne jo altid forsøge selvfølgelig. Han sukkede dæmpet. ”Av..” mumlede han let og sammenbidt, for det gjorde faktisk ondt når det endelig skete!

[Silia D. Diamaqima]

Kimeya havde klaret badeværelset en gang uden at falde, hvilket lod til at have sat en lidt for stor selvtillid i ham. Faith ønskede dog ikke at sige noget som helst til det, for i hendes øjne skete der ingen skade i, at han atter fandt tilbage til den selvsikre mand, som hun selv altid havde kendt ham som, også selvom han manglede det forbandede ben. Hun blev stående og kiggede lidt afventende på ham, også fordi hun virkelig havde lyst til at falde på knæ, tilse om noget var sket ham go derefter hjælpe ham op at stå, det var en kamp om selv at blive stående, fordi hun ikke ville gøre noget som helst, før han gav hende grønt lys til det. De ville begge toende gule og blå, så man dem ville man nok tro, at de havde haft endnu en kontrovers, også selvom det på ingen måde var tilfældet. Hans ord fik det lille smil til at pryde hendes læber. Hun forstod ham godt, badet var simpelthen for risikabelt med kun et ben, og særligt når han oven i købet var alene i huset. Det måtte de få gjort op for, hun vidste jo at han altid havde elsket det aftenbad som han i sin tid tog hver dag. ”Jeg forstår dig godt. Du brækker jo diverse lemmer,” påpegede hun roligt. Hovedet gled en anelse på skrå, som hun blot lod ham prøve så meget han kunne selv. Det håndklædet endte på gulvet, gav det også mere støtte, det kunne hun se. Alligevel endte hun roligt med at gå hen ved hans side, og bukke sig, selvom det jog et kraftigt stød af smerte igennem hende. Hun trak vejret ned i maven. Måske hun havde ondt, men han vidste også, at den smerte var en hun var villig til at tage når det kom til at hjælpe ham. ”Nonsens. Jeg har måske ondt, men det har aldrig hindret mig før,” påpegede hun en smule sammenbidt, hvilket hurtigt afslørede at det måske ikke var så let som hun fremstillede det. Armen gled under hans, mens hun begynde at trække ham op, dog ikke med alle kræfter, hun ydede ham en støtte, og så måtte de jo se om det var nok, hun ønskede faktisk at se ham prøve selv, også fordi hun gerne ville gøre op for da han havde mistet benet, og hun ikke havde ladet ham gøre det mindste selv. ”Kom lad os få dig ind i seng,” endte hun roligt og førte ham en anelse vakkelvorn med ind i soveværelset. Det var tydeligvis gået ud over hans hofte, og at dømme efter mærkerne så var det heller ikke første gang. ”Du ser ud til at have fået lidt af en slag. Måske vi skulle droppe salven, og finde noget is i stedet,” forslog hun lidt spørgende, for den hofte var allerede hævet, lidt is ville få det til at falde, han kunne jo heller ikke rende rundt og have ondt på den måde, det ville hun ikke tillade. Roligt førte hun ham med hen på sengekanten, så han kunne sidde der. Vandet skulle hun nok få tørret op, også selvom hun næsten ikke kunne overkomme tanken lige i øjeblikket.

[Kimeya Marvalo]

Selvtilliden kunne med lethed også blive for stor for ham, det var noget som Kimeya allerede havde fundet ud af, ellers var han da aldrig gået i gulvet på denne her måde, selvom den tanke ene og alene, faktisk var noget som direkte måtte irritere ham! Gulvet var temmelig glat når det endelig var vådt, hvilket var noget som irriterede ham. Det var noget som de måtte få gjort noget ved nu! Det var bestemt ikke første gang han havde taget en tur i gulvet, og det var som regel hans hofte det måtte gå ud over, så var det virkelig bare noget som han måtte bide i sig, selvom det bestemt heller ikke altid var lige nemt, for det var jo bare sådan at det måtte være i den anden ende, men det at bide det i sig, var bestemt ikke noget som han altid var lige god til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han endte med at nikke til hendes ord, også selvom det var noget som faktisk måtte irritere ham lige lidt. ”Utroligt at der ikke er brækket noget endnu,” endte han ganske sigende, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn. Han vendte blikket mod hende, som hun endte med at tage omkring ham, for at hjælpe ham op, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til som sådan, for det var jo egentlig bare at tage det så godt som det nu var dem menneskelig muligt, også selvom han kunne se at selv hun havde ondt! Han stod dog fast på at skulle smøre hende ind i den salve, også fordi at det var det som var planen ved det hele! ”Du har også altid været så hårdfør,” endte han ganske sigende, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn. Hun var og ville altid være en umådelig stærk kvinde, selvom det nu ikke var noget som han sagde noget til i den anden ende, for det kunne han virkelig ikke. Han satte sig roligt på sengen, som han vendte blikket mod hende som tidligere. Han ønskede virkelig at de skulle få det til at fungere, også selvom det bestemt heller ikke altid var lige nemt, men de måtte jo trods alt gøre et forsøg på det. Han rystede på hovedet. ”Det er ikke første gang jeg tager den tur i gulvet, så det skal du ikke tænke på. Tog det salven?” spurgte han stilfærdigt. Hans hofte var efterhånden ved at være godt forslået, så det var ikke noget som han så tungt igen, for det var jo trods alt heller ikke første gang. ”Det er dig som er i centrum, nu, min kære.. du skal ikke tænke på mig,” afveg han sigende og med den samme gnaske stilfærdige mine, for det var jo ikke engang løgn. For en gangs skyld, så satte han Faith før alt andet, og det var noget som han agtet at holde fast i.

[Silia D. Diamaqima]

Det var bestemt ikke fordi den nyfundne selvtillid gjorde hende det mindste, tværtimod så nød hun kan at se ham med det skæve smil og kække glimt i øjet, for det var den Kimeya hun kendte. At det så var gået galt denne gang, var jo bare skidt held. Yderst forsigtigt hjalp hun ham med tilbage på soveværelset, og lod håndklædet og det våde gulv være på badeværelset. Det lod til at han denne gang virkelig havde slået sig, hvilket heller ikke var en tanke hun brød sig meget om. ”Det er faktisk ret fantastisk,” medgav hun, uden at kunne holde det lille smil borte. Hans hofte var gul og blå, så det forundrede faktisk også hende, at han ikke havde brækket den endnu, eftersom han tydeligvis var faldet en hel del gange. Hun lod ham glide ned på sengekanten, også selvom vægten skar i hele i hendes krop, kun fordi hun var præget af det utal af sår. Hun havde ganske vidst altid været hårdfør, og hendes smertegrænse var blevet rykket mer end en gang, netop fordi de havde valgt at være sammen og gå igennem ild og vand for hinanden. ”Jeg har ikke haft noget andet valg,” påpegede hun roligt, og strøg ham blidt over hovedet, som hun selv søgte om på sin egen side af sengen. ”Desuden.. selv en stærk kvinde, har brug for en endnu stærkere mand,” tilføjede hun og sendte ham en lidt sigende mine, der kun afslørede hendes hentydning. Puden rystede hun stille, uden hun direkte fik det overstået, og lagde sig på ryggen, mest fordi hendes front var værst. Visse steder blødte det endnu, også på grund af at hun ikke kunne finde ud af bare at forholde sig i ro. ”Jeg er ligeglad med om det er gang nummer 2 eller gang nummer 90, jeg bryder mig ikke om at se dig komme til skade,” hun vendte blikket mod ham, og rakte den salve som hun havde samlet op fra gulvet. ”Her,” endte hun roligt. Hans ord fik hende alligevel til at smile. Hun ville nødig være egoistisk eller pådrage sig så meget opmærksomhed som han havde sagt hun havde gjort under deres sidste skænderi, hun ville så nødig være en klods om hans ben, men hun nød tanken om at få smurt de sår, inden det gik mere galt. ”Så lang tid du er sikker,” endte hun stille, for hun ville ikke sige ham imod. Den mand kunne være nøjagtig ligeså stædig som hun selv formåede, så hvis han havde sat sig noget i hovedet, så vidste Faith allerede, at det var sådan det ville ende med at blive. Armene lod hun glide ned langs siden, lå der fuldkommen blottet, hvilket fik hende til at føle sig forbandet sårbar, hun hadede at vise sig frem på den måde, det kom hun ikke uden om! Måske h8un ikke havde nogen grund til at skulle skjule sig overfor man, men hun følte sig ikke direkte smuk nu hvor alderen havde sit lumske greb omkring hende. Om ikke andet så havde han alligevel formået at bløde hende lidt op, for ellers ville hun aldrig have lagt der!

[Kimeya Marvalo]

Turen i gulvet var noget som tydeligt havde gjort ondt, men ikke noget som Kimeya ikke var vant til. Det var som regel hans hofte det gik ud over, hvis det endelig skete, og det var det jo så gjort denne gang, om det var noget som han nu ville være ved det eller ikke, så kunne han ikke rigtigt gøre noget ved det af den grund. Han prustede ganske let, som han lod Faith hjælpe ham op på benene, så han kunne komme ind på sengen i stedet for, for det var da langt mere praktisk end alt det andet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket på denne her måde. Han vendte blikket sigende mod hende, som han roligt satte sig. Han var normalt ikke manden som klagede over disse småting, for det var han virkelig alt for stolt til. ”Er det?” spurgte han endeligt. At hun direkte gik med til at stå ved at hun havde brug for en stærk mand, var noget af en tanke som næsten ene og alene, kunne få ham til at skyde brystet ganske let frem, for det var helt klart også en tanke som han godt kunne lide! Smilet bredte sig en anelse på hans læber som han roligt nikkede. ”Som den stærke mand også har brug for sin kvinde at beskytte..” endte han ganske sigende, også tydeligt med en hentydning bag, for det var slet ikke noget som han ønskede at skjule for hende, for det var jo trods salt heller ikke fordi at det var en løgn, for det var det jo heller ikke. Han elskede hende virkelig, og selvfølgelig var det også noget som han ønskede at vise hende, hvis det var noget som han fik muligheden for, hvilket han jo tydeligt også måtte gøre i denne situation. At hun virkelig ønskede at få det til at fungere, var nu også en tanke som han rigtig godt kunne lide, for det var noget som gjorde ham glad, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han endte fast med at ryste på hovedet. ”Jeg klarer mig Faith, det gør jeg altid,” endte han ganske selvsikkert, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn. Han klarede sig jo uanset hvad, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at han havde noget andet valg i den anden ende, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være når alt endelig måtte komme til alt. Denne gang var det dog ham som var den mere bestemte af dem, og det havde han altid været. Han ønskede ikke at deres hyggestund skulle ødelægges, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være. Han fulgte hende med blikket som hun lagde sig ned i sengen, hvor han slet ikke kunne lade være med at smile. Han tog roligt imod salven, som han trak sig op i sengen og hen til hende, selvom det hele var noget som han gjorde ganske forsigtigt. ”Jeg er fuldkommen sikker,” endte han ganske sigende, for det var bestemt heller ikke fordi at det var løgn i hans øjne. Han åbnede den lille tube og begyndte ganske varsom at smøre salven ud på hendes krop – alt sammen ganske forsigtigt.

[Silia D. Diamaqima]

Faith kunne godt fregne sig frem til, at det på ingen måde var nyt for ham at falde, nu hvor han atter var afklædt, så kunne hun jo tydeligt se de gule og blå mærker der prydede hans krop. Det måtte de se at få lavet om på, inden hang faktisk ville ende med at brække det ene eller det andet, det ønskede hun jo heller ikke for ham! ”Det er det. Din hofte ser mildest talt ikke for godt. Du er faldet en hel del gange, det er imponerende at du ikke har brækket noget,” forklarede hun en anelse sammenbidt, ikke fordi hun var irriteret på ham, men fordi det i sig selv var et helvede at ligge i sengen på de mange sår hun havde på ryggen. Det morede hende dog at se hans reaktion, på at hun behøvede en stærk mand, måden han næsten ligefrem skød brystet frem. Hun havde altid været en stor pige, og hun var skam i stand til at forsvare sig selv, også fordi hun altid havde været for stolt til at lade andre gøre det men faktisk.. havde det egentlig bare været en stor bekræftelse, at Kimeya havde gjort det til aften, så måske hun havde undervurderet det lidt. ”Så er det særdeles fremragende, at han har sådan en,” påpegede hun og forsøgte at sende ham et lille smil, der mere endte i en grimasse. Hendes vejrtrækning var små og forsigtige, for hver gang hun trak ilten ned i lungerne, blev hendes ryg presset længere ned i sengen, hvilket kun gjorde det langt mere ubehageligt. For en gang skyld havde hun faktisk troen på at de kunne få det til at fungere denne gang, også fordi hun var i stand til at lære nu, uden at føle sig flov over at blive irettesat, hun var måske stadig ilter, men hun var rede.. og det samme lod han til være. Hun nikkede stille mod ham, og måtte kort slippe en let latter, også selvom hun hurtigt tav på grund af den stikkende smerte der jog igennem hele kroppen. De forbandede sår! ”Det ved jeg du gør,” med gav hun stille. Hun lod ham kravle tæt på hende. Hånden faldt mod hans lår, mest for at have en eller anden kontakt med ham. Det gik op for hende at hun faktisk var træt. Hun vidste ikke hvor sendt det var blevet, den form for tidsfornemmelse havde hun mistet, men det måtte efterhånden være omkring midnat. Blikket gled i idet han måtte smører sine fingrer ind i salven, kun for at smører hendes sår. Salven smed i de mange rifter og endnu blødende sår, men hun så væk fra smerten og forsøgte at fokusere på hans fingres kærtegn, mest for at komme igennem det, uden at skulle ligge og beklage sig, for det lå på ingen måde til hende. Hos ham følte hun sig uden tvivl tryg, lige denne stund var der ikke nogen som fik lov til at ødelægge, det ville om ikke andet blive over hendes lig selvom.. hun i øjeblikket var for afkræftet til at gøre den slags. Tanken irriterede hende, men på den anden side.. hun havde vel en stor stærk mand der kunne beskytte hende, for selvom han manglede et ben så fejlede magien vil ikke noget? Hun skød tanken om et angreb fra sig, det måtte vente til senere. ”Jeg er udmattet,” erkendte hun stille og kvalte et gab.

[Kimeya Marvalo]

Tanken om at Kimeya bare kunne slappe lidt af, nu hvor han var kommet ind på sengen, var nu heller ikke noget som han sagde noget til i den anden ende. Han vendte blikket sigende mod hende og med et skævt smil. ”Det er godt nok blevet bedre nu, men.. ja, til tider så skal jeg åbenbart have den tur i gulvet. Intet er brækket – endnu om ikke andet,” endte han ganske sigende og med et skævt smil på læben. Tanken om at han ville have en kvinde at beskytte – og så hende, var helt klart noget som gjorde ham direkte glad, for det var også noget af det som han havde brug for at få bevist; At han godt kunne lide det, at han godt kunne bruges, for det var også noget af det som han havde brug for at få bekræftet efterhånden, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, for han kunne virkelig godt lide den tanke! ”I så fald, så har hun en mand som er storslået tilfreds,” endte han med et stille smil på læben, for det var bestemt heller ikke fordi at der var nogen løgn i det, for tanken gjorde ham virkelig tilfreds! Igen havde han ikke noget at klage over, og han havde sin kvinde at beskytte. Han havde jo trods alt valgt at slå ihjel for hendes skyld, og det var slet ikke noget som han kunne finde på at gøre anderledes på nogen måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han nikkede med et stille og tilfredst smil, som han begyndte at smøre hende, selvom det var ganske forsigtigt, for han vidste at det sved en smule, men han ønskede jo at pusle om hende, også fordi at det var en tanke som han godt kunne lide. ”Så længe jeg har dig, så klarer jeg mig altid,” endte han sigende. Denne gang havde de faktisk været i stand til at snakke om det uden tårer, uden vrede og uden råb og skrig, hvilket han faktisk rigtig godt kunne lide, så de kunne jo faktisk godt finde ud af det! Hånden mod hans lår, var nu heller ikke noget som han sagde noget til, for han kunne godt lide at hun rørte ved ham. Han fortsatte forsigtigt over hendes bryst som han samtidig også måtte kærtegne lidt. Han kunne jo heller ikke lade være! Han smilede let ved hendes ord. ”Det er også ved at blive sent, min kære.. Du skal nok snart få lov til at hvile dig lidt,” endte han sigende, som han betragtede hende med en rolig mine. Han bekymrede sig jo for hende, og var hun udmattet, så skulle hun selvfølgelig have lov til at sove.

[Silia D. Diamaqima]

Nu hvor de var kommet ind i sengen så var det meget lettere at slappe af, men det var også nu det faktisk gik op for Faith, hvor udmattet hun egentlig var, for det havde været en lang dag, også selvom hun følte at den bare var fløjet af sted. ”Jeg bryder mig ikke om at du falder og slår dig. Det ender jo med at du en dag, slet ikke vil være i stand til at gå, og det ville være ganske ærgerligt,” påpegede hun lidt sigende. Hun blev liggende fuldkommen ubevægelig under hans fingrer, greb mere fast om hans lår når saltet i salven begyndte at trænge ind. Hun stolede på ham, og selv i dette tilfælde, lod hun ham beskytte hende, hvilket i sig selv var forekommet sjældent, hun havde dog sine anelser om, at dette ikke ville blive sidste gang, for nu hvor det efterhånden var mange år siden, at hun havde været i spidsen, så var det også meget lettere for hende, at falde ind i rollen som en del af en familie, frem for som den leder, hun havde været gennem et utal af år, dengang hun stadig havde været ung og så hele vejen til nu. ”Uh.. ser du, det er en tanke jeg godt kan lide,” hun sendte ham et mere vellykket smil, for efterhånden havde hun vænnet sig til den sviende følelse, det var trods alt kun for det bedste i længden, og det vidste hun jo kun. Det gjorde det bestemt meget nemmere, at han direkte førte hænderne over hende som havde det været kærtegn. Det begyndte at sitre da han nåede hendes bryst, hun hadede at lade ham se hende på den måde, tilgengæld nød hun hans berøringer på alle tænkelige måder. Læberne skiltes i et lille smil, for det var typisk ham, sådan havde han altid gjort, ikke at hun skulle klage over det, for det var faktisk kun rart. ”Det er ikke underligt kære. De færreste kan ikke klare sig uden mig, de ved det bare ikke,” mumlede hun, for en gangs skyld en smule selvsikkert. Det var ganske vidst ment i sjov, men det gjorde det ikke til en løgn af den grund. Hun hjalp ekstremt mange, og hun blev kun straffet for det hver gang hun traf en beslutning som de var uenig i, eller sagde noget dumt, så man endte med at tolke helt hen i hegnet, det var faktisk begyndt at blive irriterende! Efterhånden var hun virkelig udmattet, det havde taget en hel del af hendes energi, med den tortur han havde jaget hende igennem, og han havde taget den sidste rest under deres lidenskabelige stund, for blot et øjeblik siden i badekaret. Hun rødmede ved tanken. ”Det ville være rart. Først nu går det op for mig, hvor træt jeg føler mig,” endte hun stille og måtte kvæle endnu et gab.

[Kimeya Marvalo]

Det var bestemt heller ikke fordi at det var nyt for Kimeyas vedkommende, at han skulle komme galt af sted, for det var noget som man vel bare vænnede sig til, var det ikke? Han vendte blikket roligt mod Faith og med et skævt smil på læben. ”I det tilfælde, så ved jeg at jeg vil have dig til at hjælpe mig,” endte han ganske sigende, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn set i hans øjne. Han havde intet imod at erkende at han havde brug for hjælp – specielt når han vidste, at han ikke rigtigt havde noget andet valg, en det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som man kunne gøre ved det i den anden ende. Han sukkede dæmpet, som han kunne mærke at hun direkte måtte klemme ekstra omkring hans lår, selvom det nu heller ikke var noget som han havde noget imod i den anden ende, men det var nu bare sådan at det måtte være når alt endelig måtte komme til alt, for han kunne ikke gøre noget ved det uanset, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det var. Han sendte hende et stille smil, som han lod hænderne fortsætte i små og rolige kærtegn over hendes krop, selvom han nok gav hendes bryst en lidt mere kærlig behandling, også fordi at han virkelig godt kunne lide at berøre hende på den måde. Også fordi at han kunne se at hun godt kunne lide det! ”Se, vi kan jo sagtens finde ud af det. Vi kan endda begge være tilfredse..” endte han sigende. At hun var ved at være træt, var noget som han godt kunne forstå, men ikke noget som man direkte kunne gøre noget ved, andet end at lægge sig til om ikke andet, selvom det nok skulle ske med tiden. Han ville bare have lov til at nyde det hele med hende, for det var virkelig det eneste som havde nogen betydning for ham i denne stund, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende. Han vendte blikket roligt mod hende. ”Det går op for mig så snart du går ud af døren. Jeg ser altid frem til du kommer hjem igen,” endte han ganske sigende, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn. Forsigtigt lagde han sig mere ned ved hende, hvor han lod hånden søge til det andet bryst, også selvom han gjorde det roligt, så var det også meningen at hun skulle nyde det og slappe af ved den tanke, for det var jo det som han selv måtte ønske sig på nuværende tidspunkt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lænede sig roligt frem og kyssede hendes kind. ”Du skal nok snart få din søvn, min egen,” endte han dæmpet mod hendes øre, for det var bestemt heller ikke fordi at det var løgn i den anden ende, for han ønskede hende kun det bedste!

[Silia D. Diamaqima]

De havde begge altid haft en sjov tendens til at komme galt af sted, men det var jo nu engang sådan det måtte være! Det skæve smil var noget som hun ikke havde set i en hel del år, og det formåede endnu både at imponere hende, og vække den tryghed som hun altid havde følt med ham, for med det smil kom ingen ubehageligheder. ”Det vil jeg. Du ser også ud til at have brug for det?” endte hun en lidt forsigtig tone, for hun ønskede jo ikke at fremstille ham svag, for andet havde han jo bevist gang på gang. Grebet om hans lår var blevet lidt løsere, for ved de fleste strøg, overdøvede hans kærtegn den svidende følelse. I stedet lod un nu tomlen stryge over hans varme hud, og kærtegne ham, som han kærtegnede hende, og hun nød det virkelig, så lang tid det nu måtte vare. Gud nåde trøste Alexander hvis han dukkede op nu! Særbehandlingen af hendes bryst, var næsten noget der atter måtte vække den lidt sultne følelse, også selvom hun simpelthen var for træt til at gøre noget ved det. Hun sukkede lidt opgivende. Blikket forblev endnu skjult bag de tunge øjenlåg, der var lige før, hun allerede sov under hans hænder, også fordi det var blevet mere tåleligt at ligge der nu hvor ryggen havde vænnet sig til sengetøjet. ”Det havde ingen af os troet før for blot et øjeblik siden,” svarede lidt dovent. Hendes læber var skilt i et næsten udmattet smil, for nu hvor hun endelig lå ned, så var det faktisk hårdt at holde sig vågen, særligt ved lyden af hans stemme, og fornemmelsen af tryghed, i og med at han var omkring hende. ”Jeg kommer altid hjem igen” hun kvalte et gab, også selvom hun i sandhed mente det, hun var jo altid endt med at komme tilbage til ham, som han var kommet fra hende. Armen gled om ham idet han selv valgte at komme tættere på, og nussede ham blidt i nakken. Det var virkelig afslappende, og det var noget som hun godt kunne lide. ”Det ville jeg ikke takke nej til,” hviskede hun blidt, og tog imod kysset mod sin kind, for hun nød det faktisk. ”Så lang tid du ligger ved siden af, er jeg helt tilfredst,” hun lod de funklende, grønne øjne træde til syne, og mødte hans blik. Hun sendte ham det stille smil, og trak ham lidt ned mod sig, for at kunne plante et kys mod hans mundvige. Det ville blive en smertefuld affære, hvis hun valgte at strække sig, særligt nu hvor hun endelig havde lagt sig ret rette. Forhåbentligt ville det blive bedre i morgen, det var om ikke andet at håbe. Hun skar en mindre grimasse, da hans fingrer ramte et af de mere åbne sår, også selvom salven selvfølgelig gjorde sit for at hjælpe hende. Nathaniel havde altid været god til den slags, desuden så var det for hendes eget bedste i længden, det vidste hun jo godt.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya ønskede at vise Faith at han godt selv kunne, for han ville da mene at han havde gjort det godt til nu, havde han ikke? Han lod hovedet søge let på sned, som han roligt betragtede sig af hende, for det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han trak svagt på den ene mundvig, hvor han lod hovedet søge let på sned, for hun havde jo trods alt fat i en pointe, men det var nu bare sådan at det nu endelig måtte være når alt endelig måtte komme til alt. Han nikkede. ”Jeg vil bestemt ikke sige nej, min egen..” endte han sigende. Så længe de kunne snakke om det, så havde han faktisk heller ikke noget problem med det i den anden ende, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for ham. At vække hendes lyster og hendes begær igen, var faktisk ikke noget som han gjorde med vilje, men fordi at han bare ønskede at nyde tiden med hende, mærke hende tæt på sig, og vide at det som han havde gjort, var for kvinden som han elskede, og det havde han vel også gjort? Det lykkelige glimt havde endnu en gang vist sig i hans øjne, så selvfølgelig var det også noget som rørte ham som den person han nu måtte være i den anden ende. Tungen strøg han let over sine læber, som han slet ikke kunne lade være med at se på hende, for hun var virkelig gudeskøn som hun måtte ligge der ved hans side! ”Måske vi kan være bagkloge, men vi har lige nu bevist at vi faktisk kan lære af det!” endte han drillende, også selvom det vel var sandt? En smule stolt måtte han alligevel skyde brystet let frem. En flot mand havde han altid været, og det vidste han jo egentlig også, selvom det nu kun var Faith han faktisk spillede med det overfor, for han vidste, at det havde en effekt, og det var jo helt klart det bedste af det hele. Han lagde sig roligt ned ved siden af hende, også selvom han dig på ingen måder, valgte at stoppe hans kærtegn af hende, for han ønskede at mærke hende tæt på, også selvom han virkelig forsøgte at gøre det forsigtigt, for det var bestemt heller ikke særlig nemt for ham, men det var vel forsøget som talte. ”Det gør du.. og det samme gør jeg.. Døden har end ikke fået lov til at skille os fra hinanden – og det er mere end hvad de fleste kan prale med,” endte han sigende. Selvsagt var der grænser for hvad han selv kunne holde til i længden og jo mere de blev tvunget igennem, jo mere blev han presset mod kanten af tolerance, hvilket faktisk var en tanke som skræmte han. Han var jo bare en enkelt mand som ønskede at slå sig til ro med kvinden i hans liv og det irriterede ham, at han ikke kunne få lov til det! Han smilede let. Han ønskede at nyde den sidste tid med hende, så han ønskede da slet ikke at gå! ”Tror du at jeg går nogen steder? Med den smukkeste kvinde ved min side.. Næh nej, jeg vil nyde det her til det sidste..” endte han med en sigende mine, som han kyssede hendes kind. Han lod hånden søge fra brystet og ned mod maven. ”Bare slap af min egen.. vi har hele natten, hvis det er det..” hviskede han mod hendes øre.

[Silia D. Diamaqima]

Faith forsøgte virkelig ikke at fremstille ham som svag, hvilket også var grunden til hendes ord havde været så forsigtige. Hun ønskede at hjælpe ham når det var behov for det, og når der ikke var.. så kunne han godt få lov til at spille med musklerne, det lignede ham jo fra før uanset. Tanken fik et lille smil frem over hendes læber. ”Men selvfølgelig kun når der er behov for det,” påpegede hun lidt drillende, og lod hånden køre gennem det lange, mørke hår. Det var jo for pokker, lige før at det var længere end hendes, der langsomt var begyndt at falde tilbage i sengen, frem for at klistre til hendes våde krop. De små kærtegn var yderst behagelige, men de havde også en lille side effekt, også selvom hun slet ikke orkede at ligge op til noget som helst, desuden ville det, uden vandet, blive en smertefuld forestilling. Det var nok bedst at de bare blev liggende og nød hinandens selskab på andre måder i stedet. Hovedet lod hun søge ind mod hans bryst, i forsøget på at komme ham lidt tættere, også selvom det desværre ikke var så let, når hun nu ikke turde rykke sig ud af stedet. ”Tal for dig selv. Om en måned står jeg atter og dirigere,” påpegede hun i rent drilleri. Denne gang ville selv hun forsøge at tage sig sammen, for hun ønskede kun at det skulle fungere. Blikket forlod hans ansigt, for i stedet at søge ned over hans krop, hvilket mislykkedes hende at gøre diskret. Han var en så forbandet flot mand, det kom hun ikke uden om, og visse ting ændrede sig bare aldrig. Den frie hånd strøg blidt over hans bryst, også selvom det kun var kort, mest fordi det sved at vride på den måde. ”Døden er blot en af de forhindringer vi har været igennem, Kimeya. Vi har snydt den mere end en gang, hvilket kun kan betyde at vores kampe ikke har været forgæves når vi ligger her endnu,” påpegede hun stille, og plantede et stille kys mod hans kind. Det var slet ikke fordi hun havde lyst til at sove, ikke med tanken om, at dette kunne høre op hvert øjeblik, og det ville virkelig bare være ærgerligt! Måden han bekræftede hende på, var virkelig kun noget der varmede, for hun nød at han kaldte hende smuk, og faktisk så med et blik der bekræftede det. Hun lod blikket møde hans, med et næsten tilfreds smil. ”Vil du ikke nok bare kysse mig?” endte hun direkte. For et øjeblik var der næsten en uskyld at læse i hendes mine. Læberne bredtes i et lille større smil, for hun mente det skam. Natten havde de, og hun ønskede at trække den så langt, som det nu engang var hende mulig, for det var virkelig bare rart at ligge her med ham! Endnu engang trak hun ham ned mod sig, denne gang en anelse mere krævende, også selvom hun endnu var lidt forsigtig for ikke at vride for meget i kroppen, det var bare ubehageligt!

[Kimeya Marvalo]

I denne stund følte Kimeya sig heller ikke som svag. Hvis det bare forblev i de stunder hvor han faktisk kunne siges, at have brug for det, så havde han heller ikke noget imod at skulle tage imod en hjælp. Han nikkede til hendes ord, for sandt var det. ”Så skulle der heller ikke være noget problem, min egen,” endte han sigende. Selvom dette måske kunne være deres sidste aften sammen – hvor han faktisk selv måtte være ganske sikker på at det måtte være den sidste, så var det virkelig ikke noget som rørte ham på nogen måde, for hvorfor skulle det? Han endte direkte med at le, for det var da en sjov tanke! Han rystede på hovedet. ”Tro mig, min kære.. Der kommer andre boller på suppen når far her kommer hjem igen,” endte han sigende, dog med en stadig bestemt tone, selvom blikket var drillende. Jovist skulle der andre boller på suppen hvis de skulle få det til at fungere, men i udgangspunktet kunne det vel også være fint, bare alene tanken om at de faktisk ønskede det samme, og de havde det fælles mål, så selvfølgelig var det noget som gjorde det hele bare lidt nemmere for dem. Han lagde sig tæt ind mod hende, også mest for at hun ikke skulle have lov til at ligge og vride sig for meget, for det var jo heller ikke noget som han måtte ønske sig i den anden ende. Han ønskede ikke at se hende komme mere til skade end det som godt måtte være i denne stund, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han nikkede stille, som han lagde hovedet tæt ned ved hendes, også for muligheden for at indånde hendes søde duft, for det var noget som for alvor kunne gøre ham rolig. ”Der er en mening med alt som vi gør, og hver eneste gang, ender vi her sammen. Det er meningen, min egen.. Det er meningen vi skal være sammen.. kæmpe for hinanden og med hinanden.. vi skal stoppe med at kæmpe mod..” Han vidste godt at det var en revolutionær tankegang, udelukkende fordi hun var dæmon og han var warlock, men det var virkelig ikke noget som rørte ham når det kom til Faith. De grågrønne øjne vendte han roligt mod hende, også mest for at understrege alvoret. Han var stærkere med hende, end uden hende, det var noget som han jo så havde fået lov til at erfare på den hårde måde, og et sted var det også noget som direkte kunne gøre ondt et sted, for han lærte det jo ellers aldrig! Han trak let på smilebåndet. ”Frøkenen burde passe på med hvad hun ønsker sig..” hviskede han mod hendes øre, som han endte med at trække hånden til sig. Måske smurt ind i salve, men det var slet ikke noget som rørte ham ellers. Han lagde den roligt mod hendes kind, så han kunne vende hendes blik mod sig. Med et stille smil på læben, så lod han sine læber berøre hendes i et kærligt, blidt og ikke mindst lidenskabeligt kys. Han levede i nuet i denne stund, også fordi at han vidste at det ville stoppe før eller siden, og han nægtet at møde galgen med tanker i sindet som han aldrig havde udført i livet!

[Silia D. Diamaqima]

Så snart han sagde til, så ville hun stå der, men indtil da sværgede hun på at lade ham prøve selv. For denne ene gangs skyld, ville hun forsøge ikke at ødelægge det! ”Godt. Så er vi enige!” hun sagde ordene med ligefrem begejstring, for det at de var enige om noget som helst, var virkelig helt nyt.. hun kunne faktisk godt lide det, det gjorde alting meget lettere. Tanken om at det med største sandsynlighed ville være deres sidste aften, havde Faith direkte valgt at lukke ude, for at være i stand til at nyde stunden, desuden så smittede hans rolige væsen af på hende, og han lod til at være så sikker på, at han nok skulle komme tilbage til hende, så hvorfor skulle hun ikke bare stole på det? Hans ord fik en blid latter til at bryde hendes læber. ”Der har far helt ret. Far skal nemlig opvarte mor i hoved og ende, og så skal han tage over jobbet med at holde familien samlet.. han skal desuden også huske at lade mor bestemme.. men ikke for meget,” remsede hun op, lidt drillende, også selvom hun faktisk mente alvor af det, hvilket hun også kun understregede ved at lade blikket falde i hans. Hun snoede hans lange lokker omkring de slanke fingre. Hun havde altid nydt at lege med dem, også fordi det var noget, der gjorde ham direkte unik. Det glædede hende kun at han lagde sig tættere på hende, for det gjorde det muligt for hende at være tæt på ham, uden at det direkte behøvede at gøre ondt. Hånden faldt atter mod hans bryst, hun lod pegefingeren danse rundt over den nøgne hud, tegnede på det markante bryst, der bestemt var med til at gøre den flotte krop. ”Vi har forsøgt at fornægte det gang på gang. Og hvor har det ført os hen? Så vidt jeg ved kun til et vandfald af tårer, og det.. må være slut nu, for jeg tror faktisk ikke, jeg har flere at lade falde. Jeg magter ikke at kæmpe imod, det er jeg for træt til, så du er bare nødt til at tage mig ind,” afsluttede hun blidt, også selvom det var sagt med en lidt drilsk undertone. Hun mente det skam, hun ønskede at være sammen med ham, på trods af at deres racer havde været i krig gennem frygtelig mange år, og selvom de burde hade hinanden som pesten. Hun havde forsøgt, og det var ikke muligt. Blikket mødte atter hans, hvilket fik hjertet til at springe et slag over. Smilet bredte sig. ”Siden hvornår har jeg været bange for at løbe en risiko?” spurgte hun lidt udfordrende. Ønsket blev opfyldt. Hun lod læberne møde hans, dybt og intenst, lod ham fylde hende med den indre varme, som han altid havde haft en fantastisk evne for. Ganske blidt, trykkede hun sig en anelse ind til ham, ignorerede den smerte de jog gennem hendes side, for den var ikke nær så slem nu hvor han var endt tæt på, så kunne hun faktisk holde det ud. Hånden lagde sig i nakken, kun for at holde ham tæt til sig, der hvor hun faktisk ønskede han skulle være, og det var bestemt ikke noget hun nægtede at skjule for nogen!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var fuldkommen overbevist om at de nok skulle få det hele til at fungere, hvis det var noget de ville og satte sig som et mål. Han ønskede ikke at miste hende. Han havde oplevet det så mange gange – endda hvor hun havde forsøgt at finde en anden mand, hvor det bare havde slået klik for ham! For det var en tanke som hun bare ikke kunne holde til, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han lod hovedet søge let på sned, hvor han himlede med øjnene og rystede smilende på hovedet. Selv var han fuldkommen afslappet. ”Nu ved jeg da hvor Cecilaya har det fra,” endte han tydeligt drillende. Det at være ivrig og så munter havde jo altid været deres lille pige! Tanken var dog alligevel noget som gjorde ondt, for han savnede faktisk sine børn, også selvom han vidste hvor meget han i sandhed havde fejlet når det måtte komme til dem, og det var jo ene og alene hans egen skyld. Ikke at det var en tanke som han tænkte meget over i denne stund, for hende var det vigtigste for ham i denne stund og intet andet! ”Hey, hey! Jeg tror snarere det foregår således her; Far tager på arbejde, kommer hjem og er træt og skal opvartes af den smukkeste kvinde, som desuden har vandret i køkkenet hele dagen og passet den store hær af unger.. Hvad siger du til det?” spurgte han morende, hvor selv smilet bredte sig på hans læber, skønt han vidste, at det aldrig nogensinde ville blive tilfældet med en hustru som Faith, selvom det nu var noget som han siges, faktisk havde det fint med, for.. hvorfor skulle han da ikke det? Han lyttede stille til hendes ord. Selv kunne han faktisk rigtig godt lide den tanke om at de kunne åbne sig for hinanden, uden at skændes som hund og kat, men faktisk.. fortælle hvad de havde på hjertet. Han nikkede. ”Jeg står svagere uden dig, end med dig.. Du giver mig nemlig noget at kæmpe for,” endte han dæmpet. Selv var det store ord at komme med, men han mente dem faktisk, og det var noget som han på ingen måder, ønskede at skjule for hende, for det var slet ikke noget som han kunne få sig selv til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han kyssede let hendes kind. ”Skulle eventyrprinsessen nogensinde være bange for noget da?” spurgte han roligt, dog med en drillende tone. Selvfølgelig håbede han at det var noget som holdt inde på et tidspunkt, så de for alvor kunne slå sig til ro, for det var da en drømmetanke for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han lod læberne møde hendes, også selvom det var dybt og intenst, for det var virkelig en smag som han havde savnet! Armen sneg sig mod hendes side, hvor han vidste, at han ikke havde pisket, for han kunne jo trods alt heller ikke komme til alle steder. Han støttede hende i at komme tæt på ham, hvor han selv rykkede sig helt tæt ind til hende. Han kunne virkelig ikke komme tæt nok på hende!