Home sweet home.

[Silia D. Diamaqima]

Hun havde ganske vidst forsøgt, og hun havde gjort et i bedste mening, for at vise ham, at hun stadig ville være der, selvom han havde nogle fejl og mangler. Hun var blevet direkte omklamrende, og det havde trods alt heller ikke været meningen, så man kunne roligt sige at de delte skylden for det skænderi, som de havde haft flere måneder tilbage. I øjeblikket var det glemt, hun var hjemme, og hun ønskede at nyde tiden med ham så lang tid hun nu engang ville have mulighed for det. For hver gang hun søgte ud af den dør, så knustes hendes hjerte i alt for mange dele, og det tog tid at hele.. måske de faktisk kunne tage sig den tid denne gang? Også selvom hun vidste at døden lurede lige om hjørnet for hans del. ”Uden dig, er det ikke et hjem værd,” endte hun sandfærdigt. Hun havde forsøgt at sidde der alene, i tiden med Cayla havde han ikke været der meget, og det havde været direkte tomt.. så lang tid de kunne dele pladsen, så kunne hun anse som et hjem og ellers ikke. deres små bevægelser under vandet, havde kun medført at vandstanden var faldet betragteligt, fordi en hel del var endt på gulvet. Det var dog ikke noget hun skænkede en tanke i øjeblikket, for der var virkelig ikke andet end ham. Hun havde altid været lidt af en eventyrprinsesse, og i denne stund følte hun næsten det samme sug nede fra maven, som hun følte når først hun formåede at bringe sig selv i de spændende situationer. Hans ord og hans berøringer fik hendes hjerte til at hamre hurtigere end noget som helst andet, for hun havde savnet den form for bekræftelse som han skænkede hende i øjeblikket. Hendes hånd strøg stille over hans bryst, som faldt det hende ganske naturligt, hun havde jo aldrig haft nogle kvaler ved at komme ham nær. Så tætte som de var i øjeblikket, så følte hun hans hjerte banke mod sit eget bryst, i takt med hendes. Læberne formes i et lidt diskret smil. ”Det lyder.. perfekt,” hun trykkede sig ind mod ham, efterhånden havde begæret virkelig formået at fylde hver lille del i hende, hun kunne ikke undvære ham længere, det var mange års længsel som skulle udfries. Hun indåndede den velkendte duft, som altid havde haft den direkte beroligende effekt på hende. Hans ord jog endnu et sug igennem hende. ”Tag mig tæt,” opfordrede hun. Efterhånden havde hun vist hvad hun selv ønskede, så det var bestemt heller ikke fordi hun stoppede ham, da han placerede hende over ham, kun for at forene deres kroppe. De var elskende.. nu var det som det burde være. Et mindre støn brød hendes læber. For første gang i alt for lang tid, kunne hun faktisk sige sig, at føle sig.. komplet.

[Kimeya Marvalo]

Det var ved at være længe siden at de i det hele taget havde været i stand til at tage det så roligt sammen, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Tanken om at skulle miste hende, var bestemt heller ikke en tanke som han ønskede at tænke lige nu, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. De grågrønne øjne hvilede på hendes yndige skikkelse. Det kunne godt være, at de ikke var unge mere, men af den grund, så kunne han ikke være andet end storslået tilfreds, for det var han i allerhøjeste grad! ”Uden dig til at lyse mit liv op, så er det ej et hjem for mig,” endte han dæmpet. Han vidste jo godt, at de kunne finde ud af det, for de havde jo forsøgt igennem så mange år nu, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han vidste jo at de godt kunne, ellers ville de jo heller ikke fortsætte med at holde sådan fast i hinanden, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hans hjerte hamrede direkte mod hans bryst, den klare og tydelige spænding, var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være. Smilet bredte sig. Han ønskede virkelig at tage hende tæt, og det at hun gav ham lov, var virkelig det bedste af det hele! Han tog roligt om hende, fik hende placeret på plads, kun for at kunne starte akten med hende…

… I løbet af hele akten, havde Kimeya formået at vende dem om, så det var Faith som lå under ham. Den ene hånd hvilede mod hendes baghoved, så han kunne hjælpe hende med at holde sig over vand, hvor han støttede med den anden arm, for ikke at ende med at ryge under vandet selv. Det sidste stød, var noget som direkte tvang et støn til at bryde hans læber. Vandmodstanden havde selvfølgelig også haft sit at sige på det hele, men det var nu heller ikke noget som han sagde noget til. Det var.. anderledes at gøre det andre steder end på soveværelset. Vandet var virkelig ved at være stegende hedt, men det var ikke noget som han sagde noget til. Så længe han havde hende ved sig, så var han virkelig ligeglad med hvor det var henne, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket roligt mod hende, som han skænkede hendes læber et blidt og direkte intenst kys. ”Du.. du er virkelig fantastisk,” endte han lettere stakåndet, som han roligt valgte at trække sig ud og tage pladsen ved siden af hende, også selvom han stadig holdt hende oppe. At vende og dreje sig, var faktisk ikke helt og lige til når man manglede sit ene ben!

[Silia D. Diamaqima]

… Faith var et sted under forløbet endt under ham. Hun klamrede sig fast til hans nøgne krop, også for at holde sig over det efterhånden ekstremt mange vand. Det endelige stød efterlod hende med en ekstrem varme for de fantastiske sekunder det varede. Et dybt støn forlod hendes læber. For et øjeblik borede hun neglene ned i hans skuldre, som forsøgte hun at tøjle det behag som havde formået at bringe hende. Hun åndede ud, og lod kroppen falde slapt hen i det vand. Hendes åndedræt var endnu små og hyppige. De havde altid været forbandet traditionelle, så det at være uden for soveværelset for en gangs skyld var faktisk noget som hun nød.. det havde været anderledes. De røde lokker flød på vandet overflade. Grebet omkring ham lod hun løsnes en smule så han kunne trække sig, også selvom hun lagde sig ind til ham i karet, nøjagtig som hvis de faktisk havde befundet sig i soveværelset. Hun mødte ham i det intense kys, og gengældte det uden at tøve det mindste. Dette havde vist sig at være en fantastisk aften! Nu hvor de havde været så tætte, og deres hud havde gnedet mod hinanden, så kunne hun føle den tydelige irritation, også selvom det slet ikke plagede hende nok til at fortryde noget som helst, det havde virkelig været det hele værd! Hånden fandt vej til hans bryst, som hun valgte at stryge ganske blidt. Hun sendte ham et stille smil, og formåede ikke at holde den djævleske rødmen borte fra hendes kinder. Han var mindst ligeså fantastisk! Alligevel så måtte hun faktisk erkende, at det glædede hende, at han overhovedet gav hende de ord. Hun havde måske aldrig været det bedste for ham, eller den mest erfarende på det punkt, men det var vel en bekræftelse på, at hun faktisk havde bragt noget vigtigt ind i hans liv, som han havde gjort ved hendes? ”Vi er fantastiske,” rettede hun ham, og gav ham et lille klem. ”Jeg elsker dig,” endte hun sandfærdigt. Måske hun havde sagt det mere end en gang, men ikke desto mindre så mente hun det!
Hendes mine trak sig i mere tænksomme folder.. ”Foruden piskeslagene.. og foruden Jaqia.. så tror har dette virkelig været en perfekt aften. Jeg ville virkelig ønske, at den bare ville.. fortsætte,” hun lod et næsten lidt sørgmodigt blik søge hans, også selvom smilet endnu ikke var falmet, for hvorfor skulle det? Hun mente jo bare at.. hun ville ønske at dette havde været hverdag – bare at nyde hinandens selskab, give de store ord, uden et utal af frustrationer. Nu virkede tanken om hans skæbne kun mere ulykkelig, for hvad hvis de ikke fik muligheden for at gøre dette permanent? Hun kunne vel bare krydse alt hvad der var muligt og håbe på det bedste. De havde altid været som skabt på hinanden, så hvorfor pokker skulle det til tider være så besværligt, de kunne jo sagtens!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya følte efterhånden at han kogte, for vandet var virkelig ved at blive varmt! Med sin egen hånd havde han holdt hende oppe, som han havde støttet mod kanten, så han kunne holde dem begge oppe, for han ønskede jo heller ikke at miste hende under vandet! De grågrønne øjne hvilede på hendes skikkelse og med det samme stille smil på læben, for det var en tanke som han nød; At se det mere selvsikre glimt i hendes øjne, at se hende smile, at se hende rolig og faktisk i rollen som kvinde, for det klædte hende altså langt bedre end alt det andet! Han havde set så mange sider af hende, og til tider så var hun mere mand end ham.. og det fandt han sig altså ikke i! Han lænede sig frem igen og skænkede hendes pande et kys. ”Nu hvor du siger det,” endte han sigende og med det samme rolige smil på læben, et sted kækt og selvsikkert, hvor han selv kunne lade være med at smile ganske tilfredst, for han kunne bestemt heller ikke være andet i denne situation, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han lod hende søge ind mod hans favn derefter, hvor han roligt fik dem vendt igen, så han atter engang måtte ligge under hende, så hun havde noget at hvile op af, for de kunne jo sagtens! Hele denne aften havde jo været et bevis på det, og det at de stadig kunne finde ud af det hele med hinanden! ”Jeg elsker virkelig også dig,” endte han sigende, som han hævede hånden og lod den følge hendes smukkeste og klare ansigtstræk. Det var og blev et ansigt som han aldrig nogensinde ville blive træt af at skulle se på, det var helt sikkert, og det var sådan at han virkelig ønskede det i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo selvfølgelig bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hendes følgende ord, var dog mere end nok til at få hans smil til at falme tydeligt, for det var virkelig heller ikke fordi at han ønskede at tænke over det. Det var en tanke som faktisk kunne gøre ham.. irriteret? Han ønskede ikke at tænke på den dødsdom som han selv havde underskrevet, ganske enkelt ved at tage dronningens liv. Han vendte blikket ganske kort ned af sig. Han ville jo selv ønske at de kunne gøre det til noget permanent og.. han vidste og håbede selvfølgelig at muligheden ville byde sig igen! Bare om hun ville tage den, var jo det som var spørgsmålet for hans vedkommende om ikke andet, men det var jo ikke altid lige til at finde ud af, var det? ”Vi har stadig tid min egen.. Så lad os nyde den, i stedet for at tænke for langt frem. Jeg ved ikke hvornår Alexander har tænkt sig at dukke op, men han får ikke lov til at ødelægge denne stund.. ikke nu,” endte han sigende, som han igen roligt lukkede armene om hende, selvom det var ganske forsigtigt, for han ønskede jo heller ikke at hun skulle have mere ondt end det som godt måtte være. ”Lad os nyde stunden, ikke?” endte han stille.

[Silia D. Diamaqima]

Vandet var efterhånden virkelig blevet varmt, også selvom det ikke var noget som Faith selv skænkede en tanke, tværtimod var det jo kun mere behageligt for hende, jo varmere det faktisk måtte være. Hendes krop var dog selv ved at køle ned, så det ville næppe blive varmere endnu. Hun lod dem vende som hun i stedet lå på hans krop, hvilket gjorde det langt lettere for hende at holde sig over vandet. I øjeblikket var hun en kvinde, og det var faktisk en tanke som hun godt selv kunne lide, også selvom hun aldrig havde troet det. Det gav hende en hvis selvtillid at han bekræftede hende, og at han blev liggende der og passede på hende. Hun kluklo og lod fingrene danse næsten uskyldigt over hans bryst. ”Jeg har nogle fantastiske pointer engang imellem,” påpegede hun lidt drillende. Det var bestemt ikke fordi hun var i dårligt humør – tværtimod. De havde fået bekræftet at de på ingen måde var færdige med hinanden, og det kom ikke som nogen direkte overraskelse, men om ikke andet, så var hun glad for at få det bekræftet. Hun blev liggende i hans trygge favn, med blikket hvilende i hans. Hånden endte mod hans kind, hun strøg den med sin tommel, før hun endte med at fører den gennem de lange hår, snoede de mørke lokker omkring hendes små fingre. De ord var nogle hun aldrig ville blive træt af at høre, det var helt sikkert. Hun lod kærtegne sit ansigt, med største velbehag, for det var faktisk rart. Hun var ikke helt ung længere, der var kommet rynker hist og her, og i øjeblikket var hun sort under øjnene, som konsekvens af det liv som hun havde levet siden hun var blevet smidt ud, af den nu afdøde Jaqia. Det var slet ikke fordi hun ønskede at ødelægge stemningen, og det gjorde hende heller ikke som sådan i et dårligt humør.. faktisk refererede hun slet ikke til Alex, også selvom den tanke måtte nage hende. ”Kimeya.. jeg mener ikke Alex. Han vil muligvis kunne tage dig fra mig, men vi to kan fratage noget fra hinanden som er langt værre. Jeg mener bare at.. vi eventuelt kunne forsøge at holde sammen denne gang? Jeg vil ikke miste det her en gang til,” forklarede hun stille, og plantede et dybt kys mod hans læber. Han havde mindet hende om, at hun ikke kunne undvære ham, eller dette for den sags skyld. Denne gang kunne hun bare håbe på, at de faktisk formåede at holde sammen. ”Jeg nyder den allerede i fulde drag,” hun lod hovedet dale mod hans bryst for at hvile. En løgn var det bestemt ikke. ”Desuden... hvis Alex dukker op nu, så er jeg ganske enkelt nødt til at brænde huset ned. Jeg vil ikke forstyrres i øjeblikket,” mumlede hun med en snert af sarkasme i tonen. Nu var de der endelig, så ønskede hun ikke at være tvunget til at slutte!

[Kimeya Marvalo]

Det varme vand, var noget som Kimeya direkte valgte at bide i sig, for han ønskede virkelig ikke at bryde op i denne stund, nu hvor han endelig havde hende ved sig, for det var virkelig en utrolig og ikke mindst fantastisk følelse at skulle have hende så tæt på sig, så det var bestemt heller ikke noget som han ellers kunne gøre noget ved. At bekræfte hende, at blive bekræftet selv, var nu heller ikke noget som han sagde noget til, for selv det var noget som han kunne bruge, og det føles virkelig også rart. Han sendte hende et stille smil, som han roligt tog omkring hendes hånd ved hans bryst, som han trykkede ganske let omkring, for selv det var en rar følelse. Han kunne rigtig godt lide at have hende tæt på sig, også fordi at det var noget som skete så frygtelig sjældent, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. ”Nathaniel har vidst formået at lære dig en ting eller to..” endte han ganske sigende, også selvom hans ord var sagt i ren og skær morskab. Selvfølgelig havde hun mange gode ting at sige, selvom han måske ikke havde været den bedste til at lytte til det, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at han kunne gøre noget ved det som sådan, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være. Han blev liggende, hvor han lyttede til hendes ord, også selvom det var tydeligt at han faktisk havde misforstået hende, hvilket bestemt heller ikke havde været hans mening som sådan! Han blinkede let med øjnene, som han roligt blev liggende og betragtede sig af hende, for han kunne bestemt heller ikke få sig til noget andet på nogen måde overhovedet. Kysset gengældte han mere end glædeligt, hvor han vendte blikket mod hende. Selv var han faktisk rolig. Det var ikke noget med at kaste lort i hovedet på hinanden, og det var en følelse som han mægtig godt kunne lide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var. Han nikkede sigende. ”Hver gang jeg mister dig, går det op for mig hvor meget jeg ikke kan undvære dig.. Og jeg vil ikke undvære dig. Uanset hvad, så har jeg brug for at vide at du venter på mig.. selv efter hvad Alex nu kan finde på at tvinge mig igennem, Faith,” endte han sigende. Han var bestemt ikke færdig! Ikke nu hvor han endnu en gang havde fået hende med sig hjem, for det var helt klart noget af det bedste af det hele! Han trykkede hende godt ind mod sig igen og med et svagt grin. ”Vi kan jo heller ikke blive liggende i vandet for tid og evighed, min kære.. Det begynder også at blive.. varmt,” endte han sigende.

[Silia D. Diamaqima]

De havde begge haft behov for at blive bekræftet. Det havde virkelig været en fantastisk stund. De havde altid begge været personligheder med grundlag for lidenskab, så det havde faktisk været rart, at kunne slippe tøjlerne og så bare nyde den stund med ham. ”Tsk,” fnøs hun tøsefornærmet, og daskede ham blidt på brystet. ”Det er nok snarere omvendt,” påpegede hun lidt sigende, også selvom det var med samme drilske tone som hun havde gjort brug af for timer siden, inden Jaqia overhovedet var dukket op. Hendes bror ville følge efter før eller siden, men det betød ingenting i øjeblikket. Hånden lod hun falde i hans, og hvilede på hans bryst med det lidt selvtilfredse smil. Efterhånden var hendes hud blevet rynket af at ligge der så lang tid, de var nødt til snart at stige op, hvis ikke de skulle opløses, men alligevel.. hun nød jo at være der.. de kunne fortsætte i sengen, selvom det for hendes vedkommende ville være langt mere ubehageligt, med de sår som hun havde pådraget sig her til aften. Kimeya havde fuldstændig misforstået hende, ikke at det var underligt, for hun havde aldrig været den stærkeste til at formulere sig, hvilket nok også var grunden til en hel del af deres små skænderier rundt omkring. Hun lyttede til hans ord.. hun lyttede faktisk, og forsøgte at forstå dem rigtigt.. han måtte jo rette på hende hvis det mislykkedes. ”Jeg kan ikke undvære dig, Kimeya, og jeg har været tvunget til at indse, at jeg heller ikke vil. Jeg lover at vente dig på den anden side, hvis du lover mig det er ventetiden værd. Jeg holder ikke til endnu et brud. Jeg er villig til at gå igennem den smerte for dig, hvis du blot lover mig at være ved mig i den anden ende,” svarede hun roligt. De grønne øjne faldt i hans. Måske det var hårde ord, hvis ikke det var noget han kunne leve op til, men hun nægtede at vente på ham, og gå igennem det helvede som det var, hvis det betød at hun i sidste ende alligevel ville miste ham. Hvis det var dette der ventede hende i den anden ende var hun derimod mere end villig til at gå igennem det. Hun lagde sig en smule mere til rette, og kunne ikke holde den lille latter borte. Et sted var hun glad for at hun kunne skjule sig mod hans bryst, for han skulle nødig se den rødmen, som havde fæstet. Vandet var ganske rigtigt varmt, også selvom det ikke var noget hun selv havde lagt det mindste mærke til. ”Ups.. det er jeg ked af. Uanset så er jeg også ved at få svømmehud,” påpegede hun og skulede irriterende mod de fingre der hvilede i hans hånd. Det var virkelig rart, så hun nænnede næsten ikke at bryde op i det. ”Vi kunne jo fortsætte i sengen? Jeg tror jeg kunne bruge den omgang salve,” foreslog hun og sendte ham et stille smil. Han havde ret de kunne ikke blive liggende her.

[Kimeya Marvalo]

Bekræftelsen havde de begge brug for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om og nu hvor de havde fået den, de kunne acceptere og anerkende hinanden, og selv det var en tanke som Kimeya faktisk rigtig godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket sigende mod hende som hun daskede ham let på brystet, hvor det drilske smil slet ikke var til at skjule for hendes vedkommende, for han kunne da slet ikke gøre noget ved det af den grund! Han lod hovedet søge let på sned, og selv uden at skulle tage blikket fra hende, for det var slet ikke noget som han kunne få sig selv til. Smuk var hun virkelig, også selvom alderen havde efterladt sine tegn på hende, så var det virkelig ikke noget som rørte ham på nogen måde. ”Den dag der er to mandage i en uge, så er det måske noget jeg skal tage til overvejelse,” endte han sigende, som han blinkede let til hende. Han lod hendes hånd hvile i hans, også fordi at det virkelig var rart. Bare tanken om at de faktisk kunne ligge og snakke på denne her måde, for det var virkelig fantastisk, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, for det var jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han lyttede til hendes ord. Selvom han vidste at Faith altid havde været en spade til at forklare sig, så forsøgte han da om ikke andet at finde hoved og hale i det, også selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt! Men det var vel forsøget som var det vigtigste? Et svagt smil passerede hans læber, som han lod hånden stryge mod hendes kind. Det betød meget for ham, at det var sådan at hun havde det. ”Uanset hvad, så kan jeg love dig for, at det ikke vil afholde mig fra at søge tilbage til dig. Jeg kommer altid tilbage igen, Faith, det ved du godt og denne gang bliver ikke anderledes. Jeg vil ikke undvære dig, og jeg kan heller ikke. Når jeg kommer hjem.. så skal jeg nok sørge for, at det bliver vores sidste hindring. Intet skal have lov til at komme i vejen for os mere..” endte han med en dæmpet og sigende mine, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn. Han kyssede endnu en gang hendes pande, mest af alt for at besegle det løfte til hende, for han agtet at holde det! Han tillod virkelig ikke andet! ”Jeg kommer hjem igen,” endte han sigende. Døden ventede ham og han vidste det jo trods alt også godt. At vandet var varmt, kunne han godt mærke, specielt efterhånden. Han sendte hende et stille smil og nikkede roligt til hende. ”Det lyder fornuftigt. Lad os gøre det,” endte han dæmpet, som han endte med at slippe hende. Hun var jo trods alt nødt til at kravle ud af karret, før han selv kunne gøre det.

[Silia D. Diamaqima]

Faith sendte ham et lidt skulende blik. Hun havde ganske vidst tilbragt megen tid sammen med Nathaniel, men et betød bestemt ikke at den mand altid var lige intelligent, for han kunne i den grad også være det stik modsatte! Hun havde lært meget af den mand, men hun havde faktisk altid haft nogle anderledes måder at se tingene på, og det kunne selvfølgelig være en fordel som det kunne være det modsatte, og her havde særligt hendes måde at forklare sig noget at sige. ”Meget morsomt, kære. Pas på med hvad du siger,” påpegede hun en anelse drilst. Det ville selvfølgelig aldrig hænde, men hun havde jo en tendens til at få sin vilje i den sidste ende, hvilket var noget hun elskede. Hendes kind søgte hans varme berøring, for selvom hun var blevet ældre, og hun vidste at han foretrak de yngre, så fik han hende faktisk til at føle sig smuk. Det vigtigste var helt klart at han faktisk forsøgte at forstå hendes ord, også selvom det ikke var nemt for hende at få ud hvad hun mente. Hans ord varmede i den grad. Hun sendte ham det lille smil. I så fald så ville hun hellere end gerne vente ham på den anden side. ”Du kommer tilbage. Jeg stoler på dig husker du nok. Bare lov mig.. at du kommer til at stå ved min side. Jeg vil gå igennem ild og vand, men ikke for at miste dig igen,” hun lod hånden blidt stryge over hans kind, uden at lade blikket forlade ham det mindste. Hun talte trods alt sandt, det kunne ikke flade hende ind til lyve for ham i denne stund, hvor de faktisk forsøgte at få det til at fungere. Hun nikkede ganske stille. Hun stolede på at han nok skulle komme tilbage, det havde hun lovet ham for denne ene gangs skyld. Idet han selv valgte at slippe hende, rejste hun sig som havde hun ikke haft nogloe sår, også selvom hun hurtigt kom til at fortryde. ”Det havde jeg glemt,” mumlede hun direkte sammenbidt, og stod fuldkommen stivnet på stedet. Vandet havde været så meget mere behageligt! Yderst forsigtigt kravlede hun op over karets side, og sørgede for at holde godt fast, for det var trods alt næsten højere end det som hun selv måtte være. Tilgengæld var hun på ingen måde forberedt på den pyt som hvilede på gulvet. Uden varsel forsvandt hun bag karet, ned på det hårde gulv. ”Av..” mumlede hun en anelse irriteret. ”Pas på der er glat,” fortsatte hun lidt sammebidt, bare i tilfælde af at han ikke havde set det. En smule anstrengt fik hun atter sat sig op, og ømmede sin ryg, pludselig gjorde det næsten mere ondt, en sårene fra pisken gjorde i sig selv. Hvor var det dog bare typisk hendes held!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne virkelig godt lide, at det faktisk så ud til at de kunne finde ud af tingene. Så længe at Faith kunne holde stand til han ville komme hjem igen, så var han ikke den som skulle klage. Hvis der var nogen kvinde som havde formået at forandre ham, så var det da helt klart hende! Hans stolthed var væk, mere eller mindre. Desuden vidste han godt hvad straffen var for landsforræderi, så han vidste at han stod til en offentlig hængning, og med hans ben som folk med største sandsynlighed ville stå og grine af, var noget som bestemt heller ikke gjorde det bedre for ham på nogen måde, for tanken var noget som direkte.. gjorde ham trist til mode, for han havde virkelig kæmpet for det hele! Han slap en let latter. ”Ej, jeg skal nok være sød..” endte han morende, også selvom han vidste at han slet ikke kunne lade være, hvis han først for alvor endte med at gå i gang, så var det jo bare sådan at det nu måtte være i den anden ende. At hun stolede på ham, var en tanke som direkte gjorde ham glad, for det var også noget som han havde brug for at høre, for det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at kæmpe for.. ingenting? Det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om, for så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være når alt endelig måtte komme til alt. Han nikkede sigende til hende. ”Det kommer ikke til at være forgæves. En kort tur, selvom den bliver hård.. utrolig hård. Du vil kun miste mig midlertidigt,” endte han sandfærdigt, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han sendte hende et roligt smil som han slap hende, selvom han helt klart kunne se at hun rejste sig alt for hurtigt. Han vendte blikket op mod hende og med den samme usikre mine, for han kunne da godt se, at hun direkte fik ondt, og det var bestemt heller ikke meningen i det store og hele! Han skar en mindre grimasse. ”Pas nu p…” Ikke at han nåede at blive færdig, før hun røg direkte i gulvet, hvor han fik sig vendt i vandet, så han kunne se over kanten af karret, for at se hvordan hun klarede det. Gulvet var jo fuldkommen dækket af vand, det kunne han jo godt se! ”Kom du noget til?” endte han dæmpet. Han endte selv med at få sig kæmpet op at sidde på kanten, så han kunne få begge ben ud over kanten, selvom han kun havde det ene at stå på. Begge hænderne greb omkring karret, så han kunne holde sig oppe, så han kunne komme ordentlig op at stå. At komme videre over det glatte gulv, kunne faktisk godt gå hen og blive risikabelt for ham, hvor han så sig let omkring. ”Faith? Kan du give mig stokken?” Han pegede i retningen af den, som den stod ved dørkarmen ind mod soveværelset. Han.. turde ikke rigtigt bevæge sig af sted uden den.

[Silia D. Diamaqima]

Denne gang var hun faktisk kommet hjem for at blive, og hun håbede inderligt at det var noget som de kunne dele sammen. Uden ham så var det ikke noget hun kunne se på som et hjem, der ville ganske simpelt mangle noget, for hvem skulle hun putte indtil om natten? Hun hadede at sove alene! Det var selvfølgelig også grunden til at hun ikke havde sovet rigtigt i sin tid i Manjarno. Straffen kendte de begge, og Faith betvivlede slet ikke at Alex ikke ville tøve uanset hvor stor en respekt hans søster havde næret or Kimeya for ganske kort tid siden. Hun måtte da havde vidst, at han ikke ville finde sig i det, hun kendte hans mønster. Tanken i sig selv frustrerede hende, for Jaqia kunne have undgået det. Tanken skød hun fra sig, hun nægtede at tænke på det nu! ”Det kan du ikke finde ud af,” påpegede hun temmelig hrutigt, også selvom hun var ude af stand til at se på ham nu hvor hun sad på det driv våde gulv. Hendes ryg gjorde ondt, og det strammede i de mange sår, hvilket irriterede hende. Tanken om at hun ikke skulle kæmpe forgæves, var noget der formåede at vække hendes motivation, for hun ønskede at stå med ham.. hun ønskede sig faktisk at sige ja til ham, med guderne som vidne, stå der i en smuk kjole, og denne gang overholde de løfter som de skænkede hinanden. Om det var muligt ville tiden jo vise, først og fremmest ville hun have en sikker fremtid med ham.. hun vidste hvad det indebar. Alex måtte væk.. hun havde altid syntes godt om manden, men hun satte ham ikke ligefrem foran sin familie, hvis det var et offer det krævede, så skulle hun nok sørge for det, også selvom hun ikke havde tænkt sig at indvige Kimeya i det. ”Jeg har manglet dig før. Bare kom tilbage,” gentog næsten lidt bedende, som hun forsøgte at kæmpe sig på benene uden at falde i vandet endnu engang. ”Jeg tror jeg klare mig. Mit haleben er muligvis ikke enig, men vi får se,” mumlede hun lidt sammenbidt, og fik sig selv hevet op med lidt hjælp fra karets kant. Hånden gled over hendes eget bagparti, og ømmede det punkt som hun havde slået. Det var bare slaget, det skulle skam nok gå. Det ville ikke være let for Kimeya at komme forbi, det vidste hun godt. Hun nikkede stille. ”Selvfølgelig,” hun forlod ham stille, kun for at finde vejen tilbage på soveværelset, hvor stokken stod. Hun tog den med ud til ham, og var meget nænsom med at nærme sig karet. Hun gik endnu som havde hun gjort i bukserne, for sårene tvang hende til at forholde sig med en stiv holdning. ”Vær forsigtig,” endte hun en anelse bekymret. Det var om ikke andet godt at hun var gået først.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya ønskede virkelig bare at familien kunne holdes samlet for en gangs skyld, også selvom han vidste at det ville blive et helvede med henblik på Cedric deriblandt. Han havde forsøgt, men knægten viste ikke direkte nogen interesse for ham, om det var noget som han nu ville det eller ikke, hvilket faktisk var en tanke som han fandt temmelig trist, men ikke noget som han direkte kunne sige sig, at kunne gøre det mindste ved, om det var noget som han nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han betragtede hende som hun sad der på enden direkte på det kolde og våde gulv. Det så ud til at være et ganske slemt fald, og det var noget som faktisk.. bekymrede ham. Et drilsk smil bredte sig på hans læber. ”Hvor blev tilliden af?” spurgte han sigende, som han let hævede det ene bryn. At hun gik med til at hente hans stok, var han selvfølgelig glad for, for det at han skulle bevæge sig over det kolde og våde gulv, bare sådan var slet ikke noget som han ville være i stand til. Han vendte blikket ganske sigende mod hende. Den bedende stemme var alligevel noget som gjorde noget, også for hans vedkommende, hvilket bestemt heller ikke var noget som måtte sige så lidt i den anden ende, for han ønskede virkelig ikke at miste hende, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han betragtede hende med en ganske sigende mine. ”Det gør jeg,” endte han tydeligt selvsikkert, for han vidste hvad han gjorde – det håbede han da om ikke andet! ”Så er det godt vi skal ind og lægge os.. Forsøge på det om ikke andet,” tilføjede han roligt, som hun kom tilbage med hans stok, hvilket han selvfølgelig var utrolig glad for. Han sendte hende et taknemmeligt smil, inden han tog omkring den inden han forsigtigt søgte i retningen af håndklæderne, så han kunne få to med sig – et til sig selv, og så til hende, hvis hun kunne holde det ud selvfølgelig. Han tog turen frygtelig forsigtigt over det helt våde gulv, for at ende i døren ind til soveværelset. Han smilede næsten stolt for han havde gjort det uden at falde! Det gjorde han som regel når han havde været i bad, hvilket faktisk var ham en frustration uden lige, og det var ikke fordi at han kunne gøre noget som helst ved det! Han vendte blikket roligt mod hende, som han humpede hen til sengen, hvor han stillede stokken fra sig. Det ene håndklæde fik han omkring sit liv, inden han rakte hende det andet. ”Jeg ved ikke om du kan holde det ud, men.. her..” endte han sigende og med et skævt smil. ”Skal jeg finde salven frem?” tilføjede han roligt og med et skævt smil på læben. Hvad planer hun gjorde sig om Alexander havde han ingen anelse om og ikke noget som han direkte ønskede at blande sig i. Han havde nok at tænke på fra før af.

[Silia D. Diamaqima]

Familien skulle holdes samlet for det andet gjorde hende virkelig vanvittig, hun var trods alt den som forgæves forsøgte at få dem alle sammen til at omgås i fred og fordragelighed. Når det skændes, var det jo hende det faktisk gik ud over i sidste ende! Et sted forventede hun vel næsten at han ville tage snakken op med både Cedric og Cayla senere? Måske hun havde slået sig lidt hårdt på gulvet, men det var bestemt ikke noget som han behøvede at bekymre sig om.. hun ville nok ende gul og blå senere, også på grund af Jaqia, hun havde sparket temmelig hårdt. ”Borte når det kommer til det,” påpegede med en tone der skulle have været drillende, men som i stedet var endt en anelse sammenbidt på grund af hendes fald. Hun nikkede og rakte ham stokken, for hun ønskede jo slet ikke at han skulle falde. Hun betragtede ham en anelse nervøst som han bevægede sig fra badekaret og hen for at hente håndklæderne. For hendes del var det ikke nøvendigt men hun ønskede ikke at stoppe ham. Det glatte gulv klarede han forrygende. Hun sendte ham et næsten stolt smil, også fordi hun direkte kunne se på ham hvor glad han blev! Tanken om at han ville komme hjem til hende igen var en hun godt kunne lide, for deres aften havde været så fantastisk. De havde nydt hinandens selskab og bevist at de sagtens kunne finde ud af at være et par, hvilket hun havde manglet at få bekræftet. Nu var det ikke fordi hun direkte ønskede at skulle miste ham, ikke igen for det havde de gjort mere end rigeligt i. ganske roligt fulgte hun ham med tilbage på soveværelset, også selvom hendes gang var ekstremt stiv, for nu begyndte det i den grad at svide. ”Det lyder fornuftigt,” medgav hun og sendte ham et lidt træt smil. De havde måske sovet længe, men hun var allerede udmattet.. det havde været en lang dag, også selvom hun følte at den var fløjet af sted, særligt efter de havde efterladt Jaqia nede i den kolde kæler. Faith rystede på hovedet. ”Jeg tror jeg springer over,” endte hun stille, også selvom hun tog imod håndklædet alligevel, så hun om ikke andet kunne pakke det om det røde hår, der klistrede til hendes hud. Det skæve smil var faktisk et som hun havde savnet, men som efterlod hende med den velkendte fornemmelse. Hun gengældte det uden at tøve. ”Meget gerne. Tak min kære,” hun sendte ham et lille fingerkys, før hun lidt opgivende vendte blikket mod sengen, og overvejdede hvordan pokker hun kunne ligge sig, eftersom han både havde ramt hendes ryg og hendes bryst og mave. Det var jo bestemt heller ikke fordi det var nemt! Hun sukkede.. man kunne roligt sige at hun havde opgivet en nattesøvn på forhånd.

[Kimeya Marvalo]

Familien var ramt voldsomt hårdt og Kimeya vidste det godt. Så snart det hele ville falde lidt til ro, så han faktisk havde muligheden for at tage snakken med børnene, så skulle han nok gøre det. Om ikke andet, så ville han starte ud med Cayla, udelukkende fordi at hun havde utrolig meget at sige når det måtte komme til Cedric, så det var et oplagt sted at starte. Ikke at det var børnene som han lige ville tænke på i denne stund, får det var bare sådan at det måtte være i den anden ende, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han betragtede hende som hun endte med at ryge i gulvet, for det så faktisk alvorligt ud, og han ønskede jo heller ikke at hun skulle komme mere galt af sted end det som godt måtte være i den anden ende, så var det jo bare sådan at det måtte være når det endelig måtte komme til stykket. Han sendte hende et skævt smil. ”Så må jeg vidst bevise det for dig, så..” endte han med en ganske sandfærdig mine, for det var slet ikke noget som han kunne skjule for hende. Han takkede let for sig, som han fik stokken, hvor han greb fat i håndklæderne og kom ind på soveværelset i stedet for, hvor selv det stolte smil bredte sig på hans læber, for han havde formået at gøre det uden at falde! Han tog håndklædet omkring sit liv, kun for at skjule sig bare lidt, selvom han nu heller ikke havde noget imod at Faith så det, for der var virkelig ikke noget at skjule for hende, for hun havde set det hele – desuden var han faktisk stolt af den krop som han havde, også selvom han manglede et helt ben! ”Prøv at gøre det lidt komfortabelt – hvis det er muligt selvfølgelig, så finder jeg den lige. Hvis jeg kan gøre det uden at falde..” endte han sigende, som han vendte sig mod køkkenet igen og humpede derud. Stokken var efterhånden bare blevet ham et ganske naturligt redskab som han var tvunget til at bruge for at komme ordentligt omkring, ellers ville han da først for alvor have et problem, det var helt sikkert. Han nåede ud på badeværelset igen, hvor han endte henne ved et af skabene som han fik åbnet. Oldgmamelt, men det havde også hænget der i frygtelig mange år nu. Han fandt salven frem og med et stille smil på læben, idet han vendte sig om igen, så han kunne komme tilbage på soveværelset. Turen tilbage gik dog ikke helt som turen frem, hvor stokken faktisk måtte smutte under ham, idet han selv måtte tage en tur direkte i gulvet, hvor han endte med at falde direkte på hoften. Han klemte øjnene let sammen, også selvom det ikke var direkte nyt for ham at falde sådan, for.. ja, han havde jo kun et ben, så det var jo hverdag. Flasken var røget ud af hånden på ham og lige over dørkarmen ind til soveværelset. ”Møg..” endte han ganske kortfattet.

[Silia D. Diamaqima]

Cayla var et godt udgangspunkt, også selvom Faith var færdig med at blande sig, nu måtte det være op til dem. Hun havde forsøgt gang på gang, før eller siden var selv hun tvunget til at kaste håndklædet i ringen, det var trods alt ikke hende der havde et problem, hun var bare træt af at høre på alle andres. Det lidt opgivende blik betragtede sengen som havde det været en stor hjernevrider, for det var sådan hun så på den i øjeblikket. ”Jeg skal ikke stoppe dig,” svarede hun lidt mere drillende, og kastede så efter ham som han humpede ved, med et lille glimt i øjet. Selv med håndklædet det dækkede ham så han overraskende godt ud. Han havde altid været en ekstremt flot mand, og det var bestemt ikek fordi han behøvede at skule sig det mindste, hun kunne godt lide at betragte ham. ”Jeg skal prøve.. og det klare nu no..” ligesom ham nåede hun ikke at søge mere, før hun hørte det store bump, hvilket formåede at rive hende ud af sit dilemma om hvor vidt hun skulle ligge sig på ryggen eller på maven. Uden videre tøven søgte hun tilbage på badeværelset hvor han lå der og svømmede rundt i en vandpyt som en fisk. Håndklædet var nytteløst nu om ikke andet. Yderst forsigtigt bukkede hun sig for at samle salven op. Hendes mine fortrak i en grimasse, for behageligt var det bestemt ikke, og eftersom hun var afklædt, kunne hun forestille sig at det så yderst morsomt ud.. et sted følte hun sig vil lidt sårbar ved at lade ham se hende sådan? ”Jeg.. har du brug for hjælp eller?” hun så en anelse spørgende på ham, for hun ønskede ikke at få ham til at føle sig direkte hjælpeløs, men det gjorde vel heller ikke noget at hun i det mindste gav ham buddet, for han lod faktisk til at være faldet forh9oldsvis hårdt. Uden hans tilladelse forholdte hun sig fuldkommen rolig, og gjorde ingenting, for hvis han kunne selv, så skulle han vel have lov til det? De burde nok også få tørret vandet op lidt senere.. det var det mindste hun kunne gøre, men det krævede tilgengæld at hun kunne bevæge sig. ”Det ser ikke videre behageligt ud,” påpegede hun roligt, som skulle det gøre op for i tilfælde af at han havde brug for hjælp. Han havde altid været en stolt mand, og det samme havde hun, så forstod ham udmærket, hvilket også var grunden til hun ønskede at hjælpe ham, det var helt sikkert. ”Tag håndklædet og lig det eventuelt på pytten? Det burde give lidt støtte,” påpegede hun, også for at hjælpe ham med at komme op, samtidig med at hun lod ham gøre det selv. Hun nægtede at være en klods om hans ben, det var helt sikkert!