Home sweet home.

[Silia D. Diamaqima]

Man kunne roligt sige, at Faith virkelig havde forsøgt alt, for at fornægte tanken om at Kimeya den den mand, som enhver kvinde, brugte et helt liv på at søge efter, og som de sjældent fandt. Intet af det var lykkedes, og det vigtigste var vel også, at det i sidste ende, var ham hun lå der med frem for en anden, også selvom hun havde forsøgt.. ligesom han havde med Yuuki. Faith rynkede utilfredst på næsen. ”Kære.. Det var ikke et kompliment. Vores datter er vidunderlig, men jeg nægter stadig at vedkendes mine gener i hende,” påpegede hun med en lidt drillende, streng tone. Deres datter havde trods alt altid været humørbombe, men det var bestemt ikke fordi det altid havde været en fordel, hun havde altid været forbandet nysgerrig, og alt for direkte. Somme tider havde det været direkte flovt! Allerede inden Kimeya fik lov til at færdiggøre sin sætning, så hun på ham med et blik der sagde; you-wish. Han vidste allerede at det aldrig ville blive tilfældet med hende, også selvom hun ikke kunne lade være med at smile, ved tanken om at han skulle være så forbandet konservativ! ”Far kan ikke ansættes nogle steder, eftersom han lige har slået sin arbejdsgiver ihjel. Og jeg opvarter dig gerne kære, men jeg er bange for at familien dør af sult, i tilfælde af at du tvinger mig i et køkken. Desuden.. jeg skære din ellers fine manddom af, hvis du formår at gøre mig gravid igen... hvilket Jaqia heldigvis har formået at forhindre. Med andre ord, du ved allerede hvad jeg siger til det,” endte hun med et tilfreds smil, og klappede ham blidt på brystet. Det var jo ikke engang fordi hun løj! Tanken om de faktisk førte en samtale uden at råbe, og forsøgte at forstå hinanden, var noget hun overraskende godt kunne lide. Det gjorde det meget lettere.. også fordi hun var i stand til endnu at ligge i hans favn. ”Jeg tror.. at vi selv er herre over, hvor vidt vi skal være hinandens svaghed eller hinandens styrke. Jeg ved hvad jeg foretrækker, selvom det kunne blive lidt af en kamp. Jeg har.. haft god tid til at tænke, og jeg ønsker at kæmpe side om side med dig, frem for imod dig,” hånden strøg blidt over hans kind, hun mente det, for det kunne heller ikke passe, at hun skulle se ham som fjenden, når de i virkeligheden bare ønskede hinanden det bedste. Faith rystede blot på hovedet til hans ord, mere nåede hun ikke før hans læber tvang hende til at tie. Hun gengældte kun med den enorme længsel, hvilket nok også var grunden til, at hun på ingen måde lod sig mærke af at han begyndte at baske rundt med hende, så hun faktisk kunne ligge ordentligt ind til ham. Grebet om ham blev en anelse mere fast, for nu havde han givet hende muligheden. Ganske stille endte hun med at trække sig, også selvom hun ikke drog langt bort fra hans læber. ”Hvis ikke du stopper med at slå benene væk under mig, ender det bæst til begær med at vågne igen,” advarede hun lidt drillende, og lod hånden stryge stille over kinden. Det var virkelig rart bare at være sammen med ham.

[Kimeya Marvalo]

At de i det hele taget var i stand til bare at ligge og snakke, var i det store og hele, en ganske forunderlig tanke, for det var bestemt heller ikke noget som de kunne sige sig at være vant til, for det var de på ingen måde! Kimeya kunne dog godt lide at de kunne ligge og bare lave sjov, uden at nogen tog det personligt eller lignende, for det var faktisk rart. Smilet hvilede på hans læber. ”Det må stadig være dine gener som går stærkest igennem!” fastholdt han med en mindre stædig stemme. Jovist holdt han af alle sine kære børn, for det gjorde han virkelig, for tanken om dem, var noget som efterlod ham med en stolthed uden lige, for han var helt klart stolt af hvad de havde formået at præstere frem til nu, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han kuklo ganske let ved hendes ord. Jovist var det en drømmetanke, men det andet var dog helt klart noget som han kunne leve med. Han rynkede let på næsen. ”Jeg kan da kun konkludere, at det er Jaqia som står i vejen for min perfekte lille drømmeverden..” endte han sigende, for det var vel ikke engang fordi at det var løgn! Han lod hende stryge ham over brystet, også fordi at det virkelig føles rart. Brændemærket bar han selvfølgelig stadig, og det var noget som han ville bære med sig til den dag han ville gå bort, også selvom han bestemt heller ikke havde nogen intentioner om at stille træskoene lige foreløbig, for det havde han bestemt heller ikke! Han blev liggende roligt og tæt ved hendes skikkelse, også fordi at han godt kunne lide det. Han kunne faktisk selv godt lide, at hun berørte hans dårlige ben, netop fordi at han valgte at tage det hele som en bekræftelse, og det var en tanke som han specielt godt kunne lide. At mærke hendes læber så tæt på sine egne, var virkelig noget som han rigtig godt kunne lide. Hans øjne gled roligt i, også fordi at han tydeligt kunne mærke at hun virkelig ønskede ham tæt på, hvilket han faktisk fandt utrolig underholdende! Hendes ord, var dog alligevel noget som havde en tydeligt beroligende effekt på ham, for han kunne faktisk godt lide det. ”Du får det næsten til at lyde som en slem ting..” bemærkede han, også selvom det nu heller ikke var fordi at han tolkede det sådan. ”Foruden de mirakler af børn som du har skænket mig, så er du mit ømmeste punkt.. Jeg ønsker bare at holde dig sikker,” endte han med en ganske sigende mine, for det var jo trods alt heller ikke fordi at det var en løgn i den anden ende. Han elskede hende virkelig!
Direkte at mærke Faith så ivrig efter at mærke ham tæt på, kunne han så sandelig godt mærke, da han havde fået lagt sig helt rigtigt ind mod hende, hvor han selv endte med at bryde kysset, for tanken var noget som han virkelig nød af! Han blev dog alligevel liggende ved siden af hende, hvor det drilske smil endelig måtte brede sig på hans læber. Han hævede den ene hånd, så han kunne lade den stryge mod hendes kind. ”Er du da klar til en runde to?” spurgte han sigende og blinkede let til hende.

[Silia D. Diamaqima]

Det var alt for mange år siden, de sidst havde væreti stand til at gøre som de gjorde i øjeblikket. Begge havde de været irriteret nok til, at de normalt ville have taget de mange drillerier som personlige fornærmelser, men hun måtte nu erkende, at hun faktisk bare hyggede sig. Hun sendte ham endnu det lidt strenge blik, også selvom det var med et smil på læben, hun blev slet ikke fornærmet, desuden så vidste hun jo godt at Cecilaya var som snydt ud af næsen på hende selv – desværre. ”Kimeya vi har været denne diskussion igennem før, og jeg giver mig ikke. Det er ikke mine gener!” fastholdt hun, og måtte slippe en forsigtig latter, også for at undgå smerten. I det store og det hele, så lå de jo bare der og pjattede, hvilket faktisk var en tanke hun elskede. Hun havde helt glemt, hvor let han havde haft ved at bringe hende til latter. Faith vidste at det altid havde været Kimeyas drøm at have en god, gammeldags familie, hvor hun som hustru skulle tage sig af huset, passe børnene og så ellers stå klar ved sengen om aftenen. Han kunne godt drømme videre, for det ville aldrig komme til at ske med hende, og det vidste han udmærket! ”Drømme er rimelige. De giver os noget at kæmpe for. Men visse drømme forbliver drømme, og det der er en af dem, min egen,” afsluttede hun og prikkede ham på brystet, for at understrege sine ord, næsten som når Cecilaya i sin tid havde trampet i gulvet, for at vise at hun altså mente når hun sagde at hun var sur. Hånden strøg kærligt over det mærke, som hun havde givet ham for frygtelig mange år siden. På sin egen lille, særlige måde, havde hun mærket ham, og af en eller anden grund fik det hende til at føle sig rolig. Hende og Nathaniel havde i sin tid overvejet idéen om, at Samuel nok havde smittet hende i en mindre grad med hans forbandede spide bakterie! Læberne forlod ganske stille hans, ord selvom længslen endnu sad der endnu. Endnu engang søgte hun ind mod hans nøgne krop, også selvom det denne gang ikke var ligeså bevidst. Flammen brændte intenst i hendes bryst endnu engang, og det var udelukkende hans skyld! ”Det er det bestemt ikke,” påpegede hun hurtigt, for det havde bestemt ikke været ment som en skidt ting! ”Jeg ved det kære.. men jeg er en stor pige. Hvis vi kæmpede side om side, kunne vi faktisk holde hinanden sikre, for det er jo i virkeligheden hvad vi begge vil,” endte hun lidt sigende, og skænkede hans mundvige et kys. Løgn var det bestemt ikke. Hånden valgte atter at søge mod hans mave, som hun måtte stryge ganske blidt. Efter han havde mistet benet, var han virkelig blevet flot og muskuløs! Hans ord fik omgående hendes kinder til at blusse i endnu en rødmen. Hun havde advaret ham, men hvis han var villig..”Tjo. Runde to lyder fint for mig. Vi kan om ikke andet prøve,” foreslog hun med et stille smil, også med tanke på hendes sår. Det var om ikke andet forsøget værd. De piskeslag var virkelig kommet på et ualmindelig dårligt tidspunkt, det var helt sikkert!

[Kimeya Marvalo]

Det var virkelig bare Kimeya en glæde uden videre, at de bare kunne ligge og snakke, bare.. styrke det bånd som havde været så tæt på et bristepunkt så længe og så frygtelig mange gange. Endnu en gang beviste de kun for andre, men også for hinanden, at ingen var der til at ødelægge det, og det var bestemt også en tanke som han rigtig godt kunne lide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Smilet bredte sig bare på hans læber, som han betragtede hende, så smukt som hun måtte ligge der ved siden af ham. Den eneste kvinde som han kunne forestille sig livet sammen med. Han kuklo ganske let, som han endnu en gang rystede på hovedet. ”Nuvel? Du får fred og jeg får ro..” endte han tydeligt drillende. Om hun ville det eller ikke, så var tøsen som snydt ud af næsen på sin skønne mor, og der var ikke noget at gøre ved det! Visse drømme kunne aldrig blive realistiske og dette var den ene af dem, hvilket han vidste. Det var en ting som han havde lært at leve med, selvom det bestemt heller ikke havde været nemt i starten, men det blev trods alt kun bedre med tiden, ikke sandt? Han skød underlæben let frem, tydeligt som havde han været meget utilfreds. ”Jeg ved det godt..” mumlede han let. Det var ikke fordi at det som sådan gjorde ham noget i denne stund, for visse ting vænnede man sig jo trods alt til – og dette var helt klart en af dem. Han ønskede muligheden for at passe på hende, hvor han nu også havde gjort hvad han fandt direkte nødvendigt for at opfylde den opgave. Ja, han ville jo vise hende, at hun var den som han ønskede mere end noget andet, og det var vel også det som var endt med at ske i den anden ende? Han vendte blikket ganske sigende mod hende. ”Det er det da,” fastholdt han en anelse stædigt. Han lagde hovedet tæt ind mod hendes. Hun havde jo ret, men selv visse ting var jo trods alt lettere sagt end gjort – det var de jo også klækkelige beviser på, selvom det bestemt heller ikke altid var noget som gjorde det nemmere for dem at være.. dem, men forsøget var vel igen det som talte for deres vedkommende? Om det var noget som man ville det eller ikke. Han endte dog med at nikke. ”Du har jo selvfølgelig ret. Det ændre dog ikke på, at jeg er træt af at støde hovedet ind i muren.. Jeg er træt af de mange hindringer, når jeg egentlig bare ønsker at slå mig til ro med den kvinde som jeg elsker.. Det er vel heller ikke meget at forlange..” endte han dæmpet, for løgn var det jo trods alt heller ikke, og det var den tanke som virkelig kunne frustrere ham til tider, og det var det som kunne gøre ham så.. vred! Han vendte blikket sigende mod hende. Farven i hendes kinder, sagde ham allerede det hele, selvom det bestemt heller ikke var en tanke som han havde noget imod! Smilet bredte sig på hans læber. Han kunne nok godt klare en runde mere, men.. kunne hun? Selvfølgelig var hun stærk, men han ville jo heller ikke have at hun skulle have ondt! ”Snak om at nyde den sidste aften,” endte han direkte morende, som han kyssede hendes mundvig. Han lod hånden roligt søge ned af hendes mave – ligesom hun havde gjort ved ham, selvom det var noget som han nød! Han lod bare sin egen søge.. lidt længere ned mod hendes skød.

[Silia D. Diamaqima]

Deres bånd havde engang været uendeligt stærkt, men de sidste mange år havde desværre tærret hårdt på det, og indtil for blot et par dage siden, så havde det set ud som, var det endelig bristet. Der var trods alt grænser for, selv hvor lang tid, de kunne blive ved med at løbe ind i de mange forhindringer, og faktisk slippe godt fra dem. Uanset hvordan de måtte vende og dreje den, så var de som skabt for hinanden, og hun ville gerne have muligheden for faktisk at knytte det bånd, og udfylde den skæbne. ”ÆH!” stønnede hun tydeligt utilfreds. De kunne diskutere til en uendelighed, uden at nå nogle vegne, men hun ville da ikke bare have ret! ”Nu gør du det næsten for nemt for mig,” påpegede hun lidt drilsk, og daskede ham blidt på brystet. Smilet havde atter bredt sig, for de kendte jo begge sandheden, men det var ikke det der havde betydning, det var selve diskussionen om, hvem der havde skabt det vidunderlige 'monster' i form af deres datter. Modsat var deres dejlige knægt, sin herlige far op og ned af dage.. på mange områder om ikke andet. Faith havde desværre en tendens til at tro, at Nathaniel havde skadet knægten mentalt med alt sit ævl, og Jared havde hjulpet. Hun slap en latter, og plantede et lidt trøstende kys mod hans læber. ”Desuden.. Det liv ville helt sikkert blive kedeligt i længden. Nyd du bare godt af hvad du har,” endte hun og tog sig selv i at lyde lidt prædikende.. en tanke skræmmende slog ned; hun blev mere og mere som Nathaniel! Muligheden til at passe på hende, skulle han nok få, ligesom hun ønskede at have et øje med ham, men det krævede ligesom at de spillede på samme hold, frem for hver deres! Hun strøg blidt hans kind, og så ham i blikket, lyttede til hans ord. ”De forhindringer driver mig til vanvid. Jeg har forsøgt at slå med ned med dig i århundrede, men hver gang ødelægger vi det. Hvis vi nu.. prøvede at lade være med at ødelægge det denne gang, tror du så ikke det går? Ligesom dengang vi lå her første gang,” påmindede hun med et lille smil, for det var i den grad glæde minder. De havde været mere end villige til at gå igennem ild og vand for hinanden! Farven i kinderne havde skam allerede afsløret hende, men hun gjorde heller intet for at skjule sig for ham på nogen måde, og det i sig selv var stort! Tanken om at få ham tæt endnu engang, ville hun bestemt ikke sige nej til, de kunne om ikke andet prøve, også selvom det irriterede hende med tanken om at sårene kunne ende med at afholde dem. Desuden var det forbandet mange år siden, hun havde følt sig som den unge teenager der ikke havde været i stand til at holde fingrene fra ham. ”Det må du nok sige,” medgav hun, og følte det sus i kroppen, ved følelsen af hans hånd der søgte tættere mod hendes underliv. Næsten per automatik spredte hun benene blot en anelse så han kunne komme til. Ligefrem uskyldigt lod hun de små fingre løbe ned over hans overkrop, tegnede små usynlige mønstre, og gav sig god tid til faktisk bare at.. kærtegne ham lidt, som han havde gjort med hende. Desværre var hun nok ikke i stand til de helt store udfoldelser, men det måtte de jo så tage når hun var frisk igen!

[Kimeya Marvalo]

Et stille smil passerede på Kimeyas læber. Selvom han måske selv var ved at være godt træt, for det havde i den grad også været en lang dag for ham, så var det faktisk hans kære Faith som han måtte sætte først – specielt fordi at han vidste at dette var hans sidste aften, så selvfølgelig var det noget som også gjorde sit for hans vedkommende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket på nogen måde overhovedet. Han endte direkte ud i en latter, for det var virkelig for sjovt. Han rystede smilende på hovedet, for hun formåede virkelig at holde ham ved godt mod af den grund! ”Er det ikke det som er mit arbejde, min skat?” spurgte han direkte morende, som han blinkede let til hende. Nu hvor de kunne ligge der sammen, så var det selvfølgelig en tanke som kun gjorde ham selv glad, for det var også en tanke som direkte kunne få ham til at slappe af, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville være ved det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være når det måtte komme til stykket. Læberne spillede ud i et muntert smil, for han var virkelig bare.. glad, selvom han vidste hvad der ventede ham og det samme vidste hun, men planerne var lagt. Han skulle skam nok komme hjem igen! ”Og det gør jeg skam. Det er bare nemmere når det er sammen med dig,” påpegede han ganske sandfærdigt, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han elskede at være sammen med hende, for det var virkelig en faktor som kunne få ham til at slappe af, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville være ved det eller ikke, så var det jo trods alt heller ikke fordi at det var en løgn i den anden ende. Når det kom til de mange kampe og de mange stride som de havde mødt, så var det kun tydeligt at de var enige på det punkt; De ønskede at falde til ro, bare nyde det med hinanden og det var en tanke som han helt klart også godt kunne følge hende i! ”Husker du da vi lå her første gang, Faith? Med hinanden på den her måde?” spurgte han stille. Ja, selve grunden til at han havde taget hende til sig, havde han jo aldrig fortalt hende, og det var jo heller ikke fordi at han ønskede at ødelægge øjeblikket, for selv dengang havde det været en fantastisk ting, som han kun måtte se tilbage på med en glæde! ”Den unge og naive tøs jeg fiskede op ved søen.. som trygt lagde sig i en fremmed mands favn, uvidende om hvad han kunne finde på at gøre ved hende.. og se os nu? Vi er kommet langt.. og jeg ved at vi kan,” endte han med en bestemt tone. At trække den videre og efterlade hende med en omgang nummer to, var nu heller ikke noget som han havde noget imod. Han kuklo ganske let. ”Du må sige til, hvis det gør for ondt, ikke?” endte han dæmpet, som han endnu en gang varsomt lod hånden stryge over hendes underliv, ganske roligt og blidt.

[Silia D. Diamaqima]

Faith var ligesom ham direkte udmattet, men hun måtte tilgengæld erkende, at den tanke var gået lidt i glemmebogen nu hvor de atter lå her og bare.. nød tiden med hinanden. Hun havde savnet det, og nu hvor hun ikke havde den mest fjerne idé om hvordan og hvornår det ville tage sin ende, så ønskede hun bestemt ikke at spilde tiden med at sove. Det ville være spild af værdifuld tid. Faith himlede med øjnene, men formåede alligevel ikke at holde det stille smil bort fra læberne. ”Dit arbejde min bare ende,” svarede hun lidt spidst, også selvom det klar var med en drillende undertone. Stemningen var ganske rigtig, og værelset var varmt nok til, at hun ikke følte sig kold, ej heller selvom de begge lå der fuldkommen blottet. Hun nød tanken om at Kimeya faktisk ønskede at have hende omkring sig. Det var alt for længe siden, hun havde følt sig så velkommen i sit eget hjem, for en gangs skyld, lod himlen til at klare lidt op. De havde fortjent det efterhånden! ”Fra nu af, lover jeg at gøre mit absolut bedste for, at det bliver med mig hele vejen igennem,” endte hun sandfærdigt og forseglede løftet med et flygtigt kys. Hun ønskede virkelig ikke at de skulle ende fra hinanden igen, for det var som oftest heller ingen videre succes, der havde de jo været alt for mange gange før. Det var på tide de fik lov til at slå sig til ro i Marvalo Mansion, med deres børn omkring dem i ny og næ, måske faktisk være i stand til at gennemfører der drømmebryllup, som de havde længtes efter siden deres bånd var blevet rigtigt stærk. Hun nikkede stille, og tillod sig at glide tilbage i en mindre film, hvor hun forestillede sig hendes første aften i Marvalo Mansion. Hun havde været så forbandet ung, og så forbandet naiv! ”Jeg husker det tydeligt,” svarede hun blidt, og lod lod blikket møde hans. Hun så sig selv stå foran sengen som de nu lå i, og klæde sig af for hans blik, for en mand som dengang havde været komplet fremmede, uden skam over at vise sin krop, og krybe ind i hans favn. ”Jeg kendte dig knapt, og alligevel havde jeg ingen betænkeligheder ved at tage med dig til dette sted, blotte mig for dit blik og gemme mig i din favn, selvom du var fremmede. Jeg skænkede ikke tanken om at du kunne slå mig ihjel, en tanke. Du kunne have fundet på hvad som helst, og jeg ved stadig ikke hvorfor du lod mig ligge.. næsten uberørt. På trods af det troede jeg ikke at du ville elske en kvinde som mig, særligt ikke da jeg fandt ud af dit bånd til Memphesto. I dag kan jeg næppe trække vejret ved tanken om at skulle undvære dig. Vi er nået langt, kun ved at kæmpe, men vi stoppede.. og jeg ved ikke hvorfor, men vi må ikke opgive den kamp,” endte hun næsten med en bedende tone. Han havde været den første mand til at røre hende på den måde, foruden hendes far, og det var ikke en sag hun ønskede at bringe op! ”Jo selvfølgelig,” svarede hun stille. Hånden mod hendes underlig, var noget der svagt fik hende til at slippe et suk. Armen gled for alvor omkring ham, for at kunne trække ham ned til sig, og kysse ham med samme længsel og lidenskab som før. Hvis der var noget den mand formåede, var det at slå benene væk under hende!

[Kimeya Marvalo]

Lige i denne stund, så var det samtidig Faith som han havde øjnene for. Kimeya elskede hende virkelig, og det var selvfølgelig også noget som han virkelig ønskede at hun skulle være kendt med, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han ønskede at hun skulle føle sig velkommen hjemme, for det var jo trods alt også hendes hjem, så det var jo også noget som gjorde sit for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det nu var noget som man ville det eller ikke. Han sendte hende et drilsk smil. ”Ja… bar er den jo,” endte han med et sigende blik, som han lod blikket roligt glide mod hendes skikkelse og specielt hendes bagparti, selvom den lå skjult ned mod sengen, men det var jo udelukkende for at drille hende lidt! Han endte endnu en gang med et grin. Man kunne kun sige, at situationen var perfekt og stemningen var rigtig, hvilket også gjorde det tydeligt at de begge var i stand til at slappe af, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han skænkede hendes kind et let og stille kys, for det var jo heller ikke noget som man ellers kunne gøre noget ved i den anden ende, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, så var det bare sådan at det endelig måtte være når det måtte komme til stykket. Tungen strøg han let over læberne. ”Det er store ord.. Men jeg kan lide det..” endte han sigende, for det var der jo trods alt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være her til stykket, men hvad var der at gøre ved det uanset? Et svagt smil passerede let hans læber ved hendes ord, for hun havde virkelig været noget af det mest naive som han nogensinde havde set, for løgn var det jo trods alt heller ikke! ”Hjertets veje er uransagelige min skat. Jeg havde.. måske min opgave som jeg skulle gøre, hvor jeg alligevel gjorde det stik modsatte.. Og ved du hvad? Selvom jeg nok lå med den mest naive tøs i hele Dvasias i mine arme, så var det en fornemmelse som jeg rigtig godt kunne lide. Måske vi har haft mange bump på vejen.. men jeg har aldrig fortrudt.. Ved jeg at du venter på mig, så stopper kampen aldrig nogensinde..” endte han med en bestemt tone tæt ved hendes øre. At det hele måtte lægge op til en omgang nummer to, var bestemt heller ikke noget som han havde noget imod! Han lod hånden roligt stryge over hendes skød, også selvom det var med den største forsigtighed, for det var jo slet ikke fordi at det var en løgn på nogen måde. Han lod læberne møde hendes endnu en gang, dybt og direkte intenst, som han mere end glædeligt lod hende trykke ham tættere på sig, for han følte slet ikke at han kunne komme tæt nok på hende, for følelsen var virkelig utrolig! Han lod øjnene glide i, som han endnu en gang direkte valgte at give sig hen til hende, for følelsen af det var direkte utrolig. Hun fik ham virkelig til at føle sig som den heldigste mand i verden.

[Silia D. Diamaqima]

Det var lang tid siden, at Faith faktisk havde følt sig direkte velkommen i sit eget hjem, men han havde givet hende et glædeligt gensyn, hvilket også gjorde det meget bedre for hende. Hun elskede ham, og endelig følte hun for at udtrykke det, uden at skulle bekymre sig synderligt om konsekvenser af det. Det drilske smil tvang en latter frem på hendes læber. Hun himlede med øjnene. Ret havde han, det var jo ren logik. ”Det er den jo,” medgav hun lidt drilsk. De lå begge her blottet for hinanden, men måden han kærtegnede hende på, fik hende til at glemme alt om sin indre usikkerhed. Blikket ned over hendes krop, så hun udmærket, for diskret var han ikke! Hun kluklo en smule tilfreds, og endte med at gribe omkring hans hånd, kun for at fører den ned over hendes bagparti, hvor den måtte sidde fast mellem hendes krop og sengen, også kun for at drille ham lidt, desuden tvang det ham kun tættere på hende, og i øjeblikket følte hun næsten, at hun ikke kunne komme tæt nok på! Stemningen var virkelig både lummer men også.. romantisk, og hun kunne faktisk godt lide det! ”Jeg har givet store løfter før. Jeg burde kunne holde det,” endte hun lidt drilsk, og plantede et stille kys mod hans kind. Det var rart bare at ligge og snakke sammen, hygge som et normalt par ville gøre det, og det var faktisk noget hun havde manglet, for engang havde det været hverdag – selv for dem, men tiderne forandrede sig jo desværre, denne gang ville hun forsøge at forandre det til det bedre. Tanken om deres første aften sammen morede hende. De snakkede sjældent om fortiden, men lige den del havde hun intet imod, for hun havde virkelig været naiv, og han havde taget hende med storm, også selvom hans opgave havde været det stik modsatte. ”Det var virkelig en perfekt aften, selvom jeg ikke havde den mest fjerne idé om hvad jeg gik ind til. Du var den første jeg gav mig hen til, på trods der havde været mænd i min fortid, som jeg kendte meget bedre. Jeg sagde til mig selv at det var dumt, men gjorde det alligevel.. den dag i dag er jeg frygtelig glad for det, for det har bragt os hertil. Jeg vil altid vente for enden.. hvis du lover mig virkelig at kæmpe,” tilføjede hun stille. Hånden lod hun blidt stryge ham ned over ryggen, og med uskyldig hånd over hans bagparti. Som de lå nu så behøvede hun heldigvis ikke at bevæge sig meget for at kærtegne ham, og det kunne hun godt lide! Hånden over hendes skød, satte virkelig hendes krop i flammer. Hun sukkede dybt, og klemte lidt omkring hans ende. Det var virkelig længe siden de havde opført sig på denne måde, men hun nød det virkelig! Læberne mødte hans, dybt og ikke mindst krævende, for hun kunne virkelig ikke få nok af ham! Ligesom da hun havde været ung, gav hun sig hen til ham uden at tøve, og lod ham tage hende ind til sig, og gøre hende til en del af ham selv.. hvor hun hørte til.

[Kimeya Marvalo]

Dette var deres fælles hjem, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit for hans vedkommende, for det var jo faktisk hendes, også i og med, at han havde skrevet det over i hendes navn allerede for længe siden, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han kuklo ganske let, som han let rystede på hovedet. ”Det er den nemlig.. og det er noget af det fineste, jeg nogensinde har set,” endte han sandfærdigt. Han kunne nemlig godt finde ud af at komplimentere hende, også fordi at han virkelig godt kunne lide hvilken effekt det havde på hende, så var det selvfølgelig noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han betragtede hende med en rolig mine, for løgn var det ikke. Det kunne godt være, at de ikke var helt unge længere, men det var virkelig ikke noget som rørte hende som sådan, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Et stille smil passerede let hans læber, som hans hånd direkte blev lukket fast mellem hendes ende og sengen, selvom det ikke var noget som han havde det mindste imod! Han lod hånden roligt stryge over hendes bagparti med en rolig finger. ”Jeg ved det godt.. Og jeg stoler virkelig også på dig,” endte han dæmpet og ganske tæt mod hendes øre, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn i den anden ende. Han blev liggende helt tæt ved hende, specielt fordi at det også kunne se ud som om at det ikke gjorde så ondt på hende i den stilling som hun måtte ligge i. Desuden kunne han godt lide bare at nyde tiden med hende, for det var virkelig også noget af det bedste af det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Tanken om at undvære hende var direkte dræbende, for det var slet ikke en tanke som han kunne have på nogen måde, men det var nu bare sådan at det var. Ingen skulle have lov til at ødelægge det hele! Han trak svagt på den ene mundvig. ”Lad mig sige det sådan, at jeg gjorde det stik modsatte af hvad der var blevet krævet af mig. Og jeg har aldrig nogensinde fortrudt det,” endte han dæmpet og med en sigende mine, for det var slet ikke en løgn. ”Jeg så noget andet end en kvinde som skulle gå i døden, min egen.. Jeg så kvinden i mit liv allerede den første gang jeg fik kastet et øje på dig.. Badende i den smukke sø.. Et syn for guder har du også altid været,” tilføjede han roligt, som han lod hånden fortsætte sin kærlige og ikke mindst intense behandling af hende, for det var slet ikke noget som hun havde noget imod, det var noget som han tydeligt kunne se, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, for han elskede virkelig at være den som bragte hende det behag. Det var helt klart noget af det bedste ved det hele! ”Jeg vil kæmpe for dig.. Det lover jeg dig,” endte han med en dæmpet stemme, for løgn var det ikke. hvis han vidste hvad han havde at se frem til, så ville han aldrig nogensinde give den kamp op! Aldrig! Hånden som lukkede sig mere omkring hans ende, var noget som fik ham til at smile i kysset, for det var virkelig behageligt! Sammen med hende, kunne han give sig hen til de mange følelser, de mange tanker som han måtte brænde inde med, for følelsen var virkelig utrolig! Han sukkede dæmpet, som han roligt trak sig tættere på hendes skikkelse igen, også selvom han gjorde det forsigtigt. Hun skulle jo nødigt have ondt! Varsomt endte han med at trække sig over hende, hvor han placerede en hånd på hver side af hende, så han ikke endte med at lægge for meget vægt i, skønt han ikke kunne komme tæt nok på hende!

[Silia D. Diamaqima]

Det var ganske vidst deres fælles hjem, men det krævede lidt for alle parter skulle føle sig velkommen, og hvordan kunne det være fælles, hvis de konstant rejste en mur imellem dem? Faith skulle gerne erkende at tanken drev hende til vanvid, og at hun havde tænkt sig at gøre noget ved det. Hans ord fik atter den røde farve i hendes kinder, til at blusse. Fanden tage ham og den effekt han havde på hende! Hvad var det overhovedet for et kompliment! Hun kluklo og skubbede forsigtigt enden mod hans hånd, også for at drille ham bare lidt. ”Kimeya kære.. normalt komplimentere man en kvindes øjne, eller hendes krop i helhed, men det er første gang nogen vælger at komplimentere min ende,” erkendte hun og morede sig tydeligt, også selvom hun nød et ethvert kompliment der kom fra ham. Det glædede hende kun at han stolede på hende, også selvom hun ikke ville mene, nogensinde at have givet ham grund til andet. ”Det glæder mig kære. Tro mig jeg er troværdig,” afsluttede hun med det drillende glimt i øjnene. Armen endte med at søge mere omkring ham, så den ene måtte kærtegne hans ende, og den anden strøg ham langs siden. Det var ikke fordi han kunne komme tæt nok på, det var helt sikkert! Det var ganske vidst en smule akavet fordi hun var tilskadekommen, men det lille jag af smerte det gav, var noget hun var i stand til at se bort fra. Indtil videre behøvede det ikke at stoppe dem! Tankerne om de herlige minder, var noget hun godt kunne lide at holde fast i, også selvom hun ikke kendte visse detaljer. Hun smilede lidt for sig ved hans ord. ”Jeg er glad for at du gjorde det. Men havde du nogensinde troet, at vi ville ende med at ligge som nu?” spurgte hun lidt nysgerrigt, for hun skulle gerne være den første til at erkende, at hun bestemt ikke havde turdet håbe på det dengang. Smilet bredte sig. At han huskede hende på den måde, morede hende lidt, for så vidt hun huskede, havde hun været tæt på at flambere ham. Hendes krop dengang havde dog været en ganske anden, ung og tildels ubeskadiget. ”Hvis vi en dag.. får lov til at give hinanden vores endelige ja. Så må du meget gerne fyrer den der af,” endte hun lidt drillende, og plantede dog alligevel et kys mod hans læber, for det var bestemt ord der varmede, det kom hun ikke uden om. Yderst roligt, lod hun ham trække sig over hende. Hun var glad for at han ikke lagde for meget vægt. Alligevel så sved det en god del. Hun skar en grimasse. ”Av,” hviskede hun stille. ”Måske vi skulle gøre det.. på en anden måde?” foreslog hun lidt naivt, for hun kendte ikke mange andre måder at gøre det på, men de måtte da eksistere? Kimeya var den erfarende på det punkt, og hun ønskede ham virkelig tæt på sig.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne komme med alverdens komplimenter, det vidste han udmærket godt, også selvom det i det store og hele, faktisk var en tanke som direkte måtte more ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, om det nu var noget som man nu ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som man kunne gøre ved det. Han vendte blikket ganske sigende mod hende og med et let grin, også selvom hans hånd måtte ligge fast under hende, selvom det bestemt heller ikke var noget som han havde noget imod, for han kunne godt lide tanken om at have hende tæt på sig. Han kyssede roligt hendes kind. ”Hvad kan jeg sige? Jeg er født til at overraske dig,” endte han med et drilsk smil på læben. At hun var troværdig, vidste han udmærket godt, for hun havde aldrig nogensinde skænket ham en grund til noget andet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. ”Utroligt nok..” hviskede han med et stille og tydeligt drillende smil på læben, for det var jo heller ikke fordi at det var en løgn i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Et stille smil bredte sig roligt på hans læber, som han betragtede sig af hende. Hun fik det næsten til at lyde som en aften af glæde, for det havde det måske været, men det var bestemt ikke sådan at det var startet ud, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han rystede på hovedet. ”Et hjerte af sten og is og du formåede at smelte det allerede selv samme aften jeg havde kastet blikket på dig? Nej.. jeg havde aldrig regnet med det, men jeg kan nu rigtig godt lide det..” endte han sigende, for løgn var det jo trods alt heller ikke. De havde kæmpet for hinanden allerede fra første stund! Han endte direkte med at le igen, som han skænkede hendes kind et blidt kys. ”Du ender da lige så rød i ansigtet som dit hår, min kære.. Den dag vil jeg se frem til,” hviskede han mod hendes øre, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han havde roligt valgt at trække sig over hende, kun for at mærke hende tæt på, men at hun fik ondt, var noget som han hurtigt fandt ud af, hvor han roligt satte begge hænder i sengen, for at få lidt afstand ind i det hele. ”Undskyld..” endte han sigende, som han endte med at lægge sig mere ned ved siden af hende. Der var mange måder at gøre det på, men.. ja, han ønskede jo ikke at hun skulle have ondt. Han sukkede dæmpet og tydeligt tænkende. ”… Kan du vende dig om? På maven?” endte han dæmpet, for han ønskede jo slet ikke at hun skulle have ondt!

[Silia D. Diamaqima]

Kimeya havde i den grad altid været en mand af komplimenter, der var hele grunden til, at hun gennem mange år havde følt sig direkte smuk, han havde skænket hende en selvtillid, som engang havde været ringe, og nu som var blevet det igen, også selvom det virkelig hjalp at have ham omkring sig på den måde. Faith gengældte det stille kys mod hans kind, også fordi hun sad inde med det brændende ønske om bare at have ham nær. ”Det siger du ikke,” medgav hun med et lille grin. Manden havde altid formået at føje benene væk under hende med sine mange overraskelser, gode som dårlige. Hun daskede atter til ham, ved den næsten overraskende tone omkring hendes troværdighed. ”Klap lige hesten mester!” udbrød hun morende. Det var næsten som at blive taget med tilbage til en fortid som desværre lå så langt borte! Hun ønskede virkelig at drage tilbage til den permanent, for selvom de havde fået en dramatisk start, så havde intet kunne røre dem, fordi de var gået hånd i hånd. Det frustrerede hende, at de selv havde valgt at smide det væk, når nu de havde klaret sig gennem så meget. ”Hvad kan jeg sige? Jeg har været været lidt af en varm sag,” hun blinkede lidt drilsk til ham, og tillod sig for denne ene gangs skyld at forholde sig bare en smule selvsikkert. ”Ej. Jeg er glad for at vi er nået så langt. Jeg ville blot ønske at vi ikke havde spildt alt den tid,” endte hun roligt, for løgn var det jo ikke. De havde virkelig spildt tiden med at råbe og skrige af hinanden, hvilket jo heller ikke var noget hun ønskede! De kunne kæmpe for hinanden, de havde jo gjort det før, så, så svært burde det vel heller ikke være? ”Det er jeg bange for, kære. Men jeg nyder nu tanken om det alligevel. En skønne dag får vi vel lov,” hun lod tomlen stryge over hans ende, mens den anden roligt kærtegnede hans side, også selvom det gjorde ondt på hende, at ligge som de gjorde i øjeblikket.. der var for meget vægt. ”Du skal bestemt ikke undskylde,” mumlede hun en anelse frustreret, for den smerte skulle ikke afholde hende fra at holde ham tæt! For hende der kun havde haft Kimeya så tæt på sig, så kendte hun ikke til meget mere end han havde vist hende, så hun havde kun et valg, der hed at spørge ham til råds. Hun nikkede stille, og kæmpede sig yderst forsigtigt om på maven. Det at hun vred i kroppen, måtte hun erkende gjorde ondt, men så snart hun havde fundet en mere behagelig stilling, var det meget lettere for hende. Hun lagde sig til rette, og ventede en anelse på at smerten dæmpede sig. Smilet bredte sig om hendes læber. Måske det ikke ligefrem var det mest.. intense.. nærmere klodset, men pointen var vel at hun kunne få ham nær? ”Sådan. Det var bedre,” erkendte hun stille. Et sted følte hun sig vel næsten.. spændt på hvad der skulle ske, for dette var nyt for hende.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste godt, at Faith havde kæmpet med sin selvtillid igennem mange år, og selvfølgelig ønskede han at hjælpe hende. Om ikke andet, så vidste hun vel også at han faktisk mente sine komplimenter når han endelig sagde dem? For det at lyve for hende, var slet ikke noget som han ønskede sig og da specielt ikke i en situation, hvor han virkelig følte, at det var noget som faktisk gik i den rigtige retning, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre for hans vedkommende! ”Selvfølgelig gør jeg det.” Hans stemme var præget af en glæde, men også det drilske, for han kunne se at Faith var glad og tilfreds, og så var han bestemt heller ikke den som skulle klage over det i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han grinede let som hun klappede ham på brystet, for han morede sig virkelig, hvilket helt klart var noget af det bedste af det hele. ”Hey!” endte han morende, for løgn var det jo trods alt heller ikke, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han blev liggende tæt på hende, også selvom han kunne se på hende, at hun havde ondt, og det var selvfølgelig noget som direkte.. frustrerede ham, for han vidste at han havde givet hende mange slag, men.. nok for mange? ”Det skal jeg da lige love for.. Og ved du hvad? Jeg kan lide det,” endte han med en sigende mine, for det var noget som hun virkelig godt kunne lide, for løgn var det jo trods alt heller ikke. ”Spild af tid, har det aldrig været min egen. Vi har begge lært af det, ellers ville vi heller ikke ligge her nu.. og nyde stunden på denne måde, vel?” endte han sigende. At sige ja til hende, var noget som han ville se frem til ude i fremtiden, for han var slet ikke i tvivl om at det var den kvinde som han skulle have! Om han så skulle gå igennem det hele endnu en gang, for det var hende som han elskede og ikke nogen andre!
Kimeya endte med at lægge sig ned ved siden af Faith i stedet for, for han ønskede slet ikke at hun skulle have ondt, hvis det var noget som de kunne blive fri for. Han havde mange ting på lager som de ellers aldrig havde gjort brug af før uanset hvad. Han var måske ved at blive træt, men.. han ønskede virkelig at nyde tiden optimalt med hende, og så længe at hun var med på det, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre end det i den anden ende, om det nu var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt heller ikke fordi at det var en løgn i den anden ende, og det var en tanke som han rigtig godt kunne lide. Smilet bredte sig på hans læber, som hun endte på maven i stedet for, også selvom han kunne se, at det var svært for hende at finde en stilling. ”Godt min kære.. Stol på mig..” endte han sigende, som han endnu en gang trak sig over hende – dog uden at komme i kontakt. Med en forsigtig hånd, så spredte han hendes ben forsigtigt. ”Hæv dig lidt..” endte han dæmpet. Bagpartiet skulle jo en anelse op, ellers var det jo ingen nytte.

[Silia D. Diamaqima]

Den selvtillid havde gennem alt for mange år, været hende et enormt problem. Ligeså stor som den havde været, ligeså lille var den blevet efter de mange år, med udelukkende nederlag og slag på den stolthed som havde holdt hende oppe. Men hun vidste at Kimeya faktisk mente sine ord, når han skænkede hende de komplimenter, hvilket også var den eneste grund til, at hun som sådan reagerede på dem, ellers ville hendes kinder jo slet ikke antage den farve! ”For pokker,” mumlede hun og himlede med øjnene, også selvom det var med det lille smil på læben. I øjeblikket kunne hun virkelig ikke mere være tilfreds, særligt ikke nu hvor de lå her. Hun var ganske vidst træt, men det ville blot være ærgerligt at spilde timerne på søvn, når dette nok ville blive deres sidste stund gennem en længere periode. De morede sig betydeligt, hun kunne selv høre det i hans egen tone. I det øjeblik hun havde trådt ind af døren på vagterne kommando, og kun mødt det kolde blik, der havde hun været sikker på, at de havde været endelige. Det lettede hende selvfølgelig at det ikke var tilfældet. Det var virkelig med at være forsigtig, for de mange piskeslag havde bestemt gjort sit, og nu følte hun sig bare stram i hele kroppen, hun ønskede heller ikke at det skulle blive ved med at bløde, ligesom hun heller ikke ønskede, at det skulle stoppe dem i at komme hinanden nær, for hun havde sin idé om, at det netop havde været Jaqias plan med det hele. Forbandet være den kvinde, der havde kendt dem alt for godt! Hans ord bragte virkelig kun en varme frem. Hun greb omkring hans hånd, så han kunne føle den temperatur hun igen sad med, for han formåede virkelig at få den indre flamme til at blusse! ”Så føl mig nu,” påpegede hun lidt drillende, for varm det var hun i den grad, og det var hans fortjeneste. Hun endte med at ligge dog lidt tænksomt. Et sted havde han vel ret, de havde lært af det – forhåbentlig. ”Det er sandt. Desuden vil jeg hellere slås med dig som en i helvede, end jeg vil undvære dig,” erkendte hun roligt, og lod hånden stryge blidt over hans kind. For fremtiden ville den tankegang forhåbentlig ikke være nødvendig, for hun ønskede blot at stå sammen med ham, slå sig ned. Nu hvor hun havde fundet en behagelig stilling, blev hun blot liggende. Det sitrede en anelse nervøst i kroppen, også fordi hun ikke havde en idé om hvad pokker der skulle ske, men hun stolede på ham. Hjertet slog rytmiske slag, spændingen vækkede blot begæret yderligere, og hun elskede det! ”Jeg stoler på dig,” endte hun stille, og gjorde som han sagde, hævede enden blot en smule fra sengen. Det gjorde ikke ondt, hvilket lettede hende. På dette område måtte hun lade ham guide hende. Benene spredtes mere end villigt for hans hånd. De flammerøde lokker faldt omkring hendes skikkelse. Et sted så nød hun tanken om, blot at måtte sætte sin lid til ham, stole på ham, uden at vide hvad pokker der skulle ske.