Home sweet home.

[Silia D. Diamaqima]

Det var sen eftermiddag. Solen var på vej ned i vest, hvilket kun efterlod himlen i smukke rødlige nuancer. På trods af kulden så havde det været en smuk dag, og det tydede kun på, at natten ligeså ville blive et syn for guder. Det var dog ikke alle der havde tid til at nyde de smukke omgivelser. Faith var blevet komplet tavs. De nysgerrige grønne øjne søgte omkring, selvom intet havde ændret sig siden sin sidste tur til landet. To mænd gik på hver side af hende, begge havde de et stramt greb omkring hendes spinkle arme. Det var først nu lykkedes hende at finde fodfæste, de var jo forbandede kæmper! De flammerøde lokker, dansede irriterende hen foran hendes blik, hun havde trods alt ikke hænderne fri til at kunne fjerne dem. Efter et par kilometer på gåben, var hun endt med at tie, frem for at forsøge på, at få de to store klipper til at slippe. Jaqia havde vidst at hun ville forsøge, at komme forbi muren, hendes familie befandt sig trods alt i landet, og hun havde endnu et ansvar, så det var bestemt ikke noget under at hun var blevet fanget, hvilket var en tanke der kun irriterede hende. Den kvinde skulle nok få sin sag for, når først de ville ankomme til slottet!! Det mærkelige var, at de indtil videre ikke havde gået af vejen mod slottet, og hun havde ganske naivt troet at de blot ville gå af andre veje, men efterhånden gik det op for hende, at de var på vej.. hjem? Marvalo Mansion tårnede sig op for hendes blik, i alt sin pragt. Hendes hjerte sprang et slag over. Det var måneder siden, hun sidst havde sat sin fod i det hjem. Kimeya havde nægtet at vedkendes hende, og de havde på ingen måde haft kontakt siden hun forlod landet. Pludselig følte hun en bølge af tryghed vælde op i hende. Tanken om at se ham igen, den.. længsel. Var disse mænd nogle Kimeya havde sendt? Hun så en anselse skulende mod dem, men ingen af dem lod til at værdige hende så meget som et blik. De førte hende med sig ind, bag den knirkende låge, som Kimeya havde lovet hende at ordne for flere hundrede år siden. ”I kan slippe mig nu,” vrissede hun, også selvom det tydeligvis ikke havde den mindste effekt. De stoppede uden for den store dør, og bankede på med faste slag. At blive ført til sit hjem på denne måde, var bestemt ikke noget hun brød sig om! Alligevel kunne hun ikke lade være, at føle sig en smule varm. Det lod til at Kimeya ikke var så flov og ligeglad med hende, som det han havde uvist før hendes egen bortvisning fra landet. Hendes arme var begyndt at gøre ondt, og hendes ben var trætte og ømme, det var trods alt en umådelig lang tur, og de havde gået i et døgn efterhånden. Tanken om den store, varme og bløde dobbeltseng der stod oven på, og Kimeya ved siden af, den var enestående! Måske det slet ikke var så ringe, at hun var blevet taget ved muren? Mon Cedric og Cecilaya også var der? Hun måtte erkende at hun savnede børnene, selvom de var blevet store, og vel sagtens klarede sig fint, uden en mor til at stå med en løftet pegefinger.

[Kimeya Marvalo]

Det var måneder siden Kimeya havde set så meget som en skygge til Faith. Endnu en gang var familien på bristepunktet. Cedric nægtede at vedkendes ham, han var sur og vred på ham, også selvom det nu heller ikke var noget nyt. Denne gang havde ordren været tydelig, og det var på ingen måder, noget som Kimeya kunne bøje til sin egen fordel – eller Faiths for den sags skyld, selvom.. det forundrede ham jo egentlig ikke at Faith var uforsigtig for.. det var for pokker Faith man snakket om! Selvom benet stadig ikke var noget at prale med, for.. det manglede jo trods alt, så vidste han og han stod stadig fast på at han nok skulle klare den af den grund! Det var en ubehagelig stemning som havde lagt sig over Marvalo Mansion. Selvom man ikke just kunne sige at huset var hans mere, for det var skrevet videre til Faith og børnene, så var han stadig den som forsøgte at holde lidt styr på det hele, for det var han vel også nødt til? At Faith var på vej, var en besked som han havde fået, selvom det var noget som direkte irriterede ham. I denne situation, så ville han faktisk sige sig, at han havde håbet, at han aldrig skulle se hende igen, men det var jo bare typisk den kvinde! At det ringede på døren, var noget som han tydeligt kunne høre inde fra den ellers fuldkommen mørkelagte stue, for det var ikke fordi at han ønskede at besvære sig med at tænde lyset, for mørket stod udmærket godt til det som han følte sig i det indre, for det var på ingen måder en behagelig fornemmelse, det var der heller ikke nogen tvivl om! Han rejste sig roligt op og tog stokken til sig, som hvilede ved siden af sofaen, for han kunne ikke rigtigt komme nogen steder uden den! Han manglede for pokker da det ene ben! Han var fuldkommen fjern i blikket, han sov knapt nok, han følte en indre vrede og frustration som han ikke direkte kunne komme af med, og det var en tanke som frustrerede ham kun endnu mere! Han humpede ud til fordøren – måske ikke så elegant som han gjorde det for flere år siden, men han bar sig stadig frem med den samme selvtillid, selv på trods af det som han måtte døje med i denne stund! Han stoppede op ved døren, hvor han for en kort stund, virkelig måtte overveje om han skulle gå ud eller ikke. Han rystede på hovedet. ”For pokker..” endte han ganske kortfattet, som han endte med at få den store og tunge dør åbnet, selvom det slet ikke var nemt. Tvært imod, var det faktisk besværligt nok! Han kunne mærke hvordan knuden satte sig i hans bryst, da han så Faith stå mellem mændene. Det var tydeligt at de havde fået hende med sig, relativt ubesværet. Han nikkede mod dem, uden så meget som at skænke Faith et blik, selvom hun i den grad hvilede i hans øjenkrog. ”I ved hvad I skal gøre..” endte han ganske kortfattet. Det var slet ikke fordi at det var noget som han kunne tolke i den ene retning frem for den anden, for den ordre kunne bestemt ikke skænkes mere tydeligt, og respekten ejede han for Jaqia. Han kunne desværre ikke stille noget op i denne situation. Blikket endte endeligt med at søge mod Faith, lige så kold, tomt og ikke mindst.. forladt.

[Silia D. Diamaqima]

Faith havde ingen idé om hvordan det stod til med familien. Hun havde haft en ringe kontakt med Cecilaya der dog havde formået at opdatere hende en anelse. Dette havde trods alt kun været et forsøg på at blive genforenet med sin familie, og det lod til at det lykkedes! De to mænd slap ikke deres faste greb omkring hendes ømme arme. Det var ikke fordi at hun følte en stor glæde, over atter at skulle se Kimeya. De var blevet skilt kort før hendes udvisning, faktisk var det i virkeligheden hvad der havde forsaget den højest uretfærdige dom over hende! Blot det at stå uden for døren og vente var mærkeligt. Marvalo rummede så megen varme og tryghed for hendes vedkommende, det var hendes hjem, det stod i hendes navn, og alligevel så blev hun tvunget igennem den direkte ydmygelse det var, at skulle banke på døren. Hun himlede utålmodigt med øjnene. Det var ikke underligt at Kimeya var langsom, han manglede trods alt et ben, alligevel så var hun træt, og hendes arme var ømme, og hun var faktisk lidt irriteret. Måske det havde været lidt dumdristigt at søge over muren, men hun havde et enormt ansvar på disse kanter, ikke mindst for de børn, hun havde været med til at sætte til verden, og desuden så overfor Jared og den plads han i øjeblikket holdt for hende til Cecilaya var klar, hvilket begyndte at nærme sig. Lyden af hans stok fik hendes hjerte til at banke. Det gik op for hende var lang tid der var gået, hvor lang tid hun havde undværet ham. Døren gled op.. det gav at sug i maven, som hun ikke havde følt i mange år, og særligt ikke når det kom til Kimeya. Den høje, velkendte skikkelse. De funklende grønne øjne betragtede ham, som havde hun aldrig set noget mere værdifuldt. Det gik dog hurtigt op for hende, at tingene slet ikke forholdt sig, som hun havde troet. Det kolde blik genkendte hun kun for godt. Hun havde fået det et utal af gange, og det gjorde stadig lige ondt. Blikket mødte hans. Hun rynkede uforstående på panden. Vagterne begyndte at hive i hende, for at trække hende med indendøre. Varmen var behagelig og lun. Duften var så velkendt, og ville have beroliget hende, hvis ikke det havde været fordi, hun havde været for urolig til at bide mærke i det. Der var så.. stille? Uden så meget som et ord, førte vagterne hende med sig gennem det velkendte hus, og mod den mørke kælder. Så snart de var nede, var luften en helt anden. Der var koldt og klamt, og der lugtede stadig af det rådne blod, der var blevet udgydet for mange år tilbage. Hendes hjerte hamrede som ti vilde heste. Hun kendte ganske vidst kælderen nogenlunde, og det tog ikke lang tid for hende, at finde ud af hvor dette faktisk måtte fører hen. ”I kan lige vove!” advarede hun næsten febrilsk idet de slæbte hende med ned mod de velkendte celler. De stank råddent, og der var koldt og klamt, de havde trods alt ikke været i brug, i ekstremt mange år. Faith fik overbalance i det, de næsten kastede hende ind i den beskidte celle. De spærrede hende inde i hendes eget hjem? Hun missede øjnene fast sammen, og følte hendes hænder blive direkte rødglødende, af ren og skær vrede. Måske Kimeya ville lukke hende ud om et øjeblik? Ikke at hun regnede med det, for noget var helt galt!

[Kimeya Marvalo]

Skilsmissen havde fundet sted ganske kort tid før Faith var endt med at blive landsforvist. Kimeya kunne i bund og grund, slet ikke lade være med at tænke på da han havde mødt hende første gang – omstændighederne var jo faktisk ikke så forskellige igen og han måtte jo desværre erkende for sig selv, at han virkelig savnede hende. Hjemmet var stadig hendes, men nogen skulle jo være der til at styre det hele, og det var jo heller ikke fordi at det var noget som han havde noget imod som sådan, for det var jo i bund og grund, bare at tage det hele som det nu måtte komme, for det var jo heller ikke fordi at han havde noget andet valg som sådan. Hans børn havde endnu en gang vendt ham ryggen, Cedric specielt, selvom den tanke klart var det værste ved dette, for han fik da aldrig noget forhold til knægten! At Faith måtte være lige på trapperne, var noget som satte knuden i hans bryst, selvom han var nødt til at handle som Jaqia krævede af ham, for hvad andet valg havde han egentlig? Hun var hans dronning og hendes autoritet vejede en god del mere end hans og det var noget som han direkte kunne være træt af i denne situation! Turen ud til døren havde været tung, for det var hårdt for hans skuldre, nakke og hofte at humpe sådan rundt, så han undgik det faktisk helst. Hans mine forandrede sig dog ikke det mindste, da han så Faith stå der på døren. Hans mine var intetsigende, som var der intet følelse tilbage i ham, da det var noget som hun brutalt havde revet med sig, da hun havde valgt at søge væk fra ham – igen! Han humpede kun til side, så de kunne komme ind med hende. Når vagterne var der, havde han bestemt heller ikke noget andet valg end at lystre hvad ordren havde påpeget af ham, så han var virkelig nødt til at slå koldt vand i blodet, selvom det bestemt heller ikke altid var lige nemt! Han fulgte efter dem, selvom det gik langsommere end det normalt ville, for han var virkelig træt af at humpe omkring! At det så først nu var at Faith fandt ud af hvad der skete, var noget som et sted gjorde det hele værre, for hun havde sgu da vidst, at hun burde have holdt sig på den anden side af muren! Han lod vagterne sørge for at hun blev låst af vejen og selv forsvandt, inden han kom humpende, selvom det ikke gik hurtigt. Tvært imod! Han stoppede foran cellen, kun for at betragte hende – som havde hun været et bæst i et bur. ”Det eneste du ikke skulle have gjort, var at søge tilbage på denne side af muren Faith,” endte han fuldkommen tonløst, for han var virkelig.. frustreret! Han vidste hvad han skulle gøre ved hende, selvom det slet ikke var noget som han ønskede. Af den stund, så havde han faktisk håbet på, at det aldrig var noget som skulle blive aktuelt, men igen.. han kendte jo trods alt Faith alt for godt. Han stod støttende med stokken i sin hånd. Han var faktisk utrolig glad for den og han brugte den stolt. De grågrønne øjne hvilede på hende, fuldkommen tomt og intetsigende. Han vidste faktisk ikke hvad han skulle sige, foruden at han var.. direkte skuffet? Bange for at miste hende for alvor?

[Silia D. Diamaqima]

Alt dette var ikke fremmede. Memphesto havde udvist hende, og af en eller anden grund, blev hun det altid på et uretfærdigt grundlag. Om ikke andet, så var det jo bare noget hun måtte tage med. Tanken om at hende og Kimeya var skilt.. igen, havde ikke været så hård, som hun havde frygtet. Et sted så var der vel en stemme i hende, det fortalte at det nok skulle løse sig? Ligesom det havde gjort de øvrige gange. Hans blik sagde hende dog noget helt andet. Det var mange år siden, at han havde set på hende med det blik, et blik der ikke udviste nogen form for følelse, ingen bekymring, ingen kærlighed. At vagterne førte hende ned i buret, gjorde hende direkte vred! Hun havde INTET at lave i den kælder, det var hendes hjem! Hun genfandt endnu engang balancen, begge hænder greb fat om tremmerne, der alligevel var tætte nok til, at hendes spinkle skikkelse, ikke ville være i stand til at søge igennem. Jernet blev direkte rødglødende ved hendes varme. Kimeya kom humpende bagefter. Hans mine burde være blødt op nu, men han så på hende med den samme afsky, som havde hun været et dyr i et bur. Hun missede med øjnene næsten dræbende. ”Hvor vover du at se på mig, med det blik?” vrissede hun hidsigt. Kulden var direkte omklamrende, det løb hende koldt ned af ryggen, og lugten var forfærdelig, den gav hende allerede hovedpine! ”Jeg har forpligtigelser Kimeya!” udbrød hun direkte frustreret. Hun slap tremmerne, og tog i stedet en direkte rastløs vandren, frem og tilbage, op. ”Vores børn behøver mig her,” hun stoppede op, og lod det frustrerede blik møde hans. ”Du ved ligeså vel som jeg, at Cecilaya står til en lederstilling, det er mit arbejde at forberede hende, og Cedric lytter for pokker kun til mig. Jeg kunne ikke blive væk!” vrissede hun. Hånden strøg igennem de flammerøde lokker, der hang uglet omkring hendes slanke skuldre. Det var lige før, at det var mere fristende at rive dem ud, for dette var virkelig mere hun kunne håndtere! ”Har du tænkt dig at lukke mig ud eller hvad?” endte hun mere direkte og tydeligvis utålmodig. Et sted forventede hun vel at han gjorde det, for han var jo før gået imod de royale for hendes skyld. Hun tog sig til panden. Det kunne for pokker ikke være rigtigt, at de skulle skændes hver gang de befandt sig under det samme tag? Hendes hoved føltes tung og ør fra før af. Det havde været en lang tur. Blikket gled mod hendes arme, der endnu var helt røde efter vagternes greb. Det ville være et spørgsmål om timer, inden de blev blå i stedet. Faith skælvede. Hun forsøgte stadig at holde kulden ude. Der var intet lys, foruden en enkelt fakkel ude på gangen. Det var aldrig rigtigt gået op for hende, hvor råddent dette sted faktisk var. Blikket gled mod stokken. Hun genkendte den, for hun havde trods alt selv givet ham den forrige jul. Hænderne knyttede hun fast. Ingen ring af føle længere, hvilket faktisk var en tanke der gjorde ondt. Hun havde faktisk savnet ham, også selvom hun bestemt ikke var i humør til at skulle erkende det i øjeblikket!

[Kimeya Marvalo]

Det gjorde faktisk ondt på Kimeya at vide hvad han var tvunget til at gøre. Den eneste forskel fra Memphesto i denne situation, var jo faktisk at han havde respekt for Jaqia, for det havde han bestemt ikke haft for den mand! Han vendte blikket direkte mod hende, som han selv var kommet ned i kælderen til hende, for han kunne tydeligt se, at hun virkelig var ved at være frustreret, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere for ham på nogen måde. Han var faktisk.. ked af det, og det var noget som han altid gemte bag en stor facade, hvilket var noget som hun allerede vidste, for sådan havde han altid gjort det. Hans krop var direkte øm. Der var en grund til at han sjældent gik nogen steder, for han kunne ikke holde det ud over alt for lang tid! Han var ved at blive for gammel til det. At hun tog den tone overfor ham, og udbrud på udbrud, var slet ikke noget som kom bag på ham! Nu kunne han da for alvor genkende Faith! Han lod hovedet søge let på sned. Så længe at hun befandt sig på den side af tremmerne, så vidste han til gengæld også godt, at hun intet kunne gøre ved ham, så det havde han det egentlig fint med! ”Som du har forpligtelser, så har jeg også!” endte han med en fast tone. Han trådte et skridt tættere på, selvom han stadig holdt sig på afstand. Stokken gik han med – ikke fordi at han ikke havde andre, for det havde han, men denne havde han fået af hende, så hun vidste at der var andre meninger bag den, og han håbede selvfølgelig at det stadig var sådan at det var, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var helt sikkert. ”Denne gang har du selv valgt at træde i spinaten ved at søge ind forbi denne side af muren. Jeg skider lidt på dine forpligtelser overfor dine børn lige nu!” endte han med en fast tone. Cedric lyttede måske ikke til ham, og han kunne ikke rigtigt hjælpe Cecilaya selvom han virkelig ville ønske at han kunne, men på grund af alt det med Faith, så var han bestemt heller ikke særlig velset blandt dæmonerne, hvilket et sted i den grad også måtte irritere ham, men han kunne bestemt heller ikke gøre noget andet ved ham! Om han skulle lukke hende ud eller hvad han skulle, var selvfølgelig en tanke som gjorde ham en kende usikker, for han vidste udmærket godt, at han slet ikke burde. Omstændighederne kunne sagtens ligne lidt dem fra da han havde mødt hende første gang – selvom han selvfølgelig håbede på at han slap for at hugge hovedet af hende eller ham selv for den sags skyld. Selv hernede måtte han erkende, at det var en smule koldt, selvom han nu heller ikke sagde noget til det som sådan. Han vendte blikket ganske kortfattet mod låsen og så igen mod hende og med en ganske kort overvejende og ikke mindst tænksom mine. Han sukkede næsten opgivende. Hvis det kunne give ham en aften med hende, så… Han endte med at finde nøglen ned, ved at fiske den ned fra sin krog på væggen – langt vejs nok fra til at Faith kunne få fat i den, for det kunne hun slet ikke. ”Du ligner en som godt kunne bruge en seng at sove i, i aften..” Et svagt træk fandt sig vejen til hans mundvig, idet han vendte blikket mod hende og fik døren op.

[Silia D. Diamaqima]

Forskellen mellem Jaqia og Memphesto var slet ikke en hun så, for i de var trods alt begge blot royale, folk der sad med en magt, og endda en som blev misbrugt, for Jaqia havde ikke haft et grundlag for at landsforvise hende, hun gjorde sit arbejde, go hun havde sågar opført sig pænt! Hendes vrede lagde hun ikke skjul på, for hun havde virkelig ikke regnet med at skulle sidde fanget i en mørk kælder, og da slet ikke i sit eget hjem. Tanken om den behagelige varme der havde været oven på, og den velkendte duft, der faktisk havde fået hende til at slappe af for bare et øjeblik. Den tone hun brugte overfor ham, måtte efterhånden være velkendt, eftersom hun alt for tit havde været så frustreret og da særligt over ham, så efterhånden var det næsten blevet en del af hendes person. Ilter havde hun altid været, det fulgte vel med den brændende flamme, der brændte i hendes bryst. Hendes blik gled omkring. Disse celler var magisikret, så hun ville ikke være i stand til at kyle noget som helst efter ham, hvilket næsten var en frustrerende tanke, med henblik på hendes egen vrede. ”Aha, og hvad består de så af?!” bed hun ham af. Hendes blik lynede. Det var typisk ham, at slikke Jaqia i enden, og den tanke gjorde hende faktisk.. trist? Hun havde troet at han være villig til at bryde helvedes grænser for hendes skyld, også selvom de var skilt. Måske dette faktisk var et endeligt brud? Hun følte hjertet synke til bunden. ”Jeg blev uforsigtig. Sig ikke at du havde forventet at jeg ville holde mig væk?” hun så direkte indgående på ham. Hvis det havde været hans tro, så kunne han ikke have været mere forkert på den! ”Og tiltal mig ikke i en tone,” svarede hun skarpt, og skulede dræbende mod ham. Hun fandt sig bestemt heller ikke i hvad som helst, og da slet ikke fra Kimeyas side! Omstændighederne var næsten de samme, men Faith håbede om ikke andet, at de begge kunne slippe ud af det med hovedet i behold.. og dog.. hvis Kimeya blev ved med at tale til hende med den ringe respekt, så var hun bange for, at hun ikke ville være i stand til at stå imod fristelsen. At han så faktisk låste op, var noget der direkte overraskede hende. Hun faldt en anelse til ro igen. Måske hun havde været lidt for hurtig til at dømme ham? ”Jeg.. Ja tak,” hviskede hun stille og sukkede tungt. Hun trådte roligt mod ham, og ud af den klamme kælder, og sendte ham et lidt prøvende smil.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne se en tydelig forskel på Memphesto og Jaqia. Han turde virkelig ikke sætte sig op mod den kvinde, for han havde ingen anelse om hvem hun ramte i den anden ende, og det var noget af det som faktisk holdt ham på plads. At gå imod hendes ordre behøvede ikke at gå udover ham, men.. det kunne gå ud over hvem som helst og tanken om at børnene skulle rammes, var klart det som skræmte ham mest! Han turde ikke tage chancen! At se Faith igen, var faktisk.. en dejlig følelse, selvom omstændighederne på alle måder måtte ødelægge det, og det var tydeligt selv for ham, at Faith ikke kunne se det! Hans blik forblev hvilende på hende. Han kunne sagtens spille kold, han kunne sagtens være kold, for det var slet ikke det. Det var faktisk noget som lå ganske naturligt til ham som person, om det var noget som man ville det eller ikke, for det var den mand som han var. Hun havde valgt at gå fra ham – igen, så… det var jo ikke fordi at han som sådan havde brug for at beskytte hende? Desuden havde hun altid beskyttet sig selv! ”Jeg vogter om det som jeg stadig har retten til!” endte han med en fast tone. Han knyttede sine næver ganske fast, selvom han ikke gjorde noget udover dette. Han sukkede opgivende og uden at tage blikket fra hende. ”I denne situation, så havde jeg håbet at du havde..” endte han ganske stilfærdigt og uden at tage blikket fra hende på nogen måde, for det var ikke engang en løgn. Hun havde ingen anelse om hvad det var hun var kastet ud i, så han havde virkelig håbet at hun havde formået at blive væk, selvom det i den grad ville have overrasket ham mere end det som godt måtte være i den anden ende! Han havde alligevel valgt at åbne lågen for hende, hvor han direkte stod med hånden skælvende hvilende mod stokken, for han var virkelig ved at have ondt efterhånden! Det var måneder siden han havde fået musklerne masseret, så de var ved at være godt ømme. Hun dømte ham måske lidt for hurtigt og så.. alligevel ikke? Han vendte blikket direkte mod hende, som hun forlod kælderen. Hun skulle derned igen, hvilket han nok skulle – prøve – at forklare hende om ikke andet, selvom han bestemt ikke regnede med, at det ville have nogen effekt på hende! Hendes prøvende smil kunne han ikke ligefrem gengælde, foruden med en grimasse. Hans hånd lagde han mod sin skulder. Han vidste godt, at det gik kraftigt udover hans skulder, også fordi at han var nødt til at gøre brug af kroppen for at ’hoppe’ frem og det gjorde ondt! Han nikkede bare mod hende. ”Ingen årsag,” svarede han ganske kortfattet, idet han begyndte at humpe op af trappen – et skridt af gangen.

[Silia D. Diamaqima]

Jaqia var en utilregnelig kvinde, hvilket selv Faith var klar over, hun havde trods alt haft kvinden under sig igennem mange år, før tronen var endt i hendes hænder. Respekten for hende havde både op og nedture, for hun billigede bestemt ikke alle den kvindes beslutninger, hvilket Jaqia og hurtigt fik at vide. Faith havde altid været en kvinde af ærlighed, der var trods alt en grund til, at det altid endte med, at hun blev smidt ud. Selvfølgelig frygtede hun også for børnene, men dette skulle være hendes lektie, også selvom hun ikke forstået den endnu, så hun gik vel bare ud fra, at Jaqia ville lade dem uskadte? Kimeyas kulde skræmte hende næsten mere, end tanken om at Jaqia kunne tage en form for unødvendig hævn. Det var mange år siden, at hun havde set ham bære den maske, og særligt at han havde udvist den overfor hende. Selv valgte hun blot at gengælde det med det lynende blik. Hun var måske gået fra ham, men hvad pokker skulle hun gøre? Manden havde nærmest ikke ville vedkendes hende, han havde nægtet at lade hende så meget som røre ham, selvom hun virkelig havde forsøgt at være der, efter han havde mistet benet, og hans afvisning var som en lussing hver eneste gang. Hun behøvede ikke hans beskyttelse, hun havde klaret sig til nu, og desuden var hun nok bedre stillet end han var, men det gjorde alligevel ondt, at han end ikke forsøgte. ”Så siger vi det,” fnøs hun. Det var bestemt ikke for at håne ham, men han irriterede hende grænseløst, ikke mindst fordi han faktisk gjorde hende.. ked af det? ”Måske du helst ville være fri for min tilstedeværelse, men jeg har stadig forpligtigelser overfor vores børn,” bed hun ham atter af. Det var sjovt som deres forhold havde udviklet sig. Kærligheden imellem dem havde altid været der, men de formåede bare aldrig at holde fast i den. Nu frygtede hun på sit vis, at den ikke var der længere, for Kimeya lod til at være direkte ligeglad. Hendes smil blev på ingen måde gengældt, hvilket kun efterlod hendes mine tilbage i de stramme folder. Hun havde været hurtig til at dømme ham, for nu lukkede han hende jo ud? Uanset så var hans blik mere end rigelig straf, der skar hende i hjertet, at han pludselig så på hende som en fjende, som noget han afskyede. Hun søgte ned af de lange gange, og op af trappen, spildte bestemt ikke tiden med at vente på ham. I stedet søgte hun direkte mod den lune pejsestue. Et lille smil spillede om hendes læber. Hun var hjemme. Et lettet suk forlod hende, mens hun roligt lænede sig op af dørkarmen, og lod blikket falde til flammerne der lystigt brændte i kaminen.

[Kimeya Marvalo]

Jaqia var for utilregnelig til at Kimeya overhovedet turde tage chancen med at gå hende imod. Desuden havde Faith vist sig som en stor pige gang på gang, og det var ikke noget som han kunne røre. Uanset hvor meget han forsøgte, så havde hun været.. stærkere end ham? Og selv det havde været en tanke som direkte havde irriteret ham! Han var en mand, og han skulle have en at beskytte, og det kunne han bare ikke få! Han vendte blikket direkte mod hende og med den samme faste mine. De havde alle en lektie at lære ud fra dette og han havde tydeligt taget sin til sig. Han var nødt til at stramme op på sig selv, og det havde han i den grad også gjort, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Han fnøs ganske kortfattet af hende og rystede på hovedet. Faith kunne han genkende i denne stund, også selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til som sådan. Tvært imod, var det en tanke som han faktisk godt kunne.. lide? Han vendte blikket direkte mod hende. ”Det gavner hverken dig eller dem, at du er her i længden, for pokker..” mumlede han næsten lydløst. Hun hørte jo for pokker aldrig efter! Han var faktisk ved at være træt af at skulle redde hendes røv! Han havde nu alligevel valgt at lukke hende ud, for det kunne jo være, at det var muligt for ham bare at.. forklare hende hvordan det hele hang sammen, for han nægtede at lade noget som helst gå udover hans børn eller barnebarn eller andre som han måtte holde af! Og et sted dybest set, så viste han at Faith ville forstå ham! At hun bare.. løb i forvejen, forundrede ham ikke, for han vidste hvor meget hun direkte hadet at være i kælderen, og han kunne udmærket godt forstå hende. Han selv måtte tage trappen et trin af gangen, og det var bestemt heller ikke fordi at man kunne sige at det var nemt for ham, for det gjorde ondt at komme op af trapperne! Han bed smerten i sig, selvom det virkelig var begyndt at gå ondt i den skulder. Det tog ham flere minutter, men han endte i den store forhal, hvor han kun humpede hen til pejsestuen, hvor han stillede sig i døren. Han gjorde nogen små rul med skulderen, selvom det på ingen måder løsnede op i noget som helst. Så han havde vel heller ikke noget andet valg end at bide det i sig? ”Jeg går op og lægger mig.. Det er sent og skulderen er ved at slå mig ihjel..” endte han ganske kortfattet, idet han endnu en gang tog omkring stokken og humpede den anden vej, for at komme hen til den næste trappe. Han stirrede op af den, næsten med et opgivende blik. Han tog omkring gelænderet med den ene hånd og med stokken i den anden, så begyndte han sin opstigning, for at komme op i seng. Den tur hver dag, var virkelig noget som trak tænder ud!

[Silia D. Diamaqima]

Faith frygtede ikke Jaqia selvom hun var direkte utilregnelig. Hun var en stor pige, og hun havde formået at tage sig af sig selv, både når det kom til Memphesto men også når det kom til Jaqia. Hun havde måske ikke altid været god til, at lade Kimeya komme til, ikke mindst fordi hun havde noget at leve op til i form af den tidligere lederstilling. Hun kunne ikke vise sig svag på vilkår. Visse ting ændrede sig aldrig, og hendes umådelig ilterhed var en af dem. Hun var elendig til at lytte, for ingen foruden Nathaniel havde nogensinde lyttet til hende. Hun forsøgte at råde og lede andre, men som oftest var hendes uheldige ordvalg noget der spændte ben for hende, desuden havde hun for vane at være spontan og en smule hovmodig måske. Jaqia havde nævnt noget om en lektie, men hun var blind overfor sådanne ting, og hun kunne virkelig ikke se, hvordan dette skulle kunne lærer hende andet, end at være mere forsigtig selvfølgelig. Det ville tage en mindre evighed for Kimeya at kæmpe sig op af alle de trapper, derfor var hun løbet i forvejen, hun blev desuden træt af at hakke på ham hele tiden, det var faktisk udmattende i længden. Varmen fra kaminen tog omkring hendes skikkelse, og bød hende velkommen hjem. Hun følte det sus af trygheden der holdte hende ind til sig, hvilket havde været en umådelig savnet følelse, for selvom Destiny og Fabian havde været yderst gæstfrie, så ville Manjarno aldrig blive hendes hjem. Hans planer om at lukke hende tilbage i buret, lå endnu ukendte for hende. Det var lykkedes hende at komme ud, hvilket også var det eneste hun bed sig mærke i. Faith blev stående i døren, selvom hun udmærket hørte ham komme op. Stokken var yderst afslørende. Hendes stirren mod flammer, bragte hende næsten i en trancelignende tilstand, der blev brudt i det han endte med at stå bag hende. Hun værdigede ham ikke et blik. At han skulder var øm forundrede hende overhovedet ikke, alt andet ville være underligt, når han nu gik rundt med stokken på den måde. Faith nikkede roligt. ”Skal jeg ordne den?” tilbød hun uden at tænke videre over det. Ordene lå så naturligt i munden. Det gik endelig op for hende hvad hun egentlig havde sagt. Han havde jo nægtet at lade hende røre ham dengang, så hvorfor skulle han nu? Faith vendte sig roligt mod ham, og lod det trætte blik møde hans. Hun skulle selvfølgelig nok forsvinde ud af værelset, og tage et af gæsteværelserne bagefter, hvilket i sig selv var en umådelig underlig tanke. ”Hvis du vil,” tilføjede hun og trak en anelse ligegyldigt på skuldrene, selvom hun i stedet burde trække tilbudet tilbage, men hvornår traf hun nogensinde et rigtigt valg?

[Kimeya Marvalo]

Jaqia var for utilregnelig til at Kimeya turde tage chancen for noget som helst, hvilket var noget af det eneste som gjorde, at han reagerede som han gjorde. Faith skulle tilbage i kælderen, om han så selv skulle slæbe hende med derned, for der var ikke noget at gøre ved det! Han vendte blikket direkte mod hende, som hun styrtede op af trappen. Ikke fordi at det forundrede ham, for han brugte virkelig lang tid på det! Kun på grund af det manglende ben, og det var noget som efterhånden var ved at slå ham ihjel i den anden ende! Han vendte blikket direkte mod hende og med den samme faste mine. Ja, han var vel nødt til at holde lidt fast i det gode gamle? Han havde fundet sig en kvinde som han ikke engang kunne få lov til at beskytte, og det var virkelig mere end nok til at give ham mindreværdskomplekser, for det var virkelig.. flovt! Det var i den grad flovt i hans øjne! Han så hvordan Avidan kunne beskytte Moniqe, Fabian beskytte Destiny og Junior beskytte Cayla – dengang om ikke andet, så der var sket så frygtelig meget, og han kunne ikke engang få lov til at beskytte sit! Det var noget som virkelig måtte frustrere ham! At se hende stå ved pejsestuen forundrede ham på ingen måder, for det var der varmen var og han vidste hvordan hun havde det med den. Hendes følgende ord til om hun skulle ordne hans skulder, var dog noget som alligevel kom bag på ham, hvor han vendte blikket direkte mod hende. Han vidste godt at han havde afvist hende meget før i tiden, men.. det ben havde virkelig været flovt! Og.. at hun ikke kunne forstå det, var noget som gjorde ondt i sig selv. Det var selvsagt nemmere nu, men det var stadig ikke helt godt. Han trak vejret dybt. ”Jeg… vil bestemt ikke sige nej,” endte han sigende. Han betragtede hende med en ganske stilfærdig mine. Hvor hun ville sove, var ham egentlig lidt ligegyldigt, så længe at hun blev i huset! Ellers ville det først gå galt med Jaqia, men at fortælle det til Faith ville han ikke få det mindste ud af, så meget vidste han da allerede, så det var slet ikke noget som han ønskede at kaste sig i krig med. Han vendte blikket op af trappen endnu en gang og med den samme mine som tidligere, for han var virkelig ved at have ondt, for det gav virkelig stød hver gang han støttede på stokken for at komme op af trappen og det var noget som efterhånden var ved at irritere ham! ”Bare.. kom op når du vil..” endte han stille, som han endelig havde fået sig kæmpet hele vejen op, så han kunne komme ind på værelset. At se sengen stå der, opredt og det hele, da det var noget som han gjorde hver dag, var noget som virkelig fristet ham bare at smide sig i! Han kom hen til sengen, hvor han satte stokken ved siden af den og bare satte sig ned. Han var virkelig ved at være øm!

[Silia D. Diamaqima]

Faith havde ingen planer om at tage tilbage i kælderen for der var klamt og ubehageligt! Eftersom Kimeya havde lukket hende ud, så regnede hun bestemt heller ikke med, at han havde tænkt sig at smide hende tilbage i. Det føltes virkelig fantastisk at være hjemme igen. Den velkendte duft og stedet der lignede sig selv, selvom hun følte at det var en evighed siden hun sidst havde betrådt stedet. Børnene lod ikke til at være hjemme. De havde vel heller ikke nogen anelse om, at hun var blevet fanget ved muren? Hende og Kimeya havde aldrig fået tid alene, og den tid de havde, havde de ikke fået det store ud af, særligt ikke når han ikke ønskede hende tæt på sig overhovedet. Det havde drevet hende til vanvid til sidst, at have en mand som hun elskede, men som hun blev forbudt at røre ved. Hun havde forsøgt at udvise forståelse overfor hans handicap, og hun havde virkelig givet ham tid, taget den ene afvisning efter den anden, men til sidst var det virkelig blevet for meget, hun følte sig ikke af stor værdi længere, også selvom det bestemt ikke var noget hun sagde højt. Hun havde måske valgt at klare sig selv, uden hans beskyttelse, med mindre hun virkelig stod i skidt til halsen, men han havde i den grad også formået at få hende til at føle sig direkte uønsket, hvilket han gjorde igen, nu hvor han så på hende med den afsky. Hendes øjne blev blanke ved tanken, også selvom hun tvang tårerne tilbage, for dem skulle han bestemt ikke have fornøjelsen af at se. Hun nikkede blot roligt mod ham. Det kom lidt bag på hende, at han faktisk tog imod tilbuddet. Faith blev stående ved døren ind til pejsestuen, og så ham forsvinde oven på. Kort vendte hun blikket mod kaminens ild, og lod den kvæles for hendes hånd, blot af gammel vane, før hun fulgte hans eksempel, og tog trappen oven på. Den dystre gang lignede sig selv. Faklerne brændte kun svagt. Hun slukkede dem på vejen mod soveværelset. Ganske forsigtigt skubbede hun døren op. Intet var rørt. Der var gået måneder, og det stod som da hun forlod det. Hun bed sig let i læben, og trådte roligt ind på det gamle soveværelse, der efterhånden bar mange minder, både gode som dårlige. De grønne øjne søgte omkring, kun for at finde en form for forandring, men uden held. ”Inden jeg tog af sted, lå der en flaske af Nathaniels olie i min nat skuffe,” påpegede hun stille. Det var hans nu, hun var forvist, så hun ville ikke begynde at bryde ind i hans ting, som var der intet sket, desuden kunne hun jo ikke vide, om han havde ryddet den. Døren lod hun roligt glide i bag sig, og trådte dermed for alvor ind.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste udmærket godt, at han havde været ekstrem kold og afvisende overfor Faith, men det var virkelig ikke noget som han havde gjort med vilje. Hans handicap var virkelig noget som havde taget hans sjæl med sig, for.. han følte sig slet ikke som sig selv længere, og nu kunne Faith da slet ikke bruge ham til noget som helst! Om ikke andet, så skulle hun tilbage i kælderen igen, også fordi at han ikke havde nogen anelse om hvornår Jaqia kunne finde på at kigge forbi, og så ønskede han bestemt heller ikke at hun skulle stå på døren, og så sad Faith i stuen, for så ville der først for alvor falde brænde ned, og han ønskede virkelig ikke mere at slås med end det som han havde, for det var mere end nok! Han vidste at han havde gjort hende ked af det, men det var så sandelig også gengældt. Han følte sig slet ikke.. brugbar, også fordi at hun kunne selv – og han kunne vel blot bruges når problemerne var store? Hans kamp op af trappen, gjorde virkelig ondt, for han følte virkelig at hans skulder var ved at falde af! Han satte sig til at ømme den lidt, selvom Faiths skikkelse i døren, var noget som hurtigere fangede hans interesse, selvom det bestemt heller ikke betød at være en negativ ting, for det var bestemt ikke sådan ment, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hendes ord fik et svagt træk til at finde vejen til hans mundvig. ”Hvis den lå der, da du tog af sted, så ligger den der også nu.. Find den frem Faith.. Det er stadig din skuffe.” Han vendte blikket ned af sig selv, som han forsøgte at finde bare en lille form for ro, selvom det virkelig ikke var lige til med den forbandede skulder, for det var i den grad noget som gjorde ondt efterhånden, og han vidste slet ikke hvad han skulle gøre ved det, uanset hvad! Han bed tænderne tydeligt sammen og knyttede næven, næsten helt automatisk, for han kunne intet andet gøre ved det alligevel! Han vendte blikket roligt mod hende, som hun lukkede døren og trådte ind for alvor, begyndte han at fjerne skjorten. De mærker hun havde efterladt sig, havde han endnu, og han gjorde skam heller ikke noget for at skjule dem. I det store og hele, så var det jo faktisk mærker som han var stolt af, for.. det indikerede vel kun at han var hendes? Hvilket i det store og hele, også var sådan at han ville have det. Han lukkede øjnene. Hans skulder var virkelig, virkelig øm og det var ved at gøre ham godt og grundigt irriteret!

[Silia D. Diamaqima]

Der havde været megen modstand for deres vedkommende, og de havde aldrig være gode til at bekræfte hinanden på de forskellige måder, som de behøvede det på. Det var der trods alt heller ikke noget at gøre ved nu, hvor de igen var skilt, og hvor det faktisk virkede..endegyldigt. Den tanke gjorde mere ondt end hun lige havde regnet med. Hun havde gang på gang været tvunget til at passe på sig selv, fordi Kimeya aldrig havde været der, så det var bare blevet en del af hende, og samtidig så havde hun et enorm behov for at vide, at hun var god nok som hun var, og den havde han ikke været i stand til at give hende efter at han havde mistet benene. Det at han ikke afviste hende nu, var stort. Det glædede hende kun, at hun faktisk kunne gøre noget for ham, også selvom hun langt fra havde fået den velkomst, som hun havde håbet på. Hendes skridt var yderst varsomme, også selvom det var underligt, det var trods alt.. hendes seng, hendes værelse. Hun sukkede en anelse opgivende, og betragtede ham blot med en meget neutral mine. Det halvvejs smil var kun noget der klædte ham, den kølige mine brød hun sig ikke om, kun fordi hun vidste hvad den betød. En anelse usikkert gengældte hun smilet, og trådte hen på hendes side af sengen. Hun åbnede skuffen. Ganske rigtigt, så var der ikke flyttet på noget som helst. Olien lå der, en gammel blok og en fjerpen, og ikke mindst.. hun sank en klump. Hendes dagbog. Havde hun ladet den ligge? Det burde hun have opdaget før! Hun tog den lille flaske op, og lukkede skuffen igen. Blikket gled atter od Kimeya, der var ved at klæde sig af. Han var en flot mand.. det havde desværre heller ikke ændret sig. Forsigtigt satte hun sig ned på sengekanten, madrassen var fantastisk blød! Hun havde glemt hvor fantastisk godt man lå! Hun gjorde hendes fødder fri fra skoende, og satte sig i en skrædderstilling i sengen, med blikket vendt mod hans ryg. Hun vidste at mørket af hendes hånd endnu befandt sig på hans bryst. Hun fortrød ikke at hun havde gjort ham om. Først og fremmest havde han selv været uden om det, og desuden så var det kun et klart tegn på, hvem han faktisk måtte tilhøre. ”Lig dig” opfordrede hun stille. Nu hvor hun ikke længere befandt sig i den kolde og mørke kælder, så kunne hun også slappe mere af. Hun hadede det sted af gode grunde! Hvordan havde hun dog også kunnet tro om Kimeya, at han ville lade hende rådne op på sådan et sted? Det havde været hendes far, selvom de færreste vidste det, det havde aldrig været Kimeya, så hvorfor pokker skulle han da gøre det nu?