Home sweet home.

[Deleted]

Alex vidste slet ikke hvordan han skulle reagere på at se Jaqia ligge der sådan, for det var slet ikke noget som han havde regnet med på nogen som helst måde overhovedet. Han vendte blikket direkte chokket mod hendes døde skikkelse, som han måtte stå der med hende i armene, for det var virkelig en utrolig følelse i den anden ende. Et sted så.. var det noget som virkelig gjorde ondt, og et sted så var det en tanke som virkelig gjorde ham så vred, at han selv kunne slå ihjel! Selvom han virkelig var tvunget til at holde hovedet koldt, for ellers ville det jo først for alvor gå galt, og det var slet ikke noget som han ønskede selv. Han var nødt til at være sin kære søsters repræsentant i denne situation, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så kunne han heller ikke gøre noget ved det. I det indre, så grød han, også selvom det bestemt heller ikke var noget som han ønskede at vise synligt bare sådan uden videre, for det vidste han udmærket godt, at han ikke fik det mindste ud af, uanset hvad han gjorde, så var det jo bare sådan at det nu end måtte være. Lige hvordan Mattheus ville tage hans mors bortgang, vidste han ikke, men nu måtte han jo trods alt forberede knægten på at tage tronen. Nogen var hun nødt til det, for knægten kunne bestemt ikke klare det selv, hvilket faktisk også var ham en tanke som gjorde ondt, for hvad skulle han selv gøre uden hende? Hans arme knugede hendes døde krop mere ind mod sig, som han måtte sidde der bare med tanken om det, for det var virkelig en tanke som direkte knuste ham! Han vendte blikket direkte dræbende mod Kimeya, som han kunne se manden gå direkte i jorden og blive bundet, hvilket helt klart var en tanke som han nød af, selvom den bestemt heller ikke gjorde op for det som manden havde gjort. Mordet på en kongelig? Det straffes kun med døden til følge! Og Kimeya af alle mennesker vidste det, så meget var han dog klar over i den anden ende! ”Jeg idømmer dig til hængning fra galgen for mordet på Dvasias’ dronning, Jaqia Angleráx..” hvislede han med en direkte fast tone. Det glædede ham næsten at sige ordene, også selvom det vel bare beviste for ham, at det var en kendsgerning? At Jaqia var død og borte? Selvom det virkelig var en tanke som gjorde noget så frygtelig ondt! ”Før ham til slottet og sørg for at han forbliver i kælderen til straffen skal stås!”endte han fast, som han selv passerede Kimeya og soldaterne på vejen, i hans egen vandring ud til hesten. Først der lod han en enkelt tåre falde, for det var også først der, at det gik op for ham, at det hele virkelig skete. Det var ikke bare et mareridt, men hun var væk.. Han rystede fast på hovedet, som han fik hende godt ind over hans ene arm, så han kunne komme op på hesten og faktisk komme tilbage til slottet igen. Det hele skulle gerne gøres inden solen for alvor stod op!

//Out

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kendte Faith nok til at hun fulgte med i hvad der foregik, også selvom han stadig havde fuld kontrol over det som skete. I det store og hele, så var han faktisk temmelig overrasket over at Alex selv ikke havde taget sig af sagen og slået ham ihjel på stedet, selvom det var det som gjorde, at han var mere seriøs og tog det mere alvorligt end det som Samuel ville have gjort, hvis det var ham som stod i den situation. Ikke fordi at det var noget som rørte ham som sådan, for det var nu bare sådan at det var. At han direkte skulle tvinges i jorden på den måde og med den mangel på respekt, var noget som direkte irriterede ham, for det var for pokker hans hjem, og det var noget som han krævede at han blev behandlet med respekt i! Han vendte blikket direkte fast mod ham og med den samme ganske kortfattede mine i ansigtet, for det var slet ikke noget som han kunne lade være med. Soldaterne rev ham direkte op på benene, selvom han tydeligt kunne mærke at de reb virkelig måtte stramme, for det var i den grad også ekstremt ubehageligt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han fnøs ganske kortfattet. ”Utroligt du ikke vælger at gøre det lige nu og lige her..” Han vendte blikket ganske kort ned mod gulvet, mest af alt også for at sikre sig at flasken ikke var faldet ud af hans lomme, og han kunne heldigvis ikke se den! Blikket gled endnu en gang mod Alex som passerede ham på vejen for at komme ud igen. Det eneste som han krævede og ønskede i denne stund, var at Faith virkelig stolede på ham, for han vidste at det godt kunne se temmelig mørkt ud, selvom det nu heller ikke var noget som han var synderlig rørt af, for så vidste alle andre også at han faktisk.. blev hængt når det skulle ske. Han bed sig let i læben, for tanken var ikke just behagelig. Han vendte blikket mod trappen og op mod soveværelset, som man kun lige kunne ane, også selvom han kunne se døren på klem – med andre ord, så vidste han at Faith havde set det hele, selvom det nu heller ikke var noget som rørte ham direkte, for det var jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. ”Jeg elsker dig..” mimede han, som han blev tvunget ud af sit eget hjem, selvom han virkelig gjorde sit for ikke at ende med at falde i jorden, for det var altså ikke altid lige nemt kun med et ben! Han nåede ud til hestene som stod og græssede på hans græsplæne, hvilket i sig selv, var noget som irriterede ham, selvom han bed det i sig for denne stund. Han blev tvunget op på en hest og med en soldat bag ved sig, så de kunne ride af sted og tilbage til Castle of Darkness. Selv var han stadig fuldkommen rolig. Han havde alt under kontrol.

//Out

[Silia D. Diamaqima]

Hvad end der foregik nedenunder så brød Faith sig altså ikke om det! Kimeya blev kastet rundt med i sit eget hjem, og tanken irriterede hende. Desuden så var han en skadet mand, der var ingen grund til at behandle ham så hårdt, han havde jo været fuldkommen rolig hele vejen igennem! Faith lyttede intenst til hvad der foregik nedenunder, også fordi tanken om at miste ham skræmte hende. Hun håbede virkelig at han vidste hvad han gjorde, for lige nu kunne hun ikke bære endnu et tab. Hvordan ville børnene ikke reagere, og hvordan pokker skulle hun kunne beskytte dem når hun var landsforvist? *Hul i den forbandede landsforvisning. Angleráx ønsker krig, så skal de bestemt få det, tænkte hun for sig selv,* Hun hørte udmærket Alexanders dom over Kimeya, og tanken overraskede hende overhovedet ikke! Den var nærmest mild i forhold til forbrydelsens form. At Kimeya så valgte at udfordre ham lidt, irriterede hende, for han kunne da ikke mene at han direkte ønskede at manden gjorde det nu og her? Heldigvis havde manden altid været mere retskaffen end som så, der lignede han sin søster.. Samuel havde været en hel anden sag. Døren var atter gledet i. i stedet stod hun nu og stirrede ud af vinduet, fulgte de barske soldaters behandling af den mand som hun måtte elske. Af en eller anden grund, blev hun arrig ved tanken om Noelle, også selvom hun i det store og det hele, ikke havde noget som helst med sagen at gøre! Hun sukkede dæmpet, og følte sig irriterende magtesløs, det var det som plagede hende, der var intet hun kunne gøre for ham.. andet end at lytte sig frem til hvornår hængningen skulle stå, og være der for ham, minde ham om deres begges løfte, også selvom det kunne betyde, at hun ville blive fanget og ført af samme vej Idet vognen begyndte at køre væk, følte hun selv det stik i hjertet. ”Jeg elsker dig,” hviskede hun for sig selv, og betragtede vognen til den var ude af syne. Hun vendte blikket mod det pludseligt tomme rum, og følte ikke længere den glæde ved at være tilbage i sit hjem.. hvad skulle hun egentlig lave? Nathaniel havde ikke den mest fjerne idé om hvem hun var, og hun ville kun gøre alting værre, ved at sende bud efter børnene. Sandheden var den, at hun behøvede nogen at snakke med, men alle virkede pludseligt så fjerne. Jared var.. i drypstenshulen hvor hun ikke ønskede at søge hen. Fabian og Destiny var i Manjarno, og Nicklas.. den yderst underholdende mand hun havde mødt, vidste hun på stående fod ikke hvor opholdt sig. Hun følte sig underligt rastløs og direkte ukomplet, nu hvor Kimeya manglede omkring hende. Han lod til at være fuldkommen rolig, han lod til at have styr på situationen, også selvom Faith direkte måtte erkende, at hun ikke følte sig nær så sikker. Lettere rastløs strøg hun ud af soveværelset, for i stedet at søge noget morgenmad. Det ville om ikke andet være et sted at starte.