A beautiful wedding! A beautiful dream!

[Deleted]

Raphaella havde intet imod tanken om at Lucas havde ønsket at få hende med sig til brylluppet som sin ledsager, for det var noget som virkelig gjorde hende glad. Det fik hende automatisk til at føle sig som noget specielt, også selvom hun altid gjorde det! Efter Elanya var blevet gravid, så var det ikke ofte at hun havde tiden sammen med Lucas, for det var helt klart noget af det bedste af det hele, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun smilede et stort og glædeligt smil. Selv så hun virkelig frem til at skulle hilse på det lykkelige par, som de skulle bevidne måtte blive gift til aften, for det var noget som kun gjorde det hele til noget langt mere specielt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket på denne her måde. At han elskede hende, var noget som virkelig gjorde hende glad, for det var virkelig en fantastisk tanke! Hun følte sig som noget særligt, også fordi at han beviste for hende, at hun havde den plads ved ham, for det var helt klart noget som gjorde det til noget langt mere mindeværdigt! ”Jeg vil aldrig blive træt af, at høre på det,” endte hun med en sigende mine, som hun valgte at blotte halsen for hans kys, for det føles virkelig, virkelig godt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun smilede let for sig selv. Tanken om at de allerede var fremme, var noget som næsten måtte komme bag på hende, for.. var de fremme allerede? Hun smilede let for sig selv og trådte ud af vognen. Måske at hun var meget formel i udtalelsen, men det var noget som hun var nødt til at være, for.. det var bare hvad hun var vant til. Hun tav hurtigt da Pierce bad hende om ikke at være så formel, for.. det var jo hvad hun var vant til. Hun kom måske fra slottet, men af den grund, så var hun slet ikke fin på nogen måde! Hun nikkede. ”Det.. det skal jeg huske.. Og igen, mange gange tillykke med det hele,” sagde hun roligt, som hun så sig let omkring, for smukt var her virkelig! Det var et sted som det her, hun selv håbede på at hun skulle giftes på – hvis det ville ske om ikke andet, men det var jo så en helt anden side af sagen, så det var noget som hun nok skulle finde ud af før eller siden. Hun lod armene søge let omkring sig selv, for koldt var her jo faktisk, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun vendte sig mod Lucas og Pierce. Bruden måtte næsten være klar, også fordi at hun kunne se Ela kalde drengene til sig, hvilket fik hende til at smile ganske let. ”Jeg tror bruden er ved at være klar. Børnene bliver kaldt sammen nu,” sagde hun roligt, som hun pegede i retningen af huset som lå så smukt på stranden. Hun kunne godt forestille sig, at her virkelig måtte være smukt i løbet af en dag, hvilket var en tanke som i den grad også gjorde hende glad i længden. Nogen fik om ikke andet, så lov til at opleve disse glædelige stunder. ”Det er virkelig et udsøgt sted,” sagde hun roligt, som hun vendte sig mod Lucas. Næsten også for at se hvordan han reagerede på det, for hun elskede det!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kunne godt mærke nerverne lige under huden nu, også fordi at det hele måtte nærme sig nu! Tanken om at det hele skulle til at starte inden alt for lang tid, var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre, for hun var virkelig bange for at det hele skulle gå i vasken, eller at noget skulle gå helt galt! Hænderne lagde hun roligt mod sin mave. Hun var virkelig spændt på at se om Pierce kunne lige den kjole som hun selv havde siddet og syet for hånd, for det havde virkelig taget hende lang tid! Utrolig lang tid! For den skulle virkelig være perfekt! Den røde farve hvilede i hendes kinder, også selvom hun var begyndt at svede, for nu var hun virkelig ved at være nervøs! Hun vendte blikket mod Derick. Det var en mand som hun vidste, at hun kunne stole på, og det var selvfølgelig noget som hjalp meget på det, for ikke at glemme, at hun virkelig var beæret over at han i det hele taget fandt tiden til at skulle komme her i aften og overvære det hele og endda give dem alt det som han havde, for de skyldte virkelig den mand så frygtelig meget! Men.. der var vel ikke noget som de direkte kunne give ham igen? Et sted så var det virkelig en tanke som gjorde hende trist til mode, men det var slet ikke noget som hun tænkte over lige nu. Hun lod Elanya gå ud og kalde børnene til sig, for det var nu at det hele skulle til at stå, så meget vidste hun da! ”Jeg håber bare at han kan lide hvad han ser,” sagde hun stille. Det var en tanke som faktisk gjorde hende usikker, for tænk hvis han ikke kunne lide kjolen?! Alt for mange ting gled igennem hendes tanker, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som gjorde det bedre for hende, for det gjorde det bestemt heller ikke. Hendes hjerte begyndte med at hamre mod hendes bryst, som hun vendte blikket mod Derick endnu en gang, som han spurgte om hun var ved at være klar. Hun nikkede stille, som hun kort vendte blikket mod vinduet, for hun var virkelig ved at være.. ikke usikker, men utrolig nervøs! ”Er.. er det så normalt at være så nervøs?” spurgte hun stille, som hun trådte Derick i møde, kun for at lade armen glide på plads ved hans, hvor hun vendte blikket mod ham, for et sted så var hun faktisk ganske nervøs! Mest fordi at hun var så bange for, at det hele ville gå helt galt! Hun smilede let. Hun kunne udmærket godt se at Elanya og Derick havde det rigtig godt med hinanden. Et sted så håbede hun bare at hende og Pierce kunne holde det hele ved lige, ellers vidste hun da slet ikke hvad hun skulle gøre, og den tanke var noget som virkelig gjorde hende nervøs. Hun trak vejret dybt. ”Jeg.. jeg tror at jeg er ved at være klar nu,” sagde hun roligt og så ned af sig selv. Hun skubbede roligt sløret roligt på plads, så det hele sad fuldkommen perfekt, for hun ønskede at se perfekt ud i aften!

Stefan smilede et næsten kynisk smil. Selvom han ikke havde andre end sin kære bror, så var det jo stadig en konkurrence, og han ønskede helt klart at være der som den store og stærke! Og så var han ligeglad med de 7 minutter og 21 sekunder som skilte dem fra hinanden! Han stak til Daniel som han vendte sig mod den fremmede dame. Han var ikke meget for fremmede, men lige hende her, havde han faktisk ikke så meget imod igen, for hun virkede faktisk sød og der var vel også grunde til at mor havde inviteret med? Og far med for den sags skyld? ”Du døde! Jeg vandt!” Han endte med begge hænderne oppe i luften i ren triumf! Han endte med at løbe efter Daniel og ned til den fremmede dame og indenfor. Hvis det skulle til at starte, så betød det jo, at det snart ville være tid for dem til at få tøjet af igen, og det var noget som han så frem til. Han stormede indenfor, kun for at tage den pude som han skulle bære.

[Deleted]

Elanya var virkelig sentimental til noget som bryllupper, men det var bare så.. smukt og så perfekt og så præget af lykke, at hun ikke kunne være andet! Hun vendte blikket ganske roligt mod både Derick og Malania, for det var tydeligt at hun var ved at være nervøs, hvilket han skam godt kunne forstå, men det var bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. At kalde børnene til sig, beviste vel også til de andre, at de var ved at være klare til det hele, så det hele kunne starte? Det ville næsten være synd for både Malania og Pierce at trække den for langt, for manden var ved at være ude af den mere end nok i forvejen og nu var Malania jo trods alt også på vej i den samme retning, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun strøg Daniel over hovedet, da han kom hen til hende som den første og det at de stormede direkte ind og med sand og det hele, fik hende bare til at himle med øjnene. Det var vel sådan at de var vant til det? Så var det bestemt ikke noget som hun ville blande sig i. Hun smilede ganske let. ”Så er mor også ved at være klar. I ved godt hvad det er I skal gøre, ikke sandt?” Hun vendte sig lige så mod Stefan, selvom han var langt mindre interesseret i at skabe en øjenkontakt med hende, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til. Det var jo heller ikke alle børn som var helt så nemme som alle andre, og det vidste hun udmærket godt. Stefan så hun til bare tog omkring hans pude med den ene ring på, så var det tydeligt at det var instrukser som de havde fået alt for mange gange, hvilket kun fik hende til at grine ganske let. ”Åh, hvad er det jeg snakker om. Selvfølgelig ved I hvad I skal gøre.” Hun gik hen og tog roligt omkring Daniels pude, kun for at række den til ham. ”I skal gå lidt foran mor når musikken kommer. Skal jeg give tegn til Jer, eller ved I selv hvornår I skal begynde med at gå?” spurgte hun roligt og med hovedet en anelse på sned. Selvfølgelig ønskede hun at hjælpe Malania og Pierce til det perfekte bryllup, for noget andet, kom da slet ikke på tale for hendes vedkommende, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket mod fordøren. Hun kunne ane Lucas og Raphaella og de resterende gæster, så selv udenfor, var det hele ved at være klart. Det var næsten som.. hun selv måtte være nervøs af sig? Hun tørrede de sidste tårer væk fra hendes kinder, for hun var virkelig, virkelig glad på deres vegne, så man skulle tro at det var løgn! Og selvfølgelig kun en glæde for hende at se børnene hjælpe så meget til, for det var virkelig noget som hun selv måtte anse som beundringsværdigt.

[lucas]

Lucas var uden tvivl forelsket i Raphaella, og han kunne uden tøven give hende de store ord og faktisk mene dem! Når han var alene med hende, kunne han ikke holde fingrene fra hende, eller læberne for den sags skyld, for han nød at være over hende og pusle om hende! Også fordi hun havde gengældt hans kærlighedserklæring.. eller rigtigt var det jo omvendt, men uanset var det kommet til kendskab at de følte det samme for hinanden og det var noget som gjorde ham utrolig varm indeni! Han sendte hende et varmt smil. „Godt.. for jeg bliver aldrig træt af at sige det,” svarede han stilfærdigt og ikke mindst med en ærlig stemme, for han mente det i den grad! Han nød at sige at han elskede hende, lade hende vide at hun var i hans hjerte, hvor hun havde den største og mest værdifulde plads for ham. Han ville gøre alt for hende, selvom han desværre måtte sætte Elanya foran hende – og et sted var det med et tungt hjerte, for han elskede Raphaella højere end nogen anden, men Elanya var trods alt hans dronning og hun var gravid, så det måtte jo desværre gå ud over hans tid med Raph. At se brudgommen, var noget som fik ham til at smile, for han kunne da umuligt andet! Han kunne dog godt fornemme hvor nervøs han var, selvom det slet ikke var noget at sige til, for det var jo hans eget bryllup! Det var en vigtig del i livet! Det var en utrolig stor ting i livet, og et sted håbede han jo også selv på at han måske kunne få lov til at opleve denne form for lykke i hans liv, for det havde han jo aldrig prøvet. Han trykkede roligt Pierces hånd og slap den derefter, hvor han så sig ganske let omkring. „Det bliver uden tvivl en pragtfuld aften Pierce,” svarede han stilfærdigt. Han kunne dog ikke holde et let grin tilbage, da manden virkede helt rundt på gulvet. Han lagde en beroligende hånd på hans skulder og klemte let omkring den. „Rolig nu.. det er naturligt at være nervøs på sin bryllupsdag! Men tro mig.. det er det hele værd,” tilføjede han i en beroligende tone, som han sendte Pierce et opfordrende blik. Han slap ham roligt og nikkede let, som tegn til at følge ham ned mod stranden. Han lagde en arm om Raphaella, hvor han tydeligt kunne se at hun frøs. Han lod lys søge ud af hans ene hånd, kun for at lægge den mod hendes nøgne arm, så han kunne sætte en varme i hendes krop. „Vi skulle nok have taget mere højde for at vi var udenfor,” svarede han stilfærdigt, som han vendte blikket mod hende. Han havde desværre ikke noget som han kunne lægge omkring hende, så han måtte jo varme hende med sin magi. At hun kunne lide stedet, fik ham til at vende blikket ud mod horisonten, hvor han nikkede medgivende. „Her er virkelig fantastisk smukt!” svarede han istemmende, som han lod sin frie hånd tage om hendes, som han klemte ganske blidt, hvor han stadig lod den anden arm hvile omkring hende, for at varme hende.

[pierce]

Pierce var ved at være godt nervøs, for nu hvor præsten var her med sin ledsager, så skulle det hele jo til at begynde! Han håbede bare at Malania var ved at være klar! Og ikke mindst at børnene kunne huske hvordan det hele skulle fungere! Selvom han vidste at de havde fået instrukserne så mange gange. Han sendte Raphaella et skævt smil. „Tusind tak!” Han kunne ikke beskrive sin lykke, for han havde det virkelig som om han skulle eksplodere af den lykke der havde ramt ham igennem de sidste mange år! Alt var gået godt fra det øjeblik at Derick havde hevet den horror ud af Malania, skønt børnene havde arvet den, men.. han elskede dem for dem de var, om de så bar horroren i sig eller ej, for han havde jo forklaret dem mange gange at de ville blive stærkere, hvis de lærte at kontrollere det, og de virkede også villige til at gøre et forsøg. Det var i det mindste ikke fuldmåne denne aften, så alt skulle nok gå! Han gik roligt hele vejen ned til gazeboet og de andre gæster, hvor han vendte blikket ind mod huset, hvor han næsten kunne ane drengene igennem vinduerne, selvom han kiggede væk igen, for han måtte jo ikke se Malania, før hun kom ud af huset! Og hvor han dog glædede sig til at se hende! Han kunne ikke vente med at han stod med hendes hænder i sine, så hende i øjnene og gav hende sine løfter, som uden tvivl kom fra hjertet! Han kunne virkelig ikke andet end at glæde sig til at de skulle giftes! Nok han var ufattelig nervøs, men han var uden tvivl også spændt og ikke mindst lykkelig over at de endelig kunne trække den så langt! Han gjorde tegn til Lucas mod gazeboet. „Det er her vi skal stå..” Han gjorde videre tegn mod pladserne på hver side af den røde løber til Raphaella. „Og I resterende skal sidde her,” tilføjede han roligt og sendte dem begge et muntert smil, for han kunne selvfølgelig ikke være andet end glad denne aften!

Daniel var ikke nær så vild som Stefan, men til gengæld forstod han at have sine manerer og høflighed i orden! At blive stukket af Stefan, var noget som fik ham til at skule i hans retning, specielt til hans ord, for det var jo direkte unfair! „Narhaj! Du snød gjorde du!” svarede han irriteret, som han sendte ham en irriteret mine, inden han kom først indenfor. At Stefan direkte løb hen og tog sin pude, så ventede han selv næsten tålmodigt, da han havde regnet med at se mor i stuen, men hun var vel stadig i gang?! Det gav ham jo næsten selv stress! Han ville bare gerne have det overstået, for så at kunne smide jakken og skjorten! Han vendte blikket op mod Elanya, hvor han tog imod puden, da hun rakte ham dem. „Tak.” Han vendte blikket mod sin mors ring, som han skulle bære op ad den røde løber. Han endte dog med at se næsten forvirret op mod hende. „Gå foran mor? Jeg troede vi skulle gå bag hende,” svarede han forvirret, som han så spørgende op mod Elanya. Mor skulle gå først, fordi hun var aftenens stjerne – som far havde sagt det – og så skulle de komme gående et lille stykke bag hende, stå på hver side af deres forældre – han bag sig mor, og Stefan bag far – hvor de skulle komme med ringene, når præsten gjorde tegn til dem. Det havde de jo fået at vide så mange gange!

[Deleted]

Måske Derick havde gjort en del for Pierce og Malania, men.. det var jo fordi han selv havde ønsket det. Han havde hjulpet en mand i nød, der havde haft brug for hjælp til at redde sin elskede, og han selv havde lige fundet Elanya igen på det tidspunkt. Han elskede kvinden, hvilket han altid havde gjort, for hun havde altid båret en del af hans hjerte hos sig. Han havde trukket horroren ud af Malania og givet hendes liv tilbage igen, så de igen kunne leve et almindeligt liv – næsten da, for drengene havde jo også båret horroren i sig, hvilket han vidste at de stadig gjorde, og det var noget som de nok aldrig kom fra, men det var vel også det som gjorde dem en anelse unikke? Han vendte blikket mod Malania og sendte hende et beroligende smil. „Malania.. du må tro mig når jeg siger, at enhver mand ville segne hvis han så dig i den kjole!” svarede han sandfærdigt, „du vil tage alle gæster med storm!” Hun var virkelig smuk! Og derfor mente han virkelig også sine ord! Hun var den klareste stjerne denne aften! Og uden tvivl den som var bedst påklædt af dem alle, men det var jo også det som en brud skulle være på sin bryllupsdag: overgå dem alle! Og det gjorde Malania i sandhed! Han lod hendes arm glide ind i hans, hvor han lagde sin frie hånd over hendes. Han kunne mærke at hun svedte og dermed indikerede det kun hendes nervøsitet, hvilket fik ham til at trække morende på smilebåndet. Han klemte let om hendes fingre. „Det ville være unaturligt, hvis du ikke var nervøs Mal,” svarede han sandfærdigt, som han klappede hende let over hånden. „Alt skal nok gå! Jeg fører dig derop og skulle du drætte om på vejen, jamen så bærer jeg dig op og så bliver alt perfekt af den grund!” svarede han stilfærdigt, mest af alt bare for at lade hende vide at der altid ville være muligheder, hvis noget skulle gå galt. Det ville blive et perfekt bryllup, og han var beæret over at hun ville lade ham følge hende derop. Han nikkede roligt, som hun sagde at hun var klar. Han lod hende skubbe sit slør på plads, inden han roligt førte hende ud i stuen, hvor Elanya og drengene måtte stå. Han trak på smilebåndet, som tvillingerne stod med hver deres pude. Han så roligt mod Elanya og nikkede let mod hende. „Du må gerne gå ud og sætte dig og sige til Lucas at vi er klar,” svarede han roligt, inden han vendte blikket fra Elanya til Malania, næsten for at se hvordan hun havde det, hvor han blot trykkede om hendes hånd ganske blidt igen, for at berolige hende. Han selv var ved at blive utrolig spændt! Han kunne snart mærke sit eget hjerte galopere af sted! Denne aften ville uden tvivl blive perfekt!

[Deleted]

Raphaella elskede virkelig Lucas! Det gjorde hun virkelig! Og det at vide at det var gengældt, var virkelig noget af det bedste af det hele, om det var noget som man ville det eller ikke! Hun var virkelig glad sammen med ham, også fordi at det igennem den sidste tid, ikke var blevet så meget af det, men det var nu underordnet, for det var jo bare at tage det som det måtte gå. Elanya måtte sættes i første række, hvilket hun godt kunne forstå, så det var slet ikke noget som Lucas skulle have det dårligt med! Tvært imod, så var det jo sådan at hun faktisk selv ønskede at det skulle være, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst. Selv havde hun virkelig set frem til denne aften, også fordi at det var en stund som hun kunne have lov til at have med Lucas for sig selv – næsten da om ikke andet, for der var ikke direkte noget arbejde i det, hvilket var en tanke som i den grad også måtte gøre hende glad. I aften var det udelukkende til lykken og det glædede hende virkelig! At det var koldt, var noget som hurtigt måtte gå op for hende, selvom hun bestemt heller ikke var typen som ønskede at brokke sig, for det var slet ikke noget som hun ville få det mindste ud af, det vidste hun! At de var på vej ned mod stranden og ned mod gazeboet, så var det tydeligt for hende, at de måtte være de sidste. Hun vendte blikket mod ham. ”Jeg tænkte slet ikke på, at vi skulle være udenfor, men.. jeg klarer det nok,” forsikrede hun ham med et stille smil. Hans lys ind mod hendes blottede overarm, var noget som satte en varme i hende, hvilket var noget som hun rigtig godt kunne lide, for han var altså så meget over hende, hvilket helt klart gjorde det hele til noget ganske særligt, også for hendes vedkommende, for det var noget som hun rigtig godt kunne lide! Hun lagde hovedet let mod hans skulder og med den samme rolige mine. Her havde hun en mulighed for at være sammen med ham på den måde, som hun gerne ville have det, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre end det, for hendes vedkommende om ikke andet. Hun vendte blikket mod Pierce, som de tydeligt måtte blive introduceret til deres pladser, hvor hun vidste, at hun ikke kunne stå ved siden af Lucas under vielsen. Desuden ønskede hun heller ikke at det hele skulle ødelægges, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for selvfølgelig! Hun nikkede sigende, som hun vendte blikket mod Lucas endnu en gang. ”Jeg går hen og tager min plads nu, så..” endte hun roligt. Hun lænede sig frem og skænkede Lucas et blidt og roligt kys, kun for at stryge hånden over hans bryst, blot for at trække sig tilbage til pladserne blandt alle andre. Tydeligt at de måtte være fra havet, hvilket var noget som fascinerede hende, for tanken om at.. nej, hun kunne bare ikke forstå det, for alt det som hun havde været med til at opleve igennem den sidste tid, for det var virkelig en utrolig følelse for hende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var virkelig ved at være nervøs, om det var noget som man ville det eller ikke, for den tanke var noget som gjorde hende.. bange et sted? Det var vel ikke fordi at hun var ved at få kolde føder? Nej, naturligvis var det ikke det! Hun vendte blikket mod Derick. Et sted så var hun sikker på at hun ikke var flot nok, for det var jo trods alt hendes bryllupsaften og det var helt klart også meningen at det hele skulle være perfekt, om det var noget som man ville det eller ikke, for det var sådan at hun ville have det! Hun havde planlagt det så heftigt igennem de sidste måneder, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Hun vendte blikket mod Derick og med en tydelig usikker mine, for.. hun brød sig slet ikke om denne situation på nogen måde, om det var noget som man ville have det eller ikke, så var det jo ikke engang løgn! Dericks ord, var dog noget som faktisk kun måtte gøre hende glad og frygtelig meget endda, det var helt sikkert. ”.. Mener du virkelig det?” endte hun næsten forlegent. Hun håbede virkelig at han kunne lide det, for det var ham som hun havde kæmpet med den kjole for, for hun ønskede virkelig at se ham måbe når hun ville komme gående op mod ham, for det var sådan at hun ønskede det. Hun vendte blikket mod ham, som han førte hende med sig ud til børnene og ud til Elanya som var ved at gøre dem klar. Hun ville bestemt heller ikke klage over det, om det var noget som man ville det eller ikke, for det var bare sådan at hun ønskede det. Det var i aften at det skete, og hun glædede sig virkelig ved tanken om det, for bedre kunne det bestemt ikke blive! Hun smilede ved Dericks ord. ”Så.. hvis jeg falder om, så vil du bære mig resten af vejen? Derick, du har allerede gjort så meget for os, du.. du behøver virkelig ikke gøre så meget..” endte hun dæmpet. Hun havde jo selv set hvad han havde gjort! Det var jo takket være ham, at hun faktisk kunne gifte sig med Pierce denne aften. Hun vendte blikket mod børnene som var ved at være klar, hvor selv smilet kun måtte være noget så tydeligt og som intet andet overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”I er mine to små gentlemen.. Er I ved at være klare?” spurgte hun med et glædeligt smil.

Brylluppet var i den grad ved at irritere Stefan, for de havde ikke hørt om andet så længe nu! Nu ville han bare gerne have det overstået. Han vendte sig direkte mod den fremmede kvinde, da hun bad dem om at gå foran mor og ikke bagved som de havde fået at vide, for det var bestemt ikke noget som han ville lytte til! ”Mor og far siger, vi skal gå BAGVED mor!” sagde han ganske kortfattet og med en ganske bestemt tone. Han blev stående mod puden som mor kom ind til dem. Han måtte erkende at hun virkelig var smuk i den kjole. Han rankede ryggen med det samme som mor stod der, også fordi at han ville vise hende at han var klar til at gøre hvad hende og far havde bedt dem om. ”Ja! Mor? Skal du gå på det røde tæppe op til far nu?” endte han med en spørgende mine, som han igen så på hende med den samme mine. Han ønskede bare at få det hele overstået, så han kunne få det tøj af!

[Deleted]

Elanya prøvede at få kontrol på drengene, så de vidste helt præcist hvad de skulle, for det var i den grad lige så vigtigt, at det var noget som de var kendt med. Til tider kunne ringbæreren gå foran og til tider, så var det bagved, og det var tydeligt, at det var anderledes i denne situation. Et stille smil bredte sig på hendes læber, for det var tydeligt at drengene havde fået den instruks så mange gange, at de kunne det, så var alt jo i skønneste orden. Hun strøg lille Daniel over hovedet, også selv om det var tydeligt at det måtte være Stefan som var den mere.. hårde af de to. Utroligt at tvillinger kunne være så forskellige, selvom det klart også var en tanke som direkte måtte more hende. Hovedet lod hun søge let på sned. Det var efterhånden ved at være længe siden at hun havde haft noget at gøre med de små størrelser, så det var noget som hun pludselig skulle til at vænne sig til – ikke fordi at det var nyt for hende på nogen måde, for hun var vant til børn, det var bare ved at være skræmmende mange år siden nu, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være. Hun vendte blikket roligt mod børnene og med den samme rolige mine som tidligere, for løgn var det jo ikke engang. ”Det ser ud som om at der er god styr på det hele.. Ikke sandt?” Hun vendte sig mod Derick og Malania og med den samme mine i ansigtet – stadig præget af den rene lykke, for løgn var det jo ikke engang! Hun nikkede roligt og gik hen og strøg Derick over kinden, kun for at skænke ham et roligt og blidt kys. ”Så ses vi jo derude, ikke sandt? Jeg glæder mig til at se dig føre hende stolt op af løberen,” endte hun roligt, som hun valgte at forlade huset og roligt gå op af løberen, hvor hun hurtigt endte oppe ved Lucas. Det var næsten helt underligt at se ham i det tøj, men det var noget som hun vidste, han var jo trods alt en præst i det indre, og hun vidste at han ville gøre det rigtig godt. ”Vi er klar til at starte,” afsluttede hun roligt og med det samme stille smil, hvor hun roligt gled tilbage og satte sig ikke langt fra Raphaella, så det vel også var tydeligt at det var ved at være klart? Malania var nervøs, Pierce var nervøs og alle sad og ventede, så kunne man lige så godt bare komme i sving, også for ikke at glemme, at hun virkelig så frem til Pierces reaktion, for Malania var virkelig gudeskøn i den kjole!

[lucas]

Dette skulle nok blive en storslået aften, og Lucas måtte erkende at han nød at vie folk ind i det hellige ægteskab. Han nød at se to elskende blive ført sammen i et ægteskab og være den som forenede dem ind i det. Han nød at vie folk og se lykken i deres øjne og hver gang, kunne han ikke lade vær med at håbe at det også ville ske for ham en dag. Nu havde han fundet en kvinde som han faktisk elskede højere end noget andet, og.. håbet var kun blevet større, netop fordi hun havde sådan en stor plads i hans hjerte, det føltes rigtigt at være sammen med Raphaella og selvom de tog det stille og roligt og endnu ikke direkte havde kaldt sig for et par, så kunne han ikke lade vær med at tænke på, om hun måske var hans eneste ene. Han sendte hende et mildt smil. „Ellers må du sige til min egen,” svarede han stilfærdigt, som han strøg hende ganske blidt op og ned langs armen, for at give hende noget varme, med lyset fra hans hånd. At Pierce viste dem deres pladser, fik ham til at vende blikket mod det flotte gazebo, inden han vendte blikket mod Raphaella. Han nikkede roligt til hende, som hun ville sætte sig hen, hvor han sendte hende et varmt smil. „Udmærket.” Hendes kys mod hans læber og hendes kærtegn mod hans bryst, var alt sammen noget som han nød og som satte varmen i ham, hvor han besvarede kysset mere end glædeligt! Han fulgte hende let med blikket, som hun valgte at tage plads ved de andre gæster, inden han vendte sig mod Pierce. Han kunne se at manden var nervøs. Han lagde hånden mod hans skulder og gjorde let tegn til at de skulle stille sig klar. „Slap af Pierce.. alt skal nok gå helt perfekt skal du se,” svarede han stilfærdigt og dog med en bestemt undertone, for der var ingen tvivl om at han var sikker i sin sag. Han vendte blikket mod Elanya, da hun kom gående op til dem. Han sendte hende et varmt smil og nikkede ganske roligt. „Jamen så synes jeg ikke at vi skal vente meget længere,” svarede han roligt, som han stillede sig klar ved gazeboet. Han så kort mod huset. Hvor var Derick henne? Han vidste ikke om de havde lavet om i planerne, eller om han hjalp med det sidste, men hvis Elanya sagde at de var klar, så.. måtte de vel gå i gang? Han trak vejret roligt, som han stillede sig i midten af gazeboet, med Pierce på sin venstreside. Han vendte blikket mod det lille orkester som stod over i siden, hvor han nikkede som tegn til at de skulle gå i gang. Og det var også der musikken begyndte at spille op – den traditionelle bryllupsmelodi. Han vendte blikket mod terrassen og ventede egentlig blot på at se den smukke brud komme gående.

[pierce]

Nu hvor præsten var kommet, som havde sin ledsager med, så var alle her jo faktisk og det var noget som faktisk måtte gøre Pierce endnu mere nervøs! Hans hænder var svedige af nervøsitet, og selvom det faktisk var koldt, så frøs han ikke, for han var alt for nervøs og følte sig helt opkogt til at han kunne fryse! Desuden så kunne han jo faktisk ikke fryse, for hans kropstemperatur lå på det konstante hele tiden, nemlig lidt over gennemsnit, det var normalt for hans race, netop fordi han var fra havet. Den kølige brise var faktisk dejlig forfriskende! At få Lucas og Raphaella ned til gazeboet og de resterende gæster, var noget som fik hans hjerte til at slå hurtigere imod hans bryst, for.. nu skulle det jo til at ske! Nu skulle han endelig giftes! Han trak vejret af nervøsitet og åndede lettet ud. Han kunne slet ikke fatte at han faktisk skulle giftes. Han lod blot Raphaella tage plads ved de andre gæster, hvor han slet ikke anede hvad han skulle gøre af sig selv! Han havde ikke fået kolde fødder, for han fortrød virkelig ikke! Men han var af den grund stadig ufattelig nervøs! Han ville næsten bare selv have det overstået, så han faktisk kunne slappe af. Hvad han direkte var nervøs over, vidste han ikke, men vel at noget skulle komme i vejen eller gå galt? Det håbede han i hvert fald ikke! I øjeblikket håbede han bare på at han snart kunne få Malania at se. Han vendte blikket mod Lucas, som han lagde hånden mod hans skulder, hvor han nikkede roligt til hans ord. Han ville gerne slappe mere af, men.. han kunne virkelig ikke! At Elanya så kom gående og sagde at alt var klart, var noget som fik hans hjerte til at slå hurtigere imod hans bryst, for.. nu skulle han giftes! Han gik roligt med Lucas op i gazeboet og stillede sig til venstre for ham. Han sank en klump, nu kunne han tydeligt mærke hver nerve rumstere i hans indre, hvor han næsten følte for at skulle kaste op, så nervøs var han! Han trak dog vejret dybt og prøvede at mande sig op. Han rettede let på sit lyseblå jakkesæt, slipset og blomsten, inden han vendte blikket mod orkestret da det begyndte at spille, inden han drejede om og stod med fronten ud mod gæsterne, for at se til siden mod huset og blot ventede på at Malania og drengene skulle komme. „Nu går det i gang..” mumlede han for sig selv, for han kunne virkelig stadig ikke fatte det!

Daniel var selv ved at være træt. De havde hjulpet mor og far siden i morges og de plejede jo faktisk at være i seng ved dette tidspunkt, så han var faktisk ved at være træt, specielt af at vente i så lang tid! At kvinden ville have dem til at gå foran, forvirrede ham næsten kun, for de havde jo fået at vide at skulle gå bagved, så han håbede virkelig ikke at de havde lavet det hele om, få så gad han virkelig ikke! At kvinden strøg ham over hovedet, havde han nu intet imod, for han kunne faktisk godt lide hende! Hun havde jo trods alt komplimenteret ham! Han vendte blikket mod deres mor, da hun kom ud sammen med onkel Derick, der havde givet dem deres seje knive, som han havde lagt fra sig på bordet, og taget imod puden med mors ring i stedet for. Nu skulle det vel også til at i gang? Han kunne næsten mærke det! Han sagde godt nok ikke noget, men det var tydeligt at han delte samme spørgsmål som Stefan, for han ville gerne selv snart have det hele færdigt, så han kunne smide jakken og få sine vinger fri igen! Han vendte blikket ud mod terrassen, da han hørte musikken spille. „Nu begynder det!” svarede han helt ivrigt og ikke mindst spændt, for han ville jo gerne gøre det helt godt, så han kunne gøre mor og far stolte! Han stillede sig klar ved døren. „Og vi skal gå bag dig,” svarede han, som tegn til at han kunne huske instrukserne, hvor han nikkede let mod sin mor, som tegn til at han var klar.

[Deleted]

Det var naturligt at være nervøs på sin bryllupsdag, hvis hun ikke havde været det, så ville Derick nok først have forundret sig! Han vidste at hun ikke ville få kolde fødder, det tillod han i hvert fald ikke! For så skulle han nok selv sørge for at hun mødte Pierce ved det gazebo, for manden var jo lige så nervøs som hende! Desuden så var det virkelig en perfekt aften at gøre det på! Vejret var virkelig med dem og mon ikke at guderne også var? Hun var smuk, Pierce var uden tvivl en heldig mand, og de skulle snart få et bevis på at de elskede hinanden og ikke mindst var skabt for hinanden, for det var han i hvert fald helt sikker på at de var! Han nikkede roligt til hendes forlegne ord og sendte hende et skævt smil. „Jeg ville ikke sige det, hvis jeg ikke mente det Malania,” svarede han sandfærdigt. Han ville selvfølgelig gerne roe hende ned, men han mente virkelig sine ord! Hun ville få en hver mand på gaden til at vende sig en ekstra gang om, for at se efter hende! Hendes følgende ord fik ham til at slippe en kort og morende latter. „Jeg ville jo ikke kunne efterlade dig midt på den røde løber og fortsætte op til Pierce alene, vel?” spurgte han morende, uden at smilet falmede det mindste. Han vendte blikket mod hende med en ganske fattet mine. „Malania.. måske jeg hjalp jer dengang og med musikken og nu, men.. jeg gør det fordi jeg ønsker at hjælpe jer. Jeg ønsker intet i retur, foruden jeres venskab. I har opkaldt den ene søn efter mig, hvilket er belønning nok for mig, for det finder jeg som en abnorm ære,” svarede han sandfærdigt. Måske han havde gjort meget for dem, og de virkede så ivrige efter at betale ham tilbage, men.. det ønskede han jo slet ikke! Deres venskab var belønning nok! Som de kom ud i stuen til de andre, kunne han ikke lade vær med at smile ad Stefan og Daniel der bar ringene, de var virkelig flotte og ikke mindst charmerende i deres små jakkesæt! Han vendte blikket mod Elanya da hun gik mod ham, hvor han besvarede hendes kys, inden han nikkede og lod hende gå udenfor. Han var selv ganske spændt! Han vendte blikket mod Malania og sendte hende et beroligende smil, hvor han endnu engang trykkede omkring hendes fingre, som tegn til at han var ved hendes side og ikke slap hende, for det kunne ikke falde ham ind! Han kunne selv høre musikken spille, hvor han betragtede drengene stille sig klar ved døren. Han førte roligt Malania derhen. „Nu begynder det..” svarede han roligt, hvor han stoppede op og vendte blikket mod hende. „Nå.. træk vejret dybt, hold det i få sekunder og slå så koldt vand i blodet. Før du ved af det, står du ved din elskede!” svarede han med en mindre bestemt tone, inden han sendte hende et skævt smil, fik skoene på, åbnede døren og førte roligt Malania med sig udenfor, for at føre hende op ad den røde løber.

[Deleted]

Raphaella var virkelig glad og ikke mindst lykkelig omkring Lucas, for den mand havde kun vist sig at være og have en utrolig stor betydning for hendes vedkommende. Det var en mand som var krøbet ind i hendes hjerte som aldrig nogensinde før, og det var ikke fordi at hun kunne undgå at lægge mærke til det, ofr det kunne hun slet ikke. Et stille smil bredte sig på hendes læber, som hun roligt havde taget pladsen blandt de andre som skulle være med til at overvære denne store og smukke dag, for det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Tungen strøg hun let over hendes læber, også selvom hun kunne mærke, at det blev.. koldt når hun ikke stod i Lucas’ favn, for han var virkelig noget af det varmeste og kæreste som hun nogensinde havde været i nærheden af, så selvfølgelig var det ikke noget som han sagde noget som helst til overhovedet. At det hele var klart til at starte, var noget som selv måtte gøre hende spændt, for hun havde ingen anelse om hvordan bruden så ud eller noget som helst! Et sted så var hun vel bare bange for at hun var lidt i vejen? Ligesom hun følte at hun havde været igennem hele livet. Pierce stod klar, også selvom det var tydeligt at manden var lige så nervøs som han følte sig, hvilket i den grad også var en tanke som morede hende. Hun vendte sig roligt mod Lucas og med det tydelige lykkelige glimt i øjet. Måske at det var en stund som var forbeholdt Malania og Pierce, men selv hun fik vel også lov til at føle lykken så længe at den nu måtte vare? Hun vendte blikket roligt i retningen af huset, som musikken begyndte at spille. Det var i den grad hvad man kunne kalde et bryllup af de vildeste drømme, så det var noget som selvfølgelig var noget som i den grad også måtte varme hende at se. Vide at lykken i det mindste kunne tilsmile nogen, selvom hun slet ikke regnede med, at det var noget som hun måtte få muligheden for at opleve, for.. hun havde ikke et evigt liv og med den opgave som hun havde, så regnede hun bestemt heller ikke med det. I takt med alle andre, så rejste hun sig roligt op og med blikket hvilende ned langs den røde løber som løb hele vejen tilbage til huset. Det var nu det hele skulle i gang og nu kunne de ikke gøre andet end bare at stå og afvente bruden ville blive ført op af gulvet. Smilet bredte sig på skuldrene. Smukt var det minsandten. Det var som taget ud af de smukkeste og mest behagelige historier som man overhovedet kunne tiltænke sig!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var virkelig ved at være nevøs, også fordi at hun vidste at det skulle ske snart! Meget snart og den tanke var selvfølgelig noget som gjorde sit, også for hendes vedkommende, om det var noget som man ville det eller ikke, for løgn var det jo trods alt ikke engang for hendes vedkommende, for det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Hendes hjerte hamrede som en besat mod hendes bryst som aldrig nogensinde før! Hendes hænder var fuldkommen svedige, som de aldrig havde været det før og hendes hjerte hamrede så meget mod hendes bryst, at det næsten gjorde ondt. Hun forstod sig bare ikke på den nervøsitet, for hun vidste jo hvad hun ville, og det var i den grad noget af det som gjorde hende mest usikker, og det var bestemt heller ikke fordi at det var en tanke som hun kunne have med at gøre på nogen måde. Hun vendte blikket mod Derick og så videre mod hendes børn og med det samme rolige smil. At Elanya havde forvirret dem, var en tanke som næsten morede hende. Hun strøg begge børnene over håret, da de nu stod tæt nok på hende til at kunne gøre det. Hun smilede ganske let. ”Du har gjort så meget for mig.. for os allerede, Derick..” sagde hun med en dæmpet stemme, for løgn var det jo ikke engang. Det var jo faktisk den rene sandhed! At musikken gik i gang, var i den grad noget som hun godt kunne høre, hvilket gjorde hendes hjertebanken værre end det som den allerede var! Hendes hænder var lette skælvende, idet hun vendte blikket mod Derick. Det var jo nu det skete! Et sted så greb panikken hende, for.. tænk nu hvis der var ting som skulle gå galt! Det var slet ikke en tanke som hun ønskede sig! Hun trak vejret stille og dybt, idet hun nikkede til Derick. ”Så er det nu,” sagde hun roligt, som hun vendte blikket ganske roligt ned mod drengene og med et stille smil. ”I går 3 skridt bag mor hele vejen op til far,” sagde hun roligt, som hun også havde sagt hundredesytten gange allerede. At det måtte irritere ungerne, var noget som hun godt kunne forstå, men det var nu eller aldrig! Hun trak vejret dybt og nikkede til Derick. Armen lod hun roligt glide i hans, som hun begyndte at vandre op af den røde løber. Det var nu det hele skete!

Stefan ønskede virkelig bare at få det hele overstået, for han var ved at være træt af at vente! Vingerne kløede, de sitrede, også fordi at de ikke kunne få luft! Damen havde tydeligvis forvirret dem begge to, for det stod jo stik i strid med det som de havde fået at vide af deres mor og far og selvfølgelig var det dem som de ønskede at lystre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han vendte blikket op mod mor. ”Hun sagde noget helt andet..” mumlede han med en tydelig utilfreds mine, idet han selv gik om bag mor, idet at onkel Derick begyndte at lede mor op af det lange røde tæppe. Kniven havde han ladet blive indenfor, for dette var noget som de var tvunget igennem så utrolig mange gange fra før af. De skulle opføre sig ordentligt, og det var i den grad også noget som han ville! For han ville gøre mor og far glad!

[Deleted]

Derick skulle føre Malania op af gulvet, hvilket var en tanke som gjorde Elanya glad. Selvfølgelig var det lidt en skam at han ikke kunne sidde der sammen med hende, men det var nu heller ikke noget som hun sagde noget til. Der var et bånd mellem Derick og denne familie, hvilket hun selvfølgelig heller ikke ville sige noget til, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, for.. ja, hvad skulle hun da kunne gøre ved det, for der var ingenting som hun kunne gøre ved det. Selv kunne hun sidde og fryse en anelse, men hun var virkelig for glad og alt for munter til overhovedet at lægge mærke til det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At Pierce var nervøs, kunne hun godt se, selvom det bestemt også gjaldt Malania. At de var så bange for at der var nogen ting som skulle gå galt, var der slet ikke nogen grund til, for selv var hun fuldkommen overbevist om at det hele nok skulle gå, om det var noget som man ville det eller ikke, men det var virkelig på tide at lykken ville tilsmile nogen, og det var også nu at det hele skete, hvilket kun gjorde det hele så meget bedre! De fortjente hinanden, og specielt nu hvor Elanya selv var blevet fortalt omkring alt det som de havde haft at slås med, så skulle det da virkelig bare mangle, set i hendes øjne om ikke andet, så var det jo sådan at det måtte være. Et stille smil bredte sig på hendes læber, som hun selv måtte sidde næsten med svedige hænder af ren og skær spænding. Musikken gik i gang, Pierce så ud som om at han kunne gå ud af sit gode skind og Lucas stod der professionel som altid. Det glædede hende dog selv, at den mand havde fundet noget her i livet, som han kunne smile af, for selv det var en tanke som virkelig måtte gøre hende glad, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Som alle de andre rejste sig, da Malania måtte komme op af den røde løber, så gjorde Elanya i den grad også det samme. Hun rejste sig roligt op og vendte blikket mod Malania og med det samme varme smil på læben. Måske at hun var en dronning, men her ønskede hun bestemt heller ikke at blive behandlet som det, for det var slet ikke meningen at det var hende som skulle stå i centrum og det var sådan at hun ønskede at det skulle være! Hænderne pænt foldet foran sig, så gik det da ganske smertefrit til nu. Der var ingen som faldt i tæppet, det begyndte ikke at regne og der var ikke en vind som rørte på sig, så det kunne virkelig kun blive en storslået og ikke mindst fantastisk og mindeværdig aften!