A beautiful wedding! A beautiful dream!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania elskede virkelig sine børn, det var slet ikke noget som man kunne være i tvivl om! Måske at hun havde været lidt meget efter dem med henblik på brylluppet, men det var virkelig stort for hende og Pierce ikke mindst, for det var en dag som de ville huske for tid og evighed, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun elskede virkelig manden og nu hvor hun endelig havde fået muligheden for at skulle skænke ham det store ja, skænke ham hendes hjerte med folk til at bevidne deres kærlighed, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre end det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Derick ville komme, hvilket hun virkelig var glad for, for den mand skyldte hun virkelig.. alt! At han så var ledsaget af selveste dronningen som nu stod midt på hendes soveværelse, var slet ikke noget som hun havde regnet med! Hun følte sig slet ikke fin nok til at stå foran en dronning på denne her måde! Ja, et sted så var det vel også det som gjorde hende en kende mere usikker, end det som hun havde været nok i forvejen, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Jamen.. Det.. det er mig virkelig en ære.. Min dronning,” sagde hun høfligt. Ja for hende, så lå det måske lidt mere naturligt til at snakke på den måde, for hun var jo trods alt et lysvæsen og et væsen fra Procias oprindeligt, selvom hun havde valgt at slå sig ned i Manjarno sammen med hendes elskede familie, for bedre end det, kunne det bestemt heller ikke blive set i hendes øjne! At Elanya kom hen og begyndte at hjælpe hende, var bestemt heller ikke noget som hun sagde noget til. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, for nu hvor det hele nærmede sig, så kunne hun godt mærke, at hun blev mere og mere nervøs. Hun smilede skævt. ”Er han virkelig så nervøs?” spurgte hun morende, hvor hun vendte blikket mod hende, da sløret blev rettet til. Ikke fordi at det var noget som gjorde hende noget, for det gjorde det virkelig ikke. Hun tog mere end glædeligt imod al den hjælp som hun kunne få! Det glædelige smil bredte sig på hendes læber, som hun lod hænderne glide let over hendes mave. ”Mange tak, Deres Majestæt..” sagde hun næsten forlegent. Hun vidste jo slet ikke hvordan hun skulle te sig overfor noget så fint og fornemt som Elanya og det var noget som gjorde hende en anelse usikker et sted, selvom det bestemt heller ikke var negativt ment. Hun nikkede og vendte sig mod hende, som hun nu følte at hun var ved at blive færdig. ”Ringene bærer drengene og.. og jeg har øvet min tale hele dagen! Og mine løfter.. Gud! Hvad nu hvis jeg glemmer dem?!” endte hun næsten helt febrilsk, for det ville da bare ødelægge det hele!

Stefan var virkelig træt af det tøj! Han ville have det af! Og det skulle være nu! Han skød underlæben en anelse frem, som han vendte blikket mod far i stedet for. Det klemte om vingerne og det var slet ikke behageligt at have på! At far heller ikke kunne lide det, var selvfølgelig noget som hjalp lidt på det, for så forstod han da hvordan det var for de stakkels vinger, for de kunne jo slet ikke få luft under alt det tøj! ”Ja! Ja den er! Tak onkel Derick!” tilføjede han hurtigt, som han jo havde glemt at takke for den. Og nu hvor Daniel havde takket for den først, så var han jo trods alt også nødt til det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket sigende mod Daniel, som han igen gjorde tegn til far om at han gerne ville ned. De havde en kniv hver nu! Så nu kunne de fægte og virkelig lege at de var oppe at slås! Ligesom krigere! ”Kom an!” endte han med en morende stemme. At far ville tage dem med ud til havet igen, var noget som næsten gjorde ham helt ivrig! ”Kan vi gøre det i morgen far?! Kan vi?! Kan vi?!” endte han næsten helt håbefuldt. Han ville klart elske det!

[Deleted]

Det måtte virkelig more Elanya hvordan Malania tog hendes tilstedeværelse. Dog lige i aften, så ville hun dog bare ønske at hun kunne få lov til at være Elanya og ikke Dronningen af Procias, for hun var faktisk også en person bag, om det var noget som folk så ville tro på eller ikke, for det var jo bare sådan at det måtte være. Hun vendte blikket sigende mod Malania og med det samme muntre smil. At hun havde siddet her hele dagen, var nu heller ikke noget som forundrede hende det mindste. Hun rystede ganske let på hovedet og vendte blikket mod hende endnu en gang. ”Kald mig Elanya.. For guds skyld, ikke være så… forfinet i aften! Det er jo dit eget bryllup!” endte hun med et stort smil på læben. Hun ville da slet ikke ødelægge det, men blot være en del af mængden og en del af det til stede. Hun smilede ganske let. Det var virkelig en flot kjole til en i hendes tilstand, også fordi at det var.. noget som var tydeligt at hun havde brugt tid på. Måske at man kunne se at den var hjemmelavet, men det var af den grund, også noget af det smukkeste som hun havde set. Malania havde i den grad haft travlt med nål og tråd, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun nikkede med et stort smil på læben. Det morede hende virkelig at se manden så.. opkørt, for det var selv ikke noget som hun var vant til at se, selvom den tanke i den grad måtte more hende af den grund, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. ”Derick holder ham lidt i ørene, så det skal nok gå, Malania. Nu skal vi bare have dig helt klar, så vi kan komme i gang!” sagde hun med et stort og ikke mindst glædeligt smil. Hun skulle overvære denne ganske særlige dag sammen med Derick, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre end det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun hjalp med at få kjolen på plads og sløret med, og så ville selv Elanya sige, at hun var ved at være klar til at gå sin elskede i møde. Hun trak sig en anelse, kun for at klappe hænderne sammen foran sig. Selv stod hun der med tårer i øjnene! Hun blev jo altid så sentimental ved noget som dette, også fordi at hun aldrig decideret havde fået lov til at opleve den form for glæde selv, det havde vel mere været af pligt end det som det havde været noget andet, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun strøg tungen let over sine læber. ”Rolig nu Malania!” begyndte hun, som hun gik hen og lagde hænderne mod hendes nøgne skuldre. Hun så hende direkte i blikket. Meget atypisk med mørke øjne som et lysvæsen, selvom det slet ikke var noget som rørte hende. Lige i aften, var intet lagt til tilfældighederne! Pierce og Malania var ment for hinanden og det var i aften, at det var dem som det handlede om! ”Det hele skal nok gå. Jeg er sikker på når du står foran Pierce, holder hans hænder i dine, så kommer ordene direkte fra hjertet. Jeg kan sige dig fra egen erfaring. Hvis det er noget som man ønsker sig, så ikke indøv det.. Lad det komme direkte fra hjertet,” endte hun roligt og med et stille smil. Hun vendte blikket ganske kort mod døren. Dericks energi kunne hun mærke, og det var kun noget som fik hende til at smile mere. Det var nu eller aldrig!

[pierce]

Det var uden tvivl en stor dag! Det var også det som gjorde Pierce så nervøs! Det var måske bare at mødes med sit livs kærlighed ved gazeboet, at sige sine løfter og blive viet, men.. alt skulle jo være perfekt! Og tænk hvis han glemte sine løfter?! Man kunne vel altid improvisere? Han ønskede bare at det hele skulle være perfekt, uden den mindste fejl, mest af alt for Malanias skyld, for hun havde jo glædet sig til det siden han havde friet! Det havde nok også været på tide, men.. han havde egentlig aldrig fundet det nødvendigt, nu ønskede han bare et tegn på det, så alle kunne se at han var en gift mand, og ikke mindst med den smukkeste kvinde af dem alle! Han sukkede ganske let, næsten for at roe sig selv ned, nu hvor drengene var kommet ud, så kunne de forhåbentlig få ham til at tænke på noget andet, for det ville han efterhånden have brug for! De havde jo været inde ved mor mere eller mindre hele dagen, og han ønskede selvfølgelig også lidt tid med dem, inden alt skulle i gang, også for at vide om de kunne det hele, skønt de vel var ved at være trætte af at få instrukser? Han rystede let på hovedet, som Stefan takkede bagefter, hvor han vendte blikket mod Derick. „Det.. det havde I da slet ikke behøvet! Du har allerede gjort så meget for mig!” svarede han stilfærdigt. At Stefan ville ned, forundrede ham virkelig ikke, hvor han roligt satte ham på jorden igen. „Nu ikke for vilde drenge! I skal være rene til i skal bære ringene op!” svarede han med en streng undertone, for på det punkt var han enig med Malania. At de begge to spurgte ind til havet, var noget som han næsten måtte fortryde med det samme at han havde nævnt, for nu ville de jo ikke stoppe med at plage ham før han sagde ja! Han ville jo nok ikke kunne tage dem med ud i morgen, for.. der ville han gerne nyde tiden med Malania. „Måske.. hvis I opfører jer ordentligt i aften og ikke sviner jer til!” svarede han sigende, selvom det morende smil ikke falmede. Han vendte blikket mod Derick og derefter mod hestevognen der kom. Han nikkede roligt til Dericks videre ord. „Ja se du endelig til dem, så skal jeg nok tage mig af de sidste gæster,” svarede han roligt. Han fulgte kort Derick ind, inden han så tilbage mod Stefan og Daniel. „Far skal lige op og tage imod de sidste gæster, så.. opfør jeg ordentligt imens!” Han sendte dem begge en sigende mine, inden han roligt gik op mod hestevognen. Selvom præsten var her, så faldt nervøsiteten på ingen måde!

At få en kniv af Derick, var noget som virkelig faldt i god jord hos Daniel! Det var sjældent at de fik gaver fra nogen som helst, selvom de da til tider fik lov til at tage ting med hjem fra havet, hvis de faldt over noget de kunne lide – ligesom urter og planter for hans vedkommende, men de havde jo aldrig fået gaver fra nogen andre! At far satte Stefan fra sig, fik ham selv til at holde sin kniv op, som klar til kamp, selvom det ikke blev til meget, før Stefan vendte sig om og selv spurgte far om de måtte komme ud i havet, og tilmed i morgen, for det ville slet ikke gøre ham selv noget det mindste! At de måske kunne komme af sted hvis de opførte sig ordentligt, var grund nok for ham til at opføre sig ordentligt og ikke blive beskidt! „Okay!” endte han i en ivrig tone, som han endnu engang gjorde klar til kamp mod Stefan. De kunne vel godt hygge sig lidt, inden alt gik i gang? At Derick gik indenfor, tog Daniel sig ikke af, da han var helt optaget af sin nye kniv, for den var jo vildt sej! At der kom flere gæster, fik ham næsten blot til at sukke, for det betød flere fremmede mennesker! Han nikkede roligt til fars ord. „Okay far,” svarede han roligt. Det var faktisk ikke altid at han hørte efter sine forældre, men de tilfælde hvor han ikke gjorde, var når Stefan lokkede ham til at gøre andet.

[Deleted]

At drengene blev så ellevilde over de knive som Derick havde givet dem, var noget som virkelig morede ham, selvom han selvfølgelig også var glad for at han havde givet dem noget de kunne lide, for tænkt hvis han ikke havde? At Stefan direkte kaldte ham for onkel, gjorde ham bestemt ikke noget, skønt han aldrig ville blive knægtens rigtige onkel, men hvad gjorde det? Hvis knægten ikke havde andre, så gjorde det ham intet, desuden så ville han faktisk ikke have noget imod at få et forhold til de to små, for.. den ene var jo blevet opkaldt efter ham, og det var kun efter at han havde hjulpet dem en enkelt gang! Han trak let på skuldrene til Pierces ord og sendte ham et bredt og muntert smil. „Selvfølgelig gjorde vi det, Pierce! Dette handler ikke om os, men om dig og Malania, det er en stor dag for jer, og det at I inviterede os, værdsætter vi,” svarede han sandfærdigt, hvor han var sikker på at han talte på både hans og Elanyas vegne – og ikke mindst Lucas og Raphaellas. At Pierce tog den strenge stemme i brug overfor børnene, var noget som et sted morede ham, hvor han ikke kunne lade vær med at tænke på, om han også selv ville det en dag? Han glædede sig jo næsten endnu mere til at få barnet, nu hvor han havde mødt Daniel og Stefan! Han gik roligt selv tilbage til huset og ind i varmen, hvor hans blik faldt på den tomme stue, han kunne dog både høre deres stemmer og ikke mindst føle deres auraer, da han trådte indenfor. Han gik roligt mod soveværelset, hvor han kun lige kom til at høre Elanyas sidste ord. Han lænede sig op ad dørkarmen og med armene over kors, hvor han betragtede den smukke brud og ikke mindst hans egen elskede. „Vel talt min egen..” svarede han roligt, for at gøre dem opmærksom på hans tilstedeværelse, inden han roligt rettede sig op og gik ind i rummet. At se Malania i den flotte kjole og med en flot tiara på hovedet, var noget som fik ham til at smile. „Pierce er uden tvivl en heldig mand!” erkendte han sandfærdig, for hun var virkelig smuk! Hun var uden tvivl aftenens stjerne, og det ville blive hende er strålede, og ikke stjernerne, når hun kom gående op ad den røde løber! Han skulle til at give hende et kram, da han stoppede sig selv, fordi hans blik faldt på hendes mave. „Og gravid..” endte han lettere forundret. Det havde Pierce da slet ikke sagt noget om! Men okay.. manden havde vel også været for nervøs til at tænke på det?! Han kunne ikke lade vær med at slippe en glædelig latter, som han omfavnede Malania, skønt han passede på med ikke at ødelægge noget af hendes flotte tøj og udsmykning. Han vendte blikket mod hende og med hænderne hvilende mod hendes overarme. „Så skal jeg jo ikke kun lykønske dig med brylluppet, men også den kommende lille!” svarede han glædeligt, som smilet ikke falmede det mindste. Det var faktisk godt at se hende igen! Skønt det også var lang tid siden. Han trådte et enkelt skridt tilbage for ordentligt at kunne tage hende i blik. „Du ser virkelig godt ud i den kjole!” erkendte han sandfærdigt, for han ville bestemt ikke lyve for hende!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kunne i den grad ikke være mere lykkelig end det som hun følte sig. Det var med så mange som vidne at de skulle giftes, skænke hinanden det store ja, og i sandhed give sig hen til hinanden, hvilket helt klart var det bedste ved det hele! Af den grund, så kunne hun faktisk slet ikke forstå, at hun var så.. nervøs, for det var der vel ikke nogen grund til? Alligevel så følte hun det, som hendes hjerte direkte måtte galopere mod hendes bryst, hendes hænder blev svedige, også fordi at hun vidste at det var ved at være tid! At Derick selv var på vej ind til dem, vidste hun ikke, for hun kunne virkelig ikke finde rundt i noget som helst lige nu! Hvad børnene lavede, vidste hun ikke – selvom hun helt klart håbede på, at de ikke gjorde sig beskidte, for det var slet ikke noget som hun kunne tolerere lige nu! De skulle være fine og rene! Bare for en enkelt aften om ikke andet! Det var vel heller ikke meget at forlange, var det? Hun blinkede ganske let med øjnene, som hun vendte blikket mod Elanya. Det var tydeligt at kvinden vidste hvad hun talte om, selvom hun selv personligt vidste, at hun havde været gift mange gange. Hun smilede ganske let til hendes ord, hvor hun vendte blikket direkte mod Derick som stod i døren. Det var i det mindste en mand som hun kendte! At Pierce ikke havde meddelt ham at hun var gravid, var næsten en tanke som morede hende, for den stakkels mand havde da også så meget i tankerne lige for i aften, at man skulle tro at det måtte være løgn, så det var slet ikke noget som forundrede hende det mindste! ”Derick!” hilste hun glædeligt og med et stort smil på læben, for det var slet ikke noget som hun kunne skjule på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ej, for løgn var det bestemt heller ikke på nogen måde! At han bemærkede hendes mave, var noget som fik hende til at vende blikket mod den, hvor hun slet ikke kunne lade være med at smile. Hånden gled ganske roligt over den, for hun var jo faktisk ved at være ganske langt henne. Det var også derfor at brylluppet var stedt med så kort et varsel, for hun ønskede det før hun ville føde igen. Hun vendte blikket mod ham, idet hun slap en let latter. ”Du ligner næsten Pierce i ansigtet, da jeg fortalte ham det,” sagde hun med en mindre rød farve i kinderne. Hun var ganske let at få til at rødme og selv Pierce elskede jo at gøre det! Armene gled ganske roligt omkring Derick i en omfavnelse. Hun kendte ham, han havde hjulpet dem igennem så skræmmende meget, at man skulle tro at det var løgn, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om! At han så også komplimenterede kjolen, var noget som kun fik hendes smil til at brede sig yderligere, for hun var da kun glad for at de kunne lide den! ”.. Tror I at han vil kunne lide den? Han.. han har slet ikke set den endnu,” sagde hun endeligt, som hun så ned af sig. Hun blev stående ud for Derick og med det store smil på læben, for det gjorde hende glad!

Stefan havde kun lige vendt sig mod Daniel, som han lagde op til kamp med kniven. Selvom han måske var bøllen af de to, så kunne han da slet ikke drømme om at skade sin kære storebror! Tænk hvis han begyndte at græde og løb ind til mor! Tanken morede ham et sted, for de konkurrerede jo stort set om alt! Han vendte blikket mod far, som han havde valgt at spørge ind til om de kunne tage til havet, for han elskede jo at være derude! Specielt når far var med, så var det helt klart noget af det bedste! At han sagde måske, var noget som gjorde ham helt ivrig! ”Okay far!” sagde han glad, som han igen vendte sig mod Daniel. Han gad virkelig ikke flere fremmed mennesker og høje mennesker for den sags skyld, så han valgte at koncentrere sig om Daniel. ”Du kan bare komme an!” endte han med en ganske morende stemme, som han huggede let ud efter ham. De var måske ikke helt skarpe, men kunne helt klart være farlige nok!

[Deleted]

Elanya kunne et sted godt forstå Malanias nervøsitet, for hun kendte den godt fra sig selv af, selvom hun stod fast på, at der ikke var noget som helst at være nervøs for. det var vel bare en naturlig reaktion, for et giftermål, var virkelig også en meget stor ting! Hun smilede let. At lade løfterne komme fra hjertet, var helt klart det bedste, i stedet for at remse en hel lang liste op, som man havde arbejdet på, for i hendes øjne, så virkede det slet ikke troværdigt. At Derick var kommet, var noget som kun fik hende til at smile og specielt ved hans ord, for det bevidste jo bare, at hun vidste hvad hun talte om! Hun havde jo selv været gift temmelig mange gange, selvom det bestemt heller ikke var noget som man direkte kunne sige, at hun var stolt af, for det var hun på ingen måde. Hun vendte blikket ganske sigende mod ham endnu en gang. ”Jeg prøver da,” sagde hun med et stille smil på læben. At han kendte Malania betydeligt bedre end det som hun selv gjorde, så var det også tydeligt at se at de faktisk havde et bånd af en slags. Ikke fordi at det gjorde hende det mindste, for han havde jo hjulpet dem og frygtelig meget som hun kunne forstå – i det store og hele, så var det bare noget som beviste at Derick i sandhed havde et godt og varmt hjerte, og det var også noget af det som hun selv kæmpet med at få overbevist befolkningen om i Procias, selvom det nu også så ud til at gå i den rette vej for dem, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket på nogen måde. Hun betragtede dem begge med et smil, for det så ud som om at Derick havde kontrol og styr på mere eller mindre det hele! At manden kunne vise sig fra den side, når hun i udgangspunktet kendte ham fra en helt anden, var virkelig en tanke som gjorde hende noget så frygtelig glad, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om.
Lucas og Raphaella måtte vel også snart være på trapperne? Så det hele kunne startes? Elanya rystede smilende på hovedet. Det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at stresse dem eller noget som helst, men hun kunne jo også se at Malania virkelig var nervøs og specielt hvis Pierce slet ikke havde nogen anelse om hvordan kjolen så ud, for den var virkelig gudeskøn! Den kunne hun selvfølgelig og meget fint vise sig frem i, for det var klart noget af det smukkeste som hun længe havde set! ”Jeg er næsten sikker på, at du kommer til at samle hans kæbe op fra sandet, Malania. Det er virkelig noget af det smukkeste som jeg længe har set!” forsikrede hun hende, for det var ikke engang fordi at det var en løgn set i hendes øjne. Hun hævede hånden og tørrede en tåre. Ja, hun var virkelig sentimental, og specielt når det gjaldt bryllupper! Der var hun virkelig ikke god til at holde sig igen! ”Er Lucas og Raphaella ankommet?” spurgte hun. Tydeligt henvendt til Derick.

[lucas]

Turen fra Procias til Manjarno havde været ganske lang, specielt når man kun sad ned, men for Lucas vedkommende gjorde det ham bestemt intet! Han havde haft det bedste selskab som man kunne finde! Elanya og Derick burde allerede være ankommet, hvor han selv kom kørende i den mindre prægtige hestevogn, i forhold til den karet Elanya og Derick havde kørt i. Han havde gaverne med til det heldige brudepar, hvor han selv havde sin egen lille sorte, læderindbundne præstebog med, med hans egen fine håndskrift på alle sider, hvor alt det han havde lært i sine år i kirken stod i – ikke mindst vielsen til et bryllup. Han havde spurgt Raphaella om hun ville være hans partner til brylluppet, selvom han godt nok ikke ligefrem var gæst men præst, og hun havde mere end villigt takket ja. Man kunne vel godt sige at de var ved at finde sammen som et par? Han selv var faktisk ikke helt sikker, skønt følelserne var kommet på bordet, men.. de tog det vel bare stille og roligt? Han var virkelig forelsket i hende, og at give hende de store ord, var noget som han faktisk kunne sige og mene dem med hjertet! At hun gerne ville med til brylluppet, var noget som gjorde ham glad, for han ville gerne have hende med! Så ville der jo også være en person til at bevidne denne storslåede aften, for det ville det uden tvivl blive! Derick havde fortalt ham om Pierce og Malania, alt det som de havde været igennem og de at Derick havde hjulpet dem, så han fandt det skam som en stor ære, at måtte være præst, hvilket han skam gjorde helt frivilligt og gratis, for han ville bestemt ikke fraholde to elskende i at komme sammen! Det ville jo være det samme som at fraholde sig selv fra Raphaella, fordi han lå over hende i hierarkiet og det ville han da slet ikke kunne! Han selv bar ikke på samme måde, det fine tøj som resten af gæsterne, eftersom han skulle være præst, han selv bar den respektable præstejakke, som var helt hvid – så han ikke lignede én der skulle til begravelse – med en høj krave, der gik hele vejen rundt om hans nakke og med en lille åbning foran ved halsen, hvor den gik fra skuldre og dækkede hele hans krop og gik hele vejen ned til hans fødder, hvor han ligeledes bar hvide sko. Under turen, havde han trukket Raphaella op i sit skød, så han kunne have hende tæt på sig og med armene omkring hende, hvor han slet ikke kunne lade vær med at kærtegne og kysse hende, for.. det var vel tydeligt at han var vild med hende? Det var i hvert fald ikke noget som han ville lægge skjul på, når det kun var de to! Han skænkede hendes kæbe et blidt kys, som han trykkede hende tæt ind til sig. „Jeg elsker dig,” hviskede han kærligt mod hendes ører, idet kusken valgte at stoppe hestevognen, hvilket fik ham til at se ud af vinduet. Var de her allerede? Han vendte blikket mod hende, hvor han skænkede hendes læber et blidt kys. „Nå.. vi må hellere komme derned. Jeg går ud fra vi er de sidste,” svarede han stilfærdigt, som han roligt lod hende glide ned fra hans skød, hvor han nikkede til kusken, som han åbnede døren. Han tog nogle af gaverne og gik roligt ud, inden han rakte hånden til Raphaella, for ligeledes at hjælpe hende ud – en gentleman var han jo trods alt.

[pierce]

Det eneste der manglede var.. ja, at Malania skulle være klar, og ikke mindst at præsten skulle komme! Ellers var alt vel i orden? Han var virkelig nervøs! Men han måtte erkende at han virkelig var glad og ikke mindst beæret over at Derick kom, ledsaget af Elanya og tilmed tog en præst med, for det betød jo virkelig utrolig meget for ham! Han vidste jo slet ikke hvordan han skulle gøre alt det godt igen den anden vej, for han havde jo slet ikke noget som han kunne tilbyde! Foruden hvis de manglede hjælp til sygdomme eller andet, for han var faktisk en utrolig god læge! Skønt han havde skåret meget ned i sit arbejde igennem de sidste par måneder, for at være hjemme og bygge gazeboet, så alt kunne blive klart til brylluppet, for det satte han trods alt i første række! Dericks ord fik ham til at trække på smilebåndet, hvor han nikkede ganske roligt. „Og jeg værdsætter at I kom,” svarede han sandfærdigt. Han mente det virkelig, for det betød virkelig utrolig meget for ham at Derick ville komme, og ikke mindst dronningen, for at hans ydmyge bryllup skulle blive vidnet af en så højtstående person, det var virkelig stort! Det var jo nok også derfor at det hele skulle være så perfekt. Han betragtede kort drengene, som de nærmest udfordrede hinanden, hvilket han ikke sagde noget til, for.. de var jo børn, og ikke mindst var de drenge, de havde behov for at være lidt vilde, skønt han dog var enig med Malania lige netop denne aften, for han ville selv gerne have at de så respektable ud under vielsen! Specielt når de var de to ringbærer! Han gik roligt op til hestevognen, der netop var ankommet, hvor blikket faldt på manden i det hvide tøj, der uden tvivl måtte være præsten, sammen med hans yndige ledsager, som han havde fået fanget til at skulle være Raphaella. Han gik roligt op mod dem med et bredt smil på læberne, som han slet ikke kunne skjule det mindste. „Og du må være præsten.. Lucas, ikke sandt?” spurgte han roligt, bare for at vide sig helt sikker, inden han vendte blikket mod Raphaella, som hun kom ned. „Og med Raphaella?” Hendes navn blev udtalt med en mindre usikkerhed, da han jo heller ikke ville fornærme hende, ved ikke at kunne huske hendes navn.

Alle de mennesker som var her, var noget som virkelig måtte gå Daniel på, for han havde aldrig været i sådan en stor samling før! Han var vant til få folk, måske nogle de faldt over, når de var på vej ud i havet eller mod skovene, men ellers så var der jo kun de fire, skønt de snart blev en mand til i familien, for de skulle jo til at være storebrødre! Han vendte sig mod Stefan, hvor han slog sin egen kniv mod Stefans, da han stak ud efter ham, hvor han parerede stødet, kun for selv at slå ud mod ham. „Kom selv an!” svarede han i en udfordrende tone. De to konkurrerede altid mod hinanden, de var hinandens rivaler, men selvom de kunne have deres uoverensstemmelser, så kunne Daniel heller ikke komme udenom at Stefan var hans bedste ven, for.. han havde jo altid kun haft sin bror. Snart fik de enten en lillebror og lillesøster, og han skulle nok tage sig af barnet, uanset hvad køn det blev! For han fandt det jo faktisk fascinerende at der voksede noget inde i sin mors mave, én som snart skulle blive en del af deres familie.

[Deleted]

Derick kunne godt mærke at han havde fået roet Pierce en anelse ned, selvom han var overbevist om at manden nok skulle blive helt nervøs igen, når alt gik i gang, for der var jo altid en spænding ved at se sin elskede komme gående op imod én. Det var en stor dag, og han var virkelig glad på deres vegne! At se til Malania, var noget som med det samme fik smilet til at brede sig på hans læber, for det var jo faktisk lang tid siden at han selv havde set hende, så det var uden tvivl godt at se hende igen! At hun så også var glad for at se ham, var noget som kun gjorde det hele langt bedre! Han trykkede hende let ind til sig, som hun gengældt hans omfavnelse, hvor hans varme smil ikke falmede på noget tidspunkt. At hun kommenterede hans reaktion på graviditeten fik ham til at grine ganske let. „Så skulle du have sit min reaktion, da Elanya fortalte mig om sin,” svarede han sigende og ikke mindst med et morende smil på læberne. Måske det havde været i en frustreret tid, for de havde jo faktisk ikke rigtig haft kontakt igennem en måned, da hun havde fortalt ham det, men.. efter at hun havde, så havde han også tilgivet hende for den måned, for hvorfor lægge mere i det? Han elskede hende, og han var ikke mindst stolt over at hun bar hans barn. Det var noget som betød utrolig meget for ham! Han havde aldrig været forælder før, så det var ikke mindst noget som han var nervøs over! Han trådte roligt hen til Elanya, hvor han lagde en arm omkring hende, for at trykke hende ind til sig, imens hans hoved faldt let på sned, da han betragtede Malania i fuld front. Hun var virkelig en smuk brud! Han nikkede medgivende til Elanyas ord. „Tro mig Mal.. du vil få enhver stjerne til at måbe, når du kommer gående! Og jeg ved at du vil blæse Pierce omkuld!” svarede han stilfærdigt, som han sendte hende et betryggende smil. Hans blik faldt let på Elanya, da hun tørrede en tåre væk, hvilket fik ham til at sende hende et varmt smil. „Jamen kæreste dog.. jeg tror aldrig jeg har set dig så sentimental før,” svarede han roligt, som han løftede en hånd og strøg hende blidt over kinden, inden han vendte hendes blik mod sig, så han kunne skænke hendes læber et lidenskabeligt kys. Han ville selv se frem til at se Elanya gå op imod ham ved alteret, for det ville uden tvivl blive et smukt syn! Det var han virkelig allerede overbevist om! Han nikkede ganske roligt, da hun spurgte ind til Lucas og Raphaella. „De er netop ankommet.” Han vendte sig mod Malania. „Apropos røde løber, så faldt Pierce over at ingen er der til at følge dig op. Så jeg foreslog at jeg kunne gøre det? Hvis det var i orden med den yndige brud?” Det var jo lidt tradition at faderen skulle følge sin datter op, men eftersom han ikke var her, og der heller ikke var nogen bror, så ville han da med glæde gøre det! Det ville være ham en stor ære! Medmindre hun var overbevist om at gå op ad den røde løber alene, for det ville han da slet ikke blande sig i!

[Deleted]

Turen fra Procias til Manjarno havde i den grad været lang, for ikke at glemme, at det var alt for længe siden at Raphaella havde været på denne side af muren. Det var hende dog en direkte ære, at Lucas ønskede hende som sin ledsager til Pierce og Malanias bryllup, for det var virkelig en utrolig stor ting i hendes øjne! Hun måtte erkende, at hun var en smule nervøs, også selvom hun sad der i den fine hestevogn med Lucas alene. Han havde spurgt hende frem for så mange andre, hvilket helt klart, var noget som hun så på som en stor ære, for hun holdt af ham, hun.. hun elskede ham. Og nu hvor hun havde ladet de ord passere hendes læber, så var det hende bare en lettelse i den anden ende. Det glædet hende egentlig bare, at hun kunne få lov til at komme lidt ud og bare.. glemme hvordan det hele måtte stå til, for det føles i den grad forbandet godt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hendes hjerte slog let mod hendes bryst. Måske at hun ikke ligefrem var den smukkeste i tøjet, men hun havde virkelig heller ikke regnet med at blive inviteret med som ledsager til et bryllup! Hun kunne glemme opgaven lidt, for.. hun kunne vel bare opgive at fortælle Lucas det, for han fangede ikke hendes hentydninger, hvilket var noget som gjorde ondt på hende, men lige for nu, så valgte hun at se væk fra det, for andet valg havde hun trods alt heller ikke. Lige hvordan hun var endt i Lucas’ skød anede hun ikke, men hun kunne rigtig godt lide det. Et let grin slap hendes læber, som hun endnu en gang nærmest måtte blive angrebet af hans læber i form af kys og hans hænder i form af kærtegn, for hun kunne ikke gøre andet end at nyde det! ”Jeg elsker når du siger det,” hviskede hun glædeligt. Et sted så var de vel også ved at være et par? Selvom ingen direkte havde stillet det spørgsmål og trukket den så langt, også fordi at hun vidste, at det bestemt heller ikke ville gøre tingene nemmere for hende, tvært imod, så ville det kun gøre det hele langt mere besværligt for hende og endda også på alle måder! Hånden hævede hun glædeligt og strøg den mod hans kind. ”Jeg elsker også dig,” endte hun med en rolig stemme. Selv hendes ord var udtalt med den største ærlighed!
Raphaella var kommet så langt væk fra en hvid kjole, som det var hende overhovedet muligt. Hun sad i en tætsiddende midnatsblå, så den så næsten helt sort ud – helt modsætning til det som Lucas gik i, hvilket morede hende gevaldigt, men hun glædede sig til at se ham stå der i rollen som præst og skulle vie de to elskede mennesker og lade dem få hinanden! Håret havde hun fået enkelt sat op og med det samme rolige smil på læben, for selv hun ønskede jo at se præsentabel ud, også fordi at hun vidste at Elanya og Derick måtte være der, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere! At vognen stoppet, fik hende til at vende blikket. Var de fremme allerede? Hun gled roligt ned på pladsen ved siden af Lucas igen, som døren blev åbnet. De var jo ikke officielt et par endnu, så.. det var vel at tage det stille og roligt? ”Det tror jeg.. se dernede?” Hun pegede ned mod gazeboet nede ved stranden, for det var der alle andre var. Det var virkelig et smukt område! Hun smilede let og tog imod Lucas’ hånd, så hun kunne komme udenfor og ned ved siden af ham. Hun vendte sig mod Pierce, hvor smilet bredte sig! Hun nikkede. ”Det er mig. Og De må være Pierce. Lad mig lykønske Dem og Deres kære med den prægtige aften!” sagde hun høfligt og med et glædeligt smil på læben.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var efterhånden ved at være et nervevrag, også fordi at hun vidste at det meget snart skulle ske! Ikke fordi at det var noget som hjalp hende som sådan, for hun kunne mærke, hvordan hendes hænder begyndte at blive svedige og hvordan hun faktisk måtte begynde med at skælve, for det var slet ikke noget som hun gjorde med vilje, men nu hvor det nærmede sig, så var sagen da en helt anden! Hun lod Derick mere end glædeligt trykke hende tæt ind mod sig, for hun holdt af ham! Han var og blev virkelig en kær familieven, hvor det selv var en ære, at lade en af deres kære drenge blive opkaldt efter ham! Hun sendte ham et muntert smil. ”Så længe at I finder ud af det hele, så skal det nok gå,” sagde hun morende, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile. Lige nu var hun virkelig glad som hun aldrig nogensinde har været det før, også fordi at hun vidste hvad hun havde i vente. Hun var bare så bange for, at der var et eller andet som skulle gå galt, for det var slet ikke noget som hun ønskede sig på nogen måde overhovedet! Hun vendte blikket ganske roligt mod Derick ved hans ord. Hvis han troede at Pierce ville reagere sådan, så glædede hun sig jo næsten til at gå ham i møde på den røde løber fra huset og op mod gazeboet. Nu begyndte hun da først for alvor at blive nervøs for tænk nu hvis drengene tabte ringene! Eller faldt over tæppet! Eller begyndte at slås! Hun kunne virkelig ikke have den tanke, og det var noget som kun måtte stresse hende yderligere! ”T-tror du virkelig, at han vil reagere så voldsomt?” spurgte hun med en rød farve i kinderne. At Elanya stod og græd ved tanken om det som skulle ske, var slet ikke noget som hun havde lagt mærke til, før Derick gik tilbage til hende og lagde armene om hende. Det var noget som fik hende til at skinne næsten som havde hun været en sol! Hun vidste og havde fået med sig at Lucas var et lysvæsen ligesom hende selv, så mon ikke at han for alvor kunne ane hendes lys når hun ville vandre op mod Pierce? Hun glædede sig virkelig til det, som hun aldrig havde glædet sig til noget før i sit liv! At præsten var ankommet, fik hende til at vende blikket mod vinduet. Det var jo så ved at være tid nu og den tanke var selvfølgelig også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! ”Jamen.. så… så er det jo nu det skal ske! Drengene.. h-hvor er drengene?!” endte hun med en hastig stemme, for de skulle jo bære ringene til gazeboet! Hun vidste godt, at de havde fået instrukserne så mange gange, men frygten for at det skulle gå galt, var der i allerhøjeste grad! Hun vendte blikket mod Derick ved hans ord. Hun blinkede let med øjnene. Nej, hun havde jo ingen far eller en bror til det, så.. Hun smilede let. ”Det vil være mig en ære, at lade dig føre mig op af løberen, Derick,” tilføjede hun ærligt.

Stefan vendte blikket direkte mod Daniel. Måske at de var konkurrenter og konstant i konkurrence, men hans storebror var jo også det eneste som han havde, for der var ingen andre børn i miles omkreds! De havde jo altid passet på hinanden, selvom det måske ikke altid var til at se, men det gjorde de faktisk! At de skulle blive storebrødre, var ikke rigtigt en tanke som han kunne forstå, for.. det var jo bare en baby som mor havde i maven? Selvom mor havde snakket meget med ham, også fordi at han ikke rigtigt viste nogen interesse for det, men det var altså bare sådan Stefan var! Han lod slaget blive pareret, hvor han selv tog omkring Daniels næve, da han slog ud efter ham. De var jo ved at blive dygtige og de trænede jo også hele tiden! ”Jeg sagde det først!” endte han fast, som han igen lod kniven stikke ud efter Daniel. Ikke direkte dræbende eller faretruende, men kun i leg. De havde jo trods alt lovet mor, at de ville opføre sig ordentligt lige i aften, og det var noget som han faktisk kunne love. Specielt også fordi at far krævede det af dem.

[Deleted]

Elanya kunne ikke lade være med at smile et svagt smil. Hvis hun synes Pierce havde reageret kraftigt, så skulle hun have set hvordan Derick havde reageret på det samme, for det havde bestemt heller ikke været et kønt syn! Selvom det ikke var en aften som hun tænkte meget mere over, for de havde tilgivet hinanden, de var kommet videre derfra, og nu hvor det hele så ud til at lysne lidt, så var det også noget som gjorde det nemmere for dem begge to, og uden de alt for mange store intriger, for dem havde de faktisk ikke rigtigt nogen af. Hvis der var noget som hun selv ikke var særlig god til at tackle, så var det bryllupper, for hun blev virkelig sentimental! Hun smilede ganske let. ”Jeg tror ikke rigtigt på at nogen kan reagere kraftigere end det Derick gjorde,” endte hun med et morende smil. Ja, i dag kunne hun grine af det, men det havde hun bestemt ikke været i stand til da hun havde fortalt ham det. Nu var Derick leder, Jason var væk og af tronen, så det så vel også ud til at ordne sig alt sammen? Det var noget som hun håbede på om ikke andet, for det var virkelig vigtigt, også med henblik på landet, for det var virkelig forbandet vigtigt, at der kom styr på det hele, og specielt nu hvor det var ved at have et godt økonomisk fundament. Hun vendte blikket mod Derick endnu en gang, som han kom hende i møde i stedet for. Hans strøg mod hendes kinder, fik hende bare til at himle med øjnene. ”Jeg kan ikke gøre for det!” endte hun morende. Det var slet ikke fordi at hun var ked af det, for det var hun virkelig ikke! Hun.. hun var glad. Hun var virkelig glad, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Tungen strøg hun over sine læber i øjeblikket før læberne måtte møde hans i et blidt kys. At det faktisk var Derick som skulle føre Malania op, var en tanke som kun måtte få hende til at smile, for det glædede hun sig virkelig til at se! Hvis Lucas og Raphaella var ankommet, så var det jo også ved at være tid, selvom det var tydeligt at se, at det også var noget som Malania måtte reagere på. Hun kunne skam godt forstå at hun var ved at være ude af den, specielt hvis dette var noget som hun havde stresset med hele dagen, som det næsten kunne lyde som, så var det jo ikke engang fordi at det var en løgn! Hun smilede ganske let til hende. ”Du behøver ikke stresse, kære dig. Der er intet at være nervøs for. Jeg skal nok finde drengene. Derick, så kan du gøre hende færdig imens. Og ikke rør håret!” sagde hun med en drillende stemme, som hun hævede hånden og lod den stryge mod hans kind, idet hun skænkede ham et kys, kun for at forlade værelset og gå ud for at finde drengene. Det var jo nu de skulle til at være klare til det hele, for det var ved at være tid til det hele! ”Daniel?! Stefan?!” kaldte hun med en rolig stemme, som hun kunne se dem i fægteduel med knive på sandstranden. Hun rystede smilende på hovedet. Med største sandsynlighed, så var det Dericks påfund! ”I skal gøre Jer klar nu!” kaldte hun, som hun vinkede drengene til sig.

[lucas]

Det var ikke fordi det største pres havde lagt sig i Procias, for befolkningen satte jo stadig høje krav, Lucas selv tog meget af Elanyas arbejde – han insisterede direkte på det – for hun var jo gravid, og en gravid kvinde havde bestemt ikke brug for stress! Hun skulle slappe af, og så tog han gerne mere arbejde på sine skuldre, selvom det så kostede ham selv i den anden ende, for det gik ud over hans tid med Raphaella, men han var desværre nød til at sætte arbejdet før andet, og generelt satte han jo alle før sig selv, og det gjaldt også hans dronning! Hun skulle have det godt, en normal fødsel, så alt gik som det skulle! Derfor kunne han også til tide være meget efter hende, for at få hende til at slappe af, så hun ikke blev stresset, for det ønskede han vitterligt ikke! De kunne jo alligevel ikke rigtig gøre noget ved hungersnøden, for de kunne ikke få afgrøderne til at vokse hurtigere end de gjorde, så det var jo bare at tage det som det kom, og så måtte befolkningen tage til takke med hvad deres regering gjorde! Han var dog bare glad for en mulighed for at komme lidt væk og slappe lidt af, og ikke mindst så var det en stor aften, for han skulle jo vie to elskende ind i et ægteskab, og det var altid en stor ting! Han trak på smilebåndet til Raphaellas ord, hvor han skænkede hendes hals et enkelt kys – han kunne jo ikke holde sig væk fra hende! „Godt.. for jeg vil sige det, hver dag til dig,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et varmt smil. Hun fik ham virkelig til at stråle af lys og lykke! Han elskede hende, og hun havde en sådan dejlig varm effekt på ham! Hånden mod hans kind, var noget som gjorde ham rolig, selvom hendes ord, fik hans hjerte til at banke hurtigere imod hans bryst. „Det er jeg glad for,” hviskede han kærligt og ikke mindst sandfærdigt, for det at hun elskede ham – og lige ham – var noget som gjorde ham utrolig glad!
Lucas vendte let blikket mod stranden, da Raphaella pegede, hvor et skævt smil gled over hans læber. „Det ser virkelig flot ud,” tænkte han højt. Det så virkelig flot ud! Som han kom ud af vognen og hjalp Raphaella ned, så vendte han sig mod Pierce og sendte manden et venligt og ikke mindst varmt smil – som det lå så naturligt til ham. Han nikkede roligt til Pierces ord. „Jeg er præsten.. Lucas, ja,” medgav han i en rolig tone, som han rakte hånden frem for at hilse på brudgommen. „Og må jeg lykønske dig med den prægtige aften. Den kunne virkelig ikke være mere perfekt!” svarede han sandfærdigt, som hans smaragdgrønne øjne kort var faldet til himlen, hvor de mange stjerner og månen skinnede helt perfekt og med frit udsyn til det hele. De havde i sandhed valgt en perfekt aften! Han så sig let omkring igen, inden han så mod Pierce. „Er alt ved at være klart?” spurgte han roligt. Han vidste jo godt at de i princippet kun ventede på dem.

[pierce]

At præsten var ankommet, gjorde faktisk Pierce nervøs igen, for så skulle det hele jo lige straks til at begynde! Han mærkede hvordan hans hjerte hamrede imod hans bryst, skønt han fortsatte sin vandring op til hestevognen, hvor han så dem komme ud. At de havde gaver med, var ikke noget som fangede hans interesse besynderligt meget, for det var slet ikke derfor at han havde inviteret dem! Han havde inviteret dem, fordi han virkelig gerne ville have dem alle sammen til at bevidne hans og Malanias store aften, og det var ham en ære at de alle ville komme og deltage! At Raphaella var så høflig og formel forstod han sig slet ikke på, for.. det burde derimod være ham der var så formel, for de kom jo begge fra slottet! Han holdt let en hånd op. „Mange tak! Men du behøver slet ikke være så formel,” svarede han sandfærdigt og sendte hende et venligt smil. Han var bare glad for at hun var kommet! Ligesom resten af gæsterne! Han vendte blikket mod Lucas, hvor han tog imod mandens hånd i en hilsen, hvor han trykkede let om hans hånd, inden han slap den igen. Han nikkede medgivende til hans ord. „Det ser ud til at guderne har været med os for en gangs skyld,” svarede han stilfærdigt, inden et skævt smil gled over hans læber. „Men mange tak.” Han vendte let blikket ned mod stranden, hvor han kunne se Elanya kalde drengene ind, hvilket måtte betyde at selv Malania var ved at være klar. Han vendte sig mod Lucas igen og nikkede ganske roligt. „Det.. det tror jeg. Jeg mener.. det vil jeg gå ud fra,” svarede han roligt, skønt han ikke kunne skjule nervøsiteten for den måtte vel lyse ud af ham? Han gjorde roligt en gestus til at de skulle følge med ham ned til stranden og resten af gæsterne. Faklerne lyste stadig det hele op, fra terrassen til gazeboet, som han selv havde bygget, hvor det vel egentlig kun havde været præsten der manglede? Han vidste jo ikke hvor langt Malania var, selvom han gik ud fra at hun snart var klar.

Daniel havde kun haft Stefan at lege med hele sit liv, for der havde ikke været nogen nabobørn, og de var sjældent kommet med ind til byen, så til tider var Daniel kun glad for at han havde en tvilling, for tænk hvis han ikke havde haft det?! Så ville han have været helt alene og kedet sig hele dagen! At Stefan tog fat omkring hans næve, var noget som fik ham til at sende ham en skulende mine, hvor han skulle til at parere hans stik med kniven igen, idet han blev distraheret af den fremmede kvinde der kaldte på dem, hvor han vendte blikket mod hende og glemte alt om kampen, hvilket gjorde at Stefans kniv stak ham i siden. Det gjorde dog ikke ondt, for den var ikke særlig skarp og spids, desuden så havde han så meget tøj på at det umuligt kunne gøre ondt. „Hey!” endte han alligevel utilfreds, da det ikke var fair at angribe når man blev distraheret! At de skulle gøre sig klar, indikerede kun at det var til at være tid, hvor han kort så op mod far, der tog imod de sidste to gæster, inden han så mod kvinden og nikkede ganske roligt, som han løb hen til hende. Han kunne godt lide den fremmede dame, for hun havde jo komplimenteret ham! „Kommer!” råbte han roligt, som han løb indenfor, skønt han hev sandet med sig ind.

[Deleted]

At se Malania i den smukke kjole, se hende være gravid og se hende smile over hele ansigtet, var noget som gjorde Derick glad, for han kunne ikke beskrive hvor glad han var på deres vegne! Han selv skulle være far, og det var noget som han kun så langt mere frem til, specielt nu hvor han havde mødt Daniel og Stefan, for det var virkelig to herlige små drenge! Det havde Malania og Pierce gjort godt, specielt fordi han vidste hvor ustyrlige horrorer kunne være, derfor forundrede det ham heller ikke at drengene var vilde. Han selv var blevet direkte.. overrasket over at han skulle være far til Elanyas barn, for det var en nyhed der virkelig havde slået ham ud, specielt fordi han aldrig havde været forælder før, han vidste jo slet ikke hvordan man gjorde! Men så var det godt at han kendte nogen som faktisk kunne give ham et godt råd, for det ville Malania og Pierce da sikkert kunne! Desuden så var Elanya jo også erfaren på det punkt, så han vidste at de nok skulle kunne finde ud af det med hinanden. Han grinte let til Elanyas ord og rystede smilende på hovedet. „Det var jo en glædelig nyhed!” undskyldte han sig morende, som han blinkede let til hende. At hun stod og blev helt sentimental, var noget som fik ham til at smile, for det havde da uden tvivl sin egen charme! Han trykkede hende let ind til sig. „Du er kær, når du bliver sentimental,” hviskede han morende mod hendes ene øre, skønt han dog mente det! Hun var altid kær, når hun enten rødmede over hans komplimenter, eller direkte græd af glæde som i øjeblikket. Hans læber bredte sig i et varmt smil, som hun valgte at besvare hans kys, hvor han vendte blikket mod Malania. „Tro mig Mal.. han bliver uden tvivl overrasket!” Det ville han da selv være blevet, hvis han havde set hende, for hun var virkelig smuk i den kjole! At Elanya ville se til drengene, så han kunne hjælpe med resten, gjorde ham intet, hvor han himlede morende med øjnene til hendes ord, selvom han besvarede hendes flygtige kys. „Jeg skal nok lade håret være!” svarede han morende, som han rystede let på hovedet. Han turde da slet ikke pille ved noget som helst i frygt for at han ville ødelægge noget! Hun så jo virkelig smuk og yndig ud! Han sendte Malania et varmt smil. At hun gerne ville have ham til at følge hende op ad den røde løber, var noget som glædede ham. „Så er alt jo perfekt!” Han gjorde et let nik mod stuen, inden han rakte hende sin hånd. „Er du klar?” spurgte han endeligt. Nu skulle det hele til at ske! Præsten var kommet, Pierce var klar, drengene skulle bære ringene, og han skulle følge den smukke brud op ad den røde løber.. der kunne vel ikke mangle mere?