A beautiful wedding! A beautiful dream!

[Deleted]

At få lov til at komme og opleve noget så smukt som et bryllup, var noget som selv Elanya måtte betragte som en frygtelig store ære, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Tanken var i den grad noget som virkelig måtte glæde hende, for det gjorde det virkelig. Det var hende en ære, at Pierce og Malania havde skrevet hendes navn på invitationen, og så længe at det var nogen som Derick stolede på, så kunne hun i den grad ikke se en grund til ikke at skulle gøre det samme, for det gjorde hun! Hun kunne slet ikke lade være med at smile, også selvom hun stod der midt i det åbne, kun Derick og dem omkring hende til at beskytte hende, men.. hvem kunne dog finde på at ødelægge noget så smukt som dette bryllup? Det var sådan at hun tænkte det om ikke andet, for løgn var det jo trods alt heller ikke. At Pierce ønskede at hun skulle søge til Malania, fik hende blot til at smile. Den heldige kvinde havde hun ikke engang fået æren af at skulle møde endnu, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Jeg hjælper med glæde. Jeg har nok et tip eller to til hende,” sagde hun roligt, som hun vendte sig mod Derick endnu en gang. Hun tog imod hans kærtegn og hans kys og selv med den største glæde, for hun nød virkelig af det, også selvom de burde passe på endnu. Det var bare et spørgsmål om tid, selvom.. hun af den grund ikke regnede med at blive på tronen for tid og evighed, for selv hun måtte trække sig før eller siden, specielt nu hvor hun havde en lille familie på vej og endda sammen med manden som hun elskede og holdt af, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre end det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun sendte ham et stille smil. ”Prøv du at holde Pierce i skindet til Lucas dukker op, så tager jeg mig af den stressede brud,” sagde hun roligt. Hun skænkede Derick et glædeligt kys, idet hun roligt slap ham og søgte stille ned af den sandede strand, selvom det vel også var tydeligt at se, at det slet ikke var noget som hun var vant til at bevæge sig rundt i, for det var hun bestemt ikke! Hun smilede let for sig selv, selv deres smitte måtte hun smitte af på hende! Hun endte hurtigt nede ved huset og trådte indenfor. ”Malania? Malania er du her?” kaldte hun med en rolig stemme. Hun børstede sandet af sine egne ben og tog skoene af, i al respekt, for ikke at smide sandet fra sig over det hele, for hun ønskede jo heller ikke at de skulle rende rundt og vaske efter hende, for det var da slet ikke meningen med noget af det her! Hun vendte blikket sigende rundt omkring. Her var virkelig hyggeligt. Selv et sted som det her, kunne hun godt tænke sig at bo.

[pierce]

Pierce havde let ved at stresse sig selv, men han var jo også altid så bekymret, han kunne heller ikke lade vær med at tænke på om Malania havde det godt, for hun var jo også gravid, og han ville have det bedre, hvis han faktisk fik lov til at tjekke op på hende, men hun havde strengt beordret ham til at holde traditionen ved ikke at se sin brud før hun kom op langs kirkegulvet. Nu hvor han tænkte over det, så manglede de jo faktisk én til at følge hende op ad kirkegulvet! Tanken gjorde at han næsten var ved at besvime! Han lagde ikke engang mærke til at Elanya og Derick talte indbyrdes med hinanden, for han havde alt for mange tanker igennem hovedet! Han blinkede let med øjnene, som Elanya henvendte sig til ham, hvor han var lettere stiv i hele ansigtet. „O-okay..” svarede han lettere nervøst, som han følte at hans hænder var helt fugtige af sved af nervøsiteten. Han kunne virkelig ikke have den tanke! Han var virkelig ved at gå ud af sit gode skind! Han fulgte Elanya, da hun valgte at forlade dem, inden han så lettere nervøst mod Derick, selvom han ikke rigtig var til stede, men gik alle tingene igennem inde i hans hoved. Da han havde gået det hele igennem, kom han roligt til sig selv og greb fat i Derick, som om han skulle fortælle ham noget hemmeligt. „Jeg har slet ikke tænkt på at nogen skulle følge hende op ad kirkegulvet!” svarede han i en dæmpet og dog panikslagen tone. Det var jo slet ikke noget som han havde gået igennem med hende! Det var slet ikke en tanke som han havde skænket, for der kom jo desværre ikke nogen fra Malanias side, hun havde ikke kontakt med nogen, han vidste faktisk slet ikke om hendes forældre var døde eller ej, men han vidste i hvert fald at hans søster var. Han selv havde hverken brødre eller forældre, så ved ham var der jo kun hans nærmeste venner fra havet, desuden så gjorde det ham heller ikke noget, for Malania og drengene var jo hans familie, hvilket de havde været igennem de sidste 7 år.

Daniel var ved at være godt utålmodig, han ville faktisk bare gerne have hele brylluppet overstået så han kunne komme ud af tøjet! At hans mor fandt dem begge rigtig, rigtig smukke forundrede ham virkelig ikke, han endte med at himle med øjnene og sukke lettere opgivende. „Det skal du jo sige mor!” svarede han lettere påpegende, det var hendes job, desuden.. så var det jo bare en mor-ting! Han selv hadede virkelig det tøj! Det var stramt og slet ikke bevægeligt! At hun spurgte om far måske havde brug for hjælp, så lyste han næsten op, for han ville langt hellere være sammen med far, end at stå her og hjælpe mor med alle pige-tingene! At der kom fine gæster, havde hun påpeget over tusinde gange! Selvom han jo sådan set altid opførte sig ordentligt? Foruden når han kom op at slås eller skændes med Stefan, men det var altså ikke hans skyld! Han nikkede næsten ivrigt til hende. „Okay mor!” svarede han blot, inden han slog Stefan mod brystet. „Kom nu!” svarede han inden han løb ud mod stuen. Han ville bestemt ikke tøve med at komme lidt ud i den friske aftenluft! Han endte dog med at stoppe brat op, da hans blik faldt på den fremmede kvinde, som pludselig var dukket op. For en kort stund stirrede han blot op på hende med sine blå dådyrøjne, inden han valgte at bukke lettere stivnakket for hende. „Hej..” svarede han blot uden videre at vide hvad han skulle sige, som han så op på den høje dame, imens han blinkede med øjnene, og uden at vide at denne kvinde faktisk var det fine besøg.

[Deleted]

Derick betragtede dette bryllup med en anelse form for misundelse, ikke fordi han på nogen måder ville beklage sig, for han var virkelig glad på Malanias og Pierces vegne! Han håbede bare at han selv snart kunne få lov til at opleve den lykke, at han selv kunne få lov til at blive gift med den kvinde, som han virkelig elskede højere end livet selv. Elanya var virkelig hans et og alt – bogstaveligtalt – og han kunne ikke være mere stolt over at hun bar på hans barn, på det barn som de sammen havde skabt og som kun måtte vokse i hendes indre. Han var en anelse skræmt over at skulle være far, men.. han glædede sig virkelig til det! Han håbede bare at han ville blive god til det, men med Elanyas hjælp, så kunne der vel heller ikke gå noget galt? Han vidste godt at han kunne blive en anelse overbeskyttende, men hvilken mand ville ikke blive det overfor sin gravide kone? Han nikkede roligt til hendes ord, hvor han sendte hende et varmt smil. Elanya havde jo været gift et par gange, og for nylig blevet skilt igen, selvom det også kun havde været et midlertidigt et og det var han bestemt også helt tilfreds med! Hele deres liv havde der stået en person i vejen for at de kunne få hinanden, men nu skulle det være slut! Han ønskede selvfølgelig at være den sidste som hun blev gift med, og ikke mindst at hun var den sidste som han giftede sig med, for han havde jo selv været gift med Denjarna – skønt den kvinde lå langt væk. Det var kun Elanya som han kunne tænke på og havde i hovedet hele dagen! Han trak morende på smilebåndet til hendes ord, hvor han nikkede medgivende til hende. Han besvarede hendes kys med største glæde og fornøjelse, inden han sendte hende et næsten forelsket blik. „Udmærket, så kan du få lidt varme,” svarede han stilfærdigt og blidt, som han lod sin hånd glide ud af hendes, da hun valgte at gå mod huset. Han vendte sig mod Pierce og fik næsten et chok da manden greb fat i ham. Han blinkede lettere overrasket med øjnene, inden han trak morende på smilebåndet. „Slap nu af Pierce! Gider du? Alt skal nok gå!” forsikrede han ham, hvor han ikke kunne lade vær med at slippe en kort latter. Han greb Pierce om skulderen og førte ham ganske roligt og venskabeligt ned mod stranden og de resterende gæster. „Hvis I begge vil, kan jeg godt følge hende op?” foreslog han roligt. Så var det problem da ude af verden og så kunne manden endnu engang slappe lidt af. Han klemte manden lettere betryggende og ikke mindst beroligende om skulderen, som han fortsatte med at gå. „Nå.. har du styr på dine løfter?” spurgte han roligt, det var jo næsten det vigtigste! Manden måtte jo helst ikke gå i stå, så snart han skulle sige de første ord! Han kunne dog ikke lade vær med at more sig over mandens nervøsitet, for han fumlede jo helt rundt! Gad vide om Malania var lige så nervøs? I så fald håbede han at Elanya kunne få hende til at slappe lidt af.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania vidste godt, at hun måske pressede drengene meget med henblik på brylluppet, men det var i den grad også meningen at det skulle være perfekt! Hun havde haft så meget i hovedet igennem de sidste dage, for det havde virkelig været meget, som hun havde haft i tankerne, så det var ikke noget som sagde så lidt! Kjolen havde taget hende frygtelig meget med tid, også fordi at hun havde stået fast på, at Pierce slet ikke skulle have lov til at se den før hun ville komme gående mod ham i gazeboen når det skulle komme så vidt! Det hele skulle foregå rigtigt og traditionelt, for nok var hun ikke særlig gammel af sig, men hun var i den grad traditionel anlagt! Hun vendte blikket ganske roligt mod børnene, hvor hun ikke kunne lade være med at smile! At lade dem komme ud i den friske luft ville måske gøre dem godt, hvilket var en tanke som hun var ganske overbevist omkring. Det var heller ikke fordi at det var meningen at de skulle køres fuldkommen trætte i det allerede inden det skulle starte! Hun vendte sig mod dem og med det samme smil. ”Det er måske noget mor skal sige. Men det er også noget som mor mener,” fastholdt hun med en ganske så stilfærdig mine, for hun mente det, når hun sagde, at de virkelig så smukke ud i deres tøj, og så var det faktisk lige meget hvor meget det måtte klø eller være i vejen, for de så godt ud! Hun lod dem mere end glædeligt løbe, så hun kunne få lov til at sætte håret i fred, for det var vel også ved at være tid? Selvom hun måske så temmelig rolig ud, så var det langt fra tilfældet, for indeni, var hun virkelig et komplet og massivt kaos! Hun rystede en anelse, for hun følte slet ikke at hun havde kontrol over noget som helst! Stemmen som kaldte, fangede hendes opmærksomhed, men at det skulle være dronningen, havde hun ingen anelse om. Måske bare en af Pierces venner? ”Jeg er herinde!” kaldte hun igen, som hun igen vendte sig mod spejlet.

Stefan havde vendt blikket mod sin mor. At de så godt ud i tøjet forundrede hende virkelig ikke. At mor lod dem løbe, var selvfølgelig noget som gjorde det hele bedre, hvor han vendte blikket mod Daniel, da han slog ham let mod brystet. Han fnøs. Han var godt nok ældre, men det var ikke med alt for mange minutter! Han stormede direkte efter Daniel, selvom han endte med at løbe direkte ind i ham, idet at han stoppede op foran den fremmede kvinde. Det var ikke fordi at hun var en af havet, det var stensikkert. Han stod næsten helt forstenet og stirrede på hende. Han var slet ikke vant til at møde nye mennesker, for.. det var der faktisk ikke nogen af dem som var, for de fik sjældent besøg, og de var jo ikke direkte ude blandt andre mennesker. Han valgte dog bare at følge Daniels eksempel. ”.. Hej,” Han blev dog stående og bare stirrede på hende, for en ganske kort stund, inden han bare listede forbi hende og stormede direkte udenfor. ”FAR!” kaldte han med en mere skinger stemme, som han så sig omkring. Folket var ved at samle sig ved gazeboet og far så han snakke med en.. fremmed mand? Alle de fremmed mennesker!

[Deleted]

Som Elanya havde forstået det, så vidste hun skam godt, at det bare skulle mangle at Malania og Pierce endelig fik denne form for fred, for tanken var noget som gjorde hende.. glad. Det var jo alt sammen noget som smittet af på hende selv, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Mere glad på andres vegne, kunne man umuligt blive! Mens Derick kunne tage sig af Pierce, så kunne hun gå ind og tage sig af Malania som sikkert var lige så meget op at køre som det han måtte være. Ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste, for tanken om at hjælpe andre, var noget som hun rigtig godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Huset var virkelig smukt udsmykket. At det var en familie uden alt for mange midler, var noget som ikke rørte hende, for det var tanken bag som talte, og det var sådan at det måtte være. Det var sådan et var i hendes mening om ikke andet, for selv hun ville glædeligt leve på gaden, bare hun havde manden som hun elskede ved sig, så kunne alt andet virkelig være lige meget! Hånden gled mod hendes mave, som hun hørte en kvindelig stemme – Det som kun måtte være Malanias, hvilket fik hende til at smile mere, som hun gik mod den i stedet for.
Synet af de to små børn som kom løbende, fik hende dog hurtigt til at stoppe op igen. At de begge måtte hilse, fik hende kun til at smile. Derick havde kort nævnt noget om tvillinger, og hun var så slet ikke i tvivl om at det måtte være dem, for det var det da helt sikkert! ”Hej med Jer,” svarede hun igen, selvom hun ikke nåede meget mere, før den første allerede var løbet forbi hende. Hun gik roligt ned i knæ foran den anden, også for ikke at virke stor og skræmmende. ”Er du Daniel eller er du Stefan? Jeg leder efter din mor.. Ved du hvor hun har gemt sig henne?” spurgte hun med et stille smil på læben. Hovedet lod hun søge ganske let på sned. ”Hvor er du en flot, ung mand i den habit,” sagde hun med et stort smil på læben. Selv håbede hun at hendes egen kommende lille – hvis det var en dreng selvfølgelig, kunne klæde en habit på samme måde, og se så.. ordentlig og rank ud, for det var noget som hun direkte elskede at se på. En lille knægt som viste at han var der til at hjælpe sine forældre igennem brylluppet, og tog hun heller ikke helt fejl, så var han vel også ringbærer? Selvom det slet ikke var noget som gjorde hende noget, for det var bare.. langt mere charmerende. Det var tydeligt et familieforetagende, og tanken bagom det, var noget som hun faktisk rigtig godt kunne lide.

[pierce]

Pierce var ganske vidst utrolig nervøs, men selvfølgelig glædede det ham også at han endelig kunne få den kvinde som han ønskede! Han havde virkelig set frem til denne dag, til denne aften, og til dette øjeblik! Han glædede sig virkelig til at de sidste kom og de kunne gå i gang! At Elanya ville tjekke til Malania glædede ham faktisk, for han ville egentlig bare gerne vide om Malania var klar og havde styr på det hele! Han vendte blikket mod Derick, som han valgte at lægge armen omkring hans nakke, hvor han trak vejret dybt og prøvede at roe sig selv ned. Han fulgte ham roligt det sidste stykke ned mod stranden, hvor han roligt vendte blikket mod ham til hans ord. Skulle Derick følge Malania op langs kirkegulvet? Et sted var det jo normalt familie der gjorde det, men.. de havde jo egentlig ikke andre end den lille firpersonsfamilie som de var, og drengene skulle jo være ringbærer, desuden så var Derick jo egentlig den eneste som Malania nok kendte bedst blandt disse mennesker, skønt deres venskab var ganske nyt. Han blinkede let med øjnene. „Jeg ved ikke.. jeg har ikke rigtig andre,” svarede han eftertænksomt, som han vendte blikket mod ham igen og sendte ham et let smil. „Hvis Malania går med til det, så er det fint med mig,” svarede han stilfærdigt, som han selv lagde armen venskabeligt omkring Dericks skulder, kun for at fortsætte der ned. Det var egentlig rart med lidt støtte, og en som faktisk kunne roe ham ned, nu hvor Malania ikke var der til at gøre det, men han glædede sig virkelig til at se hende komme gående imod ham! Han stoppede roligt op som de stod tæt ved gazeboet, hvor han slap Derick og vendte sig med fronten mod ham i stedet for. „Mine ægteskabsløfter er skam i orden, ja,” svarede han med en kende mere kontrolleret stemme. Han nåede ikke rigtig at sige mere, før han hørte den lille velkendte barnestemme, hvilket fik ham til at trække på smilebåndet. Han vendte blikket mod huset og så Stefan komme løbende. Han satte sig let ned på hug og slog armene ud, som tegn til at han ville tage imod sin lille knægt. „Stefan!” svarede han glædeligt, som smilet bredte sig. Så måtte deres mor vel også snart være færdig? Knægten så virkelig godt ud! En sand lille gentleman! Tanken morede ham virkelig!

Daniel betragtede den høje kvinde, der tårnede sig op foran ham, selvom Stefans lille flugt fangede hans opmærksomhed, hvor han skulede irriteret til ham. Han selv blev dog stående, for han ville ikke virke uhøflig, de skulle jo opføre sig ordentligt! Han vendte blikket mod kvinden igen, da hun satte sig på hug foran ham. „Jeg er Daniel! Den ældste!” svarede han med en tydelig stolt stemme, som han næsten skød brystet frem og stod med en triumferende holdning. Han nød at kunne prale med det overfor Stefan, også fordi han vidste at det irriterede ham! Og det gjorde kun det hele langt sjovere! Han vendte kort blikket tilbage, da kvinden spurgt ind til hans mor. „Hun er inde i soveværelset og piller ved sit hår.. igen!” svarede han tydeligt forbavset over hvor mange gange man kunne gøre det, hvor han sukkede højlydt imens han rystede på hovedet. At hun kommenterede hans beklædning fik ham til at trække på smilebåndet. „Mange tak,” svarede han i en høflig tone, selvom han ikke kunne skjule det muntre smil. „Undskyld mig,” svarede han næsten voksent, da det jo var sådan mor og far altid sagde når de skulle noget andet, inden han trådte let til siden og begyndte at løbe. „VENT PÅ MIG!” råbte han i en skinger og høj tone, som fyldte hele stuen, inden han selv løb udenfor og mod deres far, Stefan og den fremmede mand.

[Deleted]

At Elanya ville se til Malania, havde Derick intet imod, så kunne hun komme ind i varmen og sikkert også få roet bruden ned, hvis hun da var lige så nervøs som Pierce, for det morede ham egentlig ret meget. Han ville dog gerne hjælpe hvis han kunne, og hvis Malania ikke havde nogen til at følge hende ned langs den røde løber, så kunne han vel godt selv træde ind og hjælpe hende med det? Det var jo mest normalt at nogen fulgte bruden ned, og det ville han bestemt ikke have noget imod. Han nikkede roligt til Pierces ord. „Det er fint med mig,” svarede han med et skævt smil. Han vidste ikke om Malania havde det fint med at gå langs den røde løber selv, men uanset hvad så ville han da gerne hjælpe dem, specielt fordi han kunne se at alle detaljer måtte stresse Pierce og det var jo næsten helt synd for manden! Han håbede bestemt ikke at det ville blive sådan for ham. Han vendte blikket mod det flotte gazebo, hvor han faktisk var imponeret over håndværket, for.. havde de virkelig bygget det helt selv? Han vidste at huset selv var bygget, så det undrede ham ikke at gazeboet også var, derfor måtte han erkende at Pierce var god med hænderne. Han skulle næsten være blevet tømrer i stedet for læge! Han vendte blikket mod Pierce igen og sendte ham et morende smil. „Godt.. for du skulle jo nødig gå i stå ved første sætning,” svarede han morende, som han lo ganske kort, inden han næsten selv blev afbrudt, da han hørte den lille drengestemme bag sig, hvor han vendte blikket mod den lille dreng der kom løbende. Da Pierce nævnte knægtens navn, Stefan, så kunne han godt regne ud at det var den knægt som var opkaldt efter ham, hvilket han faktisk var utrolig beæret over! Han havde aldrig fået mødt på de to små tvillinger, selvom han dog tydeligt fik fornøjelsen af det nu. Han endte med at vende sig om igen, da han endnu gang kunne høre en lille dreng kalde. Han fnes let. De virkede som to på flugt, selvom det ikke forundrede ham at de havde fået ordre om at hjælpe til, men det manglede vel også bare? De måtte vel også se det som en stor aften for mor og far? Han kunne ikke selv lade vær med at tænke på at han snart selv skulle have et barn, hvilket et sted var skræmmende, for han havde faktisk aldrig været særlig god til børn, så hvad nu hvis hans eget barn ikke kunne lide ham? Tanken fik en knude til at samle sig i hans bryst, selvom det vel var at overdrive? Han vidste at Elanya ville hjælpe ham, så alt skulle vel nok gå? Det håbede han i hvert fald. Han gik ud fra at den sidste dreng der kom løbende, var Daniel, selvom han måtte erkende at ligheden mellem dem var enorm! Det var jo snart helt imponerende så meget de lignede hinanden!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var dygtig til det med at skjule nerverne, selvom hun i den grad kunne mærke dem i det indre, for de buldrede virkelig lige under huden på hende! Hun vendte blikket ganske sigende mod drengene inden de var endt med at løbe, for hun var virkelig nødt til at få det hele på plads og det skulle gerne være nu! Hun kunne jo heller ikke lade Pierce stå og vente hele aftenen! Hun havde måske været godt streng ved at afholde ham helt fra at se hendes kjole, men hun ville virkelig gerne se ham måbe når hun ville gå ham i møde, og det var noget som hun i den grad måtte holde fast i! Tradition var tradition! Og det var sådan at hun agtet at holde fast i det! At ungerne gerne ville ud, var noget som hun faktisk godt kunne forstå, for det var jo heller ikke nemt at være nogen af de små størrelser til en aften som det her, selvom hun måtte erkende, at de virkelig gjorde det rigtig godt! Hun smilede let, for mere lykkelig end det som hun var, kunne hun bestemt heller ikke blive, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, for det var bestemt ikke fordi at det var en løgn set i hendes øjne. Hun trak vejret dybt, også selvom hun kunne mærke, hvor meget det i sandhed måtte hamre mod hendes bryst og som aldrig nogensinde før, for det var virkelig.. en utrolig følelse. Hånden gled roligt over maven som hun endnu en gang kunne mærke den lille sparke. Det var minsandten en livlig en af slagsen, for hun havde også oplevet at det havde vækket hende om natten når sparkene havde været helt rigtige! Hun smilede ganske let. ”Det sidder lidt stramt, mor ved det godt..” sagde hun roligt. Ikke at hun tog sig af det lige nu, også selvom det klart var mere løst over maven, end det som det var over resten af kroppen, for hun ønskede bestemt heller ikke at barnet skulle komme noget til. Hun forsøgte endnu en gang at rette det hele til, for det hele skulle virkelig bare stå som perfekt! Alt andet var virkelig ikke et alternativ! Ikke i aften, hvor det var så vigtigt, at det hele gik så smertefrit for sig, som det nu var dem menneskelig muligt!

Stefan var smuttet direkte forbi Daniel og ud til far. De vidste jo alle sammen at far rendt rundt udenfor. Hvem manden som far snakket med, vidste han ikke, og et sted var han også lidt ligeglad, for han ville bare gerne hen til sin far! Instrukserne havde han fået så mange gange og ringen lå indenfor, også i tilfælde af at han kom til at smide den væk, for de fandt jo aldrig ringene i sandet bagefter! Og det ønskede han jo heller ikke ofr dem! Ikke i aften! ”Jeg kommer FØRST! udbrød han som han stormede direkte ind i fars arme, kun for at blive stående næsten knuget ind mod ham. Der var mange fremmede her i aften, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til som sådan, selvom han bare gerne ville have det overstået, så han kunne komme ud af det tøj og faktisk få lov til at strække vingerne! Han vendte blikket kort op mod den fremmed mand, næsten med et skulende blik. Han skulle ikke gøre hans far noget! ”Far! Tøjet er altså fimset! Og.. og hvem er den mand?!” Han pegede direkte op mod Derick med en anklagende mine.

[Deleted]

Elanya kunne virkelig ikke lade være med at smile, for det var virkelig de to mest perfekte små børn som hun længe havde set. Et sted så var det jo noget som hun selv måtte savne, og det at se at der faktisk var Horror i de unger, var der slet ikke nogen spor af i hendes øjne! Det var utroligt hvor godt Malania og Pierce måtte gøre det, og selvfølgelig var det en tanke som kun måtte påvirke hende som intet andet. Hun var gået i hug, udelukkende for ikke at virke så stor, og desuden så ønskede hun heller ikke at se direkte ned på den unge mand som stod foran hende, i og med at hun jo var større end ham. Hun sendte ham et stort og glædeligt smil. Selv de måtte da være præget af hvordan det hele måtte stå til med deres forældres bryllup? At den ene af dem var endt med at løbe sin vej allerede inden hun fik muligheden for at hilse på, var en tanke som morede hende, for det var da en unge med alt for meget krudt bagi! Hun grinede ganske let, som hun måtte ryste på hovedet. ”Så du er den store, stolte og stærke, som hjælper mor med at gøre klar til i aften? Det er virkelig flot gjort af dig,” sagde hun med et stort smil på læben. Selv elskede hun jo børn og hun elskede at pusle om dem! Desuden nu hvor hun selv ventede sig igen, så var det noget som hun kun måtte se mere og mere frem til, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for selvfølgelig var det noget som direkte gjorde hende rigtig glad! Det klædte ham at stå der i det flotte tøj og selvfølgelig skulle han da have det at vide! ”Løb du bare af sted med dig,” sagde hun med et glædeligt smil og rejste sig op, som knægten løb forbi hende og direkte ud efter sin bror. Det måtte jo så i tilfælde være Stefan. Hun smilede let for sig selv, som hun søgte ned af, hvor hun kunne høre Malanias stemme. Hvem hun snakket med vidste hun ikke, selvom hun bestemt ikke regnede med at hun forstyrrede eller noget i den stil. ”Malania? Pierce regnede muligvis med at du kunne bruge noget hjælp?” Ganske forsigtigt tog hun i døren, for at skubbe den en anelse op, også så hun selv kunne få lov til at se hende i den smukke kjole, for uanset hvad, så var den jo altid smuk, så meget vidste hun! Selv havde hun været i sådan en lidt for mange gange, selvom hun selvfølgelig håbede og bad til at næste gang, skulle være den sidste gang! Selv glæde var at se i de smaragdgrønne øjne. Begge ventede de små børn, det var et bryllup og en stund, hvor der ikke var nogen sorg eller negativitet at spore, hvilket hun i den grad selv måtte nyde forbandet godt af i den anden ende!

[pierce]

Det var egentlig ikke fordi at der var meget som manglede igen. Det som manglede, var naturligvis præsten, som Pierce håbede kom lige om lidt, for ellers gik han nok i panik igen! Og så ville han faktisk gerne vide hvordan det gik inde ved Malania, for hvis hun ikke var klar, så.. så havde de jo travlt! Han var nok lidt for god til at stresse sig selv, men han ville jo gerne have at det hele skulle være perfekt! Han ville gerne have at alt gik godt! Specielt for Malanias skyld, for de blev jo kun gift en enkelt gang! Og det var denne aften! Han kunne ikke lade vær med at grine ganske let til Dericks ord. „Så sandt.. det ender næsten med at jeg glemmer mig selv i min nervøsitet,” svarede han morende, inden hans blik faldt på den lille dreng der kom løbende af sted og hen imod ham, hvilket fik ham til at sende Stefan et glædeligt smil. Drengene havde han jo heller ikke set noget til snart hele dagen, fordi de havde hjulpet mor! Men alt skulle jo også have været klar og de to små kunne godt lære begrebet af at hjælpe til herhjemme! De voksede jo så hurtigt! At knægten løb direkte ind i hans favn, fik ham til at lukke armene omkring ham, hvor han selv knugede drengen ind til sig. Han elskede sine to små tvillinger! Og snart skulle de have en til, bedre kunne det ikke blive! Han kunne ikke lade vær med at grine ganske let, som knægten kommenterede sit tøj, for han vidste at den ville komme før eller siden! Han selv kunne dog godt holde det ud, selvom han selv foretræk at have vingerne frie, men han var jo også ældre end børnene og mere vant til at have tøj på, det var de to små jo faktisk ikke. „Tøjet skal du desværre bære til vi er færdige,” svarede han stilfærdigt. Han løftede roligt Stefan op i sine arme, hvor han vendte sig mod Derick, da drengen spurgte anklagende ind til ham, hvilket fik ham til at smile morende. „Dette er Derick, manden som du faktisk er opkaldt efter,” svarede han stilfærdigt, som han vendte blikket fra Derick til Stefan for at se knægtens reaktion. Hans blik faldt mod Daniel der selv kom løbende hen imod ham, hvor han rystede smilende på hovedet af dem. Hans to små krudtugler!

Den høje dame der selv var højere end Daniel, da hun knælede, fik ham til at se næsten uskyldigt på hende, skønt den uskyldige mine hurtigt blev erstattet med en næsten forlegen en, hvor han fumlede med det nederste af hans sorte habitjakke, da hun valgte at komplimentere ham. Han endte næsten en anelse rød i kinderne, som han nikkede ganske stille op mod hende. „Mhm..” Han ville gerne hjælpe til når han kunne, selvom han måtte erkende at der også var visse ting som han var ved at være trætte af, såsom tøjet! Og de samme instrukser som de fik om og om igen, for han kunne altså godt huske det! At hun gav ham lov til at løbe, kommenterede han ikke, da han blot spurtede udenfor, han var jo horror og derfor hurtig. At se Stefan komme hen til far først fik ham til at skjule, og at se ham blive båret op, gjorde ham næsten misundelig. Han endte med at løbe direkte hen og omfavne sin fars ene ben, hvor han knugede sig ind til ham, kun for at vende blikket op mod Derick – endnu en høj person!

[Deleted]

Det kunne ikke andet end at more Derick at Pierce var så stresset, selvom han ikke sagde noget til det, for han kunne ærligt talt godt forstå ham! Det var jo hans bryllup og hvem ville det ikke være en stor dag for? Han selv havde været gift en enkelt gang, og selv der havde han været ufattelig nervøs, og ikke mindst havde han været spændt. Det ægteskab havde dog ikke ligefrem holdt, eftersom han selv var gået i døden. Han kunne ikke lade vær med at slippe en munter latter til Pierces ord, hvor han rystede smilende på hovedet af det. Alt skulle nok gå og han regnede med at Lucas og Raphaella snart ville komme, desuden hvis bruden var nervøs, så var han sikker på at Elanya nok kunne få hende til at slappe af. At de to drenge kom løbende, var noget som fangede hans opmærksomhed, for det var jo umuligt at undgå at høre dem! Han kunne dog ikke lade vær med at smile ved tanken, for.. tænk hvis han selv fik en søn og han selv kom løbende på samme måde hen til mig, som tvillingerne gjorde til Pierce? Han endte dog med at blinke direkte chokeret, som knægten valgte at skule og pege anklagende op mod ham, hvor han endte med at holde hænderne op som tegn til at han var uskyldig. Tanken om at hans barn ikke ville kunne lide ham, var noget som skræmte ham, for.. tanken tænkte han jo selv mange gange. Han havde aldrig været tæt på børn og kunne ikke ligefrem prale af at han havde nogen erfaring overhovedet, det eneste han vidste, var at han ikke havde tænkt sig at svigte sit barn, for det var han jo selv blevet. Han kunne ikke lade vær med at smile, som Pierce sagde at knægten var opkaldt efter ham, for.. det var ham virkelig en enorm ære! Det havde han jo aldrig prøvet før. Han lod hovedet falde let på sned, hvor han sendte Stefan et skævt smil, som tegn til at han ikke var farlig, selvom han ikke var forundret over at knægten var træt af de mange fremmede mennesker. Han havde aldrig selv fået fornøjelsen af at møde tvillingerne, og det var utroligt at de var blevet så store! Så hurtigt tiden måtte gå! Han vendte blikket mod Daniel, da den knægt også kom løbende, hvor han tydeligt kunne se at horroren var i drengen, for han løb langt hurtigere end et normalt menneske! Men han vidste jo godt at bæstet hvilede i dem begge, selvom han ikke selv havde noget imod det, for han var sikker på at knægten blev ordentlige og anstændige mænd, netop fordi de havde de forældre som de havde. Han sendte også Daniel et skævt og venligt smil. „I kan bare kalde mig for onkel Derick,” endte han med det samme smil på læberne, inden han førte hænderne om bag ryggen og brugte sin magi, og da han holdt hænderne fremme igen, holdt han en kniv af en drage tand i hver hånd, helt identiske, foruden at den ene kniv bar et blåt skæfte og den andet et grønt. „Og onkel Derick har gaver med til jer,” svarede han morende, hvor han gav den med det blå skæfte til Stefan, inden han bøjede sig ned og gav Daniel den med grøn. Knivene var ikke særlig skarpe og spidse og heller ikke særlig store, men.. det gik vel an? De var jo stadig kun små børn.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Jo mere tid Malania brugte på at sætte kjole, ordne hår og det hele, jo mere nervøs kunne hun også mærke at hun blev. Hun havde ikke rigtigt nogen som kunne være med til at bevidne deres bryllup, så det var egentlig også først nu, at det gik op for hende, hvor ensom hun egentlig havde været, før Pierce var dukket op. Siden hun havde mistet Lucius for så mange år siden, så havde hun virkelig været ensom, selvom hun måtte stå fast på at Pierce var noget af det bedste, som nogensinde var sket for hende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Børnene havde hun bare ladet løbe ud, for de havde jo knapt nok set deres far hele dagen og det var jo aften! Gud, tiden løb jo for pokker fra hende! Hun smilede ganske let, som hun så ned af sig. Kjolen var blevet ligesom hun ville have den, så kunne hun bestemt heller ikke være andet ned storslået tilfreds, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun vendte blikket rundt omkring sig selv, så hun kunne se sig selv i spejlet, for hun var nødt til at sikre sig, at det hele sad som det skulle. Stemmen var noget som hurtigt fangede hendes interesse, selvom hun ikke havde nogen anelse om hvem som stod på den anden side af døren, også fordi at den halvt om halvt var gået i, da børnene var stormet ud. ikke fordi at det gjorde hende noget, men den styrke var de nødt til at kontrollere så meget, som det nu var hende menneskelig muligt, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være. Hun elskede børnene mere end det som hun måtte elske noget andet, det var helt sikkert! Hun vendte sig mod skikkelsen i døren, hvor hendes mine straks antog en helt anden mimik, for skikkelsen genkendte hun da. Enhver af Procias ville klart genkende sin egen dronning, og der var hun bestemt heller ikke noget undtag! ”Gud.. D-Deres Majestæt..” Hun nejede dybt for hende, og så dybt som den store mave nu tillod hende at gøre det, for hun havde da slet ikke regnet med at hendes egen dronning skulle søge til hende på hendes eget soveværelse! Hendes blik hvilede direkte i gulvet, tydeligt i respekten og det at hun kastet sig under hende, for det var vel hvad hun viste på denne her måde? Hun vendte blikket ganske forsigtigt mod hende. Nej, det var ikke fordi at hun var bange for hende eller noget, men.. royale ved hendes bryllup? Det var virkelig en utrolig stor ting, det var helt sikkert! ”Det.. det er mig en stor ære, at De ville bevidne og være her til vores bryllup.. Virkelig!” endte hun stilfærdigt.

Stefan vendte blikket op mod far. At klage over tøjet, kom han tilsyneladende ikke nogen vegne med, for han sagde jo næsten det samme som mor! Han måtte først få det af, når han var færdig? Det var bestemt heller ikke fair! Han sukkede og så ned af sig selv. ”Jeg gider ikke vente på at det bliver færdigt!” endte han med en lille beklagende mine, for han mente det faktisk. Det var ikke særlig behageligt! Han lod mere end glædeligt Pierce tage ham op på armen, hvor han slog armene omkring fars nakke, så han kunne komme ordentligt og tæt ind til manden, for det var klart også noget som han kunne lide. At denne mand var den som han var blevet opkaldt efter, var noget som fangede hans interesse, for.. han lignede jo bare en.. mand! ”Er det Derick?” At manden bad ham om at kalde ham for ’onkel Derick’ var noget som fangede hans skeptiske blik. Ath an havde gaver med, var noget som klart ændrede hans mimik. Han ignorerede Daniel bevidst, for nu var det ham som sad på fars arm, også selvom han var ved at være en stor dreng, men visse ting blev man vel aldrig for stor til? Kniven fik næsten julelys til at vise sig i hans øjne, som han tog imod den. ”Orh! Far! SE!” udbrød han glædeligt, som han undersøgte kniven meget nøje med sine fingre. Han var helt klart glad for den!

[Deleted]

Det morede virkelig Elanya at se hvor hurtigt og hvor meget sådanne små størrelser faktisk kunne vokse. Det var næsten noget som gjorde hende forundret gang på gang, selvom det bestemt heller ikke var første gang, at hun stod i den situation. Hånden gled ganske roligt over hendes mave. Selv havde hun barn på vej, og hun elskede og glædede sig virkelig til at se hvordan det blev! Om det blev en dreng? Eller måske en pige? En eller flere måske? Hun havde jo trods alt anlæg til at få flere, for det kunne man jo se på langt de fleste børn som hun havde fået, så var det ikke ofte, at hun kun havde fået en enkelt, selvom det slet ikke var noget som gjorde hende det mindste overhovedet! Hun kunne slet ikke lade være med at smile, for det var tydeligt at de to små var opdraget godt, for ikke at glemme, at det også var tydeligt at de måtte hjælpe utrolig godt til lige i aften. Utroligt at de i det hele taget havde fået deres børn til at gøre sådan nogle ting, for det havde hun i den grad aldrig fået sine egne til! Hun trådte roligt ind til Malania. Så længe at Derick havde Pierce under sine vinger og holdt manden rolig frem til Lucas og Raphaella måtte dukke op, så var hun storslået tilfreds, også selvom hun allerede nu savnede at søge til hans favn igen. At se den lykke som skulle til at tilsmile Malania og Pierce, så var det jo en ting som hun næsten kunne være.. jaloux på? At se hvor forfjamsket Malania blev da hun så hvem som stod i døren, var noget som kun fik det morende smil til at glide over hendes læber, for det var virkelig underholdende! Hun rystede stille på hovedet. ”Æren og glæden er helt på min side. Det glæder mig, at I ønskede mig til stede,” fortalte hun sandfærdigt, for det var ikke engang fordi at det var en løgn. Det var noget som hun faktisk måtte mene og mere end det som hun faktisk lige kunne beskrive! Hun trak vejret dybt, som hun roligt trådte indenfor. ”Nå, skal vi se at få dig gjort klar, inden Pierce går ud af sit gode skind.” Hun lo let ved tanken, for hun fandt det faktisk kun underholdende, at manden var så ude af den som han var! At se Malania stå der i den yndige kjole, så kunne selv Elanya ikke lade være med at smile, for den var minsandten utrolig smuk, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Næsten som hun selv måtte få tårer i øjnene ved tanken, men igen.. hun havde vel altid været den sentimentale af slagsen? ”Den er virkelig utrolig smuk til dig, Malania.. Og til maven. Tillykke med den lille,” sagde hun roligt, som hun gik hen til hende, kun for at hjælpe til med at rette slør og hår, så Malania ikke selv skulle stå med det hele. Hun vendte blikket mod hende endnu en gang og med det samme rolige smil på læben. Hun kunne jo slet ikke lade være i en sådan situation som denne her, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Jeg tror ikke I kunne vælge en mere perfekt aften. Har du det hele parat? Ringe? Tale? Løfter?” spurgte hun roligt og ikke mindst med en ganske nysgerrig mine. Måske at dette kunne give hende ideer til hendes eget, som hun – forhåbentlig regnede med skulle blive inden alt for længe. At tage imod Dericks hånd, ville blive hende en glæde og en lykke uden lige!

[pierce]

Det var uden tvivl en stor dag! Det var jo nok også det som gjorde Pierce så nervøs i udgangspunktet og det som stressede ham, var at han virkelig ønskede at det hele skulle være perfekt! Men at Derick havde taget dronningen af Procias med, var virkelig en stor ting! Han kom dog fra havet, og han havde altid lært andre skikke og traditioner end dem som på land, og dem der kom fra havet, gik ikke særlig meget op i de royale på landjorden, for de holdt sig helst neutral og ikke mindst holdt de sig for det meste for dem selv uden at lade deres eksistens komme til syne. Men det havde været umuligt for ham at ignorere Malania, for han var jo faldet pladask for ham allerede til at starte med. Meget modgang havde de været igennem, så han måtte erkende at han virkelig så frem til mange års lykke med hende, for det manglede virkelig kun! Han trak på smilebåndet til Stefans ord. „Ved du hvad? Far hader også sit tøj,” hviskede han hemmelighedsfuldt til Stefan, „men det må du ikke sige til mor!” Han selv foretrak naturligvis at have sine vinger frie, men denne aften kunne han skam godt overkomme det! Men han håbede lidt på, at hvis han spillede med børnene, at de godt kunne holde lidt ud igen. Vielsen skulle jo bare være ovre, så måtte de godt gå ud og lege. Han vendte blikket mod Daniel og smilede glædeligt, som han løb hen og tog omkring hans ben. „Hej Daniel, er mor ved at være klar?” spurgte han stilfærdigt, som han lagde en hånd mod drengens hoved og strøg ham ganske let. Det morede ham at se at knægten havde pillet i hans hår. Daniel var den som nok var mest hjælpsom, hvor Stefan var den som langt hellere ville ud og lege og svine sig til – de var uden tvivl to vidt forskellige personer, skønt de lignede hinanden på en prik; foruden øjnene der faktisk var forskellige, Stefan havde arvet sine mors smukke øjne og Daniel havde arvet sin fars, noget som han også var stolt af! At Derick havde gaver med til drengene, havde han ikke det mindste imod, hvor han blot smilede morende som knægtene blev helt ellevilde. „Wow.. den er virkelig flot Stefan,” svarede han sandfærdigt, som knægten henvendte sig til ham. „Dem kan I tage med ud, når vi skal jagte i havet!” foreslog han med et skævt smil. Han kunne godt se at knivene var ’børnesikret’, selvom de to små jo også skulle lære at forsvare sig på et tidspunkt, skønt ingen af dem ville kunne arve hans eget havblå sværd eller få et selv, for de var desværre ikke fuldblodshavengle, hvilket faktisk var ham en skam.

At der var så mange fremmede mennesker, var noget som et sted gjorde Daniel usikker, for han var jo slet ikke vant til at der skulle være så mange folk! Der var jo kun altid.. ham, Stefan, mor og far, og så ikke andre, kun når de stødte på fars venner nede i havet, men det var egentlig sjældent at det skete. At se op på den fremmede mand, der endda var større end kvinden indenfor, var noget som gjorde ham usikker, hvor han blot knugede sig ind til fars ben, selvom det irriterede ham at Stefan var kommet først! Så kunne han sidde oppe på fars arm, for de var jo begge ved at blive temmelig store. Han vendte roligt blikket op ad sin far, og lod ham mere end glædeligt stryge ham over håret, hvor et suk forlod hans læber. „Mor skal hele tiden rette på det hele!” beklagede han sig, hvor han rynkede brynene i en utilfreds mine. Han var måske meget hjælpsom og kunne tage ansvar, men han var stadig kun en lille dreng, og det var stadigt begrænset for hvad han havde tålmodighed til! Han vendte blikket mod Derick, da han valgte at bukke sig ned og give ham kniven, hvor han selv lyste helt op! Han tog hurtigt imod kniven og studerede den nøje. „Øj tak!” svarede han direkte muntert, hvor han allerede begyndte at fægte rundt med den. Han vendte blikket lettere håbefuldt op mod sin far, da han nævnte havet. „Årh ja far! Vi skal snart ud igen!” svarede han lige så håbefuldt som han så ud.

[Deleted]

At se de to livlige unger, var noget som virkelig måtte more Derick! Han håbede selv – hvis det blev en dreng – at hans egen søn ville blive lige så livlig og muntre som tvillingerne. Hvis hans barn til gengæld blev en pige.. så skulle hun uden tvivl blive fars lille prinsesse! Han kunne vel også træne sin lille pige i kamp? Hvis det endelig blev en pige, så skulle selv hun overtage slottet på et tidspunkt og så ville han da gerne have at hun kunne forsvare sig selv! Og ikke mindst ville han gøre det samme med sin søn! Selvom han nok ville være en anelse hårdere hvis det blev en knægt, end hvis det blev en pige. At Stefan var skeptisk ved Derick forstod han et sted godt, for.. knægten kendte ham jo ikke, selvom at han faktisk var beæret over at knægten var opkaldt efter ham! Måske ikke som førstenavn, men det var han ved andetnavn. At drengene lyste sådan op og blev helt begejstret over knivene, var noget som fik ham til at trække morende på smilebåndet. „Jamen det manglede da bare, når I nu er ved at blive så store,” svarede han morende, som han sendte knægtene et skævt smil. Han var kun glad for at kunne gøre dem i lidt bedre humør, eftersom de så lidt utilfredse ud efter en lang dag med hjælp og tøj der strammede for deres vinger. Han vendte blikket mod Pierce. „Og Lucas skulle gerne have gaverne med til det heldige brudepar,” svarede han stilfærdigt, det var jo bare på sin plads at give det nygifte par en gave eller to! Han vendte blikket mod huset. Elanya måtte vel også snart have Malania klar? Det hele skulle jo snart i gang, det eneste der manglede var egentlig bare Lucas og Raphaella. Så vidt han vidste, så var det blevet langt mere seriøst imellem de to, hvilket kun glædede ham, for enhver havde brug for én de kunne slappe af med og elske, uanset standard og rang! Han kunne ikke lade vær med at grine ganske let, som han så Daniel fægte rundt med sin lille kniv. Han håbede på at blive en lige så god forælder, som Malania og Pierce tydelig selv havde været og endnu var! Han endte med at dreje hovedet og se op mod den hestevogn der kom længere væk, inden han så mod Pierce. „Og det ser ud til at præsten kommer lige straks,” endte han med et skævt smil. „Jeg tror jeg vil se til Elanya og Malania, og få det sidste klargjort,” afsluttede han roligt, som han gik ud fra at Pierce ville tage imod de sidste gæster, inden han selv var klar. Han selv gik roligt mod huset, hvor han trådte op på terrassen. Han kunne se at Elanya havde smidt sine sko, hvilket han også selv gjorde i samme respekt som hende: for ikke at svine hele huset til med sand. Han gik roligt ind i den lune stue, selvom der ikke var nogen at se.