A beautiful wedding! A beautiful dream!

[Deleted]

Måske de havde været meget igennem, både med hinanden og hver for sig, men Derick var kun glad for udfaldet, skønt det et sted ærgrede ham at han havde været så sent om at erkende sine følelser for hende, for.. hvis han havde gjort det til at starte med, så det havde det måske kostet dem begge for den smerte de var gået igennem alle andre år. Dengang havde en fremtid med hende, bare virket så.. fjern. Han havde været af mørket, og tilmed leder for en af de ædleste racer, og hun havde været dronning af Procias, og se dem nu? Han skulle til at være konge, men lovene og reglerne havde også ændret sig en del siden dengang, så man kunne vel tydeligt sige at det var lettere denne gang end det havde været dengang? Hendes ord fik ham til at slippe en munter latter, hvor han rystede på hovedet af hende. „Hvorfor skal du altid have ret?” spurgte han lettere beklagende, hvor han truttede med munden i en utilfreds mine, hvor han skulede drilsk til hende. „Stædige æsel,” mumlede han drillende, hvor han ikke kunne skjule det lette grin og morende smil. Han havde det altid godt i hendes selskab, de havde altid kunnet more sig med hinanden og derfor havde det også altid været så rart at være sammen med hende. At hun hurtigt opfangede at det var hende som han talte om, og tilmed rødmede, var noget som fik ham til at trække på smilebåndet. Han slap en kort, men munter latter til hendes ord. „Gør hvad med vilje? Jeg siger trods alt bare sandheden,” svarede han sandfærdigt, uden at smilet falmede det mindste. Han skænkede hendes læber et blidt kys. „Desuden ved jeg at du kan lide det,” endte han drillende, som han blinkede let til hende. Han fortsatte de blide strøg over hendes kinder, hvor han ikke tog blikket fra hende. Det var ikke fordi han frøs så meget igen, for det at stå så tæt på hende, gav ham faktisk varme. Desuden så var det også for ham ligegyldigt om han frøs eller ej, for det var Elanya og barnet som han satte i første række! Hendes ord fik ham til at trække skævt på smilebåndet. „Godt,” endte han roligt, skønt smilet falmede helt, da hun kommenterede maven og smerterne. Han rynkede brynene ganske let i en bekymret mine, hvor han lagde en hånd mod hendes mave, som han strøg ganske blidt. „Så må vi hellere se at få dig hjem,” konkluderede han hurtigt, som han strøg hende ganske blidt. Alle andre så også ud til at tage hjem, så det kunne de vel også undskylde sig med? Det ville jo nok hjælpe at komme op og sidde i kareten. „Kom skat,” opfordrede han roligt, som han lagde en arm om ryggen på hende, for at føre hende hen til Pierce og Malania. Et skævt smil gled over hans læber, ved at se dem sammen, for dette øjeblik havde de virkelig fortjent! „Nu nåede jeg jo slet ikke at få en dans med bruden,” svarede han morende, hvor han strøg Elanya beroligende over ryggen. „Det må vi tage en anden god gang, der er.. knas med maven, så jeg tror det er bedst vi også søger hjemover,” endte han roligt og sendte dem et undskyldende blik.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kunne bestemt ikke være andet end lykkelig, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke. et sted så håbede hun snart at det ville gå mod sin ende, så hun kunne komme lidt indenfor, slappe af og bare tilbringe tiden sammen med hendes elskede mand. Tanken var virkelig en ting som gjorde hende glad, for det var en fantastisk følelse at sidde igen med! Hun vendte blikket mod ham og med det samme rolige smil på læben. At dem fra havet ville søge tilbage til det igen, var noget som hun skam ikke havde noget imod. Om ikke andet, så var hun virkelig, virkelig glad for at de var kommet for at overvære deres store dag. Det forundrede hende dog af den grund, at der var så mange fra Pierces side, hvor der ikke var nogen fra hendes. Ja, hun havde jo altid været en meget underlig en af slagsen, om det var noget som man egentlig ville det eller ikke, og det var en tanke som et sted gjorde ondt for hende at tænke på, så var det jo egentlig bare sådan at det måtte være, for hun havde kun haft sin søster, men havde ingen anelse om hvor hun var henne! Hun vendte blikket mod Pierce endnu en gang, hvor hun roligt lagde hånden mod maven. Hun kunne godt mærke det i hendes ankler, for maven tog hårdt på hende! Den var også ved at være tydelig, men ægteskabet var kommet før den lille, og det var noget som hun også havde det helt fint med! Det var en dag som hun havde ventet så længe på! ”Det tror jeg virkelig ikke at du skal være bange for, min kære,” endte hun ganske sigende og uden at smilet falmede det mindste fra hendes læber, for det kunne hun slet ikke! Hun elskede virkelig at tilbringe den tid sammen med ham og ikke mindst de mange som var kommet for at fejre dem, for det var jo selvfølgelig noget som gjorde det hele til noget mere specielt. Alle var glade på deres vegne, så selvfølgelig var det noget som gjorde hende utrolig glad! Hun lagde hovedet roligt mod han skulder og med det stille smil på læben. ”Du behøver ikke jage dem væk, kun fordi at mine fødder ikke er helt med mig,” endte hun sigende. Selvom hun selvfølgelig glædede sig til at komme ned og slappe af! At Elanya og Derick selv ønskede at søge hjemover, var noget som fangede hendes opmærksomhed. Selv var hun virkelig beæret over at de begge havde været der. Beæret over at noget så stort som en dronning havde været der, for at overvære deres bryllup! ”Det er i så fald en dans jeg ser frem til, Derick.. Det var en ære at I begge ville deltage.. Det varmer mit hjerte,” endte hun sigende. Selv nejede hun for Elanya, så dybt som det nu var hende muligt, hvor Derick fik en omfavnelse. Han var og blev dem en kær familieven med alt det som han havde gjort for dem, og det var noget som hun selvfølgelig var utrolig glad for!

[Deleted]

Meget kunne være sparet, det vidste Elanya udmærket godt, men nu var udfaldet altså dette. Det var måske noget som kunne være sket for mange år siden, selvom det nu heller ikke var noget som hun ønskede at tænke over den dag i dag, for det var slet ikke noget som nogen af dem fik noget ud af. Hvorfor ikke bare prise sig lykkelig med det som man havde og kunne holde fast i? Såsom hun havde i denne stund? Hun var gravid, hun stod med Derick, og så kunne hun bestemt heller ikke bede om mere end det, om det var noget som man nu ville det eller ikke! Blikket vendte hun roligt op mod ham og med det samme stille smil på læben, for det var slet ikke noget som hun kunne eller ville skjule for ham, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bestemt heller ikke fordi at det var en løgn som sådan, for det var det jo trods alt ikke. ”Du burde efterhånden kende mig.. Måske et væsen af lyset, men stædig som et æsel,” endte hun morende. Kysset tog hun mere end glædeligt imod, hvor hun også valgte at besvare det. Derick var en mand som hun kunne finde den ro ved og det var bestemt også en tanke som hun fandt direkte behagelig. Et sted så var hun vel også en klar definition af en tryghedsnarkoman? Hun klamrede sig til det, når hun endelig havde fundet det, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, og det var bestemt også en rar fornemmelse at sidde igen med, det var helt sikkert. Hans opremsning, var en tanke som hun specielt godt kunne lide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om, men selv ikke hun kunne lade være med at rødme! Det var ikke så ofte igen at komplimenterne kom, men når de gjorde, så tog hun dem bestemt også til sig! Hun gemte ansigtet mere eller mindre ind mod hans favn. Måske en dronning, men af den grund, så kunne hun ikke se en grund til at skulle være stolt, fornem og det hele, hele tiden! ”Du kender mig for godt,” erkendte hun med en dæmpet stemme. Lige når det kom til ham, så var det skam ikke noget som hun så på som nogen dårlig ting, for hun havde intet imod at åbne op for ham, lade ham kende hende, også fordi at han havde den betydning for hende. Hun elskede ham jo, og det havde hun gjort igennem så frygtelig mange år, og nu havde hun muligheden for at vise ham det! Hans ord og reaktion, var noget som direkte morede hende. Hun vendte blikket op mod ham. Sådan ville det være igennem resten af svangerskabet, også fordi at hun ikke var den type som bare kunne sætte sig ned og slappe af! Hun havde alt for meget at se til, og det var bestemt heller ikke fordi at det var helt nemt altid! ”..Kære..” Det var det eneste som hun egentlig nåede at sige, inden han førte hende med sig hen til Pierce og Malania. Hun sendte dem en let undskyldende mine. ”Jeg går ud fra, at du ved hvordan det er..” begyndte hun morende. Hun nejede selv let for Malania i ren og skær respekt for hende, for hun var virkelig glad for at være inviteret til deres bryllup. Hun vendte sig mod Pierce, som hun rakte sin hånd. Selv hun kunne være folkelig. ”I må have held og lykke fremover.. Det er noget som I virkelig har fortjent,” endte hun stilfærdigt.

[pierce]

Måske der var flere af dem som Pierce kendte end dem som Malania gjorde, men på den anden side, så havde de jo også fællesvenner, såsom Derick, og de havde også lært nye folk at kende, som Lucas, Raphaella og ikke mindst fået æren af at møde lysets dronnning Elanya, hvilket var ham en stor ære! Han kunne faktisk slet ikke begribe at der var en dronning til stede, men på den anden side, hun var jo en person som alle andre, det var jo også altid det som de fik at vide i havet, og grunden til at de ikke blandede sig i landenes politikker, for de var jo alle sammen personer, der selv hævede sig over hinanden på grund af magt, skønt Elanya ikke ligefrem virkede til at være en.. magtgal person. At Malania så var ved at have ondt, var noget som han sådan set godt forstod og også grunden til at han gerne ville have hende indenfor, for måske han ikke selv havde mærket sig på det, men det var jo ikke første gang at de skulle have et barn, og sidst da hun bar på tvillinger, vidste han også at maven havde taget hårdt på hende. „Jeg er sådan set ligeglad Mal. Jeg er sikker på at alle vil have forståelse for det,” svarede han lettere bestemt. Han satte godt nok Malania før alle gæsterne, for det at hun havde smerter, var ikke noget som han ønskede! Derfor ville han gerne have at hun slappede af! At Derick og Elanya så skulle komme hen til dem, var noget som selv fangede hans opmærksomhed, hvor han vendte blikket mod dem. At der også var problemer med Elanyas mave, forstod han også godt, for hans egen hustru var jo gravid, desuden så var han jo også læge! Han lod blot Malania tage afsked med Derick, hvor han selv tog omkring Elanyas hånd, som han trykkede blidt omkring, imens han gjorde et let buk for hende, skønt det ikke var overdrevet. Han vendte de turkisblå øjne mod hende, skønt han dog ikke slap hendes hånd. „Altså.. jeg har noget som kan hjælpe dig med smerterne, hvis du er interesseret? Jeg er læge, så jeg har selv lavet noget medicin til Malanias graviditet,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et skævt smil. Han holdt den ene hånd oppe. „Vent to sekunder, så er jeg tilbage.” Han slap roligt Elanyas hånd, kun for at løbe indenfor, hvor han gik hen i et af skabene i køkkenet, kun for at finde et glas af piller frem, samt en salve, inden han løb ud igen. Han stoppede roligt op foran Elanya og sukkede let, da den korte løbetur, havde gjort ham mindre forpustet. „Du skal tage en pille en gang om dagen, helst om aften inden du går i seng, så vil smerterne ikke være så store om morgen, og hvis smerterne pludselige skulle blive store, så kan du smøre dette på lænden,” fortalte han roligt, som han rakte Elanya både glasset med pillerne og salven. „Og bare rolig, alt er skabt af naturen, så der er ingen bivirkninger eller farer ved det,” tilføjede han hurtigt.

[Deleted]

Måske de havde haft en chance tidligere i livet, og måske ikke, men det var vel også ganske underordnet? De havde jo hinanden nu og det var vel det som betød noget? Han ville i hvert fald gøre alt for at vise hende, at det var hende at hans hjerte lå ved, at han ville kæmpe for hende og deres forhold, beskytte hende og holde hende tryg, for han tillod bestemt ikke at der skulle ske noget med hende! Hun var den person der betød mest for ham, ja.. hun var jo faktisk hans et og alt. At hun kaldte sig selv for et stædigt æsel kunne han godt lide, hvor han heller ikke kunne holde et let og morende grin tilbage, kun for at ryste smilende på hovedet af hende. „Mon jeg kan holde ud at skulle give dig ret, resten af livet?” tænkte han højt, som han kort så eftertænksomt op i luften, inden han så mod hende igen, hvor et morende smil gled over hans læber. At hun besvarede kysset, var noget som fik ham til at smile ganske let, hvor han let vendte blikket mod hende, som det blev brudt. Hun var fantastisk og det ville han bestemt heller ikke skjule for hende! At hun så skulle rødme over hans lange opremsning, var noget som morede ham, specielt da hun valgte at putte sig ind i hans favn og gemme ansigtet væk, hvor han grinte let. Han strøg hende let over håret, inden han kyssede hende blidt i panden. „Jeg burde kende dig godt efterhånden, min egen,” svarede han sandfærdigt, som han holdt hende tæt ind til sig. Løgn var det jo ikke, de havde kendt hinanden igennem.. utrolig lang tid! Han havde ikke engang tal på hvor mange år, for det var vel flere.. årtusinder? Som han fik hende med hen til Malania og Pierce, sendte han dem begge et skævt smil. Han slap roligt Elanya, så han kunne møde Malania i hendes omfavnelse, hvor han let kyssede hende på kinden, inden han kort knugede hende ind til sig, kun for at slippe hende igen. „Jeg kunne da ikke drømme om at blive væk,” svarede han sandfærdigt, som han blinkede let til hende med det ene øje. „Jeg fik trods alt æren af at følge dig op ad den røde løber,” påpegede han næsten.. stolt? Hun var virkelig en smuk brud, og Pierce var virkelig en heldig mand, som Malania også var en heldig kvinde, for han var sikker på at de nok skulle få et langt og lykkeligt liv sammen! Han skævede kort mod Pierce, da han løb hen mod huset, hvor han vendte blikket mod Malania. „Nu må du passe godt på ham,” svarede han stilfærdigt og dog med en drillende undertone. Han så blot Pierce komme tilbage igen, hvor han også lyttede til mandens ord omkring pillerne og salven, for.. det var jo vigtigt!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var bestemt heller ikke fordi at Malania ønskede at afbryde hele brylluppet fordi at hendes lænd, ben og ankler, for det var faktisk ikke så nemt igen, når man stod oppe så længe som hun havde, for hun havde jo heller ikke formået at slappe af i dag! For pokker, det var hendes bryllupsdag, og det var en virkelig vigtig dag! Den vigtigste for hende, foruden da børnene blev født! Hun vendte blikket op mod ham. At han var så bestemt for at hun skulle ind og slappe af, var noget som hun ikke havde noget imod, for det bevidste jo trods alt bare for hende, at han var bekymret for hende, så det var en tanke som hun specielt godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, når det endelig måtte være. Hun nikkede med et stille smil på læben til ham. ”Det.. det er de jo nok, men det er stadig vores vigtige dag, og jeg vil gerne være her,” endte hun sigende og med den samme stilfærdige mine, det var jo ikke engang fordi at det var løgn på nogen måde overhovedet. Hun blev stående tæt ved ham Pierce, da Derick og Elanya måtte komme dertil. De havde fået mange gode fællesvenner, og det var også det som betød mest for hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, for det var sådan at det skulle være, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var i den anden ende. Hun gav Derick en omfavnelse, også fordi at hun virkelig følte at hun skyldte ham så meget! Hun sendte ham et smil ved hans ord, for selv det, var noget som betød meget for hende. ”Du har kun været med til at gøre dagen endnu mere mindeværdig, Derick, og det er jeg dig virkelig taknemmelig for.” Hun nikkede sigende mod ham endnu en gang og med det samme rolige smil, for det var bestemt ikke nogen tvivl om, at hun virkelig var glad for, at han var kommet og ikke mindst også havde taget dronningen med, for det var virkelig noget som hun betragtede som en stor ære! Hun vendte blikket stille mod ham ved hans sidste ord, hvor hun nikkede med et stort smil på læben. ”Jeg kan trygt love dig, at jeg nok skal passe på ham..” Hun nikkede sigende mod ham. ”Pas på hende, ikke? Det er ikke hver dag, man ser en så.. varm sjæl stående ved din side, Derick,” endte hun sigende og med en alligevel ganske så alvorlig mine, for det var ikke helt forkert. Malania var et lysvæsen, så udstrålingerne kunne hun jo tydeligt se, og det var noget som selv påvirkede hende, og hun kunne helt klart også se hvor lykkelig Elanya var ved at have Derick ved sin side, så det var kun noget som gjorde det hele mange gange bedre!

[Deleted]

Fortiden var slet ikke noget som Elanya ønskede at skænke en tanke, for det var slet ikke noget som man kunne gøre noget ved alligevel, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der ikke noget at gøre ved det alligevel. Hun vendte blikket sigende mod Derick og med det samme smil på læben. Selv hendes mave var ved at være godt stor, og det at hun var dronning, var ikke nødvendigvis noget som sagde, at hun kunne slappe af, af den grund, for det kunne hun bestemt ikke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han var en mand med en utrolig stor betydning for hende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, når det endelig måtte komme til stykket. Hans ord fik kun hendes smil til at brede sig, for det var slet ikke noget som hun kunne eller ville skjule, s var det jo bare sådan at det var. ”Ja, det må du jo finde ud af,” endte hun tydeligt morende. At han komplimenterede hende på den måde i den opremsning, var selvfølgelig noget som også havde en tydelig påvirkning af hende selv, hvilket hun nu heller ikke kunne gøre noget ved alligevel, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun blev stående tæt ved ham. Det kunne godt være at ægteskabet med Jason ikke var helt overstået endnu, men det var kun et spørgsmål om tid, og det at lægge op til lidt mere med Derick, var nu heller ikke noget som hun havde noget imod overhovedet. Jason skulle jo ud af landet på et tidspunkt, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være. Hun lod ham blot føre hende hen til Pierce og Malania. Det elskede par som tydeligt måtte stråle som intet andet i den anden ende. Hun tog i Pierces hånd, mest af alt for at lave en lidt mere.. folkelig afsked, for hun ønskede jo ikke at blive behandlet som andet end alle andre, for hun var jo bare et enkelt individ, bare med et ekstremt stort arbejde og ansvar, og det var jo faktisk det eneste, selvom det nu heller ikke var sådan at alle måtte se på det, men det var virkelig underordnet. Hans ord fangede tydeligvis hendes opmærksomhed. ”Jamen… Hvis du kan afsætte noget, så..” Hun nåede ikke engang at snakke færdig, før han havde vendt om og løbet indenfor. Hun vendte blikket næsten forundret mod Derick, idet hun vendte sig igen, da Pierce kom rendende endnu en gang. At han ville give hende det, var selvsagt noget som hun virkelig var glad for, for hvis der var noget som tog hårdt på hende, så var det helt klart noget som hun ville tage med sig med den største glæde! ”Du ved virkelig ikke hvad det betyder for mig, Pierce. Jeg er dig evigt taknemmelig!” endte hun med et stort smil. Hvis han kunne garantere at der ikke var nogen bivirkninger, så var hun mere end storslået tilfreds, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. ”Jeg må prøve den når jeg kommer hjem.. Endnu en gang, mange tusind tak,” afsluttede hun endeligt.

[pierce]

Hvis Malania havde ondt, så ville Pierce gerne have at hun kom indenfor og slappede lidt af. Han så ikke noget galt i at en gravid kvinde kom til at slappe af, hvilket han var sikker på at alle andre ville have den største forståelse for. Han ønskede ikke at hun skulle få mere ondt end nødvendigt, og så var han ligeglad med om han skulle slutte festen nu! Han strøg hende blidt over ryggen, uden at han tog blikket fra hende. Han trak let på skuldrene til hendes ord. „Måske. Men selvom vi slutter nu, så vil det ikke gøre den mindre perfekt, tværtimod,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et varmt smil. Aftenen havde været perfekt, alt havde været perfekt og det ville den fortsat blive ved med at være! At de sidste gæster ville hjem, gjorde ham ikke det mindste, for så fik han måske muligheden for at kunne slappe lidt af med Malania selv og fejre det kun de to, hvilket han tværtimod ville se utrolig meget frem til! At Derick og Elanya også ville hjem på grund af Elanyas smerter, forstod han sådan set godt, for sådan havde Malania det jo også. Desuden så ville han gerne hjælpe hvis han kunne. Han var læge og han lavede alle piller, medicin og andet til Malania og drengene hvis de skulle blive syge, skønt drengene havde et utrolig stort immunforsvar, eftersom de havde horroren i sig. At trykke Elanyas hånd, havde han ikke det mindste imod, for hun måtte vel også være træt af at alle underkastede hende hvor end hun gik? At hun ikke kunne blive set på som bare en normal person som alle andre? Han var ikke sikker, for han vidste at magten også kunne stige mange til hovedet, og de nød tværtimod at blive tildelt, men i så fald, så ville hun jo nok ikke give ham hånden. At løbe ind efter pillerne, gjorde han så hurtigt som han kunne, så de kunne komme hjem og slappe af. Som han kom tilbage og rakte hende det, lod han hende blot tage imod det, uden at det skæve smil falmede fra hans læber. Hendes ord fik ham til at se let ned i jorden, næsten helt forlegent, hvor han trak let på skuldrene. „Nårh.. det var da.. ikke noget særligt,” svarede han lettere forlegent, som han endnu engang trak på skuldrene, inden han vendte blikket mod hende igen. „Er bare glad for at kunne hjælpe,” endte han sandfærdigt, som han sendte hende et varmt smil. Han nikkede ganske let til hendes ord. „Selv tak.. kom godt hjem.” Han rakte Derick hånden, for også at sige farvel til manden, han var nemlig utrolig glad for at han var dukket op i dag!

[Deleted]

Måske Elanya var fra lyset, men derfor var hun stadig utrolig stædig! Ikke fordi Derick havde noget imod det, for han kunne leve med alle hendes sider! Han elskede jo dem alle sammen. Af den grund havde hun stadig en tendens til at skulle have ret, hvilket faktisk morede ham, men han havde intet imod det, det var jo netop det som gjorde det hele så underholdende. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. „Lige præcis. Ellers ender jeg jo nok med at blive træt af dig, og det kan vi jo ikke have,” svarede han drillende, som han blinkede morende til hende, uden at smilet falmede det mindste. At hun rødmede op ved hans komplimenter, havde han ikke noget imod, det var han jo tværtimod vant til, men det var dog også uden betydning, det eneste der betød noget, var at han faktisk mente sine ord, for hun var virkelig smuk, og selvom hun måske ikke troede på det, så havde hun stadig en sexet krop – han kunne i hvert fald ikke være andet end tilfreds! Og det ville han bestemt heller ikke skjule. Måske hun var gravid, men det gjorde hende bestemt ikke mindre attraktiv! Alligevel så ønskede han ikke at hun skulle have ondt, tværtimod så ville han ikke have noget imod at hun fik lov til at slappe lidt af, så smerterne kunne gå væk. Han vidste godt at hun ikke ønskede at være sengeliggende når hun var gravid, og det krævede han bestemt heller ikke, så længe hun bare passede på sig selv, så var han ligeglad med hvad hun foretog sig af arbejde. Han gengældte Malanias omfavnelse, hvor han trykkede hende tæt ind til sig, inden han let holdt hende ud for sig, skønt han dog ikke slap hende helt. Smilet forblev på hans læber, hvor det kun bredte sig til hendes ord. „Årh hold op, jeg ville ikke tillade at gå glip af jeres bryllup,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et skævt smil, hvor han strøg hende blidt over armene. At hun ville passe godt på Pierce morede ham, hvor han nikkede let. „Godt,” svarede han med et skævt smil, skønt hendes følgende ord forundrede ham, næsten som om hun så mere end hvad øjet lige kunne spotte. Han vendte let blikket mod Elanya, som stod og snakkede Pierce, inden han igen så mod Malania. Han trykkede hende tæt ind til sig, hvor han førte læberne ud for hendes ene øre. „Jeg vil vogte om hende med mit liv,” hviskede han i en sandfærdig tone, som han trak sig igen, „som jeg ved at Pierce også vil med dig.” Som Pierce løb indenfor, mødte han Elanyas blik, hvor han blot trak på skuldrene, som han tegn til at han ikke vidste hvad manden lavede, inden et morende smil gled over læberne. At han hentede piller og salve til Elanya havde han intet imod, for han stolede skam på Pierce! Han gav ham hånden og klemte let omkring mandens skulder. „Vi ses min ven.” Han nikkede let, inden han gik tilbage til Elanya, som han lagde den ene arm omkring. „Pas godt på jer selv,” afsluttede han roligt, som han vendte sig om med Elanya, kun for at sætte kursen mod kareten. Han trykkede hende let ind til sig. „Det kan være jeg skal give dig lidt massage, når vi kommer hjem,” endte han i en næsten uskyldig tone, som han vendte blikket mod hende. Han stoppede op, kun for at gå ned i knæ og løfte hende op i sine arme. „Kom her prinsesse.” Et morende smil gled over hans læber, som han bar hende tilbage til vognen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var virkelig lykkelig, og selvfølgelig var det en stund som hun var frygtelig glad for at have haft æren af at dele med nogen fantastiske mennesker som Pierce og Derick. At Elanya havde valgt at deltage, var selvfølgelig kun en stor ære, også selvom hun tydeligt kendte til det med maven. At de så også ville hjem nu, var noget som hun havde den største forståelse for. For ikke at glemme, at hun ikke ligefrem havde taget højde for, at det måske var en smule koldt, men for hende, så var det jo egentlig bare en ting som hun var vant til, i og med at hun havde en mand nu som slet ikke kunne fryse. Ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste, for det var lykken som talte mest for hende, og det var hun helt klart sammen med ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bestemt heller ikke fordi at der var nogen tvivl om det. Selvfølgelig håbede hun at Elanya og Derick fandt lykken, også fordi at det var tydeligt at de havde det utrolig godt med hinanden, så var det bestemt heller ikke noget som hun sagde noget til på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. de fortjente det, det var helt sikkert! ”Det har været mig en glæde at se dig til det, Derick. Det betyder virkelig meget for mig, som du betyder meget for min familie,” endte hun sigende. Sandt var det jo. Havde det ikke været på grund af ham, så havde de nok slet ikke stået her den dag i dag, men stadig havde haft så meget at slås med, så selvfølgelig var det heller ikke noget som sagde så lidt, for hun følte virkelig at hun skyldte den mand alt! At han endte med at komme helt tæt på hende og hviske hende i øret, var noget som kun fik smilet til at brede sig på sine læber. ”Jeg betvivler det på ingen måde. Du fortjener lykken Derick, og du står med den lige der..” Hun vendte blikket ganske kort mod Elanya inden hun igen så på Derick. Hun stillede sig endnu en gang ved Pierces side, som hun så til at Elanya og Derick gik op mod deres vogn så de kunne komme hjem. Hun lagde hånden roligt mod sin mave, og med et dæmpet suk, for dette var virkelig noget som satte sig i hendes lænd, det var noget som hun kunne mærke allerede! Blikket gled mod Pierce, hvor hun let stillede sig på tå og plantede et kys mod hans kind. Det var og blev virkelig en perfekt aften! ”Kom nu godt hjem,” endte hun med en rolig stemme og med det glædelige smil på læben, som hun vinkede efter dem. Hun var virkelig, virkelig glad for at de var kommet i aften!

[Deleted]

At Pierce ville hjælpe dem, var selvfølgelig noget som Elanya virkelig satte pris på. Svangerskabet havde altid taget hårdt på hende, også fordi at hun vidste det fra før af, da det bestemt heller ikke var første gang at hun skulle igennem det. Alligevel var det en tanke som hun faktisk måtte se utrolig meget frem til, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Blikket gled stille mod sin mave. At det var naturmedicin, var selvfølgelig noget som gjorde hende utrolig glad, for det var slet ikke noget som sagde så lidt i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket roligt mod Pierce igen og tydeligt med en taknemmelig mine, for det var jo slet ikke fordi at det var en løgn i den anden ende alligevel. ”Og jeg sætter virkelig stor pris på det, Pierce. Det betyder frygtelig meget for mig,” endte hun dæmpet. Det var slet ikke fordi at hun ønskede at lyve for ham i denne stund, for det han gjorde, var noget som havde en utrolig betydning for hende, om det var noget som man ville det eller ikke. hvis dette betød at hun kunne undgå de smerter når hun stod op og faktisk kunne sove roligt om natten, så var det helt klart også det hele værd hvis man spurgte hende! Efterhånden så ville det virkelig blive godt at komme hjem, var helt sikkert, for hun havde brug for at få lidt hvile til benene igen, for det var efterhånden ved at gøre ondt. Hun vendte blikket sigende mod Derick og med det rolige smil. Han var en god mand, og der var en god grund til at han havde den ganske særlige plads i hendes hjerte, for det havde han virkelig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At han ville give hende en massage når de kom hjem, var bestemt heller ikke noget som hun ønskede at sige nej tak til, for det ville helt klart gøre godt! ”Det kunne være? Min kære, jeg synes helt bestemt at det er en frygtelig god idé,” endte hun med en morende og ikke mindst ganske sigende stemme, for det var jo ikke engang løgn. Det ville virkelig gøre underværker at få løsnet en smule op, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Selv stoppet hun op foran deres vogn og med det samme stille smil på læben. Det ville virkelig gøre godt at komme hjem igen, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At han direkte gik ned i knæ og fik hende op i hans arme, var noget som fik hende til at gispe lidt, hvor hun måtte komme med et grin efterfølgende. ”For pokker Derick!” endte hun morende, som hun lagde armene omkring hans nakke, for det var bestemt heller ikke noget som hun havde det mindste imod alligevel! Det var rart når han var sådan omkring hende!

[pierce]

Dette var en lykkelig stund for Pierces vedkommende, og han var utrolig glad for at der var kommet så mange som der var, for at overvære hans og Malanias bryllup, selvom han måtte erkende, at han slet ikke havde regnet med at selveste dronningen ville dukke op, det var naturligvis en stor ting og en kæmpe ære, og han var taknemlig for at det var gået så godt som det var. At give Elanya den salve og de piller, var det mindste han kunne gøre, for han havde jo en masse til Malania, og han vidste godt at smerterne kunne tage en del på Malania, så mon ikke det kunne være det samme med Elanya? Det var jo trods alt grunden til at de tog hjem. Han nikkede ganske let til Elanya. „Det var skam så lidt,” endte han sandfærdigt, som han sendte hende et varmt smil. Det var ikke rart eller behageligt at gå rundt med smerter over det hele og det vidste han udmærket godt, derfor havde han intet imod at give hende lidt smertestillende for dem. Han vendte sig let mod Derick, hvor et skævt smil gled over hans læber, som han tog omkring mandens hånd og trykkede den ganske let. „Vi ses. Og endnu engang tak fordi I gad komme,” svarede han sandfærdigt, som han slap mandens hånd, så han kunne gå tilbage til Elanya og føre hende op til deres vogn. Han vendte blikket mod Malania, som hun stillede sig på tå og skænkede hans kind et blidt kys, hvor et varmt smil gled over hans læber, som han lagde den ene arm omkring hende. Han fulgte let hendes eksempel og løftede hånden for at vinke til dem, inden han vendte sig mod Malania, som han ikke slap det mindste. „Og nu tror jeg så at det er min tur at pusle om dig,” svarede han morende, som han blinkede let til hende. Han gjorde et let hovedkast mod døren. „Kom. Lad os få dig indenfor,” svarede han roligt, som han førte hende hen imod døren. Han vidste at det ville gøre godt for hende at slappe lidt af, men derfor kunne han vel godt pusle om hende og maven? Det nød han jo trods alt! Desuden nu hvor børnene var lagt i seng, så ville det også være rart med lidt kvalitetstid for dem selv, så de kunne hygge dem i voksent selskab uden børn omkring, inden morgendagen ville komme, for der ville drengene endnu engang løbe rundt og han havde jo halvt lovet dem at tage dem med ud i havet. Han førte hende roligt mod deres terrasse, så de kunne komme indenfor og slappe lidt af.

//Out

[Deleted]

Derick var glad for at han var blevet inviteret til Malanias og Pierces bryllup. De betød utrolig meget for ham, hvilket han ikke ville lægge det mindste skjul på! De var blevet ham nære venner, og det ønskede han skam ikke at miste. Og at de var så taknemlige og glade for at han var dukket op, forstod han faktisk ikke, men det varmede ham at han havde fået en betydning for dem, og derfor ville han heller ikke gå glip af deres bryllup, for det var virkelig alt værd! Han sendte Malania et varmt smil. „Det er jeg glad for at du siger.” svarede han sandfærdigt, uden at smilet falmede det mindste. Han løftede hånden og strøg den roligt over hendes kind. „Som jeres familie også betyder meget for mig.” Han gav hende endnu et kram, hvor smilet ikke kunne falme det mindste. Han var virkelig glad på deres vegne og han håbede at de levede sammen resten af deres dage, for det var virkelig velfortjent efter alt det som de havde været igennem! Han trykkede blot Pierces hånd, hvor han sendte manden et skævt smil, som han nikkede ganske sigende til ham. Han vidste at Pierce og Malania ville tage sig godt af hinanden, at de ville passe på deres børn, og ikke mindst at de ville blive en fantastisk god kernefamilie, og hvem kunne ikke andet end beundre dem for det? Så meget som de havde været igennem og alligevel kunne de finde lykken, det var noget som faktisk glædede ham at se, og derfor var det også så velfortjent at de fik hinanden og at de blev mødt af lidt lykke! At Elanya gerne ville have massage forundrede ham egentlig ikke, hvor han heller ikke ville have det mindste imod at give hende det – tværtimod! Han trak let på smilebåndet til hendes ord. „Så er det en aftale.” At komme hjem ville også efterhånden gøre godt. Han var selv blevet utrolig kold af aftenluften, også fordi han havde givet sin jakke til Elanya, men han ville ikke klage, for han ville langt hellere have at hun havde varmen end at skulle fryse. At løfte hende i sine arme, så kunne han godt mærke at hun var tung, selvom han vidste at det var maven som gjorde det, men hun var endnu ikke så tung at han ikke kunne bære hende! Han bar hende roligt det sidste stykke hen til vognen, hvor han satte hende fra sig, kun for at åbne døren for hende og hjælpe hende op i vognen – hun var trods alt gravid. Han gjorde et let nik til kusken, som tegn til at han måtte køre, inden han selv satte sig op i vognen, så turen kunne gå hjemad.

//Out

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

//Out

[Deleted]

//Out