A beautiful wedding! A beautiful dream!

[pierce]

Mørket havde sænket sig over Manjarno, det var en skyfri himmel, en stjerneklar nat og månen var nok ikke fuld men oplyste stadig jorden så smukt under dem. Der var kun en mild brise, og det kunne praktisktalt ikke blive en mere perfekt aften at holde et bryllup på! Igennem de sidste par måneders tid havde Pierce bygget et flot, stort og prægtigt gazebo op, hvor det var meningen at præsten, ham og Malania skulle stå når de skulle vies ind i ægteskabet. Der var pyntet op med smukke hvide, røde og blå roser – de blå specielt fra havet og ganske unikke – på husets karnap og gavlende, med flotte hvide og blå lagen der hang langs bjælkerne på det lille træhus. Det havde taget lang tid at pynte op, men ham og Malania havde hjulpet hinanden ad igennem de sidste par dage med at få det hele klargjort, for denne aften skulle virkelig blive perfekt! Gazeboet stod en anelse væk fra huset, skønt man ikke var i tvivl om hvem der ejede det, hvor der gik en rød løber fra gazeboet til terrassen og op ad de tre trin og hen til døren der førte ind til stuen. Fra terrassen og på hver side af løberen, stod der fakler hele vejen op til de mange pladser, hvor gæsterne skulle sidde, og igen rundt om gazeboet så man kunne se det hele. Der var allerede kommet de fleste gæster, de nærmeste fra havet, skønt der kun var tale om tre til fem stykker, hvor der var et levende orkester som skulle spille til brylluppet, et orkester som Derick havde insisteret på at skulle være der og havde hjulpet med at betale, for ærligt så havde Pierce og Malania ikke selv råd til det største, skønt de havde betalt for det meste selv, han havde det også dårligt med at Derick skulle betale noget af det, men manden havde insisteret og han havde lovet at tage en præst med, selveste den kongelige rådgiver fra Procias, som ville vie dem helt gratis. Det var ganske praktisk at have venner fra en rigere og langt højere stand, selvom Pierce på ingen måde kunne finde på at udnytte det! Derick havde gjort så meget for ham og Malania at han slet ikke kunne beskrive hvor taknemlig han var!
I øjeblikket stod Pierce og fumlede med fingrene. Han var gået alt igennem flere gange, skønt han var blevet frabedt at søge ind i huset, hvor Malania gjorde sig selv klar, for gommen måtte jo ikke se sin brud før hun kom gående op ad den røde løber, foruden de kort havde snakket sammen i morges og gjort det hele klart. Han gik ud fra at Stefan og Daniel var inde ved deres mor og fik de sidste instrukser på plads, for dem var det jo også en stor ting, og han var helt sikker på at de glædede sig til det selv. Han glædede sig til at se dem bære ringene op, og for at der ikke skulle være ballade, så havde Stefan fået lov til at bære fars ring på en rød pude og Daniel havde fået lov til at bære sin mors ring på ligeledes en rød pude. Tungen strøg nervøst over de rosa farvede læber, som han vendte blikket ud over det smukke hav. Han var selv iført en flot blå habit. Han ville have foretrukket en bar overkrop, men det var ikke ligefrem passende til et bryllup på landjorden, skikkene og traditionerne nede i havet var jo helt anderledes! Men da han så ikke kunne det, så havde han valgt en utraditionel havblå habit, med en hvid skjorte indenunder, et blåt slips, en hvid rose i brystlommen og hvide sko, så alt passede sammen. Han strøg en hånd igennem det blonde hår, som et næsten nervøst træk, skønt.. han var glad og ikke mindst lykkelig og spændt! Han fortrød bestemt ikke alt det han var gået igennem! Blikket vendte han op langs stranden da han hørte heste vrinske og hjul der stoppede, hvor han mærkede sit hjerte hamre mod sit bryst. Var det Derick og Elanya? Han var mere end beæret over at selveste Dronningen af Procias ville dukke op til sådan et sølle bryllup, skønt.. det egentlig ikke var så sølle igen, for her var flot, skønt det måske var småt. Han endte med at løbe op til den flotte karet for at tage imod gæsterne, hvor han sank en klump af spænding.

[Deleted]

I det samme øjeblik som Derick havde fået invitationen til Malania og Pierces bryllup, så havde han ikke tøvet med at sige ja til indbydelsen, for det var jo hans to nære venner som han havde hjulpet igennem tiden, hvor han havde set lidt til Pierce i eftertiden, skønt det ikke havde været meget, for han havde jo været i Procias for at vente på hans egen udkårne. Han havde spurgt om Elanya havde haft lyst til at tage med, da selv hun havde været nævnt i invitationen, og det glædede ham kun at hun havde sagt ja, for han var sikker på at hun ville komme godt ud af det med Pierce og Malania, for det var to gode folk, som han faktisk var glad for at have mødt! Desuden så vidste han at de havde opkaldt det ene barn efter ham, hvilket han faktisk var utrolig beæret over! Det var desuden også rart med nye venner, ikke fordi der var noget galt med de gamle, men dem så han jo ikke så meget til mere, der var jo også en lang vej til Dvasias, plus at de havde været godt optaget i Procias af det store arbejde der havde hvilet der. Han havde dog set brylluppet som en god ting til at slappe af i, komme lidt væk fra de mange pligter og bare nyde en god aften blandt venner! Lucas havde selv sagt ja til at vie Malania og Pierce, for manden havde jo selv været præst før han var blevet kongelig rådgiver, så han var jo perfekt til det! Han var uden tvivl glad på Malanias og Pierces vegne, for de havde virkelig fortjent hinanden! Og det havde selv fået ham til at glæde sig endnu mere til at blive gift selv, med den kvinde han selv ønskede at leve resten af sit liv med, nemlig Elanya. Han var dog skræmt ved tanken om at han snart skulle blive konge, for det var virkelig en stor ting! Nu hvor Jason var ude af billedet og havde taget hjem til Lisa, så kunne Derick selv langt om længe give sig mere hen til Elanya, for nu var alt jo ved at falde på plads! Procias stod i harmoni igen, skønt de fattigste stadig led af hungersnød, men det prøvede de jo at arbejde på, for de kunne jo ikke selv bestemme hvor hurtigt afgrøderne skulle vokse! Han selv klarede sig en anelse bedre, når det kom til Magikernes respekt, selvom mange stadig betvivlede ham, men han gjorde virkelig en indsats! Han havde fortalt Elanya om hans møde med Lexie Terrac og han kunne faktisk ikke lade vær med at føle en anelse skyldfølelse for at have smidt hende for porten, men han kunne ikke have en warlock til at rende rundt og samle oplysninger for at sælge dem videre til mørket! Det kunne han ikke tillade! Han håbede dog af den grund at Lexie klarede sig og var taget hjem til hendes elskede for at være sammen med ham, det bad han næsten til.
I øjeblikket sad Derick i den flotte hvide, kongelige karet, med Elanya ved sin side. Han selv bar en sort habit, hvor han indenunder bar en blodrød skjorte – uden tvivl at han stadig bar sine præg fra mørket. Han bar selv en rød rose i brystlommen, som lidt pynt, hvor han faktisk glædede sig til at se Malania og Pierce igen og ikke mindst til endelig at få lov til at møde deres børn, for dem havde han jo aldrig fået æren af at se. Under turen fra Procias til Manjarno, havde han næsten siddet og strøget Elanya over maven der selv var ved at tage godt form, noget som glædede ham, for han skulle jo selv til at være far! Selvom tanken også skræmte ham en anelse. De blå øjne søgte let ud af det lille runde vindue i karetens dør, da vognen valgte at standse, inden han vendte blikket mod Elanya. Han lænede sig mod hende og skænkede hendes kind et blidt kys. „Er du klar?” spurgte han roligt, som han sendte hende et varmt smil, hvor han valgte at tage hendes hånd og klemme den ganske let, inden døren blev åbnet af kusken. Han trådte roligt ud, inden han rakte Elanya sin hånd, for at hjælpe hende ud og ned ad de få trin som kareten havde. Blikket gled kort mod Pierces skikkelse, da han kunne se ham komme løbende op imod dem, hvilket fik smilet til at brede sig på hans læber.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var ved at være en ganske flot aften. For mange var det måske en aften ligesom alle andre, men der var noget ganske særligt ved den, og det var noget som selvfølgelig gjorde utrolig meget for Malanias vedkommende! Det var i aften, at hun kunne få lov til at skænke Pierce sit endelige ja, for det var i aften de skulle giftes! Det var en aften som hun havde set frem til i frygtelig mange måneder og siden de var begyndt at planlægge det! Siden han var gledet på knæ foran hende og siden han havde bedt om hendes hånd, hvor han også havde været vogter af hendes hjerte, for hun kunne slet ikke være i tvivl om, at det var det her hun ville! Igennem de sidste mange måneder havde hun siddet og arbejdet med bryllupskjolen. Hun fik ikke en skrædder til at lave den, men lavede den selv. Hun var meget dygtig til det lette fingerarbejde, så selvfølgelig var det også noget som gjorde en god del for hendes vedkommende, så det var heller ikke noget som sagde så lidt. Det hvide stof havde hun fået hjem, hvilket var dyrt nok i sig selv, men.. hun ønskede at være hans hvide brud, også for at se ham måbe når hun ville komme vandrende over den røde løber. De havde knoklet igennem de sidste dage, børnene havde fået noget af et ansvar, og specielt i aften, så skulle de få lov til at vise det, så selvfølgelig var det noget som virkelig gjorde hende glad! Hun var og kunne bestemt ikke være andet end lykkelig når hun vare sammen med ham, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende! Hendes mave var ved at være ganske stor nu, for det var ikke lang tid til hun ville føde, så hun håbede selvfølgelig bare at hun ville nå at blive gift inden, for det var noget som gjorde det hele langt mere.. rigtigt, også i hendes øjne. Som et lysvæsen, så var hun jo trods alt hellig, og selvom tvillingerne var født udenfor ægteskabet, så elskede hun dem lige så højt som hun ville have gjort, hvis de var født i det, for hun havde fået dem sammen med den rette mand! Den eneste mand som hun nogensinde kunne se for sig at have i sit liv!
Som tiden måtte nærme sig, så kunne hun i den grad godt mærke, at hun var ved at blive godt nervøs. Men hvad var der at være nervøs for? Kjolen havde hun fået på, selvom det var svært nok med den store mave, for den lille fyldte godt til! Det var heldigvis noget som hun havde taget hensyn til da hun havde siddet og syet kjolen, prøvet stoffet, målt op og alt det andet, så den passet heldigvis helt perfekt på hende! I aften skulle alt virkelig være perfekt! Børnene havde fået instrukser endnu en gang, hvilket var tydeligt, at det var ved at drive dem til vanvid, for de havde hørt det hele hundrede gange igennem den sidste uges tid, for alt skulle gå smertefrit for i aften! Håret havde hun fået sat og sløret havde hun fået på plads, og drengene havde fået lov til at sammensætte hendes brudebuket, for hun ønskede lige så, at de skulle være en del af det hele for i aften! Det handlede ikke bare om Pierce og hende, men også om dem alle som en familie! Hånden gled ganske roligt over hendes mave. ”Hvordan ser mor ud?” spurgte hun med et stort smil. Hun havde allerede ondt i musklerne omkring munden, for hun kunne da slet ikke lade være med at smile. Hun vendte sig roligt mod spejlet. Pierce havde ikke set hende i kjolen og hun havde kun lavet på den når han ikke havde været omkring hende, for det skulle være en overraskelse. Den sad stramt over hendes bryst, løst over hendes mave og slangede sig perfekt nedover hendes lange og slanke ben, broderet med mønstre i syningerne og så var den uden stropper. Lykkelig var hun i allerhøjeste grad!

[Deleted]

Det var virkelig Elanya en ære at skulle med til Malania og Pierces bryllup. Selvom hun ikke havde det mindste kendskab til dem, så var det jo altid dejligt nok at se nogle nye mennesker og noget nyt rundt omkring hende, for det var altid rart! Selv nu hvor hun kunne se sig lidt fri af de kongelige pligter – for en aften om ikke andet, så hun kunne tage med til festlighederne. For hendes del, så var et bryllup borgere imellem ikke bare sølle, men faktisk noget stort, og specielt i disse stunder, for det var bestemt ikke ofte, at det skete! Selvom der selvfølgelig stadig var utrolig meget arbejde at tage sig af i Procias, så måtte de jo også vise sig som folkelige, også for at genskabe den tillid til folket, for den kunne i den grad godt vise sig som afgørende. Landet var ved at få et godt økonomisk fundament og med den tilstand som Elanya måtte befinde sig i, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det bedre, selvom hun virkelig var lykkelig ved tanken! Jason var borte, han var taget hjem til Lisa og sine egne børn, og så kunne de tage det hele som det måtte komme og samtidig introducere Derick ordentlig til det, så det hele skete på ordentlig vis. Hvis der var noget som landet ikke havde brug for mere, så var det alt for mange skift, selvom hun faktisk var mest fristet til at trække sig fra pladsen som royal og trække sig tilbage med familien, specielt nu hvor hun havde fået muligheden for endelig at få en som hun kunne være ved, holde om, leve sammen med og fostre, for det kunne bestemt heller ikke blive bedre end det! Selvfølgelig så håbede hun at Jason havde det godt, også fordi at hun ikke havde hørt fra ham igennem skræmmende lang tid, men man kunne vel altid håbe? Lige i aften, var det ikke Jason som hun måtte tænke på, for det var bare sådan her at det måtte være. Hun havde Derick ved sig, og mere lykkelig end det, kunne hun bestemt heller ikke blive! Siddende i en flot mosgrøn kjole med en flot v-skæring, så halsen forblev blottet, hvor hun bar sit flotte smykke. Selv en anelse løst omkring maven, da der også skulle være plads til deres voksende vidunder. Tanken gjorde hende glad og endnu mere nu hvor Derick var der til at pusle og nusse om hende, for det var klart noget af det bedste! Det gjorde ondt at skulle stå med det hele alene, men det var vel bare at forsøge? Det var noget nyt for hende, også fordi at hun havde været vant til at klare det alene, og nu var de to? Tanken kunne hun i den grad rigtig godt lide!
At Derick sad og strøg hende over maven, var i den grad en tanke som hun rigtig godt kunne lide, for det var noget som fyldte hende med et voldsomt behag som intet andet! Det var virkelig noget af det bedste af det hele! Hovedet gled stille mod hans skulder og med et stille smil, frem til at de måtte være fremme. Hun vendte blikket ud af det lille vindue i vognen, da de måtte være fremme. At det var ved havet, var en tanke som hun faktisk rigtig godt kunne lide. Kysset mod hendes kind, fik hende kun til at smile, hvor hun gengældte det ganske let. At han hoppet ud af vognen som den første, sagde hun ikke noget til, hvor hun bare sendte ham et stille og glædeligt smil, for det var kun ham som kunne sætte det behag i hende, og det var virkelig noget som føles forbandet godt! ”Så klar som jeg nu kan blive.” sagde hun roligt, som hun hoppet ud af vognen og ned ved siden af Derick. Det måtte næsten være Pierce som kom rendende op mod dem, hvor hun blev stående ved Derick. Det var lidt halvkoldt, men hun skulle bestemt ikke brokke sig. Hun vendte sig mod Pierce og med det glædelige smil. ”Og det må være brudgommen. Jeg må ønske Jer tillykke på denne prægtige aften!” endte hun med et glædeligt smil.

[pierce]

Hvad Malania lavede anede Pierce overhovedet ikke, og mest af alt var han fristet til at se hvad hun lavede for at være sikker på at alt gik vel, men han havde fået strenge ordre om at han ikke måtte se til hende, så han havde sendt sine to små spioner ind og holde godt øje med hende og bedt tvillingerne om at hjælpe deres mor med alt hvad hun bad dem om, hvilket de også – modvilligt – var gået med til, det var jo lige før at de to små selv havde fået stress af alt det som skulle være færdig til denne aften. Selvom der kun var en mild brise var det stadig køligt eftersom det stadig var vinter, men der var ingen sne til at ødelægge det, hvilket han havde det helt fint med! Han vendte blikket mod det lille hus, næsten for at kunne ane hvad de tre lavede, skønt han ikke kunne se dem. De to små havde været gode til at hjælp i løbet af de sidste par måneder, både deres mor og ham med gazeboet, for de havde jo været helt vilde efter at hjælpe ham med at bygge noget som skulle være en del af deres hjem, og flot var det i den grad også blevet! Hans turkisblå øjne faldt til den flotte hvide karet der kom kørende og standsede, for han alligevel ikke kunne lade vær med at løbe op til dem. Hans blik faldt på Derick der steg ud og efterfulgt af den smukke procianske dronning. Derick havde forandret sig meget, under første møde havde manden haft mørke øjne og mørkt hår, nu var det hele lyst, men han måtte indrømme at han kun fandt det godt at han havde fulgt efter sin elskede i lyset, præcis som han selv ville have gjort det! Han vidste næsten ikke hvad han skulle sige, da Elanya valgte at henvende sig til ham for.. han følte sig slet ikke værdig til at kunne stå i hendes nærhed! „Jeg.. Det er mig en ære at møde Dem dronning Elanya og ikke mindst at have Dem her ved mit ydmyge lille hjem, som nok ikke er så specielt igen,” svarede han lettere ydmygt, hvor han valgte at bukke respektfuldt og dybt for hende. Han vendte blikket mod Derick. ”Det glæder mig virkelig at du kunne komme, min ven!” svarede han sandfærdigt, som han klappede venskabeligt på skuldrene. Det var noget som virkelig gjorde ham glad! Manden havde jo gjort så meget for ham! Han trak sig en anelse tilbage, hvor hans blik faldt på Elanyas mave, der selv var stor, hvilket kun indikerede at hun var gravid, præcis som hans egen Malania! Han trak varmt på smilebåndet. „Jeg ser der er to andre, som selv snart skal være forældre,” bemærkede han muntert, „tillykke til jer begge to!” Han sendte dem et varmt smil, inden han gjorde tegn til at de skulle følge ham. „Det er nok ikke så stort som I begge er vant til, men.. jeg håber det går an,” svarede han roligt, som han gik tilbage og ned mod stranden.

Daniel havde hjulpet sin mor og far igennem de sidste par måneder. Han havde nydt at hjælpe fra med at opbygge gazeboet, og han måtte erkende at han var stolt af det som han havde lavet! Han havde også hjulpet sin mor med oppyntningen og alt brudestadset, selvom han måtte erkende at det var en del kedeligere! Han selv var iført en lille sort habit, med hvid skjorte indenunder, hvor han selv havde fået en hvid lilje i brystet og så helt nøjagtig ud som sin bror, Stefan. Han havde fået mange og de samme instrukser hele ugen og ikke mindst denne dag, hvor han var ved at være træt af dette bryllup! Han var selvfølgelig glad på mor og fars vegne, men han brød sig ikke om at være så.. fin. Selv hans hår var redt helt fint til siden, så han lignede en lille charmetrold og gentleman. Han vendte blikket mod sin mor, da hun havde fået alt på plads. Han løb over og gav hende et kram og deres nye.. enten lillesøster eller lillebror et kram. Nyheden omkring et nyt barn i familien havde gjort ham spændt og han nød at snakke til maven og mærke de mange spark og bevægelser! Han vendte blikket op ad sin mor. „Du er smuk!” endte han muntert. Han havde jo hørt sin far give sin mor komplimenter mange gange, og man tog vel af lære af den bedste?

[Deleted]

Derick vidste godt at både Elanya og Lucas var stressede, og han vidste at han også snart selv skulle blive en del af det, nu hvor Jason havde trukket sig tilbage, hvilket han kun var glad for, for så kunne han endelig få chancen hos den kvinde der ejede hans hjerte! Men han måtte erkende at han nu også kun var glad på Jasons og Lisas vegne, for nu kunne de jo også blive en familie hvilket de begge to havde fortjent! Han selv havde desuden travlt som magikernes leder, hvor han stadig prøvede at få skovlen under den nuværende greve Ilosonic Demoniqz, for alle vidste at hvad han havde gjort, men det skulle jo desværre bevises. Denne aften skulle dog ikke gå med grublerier og andre stressede tanker, det skulle kun fokusere på Malanias og Pierces bryllup! Han var glad på deres vegne, at det endelig gik godt for dem, for selv de havde mødt en masse modstand, hvor han jo selv havde hjulpet dem på vej. Han smilede let, som Elanya lagde sit hoved mod hans skulder. Han håbede på at de også snart kunne få hinanden, uden at skulle skjule sig det mindste, for det var noget som han faktisk var træt af! Han var dog tålmodig – som han nu kunne blive – hyggede sig når han endelig var sammen med hende, for hun arbejdede jo alligevel meget, skønt han til tider også tvang hende til at holde pause, for hun havde sin tilstand at tænke på! Og han ville ikke have at der skulle ske noget med deres barn! For han glædede sig jo faktisk til at blive far! Han sendte hende et beroligende og varmt smil, hvor han hjalp hende ned fra kareten, kun for at vende sig mod Pierce. At manden var så ydmyg over for Elanya morede ham virkelig kun! „Nå.. intet buk for mig?” spurgte han drillende, inden han selv klappede Pierce på skuldrene. „Selvfølgelig! Jeg kunne da ikke drømme om at gå glip af dit og Malanias bryllup. Det er godt at se dig igen!” svarede han sandfærdigt, som han sendte Pierce et skævt smil. At han kommenterede Elanyas mave, fik ham til at trække på smilebåndet, hvor han lagde en hånd mod hendes mave og strøg maven ganske let. „Mhm.. tak min ven.” Han vendte blikket mod Elanya, hvor han skænkede hendes kind et blidt kys. Det var jo faktisk lidt umuligt at skjule, og nok de skulle passe på i offentligheden, men han ville bestemt ikke lægge skjul på at hun bar rundt på hans barn! Det var nemlig noget som han var utrolig stolt af! Han vendte let blikket mod Elanya, som han kunne se at hun frøs, hvor han strøg hende blidt over armene. „Du fryser,” bemærkede han, inden han tog sin habitjakke af, for at lægge den omkring hendes skuldre, så hun kunne få lidt varme. Han var jo blevet ret overbeskyttende ved hende, efter at hun var blevet gravid, men det manglede da også bare, for han ønskede ikke at der skulle ske noget med hende eller barnet! Han gjord en gestus med sin arm, som tegn til at hun skulle tage fat, inden han fulgte efter Pierce ned mod stranden. „Selvfølgelig går det an! I kunne ikke bo et smukkere sted!” Hvis ikke han havde valgt at følge med Elanya ind i den royale række, så var det jo præcis sådan han selv ønskede at bo, et fredeligt og idyllisk sted, her var jo direkte perfekt! Det måtte han næsten misunde de to for!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var virkelig overrasket over hvor gode børnene havde været til at hjælpe. Daniel var altid meget på, specielt i den tid hvor Pierce ikke var hjemme, men på arbejde, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes del. Tanken om at de skulle giftes, var virkelig en tanke som kun måtte glæde hende, og den glædede hende virkelig enormt! Kjolen havde hun allerede rettet på hundrede gange til nu i løbet af alt for kort tid, men hun skulle jo ordne det hele og maven var faktisk en anelse i vejen, men hun var virkelig for lykkelig til at hun overhovedet bed sig mærke i det! Det var bestemt ikke fordi at hun regnede med at skulle være fed ved sit eget bryllup, men det bragte nu lidt mere charme til det, gjorde det ikke? Endnu en gang glattede hun kjolen til og med den samme tænkende mine og endnu en gang vendte og drejede hun sig i spejlet, mest af alt, fordi at det skulle se fuldkommen perfekt ud! Hun ville gøre alt for at se Pierce stå og måbe ved gazeboen som de havde fået sat op, også fordi at det var noget som kun fik hende til at smile, for det var noget som hun anså som direkte vigtigt og ganske rigtigt, også for hendes vedkommende. Hun vendte sig mod drengene. Begge stod de i deres smukke og flotte tøj, hvor hun mere end glædeligt tog imod lille Daniel, som han kom hen og lagde armene om hende. Hun smilede ganske let, som hun lod hånden stryge ham over håret, som hun også forsøgte at sætte det helt rigtigt – som hun havde gjort de sidste hundrede gange. ”Min lille charmetrold. Du forstår dig på at gøre mor glad!” sagde hun med et stort smil. Hun havde ikke gjort andet end at smile for tiden, også selvom det ikke gjorde hende noget, for hun var virkelig, virkelig glad og ikke mindst frygtelig lykkelig! Og de dejlige unger stod i den grad som en stor del af takken for det! ”Så. Vi skal ikke have, at håret ikke sidder rigtigt..” Hun strøg Daniel over hans kind, idet hun vendte sig mod Stefan. Måske at børnene var tvillinger, men han var den langt mere.. balladeskabende af børnene, selvom der selvfølgelig også skulle være plads til det, selvfølgelig.

Stefan var virkelig ved at være træt af at høre snak om bryllup, kjoler, tøj, blomster, gæster og det hele! Han havde hjulpet til, udelukkende også fordi at han ville vise far at han faktisk godt kunne være sød, og kunne hjælpe til, for han var en stor dreng nu! Han skulle jo snart til at være storebror, så selvfølgelig var det også noget som han ønskede at vise! Han stod med armene over kors og inde ved mor, som hun igen og igen måtte rette på tøjet. Han selv stod i sin sorte habit og med en lille blomst i brystlommen. Selv synes han at det var alt for fint, for han kunne jo ikke få lov til at gøre noget, uden at have mors øjne i nakken! ”Du er rigtig flot mor,” medstemte han. Han mente det dog, selvom minen måske ikke viste det, for han ønskede virkelig kun det bedste for hans forældre, også fordi at det var tydeligt at se at de virkelig havde det godt med hinanden. Han håbede jo selv, at ende på samme måde, når han blev stor!

[Deleted]

Elanya og Lucas var i den grad stresset og presset, men selv små glæder som det her, var bestemt heller ikke noget som hun ville gå glip af! For tiden, så var det noget som skete så sjældent, også fordi at hun var ved at hjælpe til med at skabe et godt fundament for hendes eget rige, og nemt var det bestemt heller ikke! Samtidig med den situation som hun selv befandt sig i, så gjorde det hende kun ekstra sårbar, så det var samtidig også begrænset hvad hun kunne lave i det hele taget, for det var virkelig ikke nemt på nogen måde, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Inden længe ville ventetiden være overstået, hun ville være i stand til at få manden i sit liv, hvilket var noget som hun virkelig så frem til! Nu hvor de sad der ganske alene i den lille vogn ned mod stranden, så kunne de da give sig lidt hen til hinanden og ikke bare med professionel snak, men snakke om alt og intet, holde hinanden i hånden, skænke hinanden de kærtegn, kys og det hele, hvilket i den grad også var noget som hun nød forbandet godt af når det endelig skete! Hun vendte blikket mod ham og med det samme smil. Selv kunne hun ikke lade være med at smile ved tanken om det som de skule til at overvære, samtidig med at hun virkelig glædede sig til at skulle hilse på Malania og Pierce. Selv lod hun mere end glædeligt Derick hjælpe hende ud af vognen, idet hun selv måtte støde mod den sandede bund med sine fødder. Hun havde godt nok sko på, men sandet var koldt, ligesom det var i vejret, hvilket var noget som hun i den grad godt kunne mærke! Hun var dog ikke den som klagede eller brokkede sig, for hun var virkelig glad på deres vegne! Hun vendte sig mod Pierce, hvor hun ikke kunne lade være med at smile, som han talte og direkte bukkede for hende. Hun var der ikke i et royalt øjemed, men for at overvære og bevidne deres lykkelige aften! Hun rystede på hovedet. ”Hvorfor skulle det ikke være så specielt, min kære ven? Det er her et bryllup skal stå, så selvfølgelig er det specielt! Desuden hjemmet for to venner af min kære Derick. Enhver ven af ham, er en ven af mig,” sagde hun roligt, som hun vendte sig mod ham. Hun glædede sig til at hilse på deres familie, også fordi at det var en god en af slagsen, for ikke at glemme, at hun tydeligt kunne se at Derick stolede på manden, så gjorde hun det bestemt også! At Pierce havde valgt at kommentere hendes mave, fik hende kun til at smile. ”Mange tak!” sagde hun med en glædelig stemme, som hun også lod Derick stryge hende over maven og tog imod hans kys, for han glædede sig i det mindste lige så meget, som hun selv gjorde, og det gjorde hende virkelig også glad! Hun nikkede stille, som han lagde sin jakke om hende, hvilket hun tog mere end glædeligt imod. Hun frøs faktisk temmelig hurtigt og temmelig nemt, hvilket til tider også kunne irritere hende. ”Her er lidt koldt,” endte hun stilfærdigt. For Derick ville hun heller ikke lyve, for han kunne jo også tydeligt se, at hun måtte fryse! Hun fulgte dem roligt nedover mod stranden med armen roligt hvilende i hans, for her var virkelig smukt! ”Se på stjernerne, Derick.. Det er længe siden, vi har haft tid til at se på dem,” sagde hun dæmpet. Her var jo fuldkommen stjerneklart. Det var og blev en fantastisk og perfekt aften!

[pierce]

Det var en stor aften for Pierces vedkommende, og han måtte erkende at han faktisk snart ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv, selvom der i princippet ikke var noget at være bekymret for, men han var bare bange for at noget skulle gå galt, at det pludselig skulle regne, for der var jo intet læ eller ly og … han grublede over alt for mange ting! Han håbede bare at Malania havde styr på alt indenfor! Og ikke mindst på de to små, men.. mon ikke hun havde det? At Derick kom og var ledsaget af Dronningen af Procias, var noget som virkelig måtte beære ham! At have en så højtstående og vigtig person til sit eget ydmyge bryllup, ja.. det var virkelig stort! Hendes ord fik ham til at trække mildt på smilebåndet. Han måtte dog erkende at han næsten følte det helt akavet at stå over for hende, for.. han vidste ikke om han skulle kalde hende ved titel eller ej, men alt andet ville jo være uhøfligt og han ville ikke have at hun skulle tro at han ikke respekterede hende, for det gjorde han i allerhøjeste grad! „Jeg er kun glad for at I begge kom.. og det ved jeg ikke mindst at Malania også er,” svarede han stilfærdigt, som han sendte dem begge et varmt og taknemligt smil. Derick havde hjulpet dem så meget, at han ikke engang vidste hvordan han skulle hjælpe igen! At det så ikke kun var ham der skulle være far igen, men faktisk også Derick, var noget som glædede ham på deres vegne! Han kunne selv huske hvordan det havde været at være far første gang, det var jo også noget som Derick havde sørget for kom til at ske, for drengene kunne jo have været døde dengang horroren blev trukket ud af Malania, børnene bar dog selv bæstet i sig, selvom han og Malania prøvede at få dem til at træne deres sind så de kunne kontrollere sig selv, så det ikke endte med at de gjorde skade på dem de elskede og holdt af. Han gik roligt ned til stranden igen, hvor de resterende gæster sad, inden hans blik faldt på gazeboet, hvilket også var noget som fik en klokke til at ringe, hvor han vendte sig om med en panisk mine. „Hvor.. hvor er præsten?! Hv-hvor er Lucas?!” spurgte han med en panisk stemme, for det manglede da bare at præsten slet ikke ville dukke op! Så var det bryllup ødelagt, og det var ellers en så perfekt aften at gøre det på! Han mærkede næsten hvordan hans hjerte sank i hans bryst, for han kunne næsten lige se Malanias skuffede blik for sig.

Alt det bryllup-halløj, var noget som Daniel gerne ville have overstået! Han hadede at være klædt så fint på, for nok han godt kunne være ansvarlig, men selv han kunne være vild, og han elskede virkelig alt det afslappede tøj! Dette kunne man jo slet ikke bevæge sig i! Han kunne mærke hvordan hans vinger var ved at gå i krampe, fordi han ikke kunne strække dem. Han måtte dog indrømme at hans mor så godt ud i kjolen, selvom hun altid klagede over at hun var tyk på grund af maven, men hun bar jo rundt på deres lillebror eller søster! Han vendte blikket muntert op ad sin mor til hendes ord, hvor hans smil forblev stort og bredt på hans små læber. Han kunne godt lide at gøre mor glad, men han havde jo også altid haft det bedste forhold til sin mor end til sin far. At hun strøg hånden over hans hår, for at sætte det igen, fik ham til at himle irriteret med øjnene, hvor han så sig ind i spejlet, som de stod ved. „Hvorfor skal vi have det tøj på? Det er dumt og fimset!” beklagede han sig, som han vendte blikket protesterende op mod sin mor. „Og jeg kan ikke bevæge mine vinger!” fortsatte han, Stefan måtte da tænke nøjagtig samme tanke! Han lod fingrene glide over håret, der var redt fint til side, næsten som han i smug prøvede at gøre det en anelse mere pjusket, for han så da total dum ud!

[Deleted]

Denne aften var noget som Derick bare ønskede at nyde, for de var blandt venner og væk fra de store pligter der hvilede derhjemme, så de kunne vel godt tillade sig at slappe af? Ikke nok med det, så ville det vel også give et godt rygte at de faktisk mængede sig med befolkningen? Skønt de godt nok befandt sig i Manjarno, men stadig! Det kunne jo lige så godt have fundet sted i Procias, hvis det var det! Han var bare utrolig glad på Malanias og Pierces vegne, for han havde jo set dem være i lige så store frustrationer, så han var glad for at de endelig havde fundet lykken og havde slået sig ned sammen, og de kunne virkelig ikke bo et flottere sted! Han måtte indrømme at det var en perfekt aften til at holde bryllup på! Han smilede skævt til Pierces ord og nikkede let. „Selvfølgelig min ven.. det manglede da bare!” svarede han stilfærdigt, uden at han tog blikket fra ham. „Og den kære brud? Er hun i gang med at gøre sig klar?” spurgte han roligt. Han kunne ikke få øje på Malania herfra, så han ville skyde på at hun var inde i huset. Deres børn glædede han sig også til at se, for dem havde han jo aldrig mødt før! Han vidste at de bar horroren i sig, for det havde været uundgåeligt, da hun allerede havde været gravid med dem, da han havde taget horroren ud af hende. Men af den grund havde børnene jo heller ikke behov for at blive onde monstre når de blev ældre, for de havde jo kærlige og gode forældre. Han selv var jo født vampyr, og han var endda faldet for den procianske dronning, den kvinde som han stolt kunne sige bar hans eget barn den dag i dag. Han puttede Elanya under sin habitjakke, som han sendte hende et varmt smil. Han fulgtes ellers efter Pierce ned til stranden, selvom han vendte blikket mod Elanya, da hun talte, inden det gled videre op mod himlen og de mange smukke stjerner. Han trak på smilebåndet til hendes ord og nikkede ganske let, inden han lagde sin frie hånd over hendes der hvilede på hans anden arm. „Snart.. når presset har lagt sig, så skal jeg nok tage dig med ud og se på stjerner igen min egen,” forsikrede han hende i en kærlig tone, som han trykkede ganske let omkring hendes hånd. Han elskede hende virkelig utrolig højt! Blikket vendte han mod Pierce, da han vendte sig om og med det paniske udtryk i hele ansigtet. Han blinkede let overrasket med øjnene, inden han brød ud i en munter og klar latter. Han lagde en hånd mod Pierces skulder. „Slap af Pierce! Lucas er på vej! Han kommer snart med sin egen ledsager, så bare rolig.. du får skam din præst,” forsikrede han ham, hvor han klemte let beroligende om mandens skulder, for han kunne tydeligt se at han var helt anspændt, men det forundrede ham egentlig ikke, for manden skulle jo giftes! Det var en stor aften og et stort øjeblik i mandens liv, så selvfølgelig skulle alt være perfekt! Han vendte blikket en anelse rundt, hvor det faldt på gæsterne og ikke mindst det orkester som han selv havde insisteret på, skulle være der, for det manglede jo bare!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At Dronningen af Procias ville deltage under vielsen, var virkelig en tanke som glædede Malania, for ikke at glemme, at hun virkelig følte sig beæret over at hendes egen dronning ville være til stede under det hele på denne måde! Selv var hun ved at være en anelse nervøs, men det var ikke fordi at det var noget som forundrede hende som sådan, for.. hvorfor skulle det? Der var mange til at sidde og kigge, der var mange til at bevidne deres store dag, og hun var jo – ligesom alle andre som havde stået i hendes sted, panisk bange for at der skulle gå et eller andet helt galt under vejs, for det var slet ikke noget som hun ønskede sig! At tøjet var i vejen for de kære børn, var ikke noget som forundrede hende, for.. et sted så havde hun vel heller ikke ligefrem taget højde for at de havde vinger som der skulle være plads til? Det var bare for i aften, så behøvede de slet ikke tænke på det mere, for hun regnede bestemt ikke med at skulle giftes igen, for Pierce var virkelig manden i hendes liv! Måske hun havde klaget lidt over at hun var stor og tyk, men hun bar jo også et barm i sit indre. Af den grund, så morede det hende virkelig også at se hvor meget Daniel var over hende og tanken om at hun skule skænke dem en ny lille en i familie, var en tanke som glædede hende, også fordi at Pierce havde taget så frygtelig godt imod det! Hun smilede et muntert smil til Daniel, selvom det var tydeligt, at han også var træt af det hele, hvilket hun godt kunne forstå, for det ville hun i den grad også have været i den alder. Hun betragtede ham roligt, som hun fik håret sat ordentligt, så han virkelig lignede en storcharmør. Dronningen af Procias var jo til stede, hvilket også var noget som hun slet ikke kunne undgå at tænke på, så alt skulle virkelig være perfekt! Hun strøg knægten let over kinden. ”Fordi mor og far skal giftes. Så skal du nok få lov til at tage det af igen.” Hendes ord var noget som man kunne stole på, og det var noget som børnene også vidste.

Stefan vendte blikket mod Daniel, for han kunne godt sætte sig i hans sted, for det sitrede lige så også i hans vinger efter at blive strukket, for det var faktisk ikke behageligt! Han vendte blikket stille mod dem. Selv holdt han sig en anelse på afstand fra dem, for det der sukkersøde noget, var ikke ligefrem ham, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Det er virkelig ubehageligt mor. Det gør helt ondt..” sagde han stille. Han var ikke typen som normalt beklagede sig, for det gjorde han normalt aldrig! Han vendte blikket ned af sig. Han rørte ikke ved noget, han fumlede ikke med håret, også fordi at han vidste hvor stor og hvor vigtig denne dag var for deres far, så selvfølgelig var det også noget som betød meget for ham, for han ønskede jo også at se mor og far glade og lykkelige, specielt når det var noget som de var sammen. Så.. hvorfor ikke lade dem vær sammen? Han vendte blikket, kun lige til at se sig selv i spejlet. Det lignede slet ikke ham at være så fin! Han var jo knægten som kom mest mudret hjem, og det kunne han ikke engang få lov til i aften? Han ville da gå helt amok, for han havde virkelig lyst til at gøre det allerede nu! ”Og.. og det Daniel siger, er rigtigt. Det ser virkelig fimset ud..” beklagede han sig igen, som han slog armene utilfredst over kors.

[Deleted]

Dette var en aften som Elanya virkelig ønskede at nyde, om det var noget som man ville det eller ikke, for løgn var det ikke. Det var nu de havde en mulighed for at komme lidt væk, se på noget lykke, og som hun havde hørt, så havde Malania og Pierce også haft sit at slås med. Et sted så kunne man jo næsten sige, at de stod som forbilleder for hende, og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt! Et stille smil hvilede på hendes læber som hun vendte sig mod dem. Det var minsandten et smukt sted som de havde fundet sig. Et sted som det her, ville hun selv elske at være på, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Nu var det ikke fordi at hun ønskede at stå der og være utilfreds eller noget som helst, som det måtte stå allerede, det var helt sikker ikke. Turen tog hun ganske roligt ned af stranden. Det var svært nok i de høje hæle, selvom det slet ikke var noget som hun sagde det mindste til, for det var bare noget som hun bare måtte vænne sig til. Der var ikke plads til sure miner i aften, det var helt sikkert! Hun lod armen roligt hvile i Dericks, for det føles virkelig rart at have ham ved sig på denne her måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Det morede hende at se Pierce rende rundt med nerverne udenpå tøjet, for hun kunne godt forstå ham. Hun havde godt nok stået i den situation ganske mange gange, men det var nu underordnet. Næste gang blev forhåbentlig også den sidste gang, for hun ønskede bare at falde til ro, finde en mand som hun kunne elske og hun var i den grad helt sikker på at hun havde fundet ham nu, og hun bar hans barn, hvilket kun gjorde, at de faktisk havde en lille en på vej, de var faktisk på vej til at blive en familie og hun nød virkelig af tanken. ”Mhmm.. Det vil jeg virkelig se frem til, min egen,” sagde hun dæmpet, for løgn var det ikke engang. At Pierce direkte hidset sig op på grund af den manglende præst, var noget som direkte fik hende til at smile, og alligevel slippe Derick, så han kunne få roen tilbage i manden. Det at se ham så rolig, så forfjamsket, og pludselig så panisk, for at der skulle være noget galt, morede hende! ”Du kan tage det helt rolig, Pierce. Lucas kommer med vogn inden alt for lang tid. Det var lige tidsnok at hans ledsager blev færdig og klar,” forklarede hun roligt. Hun lod endnu en gang armen glide i Dericks og med det samme stille smil på læben. ”Er der noget som vi kan hjælpe med af forberedelser, inden Lucas dukker op?” spurgte hun roligt. Hun ønskede jo heller ikke at se manden stresse så meget som han gjorde, for det var meningen at han skulle nyde det i aften og ikke stresse mere end det som måtte være højst nødvendigt! Orkesteret spillede behagelig musik, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile. Hun vendte blikket ganske roligt mod Derick endnu en gang. ”Det her gør jo at jeg ser frem til vores,” endte hun dæmpet, som hun lagde hovedet mod hans skulder. Det var virkelig rart, at hun var der sammen med ham, frem for nogen anden, for.. han havde jo selv den betydning for hende, så det var en ære, at de kunne være der sammen og bevidne andres store lykke!

[pierce]

Egentlig var alt klart, men det som stressede Pierce, var at han ikke kunne se til Malania og vide sig sikker på om hun var klar eller ej, han havde jo ikke engang set noget til børnene! Han gik dog ud fra at Malania stod for alt det, for ellers havde hun vel sagt noget? Han var faktisk ved at være utrolig nervøs! Det var vel egentlig også forståeligt? Det var en så stor en aften og han ønskede bare at alt skulle være perfekt, allermest for Malanias skyld, for han vidste jo hvor meget hun havde glædet sig, og snart så store forventninger hun havde sat, og han ville så gerne gøre hende glad! Han glædede sig ikke mindst, og mest af alt glædede han sig til at se hende i hendes kjole, for den havde han ikke engang fået et smugkig af! Mest af alt glædede han sig bare til at de fik en ring som bevis på deres kærlighed og endelig kunne kalde hinanden for mand og hustru! Han nikkede roligt til Dericks ord. „Ja hun er et eller andet sted inde i huset,” svarede han roligt, som han vendte blikket tænksomt mod huset. Han anede jo ikke hvordan det gik derinde, eller om kjolen passede eller noget som helst! Selv det kunne give ham stress! At Derick grinede og selv Elanya morede sig over hans paniske og pludselige reaktion, forundrede ham egentlig ikke, men han var virkelig bare så nervøs og følte sig helt stresset! Han trak vejret dybt og nikkede ganske let. „Okay..” Han sank den klump der havde sat sig fast i hans hals, hvor han prøvede at berolige sig selv. Præsten var på vej, så var alt vel godt? Han vendte blikket mod Elanya og sendte hende et taknemligt smil. „Det er vældig sødt af dig,” svarede han stilfærdigt, som hun tilbød sin hjælp. Han vendte let blikket mod huset, inden han så mod Elanya igen. „Hvis du vil tjekke op på Malania? Jeg har fået strenge ordrer om ikke at se hende før alt begynder.. desuden så tror jeg at hun glæder sig til at møde dig, hun har talt om det siden jeg friede,” svarede han morende, hvor han ikke kunne lade vær med at smile ved tanken. Han glædede sig virkelig til at se hende! Så længe han bare vidste at Malania var klar, så kunne han vel godt slappe af? Så manglede bare præsten og så var alt egentlig klart.

Måske Daniel og Stefan ikke ligefrem altid kunne enes, men derfor var hans tvillingebror faktisk hans bedste ven, og egentlig også hans eneste, for der havde jo aldrig været nogen anden igennem hans liv. De lignede hinanden på en prik, det var næsten som at se sig selv i spejlet, skønt der var visse træk de ikke lignede hinanden på ved udseende og ikke mindst så var personlighederne helt anderledes! Han vendte blikket lettere utilfreds op mod sin mor. „Okay.. men så snart det er slut, vil jeg have det af!” svarede han næsten håbefuldt. Han var gået med til hans forældres kompromisser, for han vidste jo at det var en stor dag, men derfor hadede han at være sådan.. nærmest spændt fast over det hele ude af stand til at bevæge sig! Han så mod sin bror og nikkede istemmende til hans ord, inden han så op mod sin mor igen. „Nemlig!” endte han medgivende, hvor hans mine forblev lettere protesterende. Han havde fået de samme instrukser om og om igen, hele dagen! De skulle hver bære mor og fars ringe ind, han skulle bære sin mors, og de skulle gå en anelse bag sin mor, og stå på hver side af deres forældre, når de kom op til gazeboet, og når præsten gav tegn, skulle de give ringene, det var virkelig pærelet! Han ville snart bare gerne have det overstået!

[Deleted]

Malanias og Pierces bryllup, gjorde kun at Derick glædede sig endnu mere til sit eget! Men.. han skulle vel krones først? Han skulle jo blive konge, hvilket var en tanke som han faktisk havde været meget imod til at starte med, for han ønskede slet ikke at være en del af det royale, for ham var det fint nok at bo.. ja, næsten som Malania og Pierce, helt afsides og i idyl og harmoni med naturen, det var jo helt perfekt! Men han vidste godt at det ikke kom til at gå den vej, han vidste at han skulle være konge af Procias og det var også fint nok, de fik et stort sted at være, skønt der var mange pligter, men han elskede Elanya og han vidste at hun var god, nej fantastisk som dronning! Desuden ville han jo gerne vise hende sin støtte, hvilket også var grunden til at han var gået med til at blive magikernes leder – også så han selv fik lidt at lave. Ikke nok med det, så elskede han hende, og han ønskede at være sammen med hende, om det så var på et prægtigt slot eller i et lille træhus, som her. Han trykkede let omkring Elanyas hånd og sendte hende et kærligt smil. „Det vil jeg bestemt også!” svarede han stilfærdigt, inden han vendte blikket ud over den flotte og store strand, samt det glitrende store hav. Han kunne nu alligevel ikke lade vær med at misunde dem for at bo sådan et prægtigt sted, med en lige så flot udsigt. At Pierce var stresset, forundrede ham ikke, desuden kunne han tydeligt se nervøsiteten i mandens blik og på hans holdning, men det var jo klart også naturligt at være nervøs på sin egen bryllupsdag! Det var jo en stor dag! Lucas burde dog dukke op straks og sammen med Raphaella, så vidt han vidste i hvert fald, de ville jo køre lidt efter dem, så der burde ikke gå lang tid. At Elanya kunne tjekke op på Malania lød som en god idé, for han ville jo gerne have at hun skulle møde hans venner, for han kunne faktisk rigtig godt lide Malania og Pierce, de var blevet ham nære venner. Han vendte blikket mod Elanya og nikkede roligt. „Det lyder som en god idé. Hun er sikkert mindst lige så nervøs og du vil sikkert kunne give hende gode råd,” svarede han stilfærdigt, som han sendte hende et skævt smil. Han lænede sig mod hendes og skænkede hendes kind et blidt kys. „Så ser jeg til jer om lidt,” forsikrede han hende, han ville lige få roet Pierce ned først! At hun lagde hovedet mod hans skulder og med de ord, fik ham til at trække på smilebåndet. „Så er vi to min kære,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et varmt smil. Han strøg hende blidt over kinden, kun for at skænke hendes mundvig et blidt kys. Han vidste godt at de altid skulle være forsigtige, men når han først var sammen med hende, så kunne han virkelig ikke holde fingrene væk! Han nød jo at være over hende! Også fordi hun bar deres barn.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var måske mere rolig end det som Pierce var, men det var kun i det ydre, for i det indre, så var hun helt rastløs! Hun havde været utrolig tidligt oppe her til morgen, og det var noget som hun havde valgt fuldt ud bevidst, for hun havde haft utrolig meget som skulle på plads inden aftenen ville falde! Og specielt nu hvor hun vidste at Elanya også ville være der til at overvære deres store dag, hvilket hun virkelig var direkte beæret over, for det var virkelig en utrolig stor ting! Hun betragtede roligt sine drenge som stod der med den protesterende og irritable mine. Hun vidste godt, at hun måske havde været lidt meget efter dem, men i aften, var det virkelig vigtigt for hende, at drengene viste sig fra deres bedste side – og det gjaldt i den grad også Stefan! Hun havde allerede stoppet knægten i at søge ud flere gange, for han ønskede ud at rode i sandet, og hun kunne selvfølgelig godt forstå ham, men.. ikke lige i aften! Hun vendte blikket mod dem begge to, som de stod der med den direkte protesterende mine. Hun lod hovedet søge let på sned, og uden at skulle tage blikket væk fra dem. Hun kunne jo ikke lade være, for hun vidste godt, at det måtte være ubehageligt, men så snart vielsen var ovre og de gik videre til resten, så skulle de nok få lov til at strække lidt på vingerne, for hun vidste at børnene lignede deres far alt for meget på det punkt! De nød at rende rundt blottet fra hoften og op, selvom det ikke var noget som hun havde noget imod som sådan, for børnene ville vel sige til, hvis de begyndte at fryse? Det var noget som hun håbede, om ikke andet! Hun slap et lille grin. ”Ved I hvad? Jeg synes I begge ser rigtig, rigtig smukke ud i det tøj!” begyndte hun. Hun var virkelig glad, og hun var virkelig lykkelig, så der var ingenting som kunne ødelægge det i aften! Hun førte en let vildfaren lok bag hendes øre, som hun lod hovedet søge ganske let på sned. De var utilfredse, hvilket hun skam godt kunne forstå, for både hende og Pierce havde været meget efter dem, men de havde virkelig også været hjælpsomme og de skulle jo også til at være storebrødre, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit også for hendes del. ”Måske far kunne bruge noget hjælp af Jer to? Der kommer nemlig meget fint besøg i aften, så mor vil gerne have at I skal opføre Jer ordentligt. Også når I får jakken af,” fortalte hun ganske stilfærdigt, og med en ganske alvorlig mine, for løgn var det bestemt heller ikke, om det var noget som man nu ville det eller ikke. For intet måtte gå galt i aften, og det var virkelig også det eneste som hun egentlig havde i tankerne. Drengene skulle være med til at gøre det hele perfekt! ”Det dumme hår..” mumlede hun let for sig, som hun igen vendte sig mod spejlet, hvor hun igen gav sig til at rette på det. Hun havde noget som mindede om en tiara på hovedet. En lavet af simpel metal, men udsmykket med de smukkeste hvide blomster som de havde haft at finde, selvom det ikke havde været nemt, men.. i aften ønskede hun at være en som Pierce kunne måbe af, og det var noget som hun agtet at være!