A beautiful wedding! A beautiful dream!

[lucas]

At høre musikken spille, var noget som fik Lucas til at smile, for nu skulle det hele jo til at begynde! Han var faktisk selv lidt spændt, for han havde jo ikke fået hilst på bruden, skønt han ikke var i tvivl om at hun ville være smuk, som enhver brud var på denne hellige aften! Et bryllup, et ægteskab og det at forene to sjæle i et bånd i al evighed, var noget som han tog ganske seriøst. Man skulle ikke bare gifte sig for at blive gift. Han vidste godt at de levede i en tid, hvor der var mange arrangerede ægteskaber, hvilket han sådan set også havde det fint med, men.. det som varmede ham mest, var at se to sjæle der virkelig begærede og elskede hinanden og som gav sig hen til hinanden på denne måde, for det var jo store løfter som skulle gives! Han vidste godt at han selv havde været med til at få Elanya og Jason gift, skønt det ikke havde været af hjertet og et sted havde det jo også gjort ondt på ham at adskille Jason fra Lisa og børnene, men som kongelig rådgiver, var han jo nød til at tænke på det bedste for landet, og det havde det midlertidige bryllup været. Det skulle være et skifte, så Elanya kunne stå på tronen – en sand procianer og en fantastisk dronning – og forhåbentlig så havde hun også fundet manden i sit liv, skønt han vidste at Derick ikke var den mest velsete i landet, men at han havde gået lysets vej for den han elskede.. det beviste vel også at det var her han ville være? Han vidste at Elanya kæmpede for sit ry, ligesom han vidste at Derick gjorde, men han var uden tvivl sikker på at det hele nok skulle gå, folket var jo faldet mere til ro, nu hvor alle dvasianere var ude – foruden en enkelt én, som virkelig var en torn i øjet på ham! Ilosonic Demoniqz, men så snart han fandt en måde at kunne få manden ud på, så ville han også gøre det! Så kunne Procias endnu engang bestå af det som det altid havde gjort: lysets væsner! Det var dog hverken arbejdet, Ilosonic eller noget andet som han ville tænke på denne aften, nej han ville fokusere sig helt og holdent til brudeparret, et par som han faktisk glædede sig til at vie, specielt fordi han vidste at de elskede hinanden. Blikket gled mod Derick, der kom gående med bruden, hvilket fik ham til at trække på smilebåndet, for hun så virkelig, ufattelig smuk ud! Klart én af de flotteste brude han nogensinde havde set! Han mærkede hvordan varmen spredte sig i hans indre, for sådanne situationer der strålede af lykke, var noget som måtte få hans indre lys til at flamme op. Han var jo et lyst væsen, skabt at lys og varme, alle de positive følelser smittede af på ham og gjorde ham et sted.. stærk – specielt når han selv følte disse stærke følelser, som stor glæde og lykke, hvilket han gjorde, for han havde jo selv fundet en kvinde, som han ønskede at give sig hen til, som respekterede ham for den han var og som ikke mindst elskede ham.

[pierce]

At høre musikken spille, at se gæsterne rejse sig og vende sig imod huset, var alt sammen noget som virkelig måtte få Pierces hjerte til at banke så hurtigt at han ikke engang kunne høre det, mod hans bryst, hvor han for alvor mærkede nervøsiteten stige, men ikke mindst lettelsen over at det endelig var tid! Nu kunne der vel næsten ikke gå noget galt.. kunne der? Han turde næsten ikke tænke tanken i frygt for at det ville ske alligevel, så han blev blot pænt stående ved sin plads, midt i gazeboet venstre for Lucas, hvor han roligt vendte sig, så han kunne se mod huset. Han sank en klump, prøvede at roe sig selv ned, hvor hans blik faldt på Derick, der åbnede døren, inden han så mod den smukke brud der efterfølgende kom ud, hvor han direkte tabte kæben! At se Malania i den smukke kjole og med den flotte udsmykning, var noget som.. som han langt fra havde regnet med! Han havde jo godt vidst at hun havde arbejdet på kjolen, men han havde aldrig fået et glimt af den! Han kunne ikke lade vær med at stå med åben mund, da hun kom gående op ad den røde løber, ført af Derick og med drengene efter sig. Han blinkede lettere vantro med sine øjne, for han havde jo aldrig set hende så smuk før! Han mærkede for alvor hvordan hans hjerte måtte slå imod hans bryst for fulde hammer, hvordan blodet blev pumpet ud igennem hans krop, snart hurtigere end hvad han kunne klare, hvor han pludselig følte sig helt.. svimmel? Han kunne ikke lade vær med at stirre på hende, hvor det var som om at alt andet forsvandt fra hans blik, alle gæster, alle omgivelser, selv drengene forsvandt, så han kun så Malania, der kom gående op imod ham. Hun var virkelig forbandet smuk! At han skulle være tilsmilet og velsignet ved at have sådan en flot kvinde hos sin side, var slet ikke noget som han kunne forstå. Hun var ham virkelig fantastisk.. nej, han kunne slet ikke beskrive med ord, hvor smuk hun så ud, for uanset hvor meget han tænkte over det, så kunne han ikke finde det passende ord til hendes beskrivelse og skønhed. Men hun var uden tvivl den smukkeste kvinde han nogensinde havde set, og han var så heldig at hun skulle være hans! Nu skulle han endelig giftes med hende!

At det hele skulle til at begynde, var noget som Daniel glædede sig til! Han var jo faktisk selv en anelse spændt på at se det hele, men han måtte indrømme at han bare mest af alt glædede sig til at få jakken og skjorten af, så han igen kunne bevæge sine vinger! Han kunne godt mærke at mor glædede sig, selvom han ikke helt forstod det, for han var faktisk ikke helt sikker på hvad der skulle ske, foruden at mor og far skulle have ringe på fingrene, men.. hvorfor ikke bare give hinanden det på? Han forstod ikke denne ceremoni, men han var jo også kun en lille dreng. Han så blot mor og onkel Derick gå op ad den røde løber, hvor han næsten måtte tælle deres skridt, inden han kort så mod Stefan, inden han trådte ud af stuen og ud på terrassen, hvor han fulgte efter sin mor og Derick hen over den røde løber, hvor han holdt den røde pude med guldringen ude for sig. Nu var de i gang og snart ville det også være slut, hvilket han snart så mest frem til!

[Deleted]

Det var uden tvivl en smuk aften at holde et bryllup på, og lige straks ville det hele gå i gang! At Malania var nervøs, var der slet ikke noget at sige til, for det var jo ganske normalt at være det på sin bryllupsdag! Pierce var jo mindst lige så nervøs som hende, så det heldige brudepar stod jo i samme båd, selvom der i princippet slet ikke var nogen grund til denne anspændthed, for alt skulle jo nok gå! Snart ville de have hinanden og ikke mindst en ring på det som deres bevis, og før de vidste af det, så var de blevet viet og gift af Lucas, og så ville de kunne leve resten af deres liv i, forhåbentlig fred og lykke. Som musikken startede med at spille den traditionelle bryllupsmelodi, så var det mere end klart et tegn på at det skulle begynde og at alle og alt var klart. Derick klemte let omkring Malanias ene hånd, der hvilede omkring hans arm, inden han valgte at gå ud på terrassen og på den røde løber, som han gav sig til at følge i et roligt og kortfattet tempo. Han så sig ikke bagud for at se om drengene var med, da han var mere end sikker på at de var klar over hvornår de skulle gå og følge efter dem. Han holdt omkring Malanias hånd hele vejen op ad den røde løber, hvor han prøvede at berolige hende, selvom han næsten kunne fornemme hvor hurtigt hendes hjerte måtte slå imod hendes bryst. At se Pierces reaktion, var noget som virkelig måtte more ham, hvor han ikke kunne skjule det lille morende træk på mundvigen, skønt han ellers så ganske fattet ud. Han bar kun sin blodrøde skjorte, da han havde givet sin jakke til Ela, for at hun ikke skulle fryse, selvom han heller ikke sagde noget til det, for han ville langt hellere fryse end det som han ville have at hun skulle! Hun havde jo trods alt også barnet at skulle tænke på! Han vendte kort blikket mod de mange gæster, inden han så direkte op mod gazeboet, hvor Pierce stod på hans højre side, og hvor det var mere end tydeligt at manden var helt nervøs og mundlam! Han valgte roligt at stoppe ved gazeboet, hvor han klemte let omkring Malanias hånd, inden han slap hende, som tegn til at hun skulle gå derop alene. Han sendte hende et beroligende smil og nikkede roligt i stilhed til hende, skønt han var lettere bestemt i minen, for dette skulle gennemføres! Han valgte roligt at trække sig tilbage, hvor han tog plads ved Elanyas side, kun for at tage omkring hendes hånd og trykkede den ganske let. Han var faktisk selv blevet utrolig spændt!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var et sted næsten grebet af en panik, selvom det var under ganske fattede situationer, men sådan var det nu bare. Hendes hænder var fuldkommen svedige, som de aldrig nogensinde havde været det før! Dog af den grund, så skinnede hun som den brændende sol på en højlys dag, for hun kunne i den grad ikke være mere lykkelig, end det som hun var for denne stund, så det var bestemt heller ikke noget som hun sagde noget til på nogen måde. Hun trak vejret dybt, som hun vendte blikket mod Pierce med et stille smil på læben, for manden var den som gjorde hende lykkelig, og det var sådan at hun ønskede det! Hans reaktion på at se hende komme gående i kjolen, var noget som kun fik en mere rød farve til at vise sig i hendes kinder, for Derick havde tydeligvis haft ret, og det var en tanke som kun måtte gøre hende rigtig, rigtig glad! Hun så let ned af sig. Selv på trods af den store mave, så kunne hun bestemt heller ikke være andet end tilfreds, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hendes hjerte hamrede som aldrig nogensinde før. Det var næsten som om at det kun var Pierce som hun lagde mærke til, da det i denne stund, faktisk var det eneste som havde nogen betydning for hende på alle måder. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Hun strålede virkelig som en sol og glæden stod i den grad ud af hendes øjne, som det aldrig nogensinde havde gjort det før, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det ikke engang fordi at det var en løgn. Et stille smil bredte sig på hendes læber, for det var slet ikke noget som hun kunne skjule, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke. ”Han kan lide kjolen!” hviskede hun med en næsten glædelig stemme, for det var ikke engang sådan at det var. Hun vendte blikket roligt mod Pierce igen. At se ham der og vide hvad der skulle ske, var en tanke som gjorde hende direkte lykkelig. Det var slet ikke noget som hun kunne eller ville komme udenom uanset hvad. Hendes hjerte hamrede fast mod hendes bryst, næsten som det ønskede at hoppe ud af brystet på hende og gå hans i møde, for hun var slet ikke i tvivl om at det var Pierce som hun skulle leve livet med! Hun lod smilet kun blive mere og mere tydeligt på hendes læber, jo tættere på ham som hun kunne komme, for det var en tanke som kun måtte vække selv den største glæde i hende som aldrig nogensinde før. Hun vendte blikket mod Derick som de stoppede ved gazeboet. Hun nikkede mod ham, hvor hun mimede ’tak’, for han havde virkelig gjort så meget for hende! Hun vendte blikket roligt mod Pierce, hvor hun gik de sidste skridt, for at komme ham i møde. Han havde ikke set kjolen før nu, og hun nød helt klart af hans reaktion!

Stefan gik de tre skridt bag mor hele vejen, selvom det var svært at finde ud af, om der var gået tre skridt eller ej! Han gik med rank ryg og med blikket hvilende på puden, for et sted så var han vel også bange for at han ville tabe ringen på vejen? Så ville mor og far da først for alvor gå amok! Og det ønskede han bestemt heller ikke! Han vidste godt, at det her var noget som betød uendelig meget for mor og far, og selvfølgelig ønskede han at se dem glade. Selvom han ikke rigtigt kunne forstå, hvorfor man ikke bare kunne give hinanden den ring på og så var man færdig med det, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han stoppede op, som mor gik op af de få trin til gazeboet for at gå far i møde. Han selv holdt sig på fars side, hvor han blev stående. Han ønskede bare at få det hele overstået, så han kunne få jakken og skjorten af og lade vingerne få noget luft!

[lucas]

At se Malania komme gående op ad den røde løber var noget som fik Lucas til at smile stort, for han kunne virkelig umuligt andet! Han kunne tydeligt se hvordan hun måtte stråle med den lyse aura omkring ham, for hun var jo lysvæsen som ham selv, han kunne fornemme lykken der stod i hende, for det var jo så tydeligt! Pierces reaktion var noget som morede ham! Men han kunne selv se lykken i mandens blik og ikke mindst se hvor overrasket han var over at se Malania, men han havde vel heller ikke set hende hele aftenen? At se de to små drenge gå bag Derick og Malania, var noget som fik ham til at smile langt mere, for det var tydeligt at selv de havde været med til at hjælpe. Snart ville de vel også få en lille én på slottet? Elanya var jo gravid, og et sted glædede han sig jo også på hendes vegne! Noget andet han fandt smukt, var fødsler, at se et lille, skrøbeligt barn komme til og få en plads i den store hvide verden, for det var virkelig noget af det bedste! Han betragtede blot Derick sætte sig hen ved siden af Elanya, inden hans blik faldt mod Malania, der stod ved indgangen til gazeboet. Han gjorde roligt tegn til at gæsterne måtte sætte sig ned igen, inden han gjorde tegn til orkesteret at de skulle spille noget lavere og blidere musik. Han vendte blikket mod Malania, som hun valgte at komme op, hvor han betragtede de to små stille sig på deres plads, inden han vendte blikket fra Pierce til Malania. Han ville end ikke genere dem ved at spørge dem om de var klar, for han tvivlede på at de ville udskyde det, eller at de havde fået kolde fødder, skønt de uden tvivl var nervøse. Han løftede let hænderne for at få folk til at tie, da man kunne høre dem mumle, garanteret over hvor smuk bruden var, inden han foldede hænderne foran sig, med den lille sorte læderindbundne bog i sine hænder. „Kære gæster.. Vi er samlet her i dag, for at forene disse to smukke sjæle ind i det hellige ægteskab, med jer, stjernerne og månen, og ikke mindst guderne som vidner,” begyndte han roligt og ikke mindst med en professionel stemme, for han var her jo faktisk for at ’arbejde’ og ikke hygge som resten af gæsterne – i hvert fald ikke i dette øjeblik. Det var ham kun en stor ære at få lov til at vie dem! Han vendte sig roligt mod Pierce. „Jeg tilspørger dig, Pierce Alejandro Peceriaz. Vil du have Malania Marchioness, som hos dig står, til din hustru? Vil du elske og ære hende, leve med hende i medgang og modgang af alt hvad guderne sætter jer for af prøvelser og fristelser, i al evighed til døden jer skiller?” spurgte han stilfærdigt og dog ganske alvorligt, for dette var bestemt ikke noget som han ville lave sjov med! Det var et helligt ægteskab, et ganske seriøst ærinde! De svarede jo på noget som helst skulle foregå resten af deres liv. Han behøvede snart ikke at kigge i sin bog, da han faktisk kunne hele proceduren ud af hovedet. Han afventede blot Pierces svar, skønt han allerede var sikker på hvad det blev.

[pierce]

Det at se Malania i den flotteste kjole, som Pierce vidste at hun selv havde syet, var noget som virkelig måtte komme bag på ham! Jovist havde han regnet med at hun ville se smuk ud, men han kunne jo ikke komme uden om at han havde foretrukket at en professionel skrædder havde syet den, men det var ord han tog i sig igen, for hun havde virkelig gjort et fantastisk job! Han kunne virkelig ikke lade vær med at stirre på hende, og som om at alt det andet bare forsvandt hen, hvor månen og stjernerne oplyste hende i det smukkeste skær! Han sank en klump, ikke af nervøsitet, men.. af spænding? Glæde? Lettelse? Han var ikke sikker, men det var også underordnet for det eneste som betød noget, var at dette var hans elskede som kom gående op imod ham og som han skulle leve med resten af sine dage. Han følte sig pludselig som verdens heldigste mand! Det var som at se hende, som han havde gjort under deres første møde, hvor hun direkte havde lignet og mindet ham om en engel! Sådan som hun var kommet ham til undsætning, skønt han slet ikke havde været i fare, men det havde hun ikke vidst og det var også det som havde moret ham så meget. Han var blevet forelsket i hende under deres første møde, og pludselig kunne han endnu engang godt huske hvorfor, for hun var jo virkelig fantastisk smuk! Og ikke nok med det, så havde hun den skønneste personlighed! Hun var uden tvivl perfekt! Det var næsten som om at han kunne mærke en forlegenhed stige ham til hovedet, hvor han næsten kunne mærke den røde farve tage til, skønt han ikke gjorde noget ved det, for.. hun var virkelig så smuk! Han blinkede let med øjnene, som hun kom op til ham i gazeboet, hvor han måtte tage sig selv i at stirre på hende med åben mund, hvor han let rystede på hovedet, for at række hende sin hånd, og tage imod hende, kun for at hun skulle stille sig overfor ham. Han kunne mærke at hendes hænder var lige så svedige som hans egne, hvilket et sted morede ham. Han skævede kort mod drengene der kom gående med hver deres ring, hvor han ikke kunne lade vær med at smile, for det glædede ham virkelig at de gad hjælpe til! Han vendte blikket mod Malania, da Lucas valgte at sætte det hele i gang, hvor han trykkede let omkring hendes hænder, for at berolige hende. Hans tyrkisblå øjne, strålede af den lykke og glæde som han følte i øjeblikket, som klart var større end han nogensinde havde følt! Han lod tungen stryge let over sine læber, da han pludselig følte sig så tør i halsen, da Lucas begyndte på sit lange spørgsmål. Han trak vejret dybt og åndede let ud, hvor et lykkeligt smil gled over hans læber, da Lucas stillede ham sit spørgsmål. „Ja. Uden tvivl, ja!” svarede han i en tone der var bestemt og ikke nærede nogen tøven, for det kunne han da slet ikke! Dette var hans livs kærlighed, og han var mere end sikker på at dette var hans eneste ene! Han ville virkelig leve resten af sine dage sammen med hende!

Daniel fulgte blot efter sin mor og onkel Derick hele vejen op til gazeboet, hvor hans blik ikke hvilede på puden, med sine fødder, da han havde svært ved at se om han hele tiden var tre skridt bag sin mor, for til tider gik han for hurtigt, andre gange sakkede han næsten bagud, derfor var han mere optaget af at gå i et passende tempo end at tabe ringen. Han holdt dog godt fast i puden, for ellers ville mor og far da flippe fuldstændig på ham! Han betragtede blot onkel Derick sætte sig hos den rare kvinde, inden han vendte blikket mod sin mor, da hun gik op til far, hvor han roligt fulgte efter sammen med Stefan. Han stillede sig på sin mors side – og lidt bag hende, for han vidste jo godt at han skulle holde sig lidt i baggrunden. Han undertrykte et let gab, da præsten begyndte at tale, for det var virkelig over hans sengetid! Han rankede dog ryggen og blev blot stående, hvor han vendte blikket mod sin far, da han svarede ja. Han ventede egentlig bare på at hans far skulle give ham tegn, så han kunne komme med mors ring.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malanias hænder badet virkelig i sved, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til, for det var sådan at det var. Selvom hun måske ikke forstod sig på den nervøsitet, så var det vel også noget med den tanke om at hun havde alle øjnene hvilende på sig, og hun ikke var særlig god til at skulle holde sig i centrum, for hun ønskede normalt slet ikke den opmærksomhed, men denne stund, så var sagen dog helt klart noget andet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Tanken omkring hvad der skulle ske, var noget som virkelig gjorde hende glad, og mere end det som hun selv kunne beskrive det, for synet af Pierce var virkelig ubeskrivelig! Børnene var lige bag hende og de gjorde i den grad også et fantastisk stykke arbejde! Selvom hun ikke regnede med at de ville være vågne til festlighederne som ville finde sted bagefter, så regnede hun dog heller ikke med at holde dem oppe særlig længe efter det her, for det var langt over deres sengetid! Hendes hjerte hamrede fast mod hendes bryst, som hun sendte Pierce et direkte lykkeligt blik, som hendes hånd roligt måtte glide på plads i hans. Han var det mest værdifulde i hendes liv foruden hendes børn, hvilket var noget som hun i den grad også ønskede at skulle vise ham på de måder som det nu var hende menneskelig muligt, ofr hun var i den grad også præget af følelser på rigtig mange måder, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det ikke engang fordi at det var løgn! Efter al den modgang som de havde været igennem, så ønskede hun virkelig at det endelig skulle lysne lidt op og dette var i den grad et skridt på vejen! De skulle giftes for pokker da! Og med et lille barn på vej, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre end det, det var der heller ikke nogen tvivl om! Selv Pierces hånd var fuldkommen svedige, ligesom hendes egne, og det var noget som glædede hende faktisk, for så viste han da de samme følelser som hun selv måtte gøre, og det var bestemt heller ikke noget som hun havde det mindste imod. Lucas begyndte snakken, og at høre Pierce sige sit ja, var noget som virkelig gjorde hende utrolig glad! Hun smilede let, som hun knugede let omkring hans hånd, også selvom hendes egen var mindre skælven, for løgn var det ikke, for hun var virkelig nervøs, selvom hun vidste, at der ikke var nogen grund!

Stefan talte hele tiden inde i sig selv, også for at få skridtene til at tælle. Selv han måtte erkende, at han var ved at blive godt træt, men sagde nu heller ikke noget til det som sådan, for det var der ingen grund til. Det ville ikke nytte noget at klage alligevel. Han stillede sig roligt på fars side, også selvom han holdt sig mere i baggrunden, hvilket han gjorde af flere grunde. For det første, fordi at det var mor og fars aften, og fordi at det var meningen at det var dem som skulle være i centrum og ikke børnene – for en gangs skyld. Han holdt godt omkring puden, som hvilede godt i hans næver, for han ønskede bestemt heller ikke at han ville miste den, for så ville mor og far da først for alvor gå amok! For ringene ville man da aldrig kunne finde i sandet! Lucas’ tale var ikke rigtigt noget som han forstod sig af, for han var jo trods alt kun en lille dreng, men det var nu sådan at det var. Han kunne ikke forstå at de ikke bare gav hinanden ringen på og fik det overstået, så han kunne få tøjet af. Han vendte blikket mod alle andre, da de havde sat sig og vendte så blikket op mod far, næsten spørgende ind til hvornår han skulle have ringen. Nu havde far sagt ja, så var det vel også mors tur nu?

[lucas]

Malania var uden tvivl en smuk bryd, men det som egentlig morede Lucas, var det faktum at Pierce direkte stod og stirrede! Det var lige før at han slap et grin til det, skønt han dog holdt det igen, for han ville ikke miste den professionelle maske! Han vendte let blikket mod Raphaella, der måtte sidde nede ved Elanya og Pierce, hvor han ikke kunne lade vær med at smile ved synet af hende, for hun var jo den person der fik ham selv til at lyse op som en anden sol, ligesom Pierce fik Malania til at stråle og lyse op af lykke. De var lysvæsner, præget af deres varme og glædelige følelser og den bedste følelse de kunne føle, var lykkelig. Hvilken følelse kunne dog slå lykke? Han kunne godt se at Pierce og Malania uden tvivl var lykkelige, selvom det heller ikke forundrede ham, men selv han havde fået deres lange livshistorie af Derick og han havde godt hørt alt det skrækkelige og hårde som de havde været igennem. Det var også derfor han stod her med glæde i blikket, for han var uden tvivl glad på deres vegne! Han trak let på smilebåndet, som Pierce svarede ja uden tøven. Han havde ikke forventet noget andet svar, for det andet ville da klart have forundret ham! Han nikkede roligt mod Pierce, inden han vendte opmærksomheden mod Malania. Han rømmede sig kort, for at klare halsen, så han kunne tale højt og tydeligt. „Ligeledes tilspørger jeg dig, Malania Marchioness. Vil du have Pierce Alejandro Peceriaz, som hos dig står, til din ægtemand? Vil du elske og ære ham, leve med ham i medgang og modgang af alt hvad guderne sætter jer for af prøvelser og fristelser, i al evighed til døden jer skiller?” spurgte han med den samme klare og alvorlige stemme, hvor han betragtede hende med det samme professionelle og fattede blik. Han vidste selvfølgelig også hvad hun ville svare, for hvorfor skulle hun dog sige nej? Han kunne jo se med hvilket blik hun betragtede Pierce på, som det også var gengældt. De elskede hinanden, det kunne man i hvert fald ikke betvivle på nogen måde! Det var også det som gjorde ham selv så glad, at se to sjæle elske og begære hinanden så højt, som de to måtte gøre. Uden tvivl et godt par! Og med to små, dygtige drenge, der havde hjulpet til, selvom han godt kunne se at de var trætte, men de var vel heller ikke vant til at være så sent oppe? Det morede ham nu lidt. Han rankede let ryggen, uden at han tog blikket fra Malania, da han blot afventede hende sit svar.

[pierce]

Pierce havde aldrig set Malania smukkere! Ikke fordi hun var grim i hverdagen, for det ville da være en løgn, hvis han påstod det! Hun var altid smuk, han var virkelig heldig med en så smuk kvinde som hende! Men han havde aldrig set hende stråle så meget som hun gjorde denne aften før! Hun overgik jo enhver stjerne på himlen og sågar månen kunne end ikke sammenlignes med hende, for selv den visnede ved synet af hende! Det var ikke fordi han ville stå og stirre som enhver anden idiot, men han kunne virkelig ikke gøre for det! Han kunne slet ikke sige hvor heldig han følte sig! Hvor lykkelig han var! Han følte sig helt smaskforelsket i hende, som han havde været under deres første møde, skønt hun havde en langt større betydning for ham nu! Hun var det mest værdifulde som han havde! Selvfølgelig elskede han også sine to små drenge, og de skulle også snart til at have et barn til, men på et tidspunkt om mange år, så ville de jo selv flyve fra reden og så havde han jo kun Malania tilbage. Han ønskede virkelig at tilbringe resten af sine dage med hende! Han tog omkring begge hendes hænder, som han knugede ganske let i sine egne, hvor han ikke tog blikket fra hendes smukke mørke øjne, som han altid havde været så betaget af! Han kunne kigge i dem for flere timer! At give hende sit endelige ja, var noget som han virkelig gjorde uden at tøve det mindste, for han elskede hende og han var mere end sikker på at det var hende som han ville have! De var hende som han ville dele resten af sine dage sammen med, uanset hvad guderne så måtte kaste imod dem, for han nægtede at slippe hende! Han ville stå ved hendes side, være hende loyal og tro i al evighed! Da Lucas begyndte at spørge Malania om det samme, kunne han tydeligt mærke at han pludselig følte sig.. nervøs. Et sted var han jo næsten bange for at hun ville sige nej, men.. det ville hun vel aldrig gøre? Han blinkede let med øjnene, hvor han næsten følte sig helt opkogt bare af at stå og vente på at hun skulle komme med sit svar. Hun kunne da umuligt sige nej! Han lagde mærke til at hendes hænder pludselig begyndte at skælve, hvilket fik ham til at vende blikket mod dem. Han trykkede let omkring hendes fingre, inden han vendte blikket mod hende og sendte hende et opfordrende og ikke mindst beroligende smil. Han elskede hende virkelig højere end noget andet! Han var klar til at gå hele vejen med hende, og det måtte hun på ingen måder betvivle! Han nikkede næsten opfordrende til at hun skulle komme med sit svar, for han betvivlede bestemt heller ikke hende!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Lysvæsner var præget af deres lykke, deres varme og deres lys og nu havde Malania uden tvivl fundet sin i livet, hvilket selvfølgelig var noget som gjorde hende utrolig glad! Hun havde fundet en som kunne se hende, acceptere hende og tage hende som den hun var, for det havde hendes forrige mand slet ikke gjort! Nu hvor hun havde Pierce, så var det i den grad også det eneste som hun skænkede en tanke lige nu, for det eneste som hun havde i tankerne, var den lykke som Pierce skabte hende, også ved at være den mand som han var, for det var virkelig det eneste som havde nogen som helst betydning for hende på denne her måde! Ikke fordi at det var noget som man kunne se væk fra, for det lys og den lykke som skinnede ud af dem begge, var noget som man næsten skulle være blind for ikke at lægge mærke til! Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, og hun følte virkelig at det løb så løbsk, at hun kunne besvime, selvom det slet ikke var noget som hun ønskede sig for denne stund, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun sendte Pierce et glædeligt smil, for hun strålede virkelig! Tanken om deres første møde, hvordan han lå der i vandet og med hovedet ned, var som han havde kaldt på hende og trukket hende til sig på en ganske særlig måde. Det havde i den grad været hvad man kunne kalde kærlighed ved første blik og nu stod de her og skulle skænke hinanden det endelige ja og give sig fuldkommen hen til hinanden, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre end det! Hun vendte blikket stille mod deres hænder, så hun også kunne få begge unger ved øjenkrogen, også fordi at hun havde brug for at vide, at de stadig var der. Det var ikke i aften, at der skulle gå noget galt! Ikke i aften! Lucas fangede dog hendes endelige opmærksomhed som han stilede hende det store spørgsmål. Smilet bredte sig på hendes læber, som hun vendte blikket roligt mod Pierce. Han var og blev hendes lykke. Hun havde aldrig nogensinde været så sikker i hendes liv på noget som helst før! ”Det gør jeg.. Med hele mit hjerte, ja,” svarede hun uden at tøve det mindste. At Lucas ville vie dem, var selvsagt noget som hun anså som en utrolig vigtig ting og ikke mindst en ting som gjorde hende så glad! Igen et tegn på at Derick havde gjort så meget for dem, som aldrig nogensinde før, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! Hendes hånd skælvede ganske let, som hun endnu en gang greb en anelse mere fast omkring Pierces, for hun var faktisk en anelse nervøs, for hun var virkelig bange for, at hun ville glemme sine løfter, for det var også noget af det som hun havde arbejdet så hårdt på igennem den sidste måned, for det var noget af det som hun havde lavet mens kjolen blev lavet – til nu, så var det virkelig tegnene på intet andet end en perfekt aften!

[lucas]

Lucas kunne ikke lade vær med at bemærke at de begge måtte være utrolig nervøse, selvom det nu ikke gjorde ham det mindste, for det var jo kun normalt sådan en stor aften, hvor man var i centrum og med folk siddende og betragte dem, hvor de kun kiggede på dem. Malania var uden tvivl aftenens stjerne og det var vidst også noget som Pierce måtte mene, for man kunne jo lige så tydeligt se det lykkelige glimt og næsten stirrende blik, som man kunne se det lykkelige og strålende blik ved Malania. Et lysvæsen og en havengel? Det var virkelig en.. fascinerende blanding, og han vidste at de to tvillinger måtte have horroren i sig på grund af deres fortid, hvor det også var der at Derick var kommet ind i blikket og havde hjulpet dette par igennem den hårde tid. Han havde faktisk ikke regnet med at se Derick fra sådan en god side, for selv han havde været skeptisk angående manden i starten, men Elanya havde sagt at hun stolede på manden med sit liv, og det gjorde han også selv! Han kunne dog til tider mærke.. måske ikke et mørke i Derick, men at han stadig var lidt anderledestænkende i forhold til mange andre fra Procias, men det var jo godt med forskellige tænkende hjerner! Derfor var han også sikker på at Elanya og Derick ville blive et godt regentpar! Og snart skulle de jo også have en lille, hvilket var en tanke som glædede ham, for han elskede virkelig fødsler som han elskede bryllupper! Blikket vendte han mod Malania, hvor han nikkede ganske let, som hun gav ham og Pierce sit ’ja’. Han vendte kort blikket mod gæsterne, inden han endnu engang vendte blikket mod Pierce. „Du kan hermed nu, afgive dine ægteskabsløfter til Malania og med det, give hende sin ring på,” svarede han roligt, som han så lettere afventende og ikke mindst spændt på Pierce, for ægteskabsløfterne var da klart det bedste! Som præst, så fik man jo altid det samme svar, når man spurgte om de ønskede hinanden som ægtemand og hustru, nemlig ’ja’, men han havde altid hørt forskellige ægteskabsløfter, ord der kom fra hjertet – oftest i hvert fald – og derfor glædede han sig virkelig også til at høre dem fra dem begge. Han vidste ikke hvem af drengene som bar hvilken ring, men det gik han ud fra at de hver især havde styr på, og ikke mindst Malania og Pierce, så han blandede sig blot udenom, hvor han blev stående med den samme ranke holdning, og betragtede sig af Pierce, som han afventede mandens løfter, hvor han næsten var sikker på at der kom en længere talestrøm, men så igen, der kunne også være fantastisk gode løfter, der var ganske korte og konkrete.

[pierce]

Alt det som de havde været igennem, var ikke noget som Pierce fortrød, for han elskede jo drengene for dem de var, om de så havde den horror i sig eller ej, de trænede dem jo i at styre sig under fuldmånen, prøvede at få dem til at kontrollere sig selv, og han vidste at de kæmpede. Han fortrød ikke sit første møde med Malania, uanset hvor akavet deres førstehåndsindtryk havde været, for hun var jo styrtdykket i vandet, da hun havde fået et chok over at han havde været i live, men gudskelov for at han havde været det! For ellers havde han aldrig stået her i dette mest lykkelige øjeblik i hele hans liv! Han havde nok haft en kæreste før hende, og af al respekt til Jelicka, så var Malania bare hans eneste ene og det ønskede han bestemt ikke at lægge nogen former for skjul på! De havde nok haft mange problemer, først det at han var så afhængig af vand, men det havde de fundet en løsning på, nemlig at flytte sammen, så var hun blevet bidt af en horror, men det havde de også fundet en løsning på; nemlig Derick der havde valgt at hjælpe dem, men det så virkelig ud til at lykken tilsmilede dem og det var noget som han virkelig var utrolig glad for! Han kunne mærke hvor nervøs han blev, jo mere han egentlig ventede på hendes svar, for det var jo næsten lige før at tanken om at hun ville sige nej, strejfede ham. Han sank en klump, selvom hendes smil måtte berolige ham, hvor han næsten åndede lettet op, da hun valgte at give ham sit ja. Hans hjerte hamrede imod hans bryst, hvor han næsten ikke kunne høre Lucas for den banken som fyldte hans indre. At det blev tid til at afgive sine løfter, var noget som næsten slog ham ud for.. hvad pokker var det nu han skulle sige?! Han endte med at blinke ganske nervøst. „Øh..” Han var så optaget og ufokuseret af Malanias skønhed at han næsten ikke kunne tænke klart, samt den lykke som virkelig måtte overvælde ham! Han sank endnu en klump og rømmede sig så ganske kort. Skulle han være ærlig, så kunne han faktisk ikke huske hvad han skulle sige, men.. havde det nogen betydning? Det vigtigste var vel at det kom fra hjertet? „Mine løfter kommer direkte fra hjertet af, og du skal vide at jeg mener dem og ønsker at holde dem, af hele mit hjerte. Som din ægtemand, ønsker jeg at ære dig og elske dig i al evighed. Jeg vil kæmpe og stå ved din side i medgang og modgang, uanset hvor mange forhindringer og bump vi støder på vores vej, for du skal vide at uanset hvor svært det bliver, så vil jeg kæmpe for at beholde dig, og selv i den sværeste tid ønsker jeg at være det lille lys i dit mørke. Et lys som aldrig vil gå ud. Jeg ønsker at passe på dig, beskytte dig og holde dig tryg, som det er mig forpligtet som din mand og da du er min elskede,” svarede han sandfærdigt, som han vendte blikket mod Daniel, der holdt puden med sin mors ring. Han nikkede sigende mod ham, som tegn til at han skulle have ringen. Daniel trådte roligt hen til sin far, inden Pierce tog den flotte ring op med sin ene hånd, hvilket fik Daniel til at trække sig en anelse i baggrunden igen – endelig var det ved at være overstået! Pierce vendte blikket mod Malania. „Du er min eneste ene og du har ingen anelse om hvor lykkelig du gør mig. Lad denne ring være et symbol på mine løfter og følelser for dig. Jeg vil altid elske dig højere end noget andet, til døden os skiller,” afsluttede han stilfærdigt og med det tydelige lykkelige glimt i blikket, som han valgte at sætte guldringen med hendes navn indgraveret på hendes finger.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kunne ikke være andet end lykkelig, og det var kun på grund af manden som hun stod ved siden af, så selvfølgelig var hun lykkelig! Tanken om at al den modgang som de havde været igennem, var noget som havde ført dem hertil, var helt klart noget som gjorde det hele bedre for hendes del, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om det. Hun vendte blikket mod ham. At sige nej, var slet ikke noget som ville blive et alternativ på nogen måde! De havde hinanden, de havde den skønneste lille flok unger og endda med en ny på vej, så blev det hele jo bare så meget bedre, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo ikke engang en løgn! Hendes hjerte hamrede og dunkede hårdt og fast mod hendes bryst, og det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. At sige nej, var bestemt ikke noget som ville blive hende et alternativ på nogen som helst måde, hvad end om det var noget som man ville være ved det eller ikke. Det var på tide, at de ville få lov til at opleve den lykke som de begge to havde kæmpet for igennem disse år, for det havde bestemt heller ikke været nemt altid ,det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun vendte sig mere mod ham, som det var på tide for ham at komme med løfterne, hvor det var hende som kunne lytte direkte intenst og opmærksomt. Hans ord var noget som fyldte hende med en varme, for det var noget som hun virkelig elskede at høre ham sige, for det var den følelse som han satte i hende hver eneste dag, bare ved at kigge på hende og sende hende et stille smil, for det var virkelig en fantastisk følelse! En tåre gled stille ned af hendes kind, for hun kunne virkelig kun nyde af det som det måtte resultere i. tanken om at han sagde dem af hjertet, var noget som virkelig gjorde det hele så specielt for hende. Det var slet ikke fordi at hun ønskede at afbryde, selvom hun virkelig havde lyst tul det, mest af alt, for at sige og gengælde hans ord, for hun havde også så meget som hun ville sige til ham! Jo mere han sagde, jo mere måtte hun stråle, for tanken bag, var ganske enkelt fantastisk, specielt også set i hendes øjne, for det var virkelig en utrolig fornemmelse igen! Blikket gled ganske roligt mod hendes finger, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile ved tanken om det, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn i hendes øjne! Hun vendte blikket sigende mod ham endnu en gang, for det var ikke engang fordi at det var løgn. Ringen gled på hendes finger og den passede så perfekt! Bare synet af den siddende der og vide, at det var en som hun skulle bære resten af livet, var så sandelig noget af det bedste af det hele! ”Jeg elsker dig, Pierce..” hviskede hun glædeligt. Hun vidste slet ikke hvordan hun skulle reagere, for hun var virkelig, virkelig glad!

[lucas]

Det kunne faktisk ikke blive en smukkere aften til et bryllup, for himlen var skyfri, den var stjerneklar og månen skinnede end ikke lige så meget som det Malania og Pierce måtte gøre. Det var ikke kun Malania der strålede af lykke, men ligeså gjorde Pierce, hvilket var noget som helt måtte smitte af på Lucas selv, for han kunne ikke andet end at være glad på deres vegne! Dette var en stor dag og ikke mindst for bryllupsparret, for de måtte da virkelig være spændte og glæde sig! Snart ville der komme et bevis på deres følelser for hinanden, de ringe som deres to små søde drenge måtte bære, hvilket var noget som selv måtte få ham til at smile, for der var vidst ingen tvivl om at de to små selv havde hjulpet til hele dagen, selvom han også godt kunne ane dem ud af øjenkrogen og se hvor trætte de egentlig måtte være. Det forundrede ham nu heller ikke, selvom det snart ville være overstået og så kunne de komme i seng. At høre Pierces løfter, var noget som fik Lucas til at smile. Han tog altid parrenes ord til sig, han tænkte dem altid igennem og kunne ikke lade vær med at værdsætte de ting som de selv gjorde. Det påmindede ham altid om at man skulle kæmpe for det som man kunne lide. Hans blik gled lettere fraværende væk fra Pierce og Malania og faldt på Raphaella. Hun var jo hans lys i mørket, hun var den som kunne få ham til at smide hæmningerne, få ham til at være sig selv, og det var alt sammen noget som han nød af! Han blinkede let med øjnene, og genvandt fokus, da han ikke kunne undgå at lægge mærke til hvordan Malania måtte lyse op til Pierces ord og tilmed fælde en enkelt tåre, hvilket selv rørte hans varme hjerte. Han elskede virkelig at overveje disse stunder! Han kunne ikke lade vær med at smile af Daniel der kom frem med sin mors ring, inden han vendte blikket mod Pierce og hvordan han fik ringen på Malanias finger. Den passede jo helt perfekt! Han nikkede tydeligt tilfredst. „Flotte løfter Pierce.. lad os håbe at guderne vil tilsmile jer og være nænsomme mod jer fremover,” svarede han stilfærdigt, eftersom han vidste hvad de havde været igennem. Han så roligt mod Malania, hvor han gjorde et let nik mod hende. „Og ligeledes må du afgive dine ægteskabsløfter til Pierce, og tildele ham sin ring,” svarede han roligt, som han gav grønt lys for Malania og blot ventede et lige så smukt løfte, som det Pierce havde givet hende. Dette var klart hvad han værdsatte mest ved et bryllup!

[pierce]

At give Malania sit endelige ja, var noget som et sted måtte lette Pierce, skønt spændingen igen var steget, da det var kommet til hendes tur til at svare, og det at hun havde givet ham det samme svar – skønt han næsten heller ikke havde regnet med andet – var noget som virkelig måtte lette ham og ikke mindst få lykken til at stråle ud af hans turkisblå øjne, som funklede som stjernerne på himlen, hvis ikke mere på grund af de mange følelser som hun satte i ham. Dette var virkelig en perfekt aften! Han havde aldrig været så tæt på perfekt, som han var i øjeblikket, for dette kunne man umuligt ødelægge! Intet kunne gå galt og det var noget som han var mere end sikker på! Han mærkede hvordan hans hjerte var faldet til ro, da han havde sagt sine løfter, for.. det var noget som virkelig kom direkte fra hans hjerte og som han måtte mene hvert et eneste ord af! Han kunne aldrig drømme om at lyve for hende, han ville være hende loyal og tro i al evighed, og han var slet ikke i tvivl om at hun var hans eneste ene! At give tegn til Daniel, var noget som han tydeligt kunne se fik drengen til at reagere, for han var vel også ved at være træt? Det kunne han jo tydeligt se. Han havde kun kort strøget knægten over håret, inden han havde taget ringen fra puden og fået den til at glide på hendes finger, hvor den passede helt perfekt! At de endelig kunne have et tegn på at de var gift, var noget som virkelig måtte glæde ham! Det var noget som virkelig måtte gøre ham lykkelig! Selv han kunne se hvordan hun strålede op ved hans ord, hvilket kun varmede ham, for han nød at se hendes reaktion! At hun måtte fælde en tåre, gav ham helt lyst til at trykke hende ind til sig, fjerne den og skænke hende det dybeste kys! Selvom han måtte tage sig selv i det, for han ville jo ikke ødelægge hele det traditionelle bryllup! Han klemte dog ganske blidt omkring hendes hænder, hvor han sendte hende et varmt og ikke mindst lykkeligt smil. „Og jeg elsker dig Malania,” gengældte han blidt og ikke mindst sandfærdigt, selvom han valgte at tie, så Lucas kunne henvende sig til Malania og hun selv kunne give ham sine ægteskabsløfter, for det var noget som han faktisk var spændt på at høre! Endnu engang mærkede han hvordan spændingen måtte stige og hvordan hans hjerte måtte slå hårdt imod hans bryst. Han stod spændt og afventende på at høre hendes løfter, hvor han slet ikke var et sekund i tvivl om, at hendes løfter ville komme direkte fra hendes hjerte, som hans egne havde gjort ved ham!