A beautiful wedding! A beautiful dream!

[Deleted]

Raphaella havde valgt at holde sig godt og trygt på plads og bare overværet det hele, for smukt havde det virkelig været. At se hvordan de alle sammen måtte stråle på den måde, udelukkende på grund af hvad der skete for øjnene af dem, og selv det var noget som måtte smitte voldsomt af på Raphaella! Hun vendte blikket stille mod Lucas. At se ham stråle på den måde, var selv noget som gjorde hende så frygtelig glad, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun knugede let omkring hans hånd, for selv hun havde intet imod at vise ham, at hun i sandhed elskede ham, for det gjorde hun virkelig! ”Jeg klarede mig da. Jeg havde dig i blik hele tiden,” endte hun dæmpet og med et stille smil. Lige i aften ønskede hun ikke at tænke på hendes mange problemer, for det var der slet ikke tid til! Hun havde aldrig oplevet et bryllup før, også fordi at hun slet ikke var kendt med nogen som havde været ude for denne form for lykke eller at have trukket den så langt, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun betragtede ham med en rolig mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Tungen strøg hun let over læben, og med det samme rolige smil på læben, for det var da slet ikke noget som hun kunne skjule, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun var slet ikke vant til noget så fint som det her, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være. Hun vendte blikket ganske roligt mod ham endnu en gang. At det var tid til at fejre det, var noget som kun fik hende til at smile, for det ville selvfølgelig glæde hende! ”Okay,” sagde hun med et stille smil. Et glas ville bestemt heller ikke gøre nogen skade, for det ville måske få hende til at slappe en anelse mere af? Hun smilede ganske let og med et stille smil på læben. At han hentede to glas, fik hende kun til at smile. Hun tog roligt imod sit glas, hvor hun roligt vendte blikket mod ham endnu en gang. Hun rystede let på hovedet, også selvom det var en løgn, for hun var faktisk temmelig kold, men hun ønskede ikke at han skulle være bekymret for hende, for det var der virkelig ikke nogen grund til set i hendes øjne om ikke andet, for det var jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være når det måtte komme til stykket. Hans arme omkring hende, var noget som fik hende til at smile, hvor hun mere end villigt lod sig trykke ind mod hans favn. Hun lukkede øjnene ganske roligt. ”Jeg klarer mig,” sagde hun roligt og med et stille smil på læben, for løgn var det jo ikke engang. Hun vendte blikket mod Pierce. At se manden smile sådan, var noget som virkelig smittet af på hende, for løgn var det ikke engang. Hans ord mod hendes øre, var noget som gjorde hende glad, hvor hun vendte sig mod ham. ”Jeg elsker også dig, min egen.. Det gør jeg virkelig,” hviskede hun med et stille smil på læben. Hun elskede at høre ham sige det!

[pierce]

Måske vielsen var slut, men brylluppet skulle jo i princippet stadig fejres. Nu havde gæsterne været så gode at lytte på præsten og se dem blive gift, så var det vel også bare retfærdigt at give lidt igen? Der stod et par flasker champagner på bordet, som var til aftenens fest og gæsterne. At hælde op og sige tak for deres tilstedeværelse, var det mindste han kunne gøre. Han vidste godt at det kunne være ret koldt, også grunden til at han havde sat en masse fakler op, så man bare kunne få lidt varme. At folk begyndte at tage af glassene, var noget som fik ham til at smile, selvom han selv bakkede en anelse bagud, for at liste indenfor igen. Han skulle jo lige putte drengene, inden han kunne give sig helt hen til aftenens fest. Han ville desuden heller ikke skåle uden at Malania var der.
Daniel havde fået vasket sig og var smuttet i sin pyjamas, inden han selv løb ind på værelset og kravlede op i den øverste køje, hvor hans plads måtte være. Han trak let dynen over sig, selvom det kun var halvt, så hans mor eller far kunne putte ham, for det var jo det som han nød mest! Han ventede blot tålmodigt på at mor fik puttet Stefan, hvor han næsten var bange for at han ville falde i søvn inden far ville komme og putte ham, for det ønskede han jo ikke! Han prøvede at skjule sit gab, prøvede at holde sig vågen, selvom han allerede var ved at falde i søvn, sådan som han måtte lægge ned i den behagelig og dejlige seng! At mor var stolt over deres præsentation i dag, var noget som han selvfølgelig var glad for! Det var jo altid dejligt at få lidt ros for det arbejde som man havde gjort! Desuden så havde de også hjulpet til hele dagen! Han var virkelig ved at være godt træt!
Som Pierce kom indenfor i huset igen, kunne han se at stuen var tom, skønt han gik ud fra at Malania var i færd med at putte drengene, for ellers var hun for længst kommet ud. Han gik roligt ind på drengenes værelse, hvor blikket faldt på Malania og tvillingerne med et skævt smil på læberne. Han gik roligt ind i rummet. „I har virkelig været dygtige i dag, drenge,” svarede han med en anerkendende stemme, som han nikkede ganske let. Han gik roligt hen til sengekøjen og gik i gang med at putte Daniel, nu hvor Malania var i færd med Stefan. Han trak dynen ordentligt omkring Daniel, skønt han sørgede for at der var lidt til mor skulle putte ham, hvor han strøg ham let over håret. „Sov godt min dreng,” hviskede han i en kærlig tone, som han strøg knægten let over kinden, inden han trak sig tilbage. De var jo ved at være så store at de ikke havde behov for kram og kys, hvilket morede ham, skønt han godt forstod dem, for han havde jo selv engang været i deres alder! Han ventede blot på at Malania blev færdig ved Stefan, så han også kunne komme til der.

[Deleted]

Det var vinter, det var aften og det var koldt! Derick var ikke længere vampyr og havde heller ikke de samme fordele længere, såsom at man ikke kunne fryse, men på den anden side, så kunne han godt lide at være menneskelig, det gav ham følelsen af at være i live. Han havde ikke noget imod at fryse, han havde ikke noget imod at give jakken til Elanya, for han ville hellere fryse selv end at hun skulle! Derfor lod han egentlig også bare som ingenting, for han havde bestemt ikke tænkt sig at begynde at pibe og beklage sig! Han trak let på smilebåndet til hendes ord og nikkede sigende. „Det er jeg nu rimelig sikker på at de gør,” svarede han roligt, som blikket faldt mod deres hus. Han vidste og kendte til hvilke kvaler de havde været igennem, for han havde jo selv hjulpet dem. At hun var blevet så sentimental, havde han ikke noget som helst imod, det var jo bare en del af hende, selvom hun vel havde ret i at hormonerne også gjorde en del? Han trak skævt på smilebåndet og fnes kort. „Snart er det overstået.. og vi vil få det mest perfekte barn,” svarede han lettere sikkert, som han knugede omkring hendes hånd. Efter at have set Stefan og Daniel, så var han blevet helt ivrig efter at se sit eget barn komme til verdenen og passe det og lære det op i alt! Han glædede sig jo helt! At hun insisterede på at få et glas, fik ham til at himle let med øjnene, hvor han vendte blikket sigende imod hende. „Du er så stædig!” svarede han dog med en eftergivende tone, for han ville jo heller ikke benægte hende at være en del af festlighederne! Men han ville jo gerne vise at han tænkte på hendes tilstand og ikke mindst barnet, for de var jo det som betød alt for ham! At hun gik med ham hen til bordet, tog han sig ikke af, hvor han roligt tog omkring de to champagneglas, inden han vendte sig mod hende. Han rakte hende glasset og med et sigende nik, inden han trak skævt på mundvigen. „Så et enkelt glas da,” endte han roligt, som han lod hende tage glasset, for at hun kunne være med til at skåle. Han lod sin frie hånd søge mod hendes mave, hvor hans mine var tydeligt stolt. Han trådte roligt om bag hende, hvor han lod armen forblive omkring hende, så han kunne stryge hende bedre over maven. Han lagde sin hage mod hendes skulder, hvor han vendte blikket ud over havet. „Du betyder alt for mig Ela.. og jeg glæder mig til at det bliver vores tur, hvor jeg ved at du vil blive mindst lige så smuk som Malania var i aften,” svarede han sandfærdigt og med en ærlig tone, som han skænkede siden af hendes hoved et blidt kys.

[lucas]

Selvfølgelig ville Lucas gerne have siddet nede ved siden af Raphaella, for at holde hende i hånden, som han havde set så mange andre af gæsterne gøre, hvor han gerne ville have været der sammen med hende, men han var nu alligevel beæret over at have viet disse to skønne personer! Desuden så kunne han jo godt være sammen med hende, efter vielsen, som nu, hvor han skam også havde tænkt sig at være over hende resten af aftenen, for han havde jo ikke taget hende med for ingenting! Han ville jo også gerne have en at snakke med, så han hverken blev en pest og plage for Pierce og Malania eller Derick og Elanya, så ville han langt hellere have sin egen kvinde at hygge med. Han trak let på smilebåndet til hendes ord. „Sjovt.. jeg havde dig i mine tanker under hele vielsen,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et varmt smil. Det var ikke engang løgn, den ene gang havde han helt glemt at lytte efter, da han havde set ned på hende, for alt det som Pierce og Malania havde sagt til hinanden, ja.. det var jo sådan som han havde det med Raphaella. Han håbede ikke at hun havde kedet sig, og i så fald, så var det da i det mindste ovre nu, for nu var der intet der skulle få lov til at rive ham væk fra hende! Han ønskede at nyde denne aften sammen med hende og resten af deres gode venner! Han lod hovedet søge ganske let på sned. „Har du aldrig været med til et bryllup før?” spurgte han roligt. Det var der jo ingen skam i, for han vidste at hun i så fald ikke ville være den eneste. Han selv havde typisk været præst til bryllupper, hvor han ikke havde været med til festen bagefter, dette var vel selv første gang for ham, at han faktisk også var en gæst? Han kunne i hvert fald ikke huske sidste gang i så fald. At hente de to glas, var det mindste han kunne gøre for hende, for den normale høflighed lå jo bare til hans væsen og natur. Han var en gentleman, for han var jo direkte blevet opdraget til at være god og respektfuld overfor andre. Han lod hende roligt tage imod glasset, inden han slog sine arme omkring hende, skønt han sørgede for at holde godt fast i sit eget glas, så han ikke spildte på hende. Nok hun sagde at hun klarede sig, men han vidste at hun frøs, og han kunne jo faktisk spotte den lille løgn i hendes stemmeleje. „Du behøver ikke benægte.. jeg ved at du fryser,” svarede han stilfærdigt, skønt han ikke kunne skjule den mindre bekymrede undertone. Han ønskede jo ikke at hun skulle fryse! Han lod endnu engang et lys søge ud af hans frie hånd, som han lagde mod hendes arm, for at give hende lidt varme, hvor han blev stående med armene omkring hende. At hun gengældte hans ord, var noget som fik ham til at trække på smilebåndet, hvor han trykkede hende tæt ind til sig. „Du er det vigtigste i mit liv,” hviskede han kærligt mod hendes øre, hvor smilet ikke falmede det mindste.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det morede virkelig Malania at se hvor trætte drengene var, selvom det nu heller ikke forundrede hende, for de have virkelig været dygtige i dag. Det var ganske vidst langt over deres normale sengetid, men i aften var en ganske særlig aften, go selvom drengene sov alene indenfor, så var der folk hele vejen rundt om huset, så hun vidste at de var trygge og sikre, for hun tillod bestemt heller ikke noget andet! For hendes del, så var der lang tid til hun selv måtte komme i seng, selvom det nu heller ikke var noget som hun tænkte over som sådan, for hun var virkelig alt for glad, til at det var i den vej som hun måtte tænke, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Drengene gik endda i seng uden bøvl, så var det også kun tydeligt at se at de var trætte! Stefan var nok den som protesterede mest mod de ’tidlige’ nattetider, men i aften var det tydeligt, at der ikke var noget som helst. Stefan fik hun puttet som den første, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile, for drengene så allerede nu ud til at være så tæt på at falde i søvn, hvilket var noget som overraskede hende en god del, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Hun strøg knægten over håret og med det samme smil, som hun lagde dynen om ham – det var Pierce som kunne få lov til at putte dem ordentligt, for det var jo en del af det med et godt forældresamarbejde, hvilket var noget som hun faktisk anså som en yderst vigtig ting. Hun valgte at trække sig væk fra Stefan, så Pierce kunne putte ham ordentligt, idet hun selv vendte sig i retningen af overkøjen, selvom den halvstore mave gjorde det lidt besværligt at skulle komme til, men det var nu bare sådan at det måtte være. Men hun ville putte sin elskede lille dreng i seng, for uanset hvordan hun ville vende og dreje den, så ville Daniel og Stefan altid være hendes små drenge, og det var sådan at hun ønskede at det skulle være, det var helt sikkert! Hun strøg ham roligt over hovedet med et stille smil på læben, hvor hun roligt lod hovedet søge let på sned. ”Du må sove rigtig godt min dreng.. Så ses vi i morgen,” hviskede hun roligt, skønt hun kunne se at han næsten allerede måtte ligge i den søde søvn, hvilket helt klart var noget som morede hende. Hun pakkede ham godt ind under hans dyne, også for at sikre sig, at han slet ikke ville fryse, men det var bare sådan at det måtte være, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Endnu en gang strøg hun Daniel over hovedet, kun for at trække sig, hvor hun ventede på at Pierce ville blive færdig, så de sammen kunne komme tilbage til gæsterne udenfor. De var der jo trods alt for at fejre dem, og så var det jo en skam, at de slet ikke var til stede!
Stefan vendte blikket mod mor, som hun havde sagt godnat, selvom han selv direkte måtte kæmpe for at holde sig vågen, men far skulle jo også komme! Han var vel hvad man kunne kalde for fars dreng? For han ville have far til at putte ham endeligt, ligesom Daniel sikkert havde det med mor, men så længe de fandt ud af det, så var det vel okay? Han gned sig i øjnene og lagde sig til under dynen, da Pierce kom til, hvor smilet bredte sig endnu en gang på hans læber. ”Sov godt far,” hviskede han helt døsende, som han næsten allerede var faldet i en søvn.

[Deleted]

Elanya kunne rigtig godt lide at Derick var der til at passe på hende, for det var helt klart noget af det bedste af det hele, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn. Hun var med barn, hun var godt på vej og nu hvor hun havde set og fået lov til at hilse på Daniel og Stefan, så måtte hun erkende at hun faktisk glædede sig utrolig meget til det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Det håber jeg de gør. Sådan som de stråler, så kan de kun være ment for hinanden,” endte hun med en dæmpet stemme, for selv det var jo ikke engang løgn. Det glædede hende virkelig bare, at det var noget som hun kunne være med til at overvære på denne her måde, for det var noget som virkelig gjorde hende glad! Hun var temmelig sentimental af sig, og det havde hun altid været, selvom hun var overbevist om at hormoner og det hele, i den grad også var noget som spillede utrolig godt ind i denne sammenhæng. Hun sagde dog ikke noget til det, for det var noget som hun havde oplevet før. Hun vendte blikket stille mod Derick, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile bredt, for tanken var faktisk noget som virkelig måtte more hende! ”Mhmm.. Det gør vi,” endte hun med en ganske dæmpet stemme, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn. Hovedet gled endnu en gang mod hans skulder, selv ikke hun ønskede at han skulle fryse sådan, for det gavnede jo ingen af dem, hvis han skulle ende med at blive syg, for det var jo faktisk ganske koldt udenfor endnu! At han alligevel indviet i at skulle skænke hende det ene glas, var noget som hun var ganske tilfreds med, for hun ønskede bestemt heller ikke at stå udenfor i festlighederne og slet ikke kunne få noget som helst! Hun skulle skam nok passe p og et enkelt glas, var vel heller ikke så farligt igen? Det var da noget som hun var temmelig sikker på! Hun lod roligt glasset hvile i hånden, som hun kunne mærke at Derick lagde hånden mod hendes mave, hvor hun da slet ikke kunne lade være med at smile! Hun lod ham roligt træde om bag hende. At han glædede sig, kunne hun godt mærke, for ikke at glemme, at det virkelig glædede hende at han viste det på den måde, for det var jo heller ikke noget som hun var vant til fra før af, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. ”Pas på med at sætte forventningerne for højt min kære.. Du ender bare med at blive skuffet..” påpegede hun næsten drillende. Hovedet gled roligt mod Dericks skulder, som hun lod den frie hånd roligt lægge sig over hans. At han glædede sig sådan, var noget som gjorde hende helt glad, for så vidste hun da at det hele gik som det skulle, og så var det bestemt heller ikke hende som skulle klage over tingene!

[Deleted]

Raphaella havde ganske rigtigt følt sig en anelse alene under vielsen, for så mange andre havde siddet parvis, hvor hun havde følt sig temmelig tilsidesat, men hun vidste at Lucas ikke gjorde det med vilje, for han skulle jo vie disse to vidunderlige mennesker. At de fik hinanden og i den form for lykke, var selvfølgelig en tanke som i sandhed måtte glæde hende, for det var bestemt heller ikke noget som hun havde noget imod på nogen måde. Hun vendte blikket stille mod Lucas. At han havde haft hende i tankerne under hele vielsen, var virkelig noget som fik hende til at smile, for det var en tanke som gjorde hende så glad! At han faktisk viste at han holdt af hende på den måde, for det var han virkelig den første som gjorde, og selv det havde hun jo en utrolig stor betydning for hende! ”Så er det jo godt, at det ikke er noget som ægteparret fandt ud af,” påpegede hun ganske morende, hvor hun slet ikke kunne lade være med at smile. Det var hendes første rigtige vielse og rigtige bryllup, så hun vidste heller ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv, så der håbede hun selvfølgelig lidt på at det var noget som Lucas kunne hjælpe hende med – hun håbede da på det om ikke andet, for hun ønskede heller ikke at komme ham i vejen på denne her måde, for det fik hun da slet ikke noget ud af! Hun rystede stille på hovedet. Hvem giftede sig af lykke og glæde i Dvasias? ”Det er første gang. Det er ikke ligefrem fordi at det er udbredt i Dvasias at gifte sig på.. lykkelig vis,” sagde hun med en dæmpet stemme, for det var heller ikke fordi at hun ønskede at reklamere med at hun faktisk var fra Dvasias, for det var der hun havde tilbragt langt størstedelen af sit liv, selvom det kraftigt havde ændret sig efter hun havde mødt Lucas. Han havde ikke bare skænket hende muligheden for et arbejde i Procias, men han havde fået denne ganske særlige plads i hendes hjerte, hvilket var noget som hun anså som en direkte utrolig ting! Det var en tanke som gjorde hende så frygtelig glad og som intet andet overhovedet! Hun tog roligt omkring glasset, hvor hun lod ham lægge armene om hende. Det var ikke fordi at hun ønskede at lyve for ham, for hun vidste godt at han kunne læse det som ingenting, men.. hun klarede sig da, selvom hun efterhånden var ved at være godt kold. ”Jeg klarer mig Lucas.. du står jo ved mig,” endte hun med et stille smil på læben, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn. At han begyndte at varme hende, var noget som hun godt kunne mærke, hvor smilet måtte brede sig en anelse mere, hvilket slet ikke var noget som hun kunne undgå at smile af! Hun skænkede hans kind et blidt og kærligt kys. ”Du siger jo altid de rigtige ting. Du er det vigtigste i mit. Jeg.. jeg vil ikke kunne undvære det,” endte hun med en ganske dæmpet stemme, for løgn var det ikke. Hun elskede ham virkelig!

[pierce]

Pierce gik ud fra at gæsterne ville have ham undskyldt for at lægge de to små i seng, for.. det var jo trods alt vigtigt, så lidt fravær fra festen gik vel? Han havde jo givet dem grønt lys for at tage for sig af drinksene. At se drengene være så trætte, at de gabte og snart allerede sov inden han var kommet ind, var noget som morede ham, skønt han dog godt kunne forstå dem, for han vidste jo godt at de var trætte og at det var langt over deres sengetid! Han kunne godt lide at putte sine to små, sammen med deres mor, ligesom han vidste at børnene elskede at de begge var der til at putte dem i stedet for kun den ene. Han tog sig let af Daniel som den første, hvor han ikke kunne lade vær med at smile, da knægten snart allerede sov. „Sov godt min dreng,” hviskede han dæmpet, inden han roligt bukkede sig ned, for at putte Stefan, da Malania lod ham komme til, så hun selv kunne putte Daniel. Han trak dynen godt om knægten og puttede den ordentligt ind til hans krop, så kun hovedet var udenfor, så han var sikker på at drengen ikke ville fryse i løbet af natten. Han løftede hånden og strøg ham let over kinden, som han sagde godnat i den døsende tone, hvilket selv fik ham til at smile. „Sov godt Stefan,” endte han dæmpet, som han strøg knægten let over håret, inden han rejste sig igen. Han tog let omkring Malanias hånd, inden han trak hende med hen til døren. „Sov godt drenge,” endte han roligt, som han lukkede døren, inden han vendte sig mod Malania og sendte hende et varmt smil, for lykken og glæden strålede jo stadig så tydeligt i ham! Han trykkede let omkring hendes hånd. „Skal nok sørge for det ikke bliver så sent, så du kan få din søvn,” svarede han roligt, som han sendte hende et varmt smil. Hun var trods alt gravid og han vidste hvor trættende det kunne være for hende, da barnet jo ikke var let at bære rundt på, så han vidste godt at hun kunne blive temmelig øm, og han bekymrede sig jo trods alt meget om hende! – til tider bekymrede han sig nok lidt for meget for hende? Han gjorde et let hovedkast mod stuen. „Skal vi?” spurgte han roligt, inden han roligt trak hende med sig, for at få hende med sig ud igen til gæsterne, så de kunne skåle og fejre brylluppet.

Daniel var virkelig træt og det kunne der vidst heller ikke være nogen tvivl om? Han kunne ikke skjule det i hvert fald! Han gabte snart hele tiden, hvor han heller ikke kunne lade vær med at gnide sig i de trætte øjne, da de føltes så utrolig tunge! At far puttede ham, var noget som han ikke havde noget imod, for han nød når de begge var der til at gøre det! „Sov godt far,” hviskede han roligt, hvor han næsten var faldet i søvn, da hans mor kom til og skulle til at putte ham, hvor han vendte blikket træt mod hende og sendte hende et lige så træt smil. „Sov godt mor,” svarede han roligt, inden han lagde sig om på siden, da hun trak sig væk, hvor han næsten faldt i søvn med det samme, uden rigtig at lægge mærke til at de gik ud af værelset. //Out

[Deleted]

Derick havde altid haft et overbeskyttende gen i sig, specielt når det kom til de personer han holdt kær og elskede. Han havde nok gode venner, og derfor var han også taget med til Malanias og Pierces bryllup, men der var kun én person der var i centrum af hans hjerte og direkte ejede det, og det var Elanya. Hun havde altid haft en del af hans hjerte, da hun trods alt var den person der først havde accepteret og anerkendt ham for den han var, af den grund havde hun været gift med en anden mand og han havde fundet Denjarna, som han selvfølgelig også havde elsket, men hun hvilede ikke længere i hans tanker på den måde, hun ejede ikke længere hans hjerte, da det alt sammen tilhørte Elanya, hvis hun var villig til at give ham en chance for at vise hende, at han var den mand som hun søgte efter, for han vidste jo godt at de tidligere mænd havde knust en del af hendes hjerte, og det gjorde ham et sted vred. Han vendte let blikket mod huset til hendes ord, og stod og tænkte over hendes ord. Han selv havde aldrig rigtigt troet på den eneste ene, eller at folk blev skabt for hinanden, for.. den følelse havde han aldrig stødt på. „Det.. er de vel,” svarede han roligt og lettere eftertænksomt, inden han vendte blikket mod hendes mave. Han glædede sig til at barnet ville komme, også fordi han aldrig havde været far før, skønt det også kun gjorde tanken langt mere skræmmende! Han var jo faktisk direkte bange for at han ikke ville blive en god far, for han havde faktisk aldrig rigtigt været god til børn, skønt tvillingerne virkede til at blive glade for deres gaver. Han lod sin tommel stryge hende kærligt over maven, hvor hans blå øjne hvilede mod det store og smukke hav, som man stadig tydeligt kunne se på trods det var mørkt. Hendes ord fik ham til at trække let på smilebåndet. Han vendte blikket mod hende, som hun lagde hovedet tilbage mod hans skulder og sin frie hånd over hans ved hendes mave. Han skænkede hendes skulder og tæt ved hendes hals et lidenskabeligt kys. „Jeg kan umuligt blive skuffet Ela.. Du er trods alt min drømmekvinde,” hviskede han begærligt mod hendes øre, inden han bed hende pirrende og dog drilsk i den bløde øreflip. Et sted savnede han at kunne komme hende tæt, specielt nu, hvor de ikke behøvede at være så diskrete igen og direkte gemme sig, men graviditeten gjorde det jo trods alt lidt umuligt. På den anden side, så nød han jo også at pusle om hende og maven, for det var jo selv spændende og nyt for ham!

[lucas]

At Raphaella havde siddet alene under vielsen, fandt Lucas selvfølgelig trist, for han ville jo gerne have været der til at holde hende i hånden, skønt det havde været lidt umuligt, da han var blevet inviteret som præst, som den person til at vie disse to sjæle ind i det hellige ægteskab, hvor han virkelig også ønskede Malania og Pierce al held fremover! Efter alt det som han havde hørt fra Derick, så var det i den grad også fortjent! Han trak morende på smilebåndet til hendes ord, hvor han ikke kunne holde et let grin tilbage. Han nikkede medgivende. „Det var det vidst,” svarede han sandfærdigt, som han blinkede let til hende. Han havde haft hende i tankerne, for sådan som Malania og Pierce havde talt om hinanden, ja det var jo sådan som han havde det med Raphaella, så selvfølgelig havde han skænket hende en tanke under vielsen! Han håbede jo selv på at de fik det mindst lige så godt som Malania og Pierce havde det! At det var første gang at hun var til et bryllup, gjorde ham nu ikke noget, for han vidste jo godt hvad hun alt havde været igennem. Han nikkede roligt forståelsesfuldt til hendes ord, og sendte hende et skævt smil. „Så må jeg jo vise dig hvordan det er,” svarede han sandfærdigt og i en munter tone, som han trykkede hende let ind til sig, hvor han fortsatte med at varme hende. De havde ikke taget højde for at det var vinter og aften, og han havde desværre ikke noget som han kunne lægge om hende, så han måtte jo varme hende med sit lys – det var desuden også ganske let for ham at frembringe nok lys til at varme hende, for hun opvarmede jo netop hans indre ved at gøre ham så lykkelig og glad som hun formåede. Han lod hovedet søge mod hendes eget, hvor han indsnusede hendes søde duft. „Og jeg går ingen vegne,” svarede han i en varm tone. Kysset mod hans kind, var noget som fik ham til at trække på smilebåndet, skønt hendes ord var det som virkelig måtte varme hans indre som aldrig før! Hun forstod virkelig at gøre ham i godt humør! Han kunne ikke lade vær med at smile glædeligt og varmt til hendes ord, hvor han direkte knugede hende tæt ind til sig. „Du gør mig lykkelig,” hviskede han i en varm og glad tone mod hendes ene øre, hvor han knugede hende tæt ind til sig, uden at han slap hende det mindste, for det kunne han da slet ikke finde på! Han havde aldrig følt sig så varm som han følte sig i øjeblikket! Og det var alt sammen takket være hende!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Børnene skulle trods alt lægges i seng, hvilket Malania satte som en førsteprioritet overfor deres bryllup. Børnene blev altid sat i første række, og det var sådan at det konstant skulle være, det var helt sikkert! Børnene var trætte, så selvfølgelig skulle de puttes i seng, og det skulle gøres på den ordentlige måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At få Stefan og Daniel lagt, godt puttet ind under dynen, og stryge hans kind til han faldt i søvn, var noget som hun faktisk godt kunne lide. ”Sov godt mine små engle.. Så ses vi jo i morgen,” sagde hun med en glædelig stemme, for det var slet ikke noget som hun kunne lade være med. Hun elskede virkelig sine børn, som hun elskede sin tilstedeværelse, og selvfølgelig var det noget som gjorde sit også for hendes vedkommende. Ganske roligt trak hun sig tilbage til døren sammen med Pierce, hvor hun roligt tog omkring hans hånd og gik ud til ham igen. Hun vendte blikket stille mod ham og med det samme blide smil på læben, for det var slet ikke noget som hun kunne lade være med i den anden ende. ”Det skal du ikke tage så tungt, Pierce. Jeg tror godt, at jeg kan klare mig lige i aften.. Selv med en stor mave at gå rundt med.” Hun lod hånden stryge let over hendes mave, som hun ganske stille lod hovedet søge mod hans skulder. Hun elskede virkelig manden og det var noget som hun så brændende ønskede at han skulle vide. Hun tog omkring hans hånd. Selv skulle de jo tilbage til festlighederne, for det andet var bestemt heller ikke noget som ville hjælpe dem på nogen måde, hvilket hun allerede var klar over nu. ”Vi kan da ikke lade gæsterne vente for længe min kære.. Lad os komme ud til dem,” afsluttede hun ganske stilfærdigt, dog med en ganske rolig mine.

Stefan lod gerne mor og far putte ham, for det var noget som han faktisk godt kunne lide, også selvom han var blevet hele 7 år gammel nu. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, for lige i aften, var han virkelig træt! ”Sov godt mor.. Og sov godt far,” endte han med en ganske dæmpet stemme, som han selv endte med at glide mere og mere hen i den ellers så trængende søvn, for han sov jo allerede inden far havde valgt at komme ind og putte ham! Selvom det selvfølgelig havde sit at gøre, at han kæmpet for at holde sig vågen, til mor og far havde puttet ham begge to, specielt når muligheden endelig var for det, og i aften, så var det jo uden bøvl! Det havde bestemt også været ham en lang dag! At mor og far gik, var ikke noget som han sagde noget til, hvor han allerede var faldet i søvn inden de havde nået at forlade deres værelse.//Out

[Deleted]

Derick havde ganske rigtigt altid været overbeskyttende, og han havde altid vist omsorg for Elanya, selvom det først var nu at de i det hele taget havde været i stand til at finde den mulighed til at trække den til dette stykke, og det var selvfølgelig noget som hun var glad for. At han passede sådan på hende, var selvfølgelig også noget som gjorde sit, for hun følte sig virkelig som noget unikt og noget direkte værdifuldt, og det var en tanke som hun specielt godt kunne lide! Hun vendte sig stille op mod Derick og med det samme rolige smil på læben, for det var slet ikke noget som hun kunne lade være med at smile af. Hun nikkede med et stille smil på læben. ”Det er jeg temmelig sikker på at de er.. Prøv bare at se dem Derick,” sagde hun med en glædelig stemme. Selvom hun stod der med en relativ halvstor mave, hormonerne bombede hende gang efter gang, men af den grund, så var det slet ikke noget som hun kunne tage sig af lige nu, for hun var i stand til at gemme de kongelige pligter for bare en stund, og det var noget som hun i den grad også måtte more sig over, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Maven var på plads, og selv hun måtte se frem til at kunne få sin flade mave igen! At han stod og strøg hende over maven, var noget som hun faktisk godt kunne lide, for det føles virkelig, virkelig rart. Derick ville blive den perfekte far, det var der slet ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun smilede ganske let, som han kyssede hende, for det føles virkelig, virkelig godt. Hans ord og det at han bed hende i øreflippen, hvor det var noget som løb hende direkte og iskoldt ned af ryggen – ikke ondt ment, for det var det slet ikke! Smilet bredte sig tydeligt på hendes læber, som hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. ”Er.. er jeg virkelig? Selvom jeg er tyk og fed og præget af hormoner?” spurgte hun direkte morende, hvor hun slet ikke kunne lade være med at smile, for det var en tanke som hun faktisk rigtig godt kunne lide, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, for hun kunne da virkelig ikke skjule det på nogen måde! Hun blev stående med glasset i hånden, for skålen var jo trods alt ikke sagt endnu, og hun havde i den grad sine manerer! Hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, men en dronning var hun og det var noget som hun også skulle vise sig som, når de endelig var ude! ”Du er mig virkelig unik og speciel, Derick.. Og jeg kan lide det,” tilføjede hun med et stille smil på læben.

[Deleted]

At sidde alene under vielsen, havde Raphaella fundet ganske akavet, men det var ikke noget som hun direkte kunne sige noget til, for hendes ledsager var jo også præsten, og det var slet ikke noget som hun ønskede at forstyrre ham i på nogen som helst måde overhovedet! Hun var bare glad for, at han havde valgt at opsøge hende i eftertiden, for det var noget som gjorde hende glad. Han fik hende til at føle sig speciel og direkte velkommen, hvilket hun aldrig havde oplevet før. Dette bryllup var et af de første som hun havde oplevet, selvom hun bestemt heller ikke regnede med at det var noget som hun selv skulle have lov til at opleve, også fordi at hun havde det liv som hun havde, for der var vel intet specielt i at man ikke havde et evigt liv? Hendes korte liv, var jo langt kortere end hvad mange andre oplevede igennem deres barndom! Ikke fordi at det var en tanke som forstyrrede hende den dag i dag. Hun blev stående tæt ved ham, også fordi at han varmede hende sådan. Det var en tanke som hun rigtig godt kunne lide. ”Det vil jeg sætte umådelig stor pris på, Lucas,” sagde hun roligt. Han var så god ved hende, og det var noget som hun rigtig godt kunne lide! Hun lagde sig godt ind mod hans egen favn, for hun nød virkelig af hans varme og ikke mindst hans omsorg, for hun følte virkelig at hun var noget specielt i hans øjne, og det var en tanke som hun rigtig, rigtig godt kunne lide! Hun kyssede endnu en gang hans kind og uden at skulle tage blikket fra ham på nogen måde. ”Det håber jeg godt nok heller ikke.. Og det må du love mig, at du ikke gør.” Jovist, så var hun virkelig bange for at det hele ville gå galt når hendes hemmelighed først for alvor ville komme frem, men det var slet ikke noget som hun ønskede at tænke på lige nu. Hun vendte de mørke øjne mod ham og med det samme varme gnist, for han satte virkelig en varme i hende uden lige, og det var virkelig noget som føles noget så frygtelig godt og ikke mindst behageligt! ”Du er min lykke,” påpegede hun sigende og med det samme stille smil på læben. Han gjorde hende virkelig, virkelig glad! ”Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle have gjort uden dig.. Du har virkelig gjort så meget for mig, Lucas..” endte hun med en dæmpet stemme. Hun ønskede at han skulle vide det, for det var bestemt ikke fordi at hun drev gæk med ham eller noget som helst.

[pierce]

At de kunne putte børnene uden at der skulle være bøvl med dem eller utilfredsheder, var noget som morede Pierce, for det viste da uden tvivl at de var ved at være godt trætte! Men han forstod dem nu godt, for det var langt over deres sengetid! Han var dog glad og ikke mindst stolt over at de havde holdt ud så længe, og ikke mindst at de havde gjort det så godt! Han lukkede roligt døren ind til værelset og lod dem sove, hvor de nok heller ikke ville blive vækket af støjen, eftersom festen blev holdt udenfor. Det var godt nok stadig vinter og ikke mindst meget koldt, men han håbede at gæsterne kunne holde lidt ud endnu. Han trykkede let omkring Malanias hånd og sendte hende et varmt smil. At se hende komme op ad den røde løber, havde virkelig været et syn der havde slået benene væk under ham! Hun var virkelig den smukkeste kvinde som han nogensinde havde set! Han rynkede let brynene til hendes ord. Han ville ikke have at hun skulle være så øm i morgen, men så havde han da i det mindste noget smertestillende til hende, for det havde skam sine fordele at være læge! Og ikke mindst kende til de mange urter og planter som voksede og groede på denne jord. „Er du sikker på at det går?” spurgte han ganske alvorligt, hvor han stoppede op, for at se hende direkte i blikket, for han ville ikke have at hun løj sig udenom det! Han havde ikke noget imod at stoppe festen tidligt, for at hun kunne komme i seng og slappe af, for han vidste jo godt at maven ikke var let at bære rundt på! Han vidste jo godt hvor ondt i ryggen hun kunne få. Han strøg hende let over håndryggen med sin tommel, hvor han ikke tog blikket fra hende, for det var ham umuligt! Han nikkede roligt til hendes ord, inden han trak hende med sig ud, hvor han holdt døren for hende, kun for at træde ud på terrassen, og gå ned i det bløde sand, som han førte hende over til gæsterne. Han gik roligt hen til det aflange bord, hvor han havde skænket champagnen op. Han tog roligt to glas op, hvor han rakte Malania det ene. „Husk nu at passe på den lille,” påpegede han lettere sagte, skønt han ikke kunne skjule det skæve smil, eftersom han vidste at hun ikke ville tage mere end det ene glas. Han lænede sig roligt mod hende og skænkede hendes kind et ganske blidt kys. Nu var de gift, de var mand og hustru, og han kunne virkelig ikke være lykkeligere!

[Deleted]

Derick var ikke sikker på om han troede på at folk blev skabt for hinanden, men han var skam enig i at Malania og Pierce havde fortjent hinanden, for de var virkelig et godt par! Han håbede at deres lykke ville vare ved i al evighed, for det havde de virkelig fortjent! Han havde været én af de personer der havde hjulpet dem igennem en krise, og han var kun glad for det venskab som var kommet ud af det! Derfor var han også beæret over at være med til deres bryllup! Han vendte let blikket fra Elanya til huset, inden han så tilbage mod hende med et skævt smil på læberne. Han trykkede hende let ind til sig. „De er lykkelige, ligesom jeg ved at vi også bliver,” svarede han med en bestemt tone, som han fortsatte med at stryge hende over maven, imens hans skæggede hage forblev hvilende mod hendes ene skulder. Han elskede hende, han ville gøre alt for hende, og han ville sørge for at gøre hende lykkelig, som ingen mand havde formået endnu, han ville gøre det som ingen af hendes tidligere mænd havde gjort; passe på hendes hjerte. Ikke mindst ville han være der for hende, og bestemt også for deres barn, om det så blev en pige eller en dreng, for det var ham ligegyldigt hvad det blev, det som var hovedsagen, var at det var Elanya som var mor til hans barn, hans første barn. Hendes ord fik ham til at slippe en munter latter, hvor han trykkede hende godt ind til sig – et sted også for selv at finde lidt varme. „Du er ikke tyk og fed Ela! Du er perfekt som du er,” hviskede han begærligt mod hendes ene øre, som han nussede hende blidt over maven. „Desuden er maven kun så stor, til du har født,” mindede han hende om, næsten for at holde hendes mod oppe, for der var vel ikke så lang tid igen? Han skænkede hendes hals et blidt kys, som han vendte blikket mod hende til hendes ord. Han trak skævt på den ene mundvig, hvor hendes ord naturligvis måtte varme ham, skønt han faktisk ikke var enig. Han vendte let blikket ud over havet. „Jeg er bare en mand Elanya.. der er intet anderledes ved mig, i forhold til nogen anden mand.. men til fordel for mange andre, så har jeg tænkt mig at passe godt på dig,” endte han sandfærdigt, som han kyssede hende på siden af hovedet, inden hans blik faldt på Pierce og Malania der kom ud igen. „Så er det tid,” mumlede han let, som han roligt slap Elanya, for at klinge mod sit glas, som tegn til at han ville sige noget. Som nok deres nærmeste ven, var det vel på plads at han sagde et par gode ord til deres rejse fremover? „Jeg vil gerne udbringe en skål til det lykkelige brudepar, som på alle måder har fortjent et godt liv, fyldt med lykke. Og jeg tror jeg taler på alles vegne, når jeg siger at det er velfortjent! For et langt og lykkeligt liv! Skål!” Han hævede glasset mod Pierce og Malania, som han sendte dem et anerkendende og beæret smil, inden han førte glasset til munden og tage en slurk af den klare væske.