Still growing..

[pierce]

Daniel kunne tydeligt se at Stefan var en lille tand hurtigere end ham, og han var faktisk bange for at han denne gang ville komme til sidst, hvilket han ikke var tilfreds med overhovedet! Han endte derfor med at sætte tempoet op, så han knap nok tyggede inden han sank maden, men det var dog heller ikke særlig svært, for mors mad smagte virkelig himmelsk! Noget som han nød på dagen var aftensmaden, hvor deres mor lavede mad, for hun lavede virkelig den bedste mad i hele verden! Det var han om ikke andet så selv overbevist om. Han nød dog også når de alle sammen var samlet, for det var ikke særlig tit det skete mere, til tider måtte de jo spise uden far, fordi han kom sent hjem, hvor de allerede var kommet i seng, så at de alle kunne være samlet var noget som virkelig måtte glæde ham! Han vidste dog godt at hans fars job var vigtigt, eller han prøvede om ikke andet at forstå det, men hvad hans far havde prøvet at fortælle ham, så var det for at tjene penge, så de kunne få mad på bordet, og han ville jo heller ikke have at de alle sammen skulle til at sulte! Han kunne da slet ikke undvære sin mors gode mad! At hun fyldte op til ham igen fik ham til at trække på smilebåndet, selvom sovsen var rundt i hele hans ansigt. Han endte med at spise så hurtigt at han var nød til at levne de sidste mundfulde, for så var hans mave blevet fyldt op og han kunne virkelig ikke have mere! Han skubbede let tallerkenen væk fra sig, hvor han tog sig til maven og jamrede ganske let. ”Av mave,” mumlede han for sig selv. Stefan var måske blevet færdig først, men så slog han ham bare i noget andet senere!

At se drengene spise så hurtigt kunne Pierce slet ikke forstå sig på, for de var jo også havengle som ham selv og ikke mindst horroer og hverken den ene eller den anden race spiste normalt føde, men der var det tydeligt at lysvæsnet stod i dem. Det glædede ham dog kun at de virkede så menneskelige, for så var det ikke til at mærke at de var horrorer, selvom at han hver gang de var ude fodrede dem med blod fra fisk eller andre dyr, for han vidste at de også skulle bruge blod, men han prøvede at fortælle dem at de aldrig måtte fodre på folk og personer, men skulle holde sig til dyreblod, plus at de jo også fik styrke fra deres mors mad som de havde brug for, så han håbede ikke at de ville blive blodsugende bæster, som horrorer var kendt for at være, når de engang blev ældre. Han smilede morende af de to drenge der spiste om kap hvor han rystede let på hovedet. ”Jeg tror I to skal vaske jer inden i skal i seng igen, i spiser jo med ansigtet begge to,” påpegede han morende, som han slap et lille grin. Han selv var dog nød til at levne lidt af maden ligesom Daniel, for han var ikke den med den største appetit i huset, normalt skulle han jo slet ikke bruge føde, han gjorde det jo kun for at være et godt forbillede for sine to små drenge. Han vendte blikket mod Stefan, som han sagde at han havde ondt i maven. ”Så er det vidst ikke nu at du skal have en kildetur,” påpegede han drillede og blinkede morende til ham. De kunne jo heller ikke have at knægten kastede al maden op igen. Han vendte blikket mod de to drenge som det så ud til at de alle var færdige med at spise. ”Nå I tøj, smut i ud og vask jer og klæd om til nattøj, så kommer mor og far lige om lidt,” svarede han stilfærdigt, som han selv rejste sig, som tegn til at de var færdige med at spise, hvor han roligt tog om sin tallerken for at begyndte at tage af bordet.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kunne udmærket godt se at det gamle konkurrenceinstinkt tydeligt måtte være fremme i drengene. Et sted så håbede hun jo selvfølgelig at de ville vokse fra det før eller siden, selvom der var alt for meget som tydeligt måtte indikere på at det var noget som havde sine lange veje at gå endnu. De var stadig små, de prøvede stadig at finde ud af hvem som var den bedste også selvom de var fantastiske, specielle og unikke begge to i Malanias øjne! Hun elskede dem begge lige højt og se hvordan de skovlede i sig af maden, så håbede hun selvfølgelig også på at de kunne lide det! Det tog hende lang tid at lave den, også fordi at hun ønskede at den skulle være helt perfekt! Hun ønskede jo at de skulle gå mætte og tilfredse i seng og være i stand til at få sig den gode og behagelige søvn, for det var i den grad også noget som de fortjente når de var ude hele dagen sammen med deres far, selvom det nu var noget som skete mere og mere sjældent. Hun var virkelig bange for at det ville gå galt før eller siden, selvom hun virkelig prøvede at undgå at vise det overfor drengene. Hun slap et let grin og strøg roligt Daniel over håret, da han også blev færdig med at spise. Nåede han overhovedet at smage på maden før han sank det? Stefan var blevet færdig først og så selv god og mæt ud. At der var så meget menneskeligt i dem, var selvsagt noget som Malania virkelig var glad for, for hun ønskede på ingen måde, at se det bæst i form af en Horror dukke op i dem så længe, at hun kunne undgå det! ”Nåede du overhovedet at smage den?” spurgte hun med et smil. Hun nikkede sig enig til Pierce, da han bad dem om at vaske sig og komme i nattøjet. De havde jo også været ude mere eller mindre hele dagen jo! ”Vi rydder af og putter jer bagefter.” sagde hun roligt og med det blide smil på læben, idet hun rejste sig og tog sin egen tallerken som det første.

Stefan var virkelig bare.. mæt! Der var ikke noget andet ord som beskrev det, også selvom det bedste i den grad var, at han var blevet færdig med at spise før Daniel! Han kunne i den grad godt slå sin dumme storebror i det ene eller det andet, og det var noget som han kun nød at få bekræftet for sig selv når han nu endelig havde muligheden for det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han vendte blikket stille mod Daniel, hvor han sendte ham et tydeligt mere hoverende blik end før. Han var bare blevet færdig først! Han vendte sig mod far, hvor han selv sad igen med et stort englesmil. At de skulle i seng allerede, skulle han næsten lige til at protestere til, selvom han hurtigt kom i tanker om hvad han jo faktisk havde lovet far; At de skulle tidligt i seng, for ham og mor havde noget som de skulle ordne og han nød nu også godt af at se mor glad, for det var en glæde som man kun så ved hende når far var i nærheden og det var noget som han selv var glad for. ”Okay!” sagde han muntert, hvor han hoppede ned af stolen, tog sin tallerken, hvor han småløb med den ud i køkkenet inden han løb ud på badeværelset for at vaske sig. Far skulle bestemt ikke kilde ham med en så fuld en mave! Han fik vandet til at løbe, så han var i stand til at få det vasket af. Han havde jo faktisk fået mad over det hele!

[pierce]

Daniel sendte sin mor et stort og tydeligt bredt smil, som hun strøg ham over håret og med de ord. ”Selvfølgelig gjorde jeg det!” svarede han sandfærdigt. Man kunne virkelig ikke undgå at smage på maden, på trods han knap nok havde tygget på maden, men hvad gjorde det? Han havde dog spist så hurtigt, at han faktisk ikke kunne spise op, dog var han utrolig mæt, at det føltes som om at hans mave snart skulle springes! ”Det smagte himmelsk!” svarede han sandfærdigt, selvom at ’himmelsk’ var en underdrivelse! Det smagte meget bedre end det! Han vendte kort blikket mod sin far, da han sagde at de skulle gå ud og vaske dem og derefter komme i nattøj, hvor han selv nikkede ganske let. ”Okay,” istemte han ved Stefan, inden han hoppede ned fra stolen, tog sin tallerken og bestikket, blot for at gå hen til håndvasken og stille det fra sig. Han var ikke hurtig som Stefan, da han nødig skulle ødelægge det fine porcelæn! Han sendte både mor og far et stort smil, inden han selv løb ud på badeværelset. Som Stefan stod ved håndvasken, gik han selv hen til bruseren, som han tændte, for at vaske snart hele hovedet fri fra sovs, for svinet havde han jo desværre, men det var også kun fordi at det havde smagt så godt som det havde! Han slukkede roligt for vandet, da han blev færdig, inden han tog et håndklæde for at tørre hovedet. Så god som ny! Han gik roligt ud fra badeværelset, for at smutte ind på værelset, hvor han kravlede op i den øverste seng i køjen, inden han begyndte at klæde sig af, for at tage nattøj på. Han elskede når begge var hjemme for at putte dem! Det var noget som han jo faktisk måtte savne!

At se de to små, proppe deres mors mad sådan i sig, var noget som faktisk glædede ham. Det var rart at se at de kunne lide deres mors mad, selvom han måtte indrømme at han aldrig havde smagt noget så fantastisk! Det var virkelig et talent hun var født med! Det skulle bestemt ikke undre ham, hvis hun kunne blive en fantastisk kok! For det var jo faktisk nøjagtig det som hun var! Han vendte let blikket mod Stefan og Daniel som de måtte forlade bordet for at gå ud og vaske sig og komme i nattøjet, hvor han roligt tog omkring sin tallerken og nogle af gryderne, som han hjalp med at tage af bordet. ”Det smagte godt min skat,” svarede han sandfærdigt, selvom han ikke selv havde spist op, men han havde jo faktisk heller ikke brug for det. Som de blev færdige med at tage af bordet, lod han let armene glide omkring hendes krop, hvor han trykkede hende ind til sig, imens et morende smil gled over hans læber. ”Og det tror jeg bestemt også at drengene mener,” tilføjede han stilfærdigt, som han skænkede hende et blidt kys. Han nikkede ganske let mod retningen af drengene. ”Skal vi putte dem?” Han sendte hende et kærligt smil. Jo før de var kommet i seng, desto mere tid havde de jo trods alt med hinanden. Ikke fordi at han ville skynde på drengene, men han måtte indrømme at han virkelig så frem til at få Malania lidt for sig selv. Han havde jo selv ting som han ville spørge hende om.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Stefan måtte dog være enig med Daniel om en ting; Det var altid bedst når både mor og far var hjemme til at putte dem. Selvom han ikke var meget for at skulle lægges i seng så tidligt, for det var virkelig alt for tidligt, så kunne han også godt mærke på mor og far, at de havde brug for at være sammen lidt og nu havde de jo haft far hele dagen, så kunne han godt være sød. Bare denne ene gang! Han vaskede sig og gjorde sig i stand, idet han løb efter Daniel for at komme ind på værelset, så de kunne blive puttet. Først af mor og så af far eller omvendt, hvilket i den grad var noget af det bedste af det hele. Han elskede sine forældre og han vidste at det var gengældt, og selvfølgelig ønskede han at de skulle få det hele til at virke og fungere, men nu skulle de altså heller ikke glemme dem i mellemtiden! Det ønskede han da heller ikke! Han kravlede ned i underkøjen – selvfølgelig var han yngst og derfor skulle sove nederst! Han begyndte at bakse med tøjet, så han kunne blive puttet af mor og far når de endelig ville være færdige med at tage af bordet. Han kom over i nattøjet og lagde sig stille ned og med dynen løst over sig, så han kunne blive puttet ekstra godt af sin mor og sin far! Han smilede mere eller mindre over hele ansigtet.

At Pierce endelig var kommet bare lidt hjem, var selvfølgelig en tanke som virkelig måtte glæde Malania. Det var længe siden at hun havde set ham, så den tanke om at hun endelig kunne få lov til at få ham lidt selv, var noget som hun i den grad satte ekstrem stor pris på. Børnene var trætte og nu hvor de også havde fået lov til at fylde maven, så håbede hun også at det betød at de havde fred for resten af aftenen. At lave mad var nu noget som hun hurtigt kørte træt i, men kun det bedste var godt nok til hendes familie, så hun stod der gerne hele dagen hvis det var det! Om ikke andet, så var det jo heller ikke fordi at hun havde bedre at tage sig til, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde direkte. Hun havde børnene og hun havde ham og det var mere eller mindre det som hendes liv bestod af, så var hun bestemt heller ikke den som skulle klage over det. Hun vendte sig stille mod Pierce, hvor hun selv ikke kunne lade være med at nyde det. Hun gengældte hans kys og med den samme glæde som før. Hun havde selv en nyhed som hun skulle skænke ham, også selvom hun ville vente til det rette øjeblik. Børnene vidste intet, hun ville egentlig bare høre ham først.. om han synes om det eller hvad de skulle stille op med det. Hun hævede hånden og lod den stryge mod hans kind, idet hun selv stillede sig på knæ, for at skænke ham et dybt kys. Det var virkelig bare rart at have ham hjemme for en gangs skyld! ”Jo før de kommer i seng, jo mere tid har vi.. sammen,” hviskede hun roligt. Børnene var virkelig så villige i aften og det glædet hende, at de var så nemme at få i seng. Hun ville bare gerne have Pierce lidt for sig selv, for hun havde selv ikke nogen anelse om hvor lang tid der ville gå før hun igen ville stå i en situation hvor hun ville undvære ham, så.. det var vel egentlig bare at nyde det så længe, at det var hende menneskelig muligt?

[pierce]

At mærke Malanias læber mod Pierces egne var noget som virkelig måtte sætte hans hjerterytme op, for han havde virkelig savnet hende noget så frygteligt at han slet ikke kunne beskrive det! Det var rart at være i hendes nærvær igen, at kunne holde om hende, trykke hende ind til sig og vide at alt var okay. Han trak let på smilebåndet, som hun besvarede hans kys, hvor de turkisblå øjne faldt til hendes skikkelse. Han vidste godt at det var lang tid siden at han havde været hjemme og givet sig tid til hende og børnene, og nu hvor muligheden endelig var her, så ville han i den grad også nyde det! Han havde nydt dagen med drengene og aftenen ville han i den grad nyde med sin kæreste! Det var lang tid siden at han havde gjort det sidst! Han besvarede hendes dybe kys, hvor hans læber spillede ud i et varmt smil, da hun brød det igen. Han sukkede let og dog saligt for sig selv, som han betragtede hende og lyttede til hendes ord. Han nikkede enigt til hendes ord. ”Nemlig,” medgav han, som han let tog omkring hendes hånd, for at trække hende med ind til drengenes værelse. Han havde hørt dem løbe ind på værelset, så han gik ud fra at de havde vasket sig og kommet i nattøjet. Han gik roligt ind på værelset, hvor det også var der at han slap Malanias hånd, for at gå hen til sengekøjen. Han startede med Daniel, som han strøg ganske let over håret. ”Kan du sove godt min dreng?” Han sendte ham et varmt smil og lænede sig frem og skænkede hans pande et let og flygtigt kys, inden han trak dynen over ham.

Det var rart at se mor glad igen, nu hvor far var hjemme, for man kunne jo tydeligt mærke forskellen når han var hjemme og når han ikke var. Det var selvfølgelig lidt træls at han altid arbejdede så meget og Daniel havde ærligtalt svært ved at se hvorfor det var så vigtigt, men selvfølgelig ville han gerne have mad på bordet, så det var ikke fordi at han sagde så meget til det. Men han kunne nu bedst lide når alle sammen var samlet! Og at både mor og far kunne putte dem i aften, var noget som glædede ham mere end noget andet! Lidt træt følte han sig godt nok, selvom han langt hellere ville være oppe for at nyde mors og fars selskab men han havde lovet at gå tidligt i seng, så de kunne få tiden sammen, noget som han et sted var træt af, men på den anden side havde de jo været sammen med far hele dagen. At far var den som sagde godnat først, havde han intet imod, hvor han blot tog imod kysset mod hans pande. Han satte sig roligt op, for at slå armene omkring fars skuldre, for at give ham et kram. ”Elsker dig,” endte han muntert, inden han lagde sig ned igen, blot for at få trækket dynen over sig.
Pierce blev lettere overrasket over krammet, selvom han slog armene omkring Daniel for at gengælde det. ”Far elsker også dig,” svarede han med et varmt smil om læberne. Han havde virkelig savnet at være hjemme ved sine børn! Han betragtede Daniel ganske kort, inden han vendte blikket ned mod Malania, for at se hvor langt hun var kommet med at putte Stefan, inden han selv ville sige godnat til drengen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania følte virkelig kun lettelsen nu hvor hun havde Pierce helt tæt ved sig igen. Nu hvor det var ved at være så sjældent at det i det hele taget måtte forekomme, at han var hjemme, så var det selvfølgelig noget som tog hårdt på hende ligesom det også tog hårdt på ungerne, så var det jo egentlig bare at nyde det så længe, at det var dem menneskelig muligt. Jo hurtigere de kunne sige godnat til de kæreste drenge, så ville det hele være fantastisk. De ville have tid med hinanden, så var der bestemt heller ikke mere som hun kunne bede om, ofr hun ville elske at have ham alene for en gangs skyld, nu hvor det også var så længe siden! Selv fulgte hun ham roligt med ind på drengenes værelse. Måske ikke det største eftersom de jo fortsatte med at vokse, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde hende noget. Som Pierce startede ud med Daniel, så startede hun selv ud med Stefan som allerede havde lagt sig godt til rette. Hun sendte ham et stort og blidt smil, som hun tog fat i dynen og roligt lagde den omkring hans skikkelse og puttede ham helt under den. Hun kyssede let hans pande. ”Du må sove rigtig godt min dreng.. Så ses vi i morgen,” sagde hun roligt og med en blid stemme. Hånden lod hun stryge ganske let igennem hans hår, som hun sendte ham et smil. Når det kom til det med natknus og det hele, så vidste hun udmærket godt, at det slet ikke var noget som lå naturligt til Stefan. Nej, han var den som altid skulle vise sig som stor og stærk, hvilket hun også accepterede til fulde.

Stefan vendte blikket stille mod mor, som det var hende som startede ud med ham, selvom han nu heller ikke sagde noget som helst til det. Han sendte hende et smil. Det var virkelig bare dejligt med tanken til at blive puttet, for det var rart også at være lidt lille dreng igen. Han vendte sig roligt, så han lå helt godt i sengen som mor valgte at putte ham, for det var virkelig noget af det bedste af det hele, for han havde virkelig savnet at hans mor havde gjort helt præcist det som hun gjorde nu, også fordi at han vidste at far ville gøre det derefter. ”I lige måde mor.. Og gå nu ikke for sent i seng!” Han sendte hende et strengt blik, også selvom han ikke kunne skjule smilet som måtte følge lige efter. Han lagde sig godt til rette. Ikke noget med knus og alt det der, for det var bare ikke ham at gøre sådan noget.
Malania kunne ikke lade være med at smile. Det var og blev bare hendes dreng og det var noget som hun kun var glad for. Hun rejste sig roligt op, så hun kunne gå videre til Daniel, nu hvor Pierce så ud til at være færdig med ham, så kunne han jo lige sige godnat til Stefan, som hun kunne sige det til Daniel, og så kunne de få lov til at nyde resten af aftenen og så længe som det nu ville være, at de kunne have hinanden. Hun vendte sig mod Daniel, da hun stilede sig let på tæerne ved køjen, så hun kunne nå op til ham. Hun sendte ham et smil, som hun tog omkring dynen, lige for at putte ham ordentligt. Hun ville jo trods alt også have lov til at putte ham godt og trygt. ”Nå, min store dreng.. Nu må du jo sove rigtig, rigtig godt..” Hun sendte ham et smil, som hun også skænkede hans pande et kys. Noget som hun gjorde hver evig eneste aften. Visse ting ville hun bare ikke ændre på, hvis hun ellers kunne blive fri for det. Hendes blik gnistrede af lykke og glæde. Det glædet hende virkelig at hele familien for en gangs skyld kunne være samlet!

[pierce]

Daniel sendte far et muntert smil, som han havde sagt godnat og fået puttet ham under dynen, selvom der egentlig ikke var nogen grund til det, for han vidste at hans mor ville komme bagefter og putte ham mindst ligeså godt igen. Smilet bredte sig dog kun, da hans mor kom op til ham, hvor han tog imod kysset mod hans pande. Han lagde tydeligt mærke til at hendes blik var langt mere glad denne aften end hvad det normalt plejede at være, og han vidste at det var fordi deres far var hjemme igen. Han var kun glad for at de alle var samlet igen, for det var jo lang tid siden at de begge havde været der til at putte dem, fordi deres far havde så meget arbejde at se til, noget som han bare valgte at acceptere. Måske at Stefan ikke var meget for knus og kys, men Daniel elskede det! Han satte sig roligt op, som han slog armene omkring sin mors nakke, for at give hende et stort kram. I hans øjne var det et tegn på at de elskede ham, hvilket han ikke havde noget imod at få bekræftet! Han skænkede sin mor et kys på kinden. ”Elsker dig mor!” endte han i en dæmpet og dog munter tone, som han lagde sig ned, så hun kunne trække dynen over ham og putte ham, hvor han tydeligt mærkede varmen omfavne hans krop, hvilket også gjorde ham en anelse døsig. Han undertrykte let en gaben, som han sendte sin mor et glad og dog træt smil. ”I lige måde mor,” hviskede han roligt, som han lukkede øjnene og lagde sig om på siden, for at kunne ligge bedre.

Pierce sendte blot Daniel et varmt smil, inden han vendte opmærksomheden mod Stefan, som han roligt knælede ved hans seng. Han sendte ham et varmt smil, inden han lænede sig en anelse ind over ham, for at kunne putte ham godt under dynen, så han var sikker på at han ikke ville fryse, selvom han godt vidste at det ikke var muligt, for de bar både havenglen som bar den konstante varme i sig og horroren der bar døden og derfor ikke kunne fryse. Han strøg ham let over håret, for at stryge hånden ned over hans pande og kind. ”Godnat Stefan,” sagde han i en dæmpet og dog varm tone, som han roligt trak hånden til sig, ”du må sove rigtig godt, så ses vi i morgen.” Han regnede med at være hjemme hele dagen i morgen, for det var vidst på tide at han også var lidt sammen med familien, eftersom han vidste at det var lang tid siden at de alle sammen havde nydt dagen sammen. Han rejste sig roligt op, hvor han ventede på at Malania blev færdig med Daniel, inden han tog hendes hånd, for at trække hende med sig hen til døren, som han åbnede. Han så sig roligt tilbage mod dem begge og smilede varmt til dem. ”Sov godt drenge,” sagde han roligt, inden han lukkede døren, så de kunne få ro og fred til at sove. Han håbede på at de ville falde i søvn relativt hurtigt, for han havde gjort dem godt aktive i dag, plus de havde fået deres mors gode mad, så mon ikke de var blevet godt trætte? Han vendte roligt blikket mod Malania, hvor smilet blot bredte sig på hans rosa læber, han gjorde et let nik mod stuen, som han ikke slap hendes hånd, men trak hende med sig hen til sofaerne. ”Vil du have noget at drikke kæreste?” spurgte han roligt. De kunne lige så godt gøre det så hyggeligt som det var dem muligt – det var om ikke andet så hans planer!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Selvom Stefan måske ikke var særlig meget for at vise det, så kunne han faktisk godt lide at både mor og far puslede om ham. Daniel hoppede nu ind i rollen som manden i huset når far ikke var hjemme, men han var der ligesom også. Et sted så blev han vel kun bange for at han ville blive glemt i længden? At de ville glemme ham på den ene eller den anden måde, nu hvor Daniel var så.. perfekt? At far kom ned og puttede ham havde han bestemt heller ikke noget imod! Han lagde sig roligt ned i sengen, lod far putte dynen godt om ham, selvom han vidste at det var mindst lige så godt som mors. ”Godnat far,” sagde han roligt, hvor han måtte kvæle et gab, for han var faktisk ved at være godt træt efterhånden, om det jo så var noget som han ville det eller ikke. Han lagde sig roligt om på siden, kun for at ligge bedre end det som han havde gjort til nu. Det var jo faktisk også i den stilling som han altid sov i. ”Vi ses i morgen,” afsluttede han roligt, også selvom det vel mere var.. en håbefuld stemme? De var jo vant til at far altid var så tidligt af sted om morgenen, at de ikke nåede at sige farvel til ham, også selvom det nok var noget som plagede deres mor langt mere end det som det måtte plage dem. I sig bund og grund, så faldt han faktisk ekstremt hurtigt i søvn. Nu hvor familien var samlet og alle var glade, så var det i den grad også betydeligt nemmere for ham at give efter for den så tiltrængte søvn, for han havde virkelig ikke mere energi tilbage!

Malania smilede virkelig med en lykke uden lige. Hele familien var samlet, Pierce var endelig kommet hjem, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre end det! Så var det vel at skulle nyde det så længe, at det var menneskelig muligt for hendes vedkommende! Hun gengældte mere end glædeligt Daniels knus og trykkede ham let ind til sig. Hun lukkede øjnene let og kyssede roligt hans kind. ”Mor elsker i den grad også dig,” gengældte hun mere end glædeligt. Det var heller ikke fordi at det var nogt som hun havde lyst til at lyve om, for hun kunne da slet ikke undvære nogen af sine drenge! De var virkelig alt for hende, så det var bestemt heller ikke noget som man skule tage det mindste fejl af! Hun lagde ham roligt ned, kun for at putte ham roligt under dynen og puttede den rigtig godt omkring ham. Hun rejste sig roligt op, kun for at tage omkring Pierces. Han var hjemme og hun ville i den grad nyde det! ”Sov godt drenge.. så ses vi jo i morgen,” sagde hun roligt, idet hun fulgtes med Pierce ud igen. At de ville have hele aftenen for sig selv, var selvsagt noget som hun ville nyde, hvor det i sig selv, var meget underligt at de havde hele aftenen uden børn. Det var ikke noget som de havde været ude for igennem frygtelig mange år efterhånden! Ganske roligt, så gik hun med Pierce ind i stuen. Hun havde jo også sin nyhed at skulle videregive til ham, også selvom hun slet ikke vidste hvordan han ville tage det, hvilket faktisk var noget som gjorde hende en anelse usikker. ”Jeg vil ikke sige nej tak.. I aften vil jeg nyde en fritid sammen med dig.” Hun trykkede ham let i hånden, kun for at sende ham et direkte lykkeligt smil. Han var og blev virkelig hendes eneste lykke!

[pierce]

Det var rart at have både mor og far hjemme igen, det var noget som Daniel havde savnet! Det var længe siden at hans far havde været der og det var noget som han tydeligt kunne mærke påvirkede deres mor, så når de var hjemme var han også glad for at se at alt var okay imellem dem, det var også grunden til at han gerne ville give dem tid sammen, så de kunne få snakket og så de ikke ville ende med at gå helt fra hinanden, for han ønskede ikke at miste dem! Han havde jo selv været ude med sin far hele dagen i dag, så han kunne godt give sin mor og far lidt tid sammen, inden han ville tage af sted igen, for han vidste at hans far ikke ville være hjemme særlig længe af gangen, inden han igen skulle af sted og arbejde. Til tider var han væk hele dagen men kom hjem til aftensmaden – de dage kunne han godt lide, men der var også de gange, hvor hans far var væk i flere dage uden at de så noget til ham, når han havde sit arbejde ude i havet, hvor de ikke måtte komme med – de dage hadet han til gengæld. Han smilte bredt ved hans mors knus og kys, hvor han elskede når han blev puttet af dem begge! Så var det tydeligt at mærke at de var en stor familie! Han betragtede dem blot gå hen til døren, hvor det et sted irriterede ham at de allerede skulle i seng, men.. det var der intet at gøre ved. Han lukkede roligt øjnene, blot for at lade søvnen trænge ind og overmande ham, for han måtte indrømme at han alligevel var blevet kørt ret træt og med en fuld mave, af sin mors gode mad, så blev det bestemt heller ikke bedre! Sultede gjorde de i hvert fald ikke! ”Godnat,” mumlede han blot, som de lukkede døren, så rummet blev overmandet af mørket, et mørke som han faktisk sagtens kunne se i på grund af horroren, det havde virkelig sine fordele! Lang tid gik der ikke før Daniel måtte give efter og falde i søvn og få den tiltrængte hvile.

//Out//

At få de to små spirrevipper i seng, var noget som glædede Pierce. Selvfølgelig nød han når hele familien var samlet og han kunne faktisk rigtig godt lide de aftener, hvor de to drenge fik lov til at blive længere oppe, så de alle kunne sidde og hygge sammen inde i stuen foran pejsen, men lige denne aften ville han gerne være alene med Malania, fordi han havde noget vigtigt at snakke med hende om. Han slap roligt hendes hånd efter at have givet den et blidt klem, inden han gjorde en gestus mod den bløde sofa. ”Og nyde den skal vi nok,” svarede han lettere sikkert og sendte hende et varmt smil. Han gik roligt ud i køkkenet, hvor han tog to vinglas og den fineste rødvin som de havde i huset, inden han gik hen til sofaen igen, hvor han roligt satte sig. Han trak proppen ud og hældte roligt op i det ene glas, som han rakte Malania, inden han hældte op til sig selv. Han løftede glasset. ”Skål for at få de to små i seng, så vi kan nyde aftenen alene os to,” svarede han med en drillende undertone. Det var sjældent de to havde en aften sammen alene, så det ville han utrolig gerne nyde sammen med hende! Han klingrede sit glas mod hende, inden han tog en slurk af den røde væske der smagte ganske udsøgt! Han rykkede sig roligt tættere på hende så de sad tæt. ”Hvad har du ellers lavet i dag kære?” spurgte han roligt, som han lænede sig ind og skænkede hendes kind et blidt kys.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Der var visse ligheder mellem Stefan og Daniel på visse tider; De elskede begge to når både mor og far var hjemme, også selvom det var forbandet sjældent at mor ikke var hjemme. Han kunne faktisk slet ikke huske, at mor ikke havde været hjemme, så det var bestemt heller ikke noget som gjorde ham det mindste på noget som helst tidspunkt overhovedet. Han havde mere end glædeligt bare ladet far putte ham efter mor. Han var ikke til alt det der med kys og kram, men det var nu noget som man bare måtte tage med sig, om det var noget som man ville det eller ikke. Han var ikke en baby mere! Også selvom hans bror mest af alt kunne minde om en, så var det ikke noget som han ønskede at tage del i, hvis han ellers kunne blive fri for det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Selvom han ikke var meget for at komme i seng så tidligt, så var han faktisk meget træt! Han kvalte et gab, idet at han trak dynen tæt om sig. ”Godnat..” mumlede han allerede meget fraværende, for han var virkelig, virkelig træt! At døren gik i og mørket også måtte komme til, så gjorde det jo heller ikke situationen meget bedre for hans vedkommende. Øjnene lukkede han roligt i, hvor søvnen allerede overmandede ham med det samme. Han var virkelig, virkelig træt!
//Out

Malania ville i den grad nyde at have Pierce lidt for sig selv! Desuden så havde hun jo også en stor nyhed at skænke ham og nu hvor han ville være hjemme, så var det jo endelig at tage chancen til det, for det var jo egentlig noget som skete så frygtelig sjældent, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun vendte blikket mod ham og med det store smil på læben. Lykken stod jo direkte ud af hendes blik, så det var jo egentlig heller ikke noget som kunne forundre nogen som sådan, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. ”Det er jeg ikke det mindste i tvivl om. Jeg nyder når du er hjemme, Pierce.” Hun var ærlig for ham. Hun kunne da heller ikke drømme om noget andet! Hun satte sig roligt på sofaen og med det store smil. Hun kunne da slet ikke lade være med det! At vide at hun havde ham alene for en hel aften, var da helt utroligt! De havde jo i bund og grund ikke haft en aften alene siden drengene kom til verden, også selvom det slet ikke var noget som hun på noget tidspunkt ville være i stand til at fortryde! Hun vendte blikket stille mod ham og med den samme rolige mine som tidligere. ”Uha.. Er der en speciel anledning?” spurgte hun med en drillen stemme, idet at han skænkede op af den dyre vin. Ikke fordi at det var noget som hun havde regnet med, men det var skam heller ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste! Hun lod glasset klinge mod hans. ”For en børnefri aften,” medstemte hun morende. Hun tog kun en lille tår. Hun nød selv af smagen, men det var jo heller ikke godt for den lille hemmelighed som hun måtte bære i det indre. At han kom tæt på, gjorde hende ikke det fjerneste. Hun tog roligt hans hånd og skænkede ham et varmt smil. ”Jeg har ventede på at verdens bedste kæreste ville komme hjem til mig,” svarede hun med et lykkeligt glimt i øjet. Hun grinede let. ”Tja.. Gjort rent deriblandt.. Lavet mad. Virkelig leget husmor,” tilføjede hun muntert.

[pierce]

Pierce vidste godt at han ikke var meget hjemme, men hvad skulle han dog gøre ved det? Arbejdet tog utrolig meget af hans tid og han ville jo gerne skaffe penge hjem til familien så de havde noget at leve for, så de også kunne skænke drengene det bedste, for andet ville han da ikke tillade! De var en lille familie og han ønskede ikke at de skulle vokse op i fattigdom, selvom de langt fra var de rigeste, for det var jo heller ikke fordi at han tog så meget for at hjælpe folk, når han var læge heroppe på land, for det kunne han næsten ikke byde folk, hvorfor skulle de dog betale for hjælp? Det gav ham altid dårlig samvittighed, selvom han var nød til det, for før han havde mødt Malania havde han ikke haft brug for penge, for han skulle ikke bruge det på mad eller væske, da han ikke havde brug for det, han havde fint kunne klare det med Malania ved sig, men nu hvor de også havde drengene, der virkelig spiste store portioner, så skulle der flere penge hjem, hvilket han jo så var nød til at skaffe, men det gik jo så også ud over hans tid, for han vidste godt at han ikke var meget hjemme, men han gjorde det egentlig kun for familien. Hans familie betød virkelig alt for ham! Og han ville utrolig gerne være hjemme hos dem alle, men det var bare svært. Et muntert smil gled over hans læber, som hun spurgte om det var en særlig anledning, hvilket det faktisk også var, men det skulle han nok komme ind på senere hen. ”Enhver tid med dig er en særlig anledning min kære,” svarede han stilfærdigt og sendte hende et kærligt smil. Han trak kun på smilebåndet, da de skålede for en børnefri aften, ikke fordi at han ikke nød at have dem alle sammen samlet, for det var det som han bedst kunne lide, men han havde til tider også bare brug for Malania selv, det gjorde alligevel en forskel, selvom han elskede sine drenge over alt på jorden! At hun kaldte ham for verdens bedste kæreste, fik hans hjerte til at slå hurtigere imod hans bryst, hvor han bed sig kort i den bløde underlæbe, inden han tog en enkelt slurk af den fine rødvin. Han ville nyde at han endelig havde hende for sig selv, når det nu var så sjældent, men når det skete så skulle det i den grad også være noget særligt! Han kluklo ganske let til hendes ord. ”Du er også verdens bedste husmor min kære!” svarede han sandfærdigt, som han lænede sig ind mod hende og skænkede hendes kind et blidt kys. Han var glad for at han endelig var hjemme ved hende igen, og nu hvor drengene endelig var lagt i seng, så kunne de endelig være alene og nyde hinanden, for han kunne faktisk ikke huske hvornår det sidst var sket. Han sendte hende et varmt smil, som han lagde sin frie hånd mod hendes lår, som han strøg ganske let. Det var rart at være tæt på hende igen. Han vendte kort blikket mod den gnistrende pejs, som der også var gang i, hvilket der jo altid var til aften. ”Jeg er ked af at jeg ikke er så meget hjemme Mal,” sagde han roligt og noget så pludseligt, som han vendte blikket en anelse sørgmodigt imod hende, for han vidste godt at hun manglede ham, som drengene gjorde og som han jo også selv manglede dem.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var den meget tilpasningsdygtige og det var heller ikke fordi at hun krævede at Pierce var hjemme ved hende hele tiden. Hun vidste godt at han havde sit arbejde i havet såvel som det lille som han havde fået på land, hvor det selvfølgelig glædet hende, at han havde muligheden for at være mere sammen med familien om ikke andet. Hun elskede ham virkelig og selvfølgelig så ønskede hu nat det hele skulle fungere også selvom det var svært når hun følte at hun stod så meget med tingene alene. Ikke fordi at hun klaget over det, for hun havde selv valgt at acceptere tilstedeværelsen som hun havde og det var heller ikke fordi at hun kunne finde på at ændre på det! Hun havde virkelig jordens dejligste kæreste og det var noget som hun stod helt og holdent fast på! Hun vendte blikket mod ham. At det at være sammen med hende altid var en særlig anledning, var noget som virkelig fik hende til at smile. Det var jo heller ikke ofte at de havde hinanden for sig selv, så det var jo egentlig bare at nyde det så længe at det var dem menneskelig muligt. I aften så havde de hinanden alene, for hun havde i den grad godt lagt mærke til at de virkelig havde været udmattede i dag. Havde han kørt dem træt med vilje? Ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At han satte sig tæt på hende, var slet ikke noget som hun havde det mindste imod, for det var noget som hun i den grad kun måtte nyde noget så frygtelig godt af! Hun lagde hovedet stille mod hans skulder og lod ham mere end glædeligt komme hende så tæt at han strøg over hendes lår. Det fik det kun til at sitre af rent og skært behag. ”Det er bare noget du siger.. Enhver tid med dig er kærkommen,” svarede hun roligt og med et stille smil på læben. Lige hvad der ventede hende i aften, var slet ikke noget som hun havde den fjerneste anelse om, men hun havde jo trods alt også sin store hemmelighed til ham, som hun også ville afsløre i aften. Nu hvor de var samlet alle sammen, så kunne det heller ikke blive bedre for hendes vedkommende! Hun grinede ganske let. ”Ja, noget kan jeg jo godt finde ud af,” påpegede hun med et stille og alligevel morende smil på læben. Hun tog stille imod hans kys til kinden, hvor hun stille vendte blikket mod ham endnu en gang. Hun blinkede ganske let og stille med øjnene, hvor hun selv sendte ham et stille og roligt smil. Hun elskede ham og det var alene en grund nok til at hun valgte at holde ud på den måde. Hun satte roligt glasset på bordet, idet hun tog omkring hans hånd som hvilede mod hendes lår, som hun skænkede et klem. ”Det skal du ikke være ked af, Pierce.. Jeg ved jo godt at du har dit arbejde at passe, og… og vi skal jo nok klare det,” forsikrede hun ham. Der var virkelig ikke nogen grund til at han skulle rende rundt og have det direkte elendigt over det!

[pierce]

Efter at drengene var gået med til at lade mor og far få lidt tid alene, havde Pierce også med vilje holdt dem i gang, for han ville gerne sikre sig at de faldt i søvn hurtigt og ikke kom rendende op som de til tider kunne finde på. Han vidste godt at selv drengene manglede ham, eller.. de manglede vel at de alle sammen var samlet? Han vidste godt at det ikke skete så meget mere, men når han endelig fik tid, så prøvede han virkelig også på at være sammen med familien, men problemet var jo at de var så mange. I dag havde han konstant været sammen med drengene, og her til aften ville han altså bare nyde tiden sammen med Malania! Han fortsatte med at stryge hende over låret, selvom det var lettere fraværende, eftersom han sad i sine egne tanker, som han ikke rigtig havde kontrol over, for han havde noget specielt som han gerne ville snakke med hende om, selvom han kunne tage det senere? Et sted var han bange for at han fik kolde fødder, hvis han ikke fik det ud. Han blinkede let med øjnene, som han vendte blikket mod hende og sendte hende et varmt smil. Han rystede ganske let på hovedet. ”Jeg mener det Malania, enhver tid med dig er en særlig anledning, et specielt øjeblik, en unik tid som jeg ikke har i sinde at lade gå til spilde,” forklarede han stilfærdigt, som alvoren stod tydeligt i hans varme blik. Han mente skam sine ord! Han elskede hende virkelig højt og når han endelig havde hende for sig selv, så kunne han tydeligt mærke at han ikke ville kunne undvære hende, for hun var virkelig noget ganske særligt. Hans kæreste og det bedste som var sket ham! Hun havde skænket ham en familie, en familie som han bestemt også ville kæmpe for at holde sammen på! ”Der er da meget som du kan finde ud af og som du er utrolig god til!” svarede han stilfærdigt og lettere bestemt, andet ville han da slet ikke høre tale om! Hun var begavet og utrolig talentfuld indenfor utrolig mange punkter! Desuden, så elskede han hende for den hun var, om hun så var klodset og dårligt til alt, så ville han stadig elske hende lige så højt som han gjorde nu. Hun gjorde ham lykkelig og glad, hun var hans eneste ene, som han slet ikke ville kunne undvære! Han vendte sin fulde opmærksomhed imod hende, da hun stillede glasset fra sig og tog omkring hans hånd, der hvilede ved hendes lår. Han sendte hende et varmt lille smil til hendes ord. ”Du er altid så optimistisk og forstående. Det beundrer jeg ved dig,” svarede han med en varm stemme, som han lænede sig ind og skænkede hendes læber et blidt kys. ”Det er også derfor at jeg vil.. fortælle dig noget,” tilføjede han roligt. Han tog en slurk af sin vin, næsten for at dulme nervøsiteten, inden han selv stillede glasset fra sig på sofabordet, blot for at tage om begge hendes hænder. ”.. kom,” opfordrede han roligt, som han trak hende med sig længere ud på gulvet. Han sank en klump, inden han trak vejret dybt for at prøve at tage sig sammen, for svært kunne det da heller ikke være.. kunne det? Han vendte de turkisblå øjne imod hende, hvor han sendte hende et varmt og dog nervøst smil. ”Jeg ved godt at jeg ikke er meget hjemme og jeg håber også at vi finder ud af det. For jeg vil utrolig gerne være herhjemme sammen med dig og drengene, I er virkelig mit et og alt! Og nu har vi været sammen i seks år, holdt samen i tykt og tyndt, været igennem både godt og ondt, men.. vi er her endnu, står stadig sammen og jeg elsker dig virkelig højere end noget andet. Det er derfor at jeg..” Han stoppede sig selv, som han stak hånden ned i bukselommen, for at trække en sort lille æske frem, inden han knælede foran hende, han slap hendes hånd, for at åbne den, hvor der indeni var en guldring, med en safirblå diamant i midten og to isblå havperler ved siden af. Han rømmede sig ganske kort. ”Derfor spørger jeg dig, Malania Marchioness.. vil du gifte dig med mig?” Han vendte de turkisblå øjne op mod hende, hvor han betragtede hende lettere afventende, imens han mærkede sit hjerte banke af sted imod hans bryst med fulde hammer. Han havde aldrig været så nervøs i hele sit liv!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Lige hvad der ventede Malania i øjeblikket, var slet ikke noget som hun havde nogen anelse om. Hun havde drengene hver evig eneste dag når Pierce var ude, også selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde det mindste til, for.. ja, pengene var de jo nødt til at have for at kunne leve, gå mætte i seng og med drenge med en sådan appetit som de havde, så krævede det jo også sit. Ja, hun manglede ham virkelig, men hun vidste at han altid ville komme hjem hvis det skulle vise sig at blive direkte nødvendigt, så det var vel i bund og grund også bare en.. god ting? Det var om ikke andet, så noget som hun kunne håbe på. Hun vendte blikket stille mod ham. Han gjorde hende lykkelig, hvor selv disse stunder var noget af det bedste som hun vidste! De stunder hvor familien var samlet og nu hvor drengene var blevet så store at de kunne se at mor og far også havde brug for tid alene, så var det noget som kun gjorde det hele så langt mere specielt. Hun sendte ham et næsten forlegent smil. Han overdrev virkelig! ”Det er bare noget som du siger, Pierce,” fastholdt hun med et tydeligt forlegent smil på læberne. Hvorfor skulle han altid sige de rigtige ting? De ting som faktisk gjorde hende blød i knæene? Måske at de havde været sammen længe. Drengene var ved at være store og de havde virkelig været igennem så frygtelig meget for hinanden, at man skulle tro at det måtte være løgn! Hun kunne i hvert fald ikke rigtigt forstå det, at der var gået så lang tid og at de havde haft så mange ting at slås med som det de havde haft, for det var bare ikke noget som gav nogen som helst mening for hende overhovedet! Hun var nødt til at holde sig så optimistisk, for hun ville virkelig ikke rive drengene med sig ned i det hul som hun følte at hun vadet rundt i når Pierce ikke var der og med den hemmelighed som hun ville afsløre for ham i dag? Så ville han vel også kun være væk i længere tid? Hvilket var en tanke som hun bestemt heller ikke brød sig om, for hun ville virkelig ikke undvære ham! Det var hårdt nok som det var! Hun smilede let og trykkede omkring hans hånd, som hun vendte sig stille mod ham. Uden at tøve, så tog hun imod hans kys som hun besvarede selv med den største glæde og den største fornøjelse. Det varmede virkelig hendes hjerte at vide at hun havde ham, for det var virkelig det eneste som hun ønskede sig på denne her måde! Hun trak vejret dybt. ”Jeg prøver i hvert fald. Det er hårdt at mangle dig, men..” Hun tav ved hans ord. Han havde noget at fortælle hende? ”Og hvad er det?” spurgte hun. Denne gang med en langt mere nysgerrig stemme, for hun havde altid været frygtelig nysgerrig af sig! Hun rejste sig roligt sammen med ham og gik med ham ud på gulvet, hvor hun selv vendte blikket spørgende mod ham. Helt præcist hvad var det at han havde gang i? Hun blinkede ganske let med øjnene og lod hovedet søge let på sned. Hans ord gik direkte i hendes hjerte og det varmede i den grad også hendes indre. At han knælede foran hende var noget som for alvor fik hendes hjerte til at gå direkte i stå, for der gik det op for hende hvad der skete. Hendes hjerte begyndte derefter for alvor at hamre direkte mod hendes bryst og som aldrig nogensinde før. Hun havde aldrig nogensinde været ude for noget lignende af dette! ”Jamen.. Pierce, det.. det..” Hun vendte de mørke øjne mod ham. Han friet til hende? Han bad om hendes hånd? Et sted havde hun bare lyst til at juble og skrige, men hun ville jo heller ikke vække drengene! Ringen.. det var noget af det smukkeste som hun nogensinde havde set, hun havde aldrig været ude for noget lignende! Hun tog stille omkring hans hånd, hvori hun lod boksen med ringen ligge, idet hun knælede foran ham. De mørke øjne søgte til hans eget. Var det derfor han havde været så nervøs? Hun sendte ham et stort smil og nikkede. ”Selvfølgelig vil jeg det, Pierce! Du er virkelig mit et og alt!” sagde hun med et stort smil på læben.

[pierce]

At Malania endte forlegent ved Pierces ord, var noget som kun glædede ham, for så vidste han at han havde sagt det rigtige, så vidste han at han også kunne gøre noget godt, i stedet for kun at bringe hende sorg, for han vidste godt at hun havde brug for ham, det havde han vidst siden de var kommet sammen under første møde, hvor de havde døjet med hans vandproblem, men det havde han fundet en løsning på ved at de flyttede sammen ned ved stranden. Han havde selv bygget huset, sammen med nogle af sine venner fra havet, dog havde de derefter skulle døje med hendes fuldmåneproblem, da hun var blevet bidt, og derefter havde de fået de skønneste to små stærke drenge, som han ikke var meget for bære horroren i sig, for et sted var han vel bange for at mørket ville sejre i dem, at de ville blive onde, selvom han virkelig prøvede at gøre alt for at de skulle forblive gode, men det hjalp vel også at de havde arvet deres mors lysvæsen? Og hans neutrale havengel? De bar faktisk en del af hver, noget som gjorde dem unikke, men han kunne forestille sig at det ville blive en forbandelse i fremtiden, selvom han virkelig håbede og bad til at de ville få et langt og ikke mindst lykkeligt liv. Han greb roligt omkring hendes hånd og gav den et blidt klem. ”Selvfølgelig er det ikke bare noget jeg siger! Jeg mener det! Hvert et ord!” forsikrede han hende og sendte hende et varmt smil. Hendes lykke betød virkelig alt for ham! Han ønskede at være en del af den, være den som bragte hende den, og han ville bestemt ikke risikere at miste hende til nogen anden mand! Derfor var disse stunder alene også noget som han værdsatte utrolig meget, noget som han fandt vigtigt, for så kunne han give sig helt hen til hende, bekræfte hende, fortælle og lade hende vide at han elskede hende og kun ville være hende tro, at han ville elske hende til evig tid og længere endnu. Aldrig ville han holde op med at elske hende! At hun blev nysgerrig, da han sagde at han havde noget at fortælle hende, fandt han det kun morende. Han vidste at hun var nysgerrig, det havde hun jo altid været, noget som faktisk måtte more ham utrolig meget! Dog var det også noget som han fandt kært, han elskede hende for den hun var og han ville ikke gøre noget som helst for at ændre det mindste på hende! Alle havde sine fejl og han vidste at man måtte elske både den gode og den dårlige side af en person, for at kunne leve med hende. I hans øjne var Malania dog perfekt, så han havde bestemt ikke svært ved at elske hendes ’dårlige’ side, for i hans øjne havde hun slet ikke nogen. At fri til hende, havde han overvejet i lang tid, et sted for at bevise at han elskede hende, men også for at holde på hende, for hun var virkelig den kvinde han ønskede at leve sammen med resten af sit liv! Der var ingen der kunne overgå hende, hun var hans et og alt, hans eneste ene! At hun tog omkring hans hånd og knælede ved ham, men lod æsken med ringen i ligge, gjorde ham en anelse nervøs, for.. fandt hun det som en dum idé? De havde været sammen i næsten syv år, de havde to vidunderlige drenge, og.. han elskede hende af hele sit hjerte, så i hans øjne var det kun på tide at de blev gift, i hans øjne burde han for længst havde giftet sig med hende! Han sank en klump og lod de turkisblå øjne falde til hendes smukke mørke. Han blinkede lettere overrasket med øjnene, som hun sagde ja, hvor et stort og noget så lykkeligt smil gled over hans læber. ”Virkelig?!” Et sted bare for at være sikker. Han slap en munter og dog lykkelig latter, som han slog armene omkring hende bare for at knuge hende tæt ind til sig. ”Du aner ikke hvor lykkelig du gør mig!” hviskede han kærligt mod hendes øre, som han holdt hende tæt. Han slap hende roligt, som han tog omkring hendes hånd, idet han rejste sig og trak hende med sig op. Han tog ringen ud af æsken, blot for at lade ringen falde omkring hendes ringfinger. ”Du er min mest værdifulde og dyrebare skat,” endte han i en varm tone, som han vendte blikket mod hende, blot for at trække hende ind til sig og skænke hende et dybt og noget så lidenskabeligt kys.