Still growing..

[pierce]

At de var gravide endnu engang, at de skulle have et til barn i familien så den tilmed blev større, var noget som ikke kunne andet end at glæde Pierce utrolig meget! Han så faktisk frem til at hun igen ville have den store mave, så han igen havde noget at pusle om og igen havde noget som han kunne nusse og mærke barnet vokse i hendes indre og mærke det sparke imod hendes mave, for det at vide at de sammen havde skabt noget, var noget som naturligvis måtte glæde ham noget så frygtelig meget! De havde allerede de to mest vidunderlige børn man kunne tænke sig til, og han vidste at de to små ville hjælpe til! Eller han var ganske sikker på at Daniel ville, men han var faktisk bange for at Stefan måske ville føle sig udenfor, når den lille endelig kom og faktisk fik det meste af opmærksomheden, for barnet havde jo brug for omsorg og overvågning fra morgen til aften og aften til morgen. Den lille ville kræve meget, det vidste de jo begge fra tvillingernes tid, selvom han da aldrig ville gøre forskel på sine børn! Men de var forskellige så selvfølgelig skulle man gribe dem og deres behov forskelligt an. Han slap en munter latter til hendes ord. ”Nej du har ret.. jeg husker tydeligt alle de nætter du var ved at skubbe mig ud af sengen fordi du fyldte det hele,” svarede han drillende, selvom det dog kun var for sjov, for selvfølgelig havde han kunne sove der hver nat, men jo større maven var blevet desto mere besværligt var det blevet for ham at holde om hende, det havde dog aldrig været umuligt, og der var også visse glæder ved at se hende gravid, vide at familien var ved at blive endnu større, hvem ville dog ikke se frem til det? Han vidste til gengæld også at når barnet blev født, så ville det blive en hård tid, for han huskede tydeligt når de to drenge havde skreget midt om natten og havde det ikke været den ene havde det været den anden, så et sted håbede han kun på at det var et enkelt barn og ikke tvillinger igen.
At de skulle have planlagt et bryllup, vidste Pierce nok ville give dem begge stress også nu hvor der var en ny lille på vej, men han var til gengæld også sikker på at de nok skulle få det hele løst! Andet tillod han desuden heller ikke! Han glædede sig til at brylluppet skulle stå! Han så virkelig frem til at han endelig kunne kalde hende for sin hustru! Hans Mrs. Peceriaz, det lød virkelig fængende i hans ører! Han lænede sig roligt tilbage i sofaen og lyttede til hendes fortsættende remsen op af ting til brylluppet, hvor han ikke kunne være andet end enig. Han så lettere tænkende ud i luften. ”Det lyder perfekt i mine ører!” endte han sandfærdigt og med et varmt smil om de rosa læber, uden at han veg blikket fra hende. ”Jeg tænkte at invitere Derick? Måske han kunne tage en præst med fra Procias?” foreslog han. De havde jo faktisk opkaldt Stefan efter Derick, han havde faktisk mødtes med manden få gange efter hans hjælp, så han stod naturligvis som hans ven, så hvorfor skulle han ikke være med? Hvis han naturligvis havde tid. Han lænede sig ind mod Malania og lod armen snige sig omkring hende. ”Så kan det være han tager dronningen med sig,” hviskede han drillende mod hendes ene ører, inden han skænkede hendes kind et blidt kys. Han tvivlede på at dronning Elanya havde tid til et sølle borgerligt bryllup, selvom det ganske enkelt var perfekt i Pierces øjne!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania måtte ærligt erkende, at hun slet ikke magtede den tanke omkring det at skulle opfostre tvillinger endnu en gang. Ikke fordi at hun havde noget imod dem som hun havde fra før af, for det var slet ikke det! Men det var virkelig krævende, det var svært og de krævede meget og de gjorde det på skift, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til. Om ikke andet, så glædet hun sig til at maven ville komme, at mærke ham pusle og nusse omkring hende, for der fandtes virkelig ikke noget bedre end det, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det bare en kendsgerning som man måtte og skulle indse. Hun sendte ham et muntert smil. Maven havde virkelig været enorm sidste gang, så hun håbede selvfølgelig på at hun kunne undgå at den var så stor. Det værste havde jo været hendes kvalme, for den havde virkelig ramt hende forbandet hårdt endda, at man skulle tro at det måtte være løgn! Men nu var det ikke noget som hun direkte kunne sige sig at tænke på. Hun havde ham ved sig og det var virkelig også det eneste som faktisk havde en decideret betydning for hende. Hun endte med at slippe en let latter, idet at hun vendte sig mod ham. ”Åh ja? Du kan jo bare sige, hvis jeg skal sove på sofaen, ikke?” spurgte hun med en tydeligt drillende mine, for det ville hun da ikke! Hun kunne ligge med ryggen ind mod Pierces favn, og på den måde, så kunne han stadig holde om hende, så det var noget som de nok skulle finde ud af!
At brylluppet skulle stå var noget som allerede måtte stresse Malania. Der var jo trods alt så mange valg som skulle gøres og det var bestemt heller ikke noget som man bare gjorde for at gøre det, om det var noget som man jo så ville det eller ikke, så var der ikke noget at gøre ved det! At blive hans hustru – hans Mrs. Peceriaz var noget som hun virkelig måtte se frem til! Hun vendte blikket mod ham. Han lød da om ikke andet til at være uenig med hende, så det var jo altid et godt skridt på vejen! At invitere Derick var noget som hun næsten så på som en venlig gestus, for hun kunne da ikke drømme om andet og specielt ikke efter alt det som den mand havde gjort for dem! ”Det ville være perfekt!” sagde hun roligt og med den tydelige muntre mine. Han havde virkelig formået at hæve hendes glæde her til aften, også selvom han vel heller ikke havde regnet med at det skulle stå så hurtigt? Ikke fordi at det var noget som hun ville sige noget som helst til i den anden ende. Hun trak vejret dybt. ”Tror du at selve dronningen ville have tid til et bryllup som vores?” Hun vendte de mørke øjne mod ham og med den samme rolige mine. Derick skyldte de alt og dette var vel også en måde hvorpå at hun kunne få det frem? Han havde og var skyld i at hun havde Pierce ved sig den dag i dag, så selvfølgelig var det også noget som betød meget for hende. ”Det bliver helt utroligt Pierce.. Vi skal giftes!” endte hun med en næsten helt ivrig stemme. Hun glædet sig som havde hun været et lille barn juleaften! Hun trykkede sig tæt ind til ham, hvor hun skænkede hans mundvig et ganske blidt kys. ”Endelig kan jeg skænke dig mit endelige ja! Med børnene som vidne til vores kærlighed.” Hun smilede bredt ved tanken, for den glædet hende!

[pierce]

Det at hun var gravid, var noget som virkelig måtte glæde Pierce! At vide at deres lille familie kun var ved at blive større, var noget som efterlod ham med en lykke uden lige i hans indre! Han kunne ikke være andet end tilfreds! Han glædede sig allerede til at maven ville komme, så han kunne pusle og nusse om hende, noget som han virkelig så frem til! Han vidste at han så fik mere arbejde, selv herhjemme, men nu hvor de også havde to drenge, så kunne de vel også hjælpe lidt til? Han glædede sig til at se deres ansigtsudtryk når de fik at vide at de skulle have en søster eller en bror. De måtte vel også finde det spændende? Han var sikker på at Daniel i hvert fald nok skulle, men han var faktisk lidt i tvivl om Stefan, for knægten var jo den yngste indtil videre, så mon han ville føle sig overset? Det måtte de jo bare sørge for ikke ville ske. „Sove på sofaen?! Aldrig i livet!” endte han lettere bestemt, „så hellere blive skubbet ned på jorden!” Han slap en munter latter, som han blinkede drilsk til hende. Han lod armene snige sig godt omkring hende, så han kunne trykke hende godt ind til sig, så han tydeligt kunne mærke at hun var her hos ham. „Jeg ønsker dig hos min side.. for evigt og altid,” endte han sandfærdigt og i en varm tone, som han lænede sig frem og skænkede hendes kind et blidt kys. „Jeg elsker dig Malania. Endnu engang formår du at gøre mig til den mest lykkelige mand i hele verden,” endte han blidt, som han holdt hende tæt ind til sig, og lod den ene hånd stryge hende blidt og beroligende over maven. Han så virkelig frem til den kommende tid! De kommende måneder, selvom han vidste at det ville blive krævende, når barnet først kom, for det ville tage meget af deres tid, så han ville forsøge allerede nu at skære ned i arbejdstiden, men stadig prøve at tjene godt på det, for han var jo nød til at forsørge familien.
At de skulle giftes var noget som virkelig måtte glæde Pierce mere end noget andet! Endelig kunne de få et bevis på at de var hinandens, så kunne ingen være i tvivl om hvor deres hjerte måtte ligge! Han så virkelig frem til det! Et stort bryllup, hvor han kunne give hende sit evige ja, som ville forsegle deres kærlighed i et ubrydeligt bånd! Hvem ville ikke se frem til det? „Alt bliver perfekt!” endte han med et stort og bredt smil om læberne, for det var han virkelig sikker på! Han så frem til at hun blev hans hustru, selvom børnene altid ville være deres, og med den lille nye, så blev alt virkelig perfekt! Han slap en munter latter til hendes ord. „Jeg tvivler på at dronningen får tid min kære. Specielt ikke med den situation som Procias har været i.. men man kan vel håbe?” Han sendte hende et skævt smil. Han vidste slet ikke om Dronning Elanya ville få tid og om hun i det hele taget ville få lyst, men det ville være ham en stor ære, hvis Derick ville komme, manden havde virkelig gjort så utrolig meget for dem! Specielt for ham, for han havde hjulpet ham med at få sin elskede tilbage, noget som han virkelig var manden utrolig og evig taknemlig for! Han slap en munter latter, som hun blev helt ivrig. „Rolig nu min kære.. ellers vækker du de små,” endte han i en mere tyssende tone, selvom det muntre smil ikke var til at tage fejl af. Han strøg hende blidt over kinden. „Men jeg glæder mig utrolig meget!”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var virkelig, virkelig glad for den reaktions om hun havde fået fra Pierce hvad angik hendes graviditet. Hun var gået til adskillige healere netop for at få det bekræftet, også fordi at hun havde været tvunget til at være sikker. Måske at de var unge, men til nu så gik det jo trods alt også meget godt? Hun ønskede bare ikke at han skulle arbejde så meget og så hårdt som han gjorde, for det kunne hun virkelig ikke lide! Hun havde også brug for at have ham lidt hjemme og hun vidste også godt, at han var enig med hende på det punkt. At være hjemme blandt børnene var selvfølgelig ikke noget som hun havde det mindste imod, for det glædet hende virkelig bare. At vide at de faktisk kunne gøre det og at de gjorde det godt! Hun slap en tydelig munter latter og lagde sig roligt ind til hans skikkelse. De kunne sagtens finde ud af det, det vidste hun! ”Tror du virkelig at jeg ville tage sofaen? Hvis nogen skal have den, så er det da dig!” sagde hun med en tydeligt drillende mine. Selvfølgelig ville hun have ham ved sig. Alt andet var da slet ikke noget som kom på tale! Armene omkring hende, var virkelig ikke noget som hun havde det mindste imod på nogen som helst måde overhovedet! Hun sukkede tydeligt og lettet, idet hun vendte blikket mod ham og med den samme rolige mine i blikket. Hans ord var noget som alligevel formåede at f en lettere rødmen til at fremtræde i hendes kinder. ”Mhmm.. Du formår så sandelig også at gøre mig mundlam, min kære..” Ganske roligt sammenflettede hun sine fingre sammen med hans. Hun gik ingen steder! For evigt og altid ville hun være der for ham – sammen med ham! Der var ikke noget som hun hellere ønskede end dette! Hans strøg over hendes mave, var noget som hun rigtig godt kunne lide – for hendes vedkommende, så bekræftede det kun for hende, at han var alvorlig omkring hendes situation og selvfølgelig var det noget som gjorde hende glad! ”Jeg elsker virkelig også dig, Pierce,” hviskede hun i gengæld.
Alene tanken om at hun skulle bære ringen som et symbol på deres kærlighed, var noget som virkelig glædet Malania mere end det som hun nogensinde ville være i stand til at beskrive med nogen som helst former for ord. Hun nød virkelig den tanke! Også at få bekræftet at det var der ved hende som han ønskede at være, for det var noget som hun virkelig måtte nyde sig noget så frygtelig godt af, om det jo så var noget som man ville det eller ikke! Hun smilede et stort og tydeligt bredt smil, ofr det var slet ikke noget som hun ønskede at lægge det mindste skjul på, for noget som helst i denne verden, om det var noget som man ville det eller ikke. ”Jeg kan da håbe. Det ville da være en ære, hvis Dronning Elanya ville bevidne vores lykkeligste stund..” sagde hun roligt og med en ganske alvorlig mine alligevel. Det var ikke noget som hun ønskede at skjule for ham, det var ikke noget som hun ville lyve omkring, for det var der ikke nogen verdens grund til! Hun lukkede øjnene let og lagde sig tæt ind til Pierce. Hun kunne da ikke komme tæt nok på! Derick havde virkelig gjort frygtelig, frygtelig meget for dem, og det var noget som hun selvfølgelig var dybest taknemmelig for, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun trak vejret dybt. Hun tav dog omgående, for det var bestemt heller ikke meningen at hun ville vække Stefan og Daniel. Hun var bare så… lykkelig! ”Lige så har du formået at gøre mig til den lykkeligste kvinde på denne jord,” hviskede hun glædeligt. Hun mente det. Alt det som han gjorde for hende og ved hende, bare at være til stede, for det var virkelig, virkelig ufatteligt!

[pierce]

Pierce kunne ikke andet end at nyde tanken omkring at Malania var gravid endnu engang, for nu hvor de var forældre, så vidste han at de sagtens kunne klare det, desuden så ville han bestemt ikke have det mindste imod at flokken blev større! Mange var de trods alt ikke, selvom det til tider godt kunne blive nok! Men de to små var jo også ved at blive større, de var ved at finde deres personligheder, de var ved at indrette sig efter verden og finde deres nuværende plads, selvom man tydeligt kunne mærke at de stadig var under udvikling i det hele, men han var nu sikker på at de ville blive to nydelige og fantastiske unge mænd, når de engang blev ældre! Han vendte blikket drillende mod hende. Han skulle sove på sofaen? Han skulede drillende til hende, inden han skubbede hende ned at ligge i sofaen, blot for at sætte sig overskrævs, dog ikke med sin fulde vægt, for han ville ikke gøre hende ondt, specielt ikke nu hvor hun var gravid, så selvfølgelig ville han passe på hende? „Skal jeg sove på sofaen?” gentog han drillende, som han begyndte at kilde hende, imens han slap en munter latter. Detm mindede ham helt om de gamle dage, under deres første møde, måske det første, men stadig det møde hvor han faktisk forelskede sig i hende, for andet kunne han virkelig ikke! „Du kan komme til at sove udenfor kan du!” endte han drillende, som han fortsatte med at kilde hende. Kilden som han vidste at hun var. Han stoppede dog roligt, for han ville heller ikke være alt for hård ved hende, ikke nu hvor hun faktisk var gravid. Han lænede sig roligt bagud, hvor han greb fat omkring et tæppe som han foldede ud, inden han lagde sig ned og trak tæppet omkring dem, så han kunne putte sig ved siden af hende. Han lagde armene omkring hende og sendte hende et drilsk smil. Han lod hende blot sammenflette deres fingre, hvor han gav hendes hånd et blidt klem. Han trak på smilebåndet til hendes ord. „Så længe jeg stadig kan gøre dig mundlam, så er jeg glad,” endte han sandfærdigt og blinkede drilsk til hende, inden han lagde sig tæt ind til hende, hvor han kunne indsnuse hendes søde duft. At hun gengældte hans ord glædede ham, som de også måtte varme ham, for at vide at hun elskede ham, gjorde ham virkelig lykkelig!
Måske de var unge, eller.. det havde de i hvert fald været da de havde fået børnene, men derfor var Pierce virkelig sikker på at det var hos Malania at hans hjerte måtte ligge, hvilket det for evigt måtte gøre! Han strøg hende blidt over kinden. De skulle virkelig giftes! Han kunne virkelig ikke fatte det! Men han fortrød det på ingen måde, for han ønskede at vise at han elskede hende, ønskede at give hende et bevis på det, og det var vel også på tide at han friede? Han havde ikke friet til hende da hun var blevet gravid første gang, for han havde ikke ønsket at give hende følelsen af at han kun friede til hende for at holde på hende, eller for børnenes skyld, nej det skulle være ægte og det perfekte øjeblik, og denne dag kunne virkelig ikke blive mere end perfekt! Han trak på smilebåndet „Selvfølgelig ville det være en ære. Men jeg tvivler nu stærkt på det,” endte han sandfærdigt som han sendte hende et skævt smil. Han ønskede egentlig bare at have Derick med, fordi manden stod ham nært, en god ven og deres redningsmand, han skyldte virkelig manden utrolig meget, så at se ham til sit eget bryllup ville virkelig være ham en ære! „Din lykke betyder alt for mig min kære,” hviskede han kærligt mod hendes ene øre, som han endte med at lægge sig over hende, idet han skænkede hendes læber et længselsfuldt kys.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde virkelig været direkte bange for Pierces reaktion. Han var sjældent hjemme fra før af og selvfølgelig, så var det noget som gjorde hende bange og ikke mindst også temmelig usikker og den tanke var bestemt heller ikke noget som hun brød sig om i det store og hele. Han tog det meget pænere end det som hun havde regnet med og selvfølgelig var det noget som lettede hende. De to som de havde fra før af, var noget som virkelig var stressende til tider, men de var unge og hun ville bestemt heller ikke påstå at hun havde fejlet med dem og ej heller havde han! De to ville blive store og flotte mænd når de blev store og hun ville ikke kunne være andet end direkte stolt over dem, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket! Hun vendte blikket stille mod ham som han endte med at lægge hende ned i sofaen. Det var længe siden at de havde haft tid til hinanden på denne her måde, så selvfølgelig var det noget som spillede ind. Smilet bredte sig på hendes læber som han endte over hende, selvom det alene var noget som direkte gav hende mistanke til hvad der nu skulle til at ske. Hendes hjerte slog let og fast mod hendes bryst. ”Lige præcis!” endte hun morende, selvom hun kraftigt stivnede idet at han begyndte at kilde hende. For hun var virkelig, virkelig kilden, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun brød kraftigt ud i latter og vred sig i et desperat forsøg på at få fat i hans hænder. At høre hans ord var noget som hun næsten ikke kunne udelukkende for hendes egen latter. ”S-stop!” endte hun med sin engleklare latter, hvor hun direkte søgte til sofaen igen, som han var endt med at holde inde og derved også gav hende en mulighed for at trække vejret igen. Som han lagde sig ned ved hende og under tæppet, var noget som fik hende til at smile stort! Hun elskede ham virkelig og det var bestemt heller ikke noget som han skulle glemme! Hun trykkede ham let i hans hånd. ”Det der var snyd!” sagde hun morende.
Det var bestemt heller ikke fordi at Malania havde krævet at Pierce skulle fri. Det var noget som skulle ske fordi at man havde lyst og ikke for noget andet. Hun ønskede virkelig ikke at skabe uro eller direkte store og voldsomme konflikter, for det ville hun bestemt heller ikke få det mindste ud af i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke. Derick skulle om ikke andet få invitationen og så kunne han tage Elanya med hvis det var noget som han ville. Hun sendte ham et glædeligt og lykkeligt smil. ”De skal om ikke andet have invitationen. Det vil være mig en ære hvis Derick vil komme,” sagde hun roligt. Hun lagde sig roligt og tæt ind til hans skikkelse. Hun var virkelig ikke i tvivl om at det var ved ham at hendes hjerte ville ligge. Det var ved ham hun ønskede at være sammen med og det var uden videre omsvøb på alle tænkelige måder overhovedet. Hun elskede ham virkelig noget så voldsomt! Hun trak vejret dybt og med blikket stille hvilende på hans skikkelse. Hans hvisken mod hendes øre, var noget som for alvor måtte få smilet frem på hendes læber. Det var slet ikke noget som hun kunne skjule for ham for noget som helst! Hun vendte blikket mod ham endnu en gang som han kravlede over hende. Armene gled stille om hans nakke, hvor hun mere end glædeligt mødte ham i hans kys. Hun besvarede det med den største glæde! ”Din lykke er mig yderst værdifuld,” hviskede hun roligt.

[pierce]

Pierce havde virkelig ikke det mindste imod at deres lille familie blev en mand større, for det var jo ikke fordi de var dårlige forældre, ikke hvis han selv skulle sige det, desuden så ville han da elske at have en lille som de kunne pusle om, og mon ikke drengene ville hjælpe til med det hele? De måtte vel også finde det spændende? Det håbede han om ikke andet, for det var ikke ligefrem fordi de kunne stoppe det. Han måtte bare finde en måde hvorpå han kunne skære ned i arbejdstiden men stadig forsørge familien. Han ønskede jo ikke at være så meget væk som han var, for han kunne jo faktisk godt lide at være hjemme hos dem alle, desuden ville han gerne være her hos Malania når hun engang først blev gravid. At kilde hende var noget som næsten måtte bringe ham tilbage til nogle af deres første møder, hvor han tit havde kildet hende, og det morede ham virkelig at der fandtes nogen der var så kilden som Malania, selvom han kun fandt det charmerende. Han kunne ikke selv lade vær med at slippe den muntre latter, da hun begyndte at vride sig under hende, for hendes engleklare latter måtte virkelig smitte af på ham! Som han stoppede betragtede han hende med et kækt smil, hvor han blinkede morende til hende. „Så.. jeg tror at jeg sover i sengen. Er du ikke enig?” spurgte han drillende, inden han slap en munter latter, hvor han kryb under tæppet og lagde sig tæt ind til hende. Han nød at være hende tæt, så kunne han ordentlig mærke hende, indsnuse hendes søde duft og vide at det ikke var en drøm, men at det faktisk var virkelighed. Han gengældte roligt hendes klem, hvor han slap en munter latter til hendes ord. „Hold da op! Jeg er jo nød til at vise jeg er den store stærke, når du trodser mig,” hviskede han drillende mod hendes øre, inden han skænkede hendes kind et blidt kys. Han elskede hende virkelig og han kunne virkelig ikke være hende foruden!
Det at de skulle giftes var noget som Pierce virkelig så frem til, for det var jo et bevis på deres kærlighed, et bevis på at de elskede hinanden og at de ønskede at leve sammen for evigt, for det var nøjagtig det som han ønskede! Brylluppet ville blive perfekt! Han håbede selvfølgelig at Derick kom, og om dronningen fik tid, tvivlede han på, men man kunne da krydse fingre, foruden det, så skulle det alt sammen jo planlægges, men han glædede sig virkelig! Han glædede sig til at gå med en ring, han glædede sig til at kunne vise alle og alt at Malania var hans og at han ville være sammen med hende resten af livet, for han havde virkelig aldrig elsket nogen højere end hende! Desuden så var der måske mange kvinder ude i verdenen, men det var virkelig kun Malania som han ønskede hos sig ved sin side, for hun var den mest perfekte af alle! „Selvfølgelig skal de have en invitation. Så må vi se om han får tid,” hviskede han roligt mod hendes øre, inden han vendte de turkisblå øjne ned mod hendes skikkelse, som han havde lagt sig over hende. Hendes arme omkring hans nakke havde han intet imod, han nød at ligge hende så tæt! Det sitrede helt i ham som hun besvarede hans kys, hvor smilet gled over hans læber. „Ligesom din lykke er alt for mig,” gengældte han i en varm tone, som han for en kort stund lå og betragtede hende i stilhed. Han var virkelig velsignet med hende som sin forlovede! Han trykkede sig ned mod hende, som han roligt skænkede hendes læber et dybt, intenst og ikke mindst længselsfuldt kys.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde virkelig intet imod at være gravid, for hun nød faktisk den følelse. Nød følelsen af at Pierce var der til at pusle om hende og den kommende lille, for der fandtes virkelig ikke noget bedre end det set i hendes øjne! Bare tanken om at han ville komme lidt mere hjem var og ville gøre godt, for hun ønskede det virkelig. Drengene var enige, så meget vidste hun, for hun havde set hvor glade de var når begge forældrene var hjemme og det var også noget som tydeligt havde en voldsom stor påvirkning på dem alle sammen, så de var selvfølgelig noget som de alle sammen burde og skulle finde ud af! Hun vendte blikket stille mod ham og med det samme smil som han endelig gjorde sig, for det var virkelig noget som fik hende til at smelte! At være sammen med ham enemand, var noget som hun virkelig havde savnet, for det var den mulighed som havde meldt sig her. Hun himlede ganske let med øjnene og vendte blikket roligt mod ham igen. ”Det vil jeg bestemt heller ikke have noget imod.. Kan godt lide når du pusler om mig,” tilføjede hun med et morende smil på læben. Det var jo ikke engang fordi at det var løgn, for det var det bestemt heller ikke. Hun lagde sig roligt ind til ham, hvor et drillende glimt måtte melde sig i hendes øjne. Hånden slap hun roligt, kun for at lade den glide over hans bryst. Han skulle vise sig som den store og stærke? Ikke fordi at det var noget som påvirkede hende som sådan, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun lagde sig stille henover ham, idet hun selv begyndte at prikke og kilde ham i stedet for. ”Er du så stor og stærk?!” spurgte hun direkte morende og med det drillende smil på læben.
Malania kunne virkelig ikke være noget andet end lykkelig når hun var sammen med Pierce, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Alene den tanke om at hun nu havde ham hvor hun ville have ham og at hun samtidig kunne få lov til at markere ham som sin egen, var virkelig det bedste af det hele! Deres lille familie, en mand, kone og deres elskede børn, så kunne det bestemt heller ikke gøre det hele bedre for hendes vedkommende! Hun lod hånden roligt stryge ham igennem håret og med et stille smil på læben. Hun elskede ham virkelig og det var virkelig noget som hun nød at hun kunne vise ham, også nu hvor han endelig var hjemme til at hun kunne gøre det, så blev det hele bare så meget bedre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Du er virkelig alt for mig,” endte hun roligt, som hun betragtede ham. At han var endt over hende, var bestemt heller ikke noget som hun havde det mindste imod, for hun elskede virkelig at glæde ham og gøre ham lykkelig! Der var virkelig ikke noget som var bedre end det for hendes vedkommende, om det var noget som hun ville det eller ikke. Hun mødte ham mere end glædeligt i hans kys, lige så intenst og længselsfuldt som det han gjorde det til, for det var virkelig længe siden at de havde været i stand til at nyde at være sammen på denne her måde! Hun havde virkelig manglet at have ham alene og selvfølgelig ville hun nyde det så meget som det nu måtte være hende menneskelig muligt!

[pierce]

Pierce så faktisk allerede frem til at maven ville blive større, så han rigtig havde noget at pusle om, så han kunne holde om den store runde mave og mærke at det de sammen havde skabt voksede indeni hende. Desuden havde han virkelig intet imod at deres lille familie blev større, det var noget som han faktisk ville se frem til! Selvom han var sikker på at det nok skulle skabe flere skrigende unger i huset, men mon ikke de ville klare sig? Han kunne jo ikke andet end at elske sine små drenge! Og nu med endnu en lille? Han glædede sig i hvert fald! Han trak på smilebåndet til hendes ord, som han slet ikke kunne andet. Uanset hvor stor hun blev, så kunne de sagtens begge ligge i sengen, for hun var langt fra stor som en hval! Selvom det jo så pænt var det hun beskrev sig selv som. Han ville dog elske at ligge og holde om hende, nusse hende på maven og mærke deres lille sparke imod hendes mave. Han skænkede hendes kind et blidt kys, som han klemte omkring hendes hånd. „Og pusle om dig, kommer jeg til!” endte han letter sikkert. Det havde han jo også gjort sidste gang, hvor han var blevet helt overbeskyttende, hvilket han jo nok blev endnu engang, men det var nu kun fordi han ønskede hende og den lille det bedste! Han lod hende blot give slip på hans hånd, hvor hans egen fandt vej mod hendes mave, som han strøg ganske blidt. Det var lang tid siden at hun havde været gravid sidst, børnene var jo blevet halvstore, men det gjorde ham nu intet, foruden at den nye lille ikke ville have en legekammerat, ja medmindre det blev tvillinger igen, men det fandt de vel ud af? Smilet bredte sig, som hun strøg ham over brystet, selvom han måtte vride sig da hun begyndte at prikke ham i siden, hvor han slap en munter latter. Han greb roligt fat omkring hendes hånd og trak den væk fra hans side, hvor han skulede drillende til hende. „Ikke kilde!” endte han morende. Han strøg hende blidt over håndryggen. „Jeg er da den store og stærke,” tilføjede han drillende og i en næsten pralende tone.
Snart ville de være mand og kone, noget som Pierce ville se frem til! At kunne kalde hende for sin hustru og have et bevis på at hun var hans, det var det eneste som betød noget for ham! Måske der var gået flere år før han havde friet, men han mente nu at det var en fin tid at fri til hende på. Da hun var blevet gravid første gang, havde de begge været ganske unge, nu var det tydeligt at se at de havde taget ansvar, specielt når det kom til deres børn, de var måske ikke de ældste forældre, men de var bestemt ikke selv børn! Og nu hvor de vidste at de kunne klare jobbet som forældre, hvorfor så ikke tage næste skridt? „Og du er alt for mig min kære,” hviskede han gengældt i hendes øre, som han trykkede hende tæt ind til sig. Nu hvor de var alene og havde aftenen for dem selv, så skulle det bestemt også nydes! Desuden så havde de to gode nyheder som de skulle have fejret! At hun fulgte ham i hans kys, var noget som fik hans hjerte til at slå hårdere imod hans bryst, hvor han trykkede hende tæt ind til sig. Han gjorde kysset langt mere lidenskabeligt, hvor hans øjne roligt måtte glide i, så han blev omgivet af det betryggende mørke. Han ønskede bare at give sig fuldstændig hen til hende, og ikke mindst nyde aftenen med hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Pierce havde virkelig taget frygtelig godt på hendes tilstand og det var noget som hun selvfølgelig var glad for! Malania var dog bange for og ikke mindst bekymret for, at dette ville kræve at han var ude i længere tid, for det var slet ikke noget som hun havde brug for. Hun havde brug for ham hjemme! Ligesom det han havde været da hun havde været gravid med tvillingerne! Hvad hun dog havde fundet ud af, så var det lige netop det faktum, at hun faktisk tog ekstremt hårdt på graviditeterne. Hun blev altid rammet af en frygtelig intens kvalme, det var svært for hende at spise og det hele, ligesom det havde været med tvillingerne, og selvfølgelig var det hende bare en hjælp når han var der. Hun smilede let, som han lod hånden søge til hendes mave. Den var ganske rigtigt ikke så stor endnu, men det ville jo komme. Allerede nu kunne hun forberede sig på at blive kæmpe igen! De mørke øjne hvilede på hans skikkelse. Hun så allerede nu frem til at det hele ville gå i deres retning, hvordan det hele ville gå strygende for deres vedkommende, for ikke at glemme at de ville have hinanden og en større familie! At han reagerede så kraftigt på at hun var begyndt at kilde ham, var noget som direkte selv fik hende til at grine. Det var virkelig længe siden at de havde været så tætte på denne måde og bare kunne være dem selv uden nogen børn rendende omkring dem. ”Ikke det? Jeg må jo aldrig noget..” Hun sendte ham næsten en mut mine, selvom det hurtigt falmet, da det var umuligt for hende at holde masken! Han var den store og stærke og det var noget som hun så sandelig også nød så frygtelig godt af! ”Mhmm.. Du er min store stærkmand,” endte hun med et muntert smil, som hun lagde sig tæt ind til ham og igen lod ham stryge hendes mave. Det var virkelig bare behageligt!
De havde endelig fået hinanden og nu bar hun en ring som måtte bevise det! Det var bestemt heller ikke fordi at Malania havde krævet at han havde friet til hende. Han skulle føle at øjeblikket var rigtigt, for ikke at glemme at han skulle være fuldkommen sikker i sin sag, det havde været det vigtigste for hendes del! Hun var ikke i tvivl og nu hvor han havde formået at falde på knæ for hende, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre end det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket! Hans lykke var alt for hende, hans lykke og glæde sammen med børnenes! Hun sendte ham et glædeligt og ikke mindst lykkeligt smil. ”Du gør mig så lykkelig..” Et sted næsten hjælpeløst sagt, for det var slet ikke en følelse som hun havde været vant til – før han var dukket op i hendes liv om ikke andet, for det var virkelig bare en tanke som gjorde hende frygtelig lykkelig! Hun gav sig fuldkommen hen til ham i hans kys, så intenst og så lidenskabeligt som han gjorde det til, så fulgte hun ham mere end glædeligt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Armene gled omkring hans stærke skuldre, idet at hendes øjne gled i. Hun stolede på ham og stolede på at han ville passe på hende, for det var også noget som han havde gjort siden første stund, hvor de havde været sammen og set hinanden. Hånden lod hun glide over hans kind, idet hun varsomt strøg tungen over hans læber – bedende for en adgang. Måske et lysvæsen, men bestemt ikke af den uskyldige slags!

[pierce]

Det at familien blev større, havde Pierce virkelig ikke det mindste imod, tværtimod glædede han sig virkelig til det! Så var der endnu et lille barn de skulle tage sig af, selvom han også vidste at det ville blive hårdt, det ville resultere i søvnløse nætter, fordi den lille ville skrige og han vidste at det kunne være udmattende, selvom at han hellere ville se til en lille unge, end til to små, for det havde virkelig været hårdt med tvillingerne! I det mindste var de ved at blive større og krævede ikke så megen opmærksomhed som de engang havde gjort, nu skulle de så bare til at døje med en lille én, så.. der blev vel fortsat ikke så meget alenetid? Og hvis han så også skulle arbejde, så blev det da først begrænset med tid, selvom drengene sikkert gerne ville hjælpe til. Han rystede smilende på hovedet og himlede svagt med øjnene, da hun valgte at sende ham en mut mine og så med de ord, for det var da langt fra sandt! „Det er vidst kun godt at én af os er streng, ellers ville vi få nogle små lømler som børn,” svarede han drillende, som han lænede sig mod hende og skænkede hendes kind et blidt kys, inden han fortsatte med at stryge hende over maven. Han så faktisk frem til at maven ville blive større, så han ordentlig havde noget at holde om, noget at stryge og mærke at det de sammen havde skabt voksede indeni hende. Tanken gjorde ham jo helt varm og glad! Han trak på smilebåndet til hendes ord, hvor han lod armene søge omkring hende i stedet for, så han kunne trykke hende ind til sig. „Mhm.. og jeg vil beskytte dig i al evighed,” hviskede han kærligt mod hendes øre, som han kyssede hendes læber dybt og lidenskabeligt. Hun var hans og det ville hun være for evigt!
De skulle giftes og det var noget som Pierce i sandhed måtte se frem til! Det var der virkelig ingen tvivl om! Han så frem til den dag han kunne kalde hende for sin hustru og vise hele omverdenen at han var en gift mand og fortælle at det var Malania som var hans, for det var noget som han virkelig så frem til! Hendes ord fik ham til at smile, selvom hendes tone næsten lød helt hjælpeløs, men.. det var da ikke dårligt at være lykkelig, var det? Hun gjorde ham lykkelig og han ønskede virkelig ikke at miste den følelse for noget som helst i verden! Hun gjorde ham glad, varm, hun bragte ham behag og nydelse, hun gav ham alt det han kunne ønske sig, nej.. hun var alt det som han ønskede sig! „Så længe du er lykkelig.. så er jeg glad,” hviskede han kærligt mod hendes øre, som han sendte hende et varmt smil. Han kunne ikke ønske sig andre end Malania det var i hvert fald helt sikkert! Øjnene var for længst gledet i, hvor han trak på den ene mundvig, da hun strøg hænderne omkring hans brede og muskuløse skuldre, hvor han trykkede hende tæt ind til sig. Han sukkede nydende, som hun lod tungen stryge over hans læber, og selvom det var fristende at holde hende på pinebænken, så ønskede han faktisk at mærke hende. Han spaltede læberne ganske let, hvor han lod sin egen tunge glide hendes i møde, for at lade den sno sig kælent omkring hendes i en sensuel dans. Hånden mod hans kind gjorde ham et sted tryg, selvom han ikke var usikker ved noget som helst, for han kunne virkelig ikke andet end at nyde det!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania vidste allerede nu, at det ville blive begrænset med tid til hinanden når den lille ville komme, selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne tage så hårdt på igen, for de skulle vel nok finde ud af det? Det var da om ikke andet, så noget som hun måtte håbe på. Hun elskede virkelig Pierce, og så selvfølgelig så var dette noget som hun håbede på at de kunne finde ud af; Også så han kunne være lidt hjemme ved dem. Drengene var måske ikke så krævende igen, selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne sige så meget til igen. de var blevet store nu og det var selvfølgelig også rart, for det gav dem da noget tid til hinanden, så selvfølgelig var det kun en god ting, om det var noget som man ville det eller ikke. Hånden som han lod stryge over hendes mave, var noget som fik hende til at smile, for hun nød det når han gjorde det. Den var ganske rigtigt ikke stor endnu, men det vidste de begge to ville ske inden alt for lang tid. Hun lagde sig godt ind til ham. ”Virkelig? Jeg tror deres ballade-gen, må komme fra dig, min kære,” endte hun med en direkte morende stemme. Daniel og Stefan kunne sagtens lave ballade, så meget vidste hun da! Hun vendte blikket stille mod ham endnu en gang, som hun lod hånden stryge ganske roligt og stille over hans bryst. Hun nød virkelig at have ham så tæt på. ”Det ville jeg bestemt heller ikke have noget imod,” sagde hun roligt mod hans øre, som hun skænkede hans kind et let kys. Nu havde de endelig den tid med hinanden, så selvfølgelig var det også noget som hun ville nyde noget så frygtelig godt af. Ligge der, putte ind til ham, mærke ham tæt på uden at have ungerne rendende rundt omkring sig. Hun drejede hovedet, kun lige tidsnok til at tage imod hans kys som hun gengældte mere end glædeligt!
Pierce var virkelig manden i Malanias liv, og det var slet ikke noget som hun kunne være det mindste i tvivl om overhovedet. At være og mærke ham så tæt, var virkelig det bedste af det hele, og så det at vide at de inden alt for længe, skulle giftes, var virkelig det bedste af det hele! At vide at hun endelig kunne markere ham for alvor som sin og ikke bare med ord. ”Med dig ved mig, så kan jeg ikke være andet,” endte hun roligt, som hun lod hånden stryge hans kind. At mærke ham så tæt, var noget som efterlod hende med en varme uden lige og det var rart! At han skilte sine læber for hende, så hun kunne møde hans tunge, var noget som efterlod hende med en ekstrem varme i sindet for det var savnet! Øjnene gled roligt i, som hun lod tungen sno sig kælent op af hans egen, kun for at kunne mærke ham helt tæt på. sukket blev kvalt i deres intense kys, som hun roligt trykkede sig helt tæt til hans skikkelse. Selv hun kunne være af den mere krævende type og lige nu ønskede hun bare at mærke ham tæt på sig og helst så tæt på sig, som det nu var dem menneskelig muligt, for det var ganske enkelt utroligt at det var noget som man kunne længtes så meget efter!

[pierce]

Man kunne tydeligt mærke at drengene var blevet større, for de var ikke så meget opmærksomhedskrævende som de engang havde været. De ville langt hellere ud og lege på egen hånd end at have mor og far rendende efter dem, selvom de af den grund nød at komme med ud i havet, men selv derude kunne han mærke hvordan de havde lyst til forskellige ting, selvom det kun var rart at de ikke mindede så meget om hinanden, for det måtte da også blive frustrerende for dem begge to. Måske det meste gik ud på konkurrence imellem dem, men han kunne også godt mærke at de var brødre og faktisk holdt af hinanden, men de var jo også hinandens legekammerater, de havde jo faktisk ikke andre end hinanden, så det spillede vel også ind? De kunne jo sagtens lege sammen, han havde også set dem træne sammen, hvilket faktisk måtte more ham! Men han kunne ikke komme udenom at han virkelig elskede sine to små drenge! Også selvom de havde horroren i sig, for det gjorde dem et sted kun mere specielle, og på hver deres måde. Han slap en munter latter til hendes ord. „Fra mig?! Så vidt jeg ved, har det altid været dig, der rodede sig ud i problemer,” endte han stilfærdigt og med et drillende smil om læberne. „Jeg husker tydeligt, alle de gange du ikke kunne holde dig hjemme, fordi du savnede mig når jeg var i havet, og det var lige før det gik galt hver gang,” påpegede han drillende, som han blinkede let til hende. Måske det ikke gik galt hver gang, men det havde altid været hende som havde været den ’vilde’ af de to, selvom han elskede hende af den grund. Han trak på smilebåndet til hendes ord og kysset mod hans kind. „Godt,” endte han roligt og med et varmt smil om læberne, inden han mødte hende i kysset, hvor han endte med at lægge sig en anelse mere over hende, dog uden at han stoppede kærtegnende mod hendes mave.
„Godt.” Pierce sendte hende et varmt smil, hvor han nød hendes strøg mod hans kind. De turkisblå øjne hvilede trygt i hendes mørke, som han altid havde fundet så smukke! Utroligt at de var kommet så langt, selvom han på ingen måde fortrød det! Det kunne han da slet ikke! Han var virkelig mere end sikker på at slå sig til ro med Malania, for hun var virkelig hans eneste ene, og det var han ikke et eneste sekund i tvivl om! Han trykkede hende ind til sig, hvor han fulgte hende i det intense kys, lod sin tunge sno sig kærligt og kælent omkring hendes, hvor hans suk måtte blive kvalt i kysset, selvom ganske få slap ud. Han endte med at ligge sig helt over hende, hvor hans ene hånd søgte ned mod hendes lår, hvor han trak op i kjolen, for at kunne komme i kontakt med den bløde hud omkring hendes lår. Han havde virkelig savnet at mærke hende så tæt på sig! Selvom han generelt havde savnet at han kunne være hende tæt, skænke hende kys og kærtegn uden at der skulle komme nogle bemærkninger fra børnene af. Han elskede dem skam og han vidste at de var for små til at kunne forstå sig på det, men derfor nød han nu alligevel alenetiden med Malania, og den skulle i den grad udnyttes når den endelig kom!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania elskede virkelig Pierce, hun elskede deres børn og hun elskede ganske enkelt sit liv, det var slet ikke noget som hun kunne svare på, for nogen som helst måde. Hun vendte blikket mod ham og med den samme stilfærdige mine, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig skulle komme til stykket. Hun var ganske rigtigt den mere voldsomme af de to, den som altid endte ude i problemer, hvor det bestemt heller ikke var alle som var lige heldige, så vidste hun godt at han var der til at redde hendes ende når det endelig skulle gå galt, selvom det virkelig havde været tæt på sidst! Det var jo trods alt noget som direkte havde afskræmt hende fra at søge ud, for det havde været så tæt på at gå galt, at man skulle tro at det måtte være løgn! Hun vendte blikket roligt mod ham endnu en gang, hvor smilet var falmet en anelse, selvom det dog hurtigt kom frem igen. ”Ikke kom og sig, at du ikke nyder at være min prins på den hvide hest.. den som altid er der til at rode mig ud af problemerne igen?!” endte hun med en morende mine. Der var slet ikke noget som kunne ødelægge hendes humør lige for tiden, det var der så slet ikke nogen tvivl om! Hun lod ham roligt trække sig over hende, hvor hun holdt kysset sammen med ham. Hånden mod hendes mave, var noget som hun virkelig godt kunne lide, ofr det var virkelig en utrolig fornemmelse, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af! Øjnene gled i, det var virkelig bare behageligt at have ham så tæt på sig!
Alene den tanke om at de skulle giftes var virkelig en glæde uden lige, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte blikket mod ham, som hun selv valgte at holde kysset og tungens intense og pirrelige dans med hans egen. Neglene borede sig ganske let ned i hans skuldre, som hun roligt trykkede sig fuldkommen tæt ind til hans skikkelse og uden at ville slippe ham for noget som helst! At han blotlagde hendes lår, var nu heller ikke noget som hun sagde noget til, for det var noget som hun bare tog med sig som det nu måtte være. Det var rart at han rørte ved hende, så hun også var fuldkommen sikker på at det var ham som hun måtte have tæt på sig. Det var slet ikke noget som nogen anden ville få lov til! Der var ingen børn omkring dem, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes del. Ikke nogen kommentarer efter hende, hvilket hun i den grad også havde det helt fint med, for det var i den grad noget som gjorde det hele nemmere! Hun sukkede dæmpet og selv uden at slippe ham. Det voldsomme behag som han efterlod hende med, var ganske enkelt ekstremt! Det var slet ikke noget som man skule tage det mindste fejl af, for det var i den grad rart! Hun var slet ikke i tvivl om at det var denne mand som hun skulle være tæt på for resten af livet, for han var virkelig manden i hendes liv! Hånden gled stille mod hans bryst som hun strøg ganske let. Manden i hendes liv.. hun følte sig virkelig, virkelig heldig!

[pierce]

Pierce kunne virkelig ikke klage over sit liv, tværtimod gik alt for en gangs skyld som på skinner! De havde mødt utrolig meget modgang, og for en gangs skyld kom der kun medgang på vejen. De havde fået to vidunderlige drenge, hun var gravid for anden gang, de skulle giftes, kunne det virkelig blive bedre? Han havde ærligtalt aldrig følt sig så lykkelig, som han gjorde for øjeblikket! Og dog var der kun endnu mere glæde på vej, han kunne virkelig ikke andet end at se frem til det næste stykke tid. De turkisblå øjne betragtede hende med et morende glimt. Han havde måske reddet hende mange gange, og den sidste gang havde virkelig været den værste, selvom det var noget som han ikke længere tænkte på, for det lå alligevel så langt tilbage, det var flere år siden. Han løftede den ene hånd og strøg hende ganske blidt over kinden. „Selvfølgelig nyder jeg at være din prins på den hvide hest. At være din helt. At være din redningsmand. Men eftersom du er mit lille problembarn, har drengene helt klart fået ballade-genet fra dig,” endte han drillende mod hendes ene øre, hvor han ikke kunne lade vær med at slippe en munter latter. Han elskede hende virkelig og det var præcis sådan som hun var! Måske hun var et lysvæsen, men hun var bestemt ikke af den uskyldige slags! Og det var præcis det som han nød; det at hun skilte sig ud. Og det at det var Malania, var grund nok for ham til at gifte sig med hende, for hun var og blev virkelig hans et og alt! Hans eneste ene og hans livs kærlighed! Og han havde ellers levet i mange år.
Det at være Malania så tæt, var noget som Pierce havde savnet, det at han ordentlig kunne give sig hen til hende. Hendes negle der borede sig ned i hans skuldre, var noget som han nød, ligesom alt andet hun gjorde ved ham. Han lod fingrene lege pirrende omkring huden ved hendes lår, hvor de søgte mod hendes inderlår og tæt ved hendes underliv. Han elskede at være den som bragte hende dette form for behag, og denne form for nydelse. Han endte dog med at bryde kysset, selvom han fortsatte med at kysse hende ned over kæben og videre ned over hendes hals. Han ønskede at mærke hende, og det var helt tæt på! Også fordi det nok blev én af de sidste gange, nu hvor hun jo faktisk var gravid, for om ikke så længe ville maven blive større og så ville det være umuligt for dem. Desuden var det også lang tid siden at de havde kunnet give sig sådan hen til hinanden. Han endte med at lade begge hænder søge ned til slutningen af hendes kjole, som han tog fat omkring, kun for at trække op i den, så han kunne blotlægge hende for sig. Han smed den roligt ned på gulvet, inden han igen lagde sig over hende. Han skænkede hendes nøgne skulder et blidt kys, inden han førte læberne hen til hendes øre. „Du er så smuk,” hviskede han i en kærlig tone, som han lod den ene hånd stryge ned over hendes krop. Han var virkelig den heldigste mand på jorden ved at have hende som sin forlovede og snart som sin hustru.