Still growing..

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania stolede på Pierce og hun håbede selvfølgelig også på at de ville få det hele til at fungere, selvom det ikke altid kunne se sådan ud. Han var meget fraværende, også selvom hun vidste og kendte til grundende bag det, hvilket heller ikke var noget som rørte hende som sådan. Han gjorde det for familiens skyld, så selvfølgelig var det noget som hun valgte at acceptere, selvom det selvfølgelig var svært når han ikke var hjemme. Hun elskede ham og hun ønskede selvfølgelig også at støtte ham, selvom det bestemt heller ikke altid var lige nemt, men hun prøvede da og det var vel også det som man kunne betegne som det vigtigste? Det var om ikke andet, så noget hun gjorde! Hun sendte ham et varmt smil. At de fik disse små stunder for sig selv, var selvfølgelig noget som gjorde frygtelig meget, for det var rart at de kunne få stunder for sig selv, hvor de bare kunne være dem og uden at skulle tænke på det ene eller det andet, for det var selvfølgelig rigtig dejligt! ”Du overdriver virkelig, Pierce,” fastholdt hun med en morende stemme, også selvom hun havde fået den røde farve i kinderne – alt sammen på grund af ham! Igen! Ligesom det jo altid var, selvom det slet ikke var noget som gjorde hende det mindste. At han havde i tankerne at fri til hende i aften, var slet ikke en tanke som faldt hende det mindste ind, også selvom det i den grad også havde ramt hende som en direkte glædelig overraskelse, for det var slet ikke noget som hun havde regnet med på nogen som helst måde overhovedet, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Nu sad hun der, han stod knælet foran hende og med den smukkeste ring som hun nogensinde havde set! Hun havde aldrig nogensinde set noget lignende, hun havde aldrig nogensinde følt noget lignende af det som hun gjorde for øjeblikket, så det var alt sammen noget som kraftigt måtte spille ind for hendes vedkommende, for det var virkelig fantastisk! At han virkelig elskede hende så højt og selv efter alt det som de havde haft at slås med, for det var virkelig meget! Hun gik i knæ foran ham og med blikket mod ham, idet hun havde valgt at skænke ham sit ja. Alt andet var da slet ikke noget som hun kunne finde på, for det var i den grad ham som hun elskede! Det ville aldrig kunne være nogen anden som stod i Pierces sted! Hans reaktion var noget som direkte fik hende til at grine, for det var virkelig komisk! Hun lod sig mere end gerne blive knuget direkte ind til hans krop og ind til hans skikkelse, for det var virkelig det eneste sted som hun ønskede at være lige for øjeblikket, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt! Hun rejste sig mere end glædeligt med ham, så han kunne lade ringen snildt glide på hendes finger, hvor hun ikke kunne lade være med at betragte den, for det var virkelig noget af det smukkeste som hun nogensinde havde set og så alene tanken om at den var fra ham af, var noget som gjorde det hele langt mere specielt! ”Du har gjort mig lykkelig allerede fra første stund,” hviskede hun roligt, også selvom stemmen kun måtte være præget af ren glæde og lykke, for hun kunne virkelig ikke sige andet om ham end at det var lykke hele vejen igennem! Hun vendte de mørke øjne mod ham, idet han lod læberne møde hendes i det dybe og lidenskabelige kys. Et kys som hun gengældte mere end med selv den største glæde og fornøjelse, for det var virkelig bare rart at have ham så tæt på sig! Det var det bedste som nogensinde var sket i hendes liv! Hun vendte blikket mod ham. ”Jeg troede aldrig at du ville spørge mig..” Hun hævede hånden, kun for at stryge den mod hans kind. ”Og nu er det vidst mig, som har noget at fortælle dig,” tilføjede hun med en rolig og blid hvisken. Blikket strålede af lykke. Hun havde aldrig været så lykkelig igennem hele hendes lange liv!

[pierce]

Måske at Pierce ikke var meget hjemme, han var ret fraværende, men han gjorde det hele for familien! Hans familie kom i første række og når drengene blev ældre, så var det jo heller ikke fordi at han behøvede at arbejde så meget, for så skulle de selv ud og finde et sted at være, et sted at bo og måske finde en kæreste som de kunne slå sig ned med, ligesom han havde gjort med Malania. Han ville se frem til at se sine små drenge vokse sig store, hvor han selvfølgelig ville gøre alt for at de blev gode og stærke mænd som kunne klare dem selv og med et godt hjerte. Når de blev ældre, var de heller ikke så opmærksomhedskrævende, så kunne han sagtens komme hjem og kun være sammen med Malania, for så fik de jo nok andre interesser og ville nok ikke længere være sammen med de gamle, og så kunne han give sig hen til Malania så meget han ville uden at de ville blive forstyrret. Så kunne han give hende al den tid som hun ønskede. Et muntert smil gled over hans læber ved synet af hendes røde farve i kinderne, den havde han virkelig savnet at se! Han huskede tydeligt deres første år sammen, hvor han havde fået hende til at rødme konstant, så let hun havde haft ved det. Så var de blevet forældre og så havde drengene taget meget af deres tid, så han havde ikke rigtig haft tid til at gøre alle de gode ting som han havde gjort for hende førhen. Han løftede hånden og strøg den let over hendes ene kind. ”Du rødmer,” bemærkede han roligt, selvom et drilsk smil gled over hans læber, da han vidste at hun hadede når han påpegede det, men det var også det som gjorde det hele så mange gange bedre!
At fri til Malania var noget som nærmest havde gjort Pierce nervøs, for måske de havde været sammen i snart syv år, men sådan som omstændighederne måtte ligge, så havde han været bange for at hun mente at det var på et forkert tidspunkt og ville mene at han kun friede for at sikre sig at hun ikke forlod ham, men.. det var slet ikke tilfældet! Han elskede hende virkelig af hele sit hjerte og han burde have friet til hende for længe siden! I hvert fald set fra hans øjne af. At hun skænkede ham sit ja, var noget som fik lettelsen til at slå ind over ham, og derefter fulgt af lykken, som stod mere end tydeligt i hele hans ansigt, for hun gjorde ham lykkelig! Hun var hans lykke! Uden hende vidste han ærligtalt ikke hvad han skulle gøre. Hendes ord måtte varme godt omkring hans hjerte, hvor han lod hovedet søge let på sned, imens han strøg hendes kind ganske let. ”Som du også altid har gjort mig lykkelig,” gengældte han med en varm og tydelig lykkelig stemme uden at han tog blikket det mindste fra hende. Han var virkelig den lykkeligste mand i hele verden! Han havde den smukkeste og mest fantastiske kvinde hos sin side, de havde de mest to vidunderligste børn som man kunne ønske sig og selvom de havde været igennem en masse modgang, så stod de her endnu! Intet betød mere for ham end hende og drengene! Kysset fik det til at sitre i hele hans krop, selvom han måtte vende blikket mod hende da hun valgte at bryde det. At hun aldrig havde troet at han ville spørge, fik ham til at trække skævt på smilebåndet. ”Nårh ja.. jeg kunne jo ikke lade dig vente i en hel evighed,” påpegede han drillende, som han blinkede let til hende. Han skulle have friet til hende for længe siden, selvom det et sted aldrig havde betydet noget for ham, for.. han havde haft hende, om hun var hans kæreste eller hustru betød intet, så længe han bare havde hende! Ringen var dog et symbol på hans kærlighed til hende og i denne tid hvor han vidste at han ikke var meget hjemme, var det vel en god påmindelse at have for hende? Han kneb øjnene en anelse spørgende sammen, selvom smilet ikke falmede – det kunne det ikke – da hun sagde at hun også havde noget at fortælle ham. ”Og.. hvad vil du fortælle?” spurgte han roligt. Han lyttede hjertens gerne, for alt hvad hun havde på hjertet var noget som interesserede ham.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania var udmærket godt klar over at Pierce ikke var meget hjemme, hvilket nok var det som gjorde hende mest trist, selvom hun ikke kunne sige noget til det direkte. Hun elskede ham og hun vidste at der skulle mad på bordet, ergo måtte de have penge, også selvom hun stod fast på, at hun også kunne arbejde hvis det var det, for hun behøvede virkelig ikke at rende rundt hjemme som en simpelt husmor hvis der var andre muligheder, for det var der jo! Hun ønskede jo heller ikke at han skulle tage det tunge læs og nu hvor ungerne var ved at være så store, så var det jo også en mulighed.. Men med den situation som hun stod i for øjeblikket, så var der jo selvfølgelig noget andet som hun måtte gøre i stedet for, hvilket var noget som direkte kunne frustrere hende, for man blev faktisk også sindssyg af at rende rundt hjemme hele tiden, selvom hun nu heller ikke sagde noget til det direkte. Hun valgte selv sit liv og hun ønskede at leve sammen med ham, for det var virkelig det eneste som betød noget for hende! Ham og drengene var virkelig hendes liv og selvfølgelig var det noget som hun ønskede at værne om og beskytte så godt som det nu var hende menneskelig muligt! At han så valgte at kommentere hendes rødmen var noget som kun fik hende til at rødme endnu mere! Han gjorde det så meget med vilje og det var noget som hun var klar over, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde hende noget som sådan, selvom.. ja, hun kunne i den grad godt undvære det! Hun gemte sig en anelse mere ind til ham. ”Du må ikke sige det!” sagde hun forlegent! Det var længe siden at de kunne køre den form for leg, udelukkende fordi at det var så sjældent at de i det hele taget kunne finde denne tid til hinanden, om det jo så var noget som man ville det eller ikke.
At Pierce havde valgt at fri til hende, var samtidig også den bekræftelse som Malania havde haft brug for; At han stadig elskede hende, for hun måtte erkende, at hun til tider havde været i tvivl, men igen med mangel på den bekræftelse som de begge havde brug for, så gjorde man sig jo de tanker. Nu var det slet ikke sådan at hun kunne tænke, for hendes indre var præget af den rene lykke som det eneste! Hun kunne slet ikke forestille sig noget andet i det indre for øjeblikket end den glædelige følelse som han efterlod hende med, for det var virkelig en fantastisk følelse! Han var i sandhed hendes lykke og den eneste som hun nogensinde ønskede at skulle dele sit liv med, det var slet ikke noget som hun var det mindste i tvivl om når det nu endelig skulle komme til stykket. Hun lagde sig tæt ind mod ham og med hovedet mod hans skulder mens hun blot blev liggende og nærmest stirrede på den guddommelige ring som hvilede på hendes finger. Hun havde aldrig nogensinde set noget så smukt som den, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Man kunne jo aldrig vide, når det er dig, vel?” påpegede hun lige så drillende som det han selv havde gjort det, for det var slet ikke noget at skjule for ham. De havde altid kunne more sig med hinanden, hvilket gjorde det hele langt mere specielt også for hendes vedkommende. At han reagerede med en nysgerrighed, var noget som fik hendes smil til at brede sig, hvor hun roligt tog omkring hans ene hånd og vendte blikket mod ham. Hun satte sig roligt op. Med kendskab til at det nok ville gøre, at de så hinanden mindre end det som de gjorde allerede, så skulle han jo vide det. Hånden lod hun ganske roligt glide mod hendes mave og vendte blikket mod ham. ”Vores lille familie er i færd med at blive større,” hviskede hun roligt og med et lykkeligt smil på læben. Hun kunne slet ikke forestille sig en mand bedre end Pierce som far for hendes børn!

[pierce]

Måske Pierce ikke var meget hjemme, fordi han arbejdede så meget, men når han endelig var, så prøvede han virkelig også at nå ud til dem alle sammen, til Stefan, Daniel og Malania, men det var bestemt ikke let! Dog måtte Malania endelig ikke betvivle hans kærlighed og loyalitet, for den lå kun hos hende! Hun var den eneste kvinde han ønskede at være sammen med og hver gang han var ude og hans blik strejfede en kvinde, så var det Malania han så for sig, for hun var virkelig hans eneste ene! Han kunne virkelig ikke være mere heldig ved at have hende! Hun var fantastisk! At hun rødmede var ikke noget som han havde set i lang tid, noget som han nærmest var gået hen og savnet, nu hvor hun endelig gjorde det igen. At hun blev forlegen fordi han nævnte det for hende, vidste han godt, men det var jo også det som var så morsomt! At hun gemte sig ind mod ham, fik ham kun til at slå armene mere omkring hende, hvor han trykkede hende tættere ind til sig, imens han slap en blid og klar latter. Han strøg hende blidt over håret, inden han skænkede hendes hovedbund et mildt kys. ”Hvor er du kær,” hviskede han i en sød tone, som talte han til et lille barn, hvor det morende smil slet ikke var til at tage fejl af. Han havde savnet at være sammen med hende, for det var sjældent de fik tid alene, netop fordi at drenge krævede så megen af deres opmærksomhed, for det var jo tydeligt at de også måtte nyde når begge deres forældre var hjemme og ikke kun den ene, dog måtte han indrømme at hun virkelig gjorde det godt med drengene, for de var da ikke stukket af endnu.
Pierce trak hende roligt med sig hen til sofaen, hvor han satte sig med hende, imens et lykkeligt smil gled over hans læber. At fri til hende var noget af det bedste han kunne gøre! Han gjorde det ikke kun for at holde på hende, men for at give hende den bekræftelse hun havde brug for; vide at han elskede hende, hvilket han gjorde, for han kunne virkelig ikke forestille sig et liv uden hende! Det var hende som han ønskede hos sin side resten af livet, for der var ingen der passede mere perfekt end Malania! Han kunne desuden ikke ønske sig nogen anden kvinde end hende som sin hustru og som mor til hans børn og de havde virkelig de to mest vidunderlige drenge! Selvom der naturligvis også kunne være kaos, men sådan var det jo med små børn generelt. Han slap en munter latter til hendes ord, hvor han rystede ganske let på hovedet af hende. ”Hold da op! Jeg kunne da ikke lade dig vente i en evighed!” svarede han lettere bestemt, som han sendte hende et muntert smil. Han ville desuden ikke selv kunne vente i en evighed, for ringen var et symbol på deres kærlighed, og lykkeligt gift skulle de blive! Han satte sig roligt tættere mod hende, hvor han betragtede deres hænder, da hun valgte at lægge hans hånd mod hendes mave, inden han vendte blikket en anelse spørgende mod hende. Han havde næsten en fornemmelse af hvad hun ville fortælle ham og hendes ord gjorde det kun endnu mere tydeligt. Han blinkede lettere overrasket med øjnene. ”Er.. er du gravid? I-igen?” spurgte han lettere forundret, som det tydeligt kom bag på ham, men det var jo heller ikke fordi at man kunne se det på hende. Han vendte blikket mod hendes mave, hvor han lod sin tommel stryge ganske blidt over hendes mave – præcis som i gamle dage. Han vidste jo slet ikke hvad han skulle sige!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At Pierce ikke var særlig meget hjemme, var noget som påvirkede dem alle sammen, for drengene savnede jo far lige så meget som Malania gjorde og at de kom i første række var nu heller ikke noget som hun sagde noget til, for det havde hun skam også den dybeste forståelse for, for sådan var det jo trods alt med børn hjemme også selvom de ikke var så krævende igen som de havde været før, men arbejdet skulle jo passes og hun kæmpede stadig med børnene. Deres horror gjorde det ikke altid nemt for hende, men det var deres lille familie og det var noget som hun så brændende ønskede at vogte om og passe på så godt som det nu var hende menneskelig muligt. Hun elskede Pierce og det at han var så lidt hjemme som han var, var desværre noget som gjorde at hun blev efterladt med alle disse tanker, og det var noget som gjorde ondt og endda frygtelig meget, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. At han skulle kommentere hendes rødmen var noget som direkte måtte få hende til at rødme mere og det var noget som han udmærket godt vidste! ”Pierce!” endte hun med en morende stemme, som hun lod sig blive trykket ind mod hans skikkelse. Et sted som hun elskede at hvile, for det var virkelig så savnet at have ham alene! Hun vendte blikket roligt mod ham og med den tydelige glæde og ikke mindst rene lykke i ansigtet, det var bestemt heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun elskede ham mere end noget andet og det at han valgte at fri til hende, viste hende kun at det var gengældt, hvilket selvfølgelig var noget som glædet hende som intet andet overhovedet. han ønskede ikke bare at holde på hende, så meget vidste han da. De elskede hinanden og det var da også det vigtigste? De skulle nok få det til at gå, det var hun overbevist om!
Malania slap en munter latter ved hans ord. Hun rystede stille på hovedet. ”Nej, nej.. Du er bare lidt langsom i optrækket, ikke?” spurgte hun morende og tydeligt også drillende. At han først gjorde det nu, var slet ikke noget som gjorde hende noget, for hun ville have at det skulle være noget som han gjorde, også fordi at det var noget som han havde lyst til at gøre, men det var noget som han skulle gøre, fordi at det var noget som hans hjerte sagde ham var rigtigt og det var det som han var sikker på. Hun lagde hovedet tæt ind mod hans skikkelse og med hans hånd hvilende mod hendes mave. Hun var gravid og hun havde endda fået en healer til at bekræfte det for hende, så hun ikke var i tvivl denne gang. De mørke øjne vendte hun mod ham, hvor hun nikkede. ”Der er en ny lille på vej, min kære..” hviskede hun roligt og med en glædelig stemme uden lige. Et sted så frygtede hun jo selvfølgelig lidt hvordan han ville have det med det og hvad det ville have af konsekvenser i den anden ende, men det var der jo så heller ikke noget at gøre ved i den anden ende. ”Du skal blive far igen,” sagde hun med en glædelig stemme. Denne gang var det en nyhed som hun kunne overrække ham og ikke noget som skulle overrækkes af en anden i en yderst presset situation ligesom sidst.

[pierce]

Pierce vidste godt at han ikke var meget hjemme, men hvad skulle han gøre? Familien skulle brødfødes, og de kunne ikke kun leve af ting fra havet, de var nød til at have noget forskelligt, drengene skulle have blod, selvom de levede af dyreblod – noget som sikkert gjorde horroren i dem svagere, men.. det gjorde ham intet, for de andre racer holdt dem i det mindste i live, desuden ønskede han heller ikke at de skulle blive monstre når de blev ældre, han ønskede ikke at de skulle dræbe uskyldige for at få stillet den store sult efter menneskeblod, han ønskede ikke at de skulle gøre skade på andre! Det var i strid med hvad han stod for og ønskede at opdrage dem til! Dog gjorde drengene et godt forsøg, de prøvede, de var ikke mordere, de var ikke onde, de var gode drenge der kendte forskel på rigtigt og forkert, måske de aldrig var blevet slået, for vold lå hverken til Pierce eller Malania, men derfor var der stadig konsekvenser for de valg de foretog sig som hvis de ikke fulgte reglerne der var her i huset. Der var andre måder at ’afstraffe’ børn på, end med vold! Og eftersom han var læge, så lå det slet ikke til at ham at slå sine egne børn! At skade dem var da det sidste han ønskede! Han ønskede ikke at de skulle frygte ham, men respektere ham fordi han var retfærdig overfor dem, selvom de dog ikke altid var enige. Han slap en munter latter som Malania puttede sig ind til ham og udbrød hans navn, fordi han havde kommenteret hendes rødmen, noget som han vidste at hun ikke brød sig om, men det var også det som var så morende! At se hende rødme var noget der bragte ham tilbage til deres første møde, hvor hun havde haft så let ved at rødme, for hvert kompliment han havde givet hende, for hver kærlig berøring, utroligt at tænke på at han faktisk var faldet for hende under første møde, men.. det havde virkelig været kærlighed ved første blik!
I Pierces øjne var det kun på tide at fri til hende, selvom han skulle have gjort det for så længe siden! Dog havde de været så hurtige ved alt andet, så han havde ikke ønsket at fri til hende lige så hurtigt, for hun skulle ikke tro at han gjorde det for at hun skulle være ham tro, så hun nærmest var tvunget til at være sammen med ham, han ville fri til hende fordi han elskede hende, fordi han følte at det var lidt at glæde sig over i denne travle tid, for han vidste at hun var så trist over at han ikke var hjemme, så frieriet var et tegn på at han elskede hende, et sted for at bekræfte hende, så hun vidste at han tænkte på hende og at hun ikke var glemt. Et morende smil gled over hans læber til hendes ord, hvor han rystede ganske let på hovedet. ”Tja.. vi var da hurtige ved alt andet,” påpegede han lettere drillende. De kom sammen under første møde, hun blev gravid temmelig hurtigt, så det var ikke fordi han ville sige at han havde været langsom i optræk. At de så skulle have en lille til, var noget som virkelig måtte komme bag på ham! Hun havde ikke været gravid i 6 år, så tanken havde aldrig rigtig slået ham at det kunne ske igen, han havde ærligtalt slet ikke tænkt over det! Han betragtede hende lettere overrasket, som han slet ikke vidste hvad han skulle sige. Den første følelse der løb igennem ham, var faktisk frygt, frygt for at han skulle til at arbejde mere, frygt for at han blev fyldt med mere og derfor var sjældnere hjemme, for det ønskede han ikke skulle ske! Et stille og dog glædeligt smil gled over hans læber, som han lagde hovedet tæt ind mod hendes skulder og hals, imens han vendte blikket mod hendes mave, som han strøg ganske blidt. ”Du gør mig lykkelig,” hviskede han i en kærlig tone, som han roligt trak hovedet til sig for at skænke hendes mundvig et blidt kys. ”At vores lille familie bliver et medlem større, glæder mig,” tilføjede han varmt, så hun var sikker på at han faktisk ikke var utilfreds med det, for.. hvordan kunne han være det?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det at Pierce ikke var så meget hjemme, var noget som også tog ekstremt hårdt på Malania, for et sted så følte hun at det var hendes skyld, at han ikke kunne være mere hjemme end det som han var, også fordi at det var hende som mere eller mindre stod for forbruget af familiens beholdning af penge, netop for at kunne brødføde deres børn. De var i voksealderen og havde i den grad også brug for sit, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, også selvom det var noget som heller ikke gjorde det meget nemmere for hende selv, men hun prøvede i den grad også efter sin bedste mening at gøre det! Hun manglede ham hjemme, hun manglede at have ham lidt for sig selv, hvor hun jo altid lod drengene komme først for det var også dem som hun satte i førsterække og sig selv i den sidste, selvom det var ekstremt hårdt i længden, så var det bestemt heller ikke noget som hun kunne fortsætte med som sådan, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun sukkede indvendig og med det store smil på læben. Der var virkelig ikke tid til disse negative tanker, for det ville hun da slet ikke få det mindste ud af på nogen som helst måde overhovedet! Børnene blev på ingen måder straffet med vold, for det var da noget af det sidste som hun nogensinde ville kunne få sig selv til! Der var andre konsekvenser på regelbrud i deres hjem og det var noget som de begge måtte holde fuldkommen fast på og det var der i den grad også grunde til, om det var noget som man jo så ville det eller ikke. Hun vendte blikket stille op mod ham og med det samme stille smil. Hun manglede ham og hun savnede ham, også selvom han måtte sidde så tæt på hende.
At han havde friet til hende, var et sted også en tanke som i den grad havde lettet hende, for ikke at glemme, at det var noget som gjorde hende direkte lykkelig! At hun så også havde den nyhed at bringe videre til ham, var noget som kun fik hende til at smile, også selvom det var noget som et sted også måtte skræmme hende. Hun vidste udmærket godt, at det også kunne føre til noget andet end glæde – at han skulle arbejde mere, selvom hun altså også godt kunne tage sin del af læsset, så det hele ikke skulle hænge på ham hele tiden, for det ville de heller ikke få noget ud af! Han arbejdede da sig selv ihjel hvis han fortsatte på denne måde og det var jo heller ikke fordi at hun ville miste ham! Hun lagde den ene hånd roligt over hans ved hendes mave, hvor hun trykkede let omkring den og lagde sig ind mod hans skikkelse. Hun ville bare have lov til at nyde det! Hun smilede let. ”Det var vi, men jeg har heller ikke fortrudt det, kan jeg sige dig.” Hun vendte blikket mod ham, som hun lagde hånden roligt mod hans bryst som hun strøg ganske let. Hun kunne ikke fortryde at hun havde mødt ham. Det havde virkelig været kærlighed ved første blik! Og det var slet ikke noget som hun kunne fortryde på nogen måde! Hun smilede ganske let. Hans ord varmede virkelig hendes hjerte, sind og i den grad også hendes sjæl, hvor hun sukkede lettet. Hun lagde hovedet tæt ved hans, så hun stadig kunne se ham. ”Er du nu helt sikker? Du.. du behøver ikke at arbejde så meget når den lille kommer, min kære.. Jeg kan altså også godt lidt,” påpegede hun stille og med en dæmpet stemme.

[pierce]

At Malania var blevet gravid, var noget som virkelig måtte komme bag på Pierce, for det havde han virkelig ikke regnet med ville ske! Efter drengene var blevet født, havde de alligevel været tæt på hinanden mange gange, for de små var jo næsten seks år. Men de kunne vel have regnet ud at det ville ske før eller siden? Det var jo ikke fordi at de var de ældste på nogen måde, de var faktisk begge ganske unge forældre. Men at de skulle have en lille én til gjorde ham dog intet, for det måtte faktisk glæde ham at deres lille familie blev større! Så kunne drengene måske også lære at enes lidt, begge opvarte den lille og hjælpe mor når barnet ville komme, det gjorde jo ikke noget at drenge lærte at tage lidt ansvar, selvfølgelig skulle de være børn så længe de var, men at lære at familien var vigtig og at man ikke svigtede den, kunne ikke skade – ikke i Pierces øjne i hvert fald, specielt ikke fordi han selv havde været så ustyrlig da han havde været lille, ingen af hans forældre havde været der, og han var næsten endt med at slå en anden person ihjel fordi han havde været så hidsig og ukontrolleret. Han ønskede ikke at det skulle ske det samme for hans to drenge, derfor var han faktisk glad for at Malania var hjemme hos dem, hvor han selv tog sig så godt af dem, når han selv var hjemme, for andet tillod han virkelig ikke! Han vendte roligt blikket ned mod deres hænder der hvilede mod hendes mave, da hun lagde sin over hans. Han tog roligt omkring hendes hånd og gengældte klemmet, inden han trak hovedet væk fra hendes skulder, så han bedre kunne se på hende. ”Og jeg har skam heller ikke fortrudt noget Malania,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et varmt smil. Han trak kun på smilebåndet, som hun strøg ham over brystet, hvor han vendte de turkisblå øjne direkte mod hendes flotte mørke, som han altid havde nydt at se ind i. Han slap en munter latter til hendes ord og rystede smilende på hovedet. ”Mal! Du skal bestemt ikke arbejde! Og da slet ikke når den lille kommer, det kommer virkelig ikke på tale!” svarede han med en morende tone, som alligevel var lettere bestemt. ”Når den lille kommer skal du være hjemme og passe barnet, det har trods alt brug for sin mor,” tilføjede han lettere alvorligt. Han førte hendes hånd op til sin mund, hvor han skænkede hendes håndryg et blidt kys, imens han flettede sine fingre ind i hendes. ”Jeg skal nok se om jeg kan skære lidt ned på arbejdet og være lidt mere hjemme,” lovede han hende og sendte hende et varmt smil. Han vidste at Malania havde brug for ham, som børnene også havde, og hvis der kom en ny lille, så ville han selvfølgelig også gerne være hjemme for at være med til barnets opdragelse! Han måtte bare se om han ikke kunne finde en måde hvorpå han kunne skære ned i arbejdet men stadig tjene nok til at brødføde familien, når drengene blev store, kunne de jo fint hjælpe til i huset og tjene lidt penge til familien så den klarede sig. Han lænede sig roligt ind og skænkede hendes kind et blidt kys. ”Vi skal nok klare den,” forsikrede han hende. Andet tillod han desuden ikke!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Både Malania og Pierce var relativt unge forældre, selvom det nu heller ikke var noget som Malania fortrød på nogen måde! Hun elskede sin lille familie og tanken om at der faktisk skulle komme en ny til, var noget som glædet hende. Alligevel selvom hun frygtede for at det betød at hun skulle undvære Pierce mere, for det ønskede hun virkelig ikke! Det var hårdt nok som det var fra før af at se ham tage af sted, hvor der kunne gå dage før hun ville se ham igen. Hans frieri var en bekræftelse på det som hun længe havde ventet på. Alene en bekræftelse på det at han ønskede hende, at det kun var hende som han ønskede i sit liv, for alt det andet havde virkelig ikke nogen betydning for hende som sådan. Børnene og Pierce var virkelig hendes et og alt, hun kunne da slet ikke undvære nogen af dem! Tvillingerne var ikke kendt med hendes graviditet endnu, for hun havde ønsket at fortælle det til Pierce først, også mest for at se hvordan han reagerede på det og om han i det hele taget ønskede barnet. Ingen af dem havde fortrudt noget som helst, så selvfølgelig var det også noget som betød meget for hende. Hun havde ham hvor hun ønskede ham, selvom hun stadig ønskede at han ville være mere hjemme. Hun var dog af den grund ekstrem respektfuld og accepterede at han havde sit arbejde. Det havde hun jo trods alt vidst siden start, så dette var jo i bund og grund en konsekvens som hun egentlig bare måtte leve med og så meget som det nu måtte være hende menneskelig muligt. Hun vendte blikket roligt op mod ham, hvor hun lod blikket falde direkte i hans. Hun ville da aldrig nogensinde blive træt af at stå og stirre ham ind i øjnene! Aldrig nogensinde! Det var noget af det smukkeste som hun nogensinde havde set!
At se Pierce blive så bestemt havde hun nu heller aldrig set ham som før. Hun kunne sagtens arbejde! Og så længe at maven ikke var i vejen, så kunne hun i den grad godt, det var egentlig bare at bevise det for ham! Hun sukkede stille. ”Jamen..” At han kyssede hendes håndryg og sammenflettede deres fingre, var noget som gjorde hende tavs allerede med det samme. Blikket vendte hun roligt op mod ham endnu en gang. Han bandt hende virkelig til huset, også selvom hun vidste, at han kun gjorde det hele i en god mening, for hvorfor skulle han da ellers gøre det? Det var jo slet ikke noget som gav nogen som helst mening for hendes vedkommende. Blikket gled roligt op mod hans skikkelse endnu en gang og tydeligt i en af de tavse protester. ”Jamen..” Hun tav igen og vendte blikket stille ned af sig. At han ville skære ned på arbejdet, var noget som virkelig bare gjorde hende glad! Og hun var sikker på at ungerne også var af den helt samme mening! Hun havde jo set hvordan de havde nydt at mor og far var hjemme begge to og de alle sammen kunne sidde ved bordet. ”Det ville jeg sætte umådelig stor pris på.. Jeg savner dig herhjemme,” sagde hun stille. Hun ønskede selvfølgelig ikke at bebrejde ham for noget som helst, for det var slet ikke hendes mening, men hun savnede virkelig at have sin forlovede hjemme! Hun nød jo næsten at sige det – Hendes forlovede. Hun lagde sig tæt ind til ham og tog imod hans kys mod hendes kind, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile. ”Det gør vi altid,” sagde hun dog med en bestemt tone.

[pierce]

At Malania var blevet gravid endnu engang, var noget som virkelig måtte komme bag på Pierce, da han ikke rigtig havde regnet med det, men på den anden side, så kunne han ikke lade vær med at smile ved tanken, for de skulle til at blive en mand mere! Det var noget som virkelig måtte glæde ham! Deres lille familie skulle til at blive større, og måske det ville formindske deres tid sammen, men på den anden side, så havde han virkelig nydt at have noget at pusle om, som de havde gjort med Stefan og Daniel, hvor de altid havde kunnet have én hver, selvom det virkelig også havde været krævende! Han fortrød dog intet, for han elskede virkelig sine to små sønner, selvom han og Malania ikke var de ældste, for de var faktisk unge forældre og det var vel også én af grundene til at han havde ventet med at fri til hende? Nu var de blevet ældre, de vidste at de kunne klare opgaven som forældre, de fik det hele til at køre rundt økonomisk, foruden at han ikke var så meget hjemme, men det skulle han nok finde en løsning på! Alt skulle nok blive godt! Han vendte blikket mod hende, som hun blev tavs flere gange og sendte ham et protesterende blik, hvilket fik ham til at småle ganske let. Han rystede let på hovedet og lænede sig ind mod hende, som han skænkede hende et blidt kys på læberne. ”Undskyld Mal.. det er ikke fordi jeg betvivler på at du ikke kan arbejde, for det ved jeg at du kan, men.. jeg ønsker bare at der hele tiden er en af os hjemme ved børnene, jeg ønsker ikke at de skal føle at begge deres forældre ikke er der,” svarede han sandfærdigt, han ønskede ikke at de skulle vokse op og have det sådan som han havde, og når de to små spirrevipper bar mørket i sig, så kunne det sikkert påvirke dem langt værre end det havde gjort ham. Han lod hånden stryge ganske blidt over hendes mave, hvor et varmt smil gled over hans læber. ”Desuden bliver vi snart en mand mere, maven vil vokse og så vil du få svært ved at arbejde, tænk hvis vi skal have tvillinger igen!” svarede han sandfærdigt, hvor hans blik kun lyste endnu mere op ved tanken om tvillinger, selvom det nok blev en stor mundfuld? Gad vide om det blev en dreng eller en pige, en lille pige ville han faktisk ikke have noget imod, så havde han sin lille øjesten, og så kunne pigens storebrødre holde øje med hende og lære hvad det ville sige at tage ansvar for andre, selvom han vidste at Daniel gjorde et godt forsøg når han selv var ude, for Malania havde jo godt fortalt ham hvordan han trådte ind i rollen som manden i huset og hjalp til, noget der glædede ham, selvom han heller ikke ønskede at fratage knægten sin barndom! Det var også en grund til han skulle være mere hjemme! At hun savnede ham herhjemme kunne han godt forestille sig, ligesom han vidste at drengene gjorde, og han savnede jo også dem alle tre! ”Jeg skal nok komme mere hjem! Det lover jeg!” forsikrede han hende, hvor et varmt smil gled over hans læber, som han skænkede hende et dybt kys. Nu var de forlovede og de skulle have et bryllup gjort i stand, så det kunne ikke blive bedre! Men måske de skulle blive gift, inden maven blev for stor? Han brød roligt kysset og vendte de turkisblå øjne imod hende, hvor han klemte blidt omkring hendes hånd hvor deres fingre endnu var sammenflettet. ”Nogen ideer til brylluppet?” spurgte han roligt, som smilet kun bredte sig.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Den måde som Pierce havde reageret på hendes tilstand, var noget som virkelig glædet hende, for ikke at glemme, at det virkelig lettede hende, for hun havde virkelig været bange for at det ville gå galt i den anden ende. Det havde været noget som hun var bange for, at han ville reagere med en frustration fordi at han nu skulle arbejde mere, for hun kunne bestemt også godt tage sin andel af arbejdet, for hun havde også to arme som kunne bruges til det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun lagde sig tæt ind til ham, hvor hun roligt lod hånden stryge over hans ved hendes mave, for det var virkelig rart. Måske at de var unge forældre, men det var virkelig ikke noget som rørte hende som sådan, for de havde begge lært og hun turde endda vove at påstå at deres drenge fik den bedst tænkelige opdragelse som man overhovedet kunne få, selvom hun slet ikke brød sig om at Daniel hoppede ind i rollen som manden i huset når Pierce ikke var hjemme, for han var ikke andet end en lille dreng som burde nyde livet så længe at han havde det, hvilket han jo ikke kunne gøre på den måde som han gjorde det, hvilket selvfølgelig var noget som gjorde noget så frygtelig ondt, også for hendes vedkommende. Hun trak vejret dybt og vendte blikket op mod ham. Hun var bestemt heller ikke meget for tanken om ikke at kunne være der for ham specielt, for børnene ville jo heller ikke være helt små resten af livet! De voksede jo op og de fik deres eget liv og før eller siden, så ville de nå den tid, hvis de faktisk ville flytte hjemmefra. Den tanke i sig selv, var noget som næsten forundrede hende, for pludselig synes det hele at gå så frygtelig hurtigt! Hun endte dog blot med at nikke til hans ord. Det var heller ikke fordi at hun ønskede at skændes med ham eller noget lignende hen af det, for det var bestemt heller ikke noget som hun ville få det mindste ud af i den anden ende. ”Jamen..” Hun vendte blikket protesterende mod ham, selvom hun vidste at han havde ret. Hun kunne virkelig ikke diskutere sig ud af den, om det var noget som hun ville det eller ikke og et sted, så var det virkelig også en frustration uden lige for hendes vedkommende! Hun trak morende på smilebåndet. ”En gangs lykke skal ikke gentages som en succes. Den mave var jo enorm!” sagde hun morende også selvom hun kunne se hvordan han direkte måtte lyse op ved tanken om det og det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at frarøve ham sin lykke, for det var slet ikke noget som hun var ude efter på nogen som helst måde! At han ville komme mere hjem, var selvfølgelig noget som gjorde hende rigtig glad, hvor hun lod hovedet søge tæt ind til hans, hvor hun kyssede hans kind ganske let. ”Det ville jeg være utrolig glad for.. Jeg mangler dig virkelig.” Kysset gengældte hun mere end glædeligt, hvor hun heller ikke kunne lade være med at smile, for det gjorde hende virkelig, virkelig glad og som intet andet overhovedet! At han spurgte ind til brylluppet, var noget som gjorde hendes smil langt større, hvor det var hendes tur til at sidde med kæmpe julelys i øjnene! ”Skal jeg virkelig begynde at remse op?” spurgte hun med et morende smil på læben.

[pierce]

At høre at Malania ønskede at arbejde, var slet ikke noget som kom det mindste på tale! Allerede der ville Pierce sætte foden i jorden! Ikke fordi han betvivlede hende, slet ikke! Han vidste at hun måtte blive rastløs af at gå herhjemme hele tiden, og han ville heller ikke binde hende til huset, hun måtte gerne søge ud, så længe hun tog børnene med sig, for det var jo netop det som var problemet, de havde børn, små børn, som skulle passes og opvartes mere eller mindre døgnet rundt, de to små knægte var to vildbasser, det var jo ikke altid at de fulgte reglerne når de var alene, til tider søgte de længere væk end hvad de måtte, så de var jo hele tiden nød til at holde et godt og vågent øje med dem, for meget ondt havde han og Malania allerede været igennem, og han var bange for at der også ville ske tvillingerne noget, hvilket han heller ikke ønskede! Han vendte blikket mod Mal, som han tydeligt kunne se at hun var protesterende, noget som faktisk måtte more ham, men han ville virkelig ikke diskutere det, for børnene havde brug for deres mor, og specielt også nu hvor de havde en ny kommende lille på vej, det nyttede ikke at børnene var alene hjemme! Han ville dog heller ikke gå glip af sine børns opdragelse og barndom, så han ville se om han ikke kunne skære ned på arbejdstiden og stadig tjene lige så meget, han skulle bare finde en måde til hvordan det skulle lade sig gøre. Han slap en munter latter, som han rystede ganske let på hovedet. ”Nu ikke så mut! Jeg ønsker bare at mine børns mor er hjemme til at se efter dem,” svarede han stilfærdigt, som han lagde hånden mod hendes lår og strøg det ganske blidt. Han ønskede ikke at børnene skulle vokse op på samme måde som han havde gjort! ”Desuden kan du jo heller ikke arbejde, når du først bliver gravid,” påpegede han sandfærdigt, maven ville jo kun komme i vejen, og tænk hvis de skulle have tvillinger igen?! Så ville maven da blive endnu større og også langt tungere! Han vendte blikket mod hendes mave, som han strøg ganske let. At hun ikke ønskede tvillinger fordi maven blev så stor, kunne han på sit vis godt forstå, men.. han havde virkelig nydt den tid hun havde været gravid! ”Jeg kunne nu godt lide din mave.. så var der mere at pusle om,” svarede han mildt, som han vendte blikket mod hende med et varmt smil på læberne. Han kunne da ikke andet end at nyde tanken! Flere børn? Måske de var unge forældre, men.. endnu et barn ville han da elske! Selvom han vidste at det ville blive et problem, når han arbejde så meget, endnu en grund til at han virkelig ville forsøge at skære ned! Han tog imod kysset til hans kind, inden han sendte hende et varmt og kærligt smil. ”Jeg skal nok se om jeg ikke kan komme mere hjem,” forsikrede han hende, selvom det også var tydeligt at han ikke kunne love noget, for pengene var de jo desværre afhængige af, og han vidste at Derick, hans gode ven som han faktisk stadig så til, var kommet op på slottet, men at bede en anden mand og så en ven om penge, det kunne da aldrig falde ham ind! Han vendte blikket mod hende, hvor han ikke kunne holde det muntre grin tilbage ved hendes ord. Han himlede svagt med øjnene, som det lød til at hun havde mange forventninger og planer til brylluppet, men det gjorde ham nu intet, han ville elske at give hende det bryllup som hun drømte om! ”Jeg vil gerne høre.. alt,” endte han sandfærdigt uden at smilet falmede det mindste, hvor han lænede sig ind og skænkede hendes læber et blidt og dog flygtigt kys, ”min smukke forlovede.”

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania vidste udmærket godt at Pierce ønskede at have hende hjemme, selvom hun virkelig ønskede at komme ud og tage hendes del af arbejdet, for det kunne virkelig ikke passe at han skulle gøre det hele. Måske at hun var en anelse mere nytænkende end det som så mange ellers ville have været, så var det nu heller ikke noget som hun ønskede anderledes. Pierce var måske en anelse gammeldags, udelukkende fordi at han direkte ønskede at hun blev hjemme og tog sig af hus og børn. Et sted så havde hun heller ikke noget imod det, men det gik for meget ud over hendes tid sammen med ham og det var noget som virkelig, virkelig gjorde forbandet ondt på hende, at man skulle tro at det var løgn! Hun sukkede stille. At protestere kom hun ingen vegne med, det var noget som hun tydeligt kunne se. Hånden mod hendes lår, var ikke noget som hun havde noget imod, for det var virkelig rart at have ham så tæt på sig. Han bekræftede hende på en måde som hun rigtig godt kunne lide, så selvfølgelig var det også noget som spillede meget ind. Han ønskede bare at passe på hende, hvilket var noget som hun udmærket godt kunne forstå, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun rystede stille på hovedet og lagde det roligt ind mod hans favn igen ved at lade det hvile mod hans skulder. De havde allerede haft meget at slås med og hun ønskede egentlig bare en rolig tilværelse, det var vel heller ikke meget at forlange? ”Okay så…” Hun vendte blikket ned mod maven. Tvillingerne havde virkelig gjort hende enorm! At han havde nydt det, var noget som kun fik hende til at smile. ”Ja, jeg var jo stor som et bjerg og kunne ikke gøre noget som helst selv.. Det er virkelig charmerende..” Hun trak morende på smilebåndet. At han havde puslet om hende på den måde, var faktisk noget som hun havde nydt og rigtig, rigtig meget faktisk, så det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. ”Så snart den er stor, så har du igen noget at pusle og nusse om,” tilføjede hun med et morende smil på læben. Hun tog roligt omkring hans hånd ved hendes lår, hvor hun sammenflettede deres fingre. Det var i den grad også umådelig rart at have ham tæt på sig, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! At han ville høre det hele omkring hendes drømmebryllup var noget som fik hende til at smile bredt, men.. det var jo dyrt og det var det som selvfølgelig var noget hun var nødsaget til at tage højde for, for.. hun ønskede jo heller ikke at han skulle blive alt for fraværende, for det var hårdt nok som det var fra før af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun lagde sig roligt mere ind til ham. ”Jamen.. det er så meget Pierce.. Selv som en lille pige, har jeg drømt om den dag jeg skulle giftes.. og give mig til den rette mand i mit liv.” Hun vendte de mørke øjne stille op mod ham. Det var hende som hun valgte at omtale ved denne titel, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. ”Udendørsbryllup.. aften, stor og hvid kjole, masse gæster og dig ved min side.. Mest af alt. Det betyder mest for mig,” sagde hun roligt. Hun ville heller ikke lyve for ham. De havde børn som ikke var meget for solen, så om dagen blev da også helt uaktuelt!

[pierce]

Det var ikke fordi at Pierce havde noget imod at Malania selv ønskede at tage del i arbejdet, for det beviste kun at hun selv ville gøre en indsats for familien og det måtte naturligvis glæde ham! Han var ikke alene om det, og det var hun bestemt heller ikke! Han vidste at han ikke var meget hjemme, men at hun tog på arbejde gav jo ikke de to mere tid, for så når hun var ude var han nød til at være hjemme og passe børnene, og så så han jo ikke meget til Malania af den grund, desuden så ville deres nyfødte komme til at have mere brug for sin mor end for sin far, eftersom han ikke ville kunne made den lille og give den alt det som den havde behov for, så uanset ville hun jo blive tvunget til at gå herhjemme i stedet for at kunne arbejde, specielt også i de næste par måneder hvor hun ville blive gravid, for der nægtede han at lade hende arbejde! Det ville måske tage hårdt på ham at skulle gøre alt herhjemme også, men.. de to små drenge kunne da hjælpe til denne gang, de måtte vel også blive spændte på at der kom endnu en lille ny i familien? Smilet bredte sig kun på hans læber ved tanken omkring at den lille var på vej, deres lille kernefamilie blev snart større! Han slap en munter latter til hendes ord, og rystede let på hovedet af hende. ”Det har aldrig taget din charme fra dig, min egen!” svarede han ganske sandfærdigt, som han sendte hende et varmt smil. Hvilken mand ville ikke elske at se sin elskede gravid? Vide at de havde skabt noget sammen, som ingen kunne tage fra dem, uanset hvad, for deres dna ville altid være deres og ingen andens! Desuden så gjorde både Malania og drengene ham lykkelig, for de var virkelig alt for ham! Han trak på smilebåndet til hendes følgende ord, som smilet slet ikke kunne falme det mindste! At han kunne gå rundt og pusle om hende, og mærke den lille sparke i hendes indre mod hendes mave, var noget som han virkelig ville se frem til! ”Jeg glæder mig allerede!” endte han muntert og ikke mindst varmt, som han fortsatte med at nusse hende og stryge hende over maven, som om den allerede havde været stor, skønt man slet ikke kunne se at hun faktisk var med barn. Han vendte roligt blikket ned mod sin hånd, der hvilede mod hendes lår, hvor han blot lod hende tage omkring hans hånd og sammenflette deres fingre, som han sendte hende et varmt smil. Men inden de skulle bekymre sig om den lille, skulle de først giftes, hvilket han var sikker på at hun havde gjort sig mange tanker omkring, det havde han selvfølgelig også, selvom han tvivlede på at hans planer var store i forhold til hendes. Han trak svagt på skuldrene og sendte hende et skævt smil, som hun sagde at der var meget hun ønskede. ”Jeg er ligeglad. Jeg ønsker at give dig det bryllup du ønsker,” svarede han sandfærdigt, som han trykkede ganske blidt omkring hendes hånd. Da hun begyndte at remse op, trak han kun på smilebåndet, for det var jo langt mere end hvad han havde gået og spekuleret over! Han slap en let og dog munter latter, som han trykkede hende ind til sig. ”Og et udendørs bryllup skal du få! I den flotteste hvide kjole, så stjernerne vil se på dig oppefra med et misundeligt blik, fordi du vil skinne så meget mere end dem!” endte han muntert, som han lænede sig frem og skænkede hendes kind et blidt kys. ”Ude på stranden, tæt ved huset, med masser af fakler der lyser det hele op, et lille, men smukt alter, hvor jeg vil elske at se dig komme gående op mod mig!” tilføjede han næsten til hendes eget ønske, hvor han vendte blikket lettere drømmende ind mod pejsen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania havde det faktisk temmelig skidt med at sidde hjemme og se Pierce knokle dag ud og dag ind for at holde familien oppe, for hun ønskede virkelig også at gøre sin andel af arbejdet, for hun havde det virkelig ikke godt med at se ham knokle med det hele på denne her måde. Hun havde det faktisk ekstremt skidt med den tanke alene, så det var bestemt heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han passede på hende som han passede på deres drenge, hvilket selvfølgelig var en glæde uden lige. Selvom de måske var temmelig unge forældre, så var det virkelig ikke noget som spillede ind for hendes vedkommende, for hun vidste at de nok skulle finde ud af det hele. Hun var overbevist så længe at hun have ham ved sig, for det var virkelig noget af det vigtigste for hendes vedkommende. Her sammen med Pierce så var hun så tryg som hun aldrig nogensinde havde været det før og det at han havde friet til hende, var noget som kun gjorde det hele så meget bedre, også for hendes eget vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hans ord var noget som kun fik hende til at smile, idet hun roligt lagde hovedet ind mod hans skulder. Han passede så godt på hende og det var noget som hun virkelig kun måtte glæde sig over! ”Det er bare noget du siger. Jeg kan jo ikke være nogen steder!” sagde hun leende og med det samme stille smil på læben. Det var jo ikke engang løgn. Maven havde jo kun været i vejen og hun havde ondt i ryggen, ondt over det hele og hun var direkte kvæstet! Og nu skulle hun igennem det samme igen? Hun glædet sig et sted, også fordi at det sidste gang havde indikeret at han havde været mere hjemme end det som han var nu, så et sted så håbede hun at det var noget som skulle ske igen. Hun glædet sig til at se maven, hun glædet sig til at opleve den lille sparke, også selvom tvillingerne ikke vidste noget som helst, så selvfølgelig var det noget som betød meget også for hendes eget vedkommende. Hun håbede da om ikke andet, at de tog lige så godt imod beskeden som det Pierce havde gjort og at de også ville hjælpe hende med det – om ikke andet, så var hun sikker på at Daniel ville, men Stefan var mere en som hun var usikker på.
At brylluppet skulle stå inden alt for lang tid, var selvfølgelig noget som betød en del for hende. Der var jo så meget som ikke var planlagt og det var noget som direkte gav hende stress! Hun betragtede ham roligt og med et stille smil, selv uden at slippe hans hånd, for det var slet ikke noget som hun ønskede. Hun havde ham, hun havde sin forlovede og lille familie og det var noget som selvfølgelig gjorde hende frygtelig, frygtelig glad! Hun havde rigtig, rigtig mange idéer, for hun var jo som enhver anden lille tøs var; De drømte om deres bryllup allerede når de var helt små og der var hun bestemt heller ikke noget undtag på nogen som helst måde overhovedet. hun smilede et muntert og glædeligt smil, hvor det selv kun måtte tage til som han selv måtte fortælle. Hun kunne jo se hele scenarioet for sig! Hendes smil bredte sig tydeligt, hvor hun tog imod hans kys til hendes kind, hvor hun roligt lænede sig ind mod ham. ”Stefan og Daniel som ringbærer.. musik.. en smuk kjole til min kommende fede mave, langt slør, stor brudebuket, en rød løber og så går jeg op mod mit livs kærlighed.. Det kunne bestemt heller ikke blive bedre,” tilføjede hun tydeligt drømmende, som hun fulgte hans blik ind mod pejsen. Hun glædet sig virkelig! Han gjorde hende virkelig lykkelig!