Still growing..

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var ved at være aften og endnu en af de mange dage, hvor Malania måtte være alene stort set hele tiden. Ikke fordi at det var noget som gjorde hende noget som sådan. Pierce havde drengene med sig ude og specielt Stefan nød af det, hvilket kun fik hende til at smile. Selv var det til dels også kampe for at skulle sørge for at begge drenge var tilfredse med deres tilværelse, for det at have en tvilling var vidst ikke altid lige så nemt. Dagen havde budt på kvalme for Malanias vedkommende. Det var ved at være nogle dage siden at hun havde opsøgt en healer inde i byen, blot for at få det be- eller afkræftet og svaret havde været klokkeklart. Hun havde ikke fortalt det til Pierce endnu. Lige netop i aften, så ville hun sørge for at det bare var de to, noget hygge for voksne mennesker, nu hvor det var så sjældent at de kunne have hinanden ene og alene uden at der skulle være det ene eller det andet problem med drengene. Et sted så var hun selvfølgelig en anelse nervøs for hvordan at han ville tackle det når han fik det at vide – Deres lille kernefamilie var nemlig ikke færdig med at vokse endnu, også selvom det bestemt heller ikke var en tanke som gjorde hende det mindste. Maven var ikke synlig i det tøj som hun bevægede sig rundt i. Det var vel en måned? Eller to siden de havde gjort det? Tanken i sig selv, fik hende blot til at smile, for det havde været en lille halvtime hvor de havde haft hinanden og det havde virkelig været det hele værd set i hendes øjne!
Aftensmaden var ved at komme på bordet, som den blev færdig. Endnu en gang så lavede hun noget af det som hun vidste at begge drenge kunne lide, for så var der jo heller ikke det største problem med hvem som altid fik det som de kunne lide og hvem som ikke kunne. Hun ønskede egentlig bare en lykkelig familie og det var i den grad også det som hun havde fået sig, det var der heller ikke nogen tvivl om. Det mørke hår førte hun roligt over sin ene skulder og med det stille smil på læben, for det var end ikke noget som hun kunne lade være med. Tanken gjorde hende bare så.. glad! Der var ikke noget andet ord som kunne beskrive det på denne her måde, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt på den ene eller den anden måde, det var da helt sikkert! Blikket gled igen og igen i retningen af vinduet, for hun vidste at der ikke kunne være lang tid til at de måtte være hjemme. Et sted så skulle maden bare overstås, så hun kunne få Pierce lidt for sig selv, også selvom hun måske burde fortælle drengene det? Om ikke andet, så var det noget som Pierce skulle vide først. Hun rettede sig en anelse op. Kvalmen var kommet og gået i løbet af dagen, selvom hun virkelig havde prøvet at ignorere det, når Pierce havde været i nærheden. Det var vel egentlig bare at vente på det rette øjeblik? Og hun var i den grad fast besluttet på, at det skulle være i aften uanset hvad! Hun rettede let på den lyse kjole. Selv var hun jo af lyset og det var i den grad også noget som hun var stolt af. Løs fra brystet og nedover, så der var god plads til den kommende og voksende mave. At de måtte vente sig endnu en gang.. det var en fantastisk følelse!

[pierce]

Der var mange dage hvor Pierce ikke havde været hjemme. Når han ikke havde sit arbejde ude i havet, så havde han det på landjorden, som han var blevet mere udbredt som læge; han var jo nød til at tjene lidt til familien på en eller anden måde, og hans kundskab til urter og planter var utrolig stor, så han kunne næsten heale hvem som helst. Han vidste at Malania havde haft det lidt dårligt på det sidste, for hun var ikke den bedste til at skjule ting for ham, men på den anden side havde de også været sammen i 7 år. Han havde spurgt om han skulle undersøge hende, men hun havde fortalt ham at der ikke var noget, at det bare var lidt kvalme hist og her. Han var naturligvis bekymret for hende, men af hvad han havde set, så kom det kun engang imellem, med flere ugers mellemrum, så han gik ikke ud fra at det var så alvorligt igen, specielt ikke når hun ikke havde symptomer på andet. Han havde dog flere gange blandet få miksturer til hende, som ville tage kvalmen hvis den endelig kom.
Pierce havde denne dag været ude med drengene endnu engang. Daniel stadig vild med urterne og planterne, Stefan nød stadig bare det at svømme rundt, selvom at han kun kom med ud på den fulde rute, når han var alene med ham, for når de alle tre var ude, så var der både Stefans og Daniels ønsker som skulle opfyldes og når de blev uenige, måtte de jo skiftes. De to opførte sig dog ordentligt, for ellers vidste de godt at de ikke kom med ude næste gang. Det var tydeligt at se at de to allerede havde udviklet sig. De kæmpede begge to med fuldmånen. Daniel var blevet langt mere rolig og nærmest.. ansvarsbevidst? Uanset så havde han lettere ved at styre sin forvandling under fuldmånen end det som Stefan havde, men de trænede hver gang, og begge blev bedre til det, så han kunne virkelig ikke være mere stolt af dem! Det var ved at blive sent og selvom solen var oppe i længere tid, nu hvor de var kommet ind i sommertiden, så blev det stadig sent, og de to små krudtugler havde stadig brug for deres søvn, ellers blev de umulige om morgenen! Og nu hvor han tænkte over det, så var det faktisk lang tid siden at han havde brugt noget ordentligt kvalitetstid sammen med Malania.
Pierce kom roligt gående op ad havet, som han havde en søn på hver side som han plejede. De var faktisk blevet lidt større, og faktisk også stærkere, selvom han endnu kunne klare dem, men skulle han være ærlig, så gik der nok ikke mange år, før de faktisk blev stærkere end deres egen gamle far. De havde trods alt horroren i sig, men at tænke på at sine små sønner var stærkere end ham selv.. det var bare forkert! Han elskede dem dog af den grund, præcis som de var, og han ville ikke ændre det mindste på dem, for de var unikke! De var ham værdifulde. Han vendte roligt de turkisblå øjne ned imod dem, hvor han smilede ganske let. ”Nå, smut I ind til mor, jeg er sikker på at aftensmaden venter på jer,” endte han stilfærdigt og med et skævt smil om læberne. Konkurrencerne imellem dem var der stadig, ligesom skænderierne også var, men sådan var de og de skulle have lov til at være børn så længe de var det! Desuden var de brødre, så det lå vel til dem?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Tanken om at der var gået 7 hele år, var slet ikke noget som Malania kunne forstå. Det føles som var det i går, at de endelig havde fundet ordentlig sammen. De havde i den grad også sit at slås med og Pierces viden indenfor urter og planter var bestemt heller ikke noget som gjorde det nemmere for hendes del. Hun manglede ham.. hun savnede ham, også selvom det var noget som gjorde de små stunder langt mere specielle, udelukkende fordi at de skete så sjældent. Det var vel.. dage siden at hun havde set ham efterhånden? Det var noget som ikke bare måtte irritere hende, men på sit vis også gøre hende kede af det. Selv ville hun ikke have det mindste imod at skulle arbejde lidt, hvis det var noget som kunne sørge for at familien havde noget at leve af. Drengene voksede jo og de gjorde det ekstremt hurtigt, at det jo næsten ikke var til at følge med længere! De havde det godt og det var i den grad også det som hun måtte betegne som det vigtigste, det var der så sandelig heller ikke nogen jordisk tvivl om overhovedet. At lave lidt selv, så hun havde en mulighed for at have ham lidt mere hjemme, var en tanke som havde slået hende ind mange gange. Det var noget som hun nok skulle få snakket med ham om.
At Pierce lavede miksturer til hende og var bekymret for hende, var noget som gjorde hende glad, og hun måtte erkende, at de gange hvor kvalmen havde været værst, der havde hun også drukket det og det havde virket! Ellers gik hun ind for en så normal gravitet som det var hende menneskelig muligt. Der fandtes jo disse små glæder i livet, og i hendes øjne, så var det bestemt heller ikke noget som man skulle undvære på den ene eller den anden måde, det var helt sikkert. Blikket gled endnu en gang mod vinduet, efter at hun endnu en gang havde stået frit i sine egne tanker. Synet af de 3 skikkelser, var noget som kun måtte få hende til at smile og endda frygtelig bredt! De var jo på vej hjem!
Stefan elskede at være ude på havet sammen med far, selvom det i den grad også måtte irritere ham, at Daniel havde været med denne gang! Han elskede at være alene med far, komme ud på den store rute, hvor han kunne få lov til bare at.. svømme. Det var virkelig noget af det bedste af det hele, det var helt sikkert! Han gik roligt ved siden af far. Så længe de var ude, så var han nødsaget til at skulle opføre sig ordentligt, hvilket han var klar over, ellers ville han jo ikke komme med næste gang. Denne gang var han virkelig kørt træt. Selvom Daniel havde været optaget af hans dumme planter, så havde han fundet muligheden for at få brugt noget af den overflod af energi som han havde haft og det var han glad for! Daniel klarede nok fuldmånen langt bedre end det som han selv gjorde, men han havde desværre også fundet ud af, at det var mere.. specielt at give efter for den tiltrækkende kraft, end det som det var at skulle kæmpe imod den. Hvilken styrke den efterlod ham med! Selvom forvandlingen var smertefuld, hvilket også havde efterladt sig sine ar i hans ansigt specielt, så tog han sig ikke af det. Han var ikke den som tudet mere! Han var en stærk knægt og han skulle nok overgå sin storebror før eller siden! Han vendte ganske let blikket mod far. ”Okay!” sagde han, hvor han uden det mindste tøven, bare satte i spring henover stranden for at komme hjem. Han savnede selvfølgelig også mor og han ville komme først denne gang!

[pierce]

Daniel elskede at være ude med far! Han hadede godt nok at være ude sammen med sin far, når Stefan var med, specielt fordi de var så forskellige som e var. De havde forskellige ting de ville, og det irriterede ham at Stefan bare ville ud og se det hele i stedet for at tage den med ro. Det glædede ham dog, når far så endelig måtte tage fat i Stefan, så de kunne få lov til at blive og han kunne få lov til at være sammen med far der viste ham de forskellige planter og urter. Han havde fået en taske magen til sin fars, bare i en mindre størrelse, hvor han havde samlet en masse forskellige planter. Han havde tilmed fået en felthåndbog, hvor han tegnede de forskellige planter ned og skrev sine egne notater til, noget som hans far havde lært ham, hvilket virkelig måtte glæde. Hans mor hjalp ham for det meste med at læse og skrive, eftersom det var hende som havde mest tid når de var hjemme, for far var jo meget på arbejde efterhånden, selvom at han ikke rigtig tog sig af det, for når far var ude, så var det jo faktisk ham som var manden i huset, netop fordi han var den ældste. Stefan havde opført sig som den mindste, og nu slog det virkelig også igen! Noget som han virkelig måtte nyde! Han holdt sig til far hele vejen op til stranden, selvom at han blev stående ved fars side, selvom Stefan måtte løbe ind mod huset. Han selv havde dog sin taske som han skulle passe på, så han ikke mistede sine mange planter og urter. Han vendte blot blikket op imod sin far og sendte ham et stort smil.

Pierce vidste godt at han ikke var meget hjemme, han var ikke meget sammen med Malania, for når han ikke var på arbejde, og faktisk var hjemme, så tog drengene det meste af opmærksomheden, for de så ham jo heller ikke så ofte mere, ikke nu hvor han havde fået lidt ekstraarbejde. Det var ikke fordi at han ikke gad at være sammen med familien, for han nød det virkelig og skulle han være ærlig, så måtte han indrømme at han virkelig savnede Malania mere end noget andet, og han glædede sig virkelig til at komme hjem til hende. Han havde ikke set hende i et par dage efterhånden vel? Han måtte indrømme at han virkelig savnede hende! Desuden ville han jo heller ikke miste hende ved ikke at være hjemme, og da slet ikke til en anden mand! Han elskede hende trods alt, og det var vidst lang tid siden at han havde vist hende det? Det gjorde faktisk ondt på ham at tænke på, for det ønskede han slet ikke. Han ønskede ikke at hun skulle tvivle det mindste på ham, men han måtte vel bare gøre det godt igen så? Blikket vendte han mod drengene, som Stefan valgte at løbe, hvor Daniel blev ved ham. Han bukkede sig lidt ned, selvom han fortsatte med at gå. ”Har du blomsten, som jeg bad dig om at passe på?” spurgte han ham roligt, hvor han smilede skævt til Daniel. Daniel selv fandt roligt blomsten frem, som han rakte sin far, inden han fortsatte mod huset sammen med sin far. Han vidste nemlig at mor også ville kramme ham, når han engang kom ind af døren, det gjorde hun jo altid.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Som årene var ved at gå, så skilte Daniel og Stefan sig mere og mere fra hinanden. Ikke fordi at det var noget som gjorde Malania det mindste, for det glædet hende bare at se at de fandt hver deres identitet og hver deres væremåde som de vel godt kunne lide? Det var hende ganske enkelt en lettelse, at de selv kunne komme så godt overens, selvom det som regel skete på præmisser af den ene eller den anden slags. Lige i dag, så ville hun gerne have Pierce lidt for sig selv. Det var ved at være for længe siden at de havde haft tid til det og hun ønskede så brændende, at deres forhold skulle fungere, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Tanken om at gå til en anden mand, var slet ikke noget som var faldet hende ind på noget tidspunkt og det ville da aldrig nogensinde komme på tale, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var da helt sikkert! Hvorfor skulle hun finde sammen med en anden mand, når hun havde det bedste af det bedste hjemme? Hun vidste at Pierce havde meget arbejde, men det havde hun jo også vidst tilbage fra dengang, og det havde alligevel ikke ændret det mindste for hendes del. Hun var loyal og hun var trofast, uanset hvad! Så skulle de vel nok finde ud af det? Som Stefan måtte sætte i løb, så ente han oppe ved døren hurtigt og stormede ind. Malanias smil kunne blot brede sig, som han hoppede hende direkte ind i favnen, for de havde jo været ude hele dagen! En blid latter forlod hendes læber, som hun slog armene om ham. ”Og der kom min store dreng!” sagde hun med et muntert smil og uden at det falmet det mindste på nogen måde. Det var altid dejligt at have familien samlet! Specielt nu hvor den skulle til at vokse indenfor den nære fremtid. Hun glædet sig helt til at fortælle ham det!
At Daniel kom vandrende sammen med Pierce, var nu heller ikke noget nyt. Hun brød sig dog ikke om at det var Daniel som hoppet ind i rollen som manden i huset når Pierce ikke var hjemme, men hun måtte virkelig erkende, at han gjorde det godt. Stefan slap hende roligt og vendte blikket mod hende. Han var stærkere end hende, også selvom han ikke var særlig gammel. ”De andre kommer lige om lidt.. langsomme søsnegle,” sagde han med et let grin. Selv han kunne faktisk godt opføre sig ordentligt og denne gang, så var det også gået udmærket ude på havet. Der havde ikke været noget som helst mellem ham og Daniel denne gang, så det var jo kun godt! ”Jeg går ud og vasker mig,” sagde han roligt, idet han vendte om, kun for at gå ud på badeværelset, så der ikke var vådt og sandet mere eller mindre over det hele, for det ønskede han heller ikke. Han vidste at hans mor var den som sørgede for at det hele så ordentlig ud og nu hvor de kom hjem, så skulle hun altså heller ikke have for meget at lave! Selvom han var den som svinede mest til af ham og Daniel, så prøvede han til tider at holde det på et minimum, selvom der fulgte et helt spor af sand efter ham, som han måtte gå ud på badeværelset. Malania rystede blot på hovedet og med et stille smil. Der var bare visse ting som man aldrig kunne ændre på, selvom hun ikke var den som blev sur over det. Hun nød det faktisk når familien måtte komme hjem.

[pierce]

Det var lang tid siden at Pierce havde fået lov til at nyde en ordentlig aften sammen med Malania, for nu hvor han havde så meget arbejde, så så han sjældent familien, og når han så endelig var hjemme, så var drengene jo også opmærksomhedskrævende, og så brugte de næsten en hel dag ude i havet, som de havde gjort denne dag. Han havde ikke været der særlig meget for Malania, som han egentlig burde som hendes kæreste, det var hans pligt at være der for hende, bekræfte hende, så hun ikke følte sig helt alene, men han havde denne aften tænkt sig at vise hende at det var hende som han ønskede, uanset hvor tit han så end var hjemme, for han ønskede kun Malania, hun var den kvinde der var bærer af hans hjerte og han ønskede virkelig ikke at miste hende! Desuden så var det jo heller ikke fordi at han ikke ønskede at være hjemme, for det ville han hellere end gerne! Han havde derfor bedt Stefan og Daniel om ikke at forstyrre ham og mor denne aften, fordi han skulle have noget ordentlig tid med hende, uden forstyrrelser, hvilket de også havde virket til at forstå, desuden så var det også ved at være sent, så uanset skulle de alligevel snart i seng. Maden ventede på dem og så var det jo næsten sengetid lige efter. Desuden var han ligeglad, om han så skulle bruge hele natten med Malania, så gjorde han det, for han havde tænkt sig at spørge hende denne aften! Han lod let hånden søge ned mod hans ene bukselomme, den var der endnu. Blikket vendte han kort mod blomsten som han tog imod fra Daniel, inden han vendte blikket ned mod ham. ”Løb du ind til mor,” opfordrede han roligt.

Daniel vendte roligt blikket op imod sin far, da han opfordrede ham til at løbe ind og hilse på sin mor, hvor han også nikkede ganske let, inden han selv løb det sidste stykke ind mod huset. Han vidste at far gerne ville have mor for sig selv denne aften, hvilket han også vidste fordi det var lang tid siden at mor og far generelt havde været sammen, for far arbejdede jo altid efterhånden. Han løb roligt op mod verandaen, inden han løb ind i stuen, ligesom Stefan var gået ud for at vaske sig. Han smed roligt tasken fra sig, inden han løb hen og omfavnede sin mor. ”Mor!” hilste han glædeligt, som han slog armene om hende og trykkede sig ind mod hende. Nok han kunne være manden i huset, når far ikke var hjemme, men han kunne bestemt også være mors lille dreng. Han knugede sig ind til hende med det store smil omkring læberne. Han havde nu savnet hende, når han havde været væk hele dagen! Han indsnusede let duften af maden. ”Mm! Lugter godt!” endte han muntert, som han vendte blikket mod bordet, hvor der var dækket op, som der jo altid var, når de kom hjem. Han så roligt op mod sin mor. ”Jeg går ud og vasker mig,” sagde han roligt, som han slap hende, så far også kunne komme til, blot for at gå ud mod badeværelset til Stefan. Han selv var ikke så beskidt som Stefan, skønt han stadig var gennemblødt.
Ikke kort tid efter Daniel kom Pierce ind ad døren, hvor han roligt blev stående i dørkarmen, til Daniel slap sin mor, for at gå ud på badeværelset for at vaske sig. han lukkede roligt døren ud til verandaen, inden han vendte blikket mod Malania med et varmt smil. ”Hej min elskede,” hilste han roligt, som han gik hen til hende og slog armene om hende, for at trykke hende godt ind til sig, inden han skænkede hendes læber et dybt og lidenskabeligt kys. Han trak hovedet en anelse tilbage, kun få millimeter fra hendes. ”Har du savnet mig?” spurgte han roligt og med et morende smil på læberne, selvom han jo nærmest godt kendte svaret. Han havde i hvert fald savnet hende noget så frygteligt!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Stefan var bare løbet i forvejen. Selv kunne han ikke være andet end storslået tilfreds med dagens udfald, for han havde fået lov til at se dejlig meget af havet! Og han kunne bestemt heller ikke gøre noget andet end at nyde det! Far tog ham jo med ud på de store runder ude på havet, selvom det måtte nage ham at det kun skete når Daniel ikke var med, så var han glad for, at han havde noget som han kun havde sammen med far – Kun de to, for det var noget som betød meget for ham! At far ønskede mor for sig selv i aften, accepterede han dog, selvom han nu godt kunne lide at være sammen med dem begge, så var det tydeligt, at det ikke blev i aften. Han krammede mor færdig, kun for at komme ud på badeværelset hvor han gjorde sig klar til maden. Allerede nu kunne han konstatere at maden virkelig duftede himmelsk! Og bedre kunne det bestemt heller ikke blive, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Han fik vasket det værste sand af, for nu hvor han kunne dufte mors mad, så kunne han i den grad også mærke hvordan at han virkelig var ved at blive sulten, for det var jo altid den effekt som mors mad havde haft på ham! Han kunne bare ikke få nok af den!
At vide at familien endelig måtte være hjemme, var Malania en frygtelig stor glæde. Hun havde valgt at trykke Stefan helt ind til sig, blot for at ønske ham velkommen hjem. Det var nok noget af det bedste som skete om dagen, det var når de kom hjem, for så kunne de endelig være sammen alle sammen igen! Hun smilede mere eller mindre i hele ansigtet. Ja, måske at hun ikke så meget til Pierce, udelukkende fordi at han havde sit arbejde i havet og nu også var blevet en kendt ’læge’ her på land, så var det ikke meget tid som de havde sammen, men af den grund, så kunne hun da aldrig finde på at skulle søge væk fra ham! Aldrig nogensinde! Som Daniel kom løbende som den næste, så mødte hun ham med den åbne favn. Det var virkelig ikke til at forstå, at de var ved at blive så frygtelig store! Hun grinede mildt. ”Jeg håber at det smager lige så godt, som det dufter,” sagde hun blidt, som hun strøg sin kære lille dreng over hovedet – manden i huset når Pierce ikke var hjemme, hvilket bestemt heller ikke var meningen, men det skete nu alligevel. Hun kyssede hans pande. ”Gør du bare det. Så sætter jeg maden på bordet,” sagde hun med et glad smil. Blikket gled dog derefter til Pierce, hvor selv det næsten så lykkelige glimt måtte vise sig i hendes øjne, for hun havde virkelig, virkelig savnet ham! I hendes øjne, så var det jo ganske enkelt utroligt, at man kunne være så afhængig af et andet væsen som det hun måtte være, for det var virkelig ekstremt! Hun gik hurtigt forbi alt på vejen, kun for at slå armene omkring ham og trykkede sig helt tæt ind til hans skikkelse, hvor hun mødte hans læber i et dybt, lidenskabeligt og ikke mindst længselsfuldt kys. Hun havde jo virkelig, virkelig manglet ham! Hun lod de mørke øjne stille møde hans, hvor hun ikke kunne lade være med at smile. ”Virkelig, virkelig meget..” svarede hun roligt. Det føles jo allerede nu som havde det været en evighed siden, at hun havde set ham, så det var virkelig, virkelig ekstremt! Hun kyssede ham igen. ”Det er dejligt endelig at have dig hjemme lidt,” hviskede hun blidt. Hun kunne jo slet ikke lade være med at smile når hun var i nærheden af ham!

[pierce]

At komme hjem til mor, var noget som Daniel efterhånden savnede, for han elskede når hun puslede om ham, selvom der ikke var så meget af det igen, når far ikke var hjemme i huset, for så var han jo nød til at være manden i huset, hvilket han ikke havde det mindste imod! Han nød det et sted, gav mor en hånd med i huset, bare for at glæde hende lidt, så hun ikke kun tænkte på at far ikke var hjemme, for han vidste jo godt at det til tider gjorde hende trist, det kunne han jo tydeligt mærke på hende, og det påvirkede jo også de andre, i hvert fald ham, for han brød sig ikke om at se sin mor så trist, selvom han selvfølgelig også selv måtte savne sin far, men han vidste at han ville komme hjem igen, hvilket han også kun så frem til, for så skulle de jo ud i havet og se en masse nye planter, eller også testede hans far ham i hans viden omkring de planter de allerede havde set. Han knugede sig ind til sin mor, som det var blevet hans tur, hvor det muntre smil ikke kunne falme det mindste. ”Det er jeg sikker på det gør!” svarede han muntert. Hans mor var jo den bedste kok i hele landet! Han vidste at hendes mad smagte bedre end det duftede! Det gjorde det jo altid! Strøget over hans hoved og kysset mod hans pande, fik ham til at smile stort, hvor han blot løb ud mod badeværelset! ”Yay!” endte han glædeligt, som han glædede sig til at de skulle spise, for det smagte jo altid så godt! Blikket gled kort mod Stefan, der snart var færdig med at vaske sig, inden han selv gik i gang med at børste og vaske det værste snavs, tang og sand væk fra kroppen.

At se Malania omfavne og pusle om sin lille dreng, var noget som måtte få Pierce til at smile, for han kunne virkelig ikke lade vær med at elske at være en del af familien, selvom han vidste at han ikke havde været hjemme særlig meget af tiden, hvilket naturligvis også gjorde ondt, for han vidste at det førhen havde været et problem, fordi han dengang havde været afhængig af vandet, hvor de var kommet ud i en masse uheld med en horror og andet, men det var forbi, og han ønskede bestemt ikke at en lignende ting skulle dukke op eller det som var værre, så han ville selvfølgelig gøre sit for at være hjemme det meste af tiden. Han kluklo ganske let, som hun bare vadet for alt og alle, for at omfavne ham, hvilket fik ham til at storsmile, for det var mere end tydeligt for ham at hun havde savnet ham, selvom at det også var et savn der var gengældt, for han havde virkelig også savnet hende! Kysset fik hans hjerte til at slå hårdere og hurtigere imod hans bryst, hvor hans knæ næsten måtte ende helt bløde. Han smilede til hendes ord, hvor han tog imod og besvarede det kys hun tildelte ham, inden han igen vendte blikket mod hende. ”Jeg har også savnet dig min elskede,” hviskede han kærligt, som han roligt holdt den blå rose op foran hende. ”Til dig min skat,” tilføjede han roligt, inden han lænede sig frem og skænkede hendes læber et blidt og længselsfuldt kys. Rosen var blot et lille tegn til at han også havde tænkt på hende, selvom at det ikke var det eneste han ville give hende denne aften. Han trak hovedet en anelse tilbage. ”Og drengene og jeg har lavet en aftale om at de kommer tidligt i seng, så vi har hele aftenen for os selv,” tilføjede han med et skævt og tydeligt tilfreds smil, som han lod armene glide omkring hendes liv, så han kunne trykke hende tæt ind til sig. Og han så virkelig frem til at have hende lidt for sig selv!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania vidste udmærket godt, at hendes lille søn slet ikke burde stå som en mand i huset, selvom det var meget at stå med selv. Ikke fordi at hun direkte bad om hjælpen, for den tilbød han af sin egen ganske frie vilje, hvor Stefan derimod nød af sin frihed og det var tydeligt! Han var vel bare det som man kunne kalde for en typisk knægt? Ikke fordi at det var noget som gjorde hende noget som sådan, for hun vidste godt at hun stod som den voksne og selv burde tage det ansvar, selvom det heller ikke var helt nemt af sig, specielt når hun vidste, at de var to, men manden aldrig var hjemme, så kunne hun ikke rigtigt gøre noget ved det lige nu. Hun smilede helt til Daniel. Han var så moden af ham og Stefan, at det morede hende at forskellen virkelig kunne være så stor! ”Nu håber jeg da, at det lever op til forventningerne,” sagde hun med et kæmpe smil. Hun lod ham mere end glædeligt rende ud på badeværelset og stille sig i stand til maden. At de fint kunne stille dem selv i stand, var noget af det som hun selv måtte nyde noget så frygtelig godt af, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. De var blevet så store, hun kunne jo næsten ikke følge med mere! Et sted så skræmte det hende. Før eller siden ville de jo blive så store, at de ville flytte hjemmefra og tiden gik jo så stærkt! Hun kunne blot stå og tænke tilbage på dengang, hvor de havde været helt små.
Stefan vendte blikket mod Daniel som han var kommet derud. Nok var de tvillinger, men de var som nat og dag. De var virkelig forskellige! Ikke fordi at det gjorde ham noget som sådan, for det gjorde det hele langt nemmere også overfor mor og far, at de ikke var helt ens og ønskede de samme ting. Han sendte ham kun et let skulende blik, idet han løb ud af badeværelset, kun for at storme hen for at tage plads ved bordet, hvor han satte sig lydigt ned på sin plads og ventede på at mor fik maden serveret. At mor og far stod og myssede, tog han sig nu ikke af, for det var noget som han bare var vant til at se. Desuden så var det kun dejligt at se at mor og far elskede hinanden, for han vidste, at det i deres tilfælde også måtte tyde på en god tilværelse.
Malania havde virkelig, virkelig savnet dem alle sammen! Hun måtte jo blot nyde at de endelig var kommet hjem til hende, som de jo havde været ude hele dagen. Som han besvarede hendes kys, så kunne hun blot mærke hvordan at hendes hjerte måtte hamre mod hendes bryst! Så meget som de havde været igennem og de stod stadig med hinanden. Hun kunne da heller ikke være andet end lykkelig når han var hjemme. Foruden det, så kunne det være en kamp om at få det hele til at hænge sammen, men det var virkelig også det hele værd, når han måtte komme hjem igen, det var der ingen verdens tvivl om når det endelig måtte komme til stykket på nogen måde overhovedet! ”Åh, Pierce.. Den er vidunderlig!” At se den smukke blå rose som han holdt oppe for hende, var noget som fik hende til at storsmile! Hun havde aldrig set den i en blå farve før! Hun tog roligt omkring den, som hun vendte blikket mod ham. Han tænkte på hende og det var noget som virkelig måtte varme hende som intet andet overhovedet, det var der heller ingen tvivl om. Hun kyssede ham mere end glædeligt igen og uden at trække sig. Hun elskede ham virkelig! ”Har du virkelig fået dem til at gå tidligt i seng? Hvad har du bestukket dem med?” spurgte hun med et let grin, som hun mere end villigt lod sig trykke ind til hans krop. Det var gement bare dejligt, at være ham så nær igen.

[pierce]

Det var ikke fordi at det havde været let til at indgå en aftale med de to spradebasser, for de var virkelig stædige af sig! Men Pierce havde da fået dem aftalt til at give far og mor hele aftenen til fri disponering og de selv kom tidligt i seng, han havde faktisk også gjort alt for at køre dem en anelse trætte da de havde været ude i havet, ved at lade dem være aktive, for måske Daniel godt kunne lide planterne og urterne, men af den grund kunne han jo også godt lide alt det andet som havet havde at byde på, så han havde sørget for at de næsten ikke havde holdt pause på noget tidspunkt, hvilket jo også kun havde glædet Stefan, for han elskede jo at komme rundt omkring ude i det store blå, så han håbede selvfølgelig også at de var blevet kørt en anelse trætte, og med en god omgang mad af deres mor, så ville det kun blive bedre. Blikket hvilede på Malania, hvor han ikke kunne lade vær med at smile, som hun sagde at rosen var vidunderlig. ”Det er en rose fra havet,” forklarede han roligt, ”ganske sjælden.” Dem var der ikke mange af tilbage, og de var kun ved visse særlige steder i havet, så det var faktisk ikke altid at man faldt over dem, det var kun fordi de havde været i det område at han havde set en busk med dem. Daniel havde også fået en med til samlingen, for han holdt jo specielt af, af de mere sjældne planter, blomster og urter. Han smilede muntert til hendes ord. ”Det var også svært.. men til sidst fik jeg dem da overtalt,” svarede han sandfærdigt og smilede skævt, som han kyssede hende dybt og lidenskabeligt. Han var glad for at være hjemme igen, for han havde virkelig savnet at stå hende i nærheden. Bare det at være hende tæt. Han havde forklaret de to små, at far havde et vigtigt ærinde at snakke med deres mor om, så han ville gerne have hende for sig selv, og de to små havde da også virket til at være indforstået med det. Han skænkede Malania et sidste kys, inden han vendte blikket mod bordet, som han kunne se at Stefan havde taget plads, og det varede nok ikke længe før Daniel også ville komme. Han strøg hende let over ryggen. ”Men nu må vi hellere få noget at spise. De to små har været aktive i dag, så de er nok sultne,” svarede han stilfærdigt og sendte hende et varmt smil, som han trak hende med sig i retningen af bordet, der allerede var dækket op, for det havde hun jo fint klaret inden de var kommet hjem – som altid. Han tog roligt plads på sin faste plads, inden han vendte blikket mod Stefan, derefter Malania kort mod toilettet for at se hvor Daniel blev af.

Daniel værdigede ikke Stefan et eneste blik, som han blot gjorde sig i stand. Det var allerede godt svinet til fra Stefan af, selvom han selv gav sig den nødvendige tid for at blive ordentlig ren uden at svine for meget, for de havde jo begge været tilsølet af sand og vand. Han havde smidt sin taske op i sin seng, så han vidste hvor den var, inden han var gået ud i køkkenet, der var slået sammen med stuen, blot for selv at gå hen til spisebordet og tage plads ved sin egen plads, den som han altid sad ved, hvor blikket gled mod de andre der sad ved bordet, inden det faldt mod sin mor, som han blot ventede på at hun ville skænke op til dem, for han var virkelig ved at være godt sulten!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Alene den tanke om at Pierce havde fået ungerne til at gå med til at blive lagt tidligt i seng, var noget som virkelig overraskede Malania og endda utrolig meget! Normalt så var de jo typen som kunne blive så frygtelig længe oppe, hvis det var noget som de fik lov til i den anden ende. Dog så måtte hun erkende at tanken om at hun havde ham lidt alene, faktisk var noget som glædet hende noget så frygtelig voldsomt! Hun vendte blikket stille mod den blå rose. Hun havde aldrig nogensinde set dem i den blå farve før, men den var virkelig.. speciel og unik – ligesom det han selv måtte være i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun vendte de mørke øjne mod ham. ”Du må da virkelig være en mirakelmand, hvis du har fået dem til at gå tidligt i seng i aften. Desuden.. så vil jeg elske at have dig for mig selv.. bare lidt,” hviskede hun roligt. Hun havde jo også en lille nyhed til ham som hun i den grad også agtet at fortælle ham i aften! At den lille familie i den nærme fremtid skulle til at blive større end det som den var allerede, selvom den tanke var noget som glædet hende, så frygtede hun det en smule – specielt hvis Pierce var så meget ude og væk som det han var, for nok var tvillingerne ved at være store, så de kunne klare sig lidt selv, men for hende.. så var det bestemt heller ikke helt nemt altid. Men hun forsøgte, hun kæmpede virkelig med det, også selvom hun slet ikke brød sig om at Daniel hoppet ind i rollen som manden i huset, og det var også tydeligt at Stefan ikke brød sig om den tanke. Så der kunne de jo faktisk blive enige om en lille ting. Hun smilede mere end glædeligt, hvor hun besvarede kysset med største intensitet. Hun havde virkelig, virkelig savnet ham og endda som intet andet i den anden ende, det var helt sikkert! ”Jeg har lavet meget, så mon ikke de kan gå i seng med en god og fuld mave,” sagde hun med et blidt smil. Det gjorde hun jo faktisk altid. Hendes børn skulle ikke have lov til at gå sultne i seng! Hun fulgte ham hen til bordet, hvor hun selv roligt tog plads overfor Pierce, så de havde børnene på hver side af sig. ”Jeg håber at I er sultne,” tilføjede hun med et roligt og stilfærdigt smil som hun vendte sig, da Daniel kom og tog plads. Hun tog gryden til sig, hvor hun selv skovlede en god og stor portion op til begge drenge og en betydeligt mindre til Pierce og en halvstor til sig selv. Hun skulle jo igen spise for to trods alt.

Stefan måtte erkende, at han virkelig var ved at blive sulten efterhånden! Det havde været en utrolig effektiv dag i dag og det var noget som han i den grad også kunne mærke og noget så forbandet tydeligt endda! Han vendte blikket mod sin mor. ”I den grad!” endte han næsten helt ivrigt. Mor lavede altid en fantastisk mad! Man skulle næsten tro, at det var det som hun havde brugt livet på! At stå i et køkken! Han lod mor hælde en god og stor portion over på hans tallerken, hvor han tog sit bestik og gik i gang mere eller mindre med det samme. Det faldt også frygtelig tungt til hans mave. Det smagte virkelig himmelsk! Han nåede jo knapt nok at tygge af munden inden han var i gang med den næste omgang som han fik i munden og sådan fortsatte det. Han var virkelig, virkelig sulten!

[pierce]

Det at være hjemme igen, var noget som Pierce virkelig var glad for, for han havde virkelig også savnet Malania utrolig meget! Han vidste godt at han ikke var så meget hjemme, men han arbejdede virkelig også kun så meget, for at kunne tjene penge til føden, for nu hvor de var fire mand og Malania altid lavede store portioner så ingen gik i seng sultne, så skulle der også flere penge til at dække madlavningen og alt andet i huset. Så han arbejdede egentlig kun så meget for at forsørge familien, hvilket der vel heller ikke var noget galt i? Smilet bredte sig på hans rosenrøde læber ved hendes ord, hvor han holdt hende tæt ind til sig. ”Tja, så svært var det faktisk heller ikke.. så nu har du mig helt for dig selv hele aftenen. Din alene,” hviskede han dæmpet og i en kærlig tone, imens det muntre smil hvilede på hans læber. At få hende lidt for sig selv, var virkelig noget som han så frem til! Drengene vidste jo også godt at deres far ikke var særlig meget hjemme, og det var jo også grunden til at han var ude i havet sammen med dem, så snart han kunne. Men de havde vel også derfor en forståelse for, hvorfor far gerne ville have deres mor lidt for sig selv? Mor var jo heller ikke med ude i havet, hvor det kun var de tre. Han trak muntert og bredt på smilebåndet til hendes ord. ”Du laver jo altid nok mad min kære. Du forsøger altid familien på bedst måde,” svarede han sandfærdigt og skænkede hendes nøgne skulder et blidt kys. Løgn var det jo faktisk ikke. Hun havde altid maden parat til de kom hjem, hun lavede altid nok så ingen gik sultne i seng, hvilket var noget som han faktisk måtte sætte pris på. Hun passede altid godt på drengene og sørgede for at de havde nok af alt. Han lod hende hellere end gerne fylde en lille portion op til ham, selvom han jo faktisk slet ikke havde behov for mad og væske, men det var mere for at sætte et godt eksempel for drengene at han tog del i aftensmaden. Han rystede smilende på hovedet, som Stefan måtte fråde maden i sig. ”Pas nu på at du ikke få noget galt i halsen min dreng,” svarede han stilfærdigt og med et skævt smil, som han selv tog en mindre mundfuld.

Daniel tog plads ved bordet og tog en dyb indånding af den gode duft der kom fra mors madlavning. Det duftede virkelig udsøgt og noget så himmelsk! ”Mm!” mumlede han med et stort smil på læberne. Han havde virkelig set noget så meget frem til at få noget at spise, for han havde alligevel været godt aktiv ude i havet, så han var også virkelig blevet sulten! Smilet bredte sig blot på hans læber, da hans mor måtte skænke op til ham, hvor han nærmest måtte trippe på stolen af spænding, for han kunne mærke sine tænder løbe i vand! Han havde længe taget om bestikket, hvor han næsten gjorde sig klar til at sætte i gang med at spise, hvilket han også gjorde idet hun satte tallerknen fra sig. Han skovlede maden ind i munden, hvor han næsten havde svært ved at tygge den, men det smagte endda bedre end det havde duftet! Han sukkede næsten nydende, som han kunne mærke maden smelte på hans tunge. Himmelsk!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania sagde så sandelig heller ikke det mindste til, at Pierce måtte arbejde. Hun lavede meget mad og måske en anelse for meget? Hun ville bare ikke have at hun lavede for lidt, så drengene skulle gå sultne i seng. Det var slet ikke noget som hun kunne finde på! Et stille smil hvilede på hendes læber. Alene den tanke om at hun kunne have ham alene her til aften, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre end det, for det var efterhånden umådelig tiltrængt. Et sted så havde hun vel også bare brug for bekræftelsen nu hvor han endelig var hjemme? Kvalitetstid med ham alene, selvom det var lettere sagt end gjort og nu hvor hun vidste at de havde en ny kommende på vej, så var det i den grad bare at nyde tiderne mens man havde dem, for før eller siden, så ville det være slut endnu en gang, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som man kunne gøre ved det. Hun blev stående mod hans favn. ”Det gør min aften helt perfekt,” sagde hun roligt. Hun mente det skam, bare have tiden til ham, opleve hans bekræftelse og bekræfte ham, så kunne det vel heller ikke blive bedre end det? Som hun skænkede op til drengene, så var det jo tydeligt at se at de var sultne! Og det morede hende virkelig! De måtte da virkelig have brugt energi derude i dag, selvom det vel var Pierce som havde holdt dem aktive, netop for at få dem tidligt i seng i aften? Hun smilede let, som hun selv satte sig til bords og begyndte at spise. Selv så skulle hun jo spise for to – igen, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde hende det mindste lige nu, ikke nu hvor hele familien endnu en gang kunne være samlet og være sammen om en enkelt beskæftigelse. Hun rystede smilende på hovedet. ”Jeg er da glad for at det smager,” sagde hun morende. Hun havde også tilbragt hele dagen ude i køkkenet for at få det lavet, for kun det bedste var godt nok til hendes familie!

Stefan nåede knapt nok at synke, før den næste gaffelfuld var røget ind i munden. Han var virkelig, virkelig sulten og det smagte i den grad også himmelsk! Han lukkede øjnene let, som han blot måtte sidde og nyde maden! Han vidste godt at far ikke havde brug for at indtage maden ligesom de var, men det gjorde ham nu alligevel glad, at han sad der og spiste sammen med dem, og det var også tydeligt, at mor var glad for det, så det smittede jo selvfølgelig også af på ham på denne her måde, så det gjorde ham selvfølgelig også helt glad! Han vendte sig mod far og med den tydelige store og uskyldige mine. ”Undskyld far,” sagde han stilfærdigt, som han prøvede at spise en anelse mere langsomt, selvom hans mave kun knurrede og hungrede efter mere af hans mors gode mad, for det smagte virkelig! Ligesom det jo altid gjorde! Han tømte dog sin tallerken ganske hurtigt, hvor han lagde bestikket fra sig, hævede tallerkenen og vendte den mod hende. ”Må jeg få mere?” spurgte han dæmpet og næsten med de store dådyrøjne, næsten som man skulle tro at han altid blev afvist for anden portion, selvom det jo aldrig nogensinde var sket før uanset. Han havde mad helt oppe under næsen og nedover hagen, men ikke noget som han tog sig af som det stod lige netop nu. Det var virkelig bare dejligt, endelig at kunne fylde maven igen!

[pierce]

”Bare det at være sammen med dig, gør alt perfekt,” svarede Pierce i en kærlig tone og sendte hende et varmt smil. Han var glad for at han var hjemme igen, hvilket han i den grad også nød noget så frygtelig godt af! Han havde virkelig nydt dagen med drengene ude i havet, hvor de havde fået tid til en masse, de havde svømmet langt denne gang, et sted for at glæde Stefan, men mest fordi at han havde prøvet at køre dem trætte. Han ville have at de skulle blive aktive, så de blev mere sultne og med deres mors mad liggende tungt i maven, så skulle trætheden nok hurtigt slå ind? Det håbede han dog om ikke andet, for de skulle jo tidligt i seng, og så ville han helst ikke have at de skulle komme rendende op og forstyrre kvalitetstiden han havde med Malania, for han havde en vigtig ting han ville spørge hende om, plus det faktum at det bare var lang tid siden at han havde fået lov til at nyde tiden med hende, og han vidste at de begge to havde behov for at nyde hinanden alene uden nogen forstyrrede dem. Han havde desuden nydt hele dagen med drengene, og de var alle sammen samlet her ved bordet, hvilket var noget som faktisk måtte glæde ham. Han nød når hele familien var samlet, selvom han til tider havde brug for Malania på egen hånd, og det at drengene var gået med til aftalen, gjorde ham faktisk glad. Han rystede smilende på hovedet af Stefan, som han måtte skovle det hele ind i munden. Han selv følte sig allerede godt mæt og nærmest proppet efter første mundfuld. Han havde ikke brug for føden, men han kæmpede sig dog altid igennem den lille portion som Malania skænkede op til ham, også for at være en del af aftensmaden, han var jo nød til at gå frem som et godt eksempel. Han slap en munter latter, da han så Stefans ansigt, der var fyldt med sovs fra hage til næse. ”Jeg tror du spiser med hele ansigtet min dreng,” svarede han morende, som han selv tog en lille mundfuld ind i munden, imens han rystede smilende på hovedet. Det glædede ham dog kun at drengene var så vilde med deres mors mad, som virkelig også smagte utrolig godt!

Daniel kunne ikke lade vær med at skæve mod Stefan og hans tallerken, næsten som om at de spiste om kap. Han selv skovlede maden ind i munden, så hans kinder blev helt store, hvor de allerede havde få sovsepletter, ligesom hans hage også havde. Det var virkelig en himmelsk mad, som smagte noget så udsøgt! Han måtte indrømme at han ikke ville kunne undvære sin mors madlavning, for hun lavede virkelig den bedste mad på hele jorden! Han løftede roligt den ene hånd, hvor han lod håndryggen stryge hen over hans ene kind og ind mod hans ene mundvig, for at fjerne noget at sovsen, inden han slikkede sig om munden og lagde bestikket fra sig, som han selv løftede sin tallerken kun kort tid efter Stefan. ”Må jeg også få mere?” spurgte han roligt, hvor han trak på smilebåndet. Noget der måtte more ham, var det at de kunne spise meget mere end deres far, for han var så stor og de var så små, selvom at han også godt vidste at hans far ikke havde brug for mad på samme måde som de havde. De havde jo også brug for blod, som de også fik nok af, når de var med deres far ude i havet, for de levede jo faktisk af dyre blod, fra fisk fra havet eller små gnavere fra skoven.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Malania kunne ikke lade være med at smile ved tanken om at hun ville have Pierce for sig selv bare for en enkelt aften, for det var noget som virkelig, virkelig måtte glæde hende! Det var ekstremt længe siden, at de havde haft denne form for voksentid alene. Hun kunne ikke huske at det var sket siden den aften hvor hun tydeligt måtte bære resultatet i sit eget indre. Selv så var hun spændt på at se hvordan Pierce måtte tage det. ”Jeg glæder mig,” erkendte hun roligt. Hun havde brug for tiden alene med ham, bekræfte ham som hun også selv kunne blive bekræftet, så man også vidste at det man var og det som man gjorde, faktisk også måtte være godt nok, for det havde hun jo selv behov for at vide, som han vel også havde det? Selv så spiste hun stille og roligt. Hun havde jo småspist mere eller mindre hele dagen, så det var vel heller ikke noget som kunne forundre nogen som helst i den anden ende? Hun grinede dog let som hun tydeligt måtte lægge mærke til at det kunne se ud som om at drengene nærmest måtte spise om kap. Hun smilede og vendte sig mod Daniel. ”Selvfølgelig må du det, min dreng,” sagde hun glad, hvor hun tog imod hans tallerken, øsede op endnu en gang og skænkede ham den igen. Hun ønskede familien skulle gå mæt i seng og specielt hvis det indebar at de kunne få en aften for dem selv, så var det jo kun noget som gjorde det hele langt mere interessant for hendes del! Hun ønskede at han skulle vide om hendes tilstand før drengene gjorde det og hun var bange for at den ellers så let hårde mave ville afsløre det hele, specielt da de gav hende den omfavnelse da de løb hende i møde, men intet havde der været – endnu om ikke andet. Selv spiste hun roligt op og skubbede sin tallerken lidt længere ind på bordet som tegn til at hun selv var færdig. Hun vendte sig mod Pierce og med det selv så glædelige smil på læben, for hun var altid så glad når han var hjemme. Hun elskede de stunder hvor familien kunne være helt samlet og det glædet hende specielt også at Daniel var så dygtig til at hoppe ind i rollen som deres søn igen og ikke som manden i huset når far trådte ind forbi døren.

Stefan gengældte kun ganske kort Daniels blik, som om at han holdt øje med hans tallerken, som han ville være færdig først. Kunne de ikke konkurrere fysisk set i form af kamp, for det ville deres mor ikke have, så måtte de jo selvfølgelig gøre det der hvor det var dem menneskelig muligt, så nu var det ved aftenbordet og han agtet at komme vel igennem det! Han skovlede sig direkte igennem sin tallerken, kun for at skubbe den ind på bordet ligesom mor, hvor han satte sig tilbage på stolen, hvor han slog sig let på maven. ”Puha, hvor er jeg mæt!” endte han med en højrøstet stemme, som han lukkede øjnene. Han troede ikke på at han havde været mere mæt end det som han var nu, det var helt sikkert. Han trak vejret dybt, hvor han igen vendte blikket mod far. ”Har helt ondt i maven nu,” sagde han med et let grin. Han vendte sig mod mor. Det var egentlig heller ikke fordi at han havde lyst til at hoppe i seng tidligt, men.. han havde jo trods alt lovet far det og han var faktisk en kende træt. Det havde været en yderst aktiv dag! ”Det smagte virkelig godt mor!” endte han med et kæmpe smil på læben, hvor selv de spidse tænder let måtte vise sig i hans mundviger.