Med lukkede øjne

[Deleted]

"Det er svært at forklare" sagde Theodore lidt tøvende. Hendes blik havde slået alle tanker ud af hovedet på ham. Han ønskede ikke at se de sørgmodige øjne stirre op i hans på den måde. Langsomt, næsten tøvende, lagde han en hånd på hendes kind. Følelsen af hans ru håndflade mod hendes hendes bløde kind, skød igennem hans arm, først uforklarlig, men så efter hvad der føltes som en evighed for ham, men som ikke varede mere end et halvt sekund rar. I mange år havde han kun mærket sværdet og buens skæfte, samt i ny og næ pelsen fra et dyr. Men intet kunne sammenlignes med følelsen af hendes blød kind mod sin hånd. Efter et enkelt sekund tog han hånden til sig. Det var ikke passende for ham at gøre sådan, hun var adelig, det var han ikke. Theodore var altid blevet opdraget til at adelen ikke måtte mænge sig så meget med almuen, som Menelwen nu gjorde med ham.
"Det startede egentlig da jeg trådte ud af hæren. en officer havde brug for en snigskytte, og hans valg faldt på mig. I starten var jeg stadig så vand til soldaterlivet at jeg ikke troede jeg havde en udvej. Med tiden blev jeg klogere, men for sent. Jeg var for langt inde i det. Officeren havde for mange hemmeligheder om mig, og hvis han fortalte nogen om hvad det var jeg lavede, ville jeg være blevet henrettet. Efter noget tid begyndte der at komme andre ordre ind. Officeren havde fortalt andre om mig, og i starten virkede det meste af arbejdet, som om det var forholdsvist hæderligt, så jeg klagede ikke, men efterhånden blev opgaverne mindre og mindre vigtige, hvis jeg kan udtrykke det sådan. Jeg får selvfølgelig stadig væk en enkel opgave jeg tager imod, en officer, som skaber problemer, og som en Ranger alligevel ville blive sendt ud til, så hvorfor ikke mig. Men nu ser jeg enden op det Officeren blev overfaldet af banditter for nogle uger siden, og ligger for døden. Hvis jeg er lidt heldig klare han den ikke, og så er der ikke nogen der holder mig i faget længere." Theodore tog en dyb indånding. Det var en lang smøre han var kommet med, og det havde været svært at forklare, for han havde aldrig fortalt det til nogen før. Og nu, hvor han endelig havde lukket op, var det som om der var en tung sten der faldt fra hans hjerte.
Theodore var glad for at han havde fortalt Menelwen sin hemmelighed, om ikke andet så var der da, i tilfælde af at han døde, en hæderlig person der kendte hans hemmelighed.

[Deleted]

Menelwen tog ikke blikket fra hans, men kunne se ud af øjenkrogen at han hævede hånden tøvende imod hende. Da han endelig lagde sin hånd mod hendes ene kind, gippede det let i hende. Det rislede let ned af rygraden, men det var ikke ubehageligt...
Men øjnene mildnes, og det var som om skuldrene gav efter, for spænding. Hans hånd var så underlig varm, og slet ikke så fin og blød. Men det var ikke noget dårligt i Menelwens øjne, det var bare.. Noget andet, og noget fremmed.
Menelwens hjerte begyndte at slå en smule hurtigere og da han trak hånden til sig, reagerede hun impulsivt; Menelwen tog hans hånd blidt, vendte den med håndfladen op, og lod så blikket hvile på den. Derefter lod hun et par fingre løbe hele vejen fra håndledet, henover håndfladen og hen over den mellemste finger. Alt i en blid, let bevægelse.
Da han begyndte at fortælle sendte hun ham et hurtigt blik, for at vise at hun lyttede.
Og da han kom til stykket hvor han fortalte at der ikke var nogen vej til bare, stoppede hun bevægelserne og så op på ham igen.
Han havde bare ikke valgt det selv? Han var bare blevet smidt ind i det?
"De.." startede Menelwen, men måtte rømme sig for at klare stemmen.
"De er en brik i et spil, de ikke selv har valgt... Jeg tager mine ord i mig igen. Det var ikke kløgtigt og betænksomt gjord" sagde hun og sank en gang, for så at slå blikket ned og slippe hans hånd.

[Deleted]

Theodore nød hendes blide berøring. "Du har intet at undskylde for" sagde han med et let smil "Tro mig jeg kan godt forstå hvorfor du reagerede som du gjorde, det ville jeg selv have gjort" sagde han blidt "Og sandheden er at jeg selv talte med forhastede ord, jeg var fir hurtig til at forsvare mig selv, for du har ret. Det er et forfærdeligt hverv, og de ting jeg har gjort, de mennesker, hvis liv er endt på grund af mig. Der er ikke mange af dem, som jeg ikke ville have skudt alligevel, men jeg har aldrig nydt at skade andre." Han stoppede, tøvede, tænkte tilbage på den ensomme stakkel, der havde fået Theodore til at tage sit liv. En mand, som hvis Theodore havde mødt ham under andre forhold måske ville have kunne kalde en ven.
Theodore rystede tanken af sig. Det var længe siden, og han sørgede ikke længere over drabet. Der var ingen grund til egentlig at tænke over det. Theodore lod blikket glide over Menelwens ansigt. nu hvor han var tæt nok på til at kunne se alle hendes træk, gav han sig selv ret i, at hun var betagende smuk. Theodore lukkede sin hånd rundt om hendes, med en blid bevægelse, så han, ganske blidt, stod med hendes hånd i sin. Han kikkede hende dybt i øjnene, allerede så fortabt i hendes skønhed, hendes personlighed, at han inderst inde skammede sig. Det gik alt for hurtigt det her. Han kendte jo slet ikke pigen, og dog. Som de stod der føltes det som om at han havde kendt hende i hundrede år, at hun altid havde været i hans liv. Theodore lukkede øjnene, og slap hendes hånd, ganske langsomt og tøvende. I sit hjerte vidste han, at han ikke burde have sådanne følelser. Hun var ung, og dog langt ældre end han nogen sinde ville blive. Han havde snart levet en tredjedel af hans leve tid. Om ti år, hvis han levede så længe, ville han være en middelaldrende mand, og hun ville stadig have sin naturlige og ungdommelige skønhed, den samme som hun havde nu. *Det her er ikke rigtigt* tænkte han ved sig selv. *Hvis jeg dog bare kunne leve lidt længere.* Det faldt ham ikke end at tænke omvendt, at hun skulle kunne leve kortere tid, at ældes sammen med ham. For han var lidt egoistisk dybt, dybt nede i sin sjæl. Hvorfor leve kort tid sammen, eller uden hende, hvis han kunne have været født som at andet væsen og have levet sammen med hende i næsten en evighed. Det gjorde alt sammen ondt på ham, at tænke på. At tænke hvad han kunne have fået sammen med hende, hvad han kunne have undgået, hvis han dog bare var blevet født som en anden person. I sit hjerne, og i sit hjerte vidste han, at hun ikke ville have en ordenlig fremtid med ham, og det pinte ham forfærdeligt meget. Tænk at skulle leve med at man opgav, at tilbringe livet ned en så vidunderlig kvinde, for at hun skulle blive lykkelig. Tanken gjorde ham glad og trist på samme tid, for han ville have at hun skulle være lykkelig, men også at hun skulle være sammen med ham.

[Deleted]

Hun rystede lidt på hovedet og pressede læberne tæt sammen, i en underlig grimasse. Han havde ikke ret, det havde været forkert af hende.
"Jeg sagde at du havde utilstrækkelige evner, og det skal man ikke. Og slet ikke om en mand man har lige har mødt" sagde hun fortrydeligt, men smilte dog alligevel let op til ham.
Menelwen forstod nemlig absolut godt ting som æresbegreber og stolthed - Hun levede med det. Hendes far, var en ikke typisk af væremåde, men det man ville kalde typisk alfahan. Hun var ikke bange for ham, men man skulle ikke træde ham over tæerne uden at tænke på konsekvenserne, uanset hvem man var.
Men den sidste del, sagde hun med et smil, fordi det slet ikke føltes sådan. Overhovedet. Altså, som om han var en hun lige havde mødt - Tværtimod.
Og da han tog hendes hånd let, og blev stående sådan lidt, sukkede hun overrasket, indvendigt og lydløst. Hvorfor? Vidste hun ikke. Men dét her var en helt ny følelse, og en meget underlig følelse. Det kunne forklares som.. Hjertet slog hurtigere end normalt og derfor føltes det som om det sendte varme ud i hele kroppen, og op i kinderne, selvom man ikke kunne se det så godt. Men samtidig føltes det som om, at en havde tømt en spand kold vand ned over hendes hoved. En følelse som hun bestemt ikke var vant til, og nok ikke helt kunne definere endnu.
Da han lukkede øjnene, og slap hendes hånd, blev hun først forvirret, og man kunne måske samligne hendes udtryk i øjnene, med et barns når det bliver frataget, sit slik, som det var blevet lovet. Men hurtigt fik hun styr på sig selv igen, og lod blikket vandre lidt rundt.
Menelwen anede mildest talt ikke hvad hun nu skulle sige... Hendes ellers så klare hoved var stoppet, med nye indtryk.

[Deleted]

"Du har højst sandsynligt ret, hvad mine evner angår" sagde han blidt, og så på hende. Han havde lyst til at tage hendes hånd tilbage i sin, men han modstod fristelsen, det ville være bedst hvis han bare gik nu.
Men Theodore havde ikke lyst til at gå, han havde mere lyst til at blive her. Han havde en underlig følelse i kroppen, en følelse han ikke havde mærket noget til i mange år, og som han ikke kunne forklare, og så alligevel kunne han godt. Theodore kendte denne følelse, og vidste at den ikke burde eksistere nu, ikke allerede. Han var nød til at ligge afstand til sin følelser, holde dem ude, skubbe dem væk. Det ville være det bedste for dem begge. *Det her er latterligt, fem år uden et venligt ord fra en kvinde og du tror du er forelsket* skældte han sig selv ud i sit hovede *Du opføre dig som en tumpet femten årig.* Theodore rystede let på hovedet, og trådte et skridt tilbage så de ikke stod så tæt. Han kunne mærke hvordan hendes duft hang i hans næsebor i et sekund endnu, og så var den væk. Theodore kunne tænke mere klart nu, hvor der ikke var så mange sanser der rigtigt lagde mærke til hende. Theodore tog en dyb indånding og klarede hovedet lidt, følelserne lagde stadig hans baghoved, men han kunne holde dem væk. I håbet om at lede opmærksomheden væk fra det lidt pinlige øjeblik, skiftede han emne "Kan du ikke fortælle mig lidt om de specielle brevduer i har?" spurgte han hende nysgerrigt, for han havde ikke hørt om brevduer, der direkte kunne vise vej til en destination.

[Deleted]

Menelwen kunne ikke længere modstå fristelsen til at smile stort til ham. Han var ikke vred længere, tværtimod. Han havde næsten fået et mildt udtryk i øjnene, af en ubestemmelig farve. Det samme udtryk hun så i hendes fars øjne, når de kunne mærke samhørigheden imellem dem, men hans var alligevel anderledes. Det var jo ikke fordi hun så ham som en slægtning...
"Hvad mener du?" spurgte hun og smilte strålende til ham. Derefter stod hun lidt tøvende og skævede ned til tæppet, på jorden. Ville han virkelig gå nu.
Menelwen gjorde en let gestus mod tæppet, og satte sig på det, på knæ.
Derfor lagde hun ikke rigtig mærke til at han faktisk havde flyttet sig et skridt. Det ville også bare gøre hende usikker på sekundet - Som et dyr, opfangede hun hurtigt, og reagerede pga. hendes følsomme natur. På den anden side kom hun dermed også tit til at drage forhastet konklusioner...
Hun fulgte ham let med øjnene, og nikkede let imens hun tænkte.
"Vores brevduer er magiske, hvis man kan sige det sådan. De kan finde modtageren, hvor end personen er, hvis de bare har tre hår fra pågældende, bundet om halsen. Om det så er fjerne ender af vores verden. De finder jo altid tilbage til os, deres ejer. Og de bliver meget gamle. Så det når også at blive meget selskablige. Så hvis vi beder dem pænt bliver de bare ved personen de skal finde, indtil de kommer tilbage" fortalte hun og trak på skuldrene. Det var meget praktisk, da man kunne sende breve til personer der rejste meget.

[Deleted]

Theodore satte sig, og kæmpede atter med følelserne da hun smilede til ham. Så tåbelig han var. Aldrig havde han haft sådan før, det var unaturligt, ynkeligt og pinligt. Han skjulte sine følelser med et smil, der ikke var helt falsk, men heller ikke helt ægte. Han nikkede lidt efter hendes forklaring. "Det lyder utroligt praktisk." sagde han smilende. Smilet blev ægte igen. Det måtte være en utrolig fordel, at have en brevdue, der altid kunne finde sin modtager, og som kunne hjælpe modtageren med at finde vej. Det kunne spare Rangerne en masse farligt arbejde, med at finde nye stier, og altid skulle finde den nemmeste vej, til en stor hær. han rystede på hovedet. Intet var umuligt, man havde bare ikke prøvet nok, det var et ordsprog, som var kendt blandt hans kolleger, og det passede. "Hvordan har i dog fået sådan nogle brevduer." spurgte Theodore nysgerrigt. Uden han havde opdaget det, var han atter kommet tæt på da han havde sat sig ned. Men han ville ikke flytte på sig. Det vil være ondt og fornærmende. Og han havde ikke lyst til at fornærme Menelwen igen, for han var ret sikker på at han ikke kunne rode bod på det endnu engang.
I stedet sad han bare og holdt sig selv i kort snor, så at sige. Han prøvede at lade være med at se hende så meget i øjnene, uden at det virkede som om at han prøvede at undgå hende. En utrolig svær opgave. Theodore sad i skrædderstilling, og han holdt sine hænder samlede i skødet, hvor han havde styr på dem, så de ikke stak af fra ham, og tog fat rundt om hende, og trak hende til sig. Det ville være et idiotisk træk at gøre sådan, det vidste han da. I stedet løsnede han atter kappen, som han jo ikke havde taget af, og lagde den på græsset, det var for varmt til at have den på.
Pludselig var der noget der sprang frem i hans hovede. Et spørgsmål der egentlig havde naget ham et stykke tid. "Ved du hvad der skete med din bror?" han fortrød spørgsmålet, men det var for sent at tage det tilbage. Det havde været ganske klart at det var et meget sårbart emne at berøre, men Theodores nysgerrighed havde lige taget styringen fra ham.

[Deleted]

Menelwen nikkede og skiftede stilling så hun sad på jorden med knæene samlede oppe under brystet.
Let strøg hun nogle lokker af det mørke hår væk fra ansiget, med en tænksom mine. Det var jo en lang historie... Hvordan de havde fået deres brevduer. Det var blandt andet, uofficelt derfor det var prestigefyldt at have en vindelver som rådgiver eller kompagnon - De havde de bedste kommunikationsmuligheder, man kunne finde. Intet mere sikkert, intet mere hurtigt.
"Det var jo først bare ganske normale brevduer. Men mine forfædre udviklede deres magi. De første forsøg gik ud på, simpelthen at flyve med duerne" fortalte Menelwen og kvalte et grin. Det var komisk i hendes øjne, fordi det var yderst anstrengende. Vinddæmoner fløj for det meste, istedet for at gå, hvis det handlede om længere strækninger. Men det tappede på deres energi - Hvor man måske bare skulle have en god nattesøvn efter at have været på vandring, en hel dag, skulle vinddæmoner hvile et helt døgn, efter en dags flyvning. Der var også strenge regler for børn, gamle, gravide og syge hvad angik at flyve, selvom vinddæmoner ikke var en stor race.
"Men de besvimede og faldt, og kom grusomt til skade" sagde hun og trak lidt på skuldrene.
"Men på grund af dyrets lugtesans, opfanger de personens... Duft, fra håret. Og det sporer de igennem luften, som mine forfædre, igennem mange generationer at lært dem. De har tilført dem en lille del af vores evner til dem. Mange af mine forfædre blev også hårdt kvæstet eller tappet for energi, under forsøget, selvom det nok lyder ekstremt for en der ikke kender til vores evner" fortalte hun og smilte skævt til ham. Dæmoner ældes langsomt - Men vinddæmoner kunne godt blivet tappet for energi. Mennesket ville dø, det kunne en vinddæmon også. Men der skulle bare det mere til. En energi tappet vinddæmon var bare evigt syg og svag.
Menelwen smilte mildt til ham, men måtte se væk, da hun ikke kunne komme uden om den underlige spænding der var imellem dem. Hvis hun havde kendt til de følelser som der kæmpede i hende, havde hun nok ikke tøvet med at tage hans hår igen. Men hun kunne ikke definere dem, og synes at de var underlige, fordi de var så ukendte.
Menelwen bed sig utålmodigt i underlæben - Stilheden og spændingen var som et irreterende, gnavende kriblen over hele kroppen.
Så hun lyste op da han åbnede munden igen. Men ligeså hurtigt som lyset tændtes i de unge øjne, lige så hurtigt blev det slukket og hun så væk igen. Med startende tårer i øjnene..
Hun rystede heftigt på hovedet og prøvede at klarer stemmen så den ikke skulle ryste for meget - Men forsøget mislykkes.
"Øhm... Nej. Nej.. Det gør jeg ikke... Vi har intet hørt, intet set til ham. Men intet nyt, er godt nyt, det siger man jo" svarede hun og prøvede tappert at sende ham et smil. Med bagsiden af sin hånd tørrede hun flygtigt et par tårer væk, men øjnene var stadig blanke.
Hvor var det pinligt.. Nedværdigende at sidde og græde overfor en man lige havde mødt.

[Deleted]

Theodor kunne simpelthen ikke lade være med at grine lidt i skægget. At flyve sammen med duerne lød som en sær idé. Men uanset hvor sær idéen var. Så var den alligevel fascinerende. Tænk at kunne flyve som en fugl. Han slog idéen ud af hovedet igen. Theodore kunne levende forestille sig de anstrengelser der skulle til for at bruge vinden til at flyve med. Man måtte blive uendeligt udmattet af det. Først at fremmest at skulle bruge kræfter på at styre vinden, så man blev løftet op, og så bruge kræfter på at holde balancen, og så til sidst skabe fremdrift, med den vind der holdte en oppe. Hendes næste ord bekræftede hans teori.
"Det kan ikke have været let for dem." sagde han med et lille smil. "Men det er alligevel forunderligt at man fandt ud af at bruge duernes lugtesans til at finde vej. Det er på ingen måde en dårlig idé. Vi kunne godt bruge et par af de duer i korpset." Det sidste sagde nu mest til sig selv. For det var en genial idé. Det ville spare officerer og hærføre hat skulle sætte kureres liv i fare, bare at kunne sende en due. Og duerne ville have lette ved at holde sig skjult i naturen, og i byen. Theodore skrev sig selv bag øret at forhandle med Menelwens far om at få en eller to af de duer til korpset.
Da Menelwen begyndte at græde, brød Theodores sjæl næsten sammen. Hurtigt fik han sigt sat om ved siden af hende og lagde en trøstende arm om hende. "Undskyld Menelwen. Det var ikke for at rive op i gamle sår" Sagde han bekymret og trak hende ind til sig, og tørrede hendes tåre væk med et hvidt lommetørklæde som han hurtigt fremdrog fra lommen. "Din bror har det højst sandsynligt godt. Det kan umuligt være sket noget med ham, som du ikke ville have hørt om" Det var nok ikke helt sandt, men det var Theodore ligeglad med lige nu. På en pludselig indskydelse, lagde en hånd på begge sider af hendes ansigt og kyssede hende blidt på panden. "Det var ikke for at gøre dig ked af det jeg nævnte din bror" sagde han igen undskyldende. Kysset havde nærmest sket uden at han havde lagt mærke til det. Det havde ikke været romantisk eller noget, bare trøstende. Theodore tænke ikke over det før eller efter, det eneste han tænkte på lige nu, var at stoppe Menelwens gråd. han lagde blidt armene om hende igen, og holdte hende blidt, og trøstende ind til sig. *Fjols Theo, hvorfor nævnte du dog også hendes bror?* Svaret var nemt: Nysgerrighed. Han havde altid været lidt nysgerrig, og nogle gange kunne han ikke helt styrer det. Og ofte så ledte det ham ud i problemer.

[Deleted]

Menelwen nikkede let og smilte skævt. Hun havde sin egen brevdue, men det var bestemt ikke en man bare brugte til småtterier. Det var et dyr der skulle plejes og snakkes med som en hund.
"Nogle i korpset?" spurgte hun og pillede tænksomt ved en hårlok et par sekunder.
"De.. Er ikke ligefrem billige. Og man vil være nød til at have en vinddæmon, med kendskab til duerne, ved dem. De kan ikke bare sendes mellem forskellige mennesker som de ikke kender. De flyver ud, aflevere, leder på vej. Men de skal også hjem og vende og hvile" fortalte hun og trak igen på skuldrene. Det var et praktisk dyr, men også et dyr der krævede meget opmærksomhed.
Først da han lagde armen om hende, strittede hun lidt imod, og ville vende sig om, de første sekunder. Det var pinligt... Han tænkte sikkert at det var typisk sådan nogle skrøbelige, følsomme kvinder at græde over ingenting - Menelwen ville ikke have at han skulle tro at hun ikke var stærk.
Men et par sekunder efter, lod hun sig læne af ham, og hvilte panden mod hans skulder. Udover et par snøft, gled tårene lydløst ned over kinderne på hende.
"Det.. Det ved jeg" peb hun og prøvede igen at sende ham et lille smil, som dog lykkeds lidt bedre end første gang.
"Tror du? Tror du at han er okay?" spurgte hun og prøvede igen at tørre tårene lidt væk fra kinderne.
Men da Menelwen mærkede hans varme, ru hænder om hendes ansigt, og kysset på hendes pande glippede hun lidt med øjnene, så lidt usikkert på ham, men lod sig så frivilligt trække ind til ham. Hun lagde forsigtigt en arm, om hans skulder.
Med et par sidste snøft, stoppede tårene endelig med at komme...
Men Menelwen flyttede sig ikke, for tankerne var næsten allerede et andet sted. Kysset på hendes pande... Hans arme om hende... Hans trøstende ord... Brikkerne var så småt begyndt at falde på plads. Følelserne meldte sig på en måde, og de undrede hende og gjorde en glad på samme tid.

[Deleted]

Theodore nikkede "Jeg tror din bror har det fint." sagde han kærligt. Han mærkede godt at hun lænede sig mere ind til ham efter et stykke tid, og han følte en lille varme sprede sig i hans krop. Bare det at sidde her med hende var nok til at få hans hjerte til at smelte, og alle følelser vælte frem fra hans baghoved. Theodore skævede lidt ned til Menelwen, og så at hun var holdt op med at græde, men da hun ikke gjorde mine til at han skulle slippe hende, blev han siddende som han gjorde.
Efter lidt tid begyndte noget at krible i hans mave. Som sommerfugle der flaksede rundt inden i ham. Theodore blev et øjeblik bange for om han var syg, men opdagede så hvad det skyldtes. Han så igen på Menelwens lyse ansigt, og kunne ikke gøre noget, da han lænede sig ind over det og kyssede hende blidt på munden, i et langtrukkent og varmt kys. Theodores hovede var nærmest ved at eksplodere, da han kyssede hende. Hvorfor føltes det så godt? hvorfor føltes det så rigtigt for ham? var han ved at blive skør? Misforstår hun det, tror hun at jeg syndes at hun er billig? alle de tanker farede igennem hans hovede, i de mange sekunder kyssede varede, og da han afbrød det til sidst, stirrede han rødmende ned i jorden. efter et par øjeblikke kom han til hægterne igen. Han tog armene til sig, da han indså at han havde gjort noget dumt, "Undskyld, det var ikke min mening at.... at.... at..." Theodore tøvede, hvad var det han var ved at sige. At det ikke var hans mening at kysse hende, at han rent faktisk ikke havde lyst til at kysse hende. Begge dele var løgn og han rystede på hovedet "Det var ikke min mening at fornærme dig, du må ikke tro at jeg syndes at du er en billig og nem tøs, for det syndes jeg ikke, det var bare fordi at... at" Igen kunne han ikke fortsætte, han kunne ikke forklare det. først og fremmest fordi han ikke vidste hvordan han skulle gøre det, men også fordi at det var lidt pinligt. Han følte sig som en lille skole dreng, der lige havde fået sit første kys, og rødmede helt vildt. *Gud hun må tro jeg er en idiot* tænkte han, nærmest ulykkeligt.

[Deleted]

Menelwen nikkede lidt for sig selv, og tænkte at hans forsikring nok skulle være rigtig. Med et lille, næppe hørlig suk, var det som om hun puttede sig lidt mere ind til ham. Det var måske ganske ubevidst, men hun gjorde det helt instinktivt. Han var varm, og og indgød den tryghed som hun havde mistet for så længe siden. Hendes forældre havde altid været der for hende, men det hun havde mistet var bare ikke det samme. Og kunne kun erstattes, hvis det var af samme type...
Sådan faldt hun lidt i staver indtil hun kunne mærke at han rykkede på sig, og at hans ansigt kom nærmerede. Først lagde hun ikke rigtigt mærke til det, og da hun gjorde, nåede hun kun lige præcis at hive vejret dybt ned i maven. For på et sekunder opdagede hun hvad der skete.
Det gav et sug igennem hende og det føltes nærmest som om alle hendes følelser, både triste og glade, måtte briste inden i, og derfor tog den eneste flugt, op igennem brystet på hende. Tankerne kæmpede nærmest for at passere og hun kom nok til at spille øjnene lidt op. De første par sekunder, der dog kun gik besvarede hun ikke kysset - Men hun flyttede sig heller ikke. Ikke en tomme. For hun var som forstenet.
Men da det endelig trængte ind og stod lysende klart i hendes hoved, besvarede hun let, og usikkert hans kys.
Menelwen gjorde det uden at tænke, for det der var gået op for hende, kunne ikke fjernes - Theodore kyssede hende. Så ganske let og forsigtigt. Men alligevel så blødt og varmt som hans hænder havde været om hendes ansigt. Nærmest skælvende lagde hun en hånd på hans skulder, mest for at få samling på sig selv. Men det var Menelwens allerførste kys, og det var kommet så pludseligt.
Da han trak sig væk, og tog armen væk fra hende, stirrede hun bare på ham, med store, lyseblå øjne der måtte været et virvar af forskellige følelse. Allerførst overraskelse. Men også glæden over at have opdaget noget nyt og uforklarligt.
Hurtigt opdagede hun at han havde det forkerte udtryk. Han var flov?
Menelwen flyttede uroligt på sig, så hun kom til at sidde på knæ ved siden af ham. Og hun lyttede indgående og tålmodig da han famlede prøvede at unskylde. Men da han blev ved, næsten uden at kunne finde de rigtige ord, smilte hun blidt til ham.
Menelwen tog hans ene hånd i sin, gav den et let klem for så at forsigtigt og blidt lægge en hånd mod hans ene kind. Hun vendte hans ansigt mod hendes og smilte mildt og venligt til ham. Sådan sad hun bare længe, imens hun engang imellem strøg hun let over kinden. Var det underligt? Forkert? Han var en voksen mand, og hun håbede ikke at han misfortolkede hendes hensigt. Menelwen ville bare vise at han ikke behøvede at sige noget.
Efter noget tid flyttede hun lidt på sig, og lagde sig ind til ham igen, som hun havde sat før.
"Du behøver ikke at sige noget. Jeg forstår" hviskede hun, sendte ham et lille smil og så derefter bare frem for sig. Kysset... Det havde føltes så rart, og varmt. Og så rigtigt. Menelwen kunne ikke lade være med at smile lidt.

[Deleted]

Han stirrede forlegent på hende og satte sig ned ved siden af hende igen. Men så fik han en tanke i hovedet. En tanke der ikke måtte være der. En tanke der ødelagde hele glæden ved alt det han lige havde oplevet. Hans ansigt blev mørkt og han så ned i jorden. Hvorfor havde han ikke tænkt det hele igennem, før han handlede så hastigt. Mennesker levede så kort tid i forhold til alle andre væsener. og han var allerede igennem mindst en tredjedel igennem hans leve alder, og hun var først ved at blive en ung kvinde. Tanken om at hun skulle leve med, at han ældedes så meget hurtigere end hende, og at han kun ville leve så kort tid i forhold til hende, at han kun kunne få så lidt tid sammen med hende.
Theodore kunne ikke ryste den ubehagelige tanke af sig, uanset hvor meget han end prøvede. Han så hende ind i øjnene i stykke tid, uden at sige noget, med et nærmest sørgmodigt ansigts udtryk. Efter et lille stykke tid fik kunne han ikke bære det længere, og så væk mod bjergene, uden at sige noget. Han kunne ikke få et ord over læberne, og kunne ikke genskabe den glæde han havde oplevet da han havde kysset hende. Hans tanker blev mere og mere mørke, han begyndte at tænke op ting der kunne gå galt hvis de endte sammen. En lille tåre trillede ned af hans kind og ned i skjul i hans skæg. Han sagde ikke noget, og gjorde ikke mine til at fjerne tåren. Han sad bare der i sine mørke tanker.

[Deleted]

Menelwen smilte bare en sidste gang til ham, for så at sætte sig til rette op af ham. Og sådan sad hun bare i lang tid, behageligt og varmt. Hun gad egentlig godt at vide hvad han tænkte lige nu, men nød også bare stilheden omkring dem.
Menelwen betragtede himlen, som skyerne flød dovent forbi, og hvordan græsstråene så let bølgede frem og tilbage omkring dem.
Og hun smilte næsten lykkeligt da han så på hende igen. Hans blik var sørgmodigt, men først tog Menelwen sig ikke af det. Hun smilte bare lidt mere, og strøg ham igen, en gang over kinden. Men da det ikke havde den forventet effekt, så hun spørgende på ham. Hvad var der galt? Hvorfor var han så trist?
Menelwen rejste sig lidt op og blev urolig. Hvad nu? Hvad havde hun gjord galt? Det var jo ham der havde lagt ud til et kys.
Og lidt efter gik det op for hende. Taget i betragtning af hans udseende måtte han være.. 30? 35? I menneske år. Var det ikke nok til at han kunne have været gift? Haft en livsledsager? Menelwen stirrede frem for sig et par sekunder og indså straks sin fejl. Måske mindede hun, ham om hende? Måske havde han lettet lagt minderne bag sig og nu blevet mindet om det igen. Menelwen satte sig op, flyttede sig lidt væk og slog en hånd for munden, i et gisp. Og da hun så lyset glimte i en tårer, flygtigt på hans kind, var det lige før hun selv fik tårer i øjnene. Så hvad hun havde gjord.
"Theodore.. Jeg.. Hvad er der galt? Åh, jeg tænkte mig ikke om. Det... Det føltes bare så rigtigt. Mit første kys.. Sig mig hvad der galt" hviskede hun lavt og prøvede at fange hans blik, alt imens hun greb ud efter hans ene hånd.

[Deleted]

Han smilede lidt til hende "Det er ikke noget du har gjort, min ven." sagde han blidt og tog hendes hånd. "Jeg havde bare nogle dystre tanker." Han kærtegnede blidt hendes kind med sin hånd. "Det er bare det at jeg er 28, og selv hvis jeg er heldig har jeg ikke meget mere end 62 år tilbage. For ikke at tale om det liv jeg lever. Og det var bare tanken, om at der er så meget der kan tage mig fra dig, end omvendt. At jeg bliver så hurtigt gammel og skrøbelig. Det vil ikke være til at bære, at du skulle leve med en olding." Han to hendes hånd i sin. "omend det egentlig er meget selvfisk af mig. Som gammel og tandløs, og så, måske, ses med så smuk en kvinde som du er, der er i virkeligheden noget der kan såre min stolthed lidt." Han tog en dyb indånding og gav hendes hånd et klem.
I et forsøg på at skifte emne fra dette ubehagelige, spurgte han med en let tone "Var det virkelig dit første kys." han smilede skævt, det var ikke nogen helt dårlig følelse, der spredte sig i hans krop. Han lente sig ind før hun kunne nå at svare og kyssede hende blidt igen.