Med lukkede øjne

[Deleted]

Midt inde på engen slog Menelwen tæppet ud og så så hen på sin tjenestepige.
"Jeg bliver bare her. Du kan komme tilbage når du har lyst" sagde hun og smilte mildt til den unge pige.
Tjenestepigen gik, og var snart helt væk i det høje, bløde græs. Hvad hun skulle vidste Menelwen faktisk ikke, men udfra pigens sagte rødmen, var det sikkert et møde med en hemmelig beundre.
Menelwen smilte skævt for sig selv og satte sig ned på det medbragte tæppe.
Det gjorde hende ikke noget, hun vidste at tjenestepigen kun gjore hvad der var sømmeligt. Hun stolte på hende.
Solen skinnede højt på himlen over engen og fuglene nød tydeligtvis livet, lige så meget som Menelwen selv.
Nysgerrigt strakte hun let hals for at se sig omkring, men der var ingen at se i nærheden. Så med et suk lod hun sig falde tilbage på albuerne, i en mere behagelig stilling. Ved siden af hende lå en feltvandflaske og en lille stofpose med en smule at spise. Det var en udflugt der jævnligt blev foretaget, fordi hendes familie og hende boede så langt oppe i bjergene - En smule forandring i miljøet, for et ungt menneske var kun sundt, sagde hendes mor. Så Menelwen og hendes tjenestepige blev sendt afsted.

*Det var nu også dejligt*, tænkte hun ved sig selv og lukkede let øjnene, lagde hovedet lidt tilbage for at lade solen varme det blege ansigt kort.

[Deleted]

Theodore gik over engen med raske skridt. Han var på vej til byen, til dens markede, for skønt at han kunne finde det samme hjemme i Procias, så var han sikker på at rygtet ville sprede sig mere fra hans hjemland, at han købte nye pile, end det ville fra et sted hvor folk knap nok kendte ham. Hans sorte pile med røde faner var blevet for let genkendelige, og havde haft for mange problemer med vagter, der havde lagt i baghold, helt oppe af grænsemuren, fordi de vidste hvor han kom fra.
I dag var han iført sit hverdags tøj, den grønne skjorte og de brune bukse, med det langskaftede stølvler og det brede bælte. På ryggen havde han sin rygsæk, i bæltet sin lange kniv, og i den ene hånd bar han sin grønne kappe og i den anden havde en et spyd, ikke fordi han regnede med problemer, men fordi han brugte den som vandre stav, og synet af det lange våben var som regel nok til at skræmme lommetyvende væk.
Theodore så op på himlen. Det var et dejligt vejr, og han nød solens varme stråler, der kærtegnede hans vejrbidte ansigt.

[Deleted]

Lysmønsteret der dansede for hendes indre blik flød hurtigt over i usammenhængende billeder, som så gik over i en drøm.
Men lyden af raske, tunge fodtrin, der mere eller mindre slæbte sig igennem det lange græs, rev hendes opmærksomhed tilbage til engens virkelighed.
Med et sæt åbnede hun øjnene, så sig omkring et par sekunder og satte sig derefter op for at se sig omkring. Hvis der kom nogle nu, kunne hun være væk på meget kort tid. Hvis det altså var nødvendigt...
Hun kneb øjnene sammen, skyggede med den ene hånd for øjnene og kunne ane en person længere henne. Det var højest sandsynligt en mand, for han bevægede sig mere ubesværet end en kvinde iført en kjole ville gøre. Og han bar også noget i hånden som lignede et våben af en art.
Menelwen så ned på den lille stofpose ved hendes side. Dér lå nemlig en lille dolk - Som sagtens kunne bruges til at kaste med hvis det var nødvendigt...
Kvikt trak hun kniven og stak den ned i støvleskaftet hvor den ville være lettere at få fat i, hvis det nu var.
Så blev hun bare siddende. Det ville være dumt at rejse sig op, til fuld udsyn for en eventuel fjende.

[Deleted]

Theodore stoppede op. Han var forpustet og havde brug for en kort pause. Han rakte ned i sin rygsæk og fandt en vandsæk frem. Det var varmt i vejret og Theodore havde gået langt efterhånden, så han dog nogle ordenlige drag af dunken, og fjernede vandet i skægget med bagsiden af en hånd. *Sikke et vejr* tænkte han med let smil og fortsatte sin vandring. De få minutters pause han havde holdt havde været nok til lige at give ham sine kræfter tilbage, og nu gik han ikke længere tungt, men let og stille hen over engen. Solen glimtede i den lange spydspids og det gav et lille blødt dunk, hver gang han satte den til jorden. Han bemærkede godt kvinden der lagde i græsset, og den korte kniv, men han tog sig ikke af det. Han ville ikke gøre hende noget og hvis hun endelig prøvede at angribe ham, vil hun ikke nå længere end enden af hans spyd.

[Deleted]

Menelwen blev siddende og fulgte bare manden med øjnene. Han var i hvert fald ikke rig, ud fra hans tøj at bedømme. Ikke fordi det var sådan Menelwen bedømte folk ved første øjekast. Hun havde allerede konstanteret at den person måtte være en stærk og sikker person.. Bare sådan at, tilsyneladende, rejse langt uden følge. For manden måtte være ude på en rejse, når man tog hans opbakning i betragtning. Gad vide hvor han kom fra, og var på vej hen?
Menelwen sad og blev lidt nysgerrig. Han kunne jo være kommet alle steder fra..
Som hun sad og tænkte der, strøg en vind sig omkring hen og nærmest bølgede den fremmede let imøde. Ikke truende, ikke voldsom, men som hun selv havde det lige nu; Nysgerrigt.
- Som vinddæmon havde hun kontrol over vindene, men desværre ikke altid over hvordan hendes humør påvirkede dem. Det var hun stadig for ung til. Det tog lang tid at kunne at mestre den harmoni der skulle være imellem sit element, og sine følelser og humør.

[Deleted]

Theodore mærkede den lette brise og tog en dyb indånding. Den virkede ikke helt normal, mest af alt fordi at det havde været vindstille hele dagen. Han stod nu ikke mere ens 5 meter fra kvinden. Han nikkede let til hende og hilste høfligt på elversprog. Han brugte lidt tid på at studere hende. Hun var tydeligvis ikke fattig på nogen måde. *Sikkert adelig* tænkte han *Og hun er da ganske køn.* Nej, han rystede på hovedet. Han vil ikke tænke på en adelig på nogen måde. Han så ikke op til dem, og han ville aldrig kunne vende sig til at være sammen med dem, skønt at han kunne under forklædning, gøre sig ret præsentabel, og virke meget galant når han skulle.
Theodore kom hurtigt i tanke om at han havde snakket elversprog, og rettede det til et høfligt "Goddag frue" på hans modersmål.

[Deleted]

Et lettere uforstående blik gled over hendes ansigt, og fik de mørke øjenbryn til at hæve sig lidt. Hun anede at det nok kunne være elversprog. For elversproget lod som en sang, en melodi. Så smukke ord, som man alligevel ikke forstod fascinerede hende faktisk lidt... Det skulle eftersigende også være et meget gammelt sprog.
I lidt tid gengældte hun nysgerrigt hans blik. Han så ret... Speciel ud. I hvert fald fra hvad hun var vant til.
Alt det hår, alt det skæg. Og et så vejrbidt ansigt. Han mindede hende om en bjørn, eller en ulv, men ikke på en dårlig måde.
Det fik hende dog til at smile let før han hilste på hende.
Hun rejste sig let, og brisen der havde snoet sig om dem, lagde sig med det samme.
Med et elegant buk med hovedet hilste hun også og sagde "Goddag Herre".
Og der stod hun så lidt rådvillig. Hun var simpelthen nysgerrig, og ville vide hvor han var på vej hen. Men det var ikke særligt høfligt at spørge om...
Hun sendte ham et hurtigt, mildt smil og pegede kort på hans spyd.
"Forventer De at skulle forsvare Dem selv?" lød stemmen. Rolig og venlig.
Måske et underligt spørgsmål, men trods hendes normale kvikhed og hurtige opfattelse, anede hun bare ikke hvad hun skulle sige.

[Deleted]

Theodore lo hjerteligt "Herre, det er jeg aldrig blevet kaldt før" sagde han leende "Det kan jeg godt lide". Han mærkede hvordan vinden lagde sig igen "Mystisk" han så rundt der var ikke en vind der rørte sig nu, græsset vippede ikke engang under en svag brise.
Theodore så på sit spyd "Nej jeg forventer ikke kamp. Jeg bruger det som spadsere stav, selvom at i mit hverv burde jeg nok forvente, at blive angrebet noget oftere end jeg egentlig gør." sagde han med et skævt smil "Forventer De at blive overfaldet. Jeg så den kniv De skjulte da De hørte mig."
Theodore havde sans for de små detaljer i billedet, og havde godt lagt mærke til at hun smuttede den lille dolk ned i sin støvle.

[Deleted]

Han smilte let til ham. Hvad skulle han ellers være?
"Hvad skulle jeg da kalde Dem? Jeg kender end ikke Deres navn eller herkomst" sagde hun og trak let på skulderen. Det ville være dumt at kalde en Greve for tigger bare fordi han lignede en. Hendes isoleret liv, til trods, havde lært hende at alt ikke var som det så ud til - Langt fra.
Hans erhverv... Hun tænkte lidt over hvad man dog skulle bruge så mange våben til. Og så var det jo indlysende.
"De må være lejesoldat? Måske jæger? Eller sågar Ranger" sagde hun tænksomt og kom bagefter til at smile mildt. Nu havde hun inddirekte stilt endnu et spørgsmål. Det var slet ikke høfligt, men han lod ikke til at tage sig af det. Han virkede rolig.
Hun bed sig let i læben og så ned på sin støvle. Det var måske meget tydeligt.
Hun bukkede sig hurtigt ned for at fiske kniven op og vise den til ham.
"Den her?" spurgte hun og hævede et øjenbryn.
"Grunden til at overfalde en mand, er ikke nødvendigtvis den samme, som grunden til at overfalde en kvinde" sagde hun og iagttog ham lidt. Nu han sagde det, var den vel også ganske overflødig. Det var bare en ting hun tit bar på sig, for en sikkerheds skyld.

[Deleted]

Han lo "Jeg er så jævn som man kan blive" svarede han hende "Mit navn er Theodore Morean." Præsenterede han sig selv "Og af ædel byrd er jeg ikke på nogen måde. Min familie har aldrig været højt på strå."
"Jeg var det man ville kalde en Ranger engang, men jeg trådte ud af hæren sidste år. Jeg gør mig mest som jæger, men også i ny og næ som snigmorder." Der var vel ikke nogen grund til at pakke tingende ind over for en kvinde han ikke havde mødt. Og der da nogle snigmordere i verdenen, og det var ikke sikkert at rygtet var nået til hende endnu. Theodore sukkede, *Nå hvad pokker hun vil nok ikke gøre mig noget*
"Du skal ikke være bekymret, jeg gør dig ikke noget. Jeg har aldrig brudt mig om at tvinge folk til noget de ikke ville, det er også derfor jeg ikke har en tjener, selvom jeg har råd til det" sagde han med et let smil

[Deleted]

"Menelwen Ivy Caladhiel" præsenterede hun sig selv og nikkede. Det med en ikke særlig høj byrd kommenterede hun ikke på. Hvad skulle hun sige?
"Jeg er ud af en familie fra bjergene. Min familie har altid beskæftiget sig med Rådgivning og handel. Vi er vind dæmoner" fortalte hun lidt om sig selv, idet hun lagde hovedet let på skrå. Det var ikke altid man kunne regne med folks reaktion på det med at man var dæmon.. Det var ikke altid folk brød sig om det.
Lettere betaget lyttede hun til hvad han havde lavet. Det kunne ikke have været mere spændende.
"Rangers. Jeg troede at det var et livslangt erhverv på grund af alle de hemmeligheder de må bære på. Hvordan bærer du ad?" spurgte hun undrende og så på ham.
Hun smilte lidt at hans formaninger om at han ikke ville gøre hende noget. Alene det faktum at hun var vinddæmon ville give hende et forspring, hvis han havde været fjendtligt indstillet.

[Deleted]

Han nikkede "Jeg har hørt om din familie, og ganske lidt om nogle tragedier" sagde han alvorligt. Selvom han ikke fik mange besøgende, havde dog hørt noget om en adelsfamilie der boede i bjergende. dog havde han ikke hørt noget om at de var vinddæmoner.
"Det forklare hvorfor vinden opførte sig så sært" sagde han med en tilfreds mine. Theodore var ikke bange for vind dæmoner, især ikke nogen der var så, i i hvert fald ud fra hvad han kunne se, så unge som hun var.
"Det er det også, og jeg er stadig en del af korpset, rent uofficielt. Jeg får mange af mine opgaver fra dem. Men officielt er jeg trukket tilbage" han smilede roligt "Og hemmelighederne er ikke noget problem, jeg har aldrig været en type der sladrede om alt hvad jeg fik at vide. Det kan være svært at holde på en hemmelighed uden at fortælle nogen om det, så jeg fortæller alt hvad jeg ved til kommandanten."

[Deleted]

Hun så ned da han nævnte det med tragedierne... De var jo lykkeligt langt af vejen. Hendes brors forsvinden og hendes forlovets død. Og så at folk jo faktisk kendte til dem. Men selvfølgelig. Han var Ranger. Alvoren som spejlede sig i hendes øjne da hun så op på ham igen.
"Det... Sker for så mange" sagde hun bare før hun ligesom sled den sidste rest alvor og sorg fra blikket og så omkring sig. For at klare blikket.
Og derefter kunne hun ikke forhindre et lille, skævt smil. Hun vidste godt hvordan hendes følelser påvirkede vinden omkring hende, men desværre varslede aldrig hvornår.
"Det beklager jeg. Jeg lod mig rive med" sagde hun bare og smilte lidt mere, genert.
Og så var hun ganske opslugt igen. Hun kunne heller ikke forestille sig andet, end at man bare ikke slap en post som Ranger, bare sådan lige. Hun vidste hvor dygtig man skulle være for at blive Ranger. Hvor prestigefyldt det var at være i sådan et korps - De var jo nærmest en omvandrende legende. Men dog en af dem, der aldrig blev personligt hædret for det.

[Deleted]

"Undskyld det var ikke for at rive op i gamle sår" sagde han med medfølelse i stemmen. Selv havde han ikke mistet elskede, der ikke var parat til at gå bort. Selvom at han havde mistet venner og kammerater i kampe og krige, men det var tab, man var nød til at leve med, hvis man skulle klare sig som soldat, og Ranger "Jeg kender følelsen af tab" sagde ham kun med et lille gran af løgn.
"Du skal ikke beklage, jeg har oplevet det der er være" sagde han leende "Og det kan ske for os alle, selvom det ikke er os alle der kan kontrollere vinden" han lo lidt.
Han havde aldrig forladt korpset, han havde forladt hæren, og der var en forskel, Ranger tjente ikke hæren, selvom at de blev brugt af den. Men det var ikke noget folk skulle vide alt for meget om dem. Rangerne havde altid været omgivet af mystik om hvad de lavede, og det var en god ide at det forblev sådan.

[Deleted]

Hun stirrede på ham et par sekunder, men dog uden at se ham. Det der var sket løb ligesom over hendes indre blik, på få sekunder, selvom det rummede alle følelserne.
Så løsrev hun blikket, slog det ned og rystede lidt på hovedet.
"Det er iorden. Det er så længe siden, at det ikke burde gøre ondt mere" sagde hun med en lille stemme, selvom den nu var ganske rolig.
Hans latter smittede forbløffende og hun kunne ikke selv holde en lille, klokkeklar latter tilbage. Han tog det så let, var slet ikke usikker. Men han var også ranger... Hvilke farer han måtte have set. Igen lod tankerne til at gøre hende en smule fraværende.
"Det er et forunderligt fænomen ikke sandt? Se engang" sagde hun smilende, hvorefter hun samlede et lille blad op og lagde det i hendes håndflade.
Derefter hævede hun hånden lidt, pustede til bladet som straks gav sig til at danse rundt imellem dem, som om den var fanget af den mindre storm.
Hun lo mildt til ham, imens hun iagttog bladets uforudsigelig hvirvlen. Med et let vip med håndledet lod hun bladet hvirvle elegant henimod ham, hvorefter det gav sig til at danse i cirkler omkring ham. Stadig med vindens uforudsiglighed i bevægelsen.