Med lukkede øjne

[Deleted]

"Minderne vil altid være med os, og det vil altid gøre lidt ondt at tænke på dem" sagde Theodore filosofisk. Der var ingen grund til, at pakke tingende ind, når hun selv havde prøvet det, og det var altid en god ting at holde fast i minderne om folk, der havde stået en nær.
Han så på det lille blad med et fornøjet smil. For en person uden nogle overnaturlige kræfter, var det altid et under, at se noget, der egentlig ikke burde kunne lade sige gøre.
Hans øjne fulgte roligt bladet rundt, ind til det begyndte at snurre rundt om ham. Så greb hand det blidt i luften med ren rolig håndbevægelse, og greb det på en måde så det landede mellem to af hans fingere, i det yderste led så, at når han lukkede hånden, kunne det ikke ses. Derefter åbnede han hånden med, mens han snurrede lidt med håndledet, så hun ikke nåede at se bladet, og wolla, bladet var 'forsvundet'. han smilede lidt fornøjet. Det var på ingen måde et formidabelt trick, men det var altid sjovt at udføre.

[Deleted]

Da bladet forsvandt frigøre hun igen den lille klokkeklare latter. Hun kendte godt tricket, men var sjovt alligevel.
Det var faktisk en af hendes ynglingslege, som barn med hendes bror. De kunne bruge lang tid på at sidde og underholde hinanden med få genstande, af en rimelig størrelse til at flyve, hoppe, danse og hvirvle rundt for så at se hvem der første mistede synet af den.
Hun så lidt indtrængende på ham, som om hun forventede at hans øjne ville afsløre hvor bladet faktisk var blevet af.
Derefter lo hun blidt igen, og greb blidt ud efter hans hånd for at vende og dreje den imens hun kiggede på den.

Man kan sige at det faktisk var så langt fra hendes fornuftig og opdragelse at bare hive fat i en fremmed, men han virkede som en bror eller onkel man altid havde kendt - Kliché at sige sådan, men hun følte ikke at hun havde noget at frygte.
Og hendes frimodighed tog over da hun hev lidt fat i hans ærme. Bare en lille smule, så hun ville kunne kigge derned.
"Hvor har De gjord af det? Lige om lidt vil De helt sikkert hive det frem fra mit ene øre" sagde hun med en let latter. Så slap hun hans hånden igen og smilte lidt. Det var et af hendes måske mislykkede forsøg på at være morsom.

[Deleted]

Han blev lidt overrasket over at hun tog fat i hans hånd, og han rødmede let da hun vendte og drejede den. Men så brød smilet atter frem på hans læber og han lo let. Det var rart at kunne snakke med en person uden at frygte døden, og han nød den lille leg, som det jo var.
"Jeg trækker ikke noget frem fra dit øre bare rolig" sagde han leende og viste hende bladet som han havde ladet falde ned i sit ærme. "Finger færdighed kan få en langt gennem livet" sagde han smilende og så op på solen. Klokken var ved at være tre, så vidt han kunne regne ud, og han havde masser af tid, så han besluttede sig at blive her og snakke lidt med den forunderlige pige.
"Tilgiv min nysgerrighed, Men hvad laver de så langt hjemmefra." han lavede en lille gestus mod bjergene, der var svagt i syne, med sin hånd.

[Deleted]

En strålende smil brød frem i det lyse ansigt, da han viste hende bladet som han havde haft i ærmet.
"Godt" svarede hun og tog forsigtigt fat i bladet mellem hans fingre, lagde det igen i sin ene håndflade, pustede let mod det, og lod det hvirvle sin vej, langt, langt væk.
I noget tid så hun bare langt efter bladet for først at se på ham igen, da han snakkede til hende.
"Det kunne jeg forestille mig, i Deres erhverv" sagde hun og smilte skævt til ham. Hun tænkte over om han mente fingerfærdighed med våben eller bare sådan generalt. Men det måtte jo også være hans sag.
Hun vendte sig for at se op imod bjergene og så så på ham.
Derefter gjorde hun en lille gestus mod tæppet der lå på jorden ved hendes fødder og satte sig selv på knæ, på det. Han måtte være gået langt, og ville nok ikke have noget imod at stille sine ting fra sig, hvile skuldrene og benene lidt.
"Min tjenestepige er et sted heromkring. Og vi er faktisk på tur. Der bor ikke mange mennesker i bjergene. Omgivelserne er bestemt smukke men lidt adspredelse er ganske forfriskende. Jeg ser det som en del af min dannelse" svarede hun mildt og bare på ham.

[Deleted]

Hans øjne fulgte roligt bladet end til at det var uden for hans synsfelt. "Jeg bruger sjældent min fingerfærdighed som Ranger" sagde han smilende "Det her var noget jeg lærte på de lange vinteraftner der hjemme." Han trak noget frem for sit ærme, det ligenede et lille bundt hårnåle, der var bøjet på forskellige måder. "De her gør som regel det meste af finger arbejdet med låsende." han gemte den igen.
Han smilede taknemligt til hende "mange tak madame." sagde han og stillede sin rygsæk på jorden og lagde sin kappe og sit spyd på den. Da han havde fået lagt alle sine våben fra sig satte han sig roligt på tættet. "Du har ret. Det er fantastisk at opleve verdenen, og det er altid sjovt at komme nye steder hen." han smilede lidt ved minderne, om de steder han havde været, både de lidt mere uhyggelige, men også de smukke steder.

[Deleted]

Menelwen betragtede let bundtet med de underlige hårnåle- lignende ting. Det var sådan nogle man brugte til at dirke alle slags låse op.
"Har De tit haft brug for dem?" spurgte hun og nikkede mod det sted han havde pakket bundtet væk. Hun ville nu selv tro at en Ranger måtte beherske en form for fingerfærdighed. Men det vidste Menelwen selvfølgelig ikke så meget om.
Med et skævt smil lyttede hun til hvad han sagde og svarede "Jeg har dog sjældent været udenfor Manjarno. Kun på korte forretningsture med min far. Men aldrig sådan, oplevet stedet" fortalte hun og strøg en hånd igennem det lange mørke hår.
Så lænte hun sig tilbage, og støttede hænderne på jorden.
"Fortæl om en af Deres mange rejser, Hr. Det må være så spændende og lærerigt" sagde hun og nysgerrigt på ham, med store, lyseblå øjne.

[Deleted]

Theodore smilede "Lad os bare sige, at jeg ikke har brug for en låsesmed, milady." han lo kort, og lagde hovedet tilbage og så op mod skyerne. Der var en verden han ville ønske han kunne udforske, at flyve rundt i højderne, mellem skyerne og fuglene. han rystede på hovedet. Engle ville der også være, og det var det han ikke brød sig om ved himlen. Engle, Theodore vidste ikke hvorfor, men han havde altid været bange for engle, og det var en latterlig fobi.
"De behøves ikke at kalde mig Hr. Milady, De kan bare kalde mig Theodore. Jeg er ikke højt nok oppe i graderne, til at blive tiltalt på den måde." Theodore smilede venligt til hende. "Hvor skal jeg starte, jeg har været så mange steder, Hvad vil de gerne vide?" Der var så mange steder i verdenen, det var ikke altid let bare forklare hvordan det hele hang sammen, uden at vide hvor man skulle starte.

[Deleted]

Hun lo lidt til ham, så lidt på ham, som han sad der og så på skyerne og smilte skævt. Hun kendte godt det blik, i folks ansigter, når de så på himlen på den måde. De fleste havde evigt nærværende lyst til at kunne flyve - Noget Menelwen sagtens kunne forstå. Hun ville ikke kunne leve uden.
Derefter fulgte hun hans blik og så op på himlen, der var så klar og blå.
Da deres blikke mødtes igen, da han sagde noget, så hun hurtigt ned og smilte genert. Det havde han vist hentydet til én gang før, men hun agtede ham allerede højt, selvom hun ikke kendte ham. Og at være dus med en person, som man snakkede med for først gang, var ikke normalt, der hvor hun kom fra.
"De er Ranger, arbejder for riget. Det burde De være. Men selvfølgelig vil jeg kalde Dem Theodore. Så må De kalde mig Menelwen" svarede hun og nikkede let som en lille gestus.
Med en fin rynke over den lyse pande tænkte Menelwen sig om et par sekunder. Så lyste hun op, smilte og sagde henført, "Fortæl om Castle of Light, i Procais. Er det som det bliver beskrevet? Så lyst og smukt som englene selv?" . Hendes øjne lyste nærmest af iver. For hun havde aldrig selv set slottet.

[Deleted]

"Jeg er Ranger. Men vi arbejder ikke for riget, korpset er selvstændigt. Vi arbejder for lyset, i Procias og Manjarno." rettede han hende. Han smilede let til hende, og var taknemmelig for sit skæg, der skjulte en svag rødmen, da han så ind i hendes klare blå øjne.
Theodore tænkte lidt over hvordan han skulle beskrive slottet, for han var der kun ganske sjældent, og han havde ikke meget udsigt til det, fra sit hus i skovkanten. Han gøs lidt over hendes bemærkning med englene "Folk overdriver tit." Begyndte han langsomt. "Det er et smukt slot, og det er kongehuset, og riget værdigt. Men set i mine øjne er det overdrevet, for meget, men jeg er jo også vant til et simpelt liv. Og jeg ved ikke om det er så lyst som englene, for jeg undgår helst at komme i kontakt med dem." Han rystede lidt på hovedet af sin sidste bemærkning. "Men det flot, og så godt bevogtet, at jeg er glad for jeg ikke skal snige mig over væggene." Theodore lo. Han kunne sagtens komme ind på slottet uden at blive opdaget, han kunne sagtens forklæde sig som en bonde eller en tjener, der tilfældigvis havde et ærinde på slottet. Men det fik han forhåbentligt ikke brug for.
"Men jeg er mere for åbent landskab, eller skove. Og jeg holder af at sejle." Afsluttede han sin lille enetale.

[Deleted]

Hun tænkte lidt, og nikkede et par gange for sig selv, for det var jo sådan set rigtigt. For lyset i Manjarno og Procias... Et let suk gled over hendes læber, for endnu en gang var hun endnu engang henført til en let fantasi. I et par hurtige sekunder forestillede hun sig hvordan Rangers, i det skjulte og i mørket arbejdede for fred og lyset. Uden at stå frem for at høste hæderen, de havde fortjent. Uden at tænkte for store tanker om sig selv.
Man kunne sige at Menelwen havde fået en helt...
Men Theodores ord trak hende tilbage og lige så hurtigt var hun ganske nærværende igen. Hun lyttede ivrigt og opmærksomt. Rynkede brynene let, ved udsagnet om at det tit blev overdrevet, og smilte skævt til ham da han fortalte at han foretrak et simpelt liv. Det kunne hun godt forestille sig.
For hendes eget vedkomne, kunne hun nok ikke påstå at hun ligfrem levede beskedent... Hendes familie var faktisk ret rig, og deres hjem blev kaldt et Palæ. Med tjenestefolk, og egen kok. De havde deres eget bibliotek, og deres pejsestue af aldeles betydelig størrelse. Men det var stadig, ligesom ikke det Menelwen gik op, eller hæftede sig ved. Det var hendes hjem, der hvor hun var tryg. Og hendes sparsomme møbelment ville også kunne vidne om det. Enkelt, men hjemligt.
Menelwen lo også for det havde hun hørt. Der skulle eftersigende ikke været nogen der nogensinde var kommet over murene for derefter at komme ud, uset. Men det kunne lige så godt være sladder.
Endelig sagde hun noget, og det var med en let usikkerhed i stemmen.
"Sejle? Men.. Kan De finde ud af det? Theodore.. Det må være frygtelig svært. Og skræmmende" sagde hun med store øjne og en let rynke over panden. Som vinddæmon lå det bare til hende at hun faktisk ikke brød sig om havet eller større søer... Vand var et både tungere og mere kompleks element end vinden. Hun havde en forestilling om at vandet simpelthen ville trække en ned, når man rørte ved det. Hive og trække en ned, i stedet for at gøre som vinden, løfte en op og videre.
Men Menelwen havde heller aldrig prøvet at sejle, og prøvet friheden ved det.

[Deleted]

Theodore sukkede ved tanken om det åbne hav. "Jeg kan ikke selv sejle et skib, for det kræver meget erfaring som jeg ikke har." sagde han mildt. "Men det er en fantastisk følelse at stå på et dæk, med vinden i ryggen, og blive ført frem over de blå vandmasser, mens mågernes skriv i din baggrund, og bølgernes slag og skvulp omkring dig. Der er en frihed på havet som ingen andre steder kan erstatte. Og dog kan det være farligt, og altid holde en på tæerne, altid holde ens reflekser skarpe, aldrig lade en slappe helt af i faren for at en storm pludselige kommer farende over hovedet på en." Han sukkede ved minderne.
I sit næste liv vil Theodore være sømand. Men han var taknemmelig som han havde det nu. Han var hverken rig eller fattig. Hans liv var aldrig kedeligt. Der var altid et nyt eventyr der ventede. Nye opgaver der skulle løses. Han havde aldrig for travlt, men han gik heller ikke i lediggang ofte.
Theodore blev afbrudt af sine mange tanker, af en pludselig indskydelse. "Menelwen, er De bange for vand, milady?" hans spørgsmål var lidt tøvende, da han ikke ville fornærme hende med et så direkte spørgsmål, men samtidig, havde han også hørt en lidt nervøs undertone, da hun spurgte, til sejladsen.

[Deleted]

Menelwen kunne lige så godt have tabt underkæben af bare forbløffelse over hans beskrivelse. Hun havde da læst bøger om havet, ja engang selv været på tur ved en strand, men hun havde ikke fået lov til at gå tæt på.
Men det Theodore fortalte var over alt hvad hun kunne have forestillet sig. Grundet, det at hun havde set havet, og hendes ubegrænset fantasi, faldt hun hurtigt i igen og stirrede på Theodore der fortalte, men uden helt at se ham. For sit indre billed så hun det hele. Med en solnedgang i baggrunden der gav vandet en udefinérbar farve. Lydene, lugten, den lette smag af salt på tungen. Følelsen af den rene frihed, smidt lige i hovedet...
Menelwen kunne jo godt flyve, men der var jo altid jord under én. Eller huse, væsner, jord eller planter. På havet, var der ikke andet end... Vand?
Et henført suk, af de sjældne gled igen over hendes læber, hvorefter hun igen 'så' på Theodore og smilte mildt.
"Hvor lyder det... Ubeskriveligt? Fantastisk... Og spændende" sagde hun, hvor det sidste blev sagt med et fuldstændigt strålende smil i det lyse ansigt.
Dét var eventyr, dét var noget så helt og aldeles spændende ved det han havde fortalt.
Hun kunne godt fornemme at han måske ikke havde helt let ved at spørge, men hun smilte lidt skævt da han endelig spurgte. Det var fjollet, det vidste hun godt. Det var jo vand, ligesom regn i en vandpyt. Bare i meget større mængder. Men alligevel...
"Ja... Det tror jeg. Jeg har aldrig været sådan rigtig på det store hav... Kun set det. Jeg er bange for det, fordi der er så meget af det. Vinden og luften er der også meget af, men det er let. Vand er tungt.." sagde hun og trak let på de smalle skuldre med et mildt smil til ham. Hun kunne ikke helt forklare det.

[Deleted]

Theodore tyggede lidt på hendes svar. Det var ikke unaturligt at folk var lidt bange for havet, for det var ikke alle der havde set det, og folk havde som regel en tendens til at frygte hvad de ikke kendte. "Det er frygten for det ukendte." sagde han efter et stykke tid "Folk der kun har hørt om havet, høre som regel kun om storm vejr og iskoldt vand der skvulper ind over rælingen og rykker sømænd med sig i havet, om søuhyre der sænker skibe, og havfruer der forføre sømænd." Det sidste sagde han lidt i spøg. "Men tror mig havet er så meget mere end det. Den utrolige ensomhed, man kan føle der så langt væk fra vores verden, at man kun kan se vand. Den utrolige frihed man kan føle, når der er god vind i sejlet, og skibet næsten flyver hen over vandet."
Theodore smilede sagligt, det var et smukt syn. "En dag skal De nok få Deres chance for at sejle, skulle undre mig meget hvis ikke de prøvede at sejle, mindst en gang i Deres levetid" han så atter ind i hendes blå øjne, stadig taknemmelig over at skægget skjulte det meste af hans rødmen. Det gik ikke an at se sådan på en adelsdame, og det vidste han også godt. Men hun var en sjælden skønhed. Theodore rystede let på hovedet og skød tankerne væk fra sig. Det betød ikke noget lige nu. Lige nu nød han bare at have nogen at snakke med. Med et lidt fraværende ansigts udtryk, fandt han sin vanddunk i tasken. Han fjernede proppen, og tog et ordenligt dag af den, før han lukkede den igen, og lagde den i skyggen under sin kappe, så dens indhold ikke skulle gå hen og blive varmt, og få en grim eftersmag.

[Deleted]

Hun nikkede genkendende til hvad han fortalte, om de skrækhistorier man altid fandt på havet. Og det smilte hun lidt over. Havfruer.. De virkede bare ikke farlige?
Hun lyttede lidt igen og bed sig i læben. Ligesom at flyve?
"Ville De samligne, det at sejle, med det at flyve?" spurgte hun lettere undrende, men stadig nysgerrigt. Det kunne jo være? Han havde i hvert fald fået hende overbevist om at det var en ting hun måtte prøve.
Hun smilte mildt til ham over hans formaning om at hun nok skulle komme ud og sejle. Men med hendes forældre blev det i hvert fald ikke... De var gamle og... Ja, vinddæmoner.
Jeg håber det også. Det lyder som det perfekte eventyr" sagde hun smilende og strøg en hånd igennem det lange, mørke hår.
Da han rystede på hovedet, smilte hun lidt mere og så lettere spørgende på ham
"De synes vel ikke, her er for varmt?" spurgte hun og lo lidt. Med en let håndbevægelse, gled en let, kølig vind dem i møde fra vest og gjorde det behageligt. Da han fandt sin vanddunk frem konstanterede hun at det måtte være det.

[Deleted]

Han sukkede "Jeg har aldrig prøvet at flyve, men ja, jeg tror at det føles lidt på samme måde." Hans blik gled rundt på træerne der stod spredt i udkanten af engen. Bladende var begyndt at få de gyldne nuancer som han elskede så højt. Der var en sød duft i luften. En blanding af høst, skov og let brænderøg. Efteråret, var den tid han holdt aller mest af. Den tid hvor naturen var smukkest, og selvom det havde en tendens til at regne lidt meget, så gjorde det ham ikke så meget. Han smilede varm til hende. "Det er et fantastisk eventyr." gav han hende blidt ret.
han plukkede nogle lange græsstrå op og begyndte at flette dem sammen, med øvede fingre. "Nej, jeg var bare tørstig. Det er lige den helt rigtige temperatur, efter min mening." sagde han og flettede et nogle flere græsstrå ind, for at gøre tråden lidt længere.
sådan sad han lidt og funderede lidt over verdenen. Hvordan folk behandlede hinanden. For skønt at det måske ikke så sådan ud for alle, så sloges folk alle steder, uanset om det var for at have et varmt sted at sove om natten, eller om herredømmet over nye landområder. Folk kunne åbenbart ikke enes ret længe ad gangen, når de var samlet i større grupper. Theodore sukkede let "Der er for meget krig." mumlede han ganske sagte for sig selv.