Med lukkede øjne

[Deleted]

Menelwen åndede lidt op da han sagde at det ikke var hendes skyld. Hun ville ikke kunne klare hvis hun havde gjord noget der kunne fremkalde tårer ved ham. For hun vidste godt at mænd ikke græd så tit... Menelwen nød hans kærtegn af hendes kind og smilte strålende til ham.
Men Menelwen blev forbavset, og overrasket, ved det næste han sagde. Om hvor lang itd de ville have sammen, og.. At han ikke ville kunne tage det, hvis hun skulle leve med en gammel mand.
Med hævede øjenbryn og let opspillede øjnene lyttede hun imens tankerne fór rundt. Leve? Sammen med ham? Til han blev gammel. Menelwen vidste nemlig godt, at 60 år faktisk var en del år, for et menneske. Hendes unge sind var slet ikke kommet på de store tanker og forestillinger. Han... Måtte vel elske hende så? Meget højt? Det vidste hun, at man skulle hvis man skulle leve sammen et helt liv.
"Du.. Du vil tilbringe livet sammen med.. Mig?" spurgte hun overrasket, men også med en smule glæde i. Det var endnu et stort begreb for hende at sværge troskab overfor en person, resten af sine dage...
Men til det næste han sagde kunne han ikke lade være med at le lidt. Først usikkert og så tiltagende. Og hvad hun præcis lo af, var nok svært at lægge fast. Om det var fordi det ligesom begyndte at gå op for hende, hvor hendes følelser virkelig fulgte hende. Om det var fordi han havde sagt at hun var smuk, eller om det bare var scenariet, der tegnede sig i hendes hoved. Hun gav ligeledes hans hånd et klem og nikkede.
"Ja.. Det var mit allerførste kys" sagde hun. Og denne gang lænte hun sig faktisk frem imod ham, mødte hans læber blidt, med sine og besvarede kysset, stadig lidt forsigtigt, men varmt.

[Deleted]

Theodore følte sig lidt dum over hvad han havde sagt. Men han havde også ment det. Af en eller anden grund kunne han mærke at hun var den kvinde han ville tilbringe sine dage sammen med.
"Undskyld hvis jeg er for direkte" sagde han og rødmede kraftigt "Det var ikke for at overrumple dig, men du spurgte jo hvad jeg tænkte på" han smilede forlegent til hende. "Jeg er ked af hvis jeg fornærmede dig med mit sindssyge vrøvl" Det sidste sagde han mest i spøg, og kunne ikke lade være med at grine lidt. Når han så på det, var det ganske vist overilet, uanset om han mente det eller ej, og han kunne ikke bebrejde Menelwen, hvis hun aldrig ville tale med ham mere.
Men Theodore blev glad, da hun svarede hans spørgsmål. Og da hun gengældte hans kys fra starten af var han ved at eksplodere af lykke. Theodore lagde armene om hende trak hende helt ind til sig, så han kunne mærke hendes kropsvarme. Det var en fantastisk følelse. At have en så smuk kvinde så nær, på en måde der ikke var vulgær, eller overdrevent seksuel. Theodore nød kysset, ind til han blidt brød det med et let smil. En ørn fløj højt over dem, men han var så optaget af hende, at han ikke lagde mærke til den, før den skreg. Det var et lang trukken skrig, ikke klagende. Det lød som om den prøvede at få fat i en eller anden, i dens flugt, mod øst, men han kunne ikke se dens retning. "Jeg må indrømme, at det er lidt rart at kunne sige, at jeg gav dig dit første kys." han så lidt ned i jorden. Det var måske ikke den smarteste bemærkning, men det han håbede ikke at det ville støde hende, eller få ham til at lyde som en eller anden fyr, der kun tænkte på at snyde pigerne, og så glemme alt om dem.

[Deleted]

Menelwen smilte bare venligt til ham og aede stadigvæk hans hånd, som hun havde i sin.
"Theodore.. Det er okay. Jeg.. Havde bare ikke forventet det. Men jeg har heller ikke følt sådan her før. Og det er langt mere overbevisende end jeg nogensinde skulle tro... Du.. Du må kalde mig din, hvis du vil give mig tid til at tænke over de mere formelle sider, af det her" sagde hun roligt og beslutsom.
Det var som om noget havde ændret sig lidt ved Menelwen efter kysset. Bare beslutsomheden i hendes stemme, vidnede om at den barnlige og lettere naive Menelwen var ved at blive erstatte af noget lidt andet. Noget lidt mere voksent. Og hun mærke det selv så tydeligt og kunne ikke forhindre smilet på hendes læber. Og da han oven i købet ikke var bange og forsigtigt, men trak hende ind til sig var hun sikker på at hun kunne lette i samme sekund. Eller.. Det kunne hun jo sådan set godt, men hendes indre ville følge med. Hele hendes krop føltes nærmest vægtløs.
Da han brød kysset blev Menelwen bare siddende, så tæt på ham og smilte mildt til ham.
"Jeg kunne nok ikke forestille mig nogen anden til at give mig det" hviskede hun stille, hvorefter hun lod et par fingre glide let igennem Theodores halvlange hår.

[Deleted]

Theodore smilede bredt til hende. "Det glæder mig at du føler sådan" sagde han stille. Der voksede en rolig stilhed om dem. Den var ikke tryggende eller ubehagelig. Theodore nød det, at kunne sidde i stilhed, uden at det blev akavet. Han strøg nogle hård væk fra hendes ansigt, og nød hendes fingres gliden igennem hans hår. Theodore var renlig, og vaskede sig så vidt muligt hver dag. Det var noget han var blevet drillet med, da han var soldat, men han hadede at gå rundt med, for eksempel fedte,t hår hvis han kunne undgå det. Han skød den, lidt malplacerede, tanke fra sig.
Theodore så på hende, med et nysgerrigt på hende "Er der noget vigtigt jeg burde vide om dig?" Spurgte han forsigtigt. Det ville være rart, at vide, om der var noget han skulle undgå at tale om. Om der var nogle emner han ikke burde berøre, personer han ikke skulle nævne. Han havde ikke lyst til at nævne hendes bror igen, fordi det var et følsomt emne, og han havde ikke lyst til at gøre hende ked af det på den måde igen.
Theodore tog hendes hånd i sin og kærtegnede hendes håndryg med sin tommelfinger. Hvor var det fantastisk at kunne sidde sådan her uden at skulle bekymre sig om at blive overfaldet hele tiden. At vide, at der ikke pludselig kom en deling soldater brølende frem fra skovkanten, jagende efter ham. Det var befriende ikke at bekymre sig om at blive slagtet. En frygt han ellers kun var fri for nå han sad hjemme i sit eget hus. Han sukkede veltilfreds, og et sagligt udtryk gled over hans ansigt.

[Deleted]

Menelwn lå bare helt stille og pillede ved hans hår, imens hun så på ham. Hvor lang tid havde han været under rejse?
"Sig mig, hvordan holder du dit hår så pænt og rent? Du er jo ude meget" sagde hun og smilte til ham. Nok et undeligt spørgsmål, der brød stilheden, men når man var så umiddelbar som Menelwen nogle gange var, kunne man sagtens forvente sådan nogle spørgsmål. Evigt nysgerrrig og evigt tænksom. For, Menelwen vandrede ikke særlig tit i skovene og markerne. Og klipperne og arealerne omkring hendes hjem, gav ikke meget chance for at snavse sig til. Ellers ville tjenestefolkene straks stå klar med et bad og en ny kjole.
"Theodore... Fortæl mig om der hvor du bor" bad hun, og puttede sig lidt mere ind til ham. Med et tilfreds suk lukkede hun let øjnene. Hun nød deres stille samtale.
Menelwen åbnede øjnene efter et par minutter og tænkte lidt. Der var nok en del, men hvor meget betød egentlig noget?
"Jeg... Jeg har jo været forlovet før. Med en rig, ung handelsmand. Han blev myrdet på mystisk vis et par dage før vores bryllup. Formentlig af en af hans koncurrenter" fortalte hun stille og så så op på Theodore. Hvordan ville han reagere på det?
"Men... Jeg forstår nu at vi var så unge. Ikke helt voksne endnu. Vi blev hinanden fortrolige, hinandens bedste venner. Men mere end det var det jo ikke" fortalte hun og så ned igen. Det burde han nok vide... Der var nogle mænd der ikke kunne tage sådan noget? Menelwen var ondsindet blevet kaldt en falden kvinde, og en sørgelig enke. Men det var uretfærdigt. De havde ikke vist hvad et ægteskab gik ud på, slet ikke. Hverken med kærlighed, ære og loyalitet. Og... De andre ting. De var blevet holdt i meget kort snor af deres forældre og der var ikke sket noget. Menelwen kunne mærke en lille knude i maven, som det gav at tænke på de onde ting, folk havde sagt om hende.
"Men.. Jeg er bestemt heller ikke særlig stærk. Og det kan godt være lidt uheldigt, hvis jeg bliver vred. For jeg kan faktisk blive godt rasende. Og komme til at ødelægge ting. Men den del arbejder jeg stærk på... Og.. Så, som jeg fortalte, er jeg heller ikke helt udviklede på visse punkter ved min vindmagi. Det kan nogle gange tærer på mine kræfter" fortalte hun og smilte skævt. Det var nok også godt at vide.

[Deleted]

Theodore lo af hendes spørgsmål. "Jeg vasker det så tit jeg nu kan. Jeg plejer altid at være i nærheden af vand, og jeg er opdraget til at have sæbe med i tasken." sagde han leende, og lod en hånd glide igennem håret. "Tro mig, når man er ude og rejse er det ekstra vigtigt med god hygiejne. Hvis jeg ikke vaskede mig, vil jeg kunne dø af det mindste sår, fordi det ville blive kraftigt inficeret. Og jeg kan godt lide følelsen af at være ren, det er nogle gange nemmere for mig at tænke på den måde." Theodore trak på skuldrende. Han havde altid ment at men tænkte optimistiske baner, når man var ren. Det var næsten som om det fjernede skidtet fra hjernen, og gjorde alting nemmere.
Theodore så kort på hende. "Mit hjem. Hmm, hvordan skal jeg beskrive det." Theodore boede i et lille hus i skovkanten i Procias. "Tjah jeg bor i skovkanten, i et hus, som jeg selv har bygget. Jeg har indrettet en lille urtehave på sydsiden af huset, så den for mest muligt sol. Jeg har vent huset, så jeg har min altan vendt mod øst, så jeg kan sidde og se solnedgangen derfra, på de mere rolige tidspunkter. Der er ikke noget storslået over mit hjem, men jeg har indrettet det så hyggeligt som muligt." Han smilede til hende. Det var intet i forhold til det Palæ hun sikkert boede i, men det var hjem. Det var en af de få steder i verdenen han kunne slappe af og føle sig hjemme. Hvor han kunne være sig selv, og hvor han meget sjældent fik gæster. Nogle ville måske mene at mangelen på gæster var et minus, men Theodore syntes det var rart. Hvis han havde brug for at snakke med mennesker, kunne han altid tage ind til byen.
Theodore tænkte lidt over hendes forlovede. Historien virkede bekendt. Ikke at han troede, at han havde taget hendes forlovede fra hende, det var nok snare gerningsmanden han havde fjernet. for det ville han ikke have fortalt hende, men dette her kunne jo have forgået længe før han blev født. "Jeg bliver nødt til at spørge, og du må ikke tro at jeg har noget med din forlovedes død at gøre. Men hvornår var det det skete?" Theodore var meget rolig, død og ødelæggelse havde været en del af hans liv i så lang tid, at han ikke tog det så tungt længere. Det var forfærdeligt, men folk sagde ofte at han virkede kold når han snakkede om krig. "Det er så sjældent at sådanne ægteskaber ender med kærlighed. Hvis man er heldig ender det som regel med at man bliver fortroelige, udvikler et godt venskab, men kærlighed er meget sjældent." Han tog hendes hånd "Det er ikke nogen skam i at have været forlovet. Det er derimod noget at være stolt af, for det betyder altid, at man ikke er uduelig, og ubrugeligt" Han kyssede hende på kinden. At hun var blevet i kort snor, eller ej, var ikke noget han gik højt op i. Det var hendes fortid, og det var en god fortid at have. Det var ikke vigtigt for ham, eller mænd som ham for den sags skyld, at deres brud skulle være uskyldig, for det var ikke det der var det vigtige i et forhold.
Theodore smilede "Det er fantastisk at du kan blive vred, for der er ikke noget ved personer der er ligeglade." sagde han med et skævt smil "Og jeg er sikker på at du snart vil behærske alle dine kræfter, uanset hvor stærk du er. Og jeg skal nok lade være med at presse dig, når du er træt." Det sidste sagde han i spøg, for hun kunne nok alligevel holde til mere end han kunne. Endnu en fordel ved at være dæmon. Theodore var ikke misundelig på hende fordi hun var en dæmon, for han nød at være menneske. Mennesker var måske ikke den stærkeste race, men de blev ofte undervurderet, og det faldt oftest til deres fordel.

[Deleted]

Menelwen kunne ikke lade være med at smile lidt skælmsk. Ikke for at generalisere, men det var nok de færreste jæger der havde det på samme måde. Men han havde en pointe, og hun ville give ham helt ret. Det var logisk at skidt og snavs ikke ligefrem ville hjælpe hvis man fik sår og skader.
"Du har ret, jeg har det på præcis samme måde" svarede hun, men blev dog lidt betænksom. Hvis det skulle være at de skulle leve sammen, måtte hun nok alligevel vende sig til også at kunne blive lidt beskidt en gang imellem og ikke bare forvente at kunne tage karbad hver dag.. Det var nemlig noget hun gjorde hver morgen, og når hun lige synes hun havde lyst til det. Hun kunne ligge der i flere timer. Akkustiken i deres baderum var som i en kirke. Og så øvede Menelwen sig, ved samme lejlighed, på at blæse sæbebobler og fik dem til at danse. Det var i den grad underholdende. Men det endte altid med at hendes tjenestepige måtte gå ind og bede hende om at stå op, på hendes fars påbud. Ellers kunne hun blive der hele dagen. Hun sukkede lidt og trak på skuldrene for sig selv. Det ville sikkert gå alligevel, mon ikke.
Menelwen lyttede betaget og kunne lige forestille sig det. Stille og roligt, væk fra alt andet. I en lysning, badet i morgensolen, med røg op af skorstenen. Det kunne han vel godt have?
"Det lyder fantastisk. Meget smukt, og roligt" svarede hun og smilte varmt til ham. Det mente hun virkelig. Det lød så dejligt. Og så var det hans eget. I den seneste tid havde Menelwen forestillet sig, hvordan det ville være at have sit eget.
Lidt usikkert betragtede hun Theodore, imens hun prøvede at regne ud hvad han mon tænkte om det. Hvad tænkte han om hende?
"Hvor lang tid?" spurgte hun og bed sig i underlæben med en tænksom mine. Hvor mange år var det? Hun var jo 727 nu, og det havde været et år før hun blev myndig.
"Det er ved at være 4 år siden. Vi blev jo forlovet et år før jeg blev myndig. Hvorfor?" svarede hun og betragtede ham. Hvor ville han hen med det?
Men han fjernede hurtigt hendes usikkerhed da han tog hendes hånd og fortalte hende, at det sådan set ikke betød noget. Hun smilte varmt til ham og strakte sig lidt for at give ham et let kys på kinden. Det var sødt af ham. Det var bestemt ikke alle der kunne tage det på den måde.
Men det næste fik hende til at le lidt. Mente han virkelig det? Måske ikke så meget når han havde set hende være virkelig vred. Men på den anden side, var hun jo heller ikke særlig frygtindgydende at se på, normalt.. Lys og spinkel var hun, og det kunne næsten ses som komisk hvis hun truede med at folk burde være bange for hvis hun blev vred.
"Mener du det?" lo hun let og rystede på hovedet. "Det kan altså godt gå galt. Som sagt har jeg ødelagt et par ting igennem tiden. Men jeg fortryder altid bagefter" sagde hun og pillede lidt ved en lok af hendes hår. Det gjorde hun altid. Hun havde været knust, de gange det var sket, for det for faktisk en ret alvorlig forseelse at miste kontrollen på den måde. Man kunne nemt sætte gang i ting, med sit element, som der ikke var så lette at stoppe igen.
"Godt. Det er faktisk meget vigtigt. Jeg kan godt gå hen og blive lidt umulig hvis jeg er for træt" svarede hun med et skævt smil, selvom det var ganske rigtigt. Menelwen reagerede på mange måder, lige fra at blive irreteret, ugidelig eller vred hvis folk pressede hende når hun var træt. Men alt i alt var det ikke en god ide.

[Deleted]

Han smilede. Theodore havde et badekar derhjemme, udhugget i marmor, det havde næsten kostede lige så meget som huset, men der var indlagt vandrør også, så han havde ikke brug for at gå ud til brønden. Theodore, var ikke helt typen der kunne bruge hele dagen i et bad, men et par timer var jo altid rart.
For det meste når han havde fri sad og læste på verandaen i en magelig træstol, der var sat op for det samme, eller brugte tiden på, at lave nye buestrenge og pile, og gå sine andre våben igennem. Theodores hus var meget rent, han jern komfur havde ikke den mindste plet, og alle potter og pander skindede om kap. Det var ikke fordi at Theodore havde rengørings vanvid, men han havde tit så meget tid, når han var hjemme, at han lige så godt kunne bruge den på at gøre rent. "Det er fantastisk, det er mit hjem, og jeg holder af det." han smilede blidt til hende.
Da hun fortalte hvor lang tid der gået siden at hendes forlovede var død, talte han årende sammen. Jo det kunne godt passe at han havde været med til at skaffe en handelsmand, der havde stået bag en forfærdelig masse mord, samt ulovlig våbenhandel, til fjender af lyset. Theodore havde ikke været med til selve drabet, men han havde arrangeret det. en svag erindring om noget meget kraftigt gift i hans mad, og så ud med en hurtig båd, så de kunne dumpe ham, hvor ingen ville finde ham. "Lad os bare sige at han ikke ville genere din familie igen." Det var det eneste han måtte og ville sige.
Theodore smilede blidt ved kysset og gengældte det blidt. Da hun igen talte kunne han ikke lade være med at le "Menelwen, min kære, ting kan repareres, og jeg er ikke helt så skrøbelig som folk tror, jeg har da overlevet et angreb fra en rimelig vred drage, plus flere slag fra varulve og hvad ellers der er, derude i mørket. Og selvom jeg ikke på noget tidspunkt betvivler dine evner min elskede, så tror jeg ikke du får mig ned med nakken. Og der er ikke mange der er stolte over hvad de gør i raseri, især ikke når det er destruktivt." Han gav hendes hånd et klem "Jeg er ganske tryg ved at du ikke slår mig ihjel." Sagde han med et skævt smil.
Han gav hendes hånd et kys. "Jeg skal gøre mit bedste for at du kan få lov til at slappe af når du er udmattet, Menelwen. Det skal du ikke være bekymret for, for jeg kender godt følelsen af at være udmattet." han kunne ikke lade være med smile lidt smørret.
Theodore havde ofte selv været på kanten af evigheden, af træthed nogen gange, tit var det fordi han havde flygtet over hals og hoved, men andre gange, hvis der for eksempel var en god ven der skulle redes, så havde han det med at presse sig til en grænse hvor andre folk ville have givet og taget imod dødens favntag.

[Deleted]

Menelwen så længe på ham og smilte bare kærligt til ham. Hvis det havde været muligt, ikke så lidt drastisk var hun taget med ham, med det samme. Hjem til ham. Men hendes far ville mildest talt gå besærk hvis hendes tjenestepige kom hjem uden hende, og sikkert gøre Menelwen arveløs hvis han fandt hende, på denne måde, med en mand, og så oven i købet, hjemme ved ham. Men af en uforklarlig grund kunne Menelwen ikke lade være med at smile lidt. Hun havde ellers den største agt og respekt for sin far. Han var klog udover det sædvanlige, også for vindelvere og familiens overhoved. Men han måtte da snart forstå at hun var voksen? At hun skulle have sit eget liv?
"Jeg glæder mig til at se det.." svarede hun helt stille og så sig så omkring, med et varmt smil om læberne. En varm løb rundt i kroppen og helt ned i tæerne så hårene i nakken næsten rejste sig.
Og følelsen blev bare ved, da hun faktisk kom til at rødme lidt. Selvfølgelig ikke.. Han.. Var alt muligt farligt, og så burde han jo ikke være bange for hende. Men, det ville være så pinligt hvis han ikke vidste det. "Ja.. Selvfølgelig. Du skulle bare vide det" svarede hun stille med et lille smil. Når hun tænkte over det, sådan som hun sad op af ham, følte hun sig så lille med hans arme om hende. Men på en helt speciel og tryg måde. Endnu en gang smilte hun kærligt til ham, og lukkede let øjnene. Sådan her kunne hun godt forestille sig at falde i søvn. Selvom det måske ville være at gå lidt hurtigt frem? Måske, måske ikke, men lige nu nød hun det bare i fulde drag.

[Deleted]

Theodore tænkte lidt i samme baner som hende. Hvor ville han dog gerne kunne stikke af sammen med hende, bare lade alt blive tilbage og starte forfra med hende, men han vidste det ville være en dum idé. Hvad skulle de leve af, hvor skulle de bo, ville de kunne klare sig, der var så mange spørgsmål der ikke kunne svares på. Han smilede kærligt til hende, "Jeg glæder mig også til at vise dig det, engang" Theodore var lidt usikker på hvornår han skulle vise hende sit hjem, hvornår han skulle snakke med hendes far om deres forhold. Han frygtede lidt for det møde, for han kunne ikke forestille sig at Menelwens far ville tage særligt let på det. Han rystede tankerne af sig, for det lagde stadig langt ude i fremtiden.
"Jeg er glad for at du fortæller mig det, min kære" Han gav hende et blidt klem, og nød at sidde her med hende, på en lun efterårs dag. Han rettede blidt på sig og kunne ikke lade være med at smile da han kunne mærke, at hun var lige ved at falde i søvn. Theodore gjorde ikke mine til at holde hende vågen, det gjorde ham ikke noget hvis hun faldte i søvn på denne måde. Han kyssede hende blidt på toppen af hovedet, mens tanker fór igennem hovedet på ham. "Hvordan opnår jeg evigt liv?" Spørgsmålet var rettet mod ham selv, og han havde mest af alt bare tænkt højt. Han kunne jo lade sig blive bidt af en vampyr, selvom tanken ikke tiltalte ham, ej hellere varulve bidet var noget han ville gå ind for. Hvis bare han kendte en der kunne hjælpe ham. Det var ikke fordi han tænkte på fordelene ved at leve evigt, eller jo det gjorde han, men den eneste fordel for ham, var at kunne være sammen med Menelwen for evigt.

[Deleted]

Menelwen smilte til ham og rettede lidt på sig, så hun kunne sidde og stryge ham over den ene arm. Hun forestillede sig lidt hvordan det ville være at leve sammen med ham, i hans hjem. Hvordan de ville stå op, måske sidde ude på hans terasse og se dagen melde sig. Derefter ville de nok gå ind for at få noget at spise... Menelwen bed sig lidt i læben, for tankerne stoppede dér. Hun kunne ikke finde ud af at lave mad.. Eller, hun havde bare aldrig prøvet det før. Det var måske meget forkert, men de havde jo folk til det?
Menelwen skævede lidt til Theodore med et lettere bekymret udtryk. Hendes forældre ville helt sikkert undre sig hvis hun begyndte at opholde sig mere i køkkenet. Men hun burde nok øve sig. Noget så basalt som mad... Det kunne hun ikke finde ud af at lave? Og hvad med alle de ting som hun sikkert også skulle lære? At gøre rent... Det klarede hun nok, hun var jo ikke dum. Men det var bestemt noget hun skulle vende sig til.
Tankerne kørte videre, og var allerede langt, langt ude i fremtiden, som det ligger så naturligt til kvinder.
Efter noget tid var hun faldt lidt hen, med lukkede øjnene og trak bare vejret helt roligt og regelmæssigt nu. Men hun registrerede alligevel da han snakkede til hende. Menelwen glippede lidt med øjnene, trak vejret dybt og så lidt op på ham. Spørgsmålet skulle lige falde, og så forstod hun. Et kærligt smil gled over hendes ansigt da hun mærke et blødt kys i hendes hår. Hvorfor havde hun aldrig manglet eller savnet sådan noget før? Det var slet ikke til at forstå nu...
"Evigt liv?" spurgte hun undrende og så ligeså op på ham. Menelwen havde ikke tænkt så meget på, at han jo var dødelig. Det var Menelwen sådan set også, men hun levede i så langt længere tid. Hun havde allerede levet i over 700 år... Men tid var også et andet begred og en anden størrelse for hende, end det var for ham. Og hun havde altid synes at det var smukt, som menneskene levede. At de havde et så kort tid. Det havde klart sin bagside, det gav sig selv. Men menneskene måtte bare leve det mere intenst, og ikke tage en dag forgivet...
Menelwen følte det lidt beklemt ved at han spurgte. Ville han gerne have evigt liv?
"Men Theodore... Kæreste.. Vil du gerne opnå evigt liv?" spurgte hun og så ham op i øjnene. Hvis han ville, blev han nød til at lytte på hende først. Hvad hun havde at sige, og hvad hun synes han burde vide, før han besluttede sig. Hvad han valgte, måtte kun han bestemme. Men han skulle kende bagsiden...
Fordi man levede så lang tid, havde Menelwen også oplevet at man havde svært ved at glemme, lægge ting bag sig og komme videre. Netop fordi man havde tiden til at dvæle ved det. Man havde ikke noget man skulle nå, på samme måde som mennesker. Og mange dæmoner gik faktisk hen og blev lidt små psykotiske. Det lød måske overdrevet, ja komisk. Men når man levede så længe havde man altså tid til at lære så mange ting om verden. Læse og studere så mange ting om alt, at man næsten blev underlig. Man stillede spørgsmål ved så mange ting, og undrede sig så meget over livet, at det nogle gange så håbløst ud. Bare på den brøkdel af sit dæmonliv, Menelwen havde levet, vidste hun allerede mere, end et mennekse ville finde ud af på et helt liv, på nogle områder. Hun følte sig ikke overlegen, bestemt ikke. Hun ville hellere være dum, og leve livet intenst, end at vide alt og leve et så langt liv, at man alligevel ikke kunne bruge det til noget.

[Deleted]

Theodore kunne nærmest læse hendes tanker. Han kunne godt forestille sig, at ting som rengøring og madlavning, nok ikke var hendes stærke side. Det var nu ikke noget der rørte Theodore. Han var vant til selv at gøre alt det huslige, og han gjorde det effektivt. Og hvis det var et alt for stort slag for hendes stolthed, ikke at kunne lave mad eller gøre rent, så kunne hun lære det. "Er du bekymret for at du bliver nød til at arbejde, min elskede?" spurgte han med et skævt smil. Han gav hende et klem, "Bare rolig, hvis du ikke har lyst, så skal jeg nok gøre det, det er jo så vant til" han gav hende et blidt kys.
Theodore havde ikke opdaget at han havde sagt noget. Han havde åbenbart tænkt højt, uden at han havde lagt mærke til det. Det var ikke hans mening at hun skulle høre det, for han ikke vil have at hun skulle tro, at han udnyttede hende. "Hvis det betyder en evighed sammen med dig, min skat, så jeg, det vil jeg." Theodore gengældte hendes blik, og han kunne se noget i hendes blik. Der var noget der nagede hende, noget som var vigtigt. "Hvad er der Menelwen, hvad er det du gerne vil sige?" Han blinkede ikke, men fastholdte hendes blik.
Theodore kendte godt til konsekvensen ved at være udødelig. Han havde set hvad der skete med nogle dæmoner der havde for levet for længe. Men Theodore havde i forvejen en masse tid til at tænke over sin fortid, men hans logiske tankegang havde altid fundet en ordenlig løsning, havde altid fået ham væk fra de sørgelige minder. Theodore havde tit været tæt på vanvid, men han havde altid fået trukket sig selv væk fra kanten, altid kommet tilbage til det virkelige liv. "Du skal ikke være bekymret for mig, min elskede" sagde han kærligt og gav hende et klem.

[Deleted]

Menelwen skævede lidt op til ham og trak på skuldrene. Det var jo ikke særlig sjovt at skulle indrømme. Og det var jo ikke fordi hun var bange for at skulle arbejde. Menelwen kunne faktisk godt hænge i. Det havde hun bevist når hun skulle våbentræne, og træne sin magi. Det var hårdt arbejde, og med lærermestre som hendes, fik man ikke lov til at gå, før man var ødelagt.
"Jeg... Jeg vil så gerne have at du kan være stolt af mig. Hvad ville folk ikke tænke, hvis jeg ikke kunne holde hus, og lave noget ordenligt at spise?" spurgte hun og sukkede lidt. Hun måtte bare hænge i, igen.
Menelwen vendte sig om så hun kunne kigge op på ham igen og smilte. Kærligt gengældte hun hans kys, og sukkede lidt bagefter.
"Men jeg skal nok lære det! At lave mad og og vaske tøj, og gøre rent og alt det. Så du også kan slippe nogle gange. Du må bare lære mig det lidt" sagde hun og smilte stort til ham.
"Du må bare tilgengæld træne våbenbrug med mig. Knive og bueskydning, er nok det jeg indtil videre ikke har vist mig umulig i" sagde hun leende og rettede sig lidt op, så hun bare sad ved siden af ham. Hun strakte sig lidt og så sig omkring. Det var faktisk ved at blive mørkt... Allerede?
Menelwen bed sig lidt i læben, og havde lyst til at se væk. Men han holdte hendes blik, og hun måtte fortælle ham hvad er var. Hun sukkede og tog hans for at ligge den på hendes kind.
"Theodore... Du... Jeg vil have dig for evigt. Men jeg vil ikke have at du ændre dig, for at opnå evigt liv i bytte" sagde hun først stille.
"Du kan mærke varmen i mine kinder, og du burde næsten kunne høre mit hjerte slå" sagde hun og smilte skævt til ham.
"Men du må ikke vælge det, blindt. Du skal tænke over det. For selvom jeg ikke er død, er jeg heller ikke levende som dig. Jeg har levet så mange år at..." sagde hun og stoppede og sank en gang. Når hun tænkte på hvor lidt hun havde udviklet sig på sine 700 år, i forhold til hvad han måtte have gjord på sine 27 år, var det rammende. Ville han virkelig lægge det fra sig, for hendes skyld? Menelwen sank en gang til og så ham i øjnene.
"Jeg ville ikke kunne leve med, hvis du ombestemte dig" sagde hun så bare og plantede et let kys på hans hånd for så at slippe den.

[Deleted]

Han kyssede hende kærligt "Min elskede, jeg vil altid være stolt af dig, uanset dine gastronomiske evner. Og hvad folk siger er jo lige meget, der vil altid være personer med onde tunger, der vil kunne finde noget ondt at sige, og det vigtigeste, det er hvad vi syndes om hinanden" Han gav hende et blidt klem "Og jeg skal gerne lære dig det, min egen" han gav hende et klem, og mærkede en sær glæde strømme igennem sig, da hun gengældte hans kys. Det var den samme glæde hver gang hun gjorde det, og han nød den, for det var en vidunderlig følelse.
"Hvis du virkelig gerne vil lære og håndtere våben, så skal jeg nok lære dig det, men jeg bliver nok nød til at lave dig en bue så. Jeg tror desværre, at alle dem jeg har er en tand for stærke." han smilede kærligt. Alle de buer Theodore havde derhjemme, var bygget til krig, og med en træk vægt på 40 til 50 kilo var det ikke ligefrem en begynder bue. Og der var altid noget særligt ved en bue, der var blevet special lavet til en. "Og bue og kniv er også det jeg bruger mest, og nok det eneste jeg vil kunde undervise dig i, min kære"
"Menelwen, min elskede. Jeg lover dig, jeg vil ikke ændre mig" sagde han "Jeg vil altid være den samme, uanset hvor længe jeg så lever." Han kyssede hende. Det var rørende at hun var så bekymret for, at hans personlighed skiftede, hvis han blev udødelig. Det varmede også lidt inden i ham, for det betød, at det ikke bare var en skygge hun var forelsket i.
Theodore lagde hånden på hendes bryst, og mærkede hendes hjerte. Det slog ganske almindeligt under stoffet "Mit valg vil ikke være blindt, for jeg ville aldrig gå ind på noget jeg ikke forstod, og selvfølgelig er du ligeså levende som jeg er, og hvad betyder det at du er ældre end jeg. For dæmoner er du jo stadig ganske ung." Han så på sin hånd på, der lagde siden af hendes ansigt, og mærkede varmen i den, han mærkede det lidt triste kys, og mærkede en spontan følelse glide igennem sin krop, og trak hende ind til sig. "Jeg vil aldrig nogensinde fortryde et liv sammen med dig, min elskede, og jeg vil nyde vært eneste sekund." Han kyssede hende på panden "Du må ikke tro at jeg bare vil forlade dig, eller skifte mening i sidste øjeblik" han kyssede hende igen på panden.

[Deleted]

Menelwen sad og tænkte lidt over det han havde sagt. Var han virkelig ligeglad? Menelwen nøjes med at smile til ham, og kyssede ham igen blidt men varmt og kærligt på munden. Selvom han ikke synes det var nødvendigt, betød det ikke at hun ikke kunne blive god til det. Det måtte da også kunne gøre ham glad, hvis hun kunne overraske ham en gang imellem med noget lækkert at spise, eller noget specielt. Det ville hun selv være glad for. Menelwen nikkede og smilte samtidig stort til ham. Han ville lave en bue til hende? Nok var hendes forældre rig, og en gang ville hun arve. Men netop fordi de var dæmoner, og levede længe var det ikke rigdomme og prangende ting der optog dem. Selvfølgelig gik de godt klædt, spiste bedre end de fleste og deres hjem var af en anseelig størrelse. Men hvis man så på deres indretning var den stilfuld, ja rig. Men bestemt sparsom. Når man havde så mange penge, og så lang tid at leve i, blev alt sådan noget bare overflødig. Derfor betød det faktisk ret meget at han selv ville lave en bue til hende. At han ikke bare ville købe en, men lave en personligt, med sine egne hænder.
"Vil du lave en bue til mig? Det betyder faktisk ret meget for mig.." sagde hun og sendte ham et varmt smil. Det gjorde det virkelig.
"Jeg skal nok være flyttig. Og ikke beklage mig for meget" sagde hun og nikkede let frem for sig. Måske hun burde skaffe sig noget tøj og tilbehør der ligesom passede til sådan noget. Skulle hun så gå med busker? Det ville se ret sjovt ud, på hende, tænkte hun med et skævt smil.
Menelwen så bare på ham og nikkede lidt. Hvis han mente det? Det havde nok også været forkert af hende at tro noget andet, for han var en helt speciel person, og med en beslutsomhed som få. Menelwen besvarede igen hans kys, lidt mere intenst end de forrige.. Måske for at understrege hvad hun mente. At hun virkelig ikke ville miste ham.
Menelwen nikkede lidt imens hun så lidt på hans hånd.
"Jeg ved det.. Jeg ved det godt" sagde hun stille og sukkede lidt. Menelwen lod sig villigt trække ind til ham, i et varmt knus. Hendes øjne blev let blanke imens han sagde alle de ting til hende. De var så ladet af noget helt nyt for hende, som på den anden side føltes som om det burde have været der hele tiden. Der var så mange ting i det han sagde hun gerne ville svare på. Forsikre ham om, og fortælle ham, men hun kunne ligesom ikke sætte ord på dem alle på én gang. Det var for svært, for hendes ellers så klare hoved. Dette møde havde i den grad haft indvirkning på hende.
Tilsidst nøjes hun med at se lidt rådvilligt på ham og til sidst hviske "Jeg.. Ved slet ikke hvad jeg skal sige". Hun snøftede lidt og sukkede.
"Jeg elsker dig? Så højt..." sagde hun så efter lidt tid, og skævede lidt til ham med et lille smil der alligevel udtrykkede det hele. Netop at hun elskede ham himmelhøjt. Men at usikkerheden også havde en lille del i hende. Om hans evige liv.