Med lukkede øjne

[Deleted]

"Selvfølgelig vil jeg det" sagde han smilende "Og jeg er glad for at du værdsætter det, min elskede" Han gav hende et blidt klem. Theodore tog hendes hånd i sin, og strøg blidt sin tommel, over hendes håndryg.
Theodore havde aldrig været decideret fattig, ej heller havde han været rig, men et sted imellem, hvor mange mennesker var. Derfor var han også vokset op med at det ikke kun var kvinderne der tog sig af det huslige. I hans familie, skulle alle tage en tørn. Derfor havde han da også lært at sy da han var barn, da det ikke var så hårdt et arbejde. Når han nu så på Menelwen, kunne han næsten ikke lade være med at grine over hendes lidt kejtede måde at forsikre ham om at hun nok skulle hjælpe til. "Bare rolig, min kære, der er ikke noget pres på dig. Vi tager det stille og roligt. Der ikke noget der bliver skabt på en dag." Han smilede kærligt til hende og kyssede hendes hånd.
Theodore nikkede med et kærligt smil. "Du behøver ikke at sige noget min skat." Han smilede kærligt. Han ville så gerne kunne udtrykke sig bedre end han havde gjort, for han følte ikke at hans forklaring, var særlig god, men han kunne ikke finde andre ord til det, og i sidste ende var det hele jo også sandt.
"Jeg elsker også dig, Melwen. Mere end du kan forestille dig" Theodore gengældte hendes smil, og mærkede hvordan, en vær form for tvivl forlod hans krop. Han ville være sammen med Menelwen, til jorden holdte op med at snurre rundt, og guderne ville splitte den ad. Han vil være sammen med hende end til evigheden endelig fandt sin ende. Han vil være sammen med hende, end til hun selv sagde fra. Det sidste håbede han aldrig ville ske, men dog ville der altid være en lille frygt for at det kunne, en frygt, der udsprang af hans kærlighed, til hende. Efter hvad der syntes som år, men kun var en brøkdel af et sekund, tilføjede han endelig "Og jeg vil aldrig holde op med at elske dig." Han kyssede hende blidt, i et kortvarigt, men alligevel intenst, kys.

[Deleted]

Menelwen smilte skævt til ham. Hvad ville han sige hvis hun bare lå i sengen dagen lang, og ikke lavede noget? Det fik hende til at smile lidt ekstra. Det var jo heller ikke noget hun ville gøre udelukkende fordi at hun ikke ville virke doven. Det var også mere for at tilpasse sig den måde han levede på. Hun vidste godt at det var en helt anden måde, end hun selv levede på nu. Men der var ikke noget hun hellere ville end at følge ham gennem resten af deres liv. Han ville sikkert ikke få fred, i starten fordi hun ville se hvordan alt blev gjord. Hvis hun fik lov, ville hun gladeligt stå op og gå på jagt med ham, selvom hun faktisk ikke havde den mindste idé om hvad det krævede. Bare for at se hvad han gjorde. Det ville sikkert kunne opfattes som irreterende, men det var en måde at vise hendes hengivenhed på. Det var en måde at vise Theodore, at det var hans verden hun tilhørte.
Menelwen lo lidt til ham og sukkede med et skævt smil.
"Men det er meget vigtigt for mig at vise min interesse i den måde du lever på. Jeg ville nok kunne gå hen og blive lidt irreterende og for insisterende, med min nysgerrighed" sagde hun og lo mildt og varmt frem for sig.
Menelwen så bare på ham med hovedet lidt på skrå imens han udtalte de ord.. De uendlige, dejlige ord. Mere end du kan forestille dig... Ordene indikerede ligesom, sig selv. Hvor meget det egentlig var. Et lettere sagligt smil hang bare om hendes læber. Og dog føltes det bare så underligt at sidde og kigge på ham uden at sige noget...
"Jeg kan næsten ikke vente... Til det bare bliver os to" sagde hun sådan lidt frem for sig, uden at være klar over at hun sagde det højt. Det føltes allerede som om hun havde ventet for længe.
Hjertet sprang næsten et slag over, og det var som om hans ord og hans kys fik tusinde at sommerfugle til at flagre inden i.
Menelwen besvarede varmt hans kys og smilte bagefter bare til ham, hvorefter hun igen trak ham tættere på, og kyssede ham igen. Længere, varmere og intenst.

[Deleted]

Theodore smilede kærligt af hendes bemærkning. "Jeg tror ikke at det bliver noget problem. Og hvis du bliver for slem så får du det at vide min ven." sagde han og strøg hende over håret. Guderne skulle vide at han var tålmodig, og der var ikke meget der egentlig irriterede ham. Han kløede sig let i det groft klippede skæg, mens han tænkte på hvor meget der skulle til før han ville skælde hende ud for at være for irriterende. Han rystede let på hovedet. Det blev nok ikke noget problem.
Theodores krop spændtes da lyden af hunde glam drev over engen. I et kort øjeblik, troede han at nogle vagter fra Dvasias. Men der var ikke lyden af råb fra mange stemme, eller tunge skridt hen over engen, og desuden lød det til kun være en enkelt hund. Men han slappede alligevel ikke af med det samme.
"Jeg kan heller ikke vente Menelwen, og det er ikke for at lyde kliché agtig, men jeg er virkelig nød til at gå nu." Hunden havde alligevel fået ham til at frygte at han snart blev nød til at kæmpe, for at slippe væk, "Og du er nød til at gå nu, det bliver mørkt om en halv time, plus minus, og jeg tror ikke at din far vil værdsætte at du kommer for sent hjem."
De to havde sat sammen i forbløffende lang tid. Det havde kun været tidlig middag da han var stødt på hende, men som et trylleslag, set fra hans synspunkt, for han plejede at have rimelig styr på tiden, så var solen så småt begyndt at stå lavt på himlen, og nu rørte den blanke gyldne skive næsten ved horisonten. "Jeg er ked af det, men det er ikke sikkert at du er her længere i dag."
Theodore kyssede hende blidt og rejste sig elegant, mens han samlede sine ting op. "Men jeg bliver nok nød til at følge dig hjem." Sagde han med et let smil og tog kappen på, og lukkede den diskret sølvspænde ved halsen.

[Deleted]

Menelwen smilte skævt og nikkede frem for sig. Det var godt. Sådan skulle det nemlig være. Tænk hvis han bare gik og blev irreteret? En irettesættelse er bedre end at ødelægge noget imellem dem.
Hun fulgte hans bevægelse med den ene hånd der kløede let i det groft trimmede skæg. Menelwen rynkede let på brynene og smilte mildt.
"Jeg går ud fra at du ikke bare sådan har adgang til en barber, når du bor ude i skoven. Men hvordan bærer du dig så ad? Kan det ikke gå galt?" spurgte hun og så betænksomt, men stadig med det milde udtryk i øjnene. Hun var bare nysgerrig. Umiddelbart ville hun tro at det nok ikke var noget han gik for meget op i, som mange aristokrater gjorde. Det kunne næsten nærme sig det penible. Men noget måtte man vel gøre for at det ikke blev for langt og for besværligt.
Lyden af hunde gav et helt sæt i hende og hun rettede sig op og så sig omkring. Der havde været så stille, helt tyst omkring dem indtil nu.
Menelwen mærkede den uro der lagde sig om Theodore og smugkiggede lidt undersøgende på ham. Hunde, ja men hvad var det varsel om?
Først nu lagde Menelwen mærke til at lyset var blevet svagere og at himlen virkede til at være kommet tættere på - Det var ved at blive mørkt, og som alle ved, kommer mørket underligt nok altid snigende. Pludselig er der helt mørkt og så kan man komme ikke så galt afsted.
"Gå? Men... Du virker lidt urolig, er det hundene?" spurgte hun først forvirret og så spørgende på ham. Var der nogen efter ham?
Men Menelwen så fornuften i hans ord og nikkede fast frem for sig. Hendes far ville bestemt ikke se sig glad på sådan en situation.
Igen blev hun usikker da hun lidt efter kom på benene og var igang med at lægge tæppet sammen som de havde sat på. Bøjet over tæppet så hun op på ham og hævede det smukt bugede øjenbryn.
"Sikkert?" spurgte hun og lov blikket glide rundt på marken.
"Hvad mener du?" spurgte hun og så igen på ham med det samme uforstående blik.
Hun rejste sig, lagde tæppet over den ene arm, og så sig omkring imens hun nikkede let tænksom. Hvad var der dog galt? Hun var glad for at han havde påmindet hende om at hun nok måtte tage hjem på et tidspunkt. Men hun havde på fornemmelsen at der stak noget andet under, måske?
Men det næste han sagde rev hende lidt ud af tankerne. Følge hende hjem? Hun kunne jo flyve hjem, hvis det var farligt. Da var der ikke mange der kunne følge med. Og det kunne han jo ikke. Så ville de skulle tage turen på gå ben.
"Følge mig hjem? Men... Så skulle vi gå til klipperne?" sagde hun let tvivlende og bed sig i underlæben. Ville det ikke være lettere hvis hun bare fløj?
Menelwen fornemmede igen den uro der lå omkring Theodore, og anede at der måtte være noget han var bange for.
"Desuden kan jeg vel også klare mig selv...?" sagde hun men med en lettere spørgende mine. Menelwen trådte et par skridt nærmere Theodore imens hun så rundt for uroen var også ved at få sit tag i hende.

[Deleted]

Theodore så på hende "Jeg ordner det selv, omend det nok ikke bliver så pænt." Han fjernede hånden "Jeg besøger selvfølgelig en barber når jeg skal mænge mig med de adelige, og det ikke er arbejdsmæsigt. "Jo i starten skar jeg mig engang imellem, men det var da jeg ragede det helt tæt, nu holder jeg det bare i en vis længde. Det er ret behageligt på kolde og blæsende dage at have et ordenligt skæg." Den sidste bemærkning lo han lidt ad. Men det var sandt, skæget tog det værste af blæsten, og holdte på varmen, plus at der sjælden kom insekter og andre kryb i hans ansigt, fordi de ikke havde lyst til at kravle igennem hans skæg.
Han rystede på hovedet af hendes spørgsmål, "Vi er lidt for tæt på Dvasias til at jeg er tryk ved situationen." sagde han. Sandt at sige var det ikke fordi at de var tæt på grænsen, men fordi at han han havde nok højer stående officerers liv på sin samvittighed. "Det er ikke så længe siden at jeg saboterede nogle af deres krigsmaskiner, og tyndede lidt ud i officers staben." Han så rundtog slog hætten op.
"De er altid efter mig Menelwen, det var en fejl at jeg blev her så længe, og ikke skyndte mig tilbage til min hytte." han vendte sig om og så på hende, hans ansigt var lagt i skygger. "Men jeg fortryder ikke, endnu" Det sidste tilføjede han med en dyster mine.
"Du kan ikke flyve højt nok. Det er ikke kun mennesker de har i deres hær, og du er bedre skjult på jorden. Desuden, vil jeg være sikker på at du kommer hjem uden skræmmer, hvis det er turen op af klipperne der skræmmer dig, så bare rolig, der burde være en vej ihvertfald et godt stykke op ad bjerget, men det ved du vel bedre end mig." Hans stemme var underligt roligt. Theodore havde været igennem dette her før, dog ikke hvor han havde sat andres liv på spil, "Desuden er det ikke sikkert at der er nogen efter mig lige nu" sagde han beroligende og tog kurven for hende. "Det er også en god mulighed for at møde din far" Han smilede kærligt under hætten.

[Deleted]

Menelwen lo let til ham, med et skævt smil og rystede kærligt på hovedet. Det gav vel mening, på en eller anden måde?
Menelwens udtryk ændrede sig gradvist til bekymring og overraskelse. Det havde været modigt af ham at blive så længe, om hun var enig i grunden til det han havde gjord eller ej. For selvom Menelwens familie var højt på strå, og tit gebærdede sig og endda arbejdede inde for adelen og endda kongehuset, betød det ikke at de var på deres side, i det skjulte. Slet ikke, faktisk.
Menelwen tav, for hvad skulle hun sige? Hun forstod ham fuldt ud, og ville ikke udsætte ham for fare.
Hun trådte et skridt nærmere ham, imens hun så ham i øjnene og sagde "Det håber jeg heller ikke at du kommer til. Hvis de har sporhunde, som det tyder på, skal jeg nok gøre det svære for dem".
Derefter hun trådte hun et par skridt tilbage, så sig omkring, orienterede sig på himlen hvor hun fandt den retning, klipperne lå. Derefter lukkede hun let øjnene i et lettere anstrengt udtryk og gjorde en fejende bevægelse med armene. Og med et slog den lette vind om så den ville slå dem i ryggen, når de tog afsted mod klipperne. Det ville sige at deres duftspor, ville være sværer at finde for eventuelle sporhunde.
Menelwen åbnede øjnene og smilte let til ham, hvorefter hun trak den lille dolk op, som hun havde haft fremme da de mødtes. Hun stak den ned i de lette støvler hun bar hvorefter hun rettede sig op og nikkede til ham med et fast udtryk i øjnene. Hun var parat.
"Når først vi når til klipperne kan jeg sagtens finde vej op til vores Palæ. Og på det tidspunkt vil vores og eventuelle forfølgers ankomst allerede være meldt til min far" svarede hun og smilte mildt igen.
Menelwen slap kurven med en umiddelbar måben imens hun så efter ham. Hendes far? Hvad...
"Min far? Er... Er du sikker?" spurgte hun og kunne ikke skjule et forbløffet smil i mundvigen.

[Deleted]

Theodore så på hende "Jeg vil ikke miste dig" sagde han blidt. Han smilede da hun vinden til at skifte "Du er ikke så dum som folk måske kunne komme til at tro" sagde han kærligt "Det var en god idé" Han tog hendes hånd "Jeg er overrasket over at du overhovedet ville snakke med mig, der er ikke mange der stoler på min slags" han kyssede hendes hånd blidt og begyndte så at gå "Du får ikke brug for kniven, og hvis du kommer tæt nok på til at kunne bruge den, så har jeg fejlet" sagde han roligt. Selv med hendes mægtige kræfter ville hun ikke kunne forsvare sig mod trænede soldater, og da slet ikke med en lille dolk. Han samlede kurven ikke. "Hvorfor ikke?" spurgte han kækt, "Trods alt har jeg jo allerede satset alt på min kærlighedsærklæring, så mon ikke at din far forstår. Ellers må jeg jo overtale ham" han lo, og kom så i tanke om hvordan det havde lyt, "altså jeg vil nok blive nød til at snakke med ham." Han tog hendes arm, og førte hende, blidt, med raske skridt over engen.