Med lukkede øjne

[Deleted]

Hun lo lidt og skulle lige til at indsige en protest. Han havde aldrig fløjet før!? Men så tog hun sig i det, slog en hånd for munden og lod ham snakke færdig.
Bagefter fjernede hun hånden og smilte skævt, genert. Hvor pinligt. Selvfølgelig var det ikke alle der kunne flyve..
"Undskyld, Theodore. Man glemmer nogle gange at alle ikke er som en selv" sagde hun og så lidt ned i græsset for at skjule en let hektisk rødmen. Hvor pinligt... Men det at flyve for så naturligt for hende som at stå op og gå i seng.
Så så hun igen op og gengældte hans varme smil. Det ville blive et eventyr, en skønne dag.
Fraværende samlede hun knæene op under hagen og lagde armene let om dem, hvor hun bare iagttog hans sysler.
Da han svarede at temperaturen var fin nok, gjorde hun en fejende bevægelse med hånden, hvorefter den kølige brise lagde sig med det samme.
Ved lyden at hans suk, løftede hun blikket op til hans ansigt og nikkede let.
"Nogle af os har bare altid haft en så beskyttet tilværelse, til overhovedet at lægge mærke til det, før det var for sent" sagde hun og tænkte på hendes familie, og hvor de boede. Og den frygtelige hændelse for nogle år siden.
Hun huskede det så tydeligt. Hvordan hun for... Sjette gang havde prøvet sin bryllupskjole på, uden at der havde været nogen ændring i hendes begejstring og glæde. Hun havde været så ung, og så naiv. Hun havde ikke engang, sådan rigtigt elsket hendes forlovet. De havde været som to gode venner overfor hinanden, lige godtroende.
Men hun havde været så lykkelig og spændt. Langt om længe var der dukket en betroet sjæl op, og så skulle de ovenikøbet betro deres kærlighed og loyalitet over hinanden, resten af deres liv. Det havde været så romantisk i hendes øjne.
Men harmoni blev brudt da hendes far var kommet ind på hendes værelse, vist alle tjenestefolkene og hendes mor ud, for derfor at forklare hende hvad der var sket. At hendes forlovede var død. Myrdet. Taget fra hende.
I starten græd Menelwen ikke engang. Hun følte en kæmpe sorg og skuffelse. Men senere meldte tanker sig, om hvad der så skulle blive af hende? Ikke angående hendes økonomiske sikkerhed, nej... Men hende selv. Hvilken ven skulle hun dele sine glæder med?
De værste konsekvenser der dog kom ud af det, var noget kun hendes forældre og hendes nærmeste lagde mærke til.
Menelwen fortsatte nemlig sin, lettere drømmende adfærd. Og dermed fremstod hun tit ufortående, eller direkte dum. Men det var hun bestemt ikke.

[Deleted]

Han smilede til hende "Det er helt okay. Hvor fristende det end måtte være for mig at komme ud at flyve, så ved jeg at jeg har det bedst her på landjorden." Han smilede skævt og fortsatte med at flette den lette græs tråd. Det var rart at have noget at koncentrere fingrende om, det fjernede hans tanker fra ubehagelige emner som han ikke ønskede at dele med den kønne kvinde der sad her sammen med ham.
Theodore så op da brisen forsvandt og kunne ikke lade være med at smile. "Det havde du ikke behøvet." sagde han roligt, mens hans fingre gled rundt i græsset for i håbet om måske at kunne finde en blomst, der ikke var død endnu, eller et blad, i en stærk farve. Hans blik faldt til sidst på et lille rødt bøgeblad, der lagde ved hans taske. Theodore samlede bladet op og satte det fast på tråden.
"Jeg har altid ment, at ingen skulle vokse op og være over beskyttede." sagde han roligt. Det var problemet ved adelen efter hans mening. De voksede op i deres beskyttede slotte og palæer, uden at opleve verdenen udenfor, før de nåede op i en alder, hvor indtrykkende ikke virkede så stærke. "Problemet er at folk i dag er utilbøjelige til at lægge deres uenigheder fra sig. Vi er for stædige til at kunne værdsætte andres evner ordenligt." Han trak på skuldrende "Nå det er lige meget, lige nu. Det er en alt for dejlig dag til at tale om så dystre emner." sagde han smilende.
"Jeg har aldrig været oppe i bjergende, fortæl mig om dem" Theodores øjne lyste nu klart med nysgerrighed, for han havde aldrig set toppen af bjergende på nært hold, kun skimtet dem i horisonten. Det ville være rart med en beskrivelse af dem.

[Deleted]

Hun skulle lige til at spørge om hun måtte udfordre ham på det udsagn, men tog sig idet, og smilte bare. Det var også bemærkelsesværdigt. Det jordnære væsen han nu var.
Hun så lidt væk da han fortalte hvad han mente om overbeskyttede mennesker. Menelwen vidste jo godt at hendes forældre havde gjord det for hendes egen skyld. Hendes uskyldige og unge sjæl der allerede havde fået et knæk dér hvor den skulle have knyttet sig til et andet menneske, for første gang, var skrøbeligt. Alt andet var farligt.
"Det er ikke alle der har et valg..." indvendte hun stille, uden at se på ham. Hun lod som om hun havde travlt med at betragte broderierne på det nederste af hendes kjole.
Menelwen så op og tvang et smil over læberne, men det blev hurtigt erstattet af et ægte et af slagsen da han spurgte til bjergene. Var der noget denne mand aldrig havde set?
"Bjergene... Stilheden deroppe må være noget som slår én omkuld, hvis man ikke er vant til den. Hvis man altså lytter rigtigt til den. fortalte hun først, og iagttog hans ansigtsudtryk. Kunne han følge hende i det hun sagde?
"For en som kender havets evige bevægelser og lyde, kan bjergene beskrives som bølgernes direkte modsætning. De sten, deroppe, har lagt der altid. Og de har ikke flyttet sig. Det kan man bestemt mærke... Og der er så tyst og roligt. Storslået ser det ud, ganske enkelt. Man føler sig så lille og ubetydelig deroppe" fortalte hun imens hun så sig omkring med let sammenknebne øjne. Det var ligesom lettere at illustrerer for det indre blik, på den måde.

[Deleted]

Theodore så på hende da hun begyndte at forsvare sig. "Det ved jeg godt. Det er bare en middelklassesmsand der snakker." Sagde han blidt og lagde sin hånd på hendes "Det var ikke for at såre Dem" han smilede blidt til hende. Han havde ikke haft nogen intentioner om at ramme hende. Det var bare helt generelt at det var sådan, og det havde ikke noget med hende at gøre. Verdenen var bare sådan skruet sammen, og det havde den altid været, det var en skam men det var der ikke noget at gøre ved. Theodore gav hendes hånd et hurtigt klem og slap så. *Du burde slet ikke komme så tæt på hende Theo* tænkte han ved sig selv.
Theodore smilede opmuntrende da hun begyndte at forklare om bjergende. Hun beskrev det godt, og han begyndte næsten at fortryde at han aldrig havde været deroppe. "Det lyder absolut fantastisk" sagde han og lod sig føre væk, mod bjergtoppene, for sit indre blik. Det der overraskede ham mest var den ro hun beskrev deroppe. "Jeg troede der var utroligt meget vind oppe i bjergene." sagde lidt forundret. Det var altid godt at få noget ny at vide, og han nød at sidde, her i den lune efterårssol, og høre historier om steder han aldrig havde været før.
"Det må være rart at bo sådan et sted" sagde han, mere til sig selv, end til hende, med et let smil på sine læber.

[Deleted]

"En middelklassesmands ord kan da være lige så sand som så mange andre..." svarede hun men så i det næste ned på deres hænder. Hun skjulte det godt - men hun var blevet overrasket. Hun havde lige netop forhindret et forkert ansigtsudtryk ved at hæve øjenbryn let.
Der var lige pludselig brudt en normal barriere som alle havde overfor fremmede, men det var ikke ubehageligt. Bare lidt underligt, og fremmed.
Hun så opmærksomt på ham og smilte til ham, men lyttede nok kun med et halvt øre.
Da han så klemte hendes hånd og gav slip, knyttede hun let hånden og slappede så af i den. På få sekunder var hendes fingre blevet betydeligt mere varme end de havde været før.

Hun nikkede ivrigt.
"De må komme forbi en dag. Jeg er sikker på at min far ville holde af at hører om dit erhverv. Det De må fortælle selvfølgelig" sagde hun og så lidt rundt for så at se på ham igen.
"Meget vind? Det kan da godt være... Vinden har det med at lade mig være, hvis jeg vil have det" sagde hun og trak på skuldrene. Det lød sikkert som om hun burde være lukket inde, men som vinddæmon var det bare så naturligt at snakke om vinden som en person. Derfor havde hun aldrig lagt mærke til vinden i bjergene.
Hun smilte lidt frem for sig. Hun ville nu gerne kunne være lidt tættere på alt. På skovene, på byen og på markedt. Men det skulle stadig være et sted med den samme ro.

[Deleted]

"Men det gør dem ikke altid retfærdige" sagde han roligt.
Theodore så under søgende på hende. Der i en brøkdel af et sekund, var der eet underligt udtryk over hendes ansigt. Glæde, ubehag sorg, måske lidt af hvert, han vidste det ikke, men en ting vidste han, det havde noget med hendes fortid at gøre. Theodore fjernede forsigtigt hånden, med et lille forsigtigt smil, "Bare fordi at det er sådan for nogle adelige betyder det ikke at være sådan for alle, og jeg ved jo ikke hvordan De er blevet opdraget Menelwen. Theodore havde fortrudt sine forhastede ord. Han havde en dårlig vane med at tænke højt nogle gange, og det var ikke altid lige gode ting han tænkte.

Han lo "Jeg er bange for at der ikke er meget jeg må fortælle" sagde han "Der er alt for mange hemmeligheder som ingen burde vide noget om. Men mon ikke jeg kunne komme forbi engang."
"Det giver god mening. tro mig vinden opføre sig mærkeligt omkring De," han smilede skævt, og indså så hurgtigt at hans ord kunne virke stødende "Ikke for at fornærme Dem."
Theodore så op mod himlen, skønt den var blå og næsten uden skyer, så kunne han alligevel se en mørk rend mod øst. Det lignede regn, og torden. "Efterårsstormende kommer snart over os, om et par uger så er det slut med det lune vejr." sukkede han lidt træt. Theodore var ikke stor fan af vinderen.

[Deleted]

Menelwen smilte skævt til ham. Hvorfor havde han taget hendes hånd, på den måde? Havde det været fordi han havde fået medlidenhed med hende, som en rar onkel? Eller...? Hun kiggede lidt væk, i påskud til at følge et par fugle over himlen, men det var egentlig for at forhindre Theodore i at se at hun rødmede let. Hun var pludselig kommet i tanke om hvorfor det havde føltes lidt underligt.. Lidt fremmed, men så dog alligevel.
"Nej, det er jo meget forskelligt fra person til person" sagde hun og tænkte allerede da hvad hun skulle svare til hans spørgsmål. Hendes opdragelse...
"Vi... Har nok altid levet meget isoleret. Som du påpegede tidligere, er der så mange stridigheder, og krige. Vi er meget fredelige af dæmoner at være. Og så er min familie rige handelsmænd og rådgivere... Det kommer man desværre ikke ud af, uden at få fjender" fortalte hun, og håbede at han forstod hendes baggrund for at forsvare sig på den måde hun havde gjord.
Hun lyste op i et lysende smil, der nåede helt op i øjnene.
"Så må De fortælle min far om havet. Prøve at overtale ham til at lade mig sejle engang" sagde hun ivrigt og rettede sig op.
"De skal have værelset med de blå gobeliner og altanen ud til klipperne. Et par værelser længere nede end mit" sagde hun og lo let. Dét ville han sikkert kunne lide. De blå gobeliner var gamle, og skildrede historien om Lucifer, dæmonernes stamfader, havde givet Vindæmonerne, sit ynglingstræk. Nemlig at kunne flyve.

Hun lo let, over hans bemærkning. Det havde hun ikke altid tænkt over på den måde.
"Så skal De ikke være omkring mig når jeg bliver vred. Så er det altså ude at mine hænder" lo hun let og huskede engang hun, en dør var smækket i så hårdt, at den røg en centimeter ind i karmen. Da havde hun fået besked på at prøve at tænke over at hun endnu ikke var en erfaren vinddæmon.
Menelwen så i den samme retning som Theodore, og nikkede let. Det ville blive koldt. Og hun havde endnu ikke lært at gøre vinden varm omkring sig. Kun at lade vinden, ligesom gå forbi hende. Det havde ellers været nyttigt.

[Deleted]

Han så op på fuglene, med et lille fornøjet smil. Hun havde haft en reaktion, da han havde sluppet hendes hånd, det var ikke svært at se, men han ville ikke køre i det. Theodore lyttede alvorligt til hendes beretning. Han fortrød mere og mere at han havde snakket så hårdt om adelen, for han indså at Menelwen ikke kunne have haft et nemt liv. "Jeg kan godt forstå, hvis dit liv ikke har været let" sagde han med medlidenhed i stemmen. "Jeg må indrømme, at jeg måske har været en af dem der måske har gjort din families liv farligere." Theodores stemme blev tung af sorg. Han var ud over at være Ranger og jæger, også snigmorder. Og han havde fået et utal af henvendelser om en rig handels navn ved nav Caldhiel. Han havde aldrig daget imod jobbet, da det lagde under hans værdighed at tage sig af konkurrencen mellen handlende.

"Det lyder som et hyggeligt værelse, Det vil jeg da se frem til engang, når jeg får tid til at tage på en så lang rejse i min fritid" Theodore smilede skævt, fritid havde han ikke altid så meget af, men det var begyndt at tynde ud missionerne nu efterhånden. "Og hvad angår din far så skal jeg skal nok prøvet at overbevise ham om at det er sikkert at sejle" tilføjede han smilende

"Det kan jeg forstille mig. Du er ung, du har ikke alt erfaringen med dine kræfter endnu, men jeg er sikker på at du vil få den på et tidspunkt." sagde Theodore med et let smil

[Deleted]

Hun så lidt ned og smilte mildt og taknemligt til ham, da han udtrykte sin medfølelse over hendes liv. Det var pænt af ham selvom han jo ikke kendte hele sandheden...
Men hurtigt skiftede blikkets lys da han snakkede videre.
Uforstående fangede hun hans blik og rystede lidt på hovedet.
"Hvad.. Hvad mener De?" spurgte hun og kunne ikke lade være med at smile. Menelwen havde før synes at han mindede hende om en bjørn, eller en ulv. Men det var ikke den slags der kunne gøre noget ondt... Ikke udfra det indtryk hun havde tegnet af ham indvil videre.

Hun smilte igen stort til ham og nikkede ivrigt.
"Vi må lave Deres livret, også" sagde Menelwen og lo lidt. Hvad ville være hans livret?
Menelwen rakte ud efter den lille stofpose, som lå på tæppet og fandt en lille, bitte læderpung frem.
"Jeg kan sende Dem en brevdue? Hvis jeg beder hende pænt om det, holder hun sig i nærheden af Dem indtil De vil melde Deres ankomst. Hun kan også vise vej..." fortalte hun og smilte før hun skulle til at række ud, i retningen af Theodore venstre side af hovedet. Men hun tog sig i det, og smilte skævt. Han vidste jo ikke hvordan deres specielle brevduer virkede..
Menelwen skyndte sig at nikke og tage hånden til sig med et let smil.
"Jeg øver mig meget i håb om at kunne styre det uden at det bliver påvirket af mig... Og jeg øver mig også på at flyve bedre. Men udover det, kommer jeg nok ikke til at opnå så meget mere. Man skal være mege stærk for at skabe større ting..." fortalte hun og smilte skævt for sig selv. Selvom hun nok var høj, lidt højere end de fleste, var hun af bygning lettere skrøbelig at se på. Og hvis man skulle kunne lave store ting som storme og orkaner skulle man også være fysisk stærk.

[Deleted]

Theodore sukkede, han havde sagt alt for meget nu, ikke fordi det var en ranger hemmelighed, men fordi at hun ikke burde have hørt det. I lidt tid tænkte han over hvordan han skulle svare, og besluttede sig for at fortælle hende hele historien.
"For nogle år siden blev jeg kontaktet af en rig handelsmand fra Dvasias. Du skal vide at siden jeg trådte ud af hæren, har jeg, rent uofficielt, tjent til føden som snigmorder, dog er jeg imod at spille en rolle i en eller anden strid mellem handelsmænd, før der kommer soldater og andet med i det. Handelsmanden, hvis navn jeg ikke husker, havde en opgave til mig, gøre det af med en af hans konkurrenter, din far." Theodore sad tavs i et par sekunder, mens han tænkte over hvordan han skulle fortsætte. "Det virkede som en simpel opgave vinddæmon eller ej, man kunne sikkert snige sig ind på ham og sætte en pil i ryggen, men opgaven var under min værdighed, din far havde ikke gjort noget forkert eller ondt." Theodore stoppede med at snakke, hvorfor fortsætte, hun måtte hade ham nu.

Han lo "Jeg har ingen livretter." sagde han "Jeg lever så meget af mad jeg selv laver, at det i længden bliver meget ens." hans øjne fulgte hendes hånd, uden at han sagde noget. "Korpset har deres egne duer, og vej kan jeg nu sagtens finde." Theodore smilede hjerteligt, "Ikke al styrke kommer af kroppen, men af sindet, og selvom du måske ikke kommer til at rygge træer op med rødder, så er jeg sikker på at du nok skal kunne klar dig"

[Deleted]

Menelwen lyttede og i takt med at han fortalte mere fortrak hendes lyse ansigt sig i et uforstående, trist udtryk.
Tilsidst så hun bare måbede på ham og rystede let på hovedet.
I en form for ukontrolleret vrede knyttede hun næverne, og i en bevægelse, der først kunne ligne et slag, rejste hun sig alt imens hun vendte ryggen til ham. I hånden havde hun taget den lille stofpose, hvor hendes dolk lå i.
"Du... Du ville ikke kunne krumme et hår på min far alligevel! Han ville fornemme din tilstedeværelse så snart du trådte inde for murene, i vores hjem, og trække vejret ud af dig med en håndvending!" hvislede hun hidsigt og sendte ham et vredt men kontrolleret blik. Men der var også noget såret, noget skrøbeligt over hendes holdning. Trods de korslagte arme, hang hendes skuldre forsvarsløst, og en let bæven om de fyldige læber, fortalte nærmest sandheden.
"Du snakker om at Adlen, de rige lever et beskyttet liv" sagde hun med ganske tilkæmpet ro.
"Men det kan vi jo blive nød til når folk vælger en så uærlig levevej" sagde hun så da hun vendte sig om mod ham, hvorpå hun stirrede ham dybt i øjnene. Det var der stadig, det skrøbelig, det sårede. Men nu også en voksen bestemthed havde taget plads.
"Jeg tvivler ikke på at De ejer et hæderligt og ærligt hjerte, Hr. Men at De kender mennesker, som man bestemt ikke kan sige det samme om, giver mig kvalme" hviskede hun nu, nærmest rørende stille.
Menelwen blev bare ved med at stirre på ham, hun ville ikke gå nu. Hun ville se om han var selvsikker nok til at forsvare sig..

[Deleted]

Theodore stirrede først lidt sørgmodigt på hende. "Tror du virkelig at jeg ikke, at jeg kunne snige mig ind på en vinddæmon" spurgte han fornærmet. Menelwen havde såret hans stolt, og selvom han vil trykke dette skænderi til siden, så vil han ikke lade sig fornærme. "Jeg har været sammen med og sneget mig ind på folk langt mægtigere end du tror." fortsatte han vredt "Jeg har overlevet ting du knap vil kunne forestille dig, at få suget luften ud af mig vil være en af de mest rolige måde ind til videre" han rejste sig op, og vendte sig rundt mens han lod tankerne falde til ro. "Menelwen jeg ønsker ikke at diskutere et så ubehageligt hverv med Dem" sagde han roligt "Det var ikke mit ønske at fornærme Dem eller Deres familie." Theodore tog en dyb indånding "Og selvfølgelig kender jeg uhæderlige personer, det gør alle. Men jeg vil ikke finde mig at du beskylder mig for at have omgang, med sådanne folk. Jeg har altid undgået personer jeg ikke kunne stole på, ellers havde mit rygte også nået Deres hjem, frøken." Theodore gik tilbage til formaliteterne "Jeg ville ønske at jeg kunne lægge det liv fra mig, men det er ikke mit valg"
Med et suk bukkede Theodore sig ned efter sine ting. Han kikkede ikke på hende en eneste gang "Så hvis du har lyst til at stikke den kniv i ryggen på mig, så må du heller skynde dig, for jeg tror det er bedste at jeg går" han svang sin kappe over skulderne og løftede op i rygsækken. "Det var hyggeligt at snakke med Dem, milady"

[Deleted]

Hun så roligt på ham, imens hendes indre kogte. Han havde tydeligt vis ikke særlig høje tanker om vinddæmoner overhovedet. Slet ikke åbenbart. Han var ikke kendt med de magter en vred vinddæmon kunne slippe fri, hvis personen var stærk nok.
Da hun skulle til at svare ham måtte hun rømme sig engang, og svarede da med en tynd stemme.
"Så kan jeg slet ikke se at De, en uden tvivl, så stor snigemorder fik tilbudt et så sølle mord. Det ville bare være endnu en mand. En ægtefælle. En far. En forsørger og en arbejdsgiver".
Da hun nævnte ham som en uden tvivl stor snigmorder var der ikke spor af spottelse. Hun mente det ganske vist.
Menelwen lod armene glide ned langs siden og lod stadig blikket følge ham.
"De og jeg må komme fra to forskellige verdner. De omgåes ikke de personer der giver dig arbejde?" spurgte hun bare og med en ugrundelig undren. Det var over hendes forståelsesevne. Men Menelwen viste her, igen sin aldeles følsomme natur. Som en sky hjort blev hun presset i sådanne situationer, og dermed måtte hun tænke sorthvid for at tænke klart. Enten var man fjende eller ven.
Menelwen så ned på kniven og lod den falde ud af hendes hånd efter et par sekunder. Det var jo slet ikke det hun ville. Aldrig.
Men hun havde i desperation famlet efter den beskyttelse hun ikke kunne finde, imod Theodore som hun inderst inde godt vidste, at hun ikke kunne beskytte sig for.
Stadigvæk stod hun naglet til stedet og fulgte ham med øjnene. Forstod han da slet ikke hvor vildt det måtte have revet i hendes indre, efter hvad der var sket med hendes forlovet? Og muligtvis med hendes bror. Han havde jo givet udtryk for at han vidste et eller andet om det...

[Deleted]

Stadig med ryggen til svarede han "Tro mig. Jeg har aldrig sagt ja til sådan en opgave, jeg har aldrig ville skade en familie, med mindre jeg havde en god grund." hans skuldre hang. Det pinte ham at skulle igennem dette her, uden grund. Og han vidste at han var nød til at gå, før han gjorde det hele være, det var lige indtil hun talte igen.
Han tog et par tøvende skridt, han var ikke helt sikker på om han skulle svare hende eller hvad han skulle. Han kunne lide hende, hun var køn, venlig og klog, værdiger han værdsatte i en kvinde, og han havde lyst til at lære hende bedre at kende. Til sidst bestemte han sig. "Min verden ligner ikke din" sagde han "Min krig er fyldt med krig og mord, en verden jeg snart håber at slippe væk fra, den ene måde eller den anden." Theodore vendte sig mod hende "Jeg omgås ikke mine klienter. De kontakter mig med brev eller andre personer." Hans ansigt var alvorligt og sørgmodigt på samme tid. "Jeg har ikke valgt mit hverv af frivilje, men jeg har tænkt mig at føre det så hæderligt som jeg kan over hovedet" han tog et par lange skridt så han stod lige over for hende,

[Deleted]

Menelwen fulgte ham stille med øjnene.
Udtrykket i hendes øjne var renset fra vrede, men fyldtes nu med en form for sørgmodighed og fortrydelse.
Hun indså at hun nok havde taget for hurtig bestik af situationen og gået i forsvar istedet for at lytte. Hun havde forestillet sig, ham som en snigmorder der bare gjorde det fordi det var let, og gav gode penge. Slet ikke hvad hun fik at vide her. At han ikke kunne drømme om at skille en familie ad.
Og Menelwen var nu klog nok til at ikke at sige noget. Og lytte. Kun lytte. Det klogeste man kan gøre er at erkende at man slet ingenting ved.
De smukt bugede øjenbryn hævede sig overrasket da han fortalte at han snart ville finde en vej ud - Han ville eller kunne måske ikke mere? Lyset tændtes en smule i de lyseblå øjne og hun fugtede let læberne før hun svarede.
"Hvem har tvunget dig? Er det et lod alle Ranger må tage med sig i livet?" spurgte hun stille og veg ikke tilbage da han trådte hen foran hende. Hun så først bare frem for sig, ind i det der måtte være det øverste af hans brystkasse, før hun efter lidt tid hævede øjnene og så ham direkte i øjnene. Man kunne tydeligt se fortrydelsen over hendes øjne, men stadig nysgerrigheden og undringen over hvad den del af hans liv bestod af. Som han også havde givet hende ret i, var de fra to vidt forskellige verdner.