I feel better now..

[Deleted]

Det var uger siden at Greg havde været der, for at skænke Lucian og Joshua det lille visit og det var jo kun ved at gå i den rigtige retning. Ganske rigtigt, så gik det ikke særlig hurtigt, men det var vel heller ikke så vigtigt igen? Joshua havde overlevet natten, hvilket havde givet ham et nyt mod på alle måder endda. Han havde været i stand til at kunne smile igen. Han havde været i stand til at bare.. nyde at han var ved at blive frisk igen, for det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt på nogen som helst måde overhovedet. Han trak vejret dybt, som han satte sig op i sengen. Han gned sig i øjnene. Hans øjne havde igen fået lidt af glansen. Bylderne var ved at være væk, selvom der stadig var mange af dem, men pointen var vel også at han var ved at blive frisk igen? Det ville han i alle fald selv mene! Selvom han stadig måtte være en anelse ustabil på benene, så var det nu heler ikke noget som han aslev tog sig særlig meget af, for det var skam bare sådan at tingene nu end bare måtte være. Han var ved at blive frisk, det var noget som han kunne mærke, føle og fornemme og han havde jo langt mere energi nu end det som han havde haft for bare en lille uge siden!
Joshuas blik gled rundt omkring, selvom han ikke rigtigt kunne se Lucian nogen steder. Efter at det havde været bevist at han var i bedring, så var han jo heller ikke nødsaget til at sidde med ham hele tiden, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han skubbede dynen stille af sin spinkle krop. Igennem hans sygdomsforløb, var det jo heller ikke fordi at han havde haft den største appetit, men mere et langt større behov for at få lov til at sove. Nu var det en smule anderledes, så det var vel også i bund og grund en.. god ting? Han bed sig let i læben og rejste sig op, selvom han stadig måtte støtte en anelse til sengen, for.. ja, ellers var han faktisk bange for, at han ville ende med at falde og det var slet ikke noget som han følte for på nogen måde, hvis han kunne blive fri for det. ”Lucian?” kaldte han stille, som han stille bevægede sig over gulvet. Det var ikke ofte at han var ude af sengen og endda uden at støtte sig til noget som helst.

[Deleted]

Meget af tiden lå Lucian dog hos ham endnu selvom det gik fremad. Dog måtte han jo stå op for at handle ind til mad selvom Joshua ikke spiste. Lucian selv skulle dog have noget med mellemrum jo og når Joshua engang fik sin appetit igen var det godt hvis der var noget han kunne få med det samme. Plus han til tider måtte stå op og tage et bad så han ikke stank. Han var lige nu faktisk i sådan et bad efter et kort smut til byen efter noget frisk mad. Han havde sørget for Joshua fik ldit af plantens rødder hver dag efter Greg havde sagt det var nødvendigt og siden taget afsted hjem mod Procias. Han kunne jo ikke blive her for altid selvom de første par dage med hjælp fra ham og hans to assistenter havde været godt for så havde de kunne skaffe mad ind fra byen af og så havde Lucian kunne blive hos sin engel i sengen.

Badet var færdigt og han var stået op af karet og var igang med at tørre sig. Han havde sørget for hver dag, at vaske Joshua så godt han kunne inde i sengen, men drengen trængte nok til et rigtigt og langt bad. Men han ville vente til han havde det bedre. Han så op midt i at han var ved og tørre sit dryppende hår. Havde han ikke hørt noget? Han gik ud af badeværelset stadig med håndklædet i hænderne og i gang med at tørre sit hår og gik roligt ned af gangen i mens på den korte afstand til soveværelset og så ind af døren og han fik et lille chok over at se Joshua oppe, men på den anden side var det rart. Det gik fremad. "Hey stump." smilede han stille og tænkte slet ikke over han havde dryppet lidt på gulvet herhen og at han.. ja kun havde et håndklæde på sig og det var oppe ved håret. Han smilede til ham og ville selv lade ham gå lidt. Men naturligvis hvis Joshua bad om hjælp så var Lucian der straks.

[Deleted]

Lucian havde allerede gjort så frygtelig meget for Joshua og han var ham virkelig taknemmelig, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han følte sig virkelig tryg ved den mand. Et sted så havde han vel placeret ham i en rolle som en form for.. far eller storebror? Ikke fordi at det var noget som han havde haft noget af før, men det var noget som faktisk var ham en utrolig stor hjælp i den anden ende, og det var det som han virkelig måtte være taknemmelig for. Han var stadig en anelse træt, men han måtte erkende, at han faktisk også var begyndt at blive en smule.. sulten? Planten som han var tvunget til at spise, var ikke noget som han brød sig om, for den smagte virkelig ikke godt, og det var nok det som han mindst så frem til i løbet af en dag! Han skulle vel have noget mere også i dag, selvom han var på bedringens vej? Han var virkelig, virkelig glad for den tanke, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet!
Han vendte blikket direkte mod Lucian, da han endte mere eller mindre fuldkommen blottet foran ham. Kun med et håndklæde hvilende over hovedet, men ellers uden så meget som en trævl på kroppen. Han blinkede let med øjnene, hvor han alligevel vendte blikket ned mod sine hænder som han startede med at fumle med. Frygten for at være til besvær var på ingen måde som den havde været før, hvilket han i den grad også havde været noget så frygtelig glad for, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. ”Jeg… jeg ville bare sige at..” Han rystede let på hovedet og vendte blikket langt om længe op mod ham. ”At.. jeg faktisk er lidt sulten.” Det var nok længe siden at han havde sagt de ord, men han mente dem faktisk. Han kunne faktisk godt bruge lidt mad. Han vendte sig med blikket lidt den anden vej. Det var nu heller ikke fordi at han ville virke.. påtrængende også selvom han ikke havde noget, som han selv ikke havde set før, men.. nu var han vel lidt mere omtænksom? Eftersom han var ved at blive lidt rask.

[Deleted]

Stille og roligt nikkede han da det var Joshua fik sagt frem med hvad han ville. Han havde jo sådan set forudset det snart kom og havde sørget for både frisk frugt og noget kød og grøntsager. Lidt af hvert som var godt i en sund kost. Han havde også købt brød, da han jo ikke var sikker på hvad knægten mon fik lyst til når det kom så vidt. Han håbede bare han var sulten efter noget der var i huset ellers måtte han hurtigt sadle op og tage til byen igen. Ikke fordi han havde noget imod en ridetur, men nej at lade Joshua være alene for ofte var ikke noget han så frem til.
Han så stille på ham. "Jamen så kom da stump...vi kan jo ikke have du sulter nu du er sulten igen. Hvad kunne du tænke dig?" smilede han varmt og tænkte stadig ikke over sin egen nøgenhed. Ville han næppe gøre medmindre Joshua påpegede det, da han var vant til at gå nøgen fra sit bad af fra før han havde fået den lille livlige engel i huset. Eller livlig var han jo ikke mere på grund af sin sygdom, men snart når han var rask ville han med garanti være som før. Åh ja det glædede han sig til at opleve igen. Der havde været så stille i de sidste par måneder uden englen til og sprede glæde og latter. Han dagdrømte lige kort om det før han vågnede op og så på ham igen og ventede på hans svar. Han måtte hellere lytte efter så Joshua ikke skulle gentage sig selv igen og igen.

[Deleted]

Joshua havde det allerede meget bedre, og havde det ikke været for Lucian, så havde han slet ikke haft det som han havde det for øjeblikket, så han følte virkelig også at han skyldte manden så frygtelig meget. Han havde lukket ham ind i hans eget hjem, han havde valgt at skulle byde ham velkommen og tage imod ham med åbne øjne. Hvad de havde af mad, vidste han ikke, men så var det jo til gengæld også udmærket at han ikke var den mest kræsne. For pokker da, allerede inden at han var kommet hertil, så havde han jo levet af det som de kunne finde i skoven, og det var bestemt heller ikke fordi at skoven bød på det største udvalg for to små børn. Ja, hvor Mirry måtte være henne, det vidste han ikke og tanken var noget som i sig selv, faktisk måtte skræmme ham en anelse. Han havde ikke tænkt på hende længe og det var noget som faktisk efterlod ham med et tydeligt ubehag.
At se Lucian stå der fuldkommen blottet foran ham, var nu heller ikke noget som han var vant til. Manden havde jo altid været der til at beskytte ham og det var noget som han selvfølgelig også var noget så frygtelig glad for, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet når det endelig måtte komme til stykket. Han blinkede let med øjnene, som hans fokus måtte hvile på hans hænder. Han havde jo ikke noget som han ikke havde set før, men det var alligevel.. akavet på en eller anden mærkværdig måde, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde højt. Det var jo stadig Lucians hus og hvis det var sådan at han ville gå rundt, jamen.. så skulle han vel også have lov til det? ”Det er lidt lige meget.. tror jeg.. Jeg er ikke kræsen,” sagde han roligt, som han jo havde sagt det så frygtelig mange gange før, så var det ikke noget som han sagde noget til som sådan. ”Men… noget.. brød måske?” Han ville ikke gøre Lucian sur eller irriteret ved at bede om noget som han måske slet ikke havde.

[Deleted]

"Jeg har sørget for en masse forskelligt så du kan jo komme med ud og se hvad der er og så se om du har lyst til noget mere end andet? smilede han stille og blev stående. Klar til og gå hen og hjælpe ham hvis det var og ellers ville han i alle fald gerne vise at han ikke behøvede skynde sig. Det var jo nok meget godt han prøvede og gå selv og genopbygge sine kræfter, men det var heller ikke særlig klogt at overdrive så han holdt øje. Han ville ikke se ham komme mere til skade. At der havde været en anden ude i det vilde kolde dengang han var stødt på Joshua var en gåde som Lucian slet ikke kendte til fandtes. der have ikke været noget i lange omgivelser så han havde gættet sig til drengen måtte være alene. og selv hvis de tog tilbage hvem vidste så hvor denne anden var nu? Men det var et faktum som slet ikke var til stede hos Lucian der bare fokuserede på Joshua. Mere end noget andet.
Han smilede opmuntrende til ham mens han fik tørret resten af sit hår og lod håndklædet hvile om sine skuldre nu. Han betragtede stadig Joshua, men han følte lidt Joshua var bekymret over noget sådan som han så ned på sine hænder? Hvad mon der sværmede rundt omkring inde i den lille fyrs hoved? Han lod dog være og spørge. Han fortalte det vel hvis han ville? Han lagde dog sit hoved en anelse på skrå lidt spørgende for sig selv om hvad det mon var. Han var nysgerrig, men han vidste der var brug for privatliv også. Han gik stille hen og strøg ham over håret med et lille smil. "vil du selv gå eller skal jeg hjælpe? Der er jo visse steder uden nogen støtteflade til dig desværre. Medmindre du går langs væggen.. Og hvis du er træt i benene så sig til. Jeg vil ikke have du risikerer et tilbage fald af udmattelse.." han klappede stille hans hår med et svagt smil.

[Deleted]

Joshua accepterede at Lucian ønskede at gå blottet, selvom det et sted var noget som gik ham en anelse på, men.. ja, det var jo ikke hans hjem og det var en tanke som han jo bare måtte indse og det var bestemt også noget som han gjorde. Et sted så ønskede han jo også at gøre tingene på sine egen måde og prøve lidt selv, selvom det ikke var nemt. Han var ved at være frisk igen, så selvfølgelig var det også noget som betød meget for ham på denne her måde, selvom det var svært for ham at skulle sige det. Han ønskede jo ikke at skuffe nogen eller ødelægge noget for den sags skyld, for han ønskede slet ikke at Lucian skulle blive træt af ham og smide ham ud! Det var noget af det sidste som han ville! ”O-okay,” sagde han stille, hvor han trak svagt og en anelse usikkert på smilebåndet.
Joshua fulgte ham stille og roligt ud i køkkenet. Ikke direkte at det var noget børnevenligt over det, men det var nu heller ikke noget som han sagde noget til. Han overlevede vel nok? Han bed sig en anelse usikkert i læben endnu en gang. Han vendte blikket roligt op mod ham, idet han endnu en gang begyndte at skulle snakke til ham. Det var nu heller ikke noget som han tog så tungt i den anden ende. Han trak vejret stille og dybt. ”Jeg vil meget gerne prøve selv.. Du.. du må godt stå og se på. Jeg vil ikke ødelægge noget,” forklarede han videre. Han hævede den ene hånd, hvor han kom pegefingeren en anelse i munden og med blikket hvilende på ham. Måske at han ville i tøjet? Eller måske han selv ville have noget mad med? Ikke fordi at han ville have noget imod det, for han ville virkelig gerne selv tilbage til den gode og gamle hverdag. ”Er du sulten?” spurgte han stille, hvor han sendte ham et stille smil.

[Deleted]

Han holdt skarpt øje med sin lille ven, men lod ham også få frie tøjler til selv og komme i gang igen. Han sikrede sig bare at det gik godt og alt det. Han var kun en backup, men det havde han intet imod. Ikke i dette tilfælde, da drengens overlevelse og glæde var mere vigtig end ham selv. Måske svært for mange og forstå, men sådan lå landet for ham.
Et roligt smil som der så ofte lå på hans læber var der endnu en gang. Han fik sådan en følelse indeni som han ikke kendte til førhen, men han havde intet imod den. Han var mest vant til begær især med små unger som Joshua, men nu var det helt anderledes. Eller galt det kun for Joshua? Det anede han ikke, men han havde ikke sådan på stående fod lyst til at udnytte nogen. Han strøg ham stille over håret mens han så ham komme længere med sine skridt. Han holdt sig tæt på ham i tilfælde af han ville falde eller slå sig. Miste kræfterne. Hvad der nu end måtte ske med ham. Han sørgede for at opmuntre ham til at fortsætte så meget han kunne. Han følte sig mere og mere som en bror, men var det sådan en skidt ting?

Han gik stille hen til køkkenbordet og vendte sig om og så på ham komme det sidste stykke. Hans lille engel var stærk. Han smilede ved tanken og var kun overlykkelig over at han havde klaret den og blev stærkere for hver dag. Snart var den dumme pest langt bag dem og så ville alt være godt igen. Ja det var snart forbi.
"Ja jeg kan vist godt sige med ærlighed, at jeg er sulten." smilede han og det var han jo også. Han ville dog helst tænke på Joshua først. Men nu hvor han blev spurgt ja så kunne han godt mærke sin mave gøre lidt brok og sige sin mening om, at den altså og så ønskede noget mad på bordet snart! Han morede sig lidt indeni over det, men den hverken knurrede af sult eller lavede andre lyde og han stilte sig og ventede på at høre hvad den lille engel kunne tænke sig at spise.

[Deleted]

Joshua var virkelig frygtelig taknemmelig for alt det som Lucian havde gjort for ham, for det var virkelig meget som var gjort, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At han havde gjort så meget for ham, var selvfølgelig noget som han var frygtelig, frygtelig glad for, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for. han ville faktisk gerne have lidt i maven og nu hvor han var ved at være på bedringens vej, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre end det! Lucian havde ikke viet fra hans side så meget som et øjeblik og han var jo faktisk vant til det ene svigt efter det andet, så selvfølgelig var det også noget som måtte spille ind for hans del.
Han vendte blikket roligt mod Lucian som han takkede ja til en smule at spise. Bare for at vende sit fokus en smule den anden vej, så var det jo altid kun en god ting. ”Okay… Så.. laver jeg også noget til dig! Så.. kan du gå ind i stuen, så kommer jeg om lidt!” sagde han med et tydeligt muntert og glad smil. Han ville faktisk meget gerne kunne gøre lidt igen for alt det som han selv havde gjort for ham, så var det vel også egentlig bare noget som var på sin plads set i hans øjne? Han begyndte selv at rode rundt i de skabe som måtte være der, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, det var da hetl sikkert. Han fandt skåle frem. Nu var det hans tur til at overraske. Også selvom han måske ikke var ved den fulde styrke endnu, men han arbejdede i den grad også på det, for han ønskede på ingen måder, at Lucian skulle ende med at køre træt i ham, for det var nu stadig en frygt som han måtte brænde inde med på denne her måde. Han vendte sig endnu en gang mod Lucian og med hovedet let på sned. ”Du må ikke se!” endte han med et stort smil på læben. Nu ville han altså gerne overraske ham, og så kunne man altså heller ikke stå der og se på!

[Deleted]

At han så stod med en stadig lidt syg dreng der ønskede at lave mad kom bag på Lucian. Men han smilede bare lidt og grinede en smule, da han blev forvist fra køkkenet og sendt ind i stuen. Han måtte vel hellere gøre som der blev sagt og overlade madlavningens kunst til mesteren som var englen Joshua? Han morede sig lidt ved det og bakkede et par skridt væk. "Javel javel jeg går ind i stuen så.." smilede han varmt og gav ham et sidste kys på panden før han forlod ham der i køkkenet og regnede med han ikke brændte det hele ned eller lagde det i ruiner mens han fandt sig en god bog fra reolen og gled ned i sofaen og slog op. Læste roligt og stille, men levede sig stadig dybt ind i bogen så han ville nok til sidst ende med slet ikke høre hvis køkkenet brød sammen. Hvilket jo var en skidt ting så Joshua blev mast, men det var dog næppe logisk det skete, at det gik så slemt til. Nej væggene og loftet var solidt og der var jo grænser for hvad sådan en lille engel kunne lave af ulykker og ballade.

Han var nu spændt på at se hvad der kom ud af at lade en dreng være i køkkenet, men så længe han ikke kom til skade selv i sit forsøg på at lave mad så var alt vel godt? Han burde vel have tjekket efter om han brugte komfur og sådan? Altså varme ting der kunne brænde ham alvorligt? Han så hen mod køkkenet og bed sig i læben. Han burde måske tjekke? Men så igen var han blevet bedt om ikke at kigge. Han sukkede lidt og ville jo gerne vise tiltro til Joshua, men samtidig var hans ildhu efter at beskytte ham også trådt frem igen. Han lænede sig lidt tøvende tilbage. "Pas nu på dig selv!" kaldte han lidt råbende så han var sikker på Joshua hørte ham.

[Deleted]

For en gangs skyld, så ønskede Joshua at vise Lucian, at han faktisk var i stand til at passe på sig selv, selvom det måske var meget sagt? Han var ikke andet end en lille dreng som allerede nu havde været igennem meget mere end det som så mange ville kunne prale med, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Nu hvor han endelig havde muligheden for at gøre lidt op for alt det som Lucian havde gjort for ham, hvorfor så ikke tage den chance eller den mulighed? Det var om ikke andet, så bare sådan at han selv måtte se på det hele. Han sendte ham et stort smil som han tog imod det kys mod hans pande, selvom han nu ikke sagde noget til det. Han nikkede. ”Godt. Og du skal blive der!” sagde han næsten bestemt, som var det ham som bestemte det hele, selvom han vidste, at det i den grad heller ikke måtte være tilfældet på den ene eller den anden måde. Han havde ingen autoritet. Han var jo bare en simpelt lille dreng når alt kom til alt.
Madlavningen gik i gang. Det var bestemt heller ikke fordi at han ville lave det helt store, men selv det lille var vel også noget af en større værdi? Han fandt en bakke frem som han stillede på bordet, satte en tallerken på. Så langt så godt! ”Jeg passer på!” råbte han tilbage. Så længe at Lucian accepterede at han ville have køkkenet alene, så var alt også i fineste orden for hans vedkommende. Brødet var dog det som var mest problematisk, for han havde som sådan aldrig lært at handskes med en stor kniv! Skiverne blev flere centimeter tykke og helt skæve, selvom det vel var tanken som måtte tælle? Han smilede let for sig selv, for han havde gjort det uden at skære i sin finger! Pålæg lagde han roligt ved siden af, inden han fandt glas frem og stillede dem på bakken lige så. Det hele skulle jo gøres yderst professionelt! Eller.. så professionelt som kun en lille dreng kunne gøre det. Han fandt appelsiner frem som han selv skar over med største forsigtighed, for han havde jo lovet at være forsigtig. Han pressede dem og lod saft såvel som små kerner løbe ned i glasset. Man skulle jo have juice til morgenmaden! Skallerne og resterne smed han roligt på køkkenbordet, inden han hoppede ned på gulvet med største tilfredshed. Han tog omkring bakken med begge hænder. I sig selv, så var den en anelse tung, men han kunne godt klare det! ”Morgenmad!” endte han med et stort smil, idet han prøvede at bakse det hele ind i stuen.

[Deleted]

At blive hundset med i sit eget hjem og sat på plads var ikke en ting der skete for Lucian. Han havde jo faktisk sjældent gæster og de var her som regel ikke af fri vilje og lå bundet et sted eller låst godt inde. Han havde dog accepteret den lille knægt som mere end blod en gæst og han håbede sandelig aldrig han tog afsted! Eller jo måske når han var voksen og måtte ud i verden og opleve noget eller finde sit eget hjem. Han regnede ikke med han ville blive boende der til den tid. Han satte sig dog til rette i sofaen mens han ventede. Han kunne ikke høre nogen der skreg eller græd af smerte selvom han lyttede godt efter i starten. Men til sidst erkendte han, at der var styr på det og følte sig lidt stolt over knægten virkelig kunne klare sig. Selvom det jo ikke var sikkert han rørte noget farligt. Han anede jo ikke hvad der foregik derude!
Han sad lidt og gav sig til og læse for at tiden skulle gå lidt nemmere forbi. Han lod blikket glide hen over de trykte ord. Bogstav for bogstav og kunne høre der blev gået lidt rundt og lavet noget i køkkenet hvilket fik ham til og smile lidt. Han var også sulten så hans mave gav et par små rumlende lyde fra sig. Han havde jo også forsømt sig selv de sidste mange uger. Hans blik gled op, da han kunne høre Joshua var på vej herind og lagde roligt bogen fra sig og så spændt mod døren. Han kunne ikke lade være med at more sig lidt over det første indtryk han fik af at se knægten bære bakken. Dog så smilede han bare varmt til ham. Han fandt det sødt alt han gjorde for at gøre noget til gengæld selvom Lucian ikke forlangte noget. "Jamen dog..det ser lækkert ud stump." han regnede ikke med et festmåltid. Han var jo kun en dreng og mad var mad så længe det ikke var tilberedt dårligt, men dette var jo bare morgenmad og at skiverne så var skæve og tygge var bare en bagatel. Han var bare glad for han havde gjort det uden at skære sig selv. Han fik lige ryddet det sidste på bordet så der var plads til bakken.

[Deleted]

At Lucian havde valgt at lukke Joshua ind i sit hjem, var selvfølgelig noget som Joshua virkelig var glad for. Selvom han var vant til at blive kastet direkte fra det ene til det andet, hvilket faktisk var en tanke som gjorde ekstremt ondt, så kunne han ikke rigtigt gøre noget som helst ved det, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han havde virkelig koncentreret sig om at lave denne morgenmad, for han ønskede også at gøre Lucian bare lidt glad, så han heller ikke bare var en belastning eller en byrde, for et sted så ønskede han virkelig bare at slå sig til ro her. Selvom han nu også måtte være på bedringens vej, hvilket var noget som han var glad for, så vidste han godt, at faren ikke var helt ovre endnu. Han ønskede dog ikke at tænke på det. Lige nu ønskede han bare at gøre Lucian glad, da det virkelig også var det eneste som han havde i tankerne.
Morgenmaden var måske ikke noget særligt, men det var noget som virkelig have krævet en voldsom koncentration. Han havde ikke skåret sig, han var ikke kommet til skade og han havde heller ikke slået sig, så kunne det vel heller ikke blive meget bedre end dette? Det var i den grad sådan at han selv måtte se på det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han gik roligt hen til bordet, hvor han skubbede bakken op på det, selvom alt som lå der måtte ryge på gulvet, men han kunne jo næsten ikke se over den, for det var faktisk ikke særlig nemt! ”Sådan!” sagde han med en meget tydelig stolthed i stemmen. Han kravlede så derefter op i sofaen, hvor han valgte at tage plads og selv med den klare selvsikkerhed i minen. Det kunne bestemt heller ikke blive bedre end dette. Han vendte blikket mod Lucian. ”Selv lavet alt!” sagde han stolt.

[Deleted]

Han smilede. Nærmest helt stolt over den lille knægt kunne klare sig selv på visse punkter og med visse ting. Det var jo også stort for sådan en lille hjemløs dreng der ikke havde følt kærligheden i ret lang tid af gangen. Og måske aldrig rigtigt? Han var kun glad for, at se ham vokse og udvikle sig selv og sine evner. Måske kom den dag hvor han fløj rundt? Han havde faktisk ikke set det ske endnu jo. Men han var jo også lille så det var måske for tidligt. Han kendte ikke meget til engle og vidste ikke hvornår de normalt begyndte på det med at flyve rundt. Han trak stille englen ind til sig i et kram og gav ham et kys på panden som en hel broder figur vel ville gøre. "Du er så dygtig." smilede han og gav ham et kram til før han slap sit tag om ham en smule så han selv kunne flytte sig hvis han ville. Og han mente det han sagde. Han havde været dygtig. Både med morgenmaden og med at blive rask selvom han ikke havde været meget for sin medicin og kur. Men han havde nu været stolt over han havde gjort det hele og nu havde det så meget bedre. Han var også selv mere rolig. Mere tryg om at det hele nok skulle gå. Selvom det jo stadig kunne gå galt og falde tilbage. Eller noget andet kunne ske. Derfor holdt han også Joshua inde mere eller mindre hele tiden til han var helt rask. Ingen gåture. Måske en tur ud lige foran hytten i lidt tid og så ind igen. Det hele skulle ske med små rolige skridt så intet gik galt. Han ville ikke risikere, at hans lille yngling kom galt afsted igen. Den fejl havde han begået en gang og han havde givet sig selv skylden for alt. Han ville ikke miste ham. Hverken til nogen eller noget.
Om morgenmadens kvalitet var ingen tvivl om, at det hele kom an på Joshua´s tilstand. Og dermed, at han ikke var kommet til skade så var maden udsøgt og perfekt! Han smilede og var så stolt over hans lille dreng var som han var. Han ville slet ikke kunne undvære ham mere havde han for længst indset. At han så havde skubbet ting på gulvet tog Lucian sig ikke meget af. Han rakte bare ned og tog nogen af dem op igen. Intet var jo gået i stykker så det var ikke noget slemt der var sket. Han lagde det op på bordet et andet sted og så på bakken med et smil. Han begyndte roligt at smage på det. Det var måske ikke sådan noget de kongelige fik, men han fandt det nu dejligt og skønt. Og han havde aldrig oplevet før nogen lavede mad til ham så det varmede også om hans hjerte.

[Deleted]

Joshua vidste udmærket godt, at han kunne blive syg igen, også selvom det slet ikke var noget som han hungret efter, for det havde bestemt heller ikke været særlig sjovt for hans vedkommende. Den tanke havde virkelig bare skræmt ham som aldrig før. Han havde ikke oplevet det faktum at blive opvartet på denne måde eller denne form for omsorg, for han havde været det ene sted for at komme det andet og så videre til børnehjemmet hvor der havde været så mange andre børn som man skulle tage hensyn til, så han havde vel også følt sig en anelse overset? Han havde dog ikke klaget, for han havde haft et sted at være, hvilket vel også var det vigtigste af det hele. Nu hvor han også havde prøvet det at skulle leve uden noget som helst udenfor, hvor han jo var endt syg, så havde han faktisk været utrolig glad for det i den anden ende. At vide at Lucian var direkte stolt af ham, var selvfølgelig også noget som betød frygtelig meget for hans vedkommende, selvom han igen slet ikke var den bedste til at vise det, hvilket et sted også var frustrerende. Han vidste ikke helt hvordan han skulle tage komplimenter af nogen stil, men at vide at han var stolt, var noget som i den grad også var noget som gjorde ham glad! Han smilede let, hvor han vendte blikket lettere forfjamsket ned mod sine hænder foran sig. Det var heller ikke fordi at det var noget som han ville skjule for ham. ”Jeg håber du lider det…” sagde han stille, som han foldede hænderne roligt foran sig og vendte blikket næsten håbefuldt op mod ham, som han håbede at det jo selvfølgelig måtte smage godt, for han ville jo heller ikke have at det skulle være anderledes end dette, for det ville han da bestemt heller ikke få det mindste ud af overhovedet.
Han havde klaret det hele selv og endda uden at komme til skade, selvom han måske var blevet en anelse svimmel? Han var slet ikke vant til at skulle gøre noget fysisk, for det havde han jo heller ikke gjort igennem temmelig lang tid, så det var jo i bund og grund ikke noget som sagde så lidt i den anden ende. Han havde været sengeliggende og have haft det direkte elendigt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han satte sig stille ned der hvor han var og vendte blikket op mod ham og med den samme rolige og ikke mindst kontrollerede mine, for han følte sig pludselig.. træt? Han strøg hånden over hans hoved og vendte blikket tilbage mod Lucian endnu en gang. Det var heller ikke fordi at det var noget som han ville skjule for ham. ”Jeg har det ikke så godt..” sagde han dæmpet som han vendte blikket lidt usikkert mod ham.