I feel better now..

[Deleted]

Lucian strøg ham over håret med et stille smil og kunne godt forestille sig alle de skræmte tanker der måtte have rendt igennem den lille drengs hoved i den sidste tid hvor han havde ligget syg i sengen og ligget tæt på dødens rand. Mere tæt end Lucian havde brudt sig om. Og der måtte vel stadig være lidt skræmte tanker omkring det? Bare på en anden måde måske? Men Lucian var ikke særlig meget i tvivl om, at de måtte være der et sted. Og han ville sådan ønske, at han kunne have taget de sidste måneder væk og fået det til slet ikke, at være sket så Joshua kunne leve videre uden at den oplevelse var kommet med i hans liv. Han fortsatte stille med at stryge hans hår lidt endnu og da han stoppede med det ja så holdt han bare blidt om ham som en rigtig bror. For ja sådan så han dem altså. Og havde han gjort i temmelig lang tid efterhånden og han var så ligeglad med, at de ikke var beslægtet for det betød intet. Det betød mere hvordan de følte.
Han lod stille sit blik falde på ham igen og strøg hans kind mens han blot sad tavs og betragtede ham som han sad der og næsten blev...genert? Han lagde sit hoved stille på skrå mens han ikke helt kunne holde et svagt smil tilbage over at se ham sådan her. kær og mere den dreng han havde fundet og taget til sig. Han holdt dog skarpt øje med tilbagefald hele tiden, men det så ud til det gik stødt frem for hans helbred. Han vendte dog nu stille sin opmærksomhed tilbage mod maden, da det var han nævnte den igen og fik så spist det. Han var jo sulten og nu blev han mindet om det og spiste roligt indtil der ikke var noget tilbage og havde så fået lavet mulighed til Joshua for at samle sig og føle det godt alt det med, at Lucian roste ham og så han kunne få lidt mere energi. Han så på ham og sukkede stille med et smil og klappede ham på håret. "Hvad kan jeg sige andet end tak for dejlig morgenmad?" smilede han og det havde smagt godt selvom det var tykke skæve skiver brød og alt det, men smagen var jo den samme og den var god. Dog forsvandt smilet da han så og hørte Joshua. Han lagde let sin hånd mod hans pande. "måske du ikke skulle overanstrenge dig... mumlede han stille og nussede hans kind og så på ham. "Vil du ind i sengen igen? Eller skal jeg hente dynen herind?" han så på ham på den broderlig facon han havde fået for vane igennem den tid Joshua havde været der.

[Deleted]

Joshua havde virkelig været panisk bange for døden og det var egentlig ikke fordi at der var noget at frygte som sådan, var der? Han vendte blikket mod Lucian. Han ønskede virkelig bare at gøre manden glad og stiolt ikke mindst, også fordi at han selv havde gjort så meget for ham at man skulle tro at det var løgn og han var stadig bange for at ende med at blive en byrde, for det var da noget af det sidste som han ønskede sig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At lave en ordentlig omgang morgenmad var da noget af det mindste som han kunne gøre for ham, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig skulle komme til stykket, det var bare sådan at det måtte være! Blikket vendte han mod ham. Han følte sig måske en kende svimmel, men han gik ud fra at det er meget normalt? At selv Lucian måtte bide sig mærke i det og den måde som han reagerede på, så var det noget som faktisk kun måtte gøre ham mere bange end det som godt måtte være, for han ønskede virkelig ikke at blive syg igen, om et jo så var noget som man ville det eller ikke! Han vidste at man kunne blive syg igen, han vidste godt at det måske kunne blive mere slemt, for det havde han også oplevet før når han havde været syg med forkølelse eller influenza. Han vendte blikket stille mod Lucian og rystede stille på hovedet. Han ville ikke være en byrde og det måtte vel også snart gå op for manden? ”Mig kan se-selv..” sagde han roligt og ganske bestemt. Han var alligevel en stor dreng! Han var færdig med at tude over de mindste småting, for det var bestemt heller ikke noget som han ville få det mindste ud af i den anden ende, om det j så var noget som man ville det eller ikke.
Joshuas blik gled ganske kort mod bordet som ellers var så indbydende dækket op, men han måtte ærligt erkende, at han ikke var særlig sulten, hvilket der vel også var ganske mange gode grunde til, om det var noget som man jo så ville det eller ikke. Han vendte blikket mod Lucian igen og sendte ham et yderst halvhjertet smil. ”Spis..” opfordrede han stille, som han roligt rejste sig op og gik ind mod soveværelset. Måske at han havde rejst sig for hurtigt eller noget i den stil, for så snart at han nåede ud på det åbne gulv, så vendte han mere eller mindre det hvide ud af øjnene og røg direkte i gulvet igen og denne gang var det med et betydeligt større bump. Kroppen var endt mere svedig, han lå og smårystede og prøvede at genvinde fokus, selvom det slet ikke var ham menneskelig muligt!

[Deleted]

Hvad andet kunne man ønske sig en en dejlig lillebror der havde overlevet en slem pest og som var noget så kær? Lucian kunne nok let have givet svar førhen. Før Joshua var kommet ind i hans liv på den måde. Men nu ville han bare ryste på hovedet og sige han havde alt han ønskede sig i den knægt. Og det var lige nu faktisk sandt. Men måske når knægten blev større eller han rejste så fik han nok lyst til andet i sit liv igen. Men den tid den sorg ikke sandt? Han ville ikke bekymre sig om alt det før det ville komme til og være en ting han skulle tage stilling til.
Maden var blevet fjernet fra bakken næsten til sidste krumme og spist op og bakken stod nu blot tom og alene. Han havde faktisk været meget sulten indså han nu og maden havde fyldt hans maves tomme bundhul ud så nu var han klar til en lang dag før næste måltid ville melde sig i løbet af den. Han var fuld af energi på trods af mangel på søvn, men maden havde gjort sit. Han havde jo heller ikke spist meget i lang tid så det var nok klart han ville føle sig forandret ved det.
Han så uroen nærmest vokse i øjnene på knægten og smilede beroligende. "rolig nu. Jeg tror bare det er fordi du kun er lige er blevet rask så din energi og kraft skal lige oplades. Du burde holde dig lidt i ro så du ikke falder." han strøg ham let over kinden mens han så smilende på ham og håbede ikke han blev alt for skræmt over at hans krop ikke var helt på dupperne endnu. Det kom jo lige så stille med tiden. Han skulle bare vente og se og Lucian håbede så bare han var tålmodig nok. Han strøg ham stille over kinden lidt endnu før han nikkede og bare håbede drengens krop ikke ville bukke under og sygdom atter trådte til. Det tillod han ikke!

Han ville gerne have knægten fik spist lidt, men ja hvis han ikke var sulten så var han ikke sulten. Og Lucian havde jo så også fået spist resten på kort tid af det der var tilbage så det var nok godt nok. Han ville sørge for han fik lidt mad senere når han var sulten så. Han rejste sig stille op. "Men lidt vand kan du vel drikke?" smilede han stille og gik ud for at hente et glas. Væske var jo trods alt vigtigere end føde i længden. Dog kom han ikke langt før han hørte et bump bag sig og fik vendt sig om. Havde Joshua ved et uheld væltet noget? Han stirrede temmelig skræmt på det syn der mødte ham og var i få skridt hele vejen henne om sofaen og bordet og henne ved Joshua og fik løftet ham op og så på ham. Mærkede hans temperatur og puls. Han var ikke særlig tryg ved dette og fik ham i en fart lagt ind i sengen mens han sørgede for han lå godt og satte sig hos ham. "Joshua?" han var nødt til at tjekke om han var ved bevidsthed. Skulle han få tilkaldt Greg igen? men der ville gå mindst en dag før han var her! Det kunne være for sent. Men han kunne vel ikke gøre så meget andet hvis Joshua ikke vågnede? Han skyndte sig i en fart at hente vandet og satte sig så på sengen og strøg knægten over håret. "Joshua vågn nu op.." han bed sig i læben og så uroligt på ham. han havde lyst til at ruske liv i ham, men det var ikke klogt så derfor lod han være og ventede blot.

[Deleted]

Joshua gjorde sig vel ekstremt ihærdige forsøg på at vise hvem han var og hvad han ville, for han ønskede virkelig ikke at være til besvær på nogen som helst måde overhovedet, hvis det var noget som han kunne blive fri for selvfølgelig, og det var også det som måtte være hans endelige mål, så det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han blinkede let med øjnene. Han ønskede virkelig bare at gøre en god dreng og derfor gjorde han også disse ting som han gjorde lige netop for dette øjeblik for at bevise det for ham, for der var virkelig ikke noget andet som måtte komme på tale for den sags skyld. Efter alt det som han havde været igennem allerede til nu, så var han virkelig også en knægt med alt for mange bekymringer og ting som han kunne sidde og tænke over. Det var jo slet ikke normalt for en så lille dreng at rende rundt og spekulere på døden, var det? Han havde ganske rigtigt også været tæt på den, så selvfølgelig måtte det være noget som spillede ind, det var noget som han slet ikke var det mindste i tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han vendte blikket stille mod Lucian, som han tydeligt også fik ham roet ned, hvilket bestemt også måtte være noget som måtte hjælpe en frygtelig god del for ham. Han sendte ham et stille smil og nikkede, som han strøg over hans kind. Selvfølgelig var det en betryggende tanke at han måske lige skulle i gang igen, efter et længere sygeforløb? Sjovt havde det bestemt heller ikke været, det havde der bestemt heller ikke været nogen tvivl om!
At se Lucian spise op, var selvfølgelig noget som gjorde ham glad, for så var maden da i det mindste spiselig, så var han jo heller ikke helt galt på den, var han? Han smilede et stort smil. ”Det skal jeg nok..” sagde han dæmpet, som han vendte blikket roligt mod ham endnu en gang. Han holdt virkelig af Lucian, også fordi at han virkelig havde gjort så frygtelig mange ting for ham, at det var ubeskriveligt. Han stod der jo som en bror eller som en far, hvor han allerede adskillige gange havde været tæt på at kalde ham det ene eller det andet, men han ville jo heller ikke være til besvær, så han kæmpet virkelig med at holde mund om det!

Joshua havde det virkelig ikke for godt og det var i den grad også noget af det som for alvor måtte gøre ham urolig, for han brød sig ikke om det, når han kunne mærke, at der var noget som det ikke skulle være! Han vendte blikket stille mod Lucian, som nu alligevel tog det ganske rolig. Ikke fordi at det altid var noget som smittede af på ham selv, for det gjorde det bestemt heller ikke i denne situation, om det var noget som man ville det eller ikke. han nikkede roligt til Lucian som rejste sig, hvor han roligt selv valgte at blive siddende – lige for nu om ikke andet, for han havde brug for en pause. ”Det.. tror jeg,” sagde han en anelse usikkert som han så efter Lucian. At han jo selv valgte at rejse sig, gik måske en anelse for hurtigt, idet at han røg direkte i gulvet, kun for at blive liggende – temmelig langt væk. At han blev hævet i Lucians arme, var slet ikke noget som han mærkede sig det mindste af, da han blev båret ind på sengen og lagt. Han var fuldkommen slap, hans krop badet i sved og han var træt og udmattet. Små krampetrækninger skete i tide og utide i hans arme og ben og han så ud til at fryse. At han blev kaldt på, var end ikke noget som han registrerede og ej heller at Lucian strøg ham over håret.

[Deleted]

Lucian frygtede det værste næsten nu. Før havde han blot troet knægten var en smule sløj og forkølet og det var endt med pest i sidste ende. Måske pesten slog ud igen? Havde han ikke fået nok af den rod i sig og var for hurtigt komme ud af sengen? Lucian bebrejdede sig selv fordi han ikke havde sagt Joshua imod og passet bedre på ham. Igen havde han fejlet og han bandede sig selv langt væk. Han burde måske finde et sted hvor nogen bedre kunne tage sig af knægten, men han følte alligevel det var hans ansvar. Og han kendte ikke rigtigt nogen der tog sig af børn. og han nægtede at efterlade ham på et børnehjem eller hos fremmede!
Han sad lidt tid ved knægten som han fik pakket ind i tæppe efter tæppe for at sikre sig han ikke frøs, men måske han så svedte og havde det varmt. Men så kunne de måske svede noget af hans sygdom ud? Det brugte man jo til visse sygdomme. Han så hen mod de plante rødder Greg havde efterladt. Der var stadig rigeligt, men det havde også været svært at få det i Joshua. De smagte ikke godt kunne han forestille sig. Men han kunne ikke give knægten noget af det før han vågnede og måske han ikke ville vågne foreløbig? Han sukkede og lagde sig ned ved siden af knægten og holdt om ham. Ville forsøge at fortælle hans underbevidsthed, at han ikke var alene og måske han så ville vågne hurtigt? Han håbede det. Og i alle fald forlod han ikke knægtens side lige med det første. Det var helt sikkert. Om han så skulle ligge der time efter time. Dag og nat. Lige meget hvor længe så ville han kun gå ud kort for vigtige ting. Men ellers var hans plads her! Han knugede stille englen ind til sig og kyssede hans pande og hviskede en stille bøn. Han var jo ikke ligefrem en af de mest hellige væsner eller personer, men han bad nu alligevel til en højere magt om at beskytte Joshua og forny hans styrke og bringe ham tilbage til et frisk og sundt liv.

[Deleted]

Joshua havde virkelig været direkte panisk bange for, at han skulle til at være syg igen, for det var virkelig ikke noget som han havde lyst til! Det andet havde været skræmmende nok i forvejen og så tanken om at han skulle til at gå igennem det samme en gang mere? Det var slet ikke noget som han kunne magte! At lave en masse, at komme ud af sengen og hoppe og springe, selvom det havde taget ham tid, for han havde virkelig været bange for at han var endt med at blive syg igen og det var slet ikke en tanke som han brød sig om, for han havde været syg en gang og det var langt mere end rigeligt for hans vedkommende, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det bare ikke noget som han kunne gøre noget ved lige nu. Det var slet ikke fordi at han ønskede at hænge på Lucian og specielt ikke efter alt det som manden havde gjort for ham, så var han virkelig frygtelig taknemmelig for det hele, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket.
At Joshua var blevet båret ind i sengen, var slet ikke noget som han mærkede sig af. Den lille krop var dog tydeligt medtaget af det lange forløb med sygdom, at han virkelig var langt væk lige nu. Det var vel det som man kunne kalde for et kraftigt tilbagefald, selvom der ikke var nogle vorter eller udslæt som der havde været sidst han havde været igennem det, så selvfølgelig var det også noget som betød en god del for ham. Hans lille hjerte hamrede fast mod hans bryst, han kæmpede næsten for hans vejrtrækninger. Det var næsten skræmmende hvor hurtigt det hele var kommet for hans eget vedkommende, at man skulle tro at det måtte være løgn! Det tog ham dog alligevel et godt stykke tid, men det var ham virkelig en forfærdelig kamp uden lige, at man skule tro at det måtte være løgn. Hans krop begyndte næsten omgående at ryste, som han puttede sig mere ind til Lucian. Den mand havde jo altid været der for ham og en af de få som faktisk ikke var endt med at svigte ham, så selvfølgelig var det også noget som havde en massiv betydning også for hans vedkommende, om det var noget som man ville det eller ikke, men han ønskede virkelig ikke at lægge sig syg lige nu, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hans øjne endte endnu en gang direkte tårefyldte, for han ønskede virkelig ikke at være syg! Han ønskede ikke at dø! ”Vil ikke..” hviskede han med en direkte hæs stemme. Han var ved at gå over i panik, for han kunne udmærket godt huske hvad det var der var sket sidste gang de havde stået i denne situation og det var bestemt heller ikke noget som han kunne mindes som noget behageligt!

[Deleted]

Da Joshua´s stemme svagt kom frem vuggede Lucian ham blidt og tyssede på ham og håbede bare han ikke gik i panik eller blev den mindste smule bange. Lige nu skulle han bare hvile sig. Sove og få det godt igen. Igen.
Han lukkede sine øjne lidt og strøg ham blidt over håret og ned over ryggen mens han fortsat vuggede ham blidt i sine arme. Han kunne slet ikke fore stille sig det chok, at han skulle miste ham nu hvor det hele omsider var gået den rigtige vej! Han holdt ham en smule hårdt ind mod sig, men ikke så meget at knægten blev mast. Han lod ham få luft, men samtidig fortælle ham, at han var der. Lige der hos ham og der blev han!

Han lå med ham sådan længe før han så på ham og forsøgte at se om der var nogen tegn på fremgang eller mere tilbagefald. Han ville være sikker på om han skulle bruge de rødder eller muligvis tilkalde Greg på ny. Han var ikke alt for tryg ved at det kunne gå så skidt igen. Burde den pest ikke være ude af hans krop? Han lå og tænkte på de sidste måneder. De havde begge været igennem en masse og en masse frygt, men han ville ikke udsætte Joshua for alt det igen. Han var bange for det blev alt for meget for ham? Han var jo så ung og han burde slet ikke være endt ude i det første gang og bestemt ikke igen! Han strøg ham lidt over håret og så på ham lidt mere i mørket der havde indtaget værelset. "Joshua?" hviskede han stille for at se om han svarede. Om han mon stadig sov eller var vågnet op.

[Deleted]

Joshua ønskede virkelig ikke at være syg. Han ønskede bare at være frisk og rask, så han kunne løbe rundt og more sig ligesom enhver anden på hans alder, for det var efterhånden også ved at være tiltrængt. Han kunne virkelig ikke fordrage at han skulle til at ligge der igen! Hans pande dryppede af sved, som han pludselig endte igennem en kæmpe og massiv svedetur, selvom det kun var noget osm gjorde det hele langt værre for ham, for han ønskede det ikke! Tårerne væltede op i hans øjne som han lod Lucian knuge om ham. Det var faktisk en følelse som han rigtig godt kunne lide og det føles også ekstremt rart, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. at blive vugget var noget som gjorde ham rolig, for så vidste han da om ikke andet, at han ikke var alene om det, og det var også noget af det som han så kraftigt havde brug for at vide lige netop i denne stund.

At Lucian udtalte hans navn, var ikke noget som han rigtigt lagde mærke til igennem de første sekunder. Han endte dog stille med at vende blikket op mod ham og ikke mindst med en tydeligt spørgende mine. Han vidste og så næsten på voksne som nogen som måtte brænde inde med alt det som man kunne beskrive som et svar, men vel ikke denne gang? ”Mhmm?” svarede han stille og direkte skræmt. Han var panisk allerede, for han havde virkelig ikke tid til at være syg nu! Han ville bare ikke igennem det endnu en gang! Tårerne trillede stille ned af hans kind og med den samme stille mine som tidligere. Der var virkelig ikke nogen grund til at skulle skjule det, og det var noget som han heller ikke gjorde. Han valgte dog stille at gemme ansigtet ind mod Lucian, idet han begyndte at græde. Han magtet det ikke igen!

[Deleted]

At se den manglende børneleg hos Joshua skar i hjertet på Lucian. Han savnede de dage hvor de havde hygget med leg og med gåture og bare brugt tid på hinanden. på at lære hinanden at kende og så meget andet. Skabe deres egen lille familie hvor de ikke skulle frygte andre kom og blandede sig så længe de boede herude. Her kom ikke rigtigt nogen helt herude og de tog kun ind til byens centrum når de skulle handle varer hvilket de havde haft en fast dag om ugen til. Nogen gange to dage hvis det var Joshua ville have et eller andet som de manglede. Han forkælede ham nok, men ja han holdt af knægten på en dyb måde. Meget dyb.
Han smilede svagt, da han hørte en svag lyd fra ham og nussede hans kind ganske stille mens han så på ham. "Hej. Jeg ville bare lige se om du var vågen." han kyssede hans pande igen og gav ham et klem ind mod sig og smilede en smule lettet, men der var jo desværre lang vej til han var helt rask igen så det ud til. Dog forsvandt smilet, da det var han så Joshua græde og han gav sig til at vugge ham blidt igen. "så så..rolig nu. jeg er her jo.." hviskede han og holdt ham tæt ind til sig. Han vidste jo han var bange og træt. Men han vidste ikke hvad han skulle gøre for at stoppe det udover, at holde ham i sengen og give ham de der plante stykker hvis han fik bylder og pest tegn på kroppen igen. Og så holde ham i sengen til han var helt rask denne gang. Han kunne ikke gøre så meget andet end trøste ham og være der for ham. "Jeg ved det er svært. Men måske du bare har fået lidt feber eller du rørte dig for meget for hurtigt. Lad os nu vente lidt og se. Du ser ikke ud til at have pest igen. Du har ingen bylder eller noget. Og hvis du har så har vi stadig din medicin. Det skal nok gå min lille skat.." hviskede han og kyssede hans pande med et langt kys og nussede ham ned af ryggen.

[Deleted]

Joshua kunne virkelig ikke huske hvornår han sidst havde givet sig hen til leg. Han var blevet frygtelig hurtig voksen efter alt det som var sket og det var bestemt heller ikke fordi at det var en tendens som han brød sig om på nogen måde. Han var bange af sig og det var noget som virkelig også måtte gøre ondt, om det var noget som man ville det eller ikke. Han lå fuldkommen knuget ind til Lucian. Den mand havde virkelig gjort ekstremt meget for ham og selvfølgelig var det noget som han virkelig var taknemmelig for, selvom det bestemt heller ikke altid var noget som gjorde op for det faktum, at han havde haft direkte.. brug for alt det her. Han havde haft brug for de trygge rammer som denne mand havde stået og skænket ham, så det var noget som han selvfølgelig var glad for. Han havde noget at forholde sig til og det var noget som han i den grad også havde haft voldsomt brug for, om det var noget som man ville det eller ikke. Øjnene lukkede han endnu en gang. Han følte sig pludselig frygtelig træt og det var noget som gjorde ham bange. Han ønskede virkelig ikke at være så syg igen!
Lucian trøstede ham og selvfølgelig var det også noget som han virkelig måtte være glad for i den anden ende. Ikke fordi at det var noget som hjalp som sådan, men det var ham en støtte som han i den grad også havde brug for, om det var noget som man nu ville det eller ikke. At falde en anelse til ro var bestemt heller ikke noget som man kunne sige måtte være nemt, for det var det bestemt heller ikke, men han prøvede da om ikke andet. De strøg over hans kind og det at han blev vugget og kysset på panden, så følte han sig lidt som en lille dreng igen, hvilket faktisk var noget som han godt kunne lide, selvom der nu skulle meget til for at trøste ham i denne her situation, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så kunne han virkelig ikke gøre for det. Han nikkede stille og tørrede sine tårer væk. ”Jeg vil ikke være syg igen..” hviskede han næsten hjælpeløst, som han vendte blikket direkte op mod Lucian endnu en gang. Tanken var noget som han faktisk måtte finde direkte skræmmende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, når det endelig skulle komme til stykket. Han trak vejret dybt og lagde sig godt ind til ham. Han pakkede på ham, hvilket Joshua var klar over og selvfølgelig var han manden taknemmelig! ”Jeg er bange..” endte han med en yderst dæmpet stemme, som han igen vendte blikket direkte hjælpeløst op mod Lucian. Den mand var jo det eneste som han havde at forholde sig til lige for øjeblikket, så selvfølgelig var det også noget som havde en ekstrem stor betydning for ham. Hvem andre skulle han da have at gå til? Alle andre havde jo svigtet ham på de værst tænkelige måder og han stod der endnu? Det var virkelig en mand som han selv måtte se ekstremt meget op til.

[Deleted]

Han kunne nok ikke sige noget der beroligede knægten mere end han var nu hvilket jo ikke var meget. Men han vidste jo ikke om han bare havde fået lidt mere feber og havde mistet styrke eller om han virkelig var ramt af pesten. Hvis han bare vidste det præcist så kunne han meget bedre hjælpe med betryggende ord. Men han kunne dog være der for ham og vise det med at holde sig til ham. Ikke lade ham være alene og føle sig ensom og bange. Han kunne hjælpe ved at vise kærlighed og støtte op om ham. Men det var jo ikke nok alene i det lange løb, men det var nok her i starten håbede han. Han ville bare vente lidt og se hvad der skete. Måske han fik det bedre efter noget søvn og varme. Han strøg hans pande og så på ham. Han forsøgte selv at skjule sin frygt så meget som muligt så Joshua ikke ville se den og blive mere bange. Det var der ikke brug for. Han ville beskytte ham med alt han kunne og passe på der ikke kom nogen slemme og tog ham bort. At han ikke kom noget til selvom han følte han havde svigtet med den pest der havde haft ramt ham selvom han jo intet kunne have gjort, da den havde været i ham før han kom hertil. Men nu ville han ikke lade historien gentage sig!
Han trak dynen lidt mere om ham så han var sikker på han ikke lå med en fod eller arm ude i kulden. Han ville sikre sig det bedste af det bedste og han havde heldigvis medicinen tæt på sengen, da den stod i kurven på natbordet lige bag ham. Der var ikke engang en meter der til med en arm strækning så han kunne blive der hos ham. Han havde også frisk vand som han havde haft hentet nyt ind af hver dag i en kande på bordet også så han skulle bare vente og se om der kom nogen former for signaler til om det var pest igen eller blot et lille tilbageslag i form af svækkelse. Han håbede så inderligt på det sidste og forsøgte at få ham til at falde til ro og måske sove lidt selvom han vidste knægten var bange. Bange for at sove og ikke vågne igen for det ville han også selv klart være, men lige nu var der igen ikke så meget andet valg for ham end at forsøge. Søvn var en vigtig ting og det kunne være med til, at hjælpe ham og det havde han jo forklaret knægten så mange gange før da han lå syg første gang så han håbede virkelig han kunne huske de ord og lå blot og strøg ham over håret lige så stille.

[Deleted]

Joshua så virkelig ekstremt meget op til Lucian, for den mand havde virkelig gjort forbandet meget for ham. At det hele så skulle ende på denne her måde, var slet ikke noget som han havde regnet med og den tanke alene, var noget som direkte måtte skræmme ham, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Det var forbandet sjældent at han i det hele taget gjorde som han gjorde; At lukke op for nogen andre end sig selv, for alle havde haft en ekstrem tendens til at svigte ham, men det var ikke noget som var sket her, så selvfølgelig var det en tanke som han virkelig var forbandet glad for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. hans hjerte hamrede mod hans bryst, det var jo slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet.
Lucian lå og holdt om ham, og det var virkelig rart. Selvom han måske gjorde sit for at skjule frygten og angsten for det hele, så kunne Joshua så sandelig godt fornemme den, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde det mindste til, for det kunne han slet ikke tillade sig. Den mand havde åbnet hans døre for ham og igen følte han sig kun som en byrde og det var slet ikke en tanke som behaget ham på noget som helst tidspunkt og han kunne virkelig ikke gøre noget andet end at hade det! Han lukkede øjnene stille, selv med tårerne som tydeligt havde meldt sig, så prøvede han da at fremstå som en stærk dreng og undlod at lade dem falde, for han ønskede virkelig ikke at blive syg igen! Han klamrede sig direkte ind til Lucian. Han havde ikke haft nogen anelse om hvad der var sket eller noget som helst! Måske at det bare var gået en anelse for hurtigt, at det måske bare var gået lidt for tjept med at komme ud af sengen og i bevægelse? Det var en tanke som selvfølgelig havde ramt ham, hvilket han selvfølgelig også kun måtte håbe på, selvom det virkelig ikke var nemt for ham på noget som helst tidspunkt overhovedet! Han bed sig tydeligt i læben og vendte blikket stille op mod Lucian. Han turde ikke sove, han turde virkelig ikke at gøre noget som helst! ”Jeg er træt..” endte han med en næsten panisk stemme. Hvorfor skjule det for ham? Manden havde været der for ham, siden de havde mødt hinanden og det var jo heller ikke fordi at han havde gjort ham ondt på nogen måde – som han vidste af om ikke andet, så selvfølgelig var det noget som gjorde forbandet meget også for hans vedkommende. ”Jeg tør bare ikke..” Han gemte ansigtet mere ind mod Lucian. Han følte virkelig desperat for at søge hjælp!

[Deleted]

"Heller ikke hvis jeg ligger vågen og passer på?" Lucian´s stemme var stille og så rolig som han kunne gøre den. Han gættede sig til, at han ikke turde sove. At det var det Joshua mente for det havde de jo flere gange været ude for og han forstod ham sandelig godt. Bebrejdede ham det ikke. Lucian måtte da erkende han også var bange for at sove da pesten havde været værst. Bange for at sove og så vågne op og opdage hans lille engel var væk. Sovet stille ind ved hans side. Han havde derfor ikke sovet meget i de sidste par måneder og ja det kunne da se ud til, at han skulle udsættes for lidt mere søvn mangel, men det måtte han så bare tage med. Sådan var det jo nok, at have en lillebror. Eller i det hele taget bare en som stod en nær. Meget nær.
Han nussede ham stille som Joshua bare puttede sig ind til ham. Gemte sig lidt vel. Selvom han ikke kunne gemme sig for pest og andre sygdomme, men det var jo sådan drengen fandt trøst og det var det vigtigste. Han var jo blot et barn. Et barn der betød mere for Lucian end nogen anden af dem som han havde haft førhen. Og det havde endda været nogen han havde leget med og stillet sin tilfredsstillelse med. Hvis Joshua nogensinde fandt ud af det ville Lucian virkelig ikke vide hvad han skulle gøre. Knægten ville uden tvivl hade og frygte ham for al evighed og stikke af og aldrig se sig tilbage. Aldrig nogensinde ønske at se ham igen eller tænke en god tanke om ham. han ville miste den eneste der betød noget for ham og altid være hadet af denne person. han vidste, at han ikke ville kunne få sig selv til at røre Joshua på den måde. Og han kunne heller ikke holde ham fanget eller forsøge at jage ham. Nej hvis Joshua nogensinde tog væk herfra ligemeget hvorfor så ville Lucian blot lade ham rejse. Selv hvis det værste skete og Joshua ville hade ham så ville han ikke gøre noget for at stoppe ham. Han ville blot ulykkeligt se ham flygte bort.
Lucian følte ensomheden skylle ind over sig bare ved de tanker om en mulig fremtid fyldt op med ensomhed og Joshua´s had. Han hadede de tanker selvom de lige nu var plantet i hans hoved fra tid til anden. Joshua måtte ikke få det at vide. Ikke kun fordi han så ville miste ham. men nej Joshua havde ikke brug for den slags viden. Han var kun et barn og det ville skræmme ham og jage ham for livet. Han ville jo altid mindes han havde boet under tag med en pædofil og endda set ham som en bror. Det var ikke noget Lucian kunne byde ham. Han strøg ham let ned over ryggen og så på ham. Han ville jo så gerne se ham få det bedre igen. Og forblive sådan.

[Deleted]

Joshua havde aldrig nogensinde været så bange som det han følte sig for øjeblikket, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hans hjerte hamrede og bankede mod hans bryst, for det var jo heller ikke fordi at han ønskede at dø nu! Han var jo bare en lille dreng! En lille dreng med et helt liv foran sig! Han vendte blikket mod ham og med den direkte hjælpeløse mine. Selvfølgelig vidste han at denne mand ville passe på ham og beskytte ham, for han havde jo heller gjort noget andet end det, så han følte virkelig at han stod i en stor taknemmelighedsgæld til ham. Han rystede dog stille på hovedet til hans ord. Han turde virkelig ikke at lægge sig til at sove, og det var bestemt heller ikke fordi at han følte sig usikker omkring hvad der ville ske, hvis han i det hele taget tillod sig at skulle hvile, for hvad nu hvis der skete noget når han lukkede øjnene? Det var jo den som han var mest bange for!
Det var bestemt heller ikke fordi at Joshua nogensinde regnede med at skulle tage fra Lucian. Den mand havde virkelig passet så godt på ham og selvfølgelig var det noget som virkelig gjorde ham glad. Han følte virkelig en ekstrem stor taknemmelighed for det. Lige hvilken måde at Lucian måtte se ham på – Bror eller .. en søn måske? Selv havde han altid drømt om at få en far, selvom det nu heller ikke var noget som han turde sige højt, for dem som havde stået der som en mulig en af slagsen havde allerede vendt ham ryggen frygtelig tidligt, selvom det nu alt i alt, var en tanke som faktisk måtte skræmme ham på denne her måde, om det var noget som man ville det eller ikke.
Alene tanken om at der var nogen til at holde om ham, var noget som virkelig glædet ham. Joshua var en lille og ung dreng, som tydeligt havde brug for at få bekræftet, selvom han virkelig prøvede at holde det på et minimum, men det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som sagde så lidt. Hans øjne var nu alligevel endt med at glide i, for han var virkelig træt og ikke mindst skræmmende udmattet, for dette var virkelig noget som tog frygtelig hårdt på hans kræfter og hans energi. Alene den tanke om at være under taget med en pædofil som faktisk ikke engang havde rørt ham – som han vidste af om ikke andet, var en tanke som nok ville være meget dumt at skulle fortælle ham, for det var en tanke som i den grad ville skræmme ham forbandet meget, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han endte dog roligt med at glide hen i søvnen alligevel, for han var virkelig ved at være frygtelig udmattet.

[Deleted]

At drengen ikke ville sove endte med, at gøre Lucian temmelig urolig. Han vidste jo dette ikke var sundt for Joshua på nogen måde i det lange løb. Men han kunne jo ikke tvinge ham til at sove, men kun forsøge at opmuntre ham til at hvile. Men han forstod godt hans frygt. Han havde selv haft det sådan flere gange mens han var syg første gang. Og nu ville det nok komme igen hvis han blev det på ny. Han bad dog til det bare var et lille tilbage fald som snart ville være borte og glemt. Så de kunne komme videre. Få et liv som et barn fortjente.
Han smilede lettet for sig selv, da han så knægten omsider faldt i søvn af ren og skær udmattelse. Han var lidt mere rolig nu selvom det jo stadig kunne gå galt. Han kunne sove til evig tid. Men han håbede og troede på, at han ville åbne sine dejlige øjne igen og være rask en dag meget snart. Så var alt godt igen. Det måtte han tro på. Og det gjorde han. Hvad end der så måtte ske så kæmpede han inderligt en kamp for ikke at miste modet på noget tidspunkt. Både for sig selv, men så sandelig også for englens skyld! Hvis først Lucian ikke længere troede på det gik så ville det smitte af på knægten og så var alt for alvor tabt. Han skulle tro på at han fik det bedre. Det var en del af at blive rask. for så havde han styrken til at modkæmpe hvad end der havde indtaget hans krop. Hvilket fremmedlegeme der mente den skulle bestemme. Han skulle tro og så ville det hele stille blive bedre. Det var Lucian sikker på.
Selv gik der længe før han fik ro nok til at hvile. Og det var kun en lille hvile, da der ikke skulle ret meget til at vække ham igen. Han sov let. En ting han var begyndt på igennem den sidste tid. Han ville være sikker på han var der for Joshua hvis han skulle vågne op mens Lucian selv sov. Så hans underbevidsthed måtte have lavet lidt om på tingene og indtil nu havde han været glad for det. I høj grad.