I feel better now..

[Deleted]

Han grinede stille. "Nej det har jeg jo hørt dig sige et par gange efterhånden. Og du har hørt mig mindst lige så ofte sige, at de hjælper." han strøg ham ned over håret mens han så på ham gumle lidt på dem, da han omsider fik taget mod eller blot beslutsom nok til, at tage dem og spise. Det var et godt tegn, at han selv kunne sidde og spise dem. Han måtte have fodret ham så mange gange i starten, men så småt gik det fremad. Godt og dejligt. Det tog tid, men denne gang ville han ikke risikere noget.
Han kunne også mærke, at feberen var faldt en smule. Og hans bylder og andre udslæt fra pesten var så småt skrænket lidt ind. Han var ikke læge, men selv han kunne da se det! og han havde da set dem længe nok til at kunne se ændringer. Og det var godt det gik i den rigtige retning. Det havde han også fortalt Joshua. For at give ham lidt mere mod og håb om, at det hele blev okay igen. Og han havde intet imod at Joshua græd. Han forstod det så godt. Han var et barn der havde oplevet mere end han burde. Han ville sætte en stopper på hans lidelse og give ham et mere lykkeligt liv. Et som han i den grad fortjente!

[Deleted]

Tanken om at være syg, var ikke noget som faldt i Joshuas smag mere, for han kunne virkelig ikke lide det! Specielt ikke når det var på denne her måde, for det var faktisk kun skræmmende for ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! At skulle sidde og gumle på de stænger var bestemt ikke det som han havde mest lyst til, men ikke noget som han kunne gøre noget ved som sådan, hvad end om han ville det eller ikke. en anerkendt healer havde jo fortalt at det var det som gjorde ham rask, så.. var det vel også det som han var nødt til? Hans krop sitrede svagt og han badede i sved mere eller mindre, for han havde det ikke specielt godt. At brokke sig over smagen, fik han ikke noget ud af, for det var stadig lige så elendigt som det var første gang han havde fået dem i munden, men hvis det var med til at gøre ham rask, så måtte det jo bare være sådan at det var. Han vendte blikket op mod ham, også selvom minen var direkte hjælpeløs, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Han var virkelig bange for at det ville tage hans liv! ”Jeg kan ikke lide det..” endte han dæmpet. Et sted var det vel næsten et råb om hjælp? Han blinkede let med øjnene, som han puttede sig ind mod ham. Hans lille hjerte arbejdede på højtryk, selvom det ikke altid var noget som han kunne gøre noget ved. Han var skræmt af det hele, for det hele havde været så godt i et stykke tid nu! Måske at han skulle tage det bare en anelse mere med ro? Så det faktisk kunne være, at han kunne nå at blive frisk til det hele? Det sitrede let i de små vinger, som han endte med at brede let. ”Må mig gerne komme ud lidt? Få noget luft?” spurgte han stille, idet han vendte blikket op mod ham endnu en gang.

[Deleted]

Lucian så på ham. Han var ikke meget for at lade ham stå op og bevæge sig rundt, men ja lidt frisk luft kunne jo i sig selv også være godt for helbredet. Og han havde ligget inde i lang tid og nu hvor vinteren var væk så var det jo ikke alt for koldt. Han tænkte lidt over det og endte med at skubbe dynen stille af sig så han kunne komme op og stå. Han smilede stille til ham mens han fik lagt et tæppe om Joshua før han løftede ham op. "Men jeg lader dig ikke gå for meget selv. Sidst så gik det galt. Vi må ligge småt ud og tage det skridt for skridt. Okay?" smilede han og bar ham stille ud af soveværelset og igennem den lille hytte til de kom ud af døren i stuen som førte om til 'baghaven' eller hvordan man kunne se på det når de var i en skov. Men ja han fik ham sat stille ned på en sten og sørgede for tæppet var godt lagt om ham. "Sådan?" han så på ham med et lille smil og strøg hans kind. Han ville helst ikke have der skete mere med Joshua, men han kunne jo ikke forhindre det utænkelige. Men han kunne forsøge. Og det gjorde han bestemt også. Han satte sig selv på stenen ved siden af ham og strakte sig lidt. Det var faktisk rart at komme lidt ud og få strakt kroppen. "Men ikke for længe okay? Jeg vil ikke risikere du bliver kold. Du betyder for meget til at der må ske dig noget Joshua.." han smilede stille mens han strøg ham let over håret. Det var dog rart nok at tænke på at de måske snart kunne nyde livet igen.

[Deleted]

Tanken om at han ikke var rask endnu, var en tanke som skræmte Joshua, for han kunne da ikke rende rundt og være syg resten af livet! Hans krop skælvede ganske let, som den næsten måtte bade i koldsved, uden at han kunne gøre noget som helst ved det. Han kunne ikke gøre andet end at sidde og tygge på de rødder, og de smagte bestemt ikke særlig godt! Han nikkede stille til hans ord. Han ville faktisk gerne ud og have noget frisk luft, for måske det var noget som kunne hjælpe ham bare lidt! Han lukkede grebet omkring Lucians hals, som han rejste sig, hvor han blev siddende ved ham, selvom han direkte måtte klamre sig om ham, for at grebet ikke skulle ende med at slippe ham, for det var slet ikke noget som hjalp det mindste! Han lod sig blive placeret på stenen og med tæppet omkring sig. Han følte pludselig at han begyndte at fryse og temmelig meget faktisk, selvom det nu ikke var noget som han sagde noget om, for han elskede at komme lidt ud i den friske luft! For en gangs skyld, for det var efterhånden ved at være ganske tiltrængt! Han sukkede dæmpet og nikkede så, hvor han varsomt lænede sig ind mod ham, så han kunne have ham at støtte sig bare en anelse til. Han lukkede øjnene ganske let. ”Det er rart..” endte han med en ganske sigende mine, for det var ikke engang fordi at det var løgn. Han nød at han faktisk kunne høre vinden, høre fuglene og nu hvor det ikke længere var vinter, så kunne det vel heller ikke blive så farligt for ham igen at søge ud? Han sukkede dæmpet og tog omkring tæppet, så han kunne trække det godt omkring sig, for det var efterhånden ved at blive ganske nødvendigt for hans del. Han trak vejret dybt og slap det tydeligt tungt. ”Jeg er så træt..” endte han dæmpet, som han vendte blikket mod den store himmel. At se de mange skyer fik ham kun til at smile. Det var rart endelig at komme lidt ud for en gangs skyld!

[Deleted]

Havde det stadig været vinter eller blot forår så havde Lucius nok kun gået med til at lade knægten sidde lidt i et åbent vindue. Men nu hvor det var sommer og ikke særlig koldt så kunne der vel ikke ske noget ved lidt frisk luft udendørs? Det kunne jo også være at det indelukkede rum havde været med til at forhindre chancerne for at blive rask igen. Frisk luft var jo sådan set også vigtigt for helbredet og vinduet havde kun været åbnet ganske lidt og kun kort tid af gangen ind imellem så det var ikke meget det havde givet. Men nu hvor de var ude så kunne han også godt selv mærke, at det havde været tiltrængt at komme ud lidt. Han havde selv opholdt sig så meget indedørs, at han næsten havde glemt hvordan naturen kunne føles. Han havde heller ikke været i sin dyreform i lang tid, men han glemte jo ikke lige hvordan man gjorde. Det lå i hans blod og var en del af hans natur så det var der ingen fare for at det ændrede sig. Han var født og opvokset sådan så det var blot som det var.
Han nussede stille Joshua på ryggen som de sad der. Havde Joshua nævnt noget om at fryse ville Lucian hurtigt have skaffet et tæppe mere og holdt ham varm, men han skulle jo også kunne ånde og mærke vinden bare lidt. Men nu vidste han intet om hvis Joshua følte sig lidt kold, da knægten jo intet sagde. Men han holdt nu under alle omstændigheder fast i sine ord om, at de kun ville være herude i en kort tid. Og hvis vejret holdt og Joshua kom i synlig bedring så kunne de jo godt gøre det til en lille fast ting et par gange om dagen måske. Sådan så han ikke følte sig helt svag og uden liv. Og det var jo en dejlig ting at være i en forårs skov som gled over i sommerlivet. Der skete stotset altid noget i skovens træer og buske. Her var rigeligt med dyreliv og lyde som kunne gøre en i godt humør. Han smilede selv lidt og elskede atter at høre de skønne lyde fra alle mulige væsner fra dyreverdenen der var kommet frem. Og mange af dem gik faktisk tit og ofte lige igennem deres 'baghave' som jo sådan set bare var skovens lysning. Dyrene havde vænnet sig til hytten og Lucian af og til var udenfor så de følte sig ikke truet eller skræmt ved at nærme sig selvom de fleste da stadig var godt på vagt. Faktisk kom et par dådyr netop nu gående lidt væk fra hytten og gik og græssede lidt. Lucian havde fortalt og lært Joshua, at han skulle være stille og ikke løbe eller skræmme dyrene når de kom. Så han håbede bare Joshua kunne huske det. Ikke at han løb efter dem nu, men hvis han råbte eller talte lidt for højt ville de to dyr nok smutte igen.

[Deleted]

Joshua havde det bestemt ikke særlig godt, også selvom der vel ikke var særlig meget at gøre ved det af den grund? Han blev siddende godt ind mod Joshuas favn, også fordi at det var den mand som han stolede på, for hvem skulle han da ellers gå til? Han havde jo ikke andre, og efter det kaos på børnehjemmet tilbage i sin tid, hvor de var tvunget til at søge derfra, så var han jo nødt til at tage det på denne måde, også selvom det slet ikke var noget som gjorde ham det mindste. Det sitrede og dirrede voldsomt i ham, som han virkelig forsøgte at falde til ro, for han følte sig iskold, selvom kroppen badede i koldsved, og det var slet ikke behageligt på nogen måde! Han lukkede øjnene ganske let og med en mindre prusten, som han let valgte at lukke øjnene, for det var i den grad også frygtelig rart at sidde med en som faktisk holdt af ham, og som ikke var bleg for at vise ham det, for det var også det som han havde brug for, og specielt efter alle de svigt som han havde oplevet igennem sit alt for korte liv.
Joshua vendte blikket varsomt, som han så dyrene som faktisk var omkring dem. Det var også først nu hvor han fandt ud af hvor mange lyde de egentlig var omringet af, og det var noget som han i den grad også havde savnet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. Han blinkede let med øjnene. Han havde lært at han skulle være stille, for ellers skræmte han dyrene væk, og det var bestemt ikke havde han ville, så han blev liggende og stirrede på de smukke dådyr, uden så meget som en eneste lyd. Hans vejrtrækning var noget af en prusten, selvom det nu heller ikke var noget som han tog sig af som sådan, for der var ikke rigtigt noget som han kunne gøre ved det, for det sad jo trods alt i hans lunger, som det sad i resten af hans krop. ”De er flotte..” endte han med en så dæmpet stemme, som han overhovedet kunne, for han ønskede slet ikke at skræmme dem væk, nu hvor de faktisk havde valgt at vise sig for dem, det var helt sikkert! De var vel også efterhånden et temmelig sjældent syn at se nogen steder? Hvilket han i den grad anså som en skam.

[Deleted]

Han smilede helt stolt over, at han på kort tid havde fået Joshua til at lære at være stille og omgås vilde dyr med forsigtighed. Både for ikke at skræmme dem så de enten flygtede eller angreb eller få dem til at lide skade på nogen måde. Han var en kløgtig dreng.
Han sukkede stille og nyd den fredelige atmosfære der sænkede sig over deres lille hjem. Det var jo ikke meget, men det var hyggeligt og det var deres. Det havde bragt lidt mere liv i hans hverdag at få Joshua hos sig. Han ville ikke give slip på ham så længe han kunne holde ham her. Han så lidt rundt og lyttede til fuglene og insekterne der gav skoven liv. Han smilede ved drengens ord og nikkede. Ja de var smukke uden tvivl. han ville sådan håbe at de snart kunne nyde naturens glæder sammen og helt ude i det fri. Uden hæmninger med sygdom og alt muligt andet der kunne forstyrre. Sprede skår i glæden og forhindre dem i at nyde livet. Han håbede det snart var sådan fremtiden så ud for dem. Han lukkede sine øjne lidt og mærkede roen sænke sig over ham. Nærmest helt opsluge ham. Han havde været så anstrengt på det sidste og gået og været stresset over alle de bekymringer. Men han havde lige et lille pusterum til at forsøge at slappe af nu. Og det var tiltrængt.

[Deleted]

Joshua havde altid været frygtelig begejstret for dyr, og specielt dem som faktisk færdes omkring dem, også fordi at det slet ikke var særlig ofte, at man i det hele taget lagde mærke til at e var der, hvilket kun gjorde det ekstra specielt. Han blev liggende i Lucians arme og stirrede på de flotte dyr, for det var jo slet ikke meningen at han ville skræmme dem væk, for det var slet ikke noget som nogen af dem ville få det mindste ud af alligevel! Og det ville bare være frygtelig synd for dem, for de havde jo trods alt heller ikke gjort noget som helst. Han trak vejret dybt og lagde sig godt til rette ved Lucian. Det forundrede ham ganske vidst at dyrene ikke bare tog deres flugt, men han kunne nu godt lide at ligge og bare.. se på dem, også fordi at det var så sjældent.
Tungen lod Joshua løbe over sine læber. Han kunne ikke huske hvordan det egentlig var, eller hvad de var for nogle, for det var noget som han først var ved at lære, nu hvor han havde valgt at finde ud af det med Lucian. Manden anså han næsten som sin bror, hvis ikke som en.. far? En far som havde åbnet sit hjem for ham, og skænket ham et godt og trygt sted at være, og det var noget som han virkelig var ham frygtelig taknemmelig for. ”H-hvad er det for nogle..?” spurgte han med en så dæmpet hvisken. Han slappede faktisk mere af ved synet af dyr, for det var næsten det som faktisk fangede hans opmærksomhed, mere end det som så meget andet kunne. At han lå og faktisk var syg, var slet ikke noget som han skænkede en tanke og det fik ham.. vel næsten til at se bedre ud? Han lagde sig varsomt og meget forsigtigt lagde sig bedre til rette og bare stirrede på dem, som de stod der og græssede – ubemærket, af dem som faktisk var der, og det var en tanke som han rigtig godt kunne lide. Han slappede faktisk af nu!

[Deleted]

"Dem der går ved skovbrynet er dådyr. Deres kød skulle smage godt og være udsøgt, men jeg synes de er for bedårende til at slå ihjel. Jeg vil hellere se dem som en slags naboer end aftensmad." Han havde aldrig jaget nogen af dem eller købt kød i byen. Han pegede hen mod en busk hvor en hare hoppede lidt rundt i græsset. "Det er en hare. En slags vild kanin i stor størrelse kan man vel sige." grinede han stille for ikke at larme for meget. Han skulle jo ikke være et dårligt forbillede og han havde da også ændret meget i sin levestil fra før han fandt Joshua og tog ham til sig. Og han skammede sig faktisk over hvad han havde tænkt sig med knægten i starten, hver eneste gang han tænkte på det. Det skete heldigvis mere og mere sjældent. Han havde lagt det liv bag sig og ville ikke tilbage til det.
Han smilede over at Joshua så ud til at nyde den friske luft og bare det at komme lidt op af sengen. Og så ud til sådan et skønt vejr og omgivelser. Han lod ham putte sig og ligge sig til rette mens han bare sørgede for ikke at tabe ham ned på jorden. Han skulle ikke slå sig med alt det han i forvejen havde været udsat for. Han håbede dog det snart lakkede mod enden. Han så ud til at have det bedre og måske var dette med frisk luft og at røre sig lidt en god nok idé så længe man ikke overdrev og bare var forsigtig. Han sørgede for at holde knægten dækket så han ikke blev kold og nussede ham stille i håret ind imellem mens han smilende betragtede ham og dyrene rundt omkring dem. Der var også en del forskellige fugle og man kunne både se og høre insekter der fløj rundt. Guldsværmerne var store i år og tydelige at se. Han kunne høre græshopper i græsset og bier der summede rundt. Det var sommer og dejligt at være ude i solen lidt. Han var sikker på, at alt dette nok skulle vise sig, at være godt for lille Joshua. Han kunne ikke tro meget andet, men ting kunne jo desværre tit ende anderledes end man troede eller håbede. Men lige nu føltes dette som det rigtige valg.

[Deleted]

Joshua havde absolut ikke nogen anelse om hvad Lucian var kendt for at gøre ved unge individer som han selv, for han havde jo kun været en god mand og havde åbnet hans hjem for ham? Selvfølgelig var han frygtelig glad for det, og han ønskede selvfølgelig heller ikke at være ham en pest og en plage, for det var virkelig hvad han følte lige nu, det var der ingen tvivl om overhovedet. Han hvilede tæt ind mod ham, som han lyttede til hans ord. Selv på trods af sygdommen, så var han endnu frygtelig nysgerrig af sig, det var der ingen tvivl om, han trak vejret dybt. Måske at han bare.. havde bevæget sig lidt for meget? Han kunne selvfølgelig håbe at det var der det hele lå, for han ønskede slet ikke at dø! Det var han slet ikke klar til endnu, det var alt for tidligt! ”Dem… dem havde vi ikke hvor jeg kommer fra,” sagde han dæmpet. Selvfølgelig havde de ikke det i Himmeriget!
Joshua lagde sig godt ind mod Lucian og lukkede øjnene. Den friske luft hjalp selvfølgelig, og det samme med de rødder som han skulle ligge og gnaske på – håbede han virkelig, for han gjorde virkelig alt det som han kunne, for at komme sig, for han ønskede slet ikke at ligge syg, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende! Han sukkede dæmpet og bed sig svagt i læben. Han følte sig varm, og dog.. så følte han alligevel at han frøs? ”Her er virkelig mange lyde..” påpegede han sigende, og specielt nu hvor han for alvor følte at han kunne være opmærksom på dem, da han var udenfor og endda sammen med Lucian, som var det bedste af det hele, det var der absolut ingen tvivl om. Han elskede at være udendørs sammen med ham! Blikket gled igen i retningen af dådyrene, for smukke var de virkelig, og det var da også sjældent at de dukkede op! Han havde i alle fald ikke set dem før! ”Bliver de bange tror du..?” spurgte han med en dæmpet hvisken, som han igen vendte blikket op i retningen af Lucian og med en spørgende mine. Træt var han, selvom han gjorde alt hvad han kunne for at holde sig vågen, for han ønskede da slet ikke at sove lige nu!

[Deleted]

Han holdt stadig fortsat stille om Joshua og nussede ham i håret og ned af ryggen med små mellemrum. Smilede roligt og kunne bare side og nyde situationen. Han elskede virkelig, at det hele virkede til at gå fremad, men han havde skam så også lært af fejlen fra forrige gang. Han så ned mod Joshua. "Hvis de hører høje lyde eller man kommer imod dem så bliver de det. Hvis man bare holder sig i ro og betragter dem i stilhed så er de trygge." han smilede lidt og kunne se hvordan nysgerrigheden bare lyste kraftigt ud af hans øjne og det var jo på sin vis helt kært. Men det var der jo så meget ved Joshua som var. Han var en ren engel i ordets fulde betydning. Smuk og dejlig. Han var så glad for, at han selv var kommet på rette spor for han kunne slet ikke drømme om at gøre Joshua fortræd! Eller se andre gøre det. Han var hans lille guldklump. Han trak ham lidt længere ind til sig ved disse tanker. For at beskytte ham mod de farer han kunne tænke sig frem til, men som ikke var der. Ikke nu, men måske en dag? Han håbede det ikke. Han ville dog ikke tøve med at beskytte sin nye bror. Eller søn? De havde i hvert fald fået et tæt bånd som havde de været beslægtet af blodet. Han så mod dådyrene igen. De lod til at leve et ubekymret liv, men der fandtes både rovdyr og jægere som kunne jage dem så deres idyl ville ikke være evig. Ingen kunne leve et liv i lykke alene. Der kom altid sorg på et tidspunkt. Nogen fik mere end andre. Sådan var livets gang. Han så mod Joshua igen. Han havde ikke fortjent så meget smerte allerede. Han havde jo hele sit liv foran sig! Men Lucian måtte være stærk. For dem begge. Han skubbede derfor alle de deprimerende og negative tanker og følelser væk og ville blot nyde nuet med Joshua. Grinede lidt da han så på ham igen. "Du er træt...men du vil vel ikke ind i seng allerede igen?" grinede han stille med en lille tone af drilleri.

[Deleted]

Joshua var i den grad tryg når han hvilede der sammen med Lucian, hvilket han bestemt heller ikke var bange for at vise ham, det var der ingen tvivl om. Han vendte blikket ganske sigende mod de smukke dyr, som gik og græssede, uden at skænke dem så meget som en eneste tanke, hvilket var noget som han godt kunne lide. Han lod sig blot blive trykket mere ind mod ham, hvilket han nu havde ikke sagde noget som helst til, det var der ingen tvivl om. ”Jeg vil gerne leve som dem..” sagde han stille, og med en ganske sigende mine, for det var der jo heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han satte sig en anelse op igen. At Lucian passede på ham, var han slet ikke i tvivl om, men han havde jo også været så tæt på at kalde ham for.. far så mange gange, også selvom han var bange for, at det i så fald, også blev for nært, og det var slet ikke noget som han ønskede sig på nogen måde! Han bed sig ganske svagt i læben, for løgn var det jo trods alt heller ikke. ”De ser slet ikke ud til at være bange for noget..” bemærkede han, som han roligt stak roden tilbage i munden og gav sig til at gnaske videre på den, for han ville ikke blive så syg igen!
Joshua følte sig kun en anelse svimmel, også selvom det nu heller ikke var så slemt igen, men.. det var vel slemt nok? Og det var næsten det som måtte skræmme ham mest, for han ønskede jo slet ikke at dø! At han var træt, vidste han godt, men alene den tanke om at skulle i seng nu, var slet ikke noget som kom på tale! Ikke nu hvor han faktisk var udenfor, for det var et sted som han faktisk godt kunne lide at være, også fordi at det var sammen med Lucian. Han vendte blikket sigende og næsten varsomt op mod ham endnu en gang. ”Kan vi ikke sidde her… b-bare lidt?” spurgte han, som han sendte ham de største hundeøjne, som man overhovedet kunne tænke sig til, så var det bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, for han ønskede slet ikke indenfor nu! Den friske luft var virkelig behagelig!

[Deleted]

Lucian kunne jo godt vælge den mere strikse rolle og simpelthen sætte foden i jorden og sige nej og bare tage ham med sig ind. Knægten var for lille og især for svag til at gøre modstand af ret mange arter så det ville ikke blive noget problem for den voksne Lucian. Men han gjorde det ikke. Han smilede bare stille som det var Joshua lå og snakkede og talte om at leve som skovens dyr. Det kunne nu være ganske rart, men ikke særlig muligt desværre. Han ville så gerne gøre så meget som han kunne for sin lille engle basse. Gøre ham glad og lykkelig. Tryg og rolig. Han måtte dog nøjes med det som lå inden for hans formåen.
Han nussede ham stille som han kom lidt op at sidde og spiste videre på sin rod. Han var blevet så dygtig til at spise dem uden problemer. Smagen vænnede han sig nok en lille smule til i den lange længde så det ud til, men stadig smagte de næppe særlig godt for et lille barn. Han så på ham og de store hundeøjne der gjorde Lucian helt blød i knæene så han med et stille suk til sidst gav op og nikkede. Han havde jo så kun overvejet at gå ind, men den overvejelse flød væk nu. Det var helt sikkert. De skønne øjne kunne han ikke modstå! Han gav ham et kys på panden med et lille grin og rystede grinende på sit hoved. Den forkælede lille stump! Men han var nu glad for ham som han var. Han så på dyrene igen med et smil og var glad nok for at der var ting her som kunne distrahere dem begge to fra de væmmelige tanker.

[Deleted]

Efter alt det her var sket, så var Joshua måske også begyndt at tænke lidt i andre baner, end det som havde været normalt for en lille dreng, også selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som rørte ham som sådan, for han kunne virkelig ikke gøre for det! Han var en af de få, som havde haft meget at slås med, også med at blive flyttet fra den ene familie til den anden, og nu var han her, så han havde jo heller aldrig rigtigt haft noget sted hvor han havde følt sig.. decideret tryg, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit. Hans lille hjerte kæmpede for at holde hans krop i gang, også fordi at han virkelig var træt, også efter det lille anfald som han havde været igennem, men han kunne altså ikke gøre for det, og han vidste det jo udmærket godt! Han lagde sig godt ind mod Lucian. Manden havde formået – i hans øjne om ikke andet, at træde i en faderlig rolle, og det var også sådan at han så på ham. Han kopierede ham, hans holdninger, handlinger og meninger, også nu hvor han heller ikke var kendt med hvad Lucian faktisk var kendt for blandt folk og specielt blandt børn.
Gnaskende i den lille rod som han havde fået tildelt, så gav han slet ikke slip på den, også selvom han virkelig var træt, og et sted bare ønskede sig at komme i seng, så frygtede han stadig, at han ikke ville være i stand til at vågne af den grund, og det var bestemt heller ikke fordi at det gjorde sagerne meget værre for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i det store og hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han sukkede dæmpet og lukkede øjnene bare lidt. Bare lige for at hvile dem, idet han roligt blev mere slap og liggende ind til Lucian. Han var virkelig ved at være træt, også selvom hans frygt for ikke at skulle vågne op igen, direkte var noget som efterlod ham med en frygt uden lige, for han ønskede jo ikke at det skulle gå så galt, om det var noget som han kunne blive fri for! Men den friske luft var virkelig bare behagelig mod hans ansigt og han nød af trygheden som det hele måtte efterlade ham med!

[Deleted]

Ikke fordi han ville tvinge ham til at sove, men til tider kunne det jo vise sig at være noget af det bedste for helbredet, men han havde jo alligevel fået sovet en del på det sidste på trods af den lille engels mange utallige protester imod det. Men ingen kunne gå uden søvn til evig tid og slet ikke en lille ung engel der faktisk havde temmelig meget brug for det. Han kunne mærke hvordan Joshua blev mere stille og slap i det og lod sit blik stille glide ned mod ham igen. Han smilede svagt for sig selv ved synet der mødte ham. En lille uskyldig engel med lukkede øjne. Han var vist alligevel mere træt end han ville fortælle.
Han bar ham dog ikke ind i seng endnu. Nej de kunne godt blive siddende lidt mere. Godt nok kunne Joshua intet se af omgivelserne med sine øjne lukkede, men så længe han ikke sov helt så ville han jo godt kunne høre lyde og dermed opfange visse ting der skete. Men det ville ikke vare evigt før han rejste sig op med ham og fik ham ind i varmen igen i sengen og puttet ham. Han var glad for knægten spiste rødderne mere og mere frivilligt. Han kyssede let hans pande for hvem vidste hvilken gang og smilede til ham. Samme princip. Utallige gange det var sket. Han elskede dog begge dele. Den lille dreng havde vendt hans syn fuldstændig på børn. Han elskede Joshua som sit eget kød og blod. Som var de virkelig beslægtet og han ønskede ikke at miste ham igen før tid. Han nussede ham stille og selvom Joshua blev mere slap i sin krop som han vel gled mere ind i sin søvn så holdt Lucian ham trygt og godt i sikkerhed ind imod sig selv i sin favn så han ikke ville falde ned på jorden. Slå sig og vågne op og miste tæppet og dermed den varme som han kunne få herude. Han glædede sig så inderligt til de igen kunne løbe rundt i skovens idyl sammen og more sig. Lære nye ting til den lille engel som med glæde tog imod. Der var stadig så meget de kunne udforske sammen i denne skov.
Hvor længe han faktisk endte med at blive siddende der var han ikke helt klar over. Han drev lidt væk i minderne om den tid de havde moret sig i skoven da Joshua var sund og rask og i tankerne om hvordan det snart kunne blive igen og hvilke ting han ville vise sin lille engel. Han kom dog ikke til at løsne sit tag det mindste imens han sad i sin egen verden. Han så på Joshua igen og nu var han selv begyndt at fryse lidt. Han nussede stille Joshua en gang til og rejste sig så stille op og bar ham forsigtigt og langsomt med ind. Fik lukket døren efter dem og låst før han fortsatte videre ind i soveværelset og her blev hans lille yngling lagt ned i sengen og puttet under de varme lag. Han kyssede hans pande endnu en gang som han selv fik lagt sig ind til ham.

//Out