I feel better now..

[Deleted]

Joshua var virkelig bange af sig, for han ønskede virkelig ikke at gå igennem det hele en gang mere, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han turde virkelig ikke falde i søvn, selvom han godt kunne mærke, at han virkelig var ved at være træt og egentlig.. skræmmende meget hvis han skulle være helt ærlig! At det samtidig var noget som gjorde Lucian direkte bange, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det nemmere for ham selv på noget tidspunkt om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var løgn. Han lå og stirrede Lucian direkte ind i brystet, næsten som var det noget af det eneste som han havde at se på. Han var virkelig bange denne gang, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som han kunne skjule på nogen som helst måde overhovedet!
At han alligevel valgte at falde i søvn, var slet ikke noget som Joshua kunne gøre for, på noget tidspunkt overhovedet. det hele kørte ham virkelig træt og det at være bange, var i den grad også noget som kostet mere end bare energi, det var da tydeligt! Han lukkede øjnene ganske let og med et ganske svagt suk, som han roligt vendte blikket direkte mod Lucians favn, selvom hans øjnene var gledet i. Han var hurtigt endt med at glide hen i søvnens behagelige favn og det var re sted.. beroligende og med en glædelig tanke i det store og hele, om det var noget som man ville det eller ikke. Han trak vejret lettere dybt, selvom det nu heller ikke forandrede noget som helst for hans vedkommende. Hans krop forblev slapt ind mod hans favn for det første lange stykke tid.
Der gik adskillige timer før Joshua viste det mindste tegn på at bevæge sig, for han havde det bestemt heller ikke særlig godt, det var helt sikkert! Hans krop lå og rystede let, han havde været igennem en ordentlig svedetur, selvom han nu heller ikke kunne gøre noget ved det, og det var bestemt heller ikke en tanke som han brød sig meget om i den anden ende, om det var noget som han kunne forandre på eller ikke. Selvom Lucian var der, så var han endnu ikke helt rolig. En tåre trillede stille ned af hans kind, idet han svagt måtte give et hulk fra sig. Han følte sig direkte.. hjælpeløs!

[Deleted]

Lucian strøg stille tåren bort fra hans kind, da han så den. Han kunne ikke lide, at se ham lide sådan og han havde været oppe af sengen for at hente noget frisk vand, men havde skyndt sig og lagt sig tilbage og fået lidt mere hvile selvom det ikke var særlig meget, men lidt havde jo også sin ret. Han så på ham og ville ikke vække ham, da han jo havde brug for søvnen og han sørgede for med mellemrum at sikre sig det ikke så ud til han fik vejrtræknings problemer eller noget lignende.
Han strøg ham stille over håret og kinden. Håbede det kunne gøre ham mere tryg, men det var jo ikke sikkert. Men Lucian kunne ikke give Joshua ret meget andet end kærlighed og tryghed som sagerne stod og det kunne jo være det var nok i sig selv. Det håbede han virkelig, da han ikke ville have hans lille skønne dreng skulle føle sig alene eller forsvarsløs. Han var der jo for ham og ville han altid være. Han elskede ham dybt og ville ikke blot lade ham forsvinde. "Så så..rolig.." hviskede han stille da det jo nok kunne opfanges i søvnen. Han måtte prøve alt muligt forskelligt for at se hvad der kunne hjælpe.

[Deleted]

Selv i søvnen var Joshua grebet af mange dumme og forkerte tanker som kun resulterede i mindre mareridt som alligevel var meget store for den lille og unge skikkelse. At Lucian havde været oppe på benene for at hente vand, var slet ikke noget som han var mærket af på nogen som helst måde overhovedet, for det var der virkelig heller ikke nogen grunde til i det store og det hele, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Selv blev han roligt liggende.. som om at han ikke var i stand til at vågne af hans drømme som i sig selv, var mere end livagtige nok for hans lille skikkelse og den tanke var virkelig noget som måtte skræmme ham selv, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! Svagt måtte han klynke som han direkte knugede sig ind mod Lucians skikkelse, som om at han i sin lille underbevidsthed vidste at manden faktisk måtte ligge der, så selvfølgelig var det også noget som gjorde forbandet meget for hans eget vedkommende. Et sted så var det et tegn til tryghed, så det var i den grad også noget som gjorde sit, for ej var der ikke nogen tvivl om det i den anden ende. Lucians ord var noget som alligevel gjorde ham en anelse rolig, for han kunne et sted godt høre ordene, men ikke direkte betydningen. Lige nu var pointen jo egentlig bare at han ikke lå der alene, for den tanke var virkelig mere skræmmende end det som man kunne gøre det i den anden ende og det var bestemt heller ikke noget som han ønskede sig i den anden ende. Lige hvor længe at han faktisk måtte ligge der, vidste han ikke, men han endte også med at slå øjnene op ganske forsigtigt. Han så sig stille omkring. Pludselig følte han det meget bedre, og alligevel.. så turde han ikke rigtigt at håbe på noget som helst! ”L-Lucian..?” endte han med en ganske dæmpet og direkte skræmt stemme.

[Deleted]

Det var med en form for lettelse i sit sind der spredte sig i hele kroppen at Lucian vendte sit blik mod Joshua, da denne kaldte på ham. Han var vågen. Han smilede stille for sig selv og for at vise Joshua at han var glad for at høre hans stemme. Glad for at have ham der hos sig. Han strøg ham let over kinden med et smil og så på ham. Han ville ikke virke for lettet for så kunne det jo tydes som at han havde mistet håbet for at se sin engel vågne op igen. Man skulle være lidt forsigtig med hvad men sagde og gjorde i situationer som denne her hvor man måtte vise sig som den voksne der ikke mistede taget i tingenes gang.
Han fik skubbet sig lidt op at sidde, men ikke mere end Joshua stadig kunne ligge op af ham lige så tosset han ville. "Jeg er lige her. Og jeg går ikke fra dig." Han havde jo kun været ude på små afstikkere efter vand og toilet besøg, men han holdt sig altid så nær han kunne. Han forlod aldrig huset udover når han skulle på det ugentlige indkøb. Han havde sværere og sværere ved og gøre det dog, men mad skulle de jo have. Han så på ham lige så stille og ville lige lade ham vågne helt op. "hvordan har du det min søde?" han så på ham med et smil fortsat, da han jo gerne ville opmuntre ham. God pasning og pleje samt gode omgivelser kunne jo også være med til at helbrede indefra. Alle muligheder skulle tages i brug så hans engel kunne blive rask.

[Deleted]

Lige hvorfor at det hele skulle ende så galt, var slet ikke noget som Joshua kunne forstå sig på, for han følte det bestemt heller ikke retfærdigt på nogen måder overhovedet. Han vendte blikket stille op mod Lucian. At han stadig lå der ved siden af ham, var selvfølgelig noget som kun måtte gøre ham glad og ikke mindst lette ham, for det var vel også et tegn på at han ikke var ligeglad med ham og at han ikke var en byrde for ham? For det ønskede han bestemt heller ikke at være. Hans lille krop rystede en anelse. Lige hvad der var galt med ham, var slet ikke noget som han vidste, men han kunne bestemt ikke lide det! Han trykkede sig godt ind mod Lucians skikkelse og uden at skulle slippe ham på nogen måde, for det var slet ikke noget som han ønskede sig på nogen måde. Han var faktisk ked af det, for han ønskede bare at være rask og frisk og kunne lege rundt ligesom alle andre børn gjorde det i hans alder, selvom de højere magter tydeligvis havde andre planer med ham, hvilket var noget som skræmte ham. Han var virkelig forfulgt af uheld og han brød sig bestemt heller ikke om tanken ved det på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, for løgn var det jo trods alt heller ikke! Han knugede let omkring Lucians tøj, bare for at holde fast i et eller andet, for det var efterhånden ved at være direkte nødvendigt! ”Jeg vil ikke mere..” Endnu en gang kunne gråden spores i hans stemme, for han var virkelig bange af sig, for det var bestemt heller ikke en behagelig fornemmelse at skulle sidde igen med på denne her måde overhovedet. Svagt begyndte han at hulke. Han følte sig endnu træt og ganske syg, selvom den medicin som han havde fået af Greg ikke smagte særlig godt, men den havde jo hjulpet ham meget! Havde den ikke? Alt for mange spørgsmål meldte sig i hans hoved og han kunne ikke finde rundt i det mere og han kunne ikke fordrage den tanke!

[Deleted]

Lucian tyssede stille på ham da han både kunne mærke og høre at Joshua begyndte at hulke og han ville jo gerne være der som en slags støtte for ham. Drengen fortjente ikke denne skræk der fyldte ham op og Lucian ville gøre hvad han kunne for at fjerne den bare lidt. Men ja det lod ikke helt til at han gjorde så stor en forskel nogen gange.
Han holdt ham blidt, men dog bestemt ind til sig for at udgøre en lille trøst håbede han. Han vidste at han nok måtte blive ved med at give ham de rødder, da det jo var alt de rigtigt havde og så måtte han sørge for han var helt rask før han lod Joshua gå rundt igen. Det var hans plan i store træk. "Rolig søde. Jeg er her. Og jeg ved det er hårdt. Men du var så tæt på. Vi må bare prøve igen og denne gang er vi forberedte." hans stemme lød rolig og fuld af selvtillid til han talte sandhed. Ja de skulle bare tage ved lære af det der var sket. Og så prøve igen. Men han forstod godt den unge engel ikke havde særlig meget styrke. Det var jo en hård prøvelse og han var jo ikke ret gammel. Lucian måtte være hans styrke og det gjorde han gerne. Han ville gøre alt for den dejlige engel der lå hos ham indså han. Selvom de ikke var beslægtet og nærmest ikke kendte hinanden, der var jo mange dele af Lucian´s fortid som var Joshua ukendt, men alligevel så følte Lucian det som om de var beslægtet nært og tæt.

Han vuggede stille Joshua så godt han kunne når de lå ned og talte beroligende til ham. Gab ham ldit af rødderne undervejs også. De måtte kæmpe og holde fast i troen på alt nok skulle gå. Det var gået i den rigtige retning og denne gang ville Lucian ikke begå samme fejl som han havde gjort ved dette forsøg. Nu vidste de jo, at der var en udvej. Der var en kur der virkede på måske et lidt længere sigt, men den virkede! og det var det vigtigste lige nu! Han havde fået fornyet sit mod og styrke da han så Joshua få det bedre og godt nok havde det fået et lille tilbageslag ved han så fik det værre igen, men det var stadig steget. Han havde dog savnet at se Joshua være oppe og være sig selv. og han ville glæde sig til at se ham sådan igen, men næste gang uden han blev syg igen! Han strøg ham ned over ryggen og kyssede hans pande ganske stille et par gange med mellemrum og slappede af i sit sind og krop så det måske ville smitte lidt af over på Joshua der var oprørt og træt. Ikke at det var så sært. Lucian var selv træt og manglede søvn, men Joshua kom i første række. "Det virker. Vi skal bare give det tid og ikke forhaste os med at få dig ud af sengen." han smilede til ham og strøg lidt hår væk fra hans ansigt.

[Deleted]

Joshua kendte måske ikke Lucian til punkt og prikke, selvom det var noget som slet ikke spillede ind for ham for øjeblikket. Han var syg, og slet ikke rask, og det var virkelig også det eneste som spillede ind for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det ikke engang fordi at det var en løgn på nogen måde. Hans lille hjerte hamrede mod hans bryst og han var direkte grebet af følelsen af panik, for dengang havde de troet at det bare var en simpel og lille forkølelse, selvom det slet ikke havde vist sig at være tilfældet, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som han ville det eller ikke. Han havde brug for en til at være stærk for ham, og der var han selvfølgelig glad for at Lucian var der for ham, for det var noget som gjorde det hele så meget nemmere, for ikke at glemme, at det var en følelse af at have en storebror eller en far omkring sig, hvilket vel også var noget som alle havde brug for? Han havde i hvert fald!
Joshua blev liggende ganske stille og lyttede til hvad Lucian havde at fortælle. Måske at det var et forsøg på at gøre ham mere rolig, selvom det måske ikke ligefrem kunne siges at have den ønskede effekt, for han havde virkelig ikke nemt for at skulle falde til ro på nogen måde, hvilket selvfølgelig var ham en utrolig frustration! Han hulkede ganske let, som han vendte blikket stille op mod ham, næsten som havde han været fuldkommen hjælpeløs, for han var virkelig bange for at være syg. Han brød sig slet ikke om den tanke overhovedet! ”Jamen.. jamen.. h-hvad så hvis jeg bliver så syg igen? Medicin smager ikke godt, Lucian.. Jeg vil ikke igen!” endte han denne gang med en direkte gråd i stemmen, for han kunne slet ikke skjule det, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, for det var bare sådan at det endelig måtte være når det måtte komme til stykket.

At Lucian vuggede Joshua, var noget som han godt kunne mærke, selvom der også var mange andre ting som han lige sides også kunne mærke; Mandens uro. Han var urolig og bange, ligesom han selv var, og det var bestemt heller ikke noget som var ham en direkte hjælp på nogen måde, selvom han nu heller ikke sagde noget til det som sådan, for det var vel heller ikke noget som han ville få det mindste ud af? Rødderne spiste han, selvom det på ingen måder, var noget som man kunne sige, at han havde lyst til, for det smagte virkelig ikke særlig godt! Jo mere manden fortsatte med at vugge ham, jo mere måtte han falde til ro igen, så selvfølgelig var det noget som også gjorde utrolig eget ved ham selv på denne her måde, så selvfølgelig var det også kun ment som en god ting. Han endte dog alligevel med at glide hen i en meget urolig søvn, badet i sved og mindre rystelser, for han følte sig i den grad ikke godt tilpas på nogen måde, uanset hvor meget man ville det eller ikke, så var den lille og stakkels dreng ganske syg og tanken var selv skræmmende for ham!

[Deleted]

Han så på ham. Han smilede ganske stille og nussede hans nakke. "Du bliver ikke syg igen hvis vi gør det rigtigt. Og nu ved vi, at vi skal tage os tid indtil du har det helt som før. Rask og sund. Jeg lover dig det hjælper." Han roste ham for at han spiste rødderne uden særlig meget besvær. Lucian vidste hvor slemt de måtte smage for englen, og at denne hadede smagen, men han roste ham altid når han spiste dem. Han var stolt over han spiste dem selvom han ikke kunne lide dem. Han var måske kun en ung engel, et barn, men han vidste hvor vigtigt det var for ham.
Lucian vuggede stadig den stakkels syge dreng selv efter han var faldt i en let søvn der ikke just var behagelig. Men Lucian vidste søvn ville hjælpe. Han havde brug for energi. Så meget han kunne få så selv et par timers søvn ville gøre en forskel. Han så ned mod kurven. Der var stadig masser af rødder så de kunne klare den irriterende pest der skulle ud af Joshua og det kunne ikke gå hurtigt nok! Men han ville sikre sig den var helt væk før han lod Joshua komme op og gå rundt. Han måtte passe på jo. Han strøg den sovende dreng over håret og håbede hans tilstedeværelse beroligede ham lidt som den havde gjort det så mange gange før. De næste par uger ville blive hårde, men så længe det gik fremad så var det godt. Han måtte bare sørge for hvile, varme, tryghed, omsorg og rødder til Joshua.

[Deleted]

Joshua fandt det virkelig problematisk at falde til ro, men det var bare sådan at det endelig måtte være, for han kunne slet ikke falde til ro, når han havde det på denne her måde! Hans lille hjerte hamrede mod hans bryst som intet som han havde været udsat før, for han var virkelig skræmt af hele denne situation. Han brød sig slet ikke om det, og det var selvfølgelig også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han nikkede stille til Lucians ord. De vidste hvad der skulle til, for at gøre ham rask, og hvis det indebar at han skulle gnaske på rødder som havde han været en kanin, så gjorde han det, selvom det slet ikke smagte særlig godt! Han lagde sig godt ind til Lucian og med en mindre hulken. ”Jamen.. jamen.. H-hvad hvis det ikke virker?” spurgte han direkte skræmt, som han vendte blikket mod ham endnu en gang. Ja, han var virkelig bange, og det var Lucian som var hans tryghedsbase, for det var jo faktisk den eneste mand som han havde at søge direkte mod, og den eneste som direkte så ud til at ville have noget med ham at gøre, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans del.
At glide hen i en form for søvn, var virkelig tiltrængt for lille Joshua, selvom han ikke sagde noget til det. Han ønskede jo faktisk slet ikke at sove eller noget som helst, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Som Lucian lagde sig til at vugge med ham i hans arme, var noget som omgående måtte få ham til at falde mere og mere til ro. Hans strøg over hans hår, var knapt nok noget som han lagde mærke til, selvom det nu heller ikke var underordnet som sådan, for han havde virkelig brug for den! Omsorgen var faktisk det som han havde brug for mere end det som han havde brug for noget af det andet, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Hans søvn blev kun tungere og tungere – det føles virkelig, som var det en af den slags som man bare ikke kunne komme ud af igen.

[Deleted]

Han var stolt over den lille engel der atter ville bide i det sure æble og spise rødderne hvor meget han så end hadede dem! Det var kun et godt tegn, at han ville gøre det fordi han vidste det var det rigtige at gøre og det var det som skulle hjælpe ham. Han kunne måske ikke gøre så meget andet i det lange løb for at hjælpe så rødderne var jo nærmest en velsignelse for dem begge to! At droppe dem var ikke en ting som Lucian så meget som ville tænke på! Ikke før de havde gjort deres gerning og gjort hans lille skat helt rask og sund igen. Det var blot et spørgsmål om tid og tålmodighed så de ville med sikkerhed nyde af belønningen når den kom.
Han så på den nu lidt tungt sovende Joshua med et smil og fortsatte med at vugge ham blidt og stryge hans hår. Han ville altid gøre det så længe drengen havde behov for det. Han var faktisk gang på gang overrasket over, at hans lyst til at tage børn slet ikke var der mere. Det var som om Joshua havde fyldt det hul op der havde endt med, at gøre Lucian pædofil i starten. Men han ville stadig ikke risikere at Joshua fandt ud af sandheden om den mand han boede under tag med. Sandheden om hans fortid.
Hans vuggen holdt stille op efter en pæn sum tid og hvor han kunne mærke Joshua's faste og rolige åndedrag der var et godt tegn på, at han sov temmelig tungt. Han smilede stille og nussede hans nakke lidt og gav hans pande et kys. "Godnat min engel.." hviskede han stille med en blid klang der nærmest var som en engels. Han var dog langt fra en engel. Det mest engle agtige i hans liv var, at han ikke havde taget Joshua med magt, men blot behandlet ham med kærlighed og omsorg. Som en rigtig storebror eller far ville gøre det. Og det var faktisk lidt grunden til, at Lucian ikke kun var stolt over Joshua, men også over sig selv.

[Deleted]

Lucians fortid, var slet ikke kendt for Joshua, og måske at det kun var til det gode? Ellers ville han da slet ikke ligge i mandens arme og faktisk prøve at blive rask, også fordi at han virkelig godt kunne lide at være sammen med ham, for han lærte ham mange ting og han passede på ham, hvilket han faktisk rigtig godt kunne lide. Det kunne måske være at han endelig havde fundet sin plads i livet? Endelig nogen som faktisk viste ham denne form for interesse, for det var også noget som han virkelig havde brug for, for han havde været så utrolig mange steder efterhånden, og det var slet ikke en tanke som han brød sig særlig meget om, men ikke rigtigt noget som han snakkede om. Lige nu var det at han var syg, noget som faktisk fangede hans interesse som det første, for det var en tanke som direkte gjorde ham bange, for han ønskede ikke at være syg! Han ønskede ikke at være så svag, at han skulle passes sådan på, fordi at han ikke kunne klare noget som helst alene, for det var jo også det som var sket sidst, og det var slet ikke en tanke som han brød sig særlig meget om. nej, den tanke skræmte ham faktisk, om det var noget som man ville det eller ikke, for han var bestemt heller ikke særlig stærk af sig. Og dette var en tanke som direkte skræmte ham!
At falde i søvn, var noget som skete uden Joshua kunne gøre det mindste ved det. Hans søvn blev kun tungere og tungere, uden at han som sådan kunne gøre noget ved det uanset hvad, om det var noget som man ville det eller ikke. At blive vugget, var noget som efterlod ham med en tanke og ikke mindst en følelse af at være tryg, for det var også noget som han havde brug for at vide i den anden ende, og endnu en gang var Lucian der til at vise ham de følelser som han havde brug for. Det var et sted en bekræftelse som et barn som han havde brug for, for det viste ham kun at Lucian faktisk ville ham og ville have noget med ham at gøre, hvilket selvfølgelig var en tanke som gjorde ham utrolig glad. Søvnen blev dog tungere og tungere – skræmmende dyb faktisk. Han trak vejret dybt og ikke mindst tungt, idet han lagde sig godt og trygt ind til Lucian, for det var en tanke som han faktisk godt kunne lide, selvom han virkelig forsøgte at kæmpe for at vågne. Han ønskede ikke at sove, for han var panisk bange for at han aldrig ville vågne igen!

[Deleted]

Hvad end det kunne være farligt at falde i søvn eller ej så var det også farligt ikke at sove. Og at holde sig vågen til evig tid ville Joshua eller nogen anden jo ikke kunne i længden uden at søvnen fik overtaget og tog fat i en for en tid. Han holdt dog altid skarpt øje med Joshua når han sov. Sikrede sig han kunne få vejret og at han ikke var kold eller for varm så han måske fik det ubehageligt. Søvnen var farlig i tilfælde af man ikke vågnede op af den igen, men søvnen var også en vigtig ting i livets dagligdag og især nu hvor den kunne være med til healings processen og give den skønne dreng ny energi som hans sygdom trak ud af ham alt for meget efter Lucian's mening om sagerne.
Han strøg og vuggede Joshua som så mange gange før i de sidste par uger. Det var blevet ren rutine for ham og det føltes helt forkert hvis han stoppede. Holdt op bare i få sekunder. Han kunne nok ikke ligge den vane fra sig igen sådan lige med de første par år før Joshua var vokset op og sikkert flyttede ud og fik sit eget liv. Han sukkede lidt og den tanke var måske noget der først skete om flere år, men alligevel ikke rar. Men hellere den fremtid end at knægten skulle dø af denne sygdom. De havde slået den væk en gang hvor de var gået for hurtigt frem så den kom tilbage. De skulle nok sejre! Og denne gang for alvor og for altid. Han ville hellere selv tage imod den dumme pest end lade hans skønne engel pines under den. Han puttede dynen stille mere om dem begge og kyssede ham på håret. Han var selv lidt sulten, men ville ikke ligge ham fra sig endnu. Han kunne godt sulte lidt mere og strøg ham stille ned af ryggen mens han lyttede til hans åndedrag med et roligt lille smil.

[Deleted]

Joshua var virkelig ikke noget andet end en forskræmt lille knægt, for han kunne slet ikke styre det længere, og det var noget som virkelig skræmte ham. Det pludselige tilbagefald i form af svimmelhed, svedturer og intens kvalme, var slet ikke noget som han havde regnet med, for det var slet ikke noget som gjorde det bedre for ham på nogen måde. At sove, var en ting som han faktisk ikke turde, men han var virkelig for træt til at skulle holde sig vågen, for.. tænk hvis han ikke endte med at vågne igen? Det var en tanke som han slet ikke kunne klare, og det var noget som kun gjorde det hele så mange gange værre for hans vedkommende, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han hulkede svagt, nærmest som havde det været et kald for hjælp, som han vidste, at han slet ikke ville få uanset. Han hvilede ind mod Lucian. Den eneste som han havde, og den eneste som han faktisk følte at han kunne stole på, og det var en tanke som han virkelig godt kunne lide, også fordi at det var noget som virkelig betød ekstremt meget for ham, så det var end ikke noget som sagde så lidt i den anden ende.
At Lucian var der til at passe på ham, var en faktor som gjorde, at det var nemmere for ham at falde til ro, og det var en tanke som han virkelig godt kunne lide. At blive vugget og at blive strøget over håret. Han trak vejret temmelig tungt, som han faldt mere og mere slapt ind mod hans skikkelse, også fordi at det jo faktisk var der at han virkelig følte sig tryg, også fordi at.. han vel var den eneste som ikke havde svigtet ham bare sådan? Og det var noget som i sandhed var ved at sætte sig så meget i hans sind. Han regnede bestemt ikke med at skulle tage herfra bare sådan uden videre, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han tvang øjnene stille op, som han førte hånden til hans mund. Han var allerede begyndt at ryste, og han havde det bestemt heller ikke særlig godt. Hans øjne var blanke, udelukkende på grund af de tårer som truede med at falde, for han var virkelig bange, og han hadede når han havde det på denne her måde, for det var bestemt heller ikke noget som hjalp ham på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som man ville det eller ikke. Han hulkede ganske svagt endnu en gang, som han klamrede sig ind mod Lucian. Han ønskede slet ikke at være syg!

[Deleted]

Det tog ikke mange sekunder for Lucian at bemærke ændringen i det der ellers havde virket som en rimelig forholdsvis rolig hvile for Joshua. Han så på ham og strøg ham let over håret med små tyssende lyde for at han ikke skulle blive helt skrækslagen eller græde for meget. Han hadede sig selv for at han ikke havde kunne stoppe dette her noget før eller helt forhindre det var sket for den stakkels knægt. Men sket var sket jo og han kunne nok kun gøre det godt igen ved at hjælpe ham så hurtigt som muligt. Forbandede pest! Han så på ham og rakte ud efter skålen der stod på natbordet med de næsten uspiselige rødder som langt fra var smagfulde, men det eneste der hjalp. Han måtte nok hellere se om Joshua ikke nok ville og kunne få lidt mere ned så han hurtigere kunne få det bedre. Han anede ikke hvor mange gange han havde bedt til det snart ville vise sin virkning, men han vidste det jo tog tid. Og nok mere denne gang, da de skulle helt af med pesten før de stoppede. Så der var lidt tid endnu. Men hvis bare det i sidste ende var en god slutning på denne tragedie så var det vel ventetiden værd? Men han forstod så sandelig godt, at det ikke var nogen leg eller dans på roser for Joshua og det var sådan set også derfor han følte smerte og håbede det snart kom til en ende. Så de atter kunne hygge sig og leve godt. "her spis.." hans stemme var rolig og han satte skålen på sengen og tog et par af stykkerne op så han kunne få Joshua til at spise dem. det var jo også noget tid siden sidst så det var nok på tide med ny dosis medicin.

[Deleted]

Joshua var skræmt ved denne tilstand og den viden om hans sygdom, for han vidste, at den havde hærget længe, og at den sikkert ville slå ham ihjel en dag, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, så var der jo ikke ligefrem noget som han kunne gøre ved det. Han rystede ganske svagt, som han endnu en gang begyndte at hulke. Han ønskede virkelig ikke at vise sig svag, ved at græde overfor ham, for det var han altså ikke! Det kunne godt være, at han kun var en lille dreng, men af den grund, så var han også et individ, og han kunne altså godt være stærk af den grund! Det var ikke ligefrem fordi at man kunne sige, at medicinen var med god smag, for det var den på ingen måde, og det var også det som faktisk var Joshuas største problem, for det var virkelig en utrolig ubehagelig smag at få i munden! Han peb svagt, som han puttede sig mere ind mod ham, da han fik fat i skålen og tog nogle stænger som han så kunne sidde og gumle på, selvom han blev siddende længe og bare.. kiggede på dem, også fordi at han slet ikke ønskede at være syg! Ikke hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der jo ikke ligefrem noget som han ligefrem kunne gøre noget ved. ”De smager ikke godt..” mumlede han let for sig selv, som han varsomt rakte ud efter dem, så han kunne gage dem til sig. Det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som han havde den største lyst til at sidde og gumle på, for det havde han bestemt ikke! Det smagte virkelig forfærdeligt, men igen, så vidste han skam godt, at han ikke havde noget andet valg. Han trak vejret dybt, som han fik dem til munden, hvor han begyndte at gumle på spidsen, alt imens han skar en mindre grimasse.. For det smagte bestemt heller ikke særlig godt!