After a full moon..

[pharrel123]

Blikket vendte Pharrel imod hende ved hendes ord. Han trak ganske svagt på skuldrene. Om hun havde en grund til at følge ham vidste han ikke, men han ville bestemt ikke tvinge hende til det, for han vidste selv at det krævede at man vandt den persons respekt og loyalitet, før man selv ville give igen. Han havde arbejdet under sin stedfar i utrolig mange år, i et land langt væk herfra. Den eneste grund til at han var her i Dvasias var på grund af skibbrud under en mission, hvor han måtte have flødet hele vejen til Dvasias, hvor han var blevet bidt af en vampyr, fordi han ellers ikke ville have overlevet, det var også det som havde skabt horroren i ham, fordi han allerede var blevet bidt af en varulv. Faktisk var han kun halvblods, men af den grund var han utrolig stærk og udholdende, han var erfaren og havde alderen på sin side i de fleste tilfælde, desuden så var han en mand der tænkte rationelt og som ikke var mandschauvinistisk, det eneste som han var hård ved, var de svage, for der var ikke plads i hans verden til svage folk! ”Om du har en grund er noget som kun du ved.. men det er skam valgfrit, du skal ikke følge mig, så længe jeg ikke har vundet din respekt,” svarede han stilfærdigt, som han så rundt i hulen, næsten som om at han var på vagt, for denne hule var jo faktisk opholdssted for dæmonerne, selvom de vel holdt til længere inde i hulen? Havde han hørt Annika skrige sådan så havde han også selv søgt længere ind. Han vendte blikket næsten forundret mod hende, som hun igen hævede stemmen. Det var dog utroligt med hende! Han rynkede brynene næsten til en tvær og utilfreds mine. ”Hvorfor er du hele tiden så sur?” spurgte han kortfattet, som han lagde armene over kors ved det faste bryst, hvor han nærmest måtte nedstirre hende med det olme blik. Det irriterede ham faktisk at hun hele tiden skulle hæve stemmen og skælde ud fra hak til nak, for.. kunne hun overhovedet finde noget som hun kunne stille sig tilfreds med?!
At hun blev mopset over at Pharrel ikke ville gå, men ville blive hængende her på hende, var noget som faktisk måtte more ham, for måske det kunne irritere ham at hun hele tiden var sur, men når hun hidsede sig op over sådanne bagateller, det var da virkelig kun for komisk! Det var virkelig alle tiders underholdning! Han kunne ikke lade vær med at smile morende til hendes ord. Den eneste grund til at han valgte at blive hængende, var fordi at hun troede at hun kunne bestemme over ham, men hvis hun tænkte sig om, så var det ham som var hendes leder og ham som faktisk burde bestemme over hende! Han himlede svagt med øjnene til hendes ord og rystede smilende på hovedet, selvom at det dog hurtigt falmede, da hun valgte at træde et skridt tilbage for at slå hånden ind i væggen, så hårdt at han selv kunne mærke at det dirrede. Han blinkede lettere overrasket med øjnene. Hun var virkelig umulig! Han greb ud efter hendes hånd, som hun havde slået ind i væggen, inden han trak hende hen til sig. Han sendte hende et kort fast blik, inden han vendte opmærksomheden mod hendes hånd. Den blødte en anelse efter at hun havde hamret den ind i væggen, hvor han strøg den ganske blidt, som han fjernede nogle småsten fra såret. ”Jamen dog.. hvis det er et så stort problem, søger jeg bare længere ind i hulen,” svarede han stilfærdigt, som han slap hendes hånd, da han var sikker på at den ikke var brækket, inden han trak på skuldrene, blot for at vende om på hælene og gå væk fra hende, som han denne gang ikke stoppede op, men søgte ind i mørket.

[Deleted]

Til forskel fra Pharrel, så var Annika født som det væsen som hun var. Hun havde konstant levet med tanken om at det var frygt og ubehag som hun måtte tildele alle som hun måtte passere på sin vej, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde hende det mindste. Hvis det var det som skulle til for at hun kunne få fred, så var det helt fint med hende! Hun havde ikke andre end sig selv at tænke på, hun var egoistisk, også fordi at det igen kun var hende selv som stod i centrum – i hendes verden om ikke andet og det var heller ikke fordi at det var noget som hun havde nogen intentioner om at ændre på. Der var ikke en mand derude for hende. Nu havde hun været udsat for så meget, så det kunne jo egentlig heler ikke forundre nogen som helst, at det var sådan hun havde det med tingene, kunne det? Hun var blevet misbrugt, udnyttet til andres syge fornøjelser og lyster, hvilket i den grad var noget som havde gjort noget så frygtelig ondt, at man skulle tro at det var løgn og ikke nok med det! Hun var sendt på kryds og på tværs blandt folk som havde bildt hende alt muligt ind og nu stod hun foran Pharrel. Måske at han ikke direkte havde gjort som alle andre, men der havde været visse tendenser som hun genkendte og det var det som automatisk fik hende til at gå i forsvar, for den tanke var virkelig noget som faktisk skræmte hende! ”Og du er ikke så meget som i nærheden af at vinde min respekt!” vrissede hun fast. Hun var virkelig urokkelig, hvilket han vel også havde fundet ud af efterhånden, selvom det nu heller ikke var noget som hun havde gjort det mindste for at skjule for ham og det var heller ikke noget som kom på tale. At han spurgte hende ind til hendes temperament, var noget som kun fik hende til at le ad ham. Og hun lo virkelig ad ham! ”Du kommer vadende direkte ind i min hule, du berører mig uden min tilladelse og håner mig! Hvad fanden tror du?!” udbrød hun med en fast tone. Kunne det da være mere åbenlyst end det?!
Det pissede direkte Annika af, at han ikke bare ville gå og lade hende være i fred, for hun havde virkelig ikke bedt om noget som helst af det her! Hun ønskede egentlig bare at være i fred, hun havde aldrig bedt ham om at opsøge hende i hulen, kigge nedladende på hende, håne hende for hendes krop og så bare gå igen, for det var ikke noget som hun fandt sig i, men at han så ikke ville forlade hulen helt, var noget som direkte gjorde hende rasende! Smerten ved at smadre hånden direkte ind i klippevæggen kunne hun i den grad godt mærke. Det var begyndt at bløde og det var svært for hende at bøje i hendes slanke og lange fingre, selvom hun virkelig prøvede at gøre sit for at ignorere det, for det gjorde faktisk ondt. Også selv på hende! At han greb ud efter hendes hånd, var noget som fik hende til at stå fuldkommen stille. Var det tegn til en bekymring? Det var noget som hun næsten ville gå ud fra, hvilket også var noget som forundrede hende meget! Hans omsorg som han fjernede småsten fra hendes sår… hvorfor gjorde han det? Hvorfor gjorde han ikke bare ligesom alle andre gjorde? Hun tog stille hånden til sig som han gav slip, hvor hun denne gang bare stod og stirrede efter ham, næsten i vantro. Hånden trak hun helt tæt ind til sig, lod den anden hånd falde over den. Denne gang sagde hun dog ikke så meget som en eneste lyd.

[pharrel123]

Hvad Annika havde været igennem var ikke til at sige, men Pharrel var sikker på at mænd engang havde gjort hende fortræd på en eller anden måde, hvilket var grunden til at hun hadede dem så meget som hun gjorde, det var grunden til at hun dømte dem og at hun også havde gjort det samme med ham. Det var tydeligt at hun var en stolt og stærk kvinde, som ikke lod sig blive hånet af nogen som helst, specielt ikke af mænd, desuden så havde hun også et kæmpe temperament, hun var nærtagende og utrolig snæversynet! Hun var jo direkte umulig at have med at gøre! Han himlede svagt med øjnene. Hun havde slet ikke nogen grund til at vrisse af ham, for han havde skam heller ikke regnet med at vinde hendes respekt, ikke med de ting han havde gjort mod hende, men hvad så? Hun var da bare en dum tøs! ”Det havde jeg skam heller ikke regnet med. Hvem siger jeg overhovedet gider at have din respekt?” spurgte han stilfærdigt og hævede morende det ene slanke øjenbryn, som de natblå øjne hvilede lettere kækt mod hende. Et sted ville han jo faktisk gerne have hendes respekt, ikke fordi at han ville sige det til hende, men han vidste til gengæld også at han ikke havde gjort sig fortjent til den, og han vidste at det ville blive noget af en kamp hvis han ville have hende til at ombestemme sig. Han måtte jo bare acceptere at hun fandt ham som en nar og som alle andre mænd, men så måtte hun også selv uden om det! Det var ikke hans skyld at hun var direkte snæversynet og ikke kunne se ud over hendes egen arrogance! At hun direkte valgte at le ad ham, fik ham blot til at himle med øjnene. Han lod sig ikke påvirke af det, for hun var bare en egocentrisk tøs, så hvorfor spilde tid på at hidse sig op? ”Jaså? Egocentrisk er du i hvert fald, arrogant, utrolig nærtagende og jeg tror aldrig, aldrig at jeg har mødt en så snæversynet dum tøs som dig!” svarede han fast og dog stilfærdigt, som han blev stående med armene over kors, som han nærmest var utilfreds. Han havde jo ret! At der ikke var nogen derude til hende, forstod han i hvert fald godt, for hvem ville kunne holde hende ud?! Når han tænkte sig om, så gjorde han det jo faktisk.. det irriterede ham så kun endnu mere.
At hun ikke trak hånden til sig, som Pharrel havde taget omkring den, undrede ham et sted, selvom han ikke sagde noget til det, og det gjorde hun tydeligvis ikke. Han skævede kun kort mod hende, hvor han så hendes overraskelse og forundring, hvilket kun fik ham til at vende blikket mod hendes hånd igen med et morende smil. Han var ikke typen der viste omsorg ved andre, normalt var han ligeglad, men det var tydeligt at det hjalp ved hende. At hun ikke sagde noget til det, ikke engang det at han gik væk fra hende, fik ham blot til at trække på smilebåndet, hvor han fløjtede ganske let for sig selv, som han stak hænderne ned i bukselommerne ved de ødelagte og revne bukser, efter en varulveforvandling. Han stoppede roligt op og vendte kort blikket over den ene skulder og så tilbage på hende. ”Hvad? Har katten nakket din tunge?” spurgte han drillende, inden han fortsatte ind i grotten og væk fra hende. Hun stod jo nærmest bare og stirrede, hvilket virkelig måtte more ham!

[Deleted]

Annikas opførsel var udelukkende et forsvar, netop for at forhindre at mænd som Pharrel kom hende tæt på. At han havde formået at fange hendes interesse over så lang tid som det her, var slet ikke noget som hun kunne forstå, for det var normalt aldrig noget som skete, men igen, så havde han virkelig også formået at køre hende helt op i det røde felt! At han jo så ikke var ude efter hendes troskab eller loyalitet var noget som glædet hende samtidig med at det i den grad også måtte irritere hende, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til. Et sted så var det nedladende at hendes egen leder ikke engang ønskede hendes respekt, men det var jo bare sådan at det var. Hun lod armene forblive korslagte foran hende og med den samme ganske kortfattede mine. Der var jo heller ikke nogen grund til at skulle ændre på det lige for hans vedkommende. ”Så du vover at påstå at min trofasthed slet ikke er godt nok for dig?” Hun hævede signede det ene bryn. Det var nok noget af den konklusion som hun gjorde sig, men det var vel heller ikke fordi at han havde vist hende andet? Hans opremsning var noget som gjorde hende vred, for han fik hende jo kun til at lyde som en meget skidt person! Om ikke andet, så var det jo også det blik som så mange andre også havde haft på hende, så det var egentlig heller ikke fordi at det var noget som kom bag på hende som sådan, selvom det nu alligevel stak hende dybt. Det var bestemt heller ikke på den måde at han ville vinde hendes respekt eller noget som helst! Hun knyttede næverne fast omkring sine overarme, hvor hun selv måtte sætte neglene i, også for at holde sig i skindet, for det var bestemt heller ikke nemt for hende! ”Det er jo sådan at du ser på mig.. Hvem siger at det er sådan at jeg er, Karl Smart?!” vrissede hun med en kold og meget stålfast mine. Hun ville stadig ikke rokke sig det mindste for ham!
At han havde vist hende den form for omsorg, var ganske enkelt noget som havde slået Annika af pinden. Det var noget af det sidste som hun havde forventet at se fra hans side af, specielt når det var sådan at han havde været overfor hende, så havde det ganske enkelt gjort hende mundlam! Hun var vant til at tage sig af den form for skader selv uden at nogen hjalp hende. Hun var jo alene om det hele, så hvorfor skulle hun da søge mod andre? Hun trak først hånden til sig da han havde valgt at slippe den, også selvom hun fulgte ham meget nøje med blikket. Hans tilfredshed kunne hun se langt væk, selvom hun nu heller ikke gjorde noget ved det. Som han stoppede op, kun for at skæve i retningen af hende, så vendte hun hurtigt blikket den anden vej. Hun vendte kort blikket ned mod hendes hånd, næsten som havde han forgiftet den, selvom hun igen og igen gik igennem den lille seance i hovedet. Det var bare noget som slet ikke gav mening for hende! ”Forsvind!” hvæsede hun dog endeligt, da han havde valgt at åbne munden, og igen lade det forkerte komme ud, for det var kun noget som gjorde hende langt mere vred og langt mere irriteret end det som godt måtte være i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af! Hun rystede endeligt på hovedet og lod hånden falde ned langs siden og vendte sig mod ham – igen med en dræbende mine.

[pharrel123]

Det var ikke fordi at Pharrel som sådan havde noget imod Annika, hun trak sig hurtigt i forsvar, men det var vel kun fordi at hun var bange for at han ville behandle hende som enhver anden mand havde gjort det? Han havde jo nok ikke gjort det bedre ved at berøre hende på den måde, selvom at hun nærmest virkede til at have nydt det, men det hjalp jo nok ikke med at vinde hendes respekt, så hvorfor skulle han gå efter den? Han vidste at han havde tabt kampen på forhånd, for hvorfor skulle hun give sin respekt til en mand? Og så tilmed én som havde berørt hende? Han lod hovedet søge en anelse på sned til hendes ord, hvor han kneb øjnene en anelse vurderende sammen. ”Annika! Du piller alt ud af sammenhæng! Jeg har aldrig påstået at din trofasthed og loyalitet ikke er god nok, men helt ærligt, ville du overhovedet overveje at give mig den? Nej, så hvorfor diskutere vi det overhovedet?” spurgte han stilfærdigt, som han kneb øjnene fast sammen og betragtede hende nærmest med en streng mine. Hun skulle ikke få lov til at tro at hun kunne finde flere grunde til at se ham som et mandschauvinistisk svin! Han havde slet ikke sagt noget dårligt om hendes loyalitet, faktisk ville han ikke have noget imod at få den, men hvorfor skulle hun give ham den? Det havde han jo ikke givet hende nogen grund til, selvom hun bestemt heller ikke gjorde det let for ham, når hun dømte ham hele tiden, men han bad vel selv om det? Han havde fornærmet hendes krop, selvom han ikke havde nået at se andet end hendes ryg. Et skævt smil gled over hans læber. ”Selvfølgelig er det sådan jeg ser på dig, for det er sådan at du opfører dig! Som en lille rapkæftet hvalp der ikke har lært at gø ordentligt endnu,” svarede han stilfærdigt, ”desuden så dømmer du også mig til en mand jeg ikke er, så det går skam begge veje!” Løgn var det jo ikke engang, men hvorfor stod han overhovedet og diskuterede det med hende? Hun ville ikke ændre synet på ham alligevel!
Det undrede ikke Pharrel at hun var blevet mundlam over at han havde vist hende omsorg, for det var gået op for ham at hun ikke var vant til det. Det morede ham nu bare at hun blev helt mundlam, for det havde egentlig ikke været hans mening. At hendes ord så fik hende til at vågne op igen, fik ham blot til at slippe en munter latter, så det kunne høres i hele grotten, i hvert fald i det område hvor de stod i, for denne grotte var faktisk enorm! ”Jeg er på vej væk, men pas nu på du ikke kommer til at savne mig,” svarede han drillende, dog uden at han så tilbage, som han blot fortsatte væk fra hende og ind i mørket. Han fortsatte et stykke ind, hvor han roligt lænede sig op ad væggen, for at glide ned og sidde, hvis hun så godt efter, ville hun sagtens kunne skimte hans skikkelse, for han ville heller ikke for langt ind, den var trods alt fyldt med dæmoner. Desuden så havde hun jo sit eget lille ’værelse’ som hun havde været inde på, så gik hun derind, ville hun ikke kunne se ham. Han lukkede ganske let øjnene, som han prøvede at finde hvile. Hans krop var en anelse kvæstet efter forvandlingen fra gårddagen.

[Deleted]

Annika gik ekstremt hurtigt i forsvar også selvom det var noget som hun valgte næsten ubevidst. Hun ville bare ikke have mænd for tæt på og specielt hvis de kom så tæt på, at hun kunne mærke deres berøringer, for det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre! Det var en frygt som hvilede psykisk i hende som hun kunne skjule bag en række vrede og foragt og det var i den grad også det som hun valgte at gøre det, selvom hun ikke gjorde det med vilje. Hun var bange og det var i den grad også derfor at hun hævede facaderne som hun direkte nægtede ham at bryde igennem for det var i den grad heller ikke noget som han skulle have lov til hvis hun havde noget at skulle have sagt i denne sag, det var helt sikkert! Hun knyttede næverne fast og uden at tage blikket fra ham. Hun trak let på skuldrene. ”Det må du jo selv om, Pharrel.. Men hvis du som min leder, tror at du kan vinde min respekt på denne måde, så tager du fejl!” endte hun med en ganske fast tone. Hvorfor skjule det for ham? Det var jo ikke engang en løgn! At han jo så stadig stod der og uden at være gået videre ligesom alle andre ville have gjort, udelukkende fordi at hun var direkte… umulig, for det var hun og hun vidste det jo godt, var faktisk noget som forundrede hende. At han stod der og stadig tog kampen op med hende, selvom hun nægtede at vise sig som en svag hvis hun ellers kunne blive fri for det, det var da helt sikkert. Hendes blik endte dræbende. ”Og hvad ved du om det?” hvæsede hun. Hun havde været alene i frygtelig mange år. Der havde aldrig været nogen som havde skænket hende en hjælpende hånd. Hun havde jo altid skulle klare tingene selv, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, så var det jo bare den rene sandhed!
At Pharrel var gået fra at være et direkte svin til at vise hende denne form for omsorg, var noget som virkelig var kommet bag på hende, for det gik stik imod alt det som hun allerede havde dømt ham til at være! Hendes blik hvilede stift på hans skikkelse som han holdt sig væk fra hende, selvom det slet ikke var noget som hun havde det mindste imod på denne her måde. Hun ville bare ikke have ham tættere på end det som han allerede havde været. Han havde jo selv slået hende, han havde berørt hende og endda truet med at sælge hende, hvilket var noget som havde skræmt hende direkte! Og han regnede med at vinde hendes respekt? Så kunne han da godt tro om igen! Men denne omsorg.. hun havde aldrig oplevet noget lignende af det, så det var egentlig i bund og grund også en grund til at hun havde gjort som hun havde gjort. Hun stirrede blot på ham og med den samme mine. ”Som om jeg nogensinde ville komme til at savne en mand som dig!” Hun vendte om, kun for at søge tilbage til sin egen lille hule. Måske at den ikke var særlig stor, men den var til gengæld også kold, men hun havde ikke noget andet at søge imod. Hun sukkede dæmpet og rystede på hovedet. Den mand var virkelig noget for sig selv, selvom hun ikke rigtigt kunne finde ud af hvorvidt om det var en god eller en skidt ting og det var noget som virkelig drev hende til vanvid! Hun lagde sig stille ned på de slidte og ødelagte tæpper, hvor hun krøb sig sammen som havde hun været en hund, også for at prøve at finde noget varme og behag. Hvilket slet ikke var nemt.

[pharrel123]

Det undrede ikke Pharrel at han ikke havde vundet hendes respekt, men hun var selv en lille provokerende køter, som han havde haft lyst til at flå levende, så hvorfor skulle han overhovedet gøre noget for at vinde hendes respekt? Hun havde angrebet ham med det samme, da han var kommet ind i ’hendes’ lille klippehule, hvor han uheldigvis havde set hendes nøgne overkrop, selvom det kun var hendes ryg han havde fået et blik på, så hvorfor hun havde hidset sig op og dømt ham med det samme forstod han ikke, men det havde irriteret ham! Han havde kun kommenteret hendes krop fordi hun havde spillet høj og hellig, selvom at det havde resulteret i at gøre hende langt mere vred, hvor hun var fulgt efter ham. Tanken om at hun havde pisket ham, morede ham faktisk, for hun havde ikke anet hvem han havde været. ”Det havde jeg skam heller ikke regnet med Annika,” svarede han stilfærdigt, som han lagde armene over kors og betragtede hende ganske kortfattet. Han vidste godt at han ikke vandt hendes respekt ved at håne hende, eller skræmme hende ved at prøve at hive hendes fortid frem igen, ved at slå hende i gulvet og berøre hende, selvom han faktisk kun havde strejfet hende med to fingre, så han kunne ærligtalt ikke se problemet. Han havde godt nok kysset hende, men det var også kun for at få hende til at slå ham, hvilket også havde virket, men det undrede ham at hun faktisk havde valgt at besvare hans kys, for.. havde hun ikke hadet det? ”Det er sådan du opfører dig, så hvordan skulle jeg kunne tro andet?” spurgte han med et hånligt smil på læberne. Hun havde bestemt heller ikke vundet hans respekt, så det gik jo faktisk begge veje, men hvorfor skulle han respektere en snobbet tøs der kun tænkte på sig selv? Hun måtte have spist søm, hvis hun troede at han ville respektere en tøs som hende!
At hun lod Pharrel blive siddende denne gang, glædet ham faktisk, for sidst han havde været på vej ind i hule, havde hun sagt at han skulle gå ud af den, desuden så bestemte hun ikke over ham, hvilket han nok skulle få hende til at indse, hvis hun blev ved med at tro at hun kunne kommandere rundt med ham, for hvis hun havde glemt det, så var det ham som var hendes leder og ikke omvendt! At hun sagde at hun ikke ville komme til at savne ham, morede ham nu bare, selvom at han ikke gjorde noget ved det. Han blev blot siddende op ad klippevæggen, som hvilede et stykke inde i grotten, selvom det faktisk ikke var så langt fra hende igen. Men hvorfor skulle han dog også søge helt ind i grotten bare fordi at hun ikke gad at være i samme rum med ham? Han ville bare være her i ly for månen, hvilket hun måtte lære at leve med, for ellers kunne hun bare selv finde et andet sted! Han drejede let hovedet, som hans natblå øjne faldt på hendes skikkelse, hvor han betragtede hvordan hun gik ind i sin egen lille klippehule igen, der hvor han sidst havde fundet hende rense sine sår. Han lukkede øjnene og vendte hovedet frem for sig igen, hvor han sukkede let for sig selv. Han kunne mærke månen kalde på ham, mærke hvordan ulven ville frem, selvom at det krævede at han gik ud i månelyset, medmindre han forvandlede sig af egen fri vilje.

[Deleted]

Annika var typen som afviste udelukkende fordi at hun var bange for konsekvenserne ved at få mænd alt for tæt på. Det var heller ikke fordi at det var noget som hun ville kunne gøre noget ved, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, for hun gjorde det vitterligt ikke med vilje! Han kendte hende ikke og det at han havde set hendes blottede overkrop og endda kommenteret den som noget grimt, var noget som gjorde hende vred. Nej, hun vidste at hun nok ikke var den kønneste, at der sikkert var noget derude som var smukkere end det som hun var, men helt ærligt! Hun skulle så sandelig også have lov til at være her! I hvert fald set i hendes øjne! Hun sendte ham en direkte dræbende mine. Han havde slet ikke gjort noget som havde resulteret i, at han ville vinde hendes respekt, for der skulle langt mere til end det her, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen måde! Hun knyttede næverne ganske let, som hun endnu en gang måtte være fristet til at slå ham, selvom det var noget som hun direkte nægtede at skulle give efter for. Han skulle slet ikke have den tilfredsstillelse, det var helt sikkert! Hans ord gjorde ondt, men det var virkelig ikke noget som hun havde lyst til at tænke på, hvis hun ellers kunne blive fri for det, det var da helt sikkert! Det var slemt nok og ikke mindst også ensomt nok som det var, så det var heller ikke noget som han skulle have lov til at gøre værre! ”Jamen så er alle jo tilfredse, ikke? Jeg gider ikke dig og du skal i hvert fald bare holde dig langt væk fra mig!” vrissede hun med en fast tone. Det var heller ikke fordi at det var noget som hun ville gøre værre end det som det allerede var, for det var slet ikke nødvendigt. Hun slog armene over kors, hvor hun lod neglene bore sig ned i hendes arm, bare for at holde sig lidt i skindet, for det var bestemt heller ikke fordi at det var helt nemt, for det var det virkelig ikke. Hun følte kun vreden i hendes eget indre. ”Pas på med hvad du kalder mig.. Det er ikke mig som har mistet vilje og frihed for en andens hånd, du gamle..” vrissede hun. At kalde hende for en hvalp, var noget som gjorde hende direkte irriteret, men at han også samtidig skulle håne hende. Det ville hun slet ikke have noget som helst med at gøre!
At lade ham være, var nok det som hun havde mest lyst til. Han havde gjort hende ked af det, for ikke at glemme, at han virkelig også havde formået at gøre hende direkte vred, sur og rasende! Han havde da slet ikke nogen ret til at skulle udtale sig på den måde omkring hende! Hun havde bare valgt at søge tilbage til sin egen lille hule. Den var ikke særlig stor og kun lige stor nok til at to vil kunne ligge der, men det var hendes skjul når fuldmånen stod højst, for her var hun fuldkommen sikker på at den slet ikke ville kunne ramme hende, så det var vel egentlig også bare.. en god ting? Hun lagde sig roligt til på jorden, selvom hun var for opkørt til at kunne slappe af. Hun var langt mere end det som han havde fremstillet hende! Hvor vovede han at udtale sig omkring hende på den måde, det var slet ikke noget som hun kunne fatte! De gamle tæpper varmede hende ikke det mindste og det var hårdt at ligge på den kolde jord, selvom hun efterhånden burde være vant til det. Hun havde jo heller aldrig rigtigt haft noget andet som sådan. Hun trak vejret dybt og slap det meget tungt i et næsten desperat forsøg på at skulle falde fuldkommen til ro, selvom det bare ikke ville som det hun havde lyst til. ”Forbandede..!” vrissede hun, idet hun bare opgav at hvile og satte sig op igen. Han havde virkelig ødelagt det hele!

[pharrel123]

Annika var virkelig en kompliceret tøs, hun var ikke til at finde ud af, skiftede humør hele tiden, selvom hendes meninger var ganske præcise, hun dømte dog alle mænd, som var de ens alle sammen, et sted kunne Pharrel godt forstå hende, for de fleste i Dvasias gik efter hendes beskrivelse, men det gjorde han altså ikke! Han vidste godt at han ikke havde gjort sig fortjent til hendes respekt, hvilket han bare måtte indrette sig efter og acceptere, selvom han selvfølgelig gerne ville have sin races respekt, men det var svært at holde sig i skindet, for hun var ikke den eneste som havde hidset sig op, han havde slået hende to gange, hånet hende, kommet hende alt for nær og gået over hendes grænse to gange; da han havde rørt hende og kysset hende, selvom han heller ikke helt kunne blive klog på det, for hun havde besvaret kysset og havde ikke videre gjort noget, da han havde berørt hende. De natblå øjne hvilede lettere studerende på hendes skikkelse, som om han prøvede at blive klog på hende, skønt det ikke helt lykkedes ham. Et let og mindre morende smil gled over hans læber. Hun ville ikke have noget med ham at gøre, men alligevel var hun fulgt efter ham, og han kunne ærligtalt ikke helt finde ud af hvorfor hun ikke bare selv vendte om på hælene og gik væk fra ham, ind i sin lille hule igen, hvem sagde at han ville følge efter hende? ”Udmærket,” svarede han næsten ligeglad og trak svagt på skuldrene som var det ingenting. Hun ville ikke have noget at gøre med ham og han skulle holde sig væk? Det var da et klart udtryk, men noget som han fint kunne leve med, desværre så de jo nok hinanden engang, for han var trods alt hendes leder. Han lod hovedet søge en anelse på sned, da hun lagde armene over kors og nærmest lod neglene bore sig ind i hendes arme; hun var virkelig vred på ham. Et sted forstod han hende godt, men.. ville han overhovedet kunne gøre noget rigtigt? Hvis han prøvede at være sød, så ville hun jo bare tro at han ville prøve at kommer i bukserne på hende. Hun havde dømt ham fra start af og skiftede ikke mening. ”Jeg er fri som fuglen,” svarede han lettere saligt og vendte blikket en anelse opad, som stod han i sine egne tanker.
Blikket gled ganske let mod den klippehule, som hun var trådt ind i, for så langt inde sad Pharrel heller ikke, for dette sted tilhørte dæmonerne og han ville helst ikke komme i klammerier med dem. Han sad dog langt nok inde til at han ikke ville kunne høre hvad hun sagde, medmindre hun skreg. Han så ganske let mod udgangen. Der var stadig et godt stykke tid til før månen ville gå ned, og endnu længere tid til at det ville blive aften igen. Han lod blikket glide ganske forsigtigt og langsomt rundt, hvor blikket faldt mod nogle rødder og tørre kviste. Han rejste sig ganske roligt, hvor han trak rødderne op og samlede alle de kviste og grene han kunne finde i området, inden han gik tilbage til sin plads, hvor han samlede kvistene, grenene og rødderne i en stor bunke. Han lavede en lille kant af jorden rundt om stakken, så det blev til et lille bål. Han fandt derefter to sten, hvor han med sin styrke og fart, kun lige lod de to sten snitte hinanden, så det skabte gnistrer. Han fortsatte indtil han fik gang i de tørre grene og rødder, så han fik et lille bål, hvor han rakte hænderne ud for at varme dem en anelse. Han kunne måske ikke fryse og dø af kulde, men varmen fra et bål skabte ham altid behag.

[Deleted]

Annika var virkelig irriteret over Pharrell. Den måde at gå frem på, var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre, for det var noget som hun var noget så frygtelig træt af! Hun var som hun var og det var der en grund til og den grund var meget, meget god! Hun ville slet ikke have noget med ham at gøre, for han havde virkelig gjort alt det som han kunne gøre, netop for at få hende pisset af. Hun havde aldrig været ude for at der var nogen som kunne gøre hende så vred og så rasende og alligevel holde hende ved lige på denne her måde, for det var noget som kun gjorde det hele akavet på en mærkværdig måde. Han havde slet ikke fortjent hendes respekt og at det jo så var gengældt var noget som hun var fuldkommen ligeglad med, for hun ville ikke have noget med ham at gøre, uanset om hun var gået efter ham eller ikke! Hun kneb øjnene fast sammen. Han sagde det virkelig kun for at pisse hende langt mere af! Han kendte hende ikke og måske at meget af hendes fortid var at gætte sig til, så var det ikke noget som forandrede det mindste, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun fnøs ganske kortfattet. ”Ved du hvad? Jeg har fået nok af dig nu!” vrissede hun med en ganske fast tone. At smække til ham, var noget som hun havde lyst til, men det var noget som hun valgte at bide i sig, ganske enkelt fordi at hun ikke ville give ham den tilfredsstillelse! ”Og der tager du fejl Pharrell.. Du sidder fanget i hænderne på vores ’kære’ dronning..” fastholdt hun med en fast tone, som hun var gået ind i sin hule for at finde bare en smule fred.
Selvom freden var det som Annika desperat prøvede at søge efter, så var det bare ikke noget som ville komme til hende. Hun var for vred og hun var for opkørt for noget som helst, hvilket var noget som gjorde hende frustreret. Månen ville være oppe i lang tid endnu og hun ville ikke kunne vandre ude når solen ville være oppe, så hun var tvunget til at blive her, selvom det slet ikke var en tanke som hun bifaldt det mindste! Blikket vendte hun stille mod indgangen til hulen, ganske enkelt fordi at duften af bål måtte brede sig. Selv sad hun jo bare med sine gamle tæpper og.. var dæmonerne på vej ud? Hun rejste sig forsigtigt op, kun for at tage et af tæpperne og kastede det over sine skuldre, idet at hun søgte hen til indgangen til hulen og kiggede ud. Nej, det var ikke nogen dæmon men bare Pharrell. Hun himlede let med øjnene, også selvom hun bestemt heller ikke ville sige noget som helst til noget varme. Det ville faktisk være rart men at gå ned til ham igen? Det var slet ikke noget som kom på tale! Længe blev hun bare stående, hvor det alligevel måtte blive alt for fristende. Hun himlede let med øjnene, rystede stille på hovedet, idet hun gik ned af gangen og stille ned mod Pharrell og bålet. Hun satte sig stille ned og ikke så langt fra det igen. Hun undlod bevidst at se på ham, nærmest som hun håbede på at han slet ikke havde lagt mærke til hende. Tæppet trak hun tæt om sin egen krop og skjulte sig derved bare en smule. Ikke så meget som et ord forlod hende, ikke så meget som et eneste.

[pharrel123]

At Annika havde fået nok af Pharrell, var noget som han tydeligt kunne fornemme, høre og se på hende, men det var også det som kun gjorde det hele langt mere sjovt! Det var selvfølgelig ærgerligt at han ikke havde vundet hendes respekt, men hvad skulle han gøre ved det? Hun havde allerede dømt ham, uanset hvordan han var gået frem, så ville hun have dømt ham på samme måde, som et perverst svin, der ikke gjorde andet end at tænke med de nedre dele. Tænkte hun efter, så ville hun hurtigt kunne regne ud at han slet ikke var den type, for så havde han slet ikke disset hendes krop, så havde han ikke gjort som hun bad ham om, så havde han ikke udvist omsorg da hun slog hånden, så havde han kun tænkt på at få hende tæt på sig og måske bruge hårde midler for at få hvad han ville have, men det havde han ikke gjort, så hvorfor kunne hun ikke hoppe ud af sit snævrede syn og faktisk se sandheden? Hendes ord fik ham kun til at trække på mundvigene, som det morende smil hvilede på hans blege læber igen. Hun havde fået nok af ham? Et sted ærgerligt når han faktisk morede sig så meget! Det var tydeligt at hun havde lyst til at slå til ham, men også at hun holdt igen, for hun ville vel ikke give ham den tilfredsstillelse? Ligesom hun havde sagt til ham sidst, hvor han havde kysset hende for at få hende til det. Utroligt nok havde hun besvaret hans kys, som om hun havde nydt det. ”Alle er i hendes kløer, Annika,” svarede han stilfærdigt og dog dæmpet, så han regnede ikke med at hun fik det med, da hun havde valgt at gå tilbage til sin klippehule. Løgn var det jo faktisk ikke. Dronningen kunne få hvem som helst hun ville have, og hvis de nægtede, kunne hun få dem dræbt, ergo stod hun faktisk som herre over gud og hver mand i Dvasias og med andre ord, så var hun også herre over Annika.
Bålet var noget som bragte Pharrell et varmt behag. Måske han ikke kunne fryse og han kunne ikke dø af kulde eller sygdomme, men.. varmen gjorde altid godt, det fik ham til at føle sig menneskelig. At bålet så måtte fange Annikas opmærksomhed og drive hende hen imod ham, var noget der faktisk måtte more ham. Han kunne tydeligt høre hendes skridt på afstand, hvor en masse kommentarer fløj igennem hans hoved, ”se hvad katten har slæbt med ind,” eller ”så kom hvalpen alligevel trofast tilbage?”, og et hav af andre kække bemærkninger som ville tænde hende fuldstændig af. Han sagde dog intet, selvom at det morende smil vel sagde det hele? Han lod hende blot sætte sig ned, for hun havde det vel på samme måde? Selvom han kunne se ud af øjenkrogen at hun bar et tæppe omkring sine skuldre, så hun havde da lidt at varme sig på. ”Det er sjovt.. man skulle tro at du savnede mig, siden du kommer tilbage,” svarede han stilfærdigt, som han endelig valgte at vende blikket mod hende. Hans mine ændrede sig dog til at blive en anelse irriteret. ”Men hvem siger at jeg gider at dele mit bål med dig? Du ville have at jeg skulle gå og så kommer du tilbage?” spurgte han ganske kortfattet. Troede hun virkelig at hun kunne få alt til at gå efter hendes hoved? Så tog hun i den grad fejl!

[Deleted]

Det hele havde virkelig bare nået til en grænse for Annika. Ikke bare det faktum at han havde gjort hende ked af det, for det havde han virkelig netop ved at være som han var overfor hende. Hun var måske en hård nød i det indre, men det var der også kun alverdens grund til; Hun stolede ikke på mænd og det var slet ikke noget som hun havde nogen grund til! Han havde berørt hende på en måde som hun ikke havde oplevet i årevis, også selvom det havde været anderledes nu hvor det var ham som havde gjort det, for der havde vel heller ikke været nogen bagtanker bag? Han havde jo stoppet temmelig hurtigt igen, også selvom hans måde at være på overfor hende, slet ikke var noget som hun kunne have med at gøre, så var det jo bare sådan at det nu måtte være. Hun var vred og hun kogte virkelig. Hun havde aldrig nogensinde været så vred før, at det var helt ekstremt! Jo hurtigere hun kunne komme væk fra ham af, jo bedre ville det være, for hun var virkelig bange for udfaldet af dette. Han holdt hende nysgerrig og kørende samtidig med at han virkelig formåede at føre hende direkte op i det røde felt, men alligevel ikke nok til at hun direkte eksploderede, hvilket var noget som i den grad også forundrede hende. At hun selv måtte befinde sig i Jaqias hule hånd, var noget som hun direkte nægtede at se! Hun var sin egen herre og det var uden videre omsvøb! Hun var ikke i nogens hule hånd! Og det var heller ikke noget som hun nogensinde ville komme til!
Annika kunne ikke finde hvile. Ikke så opkørt som hun måtte være allerede, så hun kunne lige så godt opgive det hele fra start af. At søge mod ham endnu en gang, var nu heller ikke noget som hun var meget for, ganske enkelt fordi at hun ville blive offer for den ene kommentar efter den anden, hvilket i den grad også var noget som gjorde hende direkte irriteret. Hun havde jo alligevel valgt at sætte sig såpas langt væk fra bålet og ham som det var hende menneskelig muligt. Hun ville ikke sidde i vejen for ham og varmen ville heller ikke nå hende, selvom stemningen i den grad var langt mere værd med lidt hyggeligt belysning som et mål kunne bringe på denne her måde, så det var egentlig heller ikke noget som kunne forundre nogen som helst i den anden ende. Hun vendte blikket direkte mod ham ved hans ord, hvor hun bare sendte ham en advarende og dræbende mine. ”Kom ikke for godt i gang, Pharell!” vrissede hun med en fast tone, idet hun bare valgte at tie igen. Om han ville dele sit bål med hende, var noget som hun et sted var lidt ligeglad med, for det ændrede virkelig ikke på noget som helst for hendes vedkommende, for det var bare sådan her at det nu måtte være. Hun fnøs ganske kort som det eneste og vendte så blikket stille op mod ham endnu en gang, hvor hun bare blev siddende og stirrede på ham. ”Sender du mig da væk? Hvilken leder er det da?” hånede hun med en fast tone. Den opførsel som han lagde for dagen, var bestemt heller ikke noget som gjorde det nemmere for hende på nogen måde. Tvært imod, så var det faktisk noget som kun gjorde hende forbandet irriteret!

[pharrel123]

Noget der måtte forundre Pharrell, var det at Annika valgte at komme tilbage til ham. Hun havde været så opkørt og vred at han havde regnet med at hun snart ville eksplodere, selvom hun havde været god og bare lagt det bag sig og vende ryggen til uden at komme over det røde felt, hvor raserianfaldet brød løs, hun havde faktisk styret sig, hvilket var noget der måtte imponere ham. At se hende komme lydløst og stille hen til ham og sætte sig et godt stykke fra ham og bålet, gjorde ham et sted nysgerrig, for.. hvorfor? Hun havde ikke gidet at være i hans selskab, hun havde råbt og skreget af ham, truet ham, var ikke andet end irriteret, hun dømte ham til at være et perverst svin, der kun ville udnytte hende og alligevel kom hun tilbage? Enten så måtte hun jo inderst inde vide at han ikke ville gøre hende noget, eller også var det hendes nysgerrighed på at finde ud af det, der drev hende herhen – det var om ikke andet, så hans gæt på at hun var kommet tilbage. Han trak kun morende på smilebåndet til hendes ord. Han tvivlede på at hun ville indrømme at hun havde savnet ham, hvis det da overhovedet var hende muligt, det var ikke fordi at han regnede med det, men lidt selskab var faktisk godt af og til, og måske de bare var kommet forkert ind på hinanden? Starten havde jo taget en temmelig uheldig drejning, for han var kommet ind i det øjeblik hun havde renset sine sår og siddet halvnøgen, selvom han godt nok kun havde set hendes ryg. Han lod hovedet søge en anelse på sned. Hun var kommet tilbage, men hun sad alligevel et godt stykke fra ham, så mon hun overhovedet kunne mærke varmen fra bålet? ”Du ville ikke have mit selskab, du respektere mig ikke og du dømmer mig uden at kende mig, så fortæl mig hvorfor jeg overhovedet skulle have nogen grund til at lade dig blive?” spurgte han sagte og kneb øjnene en anelse sammen. Hun troede virkelig at hun var høj og hellig, hun havde placeret sig selv på en piedestal, som hun slet ikke havde fortjent, men han skulle nok få hende pillet ned hvis det blev nødvendigt! Han havde grænser og de som trådte over dem, fik med ham at bestille! Og det var oftest med døden! Han gad ikke finde sig i hendes splittede svar og meninger, man skulle jo tro at kvinden var skizofren! Først ville hun ikke have hans selskab og pludselig kom hun tilbage? Han fnøs fattet, inden han vendte blikket mod sit flammende og gnistrende bål igen, hvor han strakte hænderne, for at få varme i håndfladerne og fingrene. Han vendte igen blikket mod hende, næsten vurderende. Hun havde sine tæpper, så hvorfor ville hun have hans bål? Hun kunne vel lave sit eget? ”Men.. jeg deler gerne mit bål, hvis du deler dit tæppe,” svarede han ganske roligt og stilfærdigt, et sted for at se hvor villig hun egentlig var, for at finde ud af hvad grunden egentlig var til at hun var kommet tilbage, for at finde ud af hende, for hun var ham virkelig et mysterium, men han nød også gåder og psykiske spil, så.. det gjorde ham faktisk intet! Han skulle nok få hende knækket, for når det kom til stykket, så var han en utrolig viljestærk og målrettet mand.

[Deleted]

Starten havde virkelig været så dårlig som den overhovedet kunne være. Pharrell havde set hende på sit mest sårbare punkt, så selvfølgelig var det noget som spillede ind for hendes vedkommende. At han jo så havde valgt at kommentere det, var noget som han bare ikke skulle have gjort. Lige hvorfor hun havde valgt at søge tilbage til ham, var slet ikke noget som hun kunne sætte en finger på som sådan, for det var bare noget som var sket ganske.. naturligt. Hun var jo et sted også nysgerrig på ham, for et sted så var han faktisk af den type som holdt hende nysgerrig over længere tid, så selvfølgelig var det noget som spillede frygtelig godt ind for hendes vedkommende. Hun valgte at sætte sig langt nok væk fra bålet til at hun ikke kunne mærke effekten af det, så måske at han ikke så det? Hun havde slet ikke valgt eller ønsket på nogen måde, at han skulle behandle hende som hun havde gjort det. Hun trak vejret dybt, også selvom det slet ikke var noget som var hende direkte nødvendigt, men det var slet ikke noget som hun gjorde med vilje. Hun vendte blikket direkte mod ham. At han ville have mange kommentarer på lur, var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket på nogen som helst måde overhovedet. Hun sad mere eller mindre bare og stirrede på ham. Måske at deres slags var individer som foretrak livet alene, men det var noget som hun så bort fra nu. Dette kunne vel også vise sig at være langt mere hyggeligt end det som hun ville gå ud fra? ”Jeg sidder ikke i vejen for hverken dig eller dit bål.. Og desuden så er dette et sted som tilhører dæmonerne ikke? Så uanset, så kan du ikke tvinge mig væk..” Hun trak let på skuldrene og uden at tage blikket det mindste fra ham. Hun frygtede ham ikke, som hun heller ikke respekterede ham på nogen som helst måde overhovedet. Hun blev dog stadig siddende fuldkommen stille på sin plads og selv med den samme faste mine i ansigtet. Hans sidste ord var noget som næsten føles som at gøre hende langt mere bleg i ansigtet end det som godt måtte være i den anden ende. Hun blinkede let med øjnene. Dele hendes tæpper? Han måtte da have slugt søm! Tungen strøg let over hendes læber, hvor hun vendte blikket mod bålet ganske kort og vurderende. At lukke ham så tæt på, var virkelig at krydse hendes egne grænser voldsomt! Hun kneb øjnene en anelse fast sammen og selv uden at se det mindste bort fra ham på noget tidspunkt. ”Du gør det der så meget med vilje..” mumlede hun ganske let, selvom det var mest henvendt for hende selv, end det som det var henvendt for nogen som helst andre. Længe blev hun bare siddende, selv uden at give ham et svar direkte, men hvad skulle hu n da sige? Der var virkelig ikke noget som hun kunne sige til det som sådan. Hun endte med at slippe det ene hjørne efter frygtelig lange øjeblikke. ”… Udmærket.. så kom da,” afsluttede hun med en mindre utilfreds mine, selvom det var noget som hun faktisk prøvede at holde i det skjulte.

[pharrel123]

Det var ikke en særlig god start som de havde fået, hvilket Pharrell godt vidste, men et sted så var han også sikker på, at uanset hvad han havde sagt, gjort eller set, så havde udfaldet været det samme. Han havde kun kommenteret hendes krop, fordi hun havde valgt at slagte ham med sine ord først! Så havde han disset hendes krop og derefter havde hun svunget sin piske efter ham, hvilket var noget som næsten måtte irritere ham en anelse, for han var ikke bare et trækdyr man kunne piske til! Uanset var det ikke en heldig start de havde fået, men hun dømte ham for en mand han ikke var, og måske han ikke kendte hende, men det var tydeligt at hun var en selvsikker kvinde, der satte sig selv højere end nogen og noget andet! En egoistisk tøs som næsten havde fortjent at blive sat lidt på plads! Det var da i hvert fald hans mening! Han ville med glæde vælte den piedestal som hun havde sat sig selv på, for hun lød næsten til at hun troede at hun var dronningen selv, selvom han var glad for at det ikke var en tøs som Annika der sad på tronen. Men selvom hun var ganske egoistisk, så fangede hun alligevel Pharrells nysgerrighed og det gjorde kun det hele værre! Han kunne ikke forstå hvorfor hun var kommet tilbage til ham, når hun havde bedt ham om at gå væk. Hun sad ikke tæt nok på til at kunne nyde hans bål, så hvorvidt hun var kommet tilbage på grund af ham eller bålet, havde han svært ved at finde ud af. Han trak morende på smilebåndet. Førhen havde hun sagt at hun ejede hulen og nu tilhørte den pludselig dæmonerne? Hun skiftede mening til sin egen fordel, et sted irriterede det ham, men han gad ikke hidse sig op over det, desuden morede det ham at hun hele tiden prøvede at vende alt til sin egen fordel. ”Så sandt,” svarede han for sig selv, som han betragtede bålet foran ham. Måske han ikke kunne fryse, men bålet gjorde stadig det hele meget mere behageligt, desuden så fangede det også hans opmærksomhed, så han ikke tænkte så meget over fuldmånen der var udenfor, for den kaldte på ham. Selvom hendes ord kun var en mumlen og han vidste at hun henvendte sig til sig selv, så kunne han alligevel ikke lade vær med at more sig over det. Han gjorde det faktisk med vilje, hvilket hun havde ret i, og han vidste at det sikkert var grænseoverskridende for hende, men.. han ville gerne se om han kunne finde bare lidt ud af hende, se hvor langt hun egentlig var villig til at gå. Han lod hende blot tænke over hans lille tilbud, hvor han faktisk blev overrasket over hendes svar. Han vendte blikket en anelse forundret mod hende. Hun ville gerne dele sit tæppe med ham? Hvorfor nu det? Han kneb øjnene en anelse sammen, selvom han endte med at rejse sig. Han gik roligt hen til hende. Han gik roligt ned i hug ved hendes side, hvor han endte med at løfte hende op i sit greb. Hun sad alt for langt væk fra bålet til at kunne nyde det, desuden skulle ret være ret, og som han havde sagt, så ville han dele sit bål med hende, hvis hun delte sit tæppe. Han satte sig roligt ned tæt ved bålet, hvor han blot satte hende fra sig i sit skød, inden han tog fat omkring tæppet og svang det rundt omkring sine muskuløse skuldre, for at trække det videre omkring hende, så de begge sad under tæppet og ganske vidst sad de også tæt på hinanden. Han vendte kort blikket mod hende, inden han vendte det imod bålet. Han ventede næsten blot på at hun gjorde modstand.