After a full moon..

[pharrel123]

Denne kvinde måtte virkelig more Pharrel uden lige. Han vidste godt at der ikke var mange horrorer tilbage, han havde selv sjældent mødt nogen, hun var den første i.. flere årtusinder, så det sagde virkelig ikke så lidt! Han var ikke ude på at dræbe hende, fornærme hende eller noget i den dur, selvom hun jo nok ikke var af samme mening og netop opfangede at det var det som han var ude på, men hun tog altså fejl! Hun havde bedt ham om at gå, så havde han fyret en enkelt kommentar af og gået, og så var hun stormet efter ham, hvilket virkelig måtte more ham, så havde han prøvet at gå igen og hun havde flået hans ryg op, selvom at det var healet igen, derefter havde han slået hende så de stod faktisk lige nu. Det som dog morede ham mest, var det at hun ikke havde regnet med at han ville slå hende, men hvad fanden havde hun regnet med? De befandt sig i Dvasias, det sagde jo ligesom det hele! ”Hvis du ved det, så er det også et tydeligt tegn til at kvinder har vist sig værdige til at styre og regere landet, men desværre er der ikke mange kvinder som lever op til standarderne,” mumlede han en anelse provokerende, og trak svagt på skuldrene som betød det ingenting. Nu hvor hun selv bad om det, så var han faktisk kun ude på at provokere hende den tand længere, for hun var tydeligt vred og irriteret, så det var faktisk ikke den sværeste opgave, som han havde sat sig for. De natblå øjne betragtede hende stilfærdigt, hvor et kækt smil hvilede på hans rosa læber. At hun så skulle nedgøre mændene havde han nu ikke noget imod, for han vidste at hun havde ret. Mange mænd havde det hele i munden, mange troede de var stærke og var det også til dels, men bare ikke stærke nok, mange var rapkæftede troede de kunne gøre hvad de ville, men det var også dem som faldt hurtigst. Han lod armene glide over kors ved det faste og nøgne bryst, hvor han trak svagt på skuldrene. ”Det har jeg bestemt heller ikke givet udtryk for,” svarede han fast, uden at han veg blikket fra hende. Han havde faktisk aldrig taget mændenes parti, for han vidste godt at hun havde ret, der var dog de mænd som faktisk kunne leve op til forventningerne og standarderne, ligesom der også var kvinder der kunne det, det var også grunden til at han så at både kvinder og mænd var lige, hvilket hun også ville vide hvis hun hørte ordentligt efter! At hun endte med at præsentere sig, forundrede ham alligevel, for han havde faktisk regnet med at hun ville holde tæt og kræve hans først, men det gjorde ham nu intet. Han nikkede roligt, både forstående men også som en form for hilsen. ”Udmærket.. Annika,” endte han roligt. Hun ville selv have en præsentation? Så forsvandt alt det morsomme jo, men ret skulle være ret. ”Jeg er Pharrel.. Pharrel Van Ipswich. Horrorernes leder,” præsenterede han sig med et kækt smil om læberne, skønt han dog bukkede ydmygt for hende, selvom det mere var ironisk, for hun var sikkert ligeglad med hvem han var, dog stod han faktisk som hendes leder, så hun burde faktisk vise ham mere respekt end det som hun havde gjort, skønt han dog ikke tog sig af det.

[Deleted]

Annika var en kvinde som i den grad vidste hvad hun ville have. At der ikke var mange af deres slags tilbage, var desværre en nyhed som hun havde taget til sig, selvom det bestemt ikke var med et smil. Hun var – for sin egen skyld, langt mere påpasselig med hvem som hun måtte lukke tæt på sig og hvem som hun ikke gjorde det ved, udelukkende fordi at hun ikke ville jages som et vildt dyr. En ting var det jo, at han var som han var, at han var en horror ligesom hende selv, selvom det virkelig ikke ændrede på hendes syn på tingene. Måske at hun ikke hørte meningen i ordene som han fyrede af, men hun stod fast på sit; De fleste mænd havde det kun i munden. Ikke fordi at det var noget som kunne forundre nogen, kunne det? At se dem sidde og mugge når de ikke fik deres vilje, var noget som hun i den grad også havde oplevet selv. Hun var trynet med det på alle måder, hun var trynet med det igennem hendes liv, hun var tæsket og slået fordi at hun nægtede at gøre som de sagde og se hende nu.. hvem var det som var højere hævet end dem!? Hun kneb øjnene fast sammen. ”Du skulle snakke om standarder?” spurgte hun ganske kortfattet. Ja, hun havde meget i munden, men hun havde i den grad også meget i handling, selvom hun sikkert havde grebet dette an på en helt anden måde, dersom hun havde vidst at hun faktisk stod overfor sin egen leder. Selvom det nu heller ikke var fordi at hun var meget for de store autoriteter, for.. ja, hvad havde de nogensinde gjort for hende? Så hvorfor pokker skulle hun vise nogen respekt for dem? At han jo så alligevel præsenterede sig med fulde navn og titel, var noget som forundrede hende. At hun i det hele taget stod overfor sin egen leder, var i den grad noget som forundrede hende og meget endda! Ikke fordi at det var noget som ændrede det mindste for hendes vedkommende, for det havde virkelig ikke en skid af betydning! Det kække smil bredte sig roligt på hendes læber, som hun lagde armene roligt over kors, næsten som en.. overlegen udstråling som hun pludselig måtte komme med, selvom det nu heller ikke var noget som hun som sådan tænkte over. ”Ser man det.. Horrorenes leder.” Hun trådte roligt frem og med blikket hvilende på hans skikkelse. At han direkte bukkede for hende tog hun sig ikke af, for det var bestemt heller ikke fordi at hun regnede med at gengælde det med at neje eller noget i den stil, for det var da noget af det sidste som hun ville. Hun endte endnu en gang bare med at finde kløerne frem, selvom hun ikke gjorde noget yderligere. ”Den mand som skal gøre sit for at holde styr på racen, holde dem under opsyn og hvad ved jeg.. hvordan synes du at det er gået?” Poten knyttede hun let, som den endnu en gang var endt tydeligt pelset. Det var normalt når hun blev vred at det var noget som skete, for det var egentlig ikke rigtigt noget som hun tænkte over i den anden ende. Det.. skete egentlig bare og hun brød sig ikke altid om det, men hvad fanden skulle hun gøre? Hun kneb øjnene næsten dræbende sammen. ”Det burde jo næsten være dig som skulle være udskiftet med en tøs. Jeg ville faktisk gerne se hvad en kvinde kunne gøre i dit sted,” afsluttede hun ganske kortfattet. Hun var i den grad ikke imponeret over hans gøremål hvad racen angik.

[pharrel123]

At hun ikke ændrede personlighed, bare fordi at Pharrel havde afsløret at han faktisk var hendes leder og hun faktisk burde vise mere respekt overfor ham, havde han ikke det mindste imod, faktisk var det et plus. Han ønskede ikke at hun skulle se ham hævet over sig selv, for hun havde ret, han havde ikke gjort noget specielt, nok ikke mere specielt end det som hun havde. Dog havde han så heller ikke været på posten i særlig lang tid, da det kun havde været vinteren over. Han havde ikke kunne nå at udrette så meget igen på kun så kort tid, skønt han heller ikke rigtig som sådan havde tænkt sig at gøre noget specielt for sin race, da hans race alligevel var så pokkers uset alle steder, de blev jo nærmest forbundet og sammenlignet med pesten selv. De natblå øjne betragtede Annika ganske så stilfærdigt og kortfattet, hvor han blot blev stående med den ranke holdning og de stærke arme lagt over kors ved det faste bryst. At hun selv endte med en mere overlegen holdning, gjorde han ikke det mindste ved, for hun havde allerede nu set at han ikke var bange for at slå til hende, hvis hun prøvede på noget, for han ville fint kunne gøre det igen! Hans blik faldt kort til hendes næve, som endte mere pelset og med kløer, ligesom sidste gang hvor hun havde slået ham. Han så hende direkte i blikket igen, næsten for at se om hun ville til at angribe ham igen, skønt han dog var klar og vagtsom. Han trak svagt på skuldrene og med en tydelig ligegyldig holdning. ”Jeg har andet at tage mig til, end at rende rundt og lege babysitter for min race,” svarede han stilfærdigt. Han havde faktisk hjulpet Jaqia med at holde lidt orden på befolkningen, da oprøret i Procias og det som havde spredt sig til Manjarno havde vækket uroligheder her i Dvasias, så han havde mere leget den Dvasianske myndighed end at lege babysitter for sin race, som er alligevel ikke var mange tilbage af. Hun var den eneste horror han sådan rigtig havde set i flere år mere eller mindre. Han fnøs kort til hendes ord, som hun sagde at han burde blive udskiftet med en tøs, hvor han rystede smilende på hovedet. ”Tøser er alt for følelsesprægede til at burde lede,” svarede han stilfærdigt og en anelse fornærmende, hvilket han godt vidste, for det var ikke sådan han så på det, men det var kun fordi hun skulle stikke til ham, så begyndte han at stikke igen. ”Desuden.. så mener jeg ikke at jeg skal tage enhver horror under mine arme og beskytte dem. Hvis ikke de er stærke nok til at passe på sig selv, som vi trods alt står som den stærkeste race rent fysisk, jamen så har de fortjent at dø,” endte han kortfattet. Måske en anelse hårdt sagt, men de som ikke var stærke til at overleve på egen hånd, havde i hans øjne kun fortjent dødens vej. Hvorvidt han egentlig kunne lide Annika eller ej, havde han ikke rigtig besluttet sig for endnu, men så længe hun ikke gjorde ham noget, så ville han naturligvis heller ikke lægge en finger på hende. Han var dog meget opmærksom på hendes hånd, som var blevet langt mere pelset og nærmest havde fået kløer, et sted måtte det undre ham, for hun var jo.. en brøkdel forvandlet, og nok var fuldmånen oppe, men dens lys kunne ikke nå herind i grotten.

[Deleted]

Annika så virkelig ikke nogen grund til at skulle ændre holdning eller personlighed, bare ved tanken om at han måtte være hendes leder, for det var noget som hun var rablende ligeglad med. Han var ikke en som hun kunne se på som en leder, for hun havde aldrig hørt om ham, så enten var det fordi at han var ny indenfor faget ellers også var det fordi at han var en af dem som ikke gjorde en dyt for sin race eller for sit folk, hvor hun næsten måtte gætte på det første. Ellers havde hun vel også hørt om ham? Så meget som hun var omkring, så skulle det andet da først forundre hende! Hånden var igen blevet til en pote og den var blevet pelset. I sig selv, så skete disse små forvandlinger specielt under fuldmånen eller når hun var vred eller irriteret og det var bestemt heller ikke fordi at han havde været hende nogen hjælp indenfor dette. Han havde kun gjort hende langt mere vred og nu hvor hun vidste, at han ikke havde nogen bekvemmeligheder ved at skulle smække til en tøs. Et kynisk smil gled over hendes læber. At han var en leder for hende, var noget som hun var ligeglad med, for hun ville i hvert fald ikke lade sig lede af nogen som helst! Hun var sin egen herre og hun ville i den grad fortsætte med at være det! Det var bestemt heller ikke fordi at hun havde nogen tanker eller intentioner om at skulle lade sig blive underkastet af en anden mand! Ikke igen! Poten knyttede hun, hvor selv kløerne borede sig ind i hendes hud og med den næsten vrede mine som tidligere. Det var slet ikke fordi at hun havde nogen grund til at skulle vise tro til denne mand, for i hendes øjne, så var det noget som man skulle gøre sig fortjent til og på alle måder, og det var bestemt heller ikke noget som hun følte, at han havde gjort til hende – endnu om ikke andet!
”Tøserne er for følelsespræget til at lede? Mænd er for snæversynet til at kunne gøre det,” vrissede hun med en fast tone. Han skulle bestemt heller ikke have lov til at stå og nedgøre det kvindelige køn, for der var en grund til at det var blevet kvindedomineret! ”Mænd kan ikke koncentrere sig om flere ting end en ad gangen.. de tænker med det som de har mellem benene, de er aggressive og de fører krig efter krig.. hvorfor tror du selv, at det er mændene som er faldet på tronen?” spurgte hun ganske kortfattet. I sig selv, så var hun tro mod det dvasianske kongehus og det var bestemt heller ikke noget som hun havde i sinde at skulle ødelægge på den ene eller den anden måde, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun trådte et skridt tættere på ham, så de næsten endte med at skulle stå bryst mod bryst, for hun var bestemt heller ikke bange for ham, det havde hun slet ikke nogen som helst grund til når alt endelig kom til alt. Hun fnøs ganske kortfattet af ham, for det var bestemt heller ikke fordi at hun var videre imponeret. Den pelsede pote endte hun med at hæve, kun for at lade en klo strejfe over hans kind. En mindre revne efterlod den skam også, selvom det nu heller ikke var noget som hun tog så tungt. ”Du er ussel, Pharrel.. Du er slet ikke værd en lederplads,” vrissede hun med en iskold og fast tone. Hun havde i den grad ingen respekt for ham!

[pharrel123]

Det at Annika ikke viste Pharrel den respekt som en leder normalt krævede, havde han intet imod, for et sted forstod han hende jo godt. Han var godt nok kun blevet leder for nylig, så det var også begrænset hvor meget han havde kunnet nå at gøre generelt, og han havde altså valgt kongehuset frem for sin race, for han havde ærligtalt ment at det var bedst at få roen til at lægge sig over landet i stedet for at befolkningen skulle køre op i en spids og starte et oprør som i Procias. Men han forstod skam godt at hun ikke fandt ham værdig til denne plads, for han havde jo ikke kunnet nå at vise noget endnu, så det var heller ikke fordi at han ville sige noget til det, eller ’straffe’ hende for ikke at følge ham, eftersom han jo faktisk var hendes leder, for skulle han være ærlig? Så gad han slet ikke at bestemme over hende, sådan vandt man ikke sit folk på, som leder skulle man lede sit folk ikke lade dem underkaste sig én, han selv havde jo ledt mindre flokke på missioner før, godt nok havde han aldrig været leder for en hel race før, men en gang skulle vel være den første? Han slap en munter latter til hendes ord, som han ikke kunne lade vær. Det morende smil gled over hans læber, hvor han selv betragtede hende med et morende glimt i de natblå øjne. ”Nu kategoriserer du jo størstedelen af mænd,” svarede han stilfærdigt. ”Du ved lige såvel som jeg, at der er de som skiller sig ud,” tilføjede han roligt, som han lagde de stærke arme over kors ved det faste og nøgne bryst, ”og dem er jeg én af.” Det var ikke for at lyde selvsikker men det var faktisk ikke løgn. Han vidste godt at de fleste mænd tænkte med de nedre dele frem for hjernen, men det gjorde han bestemt ikke! Desuden så kunne han fint koncentrere sig om flere ting af gangen! Ellers så ville man sgu da miste overblikket og tabe kampen! Han betragtede hende med det morende glimt i de natblå øjne, som han slet ikke kunne lade vær med at smile af hende, for det var sjovt at se, hvor meget hun egentlig måtte være imod ham. At hun tog et skridt imod ham, så de næsten stod bryst mod bryst, tog han sig ikke af, for han var bestemt heller ikke bange for hende! Han tog selv de sidste skridt imod hende, så de faktisk endte med at stå bryst mod bryst, hvor han så hende direkte ind i de mørke øjne, uden at det kække smil forsvandt fra hans læber. Poten hun løftede og slog mod hans kind, fik ham til at vende kinden halvt mod hende, dog fik det ikke smilet til at falme. Det var desuden også kun en lille rift som han havde fået af det. Han vendte blikket direkte mod hende igen. ”Er jeg ussel?” spurgte han med det tydelige morende smil, som han slet ikke kunne skjule. Det var ikke for at være flabet overfor hende og gøre hende mere vred, men.. han fandt hende altså underholdende! ”Og hvorfor er det, Annika.. at jeg er ussel?” spurgte han stilfærdigt, så vidt han vidste, havde han ikke gjort hende noget. ”Og hvad er dit problem egentlig? Du bad mig om at gå, hvilket jeg gjorde og så styrter du efter mig og nu kalder mig ussel? Siger jeg ikke er værdig? Vær du glad for at jeg faktisk bryder mig om dig, for ellers havde jeg vredet halsen om på dig for længe siden,” svarede han med et selvsamme kække smil på læberne som før.

[Deleted]

Annika havde virkelig ikke nogen grund til at skulle have nogen respekt for Pharrel som person. Det var i sig selv, slet ikke noget som han havde fortjent set i hendes øjne, men det var nu bare sådan at det nu endelig måtte være, så var det heller ikke noget som hun direkte ville blande sig i på nogen måde. Hun var vred og det var helt forkerte tidspunkt på måneden hvor man måtte genere hende på. Måske at hun valgte at placere alle mænd i samme bås, men med den fortid som hun havde, så var det heller ikke noget som hun tog sig af. Det lå bare ganske naturligt til hende, at skulle hade det mandlige køn, også for alt det som de havde gjort overfor hende igennem hendes liv! Hun trak let på skuldrene. ”Med den erfaring som jeg har gjort mig, så kan jeg kun se på mænd som svin,” sagde hun med en ganske kortfattet stemme. Der var virkelig ikke nogen medlidenhed at skulle hente ved hende. Hun hadet det virkelig, hun hadet at blive set ned på, hånet for noget som han slet ikke havde set og når det kom til hendes krop, så var hun i den grad også forfængelig af sig og på alle måder endda! ”Der er de stærke som tror de er ih og åh så gode og så dygtige.. Er det den kategori du vil placere dig selv i?” At de var endt med at stå bryst mod bryst, var nu heller ikke noget som hun sagde det mindste til, for det var bare sådan at det nu end måtte være i den anden ende. Det skræmte hende dog ikke meget væk, men det var jo så bare det. Tingene tog hun stille og roligt, for der var virkelig ikke en grund til noget andet på denne måde. Hun sendte ham et blot direkte dræbende blik. Hun havde virkelig ikke noget til overs for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om, hvilket han vel også havde indset allerede for længe siden? Hun selv blev bare stående og uden at tage blikket fra ham. Hun ville ikke bakke ud nu! Han havde ganske rigtigt gået som hun havde bedt ham om, men den kommentar havde virkelig været den dråbe som havde fået bægeret til at flyde over, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At han brød sig om hende, var noget som tydeligt måtte få hende til at trække let på smilebåndet, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun smilede et næsten tilfredst smil. ”En mand som tror han er noget, fordi at han bærer en ledertitel? Tro mig.. Der skal lidt mere til, før jeg underlægger mig en mand som dig,” sagde hun med en ganske kortfattet tone og med den samme mine som før. Det var bestemt heller ikke noget som hun ville skjule. Hendes pote endte endnu en gang med at skulle blive til en pote i stedet for alt det andet. Nu hvor hun faktisk var faldet en anelse til ro i stedet ofr alt det andet. ”En ting er at fremhæve sig selv som høj og hellig og en anden er at nedgøre en som man slet ikke kender.. Og du min fine herre.. valgte den forkerte at se ned på,” hvæsede hun med en tydelig hvæsen i hendes stemme. I sig selv, så gjorde det hende ked af, og så var det faktisk noget som gjorde hende vred. Hun skjulte det hellere bag hendes egen tydelige vrede.

[pharrel123]

At hun valgte at dømme alle mænd og sætte dem i samme bås, var noget som faktisk måtte forundre Pharrel, for hun burde vel vide at der var de som skilte sig ud? Hun var jo heller ikke den typiske kvinde, der gik hjemme og passede huset og skød unger ud! Det var allerede tydeligt for ham at hun var en stolt kvinde, stolt af at være horror, hun gik meget op i sig selv og at hun havde det godt, og hvad hun lavede vidste han ikke men med den piske hun havde i klippehulen, så var hun enten noget med våben eller også ville hans bud være noget med fanger, eller en form for tæmmer ved dyr, han var ikke helt sikker, men det var også irrelevant. At hun ikke respekterede ham, gjorde ham intet, men at hun dømte ham som hun dømte enhver anden mand, måtte næsten irritere ham, for han tænkte altså ikke med de nedre dele! Han havde ikke engang tal på hvor længe siden det var at han havde været sammen med en kvinde.. uger.. måneder.. år, det var slet ikke noget som betød noget for ham! Han var ikke en mand som bare tog den første og bedste kvinde, faktisk var han vel.. kræsen? Plus det faktum at ikke mange turde at nærme sig en horror, de var jo åbenbart så pestfulde og bragte uheld med sig hvor end de gik, så de var utrolig usete næsten alle steder og næsten af alle.. og det irriterede ham virkelig! Han betragtede hende blot uforstående, som hun sagde at alle mænd var svin. Det var tydeligt at hun ikke havde mødt alle mænd i verdenen så! Men med den kæft hun havde og den holdning skulle det ikke undre ham at hun kun tiltrak alle de dårlige mænd, som netop var som hun sagde. Han nåede ikke rigtig at få indført et ord, inden hun kom med den næsten sætning, hvor han bare måtte stå og se forvirret til, for hun dømte ham for ting som han slet ikke havde påstået på noget som helst tidspunkt! Hvad hendes problem var, vidste han virkelig ikke, men det var tydeligt, at hun var blevet hidsig over at han havde nedgjort hendes krop, selvom det egentlig havde været en løgn, men det var også kun fordi at hun så på sig selv som høj og hellig! Han kneb øjnene irriteret sammen. ”Jaså?! Hvem er det lige som sætter sig selv på en piedestal som hun slet ikke har fortjent? Det gør du!” vrissede han irriteret. Meget kunne han tåle, men hun skulle bestemt ikke stå og dømme ham og beskylde ham for ting, han slet ikke havde gjort! Specielt ikke når hun mindst var lige så slem som ham selv! Hun havde allerede slået ham to gange og pisket ham en enkelt gange, selvom hun havde prøvet to gange, og han havde kun givet hende et enkelt velfortjent slag, selvom han næsten burde have flået hende i småstykker! Men nu var det også nok! Han prikkede hende hårdt til skulderen, for at få hende til bakke, som han selv skubbede til hende med sit faste og muskuløse bryst, hvor han blot fik hende til at bakke. ”Kald mig ussel, lad vær med at vise mig respekt, men du skal bestemt ikke dømme mig for at være som alle andre mænd!” endte han fast, som han først stoppede, op da hun stod med ryggen op mod muren og fronten mod ham, hvor han stirrede hende koldt og irriteret ind i blikket. ”Hvad vil du have? En undskyldning fordi jeg fornærmede din krop? Havde jeg sagt sandheden i stedet for og sagt at du havde en smuk krop, så havde du alligevel dømt mig som et andet svin af en mand!” påpegede han stilfærdigt, som han skulede olmt mod hende. Han rynkede let uforstående og forvirret med brynene. ”Desuden! Så har jeg aldrig sagt at du skal.. underlægge dig mig. Jeg ser dig sgu da ikke som nogen marionetdukke og jeg din fører, bare fordi at jeg er leder! Jeg kæmper for mig land og det er det eneste jeg kræver at du gør det samme!” svarede han fast. De som gik imod Jaqia og kongehuset dræbte han på stedet

[Deleted]

Hvad slags leder at denne mand måtte være, var slet ikke noget som man skulle tage fejl af, for hun havde virkelig ikke nogen respekt for ham og det var heller ikke noget som hun havde nogen grund til! Hun havde altid været sin egen herre og det var sådan at hun agtede at holde det! Hun havde intet til overs for mænd generelt og det var sådan at hun havde det bedst med. Hun ville ikke tænke på det som skete dengang, selvom det stadig var noget som lå der og så det at han var endt med at komme her og tirre hende, var bestemt heller ikke noget som var faldet hende i god jord på nogen som helst måde overhovedet! Måske at hun placerede sig selv på den høje piedestal, men det var nu noget som hun ikke gjorde det største ved. I hendes hierarki, så var det hende som stod øverst og det var sådan at hun agtet at gøre det! Hun stirrede ham direkte i blikket. Ussel var han i hendes øjne og ja, uanset hvad han ville have sagt til hende omkring hendes krop, så ville hun altid betegne ham som et svin ligesom alle andre! Hvis det ikke var fordi at han var hendes leder, så havde han i den grad også valgt at skulle tage ham under sig og sælge ham videre som en af de mange slaver som hun havde låst inde i tryg forvaring mens fuldmånen måtte stå højt. Det var hendes arbejde og det var hendes levebrød. De fortjente det! Hver evig eneste en af dem! Der var virkelig ikke nogen grund til at skulle se op til Pharrel. Ikke bare det at han var hende fuldkommen ukendt, for hun havde aldrig hørt om ham, så kunne man heller ikke glemme det faktum, at hun faktisk ikke brød sig meget omkring dronningen, for.. ja, hvad havde hun egentlig gjort andet ned at sætte love op for det ene eller det andet? Ikke fordi at det var noget som hun tog sig af. ”Jeg har alverdens god grund til at sidde der!” hvæsede hun med en fast og kraftig stemme. Det var noget som virkelig måtte gøre hende direkte forarget, for han kendte hende ikke! Han kendte hende slet ikke nok til at skulle komme med de udtalelser! At han var leder, var virkelig noget som raget hende i mildest forstand, for det var slet ikke noget som hun kunne bruge til noget so helst, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at tingene måtte hænge sammen. At han skubbede hende bagud, så han igen endte med at skubbe hende direkte op af den nærmeste klippevæg og med sig selv foran, så stirrede hun ham direkte i blikket. Hendes mine var tydelig trodsig. ”Enhver mand kan ikke være noget andet end selv det største svin.. Pharrel,” hvislede hun med en iskold stemme. Hun var bestemt heler ikke bange for ham og det at skulle følge ham, var bestemt heller ikke noget som hun ønskede sig på nogen måde! Hun knyttede næven endnu en gang. Det var ikke fordi at hun lystede at skulle slå ham eller noget i den stil, for det var noget af det sidste som hun ville, for han slog faktisk temmelig hårdt! ”Du kæmper for landet? Og hvad så hvis jeg ikke agter at følge trop?” spurgte hun med en tydelig vrissende stemme. Hun var ganske rigtigt ikke særlig samarbejdsvillig og det var bestemt heller ikke rigtigt noget som hun havde nogen intentioner om at skulle blive før han viste hende, at han havde fortjent hendes respekt!

[pharrel123]

Det var virkelig utroligt så høje tanker, at Annika måtte have om sig selv, og det var ikke engang fordi at hun måtte være adelig, for det var mere end tydeligt at hun ikke var det, for ellers havde hun ikke søgt tilflugt i en beskidt hule. Han selv var heller ikke adelig, han kunne fint spørge om et opholdssted, fordi han var leder, men han nød at være ude i det fri, at have et fast sted, så følte han bare at han var bundet til det sted, som sad han i et bur og efter hans mening, så burde alle horrorer være frie væsner. Han slap en hånlig latter til hendes ord, for det var virkelig for tåbeligt! Hun mente seriøst at hun fortjente at sidde på den høje piedestal som hun selv havde sat sig på? Det var da direkte latterligt! Åndssvagt! Hun måtte jo være skør, siden hun troede at hun fortjente en så høj plads! ”Ha! Du har simpelthen så høje tanker om dig selv, at det virkelig er patetisk!” svarede han hånende, som han kneb øjnene en anelse sammen. Én ting som han havde fundet ud af omkring hende; hun var utrolig striks når det kom til mænd, for det var mere end tydeligt at hun ikke brød sig om dem, så hans bud på det ville være at nogen havde gjort hende noget, men han kunne ikke være sikker på det. Han kneb øjnene en anelse sammen til hendes ord. Hun kendte ham ikke engang og alligevel valgte hun at dømme ham på den måde? Han vidste godt at han ny som leder, så at hun ikke respekterede ham fair nok, at hun ikke ville følge hans ordre, gjorde ham sådan set intet, for han ville alligevel ikke bestemme over hende, men at hun faktisk sammenlignede ham med alle andre mænd, som faktisk var svin, det var noget som gjord ham direkte forarget og vred! ”Du har sandelig en masse imod mænd, hva Annika?” Det var mere en bemærkning end det var noget andet. Hun fandt ham som et svin? Så kunne han fint opføre sig som et! ”Jeg siger ikke du skal gå i krig for dronningen.. men hvis du det mindste tegn til at være imod hende, eller bare det mindste der minder om landsforræderi, så slår jeg dig ihjel,” hvislede han kortfattet og faktisk med en ærlig tone, for de som gik imod dronningen af Dvasias, Jaqia, de havde ikke fortjent at bo i dette land, så de der var imod dronningen havde bare at holde tæt, når han var i nærheden, for ellers så slap de ikke levende derfra igen! Han holdt hende op ad væggen, hvor han betragtede hende lettere overvejende. Han tænkte ikke med de nedre dele, som så mange andre mænd gjorde, skønt hun faktisk beskyldte ham for det, og derfor var det faktisk fristende at.. komme med en lille demonstrering. ”Du synes jeg er et svin? At jeg er ussel?” Et koldt og ondskabsfuldt smil gled over hans læber, som han greb fat i hende og tvang hende ned i jorden, hvor han lagde sig selv over hende, for at holde hende nede. ”Men jeg har et andet ord for det, som passer meget bedre; ondskabsfuld,” hviskede han lettere faretruende imod hendes det ene øre, som han lod sin hånd glide ned mod hendes ene lår, som han strøg ganske let, næsten som om at han lagde op til at ville voldtage hende, skønt han faktisk ikke ville trække den så langt, han skulle faktisk bare lige teste hende.

[Deleted]

Annika placerede sig selv på toppen, for der vidste hun at hun var uopnåelig på sit vis. Hun ville slet ikke have noget med det mandlige køn at gøre hvis hun ellers kunne blive fri for det, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun foragtede det mandlige væsen som intet andet som hun overhovedet kunne komme i nærheden af, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, for tanken omkring dem, var noget som mildest talt var noget som kunne pisse hende voldsomt af! At han jo så valgte at hoppe hende oppe mod den mur, var bestemt heller ikke noget som faldt hende i god smag. Hun var hverken mod eller med dronningen, for hun havde da aldrig rigtigt gjort noget for folket set i hendes øjne, så hvorfor skulle hun da gå i kamp for hendes skyld? Det var da noget af det sidste som hun ville! Hun var en fri horror og det var noget som hun i den grad også ville fortsætte med at være så længe, at det ville være hende menneskelig muligt at holde det på den måde, og det var der ikke en forbandet mand som skulle have lov til at ødelægge set i hendes øjne! ”Mænd er ikke værdige til at vandre på denne jord!” vrissede hun med en iskold og fast tone, for det var skam heller ikke fordi at hun havde noget som helst til overs for dem. De havde ødelagt så meget af hendes liv, så hun ville bestemt heller ikke tøve med at slå til ham eller andre hvis det var det som skulle vise sig at blive nødvendigt for hendes vedkommende, for hun var bestemt ikke den type som tyede til brug af medlidenhed, for det var der bestemt heller ikke noget som man kunne komme det mindste godt ud med. Hun trak kynisk på smilebåndet. Han var vel dronningens lille hundehvalp? Hendes fod indenfor horrorne som race? Hvilket i den grad heller ikke hævede respekten for ham på nogen som helst måde overhovedet, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som man kunne gøre ved det i den anden måde. ”Dronningens lille skødehund.. der kan man jo bare se,” endte hun med en tydelig hånlig stemme. Der var vel heller ikke nogen grund til at skjule det? At en mand lagde sig under en tøs bare sådan, var heller ikke noget som hun kunne sige, at have set før, så det var vel heller ikke noget som raget hende som sådan? Hun lov hovedet søge let på sned og med det samme smil, selvom det tydeligt måtte falme, idet han tog fat om hende og direkte måtte tvinge hende ned på jorden, hvor han lagde sig over hende. Hvad fanden var det lige han havde gang i?! Hun vendte blikket mod ham, hvor hun blottede de tydelige spidse tænder. Dette var bestemt heller ikke noget som hun fandt sig i! ”Du kan lige vove på at gøre det!” hvæsede hun fast, selvom hun endte fuldkommen tavs, da han lod hånden stryge over hendes lår. Hun spændte kraftigt, som hendes pupiller tydeligt måtte trække sig helt sammen. Det var som at blive kastet tilbage dengang, selvom dette ganske rigtigt var langt mere mildt, men det ændrede virkelig ikke noget som helst for hendes vedkommende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Lad mig være..” Denne gang var hendes ord fuldkommen toneløse.

[pharrel123]

Hvad Annikas problem var med mænd, vidste Pharrel ikke helt nøjagtigt, men det var tydeligt at hun var blevet såret dybt af en eller anden grund, som kun havde efterladt hende med et psykisk ar og et had til mænd, som han aldrig havde set før. Hun dømte alle mænd, hun satte alle i samme bås, hvor hun tilsyneladende ikke var til at tale til fornuft på nogen måde. Et sted måtte det more ham, selvom hun åbenbart ikke var enig med ham. Hun var spydig, hun var hånlig, hun var rapkæftet og hun var fuldstændig ligeglad med hvem han måtte være, tilmed hendes leder. Men han vidste godt at han ikke havde fortjent hendes respekt, for han havde ikke gjort noget for hende eller resten af sin race endnu, men på den anden side, så havde han heller ikke været leder i så lang tid at han rigtig havde fået mulighed til det. ”Og det tror du at kvinder er?” spurgte han lettere hånligt. Det var blevet en kamp på ord, og snart ville der nok også komme handling ind i, indtil en af dem ikke fandt sig i den anden igen, og eftersom hun var fuldstændig ligeglad med hvem han var, så var det nok ham der endte med at ryge i flæsket på hende. Han havde intet imod at hun ikke respekterede ham som sin leder, men derfor fandt han sig ikke i at blive fornærmet som den mand han måtte være. Hun troede han tænkte med de nedre dele? Så tog hun i den grad fejl! Men han ville bestemt ikke have noget imod at give hende en demonstration, for hvor ondskabsfuld han kunne være, for han var sådan set ligeglad med hende. At hun endte med at kalde ham for dronningens skødehund, fik ham til at vende blikket til siden, som han lukkede øjnene, imens et morende og dog kynisk smil gled over hans læber. Hun kaldte ham for en skødehund? Han gjorde sin pligt som leder, han tjente sin dronning, som personligt havde sat ham på posten, og så vovede hun at fornærme ham? Han endte med at vende de natblå øjne direkte imod hendes skikkelse, som han langede ud efter hende igen, da han plantede sin knytnæve direkte mod hendes kæbeparti, hvilket han gjorde, inden han tvang hende ned i jorden, som han valgte at tage plads over hende. Han holdt hende ned med sin krop og med hænderne, hvor blikket hvilede koldt og kynisk på hende. Hun kaldte ham for en skødehund? Så skulle hun se hvor selvstændig han kunne være! ”Du kan skrige så meget du vil min snut.. men ingen er her til at redde dig fra den store stygge ulv,” hvislede han kynisk, hvor et morende og noget så ondskabsfuldt smil gled over hans læber. Hånden fortsatte med at stryge op langs hendes ben, skønt bukserne måtte være ham i vejen for at røre ved den nøgne hud, det gjorde ham sådan set heller ikke noget, for han ville faktisk bare give hende en lærestreg. Han lænede hovedet ned og skænkede hendes hals et blidt og koldt kys, imens det morende smil hvilede på hans læber. ”Skal jeg lade dig være? Jamen dog.. nu har vi det jo lige så sjovt,” hviskede han dæmpet mod hendes ene øre og med en kynisk undertone. Det var tydeligt at hun ikke brød sig om det, hvilket kun morede ham, selvom.. han var ikke ude på at gøre hende fortræd, medmindre hun virkelig selv bad om det, som de slag! Han fjernede roligt hånden fra hendes lår, som han let trak hovedet tilbage, hvor han støttede med albuerne i jorden. ”Jeg skyder på du har en dårlig oplevelse med mænd,” konstaterede han stilfærdigt, som han betragtede hende ganske let med en kortfattet mine. Han lænede sig ned mod hende igen. ”Kald mig skødehund igen, og jeg flår hovedet af dig,” hvislede han lettere sammenbidt, inden han slap hende, som han rejste sig igen og ellers blot lod hende ligge på gulvet.

[Deleted]

I Annikas øjne, så havde hun virkelig ikke nogen grund til at skulle respektere ham, for han havde aldrig gjort noget som helst for hende! Det var ikke helt løgn, hvis man ville konstatere, at hun havde haft en direkte elendig erfaring med det mandlige køn og det var vel heller ikke noget som hun lagde det mindste skjul på, for hun havde virkelig ikke nogen som helst grund til at skulle stole på dem og det var jo så bare sådan at det nu måtte være, for det var vel også noget som hun kunne være fuldkommen ligeglad med? Det var om ikke andet, så sådan at hun selv måtte se på det! Hun kneb øjnene fast sammen. Hun trak let på skuldrene. ”Tja, hvorfor ikke?” vrissede hun med en fast tone. At blive kaldt for skødehund, var tydeligt for hende, at det var noget som måtte gå ham på, selvom hun ikke nåede at gøre noget som helst, før hans knyttede næve endnu en gang måtte ramme hendes kæbe, noget som automatisk førte til, at hun røg direkte ned i jorden. At han jo så tog pladsen over, lagde hun som egentlig først mærke til, da hans hånd gled mod hendes lår, for det var noget som tydeligt måtte få hende til at spænde og frygtelig meget endda, det var der heller ikke nogen tvivl om. Det føles næsten som hendes kolde og døde hjerte måtte hamre som en vanvittig mod hendes bryst, selvom det slet ikke var tilfældet. Det var bare det gamle ubehag som gang på gang måtte skylle direkte over hende og som intet andet overhovedet. Hun var lettere desorienterede udelukkende på grund af det kraftige slag, selvom det var noget som hun prøvede at skjule, så var det bestemt heller ikke nemt, for han slog altså forbandet hårdt! Han kunne bare lige vove på at trække den så langt, får så skulle hun personligt nok flå ham til der ikke var mere at flå og rive i, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig skulle komme til stykket, for hun ville bestemt heller ikke have nogen kvaler ved at skulle gøre det, det var da helt sikkert! Kysset som han tildelte hendes hals – så koldt og så intetsigende, var noget som satte en næsten ubehagelig sitren i hende, for i hendes øjne, så var det jo næsten en.. mild behandling kontra det som hun havde været vant til, selvom det på ingen måde, var noget som hun ville sige åbent til ham på den ene eller den anden måde, det var da helt sikkert. At han så endelig måtte slippe hende, så fnøs hun fast af ham, hvor hun rullede rundt i et forsøg på at skulle komme op, selvom det virkelig heller ikke var nemt på nogen måde. Han slog altså hårdt! ”Vi havde det sjovt?” gentog hun med en spids tone. Følelsen af de strøg over hendes lår, var stadig noget som hvilede stærkt i hende og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som hun brød sig om på nogen som helst måde overhovedet! Hun hadet det som han havde gjort ved hende. Ved hjælp af klippevæggen, så kom hun da næsten op at stå, selvom det bestemt heller ikke var noget som var hende særlig nemt! Hun vendte sig trodsigt mod ham. ”Mine oplevelser med mænd, vedkommer bestemt ikke dig! Og at true mig på den måde.. pas på..” vrissede hun fast. Hun var ikke typen som man bare begyndte at lege rundt med!

[pharrel123]

Hvem hun troede at hun var, vidste Pharrel ikke, men det var mere end tydeligt at hun måtte sætte sig på en højere piedestal end det som hun egentlig burde sidde på, for hun var jo ingenting i dette land! Han vidste ikke hvad hun gjorde til dagligt, hvad hendes erhverv måtte være, men det var heller ikke fordi at det vedkom ham, men han havde aldrig hørt om hende, så det var ikke fordi hun var en med en høj status, foruden den hun skænkede sig selv. Han havde dog intet imod at hun ikke respekterede ham som sin leder, for han vidste godt at det var en respekt han skulle gøre sig fortjent til, men på den anden side, så havde han ikke været leder i særlig lang tid, så det havde været begrænset hvad han kunne nå at gøre, og der havde han altså sat kongehuset i første række, for der lå en uro i Dvasias, noget som de var nød til at få styr på. Men selvom han var en mand der kunne tåle meget, så brød han sig bestemt ikke om at blive dømt til noget som han bestemt ikke var! Og at blive kaldt en skødehund, fandt han sig bestemt ikke i! At slaget havde fået hende til at vælte om, var noget som nærmest måtte fryde ham. Han var ikke den direkte gentleman, hvis man ikke gjorde sig fortjent til det, han var sig selv, han satte ikke rigtig noget højere end andre, for i hans øjne, så kom det an på ens gerninger og ikke bare statussen. Han kunne sagtens sætte en som Annika højere end dronningen af Dvasias, skønt det nok ikke ville ske, for Jaqia havde vundet hans loyalitet, og han skulle skam nok vise hende hvor trofast han faktisk kunne være. Han var en god lille soldat, men han var bestemt ingen skødehund! Han kunne tydeligt mærke det ubehag han måtte sætte i hende, og det var ham kun tydeligt at hun foragtede mænd, hvilket vel havde noget med hendes baggrundshistorie at gøre? Det var i hvert fald det som han måtte skyde på, selvom at det ikke vedkom ham. Som han kom op at stå lagde han roligt armene over kors, imens blikket hvilede morende på hende. Han nikkede ganske let. ”Vi havde det da sjovt.. du gad bare ikke lege med,” svarede han stilfærdigt og trak svagt på skuldrene. Det morede ham nu kun at hun hadede mænd så meget, men derfor skulle hun stadig passe på med hvem hun lagde sig ud med, for hun var kun en lille hvalp i forhold til ham! Desuden så var han virkelig ligeglad med om det var en kvinde eller en mand som lagde sig ud med ham, for han slog igen, og som hun fik lov til at føle, så lagde han ikke fingrene imellem men slog til, og han måtte indrømme at hun havde fortjent de slag! Han morede sig over at hun kom vaklende op på benene, for det var mere end tydeligt at hun måtte være omtumlet efter slaget, noget han ikke kunne lade vær med at fryde sig over! Han fnøs kortfattet og trak svagt på skuldrene. ”Jeg er ligeglad med hvad mænd har gjort dig, men husk på at jeg ikke gjorde det. Jeg har andre ting at tænke med end de nedre dele,” svarede han stilfærdigt og noget så kortfattet, uden at han tog blikket fra hende. ”Men det er du desværre for snæversynet til at kunne se.”

[Deleted]

Annika kunne bestemt heller ikke gøre noget andet end direkte hade eller foragte mændene som færdes rundt og her til lands. Efter alt det som de havde gjort hende, så skulle hun bestemt heller ikke nyde noget som helst, hvis hun kunne blive fri for det, det var da helt sikkert! Hun ville slet ikke have noget med ham at gøre hvis hun ellers kunne blive fri og det var bestemt heller ikke fordi at hun havde noget til overs for ham! Hvis han var hendes leder, så var han bestemt ikke en som var værd at nævne, så meget havde hun da fundet ud af, for hun havde ikke hørt noget som helst! Hun kneb øjnene fast sammen. At han var begyndt at lege med hende på den måde, var noget som hun bestemt ikke fandt sig i! Hun var ikke folks legetøj mere og det var noget som hun i den grad også gjorde sit for at holde fast i, selvom det tydeligvis heller ikke var nemt! Ikke med en mand som Pharrel! Hun havde bestemt heller ikke nogen respekt for ham og med den måde som han gik frem på, så var det bestemt heller ikke noget som skulle ske sådan lige foreløbig, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han lystrede dronningens ordre? Ergo var han da en lille skødehund, om det jo så var noget som han ville vedkendes eller ikke, så var der heller ikke noget at gøre ved det! Det dunkede i hendes sind, bare ved hans kærtegn, for.. et sted nød hun det, for han gik frem på en anden måde end de mange andre havde gjort. Hendes styrke som horror var jo ekstrem, så de havde jo været nødsaget til at binde eller lænke hende fast, mens de gjorde sit og det gjorde denne mand jo ikke, men alligevel af den grund, så skulle han under ingen omstændigheder have lov til at lege med hende uden at hun havde givet sit samtykke til det!
Pharrels slag havde slået hende letter omkuld, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til, for det var heller ikke noget som hun ville få det mindste ud af i den anden ende. Hun kom lettere vaklende på benene og vendte sig direkte mod ham og med den samme vrede mine. Han kunne bare vente sig! Hun sendte ham et direkte dræbende blik, som hun endnu en gang havde formået at orientere sig med omgivelserne. Hun rykkede kæben let på plads igen, rystede på hovedet og vendte sig mod ham. ”Du legede måske.. på en måde, som jeg ikke finder mig i!” hvæsede hun. Hun var en kvinde med et kæmpe temperament. En kvinde som ingen mand nogensinde havde formået at skulle kontrollere eller tæmme for den sags skyld, og det var heller ikke fordi at hun ville lade sig tæmme af nogen som helst, hvis hun ellers kunne blive fri for det! Ingen mand skulle have lov til at komme hende så tæt på! Hun fnøs kortfattet. ”Så du vil vove at påstå overfor mig, at du ikke tænker med de nedre dele?” Hun var bestemt ikke overbevist! Hun havde jo kun erfaret, at det var den del som mænd måtte tænke med, om det jo så var noget som de ville vedkendes eller ikke, så var det jo bare sådan at det var! Hun rettede sig op, nærmest som hun pustede sig op til at være noget langt større end som så. Hun sendte ham en direkte dræbende mine. ”I så fald, så må du gøre noget som er langt mere overbevisende, end at ’lege’,” vrissede hun af ham.

[pharrel123]

Denne Annika måtte virkelig more Pharrel noget så frygteligt! Han var ikke ude på at krydse hendes grænser, men derfor ville han stadig gerne finde ud af hvor hun stod henne, for han gik meget op i loyalitet, måske ikke til ham, og han ville bestemt ikke tvinge hende til at respektere ham, for det vidste han godt ikke bare kom sådan uden videre, men han krævede at folk fulgte deres dronning! Måske han ikke havde bevist hvad han kunne, eftersom han var en ny leder, men Jaqia havde siddet på tronen i lang tid, og det var rent faktisk hendes skyld at kvinder var så langt fremme som de var, for hun havde gjort det kvindedomineret, hvilket Annika rent faktisk burde prise sig lykkelig for! Han sukkede lettere indædt. Hun var virkelig nærtagende så det gjorde noget! Det var jo direkte forfærdeligt! Han lagde armene over kors og himlede svagt med øjnene. Bare fordi at han havde lagt hende ned og berørt hende med fingerspidserne, og hun gjorde så meget ud af det, som om han allerede havde voldtaget hende. Han betragtede hende med et dovent skær, hvor han ellers blot blev stående, imens hun selv kom vaklende op at stå og nærmest måtte rykke kæben på plads igen. ”Udmærket,” endte han nærmest forståelsesfuldt. Hun fik ret og han fik ro. Han havde overskredet hendes grænse, selvom hun bare kunne begynde med at tage den med ro i stedet for dømme folk som hun ikke engang kendte. ”Ja, det vil jeg påstå, men det er jo ligegyldigt ikke? For du er ikke overbevist,” svarede han stilfærdigt. Han tænkte ikke med de nedre dele, for så havde han da for længst overfaldet hende og voldtaget hende, taget hvad han ville have og så bare efterlade hende, nej han nød langt mere at lege med folk psykisk end fysisk. Han lænede sig roligt op ad den ene klippevæg, stadig med armene over kors, hvor han blot betragtede hende fast og dog med et drillesygt glimt i de natblå øjne. At han skulle gøre et bedre forsøg på at overbevise hende var han sådan set ligeglad med, men fair nok, han havde overskredet hendes grænse, hvilket hun tydeligt var utilfreds med. Han lænede sig roligt ud fra væggen, hvor han roligt gik hen til hende igen. Han stoppede roligt op foran hende, hvor han løftede den ene hånd. ”Udmærket, så slå mig, så er vi kvit,” endte han stilfærdigt, alt imens han prikkede sig selv ved kinden, som tegn til at hun skulle slå ham i ansigtet, for det var trods alt også det som han havde gjort ved hende. Hvad han vidste, var at vold var den bedste måde at afreagere på, og hvis hun fik det bedre af at give ham et par på hovedet, jamen så slap han sikkert for at høre på mere af hendes brok, hvilket han ikke ville have det mindste imod! Selvom han havde på fornemmelsen at hun hele tiden ville have noget at brokke sig over, så slog hun ham, men det gjorde det sikkert ikke godt igen, for så sagde han noget igen og så drejede hun det han sagde og vendte om på det så hun igen havde noget som hun kunne skælde ham ud over. ”Slå så hårdt du vil,” tilføjede han med en morende undertone, som han nærmest fristende måtte læne sit hoved frem, med kinden vendt mod hende.