After a full moon..

[Deleted]

Annika var måske den type som tog tingene meget personligt, selvom det slet ikke var noget som hun gjorde med vilje. Hun havde været vant til at blive nedgjort og misbrugt, selvom det havde nået en grænse for adskillige år tilbage og nu stod hun som den med pisken i næverne – også set i dets bogstavelige forstand, for hun ønskede virkelig bare et værdigt liv, det var vel heller ikke meget at forlange? At Jaqia havde gjort landet kvindedomineret var noget som hun faktisk var ligeglad med, for det var ikke noget som rørte hende som sådan. Hun havde aldrig haft det bedste forhold til de store autoriteter, så det var jo noget som næsten måtte sige sig selv i den anden ende, men det var nu bare sådan at det nu måtte være, om det jo var noget som man ville det eller ikke. Hun kneb øjnene dræbende sammen. At berøre hende på den måde, var noget af det værste som han kunne have gjort det, for nu stod han da fuldkommen chanceløs, hvis han skulle vise hende, at være noget andet end det som hun allerede havde fremstillet ham som, det var helt sikkert! ”Nej, det er jeg ikke! Og det forundre dig vel heller ikke?” spurgte hun ganske kortfattet som hun endnu en gang måtte sende ham en direkte dræbende mine. Det var noget som næsten bare måtte ligge så naturligt til hende. Hun stolede ikke på mænd og han viste hende jo kun hvorfor at hun ikke gjorde dette. De kunne ikke bruges til noget som helst og de tænkte jo tydeligt bare med det som de havde dinglende mellem benene! Hvorfor pokker skulle hun give efter for den slags? Det ville i den grad aldrig nogensinde komme på tale! Der var hun allerede fast besluttet!
At han direkte kom frem mod hende og bad hende om at slå, var slet ikke noget som hun havde regnet med. Hun kunne virkelig ikke finde ud af ham og et sted, så var det også noget som virkelig måtte frustrere hende og noget så forbandet voldsomt! Hun knyttede næverne. Det var vel også tydeligt at hun faktisk også måtte være fristet til det? Hun vendte blikket direkte op mod ham og med den samme faste mine som tidligere, det var egentlig heller ikke fordi at det var noget som hun ville lægge det mindste skjul på. Desuden så var det heller ikke noget som hun kunne. Hun var ikke god til at skjule den slags følelser, og specielt når det måtte komme til overraskelse eller forvirring, fortvivlelse eller det direkte negative såsom sorg eller et knust hjerte. Derfor nægtet hun ganske enkelt at skulle give det til nogen som helst, hvis hun ellers kunne blive fri for det! ”Du frister skæbnen,” endte hun med en ganske kortfattet stemme. Men det var da fint for hende, hvis han gav hende en måde, hvorpå at hun kunne afreagere, så skulle hun bestemt heller ikke sige nej til det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Nok var hun en kvinde, men hun kunne i den grad godt slå af den grund! ”Du er ikke engang så meget som et lille slag værdig,” vrissede hun, som hun valgte at bakke væk fra ham, kun for at stoppe op igen. Hun nægtet ganske enkelt at skænke ham den tilfredsstillelse, hvis hun ellers kunne blive fri for det, for det var bestemt heller ikke meningen, at han skulle stå og direkte fryde sig over hendes frustrationer og temperament, for han havde ganske enkelt tændt hende af og det gjorde hende virkelig bare.. rasende!

[pharrel123]

At Annika måtte hade mænd så meget som hun gjorde, forundrede et sted Pharrel. Han kunne selvfølgelig regne ud at noget var sket med hende førhen, men.. var det virkelig så galt at hun skulle dømme enhver mand hun mødte på sin vej? Vidste hun ikke at der altid var få der skilte sig ud fra gruppen? At hun så ikke var overbevist, var et sted hans egen skyld, for så skulle han ikke have lagt hende ned og kærtegnet hende på den måde, selvom.. han havde ikke gjort noget andet end at lade et par fingre stryge over hendes lår og derefter stoppet igen, så hun kunne vel selv regne ud at hvis han faktisk ønskede at misbruge hende, så havde han for længst gjort det? Det var da om ikke andet så sådan som han så på det, men hun var sikkert så vred at hun ikke kunne se fornuften i det. Han himlede svagt med øjnene til hendes ord, inden et lumsk og næsten skadefro smil gled over hans blege læber. ”Du nød det,” påpegede han sagte, hvor han trak på smilebåndet. Han havde tydeligt mærket, hvordan det havde sitret i hele hendes krop, hvordan hun havde spændt i lårmusklen ved hans berøring, så hvem sagde at hun egentlig ikke havde nydt det? Et sted prøvede han jo faktisk kun at gøre hende endnu mere vred, prøve hendes grænser af, se hvor langt hun egentlig turde at gå, og se hvad pointen egentlig var med det hele, for noget han ikke kunne forstå, var at hvorfor hun blev stående her og talte med ham, hvis hun var så vred på ham, hvorfor.. gik hun så ikke bare?
At Annika ikke ville slå Pharrel var noget som han slet ikke forstod! Hun var direkte rasende på ham og så ville hun ikke engang tilfredsstilles ved at slå ham? Det var da tosset! Han rettede sig roligt op og betragtede hende lettere forundret, da hun bare valgte at bakke et skridt væk fra ham. Han rynkede brynene næsten utilfredst. Han gav hende chance for at de var kvit og så gad hun ikke engang? Det gjorde ham faktisk.. irriteret! Det var da ikke gud og hvermand som han lod slå på sig, og så gad hun ikke?! Han kneb øjnene en anelse sammen, som han tog et skridt imod hende, for at mindste afstanden. ”Du gider ikke?!” spurgte han i en mindre vrissen. ”Hvad er der galt? Tør du ikke? Er du bange for at du ikke kan slå hårdt nok? Er du bange for at det ikke vil gøre ondt og jeg bare vil stå og grine hånligt af dig?” spurgte han med hån i stemmen og alligevel en irriteret undertone. Han fnøs hånligt. ”Du er åbenbart bare svag. Hvem er det nu som er en skødehund?” spurgte han lettere selvsikkert og nedværdigende, som han lagde armene over kors og nærmest stod stolt og overlegent, og betragtede hende med et hånligt blik. Hun gad ikke engang at slå ham? Var det fordi hun var bange for at slå sin egen leder? Det var jo ikke engang fordi at hun havde taget sig af den titel fra før af og det gjorde hun så pludselig nu? ”Stik du bare halen mellem benene, som enhver anden køter og kryb tilbage til dit lille hul!” hvislede han hånligt og smilede overlegent.

[Deleted]

Tanken omkring mænd var noget som faktisk måtte skræmme Annika. Hun ville bare ikke vise sig som den svage, som man kunne udnytte, misbruge og gøre alverdens med som man havde kunne førhen. Hun var ikke den kvinde mere og det var også det som hun måtte overbevise sig selv om! At han måtte være af den slags som bare tog hvad han ville have og smuttet igen, var det syn som hun havde på ham, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo egentlig bare den rene sandhed. Hårdt lagt ud måske, men det var heller ikke fordi at han havde gjort noget andet for at overbevise hende om modsatte. Hans ord fik hende næsten til at blive mere bleg end det som hun var fra før af. ”Nød det?” gentog hun chokeret. Hun kunne under ingen omstændigheder nyde det at have en mand så tæt på! Det var noget af det værste som man overhovedet kunne opleve! Hun trådte et skridt tættere på ham og med vreden så tydeligt i blikket, at det næsten måtte lyne. ”Jeg nød det bestemt ikke!” hvæsede hun med en fast og tvær stemme. Den tilfredsstillelse skulle han under ingen omstændigheder have, det var helt sikkert! Hun knyttede næven med en fast mine. Hun havde virkelig også lyst til at slå ham, selvom det tydeligt var gået op for hende, at hun ikke kunne slå ham.. uanset hvor meget hun så end ville det selv, så var der intet at gøre ved det.
Annika ville ikke give Pharrel den tilfredsstillelse som det sikkert ville give ham ved at slå ham. Det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. At det jo så gjorde ham irriteret, var noget som kun fik hende til at hidse sig utrolig meget op. Hun sendte ham en direkte mine som før og trådte yderligere et skridt bagud. Hun skulle bare ikke have ham for tæt på sig, det var helt sikkert! Han havde virkelig formået at pisse hende af som intet andet! At han var hendes leder, var slet ikke noget som havde nogen som helst betydning for hende, for det havde det jo heller ikke gjort til nu! Hun vendte blikket direkte trodsigt og vredt i retningen af ham. Hvor vovet han at tiltale hende på den måde?! Det fandt hun sig bestemt heller ikke i, det var da helt sikkert! ”Kalder du mig en skødehund?!” hvæsede hun med en vred stemme. Det var virkelig for meget for hende, det var der heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun bakkede stadig væk fra ham, selvom det var mere og mere tøvende. Hun ville stå op for sig selv og vise ham, at hun sagtens kunne handle hvis det var det som hun ville! Selvom hun nægtet at skænke ham den form for tilfredsstillelse! Hun ville ikke have noget med det at gøre! Hun kneb øjnene fast og direkte vredt sammen. Det slog virkelig lyn for hendes blik! ”Du har vidst glemt hvem det er som løber ærinder for andre.. Pharrel.. Du lystre dronningen som holdt hun dig i snor!” Hendes krop var begyndt at dirre, selvom hun holdt sig på sin plads. Selv ønskede hun jo at se hvor langt hun selv kunne trække den. ”Desuden.. hvorfor skulle jeg skænke dig den tilfredsstillelse at slå dig? Gavner det dig som leder at få tæsk af en simpelt kvinde?” tilføjede hun med en stemme dryppende af direkte hån.

[pharrel123]

At Annika påstod at hun ikke havde nydt Pharrels berøring, var noget som faktisk måtte more ham, selvom at han ikke gjorde noget ved det, for det morede ham jo kun, tilmed utrolig meget endda! At hun blev helt chokeret over hans ord, fik ham til at trække på smilebåndet, uden at han tog blikket fra hende. Han fnøs hånligt, hvor han lagde de stærke arme over kors ved det faste bryst uden at han tog blikket fra hende. ”Du nød det ikke?” gentog han morende og rystede smilende på hovedet af hende. ”Jeg kunne ellers tydeligt mærke hvordan du spændte i låret,” tilføjede han morende og blinkede let til hende, hvor smilet kun bredte sig på hans læber, så det næsten gik fra øre til øre. Han tog ikke de natblå øjne fra hende på noget tidspunkt, som han betragtede hende ganske fast. Han kunne ærligtalt ikke finde ud af hende, for hvorfor gik hun ikke bare, hvis hun alligevel ikke gad at have noget med ham at gøre? Hun havde bedt ham om at gå, men farede efter ham bare fordi at han havde talt dårligt om hendes krop, tal om at være forfængelig! Det var så heller ikke fordi at han havde nået at få et ordentligt glimt af den, foruden de mange år som den havde haft, plus at hun havde siddet med ryggen til ham, så hvad var hun så utilfreds over? Hun havde faret efter ham, selvom hun havde bedt ham om at gå og nu stod hun der og ville ikke engang slå ham selvom han faktisk havde tilbudt hende det?! Hun var virkelig en umulig snottåbelig tøs! Men han skulle da nok få hende knækket eller også få hende dræbt! Han var virkelig ligeglad med hvor uddød hans race var, men han fandt sig virkelig ikke i alt og det skulle hun nok finde ud af! Han fnøs kortfattet. ”Det kaldes loyalitet Annika, et ord du hverken forstår eller har i dit ordforråd, tydeligvis,” endte han stilfærdigt. Han fulgte Jaqia fordi han var hende loyal og trofast, men han regnede skam ikke med at Annika ville forstå det, for hun var bare en tåbelig tøs der kun holdt af sig selv, hun så tilmed sig selv som sin egen dronning, hvilket var til at brække sig over! Han slap en hånlig latter til hendes ord, hvor han rystede ganske let og smilende på hovedet. ”Du tør ikke engang slå mig, skødehund og jeg har allerede slået dig i gulvet to gange, så hvem er det lige som får tæsk her?” spurgte han stilfærdigt og tydeligt nedladende, som han endnu engang slap en hånlig og dog morende latter, for han kunne virkelig ikke gøre andet end at finde det morsomt! Han tog ganske let to store skridt imod hende for at mindske afstanden som hun selv var bakket bagud. ”Du er svag og vil ikke holde særlig længe, og hvad skulle forhindre mig i at slå dig ihjel her på stedet? Eller måske.. skulle jeg i stedet for sælge dig som den skødehund du er til en pervers mand der faktisk vil mishandle dig?” spurgte han tydeligt med et lumsk glimt i blikket, som han tog det sidste skridt imod hende for at gribe fat omkring hendes arm hvor han holdt hende fast. ”Og du vil ikke engang kunne forhindre mig i at gøre det, for du er svag, en kujon, en simpel køter der stikker halen mellem benene i stedet for at stå fast og kæmpe.” Han rev hende ganske fast ind til sig og smilede koldt og med et næsten sindssygt glimt i de natblå øjne.

[Deleted]

Annika havde skam nydt Pharrels berøring og det var også grunden til at hun var gået direkte i benægtelsen, for hun ville virkelig ikke have noget med det at gøre, hvis hun ellers kunne blive fri for det! Hun havde aldrig brudt sig om mænd og ville helst slet ikke have noget med dem at gøre, så længe at hun kunne blive fri for det, for hun hadet virkelig tanken omkring det, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så kunne hun se at denne situation faktisk var noget som måtte more ham og det var noget som kun gjorde hende endnu mere vred end det som hun var fra før af! ”Det er bestemt ikke et tegn på at jeg nyder det!” hvæsede hun med en mere højrøstet stemme, for det var noget som kun gjorde hende vred! Han gjorde bestemt heller ikke noget for at vise hende, at han var anderledes, så han kunne jo lige så godt være en af dem som virkelig ønskede at udnytte hende og den kvindelige krop som så mange andre havde gjort før ham! Og det var bestemt heller ikke noget som hun ville finde sig i, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun dirrede af ren og skær vrede og det var end ikke noget som hun kunne eller ville lægge det mindste skjul på i den anden ende, hvis hun ellers kunne blive fri for det.
At han direkte ønskede at hun skulle slå, var jo alene en grund til at hun netop ikke skulle gøre det! Hun ville ikke give ham den tilfredsstillelse og så bare gå derfra igen, for sådan var hun slet ikke! Hun tog tingene på en helt anden måde end dette og det var også sådan at hun agtet at holde det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om i den anden ende. Hun sendte ham en direkte vred og fast mine, selv uden at vende blikket væk fra ham, hvis hun ellers kunne blive fri for det. Hun havde slet ikke nogen grund til at skulle følge ham som en leder, for han havde i den grad ikke vundet hendes respekt! Snarere hendes vrede og raseri som det eneste! ”Loyalitet? Alt det som hun nægter at lave, får hun da sin skødehund til. Er det ikke oplagt, Pharrel?” spurgte hun ganske kortfattet og med den samme vrissen som tidligere, for det var heller ikke fordi at hun havde meget til overs for Jaqia. I hendes øjne, så havde hun jo egentlig heller ikke gjort det vilde for nogen som helst, hvilket selvfølgelig var noget som gik hende en anelse på, for hun var en dvasianer og hun var virkelig stolt af det! At han steppede mod hende igen, fik hende ganske kort til at bakke, selvom hun ikke rigtigt kunne komme nogen vegne! Hans sidste ord var dog noget af det første som hun virkelig fik fat i, hvilket næsten gjorde hende.. panisk? Hun ville ikke igennem det en gang mere! At han tog fat i hende, var noget som kun måtte vise at han et sted også måtte sige det hele.. var alvor? Selvom det slet ikke var noget som gavnede hende på nogen måde, for hun nægtede at gå igennem det en gang til! Hun var færdig med det liv! ”Lad mig gå..!!” Hendes ord kom hurtigt og nu hvor tonen tydeligt også havde fået en anden lyd, så var det vel også tydeligt, at det ikke var en tanke som hun brød sig om. Endnu en gang var kløerne dukket op på hendes fingre, hvor hun fast jog dem direkte ned i hans arm. Han havde bare at slippe hende og det skulle være lige nu!

[pharrel123]

Pharrel kunne ikke sige om hun havde nydt hans berøring eller ej, men det havde kun været et blidt strejf over hendes lår, selvom at det jo godt kunne bringe hende ubehag eller væmmelse af den grund, men at misbruge hende var han godt nok ikke typen der gjorde, hvilket hun jo nok skulle få at se, for han havde slet ikke tænkt sig at gøre noget imod hende der kunne minde om voldtægt eller mishandling, men derfor kunne han godt finde på at dræbe hende på stedet, hvis hun virkelig valgte at sætte sig op imod ham. Han kunne dog ikke komme udenom at han faktisk morede sig i hendes selskab, hun var så hidsig og temperamentsfuld at hun gjorde det direkte morsomt! ”Måske ikke.. men jeg kunne tydeligt se det i dit blik,” svarede han stilfærdigt og noget så selvsikkert, selvom det et sted bare var et skud i tågen, for han vidste det ikke. Men hun var da begyndt at lyde benægtende, så hvorfor skulle det ikke være sandt? Det var så heller ikke fordi at det ville ændre noget, for havde hun nydt det eller ej, så ville han ikke gøre det store ud af det, men så var det da et bevis på at han havde skilt sig ud fra flokken, specielt når hun hadede mænd så meget som hun gjorde. Hun betød ikke noget for ham, et sted kunne han slet ikke forstå hvorfor hun blev i hans selskab, når hun hadede ham så meget, dømte ham uden at kende noget til ham, så et eller andet måtte vel holde på hende? Det var da i hvert fald hvad han selv gik ud fra, men ikke engang det var han specielt sikker på, for han kunne ærligtalt ikke finde ud af hende, og han kunne ikke finde helt ud af hendes følelser og løgne fordi hun selv var horror, hendes hjerte bankede ikke, så det gjorde det en del sværere.
Det hele var ved at blive til mundhakkeri, selvom at Pharrel bestemt ikke fandt sig i at blive kaldt for en skødehund, for det var da netop hvad hun måtte være! Han himlede svagt med øjnene til hendes ord. ”Nej der tager du fejl. Alle de ting jeg har gjort for hende, er noget jeg selv har tilbudt og gjort med den største fornøjelse,” svarede han stilfærdigt og med et noget så kynisk smil på læberne. Han huskede tydeligt de mange landsforrædere som han bogstaveligtalt havde flået fra hinanden. Han var Jaqia loyal, hun havde personligt gjort ham til leder og han fulgte hende trofast! Han havde mødt kvinden personligt og han måtte indrømme at hun var noget for sig selv. Det psykiske spil som de havde kørt, var noget som selv kunne give ham gåsehud allerede den dag i dag! Der fandtes ikke nogen som var bedre end den kvinde på tronen, hun var den eneste der gavnede landet og han fulgte hende i tykt og tyndt, slog de ihjel der satte sig op imod hende, om det så også var nogle fra hans egen race, såsom Annika. ”Og hvis du ikke vil miste livet, så viser du respekt for din dronning,” hvislede han lettere advarende, som et tydeligt tegn på at han mente det. Hun kunne kalde ham havde hun ville, lade vær med at vise ham respekt på trods han var hendes leder, men at gå imod Jaqia blev virkelig hendes død! At hun gik i panik da han greb fat i ham, fandt han da hurtigt ud af, hvilket kun var et tydeligt tegn på at hun havde oplevet noget dårligt med mænd. Men han skulle nok få hende til at slå ham! Kløerne hun slog mod hans arm fik ham til at slippe hende, selvom han ikke var færdig. Han lod hænderne falde omkring hendes kæber og kinder, inden han trykkede hende op imod væggen og skænkede hendes læber et dybt kys. Hvis det var det som skulle til for at få hende til at slå ham, jamen så gjorde han det gerne!

[Deleted]

Annika var en meget hidsig og yderst temperamentsfuld en af slagsen, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke, selvom det som regel kun dukkede op i hende når hun var i nærheden af en mand som tydeligt kun havde det hele i munden! Ja, måske at han havde smækket til hende, han havde rørt hende på en måde som hun ikke brød sig om og ja.. hun havde faktisk nydt det. Det var den blideste berøring som hun nogensinde havde oplevet, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun vendte sig direkte mod ham og med den noget så dræbende og faste mine som intet andet. Han skulle bare ikke have lov til at stille sig tilfreds, så der var jo også en grund til at hun stillede sig sådan på bagbenene som hun gjorde det lige i øjeblikket, for han skulle bare ikke have lov! ”Hold mund!” vrissede hun med en direkte fast og hvæsende stemme, for det var slet ikke noget som hun ville have med at gøre! Han skulle ikke komme her og tro at han var noget som helst, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, også selvom hun vidste at han var hendes leder, så havde han i den grad heller ikke vundet hendes respekt og dette var bestemt heller ikke måden hvorpå at han ville være i stand til det!
I Annikas øjne, så var Pharrel ikke andet end dronningens lille skøde hund. Han havde skam heller ikke overbevist hende om nogen andre ting, så var det jo bare sådan at det nu endelig måtte være. Hun kneb øjnene fast sammen. At han virkelig var som han var, var nu heller ikke noget som faldt i hendes gode jord på nogen måde. Faktisk.. så var der ikke nogen mand som stod i hendes gode jord, for det var slet ikke et sted hvor de fortjente at være! ”Med største fornøjelse? Så du er typen som bider i støvet for en simpelt kvinde?” vrissede hun med en stemme dryppende af ren og skær hån. Selv havde hun ikke meget til overs for Jaqia, også selvom hun heller ikke have noget imod hende. Hun stillede sig temmelig neutral til kongehuset, også selvom hun nok aldrig ville komme til at kæmpe for deres del. Det var sgu kampe ude i det offentlige som de selv måtte tage sig af! Hun kneb øjnene fast sammen. Truede han hende på livet? Fordi at hun ikke ville vise dronningen respekt? Hvorfor fanden skulle hun vise en kvinde respekt som sad på sin flade dag ud og dag ind?! ”Er det en trussel?” vrissede hun med en fast og direkte iskold stemme. Det gjorde hende vred at tænke på, for han havde virkelig ikke nogen grund til at stå der og true hende på livet som han gjorde det i øjeblikket! Han burde stille sig tilfreds med at hun bar racens stolthed med sig!
Bare alene den tanke at han havde taget fat i hende, truet med at sælge hende, var noget som bragte hende tilbage til den fortid hvor det faktisk var sket! Og det var slet ikke noget som hun ville finde sig i, hvis hun ellers kunne blive fri for det. Det havde været en panik som hun slet ikke kunne holde under sin kontrol, selvom hun virkelig prøvede og det var noget som hun noget så brændende måtte hade som intet andet! Hun vendte sig direkte mod ham og med den direkte dræbende mine, selvom hun endte med et chok, da han trykkede hende op mod klippevæggen og kyssede hende. Han kyssede hende?! Det føles næsten som det døde hjerte i hendes bryst, begyndte at hamre derud af. Hun havde absolut intet imod en mand som viste hende hvad han ville, men dette var overkant! Selvom hun besvarede det, for.. et sted så prøvede hun vel, så hævede hun alligevel hånden, kun for at smække ham sådan en på siden af hovedet. ”Hvor vover du?!” hvæsede hun med en direkte dræbende stemme. Hun var rasende!

[pharrel123]

Det var for længst gået op for Pharrel at Annika ikke brød sig om mænd, at hun direkte hadede dem, men det måtte nu alligevel more ham at hun blev så hidsig! Hun var virkelig en temperamentsfuld kvinde og et sted så.. nød han det. Det var rart at se en kvinde der ikke flækkede tudende sammen. Nej Annika stod fast, det var også grunden til at han prøvede hendes grænser af én efter én, for det morede ham at se, hvordan hun hidsede sig op. Dog irriterede det ham nu alligevel at hun ikke gad at slå ham men pludselig bare stak halen mellem benene. Det fandt han sig ikke i! Han havde tilmed tilbudt hende at slå ham, så de stod lige, men det var et tilbud hun slet ikke gad at tage imod? Det forstod han faktisk ikke, ikke med alt det han havde sagt til hende og gjort mod hende. At han ikke havde vundet hendes respekt, var han sådan set ligeglad med, men hun havde bare at vise sin respekt for Jaqia! Ellers skulle han personligt flå hende levende! At hun sagde at han skulle holde mund, fik ham til at trække på smilebåndet. Han havde måske ret? Hun havde måske nydt hans berøring? ”Så jeg har altså ret,” konkluderede han for sig selv, selvom det jo faktisk kun var for at pisse hende den lille del mere af. ”Du nød det.” Et kækt smil gled over hans læber, uden at han veg de natblå øjne fra hendes skikkelse. Hun morede ham nu, specielt fordi at hun ikke virkede særlig overbevisende, så det var lige før at han faktisk troede at hun havde nydt hans kærtegn, hvis man da kunne kalde det for det, for det havde jo bare været et ganske let strejf med to fingre. Han kneb øjnene en anelse sammen til hendes ord. Han var Jaqia og landets dronning tro. Hun havde givet ham denne post og han havde givet hende sin loyalitet og ville kæmpe for hende i tykt og tyndt, var det så forfærdeligt? ”Jeg har intet imod at ofre mig selv for Jaqia, men hun er stærk nok til at passe på sig selv, hvilket gør hende til en stærk regent. Hun er kløgtig og strategisk, hun er retfærdig og hvis du havde gidet at bruge tiden på at finde ud af ting omkring Jaqia så ville du se at hun er den perfekte regent til landet,” svarede han fast. At hun spurgte om det var en trussel som han gav hende, så kunne godt bide spids i at det var sandt. ”Ja.. det var en trussel. Mig kan du skide et stort stykke på, men ikke din dronning,” svarede han fast. ”Desuden.. har du dit liv kært, så taler du ikke nedladende om hende i mit nærvær, for så tøver jeg virkelig ikke med at flå dig i småstykker!” hvæsede han fast og med de natblå øjne der hvilede dræbende mod hende.
At hun blev helt chokeret over at Pharrel kyssede hende, var noget som morede ham, men noget der dog overraskede ham selv, var da hun faktisk besvarede hans kys, for.. hvorfor pokker gjorde hun nu det?! At det dog virkede og hun endte med at slå ham, faktisk så hårdt at hans kæbe røg af led, fik ham også til at vende kinden mod hende. Et kækt smil gled over hans læber, som han greb fat om sin kæbe og rykkede den på plads igen. ”Du besvarede det,” endte han lettere spørgende, som han ømmede sin kind, for hun kunne godt slå hårdt! Ikke fordi at det gjorde ham det mindste, for det var rart at se en kvinde kunne slå fra sig, men på den anden side, så var hun jo også horror.

[Deleted]

Alene tanken omkring mænd, var virkelig noget som kunne gøre Annika noget så rasende, for hun havde virkelig intet til overs for dem, hvis det ikke var noget som var gået op for Pharrel allerede. Der var virkelig ikke nogen grund til at skulle finde sammen med dem, for de var virkelig ikke andet end utro hunde som troede at de kunne tillade sig alt! Det var noget som hun slet ikke ville finde sig i! Måske at mange af hendes handlinger og reaktioner var noget som automatisk gjorde, at det vel også næsten måtte være letlæseligt hvad der var sket med hende? Hun brød sig ikke engang om hans berøringer, hun brød sig på ingen måder om at have ham tæt på og det at han havde strøget over hendes lår, havde virkelig været en grænse som man bare ikke skulle overskride, for det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre! At han konstaterede med det samme, at hun havde nydt det, var noget som gjorde hende vred for.. han havde jo faktisk ret. Hun havde nydt det, selvom det bare ikke var noget som han skulle vide! Han skulle slet ikke vide hvordan hun havde det med at mænd kom hende så tæt på, for hun skulle være uopnåelig for dem! Hun knyttede næven ganske fast. Denne mand var da slet ikke til at snakke med! Hvorfor pokker havde Jaqia valgt en vatnisse som ham som leder for horrorene?! Det var da heller ikke noget som hun kunne forstå sig på! Hun fnøs ganske kortfattet. ”Det lyder næsten som det er noget du går og håber på,” påpegede hun ganske kortfattet og med den samme vrissende mine som før. Det var heller ikke fordi at hun ville skjule det, hvis hun ellers kunne blive fri for det selvfølgelig. Hun himlede med øjnene. ”Hvis jeg ikke vidste bedre, så kunne det næsten lyde som du prøver at komme i bukserne på hende,” hånede hun med et kækt smil på læben. Det var der vel heller ikke nogen grund til at skulle skjule når det endelig måtte komme til stykket? Hun lod hovedet søge let på sned som hun selv sendte ham en vred mine. ”Det kan du lige vove på!” advarede hun med en iskold hvislen. Ikke fordi at hun ville skjule det for ham, men der var virkelig bare grænser som man ikke skulle krydse ved hende og der var en af dem!
At han havde valgt at kysse hende, havde overrasket Annika så skræmmende meget, at hun var ’kommet til’ at gengælde hans kys. Et sted så var det vel egentlig også for at finde ud af hvordan det egentlig måtte være at være så tæt på en mand, selvom hun var gået direkte i panik som handlingen bare.. fortsatte. At smække til ham så hans kæbe røg ud af led, var bare noget som han havde fortjent sammen med så meget mere! Hun trak sig hurtigt væk fra ham og stillede sig så med fronten mod ham, så der ikke kom nogen angreb bagfra. Nu havde hun virkelig bare fået nok! Hun sendte ham en tydeligt dræbende mine, selvom hun let blinkede med øjnene. Han havde lagt mærke til det? Det havde jo heller ikke været meningen! Hun fnøs kortfattet. ”Og?” spurgte hun med en vred mine. Nu havde han fået sin vilje, hun havde slået ham og endda temmelig hårdt! Skulle han nu også have mere at brokke sig over?!

[pharrel123]

Annika var virkelig en tøs som måtte more Pharrel noget så fortrinligt! Det var jo faktisk sjovt at pisse hende af, for hun var ikke stærk nok til at gøre noget ved det, indtil videre havde han kun set at hun havde haft det hele i munden og intet andet! Desuden var hun ikke stærk nok til at gøre noget ved det, for de havde allerede set at han var langt stærkere end hende, men han var også langt ældre end hende, så det forundrede vidst ikke nogen? Hun virkede dog stærk, desuden havde hun jo allerede slået ham, så det havde han også fået bevist på, men.. hun var alt for temperamentsfuld og arrig til at kunne holde hovedet koldt, hun ville ikke fungere i en krig, så meget havde han da allerede konstateret. Slap man hende løs, ville hun enten rasere det hele ved at gå amok på alt og alle eller også ville hun begynde at køre solo. Han lod hovedet søge en anelse på sned, hvor et morende smil gled over hans blege læber, så man lige kunne ane de sylespidse hjørnetænder i hans mundvige. ”Håber på at du nød det?” Han trak svagt på skuldrene uden at smilet falmede. ”Og hvad hvis jeg gør?” spurgte han kækt, som han blinkede morende til hende. Hun havde ikke gjort andet end at vrisse af ham, selvom hun havde bedt om at han skulle gå, så var hun her stadig, hvilket faktisk måtte forundre ham, men det gjorde ham egentlig ikke noget, for.. hun var faktisk godt selskab. Han slap en munter latter til hendes ord. Skulle han være sammen med Jaqia? Det var for komisk! Han sendte hende et kækt smil. ”Du er måske jaloux?” spurgte han forundret, selvom det var tydeligt at han kun morede sig over det. Måske han stod dronningen nær, han havde viet sit liv til hende, men.. der var bestemt også grænser! Han lod hovedet søge en anelse på sned, som hun nærmest selv kom med en advarsel, hvilket faktisk forundrede ham, for han ville da ikke tage sig af hende og hendes ord, han gjorde hvad der passede ham og var hun ikke stærk nok, så ville hun dø. ”Hvor intet vover, intet vinder,” svarede han stilfærdigt og næsten med en lumsk undertone.
At hun havde valgt at besvare Pharrels kys, var faktisk kommet bag på ham, for hun havde givet udtryk for at hun hadede enhver mands nærvær, men.. hvorfor havde hun så gengældt det? Denne gang betragtede han hende ikke med hån eller morskab i blikket, faktisk betragtede hende med et overrasket blik. Kæben der var røget af led, gjorde godt nok ondt, men fordi han var blevet så overrasket, lagde han egentlig ikke helt mærke til smerten da han rykkede den på plads igen. Han blinkede let med øjnene, hvor hun selv så ligeså overrasket ud som ham selv. Han fnøs let til hendes ord, selvom det også var af forundring. Han så let væk, som hun havde trukket sig væk fra ham. Han måtte jo heller ikke stå som et stirrende fjols! Han vendte blikket mod hende, hvor han trak ganske let på den ene mundvig. ”Man skulle næsten tro at du nyder at være mig tæt,” svarede han stilfærdigt, hvor han trak på smilebåndet, som smilet igen måtte blive morende. Han ømmede let sin kæbe, som han først lagde mærke til smerten nu, hvor han også knækkede med nakken, ved at rykke hovedet side til side. ”Og du slog mig, så alt er perfekt,” svarede han med et skævt smil, det var jo det som han havde været ude på, så nu stod de vel kvit?

[Deleted]

Annika vidste allerede, at der ikke var særlig meget som hun kunne gøre ved det. Han var stærkere end hende, han var ældre end hende og for ikke at glemme, at han var en mand, hvilket naturligt var stærkere end kvinden, så selvfølgelig var det også noget som gjorde frygtelig meget, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om, også selvom det virkelig var noget som måtte frustrere hende. Han gik ikke amok på hende, han vendte hende heller ikke ryggen og gik, ligesom alle andre normalt ville have gjort det. Han blev der, han hånede hende og han stod der med det kække smil og det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre, for alene den tanke om det, var noget som gjorde hende direkte vred og noget så frygtelig irriteret! Hun vendte blikket direkte mod ham. Hun ville da slet ikke have noget med ham at gøre, også selvom det var de færreste som faktisk formåede at holde hende på denne her måde ligesom han gjorde det, så selvfølgelig var det også noget som virkelig måtte imponere hende. Hendes hjerte føles næsten som at hamre, selvom det ville være af ren og skær vrede, hvis det endelig skulle vise sig at være noget som helst. ”Du er et svin, ved du godt det?” vrissede hun let og med den tydelige utilfredse mine i ansigtet, som hun slog armene over kors. Hun vendte blikket direkte væk fra ham. Han var virkelig bare.. dum at høre på! Hun ville slet ikke høre mere nu! Hun rystede på hovedet. ”Jeg har ingen grund til at være jaloux på den kvinde!” hvæsede hun, som hun fast vendte sig mod ham igen. ”At være afhængig af en mand, er aldrig godt!” tilføjede hun vredt. Hun himlede med øjnene af ham, kun for at bevæge sig en anelse mere væk fra ham. Hun ville slet ikke have noget med ham at gøre og dog.. så kunne hun heller ikke få sig til at bare gå. Et sted så var det kun noget som gjorde hende langt mere frustreret og vred i den anden ende, for hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre uden at han ville håne hende for det ene eller det andet, og det var noget som tydeligt også kun gjorde hende vred!
At Annika havde overrasket Pharrel netop ved at besvare hans kys, var noget som næsten morede hende. Som om at han ikke var vant til at det skete af den frie vilje, selvom det nu heller ikke var noget som forundrede hende det mindste. Han var vel også typen som bare tog hvor han kunne komme til det? Ikke fordi at det var noget som forundrede hende som sådan, for det gjorde det virkelig ikke, men det var nu bare sådan at det nu bare måtte være i den anden ende. Hun holdt denne gang en god afstand til ham. Hun skulle bare ikke tæt på, så længe at hun altså kunne blive fri for det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun havde slået ham, så han havde trods alt også fået sin vilje og hun kunne faktisk godt slå temmelig hårdt! Hans ord gjorde hende direkte ligbleg. ”Det var slet ikke sådan ment!” Hun kneb øjnene sammen, slog armene over kors og mere hen i en selvomfavnelse, som hun vendte sig direkte væk fra ham. Han skulle slet ikke have lov til at se på hende med det blik! At han troede at hun nød det, for det havde hun bestemt ikke! Og dog.. alligevel. Ikke fordi at det var noget som gjorde det nemmere for hende? ”Ja ikke? Så kan du jo skride..” vrissede hun med en kortfattet stemme.

[pharrel123]

Annika var virkelig en utrolig kvinde, hun var utrolig dømmende, utrolig nærtagende og utrolig temperamentsfuld! Gud nåde og trøste den mand, som faktisk formåede at holde hende ud og vinde hende, for hun måtte da være forfærdelig at leve med! Men på den anden side, hvis der faktisk fandtes en mand, som kunne tæmme det vilde bæst i hende, så var hun jo sikkert ikke så svær at holde ud igen, det skulle ikke undre ham at hun så blev en hel anden og mere blød kvinde – hvis det da overhovedet var muligt. Måske at de var en blanding af vampyrer og varulve, men selv en ulv kunne blive tam som en hund, så det kunne selv horrorer også formå. Det var dog ikke noget som han ville sige til hende, for så faldt tiøren da helt sikkert! Hun ville garanteret rive hovedet af ham! Eller hun kunne prøve på det, for han var langt stærkere end hende og det var ikke fordi at han var en mand, men fordi at han havde alderen på sin side. Måske mænd normalt var langt stærkere end kvinden i det fysiske, men han kendte de kvinder der skilte sig ud, de kvinder der faktisk var værdige, og det skulle ikke undre ham at Annika var en af de kvinder. Desuden så var han ikke den mandschauvinist som hun nærmest beskyldte ham for at være! Hvilket han også havde prøvet at forklare hende, som han faktisk havde disset sit eget køn og rost kvinderne, men det var hun for stædig og dømmende til at kunne se! Han himlede svagt med øjnene til hendes ord, selvom det kække smil forblev på hans læber. ”Jeg er ikke et svin, tværtimod er jeg et bæst,” rettede han hende, for hvis hun faktisk havde hørt efter, set på hans handlinger, og hvis hun kunne lægge to og to sammen, så ville hun se at han faktisk skilte sig ud fra den måde hun så mænd på, men det kunne hun ikke, så hun dømte ham på samme måde. At hun blev hidsig igen, fik ham blot til at trække på smilebåndet. ”Tja.. jeg kan kun sige stakkels den mand der vinder dig, hvis.. den mand overhovedet findes,” svarede han stilfærdigt, som han svagt trak på skuldrene, som betød det ingenting. Hun betød intet for ham, selvom han måtte indrømme at hun var underholdende at være i selskab med og kun fordi at hun hidsede sig sådan op over bagateller, for det var jo helt ekstremt! Noget han dog ikke havde regnet med at hun ville gøre, var at hun havde besvaret hans kys. Jo han havde jo faktisk kun kysset hende fordi at han ville have hende til at slå ham og det havde hun godt nok også gjort, men.. hvorfor pokker havde hun besvaret hans kys? Mon hun faktisk havde nydt hans kærtegn og kysset med? Hun var virkelig noget for sig selv, det måtte han lade hende! Han trak morende på smilebåndet, hvor de natblå øjne hvilede lystigt på hendes skikkelse, at hun ville have ham til at skride igen, undrede ham ikke. Han trak svagt på skuldrene, hvor han kort vendte blikket mod udgangen. Fuldmånen var stadig oppe, så han måtte jo hellere søge længere ind i hulen. Han gik roligt hen mod hende, hvor han stoppede op, da han nåede op på hendes side. ”Får jeg så et farvelkys?” spurgte han drillende og truttede let med læberne, inden han brød ud i en morende latter, som han valgte at fortsætte forbi hende og videre ind i hulen. Han ville desuden heller ikke spilde mere af hendes tid.

[Deleted]

Måske at Annika var meget dømmende, men det var der så sandelig også en grund til! Hun var en kvinde af et utrolig stort temperament og det igen var der også mange grunde til. Hun ville ikke have mænd tæt på sig. Der var ikke nogen som var kommet hende så tæt på, at de havde været i stand til at berøre hende på den måde som det han havde gjort det, så selvfølgelig var det også noget som havde en betydning. Et sted havde hun selvfølgelig nydt det, også selvom det slet ikke var noget som skulle have lov til at komme frem, hvis man ellers kunne blive fri for det, det var da også helt sikkert! Ingen havde formået at tæmme hende endnu, også selvom hendes indre selv søgte en mand som kunne, men ingen havde holdt gejsten oppe og holde hende ud, hvilket nu heller ikke var noget som forundrede hende, for.. et sted så var hun vel også bange for at skulle give sig hen til en mand, som i sidste ende, faktisk ikke rigtigt gjorde andet end at udnytte hende, for det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun vendte blikket mod ham og med den klare faste mine. Han var slet ikke en mand som hun brød sig om, også selvom han havde holdt ud langt mere end det som mænd gjorde normalt. Hun skræmte dem normalt væk temmelig hurtigt, også fordi at det gik op for dem, at de ikke kunne få det som de ville have, så selvfølgelig var det også noget som spillede ind på den konto. Hun ville bare ikke have at de skulle have lov til at lege med hende! Hun fnøs ganske let. ”Et bæst af et svin.. det er hvad du er!” endte hun stilfærdigt og med armene over kors. Hun rokkede sig ikke ud af stedet, hvilket han vel også efterhånden havde fundet ud af? Ikke fordi at hun var diskret af sig på denne her måde, for det var der bestemt heller ikke nogen grund til! Hans sidste ord var nu alligevel noget som stak dybt, men det var noget som hun nægtet at vise ham! ”Manden eksistere ikke..” medstemte hun stilfærdigt, også selvom stemmen var hård og fast som den altid havde været. Hun rokkede sig ikke ud af stedet!
At besvare det, var noget som Annika bare havde forsøgt sig med. Hun havde aldrig rigtigt været en mand så tæt som tydeligt ikke kun var ude på at udnytte hende, også selvom hun vidste at Pharrel kun havde været ude på at få hende til at slå ham og det havde jo også virket, så hvorfor pokker var han stadig omkring hende?! Hun knyttede næverne fast, som han stillede sig ved siden af hende, også selvom hun ikke gjorde alverdens. At han så ville søge længere ind i hulen, var nu heller ikke noget som hun ville have, for hun ville slet ikke have ham tæt på sig! Om det så skulle kræve at gå ud under månen, så var det noget som hun gjorde, for det ville næsten være hende nemmere end det at være i nærheden af en mand som ham! ”Det bliver over mit lig!” vrissede hun med en fast og noget så iskold stemme. Hun sendte ham en dræbende mine som han begyndte at gå længere ned i hulen. Hun rystede på hovedet. ”Ah-ah! Du skal den vej!” sagde hun tvært idet hun pegede ud mod hulens udgang og ud mod månens skær. Hun ville under ingen omstændigheder dele hule med ham!

[pharrel123]

De natblå øjne betragtede Annikas skikkelse ganske morende og alligevel med et lumsk skær. Hun var ikke til at blive klog på. Hvis hun dømte alle mænd på én og samme måde, så ville hun jo heller ikke finde en som ville holde af hende, det var vel tydeligt? Ikke fordi at han gad at gå op i det, for det kunne rage ham hvad hun dømte mænd for at være, hun havde allerede dømt ham, selvom han langt fra passede til hendes beskrivelse. Okay, han var måske et svin eftersom han havde lagt hende ned for at give hende en lærestreg og berørt hende, plus han havde kysset hende, så det var klart at hun fik det syn på ham og ikke respekterede ham, men.. hun gjorde det bestemt heller ikke let! Uanset hvilken mand der havde stået i hans sted, så havde hun hadet den mand og ønsket ham til helvedet. Der var ikke mange tilbage af deres slags, ikke mange brød sig om horrorer og han følte ærligtalt ikke at man kunne gøre det største for racen, for de var så fåtallige og de fleste holdt sig for dem selv, de fleste var sin egen herre, men derfor kunne man jo godt få styr på tropperne. Det var noget som han måtte tale med Jaqia om. Han lod hovedet søge en anelse på sned. ”Så lad mig være et svin, det ændrer ikke på det faktum at du er en nærtagende tøs, der tror at hun kan bosse rundt med alt og alle, men gæt en gang til Annika; verdenen er ikke indrettet efter dit hoved, så om du vil det eller ej, så må du hellere lære at acceptere tingene som de er og at jeg er din leder,” svarede han stilfærdigt, som han lagde de stærke arme over kors ved det faste bryst, hvor hans natblå øjne blev en anelse mere dominerende og hårde, som tegn til at han faktisk mente det i alvor og ikke i hån. Hun havde sat sig selv på en piedestal hvor hun slet ikke burde sidde! Men sådan måtte det jo se ud i hendes hoved. Han trak svagt på skuldrene. ”Måske eksistere manden, måske ikke, men hvis han skal holde din rapkæftede tunge ud, så tror jeg han bliver vanvittig,” svarede han stilfærdig, som smilet kun bredte sig på hans blege læber, uden at morskaben ville falme, for om det så provokerede hende eller ej, så var han virkelig ligeglad! At hun ville have at han skulle gå, havde han intet imod, for de kom jo alligevel ingen vegne, de kastede hån i hovedet på hinanden skiftevis, han havde kun været ude på at hun skulle slå ham og nu hvor hun havde gjort det, så kunne han fint komme videre, for nu var de kvit! Han slap en munter latter til hendes ord. Han tvivlede på at hun ville kysse ham igen, selvom han stadig måtte undre sig over hvorfor hun overhovedet havde besvaret det. Han stoppede roligt op, da hun sagde at han skulle en anden vej, hvor han fulgte hendes finger og så ud mod udgangen. Han fnøs af vantro og dog morende, inden han rystede på hovedet. ”Ved du hvad?” Han gik roligt tilbage til hende, ”jeg tror at jeg bliver lige her hos dig, chikanere dig indtil du bliver drevet til vanvid!” Han sendte hende et tilfredst smil, som han lænede sig op ad klippevæggen kun få meter fra hende, så hun igen stod indenfor hans rækkevidde. Sollys kunne han godt tåle, foruden når solen stod på dets midte ved middag, for der ville han blive brændt ihjel, så han var faktisk fanget herinde til det blev nat igen, og.. det var hun vel også?

[Deleted]

Annika regnede ærlig talt heller ikke med andet end det liv i ensomhed som hun allerede havde. Hendes såkaldte ’nærmeste’ havde hun fået låst af vejen udelukkende fordi at det var fuldmåne og hun heller ikke ville have at de skulle stikke af, hvilket der var en grund til! De var på vej til Imandra og til slavemarkedet der. Hun havde jo allerede fundet ud af at markedet der gav langt mere end det som det gjorde her i Dvasias og selvfølgelig ville hun da have så meget for dem som det var hende menneskelig muligt. Ikke fordi at det var noget som hun ville fortælle til ham, for så skulle hun vel bare igennem en kæmpe prædiken, også fordi at han nu stod der som hendes leder, også selvom det nu heller ikke var en mand som hun regnede med at følge hvis hun ellers kunne blive fri for det. Manden for hende eksisterede ikke, det var også hendes konklusion, selvom det nu heller ikke var noget som hun ville nærmere ind på, for det ville hun jo heller ikke få det mindste ud af i den anden ende, hvis det nu endelig skulle vise dig at være det. Armene slog hun let over kors og med den samme faste og tydeligt strenge holdning som hun ikke ville skjule for noget som helst i denne verden hvis hun ellers kunne blive fri for det, så var der bare ikke noget som man kunne gøre ved det. Hun fnøs ganske kortfattet. ”Måske at du står som min leder, men jeg har da ikke nogen grund til at skulle følge dig, har jeg?” spurgte hun ganske kortfattet, hvor hun bevidst valgte at se væk fra ham. Han var langt stærkere end hende, også selvom hun virkelig kunne være fuldkommen ligeglad med det. Der var vel heller ikke nogen grund til andet, var der? Helt præcist hvorfor han stod som leder, var noget som hun havde fundet ud af, for han var virkelig en mand med en ekstrem tålmodighed. Han havde jo allerede udholdt hende i langt længere tid end det som så mange andre ville have gjort det i hans sted, så selvfølgelig var hun imponeret over lige præcist dette! ”Han eksisterer ikke, Pharrel.. Hvornår slår du ørene ud?!” vrissede hun med en stemme tydeligt dryppende af den klare hån.
Nu måtte Pharrel da være tilfreds? Hun havde slået ham, han havde hånet hende, så nu var de kvit, så måtte han altså godt gå igen! At han så ikke ville gå, var noget som gjorde hende mere vred, for hun ville slet ikke dele hule med ham hvis hun ellers kunne blive fri for det! Hun kunne ikke være ude når solen stod oppe og hun brød sig ikke om fuldmånen, for der var en grund til at hun havde valgt at skulle søge i skjul på denne her måde, men at det skulle være sammen med en sådan en opblæst nar, var slet ikke noget som hun ville have med at gøre på nogen som helst måde overhovedet! Hun sendte ham en tydeligt dræbende mine. At han ville hænge på hende, var slet ikke noget som hun ville have med at gøre, for det var noget som kun gjorde hende tosset! ”Hvis jeg kunne, så ville jeg flå dig, Pharrel! Hvorfor fanden vil du hænge på mig?!” Hun endte med at trække sig et skridt bagud og væk fra ham, kun for at hamre den knyttede hånd direkte ind i væggen, for hun havde virkelig forbandet lyst til at slå ham, selvom hun ikke kunne få sig selv til det, for så havde han jo kun en større grund til at skulle hænge på hende! ”FORSVIND!” hvæsede hun af sine lungers fulde kraft!