After a full moon..

[Deleted]

Annika ønskede helst at kunne undgå at blive offer for Pharrells hån eller hans mange kommentarer hvis hun ellers kunne blive fri for det. Det var egentlig også udelukkende også den eneste grund til at hun havde valgt at skulle tage væk fra ham, for hun ønskede virkelig ikke at blive hånet mere end det som han allerede havde gjort det overfor hende! Hun blev siddende og stirrede på ham. Hun vendte måske det hele til sin egen fordel, men det var også sådan at hun havde klaret sit liv så langt, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun trak vejret dybt endnu en gang og knyttede næverne en anelse mere omkring tæppet, næsten som om at det kunne beskytte hende, selvom det slet ikke var muligt. Han ville med lethed bryde igennem det og gøre sit, hvis det var det hun ville. At han var den som stod som hendes leder, var noget som slet ikke betød noget for hende, også selvom han vel et sted var pålagt at hjælpe hende med det som hun måtte stresse og arbejde så hårdt med? Hun var ensom, hun havde ikke noget liv, og hun var bange for at åbne sig op for folk generelt og nu hvor han havde set hende på sit svageste – nemlig når hun sad og rensede sår, så var det også det som havde gjort hende rasende allerede med det samme, for det var noget som hun altid gjorde når hun sad alene og det var heller ikke fordi at hun regnede med at skulle gøre det meget anderledes nu, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun vendte blikket direkte mod ham og med den tydelige vrede. At han vovede at stille hende de krav, var noget som gjorde hende vred, for det var virkelig ikke nødvendigt! At han jo så var direkte overrasket over hendes endelige beslutning, var noget som næsten måtte more hende. Et ganske svagt træk fandt sted til hendes mundvig. Hun havde jo allerede gjort det en gang tidligere da hun havde valgt at besvare hans kys. At han kom hen til hende og tog fat om hende, kun for at løfte hende hen til bålet, var noget som fik hende til at ende fuldkommen stiv som et bræt! Hun rørte ikke så meget som en eneste muskel, idet at han satte sig ned og med hende i skødet, slog tæppet omkring dem begge, netop ved at lade hende sidde. Hvis hendes hjerte havde hamret mod hendes bryst, så havde det i den grad også gjort det. De mørke øjne faldt direkte til bålet, hvor hun blev siddende og selv uden at skulle røre så meget som en eneste muskel, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke. Hun fandt det i den grad problematisk at skulle falde til ro, nu hvor de sad så tæt på hinanden. Ikke fordi at han havde gjort hende noget direkte, men det var ganske enkelt umuligt for hende at falde til ro ved en som hun slet ikke havde det mindste kendskab til, for det havde hun virkelig ikke med ham! Hun trak vejret ganske let og prøvede at falde til ro, selvom det slet ikke var så nemt! Ikke skænkede hun ham så meget som et eneste blik, der var ingen reaktion, for.. ja, hvordan skulle hun egentlig reagere på noget som helst af det som skete?

[pharrel123]

Det var tydeligt for Pharrell at se at Annika var vred og utilfreds, men på den anden side, det havde hun været under hele deres møde! Så hvorfor skulle det overhovedet ændre sig? Det som han dog ikke forstod, og noget som han hele tiden måtte tænke på og undre sig over, var det at hun var kommet tilbage, for han forstod virkelig ikke hvorfor. Han kunne ikke blive klog på hende, selvom han gerne ville! Hun havde nærmest givet udtryk for at hun væmmedes ved ham, så hvorfor ville hun komme tilbage og så tæt på at hun vidste at han kunne snakke med hende? Fyre nogle rappe replikker af, som kun ville pisse hende langt mere af? Det gjorde ham naturligvis nysgerrig, nysgerrig på hvorfor, nysgerrig på at lære mere omkring hende, for at kunne finde ud af hende, selvom han var bange for at det var et utrolig svært mål som han havde sat sig. Han vidste godt at han måtte gøre sig for at finde ud af hende, og han var ikke engang sikker på at hun ville åbne op for ham, men det måtte han vel bare finde ud af ved at prøve? Andet kunne han jo sådan set ikke. Det morede ham tydeligt at hun endte helt stiv som et bræt, da han løftede hende op i sine arme, hvilket det morende smil også måtte afsløre. At hun så var lige så stiv, da han satte sig ned og pakkede tæppet omkring dem, gjorde kun det hele så meget bedre! Han kunne ikke skjule sit smil, selvom han virkelig prøvede og det var ikke fordi at han ønskede at gøre hende mere vred, men hun var jo helt anspændt! Han slap et kort men muntert grin, som han lagde hænderne mod hendes slanke skuldre, som han begyndte at massere ganske stille, hvor han også tydeligt kunne mærke at hun var anspændt, om det var fordi hun havde været vred eller på grund af noget arbejde vidste han til gengæld ikke. ”Har katten taget din tunge?” spurgte han drilsk, som han vendte blikket mod hende over hendes ene skulder, som hun sad på hans skød og derfor var få centimeter højere end ham selv. At hun blev helt stille og ikke engang sagde noget til at han havde sat dem som de sad i øjeblikket, var noget som faktisk måtte komme bag på ham, for han havde faktisk regnet med at hun ville flippe på ham, netop fordi han gik ud fra at dette var grænseoverskridende for hende. Han havde længe fundet ud af at hun hadede mænd, så det måtte vel også irritere hende at sidde så tæt på ham? Det var jo ikke fordi at han havde gjort det bedste indtryk på hende, selvom at han ikke kunne gøre det skete om, men han kunne selvfølgelig prøve at gøre det bedre, selvom han ikke rigtig troede at det ville lykkedes ham, hun havde allerede sat sin mening om ham og det så ikke ud til at hun ville skifte mening igen. Han trak tæppet en anelse mere omkring hende, inden han genoptog sin massage af hendes slanke skuldre. ”Du er anspændt,” svarede han roligt, næsten et forsøg på at finde ud af hvorfor. Det kom måske bag på hende at han havde valgt at trække hende helt ind i sin favn på denne måde, men han kunne tydeligt mærke at det ikke var derfor at hun var anspændt.

[Deleted]

Det var virkelig ikke fordi at Annika ville bringe det yderligere op til en diskussion. Hun havde aldrig nogensinde bedt om det liv som hun havde, selvom hun virkelig gjorde det så godt som hun nu kunne ud fra omstændighederne selvfølgelig, selvom det bestemt heller ikke var nemt for hende på noget tidspunkt! At han havde placeret hende i sit skød, var noget som kun fik hende til at sidde fuldkommen stiv som et bræt uden at rokke sig så meget som en eneste millimeter. Hvor skulle hun da rykke hen? Desuden så havde hans krav været fint nok og krystalklart; Hvis han ikke fik tæppe, så fik hun intet bål, så det at sidde så tæt på ham, var noget som hun ganske enkelt bare måtte acceptere, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så havde hun virkelig ikke noget andet valg. Hun vendte blikket ganske kort mod sin skulder, også selvom hun ikke kiggede på ham, selvom det vel alt i alt var en advarsel nok? Hun var ikke vant til at folk behandlede hende ordentligt og det gjaldt mænd specielt. Ikke fordi at det var noget som hun kunne sige det mindste til, for det var bare sådan at det nu endelig måtte være når det måtte komme til stykket. At han direkte valgte at begynde at massere hendes skuldre, var noget som kun fik hende til at spænde langt mere for.. hvad fanden havde han gang i?! Der var virkelig ikke nogen grund til at han skulle komme hende så tæt som det han var i øjeblikket! De skulle jo bare sidde under tæppet og det var det! Hun vendte blikket stille mod bålet, hvor hun bare blev siddende. Varmen gjorde faktisk godt, også selvom hun slet ikke kunne fryse, men det fik hende til at slappe mere af, så selvfølgelig var det noget som måtte glæde hende og endda temmelig meget! At han direkte fortalte hende at hun var anspændt, var noget som hun udmærket godt kunne mærke, også selvom det virkelig gjorde godt at få løsnet lidt op. Hun bed sig svagt i læben og vendte blikket direkte mod ham endnu en gang og med den samme faste mine som tidligere. ”Det ved jeg godt.” Hendes stemme var toneløs og uden så meget som en følelse at spore. Hun prøvede at slappe af, et sted også for at gøre det nemmere for ham at komme til. Han havde gjort hende nysgerrig på en måde som hun slet ikke brød sig om, men hun kunne jo heller ikke gøre det mindste ved det. Han havde fanget hende et sted. Han var ikke den type som hun bare kunne vende ryggen bare sådan om det var noget som man ville det eller ikke. Hun sukkede dæmpet og rystede på hovedet. ”Jeg kan jo heller ikke massere mig selv, kan jeg? Desuden som du så fint påpegede for mig, så er jeg ikke en kvinde for nogen.” Hun sendte ham en langt mere fast mine, idet hun vendte blikket over skulderen og direkte mod ham endnu en gang. Hun vendte blikket igen mod bålet, hvor hun selv nød godt af varmen. De glødende og dansende flammer fik hende trods alt også til at slappe mere af end tidligere, samtidig med det faktum at det gav hende en langt mere levende farve i ansigtet og ellers på kroppen. At han pakkede tæppet mere om hende, forstod hun dog ikke. Hvorfor den omsorg? Det var i den grad slet ikke nødvendigt! Selvom hun undlod at kommentere det. Hvad skulle hun da sige, uden at det ville lyde direkte.. dumt?

[pharrel123]

Det morede virkelig Pharrell at Annika var endt helt mundlam, hun havde intet at sige, ingen spydig kommentar, ingen hånlig bemærkning, hun sad kun helt stiv i hans skød, selvom at de faktisk var nød til at sidde tæt, hvis de begge skulle være under tæppet, for de var trods alt fuldvoksne personer, så de begge fyldte sit, i forhold til et tæppe der kun var beregnet til en enkelt person. Han morede sig nu alligevel over at hun var helt stiv som et bræt, for det var tydeligt at hun blev påvirket af at sidde ham så tæt på, og han ville skyde på at hun ikke fandt det direkte behageligt, for så havde hun nok slappet langt mere af. At hun kun sendte ham et blik og ingen ord til hans egne, var noget som han tog som et tydeligt tegn til at hun ikke gad at høre på hans kommentarer, hvilket han egentlig også godt kunne forstå, for han havde allerede fundet ud af at hun ikke brød sig om at blive svaret igen - hun var som en leder som alle skulle makke ret efter, der var så bare det lille problem; han var lederen og hun var ikke. At hun var direkte tonløs i sin udtalelse var noget som fik ham til at trække på smilebåndet, selvom hun ikke kunne se det, da hun sad med ryggen til ham, hvilket også gjorde at det var hende som fik varmen fra bålet, han kunne kun mærke det i sit ansigt og mod sine arme og ben, men selve kroppen fik ikke noget. Han sagde dog intet til det, for han havde tæppet omkring sig, mere end det som hun havde, så lidt varme fik han da også tildelt sig. Han fortsatte dog med at tage godt fat i hendes skuldre og få løsnet op i dem, så hun ikke ville være så anspændt, også for at se om hun ville slappe lidt mere af, selvom han tydeligt kunne mærke at hun spændte i kroppen, næsten som om at hun gjorde modstand. Han blev dog en anelse tavs ved hendes ord, næsten som om han fik dårlig samvittighed, skønt der dog skulle langt mere til. Men fordi hun nævnte at han havde sagt at ingen mand passede til hende, så måtte det også gå hende på. Han så lettere tænkende til den ene side, inden han kort trak på den ene skulder. ”Hvem ved? Måske du finder en mand,” svarede han roligt, som han vendte de natblå øjne over hendes skulder og hen imod bålet. Sådan som hun var, dømte mænd, så tvivlede han næsten på at hun ville lade nogen komme tæt på hende, for ønskede hun overhovedet en mands nærvær? Han kunne jo tydeligt mærke hvor stiv og anspændt hun blev af det. ”Men det bliver nok svært.. eftersom du dømmer os alle, selv de som skiller sig ud,” tilføjede han roligt uden at han tog blikket fra de levende flammer. Det var end ikke løgn, hun dømte ham og han havde stadig ikke prøvet på noget, hvilket vel også snart gik op for hende? Han havde vist omsorg, et sted var han ikke helt sikker på hvorfor, selvom det vel både var fordi at han havde drillet hende og et sted også for at vise at han ikke var som hun dømte ham til at være. Han fortsatte med at massere hende, hvor han ganske kort vendte blikket op mod hende, blot for at føre det videre mod bålet igen.

[Deleted]

Det var bestemt heller ikke fordi at Annika ville lade nogen glæde tilfalde Pharrell, hvis hun ellers kunne blive fri for det. Han havde hånet hende allerede fra start af, så det kunne vel i det store og hele. At han direkte viste hende omsorg også da hun hamrede hånden direkte ind i klippevæggen, hvor hun endnu ikke kunne bevæge fingrene optimalt, men det var vel noget som nok skulle komme? At hun var så anspændt, var noget som faktisk måtte forundre hende, for det føles jo slet ikke sådan – ikke for hende om ikke andet, men nu vor han tog fat i de ellers så ømme muskler, så kunne hun i den grad godt mærke det og det var noget som faktisk også gjorde ondt! At hun tog mere eller mindre alt varmen fra bålet, vidste hun godt, netop fordi at han faktisk måtte sidde bag ved hende, var ikke noget som hun tog sig af, for han havde netop selv valgt at placere sig der, så hun kunne ikke gøre noget ved det. Hun prøvede at slappe af, selvom det bestemt heller ikke var nemt med en mand så tæt på sig, men det hjalp om ikke andet, så det var noget som selv også måtte betyde en god del. Han havde i bund og grund alligevel gjort indtryk på hende, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, så kunne hun ikke rigtigt gøre noget som helst ved det. Hun fnøs ganske kortfattet. Hun prøvede virkelig ikke at gøre modstand, men det var bare noget som lå så naturligt til hende, at det slet ikke var noget som hun kunne gøre for! Hun blev dog siddende og stirrede direkte ind i bålet. Hun lod jo aldrig nogensinde mænd komme tæt på hende, så hvordan kunne det da være, at nogen overhovedet ønskede en som hende? De havde ikke gjort andet end at gøre hende ondt, så der var jo selvfølgelig grunde til at hun handlede og reagerede som hun gjorde, hvilket hun bestemt heller ikke kunne gøre det mindste ved, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke. ”Der er da ikke nogen som vil have en som mig..” Denne gang var hun langt mere rolig, for hun prøvede faktisk. Det ville jo uanset ikke hjælpe hende noget som helst at rende rundt og være sur hele tiden, det var hun udmærket godt klar over. Hun spændte kraftigt som han tog fat i de mere ømme muskler, for hun var virkelig anspændt. Og endda langt mere end det som hun nogensinde havde troet at hun ville have været! Hun vendte blikket ned mod sin knuste hånd, som hun stadig forsøgte at knytte, selvom det i den grad var noget som gjorde ondt og langt mere end det som hun havde regnet det for at skulle være. Hun rystede stille på hovedet. ”I mænd har aldrig skænket mig en grund til at tænke anderledes..” Hun vendte blikket mod ham. Det måtte vel også snart gå op for ham, at det ikke bare var ham personligt, men generelt? Specielt her i Dvasias var mænd jo kendt for at gå frem på den måde, om det var noget som de ville det eller ikke. Hun kneb øjnene en anelse sammen. Hun måtte jo stadig stå op for sig selv, også selvom hun vel var en anelse mere.. underdanig nu end det som hun normalt ville have været? Specielt overfor en mand som ham?

[pharrel123]

Pharrell kunne tydeligt mærke at Annika forsøgte at falde til ro, hvilket var noget som faktisk måtte glæde ham. Han ønskede ikke at køre hende mere op i det røde felt end det som han allerede havde gjort. Hun var kommet tilbage til ham, hvorfor vidste han ikke helt, for hun havde ikke sat sig tæt nok på bålet til at kunne mærke varmen, men.. hun var da heller ikke kommet tilbage på grund af ham.. var hun? Det kunne han om ikke andet forstå, for det var hende som havde fået nok af ham, som havde bedt ham om at gå flere gange, selvom.. det var jo faktisk anden gang hun var fulgt efter ham. Første gang havde været, da han havde set hendes ryg inde i hendes lille klippevæg, hvor hun havde bedt ham om at forsvinde, hvilket han havde gjort og kun fordi at han havde disset hendes krop, så var hun fulgt efter ham, selvom hun egentlig bare kunne have ladet det ligge. Men hun var gået efter ham, havde flere gange bedt ham om at gå, selvom han var blevet, hvilket kun havde hidset hende endnu mere op, og nu sad hun så her? Så tæt ind til ham, som det var dem muligt i øjeblikket og hun sagde ikke engang noget til det? Hun skubbede ham ikke engang væk eller noget lignende? Det måtte vel også betyde at hun havde lidt tiltro til ham? I hvert fald at han ikke ville gøre hende noget? Ellers havde hun vel flyttet sig for lang tid siden? Det ville han da om ikke andet så selv tro. Han vendte roligt de mørke øjne mod hende ved hendes ord. Hun lød næsten så sikker i sin sag. Han slap hendes ene skulder, med sin ene hånd, der strøg hende let ned over overarmen, inden han trak tæppet mere omkring dem begge. Hans blik faldt kort mod den hånd hun havde slået ind i klippevæggen, hvor han lod sin frie hånd tage om hendes. Han lod sin tommel stryge ganske varsomt over hendes knoer, næsten som om man skulle tro at det ville hjælpe. Hans anden hånd hvilede stadig mod hendes skulder, selvom den forholdt sig tavs i øjeblikket. ”Og hvad får dig til at sige det?” spurgte han roligt og lettere stilfærdigt. Hun havde virket til at være en tøs fyldt med selvsikkerhed og en som elskede sig selv, men nu var hun pludselig.. ændret. Hun virkede pludselig slet ikke så sikker mere, hvilket faktisk måtte forundre ham en god del. Han vendte roligt blikket mod hende igen til hendes følgende ord. Han lod hovedet søge en anelse på sned, uden at han så meget som veg blikket fra hende. ”Jaså..” endte han roligt. Hun fortalte ham noget som han allerede vidste, for han havde for længst fundet ud af at hun hadede mænd og dømte dem alle sammen, for han kunne godt regne ud at det ikke kun var ham hun gjorde det ved, nej hun havde talt grimt om mænd hele tiden, og et sted forstod han hende godt, for de fleste – specielt her i Dvasias – passede til hendes beskrivelse. De fleste tænkte kun med de nedre dele, men det gjorde han altså ikke! ”Hvorfor hader du mænd så meget Annika?” spurgte han roligt og lettere uforstående, noget måtte jo være sket hende.. ikke? Hvad skulle det ellers være?

[Deleted]

Annika var så vant til at have sine forsvarsværker oppe når hun endelig var omkring mænd. At Pharrell så var den type som kunne holde hendes nysgerrighed ved lige, var noget som i den grad også måtte forundre hende, for det var der ikke nogen som havde formået at gøre ved hende før, så selvfølgelig var det noget som betød ekstremt meget for hende. Hun blev dog alligevel siddende i hans skød, nu hvor det var der hvor han havde placeret hende. Der hvor hun ellers havde siddet, der havde hun slet ikke kunne mærke varmen fra bålet eller noget som helst og hun havde heller ikke været for tæt på ham. Hun vidste ærlig talt ikke hvad hun havde lyst til og det var noget som virkelig måtte frustrere hende langt mere end det som godt måtte være set i hendes øjne, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig skulle komme til stykket. Det at sidde så tæt på en mand uden at smække til ham, var ikke noget som hun havde gjort igennem så skræmmende mange år, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun vendte blikket stille ned mod sin blodige hånd, også selvom han endte med at tage om den. Hvorfor viste han hende denne form for omsorg? Det var slet ikke noget som hun forstod sig på! Hun sukkede dæmpet, rystede stille på hovedet og vendte blikket en anelse over skulderen og direkte mod ham. Hun var ikke en kvinde som nogen mand ville have, så meget vidste hun og et sted så havde hun det også helt fint med det og så alligevel ikke.. Det var bare ikke noget som hun ville blande ham mere ind i end det som godt måtte være i den anden ende. ”Det faktum at man indser fakta..” påpegede hun ganske kortfattet. Det var da logik som man kun burde se selv, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Blikket gled endnu en gang mod sin hånd hvor han holdt om den. Hun forstod ham bare ikke! Hun bed sig let i læben som han også måtte lægge tæppet mere om dem, hvilket et sted også var noget som måtte trykke hende tættere ind til ham, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, for det var noget som kun måtte forvirre hende endnu mere! At han direkte spurgte ind til hende, var heller ikke noget som hun oplevede at nogen gjorde før. Hun blinkede let med øjnene, hvor hun vendte blikket stille mod bålet. Hun gjorde det jo udelukkende for at beskytte sig selv, selvom det bestemt heller ikke var nemt som sådan. Hun bed sig svagt i læben og rystede så stille på hovedet. Skulle hun fortælle ham det? Sin egen leder, så han også kunne gøre grin med hende i den anden ende, for det var bestemt heller ikke noget som hun ønskede sig! ”Det kan da være lige meget, kan det ikke?” spurgte hun afvigende. Hun var bestemt heller ikke meget for at skulle sidde og tude til sin egen fortid, for der var ikke noget at gøre ved den! Hun knyttede næven ganske automatisk ved den tanke alene, for det var ikke noget som hun havde skænket så meget som en eneste tanke igennem så frygtelig mange år, men reaktionerne lå der stadig og det var ikke noget som hun kunne gøre det mindste med, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke. Igen vendte hun blikket mod bålet, hvor hun næsten uden at tænke over det, tog omkring hans hånd og nærmest knuget den i sin egen. Hun nød jo faktisk af hans omsorg.

[pharrel123]

Hvorfor Annika sad her hos Pharrell forstod han ikke. Jo selvfølgelig var hun gået med til hans ”ret skal være ret”-tale, men hvorfor hun i det hele taget var kommet tilbage forstod han ikke. Hun kunne vel lave sit eget bål? Hun havde sit – godt nok slidte men – dejlige tæppe, som alligevel måtte give en anelse varme. Hvorfor kom hun så hen til ham? Fordi at han tiltrak hendes nysgerrighed og interesse? Det tvivlede han på, for hun havde virket så forbandet træt af ham – som hun også selv havde sagt. Han kunne ikke helt blive klog på hende, men det gjorde ham nu heller ikke noget, for han nød de psykiske spil, det at knække sin modstander eller fjende – eller i dette tilfælde; hende – han nød at svare på gåder og mysterier, for det var præcis hvad hun måtte være; et mysterium. Han skulle nok få knækket koden til hende, desuden havde han jo lang tid, de var fanget her hele natten og dagen med, eller et sted kunne han bare gå når solen stod op, om morgenen, men det behøvede hun jo ikke at vide. Desuden så måtte han gå til erkendelse og indrømme at han faktisk nød hendes selskab – på trods at hun hele tiden var så sur. Han trak skævt på mundvigen til hendes ord. ”Du tror ikke engang selv på at der er en mand til dig derude?” Det var en konstatering for sig selv, hvor han skød øjenbrynene kort i vejret af forundring. Hun var så selvsikker, men ikke på det punkt? Det var ikke tit man hørte en kvinde sige det, en på den anden side, så var det jo heller ikke sikkert at hun var til mænd i det hele taget, men.. hvorfor skulle hun så overhovedet gide at spilde sin tid på ham? At hun afveg hans ord og ikke ville fortælle ham hvorfor hun hadede mænd så meget, gik ham en anelse på, for.. han ville faktisk gerne vide det! Hun havde skældt ham ud fordi han ikke havde været nogen god leder, og det var jo noget som han faktisk gerne ville være. Når man var leder, nyttede det ikke at køre solo, så var det holdspil og det havde han skam prøvet mange gange, han havde ledet sin egen lille gruppe på en mission, selvom han aldrig havde fuldført opgaven, da han var endt her i Dvasias. Han himlede svagt med øjnene for sig selv, hvor han vidste at hun ikke kunne se ham, selvom han endte med at vende blikket mod deres hænder, da hun valgte at knuge omkring hans hånd. Han vendte blikket en anelse spørgende op mod hende, selvom hun så mod bålet, så han gik ikke ud fra at hun selv lagde mærke til det. Et let smil gled over hans læber, som han valgte at give hendes hånd et blidt klem. ”Hold nu op Annika. Jeg er ikke dum, jeg kan skam godt regne ud at mænd har gjort dig ondt, men.. jeg kan ikke forstå hvad de har gjort så ondt, for at få en smuk kvinde til at hade mænd og tro at der ikke er en til hende derude,” svarede han stilfærdigt, som han vendte blikket mod hende. ”Fortæl mig det,” opfordrede han hende med en rolig og næsten.. blid stemme. Han ville gerne vide det, også for at prøve at blive en bedre leder, for han vidste godt at han ikke havde været der for horrorerne, men det var også kun fordi han havde haft travlt med at hjælpe dronningen.

[Deleted]

Helt præcist hvorfor Annika havde valgt at sætte sig ved Pharell igen, var slet ikke noget som hun havde regnet med eller vidste hvorfor hun havde gjort, for det var bare.. sket alligevel. Hun kunne ikke rigtigt slappe af, selvom hun virkelig prøvede, men det var bare ikke nemt i nærheden af en mand! Det var langt mere naturligt for hende at skulle være hård og fast i det, være den store og selvsikre kvinde som passede sig selv og levede sit eget selvstændige liv uden at andre skulle blande sig! At han alligevel havde formået at fange hendes interesse på denne her måde, var noget som gjorde hende direkte vred, for det var slet ikke meningen at noget sådan skulle ske, om det jo så var noget som man ville det eller ikke! Hun sukkede indædt og bed sig svagt i læben. Det var jo slet ikke fordi at det var meningen at hun ville sidde og knuge omkring hans hånd, hvilket var noget som hun først for alvor måtte lægge mærke til, da han klemte roligt omkring hendes egen. Hun vendte blikket næsten chokeret mod hans hånd, idet hun hurtigt valgte at slippe den igen, for hun ønskede jo trods alt heller ikke at han skulle rende rundt og gøre sig de forkerte tanker omkring hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! hun tog hånden til sig og lod den sammenflettes med sin egen i stedet for, udelukkende for at have noget andet at koncentrere sig om, for hun ville heller ikke give ham en større grund til at gøre grin eller håne hende, hvis hun ellers kunne blive fri for det! ”Hvem skulle dog ønske en kvinde som mig?” spurgte hun denne gang langt mere direkte. Hun var jo direkte.. umulig og hun vidste det jo udmærket godt, da det jo var valg som hun tog fuldkommen bevidst og uden at ville tænke over det! Hun skævede over sin skulder og direkte mod ham og med den samme faste mine som tidligere. Hun vendte blikket mod bålet endnu en gang, selvom hun tydeligt kunne høre, at han slet ikke ville give op, så var det noget som kun måtte irritere hende langt mere, for hun var slet ikke vant til at folk viste hende denne form for interesse og det gjorde hende faktisk også langt mere usikker end det som hun havde været nogensinde før! ”Du giver bare ikke op, gør du?” vrissede hun bestemt, også selvom det var mere henvendt mod hende selv, end det som det var vendt mod ham, for det var faktisk rart at folk spurgte ind til hende i stedet for at gøre hvad de lystede og så bare lade hende være derefter, for det var det som hun var vant til – dengang om ikke andet, for det var noget helt andet den dag i dag! Hun vendte blikket stille mod ham, ved at skæve over sin ene skulder. Hun var faldet en anelse til ro, selvom det slet ikke var så meget igen, men lidt var jo bedre end ingenting? ”Lænket i små kældre i rent mørke..” begyndte hun roligt. Hun vendte blikket mod sine hænder i stedet for. Næsten som hun pludselig følte at hun var lænket fast, selvom det slet ikke var tilfældet. Hun trak vejret dybt og tydeligt også dirrende. ”De gjorde ved mig hvad de havde lyst til.. Slag, spark.. ja, misbrug..” Hun trak let på skuldrene, også selvom hun igen endte en anelse mere anspændt bare ved tanken om det, for det gjorde virkelig ondt at skulle tænke på! ”Det pågik igennem mange år.. De glemte fuldmånen en enkelt dag, så.. jeg slagtede dem alle.. gjorde dem ondt, som de havde gjort det mod mig,” sagde hun dæmpet.

[pharrel123]

At hun havde trykket omkring Pharrells hånd havde kun gjort ham langt mere forvirret, for.. han kunne ærligtalt ikke finde ud af hende! Det ene øjeblik hadede hun ham og afskyede alt ved ham og det næste øjeblik viste hun interesse og holdt knugede tilmed omkring hans hånd. At hans klem fik hende til at vende tilbage og trække hånden til sig, fik ham kun til at trække på smilebåndet, for det morede ham virkelig at hun reagerede på den måde! Han vidste godt at hun ikke selv havde lagt mærke til det, for hun havde set ind i ilden, så han gik ud fra at hun havde tænkt på noget andet imens. Han lod hende blot trække hånden til sig, hvor han selv vendte opmærksomheden imod bålet igen. Han ville ikke gøre det mere ubehageligt for hende, end det som hun følte i forvejen, for så anspændt som hun var, nu hvor hun sad i hans favn, så var det klart at hun ikke brød sig om en mands nærvær. Han vendte de natblå øjne mod hende til hendes ord. Hvem der ønskede en tøs som hende? ”Jeg troede ellers du var fyldt med selvtillid og kunne få den mand du ønskede dig,” svarede han drillende, som han lo kort for sig selv. Han vendte blikket mod bålet igen. Måske hun tog imod al varmen, men.. det var behageligt alligevel, han kunne desuden sagtens mærke det af den grund, dufte røgen derfra der selv bragte en form for ro over stedet. Måske det ikke var smart at tænde ild i en hule der tilhørte dæmoner, for.. man vidste jo ikke om der var en ilddæmon herinde, men på den anden side så var der fuldmåne udenfor og mon en ilddæmon ville kunne klare to horrorer? Han smilede skævt, som han lagde sine hænder over hendes sammenflettede, hvor han strøg hendes hænder ganske let med sine tomler. Han var ikke som de andre mænd i Dvasias, for hendes beskrivelse passede måske på mange mænd her til lands, men det passede virkelig ikke på ham! ”Selvfølgelig giver jeg ikke op, ellers kommer man ikke videre i livet,” svarede han stilfærdigt, som et morende smil gled over hans læber. Desuden så ville han faktisk gerne vide hvad hun havde gået igennem og hvorfor hun helt præcist hadede mænd så meget, selvom han naturligvis havde sine anelser. Han vendte blikket mod hende, som hun startede fortællingen, hvor hun vandt hans fulde opmærksomhed. Han kunne tydeligt mærke hun blev langt mere anspændt i kroppen da hun fortalte ham det, hvilket fik ham til at fortsætte sine strøg over hendes hænder. At mændene havde misbrugt hende igennem flere år, så forstod han bedre hvorfor hun hadede dem så meget. Han klemte blidt omkring hendes hænder og trykkede hende en anelse mere ind mod sig. ”Det behøver ikke ske igen Annika,” svarede han roligt, som han havde vendt blikket mod det flammende bål igen. ”Du horror, det stærkeste væsen af alle, du er ikke svag, og det skal du heller ikke få nogen til at få dig til at indse, for de tager fejl,” tilføjede han lettere bestemt. Måske horrorer ikke kunne magi, men de var de hurtigste og stærkeste, de kunne nå at flå nogen, inden de nåede at lave en besværgelse. Man skulle bestemt ikke tage fejl af en horror! For det kunne blive ens undergang!

[Deleted]

Annika ønskede på ingen måder at snakke om hvad der var sket i hendes fortid, selvom det faktisk var hårdt nok bare alene den tanke om at hun skulle have Pharell så tæt på sig, for det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som gjorde det nemmere for hende! Han var så mild og omsorgsfuld overfor hende og det var slet ikke noget som gjorde det nemmere, for hun følte virkelig at hun burde hade ham for at være hvad han var, selvom det på ingen måder kunne siges at være nemt og det var noget som hun direkte måtte hade! Hun stirrede direkte ind i bålet, som hun hurtigt havde valgt at slippe hans hånd, for.. det havde slet ikke været hendes mening at skulle sidde der og knuge om den! Hun bed sig ganske svagt og stille i læben og vendte blikket stille ned mod deres hænder i stedet for, som han valgte at tage om hendes. Burde hun trække den væk fra ham og derved også fortsætte med at afvise ham? Et sted så var det noget som hun virkelig kunne sige, at hun var umådelig fristet til! Og alligevel så ikke, for han havde nu ikke gjort noget direkte mod hende som hun kunne sige, havde været direkte ondt eller ondskabsfuldt. Hun himlede let med øjnene. ”Med det ry som dvasianske mænd har påtaget sig? Så lever jeg hellere uden!” vrissede hun med en ganske bestemt tone. Hun regnede ærlig talt ikke med at finde nogen mand, for hun vidste udmærket godt at hun var noget af en kæmpe mundfuld og det var heller ikke fordi at det var noget som hun ville lægge om på den ene eller den anden måde, for det ville hun bestemt ikke få det mindste ud af uanset om det var noget som man ville det eller ikke. Hun sukkede dæmpet endnu en gang, selvom hun virkelig prøvede at holde facaderne oppe, så var det bare ikke nemt for hende, hvilket var noget som gjorde hende langt mere frustreret end det som hun følte fra før af. At han ikke afbrød hende, var selvfølgelig noget som hun virkelig var glad for, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det nemmere for hende. Hun havde virkelig ikke brug for medlidenhed, hvis hun ellers kunne blive fri for det! ”Det stærkeste væsen?” Hun vendte sig mod ham, som han trykkede hende tættere ind mod sig. Et sted så gjorde det hende mere rolig? En ting som hun i den grad slet ikke kunne forstå på den ene eller den anden måde, for hun havde slet ikke bedt om den form for behandling som han udsatte hende for lige for øjeblikket! Hun rystede på hovedet. ”Jeg har ikke bedt om din medlidenhed Pharell. Jeg havde bare ikke en passende start på mit liv..” Hun trak på skuldrene som betød det ingenting, selvom det jo langt fra var tilfældet, for det var i den grad noget som man kunne sige, at hun var påvirket af og endda også på alle måder. Det havde jo direkte gjort hende til en mandehader uden lige. ”Men hvad så? Livet er hvad man gør det til, ikke?” afveg hun som hun blot blev siddende – stirrede ham direkte ind i blikket.

[pharrel123]

Pharrell havde intet imod at sidde tæt på hende og holde sine hænder omkring hendes, selvom.. han forstod ikke selv hvorfor han viste hende denne form for omsorg, for han var slet ikke den type! Han var normalt fuldstændig ligeglad med folk, trådte de ham på tæerne så flåede han deres milt ud – for at sige det mildt. Han fandt sig ikke i at blive hånet, selvom hun ikke havde gjort andet, men.. hvorfor skulle hun være så anderledes fra alt andet? Et sted ville han jo gerne vinde hendes respekt og tillid og måske det var hans underbevidsthed der fik ham til at være så.. god mod hende? Ikke fordi at han var meget for det, for han ville nødig ødelægge sit ry ved at blive omtalt som blødsøden, for det var han virkelig ikke! Han var horror fra ydre til indre! Men der var jo også det faktum at hun dømte ham som havde han været enhver anden mand her i Dvasias, men hendes beskrivelse passede slet ikke på ham! Så selvfølgelig ville han gerne bevise at han ikke var sådan, så.. det var vel også en grund til denne omsorg? Han slap en munter latter til hendes ord. ”Nej, det kan jeg så godt forstå,” svarede han roligt og dog med en morende undertone, som han vendte de natblå øjne mod bålet. At hun ikke ville leve sammen med en dvasiansk mand – specielt de som passede til hendes beskrivelse – forstod han udmærket godt! Men der var også de som skilte sig ud, såsom ham selv, selvom hun nok ikke så på det på samme måde, men i så fald så var der jo også de mænd fra Imandra eller Manjarno som hun kunne finde sammen med, for han tvivlede på at hun ville finde sammen med en godtroende mand fra Procias, selvom han jo faktisk godt vidste at ikke alle mænd fra Procias var godtroende og bløde, men.. det var bare den … venlighed de udviste! Det gav ham direkte kvalme! Blikket vendte han roligt mod hende. Måske hun ikke gav udtryk for at hendes fortid betød noget for hende, men det vidste han at den gjorde, for ellers havde den ikke haft den påvirkning på hende som den havde; hun hadede jo direkte mænd, så det sagde jo selv at det ikke bare var ingenting og det lød det bestemt heller ikke til. Desuden ville han ikke håne hende for det, for.. hans egen fortid var da noget som hun ville kunne håne ham langt mere for end han kunne for hendes, for han var slet ikke fuldblods, han var slet ikke født horror, han var blevet bidt af en varulv og senere hen en vampyr, så han var blevet omgjort, ikke engang halvblods ved at én af hans forældre var horror, nej i hierarkiet burde han egentlig ligge nederst, selvom han havde kæmpet sig hele vejen op til at blive racens leder, hvilket vel også var.. beundringsværdigt et sted? ”Vi overgår vampyrerne og varulvene, fordi vi er en blanding, ingen race er os overlegen i fysisk styrke,” svarede han stilfærdigt, som han vendte blikket mod hende. De var faktisk en utrolig stærk blanding. Han vendte roligt blikket mod hende, som han betragtede hende kortfattet, da hun selv vendte blikket mod ham. Han rynkede let på næsen til hendes ord. ”Medlidenhed?” gentog han lettere uforstående, næsten som om han ikke forstod ordet selv. ”Jeg viser dig bestemt ikke medlidenhed!” fastslog han bestemt, som han vendte blikket mod bålet. ”Man kan ikke ændre fortiden, så hvorfor sidde og klynke over den? Man må bare se at komme videre i sit liv. Desuden er du skam ikke den eneste der har oplevet dårlige og grusomme ting i din fortid, det er der skam mange som har,” svarede han lettere ligegyldigt, som betød det intet. Medlidenhed lå slet ikke i hans ordforråd! Han nikkede ganske roligt, hvor hans natblå øjne søgte til hendes mørke, da hun valgte at se ham direkte i blikket. ”Sandt,” medgav han roligt, som han betragtede hende lettere vurderende.

[Deleted]

Det var slet ikke fordi at hun ønskede at Pharell skulle sidde og høre om hendes tragiske fortid, for det sidste som hun ønskede var da hans medlidenhed, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig skulle komme til stykket! At holde ham i hånden føles faktisk godt, selvom hun ikke rigtigt vidste hvorfor. Et sted så vidste hun vel også godt, at han ikke var som alle andre? Selvom det nu heller ikke var en tanke som hun bifaldet, for hun ønskede virkelig at kunne holde ham så langt væk fra sig, som det nu ville være hende menneskelig muligt, for hun ville slet ikke have en mand tæt på! At han direkte udviste en form for forståelse, var nu heller ikke noget som hun kunne forstå, for det var der bestemt heller ikke nogen verdens grund til set i hendes øjne! Hun lukkede øjnene ganske let og med et svagt suk. ”Du giver næsten udtryk for at forstå mig..” mumlede hun med en ganske kortfattet mine. Ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste, for et sted så var det faktisk også meget.. rart på sit vis, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hun sukkede indædt. Alene det faktum, at han havde fået hende til at fortælle omkring sin fortid, var faktisk noget som han kunne tage imod med stolthed, for det var virkelig en stor ting! Det var ikke noget som hun havde fortalt nogen andre og det var sådan at hun altid havde ville have det, også mest for sin egen skyld, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun bed sig let i læben og blev ellers bare siddende i hans favn, også selvom hun var faldet langt mere til ro nu end det som hun havde været til at starte med. Utroligt nok, så sad hun faktisk afslappet i favnen på en mand som hun knapt nok kendte noget som helst til!
Bålet var behageligt, hans arme om hende var behagelig og det at have nogen at snakke med, var noget som tydeligt også måtte lindre den ensomhed som hun kontinuerligt måtte vade rundt med, for det var slet ikke noget som ville hjælpe hende på nogen som helst måde overhovedet. Hun sukkede indædt og vendte blikket mod ham endnu en gang. Hvorfor skulle han vise den forståelse overfor hende? Det var slet ikke noget som hun kunne forstå sig det mindste på overhovedet! Måske at de var den stærkeste race hvad angik det fysiske, men de havde alligevel formået at hold på hende igennem frygtelig mange år. Det havde været en enkelt lille fejl som havde kostet dem det hele og nu stod hun der som hun gjorde det for øjeblikket og bar sig frem selv med den største stolthed i mands minde! Hun vendte blikket mod ham. ”Hvad nytter det, hvis det alligevel ikke er til ens egen fordel?” spurgte hun direkte og med den samme faste mine som tidligere. Hun lod en hånd vandre igennem håret og førte det over den ene skulder i stedet for, hvor hun vendte blikket tilbage mod bålet. Han udviste hende en form for medlidenhed om det jo så var noget som han ville det eller ikke, så var der ikke noget som man kunne gøre ved det alligevel! Hun kneb øjnene svagt sammen og vendte så blikket tilbage mod ham endnu en gang. ”Fortiden er det som har gjort mig til den jeg er i dag, Pharell! Det er ikke fordi at jeg vil sidde og klynke over den og hvis du ikke kan acceptere mig som den jeg er, så lad være!” Denne gang skubbede hun tæppet væk fra sig, idet hun prøvede at rejse sig. Hun havde virkelig fået nok! Hun åbnede op for ham og bliver slået i hovedet med en hammer i stedet? Det kunne hun da heller ikke bruge til noget som helst!

[pharrel123]

Det forundrede faktisk Pharrell at han havde fået hende så tæt på sig, specielt når man tænkte på hvordan de havde startet ud; med at skælde hinanden ud og nærmest flå i hinanden. Hun havde slået ham, pisket ham, hvor han havde slået og kysset hende, måske man ikke skulle tro at et kys var slemt, men det havde da fået hende til at slå ham, hvilket han også havde regnet med at det ville, og det frydede ham virkelig! Det som dog forundrede ham mest var.. hvorfor hun havde besvaret hans kys, for det gav da slet ikke nogen mening når hun gav udtryk for at hun afskyede ham, som hun også havde sagt flere gange, kaldt ham for et sving og han vidste ikke alt hvad. Hun havde slet ikke taget højde for at han var hendes leder, tydeligt at hun slet ikke nærede det mindste respekt for ham, men det måtte han jo så bare acceptere og leve med, for.. det var heller ikke fordi at hun havde hans! Men at han så havde fået hende så tæt på sig, hvor de delte samme tæppe og samme bål, hun sad i hans favn og ham med armene omkring hende, det var virkelig utroligt! Et skævt smil gled over hans læber til hendes ord. ”Det er fordi jeg gør det,” svarede han stilfærdigt. ”Mange ville nok sige du skulle smide facaderne for at åbne op og finde en mand, men.. jeg siger at du skal holde dem oppe og spille uopnåelig, for så får du ikke fat i de forkerte typer,” svarede han lettere selvsikkert. Han vendte roligt blikket mod hende, hvor de natblå øjne bar en lettere sensuel glød. ”Desuden er en uopnåelig tøs også det som er mest tiltrækkende,” svarede han i en næsten hæs hvisken, hvor bålets flammer måtte skabe genskær i hans mørke øjne.
At høre på hendes fortid var noget som Pharrell så som en mindre form for tillidsprøve, for ved at fortælle ham den, så åbnede hun op for ham og når hun åbnede op for ham, så måtte hun også have en anelse tiltro til ham, desuden så ville han ikke håne hende for hendes fortid, men han ville heller ikke sidde og flæbe over den sammen med hende, for selvfølgelig var det nok ’forfærdeligt’, men.. ellers var hun jo aldrig blevet som hun var den dag i dag, og det ville vel have været en skam? Han fnøs ganske kortfattet til hendes ord. ”Så kender du ikke din egen styrke,” svarede han lettere afvigende. Enhver stærk mand eller kvinde kunne vinde en kamp, hvis man kendte sine egne styrker og svagheder, for så var det det som man skulle spille på i en kamp og det var om det så var mod en magikyndig eller ej! Det var da i hvert fald sådan som han havde overlevet og han var ikke den yngste længere! Hendes andre ord og handling måtte dog overraske ham, for.. hvad havde han nu gjort?! Han blinkede let overrasket med øjnene, som hun blot skubbede tæppet væk, så det selv røg ned fra hans brede skuldre og landede bag ham, inden hun blot rejste sig. ”Hey!” vrissede han nærmest, selvom det ikke var af irritation men af overraskelse. Han var dog hurtig og greb fat omkring hendes håndled, som han trak hende ned at sidde igen, hvor han denne gang, gjorde en glidende bevægelse, og fik hende ned at ligge på tæppet, hvor han selv placerede sig over hende, så hun ikke kunne gå nogen steder. ”Du skal da ikke gå!” svarede han fast, selvom der vel også var en mindre bedende tone bag hans ord? Han ønskede det jo faktisk ikke. Hans natblå øjne faldt direkte til hendes. ”Og jeg har ikke sagt at du sad og klynkede! Desuden hvem siger jeg ikke bryder mig om dig?” spurgte han fast, selvom han rynkede brynene en anelse, da det først var bagefter at det gik op for ham hvad han havde sagt.

[Deleted]

Annika havde aldrig nogensinde åbnet sig for en mand på denne måde og specielt ikke overfor en mand som Pharrell. Det var dog heller ikke fordi at han havde givet hende andet end grund til at stole på ham, for direkte så havde han ikke gjort hende noget, selvom han tydeligt havde lagt op til det, hvilket samtidig også var noget som virkelig måtte irritere hende noget så frygtelig voldsomt, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun vendte blikket stille mod ham. Måske at hun ikke brød sig om tanken ved at skulle have en mand tæt på sig, for hun kunne virkelig ikke have noget som helt med den tanke at gøre og det var noget som samtidig også måtte irritere hende noget så frygtelig voldsomt. Hun vendte blikket mod ham. Han forstod hende? Ikke fordi at det var noget som hun kunne forstå som sådan, for det var bestemt heller ikke noget som hun var vant til fra før af, så det gjorde det bestemt heller ikke nemmere for hende på nogen som helst måde overhovedet. hun rystede let på hovedet. ”Hvordan kan du forstå mig? Du er en leder for pokker da! Du ved slet ikke hvordan det er at være mig!” Hun var en kvinde som bar inde med frygtelig mange frustrationer og det var bestemt ikke noget som hun kunne gøre for! Hun sukkede dæmpet. ”Du forstår mig jo ikke.. Jeg..” Hun rystede let på hovedet og vendte blikket væk fra ham. Hun ønskede jo ikke at være uopnåelig som sådan, men hun så virkelig ikke noget andet valg, for dette var jo udelukkende for hendes egen beskyttelse!
Annika havde aldrig åbnet sig op på denne måde for hendes fortid og det var der utrolig gode grunde til. At blive gjort til grin på den ene eller den anden måde, var bestemt heller ikke noget som hun ønskede sig, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende. At han reagerede så kraftigt idet hun havde valgt at rejse sig, var noget som overraskede hende rigtig meget endda! Grebet omkring hendes håndled og det at han tvang hende direkte ned at ligge på tæppet og med sig selv over, hvor hun med andre ord også blev holdt nede, var noget som gjorde hende panisk et sted, hvor hun endnu en gang endte stiv som et bræt. Næsten som hun følte at hendes hjerte måtte hamre og slå mod hendes bryst, selvom det slet ikke var noget som skete, var noget som hun tydeligt kunne mærke, for det var følelsen af ren og skær ubehag! ”S-slip mig, Pharrell!” endte hun med en fast tone, idet hun gjorde faste forsøg på at komme fri. Hun kunne ikke fordrage at blive holdt fast og hun kunne bestemt heller ikke fordrage at blive holdt nede på denne her måde, for hun havde virkelig, virkelig brug for at bevæge sig frit! Hans ord fik hende dog til at tie. Brød sig om hende? Det kunne han da umuligt gøre! ”Hold op med det pjat!” Hun vendte blikket mod ham og denne gang med en langt mere tydelig vrede i minen, det var end ikke noget som man skulle tage meget fejl af på nogen måde overhovedet. Næverne knyttede hun ganske let, selvom hun ikke kunne komme fri. Han var jo langt stærkere end det som hun selv var!