After a full moon..

[Deleted]

Det var en frygtelig sen aften, idet at en skikkelse valgte at bevæge sig over det dvasianske land. Retningen var sat for flere timer siden, og hun bevægede sig med den tydelige fart. Vinden som rev i hendes mørke hår. Den faste mine var noget som tydeligt måtte indikere på, at hun var af dvasiansk eller anden mørk afstamning, og det var noget som hun i den grad også var stolt af! Mørket var slet ikke noget som generede hende som sådan, for det var der bestemt heller ikke nogen grund til. Hendes skærpede sanser var helt og holdent til hendes egen redning og havde været det adskillige gange. Det var godt og vel fireogtyve timer siden, at fuldmånen havde vist sig på himlen, så bevidst, så havde Annika valgt at søge mod et sted hvor hun var sikker på at hun kunne finde en gammel grotte, hvorpå at hun ville være i stand til at søge hvile, for det var noget som hun virkelig havde brug for! De mange sår som endnu ikke havde lukket sig helt, var noget som stadig var noget som hun stadig kunne bande forbandet meget over! For det gjorde ondt! Hun vendte blikket ned mod hendes arme og ben, idet hun nåede den store klippeindgang. Uden at tøve så meget som det mindste smule, så søgte hun indenfor. Direkte så ville man ikke sige, at det var venligt eller imødekommende, for det var koldt, klamt og det var ikke mindst også fugtigt, så var det ikke noget som havde stoppet hende før!
Pisken som Annika måtte have i sin hånd, var hendes mest foretrukkende våben, for det kunne hun bruge forbandet meget til og andet end bare at piske og slå. Hendes hørsel og de andre sanser var som på stilk, da hun langt om længe efter en vandring på adskillige meter, nåede frem til den lille hule som hun normalt brugte som et skjul for sig selv. Hun lage sig stille ned på det tynde lag som hun havde fået købt sig i form af en tynd madras. Pengene var der heller ikke mange af nu hvor selv urolighederne var ankommet til Dvasias, hvilket i den grad også var hende en tanke som hun måtte være direkte frustreret over, for det gik i den grad også ud over hende! Den lille hule var temmelig ussel af sig, men de vidste vel også at hun var der? Dæmonerne vel at mærke, for det var virkelig det eneste som hun kunne komme tæt på, som man kunne betragte som ledig på denne her måde. ”Forbandede måne..” Hun vendte sig mod et lille skrin som stod under et tykt skind af et rådyr som hun have slagtet adskillige måneder før. Salver af diverse slags, var noget som hun stille fandt frem og stillede dem på rader og rækker, hvor hun startede fra en ende af. Hun fjernede stille sin top, så hun sad fuldkommen topløs, og begyndte at smøre sig. Der var jo ikke rigtigt nogen til at gøre det, så måtte hun jo trods alt gøre det hele selv. Med let sammenknebne øjne, da det jo faktisk sveg, så bed hun tænderne sammen, idet hun igen sad og bandede lavmælt for sig selv. Det var faktisk i sig selv, bare en tanke som kunne gøre hende direkte vred og irriteret, det var jo at hun kunne bruge en hel dag på at behandle de sår som hun tilegnede sig de dage, hvor fuldmånen måtte stå, selvom det efterhånden var blevet hende en vane. ”Forbandede liv..” Sagt i ren og skær vrede, så var det jo faktisk noget som hun kun måtte mene!

[pharrel123]

Fuldmånen som havde været oppe aftenen før og som endnu engang ville rejse sig denne aften, var ikke noget som sådan måtte gå Pharrel på. Han var erfaren og gammel nok til at kunne kontrollere sin varulveskikkelse, han kunne tilmed forvandle sig hvornår han så end lystede det, og ikke fordi at han elskede at rende rundt som et frådende bæst, men det havde trods alt sine fordele at kunne styre sin varulveskikkelse, at have en så stærk psyke at man kunne kontrollere bæstet i sig selv, for det gjorde jo også kun at folk med magiske kræfter havde sværere ved at trænge ind i ens sind. Han selv havde været forvandlet under den forrige fuldmåne, selvom at han egentlig et sted nød det. Nu hvor han var blevet leder for horrorerne, så var der naturligvis også et ansvar der fulgte med, specielt fordi at han stod dronningen så nært som han gjorde, for han havde svoret sin trofasthed til Jaqia og det var skam en loyalitet som han nok skulle holde! Men af den grund så brugte han jo stadig fuldmånen som undskyldning for at forvandle sig og gå grassat i landsbyer og byer og angreb uskyldige, fik stillet sin sult og lignende. Denne nat, var han dog på vej til at søge skjul, for han havde allerede fået stillet sin sult, desuden så skulle selv han bruge hvile, og han havde brugt de sidste par dage på at prøve at holde styr på befolkningen i Dvasias, for de gik jo næsten helt amok, på grund af oprøret i Procias, så så dvasianerne det som en tilladelse til at gå amok og gøre oprør i Dvasias, hvilket han bestemt ikke fandt sig i, for de kunne ikke se hvad Jaqia egentlig gjorde for landet! Selvom han måtte indrømme at han selv til tider kunne finde hende dobbeltmoralsk i sine handlinger, men han vidste til gengæld også at hun gjorde det for landets bedste, så han betvivlede hende bestemt ikke!
De natblå øjne faldt på Drypstenshulen, som måtte hvile længere fremme. Det var det sted som havde været tættest på og det sted som han havde søgt imod. Det var blevet en anelse overskyet, hvor det næsten kunne se ud til regn, men det gjorde da trods alt også kun at månen blev dækket til, så det var ikke den værste nat at være ude på, til gengæld var de ved at nå sommerhalvåret og han kunne ikke tåle solens stråler, når de var på sit højeste, for nok kunne han være ude om morgenen når solen var ved at stå op, men når den så nåede sit højeste, så ville han ende som enhver anden vampyr; som en bunke aske. Selvom det var mørkt inde i grotten så kunne han fint se, for han var trods alt et nattedyr, et mørkevæsen, hvor både varulvens og vampyrens sanser spillede ind. Han kunne dog høre at der var andre i grotten, hvilken stemmen kun indikerede og det var også stemmen som han måtte gå efter, hvor de natblå øjne faldt på den halvnøgne kvinde, der sad på noget der mindede om en ufattelig tynd madras, selvom hun sad med ryggen til ham. ”Du ser ud til at være optaget,” mumlede han mere for sig selv, end til hende, selvom det var højt nok til at hun ville kunne høre ham. Hun var såret og det var tydeligt at hun smørrede sine sår ind i salve.

[Deleted]

Annika var jo selvfølgelig blevet vant til fuldmånen, men det gjorde jo stadig ondt af den grund. Hun havde aldrig rigtigt lært at kontrollere den udenfor fuldmånenes fase, men det hændte faktisk til tider, at hun bare.. forvandlede sig? Hun havde aldrig rigtigt fundet ud af helt præcist hvad det var som gjorde det, men det var der nu alligevel. Ikke fordi at det var det som hun tænkte meget over lige for øjeblikket, for hun måtte jo bare tage det hele som det kom. Hvem ved, måske at hun lærte at kontrollere det senere hen? Det var jo næsten noget som hun direkte måtte gå og håbe på, for det andet var da virkelig, virkelig irriterende efterhånden! Lige nu så var det hendes mange sår som måtte have den fulde opmærksomhed. Maven var ikke mættet her til aften, for hun havde haft sit at slås med. Under fuldmånen skulle alle dem som hun havde i sin magt låses af vejen, mens hun selv tillid sig at gå fuldstændig grassat blandt folk. Det var jo heller ikke fordi at der var sket noget som helst endnu. Hun begyndte roligt og varsomt at smøre overkroppen, for det var altid den som var værst, så kunne man jo lige så godt tage det først, mest af alt, for alt det andet, ville da slet ikke gavne dem på nogen som helst måde overhovedet, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet.
Lyden af skridt som nærmede sig, var knapt noget som hun ænsede, for hun sad virkelig optaget i sine egne tanker. Ikke fordi at de var noget som kunne forundre nogen, for der var skam også en grund til at hun valgte at søge hertil i en grotte, hvor der sjældent kom nogen som helst. Dæmonerne søgte jo altid længere ind i grotterne og denne lå jo næsten ved åbningen, så det var vel også de færreste som vidste, at hun i det hele taget måtte være der? At hun endte med at blive iagttaget, var først noget som hun fandt ud af, da hun kunne høre en mands stemme, hvilket rev hende ud af den trancelignende tilstand, idet hun kraftigt vendte blikket. De helt mørke øjne faldt direkte til hans skikkelse, idet hun endte med at vise de spidse hænder og gribe ud efter pisken og toppen, som hun hurtigt tildækkede brystet med. ”Hvem er du?!” Dette blev sagt i en tydelig hvæsen. Hun havde bestemt heller ikke regnet med, at skulle støde på besøg her! Optaget var noget som man i den grad godt kunne sige, at hun var, for hendes sår var temmelig dybe. Det var jo bare noget som faldt hende naturligt under forvandlingen, at rive og flå i sig selv, og kløerne var jo faktisk temmelig skarpe og lange! Næsten som det måtte flade hende ganske automatisk til, så svang hun pisken mod ham. Om ikke andet, så var det bare et forsøg på at skulle få ham væk, for hun ønskede bestemt heller ikke at have ham tæt på sig og specielt ikke når hun sad trængt op i en lille klippehule og endda tilskadekommet. ”Forsvind!” endte hun med en kraftig og fast stemme, som blikket kun måtte hvile fast og intenst på ham. Hun mente sine ord og på alle måder, for hun ønskede bestemt heler ikke at have ham tæt på som det måtte stå, for det var virkelig noget af det værste af det hele! Hun ville ikke have mænd tæt på og specielt ikke efter at de havde gjort det ved hende som de havde gjort. Der var jo en grund til at han slet ikke fik lov til at se noget som helst. Lidt forfængelig var man – eller meget måske.

[pharrel123]

Eftersom Pharrel havde været forvandlet den forrige nat på grund af fuldmånen, så havde den store massive krop også flænset og ødelagt hans tøj, så han kun bar et par flænset, løse, sorte bukser, og med den nøgne muskuløse overkrop, der var tydeligt bleg der indikerede at han var et af nattens væsner. Og selvom hun ikke var nær så bleg som ham, hvilket man tydeligt kunne se kom fra hendes afstamning af familie, så kunne han lugte hendes døde blod, se hendes sylespidse hjørnetænder, som hun selv så fint blottede for ham, da hun hvæste, hvor han også kunne lugte ulv, så det var tydeligt at hun var en horror netop som ham selv, og han som hendes leder. Der var ikke mange horrorer tilbage i verdenen, mange skjulte sig og holdt sig for sig selv, for selve racen blev jo faktisk set ned på, det blev jo selv sagt at uheld kom sammen med dem, hvilket vel egentlig heller ikke var helt løgn? Og så var der jo også lige det faktum at horroren var den stærkeste race der fandtes rent fysisk, for en horror overgik jo både en vampyr og varulv, netop fordi en horror var blanding af begge, ikke som en varyl, for en varyl var da langt svagere! Men derfor så man ikke særlig mange horror længere, så det undrede ham faktisk at denne kvinde måtte sidde herinde, men hun var vel i skjul for månen, nøjagtig som ham selv? Han blev blot stående og betragtede hende ganske kortfattet, hvor pisken hun greb ikke gjorde ham det mindste, og at hun dækkede sig selv til var vel et sted også forståeligt? Selvom han ikke ligefrem var som alle andre mænd på det punkt. Han var en enspænder, selvom han faktisk havde svoret Jaqia sin loyalitet, men af den grund kørte han stadig solo og holdt sig for sig selv, desuden sagde en kvindes nærhed ham egentlig ikke så meget, det var ikke ligefrem fordi man kunne sige at det var de nedre dele som han måtte tænke med. Pisken som hun kløede gennem luften så han godt komme, hvor han trak hovedet en anelse tilbage, selvom at det ikke helt var langt nok, som piskens spids måtte kløve igennem luften og slå over hans kindben, hvor en lille og dog en anelse dyb flænge måtte komme, som en bloddråbe gled ned over hans kind. Han løftede den ene hånd, inden han lod sin tommel stryge mod bloddråben inden han så på tomlen, som var fyldt med hans eget blod. Det var ikke fordi at det gjorde ondt, for det var virkelig ingenting i forhold til hvad han havde været igennem! De natblå øjne vendte han roligt mod hende igen, hvor den neutrale mine forblev fæstet til hans ansigt, som han så lettere følelsesløs og intetsigende ud. Han slikkede sin tommel fri for sit eget blod, uden at han så væk fra hende. ”Jamen dog.. hvad har vi her? En vildbasse?” Næsten med en tydelig drillende mine og alligevel med en faretruende undertone, så det ikke rigtig var til at sige om han var vred eller faktisk måtte more sig, for blikket sagde virkelig intet, netop fordi de var så neutrale og intetsigende som de var. Desuden så gjorde en lille flænge intet, der skulle langt mere til at skade ham, for han var trods alt ikke hårdfør og udholdende for ingenting.

[Deleted]

Annika havde ærlig talt slet ikke regnet med, at skulle få besøg her. Horrorene var der ikke mange af længere, selvom det nu heller ikke var noget som rørte hende som sådan, for det var jo bare sådan at det måtte være, men at hun agtede at ordne med det selv, så længe, at hun sad så blottet som det hun var i øjeblikket, så ønskede hun da slet ikke at føle sig fanget i en lille klippehule på denne her måde, så han havde bare at kunne komme derfra og det skulle være lige nu! Der var virkelig ikke noget at gøre ved det, for han skulle bare væk! De mørke øjne hvilede direkte på hans skikkelse og noget så fast og advarende. Hun var slet ikke vant til at folk stillet sig op mod hende på den måde, og det at han bare blev stående og så på hende, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre! Hun knugede fast om klædet ved hendes bryst og med den tydelige hvæsen. Han skulle bare væk! Lige der var dyret langt fremme i hende, og det var bestemt heller ikke noget som hun ville skjule for ham og det var bestemt heller ikke hendes hensigt, for hvis der var noget som hun ikke var, så var det ufarlig, for det var hun bestemt heller ikke!
Piskens smæld som ramte ham over kinden, selvom han ikke rørte sig det mindste på nogen som helst måde overhovedet, var noget som overraskede hende, for smældet ville normalt få de fleste til at trække sig væk? Det var nu heller ikke fordi at hun var bange for at skulle gøre ham vred, for hun var allerede oppe i det røde felt, også fordi at han virkelig havde fundet hende på det mest uperfekte tidspunkt. Det kunne ikke passe mere elendigt end det som det gjorde lige for øjeblikket, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt på nogen som helst måde overhovedet! At han var hendes leder, var nu heller ikke noget som rørte hende noget særligt, for hun vidste det jo faktisk ikke. Det var slet ikke en tanke som faldt hende ind, for hun havde aldrig haft noget som helst med sin leder at gøre før. Den drillende, dog meget faretruende stemme, var noget som hun dog tydeligt lagde mærke til. ”Jeg er fuldstændig ligeglad! Gå din vej!” hvæsede hun endnu en gang, idet hun tvang sig op på benene og med den samme alvorlige mine, for hun tog i den grad dette yderst alvorligt. Dette var hendes hule og det var bestemt heller ikke noget som hun agtede at dele med nogen som helst, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. ”Find dig din egen hule!” beordrede hun nærmest med den samme faste mine. At han valgte at definere hende som en vildbasse, havde hun faktisk ikke noget imod, for hun vidste udmærket godt, at det var sådan at de havde det. Hun knyttede hånden endnu en gang omkring pisken. Han var da så stædig, at han bare valgte at blive stående og det var en tanke som kun gjorde det hele hundrede gange værre. Hun endte med en fast bevægelse, at svinge pisken endnu en gang. Hun ville ramme ham, og hun ville have ham væk, alt det andet kunne virkelig være fuldstændig ligegyldigt for hendes vedkommende. Hun havde slet ikke bedt om dette selskab!

[pharrel123]

Hvem denne kvinde måtte være, anede Pharrel virkelig ikke, men det var tydeligt at hun var horror som ham selv, hvor han også derfor stod som hendes leder, selvom at han kendte til horrorernes vildskab og de fleste var enspændere som ham selv, så hvis hun ikke ville følge ham, ja.. så var han faktisk ligeglad, for det ragede ham en høstblomst! Han gad desuden heller ikke rigtig nogens selskaber, for der var skam en grund til at han holdt sig for sig selv. De natblå øjne studerede hende ganske let, hvor han også godt selv vidste at han var kommet på et dårligt tidspunkt, for hun var jo faktisk halvblottet, selvom at hun virkelig ikke havde noget som han ikke havde set før, men hendes lille top som hun holdt op for brystpartiet gjorde da i det mindste at han ikke havde udsyn til det hele, hvor det jo faktisk heller ikke var det som han så efter, han så ind i hendes øjne. Han himlede svagt med øjnene til hendes ord, hvor han blot lod hende rejse sig op igen. Hun havde allerede såret ham en gang, ved at svinge pisken og lade den falde mod hans kind, som dog var stoppet med at bløde, for han healede jo faktisk som en normal vampyr måtte gøre. At hun så påpegede at dette var hendes hule, fik ham til at fnyse kortfattet, for sidt han tjekkede så stod der ikke navn på, selvom.. han vidste faktisk ikke engang hvad hun måtte hedde, selvom at det nu heller ikke gjorde ham det mindste, for han tvivlede alligevel på at hun ville fortælle ham det hvis han spurgte hende. Han himlede endnu engang med øjnene. ”Sidst jeg så efter, så var drypstenshulerne ejet af dæmonerne og ikke af en kvindelig horror,” svarede han spidst og dog stilfærdigt, som han ikke veg blikket fra hende, at hun gjorde klar til at svinge pisken igen, lagde han dog mærke til hvor han rettede sig op og gjorde sig klar, for denne gang lod han hende bestemt ikke give ham et smæld igen! Han greb derfor denne gang omkring selve pisken, inden den nåede at ramme ham, hvor den måtte svinge sig fast omkring hans hånd, hvilket alligevel måtte resultere i at hånden begyndte at bløde, for pisken var tydeligt gjort af et godt læder. Han gjorde et hårdt ryk, som han hev pisken til sig, så hun ville miste den, inden han fiskede den hen til sig. Han brummede lettere irriteret, som han fik den samlet op i sine hænder i flere cirkler, hvor det endnu dryppede med blod fra hans hånd. ”Desuden.. så har du ikke noget som jeg ikke har set før, og tro mig, jeg har set det som var bedre,” svarede han kortfattet og som en tydelig fornærmelse henvendt til hendes krop, inden han himlede med øjnene endnu engang, som han smed pisken fra sig, inden han drejede om på hælene for at søge længere ind i hulen, for den var jo stor nok, så han kunne da fint finde et andet rum at være i, hvis hun alligevel skulle være så fjendtlig, så gad han virkelig ikke engang høre på hende! Han vendte kort blikket ned mod sin egen nøgne, muskuløse overkrop, som han kunne mærke fuldmånen kalde på hans krop i hans sind, for normalt var han jo faktisk forvandlet, men han havde brug for hvilen for en gangs skyld, så han måtte ikke søge ud, selvom der måtte være kriller i hele hans krop.

[Deleted]

Annika var definitionen af en kvinde som levede efter sine mange dyriske instinkter, for hun brød sig virkelig ikke om at sidde indespærret i en klippehule som hun følte, at hun gjorde netop fordi at han skulle stå og spærre den eneste udgang som var der. At søge væk fra fuldmånen og få healet og ordnet de mange sår fra månen dagen i forvejen, var noget som hun selv følte sig nødsaget til. Hendes slavefolk var låst af vejen, for ellers ville de jo flygte fra hende. Til tider kunne hun faktisk finde på at lade en gå fri, bare for at have noget at lave når fuldmånen faldt på. Sjovt nok, som hun altid formåede at finde dem, uanset hvor de gik eller hvad fanden de gjorde og hun kunne jo absolut intet huske, når hun vågnede igen når månen var væk, så var det jo bare sådan at det måtte være. Hun vendte blikket direkte vredt og koldt mod ham. Han skulle bare gå væk skulle han! Gå væk og lade hende være, ligesom alle andre gjorde det, hvilket hun var storslået tilfreds med! Hun fik lov til at leve sit liv, hun fik lov til at tage sin langvarige hævn over det som var sket hende i hendes egen fortid og så kunne hun bestemt heller ikke være andet end tilfreds med det i den anden ende. Så længe, at denne mand ikke gjorde det som en typisk dvasianere ville, så var hun tilfreds; Man hørte jo trods alt også de mange historier omkring kvinder som var gramset på af mænd, fordi at de var i fuld gang med at klæde om og andet – ligesom hun var i færd med for øjeblikket, så det var vel heller ikke så underligt, at hun reagerede som hun gjorde? Hun var vant til det lange misbrug, hun var vant til ikke at være herre over sin egen krop, men det var hun nu og hun elskede den tanke, den følelse og den fornemmelse mere end noget andet! At han faktisk greb hendes pisk og trak den ud af hånden på hende, var slet ikke ventet, selvom det kun gjorde hende langt mere vred end før! Hans følgende ord, var dog noget som alligevel ramte hende hårdt. Hun var glad for sin krop og hun var stolt over hvordan den så ud – foruden de mange ar selvfølgelig, men i det tilfælde, så havde hun bestemt heller ikke noget som hun burde skjule! At han trak sig ud og fortsatte længere ned i hulen, lettede hende dog, selvom hun slet ikke var færdig med ham endnu! Toppen fik hun endnu en gang tvunget over sit brystparti, idet hun tvang sig op på benene. Hvor vovede han at komme med en sådan en udtalelse foran hende, når han slet ikke kendte hende?! Dette var deriblandt en grund til at hun ikke lod nogen som helst komme hende nær på denne her måde! ”Hvor vover du at komme med en sådan udtalelse?!” Denne gang var hendes ord en direkte hvæsen, idet hun søgte mod ham. En horror var hun og hun var i den grad også en som man næsten kunne sige, måtte være en stolt en af slagsen. Blikket lynede af ren og skær vrede, men også fordi at de ord havde ramt hende så hårdt som de havde, så var det også noget som virkelig måtte gå hende på, for hun ville ikke lade sig kurre af en mand som hun slet ikke kendte! En mand som hun slet ikke havde det mindste kendskab til! ”Du kender mig ikke, så hold dine abnorme meninger for dig selv! Slapsvans!” hvæsede hun med en fast og tydelig vred tone. Han skulle ikke komme foran hende og tro at han var noget!

[pharrel123]

Det var skam ikke kun hende som havde ar på kroppen, for det havde Pharrel skam også selv, specielt med de mange kampe og krige som han havde været med i igennem sit liv, noget som dog var tydeligst på hans krop, var hans brandmærker som han havde på ryggen, nogle brandmærker som han havde fået af sin stedfar engang han havde været helt lille. Det var latinske bogstaver, som stod for ”Kriger af natten” nogle bogstaver som var blevet brændt ind i hans hud på hans ryg, da han havde været igennem de mange ritualer, inden han var blevet omgjort til varulv. Han nærede stadig et had til Darcian, for den mand havde ikke gjort andet end at ødelægge hans liv, men på den anden side, så fortrød han heller ikke alt det som han havde været igennem, for ellers ville han jo ikke stå her den dag i dag. Blikket faldt på hendes krop. Det var jo ikke engang fordi han havde nået at se noget, før hun havde dækket sig til, plus det faktum at hun sad med ryggen til ham da han var kommet ind, fordi han havde hørt noget og han havde været nød til at være sikker på at det ikke var en fjende, hvorvidt hun så var fjende eller ej, det vidste han ikke, men han var sådan set ligeglad, for nu hvor han havde set at det bare var hende, så kunne han trygt gå videre, for hun var sikkert optaget af sit eget og så ville han faktisk ikke forstyrre. Om hun troede det eller ej, så var han faktisk ikke som så mange andre dvasianske mænd, for han gik ærligtalt ikke op i kvinder, som så mange andre ville gøre det. Han var en enspænder, han havde ikke brug for en kvindes nærvær, og han ville bestemt ikke tæt på hende! Han havde ikke set hendes krop, så han kunne faktisk ikke bedømme om den var bedre end så mange andres kvinders eller ej, og faktisk.. ja så var han faktisk skide ligeglad. At hun så valgte at følge efter ham, var noget som måtte forundre ham, for det var jo faktisk hende selv der havde bedt ham om at gå. Han stoppede roligt op og vendte sig halvt om, som han drejede hovedet og så på hende. At hun var vred, var tydeligt at se, selvom at det faktisk kun måtte more ham. Havde hun virkelig taget hans fornærmelse mod hendes krop så tungt? Det var noget som faktisk måtte more ham utrolig meget endda! Han vendte sig roligt helt om, så han stod med fronten mod hende, hvor han roligt lagde armene over kors ved det nøgne bryst. Han fnes kort for sig selv. ”Tja.. du får et kig på min krop, så er det vel kun fair jeg får et kig på din?” spurgte han stilfærdigt, som han hævede det ene øjenbryn og betragtede hende med morskab i de natblå øjne. ”Hvad vil du gøre? Tude over sandheden? Typisk kvinder.. altid så nærtagende,” svarede han med et kort skuldertræk, uden at det morende glimt ville forsvinde fra hans blik. Han rystede kort på hovedet, inden han igen vendte ryggen til hende, for at begynde at gå væk fra hende igen. Hun ville have fred og det gav han hende, hvorfor fulgte hun så efter ham? På grund af det han sagde? Det beviste jo kun hvor nærtagende hun måtte være!

[Deleted]

Annika havde bare valgt at søge hertil, for det var i denne lille hule, at hun normalt holdt til efter fuldmånen, når hun havde været nødsaget til at skulle komme sig bare en smule inden at hun ville fortsætte med sit meget ensformige liv. Hendes krop var et af hendes største svagheder, netop fordi at det var noget som hun havde været ude for at skulle ramme så skræmmende mange gange. Folk havde udnyttet hende og misbrugt hende, uden at hun havde haft det mindste mulighed for at tage igen. Det havde ændret sig med årene og nu var det hende som stod på toppen. Hun havde ganske enkelt gået ind og sagt, at nok var nok og det ikke var noget som hun ville finde sig i på nogen som helst måde overhovedet! At han jo så havde valgt at kommentere noget som han slet ikke havde haft en jordisk mulighed for at se, var noget som havde gjort hende direkte rasende, for det var bestemt heller ikke noget som hun fandt sig i på nogen som helst måde overhovedet! Et sted gjorde det hende jo ked af det, og det var noget som hun direkte valgte at skjule bag en direkte vrede. Hun havde aldrig bedt ham om at stå der og tage hende i blik, for det var slet ikke noget som hun havde bedt ham om på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu end måtte være. At hun havde valgt at følge efter ham, var noget som skete mere eller mindre rent instinktivt, for det var slet ikke noget som hun tænkte meget over. Det var egentlig bare noget som skete. Hun var vred.. det var virkelig et meget dårligt tidspunkt, at skulle stille sig i vejen for hende, og det var noget som denne mand nok meget snart skulle finde ud af! ”Jeg har aldrig nogensinde bedt dig om at stille dig i min klippehule og se på mig rense sår, har jeg?!” Denne gang var det bare en hvislen, men hun var virkelig, virkelig vred af den grund! At han jo så kunne tage det så roligt, var kun noget som gjorde det hele værre, for hun måtte nærmest kæmpe for at holde fast i vreden. Sådan noget var jo langt nemmere når begge hidsede sig op, i stedet for, at det kun skulle være den ene af dem. Hun knyttede hånden, som var hun virkelig bare fristet til at skulle skænke ham den direkte syngende lussing midt på siden af hovedet! Måske at hun ikke havde fuldendt kontrol over sin forvandling udenfor fuldmånen, men lidt havde hun dog alligevel. Som han vendte ryggen til hende og bare fortsatte med at gå, så var det virkelig at lade bægeret flyde over. ”Du skal under ingen omstændigheder vende ryggen til mig..!” Nærmest som hun lod kløerne komme til syne, så gik hun direkte om bag ham, hvor hun hævede ’poten’ kun for at lade den vandre direkte over hans ryg. En ting var at håne og disse den krop som hun ellers var meget påpasselig med at skulle vise frem på denne her måde – en anden var virkelig at skulle vende ryggen til hende, når hun først for alvor måtte være vred! Måske en anelse nærtagen, men han havde virkelig valgt at disse den helt forkerte tøs! ”Tag det i dig igen..!” befalede hun nærmest. Et sted så måtte det vel også være tydeligt for hende, at hun var vant til at have en mere autoritær magt?

[pharrel123]

Et sted måtte det virkelig more Pharrel, at hun overhovedet havde fulgt efter ham, for hun havde selv bedt ham om at gå, at han så lige skulle fyre en kommentar af på vejen som pissede hende af, gjorde jo kun det hele bedre! Det var tydeligt at hun havde et stort temperament og var nærtagende, for havde hun ikke været det, så havde hun bare ladet ham gå og vide at hun ikke så grim ud, desuden kunne han slet ikke udtale sig om hendes krop, for han havde jo faktisk ikke fået et særlig godt kig på den, selvom han måtte indrømme at det heller ikke var det som han havde kigget efter, han var mere blevet forundret over at der var en anden horror i hulen, hvor han havde kigget efter hendes ansigt og ikke hendes krop, for om hun troede det eller ej, så var han slet ikke den type. De natblå øjne hvilede på hendes skikkelse med et morende skær, for han kunne virkelig ikke gøre andet end at more sig over det! At hun var blevet så vred over en egentlig bare latterlig kommentar måtte faktisk forundre ham, men det var jo så hendes problem hvad hun tog personligt og hvad hun ikke gjorde, at han så havde ramt plet måtte virkelig kun fryde ham uden lige! ”Igen.. det er ikke din klippehule.. dette sted ejes ikke af nogen snuske, foruden de dæmoner der bor længere inde i grotten,” svarede han stilfærdigt, som han havde lagt armene over kors. Desuden var det jo heller ikke fordi at han var en lurer, for han havde jo faktisk givet lyd fra sig med det samme i stedet for at stå og glo på hende i stilhed, men igen, den type var han slet ikke, så det kunne godt være at det var det en typisk dvasiansk mand måtte gøre, men det gjorde han virkelig ikke!
Pharrel fortsatte blot med ryggen til hende, som han gik væk fra hende, at det så kun pissede hende mere af, var han sådan set ligeglad med, for han var faktisk ligeglad med hvem hun var og at han så havde gjort hende vred, for.. han gjorde jo bare som hun havde sagt han skulle; forsvinde, og at hun så pludselig ikke gad det alligevel var hendes problem. At hun fik kløerne frem og slog den mod hans ryg, som også flænsede hans ryg op, måtte han skære en grimasse inden han vendte blikket fast og dræbende imod hende. Hun vovede at slå ham? Han gav en lettere knurrende lyd fra sig, inden han greb hende om begge håndled og tvang hende op af den nærmeste klippevæg hvor han holdt hende fast. ”Læg dig ud med mig igen og jeg slår dig ihjel på stedet!” hvislede han koldt, som han så direkte ind i hendes øjne. Kunne hun ikke klare mosten kunne hun begynde at tude og komme videre, men at lægge sig ud med ham blev virkelig hendes død! For det var tydeligt at hun så sig langt mere hævet end ham, selvom at det var stikmodsat, for han var hendes leder – skønt hun tilsyneladende ikke vidste det, men det var nu heller ikke noget som han ville bruge imod hende. Han slap hendes ene hånd, som han greb hende om halsen i stedet for og klemte til, hvor han smilede et kynisk smil. ”Jeg siger hvad der passer mig, kan du ikke tåle det, så begynd du bare at tude, men du skal ikke komme mig på tværs!” vrissede han fast, uden at han slap hende.

[Deleted]

Normalt så var Annika slet ikke den som tog så hårdt på dette, som det hun havde valgt at gøre for øjeblikket. At påpege at hun havde en direkte grim krop, var sådan som hun havde valgt at tolke hans ord og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som havde ført noget godt med sig for hendes del, for det var bare med til at pisse hende mere af, end det som hun var i forvejen. Fuldmånen gjorde et eller andet ved hendes humør og det var jo deriblandt også en grund til at hun valgte, at søge væk fra den og det hele i en dag eller to både før og efter, for hun følte sig virkelig som en tøs som skulle til at hoppe ind i perioden og hun hadet det virkelig! Hun brummede let utilfredst for sig selv. Hun var en meget bestemt kvinde, det var nok noget som han også havde fundet ud af efterhånden. Hun knyttede næverne og med den næsten vrede mine, som man bare ikke skulle tage det mindste fejl af overhovedet. ”Lige præcis den klippehule er min!” hvæsede hun med en direkte fast og vred tone. Den lå jo næsten ved åbningen, der var ingen dæmoner der og det havde været hendes tilholdssted i fuldmånetiden igennem så skræmmende mange år og de havde heller ikke sagt det mindste til det, så det var vel også okay? Det var jo heller ikke fordi at hun var ude på at skulle gå dem på tværs på nogen måde!
At han blev vred idet at hun flænsede hans ryg, var noget som hun var direkte ligeglad med, for det var i den grad også noget som han fortjente! Annika blev dog alligevel grebet af et mindre chok, da han greb omkring hende og tvang hende op af muren, selvom minen ikke forandrede sig det mindste. Hun knyttede næverne ganske let, som poten igen måtte forvandle sig til de lange og slanke fingre. Den faste mine hvilede denne gang og direkte dræbende på hans skikkelse, for det var slet ikke noget som hun ville skjule for ham, for han havde virkelig trådt langt over hendes egen personlige grænse, netop ved at kommentere hendes krop og uden at have det mindste mulighed for at se noget som helst! Foruden de mange ar som månen var skylden til, så bed hun det egentlig bare i sig, for det var det som hun efterhånden var ved at være så skide dygtig til, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun blottede tænderne af ham. ”Slår knægten virkelig på tøser?” vrissede hun med en fast tone. Et sted så troede hun vel heller ikke på ham når alt endelig måtte komme til alt? Det var jo bare sådan at det var.. Dette liv var hendes liv og det var sådan at hun havde valgt at det skulle være for hendes del. Hun stivnede dog betydeligt mere, idet at han valgte, at skulle tage fat omkring hendes hals i stedet for. Normalt så var hun ikke afhængig af ilten på samme måde som et hvert andet levende væsen måtte være, men det var ubehageligt nok! Hun tog fat omkring hans håndled, som han klemte til, hvor hun kom med et mindre gisp. Det var bestemt heller ikke fordi at hun ville fælde tårer overfor ham! Slet ikke! Det var ikke noget som hun havde gjort i årevis! Hun prøvede at åbne munden for at få ord frem, selvom det hele var gået i stå i hendes stemmebånd. Han klemte for hårdt omkring det! Hun sendte ham et direkte dræbende blik. ”Slip..!” beordrede hun endnu en gang og med en tydelig fast stemme.

[pharrel123]

Hvad denne tøs problem var, vidste Pharrel ærligtalt ikke, et sted måtte det more ham, men på den anden side, så var han selv en enspænder og hun gik ham faktisk på nerverne ved at følge efter ham, så faktisk måtte hun også irritere ham. At hun virkelig ville overbevise ham om at det klippestykke af en mindre hule hun havde fundet var hendes, var han jo sådan set fløjtende ligeglad med! Det ragede da ham en høstblomst, han var faktisk på vej væk fra ’hendes’ hule, for at komme længere ind, for hun var ikke den eneste der havde søgt tilflugt fra månen. Han himlede svagt med øjnene og vendte de natblå øjne lettere opgivende imod hende. ”Jamen fint, så trak halen mellem benene og smut tilbage til dit hul,” mumlede han for sig selv, selvom han vidste at hun ville kunne høre ham. Han gad slet ikke slås med hende, selvom at hun tydeligvis måtte spille med musklerne, et sted var det jo faktisk morsomt at se på, specielt fordi at hun virkelig ikke havde nogen anelse om at han var hendes leder, og at han klart var noget ældre end hende. Han var måske leder, og det var ikke kun fordi han kendte dronningen, eller var kommet til at kende hende, nej det var fordi at han var hende loyal, han var hende trofast, han havde prøvet at lede en flok før, desuden var horroren ikke den mest udbredte race, og han var strategisk, så Jaqia havde gjort klogt i at vælge ham, for han havde skam svoret hende sin troskab og det var noget som hun ville have til sin død, for han agtede skam at beskytte det dvasianske kongehus og alle dem som valgte at stille sig i vejen, jamen de ville komme til at bøde for det med deres liv, for han tøvede virkelig ikke med at slå ihjel, hvis det kunne hjælpe Jaqia i den sidste ende. Og nok landet var kvindedomineret, men det forhindrede ham virkelig ikke i at sætte sin egen autoritær, for de som krydsede hans vej og tilmed valgte at lægge sig ud med ham, jamen de skulle nok også få at vide hvem det var de lagde sig op imod. ”Knægt?” gentog han lettere trodsigt, som han kneb øjnene en anelse sammen. Hun kaldte ham for en knægt? Han var ti gange ældre end hende hvis ikke mere! Så hvem der var barnet her, det blev i den grad hende! Han slap hende roligt om halsen, blot for at plante en solid knytnæve imod hendes kæbe, inden han trak sig væk fra hende. ”Og du er ikke en tøs.. du er et bæst,” svarede han stilfærdigt og med et tydeligt morende smil om de rosa farvede læber. Hun var trods alt en horror, et værre bæst fandtes ikke. ”Desuden.. så ser jeg ingen forskel på en mand og en kvinde, for tøsen kan være lige så rapkæftet som manden, lige såvel som manden kan være svag som en kvinde,” tilføjede han stilfærdigt. Lagde man sig først ud med ham, så var han virkelig ligeglad med om man var kvinde eller mand, for gjorde man det, så havde man også modet til at komme op at slås med ham og så var de skam selv udenom at blive slået til! Desuden så havde hun valgt at slå til ham først, så hvis hun ikke kunne tåle mosten, tåle sin egen medicin, så var det hendes problem!

[Deleted]

Annika blev virkelig tirrende når fuldmånen var og havde stået, og det var vel også det som egentlig måtte gå galt for øjeblikket? At hun var blevet tirret på det helt forkerte tidspunkt? At denne mand var dukket op på det helt forkerte tidspunkt? Det var det som hun gik ud fra, selvom det nu heller ikke var noget som hun tænkte meget over, for hendes tanker måtte hvile et helt andet sted. Hun var måske ikke en af de ældste, men horror var hun og hun var i den grad også den som man kunne sige, at være stolt af, for det var hun i allerhøjeste grad! Hun kneb øjnene fast sammen. Han skulle bare ikke tale til hende på den måde! Nok var hun et væsen som var kendt for at sprede død og ulykke, men at direkte bede hende om at stikke halen mellem benene og søge tilbage til hendes hul, var bestemt heller ikke noget som gjorde situationen meget bedre for hendes eget vedkommende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det bare sådan at tingene måtte være for hendes del! ”Luk ægget!” vrissede hun med en fast tone. Det var i den grad også kun tanker som gjorde hende direkte vred, hvilket bestemt heller ikke var noget som hun ønskede at skulle tænke på i den anden ende, selvom der vel heller ikke altid var noget andet valg for hendes vedkommende?
At blive holdt op mod muren og med ham foran sig, beviste kun for Annika, at hun havde valgt at tirre den forkerte, selvom det vel også var ved at være for sent at skulle gøre noget ved det. At det jo så måtte være hendes egen leder, var end ikke en tanke som faldt hende det mindste ind. For hendes vedkommende, så anede hun virkelig ikke om det var noget som hendes slags havde, for de var jo heller ikke mange tilbage, så det var jo næsten noget som måtte sige lidt sig selv! Som han slap hende, så nåede hun kun ganske kort en vejrtrækning, idet at knytnæven måtte ramme hende i ansigtet og virkelig slå hende til gulvet. Normalt var hun ikke typen som sagde av, men han slog altså hårdt! Hun tog sig til kæben, som hun vendte blikket dræbende mod ham. En anelse rundtosset, som havde slaget slået hende svimmel, så kom hun sig op på benene igen og med blikket hvilende på ham. Hun var næsten nødt til at skulle støtte sig op af klippemuren for ikke at ende med at falde direkte i gulvet endnu en gang og hun ville bestemt heller ikke lade ham fryde sig over det! ”Du kalder kvinderne for svage?” gentog hun spidst. Det var i sig selv faktisk kun en tanke som gjorde hende direkte tosset! Hun knyttede næverne fast. ”Hvem fanden er du som tør udtale sig om det på den måde?!” hvæsede hun med en fast og noget så dræbende stemme. Hun lukkede øjnene ganske kort og vendte så blikket direkte mod ham endnu en gang og med den samme faste mine som før. Der var vel heller ikke nogen grund for hende til at skulle lægge det mindste skjul på det på denne her måde? ”Magen til frækhed..” fnøs hun med en ganske så kortfattet stemme, som hun fast måtte vende blikket en anelse væk. Hun kogte virkelig. At han vovede at udtale sig på den måde, var slet ikke noget som hun kunne eller ville have med at gøre, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om! Et sted forbandet fristet til at skulle slå igen, men hun fandt det meget dumt. Hun havde kraftigt undervurderet hans styrke.

[pharrel123]

At hun ikke ville stikke halen mellem benene havde Pharrel nu heller ikke regnet med, for det var allerede nu tydeligt for ham at hun var en fighter, hun gav ikke op så let, hun fandt sig ikke i noget, og ingen skulle tale ned til hende, men.. nu måtte de jo se om hun bare havde det hele i munden eller om hun faktisk også kunne føre sine ord ud i praksis. Han ville dog ikke undervurdere hende af den grund, for han havde jo også set hvordan hun havde svunget sin pisk, så det var tydeligt at hun ikke var helt uduelig, men det gjorde ham nu heller ikke, for der var ikke mange horrorer tilbage og han ville helst af at de resterende var nogle som faktisk var i stand til at kunne forsvare sig selv og ikke bare være nogen rapkæftede køtere! At se hende gå i gulvet ved hans slag, var noget som fik det frydende smil over hans læber, for så fik han da lukket kæften på hende! Et morende smil gled over hans læber, som han betragtede hende imens hun kom vaklende op på benene igen og nærmest måtte støtte sig til væggen for ikke at falde om igen. Ja han frydede sig og han kunne virkelig ikke lade vær med det, for hun havde tydeligt undervurderet ham! Desuden var det slag også kun velfortjent efter at hun havde flået hans ryg op! Den var dog i gang med at heale lige så stille og roligt, for han bar jo også vampyrens gener og kunne derfor heale, og efter som en varulv også healede af sig selv, så healede han faktisk hurtigere end begge racer til sammen. De natblå øjne hvilede på hende med et morende skær, selvom han faktisk havde regnet med at hun ville slå igen, men det så faktisk ikke sådan ud. Og nu havde han ellers lige regnet med at få lidt morskab ud af det! Han rynkede brynene en anelse spørgende til hendes gentagelse. Han havde ikke kaldt kvinderne for svage, men faktisk hentydet til mændene! Han himlede svagt med øjnene og slog kort ud med de muskuløse arme, inden han rystede opgivende på hovedet, da han igen lagde armene over kors. ”Sandheden er, at mænd er fysisk stærkere end en kvinde, sådan er de to køn blevet opbygget, men jeg hentydede til at selv mænd kan være svage og uværdige, hvor en kvinde faktisk kan være langt stærkere end en mand, og du, eftersom du er en kvinde, burde vide bedre end alle andre, at Dvasias er kvindedomineret,” svarede han stilfærdigt, uden at han veg blikket fra hende, han havde faktisk nedgjort mændene, hvis hun havde valgt at høre ordentligt efter og ikke bare hidse sig op over ingenting! ”Du spørger om hvem jeg er uden at præsentere dig først?” spurgte han stilfærdigt og hævede sigende det ene øjenbryn. Om man troede det eller ej, så kunne han faktisk godt gå op i høflighed og formalitet. Hun ville vide hvem han var? Så måtte hun præsentere sig først, desuden så morede han sig faktisk over at hun ikke vidste at hun stod overfor sin leder, men det lod han nu ligge, for han gik egentlig ikke så meget op i det, han kunne sagtens se andre lige så værdig som ham selv – hvis de da havde bevist deres værd, for ellers kunne han sagtens føle sig højere hævet end dem, hvilket han jo faktisk også havde ret til med den titel han havde.

[Deleted]

Annika var måske en som havde det meste i munden, for det var bestemt heller ikke ofte, at hun havde været i en situation, hvor det direkte krævede af hende, at hun skulle bevise det på den ene eller den anden måde, men det var jo så også bare sådan at det nu måtte være. At han jo så var en som ønskede handling frem for det andet, have hun fundet ud af, netop ved at han faktisk havde slået direkte til hende. Ja, det havde overrasket hende at han i det hele taget havde gjort det, men det var jo så bare sådan at det var. Hun vendte blikket direkte vredt mod ham. At han bare havde vovet at slå hende, var noget som hun blev direkte forarget over og på alle måder endda! Ikke fordi at det ikke var noget som hun var vant til fra før af, for det var bestemt heller ikke første gang, at hun var blevet smækket til igennem hendes liv, men udnyttelse og misbrug havde normalt været det som fulgte trop, men ikke denne gang! Hun var bestemt heller ikke den samme som hun havde været dengang! Hun var sin egen herre og det var noget som hun i den grad også agtet at skulle holde fuldkommen fast i og på alle tænkelige måder endda! ”Jeg ved udmærket godt at landet er kvindedomineret, karlsmart!” vrissede hun med en fast tone. Ikke fordi at hun ville finde sig i, at nogen skulle nedgøre hende for hun var bestemt heller ikke dum af sig. Horrorne var der ikke mange tilbage af, skønt at de jo havde været jagtet på igennem frygtelig mange år, så var det noget som alligevel glædet hende, at visse havde overlevet til at føre det videre og nu var det jo også kommet til hende. At racen havde fået en mandlig leder, var dog noget af det sidste som hun havde regnet med, men det var nu bare sådan at det var. Verdenen omkring hende, var ikke noget som hun direkte tænkte meget over. Nej, så længe at hun kunne køre med sin egen forretning med slave og slavehandel, så var hun glad og tilfreds, for det var den måde, hvorpå at hun faktisk overlevede. At han jo så stod og fornærmede mændene var nu ikke noget som hun som sådan bed sig fast i, for hun var bare.. vred og irriteret. Det var bare det forkerte tidspunkt at nærme sig hende på. ”Mænd er måske de stærke, men det indebære bestemt heller ikke, at de lever op til deres forventninger.. specielt her til lands!” endte hun med en stilfærdig tone. Kvinder satte jo krav, de færreste kunne leve op til dem, hvilket i sig selv, faktisk var noget som hun fandt frygtelig synd et sted. Ikke fordi at det var noget som hun ville have med at gøre, for det var egentlig bare sådan at tingene nu måtte være. Hun himlede let med øjnene og med et fast fnys, som hun valgte at knytte hånden direkte, idet hun vendte blikket mod ham og med en næsten vred mine. Hvor vovede han at snakke til hende på den måde?! ”Du vil have en præsentation?” vrissede hun med en fast og vred stemme. Jamen så var det så sandelig også det som han skulle have lov til at få! ”Jeg er Annika Marcilien.. Og hvem fanden er du så?” spurgte hun med en fast tone. Nej, hun var måske ikke den mest høflige, men hvad fanden? Det var vel også noget som hun selv måtte bestemme når alt endelig måtte komme til alt?