After a full moon..

[Deleted]

Annika havde ikke nogen direkte grund til at skulle hade Pharrell for noget som helst. Han var vel bare.. som en mand nu var? Skide irriterende, en pest og en plage? Selvom hun selvfølgelig kun måtte nyde af det alligevel, for dette var bestemte ikke en aften som man kunne definere som alle andre, hvilket var en tanke som hun faktisk rigtig godt kunne lide. Hun betragtede ham med en ganske sigende mine, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn. Smilet forblev dog svagt på hendes læber. Det var faktisk svært alt det andet! Hun vendte de mørke øjne direkte mod ham. ”Du bliver et naturtalt? Du er allerede et naturtalent!” fastholdt hun med et stille smil på læben, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn i hendes øjne. I starten havde han virkelig ikke gjort andet end at irritere hende, gå hende på nerverne eller det som var værre, men nu..? Nu kunne hun faktisk slappe af i hans selskab. I det store og hele, så var det vel også fordi at hun havde fundet ud af, at han intet ondt ville gøre hende? Andet end det som faktisk måtte være direkte nødvendigt? Det var noget af en nat de havde været igennem med henblik på hinanden, dæmonangreb og deres tur ude under den store måne. Et sted så generede det hende virkelig, at hun intet kunne huske! Hun nød faktisk af hans selskab, hvilket han vel også havde fundet ud af? Ellers havde hun heller ikke bedt ham om at blive, eller slappet af med hans arme om hende, for det var en tanke som hun godt.. kunne lide? Det føles godt at have en til at beskytte sig, for det var heller ikke noget som hun var vant til på nogen måde overhovedet! Så det var noget som i den grad også måtte føles utrolig godt! Hun lukkede øjnene for en ganske kort stund. Lige hvorfor han havde valgt at stille hende det spørgsmål, var slet ikke noget som hun kunne forstå, for.. af alle ting som han kunne spørge hende om, så var det lige præcis det der? Et simpelt hus med en underjordisk kælder ville være fantastisk for hende, for hun ville i den grad nyde tanken om det naturlige. Disse grotter havde været hendes skjul igennem temmelig mange år nu, når hun ikke ønskede at være den slave for månen, for det var jo heller ikke altid at hun ønskede det. Ellers havde hun heller ikke siddet her i udgangspunktet. Hun lod ham blot hvile tæt ved halsen og indsnuse hendes duft. Hun havde et sted også.. valgt at underlægge sig ham som vampyr, selvom det måske ikke var så tydeliggjort ligesom alt det andet var, men det var virkelig underordnet set i hendes øjne. Hun kunne faktisk rigtig godt lide hans omsorg, også fordi at det var nyt for hende, men.. det føles godt på en underlig måde. ”Nu er det jo ikke fordi at vi er så mange tilbage..” påpegede hun stilfærdigt. Hvis der var et tilholdssted udelukkende for deres slags, så.. kunne hun da godt overveje at søge dertil i stedet for at løbe risikoen med alt det andet. Hun havde intet imod at hans arm hvilede omkring hende. ”Så det behøver vel heller ikke at blive.. så stort igen? Hvis du kan få det op at stå selvfølgelig,” tilføjede hun roligt. Hun vendte sig mere om på siden, hvor hun faktisk lagde sig med fronten mod ham i stedet for. Et sted så var det set i hendes øjne, et tegn på tillid, for hun afviste ham jo trods alt heller ikke.

[pharrel123]

Det var ikke fordi at Pharrell ønskede at irritere Annika, som han tydeligvis gjorde ufattelig meget og tit, for han ville faktisk gerne kunne finde ud af det sammen med hende, skønt han næsten var overbevist om at det var umuligt. Han savnede hende næsten som ulv, hvor hun havde turdet være sig selv og åbne op, i stedet for at blive sur og vred over det mindste han gjorde. Han følte kun at han kunne være i vejen for hende, skønt hun virkede til at være faldet en anelse til ro igen, for han kunne jo også ane smilet på hendes læber, hvilket var noget som smittede af på ham selv, for det glædede ham at hun kunne slappe af, selv nu hvor han måtte ligge tæt ind til hende og holde om hende, for hun var ikke længere anspændt som hun havde været tidligere, men det var måske også på grund af at hendes krop stadig kunne huske deres tur udenfor som ulve? Han havde jo aldrig gjort hende ondt – foruden når hun nærmest havde bedt om det, men ellers havde han været god og tilmed omsorgsfuld mod hende, han havde ikke så meget som forulempet hendes krop på noget tidspunkt! Men han kunne jo også mærke at det havde givet pote, nu hvor hun faktisk valgte at slappe af i hans nærvær. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. “Selvfølgelig er jeg et naturtalent! Jeg er jo fantastisk!” svarede han selvsikkert og pralende, skønt han ikke kunne skjule det morende smil. Hvorfor hun havde ladet ham blive, var han ikke sikker på, for han var faktisk i tvivl om hun kunne lide hans selskab eller ej, men.. det måtte hun vel kunne, siden hun havde valgt at lade ham blive? Det håbede han i hvert fald, selvom han på ingen måde var sikker på det! At han havde gjort hende paf ved at stille hende sine spørgsmål, var noget som et sted morede ham, skønt han ikke viste det udadtil, for han ville nødig gøre hende sur igen! Han ville faktisk gerne kunne gøre bare lidt rigtig, desuden så svarede hun jo på hans spørgsmål og han ville også gerne kende til hendes svar og hendes mening, for han kunne vel godt bygge det lidt ud af hendes ønske? Han ville gerne kunne gøre hende lidt tilfreds og glæde hende, selvom det nok blev noget af en besværlig og næsten umulig opgave at sætte sig for. Han lyttede opmærksomt til hendes ord, som hun begyndte at tale, hvor han blot lå og holdt om hende, imens han fortsatte med at stryge hende ganske let over armen. Hans blik gled let rundt i den lille klippehule, som han lå og tænkte over hvordan det skulle bygges og komme op at stå. Han vendte blikket mod hende, som hun blev færdig med at tale. “Så af alle steder, så ønsker du en celle?” Han hævede sigende det ene øjenbryn. Det var næsten det som han forbandt en kælder med, med en masse celler der indeholdt fanger. Han vendte blikket mod hende, som hun valgte at lægge sig mere om på siden og med fronten mod ham, hvor han blot lod armene forblive omkring hende. Han betragtede hende kort i stilhed, inden han kyssede hende blidt på håret, som havde hun været en lille pige – og næsten som da de havde været ulve. “Hvorfor så ikke bare bo i en grotte som her? Huset gør vel ingen forskel?” spurgte han roligt.

[Deleted]

Annika slappede faktisk af i Pharrells selskab, også nu hvor hun var blevet vant til at være ham så tæt, så var det noget som i den grad også havde sit at gøre for hendes vedkommende. Han havde ikke befamlet hende, han havde ikke gjort hende ondt eller noget lignende, hvilket selvfølgelig var noget som glædede hende mere end det som hun selv var i stand til at sige det, selvom det ikke var noget som han skulle have at vide, for det var sådan her at hun faktisk ønskede at det skulle være. At lade ham blive, var ikke noget som hun havde fortrudt på nogen måde, for det var jo bare sådan at det måtte være. Selvom han lå der og tæt ved hende, og endda også med sin arm omkring hende, så følte hun sig faktisk temmelig rolig, hvilket var en tanke som hun faktisk rigtig godt kunne lide. Et sted så var det samtidig også temmelig skræmmende for hende, men ikke noget som hun sagde noget til, for det var der vel ingen grund til? Han gjorde det vel for at vise hende.. en form for omsorg, som hun ikke rigtigt forstod? Umiddelbart så huskede hun intet af det som de havde lavet ude under månens smukke skær, for.. det gjorde hun aldrig, men der var noget alligevel. Ulven i hende var faktisk ganske rolig og det var en tanke som selv hun rigtig godt kunne lide. Hans ord var nu heller ikke noget som direkte kunne siges at komme bag på hende, for det gjorde det bestemt heller ikke! Hun rystede grinende på hovedet og uden at tage blikket fra ham. ”Du er mig en kende alt for selvsikker..” endte hun sigende, som hun hævede det ene bryn. At han bare lavede sjov, kunne hun tydeligt fornemme, men alligevel! Hun blev liggende og vendt mod ham ved hans ord. At han ønskede et sted for alle af deres slags, var da allerede mere end den daværende leder havde ønsket for folket, hvilket var noget som faktisk fik hende til at.. respektere ham langt mere end det som hun havde gjort til nu. At han forbandt en kælder med celler, var noget som fik hende til at rynke lidt på næsen, for det var bestemt ikke hvad hun måtte definere med et sted som det! Kysset mod hendes hovedbund, var noget som fik hende til at lukke øjnene. Når fuldmånen var oppe, så var det kampen mellem de to racer i hende som gjorde udfaldet, men lige nu var hun faktisk temmelig rolig omkring ham, hvilket han vel også godt kunne mærke. ”En kælder behøver da ikke at bestå af.. celler.. gør den?” endte hun ganske sigende. Det var da slet ikke noget som hun kunne forstå. Hun var ganske vidst holdt i en kælder da hun havde været en ganske ung hvalp, men det var så det! Mørke, kulde, intet sted at søge hen og konstant omringet af fire høje vægge, men af den grund, så skræmte det hende dog ikke. Hun trak let på skuldrene. Huset gjorde ingen forskel for hendes del, for hun ville nok ikke tilbringe tiden der uanset. ”Huset rager mig kan jeg vel stå ved.. Jeg foretrækker friheden.. grotter og huler..” sagde hun stilfærdigt. Hvis han holdt til i et hus, så var det hans kald. Det var ikke sådan et sted hun ville vise sig uanset.

[pharrel123]

Måske Annika ikke ville sige det højt, men Pharrell var skam ikke dum, og han kunne både mærke, se og føle at hun var faldet til ro ved ham, for inden han havde ødelagt det hele ved hans joke, så havde hun jo ikke skubbet ham væk, da han havde ligget helt viklet ind i hende, med sine ben og hans arm omkring hende. Hun havde tilmed lagt sit tæppe omkring ham, skønt hun lå fuldstændig blottet nedenunder. Han vidste at hun stolede på ham, på trods hun måske ikke havde gjort det tidligere, og han var sikker på at hun også nød hans selskab, for ellers havde hun ikke bedt ham om at blive, for han havde skam fået indtrykket af at hun ikke var en tøs som var bleg for at lade sine meninger komme til syne. Hun var rapkæftet og var hun utilfreds jamen så gav hun ham bestemt også besked. Hendes grin og det at hun rystede på hovedet af ham, fik ham til at trække på smilebåndet. “Hold da op.. hvis jeg ikke var så selvsikker, så ville du jo såre mig med dine meninger og hån,” svarede han stilfærdigt, som han sendte hende et skævt og ikke mindst morende smil. At hun blev liggende hos ham og lod ham holde om hende, var noget som glædede ham, for han kunne faktisk godt lide at hun åbnede op for ham, selvom han stadig fandt det svært at finde ud af hvornår han gjorde noget godt og hvornår han ikke gjorde. Hun var langt lettere at håndtere, da hun havde været ulv, for der havde hun ikke benægtet sine følelser eller lagt en dæmper på sine hæmninger, der havde hun virkelig vist sig selv og det havde han godt kunne lide. Han ville gerne lave et sted, hvor der var plads til alle horrorerne også fordi de ikke var så mange tilbage. Han vendte blikket mod hende til hendes ord og trak let på skuldrene. “Det behøver den vel ikke.. men jeg har næsten ikke været i en kælder, hvor der heller ikke var celler,” svarede han sandfærdigt og roligt, hvor han så lettere tænkende ud i hendes lille klippehule. Den var ikke særlig stor, og han kunne godt fornemme på hende at hun godt kunne lide det naturlige, så han måtte jo se hvad han kunne finde til racen, selvom det nok skulle blive besværligt at bygge op! Han nikkede ganske let til hendes ord. “Så vil jeg da se hvad jeg kan få bygget op,” svarede han roligt, som han løftede sin hånd og strøg hende ganske blidt over håret. Han kunne ikke lade vær med at smile, for han nød at have hende liggende så tæt ind til ham, vide at hun lod ham holde om hende og følte sig tryg, for med hendes had til det mandlige køn, så vidste han at han burde være beæret over at hun faktisk turde stole på ham, men han havde jo heller ikke givet hende grund til andet. Han lod sin pegefinger følge hendes smukke ansigtstræk, imens han fulgte bevægelsen med øjnene. “Synes den lille hvalp faldt til ro igen.. var det fordi den hørte sin alfahan gø?” spurgte han morende, selvom han dog ikke stoppede sine kærtegn af hendes ansigt, for han kunne jo faktisk godt lide at berøre hende uden at det skulle misforstås, for han var slet ikke ude på det som så mange andre mænd ville være i hans sted.

[Deleted]

Annika var meget mere rolig nu end det som hun havde været til nu. Hun vendte blikket stille mod ham endnu en gang og med den samme ganske stilfærdige mine. Hun var måske en som stolede mere på ham nu, men det var nu bare sådan at det var, for han havde jo heller ikke direkte gjort noget for at gøre hende ondt, hvilket hun selvfølgelig var rigtig glad for. Hulen gav hende en smag af tryghed, for det var det sted som hun havde at søge hen når månen var udenfor og nu hvor hun var tvunget til at blive her, så kunne hun jo lige så godt få det bedste ud af det, ikke sandt? Hun himlede med øjnene til hans ord. ”Måske det var meningen, at det skulle gøre ondt på dig?” spurgte hun ganske sigende, som hun let hævede det ene bryn. Ikke fordi at det var noget som hun sagde noget til, men det var jo ikke engang en løgn på noget tidspunkt. Hun blev dog alligevel liggende, selvom det normalt ikke var noget som hun ville have gjort. At han spurgte ind til hvad hun synes at stedet til deres slags skulle have, så var det ikke noget som hun sagde noget til, selvom det et sted vel var.. beærende på denne her måde? Hun smilede svagt, selvom hun virkelig forsøgte ikke at gøre det, men det var slet ikke noget som hun kunne gøre for overhovedet. Hun lukkede øjnene ganske let, som han alligevel lod hånden stryge igennem hendes hår, for det føles virkelig, virkelig godt. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang, ikke fordi at det var løgn, men dette var noget som han skulle vide. ”Det har det så ikke ved mig.. eller.. Det kan jeg ikke rigtigt huske, men.. det mørke og det som er småt, er det jeg godt kan lide.” Hulen var vel lidt et tegn på det i sig selv, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til som sådan, for det var jo bare sådan at det endelig måtte være når det måtte komme til stykket, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn! At han ville få bygget noget op, var nu heller ikke noget som hun sagde noget til som sådan, for hun regnede vel heller ikke med at kigge forbi det, for hun havde aldrig været til de store forsamlinger på denne her måde, for det var jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende. At han fortsatte med at stryge over hendes kind og kæbe, hvor hun selv måtte vende blikket mod ham endnu en gang og med den samme rolige mine. At han påpegede for hende, at hun var lidt mere medgørlig og rolig og stille nu, var noget som fik hende til at himle med øjnene, for det kunne hurtigt ændre sig, og det vidste han godt! ”Alfahan eller ej.. Jeg er bare lidt.. træt tror jeg,” afviste hun ganske stilfærdigt. Det var ikke fordi at hun ønskede at han skulle vide det, men hun havde brug for en til at lede hende. Ja, uanset hvor meget hun ville det eller ikke, så var hun vel meget.. dyrisk af sig, om det var noget som man ville det eller ikke, så var der jo heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun trak vejret dybt og uden at tage blikket fra ham. ”Så ikke lad det stige dig til hovedet,” påpegede hun ganske sigende og med en ganske kortfattet stemme.

[pharrel123]

Det glædede kun Pharrell at Annika var blevet langt mere rolig hos ham, for det kunne han bedre lide, end at hun skulle være så sur og vred på ham hele tiden, for det var noget som faktisk måtte frustrere ham! Hun satte ham uden tvivl på prøvelser hele tiden, og dumpede han, så var hun direkte nådesløs mod ham! Hun var kold og kynisk og hun var svær at nå ind til, selvom.. det lykkedes ham jo alligevel. Allerede til at starte med havde hun været helt anspændt ved at være ham tæt, nu kunne hun slappe af og nærmest opfordrede ham til at holde om hende, så det var vel tydeligt at de var kommet langt? Også den omsorg hun havde vist for ham som ulv, selvom han vidste at det dyriske var taget over hende, specielt under fuldmånen, skønt han hurtigt havde fået vist hvem som bestemte. Han havde faktisk nydt den nat, skønt den pludselig virkede så.. fjern. Specielt fordi hun hele tiden var så hård og vred på ham, for han havde virkelig svært ved at finde ud af, hvad han kunne tillade sig at gøre og sige og hvad han ikke kunne! Han kneb øjnene let sammen til hendes ord, og lagde en hånd mod hans nøgne og muskuløse bryst. “Så er det ærgerligt at det ikke virker.. hva’?” spurgte han morende, som han blinkede let til hende. Hvis hun virkelig var ude på at skubbe ham væk.. hvorfor havde hun så sagt at han skulle blive? Han var faktisk i tvivl om hun mente sine ord eller ej, for.. til tider kunne det godt virke som om hun sagde de ord for at skubbe ham væk og ’såre’ ham. Han ville dog gerne vinde hendes respekt og gøre noget godt for hende, såsom at bygge et opholdssted til deres race, for hun havde gjort det tydeligt for ham, at en leder skulle kæmpe for sin race og ikke underlægge sig en tilfældig kvinde der bare sad på en trone og gav sig selv retten til at bestemme over alt og alle, på trods han faktisk respekterede Jaqia, han havde jo mødt kvinden personligt. At hun kunne lide det mørkt og småt, kunne han næsten regne ud. “Præcis som her,” svarede han roligt, som han kort så sig omkring, inden han vendte de natblå øjne mod hende igen og sendte hende et skævt smil. At hun lukkede øjnene til hans kærtegn af hendes ansigt, fik ham til at trække let på smilebåndet, selvom han roligt trak hånden til sig igen, da hun vendte blikket mod ham. Hans ord var sagt i sjov, selvom han vidste at han hurtigt kunne hidse hende op og køre hende op i det røde felt, hvilket næsten var det som gjorde ham så.. forsigtig, for han ønskede jo ikke at skændes med hende! Hendes undskyldning fik ham til at trække morende på smilebåndet, skønt han ikke sagde noget til det. Han nikkede ganske roligt, inden han svagt trak på den ene skulder. At han ikke skulle lade det stige ham til hovedet, fik ham til at grine kort, inden han rystede smilende på hovedet. “Udmærket.. men hvis du er så træt.. burde du måske hvile dig lidt,” hviskede han dæmpet mod hendes ene øre, som han skænkede hendes kind et ganske blidt kys, inden han valgte at putte hende en anelse mere under tæppet, uden at han tog blikket fra hende.

[Deleted]

Annika var blevet langt mere rolig omkring Pharrell, end det som hun lige var i stand til at beskrive, men det var så bare sådan at det hele måtte være. Et sted så var det faktisk en tanke som irriterede hende, også fordi at hun vidste, at det var noget som han ville være i stand til at kunne mærke med lethed. Hendes blik forblev hvilende på hans skikkelse, som han måtte ligge der ved siden af hende. Måske hendes signaler var meget modstridende, men det var jo bare sådan at det endelig måtte blive i den anden ende. Hun lod hovedet søge en anelse på sned. Hun var måske hård ved ham, men det var så til gengæld noget som hun direkte måtte anse som en nødvendighed, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun betragtede ham med en ganske rolig og kortfattet mine, for det var slet ikke noget som hun ønskede at skjule på nogen måde, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende. Hun trak ganske let på skuldrene. ”Jeg må vel bare leve med, at det ikke virker.. Så må jeg jo leve med det, eller.. finde andre metoder..” Hun smilede et lettere kynisk smil, selvom der dog var et drillende skær i hendes øjne, som hun selv ikke kunne skjule, for han havde vækket en side i hende, som hun aldrig nogensinde havde oplevet før, og et sted så var det nyt og samtidig ganske skræmmende, også set med hendes øjne, om det var noget som man ville det eller ikke, for det var jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. At han havde regnet ud, at det var noget som denne lille hule hun kunne lide, var nu heller ikke noget som forundrede hende det mindste, for det var faktisk noget som helst tvivl om det i det store og hele. Hun blev liggende ved siden af ham og under tæppet, selvom det ikke dækkede særlig godt, udelukkende fordi at det var så hullet og så gammelt og slidt, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hans kærtegn, var noget som hun i den grad måtte nyde forbandet godt af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte blikket sigende mod ham endnu en gang, som han havde valgt at trække hånden til sig. Hun havde nydt hans kærtegn, men det var nu bare sådan at det måtte være, for hun ville ikke tvinge ham til noget, desuden ønskede hun heller ikke at fremstille sig selv som.. direkte naiv, for det var slet ikke noget som hun ville få det mindste ud af, så meget vidste hun da om ikke andet. Hun trak vejret dybt, som han direkte valgte at.. putte hende under tæppet? For pokker, det var jo bare en undskyldning som hun havde valgt at bruge! Kysset mod hendes kind, var samtidig noget som gjorde hende direkte mundlam, for det var slet ikke noget som hun havde regnet med på nogen måde. Hun vendte blikket ganske sigende mod ham og med det samme skæve smil på læben. ”Hvorfor gør du det her ved mig, Pharrell?” spurgte hun denne gang direkte. Hun forstod sig slet ikke på den effekt som han havde på hendes væsen eller på hende som person for den sags skyld, og det var en tanke som hun faktisk måtte finde ganske så skræmmende!

[pharrel123]

Det glædede kun Pharrell at Annika endnu engang var faldet til ro i hans favn, selvom han var bange for at det ville gå galt før eller siden, skønt han virkelig prøvede at tænke over sine ord, inden de flød ud af munden på ham, for han ønskede jo ikke at hun skulle blive så defensiv hele tiden! Derfor var han også påpasselig, specielt fordi han kun lige havde fået hende roet ned efter at de nærmest havde skændtes, hvilket ikke havde været med hans gode mening! Hvis hun faktisk prøvede at skubbe ham fra sig, så havde hun vel heller aldrig ladet ham komme så tæt på hende, at hun lod ham holde om hende? Og så havde hun vel heller ikke ladet ham blive? Hendes ord, det kyniske smil og det drillende skær i hendes øjne, var noget som fangede hans opmærksomhed, hvor han næsten selv endte helt.. nysgerrig? “Andre metoder? Hvilke?” spurgte han lige så nysgerrigt som han så ud, som han næsten havde lænet sig en anelse mere mod hende for at finde ud af det, hvor han blot betragtede hende lettere afventende. Hun havde andre metoder til at såre ham? Det var noget som faktisk måtte gøre ham oprigtigt nysgerrig, selvom han kun fandt det morende, hvilket han heller ikke lagde skjul på, da hans natblå øjne bar et lettere morende glimt. Om hun ville af med ham eller ej, var han faktisk lidt i tvivl om, for han kunne faktisk ikke rigtig finde ud af hende, fordi hun var så.. splittet hele tiden! Han havde svært ved at finde ud af om hun faktisk mente det eller om hun var sarkastisk og derfor gjorde hun det ikke ligefrem let for ham. Han vidste ikke om hun nød hans kærtegn, hvilket også var grunden til at han bare stoppede og trak hånden til sig, for så var han da sikker på at han ikke overskred hendes grænser, at han ikke gjorde noget forkert, for han vidste jo godt at hun bar et had til det mandlige køn, selvom han prøvede at vise hende at det ikke var alle som var sådan. Kysset mod hendes kind, var noget som faktisk faldt ham.. naturligt? Specielt fordi han havde gjort det hele tiden, da de havde været i deres ulveform – han kunne jo trods alt godt huske hvad de havde lavet, og ikke mindst hvor omsorgsfulde de havde været for hinanden. Han kunne stadig smile over at se hendes ansigt dækket med lidt størknet blod hist og her. Han vendte blikket forundret mod hende til hendes spørgsmål. Hvorfor han gjorde dette mod hende? Han blinkede let med øjnene, inden han så tænkende ud i luften. Han var næsten bange for at han havde gjort noget forkert igen. “Jeg..” Han stoppede sig selv, for han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige. Han trak svagt på skuldrene, som han endnu engang vendte de natblå øjne mod hende. Det føltes snart som om hun havde taget ham med bukserne nede! “.. d-det ved jeg ikke. Jeg må måske ikke?” spurgte han roligt, som han lod hovedet søge en anelse på sned, skønt hans øjne faktisk bar et mindre usikkert skær, hvilket man kunne se, hvis man så ordentligt efter. Han ønskede jo ikke at begå sig forkert ind på hende, ikke nu hvor han faktisk havde kæmpet så hårdt, for at vinde hendes tillid! Og nu hvor hun endelig var faldet til ro.

[Deleted]

Annika var langt om længe faldet til ro, selvom det bestemt heller ikke havde været særlig nemt. Hun var bestemt ikke meget for mandlige rolle i livet, specielt fordi at det var dem som havde gjort det ved hende, som de nu havde gjort det, hvilket faktisk var noget som gjorde utrolig ondt for hende at tænke på. Hun blev dog alligevel liggende ved hans side, for hun følte sig faktisk.. beskyttet, og det var en tanke og en følelse som hun rigtig godt kunne lide. Hendes blik hvilede direkte i hans, ikke fordi at det var noget som hun havde i sinde at skjule, for hun var virkelig årvågen af sig, og det var uden videre omsvøb, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun trak vejret dybt, selv ved hans kærtegn, var hun blevet ganske rolig. Måske at det var på grund af hendes tid som varulv, hvor hun havde været blandt ham i skikkelsen som ulv, for den gjorde noget ved hende. Hun var måske ikke nem at finde ud af, men det var sådan her at hun ville være. Hun var nødt til at være forsigtig, ikke fordi at hun havde noget andet valg, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. At han blev så nysgerrig, var noget som fik hende til at trække på smilebåndet, hvor hun roligt lagde sig til. ”Ja, det finder du jo aldrig ud af,” påpegede hun sigende, og med det samme stille smil på læben, for det var ikke engang fordi at det var løgn. Hun trak vejret stille og dybt endnu en gang. Lige nu var hun faktisk skræmmende rolig, hvilket faktisk var en tanke som skræmte hende bare en smule, men.. han var en mand og han beskyttede hende vel også? Ellers ville han vel heller ikke have reageret sådan under dæmonangrebet, selvom det at blive angrebet på ingen måder, var nyt for hende. Hendes blik forlod ham dog ikke på noget som helst tidspunkt. Lige hvorfor han gjorde som han gjorde, var ikke noget som hun vidste, men det var noget som et sted gjorde hende usikker. Han havde ikke gjort noget forkert, han var bare.. anderledes end så mange andre havde været overfor hende, og det var egentlig bare noget som hun ønskede at få sig et svar på, hvis det var noget som hun kunne om ikke andet. Hun blev liggende under tæppet, nu hvor han så venligt havde puttet hende ind under det, hvor det at han blev så forfjamsket, næsten var noget som måtte more hende. ”Jeg sagde ikke, at du ikke måtte.. Jeg spurgte bare hvorfor?” påpegede hun endnu en gang, selv med en ganske rolig og sandfærdig mine. ”Man gør ikke noget uden grund, Pharrell.. Du er.. omsorgsfuld overfor mig. Som den første, men.. hvorfor?” Hun forstod det ikke, og det var bestemt heller ikke hende normalt, at sætte sig tilbage og spørge ind til det. Han havde vækket og vundet en tillid i hende, som hun normalt aldrig lod nogen komme i nærheden af, ganske enkelt fordi at hun var nødt til at passe på sig selv – som hun altid havde gjort det, for hun havde vitterligt ikke noget andet valg! Hun var alene, og der var jo normalt ikke nogen til at passe på hende. Det havde der jo trods alt.. aldrig været.

[pharrel123]

Pharrell var udmærket klar over, hvad mænd havde gjort mod Annika, det var også derfor han gik ud fra at det var grunden til at hun var så nådesløs og kold overfor ham, stillede ham for prøve, efter prøve, test for test, prøvede at overskride hans grænser, for at vide hvorvidt han ville gå, og dog måtte han vel have klaret enhver prøve og test hun havde sat ham for? Hun havde jo ladet ham blive, hun var faldet til ro igen, og endda endnu mere til ro end det som hun havde været før dæmonangrebet, men det var vel fordi hendes krop og underbevidsthed kunne huske deres nat under fuldmånen sammen? Som han havde vist hende omsorg, havde hun også vist ham, hvor hun havde været så kærlig, snart langt mere end hvad man skulle tro at hun kunne være, men han måtte vel være kommet tæt ind på hende? Ellers havde hun vel aldrig åbnet sådan op for ham og underlagt sig ham som ulv? Hendes ord var noget som fik ham til at se lettere forundret mod hende. Hun ville ikke fortælle ham det? Han kneb øjnene en anelse sammen, som han tydeligt var utilfreds med at hun ikke ville stille hans nysgerrighed. “Jaså?” Han hævede sigende det ene øjenbryn og med en drilsk mine, hvor et lumsk smil gled over hans læber. “Du vælger at gøre mig ufattelig nysgerrig og vil end ikke stille den for mig?” Han slog let klik med tungen, som han samtidig rystede let på hovedet, inden han vendte blikket drilsk mod hende. “Jeg tror du skal.. tvinges til at sige det,” endte han lumsk, som han endte med at lægge sig en anelse mere over hende, hvor hans fingre endte med at stikke hende i siden, som han begyndte med at kilde hende. Han vidste at hun var frygtelig kilden, det var jo faktisk det som havde fået ham tættere på hende til at starte med? Han fandt det dog ganske morende, eftersom hun var horror og hendes attitude var så kold og kynisk som intet andet, men selv hun havde vist ham en mere kærlig og blød side, selvom han godt kunne mærke at hun forsøgte at gemme det bag facaderne – det lykkedes hende dog blot ikke så godt igen, for der var til tider at hun faktisk direkte afslørede det for ham. At hun fandt det morende at han blev helt mundlam, forundrede ham egentlig ikke, men han måtte erkende at hun virkelig havde taget ham på sengen. Han endte næsten med at ligge en anelse utålmodigt, som han trippede let med den ene fod, hvor han vendte blikket væk fra hende, hvor det vel egentlig var tydeligt at han ikke rigtig havde lyst til at svare? Han vidste jo ikke engang selv svaret på det! Eller.. lidt gjorde han vel? At hun så fortsat ville vide hvorfor og ikke lod til at lade ham tale udenom, måtte et sted irritere ham, skønt han blot måtte opgive og give efter for hendes ønske og spørgsmål. Han sukkede let, som han vendte blikket mod hende. “Nok du ikke kan huske det, men jeg kan huske alt, siden vi blev ulve, selv det under fuldmånen,” startede han roligt ud, som han betragtede hende med en rolig mine. Han havde ikke tænkt sig at lave flere jokes med det, for han ville slet ikke have at hun skulle op i det røde felt igen! “Du har påvirket det dyriske i mig, ganske meget faktisk. Det falder mig bare.. naturligt,” endte han en anelse mere dæmpet, som han igen vendte blikket en anelse væk fra hende. Han var ikke selv meget for at lukke folk ind i sit liv, og slet ikke tæt ind på ham! Alligevel formåede Annika det så let, hvilket et sted.. skræmte ham og ikke mindst gjorde ham usikker.

[Deleted]

Annika var direkte nådeløs når det måtte komme til mænd, selvom det ikke altid var noget som hun gjorde bevidst. Det var jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Alligevel af den grund, så havde hun vel ubevidst valgt at tvinge ham igennem den ene test efter den anden, hvor han alligevel havde formået at bestå det med glans. Hun vendte blikket stille mod ham endnu en gang, ikke fordi at det var noget som skulle sige så lidt i den anden ende. At hun alligevel formåede at gøre ham så nysgerrig, var en tanke som direkte måtte more hende. Et stille smil bredte sig på hendes læber ved den tanke alene. At han trak sig over hende igen, var noget som fik hendes hjerte til at hamre mere mod hendes bryst. ”Det kunne godt være, at du er leder.. Af den grund så har jeg ikke nogen grund til at fortælle dig det… Har jeg?” Hun hævede sigende det ene bryn, for det var slet ikke noget som hun kunne lade være med at more sig over. At han igen satte hænderne i siden på hende, var noget som for alvor måtte få hende til at stivne, for det var slet ikke lige hvad hun havde regnet med. Hun vred sig endnu en gang kraftigt under ham, idet hun brød ud i latter, for hun kunne jo slet ikke lade være! ”S-stop!” udbrød hun morende. Det var jo heller ikke fordi at hun fandt det retfærdigt, for han var en mand, og han var langt stærkere end det som hun var, og det var jo noget som hun vidste allerede! At det direkte havde gjort ham mundlam, at hun havde stillet det spørgsmål, var noget som direkte morede hende, men det var faktisk noget som hun direkte ønskede svaret på, for det var hende.. vigtigt et sted? Han var omsorgsfuld. Det var ikke fordi at hun ikke kunne lide det, for det kunne hun faktisk rigtig godt. Hun lagde sig endnu en gang til rette ved ham, selvom han måske ikke holdt om hende eller noget som helst, men det var nu bare sådan at det var. Hun lyttede til hans ord. At han kunne huske hvad de havde lavet under månen, var et sted noget som gjorde hende.. misundelig? Hun nikkede stille til hans ord. Et sted så ønskede hun jo at vide hvad de havde lavet, for det var vel.. også vigtigt for hende? Hun blev liggende ganske stille ved siden af ham, for hun havde ikke rokket sig, hun havde ikke smidt ham ud eller gjort noget som helst, for det var slet ikke noget som hun ønskede sig på nogen måde! Hun vendte blikket stille mod ham endnu en gang, næsten.. usikkert, for hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige eller hvad hun skulle stille op. ”O-okay..” sagde hun stille. Hun bed sig let i læben. Skulle hun spørge? Selvom hun ikke ønskede at virke dum, naiv og så spørgende, for hun kunne virkelig ikke fordrage det! ”Hvad lavede vi? Sådan helt ærligt..?” spurgte hun. Hun ville faktisk gerne vide helt præcist, og det indebar altså uden en joke om noget som de slet ikke havde lavet!

[pharrel123]

Det var ikke ligefrem fordi Pharrell mente at Annika gav ham en ærlig chance, for at bevise at han faktisk ikke ønskede hende ondt, at han ikke ville misbruge hende, som så mange havde, at han ikke var ude på at snyde hende eller såre hende som andre havde gjort, for det var slet ikke hans intentioner! Hun var horror, han ønskede hende på sin side, som hendes leder, men det var jo ikke den eneste grund. Han var måske kommet under huden på hende, men det var jo også gengældt, for han havde ikke været i stand til at holde hende ude, som det vidst også var gengældt. Hun var den første person han lukkede tæt på, selvom det faktisk ikke var med sin gode vilje, for han ville helst forblive indelukket som han altid havde været. Han havde bare ikke selv kontrol over det! Han vendte blikket sigende mod hende til hendes ord. “Åh jo.. det at jeg er leder giver dig al grund til at fortælle mig det,” svarede han sandfærdigt, som et næsten helt kækt smil gled over hans læber. At ramme hendes ømme punkt; nemlig det at hun var kilden, var noget som virkelig morede ham! Han endte med at lægge sig en anelse mere over hende, for at holde hende nede, hvor hans fingre fortsatte med at stikke og kilde hende i siden. Han selv slap en munter latter, som hun selv brød ud i grin, for han kunne jo slet ikke lade vær. Da hun bad ham om at stoppe, så valgte han blot at trække sig helt over hende, hvor han satte sig over tværs på hendes mave, hvor han sendte hende et direkte lumsk smil, selvom man ikke skulle tage fejl af det drilske skær i hans natblå øjne. “Stoppe? Jeg stopper ikke før du fortæller mig hvad dine andre metoder er!” endte han morende, som han endnu engang begyndte at kilde hende og sørgede for at holde hende nede, imens han slap en munter latter, for det var virkelig for sjovt! Han forstod ikke selv hvorfor han faktisk valgte at give sig hen til hende på denne måde, for.. det gav virkelig ikke nogen som helst mening for ham! Dette gjorde han normalt aldrig! Det irriterede ham at hun havde gjort ham mundlam, selvom han godt kunne se at hun morede sig over det, og det gjorde det bestemt ikke bedre! Han vendte let blikket mod hende, som hun valgte at lægge sig mere til rette ind mod ham, hvilket fik ham til at trække let på smilebåndet, skønt han kunne fornemme hvor usikker hun endnu engang blev. Han blinkede let forundret, som hun igen spurgte ind til hvad de havde lavet, hvor han betragtede hende i stilhed for en kort stund, inden han trak skævt på smilebåndet. Denne gang havde han bestemt ikke tænkt sig at lave en joke! Han skulle nødig have hende på nakken igen! “Tjo.. du mistede besindelsen da du trådte udenfor og ind i månelyset, jeg måtte tvinge dig til at underlægge dig mig, inden du valgte at stikke af, så.. det gjorde du. Derefter tog jeg mig af dig, vi jagede, selvom du ikke ligefrem fik bid, så jeg delte mit bytte med dig, og.. derefter sov vi, indtil jeg vågnede og vækkede dig, jeg kunne fornemme du var urolig, så jeg trak dig med mig hen til et vandhul, for lidt at drikke, inden vil løb tilbage her til,” svarede han sandfærdigt. Han trak let på skuldrene. Det var vel det eneste? Han så kort tænkende ud i grotten for at se om han havde husket det hele, kun for at vende blikket mod hende igen. “.. du viste mig omsorg, som jeg gjorde dig – det dyriske tog over,” indskød han hurtigt, som hun nødig skulle tro at han gjorde det bare uden videre!

[Deleted]

Alt for mange havde misbrugt og udnyttet Annika igennem de sidste mange år, så selvfølgelig var det noget som gjorde hende usikker, og af den grund, så gjorde hun i den grad sit, for at kunne passe på sig selv, og det var det som hun gjorde lige netop nu. Han var en leder, det vidste hun og det var skam også noget som hun efterhånden var begyndt at blive overbevist om i den anden ende, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn som sådan. Hun kunne faktisk more sig ved tanken om at være sammen med ham på denne her måde, for han gjorde hende også tryg i den anden ende, og det var noget som hn faktisk var ham utrolig taknemmelig for. At han havde trukket sig over hende og truet med at kilde, var noget som havde fået hendes hjerte til at hamre direkte mod hendes bryst. Hun bed tænderne tydeligt sammen og vendte blikket direkte mod ham. ”Åh ja? Det er vi to om at bestemme!” endte hun med en ganske morende stemme. Hun rejste slet ikke facaderne på samme måde, som det hun ellers ville have gjort det. At han direkte satte hænderne i siderne og kildede hende, var noget som direkte fik hende til at stivne, for hun kunne ikke have det! Hun var slet ikke god til at tackle at folk kildede hende, for hun var slet ikke vant til at nogen var så tæt på hende, at de faktisk kom i en direkte kontakt til hendes krop og skikkelse, for hun var vant til at klare tingene alene, for sådan havde det jo faktisk altid været! At han ikke stoppet, var noget som kun for alvor fik hende til at grine, idet hun næsten desperat forsøgte at få fat i hans hænder, selvom hun vel kunne virke en kende for desperat i den anden ende? ”S-STOP!” endte hun ud i en kraftig latter.
At ligge og falde til ro ved Pharrell, var faktisk en tanke som hun godt kunne lide, selvom hun slet ikke regnede med, at det var noget som de skulle gøre til noget fast, for.. ja, hun var vel lidt for kravestor? Og ham som leder, så havde han jo heller ikke tiden til at tilbringe tiden med hende på denne her måde. Hun vendte blikket stille mod ham. At han alligevel valgte at indvie hende i hvad de havde lavet, nu hvor hun selv ikke kunne huske det, var selvfølgelig noget som hun virkelig var glad for i den anden ende. Alt det som de havde lavet, var jo noget som lød.. direkte hyggeligt? For ikke at glemme, at hun lød næsten.. rolig under fuldmånen, for det var hun bestemt heller aldrig normalt! Hun nikkede stille, dog ganske stumt, som hun vendte blikket stille ned mod jorden under ham. Ikke fordi at det var noget som hun kunne eller ville skjule for ham på denne her måde. ”Det lyder jo.. næsten helt hyggeligt..” Ja, det nagede hende pludselig, at det var sådan nogle ting som hun slet ikke kunne huske, men det var nu bare sådan at det nu måtte være, uanset hvad hun ville det eller ikke! Hun vendte blikket stille mod ham endnu en gang. ”Du.. du vælger at passe på mig.. uden at kende mig..” Ja, hun forstod sig faktisk ikke på det, for det var der ikke nogen som havde gjort før!

[pharrel123]

At Annika ville bruge andre metoder for at ’såre’ Pharrell på, var naturligvis noget som faktisk måtte gøre ham nysgerrig. Hun satte facaderne op, satte ham for test og prøver, hun var nådesløs og kold overfor ham, hun havde sine skarpe meninger og hun holdt dem bestemt ikke igen, for hun sagde det skam som det var! Og var hun utilfreds, så skulle hun nok fortælle ham det, hvilket han vidste, men af den grund så skubbede hendes hånende og nedgørende ord ham ikke væk, selvom det måske inderst inde var sådan hun havde det, han selv var jo også imod at hun kom tæt ind på ham, så.. et sted burde han vel give efter og holde sig på afstand til hende? Så var han da også sikker på at hun ikke ville komme ham tæt. “Ha! Jeg skal nok få dig til at tale!” svarede han bestemt og selvsikkert, som han fortsatte med at kilde hende, hvor han ikke holdt nogen pause, for at give hende luft, skønt hun heller ikke kunne dø af luftmangel, for hendes system var jo trods alt dødt. Som hun prøvede at gribe ud efter hans hænder, så valgte han bevidst at undgå hendes, så han kunne fortsætte med at kilde hende, hvor han forblev siddende oven på hende og holdt hende samtidig nede med hænderne, da han valgte at kilde hende. Han morede sig virkelig af at se hende vride sig som en slange under ham, som en fisk på landjorden, hvor hans egen klare latter fyldte hendes lille klippehule. “Ikke før du fortæller mig det!” fastholdt han morende og dog bestemt, som han ikke stoppede med at kilde hende. Han ville vide det! Hun skulle bestemt ikke tro at hun bare uden videre kunne slippe godt fra at gøre ham nysgerrig og så uden at stille den!
At fortælle Annika sandheden om hvad de havde lavet, var ikke noget som Pharrell havde noget imod, for.. de havde jo ikke lavet noget. Det havde måske været en meget ond joke, at sige at de havde elsket, men.. han havde virkelig ikke kunne dy sig, nu hvor chancen havde dukket op! Desuden, hvem siger så ikke at det var sådan det var gået til, hvis de faktisk havde haft mere tid sammen? Det var snart en tanke som fik det til at løbe ham koldt ned over ryggen. Hans blik faldt let på hende, som hun selv valgte at se ned i jorden, skønt hendes ord faktisk måtte komme en anelse bag på ham, for.. han havde næsten troet at hun ville blive overrasket eller næsten vred over det. Han trak let på skuldrene. “Det gør det.. og det.. var det,” endte han sandfærdigt, som han ikke så væk fra hende. Hans blik faldt til hendes, da hun valgte at se op på ham, hvor han fnes let til hendes ord. “Jamen jeg kender dig da allerede..” svarede han morende, som et skævt smil gled over hans læber. Faktisk forstod han ikke selv hvorfor han var så.. kærlig og omsorgsfuld overfor hende, men det var jo nok kommet med det faktum at han ønskede at vinde hendes respekt, og så det at hun havde påvirket hans dyriske side, da de havde været ulve, der var han jo langt mere blød, for ulve var jo faktisk flokdyr, og hun var den første ulv – og specielt hunulv – som han havde været sammen med. Han var endnu ikke sikker på om det var godt eller skidt. Han strøg let nogle af hendes mørke lokker væk fra hendes ansigt, inden han lod armen glide omkring hende igen. “Du troede måske ikke at jeg kunne være mere.. betænksom for andre?” spurgte han morende, som han hævede det ene øjenbryn og sendte hende en sigende mine. Han ville ikke kalde det direkte blød, skønt det vel egentlig var hvad han havde været?

[Deleted]

Annika havde utrolig mange måder, hvorpå at hun kunne såre Pharrell. Det spurgtes selvfølgelig bare om det virket, selvom det nu heller ikke var noget som hun ligefrem havde regnet med. Hun stolede normalt ikke på nogen som helst, så selvfølgelig var det ikke noget som kunne komme bag på nogen med den fortid som hun havde vel? Hun vendte blikket ganske sigende mod ham og med den samme stilfærdige mine. At han havde trukket sig over hende, og direkte havde sat hænderne i siden på hende, for at kilde hende, var noget som havde fået hende til at bryde direkte ud i latter, for det var simpelthen for sjovt! Hun grinede faktisk fordi hun morede sig! Men også fordi at det længst allerede var gået op for hende, at dette bestemt heller ikke var fordi at han ønskede at håne eller nedgøre hende, ydmyge hende eller noget lignende, hvilket hun selvfølgelig var utrolig glad for. ”D-det er noget d-du tror!” endte hun med en direkte morende stemme, for det var slet ikke noget som hun kunne skjule på nogen måde overhovedet. Hun begyndte at sparke let med benene som hun forsøgte at få fat i hans hænder, selvom det slet ikke var noget som virket for hende, for hun kunne virkelig ikke få fat i dem overhovedet! At grine sådan og så.. muntert var slet ikke noget som lå til hende normalt, men han havde alligevel formået at vække disse sider af hende, og et sted så var den tanke hende faktisk temmelig skræmmende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. At han endte med at give hende en pause, var noget som fik hende til at falde til ro omgående, selvom det dirrede ganske let i hende. Hun hadet normalt at blive kildet!
At Pharrell havde vist sig at være så omsorgsfuld, var på ingen måder det som Annika havde regnet med, for det var noget som virkelig havde overrasket hende! Hun vendte blikket ganske sigende mod ham endnu en gang. At det direkte skulle lyde så hyggeligt, og at han havde været sådan omkring hende, var slet ikke noget som hun kunne forstå, for det var ikke noget som nogen, nogensinde havde gjort overfor hende før, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes del. Et sted så var det vel noget som.. hun direkte nød godt af? At nogen faktisk endelig måtte vise en form for interesse for hende, for det var bestemt ikke noget som hun var vant til fra før af! Hun nikkede stille. Et sted misundelig på at han kunne huske sådan noget, for hun kunne virkelig intet huske! Om det bare var det dyriske som meldte sig i ham under fuldmånen – som det gjorde ved hende, var hun ganske usikker på, men det var nok noget som hun skulle finde ud af før eller siden. ”Du kender mig ved navn.. Og intet andet,” påpegede hun stilfærdigt. Hun var en som lod sine meninger komme til syne, og det havde hun altid gjort, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Det.. var bare ikke mit førstehåndsindtryk af dig, men.. jeg må vel erkende, at.. jeg tog fejl?” endte hun ganske sigende, selvom det på ingen måder ,var noget som hun normalt gjorde, for hun tog normalt aldrig fejl! En gang skulle jo trods alt være den første, ikke sandt?