After a full moon..

[Deleted]

Annika havde allerede fået konstateret at det stadig måtte være højlys dag, så hun ville være fanget i denne lille hule, for hun kunne bestemt ikke tåle solens lys! Hun vendte blikket stille mod ham. Hun ønskede faktisk at vide hvad der var sket i nattens løb, for hun kunne bestemt intet huske, hvilket var noget af en frustration for hende, specielt når det var en mand som ham som hun havde været i nærheden af, og hun vidste at han havde været omkring hende igennem hele natten! At han var gået med til at fortælle det, var selvfølgelig også noget som hun virkelig var glad for, for det var faktisk også noget som betød noget for hende, for hun ønskede faktisk også at vide hvad der var sket, nu hvor hun intet kunne huske! At vide at de direkte havde.. elsket, var noget som gjorde hende fuldkommen ligbleg i ansigtet, for hun kunne simpelthen ikke tro det! Hun satte sig hastigt op, tog tæppet til sig også for at dække sig til, hvor hun vendte blikket direkte mod ham. Snak om at dræbe den ellers så gode stemning! For der var grænser for hvad man burde og kunne fortælle hende! At han direkte brød ud i et grineanfald var noget som fangede hendes opmærksomhed. At se ham direkte rulle om på ryggen og uden at stoppe med at grine, var noget som samtidig også måtte.. forvirre hende, for hun kunne slet ikke se hvordan det hele skulle hænge sammen. At han så havde sagt det for at snyde hende, var noget som direkte gjorde hende vred! Som intet andet overhovedet! ”Det der er bestemt IKKE sjovt!” endte hun med en tydelig mere arrig stemme, hvor hun sendte ham en direkte dræbende mine. Hvorfor gjorde han sådan noget?! Jovist havde hun nydt at være sammen med ham, selvom det nu også var noget som han slet ikke havde brug ofr at vide, for det var slet ikke noget som hun ønskede at stille ham tilfreds med, men at lyve for hende på den måde, var bestemt heller ikke en god ting! Selvom hun havde været igennem hendes misbrug og udnyttelse igennem meget af hendes liv, så vidste hun også godt at hun ikke kunne holde fast i den tanke for resten af livet, selvom.. det ikke var så svært at kæmpe sig ud af alene! Hun trak sig en anelse mere væk fra ham og væk fra det skind som de havde ligget på, hvor hun valgte at benytte sig af tæppet, også for at have noget at skjule sig bag, for hun havde mere eller mindre ikke noget som helst på kroppen, og hvis han ikke kunne tage hende seriøst, så skulle han bestemt heller ikke have muligheden for at se noget som helst! ”At.. at jeg har kysset dig det… det var kun i gengæld for hvad du gjorde! Men.. den der.. den var ond, virkelig ond!” endte hun med en direkte vrissende stemme, som hun satte sig ned ved klippevæggen. Så langt væk fra ham som hun nu lige var i stand til at komme til det, for hun kunne ikke forlade klippehulen uden at det ville gøre forbandet ondt, så det var da noget som hun helst ville undvære hvis det var noget som hun var i stand til om ikke andet!

[pharrel123]

Det at nyde natten med Annika, var noget som Pharrell virkelig havde nydt, på trods han nok ikke ville sige det til hende, for han havde næsten erfaret at hvis han åbnede op, så blev han hånet for det, hvilket jo også var grunden til at han var søgt længere ind i grotten i udgangspunktet, for hun havde gjort ham irriteret, og så havde han gjort hende irriteret og så var det blevet nødvendigt med noget fred til hovedet, hvilket vel også havde gjort godt? De var godt nok blevet angrebet af dæmoner, men det havde bestemt heller ikke været en del af planen! Han var faktisk blevet skadet, hvilket han godt kunne have været foruden! Desuden så var det jo også hans skyld at hun var blevet ramt af den sten, hvilket virkelig havde set blodigt og brutalt ud! At hun så ville vide hvad der var sket siden de var kommet udenfor, hvor månen havde taget over hende fordi hun ikke kunne kontrollere det, hvilket så var grunden til at hun ikke kunne huske det, var noget som han virkelig ikke kunne modstå! Det var måske ondt at fyre den joke af om at de havde elsket, men han kunne virkelig ikke lade vær, og hendes ansigtsudtryk var virkelig guld værd! At hun ikke fandt det sjovt, var han bestemt ikke enig i, for det var virkelig hylende skægt! Han fortsatte let med at grine, hvor han kort vendte blikket mod hende, inden han brød ud i grin igen. “Åh jo det er! Du burde.. se dit fjæs!” endte han morende, som han tog sig selv til ansigtet, som han flækkede af grin, for det var virkelig for sjovt! Havde hun set sig selv, var han mere end sikker på at hun havde flækket af grin, for det var virkelig komisk! At hun så valgte at trække sig væk, var dog noget som fangede hans opmærksomhed, for.. han ville jo heller ikke skubbe hende fra sig! Det var jo bare en uskyldig lille joke! Han satte sig roligt op igen, som han fulgte hende da hun valgte at bakke længere bagud. Hendes ord omkring kysset fik ham til at lade hovedet søge let på sned, hvor smilet forblev skævt. “Der var jo intet i det, det var jo ikke engang et rigtigt kys,” svarede han roligt, næsten som var hun undskyldt for at have kysset ham, for det var jo ikke et rigtigt et.. var det? Desuden havde hun nærmest været under månens kontrol og så tilmed med det dyriske som det mest fremtrædende, så havde hun været vampyr havde hun jo aldrig gjort det. At hun kun rykkede længere væk fra ham og endte helt nede i den anden ende, fik ham til at knibe øjnene en anelse sammen, inden han roligt kom op på benene igen. Hans bare fødder trådte let væk fra skindene, som han bevægede sig hen til hende. “Hold nu op Annika. Desuden så er det dine skind, dem skal jeg ikke erobre fra dig,” endte han roligt, som han gik hen til hende, hvor han tog fat omkring hende for at løfte hende op i sine arme, inden han roligt gik hen til skindene, hvor han satte hende igen, kun for selv at tage plads henne ved klippevæggen. Han ønskede ikke at skubbe hende væk, ikke nu hvor han endelig følte at han var trængt lidt igennem til hende. Han lagde let hovedet tilbage mod klippevæggen, uden at han tog blikket fra hende. “Desuden.. så får du det til at lyde som om jeg er forfærdelig at elske med..” svarede han stilfærdigt, hvor det morende smil endnu engang måtte glide over hans læber.

[Deleted]

Tanken om at Annika skulle være så tæt på at Pharrell at deres kroppe havde været forenet, var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre! Tvært imod, så var det en tanke som gjorde hende direkte.. bange? Ikke mindste for det faktisk at han var en god mand, hvilket hun havde fundet ud af, men så tanken om at hun ikke var i stand til at huske det, var noget af det som gjorde det meste for hendes vedkommende. Hun bed sig let i læben og uden at tage blikket mod ham og med den samme ganske kortfattede mine, for løgn var det jo trods alt heler ikke, for løgn var det ikke på nogen måde overhovedet. At han direkte måtte finde det morsomt, var noget som direkte måtte irritere hende, for det var slet ikke noget som hun fandt sig i, for hun var ikke en som man skulle grine af! Det var noget som et sted gjorde hende ked af det, hvilket var noget som hun formåede og agtet at skjule bag den hårde facade som næsten røg op med det samme. ”Det er ikke sjovt!” hvislede hun med en fast tone. Det var bestemt heller ikke fordi at han skulle have lov til at have det sjovt på hendes bekostning, for det var langt mere end det som hun lige accepterede på denne her måde! Hun fnøs ganske kortfattet, som hun havde valgt at trække sig helt væk fra ham og bare valgt at sætte sig henne ved klippevæggen i stedet for, for hun kunne ikke rigtigt komme længere væk fra ham end det som hun var nu, udelukkende på grund af den sol som fyldte hele klippeindgangen med det klare sollys, for det var slet ikke noget som hun kunne tåle! At han rejste sig for at komme hen til hende, var noget som fik hende til at sende ham en direkte advarende mine. ”Du skal bare lade mig være Pharrell! Du skal ikke komme og le på min bekostning!” hvæsede hun med en vred stemme. Hun brød sig på ingen måder om den tanke, for hun var ikke den type som man valgte at le af på denne her måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At han direkte tog hende op i sine arme, var noget som kraftigt fik hende til at stivne. Hun vendte blikket direkte mod ham, som han fik hende hen til skindene igen og selv satte sig ved klippevæggen.. lige hvad det var han var ude på, var slet ikke noget som hun kunne forstå.. Hun var virkelig lost i den tankegang, for det gav ingen mening for hende! Hun himlede med øjnene som hun direkte endte med at knuge omkring tæppet som hun havde omkring sin krop. Det varmede ikke for det mindste, men det kunne da om ikke andet, så skjule hende lidt for ham. Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. Tanken om ikke at kunne huske det, var nok det mest grusomme af det hele. ”Det udtalte jeg mig ikke om.. Jeg har aldrig elsket med en som jeg faktisk lystet.. Tanken om ikke at kunne huske hvad jeg har gjort, er forfærdelig nok! Det er bestemt ikke noget som du skal lave sjov med!” endte hun med en direkte hvisken, for løgn var det ikke. Tvært imod, så gjorde det hende faktisk sur med tanken om det på denne her måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet!

[pharrel123]

Det var virkelig morende at se hende blive så forfærdet, selvom hun vel kunne have sagt sig selv at Pharrell lavede sjov? Han vidste jo godt hvad hun havde været igennem, det var jo netop derfor han havde sagt de havde elsket, selvom.. hendes fortid var ikke til at grine af, men det var nu mere hendes ansigtsudtryk som havde moret ham, for det havde virkelig været hylende morsomt! At hun så skulle blive så sur, forstod han slet ikke, for.. hun kunne vel godt tåle en joke? Det var ikke ligefrem fordi det så sådan ud, hvilket næsten måtte skuffe ham, for.. hun var så anspændt og vred hele tiden, det måtte da blive trættende i længden! At hun fastholdt at det ikke var morsomt, så endte han også med at stoppe at le, for han kunne tydeligt se at hun slet ikke havde fanget morskaben på nogen måde, hvilket virkelig.. forargede ham? Hun var virkelig humorforladt! Og dog.. han havde jo set hende smile og være mere afslappet tidligere, hvor han havde kildet hende, hvor hun faktisk havde spillet med, og hun havde også været rolig da hun havde været ulv, men den morskab var tydeligt forbi, hvilket faktisk ærgrede ham en anelse. At hun sendte ham et advarende blik, som han nærmede sig hende, tog han sig ikke af, hvor han blot fortsatte hen til hende, hvor han satte sig i hug for at løfte hende op. At hun endte helt stiv i kroppen på grund af at han tog hende op, var noget som morede ham, selvom han ikke tog sig af det, for han gad ikke tvinge hende væk bare fordi han havde lavet en joke! At han ikke skulle le på hendes bekostning, fik ham til at vende blikket mod hende med et let smil om læberne. Han skænkede hendes kind et blidt kys, inden han satte hende fra sig på skindene. “Okay, okay! Undskyld,” endte han roligt, selvom smilet ikke falmede, hvor han roligt satte sig hen til klippevæggen, hvor hun tidligere havde siddet. Det var hendes klippehule og han ønskede ikke at tvinge hende fra sig, ved at gøre hende vred, men.. det var han vel bare alt for god til? Han tog ikke blikket fra hende, hvor han blot blev siddende. Han bøjede benene ganske let, og lod armene hvile omkring hans knæ. At hun aldrig havde elsket med én som hun elskede, kom virkelig bag på ham! Men så igen.. det var vel på grund af hendes fortid? Hendes følgende ord fik ham til at trække på smilebåndet. “Udmærket! Jeg har forstået.. undskyld,” endte han roligt, som han lænede hovedet en anelse mere tilbage og lukkede øjnene ganske let. Han trak vejret dybt og slap det i et mindre suk. Hun var og blev virkelig umulig! Desuden så havde han svært ved at finde ud af hende, for hun var virkelig som en tikkende bombe! Han kunne vel bare ikke gøre det godt? “Kunne bedre lide dig som ulv,” mumlede han for sig selv, hvor han ikke tog sig af om hun kunne høre ham eller ej, for han mente det faktisk! Hun havde været langt lettere at have med at gøre, da hun havde været ulv! Der havde hun faktisk vist ham omsorg! Og faktisk også tilladt ham at udvise det overfor hende, i stedet for at være så sur og anspændt hele tiden. Han vendte roligt blikket mod hende, selvom han ikke rykkede sig fra klippevæggen.

[Deleted]

Det var bestemt heller ikke fordi at Annika kunne se det sjove i det! Hendes liv havde ikke været meget at prale af, hun havde aldrig ladet folk komme så tæt på sig af hendes frie vilje, og så tanken om at hun skulle have gjort det uden at hun var i stand til at huske det, var faktisk en tanke som direkte måtte skræmme hende og faktisk også ekstremt meget endda! Det var ikke fordi at hun ville sige noget om at han var en dårlig en at elske med, for.. det vidste hun jo ikke noget om. Han havde ikke gjort hende noget, han havde passet på hende – af hvad hun vidste hun ikke andet, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes del. Hun vendte blikket direkte mod ham, også selvom hun virkelig ikke tog sig af hans mange gange undskyld, for det kunne hun virkelig ikke bruge til noget! Hun var nødt til at passe på sig selv, og det var bestemt heller ikke fordi a det hjalp ham at stå og lave sjov med hende på den måde, for det kunne hu ni den grad ikke finde det sjove i, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun fnøs ganske kortfattet som hun var blevet placeret på skindene på gulvet og han selv havde taget pladsen henne ved væggen. Hendes blik hvilede som stiftet til ham. Det var ikke fordi at hun ikke stolede på ham, for det gjorde hun faktisk. Han havde jo ikke decideret gjort hende noget som helst, hvilket også havde gjort forbandet meget for hendes eget vedkommende. Hun trak vejret dybt, mest af alt også for at slappe af. De skulle sidde her til solen gik ned.. De ville jo ende med at flå hovedet af hinanden inden! Og det måtte hun erkende, at hun faktisk var for træt til, men det var jo heller ikke noget som han havde brug for at vide på nogen måde! ”Jeg håber at du er godt tilfreds med dig selv, Pharrell!” endte hun med en ganske kortfattet mine, for det var ikke engang fordi at det var løgn! Hun knugede let omkring tæppet. Ja et sted så… manglede hun vel hans arme om hende? At mærke at han lå der og passet på hende ligesom han havde gjort for bare et par minutter siden? Selvom det hele så ud til at være afgået allerede for længst, så var det ikke noget som hun kunne tage sig af lige netop nu. Hun vendte blikket ganske kort ned af sig, inden hun igen vendte sig mod ham. At han bedre kunne lide hende som ulv, var noget som et sted gjorde hende.. trist? Det var jo vampyren som hun var størsteparten af tiden, selvom det nu heller ikke kom helt bag på hende som sådan, for det gjorde det virkelig ikke. Hun kneb øjnene fast sammen. ”Så stil dig bag i køen.. Det er du ikke den eneste som har fortalt mig!” endte hun vredt og et sted.. såret? Hun endte med at vende sig om og lagde sig ned på skindet. Endnu en gang havde hun valgt at gøre det med ryggen til ham, for han skulle bestemt heller ikke se hende ked af det! Hun havde faktisk selv nydt det, men.. når han gik ind på hende på den måde, så skulle han i den grad også regne med at få nogen rap over fingrene, for der var i den grad også grænser for hvad hun selv måtte finde sig i – og den grænse havde hun nu også tydeligt fået markeret!

[pharrel123]

Det var mere end tydeligt at Annika ikke fandt det morsomt på nogen måde, hvilket næsten også måtte få Pharrell selv til at blive alvorlig igen, for.. han havde jo ikke været ude på at gøre hende sur. Ja, han vidste ikke helt hvordan han havde regnet med at hun ville reagere, selvom han havde vidst at hun ville blive forfærdet, men det at se hende blive så vred, havde slet ikke været meningen! Men han bad selv om det, han var bare ked af at han havde ødelagt det hele, for han havde faktisk nydt at hun havde ligget ind til ham og med hans arm omkring hende, og det at hun havde lagt tæppet over ham, selvom hun selv lå nøgen under, gjorde også at hun viste ham tillid – en stor tillid, men det havde han vel lige fået kylet ud? Det gjorde faktisk ondt at vide, hvor han også kunne regne ud at han havde dummet sig! Men han vidste ærligt talt ikke hvordan han skulle opføre sig over for hende, for hun fik noget helt andet frem i ham, som han normalt slet ikke viste, og alligevel kunne han ikke være sig selv, for så blev han enten hånet eller også så sagde han noget forkert og gjorde hende vred i stedet for, hvilket virkelig måtte forvirre ham! Han blev blot siddende over ved klippevæggen, hvor han drejede hovedet og vendte blikket mod udgangen. Det blev næsten fristende at gå, så kunne han da umuligt gøre noget værre! Han endte med at sukke ganske let, hvor smilet var falmet helt fra hans læber. Solen var oppe og han vidste ikke om det var højlys dag, men i så fald så kunne han heller ikke selv komme ud, det kunne han kun når solen ikke var så skarp, hvilket den var i øjeblikket, så han var faktisk fanget her, selvom han mest af alt bare havde lyst til at smutte. Han drejede let hovedet til hendes ord. Om han var tilfreds med sig selv? “Jeg ville være langt mere tilfreds, hvis du faktisk ikke var humorforladt,” svarede han kortfattet, hvor selv hans blik havde forandret sig og blevet langt mere koldt, som det plejede at være. Han drejede blot hovedet igen og betragtede solens stråler der skinnede ind i grotten og gjorde det umuligt for ham at smutte. Så meget for den nat! Han havde faktisk nydt det, og derfor så gjorde det også.. ondt? Det gjorde ondt at det hele var ødelagt, selvom han kun havde sig selv at bebrejde. At hun hørte hans mumlen til sig selv, forundrede ham ikke, selvom han mente sine ord, for hun havde været langt bedre som ulv! At hun var såret kunne han dog godt høre, hvor han roligt vendte blikket mod hende som hun valgte at lægge sig med ryggen til ham. Han strøg let tungen over sine læber, uden at han tog blikket fra hende. Kunne han overhovedet gøre det godt igen? Han turde næsten ikke forsøge, for han ville bestemt heller ikke risikere at gøre det værre! De havde jo begge et stort temperament, hvilket ikke ligefrem kom nogen af dem til gavn. Han sukkede let, inden han valgte at kravle lydløst over til hende, hvor han lagde sig bag hende. “Undskyld Annika,” startede han roligt, hvor han tog fat i tæppet og trak det mere over hendes skuldre, et sted vel også for at vise at han ikke ville hende noget? Han strøg hende let over armen udenpå tæppet, hvor hans blik hvilede på hendes ansigt. “Kan du tilgive mig?” spurgte han roligt, som han let strøg nogle af hendes lokker væk fra hendes ansigt, imens han lagde sin hage mod hendes skulder, hvor han blot betragtede hende afventende.

[Deleted]

Annika havde i den grad nydt at være sammen med Pharrell, selvom det slet ikke var noget som han havde behov for at skulle vide eller kende det mindste til, for det var bare.. sådan at det nu måtte være? Nu hvor hun igen for alvor havde kontrol over sine handlinger, tanker og følelser, så var det noget som hun agtet at holde i en kort snor og så længe at det nu var længe siden at hun havde været tæt på nogen i det hele taget, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde det mindste til, for det var der vel heller ikke nogen grund til, var der? Hun var nødt til at passe på sig selv, selvom hun alligevel måtte erkende at det faktisk havde været direkte.. rart at han havde gjort det. At han havde passet på hende på den måde som han havde. Han havde trods alt vist hende denne form for omsorg som ingen anden havde gjort, og hun måtte jo faktisk erkende, at det var en tanke som hun rigtig godt kunne lide, men at pisse hende sådan af, var bestemt heller ikke noget som han ville få det mindste ud af i den anden ende, på nogen måde! Hun fnøs ganske kortfattet. ”Ja, det var jo synd..” mumlede hun spidst, som hun vendte blikket direkte mod ham og med den samme direkte vrede mine. Et sted så var det jo selvfølgelig kun en facade, for det gjorde ondt at han var så.. utilfreds med hende, men der var ikke nogen som havde taget hende i favnen, trøstet hende, vist hende omsorg og fortalt hende at det hele nok skulle gå. Det var der aldrig nogen som havde gjort! Hun var ikke vant til det, men det at han havde ligget der og holdt om hende og bare.. sovet med hende i sine arme, for det havde virkelig æret en dejlig og ikke mindst behagelig følelse, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hun havde udmærket godt hørt hans mumlen, selvom det slet ikke var noget som gjorde situationen meget bedre for hende, for det gjorde det bestemt ikke! Det gjorde hende faktisk mere ked af det, og det var bestemt heller ikke noget som han skulle have lov til at se! At han kom hen og lagde sig bag ved hende, var noget som omgående måtte få hende til at stivne, hvor hun lå fuldkommen stille. Det var ikke noget som hun direkte havde regnet med, hvor hun lagde sig, så han ikke kunne se hendes ansigt. At han dækkede hende en anelse til, var noget som faktisk gjorde hende lettet et sted, selvom det ikke var noget som han skulle have at vide! Hun rystede let på hovedet, som han fjernede lokkerne fra hendes ansigt. Hun vendte blikket direkte mod ham. Han spurgte hende om hendes tilgivelse? Det var da noget som slet ikke gav nogen mening for hendes del! Hun blinkede let med øjnene, hvor hun næsten automatisk lagde sig på ryggen i stedet for. Det var noget af det som forvirrede hende en god del og mere end det som hun faktisk kunne sige sig at bryde sig om! ”For hvad? For at udtale dig om din mening om mig? Hvis det er sådan du ser mig.. og helst vil se mig? Som et pelsede bæst på fire ben?” endte hun med en tydelig vrissen. Tanken var faktisk noget som gjorde hende ked af det, for.. hun følte ikke at nogen i det hele taget ville kunne holde af en som hende! Der var en grund til at hun aldrig havde lukket folk tæt ind til sig!

[pharrel123]

Pharrell vidste at Annika havde nydt aftenen med ham.. som ulv om ikke andet. Han anede ikke hvad hun synes om ham, når hun var i sin vampyrskikkelse, men han var sikker på at hun alligevel måtte stole en anelse på sig og føle sig en anelse tilpas, for ellers havde hun vel aldrig valgt at dele sit tæppe med ham, på trods hun lå nøgen under? Specielt ikke når hun havde været igennem det som hun havde. Hun havde udvist ham stor tillid, og han ønskede faktisk ikke at miste den. Han vidste i hvert fald hun havde nydt hans selskab som ulv, for ellers havde hun aldrig været så kærlig og omsorgsfuld ved ham, som han også havde ved hende, og måske hun ikke kunne huske det, men det kunne han i hvert fald! Det var lige før at han måtte savne deres tid i natten, for der havde hun ikke været nær så anspændt og vred, for han vidste ærligtalt ikke hvordan han skulle opføre sig omgås hende, når hun var i vampyrskikkelse, for.. hun virkede utilfreds med hvad han sagde og gjorde, uanset hvad det var! Og det var bestemt ikke let på nogen måde! Han så ikke på hende til hendes spidse ord, for.. det var jo ikke engang løgn! Hun var virkelig humorforladt! Eller.. i så fald forstod han ikke hendes humor! Hun havde faktisk ret.. for han fandt det faktisk synd at det skulle være på denne måde. Han ville faktisk gerne kunne komme overens med hende, specielt fordi han havde hygget sig med hende da de havde været i ulveform, og det havde han jo også da hun havde været vampyr, inden han havde sagt noget galt igen. Det var heller ikke fordi han ville såre hende, men.. det var jo bare en joke! Han havde ikke engang ment noget ondt i det! Han kunne ærligt talt ikke finde ud af hende! At hun stivnede som han rykkede tættere på ham, var ikke noget som han tog sig af, som han blot træk tæppet tættere op omkring hendes skuldre. At hun rystede hoved som han prøvede at fjerne hendes lokker, så endte han med at trække hånden til sig, selvom han ikke tog blikket fra hende. At hun lagde sig om på ryggen, så endte han tættere på hende, selvom han ikke rykkede sig en millimeter. Det viste vel også at hun ikke afviste ham helt? Hvis han da ikke tog helt fejl. “Min mening om dig?” gentog han let forundret, inden han lo ganske let. Hendes følgende ord fik ham dog til at knibe øjnene sammen. “Hey! Der er bestemt ikke noget galt i at være ’et pelset bæst’. Det er måske sådan andre ser på vores race, men vi er tilhænger af den stærkeste race på jorden! Det skal du på ingen måde skamme dig over!” svarede han stilfærdigt, som han var endt med at sætte sig op, skønt han ikke tog blikket fra hende, hvor han næsten betragtede hende med et strengt blik. “Og hvis du vil vide det.. så er du en smuk ulv! Og det vil jeg bestemt ikke forbinde med et bæst,” svarede han kortfattet. Ingen skulle tale dårligt om hans race! Ikke når han var i nærheden! Og at hun gjorde det, var noget som næsten gjorde ham.. arrig? Hvis hun så sådan på sig selv, så var hun en skændsel for racen! Han fnøs ganske let, som han fjernede blikket fra hende, selvom han blev siddende ved siden af hende, skønt han havde ryggen til hende. “Desuden.. så nød jeg også dit selskab inden vi blev forvandlet,” tilføjede han stilfærdigt, selvom det også var en anelse dæmpet, for.. han gad heller ikke blive sentimental! Men løgn var det ikke, for inden det var gået galt, havde de jo faktisk leet og lavet sjov med hinanden og.. det gad han ikke at ødelægge.

[Deleted]

For Annika, så var det hele kun besværligt. Dyret kunne hun ikke styre, men det var nu heller ikke noget som hun havde forsøgt sig med på nogen måde. Det var hendes stund, hvor hun for alvor var i stand til at føle sig fri, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket på nogen måde overhovedet. Hun havde skam nydt det, hun udviste faktisk en tillid til ham som hun sjældent viste nogen som helst anden, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, for løgn var det jo trods alt heller ikke! Hun havde delt tæppet med ham, hun var blevet liggende i hans favn, hvor hun havde nydt at han havde holdt om hende, selvom.. ja, det var vel slut nu? Det var næsten det som hun selv måtte føle, men det var nu heller ikke noget som hun sagde noget til som sådan, for det var der virkelig ikke nogen grund til som sådan, var der? Hun blinkede let med øjnene som han var endt med at lægge sig helt tæt ind mod hende, for det var virkelig ikke noget som hun kunne sige sig, at have regnet med, for det havde hun bestemt ikke! Hun lukkede øjnene let, bed sig let i læben, idet hun valgte at ryste på hovedet. Han skulle ikke have lov til at røre ved hende bare sådan uden videre, for det ville hun bestemt heller ikke have! At han igen endte med at grine, var kun noget som gjorde hende sur, for det var slet ikke noget som hun fandt sig i på nogen måde! Hun vendte blikket direkte mod ham og med den samme ganske så kortfattede mine. Hun var et pelset bæst, det var det som hun altid havde fået at vide, det var det som hun var blevet hånet og nedgjort for, så selvfølgelig var det også noget som gjorde ekstremt ondt for hende at vide, for.. der havde heller ikke været nogen til at overbevise hende om noget anderledes! ”Under månens blege skær kan jeg ikke huske en skid, Pharrell.. Jeg kan være dækket af andres blod såvel som mit eget, og jeg aner ikke hvor det kommer fra! Er jeg vred nok, så… så sker det! Jeg er et bæst!” At han satte sig op ved siden af hende, var slet ikke noget som hun tog sig af, hvor hun bare valgte at blive liggende. Næsten som hun endnu måtte være ham fuldkommen underdanig, men.. et sted så var det vel også hvad hun var? At han direkte komplimenterede hende som en smuk ulv, var noget som direkte gjorde hende mundlam, for det var slet ikke noget som hun var vant til at høre. Hun skammede sig ikke direkte over at være den som hun var, for det var der vel heller ikke nogen grund til, og det vidste hun jo godt, men.. Ja, til tider var det svært at indse uden nogen som helst former for støtte, for hun havde aldrig haft nogen som helst! Lige hvad det var at han gjorde ved hende, var ikke noget som hun direkte havde fundet ud af, men det var ikke altid lige behageligt.. og så alligevel. Hun trak vejret dybt, som hun vendte blikket en anelse væk fra ham og stirrede ind i klippevæggen i stedet for. ”Det siger du uden at kende mig..” vrissede hun let og en anelse.. afvigende?

[pharrel123]

At hun stivnede som Pharrell lagde sig tættere på hende, undrede ham ikke, for han var næsten vant til at hun var anspændt når hun var ham tæt, hvilket et sted var synd, for da hun havde været ulv havde hun været helt rolig og det kunne han næsten bedre lide, der havde hun ikke været imod ham, der havde hun fulgt ham, hun havde ladet ham være så fjantet og tosset som han ville være og ikke mindst, havde hun ladet ham vise omsorg uden at hun skulle blive vred eller afvisende, hvilket var noget som han faktisk havde nydt! Men han kunne godt se at han havde ødelagt det hele og han vidste ærligt talt ikke om han kunne gøre det godt igen, men.. han kunne vel forsøge? Han ville jo gerne finde ud af det med hende, også fordi de var fanget her til natten endnu engang ville komme frem, hvilket var lang tid! Specielt hvis han kunne læse solen rigtigt, for den var virkelig skarp! At hun blev sur, da han valgte at grine let igen, var noget som næsten efterlod ham med følelsen af at han ikke kunne gøre noget rigtigt, for det var virkelig svært! Han vidste snart ikke hvad han kunne tillade sig og hvad han ikke kunne. Det måtte dog forarge ham at hun direkte talte dårligt om deres væsen – eller sådan lød det næsten, for det var da en direkte fornærmelse og som leder, så fandt han sig bestemt ikke i det! Så burde hun klage overfor en anden, for det gad han virkelig ikke høre på! Han drejede hovedet og så sig over skulderen for at vende blikket mod hende igen. “Det kan trænes Annika! Du behøver ikke være månens slave! Du behøver ikke blive hjernevasket! Du kan lære at kontrollere det, hvis du gad,” svarede han kortfattet, som han kneb øjnene sammen, inden han igen vendte ryggen til hende, som han blot stirrede ind i klippevæggen igen. Hun var og blev virkelig umulig! Han fandt hende ikke som et bæst. Jovist vidste han godt at de kunne være groteske, men hvad pokker, hvilke dyr var ikke det? De var ulve, de var rovdyr, de havde et jagerinstinkt, de var dyriske, det var der da intet ’bæst’ over! Det mente han i hvert fald ikke! Desuden så var hun en smuk ulv, og han havde nydt sin tid med hende, og når de tog her fra, så ville han også huske for de gode stunder, for hun havde faktisk fået ham til at åbne op på en måde, som han ikke kendte til. Hendes vrissende og afvigende ord, var dog dråben for ham! Han vendte sig om, hvor han direkte lænede sig ind over hende, som han satte hænderne på hver side af hende og stirrede direkte ned på hende. “Jeg behøver ikke kende dig for at vide hvad jeg kan lide! Tror du jeg lyver, når jeg siger jeg nød tiden med dig?” spurgte han kortfattet, uden at han rokkede sig en meter, og så var han virkelig ligeglad med hvad hun havde været igennem eller hvad hun mente om ham! Han betragtede hende med et fast blik, som han næsten valgte at nedstirre hende. Han havde faktisk nydt tiden med hende, og det skulle hun slet ikke betvivle! “Ville du kalde mig tosset for at nyde dit selskab?” spurgte han ganske stilfærdigt og ikke mindst kortfattet. Hvilket han næsten kun kunne være den eneste der gjorde, for hun var virkelig en vred.. tøs! Hun var umulig at komme ind på.. og dog gjorde han det vel egentlig også? Han var virkelig i tvivl. Han fnøs kortfattet, som han trak sig væk og satte sig væk fra hende igen, så han ikke befandt sig på skindene, hvor han sad med ryggen til hende. “Gider du ikke have mig her, så smutter jeg.”

[Deleted]

Annika var slet ikke vant til at have nogen tæt på sig på denne her måde. Selvom det var nyt, skræmmende og fremmed for hende, så.. kunne hun faktisk rigtig godt lide det. Hun kunne godt lide at han havde ligget med armen om hende, for det havde skænket hende en form for tryghed, selvom det i den grad var ødelagt nu. Hun var ikke bare vred, men direkte ked af det. Hun var ikke det værd og hun vidste det jo godt. Det var det som hun var blevet proppet med siden hun havde været helt lille! Hun var en slave for månen, hun var et glubsk bæst som ikke kunne styre det, selvom det ikke havde gjort hende noget, frem til i aften om ikke andet, ofr nu synes hun bestemt heller ikke at det var sjovt længere! ”Månen er mit frie rum.. Månen er den stund hvor jeg faktisk kan ikke det ud som jeg ikke kan lukke ud ellers! Og ved du hvad..?? Det er skønt!” endte hun med en fast tone. Jovist var hun en sand horror et sted, selvom hun måske ikke virkede sådan, men det var faktisk sådan at det hele måtte hænge sammen! Hun vendte blikket sigende mod ham og med den samme stilfærdige mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke som sådan om ikke andet. Hun lukkede øjnene for en ganske kort bemærkning, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til som sådan. Han var ved at være irriteret, hvilket kun kørte hende op i feltet på denne her måde. Hun knugede omkring skindet. Hun havde fulgt ham, hun havde været ham underdanig og et sted så var hun det jo faktisk stadig for hun blev liggende – under ham. At han uden varsel endte med at vende sig om og direkte lænede sig over hende, var noget som fik hende til at stivne fuldkommen, for det var slet ikke noget som hun havde regnet med! Hun stirrede ham direkte i blikket, som han havde fjernet alle flugtveje for hende, ved at placere en hånd på hver side af hende. Hun stirrede ham direkte i blikket. Han nedstirrede hende og i og med at hun havde underlagt sig ham før, så var det noget som kun bragte hende et tydeligt ubehag, så det var bestemt heller ikke noget som man skulle tage så nemt på, for det var det bestemt heller ikke. Hun trak vejret tydeligt mere dirrende end det som hun normalt ville have gjort det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Umiddelbart så havde hun ikke noget at sige, for.. hvad skulle hun sige? Selvfølgelig var det hende en glæde at han havde nydt tiden med hende, så derfor gjorde det hende faktisk kun mere ked af det, at hun faktisk valgte at afvise ham og holdt ham på afstand, for.. hun havde jo selv nydt det! Det var jo gengældt! Hun vendte blikket væk fra ham som han trak sig væk fra hende. Hun trak vejret dybt, som hun blinkede let med øjnene. De var.. præget af tårer? Det oplevede hun normalt aldrig nogensinde! Hun rystede fast på hovedet. Nu måtte hun altså tage sig gevaldigt sammen! ”Jeg kan ikke tvinge dig til at vade ud i sollyset, så du er vel også tvunget til at blive her?” endte hun stilfærdigt. Ja, et sted så ønskede hun jo heller ikke at han skulle gå, men hvordan skulle man sige det, uden at det lød direkte dumt? Hun bed sig let i læben, knugede om tæppet og vendte sig direkte mod ham endnu en gang. ”Du.. du må gerne blive..” endte hun dæmpet. Selv for hende, var det et meget stort skridt på vejen!

[pharrel123]

Pharrell vidste ærligt talt ikke hvordan han skulle begå sig ved Annika, for.. det var som om at hun slet ikke gad at han prøvede, som om hun bare ønskede at være i fred, men.. så ville han heller ikke blive og genere hende yderligere, for det var tydeligt at han kun kunne gøre alt forkert, hvilket faktisk måtte frustrere ham en del! Han ville gerne have samling på racen, han ville gerne føre den frem eller i hvert fald bare beskytte den, så den ikke uddøde, for det var de tæt på! Der var ikke mange af dem tilbage, hvilket var noget som faktisk måtte ærgre ham, men det som faktisk ærgrede ham mest, var det at han ikke engang kunne holde sammen på racen, for hvis han ikke kunne enes med dem, hvad skulle det så nytte? Det måtte faktisk irritere ham en del, selvom det mest af alt frustrerede ham! Han ønskede at de skulle kunne finde ud af det, og derfor ville han også gerne prøve bare at komme lidt ind på hende, hun havde allerede underlagt ham to gange – som ulv, men det var som om hun blev en hel anden når hun var vampyr, der var hun langt mere indelukket, og derfor kunne han faktisk bedre lide hende som ulv, for så var det alligevel som om han så den rigtige Annika, og hende kunne han langt bedre lide! Han lyttede til hendes ord, selvom han ikke så på hende, da han havde trukket benene op og slået armene omkring knæene. “Befriende? Du anede ikke engang om vi havde elsket eller ej.. vil du kalde det for befriende?” spurgte han ganske kortfattet, selvom han ikke så på hende. Denne gang var der ingen morskab at finde i hans stemmeleje, tværtimod var han ganske seriøs. “Det som er befriende, er at kunne kontrollere sig selv, vide hvad man har lavet, når man vågner op dagen efter.. det er endnu mere befriende at have kontrollen over sig selv i stedet for at være månens træl, desuden.. så kan man stadig bruge fuldmånen som undskyldning for at opføre sig som et bæst og lukke ulven ud,” svarede han stilfærdigt, hvor et let smil gled over hans læber, skønt hun ikke ville kunne se det, da han sad med ryggen til hende. Selv tanken var noget som faktisk måtte give ham en befriende følelse. At hun stivnede og trak vejret dirrende, da han valgte at læne sig ind over hende, tog han sig ikke af, for ærligt talt, så var han faktisk ligeglad med hvad hun havde været igennem, hun var ikke den eneste med en dårlig fortid! Og han sad bestemt ikke og tudede over sin! Det som dog irriterede ham mest, var at hun slet ikke troede på ham. Men eftersom hun ikke svarede ham igen, så følte han alligevel en form for tilfredshed, for endelig tiede hun stille! At hun fik tårer i øjnene vidste han ikke, da de var kommet efter at han havde trukket sig væk og vendt ryggen til hende igen. Det var slet ikke fordi han gad skændes med hende, for han havde faktisk nydt tiden med hende, og det ville han heller ikke lægge skjul på, for.. hvorfor skulle han? Hun havde da fortjent at vide at han havde nydt nattetimerne med hende. “Hvis du ikke gider have mig her, så skal jeg nok smutte,” endte han kortfattet, som han egentlig blot ventede på hendes afgørelse, for måske han ville blive ramt af solen, men det ville kun være kort smerte, inden han kunne søge længere ind i grotten og give hende fred. Hendes ord var dog noget som kom bag på ham. Han måtte godt blive? Han blinkede let med øjnene, inden han drejede i kroppen for at vende blikket mod hende, inden et skævt smil gled over hans læber, for det gjorde ham faktisk i godt humør igen! Han lagde sig roligt ind på skindene, selvom det var med et mellemrum imellem dem, da han heller ikke ville virke påtrængende. “Så skal jeg nok prøve at opføre mig ordentligt,” svarede han morende, som han lagde hovedet mod sin ene arm, uden at han tog blikket fra hende.

[Deleted]

Annika var slet ikke god til mennesker, hvilket også var grunden til at hun var som hun var for øjeblikket overfor Pharrell. At hun havde underlagt sig ham hele to gange kunne hun ikke huske, kun den ene gang inde i grotten hvor hun var endt forvandlet udelukkende fordi at hun havde været vred nok. Det var faktisk ikke noget som hun kunne gøre for ellers, for det var virkelig bare noget som skete, og den tanke var noget som i det store og hele, faktisk også måtte skræmme hende en god del, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn! Hun vendte blikket direkte mod ham. De var tydeligvis ikke helt enige med henblik på månen, for det at hun ikke kunne huske noget, det at hun kunne gå amok hvis det var det som hun ville, det var virkelig.. befriende! Hun kneb øjnene let sammen. Han havde jo desværre fat i en pointe, selvom det bestemt heller ikke gjorde det nemmere for hende på nogen måde, for tanken omkring det, var faktisk kun noget som gjorde hende direkte sur, for hun så bestemt ikke på det som retfærdigt! ”For mig er det befriende at jeg kan få lov til at gå amok! Om det så er over et forbandet dyr eller om det går ud over en hel landsby, det er virkelig underordnet! Desuden.. så er vi ikke mange igen, Pharrell hvis det ikke er gået op for dig. Jeg har aldrig været tæt på en anden ulv under månens lys..” endte hun ganske kortfattet, for det var ikke engang fordi at det var en løgn på nogen måde. At han havde valgt at trække sig væk fra hende igen, var noget som hun i den grad også havde det helt fint med, for det andet var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre på nogen som helst måde overhovedet! Hun blinkede let med øjnene og uden at rokke sig det mindste. At han skulle have ondt ved at gå ud i solens lys var jo heller ikke noget som hun ønskede sig. Han vidste ikke hvordan han skulle omgås hende? Hun vidste i den grad heller ikke hvordan hun skulle omgås ham! At han alligevel kom hen til hende som hun havde sagt at han godt måtte blive, var nu heller ikke noget som hun sagde noget til, selvom.. det jo faktisk gjorde hende glad? Hun vendte blikket stille mod ham, også selvom hendes øjne var lettere blanke, så var det ikke noget som hun sagde noget til lige nu. Et sted så håbede hun jo på at han ikke lagde mærke til det, for det var direkte pinligt også set i hendes øjne, for det var det i den grad også! Hun trak vejret dybt, som hun igen lagde sig til på skindet, også selvom han havde taget afstand til hende, så.. måtte han jo selv om det, selvom hun havde nydt at han havde ligget og holdt om hende, for det føles virkelig rart. Men det var ikke noget som han skulle vide! Et stille smil passerede endeligt hendes læber, som hun roligt vendte blikket op mod ham. Ikke fordi at hun havde noget imod at han lå der men.. det var alligevel ikke tæt nok? Hun nikkede blot til hans ord, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile. ”Udmærket.. Skal vi så sove igen? Der er lang tid til mørket falder på?” endte hun dæmpet. Hun var ganske vidst træt, men hun sov ikke hvis han ikke gjorde! Rent princip for hende. Desuden.. ville det vel også give hende en undskyldning for at komme lidt tættere på ham?

[pharrel123]

Pharrell fandt det skam også befriende at kunne gå amok på hvad som helst, men derfor brød han sig ikke om ikke at kunne huske noget dagen efter, desuden var det jo også kun en ulempe ikke at kunne kontrollere sig selv, for man blev arrig, man tænkte ikke fornuftigt eller logisk og det kunne blive ens nederlag, hvilket han ikke ønskede at risikere! Men selvom han kunne kontrollere sig, så brugte han da stadig fuldmånen som undskyldning for at kunne gå amok, for det var næsten dejligt at kunne komme af med en masse aggressioner, selvom det måske ikke ligefrem var på et fair grundlag, men det var der jo ingen der havde behov for at få at vide! Han betragtede hende ganske kortfattet. “Selv når du kan kontrollere din ulv under fuldmånen, så kan det stadig være befriende. Tag mig for eksempel, jeg kan kontrollere mig, og jeg bruger fuldmånen som en undskyldning for at kunne gå amok, rasere en hel landsby eller nedlægge et dyr, hvad du nu vil, og jeg kan stadig huske alt hvad jeg har lavet dagen efter, i stedet for at få blackouts, derfor er det bedre at kunne kontrollere det end ikke,” svarede han stilfærdigt. På det punkt så ændrede han virkelig ikke sin holdning, for det var virkelig sådan hans synspunkt måtte være, også fordi han slet ikke brød sig om ikke at kunne huske noget, og også det at man mistede sin besindelse og logik, hvilket han bestemt ikke ønskede at tabe en kamp på, bare fordi han dummede sig under en fuldmåne! At hun faktisk gerne ville have at han skulle blive hos hende, var noget som faktisk måtte komme bag på ham, for.. det havde han virkelig ikke regnet med at høre hende sige! Han havde næsten været forberedt på at hun ville sende ham bort, en kort smerte gjorde jo intet for ham, for.. han gad heller ikke gøre det værre, men når hun faktisk selv sagde at han gerne måtte blive, så ville han bestemt heller ikke sige hende imod! At hun faktisk selv smilede, var noget som gjorde ham glad og ikke mindst også lettet, for det var rart at hun faktisk ikke var sur hele tiden, for han vidste ærligt talt ikke hvordan han skulle omgås hende, hvordan han skulle opføre sig, for han følte virkelig at uanset hvad han gjorde, så var det forkert. Han havde godt hørt at han havde såret hende, hvilket vel også var grunden til hendes blanke øjne? Han sagde dog intet til det, tværtimod fik han næsten dårlig samvittighed – hvilket normalt ikke lå til ham, men han ønskede ikke at såre hende, for en gangs skyld var han ikke ligeglad, men han havde virkelig også nydt sin tid sammen med hende. At hun ville sove fik ham let til at trække på skuldrene. “Det ved jeg godt, og du sover bare løs, det skal jeg ikke blande mig i,” svarede han stille, uden at det stille smil falmede det mindste, ikke nu hvor hun endelig var faldet ned. Det var vel også tydeligt at høre på hans ord at han ikke selv havde planer om at sove? Han måtte indrømme at han i øjeblikket var lidt for.. vågen til det. Han blev nok træt igen om et par timer, eller kunne nok godt sove et par timer igen, men som hun selv sagde: der var lang tid til. Han blev dog liggende med de få centimeter imellem dem, for han ønskede som sagt ikke at bringe hende ubehag. Blikket tog han dog ikke fra hende på noget tidspunkt.

[Deleted]

Bare det faktum at man kunne få lov til at gå fuldstændig amok, var noget som selv Annika virkelig måtte nyde! Det var bare blevet hende en direkte vane, at hun ikke kunne huske noget som helst af det som skete, at hun ikke kunne huske noget som helst af det som skete, for det var jo bare sådan at hun nu var vant til det, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for løgn var det jo trods alt ikke engang. Hun ønskede ikke at skændes med hende, også fordi at hun kunne huske og mindes hvad han havde gjort for hende, for hendes tid som ulv her i grotten var jo trods alt noget som hun var i stand til at huske, så det var vel også kun en god ting i det store og hele? Det var sådan at hun selv måtte se på det om ikke andet. Hun betragtede ham med en yderst kortfattet mine, for løgn var det jo ikke engang! ”Du har måske ikke fundet ud af det, men det er ikke alle som er som dig! Jeg ved ikke hvordan jeg skal kontrollere det! Jeg ved ikke hvordan jeg gør de forskellige ting! Så jeg lader bare tingene ske som de nu gør, og så må jeg tage den derfra, og det betyder altså at jeg raserer en hel landsby uden at vide det!” endte hun med en direkte vrissende stemme. Det var ikke fordi at hun ønskede at skændes med ham, men det hjalp hende heller ikke ligefrem i den anden ende, når det var sådan her at hun havde det i det store og hele, for det var jo ikke engang en løgn. Hun vendte blikket sigende mod ham som han blev siddende hvor han nu gjorde, selvom det nu heller ikke var noget som hun ønskede at blande sig i, for det fik hun intet ud af alligevel. Hun ønskede jo trods alt heller ikke at han skulle gå, for.. hun nød jo af hans selskab, som hun normalt ikke ville gøre det ,så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, for det var jo ikke engang fordi at hun ville skjule den sandhed for ham, men hun vidste virkelig heller ikke hvordan hun skulle fortælle det til ham, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende. At han igen måtte komme hen til hende, var noget som kun svagt fik hende til at smile, for hun havde jo trods alt også nydt at ligge der sammen med ham, også selvom det var tydeligt at han ikke havde tænkt sig at sove lige nu. Om ikke andet, så var det kun noget som udsatte hendes egen søvn! Hun sukkede dæmpet og trak så let på skuldrene. Tårerne fik hun da under kontrol igen om ikke andet, hvilket var noget som hun var ganske tilfreds med i det store og hele, for løgn var det jo trods alt heller ikke! Hun vendte blikket direkte op mod ham og med den samme ganske så kortfattede mine. ”Det må du jo selv om..” mumlede hun let, som hun strækkede sig, idet hun lagde sig let til rette på skindet. At han valgte at holde afstand til hende, var nu heller ikke noget som hun sagde noget til, for det var jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være, for.. hun ønskede faktisk hans favn at ligge i endnu en gang, ligesom det havde været før de var vågnet op. Hun lagde sig til og med ryggen til ham, selvom hun ikke lagde sig til at sove af den grund. Hun kunne ikke?