After a full moon..

[pharrel123]

At Annika fandt det befriende at kunne gå amok, forstod Pharrell skam godt, men var det virkelig befriende, når man ikke kunne huske noget som helst? Hun var blevet sur over at han havde lavet en joke med at de havde elsket, og tænkt hvis de havde? Så havde hun ikke kunnet huske det, hun havde jo slet ikke kontrollen over sig selv, og det var en følelse som han bestemt ikke brød sig om! Han hadede virkelig den tanke at noget andet eller andre skulle bestemme over ham! Han var en fri mand, præcis som hun følte sig, derfor havde han det også fint ved at være leder! Selvfølgelig vidste han godt at Jaqia var hans dronning og faktisk bestemt over ham, men han var stadig en fri mand. Desuden havde han mødt kvinden personligt, og han havde selv valgt at følge hende, for hun havde en karisma som faktisk var betagende og imponerende! Desuden så var det jo ikke ligefrem fordi hun havde noget krav til ham som sådan, foruden at han fulgte hende, hvilket han også havde valgt at gøre, præcis som hans far havde valgt at gøre for deres konge af det land han kom fra, selvom det var frygtelig mange år siden. Han himlede let med øjnene. “Og du lærer ikke at kontrollere det, hvis du ikke træner! Det nytter ikke bare at give sig hen til det. Så længe månen har kontrollen over dig, er du ikke andet end en arrig og sårbar ulv, der mister sin besindelse og fornuft og ikke mindst sin logik!” svarede han kortfattet, som han kneb øjnene let sammen. “Det ender med at blive din død,” afsluttede han let, som han vendte blikket væk fra hende. Det var også grunden til at han selv var begyndt at træne det for mange år siden, for han skulle nødig dø af en lille fejl eller bagatel! Og så ville han ikke engang kunne huske det! Han var dog forundret over, at hun faktisk gerne ville have at han blev hos hende, for efter at han havde kørt hende op i det røde felt og hun var blevet stiktosset, så havde han faktisk regnet med at hun helst ville have at han gik. Han sørgede dog for at holde afstand til hende, så hun ikke beskyldte ham for at være anmassende, påtrængende eller frembrusende, for det gad han ikke! Han ønskede virkelig ikke at gøre det værre! Derfor blev han liggende med et mellemrum imellem dem, hvor der sagtens ville kunne ligge en anden person imellem dem, men han var ligeglad, for han ønskede ikke at gøre hende endnu mere sur eller dårligt tilpas, nu hvor han endelig havde fået hende til at falde til ro igen. Han nikkede blot let og betragtede hende som hun lagde sig med ryggen til ham, hvilket fik ham til at sukke ganske let, inden han lagde sig om på ryggen. Han stirrede blot op i grottens loft, uden at et ord forlod hans læber. Hun måtte godt sove, men han kunne ærligt talt ikke, for det var han slet ikke rolig nok til. Og så kunne han bare ligge med de dumme tanker i hovedet! Han følte næsten blot at give op når det kom til hende, selvom det normalt slet ikke lå til ham! Men hun var virkelig svær at stille tilfreds, og selvom han intet ondt mente i sine ord generelt, så virkede det til at han altid skulle sige de forkerte ting. Han sukkede let endnu engang, hvor hans blik blev en anelse fraværende, som tankerne fyldte hans hoved.

[Deleted]

Annika havde aldrig haft nogen eller noget til at guide sig i den ene eller den anden retning, og når man var en ung kvinde med alt for mange frustrationer, så gik det altså galt før eller siden, og det var i den grad også det som var sket for hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Lige nu havde han bestemt heller ikke gjort andet end at pisse hende direkte af, og det var en tanke som direkte gjorde hende arrig, selvom det nu heller ikke var det alene, for det havde faktisk også gjort hende direkte ked af det, for han kendte absolut intet til hendes liv! Hun kneb øjnene direkte dræbende sammen. Hvis det skulle gå hen og blive hendes død, så var det heldigvis ikke noget som hun ville være i stand til at kunne huske! Hun himlede let med øjnene. ”Du har ingen anelse om hvordan jeg er som ulv når jeg først er alene, Pharrell.. du kender mig ikke nok til at vide hvad jeg gør og hvad jeg ikke gør! Jeg er jo trods alt ikke død endnu!” endte hun med en tydelig vrissen. Hun havde brug for vejledning, selvom det slet ikke var noget som hun kunne finde på at bede ham om! Specielt ikke når hun var så meget oppe at koge som det hun følte sig for øjeblikket, for det var virkelig.. intenst! At han valgte at blive, var noget som hun alligevel var glad for, for han gav hende en yderst mærkværdig følelse af.. tryghed. Ikke fordi at det var noget som hun direkte kunne sige sig at ville blande sig i, for det var slet ikke hendes hensigt på nogen måde, for det var jo trods alt bare sådan at tingene nu bare måtte være, så kunne hun heller ikke rigtigt gøre noget ved det. Hun lagde sig til rette på skindet og under sit ellers så lasede tæppe. Det gav hende ikke rigtigt noget, selvom pointen vel var at han holdt en respektabel afstand til hende? Selvom det nu heller ikke var noget som hun direkte kunne sige noget til, for det kunne hun bestemt heller ikke, men det var jo trods alt bare sådan at det nu endelig måtte være. Hun bed sig let i læben som hun næsten kunne fornemme at han måtte lægge sig med ryggen til hende. Et sted så var det noget som naget hende, for.. han vendte altså den forkerte vej! Hun rystede let på hovedet, som hun trak tæppet godt om sig og forsøgte med at finde den rette måde at ligge på igen. Hun ønskede ikke at han skulle have ondt på grund af hende, så hvorfor ikke bare blive i denne lille hule? Så kunne de umuligt gå i vejen for dæmonerne uanset, for de ville da umuligt kunne vide at de var der! Desuden så udgjorde de absolut ingen trussel lige for øjeblikket! Hun lå et godt stykke tid og bare stirrede ind i klippevæggen, selvom hun slet ikke havde tålmodighed til den slags! Det at ligge stille så længe, det var bare ikke hende og det blev heller aldrig bare hende at gøre sådan noget! Hun endte med at sætte sig op og vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. Ikke vredt eller noget i den stil, for hun ønskede jo ikke at skændes med ham. Det irriterede hende faktisk at det ikke bare kunne.. gå som smurt! ”Ligger du og mugger over mig..?” endte hun med en kortfattet stemme. Måske meget direkte, men.. hun ønskede at vide det. Hun var faktisk træt af, at hun ikke kunne begå sig ordentligt i et selskab som i hans!

[pharrel123]

Måske at Pharrell var god til at få Annika op i det røde felt, men det var jo faktisk også gengældt. Hun havde en eller anden fantastisk måde at få gjort ham irriteret på, og om det var fordi hun selv blev hidsig eller fordi de blev uenige vidste han ikke, men.. det skete altså! Hun havde selvfølgelig ret til at mene det som hun gjorde, men.. det kunne jo koste hende livet! Og var det fordi han var bekymret for hende? Det ville da være tosset! Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde været bekymret for nogen som helst! Han trak lettere ironisk på smilebåndet til hendes ord. “Ved du måske selv hvad du laver, når du er ulv?” spurgte han ganske kortfattet, hvor det var tydeligt at han selv kendte svaret på det spørgsmål, for det gjorde hun nemlig ikke, hun kunne jo ikke huske en skid af hvad hun lavede! “Og eftersom jeg faktisk har begået mig med dig som ulv under en fuldmåne, så kender jeg dig nok bedre som ulv end det du selv gør,” svarede han lettere fattet, hvor et næsten provokerende smil gled over hans læber. Et sted ville han jo bare gerne have at hun indså at hun kunne miste livet ved ikke at kunne kontrollere sig selv, for det kunne hun! Og det ønskede han jo faktisk ikke. Og det var bestemt heller ikke fordi han havde tænkt sig at komme op at skændes over det, for det var da kun for latterligt! Han havde endelig fået hende til at falde en anelse til ro og det ønskede han bestemt ikke at ødelægge bare sådan uden videre! Han blev dog liggende på ryggen og med blikket op mod grottens loft, uden at han så væk. Han lod hende blot blive liggende og med ryggen til ham, uden at han sagde det mindste eller rørte på en eneste muskel, som han lå og slappede af. Hans arme lå langs hans sider, hvor han næsten endte med at blinke let træt med øjnene, for.. det var kedeligt at ligge og lave ingenting! At hun var træt og ville sove, skulle hun da have lov til, han faldt jo nok i søvn på et tidspunkt alligevel. At hun så valgte at sætte sig op lige pludseligt, fik ham dog til at vende blikket opmærksomt mod hende, for.. hvad var nu galt? Han blinkede let med øjnene, som han betragtede hende ganske let, inden et morende smil gled over hans læber som hun udtalte sine ord, hvor han roligt vendte blikket op mod loftet igen. “Jeg mugger ikke over dig Annika, du har ikke gjort noget galt,” forsikrede han hende roligt, som han gik ud fra at hun hentydede til hans suk, skønt det kun havde været fordi han følte at han tværtimod ikke kunne gøre noget rigtigt, og skulle hun nu til at blive sur, fordi han lå og sukkede? Så var det da kun et bevis på at han havde ret! Han strøg let sin tunge over sine læber. “Jeg troede du var træt?” Han vendte let blikket mod hende og betragtede hende roligt afventende. Hvorfor hun pludselig havde sat sig op vidste han ikke grunden til, men noget sagde ham at der lå mere bag end bare hendes spørgsmål, han kunne selvfølgelig tage fejl, for det havde han jo gjort så mange gange.

[Deleted]

Annika var slet ikke vant til at være omkring andre mennesker på denne her måde, så det kunne vel heller ikke forundre nogen at hun egentlig reagerede som hun gjorde? I det store og hele, så havde hun ingen anelse om hvordan hun skulle begå sig, så selvfølgelig var det også noget som gjorde forbandet meget i udgangspunktet, selvom det nu heller ikke var noget som hun decideret sagde noget til, for det var der ingen verdens grund til i den anden ende. Hun ønskede ikke at skændes, men lige nu havde han gjort hende så vred. Hans spørgsmål var dog ikke noget som gjorde det bedre, for han kendte vidst allerede svaret på den! Hun fnøs ganske kortfattet og med den samme direkte vrede mine, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn på nogen måde overhovedet! ”Du skal bare fortsætte med at kære rundt i den, ikke..?” vrissede hun med en direkte vred mine, for det var noget som direkte gjorde hende vred at tænke på, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt i det store og hele. Det gjorde ondt for hende at vide, at det var sådan at det hele skulle foregå, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Det var vel også derfor at hun faktisk havde lagt sig med ryggen til ham i udgangspunktet? For hun vidste ikke hvad andet hun kunne gøre end at.. holde sig selv lidt på afstand og virke afvisende? Om ikke andet, så kunne hun vel godt se frem til at det hele ville blive som det var engang før! Selvom det selvfølgelig krævede sit, nu hvor hun skulle finde et nyt skjul til fuldmånen, for nu kendte han jo trods alt til dette sted! At han sukkede og det hele var noget som direkte irriterede hende, for hvad havde hun nu gjort forkert?! Hun havde sat sig op og vendt sig direkte mod ham og med den samme mine. Hun var nødt til at holde bare en anelse mere fast i det, end det som man sikkert var vant til at se hende med, men det var nu bare sådan at det nu endelig måtte være, for hun kunne intet gøre ved det alligevel! Hans følgende ord indikerede mere eller mindre blot en afvisning for hende. Hun himlede med øjnene. Fint! Så gad hun godt nok heller ikke forsøge! ”Jo..” mumlede hun blot, som hun igen lagde sig ned, denne gang med en lidt større afstand til ham og stadig med ryggen til. Hvis det var sådan at hendes store leder ville have det, så måtte hun jo bøje sig i støvet for hans mening og vilje, og så bare gøre som han krævede af hende. Hun var en slavehandler, det var det som hun var vant til at lave. Hun omgik sig med folk professionelt og dette var gået hen og blevet ganske personligt, hvilket var nyt og samtidig også forbandet skræmmende for hendes vedkommende, for hun kunne slet ikke have noget med den tanke at gøre i det hele taget! Hun krøb godt sammen, som havde hun været en lille hvalp, hvor hun bare blev liggende ved siden af ham. Så skulle han da nok få sin vilje, hvis det var fordi at det nu var ham som skulle have lov til at være ganske afvisende, for det var bestemt heller ikke noget som hun ønskede set fra hans side af om ikke andet.

[pharrel123]

At de begge var ved at komme op at køre igen, var noget som Pharrell tydeligt kunne mærke, selvom det jo slet ikke var meningen! Men når hun fortsatte med at være vred og sur, så endte det også med at påvirke ham, for han gad ikke at hun skulle være så afvisende som hun var, hvilket kun gjorde ham selv langt mere kold overfor hende, skønt han faktisk gerne ville kunne komme overens med hende, men det så ud til at uanset hvad han gjorde, så var det forkert, hvilket virkelig måtte frustrere ham og ikke mindst forvirre ham, for hvad pokker skulle han gøre for at få hende med? Han kunne slet ikke genkende den ulv han havde nydt natten sammen med, for hun var helt anderledes som vampyr, men.. den ulv måtte vel også være i hende som vampyr? Det var han næsten overbevist om, ellers ville hun da slet ikke være kærlig og omsorgsfuld overfor ham som ulv! Hun havde trods alt været et bæst ude i fuldmånen, men han havde fået hende til at underlægge sig ham og følge ham, så.. det kunne han vel i princippet også når de var vampyrer? Hendes ord fik ham til at sukke lettere opgivende, hvor han valgte at lade det ligge og rystede let på hovedet. “Bare glem det..” endte han kortfattet, som han vendte blikket væk fra hende. Hun var sur på ham, men det var ikke ligefrem noget nyt. Han var næsten vant til at hun var sur og vrissende, for det var hun jo hele tiden! Og derfor havde han faktisk bedre kunne lide hende som ulv, også fordi hun havde været langt mildere, utroligt nok når det var hendes indre bæst der havde været fremme! At hun var såret og vred kunne han godt fornemme, for han havde set hendes blanke øjne, ligesom han havde hørt den triste undertone, plus hun lagde sig med ryggen til ham. Det forvirrede ham virkelig, for han vidste ikke hvordan han skulle gøre det godt igen! Når han først fik hende op i det røde felt så kunne han kun gøre det værre, det var da allerede gjort klart for ham! At hun fandt hans ord afvisende og også blev vred over det, gik op for ham, da hun endnu engang lagde sig ned, endda med større afstand til ham og med ryggen til ham, hvor han blot mistede underkæben og sukkede tungt. Hvordan kunne han være så elendig omkring hende?! Han slog sig selv i panden, hvor han forbandede sig selv inde i hovedet, selvom det ikke ligefrem nyttede noget at blive vred, skønt det mere var på sig selv, for han hadede virkelig at han skulle gøre det værre hele tiden! Han lagde sig om på ryggen igen, hvor han blot betragtede sig af loftet i et kort øjeblik. Han ville jo gerne gøre det godt igen, men det virkede bare så umuligt! Han bed sig let i den bløde underlæbe, inden han drejede hovedet og vendte blikket mod hende. Han vidste ikke hvad han kunne tillade sig og hvad han ikke kunne, men.. han gad virkelig ikke skændes mere med hende! Han strøg let tungen over hans læber, inden han næsten tøvende valgte at rykke tættere på hende, hvor han lagde sig på siden bag hende, inden han lod sin ene arm søge omkring hende – hun havde ikke afvist ham tidligere, så.. hun havde vel ikke haft noget imod det? Han havde jo været helt viklet ind i hende, så det kunne han umuligt tro! “Du ved.. jeg har din fært … det vil sige at jeg kan finde dig hvornår jeg vil,” hviskede han med en næsten drillende tone i hendes ene øre, selvom det vel også var tydeligt at han var en anelse forsigtig?

[Deleted]

Det var slet ikke fordi at Annika var ude på at skændes og diskutere med ham, for det var slet ikke meningen på nogen måde. Tanken bag var egentlig bare at hun ønskede at han skulle prøve at forstå hende. Han havde ingen anelse om hvordan det havde været at være hende igennem hendes liv, hvor hårdt det havde været, hvor nedladende og nedværdigende det havde været og værre end det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! At han bare ønskede at glemme det, havde hun bestemt heller ikke noget imod. De kunne tilsyneladende ikke finde ud af det alligevel. Han var stædig, og det var hun i allerhøjeste grad også, og hun gav sig bestemt heller ikke af den grund! Måske at hun havde underlagt sig ham som en ulv, også selvom han allerede havde vist sig som en værdig leder, selv i hendes øjne, men det var bestemt heller ikke ensbetydet med at hun gjorde som han ville hele tiden! Et sted var hun vel.. bange? Hun havde altid været sin egen herre, hun havde aldrig været i nærheden af andre af sin slags. Hvis hun faldt død om, så ville de sikkert ikke engang savne hende! ”Fint..” mumlede hun med en ganske kortfattet mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke engang. Hun ønskede ikke at skændes med ham og hvis han ikke havde flere argumenter, så kunne det hele virkelig også være fløjtende ligegyldigt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hun lagde sig til på siden endnu en gang og med en større afstand til ham. Han havde faktisk gjort hende ked af det og direkte rasende, men selv hun kunne ikke engang vide med sikkerhed hvilken følelse som skulle have lov til at dominere, for det vidste hun faktisk ikke, selvom den tanke lige så måtte være ganske så skræmmende for hendes vedkommende. Hun blev liggende og stirrede ind i klippevæggen, næsten som den var langt mere interessant end ham, selvom det på ingen måder var tilfældet. At han så alligevel valgte at vende sig mod hende, trak sig hen til hende, hvor hun alligevel kraftigt måtte mærke det sug som gik igennem hendes mave, da hun kunne mærke at han lagde armen omkring hende. Hvorfor han gjorde det, var faktisk noget som hun var temmelig usikker på, men det var nu bare sådan at det nu måtte være, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skule komme til stykket. Hun lukkede øjnene let og lagde sig godt til rette. Hans ord fik hende kun til at smile indvendig, for et sted så ville hun jo slet ikke have noget imod at han fandt hende, kunne finde hende og opsøgte hende. ”Og hvad er det helt præcist du hentyder til?” endte hun ganske stilfærdigt, som hun vendte blikket en anelse mod ham. Han var forsigtig, hvilket faktisk var en tanke som direkte måtte more hende, for hun ville bestemt ikke betegne eller betragte ham som en direkte forsigtig type, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun blev dog liggende, afviste ham ikke eller noget lignende, for hun kunne faktisk godt lide at han selv valgte at forsøge lidt. Hun blev blot liggende og stirrede på ham. Om hans ord skulle tolkes som en god eller en dårlig ting, var nu heller ikke noget som hun havde fundet ud af endnu, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit. Han forvirrede hende virkelig, for i det ene øjeblik, så var han skide sur på hende, det andet var han direkte.. hoverende og selvsikker og nu også forsigtig? Hvad var det egentlig helt præcist som han var ude på?

[pharrel123]

Pharrell havde trådt forkert ved Annika – igen, for det var ikke ligefrem noget nyt. Hans joke havde måske været en anelse hård, men det havde jo slet ikke været ondt ment på nogen måde! Desuden så kunne han ikke finde på at røre hende, når hun ikke engang kunne huske det, for han kendte jo selv til den tid, hvor fuldmånen havde haft magten over ham og det havde han ikke brudt sig om. Han havde ikke tal på hvor mange fuldmåner han havde været igennem, hvor han ikke havde kunnet huske noget som helst af hvad han havde lavet dagen efter, hvilket han til sidst havde haft nok af, så han havde trænet det, og det vidste han at hun også kunne, men det kom jo lidt an på om hun ville eller ej, og det virkede det ikke rigtig til, selvom hun endnu engang måtte ende sur over hans ord, hvilket blot fik ham til at himle let med øjnene og vende blikket fra hende, for så kunne det også være ligegyldigt! Han forstod slet ikke hvorfor hun havde bedt ham om at blive, hvis hun alligevel hadede ham! Et sted savnede han helt at se den kærlige og omsorgsfulde side af hende, som hun havde vist ham da hun havde været ulv, for den måtte vel være derinde et sted? Det var han i hvert fald ganske sikker på. “Fint..” mumlede han blot i gengæld, selvom det var frygteligt lavt. Han stirrede blot ind i klippevæggen, som hun selv valgte at lægge sig med ryggen til ham og med et større mellemrum. De mindede næsten om et gammelt ægtepar, hvilket var en tanke som faktisk måtte more ham, og alligevel så var det tydeligt at de ikke var et gammelt ægtepar, netop fordi de ikke vidste hvordan de skulle begå sig ved hinanden, han gjorde i hvert fald ikke ved hende, for der måtte hun virkelig forvirre ham! Men.. han havde ligget helt indviklet i hende, med en arm omkring hende, hun havde tilmed valgt at lægge sit tæppe om ham, selvom hun var nøgen under, så hun måtte jo stole på ham, og hun turde jo faktisk godt at have ham tæt på sig, hvilket hun vel også havde nydt, siden hun ikke havde skubbet ham væk? Han var bange for at han tog fejl og han ville heller ikke give hende de forkerte tanker i hovedet, han gad ikke være påtrængende, specielt ikke fordi han vidste hvad hun havde været igennem. At hun ikke endte sur over at han kom tættere på hende og lagde en arm omkring hende, var noget som lettede ham, hvor forsigtigheden næsten måtte lette fra hans skuldre igen. Han lod de natblå øjne søge til hendes mørke, som hun valgte at lægge sig en anelse om og vende blikket mod ham. “Jeg hentyder til at jeg, når som helst jeg vil, kan komme og genere dig,” svarede han drillende, som han blinkede morende til hende, hvor han trak på smilebåndet. Han løftede den ene hånd og strøg nogle af hendes mørke lokker væk fra hendes ansigt, inden han kort strejfede hendes kind, kun for at fjerne hånden og lægge den omkring hende igen. “Hvorfor hader du mig sådan?” spurgte han lettere fortvivlet, som han rynkede brynene ganske let. Han forsøgte virkelig! Men uanset hvad han gjorde, så blev hun sur på ham og det frustrerede ham! Han ville faktisk gerne gøre det godt ved hende, så hun faktisk kunne åbne lidt op, som hun også havde fået ham til.

[Deleted]

Pharrells joke var i den grad ikke faldet i god jord ved Annika, for hun så bestemt ikke det sjove i det! Det var noget som havde gjort hende sur og ikke mindst også ked af det, men det var virkelig underordnet nu. Pointen var egentlig bare at han vidste at han havde gjort noget forker selvom det efterhånden ikke var noget nyt. Det kærlige fra ulvens side af, hvilede i hende, selvom det ikke var en side som hun havde vist for nogen som helst, men det var jo trods alt bare sådan at det nu endelig måtte være. At vise den i ulvens skikkelse var heller ikke noget som hun gjorde normalt, men at hun havde gjort det overfor ham, var faktisk nyt. Lige hvorfor var hun ikke altid lige sikker på, selvom det nok var noget som hun skulle finde ud af før eller siden, men det måtte jo trods alt bare være sådan at det nu endelig måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun forblev liggende og stirrede ind i klippevæggen. Hun var ikke den type som normalt gik hen og bad om undskyldning, for det var der ingen grund til i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun var ikke den som normalt gav efter for hvad hun selv måtte ønske, men.. lige nu var det at ligge i hans arme slet ikke et alternativ! At han lå der med armen omkring hende, var nu heller ikke noget som hun sagde det mindste til, men det var bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun nød det jo faktisk. Selvom hun endnu valgte bare at blive liggende, for hun anede ikke noget som helst om hvordan hun skulle vælge eller tolke hans ord på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Om det betød at han ville søge til hende eller hvad det gjorde, var endnu noget som gjorde hende en kende usikker, så hun valgte at holde sig lidt afsindig på sin egen ganske særlige måde. Hun bed sig ganske let i læben og uden at se det mindste væk på nogen som helst måde overhovedet. Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang og med den samme stilfærdige mine, for hun var måske lidt streng af sig, men det var kun med en god grund – hun måtte jo stadig passe på sig selv. ”Til at komme og genere mig.. Som om du ved hvor du kan finde mig..” endte hun ganske sigende med den samme stålfaste mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Hans sidste ord var noget som direkte overraskede hende. Hun hadet ham vel ikke..? Eller gjorde hun? Hun blinkede ganske let med øjnene og uden at tage blikket fra ham. I det store og hele, så vidste hun ikke helt præcist hvad hun skulle sige, selvom det vel var noget som hun ville finde ud af? ”Jeg.. hader dig ikke..” mumlede hun stille. Det var et spørgsmål som ganske enkelt havde slået hende ud. Hun blev liggende og selv med hans arme omkring hende, hvor hun ikke gjorde noget for at afvise ham på nogen som helst måde overhovedet, for det var slet ikke noget som hun ønskede, for.. hun nød jo faktisk at have ham ved sig på denne her måde, selvom det ikke var noget som hun ønskede at han skulle vide, selvom det vel var tydeligt?

[pharrel123]

Det var ikke fordi det var Pharrells mening at gøre Annika ondt på nogen måde, han nød faktisk hendes selskab, og han havde faktisk nydt natten sammen med hende, som de havde delt, selvom det slet ikke virkede til at det var Annika som han havde været sammen med, netop fordi hun var så afvisende og sur som vampyr, han kunne slet ikke genkende den kærlige og omsorgsfulde ulv, for han kunne næsten gå og tro at hun var ligeglad med ham lige pludselig, hvilket et sted gjorde.. ondt? Han ville gerne kunne komme overens med hende, han ville gerne kunne snakke ordentligt med hende, og more sig med hende uden at de skulle gå hinanden på nerverne, for det var han virkelig ved at være træt af! Hendes stålfaste blik og mine, var noget som næsten fik det til at løbe ham koldt ned over ryggen, for han var næsten bange for at han havde sagt noget forkert igen. Han mærkede en klump samle sig i hans mave, hvor hans smil var endt med at falme, så han blot lå og stirrede på hende, så han næsten mindede om en forskræmt mus, selvom han hadede den følelse! Og det var kun fordi han faktisk forsøgte at gøre det godt igen! Han forstod ikke hvorfor hun skulle gøre ham så blød, men det måtte virkelig irritere ham noget så grueligt! Han endte med at se sig omkring, som om han havde glemt hvad de snakkede om, inden han efter et kort stykke tid så på hende igen. “Det er jo det.. jeg har fået din fært, så selvfølgelig kan jeg finde dig. Tværtimod er jeg faktisk noget af en ekspert til at finde folk,” endte han lettere pralende, som han trak skævt på smilebåndet. “Så du hænger desværre på mig,” endte han drillende, som han vendte blikket væk fra hende, uden at smilet falmede det mindste. Han følte at uanset hvad han sagde og gjorde, så var det at løbe en risiko ved hende, for han vidste ikke hvordan hun ville reagere på noget som helst, hun var jo flippet fuldstændig ud over en simpel joke! Men han opgav ikke af den grund! Uanset hvor umuligt og svært hun så end gjorde det for ham og selv var! At hans følgende spørgsmål kom bag på hende, kunne han godt se, selvom han ikke tog sig af det, for.. han ville faktisk gerne have svar på det, hvis hun virkelig hadede ham så meget, så kunne han jo bare gå! Det havde han jo allerede tilbudt én gang før! Han tog dog ikke blikket fra hende, da han blot ventede på at hun skulle svare ham, selvom han godt kunne fornemme at hun blev usikker, men.. han ville bare gerne vide det, så han faktisk kunne gøre et eller andet rigtigt – og gå hvis hun da endelig hadede ham, for han ville da bestemt ikke gøre det værre! At hun ikke hadede ham, gjorde ham næsten kun langt mere forvirret, for havde hun, så havde han da vidst hvad han kunne forholde sig til, men nu gjorde hun ham kun langt mere forvirret! Han trak vejret dybt, hvor han slap det i et tungt suk. “Men.. hvorfor er du så hele tiden så sur på mig?” spurgte han forvirret, som han rynkede brynene endnu mere. Han kunne simpelthen ikke blive klog på hende! Hun var ham en stor gåde, og selvom han normalt elskede gåder, så måtte han indrømme at han bare gerne ville have denne knækket og løst!

[Deleted]

I det store og hele, så var Annika egentlig bare i tvivl om hvordan hun skulle tage det hele omkring Pharell. Det var ikke noget som hun gjorde bevidst, men en ting som skete direkte ubevidst og på alle måder endda. Han var en leder, hvilket han i den grad også havde vist hende på alle måder, men det var nu bare sådan at tingene måtte være. Det lå slet ikke naturligt til hende, at skulle underlægge sig nogen som helst, så det alene var en stor ting, hun havde ladet ham ligge tæt på hende, hvilket hun normalt aldrig nogensinde ville gøre, men havde valgt at gøre af den grund alligevel. Og det var det samme nu. Hvilken effekt som hun havde på ham, var slet ikke noget som hun vidste, men det var vel også noget som hun ville finde ud af på et tidspunkt? Selvom det nu heller ikke var noget som hun direkte tænkte på, for.. hun var lidt egoistisk, for det var sådan at hun altid havde klaret sig. Hun blinkede let med øjnene til hans ord. Sandt var det jo men.. Hun var jo aldrig på det samme sted hele tiden. Hun søgte folk til sin handel, hun søgte med dem til markeder langvejs og hvad hun gjorde, var nok næppe noget som ville gøre ham direkte stolt af hende, men hun skulle jo selv tjene til tingene på egen hånd! ”Jeg nægter at tro på at du kan finde mig.. Det vil være.. rigtig lang tid til jeg vil være her igen. Jeg er overalt.. hele tiden..” endte hun med en ganske stilfærdig stemme. Det var faktisk sandt. Hun var ikke en som blev på pladsen, for.. hun havde ikke noget at slå sig til ro med eller for, for den sags skyld. Hun blinkede let med øjnene endnu en gang. Det var ikke fordi at hun havde noget imod – som sådan at hænge på ham, for hun nød faktisk at have ham tæt på sig, hvilket var en tanke som faktisk også måtte skræmme hende lidt, for hun var ikke en som normalt ville lukke folk så tæt på sig, selvom hun havde valgt at gøre det alligevel af den grund. Hun lukkede øjnene let og bed sig i læben. Hans ord var noget som alligevel slog hende ud, for det var jo heller ikke ligefrem et spørgsmål som man kunne sige, at hun havde ventet sig, for det havde hun bestemt ikke! Hun rystede på hovedet, for i det store og hele, så vidste hun slet ikke hvad hun skulle svare. Et sted så gjorde tanken hende direkte panisk, for hun brød sig bestemt ikke om det på nogen måde! Hun satte sig halvt om halvt om, selvom.. hun valgte at lægge sig ned igen. Pludselig vidste hun ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, og den tanke var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre! ”Jeg.. jeg ved det ikke, jeg..” Hun rystede endnu en gang på hovedet og vendte blikket en anelse væk fra ham. Hun vidste godt, at det ikke var noget som han kunne bruge til noget som helst, men det var virkelig det eneste som hun kunne give ham. Et sted vel for at beskytte sig selv? Et sted for at.. passe på sig selv, som hun gjorde bedst ved ikke at lade folk komme tæt på? Det var den tanke som hun gjorde sig, også selvom hun vidste, at det slet ikke var noget som kunne bruges. Hun kunne ikke skubbe ham fra sig, selvom.. det jo heller ikke var noget som hun ønskede?

[pharrel123]

Pharrell havde nydt tiden med Annika, derfor måtte det også frustrere ham at hun hele tiden var så sur på ham, for han prøvede virkelig! Han havde ikke rørt hende, han havde ikke overskredet hendes grænser, eller han havde prøvet på at lade vær, for han ønskede ikke at bringe hende ubehag eller gøre hende utilpas, for han var ikke som den mand hun havde startet med at dømme ham, og det var vel også gået op for hende? Ellers tvivlede han på at hun havde været så kærlig og omsorgsfuld overfor ham som ulv, og hun havde da i hvert fald ikke valgt at dele sit tæppet med ham! Men selvom alle fakta tydede til at hun stolede på ham og faktisk viste en anelse interesse, blev næsten revet fra hinanden, når hun afviste ham og var sur på ham hele tiden, for.. han vidste snart ikke hvad han skulle tro mest på, og hvis hun ikke gad at have ham her, så havde han jo tilbudt at han bare kunne finde et andet sted! Han kunne godt se at hun blev en anelse overrasket over hans ord, hvilket fik ham til at trække let på smilebåndet. Han havde fået hendes fært, fordi han havde tilbragt så meget tid med hende, og når han først fik en fært, så skulle der meget til at han mistede den igen, og han var virkelig en fortrinlig ekspert i at opspore folk! Han kluklo ganske let, inden han sendte hende en selvsikker mine. “Jamen som sagt.. jeg er en ekspert i at finde folk, så du skal bestemt ikke tro at du kan gemme dig for mig, om du så flytter fra sted til sted eller ej,” svarede han lettere selvsikkert, som han prikkede hende let på næsetippen, “som sagt.. du hænger på mig.” Han blinkede drilsk til hende, uden at det morende smil forsvandt på noget tidspunkt. At hun ikke hadede ham, var da en lettelse at høre, selvom han godt kunne se at hans spørgsmål måtte komme bag på ham, skønt han ikke tog sig af det, for han ville egentlig bare gerne have svar på sit spørgsmål. At hun så blev lige så overrasket over hans spørgsmål til hvorfor hun hele tiden var sur på ham, og at hun ikke kunne give ham et svar, hjalp ham ikke ligefrem, selvom han godt kunne se at han havde overrasket hende. At hun ikke vidste det og vendte blikket væk fra ham, fik ham til at trække let på smilebåndet. Han lagde sig roligt til rette ind til hende, hvor han lagde hovedet langsomt mod hendes ene skulder, stadig med den ene arm omkring hende, hvor han vendte blikket en anelse rundt i grotten. “Du har mit ord som leder, på at jeg ikke vil gøre dig ondt,” lovede han hende, som han strøg hende ganske blidt over armen. Hun havde vist ham stor tillid tidligere, og han ønskede ikke at miste den tillid, for det var noget som faktisk betød ganske meget for ham, også fordi han vidste hvad hun havde været igennem og det at hun havde dømt ham for næsten at være af samme slags som de mænd der havde misbrugt hende og udnyttet hende. Han lukkede sine øjne ganske blidt, selvom han blev liggende med hovedet mod hendes skulder. Han indsnusede hendes søde duft, som fik ham til at trække på smilebåndet. “Jeg kan godt lide din scent,” mumlede han ganske let, hvor et lille muntert smil gled over hans læber. Han fortsatte med at stryge hende over armen, selvom det var blevet lettere fraværende. Han åbnede stille sine øjne igen og så sig let omkring. “Annika?” spurgte han roligt.

[Deleted]

Annika havde faktisk nydt tiden sammen med Pharrell, selvom det ikke altid var lige nemt for hende at skulle vise det. Det var nemlig temmelig nyt for hende, at hun faktisk kunne nyde en mands nærhed på denne her måde, for løgn var det jo trods alt heller ikke! At vise den mere kærlige og omsorgsfulde side af sig, var noget som faldt hende langt mere naturligt som ulv, end det som det var som vampyr, selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne sige noget til i den anden ende. Hun vendte blikket stilfærdigt mod ham og med den samme ganske så kortfattede mine, for det var end ikke nogen løgn på nogen måde. At han havde fanget hendes fært forundrede hende nu heller ikke, for de havde trods alt tilbragt temmelig meget tid med hinanden efterhånden. Hun havde delt sit tæppe med ham, selvom det kun havde været for ganske kort tid, inden det hele var ødelagt i den anden ende. Hun himlede let med øjnene. I det store og hele, så havde hun faktisk ikke noget imod det, men.. det var jo heller ikke noget som han havde brug for at vide i det store og hele. ”Det lyder næsten som du kun gør det for at gøre mit liv til et helvede.. eller tager jeg fejl af dig endnu en gang.. Pharrell?” endte hun stilfærdigt og med den samme mine som tidligere. Hun blev liggende ved siden af ham, også selvom hans arm måtte ligge omkring hende, for det var noget som hun faktisk rigtig godt kunne lide. Umiddelbart så var hun ikke en som så det morsomme i tingene, men tanken om at han faktisk gerne ville opsøge hende og søge efter hende, som hun næsten kunne tyde på hans ord, at han ville, så.. var det noget som gjorde hende glad et sted. Et sted så viste det jo bare at hun måtte have en vis betydning, om det så var fordi at han var leder eller ikke, så var det virkelig underordnet, men det var jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Det var jo heller ikke fordi at hun hadet ham eller noget sådan, for det gjorde hun ikke. Hun kendte ham slet ikke godt nok til at kunne sige det om ham endnu om ikke andet, men det kunne være det var lidt anderledes når hun først kom tæt ind på ham, selvom det selvfølgelig kunne gå i begge retninger. At han lå og strøg hende over armen, var noget som hun havde lagt mærke til, selvom hun ikke trak sig væk. Hun så ikke på ham, for.. hun vidste ikke hvorfor hun gjorde som hun gjorde, for det var slet ikke noget som hun kunne gøre for! ”Det er meget store ord..” påpegede hun stilfærdigt, som hun vendte blikket op mod loftet. Hun så dog stadig ikke på ham. Hun.. slappede faktisk af med ham omkring sig på denne her måde. Hun bed sig ganske svagt i læben, for det lå slet ikke naturligt til hende at nyde det på denne her måde, for det gjorde hun slet ikke normalt! At han kunne lide hendes fært, var noget som svagt fik hende til at trække på smilebåndet, for.. hun kunne godt lide den tanke. Hun vendte blikket endeligt mod ham endnu en gang, selvom hun forholdt sig ganske meget i ro. ”Ja..?” svarede hun blot, selvom hun ikke rigtigt skænkede ham den største opmærksomhed, men den var der om ikke andet. At han lå ved hendes skulder, med armen om hende og strøg hendes arm, var noget som faktisk gjorde hende.. rolig. Og den tanke skræmte hende faktisk utrolig meget!

[pharrel123]

Som Pharrell lå tæt på Annika, kunne han godt mærke at hun slappede langt mere af end det som hun havde gjort tidligere. Han kunne godt mærke at hun ikke var nær så anspændt eller vred for den sags skyld, så det glædede ham at hun var faldet til ro igen, for han ønskede ikke at hun skulle være så sur på ham. Han forsøgte virkelig at komme ind på livet af hende, men det var tydeligt at hun ikke lod ham, men at hun prøvede at holde afstand, måske fordi hun stadig var bange for at han skulle snyde hende og misbruge hende, som andre mænd havde gjort? Han vidste jo godt at hendes fortid stadig plagede hende, selvom det vel på et tidspunkt blev på tide at give slip på fortiden? Den ville jo forhindre hende i at leve livet, hvis hun fortsatte med at holde fast i den, selvom han ikke ønskede at sige noget til det, for han ville ikke gøre hende sur igen, ikke nu hvor han endelig havde fået hende til at slappe af igen! Han trak morende på smilebåndet til hendes ord, som han let drejede hovedet og vendte blikket op mod hende, hvor han fnes ganske let. Han vendte blikket ned ad hende igen, inden de natblå øjne søgte let rundt i den lille klippehule, hvor han fortsatte med at stryge hende over armen. “Selvfølgelig.. jeg er født til at gøre dit liv til et helvede,” svarede han drillende, som han strøg sin hånd ned over hendes arm og mod hendes side, “desuden.. hvis ikke jeg var her til at.. drille dig, så ville du kede dig ihjel!” Han trak morende på smilebåndet, som han valgte at prikke hende i siden, der hvor han vidste at hun var kilden, inden han kort slap en munter latter, kun for at trække hånden til sig igen, hvor han lagde den tilbage mod hendes overarm, som han begyndte at stryge igen. Han kunne godt lide hendes selskab, når hun slappede af og ikke var så anspændt, de havde jo også formået at hygge dem og more dem tidligere, hvilket var inden de var kommet bedre ind på hinanden. Han blev liggende med hovedet mod hendes skulder, hvor han trak vejret dybt og slap det i et lettere afslappet suk. Han kunne godt lide at ligge hos hende, at være hende tæt, holde om hende, præcis som da de havde været ulve. Han kunne godt lide færden af hende, hun havde en sød og dejlig duft. Han lagde hovedet en anelse mere ind mod hendes hals, så han tydeligt kunne indsnuse hendes søde duft. Øjnene forblev lukkede, hvor han ellers blot lå og slappede af, utroligt nok efter at han havde fået hende op at køre i det røde felt, selvom det jo sådan set ikke havde været meningen! Han endte med at vende blikket mod hende, hvor han roligt rettede sig op, så han støttede på sin ene underarm, imens den anden arm stadig var rundt om hende og hvilede mod hendes overarm. “Hvis.. du nu.. skulle vælge et opholdssted, hvor.. ville du så helst være?” spurgte han roligt og med en nysgerrig undertone, som han lod sit hovedet søge en anelse på sned. “Jeg mener.. ville du foretrække et hus? Herregård? Eller noget så simpelt som en grotte? Et sted hvor man kunne søge i skjul for månen, hvis det blev nødvendigt? Eller.. måske komme oftere?” lagde han roligt til, som han lod hovedet søge til den anden side.

[Deleted]

Det var bestemt ikke fordi at Annika hadet Pharrell eller noget lignende, men hun vidste slet ikke hvordan hun skulle reagere på alt det som skete. Han lå der ved siden af hende, holdt om hende, holdt hende tryg og sikker, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Det var nyt for hende, det var fremmed og alt som var nyt og fremmed, var noget som hun normalt tog sig en lang afstand til, ganske enkelt fordi at hun ikke ønskede at blive såret og det var noget som hun slet ikke følte for denne stund. Han passet på hende, og det var det eneste som han direkte havde valgt at give udtryk for, hvilket var noget som kun forvirrede hende endnu mere. At han ville opsøge hende for at gøre hendes liv til et helvede, var noget som kun fik hende til at trække let på smilebåndet. Tanken morede hende direkte. ”Du tror du kan komme og gøre mit liv til et helvede.. bare sådan?” At han lå og strøg hende over armen, var faktisk noget som gjorde hende rolig. Alt det som han gjorde for øjeblikket, var faktisk noget som gjorde hende rolig. Et sted så.. blev man vel også vant til at hans berøring ikke nødvendigvis betød at det skulle gøre ondt? Som det hun ellers havde været vant til igennem hendes liv på denne her måde? Et svagt smil passerede let over hendes læber, som hun vendte blikket let mod den ene side. Et sted så havde han vel ret? Man kunne ikke ligefrem vove at påstå at hendes liv havde været noget værd sådan so hun havde valgt at leve det. Desuden var det faktisk meget.. nemmere for hende at glemme den fortid lidt, fordi han fjernede hendes fokus fra det hele. ”Jeg kan vel ikke løbe fra at.. livet har været lidt.. ensomt og ensformigt..” mumlede hun let. For hendes del, så var det faktisk en utrolig stor ting at afsløre, for det var heller ikke noget som hun gjorde normalt! Hans hoved mod hendes skulder og det at han bevægede sig tættere til halsen, blot for at indsnuse duften, var noget som næsten per automatik, fik hende til at blotte den lidt, også for at gøre det hele lidt nemmere for ham at komme til. Hun blev dog bare liggende, så ikke rigtigt på ham, men hun var rolig og han havde hendes fulde opmærksomhed, hvilket vel også var noget som gjorde det hele rigtigt et sted? Hans spørgsmål var dog noget som direkte måtte komme bag på hende, hvor hun denne gang vendte hele opmærksomheden mod ham. Det var ikke fordi at hun var vant til at have de store steder at være, men.. de helt små og hun klarede sig jo fint. Hun åbnede munden adskillige gange, selvom der ikke rigtigt kom så meget som et eneste ord ud af det, for hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige. Hun bed sig let i læben og vendte sig denne gang en anelse mere i hans retning, for.. hvorfor spurgte han da om det? Af alle ting som han kunne spørge om, så valgte han det der? ”Hvad.. får dig til at spørge mig om sådan noget.. Pharrell?” spurgte hun endeligt. Denne gang var det tydeligt hende som måtte være helt forvirret, for det var i den grad ikke ventet af ham! Hun rystede let på hovedet og vendte blikket let tænkende mod hans bryst i stedet for. Hun trak vejret dybt. ”Jeg har det bedst i det.. lille.. Så.. et hus med en kælder.. gerne lidt underjordisk, ville være perfekt til mig.. Hvorfor?” Hun vendte blikket mere op mod ham. Han formåede da at slå hende helt ud med den form for spørgsmål!

[pharrel123]

At Annika ikke direkte hadede Pharrell, var da altid noget som lettede ham, selvom det stadig ikke gjorde ham mindre forvirret, for hvis hun havde hadet ham, så havde det da forklaret hendes opførsel og det at hun var så sur på ham hele tiden, men når hun ikke gjorde, så forstod han slet ikke hvorfor hun hele tiden var så vred, selvom han selvfølgelig havde sine anelser, og han gik mest af alt ud fra at det var fordi hun ikke havde tillid til det mandlige køn generelt, på grund af hendes fortid og det at mænd engang havde misbrugt hende og udnyttet hende, hvilket naturligvis var en skam, men hun kunne jo ikke leve i fortiden for evigt! Derfor ville han jo faktisk også gerne så brændende vise hende, at der var gode mænd som ikke ønskede hende ondt, og som faktisk ikke tænkte med deres nedre dele på trods de kom fra Dvasias! At hun trak på smilebåndet, var noget som han godt lagde mærke til, hvilket også fik ham selv til at trække på sit. Han slap et let grin. “Okay.. det lyder måske lidt overdrevet,” medgav han morende, inden han løftede hovedet og sendte hende et drilsk blik. “Men prøv at se hvor godt jeg klarer mig allerede nu! Jeg bliver et naturtalent!” fastholdt han lettere beslutsomt og dog med den drillende undertone, uden at smilet falmede på noget tidspunkt, for det var virkelig umuligt! – eller nok ikke umuligt, men nu hvor hun var faldet til ro igen, så var det også langt lettere at smide facaderne igen og være sig selv, utroligt at han lige skulle være sådan over for hende. Han vendte roligt blikket mod hende igen, som hun udtalte sine følgende ord, hvor han lod hovedet søge en anelse på sned. Hun fandt livet ensomt og ensformigt? Han trak skævt på smilebåndet. “Så er det jo godt jeg er her for at holde dig med selskab,” svarede han roligt, og selvom man måske kunne ane en drillende undertone, så var det også tydeligt at han faktisk mente sine ord, for det gjorde han! “Selvom du nok bliver drevet til vanvid til sidst,” tilføjede han morende, som han vendte blikket væk fra hende, med et muntert smil på læberne. At hun blottede halsen for ham, kom en anelse bag på ham, selvom han kun rykkede sit ansigt tættere på, så hans næseryg hvilede mod hendes hals, så han ordentligt kunne indsnuse hendes duft. At hans spørgsmål kom bag på hende, kunne han godt se, selvom han ikke helt vidste hvorfor. Hun virkede næsten utrolig forvirret, for hvert spørgsmål han havde stillet hende, havde slået hende ud, selvom han kun fandt det morsomt. Han lod hovedet søge ganske let på sned, som han vendte blikket mod hende, da han havde rettet sig op og støttede på den ene underarm, imens den anden arm stadig hvilede omkring hende og strøg hende fortsat over armen. “Af nysgerrighed,” svarede han sandfærdigt, inden han tiede igen, som hun fortsatte med at fortælle, hvor han nikkede ganske let. “Besværligt, men.. kan lade sig gøre,” endte han kortfattet og lettere tænkende. Han trak let på skuldrene. “Tjo.. hvis jeg skal samle horrorerne, så skal jeg jo også helst have et opholdssted.. ikke sandt?” påpegede han stilfærdigt, som et skævt smil gled over hans læber. Han trak svagt på skuldrene og så eftertænksomt ud i luften. “Så.. det bliver nok ikke så småt igen..” endte han eftertænksomt.