Light vs. Dark

[Deleted]

Lexie vidste udmærket godt, at hun slet ikke var i stand til at bruge magi når hun blev så skræmt og så panikslagen, for det var bare som om at den blev låst og så kunne hun vandre rundt som et hvert andet menneskeligt væsen som ikke var i stand til noget. Det var det som var sket da hun var endt med at stå overfor Konstantin, for ikke at glemme, at han var langt ældre end hende og derfor også langt bedre til det med magi, end det som hun selv måtte være, hvilket i den grad også var noget af det som havde gjort det for hendes vedkommende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu end måtte være. Uanset hvad, så ønskede hun ikke at miste Romeo. Hvis han skulle gå hen og vinde denne strid, så ville han blive i mørket. Hvis det var der at han var, så var det også der at hun ville hen! Hun var slet ikke i tvivl omkring sine følelser for ham, så selvfølgelig var det også noget som betød forbandet meget for hendes vedkommende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu endelig måtte være. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst. Hun havde aldrig nogensinde hævet stemmen på denne her måde, eller været på denne her måde, men det var vel nu bare noget som hun var direkte nødt til når alt endelig måtte komme til alt? Hånden som strøg mod hendes kind, var noget som let fik hende til at lukke øjnene, for det var rart at den gamle Romeo som hun selv måtte kende til, måtte være derunder et eller andet sted, selvom det nu heller ikke var noget som hun fik sig selv til at sige bare sådan uden videre. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang og med den samme beslutsomme mine, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare den rene sandhed på alle måder endda. Hun trak vejret dybt. ”Enten venter du på mig i mørket, ellers venter du på mig i døden, Romeo..” Hendes stemme var stadig en hvisken. Selvom hun vidste, at den anden var en kraftig en af slagsen, for det var noget som hun i sig selv kunne mærke, føle og fornemme, så var hendes fokus på Romeo og specielt nu hvor hun havde ham så tæt på, som det hun havde for øjeblikket. Ikke fordi at det var noget som hun ønskede at lægge det mindste skjul på, når det endelig måtte komme til stykket. Romeo elskede hende og den bekymring som han udviste, netop i forsøget på at få hende til at skifte mening, var noget som varmede hende, men kunne hun være sammen med ham, så var hun virkelig ligeglad med hvor pokker det så end måtte være. I mørket kunne de måske få lov til at få fred for en gangs skyld? Hun vidste at hun havde det i sig, selvom hun aldrig nogensinde havde ladet det komme til udtryk på den ene eller den anden måde. Hun hævede selv den ene hånd som hun lod stryge over hans kind, idet hun skænkede hans mundvig et ganske let kys. ”Udfaldet af din kamp, afgør valget for min, Romeo.. Falder du, så falder jeg enten i Arenaen eller..” Hun gjorde et kast med hovedet i retningen af Konstantin. ”eller for hans hånd.. Det kribler jo allerede i ham efter at gøre det.” Normalt ville det skræmme hende, men.. ikke denne gang. Romeo var der jo trods alt og uanset hvad, så ville hun finde vejen til ham!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var jo heller ikke fordi at Malisha ville frarøve andre den mulighed for at have det sjovt. Det var ikke hendes opgave at svinge pisken over resten af deres slags, for at lege diktator, for det var noget af det sidste som hun ønskede. Selv var hun jo underlagt kongehuset og nu hvor hun stod som leder, så skulle der jo også selvfølgelig være visse goder ved det, om det jo så var noget som Romeo ville det eller ikke, så var det jo noget som hun selv ikke ville gøre noget ved, hvis hun ellers kunne blive fri for det i den anden ende. Hun vendte blikket direkte og skulende mod Konstantin. Det var tydeligt at det kriblede i ham efter at få lov til at slå Lexie ihjel, men hvis Romeo ønskede hende med sig og overlevede denne test, så var det jo faktisk hans beslutning såvel som det var Lexies. For alt hvad hun vidste, så tvivlede hun ærlig talt på at tøsen ville klare at skulle stå overfor udfordringen. Når først folk var klare over, at det var en kamp på liv og død, så var det virkelig sjovt sådan som de valgte at træde i karakter, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde hende noget som sådan, for det var jo egentlig bare sådan at det nu end bare måtte være, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun trak morende på smilebåndet. ”Du ønsker virkelig at slå hende ihjel,” bemærkede hun roligt og ikke mindst med en ganske så stilfærdig mine. Om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo selvfølgelig en tanke som hun måtte finde direkte morende og endda på alle måder. Hun vendte endnu en gang blikket mod Romeo og Lexie, og så en enkelt gang mod Chris som stod klar med en kugle i hånden. Ikke fordi at det gjorde hende noget. Selv ville hun nyde at komme lidt ud og slappe af igen, gøre noget ved sårene og så tage fat i arbejdet igen når hun var klar til det.
Malishas blik gled ganske kort mod sin arm. Det gjorde en anelse ondt at han strøg over sårene, selvom hun nu ikke valgte at sige noget til det. Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. ”Du morede dig ligefrem?” spurgte hun ganske stilfærdigt, selvom det nu heller ikke var noget som kunne forundre nogen som helst. Et svagt smil passerede roligt hendes læber, som hun lod hovedet søge let på sned. At komme op og sætte sig lidt, var noget som hun faktisk måtte se frem til, hvilket hun bestemt heller ikke kunne komme det mindste udenom overhovedet. Hun trak vejret let og dybt. ”Pas på at du ikke ender med at få en opgang senere hen,” påpegede hun stilfærdigt, som hun igen vendte blikket mod Chris. Han stod allerede klar til kamp, hvilket var noget som hun faktisk godt kunne lide. Et sted så var det jo næsten en skam at skulle se en af de to falde, men sådan var det. Den stærkeste af dem måtte jo selvfølgelig stå og et sted så håbede hun jo selvfølgelig på at det måtte blive hendes kære fætter, for det var ham som hun kunne og ville bruge til de mange planer som hun måtte rende rundt med i hovedet. ”Klarer han testen, så tving mørket frem i Lexie. Så ung som hun er, så kan det heller ikke blive det sværeste.. Leg lidt i hendes sind, væk det som ligger skjult. Så må vi lade testen afgøre hendes værdighed.” Hun sendte ham blot et ganske kortfattet blik. Arenaen var hans og her var hun underlagt hans regler, men når det kom til racen, så var det hende som satte dagsorden!

[christianus]

Det var ikke direkte fordi at Christianus var ivrig efter at komme i gang. Nej, han ønskede egentlig bare at det hele skulle gå mod sin ende, for han var træt af at skulle stå i et bur og nu at vide, at han var et led i en underholdning for en hel befolkning, hvilket var noget som kun gjorde ham direkte rasende, men han havde vel heller ikke noget andet valg end at acceptere det? Reglerne var jo temmelig simple og det var noget som han i den grad også fint kunne leve med på alle måder; Dræb eller bliv dræbt. I sig selv, så kunne man jo fint betegne det som naturens egne love, så det var i sig selv, heller ikke noget som gjorde ham noget som helst i den anden ende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu endeligt måtte være når det måtte komme til stykket. Han kneb øjnene sammen, som Romeo vendte sig mod sin kæreste. I sig selv, så tog han det da tydeligt som et tegn på manglende interesse, hvilket kun gjorde at han blev langt mere vred end det som han havde været til nu. Han knyttede den frie hånd med den tydelige vrede i minen. Han var vel bare som en typisk warlock? En mand med et direkte vredt temperament, selvom det nu heller ikke var noget som man kunne skjule, og det var bestemt heller ikke noget som han forsøgte sig på, på den ene eller den anden måde, så var det jo bare sådan at tingene nu endeligt måtte hænge sammen.
Christianus var en mand som vidste hvad han ville have og her ønskede han faktisk bare at få sin værdighed tilbage. Og fik han den ved at slå denne mand i kamp, så var det noget som han gjorde med selv den største glæde og den største fornøjelse, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Kuglen som hvilede i hans hånd lod han vokse en anelse. Hvis han skadet tøsen ved Romeos side i samme omgang, så var skam noget som han kunne være fuldkommen ligeglad med når alt endelig måtte komme til stykket. Det var heller ikke fordi at han værdsatte magikere i denne her verden, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet! Han vendte blikket stille ned mod sin hånd og så tilbage mod Romeo som tydeligt også måtte være hans mål for denne kamp, hvilket han så sandelig også kun måtte være storslået tilfreds med og endda på alle måder, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han ville bare have dette overstået så han kunne komme videre, for han havde meget andet at lave end at spilde sin tid her, hvilket Romeo nok skulle finde ud af! Han svang kraftigt med armen idet at han sendte kuglen direkte af sted og uden så meget som nogen former for advarsel eller noget i den stil, for det var vel fuldkommen lige meget? Om kampen var sat i gang eller ikke, var noget som han faktisk kun måtte være fuldkommen ligeglad med. Jo hurtigere at han kunne få den overstået, jo bedre ville det jo selvfølgelig også blive, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om! Afventende blev han stående. Hvis Romeo var så dygtig som Konstantin havde forklaret ham, så regnede han i den grad også med at møde modstand. Så dette var noget som nok skulle blive interessant!

[romeo]

At Lexie pludselig valgte at stille sig op imod Romeos ord, var noget der til dels måtte irritere ham, for han ville bare have hende i sikkerhed, kunne hun ikke se det? Han ønskede ikke at der skulle ske hende noget, det havde han aldrig ønsket og det ville han heller aldrig komme til! Han tog sig hverken af Malisha, Konstantin eller den nye fremmed, hvad end han så end hed, hvilket også kunne komme ud på et, for enten vandt den mand, eller også gjorde han selv. Blikket hvilede en anelse trodsigt mod Lexie. Han bestemte jo ikke over hende, for han var ikke hendes herre, men hendes kæreste, og derfor måtte det også gå ham på at hun ikke kunne se at han bare prøvede på at redde hende! Han sukkede indædt, og vendte kort blikket mod himlen, der var blevet en anelse mere overskyet. Der var en storm på vej, hvilket ikke kun var vejret, men også generelt i hans liv. Der ville komme en enorm omvæltning, hvis han faktisk gik hen og vandt kampen, for så ville han leve i mørket. Han skævede kun kort mod Christianus, som stadig stod med kuglen i sin hånd, inden han igen vendte blikket mod Lexie. Han var ligeglad med manden, for ham skulle han nok tage sig af, når han engang blev færdig med Lexie. At hun stod fast ved at hun ville enten følge ham i mørket eller døden, kunne han ikke rigtig sige noget til, for valget var jo faktisk hendes eget. Kysset mod hans mundvig, fik det til at sitre i hele hans krop, hvor det faktisk appellerede til lyset i ham, skønt at mørket alligevel måtte stå tydeligst i øjeblikket. Han vendte kort blikket mod Konstantin, som hun nikkede imod ham, inden han så på hende igen og forholdt sig tavs. Han var virkelig ikke meget for at skulle lade hende gå igennem samme test, men hvis det virkelig var det som hun ønskede, så havde han jo ikke rigtig noget valg, havde han? ”Du er virkelig stædig er du,” mumlede han med en mindre irritabel undertone, som han så kort tænksom til siden, som han overvejede hendes ord. Kuglen som Christianus skød imod ham, kunne han godt fornemme, hvor han greb fat i Lexie og forsvandt i et mindre lysskær, der var halvt lyst og halvt mørkt, inden han stod henne ved muren, hvor Lexie før havde været lænket fast til. ”Udmærket.. men dør jeg, så har du bare at flygte så hurtigt du kan! I hvert fald bare gøre forsøget!” svarede han fast, hvor det var tydeligt at der ikke var noget til diskussion. ”Vinder jeg.. så kan du få lov til at genoverveje dine ord,” tilføjede han roligt, også et tegn til at han ikke var meget for at skulle give efter for hende, for han var faktisk meget imod at hun skulle kæmpe i arenaen, hvor hun måske alligevel ville ende med at dø. Han gjorde et let og dog fast nik mod hende, som om han ville se om hun havde forstået det, inden han vendte ryggen til hende og blikket mod sin modstander. Han så sig kort over skulderen og tilbage mod hende. ”Sørg for ikke at stå i krydsilden,” svarede han kortfattet, inden han forsvandt i endnu et lysglimt, for at dukke op flere meter fra Christianus men dog ude i Arenaens midte. Han stod dog med ryggen til Chris, hvor han lukkede øjnene og tog en dyb indånding, næsten som om han prøvede på at samle kræfter, selvom han bare nød vinden der pludselig var begyndt at blæse kraftigere op, ligesom skyerne begyndte at trænge ind over arenaen. ”Jeg er klar,” hviskede han for sig selv, som han åbnede øjnene igen, vendte sig om i en hurtig bevægelse, inden han skød en kugle af ren jord og sten imod Chris, som blot blev mere hærdet og hård i de sekunder kuglen fløj imod Chris.

[Deleted]

At se Malisha komme til skade, var ikke noget som Konstantin havde det mindste imod, for hun havde virkelig selv fortjent et par slag af og til, skønt han dog var en gentleman, så han var bestemt ikke den som gad at give hende dem! Desuden respekterede han hende også, og han nød faktisk at se hende kæmpe, for hun var utrolig talentfuld; som hun altid havde været. Det var selvfølgelig heller ikke fordi at han ville nyde at se hende få tæsk og til sidst blive dræbt! Tværtimod! Men at se hende blive sat lidt på plads, kunne han nu alligevel ikke lade vær med at fryde sig over, hvilket han bestemt heller ikke lagde det mindste skjul på. Han vendte kort blikket mod Lexie, da hun nævnte hende, inden han igen så på Malisha med et fast og kortfattet blik. ”Selvfølgelig kribler det i hele min krop efter at slå hende ihjel. Hun er en magiker! Og glem nu ikke at de står som vores fjende,” svarede han stilfærdigt og en anelse fast, som han igen vendte blikket næsten dræbende imod Lexie. Det eneste som faktisk fraholdt ham fra at dræbe tøsen, var Malishas planer med Romeo. Og så selvfølgelig Romeo selv, men han var nu sikker på at han nok kunne klare manden, for han var trods alt selv oppe i alderen. Han var dog nød til at gå efter sine egne regler her på stedet, som han selv var bundet til, og tøsen havde jo faktisk warlockblod i årene, så et sted burde hun jo faktisk også igennem testen. Og hvem vidste.. måske hun ville overraske? Han skævede kort mod Christianus, som var ivrig efter at komme i gang, så han også kunne få det overstået og komme væk herfra, for han vidste godt at manden ikke gad at være her, det havde han jo gjort klart allerede nede i slaveafdelingen. Han vendte blikket mod Malisha igen, hvor morskaben igen meldte sig i hans blik til hendes ord. Han rystede smilende på hovedet. ”Jeg er stor nok til at passe på mig selv,” svarede han drillende, uden at han tog blikket fra hende. Han ønskede selvfølgelig ikke at der skulle ske hende noget alvorligt, for når alt kom til alt, så kendte han hende jo utrolig godt, og et sted holdt han vel også af hende? På hans egen mærkværdige måde, for hun var også hans rival, som hun havde været igennem hele hans liv, men hun var også en nær ven af hans familie, som hun også havde været igennem hele hans liv, de var barndomsvenner og han kendte hende bedre end nogen anden, som det også gik den anden vej, så selvfølgelig så han helst at hun overlevede enhver kamp hun kom ud i. Han nikkede stilfærdigt og kortfattet til hendes ord. ”Udmærket,” endte han stilfærdigt, hvor han blot så til, som hun forsvandt, for at sætte sig op på de højere tilskuerpladser, hvor hun ville sidde alene og i læ, som de adelige havde deres egne mindre ’kabine’ hvor de kunne se kampen fra. Han vendte blikket mod Christianus, hvor han kun lige nåede at se kuglen blive sendt af sted, selvom at Romeo undveg, ved at få både ham og Lexie i sikkerhed. Hvad han sagde til Lexie kunne han ikke høre, da han næsten stod over i den anden side af den enorme arena. Han selv svævede op i luften, så han havde et overblik over sceneriet. Og nu kunne kampen endelig komme i gang!

[Deleted]

Lige i denne situation, så forbeholdt Lexie sig den ret til at være stædig, for hun ønskede for pokker da slet ikke at skulle miste ham på nogen som helst måde overhovedet! Bare alene tanken om det, var noget som kunne gøre hende direkte nedtrygt og hun brød sig slet ikke om den tanke på nogen måde! Kunne hun blive fri, så gjorde hun det i den grad også! Hun kunne ikke undvære hende, så meget var hun allerede klar over. Hun bed sig let i læben ved hans ord. Han var irriteret, så meget kunne hun da godt fornemme på ham, selvom hun håbede at hun stadig havde den betydning for ham, selvom han var på vej ind i mørket. Kampen var virkelig afgørende, også for hendes vedkommende, om hun ville kæmpe for livet eller bare gå i døden. Måske at det var en deprimerende måde at gå frem på, men det var nu bare sådan at det nu end måtte være, for hun ønskede slet ikke at skulle miste ham og det kunne vel heller ikke være så svært at forstå!? Hun bed sig let i læben ved hans ord, hvor hun trak let på skuldrene. ”Jeg ved hvad jeg vil have, Romeo..” påpegede hun sigende og med den samme faste mine som før. Hun var allerede godt bestemt, selvom det virkelig ikke var nemt for hende, for.. det lå bare ikke til hende naturligt at være så stædig og så frustreret at hun faktisk måtte ende med at hæve stemmen. Som han tog fat om hende og forsvandt i et halvvejs mørke og halvvejs lys, så skænkede det hende virkelig kun følelsen af et mindre chok. Hun vendte blikket direkte mod ham og ikke mindst med det samme alvor som tidligere. Hun var allerede bestemt på det valg, så det var heller ikke fordi at hun havde nogen intentioner om at skulle ændre det for noget som helst overhovedet! Hun nikkede roligt. Det var heller ikke fordi at hun ville give ham mere at tænke på, selvom det efterlod hende med en kraftig kuldegysning med tanke til hvad det egentlig var som skulle til at ske. Hun ville lyve, hvis hun ville benægte, at hun var direkte panisk bange for at ende med at miste ham, men hvad skulle hun dog gøre? Reglerne var tydelige, selv for hende og nu hvor hun jo faktisk også havde warlockblodet i sine årer, så skulle hun vel egentlig også igennem det samme, når alt endelig måtte komme til alt? Ikke fordi at det var hende en bekymring, for det var virkelig noget af det sidste som det nu måtte være, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun slog armene stille omkring sig selv. Sidst hun havde stået lige netop her, så havde hun stået lænket uden anden mulighed end at se på kampen og udfaldet af denne. At det hele havde været et led i en plan, var noget som virkelig kunne gøre hende noget så frygtelig irriteret, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun bed sig let i læben. ”Kom så Romeo..” hviskede hun igen og igen gentagende gange, for hun var virkelig forbandet bange for, at det ville ende med at gå fuldkommen galt og det var noget af det sidste som hun havde lyst til, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun vendte blikket mod Chris som allerede stod klar. En kraftig warlock.. ingen tvivl om at han ville få kamp til stregen denne gang.

[christianus]

Chris var bestemt heller ikke kendt som en mand med en særlig god tålmodighed, det var noget som egentlig slet ikke var noget som lå til ham som person, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. De mørke øjne hvilede på Romeos skikkelse. Tøsen var nu heller ikke noget som han tog sig meget af lige netop nu, for det var bestemt heller ikke fordi at han måtte anse hende som en trussel på nogen som helst måde overhovedet. Hovedet lod han søge ganske let på sned og med den samme næsten så dræbende mine. Han var nu i sig selv, frygtelig spændt på at se hvad den mand måtte have i sig, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, men han var ikke den type som stod og ventede. Hvis han begyndte at kede sig, jamen så morede han sig på sin måde og dette var jo den måde, hvorpå at han var i stand til at gøre det, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han knyttede næverne som han bare forsvandt med tøsen og søgte væk fra Arenaen, var noget som i sig selv, faktisk måtte gøre ham direkte vred, for det var noget som virkelig måtte gå ham noget så frygtelig på nerverne. Han fnøs ganske fast, som han vendte blikket mod ham oppe på pladserne. I sig selv, så var det også først nu, at det for alvor var gået op for ham at dette var for ren underholdnings skyld, selvom det var en tanke som i sig selv, måtte gøre ham direkte vred og mere end det som han måtte være i forvejen.
At Romeo måtte komme tilbage på Arenaen, var noget som selv måtte glæde ham, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han ville bare gerne have dette overstået og som han kunne se og fornemme på denne mand, så ønskede han det samme. At det jo så var lederens egen fætter, var jo kun noget som gjorde det hele langt mere interessant set i hans øjne, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet når det endelig måtte komme til stykket. Som kampen tydeligt måtte se ud til at begynde, så stillede han sig selv i kampklar stilling og uden at tøve det mindste. Den kugle af sten og sand som han kylede direkte efter ham, var kun noget som gjorde det tydeligt for ham, at kampen langt om længe måtte være i gang og han glædet sig virkelig bare til at få den færdig! Han trak morende på smilebåndet som han selv stillede sig kampklar. Han foldede hænderne foran sig, kørte dem let rundt i cirkler, idet han kraftigt skød dem op foran sig, så en solid magisk mur måtte stille sig i vejen, så han ikke ville kunne ramme ham! Selvom kuglen måtte ramme muren med en fart og kraft uden lige, så var det også noget som han i den grad godt kunne føle og fornemme og på alle måder endda. Han blev skubbet adskillige meter bagud, selvom han nægtet at lade sig falde! Ikke på vilkår! Han fnøs ganske fast, idet han vendte blikket op mod den store himmel. Selv var han dygtig når det kom til magi. Han stod jo ikke kongehuset nært hvis ikke. En ganske lille kugle dannede han mellem sin tommelfinger og sin pegefinger, hvor han med et kynisk glimt i øjet, sendte den direkte til himmels. Den søgte op i skydækket, hvor det omgående måtte melde sig en torden og nærmest med lyn. Blot gjaldt det om at vente.. bare lidt endnu.

[romeo]

At Lexie var stædig og absolut enten ville følge Romeo i døden eller mørket, var noget som virkelig måtte irritere ham, men bestemt også frustrere ham uden lige! Han elskede hende for pokker da, og kunne hun ikke se han gjorde det for at hun skulle komme i sikkerhed?! Det var virkelig frustrerende at skulle igennem dette helvede, bare for at tilfredsstille Malisha. Det var hendes skyld det hele! Og når han engang fik chancen, så skulle han nok gå imod hende og få hende dræbt på stedet! Men han vidste godt at han var nød til at følge hende og hendes ordrer når han engang stod i mørket, hvis han da overlevede denne kamp naturligvis, men han skulle nok virke trofast overfor Malisha, og i det sekund hun ville være uopmærksom, skulle han nok slå hende ihjel! Som han endte ude i arenaen igen, så føltes det næsten som om at han var.. hjemme? Mørket i ham boblede efter at få lov til at slå sig løs, det gav ham en kraft uden lige, og han kunne tydeligt mærke og fornemme det, for han var slet ikke træt i sine ben, det var som om at mørket havde helbredt ham, hvilket han ikke rigtig kunne forstå, men.. det føltes virkelig fantastisk! At Chris undveg hans stenkugle, ved at danne et skjold, sagde han intet til, selvom det selvfølgelig måtte ærgre ham, men så var det jo bare at komme igen, hvilket han bestemt også nok skulle! Uvejret kom faktisk som kaldet, skønt det kun var overskyet indtil videre. Kuglen som Chris dannede, kunne han kun skimte, men knap nok se fordi den var så lille. At han så valgte at skyde den op mod himlen, så det begyndte at brøle på grund af tordnen, hvor himlen også blev tydeligt mørkere af den lille kugle, så lod det blot Romeo vide at helvedet var ved at bryde løs. Han vendte blikket mod manden. Denne mand var en stærk warlock, hvilket der virkelig ikke var nogen tvivl om, men hvorvidt denne mand egentlig måtte være stærkere end Malisha eller ej var til gengæld ikke til at sige, det eneste som Romeo vidste, var at mørket havde gjort ham stærkere, så han selv var faktisk blevet hevet et niveau op, end det som han havde ligget på, da han havde kæmpet imod Malisha. Og hun ville gerne underholdes? Jamen så skulle han give hende, Konstantin og det skide publikum underholdning til topklasse! Han hævede hænderne og slog dem ned mod jorden idet det en sky lod nogle dråber begynde at falde mod Chris. Han fumlede med fingrene, som hvilede op mod dråberne, der blev hårde og skarpe som istapper, idet de måtte falde ned mod Chris med lynets fart. Små næsten gennemsigtige istapper der knap nok var til at se og som kom med en ufattelig fart. Ikke det sværeste at undgå, for det var jo bare at danne et skjold, men.. Romeo skød tilmed små sorte kugler imod ham, de samme som Malisha havde skudt imod ham selv, de som ville eksplodere så snart de kom i kontakt med noget. Enten ville han blive ramt af istapperne eller også af kugler.. højst sandsynligt. Intet smil hvilede på hans læber, men de mørke øjne hvilede koldt på mandens skikkelse, ligeglad med hvem han var og hvad han lavede, det var enten ham eller Romeo som måtte falde, og så var det klart at han kæmpede for livet. Mørket i ham fik ham nærmest til at finde dræberinstinktet frem. Det var som om at mørket i ham næsten havde sit eget liv, som om at mørke ti ham kæmpede for at få det forseglet i hans krop. Det skræmte ham til dels.. men sikke en styrke!

[christianus]

Det var allerede for længe siden gået op for Chris at dette måtte være en kamp på liv og død, og det var bestemt heller ikke fordi at han regnede med at skulle være en af de faldende, for det var noget af det sidste som han ville! Hvis han skulle overleve ved at dræbe en anden mand, så havde han bestemt heller ikke nogen problemer med at gøre det, for det var der vel heller ikke nogen grund til i den anden ende? Her var det jo tydeligt naturens love som måtte gælde, og det var bestemt heller ikke noget som han tøvede i at skulle kaste sig ud i. man fik kun det sjove som man selv satte i gang, og lige for øjeblikket, så nød han i den grad også alene den tanke om at kunne få lov til at slippe lidt af sit eget mørke fri, for det var jo heller ikke fordi at der var sket meget for hans del. At der var mere på spil for Romeos del, var noget som han mildest talt kunne sige, at han var fuldstændig ligeglad med, for det var han. Lexie havde ingen betydning for ham og han var ligeglad med hvad pokker der skulle ske med den tøs i eftertiden. Kuglen som han havde valgt at sende direkte til himmels, var noget som han skulle bruge senere. Han havde selv sine tricks i ærmet og han var bestemt heller ikke den type som tøvede med at skulle gøre det ene eller det andet, for det ville han bestemt heller ikke få noget ud af. Jo hurtigere at denne kamp kunne gå mod sin ende, så ville det jo selvfølgelig også blive det bedre for hans del! At Romeo allerede havde været i kamp og endda mod deres leder, var nu heller ikke noget som han sagde noget til. Han havde siddet i sin lille forbandede celle og ventet på tur, ligesom så mange andre ville være tvunget til det. Desuden havde han meget andet at give sig til end at skulle stå her! Han kneb øjnene fast og dræbende sammen. Kunne blikket dræbe, så var Romeo faldet om på jorden for længe siden! I sig selv, så glemte han helt at der var folk omkring dem, da hans fulde fokus måtte hvile på denne kamp. Mørket var tydeligt fremme i Romeo, det var selv noget som Chris kunne fornemme, selvom han ikke ville lade det få ham ned med nakken! Ikke bare sådan uden videre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Uvejret lagde sig over dem – i sig selv, så var det jo kommet som kaldet for hans eget vedkommende, for det var noget som han selv kunne gøre kraftig brug af! Regndråberne begyndte at falde mere tungt og mere.. hårdt? Han vendte blikket ganske kort op mod den store himmel, idet han måtte ane de nærmest små missiler i form af istapper som måtte falde mod ham. Han kunne tro nej! Han tog fat i kappen, selvom han var for langsom. De kugler som selv blev skudt direkte mod ham, hvor de eksploderede direkte mod hans bryst, hvilket skubbede ham adskillige meter tilbage og direkte ned i jorden med et kraftigt gisp. Det gjorde jo faktisk ondt og forbandet meget endda, hvilket bestemt heller ikke var noget som han ville have med at gøre! Han fnøs dæmpet, som han vendte sig, for at komme op på benene igen. Han vendte sin ene hånd direkte op mod himmelen, hvor et lyn direkte måtte slå ned i hans håndflade. Roligt hvor han rejste sig, hvor han dannede en mørk kugle i den anden hånd, hvor han slog dem sammen, så det måtte blive en miks. Han trak vejret tungt og dybt, det gjorde faktisk temmelig ondt! ”Se om du kan undgå denne her..” hvislede han med en fast stemme. Han lod kuglen vokse, så den var stor nok til at hvile i begge hænder. Den gnistrede af ren strøm, idet han sendte den af sted. Den efterlod sig et kraftigt spor i gruset som de kæmpet på. Den ville blive svær at undgå!

[romeo]

Romeo var ligeglad med denne mand som han måtte kæmpe imod, han vidste ikke hvem han var, hvad han hed og havde ikke det mindste personlige med ham. Normalt ville han ikke være meget for at skulle i kamp, for han ville have meget imod at skulle tage en anden persons liv, men nu hvor mørket måtte hvile i ham, så var han faktisk fuldstændig ligeglad. Han var ligeglad med hvor stærk denne mand måtte være, han var ligeglad med, hvor dygtig han var, for Romeo kæmpede for en større sag end bare at komme væk herfra, som denne mand tilsyneladende var ivrig efter at komme. Han fandt måske det spild at stå i ringen og kæmpe, men så skulle han nok personligt sørge for at denne mand aldrig kom ud herfra i live! At de små sorte kugler måtte ramme manden, så han faldt i gruset, var ikke noget han tog sig af, for et sted havde det jo enten været det ene eller det andet, medmindre han havde haft et eller andet trick i ærmet, og eftersom han ikke havde haft det, så beviste det jo også bare at han ikke var bedre end det. Intet smil hvilede på hans læber, for han gad ikke engang at hovere, han gad ikke at spille kæphøj og miste fokus, men det var tydeligt at denne mand troede at han var noget ganske særligt, men det var vel typisk med enhver warlock? Det var jo tydeligt at både Malisha og Konstantin også troede at de var noget, og var det fordi at den ene var hertug og den anden leder? Han fnøs kortfattet for sig selv. Når han engang blev Warlock så skulle han nok bevise at man ikke bare kunne have det hele i munden, men at der bestemt også skulle handling til! De mørke øjne hvilede koldt og lettere afventende på manden, som han kom op på benene igen. At lynet skød ned i hans hånd, var nøjagtig det selvsamme trick han selv ville have brugt, for han vidste godt hvor drabeligt det kunne være. Det var jo faktisk det der havde dræbt ham, da han havde kæmpet imod den vampyr og warlock, eller hvad fanden den mand havde været, ham som havde voldtaget Lexie. Men havde det ikke været for Lexie, så havde han ikke været i live den dag i dag, selvom at det næsten ville have været bedst at han var død dengang, for så var de aldrig kommet i denne suppedas. Blikket faldt på hans hænder, som han dannede den sorte kugle, der blandede sig sammen med lynet, inden han skød det af sted imod ham. Han himlede svagt med øjnene. Man skulle altid kende både svagheder og styrke ved ens angreb, og eftersom han godt kendte til lynet, så vidste han naturligvis også hvad der var godt imod det. Vand ledte elektricitet, sten stoppede det. Han gik ned i knæ, inde han rejste sig og skød en kæmpe stenmur op ad jorden foran ham, som den store kugle måtte ramme imod, så det gav en stor eksplosion, så muren måtte gå halvt i stykker og skyde sten imod ham, så han endte med at falde bagud også på grund af trykbølgen. Han rullede flere gange rundt, inden han landede på maven, hvor han vendte blikket mod manden. Han stønnede smertefuldt, inden han kom op på benene igen. Okay.. det skulle være på den måde? Så skulle han nok give igen! Han vidste at det brugte en enorm energi at bruge lynet. Han tørrede let noget blod væk fra sin kind, som han havde fået en revne af en mindre sten. Han spændte i hele kroppen, inden han løftede den ene hånd i vejret, hvor han dannede en tynd skive af sort magi, man kunne høre skiven af magi simre, hvor der ikke var nogen tvivl om at den var skarp som bare pokker. Den kunne snildt skære en mand halvt over, foruden at det naturligvis kostede utrolig meget energi. Han løftede roligt den anden hånd, hvor han dannede en til, inden han skød begge skiver imod manden, og bare for at være sikker, skød han flere af de små eksploderende kugler af sted, så manden ville få svært ved at undvige.

[christianus]

Chris vidste udmærket godt, at han over og stod overfor en stærk modstander, for det var noget som han allerede havde fundet ud af. At denne kamp var spild, var noget som de begge kunne blive enige om. Selv så ønskede han den bare overstået, koste hvad det koste ville, men han skulle bare stå som den sejrende på denne måde! Kuglen og brug af lyn var noget som tog ekstremt på hans kræfter og hans energi. Det var noget som kørte ham, træt, selvom han virkelig ikke tog sig af det lige for øjeblikket. Dette var virkelig bare noget som han ønskede overstået og det var ikke noget som kunne gå hurtigt nok! Han kneb øjnene fast sammen, som Romeo hævede muren af sten. Manden var ikke dum, selvom det virkelig var noget som irriterede ham frygtelig voldsomt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han fnøs kortfattet som han endnu en gang stillede sig klar. At hovere var der virkelig heller ikke tid til, for der var alt for meget på spil! Han hadet virkelig at stå i denne situation! Selvom noget af det bedste selvfølgelig var at han nu fik en mulighed til at bevise hvad han var lavet af! Støv sværmede op omkring dem som kampen måtte tage til, for det var jo selv kun tydeligt, at de begge regnede med at gå herfra med livet i behold, selvom det allerede var kendt med reglerne, at det kun måtte være en af dem! Som Romeo måtte komme tilbage på benene, så blev Chris stående klar. Han var bestemt heller ikke dum af sig og specielt, da han kunne se Romeo danne de stærke og skarpe skiver som han næsten kunne høre fra den afstand som de nu måtte stå på. Han trak ganske kort på smilebåndet, for han skulle så sandelig ikke have lov til at få ham ned med nakken bare sådan! Han holdt hænderne ud fra kroppen, mens han nærmest tvang et mørke i form af en kraftig tåge, til at hæve sig, så selv ikke Romeo ville være i stand til at se hvad han måtte ramme. Så nemt skulle han bestemt heller ikke regne med, at det ville ske, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Selv gik han i skjul i det, som skiverne måtte flyve af sted og direkte mod ham og kugler ned. Han kunne se Romeo, men Romeo ville have svært ved at se ham og det var noget af det som han i den grad måtte nyde bedst af i denne situation! Selv havde de enormt meget energi som de satte på spil. Romeo gjorde det vel egentlig også for tøsens skyld? Hvilket i den grad heller ikke var noget som kunne forundre ham på nogen måde, men selv hun vidste, at hun ikke måtte blande sig! Han ville dog slå hende ihjel uden at tøve i den anden ende! Han kneb øjnene sammen, som han lod mørket nærmest sluge ham, så han måtte forsvinde.. hverken skiver eller kugler måtte ramme ham. Fuldkommen lydløst, så måtte han dukke op i en skygge ikke langt bag ved Romeo. Selv denne mand skulle have lov til at føle smerten, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hurtigt og uden varsel, så skabte han endnu en mørk kugle som han skød direkte mod hans ryg. Kunne han få Romeo ned med nakken, så ville han da være fuldkommen og storslået tilfreds på alle måder endda!

[romeo]

Det var en stærk mand og warlock som Romeo måtte stå overfor, så meget havde han da fundet ud af, det var også det som faktisk gjorde at han … nød kampen. For hvordan skulle man ikke kunne nyde sådan en stor kamp? Tilmed med en værdig modstander. Det blev virkelig en uforglemmelig kamp for publikum, det var han ikke det mindste i tvivl om! Dog ville han ikke lade denne mand vinde over ham, selvom det var tydeligt at den mand heller ikke ville lade ham vinde, men hvem af dem gad at tabe? Uanset hvem der døde, så var der ingen tvivl om at de begge var to stærke warlocks, så uanset hvem der døde, var det jo faktisk en skam uden lige, for der ville faktisk gå utrolig stærke kræfter til spilde. Han forstod sig dog ikke helt på Malisha og Konstantin, ville de have warlocksne frem? Hvorfor lod de så to stærke mænd spille ud mod hinanden? Jovist kunne han godt se meningen med denne kamp, for de ville naturligvis teste ham, se hvor dygtig han ville kunne bruge magien og mørket, men.. han kunne alligevel ikke lade vær med at tænke på, om disse kampe var for racens skyld eller bare for underholdningens. Kuglen som manden havde blandet sammen af mørke og lyn, havde efterladt et kraftigt spor i arenaen, hvilket også blot havde tydet på at den havde været kraftig, så Romeo kunne alligevel ikke lade vær med at prise sig lykkelig over at han havde nået at reagere i tide, men han måtte indrømme at denne kamp virkelig gav ham blod på tanden, for han blev helt ivrig efter at kæmpe mere imod ham, og selvfølgelig håbe på at det var ham som vandt. Men det føltes virkelig godt at man endelig kunne bruge sin magi på at vise hvad man duede til, så alle ville vide at man ikke bare var en svag mand, bare fordi at man havde sit handicap! Selvom.. han slet lagde ikke mærke til sit handicap, som mørket i ham faktisk måtte heale hans ben. At manden dannede en mørk tåge, så Romeo ikke kunne se, irriterede ham dog, men på den anden side havde han ikke behov for at kunne se for at vide hvor manden var, for han kunne mærke hans aura. Han ramte dog alligevel forbi, som han tydeligt kunne høre hvordan hans skiver og kugler måtte ramme muren i et stort brag. Hans blik gled rundt omkring, selvom at han ikke kunne se noget. Han rettede sig ganske let op, som han begyndte at opsluge den mørke tåge, som egentlig kun gav ham mere energi og kraft. Jo mere mørke desto bedre! Selvom han vidste at det var farligt at opsluge alt for meget, for han kunne risikere at dø af det. Jo mere han opslugte den mørke dis, desto mere kunne han se, selvom at det var for sent. Han nåede kun lige at dreje hovedet og skimte mandens skikkelse, inden han blev ramt af den sorte kugle, som sendte ham flere meter henover den hårde og sandede jord, hvor støvet måtte hvirvle op omkring ham. Han slog hånden hårdt og irriteret ned i jorden, inden han kom vaklende op på benene igen. Regnen var allerede begyndt at falde, som den dækkede hans krop og blandede sig med støvet, så han måtte blive lettere beskidt. Blikket hvilede koldt på manden. Han stillede sig i en bred stand, hvor han trådte hårdt i jorden fire gange, som fire kugler af sten måtte skyde op af jorden for hvert stamp. Han gjorde kuglerne hårde som sten, inden han skød dem direkte imod manden med fuld fart og kraft, inden han skubbede hænderne frem, som alt det vand fra regnen der hvilede på jorden blev skubbet imod manden som havde det været en bølge i et håb om at han for en kort stund ville blive blændet, så kuglerne ville ramme ham og kaste ham tilbage. Han ville snart gøre sit endelige nådesstød, det bedste ville selvfølgelig være at manden blev våd og lå på jorden så han ikke kunne undvige.

[christianus]

Chris kunne dog heller ikke lade være med at nyde en kamp som denne. Det var noget som selv måtte give ham blod på tanden og alene den tanke om, at han direkte kunne vise hvad han duede til, var noget som gjorde det hele så mange gange bedre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Ganske rigtigt, så var det ikke noget som skete ofte, for det at møde en modstander som man kunne betragte som værdig, var slet ikke noget som skete særlig ofte! Ikke fordi at han skænkede publikum så meget som en eneste tanke, for det var virkelig bare kampen som hans fokus måtte ligge på. Han ønskede den overstået og helst så hurtigt som muligt! I tide og utide, så kunne han høre folk juble og råbe oppe på tribunepladserne, selvom det nu heller ikke var det som han lagde mest mærke til. Selv var han en mand med tricks i ærmet, selvom han nu allerede havde fundet ud af, at hans modstander måtte være det samme, hvilket et sted faktisk også måtte bekymre ham og meget endda. Tågen var hans skalkeskjul, også selvom det i sig selv, heller ikke var noget som kostet alverdens af energi, så føles det faktisk også.. rart på en mærkværdig måde, om det jo så var noget som man ville vedkendes det eller ikke, så var det heller ikke noget som han kunne eller ville lægge det mindste skjul på i den anden ende. At han faktisk måtte ramme Romeo direkte i ryggen, inden han nåede at reagere, var noget som fik det hoverende smil til at passere hans læber. Det var virkelig skønt at kunne slå sin modstander i jorden, selvom det i den grad også måtte irritere ham, at manden rejste sig op igen og igen, gang på gang! At han rejste sig op og begyndte at lege med regnen som faldt fra himlen og stenene med, så kunne han jo allerede sige nu, at dette i den grad var noget som ville komme til at gøre ondt! Han kneb øjnene dræbende sammen. Vandet havde han dog slet ikke regnet med, så selvfølgelig måtte det også gøre sit! Vandet fik ham automatisk til at klemme øjnene sammen, så han ikke ville ende med at få det i øjnene. Han dannede en kugle i sin egen hånd. Så mørk som intet andet. Han nåede dog ikke at gøre brug af den. Energien var allerede godt opbrugt for hans del. Han blev ramt først af en kugle af den hårde jord og sten, for derefter den anden som måtte fortsætte med at kyle ham direkte over jorden, idet han faldt til jorden med et kraftigt og smertefuldt gisp. Han klemte øjnene sammen. De skarpe småsten havde boret sig let ind i hans hud og efterladt den selv en anelse blodig. Han vendte blikket mod Romeo igen, som han gjorde et fast forsøg på at rejse sig, selvom det bestemt heller ikke var helt med ham, men han nægtede dog alligevel at lade sig falde bare sådan! Kuglerne havde i den grad slået ham hårdt, han var våd af det vand som var slynget direkte mod ham, så måtte han i den grad også erkende, at Romeo var og blev en frygtelig stærk modstander i den anden ende. Han kom stille og tydeligt vaklende på benene. Hans bryst hævede og sænkede sig hurtigt og uden at han kunne sige direkte, at han havde nogen som helst kontrol over det, så var det i den grad også noget som måtte irritere ham noget så frygtelig voldsomt! Han kneb øjnene fast og dræbende sammen, selvom han dog ikke gjorde noget som helst. Han vendte blikket ned mod sine hænder, idet han igen gik ned i knæ. Hænderne formede han i en cirkel ved at lade pegefinger og tommel møde hinanden, satte hænderne sammen, kun for at trække dem fra hinanden igen. Måske et endelig forsøg, men han havde ikke noget andet valg nu. Dette var noget som tog ekstremt på de sidste kræfter, men han nægtet at lade sig falde! En mørk dis lagde sig mellem hans hænder, idet han gav slip, så det faldt til jorden.. som en slange? Sort som kul og med helt røde øjne. Den blottede de spidse tænder, idet den roligt og sikkert begyndte at sno sig hen mod Romeo.

[romeo]

Denne kamp, ville snart finde sin ende, så meget kunne Romeo regne ud. De var begge to en kraftig modstander for den anden, de havde begge to tricks i ærmet, de var begge to talentfulde når det kom til magi, men fordi de pressede hinanden så meget, så kørte de også hinanden trætte. Det kunne endda ende med at de begge blev så udmattede at de faktisk ville dø. Dog nægtede Romeo at falde, for han kæmpede for en højere sag som denne mand nok aldrig ville forstå sig på, han kæmpede for kærligheden, han kæmpede for Lexie, selvom at denne mand nok aldrig ville kunne forstå sig på den følelse, for det eneste som han kæmpede for, var at slippe væk herfra, fordi han bare ville have det overstået. Dog måtte Romeo erkende at han faktisk morede sig. Måske han ville dø, men han kunne virkelig ikke lade vær med at nyde denne kamp. Han kunne tydeligt se at manden var ved at blive træt, men på den anden side så havde han også brugt ufattelig meget energi ved at fremmane det lys, hvilket faktisk havde være et dumt tidspunkt at gøre det på, netop fordi at Romeo ikke havde været så udkørt igen. Han havde haft kræfter nok til at stå imod, specielt også fordi han vidste hvordan det foregik, dog måtte han lade manden, at det virkelig havde været kløgtigt at blande lynet sammen med mørket, for den havde han ikke selv prøvet før, men man kunne selv lære nyt af sin modstander. Det ville så bare være ærgerligt hvis han tabte. At vandet ramte og dermed gjorde manden blind for en kort stund, så hans sten måtte ramme ham en efter en, var noget som fik ham til at trække svagt på den ene mundvig. Det var nøjagtig det som han havde haft i tankerne og nu hvor manden tydeligvis var blevet kørt træt, var udmattet, så var det nu at man skulle slå til! Det havde måske krævet meget af ham, men derfor havde han stadig meget tilbage igen, i hvert fald lige nok til at gøre et nådesstød. Nu håbede han jo så bare at det hele ville lykkedes ham. Han løftede let hånden i vejret, selvom han stoppede sig selv, da blikket faldt på manden og den lille tåge han dannede mellem sine hænder, hvor det blev til.. en slange? Blikket faldt lettere sagte til den mørke slange med de rødglødende øjne, der snoede sig hen imod ham. De blottede tænder var ikke til at tage fejl af, hvor han lavede en lettere grimasse af væmmelse. Det var nu! Han var udkørt og han fik faktisk ikke en bedre chance end nu! Han løftede endnu engang hånden op i vejret, som han spændte i hele kroppen, idet et lyn skød ned fra himlen, hvor han opslugte det med to fingre, inden han drejede rundt omkring sig selv og skød det direkte imod mandens skikkelse. Vandet som han havde skudt af sted, havde været til at lede lynet og dets strøm. Og nu hvor vandet også havde ramt manden, så ledte det lige hen imod hans skikkelse. Stenkuglerne havde været til for at gøre ham svag, så han ikke kunne undvige, hvilket de jo så fandt ud af nu. Lynet som skød direkte ud af hans to fingre og direkte imod mandens skikkelse, som et blev ledt af vandet, hvilket kun gjorde at han højst sandsynligt ville få stød uanset hvad, medmindre han kom ud af selve vandets bane. Lynet efterlod en kraftig revne i jorden efter sig. Slangen tog han sig dog ikke af, da han ikke kunne se den for det gnistrende lyn.

[christianus]

Chris havde moret sig og han havde nydt denne kamp, for det var virkelig bare rart endelig at skulle stå overfor og det havde i den grad været noget af det bedste af det hele og endda på alle måder om man så ville det eller ikke. Han kneb øjnene fast og dræbende sammen, som han let kom med et fnys. Dette var noget som kunne gøre ham direkte vred, for han ønskede virkelig ikke at tabe! Hvad denne mand måtte kæmpe for, så kunne han næsten regne med at tøsen måtte være en af tingene, for ellers ville han vel heller ikke reagere som han gjorde eller hende for den sags skyld? Lige i hvilken sammenhæng, var dog det som var helt ukendt for ham og endda på alle måder, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde åbent eller på nogen måder, så det var til at se. Han var dog ikke dum, så han kunne jo lægge to og to sammen på denne her måde, uanset hvad om det jo så var en god eller en dårlig ting, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han var træt, han var kørt hurtigt træt og temmelig tidligt, for han var slet ikke vant til at bruge denne form eller mængde for energi, så det var i den grad også en ting som spillede meget ind i kampens hede. Han trak vejret dybt, hans hjerte hamrede mod hans bryst, hvor han selv stod mere eller mindre dynget i vand, selvom det nu heller ikke var noget som han måtte tage sig af på nogen måde. At Romeo ikke ligefrem kunne se hvad slangen måtte gøre godt for, det var noget som han udmærket godt kunne se, og det var noget som i den grad måtte more ham og ikke mindst fryde ham, for han var bestemt heller ikke færdig endnu, selvom han var ved at være godt træt! At Romeo ville gøre brug af lynet til sin egen fordel, havde han næsten regnet ud, som lynet måtte slå direkte ned i mandens fingre – næsten på samme måde, som han selv havde taget kontrol over et enkelt lynnedslag. Et kynisk smil bredte sig på hans læber, idet at han så Romeo dreje rundt om sig selv, for at skyde det mod ham. Nu var nu! Han endte med at gøre en fast bevægelse med hans egen hånd, hvor han så hvordan slangen måtte gøre et fast hop op i luften med hele den lange krop, hvor den nærmest bare.. slugte det lyn som han skød mod ham. Slangen blev endnu en gang til en mørk dis som søgte direkte tilbage til Chris’ hånd, hvor det lagde sig. Disen forsvandt, kun for at efterlade en kugle af ren elektricitet. Det var måske noget som krævede meget energi og man kunne vel også sige, at dette var hans endelige forsøg på at slå sin modstander direkte i jorden, for han var allerede træt af at skulle stå her! ”Prøv igen,” endte han med et kynisk smil og et næsten sindssygt glimt i det ene øje, idet han selv drejede rundt om sig selv, kun for at skyde lynkuglen direkte efter Romeo. Hans eget tricks mod ham selv, hvilket kun gjorde det langt mere sjovt end alt det andet! Træt var han, men det havde virket og det var i den grad også det bedste af det hele!