Light vs. Dark

[Deleted]

Lexie vidste udmærket godt at Romeo kun gjorde sit for at beskytte hende, selvom det slet ikke var noget som hun valgte at tage hensyn til. Hun elskede ham og ville ikke undvære ham, så måtte hun jo bare gøre det som de krævede af hende, netop for at skænke hende den mulighed for at blive ved ham! Døden, lyset eller mørket, så var hun ligeglad bare de kunne være sammen. Han var den som havde formået at åbne op for hende, den som havde formået at tage hendes hjerte med storm og måske at det bedste ville have været at søge tilbage til Procias, men en tilværelse uden ham, var slet ikke noget som hun ville høre tale om, hvis hun ellers kunne blive fri for det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Auraen var endt langt mere mørk som hun måtte opsluge det som Konstantin havde viklet hende ind i. Det var virkelig en kraftig og smertefuld proces, men det var egentlig bare noget som man måtte tage med sig i den anden ende, for det andet ville virkelig ikke hjælpe nogen som helst. Hun blev hængende på væggen og med en fuldkommen ro i kroppen, som hun egentlig bare ventede på at komme i gang med det hele. De mørke øjne hvilede afventende på Konstantin idet at han valgte at sætte hende på jorden igen. Hun blev stående og med den samme intense og mørke mine. Det var ikke den gamle generte og usikre Lexie som han stod overfor i øjeblikket. Nej, det var den bestemte af slagsen som gjorde hvad der kræves for at få det som hun selv ville have! ”Jeg kan mærke det,” sagde hun med en ganske kortfattet stemme. Stemmen var i sig selv blevet en tone dybere, selvom det ikke selv var noget som hun lagde mærke til. Hun vendte blikket mod Romeo, da det var ham som måtte komme hende i møde, da Konstantin måtte forsvinde. Hun vendte blikket direkte op mod hans. Mørket var i hende og det skulle jo selv forsegles og det kunne jo trods alt også kun gøres ved mord på denne her måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. ”Det skal jeg nok, Romeo,” sagde hun ganske kortfattet. Det var ikke fordi at hun havde lyst til at bide den af ved ham, men.. det var bare ordvalg som lå næsten naturligt til hende nu. De lette strøg mod hendes kind var noget som hun blot måtte nyde af, for det var rart med den omsorg, for det var jo også noget som Romeo altid havde vist overfor hende, så selvfølgelig var det jo også noget som skulle have sin betydning når det endelig måtte komme til alt. Hun trak vejret dybt, hvor hun mere end glædeligt måtte besvare hans kys. Det glædet hende at han ikke slog hånden af hende fordi at hun havde vist sig at være et stædigt æsel, men.. hun ville bare ikke miste ham. ”Få nogen til at se på den arm, Romeo.. Så venter jeg når kampen er overstået. Jeg skal nok vinde,” sagde hun roligt, men dog med en ganske bestemt tone. Det var heller ikke fordi at hun ville lyve for ham. Hvis hun kunne få ham ved at tage en andens liv, så gjorde hun det altså! Kysset mod hendes pande tog hun selv imod, hvor hun så til at han forsvandt, for at dukke op ved siden af Malisha. Hun selv trådte ud på Arenaen og stillede sig afventende til at hendes egen modstander ville dukke op.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

At det ville være en nem sag at tvinge mørket frem i Lexie, var noget som Malisha næsten kunne regne ud. Hun havde ikke det stærkeste sind, så det ville ikke blive en udfordring at skulle tvinge mørket frem i hende og de var tydeligt at se at Konstantin allerede var i fuld gang med lige netop den opgave, hvilket var noget som hun selv måtte fryde sig over. Hun glædet sig til at overvære kampen og se om der virkelig var hold i Lexie eller om hun bare skulle vise sig som typen som havde det hele i munden. Et sted så var det jo selvfølgelig en skam at se en som Chris falde bort, men det havde virkelig været underholdning i verdensklasse! Det var slet ikke noget som hun kunne gøre andet end at nyde at sidde og se på, så det var virkelig imponerende! At slappe af, at pleje sine sår og bare se til at andre skulle i ringen var noget som hun i den grad også selv ville nyde af og at se den unge tøs skulle igennem det samme helvede.. Ja, hun ville få tæsk uden lige, så meget kunne hun næsten sige sig med det samme, hvis det ikke var fordi at Konstantin ville finde hende en modstander som måtte ligge på hendes eget niveau i det store og hele, hvilket hun regnede med. Så ville der jo også komme lidt kamp ud af det og det var bestemt heller ikke noget som hun ville have det mindste imod når det endelig måtte komme til stykket. Som Mørket røg frem i Lexie og med blikket som måtte følge Romeo, så kunne hun virkelig ikke lade være med at smile. Det var tydeligt at de ikke kunne undvære hinanden, så det at Lexie ville igennem det, selvom hun slet ikke havde den magiske erfaring til det, var noget som hun i så fald også måtte lade sig imponere over, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om i den anden ende. Hun blev roligt siddende og ventede til Konstantin måtte bringe Aurica frem. Det var nu at det først for alvor begyndte at blive interessant! Warlockernes gamle leders datter mod magikernes? Det kunne kun vise sig at blive langt mere spændende end det som hun lige havde regnet med, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Med et tydeligt tilfredst smil, så satte hun sig roligt tilbage, også selvom hun virkelig måtte være frygtelig øm af sig. Blikket gled roligt i retningen af Romeo. Hun trak næsten kynisk på smilebåndet. ”Jeg har ikke moret mig så meget i mange år, Romeo. Det klarede du faktisk flot,” sagde hun roligt og ikke mindst en stilfærdig stemme, idet hun vendte blikket mod Arenaen. I sig selv, så ventede hun bare på at Konstantin satte kampen ind og lod de to tøser gøre sit bedste. Hun var faktisk spændt på udfaldet, for hun vidste skam også godt at Aurica kunne have mange midler at tage i brug og at det heller ikke var noget som hun ville tøve med at gøre, hvis det var for hendes egen overlevelses skyld. Lexie derimod.. ja, hende var Malisha en smule mere usikker på, men kampen skulle nok gå hen og vise sig at blive meget interessant, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. ”Så lad os se hvad din kæreste dur til,” sagde hun med en morende stemme. Hun var typen som klart morede sig på andres bekostning!

[aurica]

Aurica brød sig på ingen måde om det som hun skulle igennem! Hun havde hørt de mange andre warlocks snakke omkring denne såkaldte ’test’ som alle med warlockblod i årene skulle igennem. Kun en ville komme levende fra det? Måske at hendes far måtte være den berygtede Matthew, men det gjorde bestemt ikke at hun var dygtig til magi, for det var hun virkelig ikke. Hun var ikke en som direkte havde øvet med det på den ene eller den anden måde, selvom hun bestemt heller ikke tøvede med at gøre brug af det som hun var i stand til, hvis det skulle vise sig at være det. Hun vendte blikket mod Konstantin som han endnu en gang måtte komme ned. Det var noget som gjorde hende en kende usikker, for hun ønskede virkelig ikke at skulle igennem det samme som Chris! Hun vendte blikket stille mod ham, som han måtte stoppe op foran den celle som hun var placeret i, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere for hende, for så var det vel også hendes tur nu? At hendes tvillingebror ikke var der, var noget som selv måtte frustrere hende, for hun kunne virkelig godt bruge hans trøstende ord lige for øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om når det endelig måtte komme til stykket! Hendes hjerte slog let mod hendes bryst. Måske at hun ikke var den mest sikre på ydresiden, men det hele hvilede skam i det indre for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun sitrede ganske let, som hun roligt rejste sig fra gulvet af. At stille sig op imod Konstantin ville hun heller ikke få det mindste ud af, hvilket hun allerede nu måtte være ganske kort klar over når det endelig måtte komme i den anden ende, men hvad pokker skulle hun da stille op? De mørke øjne faldt direkte til hans skikkelse, selvom minen var en anelse trodsig af sig, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. At han åbnede cellen og tog fat i hende, fik hende hurtigt til at stivne, for hvis der var noget som hun kunne, så var det da at gå selv! ”Jeg kan godt gå selv,” sagde hun ganske kortfattet som de måtte forsvinde, kun for at dukke op i Arenaen. At høre folks jubel og at se Lexie stå der, var noget som gjorde hende en anelse usikker af sig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun bed sig let i læben, som hun gjorde et fast ryk, kun for at trække armen til sig, for hun kunne udmærket godt gå selv, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. ”Hvad er det I vil have mig til?” Mørket kunne hun fornemme i Lexie, mørket kunne hun fornemme i alle og det var selv noget som hun vel bare.. skulle og måtte vænne sig til i den anden ende, selvom det heller ikke var noget som hun brød sig meget om når det endelig måtte komme til stykket. Hun havde sine anelser, men nu havde hun hørt så mange snakke om det, så hvad var sandheden? Hun vendte blikket direkte op mod Konstantin, det var heller ikke fordi at hun havde meget til overs for fyren, men hun frygtede ham. Det gjorde hun virkelig.

[Deleted]

Faktisk ville Konstantin nyde at se denne kamp. Måske det var nogle med warlocksblod der lå langt nede i rækken, for de lå nok til nogle af de svageste, men af den grund, så bar de to unge tøser, faktisk et stærkt og berygtet navn. Igleéias og Terrac. Han var sikker på at det nok skulle blive en interessant kamp, men igen, det var ikke fordi at de var de stærkeste til magi, så det kunne jo faktisk godt være at det var en elendig kamp, men af den grund var han sikker på at folk nok skulle komme til at blive underholdt, netop fordi de gik op i hvem der kæmpede imod hinanden, og når det var to fornemme og fine slægte af magi, så skulle det skam nok vække en form for interesse, så meget var han da sikker på! Blikket faldt stilfærdigt mod Aurica, som hun måtte sidde i sin celle, ved siden af den, som Christianus havde siddet i. At hun også havde en rapkæftet mund, måtte virkelig kun more ham, men det lå vel til familien? Han var dog ligeglad, han skulle bare have denne kamp overstået, så ville Lexie enten dø eller også ville hun forsegle mørket ligesom Romeo. Et sted så var han næsten sikker på at Lexie havde mere end øjet umiddelbart lige kunne se, for hun var trods alt blevet trænet af Romeo, og de havde jo allerede fået bevis på, hvilke talenter som Romeo måtte have, så enten var han elendig til at lære fra sig eller Lexie var ufattelig tungnem, eller også så havde hun selv nogle tricks oppe i ærmet. Det var jo faktisk noget af det som han måtte glæde sig til at finde ud af. Blikket faldt på publikum, som de endte oppe i arenaen, selvom at han vendte de mørke og lettere rødlige øjne imod Aurica, da hun rev armen til sig, hvilket fik ham til at ryste smilende på hovedet af hende. Han kunne dræbe hende så let som ingenting, for måske folk troede at han bare arbejdede under Malisha, men han var selv en mand med frygtelig mange talenter og en ufattelig stærk magi, for han var trods alt én af de ældste warlocks, han var blevet tvunget til at kunne sin magi til perfektion, så han var skam en mand der havde arbejdet hårdt for at nå der hvor han stod nu. Hvem der til gengæld var stærkest af ham og Malisha magimæssigt, vidste han dog ikke, for dengang de havde været små, havde de faktisk fulgtes godt ad, til tider havde han vundet og andre gange havde hun. En kamp mellem ham og Malisha ville være årtiers kamp! Men.. det ville også kræve at én af dem faldt, hvilket han bestemt heller ikke kunne risikere, de var partnere i at få warlocksne frem, og hun havde ikke spurgt ham om hjælp for ingenting, og om man troede det eller ej, så gik han faktisk meget op i at være trofast og loyal, og bestemt også at det var gensidigt. Han vendte de mørke øjne mod Aurica, hvor de hvilede lettere køligt på hende. Et grumt smil gled over hans læber. ”Det er skam såresimpelt. Dræb Lexie.. eller bliv dræbt,” forklarede han kortfattet, inden han gik ind mod Arenaens midte. ”Mine damer og herre! Næste kamp står mellem to stærke magifamilier! Magikernes nuværende leder; Lexie Terrac! Og datter af den forhenværende warlockernes leder; Aurica Igleéias!” Han vendte blikket kort mod Aurica for at se om hun var parat, inden blikket gled mod Lexie. Han rakte hånden i vejret, som han skød en rød kugle op i luften der måtte eksplodere som et fyrværkeri, som et tegn på at kampen var sat i gang, inden han selv måtte forsvinde i et lysglimt, som han endte oppe i luften igen, hvor han kunne se hele kampen.

[romeo]

Blikket faldt lettere indgående til Lexies skikkelse. At mørke var fremme i hende, var noget som Romeo både kunne se, høre, mørke og fornemme på alle måder, selvom at det faktisk glædede ham at hun ville dele det sammen med ham. Han ønskede ikke at undvære hende, han ønskede hende kun sikker, og hun var ikke sikker, når hun skulle ud i en kamp, hvor han ikke kunne beskytte hende, hvor han ikke kunne passe på hende, for der var hun slet ikke sikker! Han sukkede lettere opgivende. Hun var stædig og hun havde tydeligt bestemt sig, hvilket han så også måtte respektere, så han sagde hende heller ikke yderligere imod. Han ville ikke blande sig, tabte hun.. jamen så havde det jo kun bevist at hun ikke var stærk nok og han ønskede et sted en stærk kæreste, en der kunne stå op for sig selv, selvom.. han betvivlede ikke Lexie det mindste. Han havde jo selv personligt trænet hende, og i den tid han selv havde været i færd med sin genoptræning af sine ben, der havde hun jo faktisk trænet selv, så han var faktisk spændt på at se hvad hun var i stand til, hvad hun havde i ærmet. Han var sikker på at hun nok skulle klare den – selvom han ikke vidste hvem hendes modstander var, men hvis det var en på nogenlunde samme niveau, så skulle det nok gå. Han vendte kort blikket mod sin dårlige arm, som hun sagde at nogen skulle se på den, inden han vendte blikket mod hende igen. Han sukkede kort og lettere overgivende. ”Bare pas på dig selv.. og guds skyld.. så hold hovedet koldt. Din magi er præget af dine følelser, bliver du bange låser magien sig fast, hvilket du allerede har oplevet, så se frygten i øjnene og lås op for magien,” forklarede han kortfattet og sendte hende et fast og bestemt nik, som han betragtede hende for at se om hun havde forstået ham. ”Jeg krydser fingre for dig min kære.. og venter på dig når kampen er slut.” Det var de sidste ord der forlod hans læber, inden han forsvandt, for at dukke op ved siden af Malisha. At hun havde moret sig, undrede ham bestemt ikke! Men det var ikke noget som han tog sig af. ”Det glæder mig at du morede dig på min bekostning, kære kusine,” svarede han kortfattet og dog med en ironisk undertone. Han stillede sig roligt hen til rækværket, hvor blikket faldt ned på Konstantin og den tøs han havde med, inden blikket faldt tilbage på Lexie. Han kunne mærke at de nogenlunde lå lige i niveau, så det skulle nok blive interessant. Han vendte blikket mod Malisha som han så sig over skulderen, inden et lumsk smil gled over hans læber, idet hans mørke øjne måtte få et hemmelighedsfuldt skær. ”Du så mig dernede Malisha. Jeg har personligt trænet Lexie, så tror du ikke at du undervurdere hende? Du ved lige såvel som jeg, at magien er knyttet til ens følelser, så den bliver låst fast når man er bange eller frygter noget, men når man ønsker nogen død.. så kan ens magi blive ret så kraftig,” svarede han stilfærdigt, som han roligt vendte blikket mod Lexie igen. Han frygtede ikke for hende, men nu måtte de jo se. Han tog roligt plads ved en stol ved siden af Malisha, inden han roligt brugte sin magi til at få sin dårlige arm i en slynge, blot for at vende blikket mod kampen som skulle til at begynde, da Konstantin havde sat startskuddet i gang.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha kunne blot stå ved, at hun var fuldkommen ligeglad med Lexie eller Aurica for den sags skyld, for hun havde intet til overs for nogen af dem. At Lexie så havde mere at byde på end det som hun havde vist overfor dem, var noget som faktisk måtte overraske hende og meget endda, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde det mindste til når det endelig måtte komme til stykket. Romeos arm var tydeligt ødelagt, men det var igen heller ikke noget som hun tog sig det mindste af i den anden ende. Hun havde moret sig, så det var vel også det som hun satte som noget af det vigtigste i det store og hele? Ikke fordi at det var noget som hun sagde direkte, men det var vel også ganske åbenlyst? Hun trak morende på smilebåndet og uden at tage blikket fra ham, for det var der så sandelig heller ikke nogen grund til set i hendes øjne, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hovedet søgte let på sned. ”En ting er at træne hende, Romeo.. en anden er at sætte hende til testen og se hvad hun i sandhed har fået ud af det.. foruden følelser for sin egen træner,” påpegede hun ganske kortfattet som hun endnu en gang måtte vende sig mod Arenaen. Nu kunne Romeo slappe af, også selvom hun vidste og kunne fornemme på ham, at han var bekymret for Lexies vedkommende. Det var en lederdatter mod en lederdatter, så det skulle nok gå hen og blive ekstremt interessant, det var end ikke noget som hun betvivlede på nogen som helst måde overhovedet. Hænderne foldede hun roligt foran sig. Hun var ikke kommet så slemt til skade, at hun var nødt til at sidde med forbinding, desuden så var det heller ikke noget som hun ville uanset hvad! ”Du er bekymret for hende, er du ikke Romeo? Irriteret eller frustreret over, at hun ikke gør hvad du ønskede af hende? At søge tilbage til det sølle liv i Procias?” Hun vendte blikket endnu en gang mod ham. Det var ikke fordi at hun ønskede at irritere ham yderligere, men hun kunne jo se det på ham, at det var ham en ting som virkelig måtte gå ham på. Mørket var ikke bare koldt og kynisk, selv følelser hvilede i det. Det var skam også der at mange måtte tage fejl af dem, og selv det var noget som kunne irritere Malisha selv! Hun trak vejret dybt og vendte blikket mod Arenaen endnu en gang. ”Jeg vil først se hvad hun duer til, Romeo.. overvinder hun denne Aurica, så har hun selv vist sig som værdig.. hvem ved.. måske at hun kan blive en anerkendt Warlock? Ligesom dig..” Denne gang så hun dog ikke på ham. Måske at hun selv stod som leder, men helt sindssyg var hun dog heller ikke, for det var heller ikke noget som hun ville få det mindste ud af i den anden ende. Hun satte sig tilbage, selvom det gjorde ondt. Han havde i den grad også ramt hende, selvom det nu heller ikke var noget som hun ville sige direkte, for han havde vist sig at være en smule stærkere end det som hun havde regnet med, selvom hun havde stolet på sine intuitioner og mavefornemmelsen. At kampen måtte gå i gang, var noget som for alvor måtte fange hendes opmærksomhed. Det skulle nok vise sig at blive umådelig interessant!

[Deleted]

Det mørke som Lexie kunne fornemme i sin egen krop, var virkelig en utrolig fornemmelse! Hun havde aldrig nogensinde oplevet noget lignende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Blikket hvilede intenst på Romeo. At han ville have hende i sikkerhed, vidste hun godt.. Selvom mørket hvilede i ham, så var han stadig den selv samme overfor hende og det var noget som hun selv kunne fornemme. De mange kys og de kærtegn som han skænkede hende, var noget som virkelig måtte lette hende, for det var noget som virkelig gjorde hende glad. Hun ønskede jo også at bevise at hun sagtens kunne finde ud af det selv, at hun ikke behøvede en at gemme sig bag og dette var altså også en test for at bevise hvor meget hun virkelig var villig til at gå igennem for hans skyld. Hun ønskede at være sammen med ham, uanset hvor pokker det så skulle være henne! ”Det ved jeg godt, Romeo..” Hun betragtede ham med et tydeligt mørkt skær i blikket. Med ham tæt på sig, så var lyset i den grad også fremme, selvom det hurtigt blev til mørke, som han forsvandt. ”Kampen skal jeg nok vinde..!” Hun vendte sig roligt mod Konstantin idet at han var dukket op med hendes modstander. Denne tøs så heller ikke ud til at være meget for det, så urolig og nervøs som hun virkede til at være, så det skulle jo nok gå som smurt, det var hun slet ikke i tvivl om. Hun valgte bevidst at glemme at der var så mange som måtte holde øje med dem, at de kun var der for folkets underholdning, selvom de var en test for at se hvor værdig man var som Warlock, så var hun virkelig ligeglad! Hun ville bare have Romeo og det var det eneste som hun ønskede for øjeblikket. Hun vendte blikket ned mod sin hånd, som hun dannede en mørk kugle uden så meget som at skulle anstrenge sig. Normalt så kostede det hende koncentration og energi, selvom hun følte sig som en kæmpe energibombe for øjeblikket! Den følelse af magt som mørket måtte give hende, det var virkelig en frygtelig intens fornemmelse, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. ”Så lad os se hvad du dur til..” endte hun med en ganske kortfattet mine. Hun kneb øjnene fast sammen, idet hun bare kylede den af sted og med den brændende fart, at man var nødsaget til at skulle følge ekstremt godt med, hvis man ville have en jordisk mulighed for at undslippe den! Hun ville bare have det overstået og helst så hurtigt som muligt, så hun kunne vende tilbage til Romeo! Kampen var i gang og hun havde kun et mål; At vinde og komme tilbage til manden som hun elskede og holdt af.

[aurica]

Måske at Aurica var en datter af en meget stor mand, så var det ikke noget som forandrede noget som helst for hendes del, for han havde aldrig rigtigt haft noget med hverken hende eller hendes tvillingebror at gøre. Ja, hvor han var, var noget som hun ikke var klar over og det var noget som kun måtte gøre hende langt mere usikker end det som hun var fra før af. Det var ikke fordi at hun som sådan havde haft noget som helst med mørket at gøre som sådan. Hun havde levet et relativt roligt liv uden brug af magi, for.. ja, der havde ikke rigtigt været nogen til at lære hende det! Hun vendte blikket skiftevis fra Lexie og op til Konstantin og ikke mindst med en mindre spørgende mine. Hvorfor skulle hun kæmpe? For sit liv? Hun havde jo aldrig gjort nogen af disse noget som helst! ”J-jamen… Nej!” sagde hun med en næsten skræmt stemme. Et sted var hun vel mere magiker end det som hun var warlock? Hendes mor havde haft det største at skulle sige for hendes vedkommende, selvom det nu heller ikke var noget som hun havde nogen intentioner om at skulle ændre bare sådan uden videre. At Konstantin bare satte kampen i gang og valgte at forsvinde, var noget som hurtigt måtte få hende til at vende blikket direkte i retningen af Lexie, selvom det var tydeligt at se, at hun allerede var i gang. Hendes blik endte tydeligt overrasket, idet hun næsten helt automatisk måtte forvandle sig til den røde og mørke ræv, kun lige tidsnok til at undgå den kugle som var skudt direkte efter hende. Den eksploderede også kraftigt mod væggen som var lige bag hende. Mørket var heldigvis til hendes egen fordel. Selv havde hun aldrig slået ihjel, hun havde aldrig valgt at komme nogen på tværs, men at gøre brug af kræfter for at komme levende fra situationer, så var det også tydeligt for hende, at det var det som var nødvendigt i denne sag, og så måtte hun jo også bare gøre det! Hun løb hurtigt henover banen på alle fire, idet hun forvandlede sig tilbage igen og med blikket mod Lexie. Var hun datter af Magikernes leder? I så fald, hvad pokker var det at hun lavede her?! Hun kneb øjnene sammen, idet hun selv dannede en kugle igen i hendes egen hånd, som hun bare kylede efter hende uden at advare eller noget som helst, selv så ville hun jo bare derfra, ud og finde sin bror og søge til hans favn, så hun havde et sted at søge den tryghed som hun ikke rigtigt følte at hun kunne finde nogen andre steder. Hun dannede en kugle mere som hun kylede direkte efter hende i tilfælde af at den anden slet ikke havde ramt. Måske at det ikke var de kraftigste, men hun var ikke helt svag af den grund!

[Deleted]

Lexie havde ikke nogen anelse om hvem pokker hendes modstander var eller hvad hun var i stand til, selvom det var noget som hun praktisk talt også var fuldstændig ligeglad med i den anden ende, for det var heller ikke fordi at der fulgte nogen gode ting med det. Konstantin havde sat kampen i gang og selv nu hvor hun selv måtte glemme alt omkring de mennesker som måtte færdes omkring dem – dem som faktisk måtte sidde og fryde sig over de to tøser som måtte kæmpe mod hinanden til døde. Tanken rørte hende egentlig ikke, hvis det var den form for underholdning som de ville have, så skulle de i den grad også få den, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At hendes egen kugle måtte misse, var noget som virkelig måtte irritere hende, men.. hvor pokker blev Aurica af? Den mørke ræv som løb henover jorden, var ikke noget som sådan fangede hendes interesse, før at hun kunne se at den måtte forvandle sig. Var hun animagus? Et kynisk smil gled over hendes læber, som hun vendte sig mod hende, også selvom hun kunne se at hun selv gjorde brug af den mørke magi. Lige hvorfor hun ville kæmpe så ihærdigt, vidste hun ikke, men lige nu var Lexie fuldkommen opsat på at vinde denne kamp – koste hvad det koste ville, så var hun virkelig fuldkommen ligeglad med alt det andet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun fnøs som hun selv dannede en kugle som hun kylede direkte efter Auricas. De ramte hinanden med en mindre eksplosion, selvom hun ikke havde regnet med at hun ville skyde en mere efter hende! Hun gjorde kort store øjne, idet at den ramte hende direkte i brystet og kylede hende bagud og direkte i jorden. Måske ingen af dem var så stærke igen når det måtte komme til magi, men det var virkelig noget som raget hende en høstblomst, det var noget som hun var fuldkommen ligeglad med, for dette var kampe som hun bare skulle vinde uanset hvad! Hun gispede let, idet at hun vendte sig om, kun for at kæmpe sig op på benene igen. ”Imponerende..” Hun kneb øjnene fast sammen. Så ny som hun var indenfor magi, så var det også begrænset hvad hun kunne gøre brug af. Alle de tricks som Romeo og Chris havde brugt, kunne hun jo slet ikke gøre brug af endnu! Endnu en kugle dannede hun i hånden som hun kylede direkte efter Aurica. På vejen så delte den sig i flere små. Et sted så var hun sikker på at ramme denne gang!

[aurica]

Aurica ønskede virkelig ikke at kæmpe, selvom det var tydeligt at denne tøs var af en helt anden mening. I så fald, så måtte det næsten skræmme hende at se hvor meget mørke der var i Magikernes leders egen datter. Det gjorde hende urolig, for hun vidste at der var uro alle steder efterhånden, selvom det slet ikke var en tanke som faldt hende i særlig god jord, men hvad skulle hun da kunne gøre ved det? Slog hun Lexie ihjel, så ville hun vel egentlig også få problemer med magikerne i den anden ende? Det var jo heller ikke noget som hun havde lyst til så længe at hun kunne undgå det, for hun ønskede jo bare et ganske normalt og roligt liv! Et liv hvor der ikke var mange som vidste at hun var Matthews datter! Det var noget som virkelig raget hende, for hun have aldrig haft noget som helst med den mand at gøre, så det var vel heller ikke noget som sagde så lidt? De to kugler som eksploderede på vejen, gjorde hende dog ikke noget, hvor det jo også var tydeligt at hun måtte ramme med den anden og kastede Lexie direkte ned i jorden. Hun vidste at det ikke var nok, men om ikke andet, så var det jo et skridt på vejen og det var det som hun var ude på! Hun vendte de mørke øjne mod hende og med den samme faste mine. Hun ønskede virkelig ikke at bekæmpe hende, men bare.. holde hende på afstand, selvom hun vel allerede var klar over, at det var fuldkommen nytteløst i den anden ende? Om det jo så var noget som hun ville være ved eller ikke, så kunne hun ikke rigtigt gøre det store ved det og det var noget som hun virkelig måtte hade når det endelig måtte være, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket! Kuglerne som Lexie skød efter hende, ramte.. de delte sig jo, så det var for mange! Hun kom med et mindre smerteskrig, idet hun blev kastet baglæns og direkte ned i jorden, hvor de sidste selv ramte hende og sørgede for at hun blev ramt ekstra godt! Hun fnøs selv ganske let, som hun vendte sig i gruset i et forsøg på at komme op. Hun blødte i den ene mundvig, selvom det nu heller ikke var noget som hun som sådan kunne tage sig af lige netop nu. Hun var nødt til at slå den kvinde hvis hun ville overleve, det var noget som hun tydeligt havde fundet ud af! Hun rejste sig roligt op og med en mere fast mine. Måske bange og usikker, men hun havde sin magi og meget andet at tage i brug hvis det var det som skulle blive nødvendigt. Hun ville hjem til Marcell! Og det var hendes mål ved dette! ”Udmærket.. så det er sådan vi leger..” mumlede hun let. Hun samlede hænderne, idet at hun dannede sig en kugle. Hun sendte den direkte ned i jorden, hvor det tydeligt begyndte at rumstere. Blikket gled mod Lexie. Dette var noget som krævede koncentration!

[Deleted]

Lige netop i denne situation, så tillod Lexie sig at være ekstremt egoistisk. Hun var virkelig ligeglad med hvad denne kvinde havde at vende hjem til – hvis hun havde noget i det hele taget, for det var noget som raget hende en høstblomst bogstavelig talt, hvilket vel bare sagde lidt om hvor meget mørket havde fat i hende? Hun kunne slet ikke tænke i de typiske baner og det var heller ikke noget som hun ellers altid ville have gjort det. Hun ville bare hjem til Romeo og det var bare ikke noget som kunne gå hurtigt nok for hendes vedkommende, så det var heller ikke noget som sagde så lidt når det endelig måtte komme til stykket. Hun kneb øjnene fast sammen. At det jo så denne gang var hende som måtte ramme og så perfekt som hun gjorde det, var noget som fik det kyniske smil til at brede sig på hendes læber. Folk jublede og kom med de mange tilråb, selvom det slet ikke var noget som hun lagde mærke til. Denne kvinde lå omtrent på det samme niveau som det hun selv gjorde, så det var selvfølgelig også noget som gjorde det hele langt mere interessant, også for Lexies vedkommende. Hun trak vejet dybt. Mørket var noget som gav hende styrke, men også noget som udmattede hende på en og samme tidspunkt, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, så var der intet at gøre ved det. Den kugle som Aurica dannede mellem sine hænder, var nu heller ikke noget som hun tog sig af. At den røg ned i jorden var derimod noget som gjorde hende en anelse mere usikker. Hun bakkede et skridt, idet hun selv skulle til at gøre sit eget angreb på denne her måde. Hun kneb øjnene fast og let sammen og med et kraftigt fnys, idet hun dannede en ny kugle i hendes hånd. Jo hurtigere at hun kunne få denne kamp overstået, jo bedre ville det selvfølgelig også blive, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun brugte hver eneste muskel og styrke som hun havde i sin arm, idet hun gjorde et kraftigt udfald, for at få den kylet af sted. Denne gang med en direkte dræbende fart! Øjnene kneb hun fast sammen. For en ganske kort stund, så glemte hun helt og alt omkring Auricas forrige træk. Hun tænkte virkelig kun i en bane og det var selvfølgelig også noget som spillet voldsomt ind for øjeblikket, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hun ville have denne tøs ned med nakken og det var virkelig heller ikke noget som kunne gå hurtigt nok! Instinktet i Lexie sagde kun to ting; Overlev og dræb.

[aurica]

Måske at Aurica ikke var meget for at gøre brug af mørk magi, men hun havde i den grad lært lidt. Sådan var det jo trods alt når man havde en bror som gik lidt mere op i det end bare som så, så det havde jo også sine fordele, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. At gøre skade for at overleve selv, var nu heller ikke noget som hun brød sig om. Hun havde jo bare sit liv og hun ønskede at leve det helt uafhængig af andre og deres indblandende, selvom det var tydeligt at i denne situation så havde hun ikke rigtigt noget andet valg. Lexie vidste ikke hvilke kræfter som faktisk måtte være på spil. At Lexie så glemte hendes forrige træk, var jo så heldigvis til hendes egen fordel, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun trak vejret dybt, som hun kunne se at Lexie var ved at gøre klar til det næste. Det var nu eller aldrig og det var noget som hun var udmærket godt klar over! Hun gjorde et kraftigt kast med armene. Den sorte kugle brød jorden lige under Lexie, kun for at indramme hende i det intense mørke inden hun i det hele taget ville få nogen menneskelig mulighed for at kaste kuglen efter hende. Det var dog ikke bare nok med det. Mørket havde en anden effekt i denne situation. Det var hendes egen bror som havde lært hende at gøre brug af dette. Uvejret over dem, regnen og det hele, var bestemt heller ikke noget som var hende imod, tvært imod! Kuglen begyndte at gnistre, idet at den fangede hende ind i kraftige og mørke reb som lagde sig tæt omkring hendes skikkelse. De måtte nærmest give hende elektriske stød, også mest for at skulle holde hende bare en anelse på plads, mens hun selv kunne komme sig! Hun trak vejret dybt som mørket endelig ville lægge sig og efterlade den kraftigt forbundne Lexie, selvom det slet ikke var noget som rørte hende. Hun ville hjem til sin bror, også selvom hun tydeligt kunne fornemme at denne kvinde også måtte kæmpe for sit liv og for det som hun selv måtte ønske. De mørke øjne søgte direkte til hendes skikkelse som hun måtte komme hen til hende. Hun knyttede næven ganske let, som en kniv måtte ende med at dukke op. Måske at det var en primitiv måde at gøre det på, men det var den eneste mulighed set i hendes øjne. ”Jeg beklager Lexie..” mumlede hun let, som hun kom helt hen til hende. I sig selv, så kunne det jo næsten se ud som om at kampen var ved at nå sin ende? Måske at den ikke havde været særlig lang, men ingen af dem var særlig erfarende, så meget kunne vel bare konstateres?

[Deleted]

At Aurica havde langt mere på lur end det som hun havde vist Lexie, var slet ikke en tanke som faldt hende det mindste ind. Hun var virkelig for optaget af sin egen sag her, at hun virkelig glemte alt det andet og det var vel også noget som kunne få katastrofale følger i den anden ende? Det var om ikke andet, også noget af det som hun faktisk måtte være mest bange for, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun kneb øjnene fast sammen, som hun gjorde det tydelige tegn til at skulle kaste kuglen af sted, selvom hendes koncentration tydeligt måtte ende med at blive brudt på den mest grusomme måde, idet at mørket måtte opsluge hende på denne her måde, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der heller ikke nogen tvivl om. At det regnede og var uvejr som tydeligt måtte være på vej, var slet ikke noget som hun som sådan havde lagt mærke til, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. De pludselige mørke reb som måtte lægge sig tæt omkring hendes krop, var noget som efterlod hende med et kraftigt chok, selv da de kraftige elektriske impulser måtte gå kraftigt igennem hendes krop. Okay, hun havde da slet ikke regnet med at kvinden var i stand til at gøre brug af magi i denne kaliber! Det gjorde faktisk ondt! Hun klemte øjnene fast sammen som mørket måtte falde og efterlod hende på jorden fanget i de kraftige reb. Hun vendte blikket direkte op mod Aurica som hun måtte komme mod hende. Det var bestemt heller ikke fordi at hun havde nogen intentioner om at skulle tabe denne kamp, det var helt sikkert! De små elektriske impulser som kontinuerligt måtte blive skudt igennem hende, var noget som efterlod hende næsten lammet til at kunne gøre noget som helst. Et sted så var dette noget som kunne skræmme hende. Kampen var til døde og det var bestemt heller ikke fordi at hun agtede at lade dette blive enden for hendes vedkommende. Hendes øjne endte med at skyde lyn. Romeo havde jo fortalt hende, at hun skulle prøve at glemme frygten – se den i øjnene og komme over den, for det andet ville slet ikke gavne hende og hun vidste jo også at han havde helt ret! Hun knyttede næverne fast. ”J-jeg agter ikke at tabe!” hvæsede hun med en fast tone. Hun havde Romeo at søge mod og hun agtet at gøre det! Koncentrationen var i den grad krævende, idet hun dannede sig en lille kugle mellem hendes ringefinger og hendes tommel. Det var svært med de impulser som fortsatte! Hun endte med at skyde den direkte op mod luften, hvor den voksede til, kun for at hamre direkte ned mod Aurica. Nok var nok!

[aurica]

For Auricas vedkommende, så kunne det næsten se ud som om at dette slag var kommet til en ende, hvilket faktisk var noget som måtte glæde hende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det andet var bare noget som i hendes øjne, måtte være spild af tid og kræfter, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt når det endelig måtte komme til stykket. Det sværeste var egentlig at man var nødt til at tage et andet liv for sin egen overlevelses skyld, for det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre, det var noget som faktisk gjorde ondt. Et sted så kunne man vel tydeligt mærke og fornemme på dem, at det var hendes mor som havde haft mest med hende at gøre? Hun trak vejret hurtigt som var hun forpustet. At gå fra at være vant til slet ikke at bruge magi til pludselig at bruge en masse, var noget som tydeligt måtte ramme og hårdt endda, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun rystede og dirrede let, som hun var kommet hen til Lexie. Det krævede nu stadig en anelse at holde magien omkring Lexie, så hun ikke kunne komme fri, selvom det nu heller ikke krævede så meget igen. Alt hun var tvunget til nu, var at stikke kniven i hendes hjerte, og så ville det hele gå mod sin ende og så kunne hun komme hjem! Det var noget af det som hun i den grad også måtte se mest frem til den dag i dag, for jo hurtigere hun kunne komme hjem, jo bedre ville det i den grad også blive, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Den kugle som Lexie skød op mod luften, var ikke noget som hun direkte lagde mærke til, for hun regnede vel ikke med at tøsen kunne gøre noget som helst så længe at de impulser måtte tvinge hendes fokus helt i andre retninger? Kuglen ramte hende direkte i ryggen, hvor hendes fokus måtte ryge mere eller mindre med det samme. Det smerteskrig som hun måtte komme med, idet at hun røg direkte ned i jorden med det som kraftigt måtte minde om et brændemærke som dækkede temmelig meget af hendes ryg. Kniven røg ud af hendes hånd, idet at hun rent instinktivt var tvunget il at skulle slippe den. Hovedet som endnu en gang måtte ryge direkte ned i gruset, idet hun vendte sig mod Lexie. Hun var langt mere dygtig end det som hun lige havde regnet hende for at være!

[Deleted]

Lexie agtede i den grad at skulle vinde dette slag, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Et sted så kunne det godt minde en anelse om slaget mellem Romeo og Chris? At den ene så ud til at have overtaget, men at det skulle ændre sig? Hun ville tilbage til ham og det var virkelig også til at gøre alt for at opnå! Alt det andet kunne virkelig vise sig at være fuldkommen lige meget! At hun kom mod hende med kniven var dog noget som gjorde hende en anelse usikker, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket og det var noget som gjorde hende urolig, for hun ønskede sig på ingen måder i døden endnu! Det var alt for tidligt og der var alt for mange ting som hun endnu ikke havde opnået og som hun ville opnå sammen med Romeo ved sin side! At kuglen måtte ramme hende direkte i ryggen, så kunne Lexie også mærke at hun pludselig fik langt mere bevægelsesfrihed som hun pludselig måtte få, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun rev armene til sig, idet hun kæmpet sig op at stå, selvom det var lettere skælvende. Det sitrede og dirrede i hver eneste lille muskel som hun havde i sin egen krop, udelukkende på grund af den elektricitet som hun var blevet udsat for, hvilket faktisk var noget som kunne gøre hende direkte vred eller det som var værre; hun blev rasende over det, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun vendte sig direkte mod Aurica som måtte ligge i jorden. Selv var hun ved at være træt. At gøre brug af magi på den måde, var hun jo slet ikke vant til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun fnøs af hende. Det var heller ikke fordi at der var meget respekt set fra hendes side af, for hun havde virkelig ikke noget til overs for hende på nogen måde og det var heller ikke noget som hun lagde det mindste skjul på når det nu endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun dannede en ny kugle, selvom den ikke var nær så stor. De var begge ved at være færdige og tomme for energi og det kunne mærkes. ”Det der var meget dumt,” påpegede hun med en sigende og tydelig vred mine. Hun kylede kuglen direkte efter hende, fuldkommen ligeglad med at hun lå i jorden eller ikke!