Light vs. Dark

[romeo]

Slangen som manden havde fremmanet af sin mørke dis, kunne Romeo ikke rigtig se hvad var til, hvilket var noget som han ikke rigtig brød sig om. Det var jo kun et lille dyr, han ville jo snildt kunne slå det i tusindestykker hvis det kom ham nær. Han var dog selv optaget af sit eget angreb, som han måtte få lynet til at slå ned i hans fingre, som de nærmest måtte opsluge det, blot for at skyde det imod manden og den bane af vand han netop havde lavet, for at lede elektriciteten fra lynet. At slangen så nærmest måtte springe op i luften og sluge lynet, blot for at blive til dis, så den tog imod slaget og beskyttede Chris, var noget som fik ham til at se lettere opmærksomt til. At disen svævede tilbage til mandens hånd og han dannede en kugle af ren elektricitet, fik hans eget hjerte til at slå imod hans bryst med fulde hammer, for det var tydeligt at manden nu skulle til at bruge Romeos angreb imod ham selv. Han stirrede på lynkuglen der blev sendt imod ham med fuld fart. ”Shit!” hvislede han fast, hvor han sprang til siden, skønt at kuglen af elektriciteten måtte ramme hans venstre arm, hvor det nærmest føltes som en eksplosion. Han faldt til jorden med et kraftigt og smertefuldt skrig, som han tog sig til den venstre arm, der var helt blodig, hvor hver en knogle var brækket. Han lagde ikke mærke til andre smerter end den i hans arm, eftersom at smerten der måtte overdøve alt andet. Han kneb øjnene fast sammen, hvor han blot klemte til. Tårerne meldte sig let i hans øjne, skønt de ikke faldt, men for pokker det gjorde ondt! Hans krop dirrede ganske let af smerte, hvor han bed sig hårdt i den bløde underlæbe, imens han klemte øjnene hårdt sammen. Den venstre arm var tydeligt uskadeliggjort, men på den anden side, var han glad for at lynet ikke havde ramt ham i brystet, for så havde han været død på stedet. Han bar jo stadig arret på hans ryg og på hans venstre side, fra det lyn han havde mødt fra vampyrwarlocken. Han prustede ganske let, som han blot lå på jorden. At bruge lynet havde selv taget hårdt på hans kræfter, for det var noget som virkelig måtte koste energi! Han trak vejret dirrende og lettere gispende, som han klemte øjnene fast sammen. Han måtte ikke give op! Hvis han ikke kom op på benene, så havde han tabt! Han endte med at ligge helt stille, som han blev helt tavs, hvor han blot lå og koncentrerede sig. Han trak vejret dybt og åndede lettet ud, hvilket han blev ved med, som han befandt sig i sin egen verden og glemte alt andet. Han måtte nærmest tænke tilbage på hans tid hos elverne ude i skoven, som de havde lært ham at koncentrere hans energi. Han kunne stadig mærke lyset i ham, for om man ville det eller ej, så var både mørket og lyset en del af ham, noget som han var nød til at få vendt til hans egen fordel. Han var jo faktisk en blanding af magiker og warlock, og han havde fundet ud af, at han ikke kunne klare denne mand hvis han ikke havde styr på sin egen magi. Det var så småt gået op for ham, at han var nød til at samle sine to energier, de var som Yin og Yang, sammen stærke, men hver for sig svage. Han trak vejret dybt, som han holdt det ganske let, og da han åndede ud igen, mærkede han tydeligt hvordan han måtte løsne op for både mørket og lyset, der nærmest måtte blive til ét i hans krop. Lyset i ham, healede hans arm, godt nok var den stadig ubrugelig, da alle knogler var brækket, men lyset tog smerten væk, hvor mørket i ham måtte give ham fornyet kræfter. Han kom roligt op på benene igen, hvor han vendte blikket koldt og dræbende imod Chris. ”Okay.. nu er det min tur!” hvislede han fast. Det var tydeligt at se at manden var træt, hvilket han også selv var ved at blive, men han skulle nok! Han satte af fra jorden, som han brugte sin magi til at få fart og kraft på, som han sprang hen imod Chris, hvor han i luften, skød to store og stærke kraftbølger imod ham, nærmest bare for at få ham ned at ligge. Nu kunne det være nok!

[christianus]

Chris måtte erkende, at han ikke havde regnet med at møde så meget modstand i en duel eller en tvekamp. Han nød det dog, selvom det efterhånden var ved at gå mod sin ende, selvom han nu heller ikke rigtigt kunne eller ville sige noget som helst til det, hvis han ellers kunne blive fri for det i den anden ende. Hans hjerte hamrede og slog mod hans bryst. At Romeo ikke vidste hvad denne slange skulle bruges til, var da for længst gået op for ham, hvor overraskelsen over hans type angreb måtte overraske ham noget så voldsomt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At høre Romeos smerteskrig, var noget som selv kun måtte få ham til at trække på smilebåndet, for det var virkelig noget af det bedste ve det hele! Og endda på alle måder overhovedet! Han faldt let sammen i ryggen. Han var ved at være godt træt allerede og det var bestemt heller ikke noget som talte for hans vedkommende. Han vendte de mørke øjne mod ham som han måtte tage sig til den dårlige arm. At det jo så havde været armen som han havde ramt, var så en ting som direkte kunne irritere ham, for han havde jo været så tæt på at slå manden ihjel og faktisk lykkes i det hele, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han fnøs ganske kortfattet og med en tydelig utilfreds mine. At han gjorde brug af både lys og mørk magi, var noget som virkelig måtte irritere ham, for.. ja, hvordan skulle han da kunne modstå begge dele på samme tid?! Han kneb øjnene fast sammen som han selv stillede sig klar til at skulle tage imod, for han var træt. Han var træt og led af mangel på energi til at skulle gøre det største modstand og det var noget som han udmærket godt vidste. At Romeo gjorde klar til endnu et angreb, var noget som han tydeligt kunne se, selvom det slet ikke var noget osm faldt ham i særlig god jord på nogen som helst måde overhovedet. De kraftige hop som han gjorde mod ham og med de to trykbølger som fulgte med, så kunne han virkelig ikke gøre noget andet end at.. vente. Han var for træt og for udmattet på denne her måde. Han kneb øjnene fast sammen som den ene først måtte ramme ham i brystet, hvilket skubbede ham flere meter ned i jorden, idet at den anden ramte med, og skubbede ham længere bagud, hvor han nærmest måtte rulle henover jorden og med et kraftigt og smertefuldt gisp. Tøjet var mere eller mindre revet i stykker af de skarpe sten, selvom han ikke sagde noget som helst til det. Han var træt og tydeligt også udmattet. Det havde ikke direkte været denne form for modstand at han nogensinde havde regnet med at skulle møde, men det var nu og da sket alligevel. Han vendte blikket direkte mod Romeo og med den tydelige dræbende mine. Hans hjerte hamrede som en sindssyg mod hans bryst og uden at skulle stoppe det mindste. Efterhånden så var det gået op for ham i hvilken retning at kampen måtte gå. Han havde ikke mere energi og det som han havde, var noget som kostede kræfter og energi som han slet ikke havde med sig. Hænderne satte han i jorden i det han forsøgte på at skulle komme op på benene igen, selvom han slet ikke var i stand til det. Han var virkelig for udmattet. Han kneb øjnene en anelse sammen, som han endnu en gang måtte slippe et gisp. Det brændt i hele kroppen. Han blødte og han havde ondt. Det.. gik vel mod sin ende?

[romeo]

Der var kun et skridt fra at vinde kampen. Det var enten plat eller krone, det havde Romeo i hvert fald troet, for da han havde skudt det lyn imod manden, så havde det virkelig taget på hans kræfter, skønt han havde været langt bedre til at spare på dem, end det som manden havde været, for han var tydelig udmattet og træt, men på den anden side havde han også gjort brug af lynet to gange, og måske det krævede mere at fremmane lynet end at styre det, men bare det at have fuld kontrol over lynet krævede en del, og der måtte Romeo lade ham, det var virkelig imponerende så stærk og udholdende som Chris måtte være! Dog havde det krævet meget af Romeo at få det lyn til at slå ned, og tilmed styre det, selvom at det slet ikke var gået som han havde villet det, for der var ingen tvivl om at Chris gav ham kamp til stregen. Hans venstre arm var fuldstændig smadret og dækket af hans eget blod, som den faktisk bare hang slapt ned ad hans side. Hver en knogle var brækket i hans arm, der var splinter og småsten som havde trængt ind i hans hud, plus det faktum at den var blevet ramt af et lyn. At få blandet både den lyse og den mørke magi i hans indre, var noget som virkelig måtte efterlade ham med en styrke som han aldrig havde følt før. Han vidste slet ikke hvorfor han havde valgt at lukke for mørket dengang, eller hvorfor han nu valgte at lukke af for lyset, for det var mere end tydeligt at de to magier faktisk gik godt i spænd med hinanden; hvis man da vidste hvordan man brugte den. De mørke øjne hvilede køligt på manden skikkelse, som han gjorde sit kraftspring imod ham og skød sine to trykbølger imod ham. At de begge ramte og tvang manden i jorden og flere meter bagud, gjorde han intet ved, for det var tydeligt at dette var ved at finde sin ende, netop fordi at denne mand var løbet tør for energi og kræfter. Og det var bestemt også noget som han ville udnytte! Han vidste at et drab ville være uundgåeligt, det var enten ham eller manden, eller også så var han bange for at det blev Lexie, desuden så kriblede det i ham efter at slå denne mand ihjel, som et tydeligt var mørket der ønskede at få sin fremhævede plads, som lyset engang havde haft. Slog han denne mand ihjel forseglede han mørket i sig, og det var noget som han desværre blev nød til. Han landede ved manden, som han stod med et ben på hver side af ham. Han hævede den højre og raske arm, som han spændte kraftigt i, inden mørke gnistrer begyndte at hvirvle omkring hans arm, præcis som et havde gjort da Konstantin havde prøvet at dræbe Lexie. Han så manden direkte i blikket, han sendte ham faktisk et værdigt blik, inden han knyttede sin hånd og slog den direkte mod mandens bryst, som han skød gnistrende ind i mandens bryst, faktisk for at stoppe hans hjerte og dermed dræbe ham. Han selv var ved at være godt udmattet, for han havde trods alt også kæmpet imod hans egen kusine og warlockernes leder, og hun endte jo faktisk også med at blive hans leder. Han tog ikke blikket fra manden, som han slog hånden imod hans bryst for at stoppe hans hjerte og gøre nådesstødet uden at holde det mindste igen.

[christianus]

Chris kunne allerede se hvor dette ville ende, selvom han bestemt heller ikke var meget for det på den ene eller den anden måde, om det jo ås var noget som man måtte sige det eller ikke, så var det bare noget som man skulle tage med. Hans hjerte hamrede mod hans bryst som intet andet overhovedet, selvom der ikke rigtigt var noget som han kunne gøre noget ved. At blive væltet omkuld på den måde, var bestemt heller ikke en tanke som han brød sig meget om, men han kunne virkelig ikke gøre noget som helst ved det, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. At Romeo måtte komme ham i møde og stille sig med et ben på hver side af ham, så vendte han bare blikket op mod ham. At han i det mindste havde ramt ham på denne her måde, at hans venstre arm virkelig noget som måtte fryde ham, for han vidste allerede nu, at det var noget som ville tage forbandet lang tid at skulle heale, så det var bestemt heller ikke noget som han havde det mindste imod i den anden ende, for det var en tanke som kun måtte fryde ham noget så frygtelig voldsomt! Lyn var ikke noget som man skulle lege med, også selvom det ikke havde kostet ham noget energi at skulle gøre brug af, så det var alt sammen gået på Romeo. Hans blik hvilede næsten intenst på denne mand og uden at han så det mindste væk på nogen som helst måde overhovedet. En ville overleve denne kamp og det var efterhånden ved at gå op for ham, at det bestemt ikke kunne blive ham, uanset hvor meget han så end måtte ønske det eller ikke, så var der bare ikke noget som man kunne gøre ved det, når det endelig måtte komme til stykket. Han bed sig svagt i læben, som det dirrede i hele hans krop, for det var en ubehagelig tanke og følelse som måtte brede sig. Han vidste at det var enden, selvom han ikke kunne sige sig, at være bange for døden, for det var han ikke. Han ville byde den velkommen med åbne arme. Han havde givet publikum det som han havde og nu kunne han altså ikke mere. At han jo så kunne høre jubel og tilråb var også først noget som han lagde mærke til nu hvor han måtte ligge der og praktisk talt se døden i øjnene. Blikket søgte ganske kort i den ene retning hvor han var sikker på at det var Azraels mørke skikkelse som han kunne se, selvom det i sig selv, heller ikke var særlig skræmmende. Han vendte blikket mod Romeo endnu en gang, hvor det igen var et respektfuldt blik som han måtte skænke ham. Han havde slået ham på ærlig vis og selvfølgelig var det noget som han måtte respektere, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. De mørke gnistre tog han sig ikke af. Han vidste allerede hvad det var at han ville gøre. Et sted var tanken ubehagelig, men den skræmte ham ikke som sådan. Han endte dog blot med at nikke mod ham. At han knyttede næven og hamrede den direkte ned mod hans bryst, hvor han kraftigt endte med at stivne, idet han nærmest måtte blive udsat for et kraftigt elektrisk stød og med langt mere, for det gjorde virkelig frygtelig ondt! Han spændte kraftigt i hele kroppen og med det tydelige ubehag som han bare ikke kunne skjule. Hjertet endte med at stoppe, da det nærmest føles som det eksploderede i hans bryst. Sekunderne gik, idet at hans krop faldt fuldkommen til ro, da han gled i døden. Lyset forlod hans blik idet at han åndede ud for en sidste gang.

//Out

[romeo]

Det at tage et andet liv, havde Romeo altid været frygtelig meget imod, men mørket i ham gjorde at den skyldfølelse ikke længere var der. Desuden gjaldt det om at dræbe eller selv blive dræbt, naturens love, så hvis han ikke dræbte denne mand og forseglede mørket, så ville han selv dø, hvis ikke det ville ende med at gå ud over Lexie og det kunne han ikke risikere! Lyset ville altid hvile i ham, ligesom mørket også ville. Det var to magier, som han ikke kunne løbe fra, hverken ved at låse den ene chakra fast eller omvendt. At bruge begge magier var det som gav ham bedst styrke, for der var ingen tvivl om at afkommet af en warlock og magiker virkelig var stærk. Men sådan var det vel egentlig normalt, når to rivaler faktisk blandede sig? Det var jo det samme med en varulv og vampyr, dødsengel og engel, det blev jo set om og om igen. At manden måtte sende ham et respektfuldt glimt og tilmed et nik, var noget som han et sted satte pris på. Der var ingen tvivl om at denne mand virkelig havde givet ham kamp til stregen, og han havde faktisk følt det ene tidspunkt at det var ham som det havde været ude med, men kampen var dog blevet vendt. Havde denne mand ikke mistet sin energi, men bare have lidt igen, da lynet havde ramt ham og ødelagt hans arm, så var det denne mand som havde vundet kampen og Romeo der havde tabt, så meget var han skam klar over. At se mandens krop nærmest ryste af det stød og chok af elektricitet, som han sendte igennem hans krop, var faktisk ikke et kønt syn, hvor han betragtede ham med et lettere tomt blik. Måske han var nødsaget til at dræbe manden, han havde nok nydt kampen, og det føltes godt at være den sejrende, men det var næsten trist at tage et så stærkt og værdigt liv. Han trak vejret dybt, som han sukkede ganske let, da manden lå helt stille, hvor han tydeligvis var død. Et let sejrende smil gled over hans læber, idet han mærkede hvordan det måtte lukke af i hans indre, inden en trykbølge skød ud af hans krop, hvor en mørk aura viste sig omkring hans krop, som gik i spænd. Et stærkt råb forlod hans læber, som han mærkede styrken fra mørket, der endelig måtte forsegle sig i hans krop. Han trak vejret dybt, inden han slap det i en let udånding. Han vendte de mørke øjne imod manden der lå død for hans fødder, inden han kort strøg en hånd igennem de mørke lokker. Han var lige gået fra at være magiker til warlock, noget som virkelig var en skræmmende følelse uden lige! Men dog.. føltes det utrolig godt! Han satte sig roligt i hug ved manden, inden han lod to fingre glide over mandens øjenlåg, for at lukke hans øjne. Publikummet jublede og kom med tilråb, selvom.. han var faktisk ligeglad med dem, for hans skyld kunne de rådne op i helvedet! Han rejste sig roligt igen, hvor han vendte blikket kort mod Lexie, inden han vendte blikket op mod de mere fine tribunepladser, hvor Malisha måtte sidde og se kampen. Et koldt smil gled over hans læber. Nu var han endelig en del af mørket, og en del af hendes besætning.

[Deleted]

At overvære en kamp mellem Romeo og Christianus var virkelig et underholdende syn! Konstantin måtte indrømme at han virkelig havde nydt at se kampen, han havde nydt at se dem slå hinanden i jorden, hvor det var tydeligt at selv publikum måtte være godt tilfredse også med den sejrende. At se Romeo få ødelagt sin venstre arm, var noget som næsten måtte fryde ham uden lige, selvom at det var tydeligt at Chris havde mistet al sin energi, hvilket faktisk var en skam. At Romeo så på mystisk vis kom op på benene igen, som det var tydeligt at han måtte bruge måde lyset og mørket i ham, var noget der et sted måtte forundre og imponere Konstantin, skønt det ikke var at se på ham. Han svævede blot oppe i luften, hvor blikket til tider faldt på Lexie, for at sikre sig at tøsen ikke blandede sig, inden han til tider vendte det imod Malisha, som blot selv sad og så på. De havde virkelig kæmpet bravt! Et sted havde han håbet på at det var Christianus der havde vundet, for manden var trods alt fuldblodswarlock, plus at han virkelig var dygtig indenfor magi, så at sætte de to op imod hinanden var der både fordele og ulempe ved, de mistede en stærk warlock, men det var en helvedes god underholdning! At se Romeo gøre nådesstødet og sende Chris lige lugtende i døden, var ikke noget som han tog sig videre af, skønt det dog så ud til at Romeo var en stærk mand, det måtte han give ham! Trykbølgen der skød ud af hans krop, kunne selv Konstantin mærke, som det blæste kraftigt op, hvor han let holdt armene op foran hovedet, for ikke at få støv og snavs i blikket. Manden havde forseglet mørket, præcis efter planen. Et lumsk og dog koldt smil gled over hans læber, inden han vendte blikket imod Malisha. #Jeg tager mig af tøsen..# En simpel tankeoverførsel, som kun hun ville kunne høre. Det var kun de mere dygtige magikyndige der kunne tankeoverførsel, for det krævede faktisk meget koncentration, foruden hvis man havde levet i utrolig mange år og var et naturtalent som han selv måtte være. Han svævede roligt ned i Arenaen igen, hvor han vendte blikket mod Romeo, inden han så ud mod publikummet. ”Og Romeo Malachi er vinderen!” råbte han, hvor han brugte sin magi for at gøre sin stemme højere, så alle kunne høre ham. Hans ord fik publikum til næsten at gå amok, som de jublede og skreg, som de tydeligt havde fået deres underholdning. Han vendte blikket mod Romeo. ”Det gjorde du så sandelig godt,” svarede han stilfærdigt og med en mindre imponeret undertone, som et skævt og dog koldt smil gled over hans læber. Han gjorde et let vink med den ene hånd, som han nærmest måtte fremmane to yngre warlocker der dukkede op i et mørkt lysglimt. Han gjorde et nik imod Christianus’ lig. ”Smid liget ud af arenaen, så kan gribbene få ham,” svarede han kortfattet, som de to yngre warlocks, gik hen til liget og tog fat omkring det, inden han selv vendte blikket mod Romeo. ”Jeg glæder mig til at se hvad din tøs kan udrette,” svarede han stilfærdigt, som et lumsk smil gled over hans læber. Han forsvandt selv i et mørkt lysglimt blot for at dukke op foran Lexie, som han betragtede lettere afventende og dog kunne han ikke skjule afskyet han måtte føle til hende, for han ville langt hellere bare dræbe hende! ”Er du sikker på at du vil igennem denne test? Og blive en del af mørket? Og følge din nye leder Malisha Malachi i tykt og tyndt?” spurgte han kortfattet, som han så hende direkte i blikket. Ville hun, så ville han få mørket frem i hende, ligesom de havde gjort med Romeo, og så skulle hun selv få lov til at tage et liv.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var slet ikke i tvivl om at hun ville få det hele som hun ville have det. At Romeo ville forsegle mørket netop ved at dræbe denne mand. Selvfølgelig var der fejler og mangler ved planen, netop fordi at der altid var en stærk som ville gå af, som der var en svag som ville overleve. Ikke fordi at det var noget som hun tænkte meget over nu. At slappe lidt af, at komme lidt til sig selv og få muligheden for at tilse de mange sår som hun selv havde påtaget sig under kampen, selvom hun vidste, at hun med lethed ville kunne slå Romeo ihjel, hvis det var det som hun ville, men det var det ikke. Det var slet ikke noget som hun havde været ude på, for han havde vist sig at være brugbar på så mange andre måder, at man skulle tro at det måtte være løgn. Hun kendte skam godt til familien og hun kendte til Romeo også selvom han havde levet størstedelen af sit liv i Procias så ændrede det virkelig intet for hendes vedkommende! Hun blev blot siddende som hun kunne se dem kæmpe til døden. Folk jublede og kom med sine mange råb som kampen kun måtte tage til. At den måtte være jævn, var noget som hun havde lagt mærke til, hvor hun for en kort stund faktisk havde frygtet at det måtte være Romeo som faktisk ville tabe i den anden ende, men det var det ikke! Som nådestødet skulle falde ind, så kunne hun slet ikke lade være med at smile. Hun rettede sig en anelse op. Stadig var hun beskidt og hun havde blodpletter diverse steder, men det var virkelig ikke noget som hun tog sig af, så længe at hun kunne blive fri for det. Det var faktisk også bare rart at hun kunne slippe lidt af mørket fri i en kamp på den måde, for det var heller ikke noget som hun havde gjort frygtelig længe, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende på nogen måde. Hænderne klappede hun let sammen i en ganske kort form for klapsalve, selvom den ikke rigtigt kom videre end det. #Tag dig endelig af tøsen, Konstantin,# medstemte hun med en rolig og ganske så kortfattet mine. Nej, det var bestemt heller fordi at hun havde meget til overs for tøsen, men det var også mere for at se hvad hun var villig til at gå igennem for Romeo og hvordan Romeo ville reagere netop ved at se kvinden i hans liv gå igennem det helvede som han lige havde været igennem – hvis hun ville overleve selvfølgelig, for det var jo ikke engang sikkert at det var noget som hun ville formå i den anden ende. Hun trak vejret dybt og lænede sig roligt tilbage. At folk lagde mærke til at hun blev siddende, så var det jo også tydeligt, at det slet ikke var forbi endnu, så de blev siddende og kom fortsat med råb som liget blev fjernet fra Arenaen af. Hvis han ikke kunne slå en simpel magiker, så var han bestemt heller ikke en warlock værd! Det var deriblandt mange af de tilråb som hun kunne høre. Et koldt smil passerede Malishas læber, som hun roligt lænede sig tilbage. Et sted så nød hun faktisk også bare det faktum, at hun kunne slappe af, sætte sig tilbage og bare nyde forestilllingen for det gjorde hun i allerhøjeste grad!

[Deleted]

Der var sket op til flere gange, at Lexie virkelig havde været fristet til at blande sig, selvom hun ikke havde gjort det. Hun vidste at det slet ikke var noget som hun ville få det mindste ud af i den anden ende, for det var hans test, det var noget som han skulle igennem og det var slet ikke noget som hun kunne blande sig i, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke. Som hun havde set lynet ramme Romeo og det at høre hans skrig, var noget som virkelig havde gået hende direkte i hjertet, for hun ønskede slet ikke at han skulle komme galt af sted! Som nådestødet måtte sættes ind, så kunne hun næsten mærke den lettelse som var taget til i hendes egen krop, for det var virkelig en intens fornemmelse om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun havde altid været en af de mere rolige af slagsen, men lige her, så var det bare ikke muligt om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu endelig måtte være i den anden ende. Liget som blev ført væk, tog hun sig slet ikke af, som hun næsten allerede var på vej ind på banen og ind i Arenaen, da Konstantin endnu en gang måtte dukke op ved hende. Det var virkelig en sådan en mand som kunne give hende direkte myrekryb og det var heller ikke fordi at den fornemmelse var noget som hun tog vel imod på nogen som helst måde overhovedet! Hun trak vejret dybt og en anelse dirrende, da det heller ikke var noget som hun kunne skjule, for et sted så var hun vel også en kende nervøs? Hun var dog fast besluttet på at dette var noget som hun ville igennem på denne her måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun vendte blikket mod ham. Selvom Romeos kamp havde været dræbende lang set i hendes øjne, så var hun fast besluttet på at det var noget som hun selv skulle igennem og så bare.. håbe på at hun ville overleve ligesom han havde gjort det! Hun knyttede næverne let. Malisha var en forfærdelig kvinde! Det var noget som hun allerede nu var i stand til at konkludere selvom hun slet ikke kendte til hende og det var bestemt heller ikke et kendskab som hun havde nogen intentioner om at skulle følge hende og hendes ordre, selvom.. hvis hun ville komme igennem dette, for det var egentlig bare for at sørge ofr at hun kunne få lov til at beholde Romeo for det var i den grad også det vigtigste set i hendes øjne, så det var slet ikke noget som man skulle eller kunne lægge det mindste skjul på om det jo så var det som man ville det eller ikke. ”Jeg er rede til at tage denne såkaldte test,” begyndte hun med en bestemt tone. Det var ikke fordi at han skulle have lov til at få hende ned med nakken endnu en gang, for det var slet ikke noget som hun ville tillade! ”At blive en del af mørket.. og følge Malisha.” Lige nu var det vel bare at give ham det som han ville have, så de kunne komme i gang og få det hele overstået? Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst. Hun hadet virkelig at være så nervøs som hun følge det lige nu!

[romeo]

Nu hvor kampen var overstået, kunne Romeo langt om længe ånde lettet ud, hvilket virkelig var en befrielse uden lige! Han havde overstået det hele, og han kunne tydeligt mærke mørket flyde igennem hans årer, sammen med hans blod, det gav ham en dejlig følelse af magt, det gav ham næsten lyst til at.. dræbe mere? Det gav ham lyst til at være ond, til at gøre lidelser og pinefulde ting! Han vendte blikket mod Konstantin, som han landede tæt på ham, som han fjernede blikket fra Malisha, der måtte sidde oppe på de mere fine pladser og nyde udsigten, for han lagde tydeligt mærke til hendes kolde og næsten tilfredse smil. Blikket faldt let på de to yngre warlock, der bare gik hen og greb fat om Christianus’ lig, hvor han bare ville kaste ham.. udenfor? Lade ham rådne op? Han så lettere forarget mod Konstantin. ”Stop!” endte han i en fast tone, som han vendte blikket dræbende imod de to yngre warlocks, der selv så lettere forvirret op. ”Du kaster ham ikke bare væk som var han ingenting! Den mand har fortjent en ordentlig begravelse!” hvislede han fast, som han gik hen imod Konstantin og greb ham fast omkring kragen. Manden var en anelse højere end ham selv, men han var jo også utrolig meget ældre end ham selv. Han betragtede Konstantin med et fast og indgående blik, hvor han ikke slap ham før han gik med til det. ”Jeg mener det! Send ham tilbage til hans familie, de som elskede ham, et eller andet relateret til ham!” hvislede han fast, som han ikke veg blikket fra Konstantin. Måske manden havde været ude på at dræbe ham, men han fortjente i hvert fald en ordentlig død! Manden havde været stærk, hvilket de alle sammen havde set! Og den mand havde været ligeså tæt på at dræbe Romeo, som omvendt, for den mand kunne lige så godt have vundet den kamp! Han slap roligt Konstantin, som han så ham forsvinde i et lysglimt, blot for at se ham dukke op henne ved Lexie. Han kneb øjnene ganske let sammen. Nok han var en del af mørket nu, og han kunne faktisk mærke ondskaben flyde rundt i ham, selv i hans sind, for de tanker han gjorde sig, var noget som han skulle vænne sig til, men derfor ønskede han stadig bare Lexie i sikkerhed, selvom han et sted gerne ville se hende igennem testen, se hende kæmpe for livet, som han selv havde gjort, og se hendes talenter, som han vidste at hun havde, for han vidste at hun kunne klare det. Desuden så havde hun selv fortalt ham at hun enten fulgte ham i døden eller også i mørket, så hun havde vel allerede besluttet sig, nu hvor hun havde set ham vinde, nu hvor han selv stod i mørket? Han vidste at hun skulle have mørket frem, ligesom Malisha havde ladet ham opsluge mørket, for mørket skulle være aktivt, så skulle der et drab til for at forsegle det, dog håbede han ikke at Konstantin sendte en af sine stærke modstander ud, så han faktisk var sikker på at Lexie ville dø, for så skulle han nok selv komme med personlige indvendinger! Men på den anden side, han gik ud fra at Konstantin gik utrolig højt op i publikums underholdning, så mon han ikke ville vælge en modstander til Lexie der kunne give en ligeværdig kamp, så der var noget at se? I stedet for at se en modstander slå Lexie ihjel på et enkelt træk?

[Deleted]

At Romeo ikke ønskede at Christianus’ lig bare skulle smides for porten og ædes op af dyr og lignende, forundrede egentlig Konstantin, for hvad betød den mand for Romeo? Et koldt og dog morende smil gled omkring hans læber, som han blot gik hen og greb fat omkring hans krave, hvor han let holdt hænderne oppe, som tegn til at han ikke ønskede kamp, for det var ikke ham der skulle i arenaen, det var Romeos lille kæreste der skulle det. Han kluklo ganske let og morende, hvor han rystede smilende på hovedet. ”Utrolig du pludselig bliver så.. blødsøden, men.. det ligger jo tydeligvis til dig,” svarede han lettere hånende. ”Men okay.. så sender jeg den lille pretty boy hjem,” tilføjede han roligt, som han blot så lettere afvendte på Romeo, til at han slap ham, inden han gjorde et let nik imod de yngre warlocks. ”Send ham hjem.” En simpel ordrer, hvor de to warlock ikke kom med indvendinger, før de forsvandt sammen med Christianus’ lig. Han så lettere kortfattet imod Romeo, blot for at forsvinde og dukke op henne ved Lexie. Personligt så han stadig hellere den tøs død end noget andet, men sådan gik det desværre ikke til. Han fulgte Malishas ordrer, fordi han stod sammen med hende omkring dette. Hun ville gerne have Romeo på sin side, og hvis det krævede at Lexie skulle følge med, og så måtte han desværre sætte sin egen fristelse i sidste række. De var sammen om det, så det nyttede ikke at han begyndte at køre solo og gøre det efter hans egen mening. Han vendte ikke blikket væk fra Lexie på noget tidspunkt, som han tydeligt kunne se frygten i hendes blik, dog kunne han også se det bestemte, så han var skam sikker på at det var noget som hun ville. Et skævt og dog koldt smil gled over hans læber ved hendes ord. ”Du må virkelig elske ham, hvis du er rede til at gå igennem et helvede uden lige,” svarede han med en kold undertone, som han lagde armene over kors og betragtede hende med en lettere overlegen mine. ”Men udmærket.” Et lumsk smil gled over hans læber, som han brugte sin magi til at tvinge hende op ad væggen. Han holdt sin arm strakt og med håndfladen vendt imod hende, som han holdt hende op ad væggen, så hun ikke kunne komme væk. Han begyndte roligt at mumle en lang og utydelig messe for sig selv, som han begyndte at hive mørket frem i hende. Han var ikke nogen alkymist og han kunne bestemt heller ikke forveksles med én! Men selv en warlock havde sine stærke remser, sine stærke besværgelser og sine stærke forbandelser, nogle sværere end andre, selvom at for en mand som ham, der var oppe i alderen, som var en af de ældste warlocks, der var det en barneleg. Han lukkede roligt øjnene og koncentrerede sig ganske let, som hans remsen var til for at lukke mørket frem. Man kunne fremtvinge mørket på mange måder, via kamp, og lade modstanderen opsluge sit eget mørke, som Malisha havde gjort, eller man kunne direkte hive det frem i personen, som han gjorde ved Lexie. Han fortsatte sin mumlen, hvor han brugte den anden hånd til at lave hivende bevægelser, imens den anden holdt hende op imod væggen, for han vidste at det godt kunne gøre ondt, til tider kunne personen finde på at gøre modstand.

[Deleted]

Lexie vidste at hun havde et vis talent indenfor magi, hvis hun kunne få de mange nerver under kontrol, for det var jo det som var gået galt stort set hver evig eneste gang og det var noget som virkelig måtte frustrere hende noget så frygtelig voldsomt, at man skulle tro at det var løgn! Romeo var der stadig et sted og det var noget som hun også tydeligt kunne fornemme og noget som hun var frygtelig glad for. Hun var dog stadig fast besluttet på at hun ville igennem den test og helst så hurtigt som det måtte være hende menneskelig muligt på denne her måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Konstantin gjorde hende ganske rigtigt usikker og han skræmte hende en anelse, hvilket hun heller ikke kunne lægge skjul på, men det var nu bare sådan at det nu endelig måtte være. Hun bed sig let i læben og knyttede næverne. Hun var allerede bestemt og det var heller ikke fordi at hun ville lade Romeo få hende til at vende ryggen til det, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. ”Selvfølgelig elsker jeg ham! Jeg elsker ham af hele mit hjerte! Det er da noget som i koldblodige væsner slet ikke har forstand på!” endte hun med en tydeligt vrissende stemme. Det var heller ikke noget som hun ville lægge det mindste skjul på når det endelig måtte komme til stykket. Måske at hun hånede sin kommende race og noget af det som faktisk måtte ligge i hende, så var hun faktisk fuldkommen ligeglad med det på denne her måde! Hun ville bare have det her overstået og så komme tilbage i Romeos favntag for det var der hun hørte til og det var der hun ville kæmpe sig hen. Det var en test som hun ville være fuldkommen opsat på at skulle klare sig igennem, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun gispede helt, idet han skubbede hende direkte hen i væggen, hævede hende en anelse, hvor han begyndte sin lange messe. Hendes hjerte startede for alvor med at skulle hamre og slå direkte mod hendes bryst, som hun tydeligt og kraftigt måtte blive ramt af et voldsomt ubehag! Mørket var løsnet fra det indre fængsel i hendes krop som hendes forældre havde stillet op allerede dengang hun havde været helt lille. Hendes øjne endte fuldkommen mørke, som det kraftigt måtte dirre. Det var en smertefuld proces, så meget kunne hun da fornemme! Hun spændte fast i kroppen som hun næsten helt automatisk måtte prøve at kæmpe imod det, selvom det virkelig bare måtte komme så frembrusende som intet andet og det var en virkelig så ubehagelig fornemmelse som intet andet overhovedet. Et kraftigt skrig valgte at forlade hendes læber, som hun pludselig ikke var i stand til at kontrollere det mere! Øjnene klemte hun sammen, som hun vendte blikket ned af sig. Mørket havde klart meldt sig, det bekæmpede selv det lys som måtte færdes i hendes eget sind. Det lys som havde været der mere eller mindre igennem hele hendes liv og hun valgte at give afkald på det for hans skyld. Måske at folk anså det som svagt, men hun nægtede at fortsætte i lyset, hvis hendes livs kærlighed måtte færdes i det land som hun skulle bruge resten af tiden på at bekæmpe! Skriget døde hen som hun blev mere opslugt af det mørke som voksede sig kraftigere og kraftigere. Hun vendte blikket mod sin ene hånd, hvor der tydeligt hvilede en sort kugle. Hun kunne slet ikke rumme så meget af det i kroppen på en gang!

[Deleted]

At Lexie faktisk endte med at vrisse af Konstantin, var noget som faktisk måtte more ham uden lige! Det beviste jo bare at hun faktisk ikke var så skrækslagen og elendig igen, måske hun faktisk ville være sjov at få ind i mørkets kreds? Han havde jo flere gange set hvad mørket havde gjort ved folk, formørket deres sind, gjort dem onde, snart som små djævle og faktisk også gode og stærke krigere, så mon ikke Lexie faktisk kunne gå den vej også? Det måtte tiden vise, eller skulle han nok personligt sørge for at hun blev slået ihjel! ”Jamen dog.. tæven kan efter alt godt snerre alligevel,” sagde han roligt for sig selv, imens han betragtede hende med et morende skær i de mørke og rødlige øjne. Han ville faktisk nyde at få mørket frem i hende, netop fordi han vidste hvor smertefuldt det kunne blive, han vidste at det kunne gøre ondt som bare pokker, men lige på hende, så ville han nyde at høre hendes skrig. Blikket faldt fast og morende på hendes skikkelse, da hun blev tvunget op ad væggen og han selv begyndte at messe. Øjnene gled dog hurtigt i, da det alligevel krævede sin koncentration. Hendes skrig der forlod hendes læber, var som sød musik i hans ører! Et let trak fandt sted i hans ene mundvig, skønt han fortsatte sine messen. Han ville have mørket frem i hende koste hvad det så end måtte koste! Han var ligeglad med hvor ødelagt hendes krop blev, eller hvor ondt det måtte gøre, om hun kunne rumme det eller ej, for døde hun, så ville han egentlig ikke føle noget som helst. Han vendte roligt blikket mod hende, da hendes skrig døde ud, hvor han også stoppede sin messen. Et muntert smil gled over hans læber, hvor blikket faldt på hendes mørke kugle som hun havde fremmanet. Det så ud til at mørke var godt på vej frem i hende, noget han også tydeligt kunne mærke og fornemme på hendes aura, der endte langt mere mørk. Et tilfreds smil gled over hans læber, da han roligt gik hen imod hende. Han holdt hende stadig oppe ad væggen med den ene hånd, hvor blikket roligt faldt mod hendes sorte kugle. Han hævede den anden og frie hånd, som han nærmest måtte snuppe hendes sorte kugle ud fra hendes hånd, så den blev hans egen. Han gjorde den roligt større, inden han lavede kuglen om til det der mindede om en tyk snor, der kun voksede sig større og større. Han lod den sorte, tykke snor sno sig omkring hendes krop, inden den satte sig fast omkring hendes krop. Han bakkede en anelse bagud, hvor han igen begyndte på sin messe. Han ville have hende til at opsluge mørket, der voksede sig større og mere eller mindre dækkede hele hendes krop, ligesom Malisha ved Romeo. Han hjalp hende dog lidt på vej med at opsluge mørket, hvilket hans messen også var til for. Han blev blot stående, som han holdt hende op ad væggen, hvilket faktisk ikke var så svært igen, for hun var ikke af den stærkeste type fordi hun var ny indenfor magi, så hun var ikke den der gjorde den største modstand. ”Kom så..” mumlede han for sig selv og næsten lettere utålmodigt. Han fortsatte sin messen som endte med at blive højere og mere kraftig, da han lod mørket i hende tage til, for at gøre et endeligt forsøg på at få det frem i hende og lade hende opsluge det mørke omkring hendes krop.

[Deleted]

Lexie var ikke den stærkeste magikyndig som man kunne stille sig op mod og hun vidste det jo godt. At jage mørket frem i hende, kunne næppe være det sværeste for Konstantin at gøre. Desuden så var det jo noget som hun faktisk måtte ønske skulle ske, for hvis det var den eneste måde, hvorpå at hun faktisk kunne få Romeo, så gjorde hun det da selv med den største glæde! Hun havde meget i munden når hun først blev sur, for det var heller ikke fordi at hun ønskede at blive set på som svag eller en som kun kunne gemme sig bag Romeo, for hun arbejdede virkelig på at komme frem selv, selvom det bestemt heller ikke var nemt på nogen som helst måde overhovedet, om det jo så var noget som man ville det eller ikke! Hun kneb øjnene fast sammen. ”Og?” mumlede hun irriteret. Hun ønskede det egentlig bare overstået, så hun kunne komme i gang, komme igennem testen enten død eller levende, så hun kunne få Romeo tilbage igen. Hun ønskede bare ham og det var den eneste grund til at hun valgte at opgive sit liv i lyset som selv hendes forældre havde kæmpet for igennem alle disse år og nu kastede hun det hele fra sig. Det i sig selv, måtte vel også sige en god del omkring hende når det endelig måtte komme til stykket? At hun var hævet langs væggen, var noget som havde efterladt hende med en kraftig ubehagelig fornemmelse og med den smerte som man slet ikke skulle tage fejl af, for det gjorde virkelig, virkelig ondt! Det føles næsten som hendes hjerte var på vej ud af hendes bryst, selvom hans messe var holdt op. Hun vendte de mørke øjne mod ham, som han tog omkring hendes kugle som havde det været hans egen. At han gjorde den til snor som snoede sig omkring hende, var noget som efterlod hende med en følelse af ren og skær ubehag for hun kunne virkelig ikke røre sig! Hun gispede let efter vejret. Tårerne trillede ned af hendes kinder, selvom hun virkelig kæmpede med det, så var det virkelig ikke nemt for hende på nogen som helst måde overhovedet! Som han fortsatte sin messen, så var det også noget som var hende en kæmpe hjælp. Hun var ikke særlig erfaren med magi. Hun kunne egentlig ikke meget mere end det som Romeo havde lært hende og det var jo heller ikke fordi at det var så meget, for de havde arbejdet mest med kontrollen over det i stedet for alt det andet. Hun kom med en kraftigt anstrengende lyd, idet at det næsten kunne ligne at snorene måtte bore sig direkte ind i hendes krop. Hun vendte blikket direkte ned mod Romeo, idet at smerten endnu en gang meldte sig, for det føles virkelig som det måtte stramme sig voldsomt omkring hendes krop, sind og sjæl. Hun klemte øjnene fast sammen, som hun nærmest krummede i hele kroppen, som snorene måtte forsvinde helt, som de endnu en gang var søgt ind i hende. Det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt, det gjorde ondt, men hun følte sig.. fuldstændig fuld af energi, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt på nogen måde overhovedet! Hun blinkede let med øjnene. Hendes hår var blevet langt mørkere, hendes blik en anelse mere fjernt, men auraen mere eller mindre.. mørk. Der var ikke meget lys tilbage i hende mere. Hun trak vejret dirrende og med en mindre skælven i kroppen, som hun endnu en gang skulle til at falde til ro med det hele.

[Deleted]

Det måtte virkelig more Konstantin at hun ikke var så genert og tilbageholdende igen, for fik man det fremprovokeret, så kunne hun jo faktisk tydeligt sige fra og faktisk stå op omkring sig selv. Selvom han ikke var meget for det, så måtte han erkende at det faktisk kun var et plus i hans bog. Men der skulle nu alligevel mere til end tomme ord for at imponerende ham og det ville hun nok få det svært ved, eftersom han ville se handling og indtil videre havde hun ikke gjort det mindste, foruden at bevise at hun var en skændsel! Han fnes morende for sig selv og rystede smilende på hovedet af hende, skønt han ikke kommenterede hende ord, men egentlig bare gik i gang. Det glædede ham dog kun at hun godt kunne kæfte lidt op, for så var hun da ikke helt blødsøden, men det skulle vel bare fremprovokeres? Måske hun faktisk ikke var så elendig i kamp igen, hun var jo faktisk fuld af overraskelser, men nu fik de at se. Mørket ville ikke blive svært ved at tvinge frem i det, for nok det lå langt tilbage i hendes indre, og det var omgivet af en hel del lys, men hun havde et svagt sind som var alt for let at bryde ind i, noget som de også måtte arbejde med, hvis hun faktisk blev en del af mørket. Det var ikke svært at spotte ubehaget og smerten i hendes blik, selvom hun bare skulle opsluge mørket og så ville hun faktisk få det bedre, men det fandt hun jo nok ud af. Han vendte blikket mod hende, som hun endte med at opsluge alt det mørke som han havde tvunget omkring hendes krop, som havde holdt hende fast, hvor hendes vridende bevægelser ikke var kommet meget til gavn. Et tilfreds smil gled over hans læber, da hun endte med at falde helt til ro, hvor han vendte blikket mod hende og tydeligt kunne se hende omgivet af den mørke aura. Lyset var gået i baggrunden ligesom med Romeo, selvom at mørket skulle forsegles. Han stoppede roligt sin messen, hvor han valgte at give slip på hende med sin magi, så hun igen kunne falde til jorden. Han rettede sig ganske roligt op, hvor han vendte blikket køligt imod hende. ”Mærk det flyde i din krop Lexie. Og glem ej den stærke, søde smag som det giver dig.. og et godt råd; hold fast i den følelse, når kampen indfinder sig, ellers kan du ende med at tabe,” svarede han stilfærdigt. Han var ligeglad med om hun døde eller ej, for hun betød intet for ham, men hvis hun virkelig ønskede at tilbringe resten af sine dage i mørket, for at være sammen med Romeo, så gav hun ikke slip på den følelse, for ellers så ville hun give slip på mørket, ende i krampe og så ville hun jo nok tabe, ved at den anden dræbte hende. Han knipsede ganske let, som han tryllede kamptøjet på hendes krop; et tegn til at hun skulle igennem testen. Han forsvandt roligt i et mørkt lysglimt, som han endte med at dukke op nede i slaveafdelingen, hvor han holdt de fangede warlocks til. Han endte med at gå langs de mange burer. Der var ikke så frygtelig mange hernede, men de var trods alt heller ikke hans slaver, de som var her, skulle snart i arenaen, de kunne bare først komme i ringen når de kampe ovenover var færdige. Han fortsatte sine rolige skridt. Han var faktisk en ærlig og reel mand, om man troede det eller ej, så han ville ikke vælge en modstander som kunne slå Lexie ihjel så let som ingenting, nej han ville faktisk give hende en chance, give hende en modstander, der var hende værdig. Han stoppede roligt op ved det bur, ved siden af det som Christianus havde været i, hvor de mørke lettere rødlige øjne faldt på den unge tøs’ skikkelse. ”Aurica Igleèias.. det skal skam nok blive interessant,” mumlede han roligt. Datter af den forhenværende leder af warlocks, imod magikernes leders datter. Et grumt smil gled over hans læber, som han roligt åbnede buret. Han greb hende roligt om armen, inden han igen forsvandt i et lysglimt, for at dukke op midt i arenaen igen.

[romeo]

Blikket hvilede køligt på Konstantins skikkelse. Han brød sig ikke om den mand, ligesom han heller ikke brød sig det mindste om hans egen kusine Malisha. Nu var han dog en del af mørket, og derfor gik han desværre også under Malishas befaling, skønt noget i ham faktisk bare ventede på at hun skulle sætte ham på en form for mission der gav ham lidt spænding. Hans mørke blik faldt på Lexies skikkelse. Han elskede virkelig den tøs, hvilket han ville gøre uanset hvor formørket hans sind måtte blive. Han ønskede hende og ingen andre! Hun var måske ganske genert, hun var ret tilbageholdende, men selv han havde set at hun havde forandret sig selv personlighedsmæssigt, hvor hun faktisk var blevet langt mere frembrusende, hvilket faktisk også måtte klæde hende. Han vidste at mørket fik det.. onde frem i en, så et sted var han sikker på at mørket faktisk ville klæde hende. Et køligt smil gled over hans rosenrøde læber, selvom det falmede, da han kunne se hvor ondt hun måtte have, da Konstantin gik i gang med at hive mørket frem i hende og tvang hende op ad væggen som havde hun ikke været andet end en kludedukke, hvilket faktisk måtte irritere ham. Han blev dog stående, for han vidste udmærket godt at mørket skulle frem i hende, før hun kunne komme igennem testen og han gad ikke engang at tale hende fra det, eftersom han vidste at hun ikke skiftede mening, hun havde allerede besluttet sig og havde allerede gjort det tydeligt at han ikke skulle vælge for hende, men så måtte hun jo bare tage konsekvenserne af det, komme i en dødsensfarlig kamp, hvor hun kunne risikere at blive dræbt, selvom.. selv det måtte irritere ham! Han vendte kort blikket op mod Malisha. Det skulle ikke undre ham at hun nød hele sceneriet, nu hvor hun kunne slappe af, selvom.. det kunne han jo i princippet også, foruden at han nok ville være nervøs under Lexies kamp, for.. han var bange for at Konstantin bevidst ville vælge en person der var langt mere avanceret indenfor magi. Som Konstantin blev færdig, gav hende tøjet på og forsvandt, gik han roligt hen imod hende med faste skridt, selvom han selv forsvandt i et mørkt lysglimt for at dukke op foran hende, som det sparede ham tid, hvor han greb hende omkring armen, for at hjælpe hende op at stå. Han betragtede hende med et kortfattet blik. ”Nu hvor du så gerne vil i kamp.. så har du også bare at koncentrere dig og fokusere på den!” svarede han fast og tydeligvis utilfreds, for han var faktisk ikke meget for at hun skulle ud i kamp! Han sukkede lettere opgivende, som han kort vendte blikket tænkende væk, blot for at vende det imod hende igen. Han løftede roligt den ene hånd, som han strøg blidt imod hendes ene kind. ”Jeg ønsker ikke der skal ske dig noget Lexie,” endte han sandfærdigt. Nok han kunne mærke ondskaben flyde rundt i hans årer, men overfor Lexie ville han altid være omsorgsfuld, værnende og bekymret. Han lænede sig frem og skænkede hendes læber et dybt og intenst kys, som han holdt i flere sekunder, inden han brød det igen og trak sig en anelse. ”Bare sørg for at vind. Så kan intet skille os fra hinanden,” hviskede han dæmpet, som han strøg hende blidt over læberne med sin tommel. Han blinkede lettere opmuntrende til hende, inden han trykkede sine læber imod hendes pande i et blidt kys, blot for at forsvinde i et lysglimt. Han dukkede op på tribunepladserne, under halvtaget, hvor Malisha måtte sidde, hvor blikket faldt køligt mod hende. ”Jeg håber du er underholdt, kære kusine,” svarede han en anelse ironisk, inden han tog plads ved siden af hende. Nu var det bare Lexie der skulle igennem testen. Blikket faldt mod den unge kvinde som Konstantin havde med, hvilket da beviste at manden ikke var helt hjerteløs og bare var ude på at dræbe Lexie.