Light vs. Dark

[aurica]

Aurica så virkelig bare frem til at dette ville få sig en ende. At Lexie ikke havde set hendes angreb komme, var selvfølgelig en ting som hun var glad for, for det havde virkelig været så tæt på at kampen havde været ofre! At kuglen kom fra luften af, var slet ikke noget som hun havde set for sig, og den havde efterladt hende et frygtelig grimt mærke og det gjorde ondt! Hun gispede let, som hun så at Lexie måtte komme tilbage op på benene. At dette var ved at være enden var efterhånden en tanke som var ved at gå op for hende. Hun bar på ingen måde det samme mørke som denne kvinde gjorde og det var vel også det som gjorde det endelige udfald. Det lå jo slet ikke til hende at slå ihjel og det var en tankegang som hun kun måtte takke sin kære mor for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var helt sikkert! Hun bed tænderne sammen som hun prøvede at rejse sig, selvom hendes arme tydeligt måtte give efter for hendes vægt, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre på nogen som helst måde overhovedet. Hun sukkede stille, som hun så at Lexie rejste sig og havde en kugle i hånden, også selvom den ikke var særlig stor, så var det jo kun tydeligt, at hun heller ikke havde meget energi tilbage, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde situationen meget nemmere for hende selv. Det var enden og det var en ting som hun bare måtte se i hvidøjet, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, selvom det bestemt heller ikke var en tanke som faldt hende i god jord på nogen måde. Hun havde selv så mange ting som hun var ønskede at få gjort inden hun stillede træskoene, at hun så skulle falde i en kamp som denne.. det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre på nogen som helst måde overhovedet! ”Tilgiv mig, Marcell..” En tåre trillede ned af hendes kind, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til som sådan, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hendes blik hvilede på Lexie, idet hun bare kylede en kugle mere mod hende, selvom hun lå nede og ikke kunne gøre noget modstand. Et kraftigt og smertefuldt gisp brød hendes læber, idet hun blev kylet mere henover jorden, rullede let og endte på ryggen. Det blødte i hendes mundvige, hendes hjerte hamrede mod hendes bryst. Blikket faldt træt mod Lexie. Dette var virkelig.. enden.

[Deleted]

Lexie var heller ikke en med meget energi tilbage. Mørket hvilede tungt i hende, også selvom det ikke var helt forseglet endnu og det var noget som i den grad også kunne mærkes. Hun havde valgt at kaste de lyse liv til side for at være sammen med Romeo og hun ville i den grad også gerne bevise for ham, at dette var noget som hun kunne tage sig af på egen hånd. At hun ikke behøvede en til at holde hende i hånden hele tiden, selvom der stadig var meget som hun endnu ikke havde lært, så alt det som var sket hende den dag i dag, var noget som var faldet hende så naturligt ind som intet andet, det var noget som et sted også kunne skræmme hende, selvom hun ikke sagde det direkte eller åbent på nogen som helst måde, hvilket heller ikke var noget som hun ville tage sig af. At sparke til en som allerede måtte ligge nede, beviste vel også hvor meget respekt hun egentlig måtte bære for denne unge kvinde; ingenting! Hun havde slet ikke noget til overs for hende og hun ønskede hende mere eller mindre bare væk og helst så hurtigt som muligt! Hendes hjerte hamrede fast mod hendes bryst, hun var forpustet og hun var i den grad også ved at være træt. Hun havde ganske enkelt fået nogen trykkede ribben, hun var træt og det dirrede i hver eneste lille del af hendes krop, som hun slet ikke magtede meget mere, for hun var virkelig ved at være træt! Med et sår ved brynet som tydeligt også måtte være flækket, blod ved mundvigen og ødelagt tøj som næsten måtte vise en smule for meget, så var hun bare for besat af kampen til at lægge mærke til det. Som Aurica røg længere henover jorden og uden at rejse sig, så var det også tydeligt, at det kun var nådestødet som måtte mangle. Det var ikke fordi at hun viste den samme respekt overfor hendes kære modstander som Romeo og Chris havde gjort det med hinanden, men det var vel egentlig også fordi at hendes tanker hvilede et helt andet sted. Hun gik roligt mod Aurica selvom hendes ben tydeligt truet med at knække sammen under hende. Hun var selv ved at være rigtig træt. Hun stillede sig ved siden af hende. ”Sig farvel..” Med disse ord, så dannede hun selv en tydelig stor kugle, som hun skød direkte mod hendes bryst med alt det som hun havde af energi tilbage. Hun ville bare sikre sig at den kvinde ikke kom op at stå på benene igen og det var i den grad også det eneste overhovedet! Hendes ben knækkede sammen under hende. Det var mere end det som hun kunne tackle!

[aurica]

For Auricas vedkommende, så kunne hun allerede se, at det kun måtte gå i en retning, også selvom den tanke på ingen måde var noget som faldt hende i god jord. Marcell kunne ikke uden hende og hun vidste det godt. At hun jo så skulle falde nu, var heller ikke noget som hun brød sig om. I hendes stille sind, så bad hun ham bare om undskyldning, bad til han nok skulle klare sig uden hende, selvom hun vel.. tvivlede på det et eller andet sted, så var det heller ikke noget som hun brød sig om at skulle tænke meget på i den anden ende. Hendes hjerte hamrede og slog som en vanvittig mod hendes bryst og uden stop på noget som helst tidspunkt. Det var ikke fordi at hun ønskede at sige farvel. Hun lå mere eller mindre bare og bad om tilgivelse, for hun brød sig bare ikke om at skulle sige farvel allerede. Hendes øjne var blanke, hun havde ikke mere energi og hun var bare kørt træt, hvilket kun måtte bevise for hende, at det virkelig måtte være det sidste og det endelige for øjeblikket, hvilket i den grad også var noget som gjorde forbandet ondt, så man skulle tro at det måtte være løgn! Hun vendte blikket stille mod Lexie. At hun ikke viste nogen den store respekt, var noget som hun da tydeligt kunne mærke, føle og fornemme, selvom det vel var noget som hun blot.. kunne håbe på? ”Bring mig til Marcell,” bad hun stille. Det var og blev hendes sidste ønske, det var at hendes bror om ikke andet skulle have lov til at gravlægge hende. Den mand som hun faktisk elskede af sit hjerte, selvom hun aldrig havde fået muligheden for at fortælle ham det. Det var hende som tydeligt måtte være forfulgt af de største uheld og det var noget af det værste af det hele, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Som Lexie dannede kuglen, så vidste hun at det bare var et spørgsmål om tid, inden at det hele måtte gå mod sin ende. At se døden i hvidøjet på denne her måde, var noget af det mest skræmmende af det hele. Kuglen som så blev skudt direkte mod hende, ramte hende direkte i brystet, hvor hun kraftigt endte med at spænde. Kuglen brød igennem hendes knogler, marv og ben og skød mere eller mindre direkte igennem hende. Det smertefulde skrig var noget som døde hen temmelig hurtigt, idet at hun faldt direkte død til jorden.

//Out

[Deleted]

Lexie var virkelig alt for egocentrisk til at skulle tænke på respekt til Aurica til at skulle skænke hende det respektfulde blik. Hun ønskede bare at det hele skulle få sig en ende og det skulle helst være så hurtigt som det var dem menneskelig muligt, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt! At se denne unge tøs ligge der og se døden i øjnene, var nu heller ikke noget som hun tog sig meget af. Tårerne var dog noget som alligevel måtte påvirke hende, for det var tydeligt noget som var et tegn på noget.. godt? Svagt.. en skændsel.. Noget som hun havde været en del af igennem alt for lang tid! Hun nikkede dog alligevel til hendes sidste ord. Hun skulle nok sørge for at bringe hende hjem til denne Marcell – hvem det så end måtte være, men det skulle hun skam nok finde ud. Som hun skød kuglen af sted og direkte kunne høre hvordan den måtte bore sig direkte igennem skind, marv og ben og med det smertefulde skrig, hvor hendes egne ben måtte give efter under hende, for hun havde virkelig ikke mere energi tilbage! Hun havde givet absolut alt som hun havde haft i den kamp, så det var skam heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var helt sikkert. For hendes del, så var det bestemt heller ikke forbi. Som Aurica gled i døden og med lyset som forlod hendes øjne, så kunne hun tydeligt mærke smerten som måtte tage til i hendes eget bryst. Hun greb sig til brystet, idet hun kraftigt begyndte at gispe. Det brændt som bare pokker og som intet andet som hun nogensinde havde mærket før! Mørket havde nået hendes hjerte og stak virkelig som en i helvede! Hun røg direkte ned at ligge på ryggen, som hun kraftigt lå og gispede, da mørket for alvor måtte stedfæste sig i hendes krop, sind og sjæl, for det var virkelig noget som måtte gøre ondt! Det gik dog over lidt efter lidt, idet hun vendte sig om i et forsøg på at skulle komme op, selvom det slet ikke var noget som ville det som hun havde lyst til det, uanset hvor meget hun faktisk måtte hade det i den anden ende. Hun havde virkelig ikke mere energi til overs eller for sin egen skyld. Hun lukkede øjnene ganske let, som det bare føles som om at kroppen måtte kollapse. Det var også først nu at hun for alvor kunne lægge mærke til de mange tilråb omkring hende og den høje jubel. Hun havde vundet. Hun havde rent faktisk slået Aurica fair i kamp.

[Deleted]

Måske de to tøser ikke havde den største erfaring indenfor magi, hvilket jo faktisk var en skam. Konstantin var en ærlig mand, om man faktisk troede det om ham eller ej. Han gik op i en god underholdning, så det at sætte Lexie op imod en mand der lå langt over hendes niveau, var noget som han dog ikke kunne finde på. Han gik op i værdighed og at tingene skulle være fair og retfærdige. Han gav alle en chance, om de så kom fra Procias, Manjarno, Imandra eller sågar Peula. De mørke øjne havde studeret kampen fra start til slut. Nok det var unge og uerfarne tøser der måtte kæmpe imod hinanden, men han måtte indrømme at det virkelig var imponerende at se. De havde stærk magiblod i årerne, så han var alligevel spændt på at se hvad der ville komme til at ske. Deres mange angreb, nok de ikke var så stærke igen, de fleste var åbenlyse og direkte angreb, ikke det største show, men publikum var alligevel underholdt, fordi de lå på niveau med hinanden, det var også det som Konstantin personligt kunne lide; man vidste aldrig hvem der ville gå hen og vinde. Personligt, så var han lidt usikker på hvem han ønskede skulle vinde. Lexie var magiker, hendes far var tilmed magikernes leder, Aurica derimod hun havde stærk warlockblod i årerne, og det var noget som de kunne bruge, til gengæld var hun holy grail, hun ville aldrig blive lige så stærk som en fuldblodswarlock, desuden så kunne det være komisk at få magikernes leders datter over på mørkets side, noget som de virkelig kunne bruge hvis man endelig endte i en form for krig. Magikerne stod trods alt som warlockernes rivaler, som deres fjender, og de havde brug for stærke warlocks på deres side, hvis den krig engang skulle bryde ud. Det lignede for en kort stund at det faktisk var Aurica der ville vinde, selvom at Lexie virkelig var fuld af overraskelser, hvilket var noget som måtte more ham frygtelig meget. At se Lexie tage over kampen og tvinge Aurica i jorden, skyde hende uden nogen nåde og bare dræbe hende uden den mindste respekt for sin modstander, det var virkelig.. en fornøjelse at se. Blikket gled mod Auricas døde og blodige krop, som kuglen havde skudt igennem marv og ben på tøsen, næsten et frygteligt syn, men.. han var ikke sart. Uvejret tog han sig ikke af, for han var måske oppe i luften, svævede, men han stod i ly og læ under et skjold, som han havde dannet. Han endte med at forsvinde i et lysglimt, for at ende nede i arenaen, hvor regnen først der måtte falde på hans krop. Et koldt og dog morende smil gled over hans læber. ”Og vinderen er.. Lexie Terrac!” endte han i en høj og fast stemme, hvilket fik publikum til at juble og komme med tilråb. Han vendte blikket og opmærksomheden mod Lexie igen. ”Det var faktisk imponerende,” endte han sandfærdigt. Lexie var smadret, så meget kunne han se, for tøsen kunne ikke engang rejse sig op. Nu var hun en del af mørket, hun havde vist at hun faktisk havde det i sig, så måske de faktisk kunne træne hende op til at blive en fantastisk lejesoldat? Hun havde dræbt Aurica med koldt blod, det var virkelig.. imponerende. Han gjorde et let vink med to af sine fingre, som han fremmanede en enkelt warlock, der også arbejdede under ham. ”Smid tøsen ud af arenaen,” svarede han kortfattet, som han vendte ryggen til liget og Lexie med. Han var ligeglad med de faldne, om de var store eller ej, de tabte og så var de en skændsel for racen. Desuden ville de blive brændt senere hen.

[romeo]

Romeo havde slet ikke været meget for at udsætte Lexie for denne test. Han havde mest været bange for at Konstantin ville finde en modstander der ville blæse hende ud af banen, men der havde manden faktisk vundet lidt af hans respekt, for han havde fundet en tøs der var på næsten samme niveau med Lexie, noget der faktisk havde lettet ham en anelse. Der var dog et enkelt tidspunkt, hvor han faktisk havde frygtet for hendes liv, hvor han var endt med at rejse sig og trække sig helt hen til rækværket, som han havde knuget om med den friske arm, som den anden var i en slynge. Det havde set ud til at Aurica havde overtaget kampen, at hun havde været ved at dræbe Lexie, for hun var kommet frygtelig tæt på. Dog havde det imponeret ham og lettet ham uden lige at Lexie havde taget over og faktisk fået styr på kampen, hvilket havde fået ham til at ånde lettet ud. Det at se Lexie dræbe Aurica med koldt blod, se hende skyde kuglen direkte igennem marv og ben på tøsen, var noget som han aldrig havde troet han skulle få lov til at opleve, for det havde han dog ikke troet eller regnet med, netop fordi han kendte hende som den sukkersøde og generte tøs. Han kunne dog ikke komme uden om at han faktisk.. nød at se hende så kold, så sikker, så stærk. Et tilfreds smil gled over hans læber, inden han vendte blikket lettere hoverende imod Malisha. ”Hun har haft en god læremester,” svarede han lettere selvsikkert, skønt han ikke lod hende komme med nogen udtalelse, inden han forsvandt i et mørkt lysglimt, blot for dukke op nede i arenaen. Hun var udmattet, så meget kunne han dog se, for hun kunne ikke engang komme op på benene igen. Hendes tøj var ødelagt, så det næsten viste lidt mere end hvad han faktisk ville tillade. Han nåede hurtigt hen til hende, hvor han tryllede et tæppe frem, som han lagde omkring hendes skuldre. Blikket gled kort mod Auricas lig, det var blodigt og brystet var nærmest sprættet op. Han rystede let på hovedet, inden han vendte blikket mod Lexie igen, næsten.. bekymret. ”Er du okay?” spurgte han som det første, hvor han betragtede hende lettere afventende. Han løftede roligt den ene hånd, som han strøg over hendes kind. Hendes øjne var blevet mørke, et tydeligt tegn til at mørket havde sat sig i hende. ”Kom..” Han lod en arm falde omkring hendes ryg og omkring hendes knæhaser, som han roligt løftede hende op i sine arme. Han skænkede hendes kind et blidt kys. ”Du kæmpede godt. Jeg er stolt af dig,” hviskede han roligt og sendte hende et varmt smil, selvom der også var noget kynisk over det. Han vendte blikket imod Konstantin, som han betragtede ganske roligt og dog stilfærdigt. ”Jeg går ikke ud fra at vi har grund til at blive her på stedet,” svarede han ganske så kortfattet. Han vidste at de ikke kunne søge tilbage til Procias, for de var trods alt en del af mørket nu, så.. hvor skulle de bo nu? Hos Malisha i Mørkets Cirkel? Det føltes næsten at være landsforræder, ved at skifte hjem. Han vendte blikket op mod Malisha, det var vel hende som de gik under nu? Hende som faktisk bestemte hvad der skulle til at se? Ikke fordi han var meget for at skulle underkaste sig sin egen kusine, men.. hun ville have ham til at blive en del af mørket, så måtte hun vel også have en plan med ham nu?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var ganske enkelt fuldkommen ligeglad med Lexie og Aurica. For hendes del, så var de begge en skam for racen, så det var heller ikke noget som man skulle tage fejl af. At Romeo havde valgt at skulle hjælpe hende med at træne magien, var selvfølgelig noget som tydeligt havde vist sig at være til tøsens egen fordel, for hun vidste at Matthew ikke havde haft noget som helst at gøre med hverken Aurica eller Marcell, så det at de ikke ville være i stand til noget, var slet ikke noget som forundrede hende. Det var dog tydeligt noget som måtte fascinere hende, at skulle se hvad tøsen egentlig var i stand til i den anden ende. De mørke øjne hvilede roligt på den unge kvinde, hvor hun tydeligt kunne høre Auricas sidste endelige dødsskrig. Ikke fordi at det var noget som rørte hende som sådan, for det gjorde det virkelig ikke. For hendes vedkommende, så havde hun slet ikke noget imod at se lidt blod, at se lidt smerte og lidt pinsel, selvom det klart var hende en overraskelse, at det var noget som faktisk skulle komme fra Lexies side! Hænderne foldede hun roligt foran sig, som hun vendte blikket mod Romeo. At han havde trænet hende, var nok det som havde reddet tøsens liv i udgangspunktet, selvom det nu slet ikke var noget som rørte hende det mindste på nogen som helst måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun kuklo ganske let. ”Egoismen er stor,” påpegede hun sigende og med en ganske enkelt tilfreds mine. Det var end ikke noget som hun havde lyst til at skulle lægge det mindste skjul på. Hun rejste sig roligt op, som han valgte at forsvinde, kun for at dukke op nede på Arenaen for at tage sig af sin kæreste. Ikke fordi at det var noget som rørte hende det mindste på nogen som helst måde overhovedet og det var skam heller ikke noget som hun ville lægge det mindste skjul på når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun forsvandt selv i et mørkt lysglimt, kun for at dukke op nede på Arenaen. At høre folk juble og komme med de mange tilråb, var noget som kun fik hende til at smile. De havde vel nydt det selv lige så meget som det hun havde gjort? Så skulle hun bestemt heller ikke klage over det i den anden ende, det var da helt sikkert! For hendes vedkommende, så ville hun næsten sige sig færdig her for denne gang. To dødelige kampe var overstået, også selvom det havde været 3 kampe alt i alt, så var det jo bare sådan at det nu måtte være, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Blikket gled mod Lexie og Romeo. Den stakkels tøs kunne jo ikke engang stå på sine ben! Ikke fordi at det var noget som rørte hende som sådan, for mange af de slag, var da kun noget som hun måtte blive vant til. ”Jeg er.. imponeret,” sagde hun stilfærdigt, som hun vendte blikket mod Romeo igen. ”I er fri til at tage til den mørke cirkel.. få jer noget hvile,” sagde hun ganske kortfattet. Endnu en gang kunne hun tillade sig at træde ind i lederrollen nu hvor kampene måtte være overstået og selv for hendes vedkommende, så kunne hun heller ikke være andet end tilfreds med resultatet!

[Deleted]

Lexies hjerte hamrede som en sindssyg mod hendes bryst og det var virkelig uden at skulle stoppe. Det gjorde ondt og hun var virkelig bare.. udmattet. Det var virkelig en intens fornemmelse at skulle sidde igen med, det var helt sikkert! Som hendes ben var knækket sammen under hende, så kunne hun i den grad også godt mærke hvor træt hun var blevet, for det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt! Hendes krop rystede af ren og skær udmattelse som smerten langt om længe endelig så ud til at lægge sig, hvilket gjorde hende langt mere rolig. Hendes øjne var ikke længere isblå, men havde tydeligt fået et tydeligt mørkt skær. Hun vendte sig stille mod Romeo idet at han var endt med at dukke op lige ved. At han havde overværet kampen var noget som hun vidste, men hun var nu bare glad for at han ikke havde gjort noget som helst for at stoppe den, for det var slet ikke noget som hun havde ønsket på den ene eller den anden måde overhovedet. Hun nikkede stille, hvor hun lukkede øjnene da han strøg hendes kind. Hun sukkede dæmpet og rystede på hovedet. Hun følte sig virkelig lemlæstet, for hun havde ondt i meget af kroppen! Hun var bare glad for at hun havde formået at bestå denne såkaldte test, selvom hun måtte erkende, at den ikke havde været nem! Som en warlock måtte dukke op, så vendte hun blikket direkte mod ham. ”Vent! Hun.. hun skal hjem til Marcell! Det.. det var hvad hun ville have,” sagde hun ikke mindst med en bestemt tone, idet hun prøvede at rejse sig, selvom det slet ikke gik i hendes retning. Hvis der var noget som hun ikke kunne have med at gøre, så var det når hun ikke kunne klare tingene selv! Meget af hendes liv, kunne hun selvfølgelig takke Romeo for, så det var heller ikke noget som sagde så lidt, for han havde virkelig været hendes reddende engel! Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. At vide at han var stolt af hende, var noget som direkte måtte få hende til at smile, for det var virkelig noget af det bedste som hun længe havde hørt. At vide at nogen var stolt af hende og det som hun faktisk havde formået at gøre brug af, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Hun sendte ham et smil, som han hævede hende i sine arme. Den energiudladning havde ganske enkelt kørt hende fuldkommen flad. Hun kunne bare ikke mere! ”Det.. det er jeg glad for at høre,” sagde hun dæmpet. Overfor Romeo, så var hun stadig den samme gamle, selvom mørket tydeligt havde taget over hende, så var det jo ikke nødvendigvis noget som gjorde hende direkte iskold og kynisk på denne her måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. At de var færdige her, glædet hende. Hun gengældte blot Romeos kys mod hans kind. ”Jeg har brug for hvile..” mumlede hun stille. Det var i sig selv, kun en ærlig sag for hendes del. Kampen havde virkelig udmattet hende, hvor hun næsten følte, at hun skulle kæmpe med sin egen bevidsthed, kun for at holde fast i den! Hun hvilede tydeligt og slapt i Romeos arme, som hun vendte blikket direkte mod ham. De havde bestået og de havde deres frihed, så kunne hun bestemt heller ikke være noget som helst andet end storslået ilfreds!

[romeo]

Det at se Lexie i en dødskamp var noget som virkelig havde gjort Romeo bekymret. Han havde været direkte bange for at miste hende, for på et tidspunkt var det Aurica der havde set ud til at føre, og hun var kommet frygtelig tæt på Lexie, at han næsten havde troet at det havde været ude med hende. Han måtte dog indrømme at det glædede ham at se hende, selvom at han slet ikke havde regnet med at se hende tage et liv på den måde som hun havde gjort det; koldblodigt. Blodet lå på arenaen fra tøsens krop, som nærmest var sprættet op på grund af kuglen. Det var slet ikke den Lexie som han kendte tilbage fra dengang, selvom.. det var lige før at det klædte hende. Han vendte blikket mod hendes mørke øjne, som et tydeligt tegn til at mørket stod i hende. Selv hun havde forandret sig udseendemæssigt, som han selv havde. Hans hår var ikke længere af den smukke blonde hårpragt, det var mørkt, hans øjne var blevet mørkere, ligesom Lexies. At hun sagde at Aurica skulle hjem til denne.. Marcell tog han sig ikke af, for han var sådan set ligeglad med liget, han ville bare have Lexie med sig hjem, selvom han var lidt usikker på hvor det var henne, men det måtte jo vel næsten være i Mørkets Cirkel? For eftersom at Malisha havde haft planer med ham, så ville han da tro at hun ville give dem husly, for ellers havde de jo intet sted at søge hen. Han vendte blikket fra Konstantin til Malisha, da hun endnu engang dukkede op i arenaen, hvor blikket faldt koldt til hendes skikkelse. Hans egen venstre arm var fuldstændig smadret, men han kunne lige holde Lexie oppe, ved hjælp af den slynge som hans arm måtte hvile i, hvor hans anden arm hvilede omkring hendes ryg. Han havde lagt tæppet omkring hendes krop, så hun ikke ville dø af kulde, for det regnede trods alt, og eftersom hun var så udmattet, så nyttede det ikke noget at hun blev kold af regnen. Han vendte blikket mod Lexie, da hun skænkede hans kind et blidt kys. ”Hold ud lidt endnu min skat, så skal jeg nok få dig hjem,” hviskede han blidt mod hendes ene øre, som han kyssede hende på det våde hår, inden han så mod Malisha igen. At de frit kunne tage til Mørkets Cirkel glædede ham faktisk, for så havde de i det mindste et sted at være, selvom han følte sig en anelse ussel ved at skifte side på den måde, men.. han havde ikke rigtig noget valg. Han nikkede kortfattet. ”Udmærket,” endte han stilfærdigt, som han betragtede Malisha ganske let, blot for at vende blikket mod Lexie igen. ”Vi går nu,” hviskede han roligt, som han vendte blikket mod Konstantin og Malisha igen, næsten som om han ikke rigtig stolede på dem, for han vidste jo slet ikke hvad de ville bruge ham til, så han vidste ikke om der var nogen i Mørkets Cirkel som blot ventede på at han skulle dukke op, fordi Malisha havde lagt en fælde for ham eller noget lignende. Men han måtte vel bare.. stole på dem? Han sukkede ganske let, inden han nikkede igen, blot for at forsvinde i et mørkt lysglimt med Lexie i sine arme.

//Out.

[Deleted]

At se Lexie direkte dræbe Aurica helt koldblodigt, var virkelig imponerende. Det havde Konstantin ærligtalt slet ikke regnet med at se fra hendes side af, men på den anden side, han vidste hvad mørket kunne gøre ved folk fra lyset, forgifte dem, pine dem, få dem til at gøre ondskabsfulde ting, som de normalt aldrig ville gøre, og det var hvad der var sket for Lexies vedkommende. Hun havde ladet mørket styre hendes besættelse af at komme tilbage til Romeo, og så havde hun endt med at dræbe Aurica, som var hun en skødesløs hund. Det var ondt, det var.. mørkt. De mørke øjne gled næsten trodsigt imod Lexies skikkelse. Skulle han nu sende et til liv hjem til familien?! Han sukkede lettere sammenbidt, og kneb øjnene fast sammen. ”Hvad sker der for jer og jeres blødsødenhed?” spurgte han lettere spidst, skønt han vendte blikket mod den yngre warlock, der gik under hans ordrer. ”Før tøsen hjem til hendes bror,” endte han i en lettere irriteret tone, ”Åh ja.. og når du finder Marcell, så bring ham med tilbage! Han skal også igennem testen.” Et koldt smil gled over hans læber, som han vendte blikket væk fra den unge warlock igen, der blot nikkede og forsvandt sammen med Auricas lig. Hendes blod måtte stadig ligge på jorden i arenaen, skønt det ikke var noget som han tog sig af, for publikum kunne lide en blodig endelse på kampen. Han vendte roligt blikket mod Romeo og Lexies skikkelser, som han måtte holde om sin lille kæreste, der tydeligvis var udmattet efter kampen. Hun var stadig svag set i hans øjne, men.. det var noget man altid kunne træne, så hun kunne stadig nå at blive til noget stort, hun var jo stadig ung. Man kunne lave et mindre akademi for unge warlocks i den mørke cirkel og træne unge warlock som hende. Romeo havde jo trænet hende godt. Der var mange muligheder der kunne udnyttes. Desuden havde de brug for alle de stærke warlocks de kunne få. Han betragtede Romeo ganske let, inden han trak på smilebåndet. ”Nej.. I kan frit gå,” endte han sandfærdigt og nikkede mod dem, som tegn til at de var færdige her. Han vendte roligt blikket mod Malisha, som hun kom ned i arenaen igen. Hun var også godt medtaget efter kampen mod Romeo, men hun klarede sig jo nok. Han så blot til som Romeo og Lexie måtte forsvinde, inden han vendte blikket mod Malisha igen, som han roligt gik de sidste skridt hen imod. Han betragtede hende ganske let og med et skævt smil på læberne. ”Så fik du to ekstra krigere med dig hjem.. så gik det alligevel efter planen,” svarede han med et koldt smil om læberne. Han løftede roligt den ene hånd, hvor han lod en finger følge hendes kæbe, imens han studerede hende ganske let. ”Du burde selv søge til Mørkets Cirkel og få noget hvile. Dit job her er færdigt,” lagde han roligt til, som han trak hånden til sig igen. ”Bare ærgerligt.. tøjet klæder dig faktisk,” tilføjede han lettere drillende og blinkede let til hende. Tøjet var jo faktisk utrolig udfordrende, intet andet end en top der kun lige dækkede brystet og ellers en nederdel, ikke meget, men tøjet var praktisk i denne kamp, selvom det gjorde ondt af helvedet til, hvis man slog sig. Han gjorde et let nik mod udgangen. ”Af sted.. jeg bliver her og tager mig af de sidste kampe,” endte han roligt, som han vendte ryggen til hende, blot for at forsvinde i et mørkt lysglimt, for at hente de næste krigere til arenaen.

//OUT

[Deleted]

Lexie havde for et kort øjeblik været bange for, at hun skulle ende med at tabe kampen. Hun havde bare alt for meget at miste, hvis det endte som det endelige resultat, så det var slet ikke noget som kom på tale for hendes vedkommende på nogen som helst måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket! Nu hvor hun kunne puste lettet ud, så var det i den grad også noget som hun agtet at gøre. Romeo var der til at holde om hende, selvom han tydeligt var langt mere medtaget end det som hun selv måtte være, så selvfølgelig var det også noget som spillet ind for hendes eget vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hendes hjerte slog fast mod hendes bryst, hun var træt og hun var tydeligt udmattet, for det var heller ikke let at sige, når mørket skulle tvinges frem i hende, for derefter at smide hende i Arenaen. Hun sendte kun Konstantin en direkte fast og advarende mine. Måske at hun ikke var særlig gammel, men hun vidste hvad hun ville og hun havde jo faktisk lovet Aurica at hun skulle komme hjem til hendes bror, så var det i den grad også noget som hun agtet at fastholde på denne her måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hun lukkede øjnene let og lagde sig ind mod Romeo. De var færdige her, de kunne komme videre og de kunne finde et sted hvor de begge kunne hvile, hvilket var noget som hun var storslået tilfreds med! Hun havde fået det helt som hun ville have det, så var der bestemt heller ikke mere som hun kunne finde på at skulle kræve eller spørge om, det var helt sikkert. Hun havde Romeo og det var noget af det som hun havde ønsket helt fra start af; Ham. At Den Mørke Cirkel nu måtte være deres hjem, var noget som hun skulle vænne sig til, så længe at han måtte være der, så var hun virkelig ligeglad med hvor pokker de var henne. At blive kaldt for skat var kun noget som fik hende til at smile og frygtelig meget endda! Hun knugede sig en anelse ind mod hans skikkelse, også mest for at holde sig selv bare en anelse vågen, for det var heller ikke fordi at det var nemt i sig selv på nogen måde, det var der heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun trak vejret dybt, som hun vendte blikket mod Romeo. Han passede på hende og det var noget som i den grad også måtte lette hende. Hun havde en til at passe på sig, en som bekymrede sig om hende og viste hende den omsorg som hun havde måtte undvære mesteparten af sit liv, hvilket i den grad også var noget som gjorde forbandet ondt. Hun gispede ganske let. Hun havde fået trykket nogen ribben og hun var jo også kommet til skade, selvom hun bestemt heller ikke ville vise sig som typen som skulle klage over det ene eller det andet, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. ”Bare få mig hjem..” hviskede hun med en intens stemme, som han valgte at fordufte med hende i et mørkt lysglimt. Hun havde bare desperat brug for hvile.

//Out

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde fået det som hun ville og det var end ikke noget som hun ville lægge det mindste skjul på i den anden ende, for det var i den grad noget som kun måtte glæde hende. Måske at det havde skænket hende et slag hist og her, for hun havde i den grad også fået sit at føle og mærke, set fra Romeos side, for han havde virkelig været vred på hende, vel også fordi at hun havde valgt at gøre brug af Lexie overfor ham? Lige nu ville hun faktisk bare gerne selv hjem og få passet og plejet sine sår bare en smule, for det kunne faktisk være dejligt og ikke mindst befriende at kunne bevæge sig uden at skulle tænke på at det faktisk måtte gøre ondt! Blikket hvilede på Romeo. Hvis han kendte hende ret, så burde han vide, at hun talte sandhed. Måske at hun var ond, kold og direkte kynisk, men hun løj faktisk ikke. Det var ikke noget som hun kunne fordrage, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Blikket vendte hun direkte mod Konstantin som de valgte at søge væk derfra. At der var flere kampe på programmet betvivlede hun dog på ingen måde, selvom hun havde set de to som ville have selv den største interesse i netop disse, så det var noget som hun mere end glædeligt ville lade Konstantin om på egen hånd, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. At han hævede hånden og lod den løbe langs hendes kæbe, selvom det stadig måtte bløde en anelse ved mundvigen, var nu heller ikke noget som hun tog sig af. På sit vis, så var det faktisk.. rart. Det var umådelig rart at han gjorde det, selvom det nu heller ikke var noget som var at læse i hendes blik på nogen måde, det var helt sikkert, for hun ønskede på ingen måde, at skænke ham dem tilfredsstillelse! Det var da noget af det sidste som hun havde lyst til! Hun trak let på smilebåndet. ”Jeg fik min vilje.. Du vil vel heller ikke ligefrem vove at påstå at du er … overrasket?” spurgte hun med et sigende hævet bryn. Han burde da kende hende godt nok til at vide, at hun altid fik sin vilje og uanset hvad det så end måtte gælde, så var det jo altid sådan! Hun trak vejret dybt, selvom det tydeligt måtte gøre ondt, så bed hun det i sig. Hun var ikke den som stod og klynkede på sidelinjen. Hun himlede med øjnene. ”Tja.. Mænd tænker med det lille hoved? Jeg håber at du har nydt synet, Konstantin, for det bliver sidste gang, at du ser mig i det,” påpegede hun sigende og med det samme tydelige glimt i øjet. Selv havde hun ikke noget imod at vise lidt hud hist og her, det havde hun aldrig nogensinde haft. Hun endte selv med at blinke let til ham. ”Fortsat god arbejdslyst. Jeg tager kontakt inden alt for længe,” afsluttede hun roligt, som mørket måtte lægge sig om hende, idet hun selv forsvandt i et kraftigt og mørkt lysglimt, kun for at komme tilbage til Den Mørke Cirkel, selv hun havde brug for at hvile, selvom hun bestemt heller ikke var meget for den tanke.

//Out