Light vs. Dark

[Deleted]

Lexie kunne ærlig talt slet ikke se hvordan pokker hun skulle klare dette liv uden at have Romeo ved sig. Han havde ligesom været den som havde skænket hendes liv en mening, ellers havde hun jo været på flugt fra hendes egen fortid, som hun vidste, at hun ikke kunne flygte fra i længden, hvilket i den grad også var noget som virkelig måtte frustrere hende og noget så frygtelig voldsomt, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så kunne hun bare ikke gøre noget som helst ved det. Hun blev stående i hans favn. Det var her hun følte sig tryg, også selvom mørket som var i ham, var noget som måtte skræmme hende. Hun håbede inderligt at han ville kæmpe, om ikke andet, så for hendes skyld, for hun kunne virkelig ikke undvære ham! Hun ville under ingen omstændigheder undvære ham for noget som helst i denne verden! Hun bed sig i læben og vendte blikket mod både Konstantin og Malisha. Begge var de utrolig kraftige, så meget havde hun fundet ud af, men hun ønskede ikke at miste ham af den grund! Hånden lukkede hun let omkring hans klæder, som han nærmest måtte føre hende om bag sig. Hun vidste at han holdt fast i det lille lys, ellers havde han vel også været fuldkommen ligeglad med hende? Hvilket han ikke var og det var i den grad også til hendes store glæde og endda på alle måder som man overhovedet kunne tænke sig, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun vendte blikket mod Romeo. Hvis hun kunne få ham i mørket, så var det faktisk langt mere fristende at skulle give efter for det selv, for hun vidste udmærket godt, at hun også havde det i blodet, selvom det aldrig havde fået lov til at komme til udtryk som sådan, for.. ja, hun havde altid haft magikeren at klamre sig til. Det var noget som både hendes mor og far havde været meget opsat på, så det var jo heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. ”… Romeo.. Ikke send mig væk,” endte hun så dæmpet, at det uanset bare var ham som kunne høre det, for det var jo ham som hun måtte stå bagved. Hun ville ikke sendes til Procias alene, velvidende om at han rendt rundt i Dvasias for Malishas hånd, det var simpelthen ikke noget som hun ville finde sig i! At det hele var en test, var noget som efterhånden var ved at gå op for hende og specielt med tanken til at det var på denne måde, at det hele skulle ske, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det nemmere for hendes eget vedkommende, for den tanke var virkelig også noget som måtte skræmme hende og noget så frygtelig voldsomt endda. Hun sukkede dæmpet og så stille mod dem. Hun slap ham stille og blev nu alligevel stående. Han var og blev det som kunne holde hende tryg og på alle måder endda, selvom mørket var der, men det var hans person. Han havde jo allerede vist hende, at selvom mørket rev og sled i ham, så var han der stadig og det glædet hende! ”Lad mig følge med..” endte hun stille, endnu en gang så dæmpet, for at få ham med sig, havde hun jo allerede fundet ud af, virkelig bare måtte være nytteløst, uanset hvor ondt det faktisk måtte gøre at vide, for.. hun elskede ham jo, så derfor ønskede hun jo heller ikke at undvære ham for noget i verden!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

At Konstantin selv havde været nede og bide lidt i støvet var nu heller ikke noget som Malisha havde det mindste imod, for den tanke var faktisk noget som i sig selv, kun måtte more hende og endda temmelig meget. Hun vidste godt, at hun ikke havde noget at sige her, så hun valgte bare at blive stående. Folk var direkte utilfredse, det vidste hun godt, selvom det ikke decideret havde været for morskabens skyld, at hun havde placeret sig selv midt i kampens hede, for der havde været en ganske anden mening bag det hele, og det var jo bare sådan at det nu måtte være, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hun var selv kommet til skade, hvilket var noget som hun nok skulle se på når alt det her måtte komme mod en ende. Hun ønskede ikke at lade Romeo gå i døden og hans styrke var noget som faktisk havde fascineret hende. At man ville gøre så meget for en som man måtte elske, havde hun aldrig oplevet selv. Umiddelbart så var det heller ikke fordi at nogen direkte havde rørt ved hendes hjerte som sådan, så det var vel også noget af det som spillede ind der? Et sted så var det jo bare et tydeligt tegn til svaghed og det var da også noget af det sidste som hun ønskede at vise sig som, for det var slet ikke noget som ville kunne hjælpe hende på nogen måde! Hun vendte blikket direkte mod dem. Hun selv blev stående fuldkommen stille, også for at vise sig – ikke direkte fjendtlig, men det var der. Magikere var jo noget som hun normalt slog ihjel for morskabens skyld selv, så det kriblede jo i fingrene efter at vride nakken om på Lexie! Men.. hun havde jo sin plan og derfor kunne hun ikke lægge så meget som en finger på tøsens hoved, selvom det var noget som et sted også måtte irritere hende et sted. ”Hent de kæmpende, Konstantin.. Lad os se hvad Romeo dur til når det virkelig gælder,” sagde hun ganske kortfattet, som hun vendte blikket direkte mod Lexie som måtte stå i beskyttelsen bag ham. Hun var retfærdig når det kom til dette. Hun gjorde kun det som hun havde sagt at hun ville og hun agtet at finde ham over på sin side og tilbage i mørket, hvor han oprigtigt hørte hjemme, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at tingene måtte hænge sammen! Som Konstantin forsvandt, så vendte hun sig direkte mod mængden oppe på tribunepladserne. Et kynisk smil måtte alligevel vise sig på hendes læber, som hun vendte sig mod Romeo. ”Kan du se dem, Romeo? De er alle kun kommet for at se dig slå din modstander ihjel.. .Husk hvad der er blevet sagt; Der er kun en som forlader kampens hede med livet i behold.. Jeg ved at du kan, så vis hvad du har i dig,” vrissede hun med en ganske kortfattet tone. Hun vendte blikket mod Lexie. Ja, de kunne jo sagtens tvinge hende igennem det samme, selvom hun tvivlede på at tøsen ville overleve et minut i en kamp på den måde! Måske.. ja, hvis de skulle beholde Romeo, så måtte de bare bide i det sure æble og tage Lexie med sig også? Om ikke andet, så var det da noget som hun kraftigt måtte overveje, for hvis det var noget som kunne sætte projektet i fare, så kunne hun da heller ikke bruge det til en skid! Bogstavelig talt!

[christianus]

Christianus befandt sig virkelig på et kæmpe og massivt kogepunkt. En ting var at skulle tvinge ham med sig, tvinge ham i tøj kun tydeligt til brug i kamp, hvilket han allerede havde gættet sig frem til, men at tvinge ham i et bur som havde han ikke været noget andet end et dyr, var noget som gjorde ham direkte vred, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! Han var ikke den eneste som måtte være der. Burene var små og han havde prøvet at benytte sig af magi så mange gange, for at komme fri selvom det ikke havde lykkes ham det mindste, hvilket kun havde gjort ham direkte irritabel, for han havde meget andet at tage sig til, end at skulle stå her! Han kunne høre at han bestemt heller ikke var den eneste som var træt af det. Dog var det ikke alle som var fuldblods, så meget havde han dog fundet ud af allerede, selvom det nu ikke var noget som rørte ham. Hvad dette helt præcist måtte gå ud på, havde han heller ikke fundet ud af endnu, men det havde noget med kamp at gøre, så meget var han dog klar over! ”For satan!” endte han med en fast stemme, idet han smadrede hånden direkte ind i tremmerne. Han kunne jo bruge tiden langt mere fornuftigt end at stå her og glo ud i luften, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, for det var virkelig noget som måtte irritere ham og noget så frygtelig voldsomt! I buret ved siden af, sad en ung kvinde. Hun virkede på ingen måder irriteret, men direkte bange i stedet for, selvom det nu heller ikke var noget som sagde så lidt. Et sted så kunne han jo godt forstå hende.
Christianus var meget af gammel skik. Kvinderne hørte til hjemme i huset, sørgede for børnene og huset og mændene tog sig af det tunge og nødvendige arbejde udenfor husets fire vægge, så han brød sig faktisk ikke om at hun skulle sidde der, selvom han ikke kunne gøre noget som helst. At Konstantin dukkede op, var noget som tydeligt måtte fange hans opmærksomhed. Han kneb øjnene dræbende sammen. Var det hans tur? Det tog sgu da også sin tid! Dette var jo slet ikke noget som han havde tålmodighed til og han var jo heller ikke kendt for at være en tålmodig mand direkte! Der var jo en grund til at han var en af dem som kæmpede og spionerede for Jaqia; Han skred til handling, han gjorde som han sagde at han ville, men han leverede så sandelig også resultaterne, så den som han skulle møde deroppe før eller siden, var nok en som skulle få kamp til stregen, det var i den grad noget som han nok skulle sørge for. ”Endelig..” vrissede han med en fast tone. Han kunne slet ikke vente med at komme ud, for han var virkelig, virkelig træt af at skulle stå i et bur som var han et ganske enkelt og simpelt dyr! Det var jo slet ikke noget som han ville finde sig i på nogen som helst måde overhovedet! ”Hvad fanden venter du på, Konstantin, så få mig da ud herfra!” endte han med en fast og direkte stemme, som han igen slog hånden direkte ind mod tremmerne, selvom det ikke var ham nogen hjælp. Han kom ikke rigtigt nogen steder herfra, om det jo så var noget som han ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu end måtte være, det var der heller ikke nogen tvivl om. De mørke øjne faldt direkte til hans skikkelse. Han ville ud og han ville i gang!

[romeo]

Romeo var allerede godt træt efter kampen med Malisha, så det at han skulle igennem endnu en kamp var noget som han ikke rigtig brød sig om, for der var kun én som måtte overleve, så han kunne selv risikere at dø, hvilket han heller ikke var meget for, for så forlod han jo Lexie for alvor, hvilket slet ikke var grunden til at han var kommet her! Han var kommet her for at få hende med sig hjem til Procias, selvom det så ud til at planen var ændret. Han var nød til at følge med Malisha til mørket, hvis han da overlevede sin næste modstander. Han så blot til som Konstantin forsvandt, hvor han igen turde vende sig om, for nu var der kun Malisha og hende havde han allerede tvunget i jorden én gang, desuden så vidste han at Malisha ikke ville angribe ham eller Lexie, ikke hvis hun da ville have ham med sig hjem til Dvasias. Han betragtede roligt Lexie med de mørke øjne, hvor et trist skær måtte hvile i dem. Skulle han tage hende med sig? Tvinge hende igennem denne frygtelige test? Det kunne han slet ikke få sig selv til! Han løftede roligt den ene hånd og strøg den mod hendes kind, hvor hans hoved søgte en anelse på sned. ”Jeg kan ikke tvinge dig igennem det samme mørke, testen, intet af dette!” endte han i en dæmpet og hviskende tone. Han ønskede ikke at der skete hende noget, desuden kunne hun jo selv risikere at dø, hvilket han heller ikke ville have! Han vidste ikke engang om han ville overleve og så gad han virkelig ikke til at skulle lege roulette med hendes liv heller! Han elskede hende, så det eneste der betød noget for ham var at hun var i sikkerhed og intet andet! Han strøg let hånden igennem hendes hår, som han fjernede de vildfarne lokker fra hendes ansigt, inden han slog armene omkring hende og trykkede hende tæt ind til sig, som han omfavnede hende. ”Lyt til mig Lexie.. hvis jeg ikke overlever, skal du love mig at du flygter så hurtigt du kan, hjem til Procias,” hviskede han alvorligt mod hendes ene øre, inden han holdt hende ud for sig og skænkede hendes læber et blidt og lidenskabeligt kys, blot for at slippe hende helt og vende sig mod Malisha igen. Han vendte kort blikket mod publikummet, selvom at de faktisk ikke måtte røre ham det mindste, for han fandt det virkelig afskyeligt at folk gav penge for at se folk kæmpe mod hinanden til døden. Han så roligt mod Malisha igen med en kold mine. ”Åh.. er det bekymring jeg hører? Bare rolig kære kusine, jeg skal nok få min modstander ned med nakken,” endte han stilfærdigt med et koldt smil om læberne, inden han roligt gik over imod hende, hvor han gik om bag hende og lagde en hånd mod hendes skulder, inden han rykkede hovedet hen mod hendes ene øre. ”Og.. når du mindst venter det.. så slår jeg kløerne i dig,” hviskede han i en kynisk tone, inden han slap hende for bakke nogle skridt væk fra hende. ”Men du skal love mig en ting, nu hvor jeg gør dette for din skyld. Overlever jeg ikke, så skal du lade Lexie gå, intet må ske hende efter min død.. forstået?” spurgte han kortfattet, som han rakte hånden hen imod hende, som et tegn til at han ville have hendes ord på det. ”Ellers sværger jeg at jeg kommer tilbage og hjemsøger dig til døden.”

[Deleted]

Konstantin havde den helt rette modstander til Romeo. Det var en mand, som han vidste, ville give Romeo kamp til stregen, måske Christianus faktisk ville dræbe Romeo? Manden havde jo allerede brugt kræfter på Malisha, men, men, det fandt de jo kun ud af ved at prøve, det kunne tilmed være at Malisha ville bryde ind, hvis Romeo var ved at tabe, for det var mere end tydeligt at hun helst så Romeo komme med hende tilbage til Mørkets Cirkel. De måtte jo se hvordan det gik deroppe, han var sådan set ligeglad med hvem der overlevede og hvem der ikke gjorde, han ville bare have at de stærke skulle vinde, så de kunne få de svage skilt fra, selvom at han vidste at Christianus også var en stærk mand, for han havde faktisk altid brudt sig om manden, så det var næsten synd, hvis det faktisk gik hen og var Chris der tabte, selvom at det jo bare var sådan det måtte være. Folk måtte kæmpe for sit liv, hvis de ville blive set på som noget stort, som noget der var værdigt, for der var ingen tvivl om at han kæmpede for sin races overlevelse, så nok de dræbte over halvdelen, men det var skam også kun fordi at de til sidst ville ende med at blive racen over alle racer! Den mest ædle af dem alle! Og det krævede desværre sine ofringer. Han vendte de mørke øjne imod Christianus skikkelse, hvor et kækt smil gled over hans læber. Det var tydeligt at han var vred over måden han blev behandlet på, men sådan var det nu bare en gang, for han skulle igennem den samme procedure som alle andre også skulle, det var lige for alle der kom herned, så om manden ville det eller ej, så måtte han bare rette sig efter reglerne, som alle andre, det havde Malisha heller ikke været meget for, men han var virkelig ligeglad med om det så var dronningen af Dvasias der måtte være her, så havde hun også bare at rette sig efter reglerne, der var jo trods alt en grund til at de var blevet sat! Han lagde roligt armene over kors og lænede sig tilbage mod muren, blot for at trække tiden en anelse ud og lade Christianus lide under disse forholde lidt endnu. ”Ivrig efter at komme ud?” spurgte han roligt og en anelse drillende, som han vidste at det blot måtte gøre manden mere irriteret at han ikke kom ud som han gerne ville. Han lænede sig roligt ud fra væggen igen og vendte blikket alvorligt imod Christianus igen. ”Her er reglerne: du skal møde din modstander, en anden mand, med warlockblod i årene, som du skal prøve på at dræbe, for kun én vil overleve. Det er en kamp til døden,” fortalte han stilfærdigt. Det var en simpel regel, for alt var tilladt, de skulle bare gå i flæsket på hinanden og vinderen gik fri, taberen.. ja han døde. ”Men mærk dig mine ord Christianus.. din modstander er ikke svag, tværtimod er det Malishas fætter, med andre ord har manden stærkt blod og magi i sine årer,” endte han stilfærdigt, men det kunne manden jo selv finde ud af, for han var sikker på at de gav hinanden kamp til stregen. Han gjorde et let vink med hånden så låsen til Christianus bur gik op, hvor han rakte ham hånden. ”Vil du ud herfra? Så tag min hånd,” opfordrede han stilfærdigt og næsten i en utålmodig tone, som han blot ventede på at de kunne komme op og i gang igen.

[Deleted]

Lexie ønskede virkelig ikke at miste Romeo og specielt ikke til mørket! Hvis det var der at han var, så var det også der at hun ville finde vejen til, for han kunne vel heller ikke ligefrem forvente af hende, at hun bare ville tage hjem og lade som ingenting? Hun havde kæmpet for hans liv efter hans møde med Ryan, hun havde støttet ham for at få ham op af rullestolen og for at kunne gå igen og han havde i den grad også gjort forbandet meget for hende og så var det bare her at det skulle ende? Det var jo slet ikke noget som hun ville være med til! Som han vendte sig mod hende, strøg hendes kind, strøg hende igennem håret og trak hende tæt ind til sig, så slog hun armene omkring ham mere eller mindre med det samme, selv med en mindre hiksterende vejrtrækning. Kunne han ikke bare se det? Hun elskede ham for højt til at hun bare ville se til, smutte og lade ham være alene, for hun ønskede virkelig ikke et liv alene igen! Hun vendte de matte og våde øjne direkte mod ham, nærmest som hun tryglede for en forståelse. Hun rystede på hovedet til hans ord. Hun ville ikke bare flygte! Hun var færdig med at flygte fra tingene og nu hvor han var kommet for at redde hendes liv, så skulle han bestemt heller ikke regne med at han bare kunne skrive sig ud af det og bare.. lade det være sådan! Ikke på vilkår, det var slet ikke noget som hun ville høre tale om på nogen måde overhovedet! ”Du må slet ikke sige sådan noget, Romeo!” hviskede hun forfærdet som hun kraftigt rystede på hovedet til hans ord, idet han skænkede hende det dybe og intense kys, som hun selv gengældte og med den største og tydelige længsel! At han jo så bare slap hende og vendte sig mod Malisha i stedet for, var noget som gjorde ondt, som om at.. han ønskede det? At det var slut?. Det var faktisk ikke Malisha som Lexie var mest bange for, faktisk så måtte det være Konstantin, for han virkede langt mere som en mand af handling og det var noget som hun i sig selv, slet ikke brød sig meget om på nogen som helst måde overhovedet. Hun slog armene stille omkring sig selv, som hun pludselig blev ramt af følelsen af at være… efterladt på en eller anden mærkværdig måde, og det var bestemt heller ikke fordi at hun brød sig meget om den på den ene eller den anden måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun vendte blikket op mod folket som stod deroppe, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde meget ved det. At folk fandt morskaben i denne form for leg, var slet ikke noget som hun kunne forstå, for det var jo direkte umenneskeligt! Og endda på alle tænkelige måder overhovedet! Hun vendte sig mod Romeo endnu en gang. Han kunne da ikke bare forlade hende nu! Ikke på vilkår! ”Jeg går aldrig tilbage til lyset, uden at jeg har dig med mig, Romeo!” endte hun med en mere fast og hård tone end det som hun havde gjort brug af tidligere. Hun ville da slet ikke kunne uden ham! Han havde været hendes mening med livet, han havde været den som havde holdt hende oppe og nu ville hun miste det hele? Det var jo slet ikke noget som hun ville høre tale om!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha ønskede ikke at kæmpe og hun ønskede ikke at vise sig som en trussel mere. Hendes rolle i dette, var allerede overstået, for hun havde i den grad formået at lokke Romeo i fælden og hun kunne virkelig ikke være mere end storslået tilfreds med dette på denne her måde, hvad end om det var noget som man skulle det eller ikke. Hvis der var noget som hun allerede havde lagt mærke til, så var det at Lexie ikke ville gå uden Romeo og at Romeo stadig havde så meget lys i sig, at han ikke ville tvinge hende igennem testen – med andre ord, så var de jo faktisk tvunget fra hinanden, selvom.. det forundrede hende virkelig at se den lille spinkle Lexie så stædig og så.. kampagtigt, for at bevise at hun elskede ham? Ikke fordi at det var noget som kunne forstå, for hun havde aldrig forstået sig på følelser. Direkte så var der heller ikke nogen som havde rørt hendes hjerte på den måde. Den som egentlig lå tættest på det, var jo egentlig Konstantin, men med alle hans tøser som han hyggede sig med bag hendes ryg, så var det jo heller ikke fordi at det var noget som hun som sådan kunne gøre det mindste ved, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun lukkede af for det. Nok var de trolovede, men hun skulle så sandelig heller ikke bestemme over ham. Folket var utilfredse, selvom det var noget som mildest talt ragede hende en høstblomst, det var jo heller ikke fordi at hun som sådan havde lagt mærke til dem under kampen, for.. ja, hun havde haft sit fokus helt andre steder, for det var vel heller ikke noget som man som sådan kunne komme meget udenom. Hun vendte blikket mod ham og med den samme faste mine. ”Nu får vi jo at se, kære fætter..” vrissede hun med en ganske fast tone. Hun vidste godt, at hun selv måtte slås lidt mere for sin autoritet eftersom hun næsten var nødsaget til at skulle lægge sig for fødderne af Romeo, men altså.. det var jo bare det som man måtte opofre i tide og utide, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var der jo intet som man kunne gøre ved det. At han gik om bag hendes ryg og med hånden mod hendes skulder, hvor hun bare stod med blikket hvilende mod befolkningen som sad deroppe og buet efter dem, snakket og mumlet tydeligt utilfredst. Hun trak morende på smilebåndet. ”Du elsker hende, gør du ikke, Romeo?” Blikket vendte hun over sin ene skulder og direkte imod ham i stedet for. Den trussel var jo nærmest som en opfordring set fra hendes side af. Desuden.. det var jo langt sjovere at leve livet farligt, hvilket var noget som hun havde erfaret allerede for frygtelig mange år siden. ”Din kæreste er villig til at gå igennem ild og vand og du afviser hende? Tja, jeg kunne sende hende igennem den samme prøvelse som dig Romeo.. hvem ved? Måske at I stadig kan få hinanden? Hvis hun beviser sit værd? Jeg vil ikke lægge en finger på hende.. Jeg kan ikke love dig, at andre ikke gør det,” påpegede hun sigende. I hendes øjne, så var Lexie bestemt heller ikke det værd. I hendes øjne så var den tøs jo stadig en skændsel uden lige, selvom det bestemt heller ikke var noget som rørte hende. Det var bare ikke noget som hun ville have med at gøre, hvilket der i den grad også var mange åbenbare grunde til.

[christianus]

Christianus var en mand som satte værdighed frygtelig højt og det var ikke med værdighed at han følte, at han var blevet behandlet med, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! Han var virkelig vred og irriteret over denne måde! Han vendte blikket direkte mod Konstantin og med den klare irritation i minen, for det var virkelig ikke noget som han måtte finde sig i på den ene eller den anden måde, så var det jo bare sådan at det nu end måtte være. Han knyttede hænderne fast i tremmerne til den celle som han var placeret i, ligesom en række andre var – bare ventende til at det måtte blive deres tur, selvom ingen vidste hvornår det måtte blive. Selv var Christianus en respekteret af slagsen. Han var jo ikke indenfor kongehuset uden grund, selvom.. ja, han var vel heller ikke så velset mere? Ikke efter hændelsen i Imandra, hvor han faktisk var blevet placeret direkte i en gabestok fordi at han havde været med til at jage mange af de flygtende fra Dvasias og dertil, hvilket et sted også var en tanke som morede ham. Kunne blikket dræbe, så var Konstantin faldt i jorden allerede for længe siden, for han var virkelig vred og træt af at skulle stå der! ”Spar mig for de morskaber, Konstantin og luk mig for helvede da også ud!” hvæsede han med en fast tone. Han var virkelig ligeglad med reglerne, han var ligeglad med hvem han skulle møde, for han skulle nok kæmpe for overlevelsens skyld! Tøsen som sad i cellen ved siden af ham, krøb en anelse sammen ved nyheden om at det måtte være kampe til døden, selvom.. ja, det var vel en værdig modstander som passede dem hver især? Så han var slet ikke i tvivl om at hans måtte være en modstander som ville give ham kamp til stregen! Ikke fordi at det var noget som rørte ham det mindste, for det var jo bare sådan at tingene nu endelig måtte være når det endelig måtte komme til alt. Som låsen gik op, så kunne han selv ånde lettet ud. Det var virkelig frustrerende at man slet ikke kunne bruge magi i de forbandede celler! Det var tydeligt at dette sted måtte være magisk beskyttet – hernede om ikke andet! ”Lederens fætter? Du laver sjov, gør du ikke?!” spurgte han med en næsten morende stemme. Det var da simpelthen for morsomt! Han slog ud i en latter! ”Den mand kan sgu bare komme an!” endte han med en fast tone. At tage om Konstantins hånd, var noget som fik ham til at mumle i en ganske kort protest, selvom han virkelig bare ønskede alt det her overstået! ”Jeg har virkelig meget andet at tage mig til end at stå her og se køn ud, Konstantin. Så vis mig til ringen, så jeg kan få tæsket livet ud af den mand og så komme hjem!” Han endte med at vende sig direkte mod ham, hvor han fast tog ham omkring hans håndled. Han havde virkelig ikke nogen anelse om hvor han egentlig måtte være henne, foruden at det måtte være på en kampplads et eller andet sted, som han ikke lige helt måtte vide hvor. Han kneb øjnene fast sammen. Jo hurtigere at de kunne komme af sted, jo bedre ville det jo selvfølgelig være, om ikke andet, så også i hans øjne, så var det jo kun godt! ”Afsted!” afsluttede han fast. Det var bestemt heller ikke noget som kunne gå hurtigt nok!

[romeo]

Måske at Romeo ikke ligefrem var fair overfor Lexie, eftersom han faktisk bestemte hvad hun skulle, men han nægtede at putte hende igennem denne prøve! Han nægtede at overgive hende til mørket! Han skulle måske levet i det, men det var skam også grunden til at han ikke ville have at hun skulle! Han havde været en del af mørket førhen, da han havde været lille, Lexie havde altid boet i lyset, så det ville jo blive en kæmpe omvæltning! Han var slet ikke sikker på at hun ville kunne klare det hårde og barske miljø som måtte være i Dvasias, specielt ikke hvis de skulle leve under Malisha, for den kvinde var virkelig et helvede uden lige! Hun var en forfærdelig kvinde, som han virkelig måtte hade over alt på jorden! Han tog sig ikke af Lexies hvisken, for der blev virkelig ikke noget at diskutere! Hun kom ikke med ham og sådan blev det! Hun skulle ikke igennem dette mørke og helvede, denne kamp og død, som blot ventede på ham, for han skulle dræbe sin modstander, hvis han ønskede at forsegle mørket i sig. En tanke som han bestemt ikke brød sig om på nogen måde! De mørke øjne hvilede fast til Malishas skikkelse, hvor han ikke svarede på hendes ord. Han elskede Lexie højere end noget andet, derfor gjorde det også ondt på ham at skulle afvise hende på denne måde, men hendes sikkerhed betød virkelig mere for ham end noget andet! Han ville bare have at hun skulle tage til Procias og så sørge for at der ikke skete hende noget at hun var sikker. Hans blik hvilede koldt og lettere advarende på Malisha, hvor alvoret stod tydeligt i hans øjne. ”Så må du bare sørge for at andre ikke gør hende noget, du er trods alt leder, eller.. er du så svag at folk ikke hører efter dig?” spurgte han lettere hånende, som et kynisk smil gled over hans læber. Han sværgede at han ville dræbe Malisha hvis der skete noget med Lexie, om han så selv døde og skulle vende tilbage for at myrde hende, så gjorde han det! Han var fuldstændig ligeglad med hvem Malisha var, for hun var ikke andet end en snotforkælet tøs, der fik hvad hun pegede på, som hun havde fået hele sit liv. Han tvivlede ærligtalt på at hun ville opleve kærligheden og finde en som hun kunne holde af og en som ville holde af hende, nej.. hun ville dø alene hvor folk ville være ligeglade med hendes død. Han vendte blikket en anelse overrasket mod Lexie som hun faktisk valgte at hæve stemmen. Han trådte ganske let tættere på hende, som han gik forbi Malisha. ”Jaså? Lad os se om du er af samme mening, når kampen er færdig,” endte han stilfærdigt. Det var ikke engang sikkert at han overlevede, så hun skulle bestemt ikke loves til mørket før han var sikker på at han overlevede! Hvis han døde, så ville han bare have at hun skulle til Procias i en fart og uden at se sig tilbage. Hvis han overlevede, så måtte de jo se hvordan tingene tog sin drejning, for han kunne allerede mærke det ligegyldige han følte ved at have mørket i sig, ligeglad med hvad hun egentlig måtte mene, så hvad nu hvis han faktisk skiftede mening, hvis han endelig fik forseglet mørket? Han vendte sig mod Malisha. Han var klar til kamp.

[Deleted]

At se Christianus i et bur, var virkelig det hele værd! Det var også grunden til at Konstantin fint kunne trække tiden ud, så havde Romeo også lidt større chance for at komme til kræfter igen, for nok han var dvasianer, men han var skam en mand der gik op i at tingene skulle være fair. At Christianus ikke var tilfreds med den måde som han var blevet behandlet på, ikke som andet end en simpel slave, var noget som Konstantin allerede havde gættet sig til, for han vidste godt at Christianus var en stolt én af slagsen. Faktisk havde Konstantin slet ikke noget imod Christianus, for manden havde skam allerede vist sit værd, så et sted fandt han det egentlig tåbeligt at manden skulle igennem denne prøve, når Konstantin allerede vidste at Christianus tilhørte en af de stærke warlocks, han havde allerede gjort sin race ære, men der var jo så bare den lille hage; Romeo. Den mand ville ikke dræbe sin kæreste? Så skulle han bestemt også komme til at fortryde det ved at møde en ufattelig stærk modstander, og så kom Christianus også igennem testen, så han glædede sig faktisk til at se hvem der måtte overleve, et sted så holdt han nok mere med Christianus end han gjorde med Romeo, for den mand havde magikerblod i årene, og det var noget som han ikke brød sig om at skulle tage med sig tilbage til Dvasias, for han selv var skam også en stolt én af slagsen! At Christianus faktisk måtte finde det morsomt at han skulle kæmpe imod lederens fætter, havde han nu intet imod, hvor han slet ikke ville sige noget til det, desuden så var han også sikker på at manden var ligeglad med om det så havde været dronningens søn, så længe han bare kom ud af dette bur, og det var faktisk det som måtte more Konstantin uden lige. Et koldt og dog morende smil gled over hans læber, som manden rejste sig og greb fat omkring hans håndled, hvor han selv tog fat om Christianus’ håndled, hvor han så manden stilfærdigt og kortfattet i øjnene. ”Pas nu på med at bliv for hovmodig,” svarede han stilfærdigt, som han roligt forsvandt i et mørkt lysglimt sammen med Christianus, blot for at ende oppe i arenaen igen, hvor han roligt slap Chris blot for at gå hen til Malisha, imens hans blik kort faldt på Romeo og Lexie. ”Nå.. fundet ud af noget med Lexie?” spurgte han ganske så kortfattet. Hvis han skulle bestemme, så ville han helst se tøsen død, for hun var virkelig en skændsel uden lige! ”Hvis Romeo vinder, og han kræver tøsen med sig, så kan jeg sagtens hive mørket frem i hende,” tilføjede han roligt. Muligheden var der skam, men han vidste jo heller ikke helt hvad Malishas plan egentlig var. ”Eller vil du hellere se hende død?” Der var ingen tvivl om at det klart var det som Konstantin selv helte mest til, selvom at han det nu ikke var ham som bestemte tøsens skæbne. Han så kort mod Romeo og Lexie, inden blikket faldt på Christianus, der havde været ivrig efter at komme i gang, hvilket egentlig også var forståeligt, selvom det ikke engang var sikkert på at han ville komme herfra igen. Han vendte roligt blikket mod Malisha igen, hvor han betragtede hende lettere afventende.

[Deleted]

Lexie elskede virkelig Romeo og af hele sit hjerte og bare alene den tanke om at hun faktisk skulle undvære ham, var direkte dræbende. Hun vidste godt at han gjorde det udelukkende fordi at han elskede hende, hvilket i den grad også var hende en meget varmende tanke, men det gjorde det heller ikke nødvendigvis nemmere for hende på denne her måde. Tanken om at hun skulle miste ham – enten til mørket eller til døden, var virkelig noget af det værste som hun kunne komme i tankerne om! Hun vendte blikket direkte mod ham. Den kolde attitude brød hun sig slet ikke om, men hvis det.. var hendes Romeo, så accepterede hun det virkelig også og uden det største problem om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var der jo heler ikke noget som man kunne gøre ved det. Hun sukkede indædt og bed sig svagt i læben, som hun ganske kort vendte blikket mod ham igen. Hun knyttede næverne. ”Jeg har allerede bestemt mig, Romeo.. Enten følger jeg dig i døden, ellers følger jeg dig i mørket.” Hun vendte blikket direkte trodsigt mod ham. Han skulle bestemt heller ikke komme og bestemme over hende på den måde. De var et par, det var jo ligesom meningen at de skulle være der for hinanden, så selvfølgelig ønskede hun også at skulle være der for ham, selvom det virkelig ikke var nemt når det var dette at hun blev mødt af! Igen så følte hun skylden for det som var sket med ham når det kom til dette, kun fordi at hun ikke kunne finde ud af at passe på sig selv, så var det noget som virkelig måtte gøre hende så forbandet rasende, at man skulle tro at det måtte være løgn! Hun var bange, hun var rasende og hun var fortvivlet, selvom det værste i den grad måtte være, at hun ikke vidste hvordan hun skulle reagere eller noget som helst på den måde. Hun bed sig let i læben og med blikket hvilende på hans skikkelse. Hun ville bare ikke lade det ende her bare sådan uden videre, for det var slet ikke noget som hun ville have med at gøre. Hun tog et skridt mod ham. Hun var slet ikke bange for ham, selvom mørket måtte være noget af det mest tydelige for øjeblikket, så var det noget som virkelig raget hende en høstblomst – bogstavelig talt! ”Jeg vil ikke undvære dig for noget som helst..” Denne gang var hendes stemme langt mere dæmpet, som hun trådte helt hen til ham. Måske at han var klar til kamp, at det jo så var på liv og død og… han ville ikke engang hjælpe hende med at forberede sig på det som kunne gå hen og blive det største tab i hendes liv? Selvfølgelig var det noget som virkelig måtte frustrere hende og endda noget så frygtelig voldsomt! Hun ville have strøget hans kind, hvis det ikke var fordi at han var vendt mod Malisha igen, hvor hun knyttede den og lod den falde. Hvis mørket kunne gøre dette ved ham? Hvad kunne det jo så ikke gøre ved en som hende? Det var jo så bare de tanker som hun selv måtte gøre sig på denne her måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Normalt hævede hun aldrig stemmen, men til tider, så skulle det jo bare vise sig at være nødvendigt – såsom nu. ”Jeg kan ikke undvære dig.. er du i mørket så følger jeg efter..” fastholdt hun stædigt. Hun var fuldstændig ligeglad med hvad Malisha sagde. Døde hun, jamen så håbede hun da bare, at Romeo stod der og tog imod hende!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

For Malishas vedkommende, så var kampene færdige for nu. Hun vidste og havde nu allerede regnet med, at Romeo ville true hende med bål og med brand, specielt når det måtte komme til Lexie, selvom det nu slet ikke var noget som hun ville blande sig i. Følelser var en ting som gjorde folk svage, og det var slet ikke noget som hun ville tage del i! Selv var hun trolovet med en mand som gik til alle andre, så det var heller ikke fordi at hun nogensinde regnede med at skulle gøre noget direkte alvor ud af det. Det var slet ikke noget som hun havde tid til i dets bogstavelige forstand og specielt ikke med hendes liv! Romeo havde fundet lykken og det morede hende, det frydet hende og det var så elskværdigt for hendes del, at skulle gøre så meget netop for at ødelægge det. Hun var vel bare en smule egoistisk? Selvom det nu heller ikke var noget som kunne forundre nogen som helst. Hun ville have sin vilje og hun ville lade sin vilje ske så længe, at det nu måtte være hende menneskelig muligt! Et stille smil bredte sig på hendes læber. ”Hvorfor skulle jeg dog ødelægge morskaben for alle andre, Romeo? Det er jo din kæreste, så må du jo passe på hende.. eller lære hende, at gøre det selv?” Hun vendte blikket mod ham og med den tydelige faste mine. Hun var bestemt heller ikke den type som man skulle løbe om hjørner med, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, for hun var en meget hård kvinde af sig, hun var meget hård og frygtelig temperamentsfuld. Han kendte hende jo tilbage fra dengang. Som han vendte sig mod Lexie, så vendte hun selv opmærksomheden mod Konstantin. Hun lod ham blot komme hende i møde, hvor hun selv vendte blikket direkte mod ham. At stille spørgsmål ved hendes lederegenskaber, var faktisk noget som gjorde hende direkte rasende, for hun ville selv mene, at hun var noget af det bedste som havde ramt racen igennem så frygtelig mange år! Hun trådte først af den dag, at nogen kunne slå hende i kamp – med andre ord, den dag hvor hun selv ville gå hen og dø, og ikke så meget som et sekund før! Hun trak kynisk på smilebåndet. ”Hun er yderst viljestærk, Konstantin,” begyndte hun ganske kortfattet. Hvad der skete med hende, kunne man vel godt sige, at hun var fuldstændig ligeglad med når alt endelig måtte komme til alt, men hvad skulle man da sige? ”Kan du lokke mørket frem i hende, så har vi et fremtidigt trumfkort overfor Procias. Hun er lederens datter,” sagde hun ganske kortfattet, selvom hun var sikker og klar over, at det nok allerede var noget som han var kendt med, så var det nu heller ikke noget som rørte hende som sådan. ”Vil Romeo have hende, så send hende igennem den samme test.. falder hun, jamen så er det jo bare synd.” Hun trak kort på de slanke skuldre, som hun vendte sig mod Chris som allerede så ud til at være klar til kamp. En meget respektabel af slagsen, selvom hun holdt fast på at hendes kære fætter nok skulle klare skansen, ellers stod de jo alligevel igen med en stærk af slagsen, så selvfølgelig ville det endelige resultat kun være noget som hun kunne være direkte storslået tilfreds med når alt endelig måtte komme til alt.

[christianus]

At skulle stå og stirre i et bur, var noget som gjorde Christianus direkte sindssyg, for han var virkelig langt mere værd end et dyr i et bur! Det her var for pokker da heller ikke nogen zoologisk have, og det var da slet ikke noget som han ville høre snak om på nogen måde! At det jo så direkte måtte more Konstantin, var noget som han udmærket godt kunne se, selvom det var noget som direkte fik ham til at blive langt mere rasende end det som han måtte være allerede fra før af! Han fnøs ganske kortfattet af Konstantins ord, hvor han kun sendte ham en direkte fast mine. En ting som han skulle lære omkring Chris var at han ikke takkede nej til en udfordring og det at vide at han skulle møde lederens egen fætter, lod ham da også vide, at det jo faktisk måtte være en temmelig stærk modstander som han skulle stå ansigt til ansigt med. ”Lad os komme af sted,” vrissede han med en ganske kortfattet stemme. At de jo så endeligt måtte forlade burene og cellerne og komme op i selve arenaen. At høre folk oppe på tribunepladserne og se Malisha – hans egen leder og resten af dem som var samlet her, selvom han ikke havde den fjerneste anelse om hvem de måtte være. Selv var han jo let muskuløs og det var tydeligt at skulle se i den beklædning som han måtte rende rundt i, selvom det vel heller ikke var noget som kunne forundre nogen som helst når det endelig måtte komme til stykket. Han kneb øjnene sammen, som han knyttede hænderne. At dette var en kamp på liv og død, var noget som han vidste, selvom han virkelig ikke brød sig om tanken ved det, så var det heller ikke fordi at det var noget som han som sådan kunne gøre noget som helst ved i den anden ende, om det jo så var noget som han ville det eller ikke. Han kneb øjnene fast sammen og trak vejret dybt. At det ville blive ham en værdig modstander vidste han jo udmærket godt. Blikket faldt dog mere eller mindre naturligt til knægten som måtte stå henne ved den unge kvinde. Hun så fortvivlet ud og han lignede en som mere eller mindre måtte være fuldkommen ligeglad. Mørket havde fat i manden, men ikke direkte på den måde, at han ville sige, at han var endt som en fuldblodswarlock ligesom ham selv. Han var født ind i det og det var noget som han i den grad også måtte være tydeligt tilfreds med. ”Så kom an!” endte han med en fast tone. Måske at han kunne virke en anelse ivrig, men dette var noget som han bare ønskede at få overstået så hurtigt som det nu var ham menneskelig muligt! At han jo så var et led i planen om at tvinge Romeo i mørket, var noget som han for sit vis var fuldkommen ligeglad med! Han skulle nok få den knægt ned med nakken, om det jo så skulle gå hen og blive det sidste som han gjorde, så var han i den grad også klar over, at det kunne blive ham den eneste mulighed for hans vedkommende, om det jo så var noget som han ville det eller ikke! Han dannede en sort kugle i hånden, idet han vendte den anden hånd mod Romeo, hvor han direkte pegede mod ham. ”Vær klar,” endte han med en direkte fast hvislende stemme. Selv var han meget stærk af sig, han havde ekstreme magiske tendenser og han var bestemt heller ikke en som bare gav op i kamp, så han fik i den grad sin kamp til stregen!

[romeo]

Malishas ord, var noget som et sted måtte irritere Romeo, for han havde skam lært Lexie magi, og han vidste at hun var frygtelig talentfuld, men ens magi blev altså styret af ens følelser, så når Lexie blev bange eller nervøs, og hun kun var ny indenfor magi, så låste magien sig fast så hun ikke kunne bruge den, hvilket var det som var sket, da hun havde mødt Konstantin. Men det var jo bare indtil hun havde mere styr på det hele. Han agtede dog at passe på hende indtil sin død og selv i livet efter døden ville han passe på hende og vogte over hende hver dag! Han var dog bare ked af at han havde sit handicap og ikke kunne beskytte hende bedre, men mørket i ham gav ham fornyet kræfter, og det gjorde faktisk at han ikke blev så træt i sine ben, som han normalt ville blive. Mørket gav ham desværre en ufattelig fristende kraft, som han faktisk ikke kunne få sig selv til at sige nej til, selvom han vidste at han godt kunne gå over til lyset igen, så længe Lexie stod ved hans side, men sandheden var..: han ønskede ikke lyset længere, men livet i mørket, dog ønskede han stadig ikke at Lexie skulle gå samme vej, for han vidste at mørket ikke var noget for hende, at hun så alligevel endte med at hæve stemmen og næsten råbe højt, var noget som dog tydeligt måtte fange hans opmærksomhed. Hun ville følge ham i døden og hvis ikke så i mørket? Et sted måtte det jo faktisk varme ham, skønt der også var noget i ham som virkelig var ligeglad med det, selvom han dog aldrig kunne blive helt ligeglad med hende, for uanset hvad der skete, uanset hvor kold han blev og nærmest føltes ligeglad at være i rum med, så ville han altid holde af hende og bekymre sig om hende, og selvom mørket havde sine dybe kløer i ham. At Lexie kom hen til ham, havde han ikke det mindste imod, for han nød at være tæt på hende, som han altid gjorde, selvom det nok ikke var det rette tidspunkt, eftersom han faktisk skulle til at kæmpe til døden. Han vendte kort blikket mod Konstantin og den mand som han havde med sig tilbage, da de dukkede frem igen, hvor han kort studerede sin modstander. Han kunne tydeligt mærke mandens stærke aura, som måtte afsløre hans fuldblodsrace og stærke magi, skønt at han sådan set var ligeglad med den fyr, for han skulle enten dø til ham eller dræbe ham. Han var selv ligeglad da manden fremmanede den sorte kugle og sagde at han skulle være klar, da han kun skævede kort imod ham, inden han vendte blikket mod Lexie igen, næsten blot for at tirre den mand endnu mere, ved at spille ligeglad og næsten virke hovmodig. Han løftede sin hånd, som han strøg varsomt imod hendes kind, inden han sukkede opgivende. ”Det er ikke engang sikkert jeg vinder,” fortalte han sandfærdigt, uden at han så væk fra hende med de mørke og kolde øjne. Han ventede egentlig blot på at manden skød den dumme kugle imod ham, hvilket han vidste at han også snart ville, fordi han var så utålmodig. Han ønskede bare at hun skulle være sikker, så intet ondt kunne ske hende, for han elskede hende trods alt.

[Deleted]

Det at se en så stolt mand, som Christianus der gik så meget op i værdighed, sidde fanget i et sølle bur som en simpel slave, var virkelig et syn for guder! Noget som tydeligt måtte more Konstantin, hvor han også tydeligt kunne se at det kun appellerede mere til Christianus’ irritation, men han kunne virkelig ikke dy sig, for han nød virkelig det syn, eftersom det var sjældent at det måtte forekomme, så det var vel forståeligt at han morede sig? Havde det været omvendt, så vidste han også at Christianus havde frydet sig, så det ville jo faktisk gå begge veje. Men det kunne også være nok, for han var skam ikke bare kommet herned for at håne manden og holde ham indespærret lidt endnu bare for at trække tiden ud, men faktisk for at få ham ud af det bur og få ham ind i krydsilden. Han skulle møde en stærk modstander, for han havde jo selv fået lov til at overvære Romeos kamp imod Malisha, og han vidste hvor talentfuld Malisha måtte være, nok en anelse stærkere end Romeo, men hvem der var stærkere af Romeo og Christianus, var virkelig ikke noget som han kunne sige, for han vidste at de begge to måtte ligge på niveau med hinanden, så det blev faktisk utroligt spændende at se den kamp, og han var sikker på at publikum nok også skulle blive underholdt, for han kunne selv høre dem råbe hernede fra.
Det var tydeligt at Christianus måtte trippe utålmodigt, selvom at Konstantin også godt kunne forstå manden. Han skævede kun kort mod ham, inden han igen vendte blikket mod Malisha, som han lyttede til hendes ord. Han vendte kort blikket mod Lexie, som hun sagde at tøsen var viljestærk, for det var ikke noget som han kunne tro, men.. når det kom til kærlighed og det at være sammen med Romeo, så.. var hun vel? Det var sådan set ligegyldigt, for hun var stadig en skændsel set fra hans øjne! Han sukkede indædt og himlede svagt med øjnene. ”Jeg ved udmærket godt at hun er magikernes leder! Men hun er stadig en skændsel uden lige!” vrissede han tydeligt utilfredst, som han kort skævede mod tøsen endnu engang, blot for at vendte blikket mod Malisha igen med en tydelig trodsig mine, for han havde mest af alt, bare lyst til at dræbe tøsen og komme videre med kampen! Han lagde roligt armene over kors og betragtede Malisha kortfattet. ”Dør Romeo.. dræber jeg tøsen. Overlever han, så hiver jeg mørket frem i hende og så må testen bevise om hun er værdig eller ej,” endte han stilfærdigt. Døde Romeo var der ingen til at beskytte pigebarnet, og så skulle han nok slå sine kløer i hende! Han betragtede kort Malisha og hendes mange ar, hvor han kort lod sin ene finger stryge over det ene ved hendes arm. ”Det morer mig at se dig få lidt bank..” svarede han med et tydeligt kækt smil og et drillende skær i de mørke øjne, skønt han dog hurtigt blev alvorlig og nikkede mod de øvre pladser, som tydeligt var til de adelige og mere fornemme personer, der kom og så på, ”du kan sidde deroppe og se kampen og få noget hvile.” Han betragtede hende kun kort, inden han valgte at vende ryggen til hende, for at lægge opmærksomheden mod kampen, som det var tydeligt at Christianus havde mistet tålmodigheden og gjorde sig klar til at angribe og starte kampen.