Light vs. Dark

[Deleted]

Det var blevet formiddag og dermed gået præcis 2 dage siden Konstantin havde kidnappet den unge magikertøs, og forladt Romeo på græsmarkerne. Det var en utrolig solrig dag, specielt over det store Colosseum, som måtte stå i al sin pragt på det ellers så åbne og tørre terræn. Stod man helt for oven af den store gamle bygning, ville man kunne se længere end hvad byen måtte ligge den ene vej og Dvasias der begyndte den anden vej. Hvad der dog foregik udenom selve bygningen var fuldkommen irrelevant. Det som det hele gik ud på, var nemlig det som skete inde i bygningen. I øjeblikket stod Konstantin oppe på den øverste mur af selve bygningen, som næsten lignede var en kilometer høj, selvom at det normalt ikke var beregnet til at folk skulle gå heroppe, men når han var selve kommentatoren, ham som satte det hele i gang, så var det også vigtigt at han havde det bedste udsyn. Han havde sat to trofaste unge mænd, til at gøre klar til at begribe Romeo når han kom, for nok var det Malisha som der skulle kæmpe imod Romeo, men af den grund, så skulle både Romeo og Malisha kæmpe efter hans regler, med andre ord, så var det ham som bestemte indenfor dette område og i ringen at de kunne gøre hvad de ville. Stedet var beskyttet af hans mørke magi, så selvfølgelig var tilskuerne, publikummet, i sikkerhed, ligesom han også selv var. Herinde var det ham som havde magten over alt og alle. Blikket gled henover de tomme pladser. Han havde jo ikke vidste hvornår kampen skulle udkæmpes, for han vidste jo ikke hvornår Romeo måtte komme frem, men af den grund havde han da givet besked, og der var stadig mange som ville kunne nå at få en plads, for at se den store kamp, for hvem ville ikke se Malisha lederen af warlocks kæmpe imod sin egen familie, for det var jo egentlig ydmygende, nedværdigende for en warlock at have en magiker i sin familie. Hans blik faldt på Lexie, som han havde lænket fast til den ene mur nede i arenaen, så Romeo ville have frit udsyn til at se hende, for lidt ufokuseret blev han jo nok under kampen. Han vendte blikket ud mod horisonten, hvor han kunne mærke at Romeo måtte være på vej, for den aura glemte han skam ikke. Han forsvandt roligt i et mørkt lysglimt, som han dukkede op midt i arenaen, hvor hans blik faldt på Lexie, som hang ovre i skyggen i øjeblikket. Han gik roligt hen til hende med det kolde smil om læberne. Han havde faktisk været mild ved hende, for det var jo heller ikke fordi at hun havde gjort den største modstand, desuden var han jo faktisk en gentleman, selvom at han selvfølgelig havde lænket hende fast til en væg, hun var faktisk den person der kom til at være tættest på de kæmpende i ringen, så kunne hun se Romeo enten blive omgjort til mørket eller også dræbt på stedet. Han vendte blikket mod afdelingen hvor slaverne normalt holdt til, hvor der også var en afdeling til dyrene som til tider skulle kæmpe, to afdelinger der befandt sig under arenaen, med andre ord; under jorden. Han havde bedt Malisha klæde om, for han var virkelig ligeglad med hvem hun var, alle skulle bære det retmæssige tøj. Kvinderne bar normalt en lædertop, der kun lige dækkede brystpartiet, et lædernederdel, nogle – de som ville – fik metalskinner på underarmene og på skinnebenene, hvor de ellers bar nogle lædersko. En anelse udfordrende tøj måske, men det var også lige tilpas, så man kunne bevæge sig rundt uden besvær. Mændene derimod bar normalt nøgen overkrop, et lædernederdel – selvfølgelig til mænd – nogle sandaler også lavet af læder og de som ville fik skinner på arme og ben som kvinderne. De mørkebrune øjne hvilede roligt på de to store trædøre, der førte ned til de to afdelinger, som om han blot ventede på at Malisha skulle komme op.

[Deleted]

Lexie måtte ærligt erkende, at hun havde mistet tællingen for hvor længe, at hun havde været i Konstantins varetægt, men det var bestemt ikke hyggeligt! At fortsætte med at tigge og bede ham om at lade hende komme fri, havde kun vist sig at være direkte nytteløst, så det var hun stoppet med. Hun havde ikke gjort den største modstand, det var rigtigt, men altså.. hun måtte jo bare gøre brug af de midler som hun havde og bare.. vente og se hvad der skulle til at ske. Som hun måtte stå lænket til den mur, så kunne hun ikke rigtigt gøre andet end at vente, selvom det gjorde ubehaget større og større som tiden nu måtte gå og det var bestemt heller ikke en særlig behagelig tanke, følelse eller fornemmelse! Hun bed tænderne let sammen og så sig omkring. Arenaen bragte hende kun et ubehag som intet andet overhovedet. Hun frygtede virkelig for hvad dette ville ende med. At hun var lokkemad for at få Romeo hertil, var noget som hun næsten havde fundet ud af temmelig hurtigt, men det var jo heller ikke fordi at hun kunne gøre noget. Folk var ved at være godt på plads, hvilket hun tydeligt kunne se, så var det heller ikke noget som gjorde det meget nemmere for hende selv. Hun knyttede næverne let, som hun ganske kort prøvede at rive let i sin ene hånd, for at komme fri, men det var jo bare nytteløst og det var noget som hun allerede var klar over fra før af. De isblå øjne vendte hun stille i retningen af Konstantin som måtte vandre oppe å den høje mur. Hun var virkelig ved at blive urolig og specielt fordi at det havde taget hende så lang tid at skulle komme tæt ind på Romeo på denne her måde.. det havde taget hende tid ,at give efter for ham på denne her måde, og nu stod de endnu en gang i en situation som kunne rive dem fra hinanden. Hun havde grædt igennem de sidste dage.. hånet for det og hvad der end måtte vise sig, at være nødvendigt for hende, for at få kontrol på alle disse følelser, for nemt havde det bestemt heller ikke været på denne her måde og det var bestemt heller ikke nemmere, når hun allerede var revet ned i det sorte hul endnu en gang. Kroppen dirrede som hun ikke havde noget andet valg end at skulle stå og se sig omkring. Lige helt præcist hvad dette måtte gå ud på, var faktisk noget som hun ikke var helt klar over, og det var noget som kun gjorde det hele så meget værre, for hun havde jo kun fundet ud af, at det var Romeo som de havde været efter.. For det var ikke hendes far som de havde nævnt, nej det var jo hendes kæreste. Og det var noget som virkelig måtte gøre hende voldsomt bekymret. Hun hørte folk snakke, om hende også, udelukkende fordi at hun stod der som den unge usle og uduelige magiker som hun var.. Måske at de havde ret? Øjnene lukkede hun stille, som tårerne endnu en gang måtte samle sig, selvom hun virkelig måtte nægte at lade dem falde på denne her måde! Og da slet ikke foran dem! Som hun selv kunne fornemme Romeos tilstedeværelse, så åbnede hun øjnene igen, som tårerne let måtte trille ned af hendes kinder. ”Romeo..” Hendes stemme var en frygtelig dæmpet hvisken, hvor hun selv knyttede næverne noget mere. Hun ville egentlig bare hjem!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha måtte ærligt erkende, at hun var en kende overrasket over, at det havde taget Romeo så lang tid at komme hertil. Om det var fordi at han skulle komme sig, var noget som hun et sted var fuldkommen ligeglad med, for hun var temmelig sikker på resultatet af denne aften; At det ville være Lexie som aldrig nogensinde skulle se dagens lys igen. At det var her at hun var nødsaget til at skulle underlægge sig Konstantins regler, var faktisk også det som måtte irritere hende mest, men hun bed i det sure æble og gik med til det. Arenaen var jo trods alt også hans område, så det var heller ikke fordi at det var noget som overrasket hende som sådan. Hun var gået ned for at skifte til den ekstremt korte lædertop som han nærmest måtte beordre hende i. Ikke fordi at hun havde noget at skulle skjule, hvilket hun var klar over, men det var da også meget nemmere at bevæge sig i dette. Lidt ligesom de gamle gladiatorer som man havde hørt så meget om, og nu kunne hun jo faktisk få lov til at føle sig som en. Den nederdel af læder og skoene af læder ligeså, var også noget som hun hurtigt måtte komme i, som den tydeligt måtte afsløre hendes ellers flotte krop. Let gylden, uden de fleste mærker, selvom der klart var mærker fra kamp som hun havde været igennem i hendes liv. Hun var jo heller ikke helt ung, selvom hun klart også måtte have udseendet af de unge at være, så var det vel heller ikke noget som kunne komme bag på selv de fleste. Hun smilede let for sig selv, som tågen måtte lægge sig om hende, så hun forsvandt fra det lille ’omklædningsrum’, for at dukke op i det mørke lysglimt i den store Arena. Hun måtte i den grad erkende, at hun var overrasket over hvor mange som måtte være ankommet, da det heller ikke var sikkert, at kampen skulle stå helt præcist i dag, men hvorfor ikke bare være klar og parat af den grund. Hun glædet sig faktisk, nu var det jo også bare på tide, at få bugt med det kæmpe magikerproblem som de havde i slægten! Den skulle bestå udelukkende af warlocks og intet andet! Hun gik frygtelig meget op i hendes racepolitik, det var vel også noget som efterhånden var gjort klart og tydeligt for en god del af menneskerne her? Blikket gled mod Lexie som måtte stå lænket til den nærmeste væg, hvor hun ikke kunne skjule det kyniske og tilfredse smil. Blikket vendte hun derefter i retningen af Konstantin. Her var det hans regler som gik, og det var noget som hun klart også havde brugt tid på at acceptere, for en leder som skulle underkaste sig andre regler? Men lige hvad angik Konstantin, så var det også noget nemmere for hende at acceptere det i længden. Folk hyldet hende allerede fra start af, for rygterne om den kommende strid var gået fra mand til mand igennem munden. Ikke fordi at det gjorde hende noget, for hun skulle skam nok sørge for, at de fik underholdning for alle pengene! Det tilfredse smil hvilede som støbt på hendes læber. Det var egentlig kun den kære magiker som manglede og hun var nu efterhånden ved at være temmelig så sikker på, at han måtte være lige på trapperne efterhånden.

[romeo]

Efter mødet med Malisha, havde Romeo søgt direkte mod det store Colosseum, hvor hun havde bedt ham om at søge hen. Han havde brugt hele natten på at søge tæt derpå, hvor han havde brugt en hel dag til at hvile, så han kunne oplade til kampen, for det havde han da fundet ud af at han skulle, siden at kun én måtte forlade arenaen. Efter en dags hvile, kunne han stadig mærke at han havde en anelse ondt i benene, men han havde lavet noget af nogle urter, som elverne engang havde vist ham, for at komme helt til kræfter og for at lindre smerten i benene. Og da det var blevet tidlig morgen, havde han grebet omkring sine krykker, for at vandre videre mod det store Colosseum, hvor han allerede for lang tid siden havde kunnet se den enorme bygning, som tårnede sig op i luften. Man skulle tro at den var flere hundred meter høj, hvis ikke tusind! Det var faktisk et imponerende syn, selvom at det var tydeligt at bygningen var gammel, men det gjorde ham nu intet, for han var sådan set ligeglad med bygningen, han ville bare have fat i Lexie, selvom han var bange for at han ikke bare kunne bryde ind, redde Lexie og så smutte igen, han var desværre bange for at han var nød til at spille efter deres regler, men hvis det kunne redde Lexie, jamen så måtte det jo bare være sådan at det var!
Hele Romeos krop måtte dirre ganske let, som han kunne mærke at der var noget stort på vej. Et sted var hans spændt, men det var klart også nervøsitet som spillede ind og frygt. Frygt for at han aldrig ville komme til at se Lexie igen, for han vidste ikke hvad der gemte sig bag den store mur, inde i den store bygning. Han gik dog med målbevidste skridt imod den store bygning, som kun blev større og større, og da den var så stor at han ikke troede at den kunne blive længere, var der stadig et stykke hen til den, før han ville være henne ved den, hvor han faktisk ikke vidste hvor han skulle gå ind henne, for der var så mange ovale huller, som mindede om indgange, at han ikke helt vidste om man overhovedet kunne komme derind. Der var ingen trapper, men de var vel indenfor? Han stoppede roligt op, som hans nøddebrune øjne betragtede den enorme bygning, hvor han ikke helt vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Men derinde var Lexie og det var grund nok til at han ville gå derind! Dog nåede han ikke så langt, da to unge warlocks dukkede op på hver side af ham. ”Vi har ventet dig,” mumlede den ene, inden de overrumplede ham, inden han kunne nå at gøre noget som helst. De forsvandt i et mørkt lysglimt sammen med Romeo, hvor han endte nedenunder i noget i form af en kælder, hvor han befandt sig et lukket rum, som mindede om en form af en celle, for der var tremmer hele vejen rundt. Han greb fat i tremmerne. ”Luk mig ud!” råbte han vredt, som han prøvede at rive i dem, selvom at de var for solide til at han ville kunne komme ud. Det skulle dog ikke undre ham at han snart ville få besøg. Den ene warlock smed noget beklædning ind til ham, hvor han så uforstående på ham. ”Tag det på,” hvislede han koldt, inden han forsvandt igen. Hvad var nu dette?

[Deleted]

Som Konstantin var endt nede i arenaen, faldt hans blik på de mange tilskuere, som havde fundet sig en plads, nogle havde allerede været her fra i går af, og hvis Romeo ikke kom i dag, jamen så måtte de jo vente til i morgen, ikke fordi at de havde noget valg, hvis de ville se kampen, for der var egentlig godt fyldt op, og der var virkelig flere end 10.000 pladser, så det sagde ikke så lidt om hvor mange der egentlig ønskede at se denne kamp, men på den anden side så var det sjældent at der kom ’kendte’ mennesker i ringen og Malisha stod som leder af warlocks, så det var klart at folk strømmede hertil for at se på. Det glædede dog kun Konstantin, for han var jo ikke gået med til at samarbejde med Malisha, hvis ikke han selv havde fået noget ud af det og selve forretningen gik jo forrygende! De mørke øjne faldt på Lexies skikkelse, som hun måtte være lænket fast til muren, både i arme og ben. Han fnøs stille til hendes ord. ”Romeo skal skam nok komme,” svarede han stilfærdigt, for han kunne allerede mærke hans aura. Som publikum begyndte at juble, vendte han sig om, som blikket faldt på Malishas skikkelse, da hun var dukket op i arenaen. Et skævt smil gled over hans læber, som han skulle til at gå hende i møde, da han blev stoppet af en af de unge warlocks som var dukket op foran ham, en af dem som havde fanget Romeo. ”Manden er ankommet Hr.,” meddelte han, hvor Konstantin nikkede ganske let, som smilet falmede en anelse. Han gjorde et endeligt nik mod warlocken, som tegn til at han kunne træde af, hvor han forsvandt så hurtigt han var kommet. Han stillede sig med siden til Lexie, hvor et skævt og koldt smil gled over hans læber. ”Nu skal du snart få lov til at se din kæreste kæmpe for sit liv.. og åh ja! Det bliver jo også dit sidste syn,” endte han koldt, som det var en tydelig hentydning til at hun nok ikke selv ville overleve dette, for både han og Malisha havde intentioner om at dræbe hende, de skulle jo have mørket frem i Romeo, ondskaben. Han forsvandt i et mørkt lysglimt, som han dukkede op nede i underfløjen, hvor Romeo måtte befinde sig. Hans mørke øjne faldt på ham, som han måtte være gemt i cellen, hvor han kunne se at han endnu ikke havde klædt om. ”Velkommen til Romeo,” hilste han lettere koldt og dog med et utilregneligt smil. ”Jeg går ud fra at du allerede er klar over at du skal kæmpe i arenaen? Mod Malisha.. lad mig forklare dig reglerne, for de er ganske så simple; kun én mand går derfra,” endte han stilfærdigt, med de mørke øjne hvilende kynisk på Romeos skikkelse. Romeo var ikke den eneste hernede, for han havde mange slaver bragt hertil og andre som havde warlockblod i årene, for Romeo var ikke den eneste der skulle igennem denne test. ”Se at få klædt om, så bevæger du dig bedre, medmindre du har intentioner om at tabe, for så dør din lille tøs.” Et tydeligt tegn til at han ikke rigtig havde noget valg. Han gjorde et endeligt nik, som han vendte sig mod den anden unge warlock der havde ført Romeo hertil. ”Bring ham op, når han er klar.” En simpel ordre, inden han forsvandt i et lysglimt for at dukke op i ringen tæt ved Malisha. ”Er du klar?” spurgte han roligt, uden at se på hende, som blikket hvilet på publikum.

[Deleted]

Lexies hjerte hamrede som en besat mod hendes bryst. Hun stod virkelig så fast lænket som intet andet og kunne knapt bevæge sig, eftersom det ikke bare var hænderne, men også fødderne! Hun stod virkelig fastlåst og hun brød sig på ingen måde omkring denne situation! Ikke bare det, at hun ikke kunne forsvare sig, for det var jo heller ikke fordi at de havde været inde på decideret forsvarende magi. Hun var jo ved at lære at kontrollere det og man måtte jo starte et sted. Det gibbede helt i hende, som Konstantin pludselig endte med at stå ikke langt fra hende. Hun bed sig svagt i læben og vendte blikket direkte mod ham igen. Han skræmte hende faktisk og hun ønskede virkelig bare at komme hjem og det skulle gerne ske så hurtigt som det nu var hende menneskelig muligt! Og hun ville have Romeo med sig! Hun kunne godt mærke i det indre, at han måtte være der, hvilket bestemt heller ikke var noget som gjorde det nemmere eller bedre for hende på nogen som helst måde overhovedet. Hun vendte blikket direkte mod ham og med den samme faste mine. Hun var bange på Romeos vegne og den tanke var virkelig noget så frygtelig ubehagelig. Hun var bange for, at dette for alvor ville rive dem fra hinanden. De havde lige fået hinanden, og så skulle det gå galt på denne her måde? Det var virkelig ikke retfærdigt! Konstantins ord, var noget som gjorde hende direkte bleg, for hun kunne udmærket godt lægge to og to sammen! Det ville blive det sidste som hun ville se? Øjnene lukkede hun stille. ”Hvorfor..?” Hendes stemme var ikke noget andet end en hvisken for sig selv, og det var i den grad en ubehagelig tanke at skulle sidde igen med. I sig selv, så kunne hun da tydeligt gætte sig frem til at Romeo skulle kæmpe og efter at se på den kvinde som måtte dukke op, så var det hans modstander? Hun virkede umådelig selvsikker af sig, hvilket hun bestemt heller ikke brød sig om. ”Hvorfor skal vi igennem det her..?” Hun rev ganske kort i lænkerne, også selvom hun vidste, at det var hende fuldkommen nytteløst. Hun ville ikke få det mindste ud af det, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke. Hun var for ukoncentreret til at kunne bruge magi og med den panik som hun havde følt, så var det også noget som måtte udmatte hende noget frygteligt. En skændsel var hun blevet kaldt igennem de sidste dage her, så det var vel også noget som hun efterhånden bare havde valgt at acceptere og så tage til sig? Selvom det virkelig gjorde ondt, for hun prøvede virkelig bare at tilpasse sig og finde sin plads i verden, selvom det bestemt heller ikke var nemt. ”Lad ham gå..” Hun vendte blikket mod Konstantin som han dukket op henne ved kvinden, som hun selv ikke havde den fjerneste anelse om hvem det så end måtte være. En med en stor betydning, det var noget som hun kunne høre på den jubel og hyldest som hun måtte få, hvilket kun gjorde hende mere bekymret på Romeos vegne. Han var stadig ikke ved sit bedste vel og skulle kæmpe? Det var virkelig unfair at sætte ham til det nu! I alle fald set i hendes øjne! Tårerne kæmpet hun med.. ung var hun trods alt stadig, men hun var virkelig træt af alle de problemer som de kontinuerligt skulle blive kastet direkte ind i!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Hvad Lexie havde i vente, var noget som Malisha var udmærket godt klar over. Hun glædet sig faktisk til at se hvordan Romeo måtte tage det hele. Enten var det ham som ladet livet og så røg Lexie oveni, ellers blev han warlock.. og Lexie røg alligevel. Hun havde slet ikke nogen intentioner om at lade denne unge kvinde blive igen, for det var virkelig flovt og det var en skændsel uden lige, at lade en kvinde som hende forblive levende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Nederdelen følte hun sig faktisk bekvemt i og bevægelsesfriheden var virkelig fantastisk. Hun blev selv roligt stående, for hun vidste, at hun for øjeblikket var underlagt Konstantins regler, for det var hans plads, det var hans sted, også selvom han havde sat det til hendes eget brug, netop for denne test. Romeo kunne jo næsten føle sig beæret over at være den som skulle indlede denne test i denne kamparena. Hun måtte faktisk erkende, at hun var bange for, at hun kunne gå hen og faktisk nyde at stå her i det her kluns og kæmpe. Hun havde slet ikke noget imod en blodig nævekamp i tide og utide, selvom hun vidste, at dette ville bringe langt mere end bare fysisk nærkontakt ind i billedet. Det var vel også hendes mulighed for at se hvorpå hvor Romeo måtte stå henne med hensyn til magien, for hans magi var jo trods alt lys. Lyset var stærkest i ham, og det var faktisk også noget af det som måtte irritere hende mest! Ikke fordi at hun var nervøs eller noget sådan, for det var hun ikke. Tvært imod, så var hun faktisk mere spændt end det som hun måtte være noget andet og det var noget som næsten måtte overraske hende, men det var nu bare sådan at hun havde det med det hele. Tungen strøg hun let over læberne, som hun blev stående og med armene over kors. Hun ville faktisk bare gerne i gang med det hele nu, for hun var virkelig træt af at vente. Hun havde jo heller aldrig nogensinde været en kvinde som havde haft meget tålmodighed, hvilket Konstantin var klar over. Hun vendte blikket ganske kort mod ham, som hun nikkede med den tydelige selvsikkerhed i minen. Hun var da så klar som hun overhovedet ville blive i stand til at være! ”Jeg kan ikke være mere end klar, Konstantin. Er folket ved at være på plads?” spurgte hun ganske kortfattet. Hun kunne se mange.. Lexie var klar, folk kom stadig rendende, så det var jo tydeligt, at kampen var noget som allerede havde nået ud til folket, hvilket faktisk måtte more hende. Så skulle hun som sagt nok sørge for, at de ville få noget underholdning for pengenes skyld. I denne kamp var det dog bare op til Romeo – Om der skulle gå en eller to levende ud af denne arena, for hun var i den grad overbevist om, at hun bestemt ikke skulle være en af de faldende! Hun havde ganske andre fremtidige planer, så det at stille træskoene var slet ikke noget som måtte komme på tale endnu.

[romeo]

Romeo vidste godt at han ikke rigtig havde haft noget valg, da han havde skullet søge mod dette Colosseum, for det var her at denne Konstantin havde bragt Lexie hen; ifølge Malisha naturligvis, så hvor meget hold der var i det, vidste han ikke, men det fandt han vel ud af? Om ikke andet så var det en risiko som han var nød til at løbe, for han ville gøre alt for at få Lexie ud, om det så også måtte betyde at han skulle tage chancer, for han løb enhver risiko for at få hende med hjem, for at redde hendes liv! Han ville gå igennem ild og vand, sne og slud, alt slags vejr, for intet ville kunne stoppe ham fra at redde hendes liv, han nægtede at dø, hvis hun ikke var i sikkerhed! At han så skulle falde i et baghold, var ikke noget som han havde regnet med, selvom at når han tænkte over det, så kom det egentlig ikke helt bag på ham, for Malisha ville vel være sikker på at han var der i den tilstand som hun selv ønskede det? Men siden de skulle kæmpe imod hinanden, så gik han alligevel ud fra at hun ønskede at se hans bedste og derfor ikke svækkede ham på forhånd, for nok var hun grotesk, kold, kynisk og direkte ondskabsfuld, men han tvivlede på at hun var uærlig og respektløs, specielt ikke når det kom til en sådan åben kamp, for der regnede han faktisk med at hun var fair. Måske der ville komme små beskidte trick under kampen, men på den anden side, så var det en kamp på magi og der gjaldt det jo om at snyde sin modstander og bruge de bedste tricks, så man kunne vel ikke rigtig kalde det for beskidte trick? De nøddebrune øjne faldt på Konstantins skikkelse som han dukkede op nede i det som mindede om en fangekælder, specielt med alle de mange celler. Han kunne se at der også var andre fanger hernede, både mænd og kvinder, hvilket næsten måtte gøre ham en anelse bekymret, for var der flere der skulle kæmpe i dag? Måske han skulle kæmpe imod nogle andre først? Før han kunne møde Malisha og på den måde vinde Lexie tilbage? Reglerne, eller reglen, som Konstantin måtte remse op, var noget som næsten fik det til at løbe koldt ned ad ryggen, hvor en enkelt tanke gik igen i hans hoved; Dødskamp. Det var en kamp på liv og død, hvilket var noget som han ikke var særlig meget for, for det var jo ikke fordi at han var en dræber på nogen måde! Foruden de dumme vampyrer! Han bed tænderne fast sammen, hvor han vendte blikket mod tøjet som han nævnte at han skulle tage på. Han ville bevæge sig bedre? Det betvivlede han faktisk ikke. Han så blot på Konstantin, som han igen forsvandt, uden at et eneste ord forlod hans læber. Han sukkede indædt, for han havde tilsyneladende ikke noget valg, så han valgte at klæde sig af, så han kun stod tilbage i underbukser, inden han tog kamptøjet på. Den læderagtige nederdel, som var lettere elastisk, lædersandalerne og så en enkelt skinne på højre underarm. Blikket vendte han imod den unge warlock, som han nikkede kortfattet imod, inden han blev sluppet fri, hvor den unge warlock tog ham på skulderen, før de forsvandt i et mørkt lysglimt, for at dukke op i ringen hvor solen skinnede ned på ham og lyden at et jublende publikum nåede hans ører.

[Deleted]

Konstantin havde virkelig set frem til denne dag! Mest fordi han nød underholdningen, men også for at se den familiekamp og intrige som Malisha havde i sin slægt, for hvilken warlock ønskede at have noget lyst og så tilmed magiker i sig? De to racer var jo direkte rivaler! Det måtte faktisk more ham at Malisha havde en magiker i slægten, netop fordi at hun var så stolt af sig, hun var så forfængelig og arrogant, som enhver anden warlock var; nøjagtig som ham selv. Men i det mindste havde Romeo også noget mørkt i sig, så mon ikke de kunne få ham omgjort igen? Det burde vel kunne lade sig gøre, siden han var endt med at blive lys? Og der var jo ingen tvivl om at mørket var en direkte gift for lyset. Hans mørkebrune øjne hvilede på Lexie. Hun havde også mørket i sig, så det burde vel også være muligt at omgøre hende? Og han ville vædde med at hendes sind var langt svagere end det som Romeos måtte være, så det skulle ikke undre ham at det ville blive lige så let som en leg at omgøre Lexie, men på den anden side, hvorfor skulle de så gøre det? Hun var jo en direkte skændsel! Desuden var det jo også de svage som de skulle have skilt fra flokken, og ikke de svage som skulle til! Han smilede koldt til hendes spørgsmål og dog en anelse morende. ”Fordi Romeo er magiker og det er en skændsel for en warlock at have lyset, specielt en magiker i sin slægt,” svarede han stilfærdigt, selvom at det jo ikke decideret var grunden, grunden var jo også at de ville have warlocksne frem, at de ville skille de svage fra de stærke, så det var selve racen Warlock der ville blive den mest berygtede og den mest ædle race der nogensinde havde gået på denne Jord! Han svarede ikke på hendes sidste ord, før han var forsvundet, for nu skulle det hele snart til at begynde.
Konstantin havde set til Romeo, hvor han nu var endt tæt ved Malisha, som måtte stå i ringen. Han gik stille hen mod hende og smilede et koldt og dog skævt smil til hendes ord. ”Mh.. tøjet klæder dig.. det er jo lige før at jeg burde være stolt over at have dig som min trolovede,” svarede han stilfærdigt og dog en anelse drillende, som han kort lod hånden falde om hendes hofte, som han smuttede om bag hende og over på hendes anden side, inden han slap hende igen, som blikket igen faldt på publikummet. ”Romeo er ankommet,” fortalte han sandfærdigt, som han igen var blevet alvorlig. Med andre ord; det skulle til at begynde! Han trådte nogle skridt væk fra Malisha, som han begyndte at henvende sig til publikum, der blot så afventende til. ”Mine Damer og Herrer! Er I klar til at se en storhedskamp mellem de to rivaler? Mellem lys og mørke? Mellem god og ond? Mellem magiker og warlock?” spurgte han stilfærdigt, hvor han brugte sin magi til at forøge styrken af hans stemme, så folk kunne høre ham. Publikum så spændt til, som han vendte sig mod Malisha og gjorde en lettere gestus imod hende: ”Jeg giver jer; Malisha! Warlockernes leder!” Publikummet måtte begynde at juble; de som holdt med hende, for der var også de som holdt med lyset, med Romeo der buhede ganske svagt, men de skulle nok få at se! ”Og.. manden hun skal kæmpe imod, tilmed en fra hendes egen slægt..” Igen blev publikum stille og så spændt til, hvor nogle tilmed begyndte at mumle, de som fandt det som en skændsel at have lyset i deres slægt og omvendt. ”Romeo!” Han gjorde en gestus imod Romeo, der dukkede op i ringen, inden den unge warlock måtte forsvinde igen. Han skød en enkelt sort energi kugle op i luften, som eksploderet; et tegn til at kampen var i gang. ”Begynd!” Han selv forsvandt i et mørkt lysglimt, for at dukke op ved siden af Lexie igen, så han ikke stod i vejen.

[Deleted]

Lexies hjerte måtte hamre som en besat mod hendes bryst. Efterhånden som det var gået op for hende, at dette måtte være en kamp til døden, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det nemmere for hende, og specielt ikke nu hvor Konstantin havde betegnet hende som en falden. At hun faktisk ville falde i aften, var noget af det som skræmte hende mest, selvom det ikke nødvendigvis var tanken om døden som gjorde det, nej det var at hun ville miste ham. Hendes krop dirrede og sitrede, selvom hun udmærket godt vidste, at hun ikke kunne gøre noget som helst for at komme fri. Hun stod virkelig fastlåst og for panikslagen til at hun kunne gøre noget som helst for at gøre brug af magi! Hun havde endnu ikke lært noget som hun kunne bruge i form af forsvar på denne her måde! Hun var jo stadig på det stadie hvor hun prøvede sig frem og hvor hun fejlede for at prøve igen! Det havde der bare ikke været plads til den aften hvor Konstantin var dukket op. En tåre trillede stille ned af hendes kind, hvor hun vendte blikket væk. Det var bestemt ikke noget som han skulle have lov til at se, også selvom hun vidste, at de allerede havde stemplet hende som svag. ”Det er ikke en skændsel..” fastholdt hun med en meget dæmpet stemme. At sige disse imod, var noget som hun vel kunne gætte sig til, ikke ville være det smarteste at gøre bare sådan? Folk var ved at være på plads, hun kunne fornemme at Romeo var her, hvilket et sted både lettede hende, men det bekymrede hende i den grad også, for han var da slet ikke i stand til en kamp på denne her måde! Og hun vidste det jo godt! Blikket gled direkte mod den store Arena, da hun kunne fornemme ham helt tæt på! At se ham der i det lædertøj som de var tvunget i, var faktisk noget som hun godt kunne lide, selvom det nu ikke var de tanker som hun gjorde sig lige nu. Hun ville vel egentlig bare have at han tog væk og helst så hurtigt som muligt? ”Lad ham gå.. lad ham gå…!” Hun kneb øjnene fast sammen, som hun igen prøvede at slide sine abnorme tynde håndled ud af de lænker som hun var lænket fast med, selvom det heller ikke var hende til nogen stor nytte på den ene eller den anden måde. Hun kunne ikke gøre noget som helst for at komme fri og det var virkelig en utrolig frustrerende tanke, også for hendes vedkommende. Hun vendte blikket mod banen, som der blev gjort tydeligt tegn til at kampen måtte være i gang. At de var beslægtet, var noget som forundret hende, men Romeo var vel ikke i stand til at tage en kamp op mod en leder, som så ud til at være ved sit bedste vel? Det var da på ingen måde en retfærdig kamp! I sit indre bad og tiggede hun om, at han om ikke andet ville klare det, selvom det lød som om, at det at redde hende, ville være fuldkommen nytteløst? Det var i den grad også kun noget som gjorde det hele meget værre, også for hendes vedkommende, for hun ønskede virkelig ikke, at han skulle leve et liv alene! Eller uden hende for den sags skyld.. Hun elskede ham jo!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste udmærket godt, at dette et sted faktisk måtte være en unfair kamp, for hun var virkelig en kvinde i sin bedste alder og hun havde en fysisk kondi som bare ikke kunne blive bedre, kontra Romeo som tydeligt måtte være kommet til skade. Ikke fordi at det var noget som rørte hende som sådan, for det gjorde det bestemt ikke på denne her måde. Hun gik meget op i at en kamp skulle være retfærdigt, og nu hvor han havde sit handicap, så kunne hun da næsten gætte sig frem til det faktum, at han måtte have andre tricks i ærmet som kunne give ham fordel, for hun vidste, at han var en intelligent mand af sig. Uærlig var hun ikke og hun respekterede da også Romeo, for hun havde jo heller ikke decideret hånet ham for hans handicap. I hendes øjne, så var det virkelig at synke dybt, for det havde da kun bevist at han var en mand som gik ind i situationer, hvor han tog konsekvenserne og følgerne af det. Det var vel også sket i et forsøg på at redde Lexie? Hun havde end ikke lovet ham at han ville få hende tilbage, men at han skulle have hende at se. Han kunne jo bare vende blikket op mod væggene og der ville han jo se hende hænge. En tanke som faktisk måtte more hende og temmelig meget endda. Hun havde ikke valgt at skade ham under deres forrige møde, for hun ville da heller ikke forringe hans chancer for en sejr, da dette i sig selv, faktisk var en vigtig kamp også for hende.. Hun kunne ikke tvinge andre warlocks igennem dette, hvis hun ikke selv kunne klare det. Så for hende, så var det også en prøvelse, og så skulle det altså heller ikke ende med at hun skulle kede sig!
Som Konstantin måtte stå ved siden af hende, så kunne hun ikke lade være med at smile. Hun vendte blikket mod ham, selvom hun ikke skænkede ham et blik direkte. Det hvilede mere i retningen af Lexie som måtte hænge på væggen og nærmest kæmpe for at komme fri, selvom det på alle måder, måtte være direkte nytteløst, så meget var hun dog klar over allerede, hvilket kun gjorde det meget bedre. Smilet bredte sig ved hans ord. ”Stolt ligefrem? Det er jo ikke fordi at du har nosserne til at gøre noget ved det,” påpegede hun stille, som han gik om bag hende og lod hånden stryge langs hendes krop. Et sted var det faktisk dejligt, selvom minen var lige så streng og fast som tidligere. Blikket vendte hun direkte mod Romeo. I sig selv, måtte hun erkende, at han ikke direkte havde noget som helst at skulle skjule, selvom det nu ikke var noget som rørte hende det mindste. Reglerne for denne kamp var klare og faste, og det var noget som hun i sig selv, også havde valgt at acceptere på denne her måde. Hun knyttede næverne let, som hun gjorde sig klar i sindet. Dette skulle nok vise sig at være og blive underholdning i intet andet end verdensklasse! Præsentationen og jublen som hun blev tildelt, var noget som kun gjorde smilet større, for lidt egoistisk havde man vel også lov til at være. Nu ville folk jo også finde ud af, at deres leder ikke bare var en bangebuks eller en slapsvans! For det var hun bestemt ikke! Små sorte kugler dannede sig i hendes håndflader, som hun roligt gik hen mod ham. Hun havde sin helt egen måde at gribe en kamp an på. ”Vær klar, Romeo..” hvislede hun med en iskold stemme, idet hun skød dem direkte mod ham, næsten hurtigt som lynet.. Små var de nok, men de eksploderede så snart de ramte og det ville i den grad gøre ondt.

[romeo]

Det hele var pludselig gået så stærkt, at Romeo knap kunne følge med mere, for han var kun lige kommet hertil inden han var blevet overrumplet af to unge warlocks, han ville skyde på at de kun var en anelse yngre end ham selv, hvor han var blevet ført til noget som mindede om en fangekælder og så alligevel ikke, for det havde været langt hyggeligere i det rum han havde befundet sig i end i en fangekælder hvor der også havde været langt mere rent, hvis man dog så væk fra tremmerne og de mange celler, hvor folk blev spærret inde, men han ville skyde på at det var rum til de fanger som skulle op og kæmpe i ringen? Han havde jo godt kunne spotte andre folk fra den celle han selv havde befundet i sig. Og nu stod han så selv i ringen, hvor han var omgivet af et publikum som sad flere meter op i luften på de pladser der var blevet dem givet, så alle kunne mere eller mindre se hvad der foregik nede i ringen. De nøddebrune øjne faldt stille på Malisha og Konstantin som måtte stå i midten af ringen, selvom at han var lettere forvirret, for hvorfor var der så mange folk? Malisha bar tøj nogenlunde i samme stil som ham selv, så det betød vel at de skulle kæmpe imod hinanden? Det ville han da selv skyde på, for ellers var der jo kun Konstantin og.. blikket faldt på Lexie, som måtte hænge på muren, hvor han mærkede det løbe ham koldt ned ad ryggen. Havde de bare hængt hende der? Han lagde ikke rigtig mærke til hvad det var der skete omkring ham, da han bare lagde mærke til Lexie, hvor hans blik faldt vredt på Konstantin som havde søgt derhen, for ikke at stå i vejen for kampen, selvom at det langt fra var kampen som han havde i tankerne, det eneste han kunne tænke på var at få Lexie ned derfra, for han ville egentlig bare have hende med sig hjem og intet andet! Han lagde slet ikke mærke til Malisha, hendes ord eller de små sorte kugler som hun måtte danne, da han satte krykkerne ned i den faste jordbund, hvor han begyndte at bevæge sig hen imod Leixe, som var han i en form af trance. ”Lexie,” hviskede han ganske lavt, så det var så lavt at han knap selv kunne høre det, selvom at han dog ikke nåede så langt, for før han vidste af det, blev han ramt af en enkelt sort kugle der måtte eksplodere, hvor han endte med at ryge tilbage og ned i jorden, hvor de andre kugler måtte misse og ramme væggen bag ham. Han satte roligt armene i jorden, for at holde sig en anelse oppe, hvor blikket faldt mod Malisha. Det var tydeligt at den eneste måde han kunne redde Lexie på, var ved at vinde over Malisha.. og Konstantin med, for den mand stod henne og bevogtede Lexie. Han greb roligt omkring hans krykker, inden han fik kæmpet sig op på benene, hvor blikket faldt stift til Malishas skikkelse. Men hvis det krævede at han dræbte Malisha og Konstantin jamen så var det det han satte for sig som sit første mål, for han ville have Lexie med sig hjem og det var lige nu! Han blev dog stående og nærmest afventede hendes næste træk, som han havde vendt fokussen mod kampen igen.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste, at dette måske var en lidt voldsom måde at gå frem på, men hvordan skulle hun da ellers kunne vende Romeo tilbage til det mørke, som hun kunne mærke og fornemme, faktisk måtte hvile i ham på denne her måde? Hun ville bare ikke have Magikere i hendes slægt og om man ville tro det eller ikke, så kunne hun faktisk være familiekær, så det at slå ham ihjel, var da også den sidste udvej, så dette var skam også den endelige test for ham. At han først af det hele, måtte lægge mærke til at det var Lexie som måtte hænge på væggen, så blev det da også gjort tydeligt for hende, at de virkelig måtte holde af hinanden. Lexies paniske blik og hendes vridninger for at komme fri, og det at Romeo sådan pludseligt endte helt åndsfraværende, gjorde det jo bare åbenlyst! Ikke fordi at hun gik meget op i det, for denne kamp var så retfærdigt, som den overhovedet kunne være! Hun havde afholdt sig selv fra at skulle påføre ham nogen som helst former for skade, selvom han virkelig havde lagt op til det, og hun havde gjort skade for langt mindre dumme kommentarere end det som han havde fyret af, da de havde mødtes i parken før denne kamp. Nu var hun klar og så var det jo bare synd for Romeo, hvis det ikke måtte være gengældt.
Som hendes mørke energikugle måtte ramme ham direkte i ryggen, eksplodere og skubbe ham direkte ned i den kolde grus, var noget som fik det kolde smil til at brede sig på hendes læber. Umiddelbart så håbede og regnede hun ikke med at der ville være nogen faldende i selve arenaen her i dag, men Lexie.. det var jo straks en helt anden sag, selvom det nu ikke ville være noget som hun ville indvie Romeo i. Det var jo noget som han ville finde ud af, for det var jo faktisk ham selv som skulle slå hende ihjel i den anden ende.. Når mørket havde meldt sig i ham selvfølgelig, ellers ville det da kun være fuldkommen nytteløst! Hun himlede med øjnene, som han bare rejste sig og blev stående. Hun kneb øjnene fast sammen og tog de rolige og næsten faretruende skridt mod ham. Hun havde da i den grad regnet med større modstand og specielt fordi at det for hans del, kun måtte omhandle hans elendige kæreste som ikke kunne finde ud af noget som helst! ”Det her skuffer mig Romeo.. Din kæreste er på spil og jeg møder ingen modstand?” Hun vidste godt, at hun ikke skulle undervurdere ham, men at provokere ham til noget, det var vel bare på sin plads? Hun vendte blikket kort ned mod sin ene hånd, hvor en helt mørk dis måtte lægge sig, så hendes hånd nærmest måtte forsvinde i den. Det triumferende smil måtte tydeligt brede sig på hendes læber, som hun igen vendte de helt mørke øjne direkte i retningen af Romeo. Ikke fordi at hun havde en skid til overs for de mange jublende tilråb som det modsatte, for hun ænsede knapt at der var publikum på i denne kamp. Selv for hende var det jo en test.. hvis hun ikke kunne stå, jamen så kunne hun bestemt heller ikke tvinge alle andre igennem det samme. ”Vis mig hvad Lexies store lærermester er i stand til!” endte hun med en fast tone, som hun vendte den disede hånd direkte ned mod jorden, hvor den startede med at krybe henover hele arenaen, hvor den efter ganske kort tid, havde henlagt hele det grusede område i ren og skær mørke. Vinden var svagt begyndt at tage til. Der var jo faktisk mange kræfter på spil.

[romeo]

Det at gå imod Romeo og direkte kaste ham i en ring, var noget som han kunne finde sig i, men når man så først gik så vidt at man kidnappede den person som han holdt kærest, jamen så faldt tiøren virkelig, for det var noget som han virkelig ikke kunne tolerer og han havde virkelig aldrig følt sig så rasende som han gjorde i øjeblikket. Han var vred, men han vidste også at Malisha var en dygtig modstander og derfor lod han sig ikke blindes af ren raseri, selvom han havde lyst til at eksplodere hele den skide arena, men det gjorde jo så også bare at han dræbte alle de uskyldige mennesker som sad og kiggede på som tilskuer, selvom at de vel egentlig også havde fortjent døden når de fandt sådan en ting underholdende? Syge i hovedet var de i hvert fald alle sammen hvis de fandt det morsomt at se en magiker dyste imod en warlock, for ja de to racer var godt nok modsætninger, nemesis, men han fandt virkelig intet underholdende ved denne kamp og om han så skulle dræbe Malisha og Konstantin jamen så var det præcis det som han gjorde! Han holdt utrolig meget af Lexie, faktisk mere end det som han kunne beskrive med ord. Han elskede hende, og fordi hun fyldte så meget i hans liv, så var det klart at det måtte påvirke ham så meget at se hende hænge låst fast til en mur, hvor han ikke var i stand til at komme hende til undsætning medmindre han slog Malisha i kamp og Konstantin med, for han tvivlede på at Konstantin ville lade Lexie gå, hvis han endte med at dræbe Malisha og hvad nu hvis..? Hvis han dræbte Malisha, ville Konstantin så dræbe Lexie på stedet for at få hævn selv? Det løb ham koldt ned ad ryggen ved tanken, som han vendte opmærksomheden mod Malisha igen. Hendes små kugler gjorde ondt, selvom at det ikke var nok til at stoppe ham og han stod endnu på benene. De nøddebrune hvilede fast og direkte dræbende på Malisha, hvor han ikke tog sig af hendes ord, for han var virkelig ligeglad med hvilke forventninger som hun havde gjort sig, han var virkelig ligeglad med om hun var skuffet af ham eller ej, for hun ragede ham virkelig en høstblomst, det eneste som bekymrede ham og som interesserede ham, var at få Lexie ned der fra! Blikket faldt på hendes hånd, hvor den mørke dis måtte begynde at sprede sig omkring. Han vidste at han ikke skulle undervurdere hende, hvilket han bestemt heller ikke ville! Men.. han kunne bare ikke forstå hvad det egentlig var hun ville med ham, for havde hun ønsket at dræbe ham havde hun vel bare gjort det i parken? Men hvad ville hun så? Det var det spørgsmål som han ikke kunne blive klog på! Han blev stående på sin plads helt urokkeligt, som disen måtte sprede sig henover hele jorden der udgjorde den enorme arena, hvor de mørke øjne ikke forlod hendes skikkelse. Hun ville se hvad han kunne? Så skulle han da nok vise hende hvilke trick han også var i besiddelse af, skønt han havde sit handicap, for nok hans ben kun var under genoptræning, men hans magi var virkelig utrolig stærk! Og det skulle hun nok få at se. Han satte hver fingerspids imod hinanden, inden en lysende energikugle begyndte at danne sig mellem hans hænders håndflader, og da den blev kraftig nok, skød han den af sted, hvor kuglen søgte under disen, for at skjule sig, så hun ikke kunne vide hvornår den ville ramme.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

I bund og grund, så var Malisha slet ikke ude på at slå Romeo ihjel. Hun ville vel egentlig bare minde ham om hvad han egentlig var og hvilken mand han egentlig var? En warlock dybest set, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, for han var jo familie og selvom hun havde den sygeste form for humor, så gjorde hun faktisk tingene af en grund. Hun kunne skade ham, men at slå ham ihjel, var virkelig sidste udvej. Lexie hang der på væggen, ude af stand til at komme fri og nu hvor hun var så panikslagen at hun ikke engang kunne bruge magi, så beviste det jo virkelig bare hvor dybt at Romeo var sunket? Hun ville bare hive ham op af hullet igen, det var der slet ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun kneb øjnene fast sammen. Konstantin passede på at Lexie blev på sin plads, samtidig med at han overværede at reglerne blev overholdt i kampen, for tro det eller ikke, så var hun ikke en regelbryder – tvært imod, så ønskede hun jo faktisk at opretholde dem, bare på sin helt egen specielle måde. Hovedet lod hun søge let på sned, som disen måtte lægge sig henover hele arenaen. Hun vidste udmærket godt, at Romeo var en utrolig god magikyndig, men det var jo så også det som det nu måtte være. Hun ville ikke sige noget til det, tvært imod, så ville hun bare finde det mørke frem i ham på en eller anden mystifistisk måde, men det skulle nok ske! Det var hun overbevist om! Mørket var hendes styrke, så selvfølgelig var det noget som hun ville gøre brug af, noget som hun kunne søge skjul i, hvilket han vel også havde fundet ud af? Hun var leder af en grund, så hun havde selv frygtelig mange tricks i ærmet. De mørke øjne hvilede fast på ham, som hun selv nærmest måtte forsvinde i den helt mørke dis som måtte lægge sig tykt omkring dem. Hun vidste at Konstantin kunne følge med fra oven af, selvom det nu ikke var noget som rørte hende det mindste. Nu ville hun have det lidt sjovt. Hun kunne høre folk juble, visse selvfølgelig træt af, at de ikke kunne se noget som helst, selvom det nu raget hende.
”Tik tak, tik tak Romeo..” hvislede hun med en iskold stemme. Den lysende kugle som Romeo måtte danne sig, kunne hun nærmest se igennem disen, hvilket kun var noget som måtte få hende til at smile. Nu snakkede de jo ren forretning på et sprog som hun var i stand til at forstå sig på! At kuglen søgte direkte ind og under disen, havde hun nu heller ikke noget imod, også selvom hun vidste, at hun burde passe på, for Romeo var bestemt heller ikke af den ufarlige slags! Hun dannede sig endnu en mørk kugle, samtidig med at hun forflyttede sig i mørket, kun for at komme mere om på siden af ham og fortsatte om bag ham. Det var nemlig langt sjovere når legene skete på hendes præmisser! Endnu en gang måtte hun smide den direkte efter ham og med en rygende fart og med den tydelige latter. Hun havde virkelig altid haft en mærkelig form for humor og det var i den grad også noget som kun måtte spille ind for øjeblikket. Denne gang trådte den sande Malisha virkelig frem i hende – den kolde, den kyniske og den som elskede at gøre andre ondt for sin egen morskabs skyld og det var i den grad også noget som hun direkte måtte elske!