Light vs. Dark

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde Romeo lige der hvor hun ville have ham, og så kunne hun bestemt heller ikke være andet end direkte tilfreds! Måske at hun havde påtaget sig smerte nok i sig selv, men det havde udelukkende været fordi at hun havde været tvunget til at lade ham blive fristet af mørket og det hele var gået i hendes retning! Selv havde hun sår som skulle tilses når hun var færdig her og efterhånden, så var det noget som hun virkelig var træt af, for det var bestemt heller ikke ofte, at hun lod sig blive skadet på den måde og specielt heller ikke fordi at det var med hendes gode vilje som dette havde været! Han havde i den grad vist sig som en værdig modstander og selvfølgelig skulle det belønnes – med hans liv! At han jo så skulle tage Lexies i samme omdrejning, var jo så en ting som han ville finde ud af nu, selvom det nu heller ikke var noget som hun tog så tungt. Den tøs var virkelig ikke noget værd at samle på set i hendes øjne, for hun var en langt større skændsel for de magikyndige end det som Romeo nogensinde ville komme hen og blive! Desuden så vidste hun at det bare var et spørgsmål om tid, inden han var tvunget til at give efter eller gå i døden. I sig selv, så ville det bestemt heller ikke blive en behagelig en af slagsen og det vidste hun. Det var faktisk ikke mange som klarede at give efter for det ene og overgive sig til det andet, selvom det nu nok en gang var sket, hvilket hun i den grad også var tilfreds med. ”Jeg venter..” hvislede hun med en iskold stemme. Hun vendte blikket mod ham, som hun kunne fornemme at mørket kun måtte tage mere og mere fat. I sit eget stille og rolige sind, så bad hun faktisk til at han ville klare det, for det ville virkelig være en skam at lade dette gå til spilde – om ikke andet, så ville hun hellere slå ham ihjel selv, end at se ham som en magiker, for det var slet ikke noget som hun ville have i sin egen slægt! Hun kunne ikke fremstå som en retfærdig leder, lede kampen mod magikere og alt det andet som de ville møde på vejen, hvis hun slet ikke tog sig af det lille problem indenfor familien selv! De mørke øjne som faldt mod hende efter de mange minutter, var noget som fik hende til at smile bredt! Han havde givet efter! Disen som holdt ham nede, lod hun endnu en gang slippe ham, idet hun rejste sig op og med blikket hvilende på hans skikkelse. ”Rejs dig, Romeo.. Og anerkend det mørke i dig,” sagde hun kortfattet. Måske at det ikke var så højt, men ordren var i den grad tydelig at skulle høre i hendes stemme, hun ville høre ham sige det, før hun ville lade Konstantin føre Lexie herned. Det var hende som han skulle slå ihjel for at forsegle det mørke som han måtte brænde inde med på denne her måde. Ikke fordi at det var noget som kunne forundre nogen? Kunne han slå den ihjel som han måtte elske mest af det hele, så kunne han i den grad også være med til at slå langt det meste ihjel! Afventende blev hun stående og med blikket på ham. Hvis han snød hende, så stod hun i den grad også klar hvis det skulle vise sig at blive nødvendigt at skulle slå ham i jorden endnu en gang! Hun nægtede dog at tro på det.. om ikke andet, så vidste hun at denne kamp var ved at lakke mod sin ende nu.

[romeo]

Mørket der tog fat i Romeo var noget som virkelig bare var fristende at give efter, desuden så var det også fristende at give efter på grund af den ulidelige smerte som pludselige måtte skyde ind i hans krop. Det gjorde frygtelig ondt, det var den rene tortur imod lyset i ham! Han vidste dog, at selvom han gav efter for mørket så ville lyset altid hvile i ham, for han var trods alt halv magiker og halv warlock, efter han var kommet til Procias, så var det bare lyset som stod efter i ham, for det havde elverne som han havde boet hos sørget for. de havde låst hans mørke chakra til, så den ikke ville blive et problem for lyset i ham og det var jo også en af grundene til at han faktisk var i stand til at komme ind i lysets cirkel, for det var egentlig kun fuldblodsmagikere der kunne komme ind der. At det hele så skulle vende som på en tallerken, var noget der virkelig måtte irritere ham, for han var ved at blive ét med mørket og han brød sig virkelig ikke om den følelse overhovedet! Han var ved at miste lyset i sig, for han kunne tydeligt mærke hvordan mørket måtte dræbe alt det udadvendte lyse som hvilede i ham, og at Malisha ønskede at han skulle forsegle det var noget som kun gjorde det hele langt værre! Hvad hendes store plan måtte være, vidste han ærligtalt ikke, det eneste han vidste, var disse tydelige faktum, som at hun havde fanget Lexie for at fange hans opmærksomhed og for at få ham herhen til denne arena, hun ønskede ikke at dræbe ham, men ønskede ham over på den anden side? Hun vidste vel også at han stadig ville have lyset i sig selvom hun tvang ham over på mørkets side? Og han vidste at hun var stolt, at hun var en sand warlock, så hvorfor dræbte hun ham ikke bare? Så var hun da helt af med lyset. Medmindre hun ønskede at han skulle kæmpe for mørket og vise sit værd og sit potentiale som warlock? Det gad han da slet ikke! Han ville bare have Lexie med hjem! Desværre vidste han at Malisha var ved at vinde over ham, for mørket havde ramt hans hjerte og gav han ikke efter, jamen så ville han dø.
Som Romeo endte med at give efter for mørket, mærkede han også tydeligt hvilken ny kraft det efterlod ham med, selvom at han vidste at det ikke helt var forseglet endnu. Han blev kort liggende på den støvede jord, som lyset måtte kæmpe imod mørket i hans sind, for det var jo ikke bare hans race det var også en del af hans personlighed. Det føltes virkelig som om at hans hoved skulle eksplodere! Han ønskede bare Lexie, men.. mørket var så fristende, det var så stærkt, man fik magt ved det! Hvordan han kunne være så dum og have givet helt slip på det dengang forstod han slet ikke. Han spærrede øjnene op ved Malishas ord, hvor han roligt kom vaklende op på benene igen. Han havde fået sorte rander under øjnene, næsten som om at han var træt og udmattet, men det var mørket i ham som virkelig havde taget på hans energi og hvis han ikke fik det forseglet hurtigst muligt, jamen så ville hans krop kollapse og så ville han ikke være meget værd længere, for der skulle en stærk krop og et hærdet sind til at styre mørket.

[Deleted]

Konstantin havde overværet hele kampen oppe fra luften af, som han havde brugt sin mørke magi til at svæve i luften, så han var over disen. Han selv var en del af mørket, så han kunne tydeligt se igennem den ellers tykke dis og se hvad der skete. Det var noget af en kamp og han måtte indrømme at Romeo virkelig var blevet ufattelig dygtig! Manden var ikke bare den samme svage knægt, som han havde været da han havde været barn, nej han var blevet utrolig dygtig og han kunne godt forstå hvorfor Malisha faktisk ønskede ham over på mørkets side, for tænk på alle de ting som manden kunne udrette? Han bar måske lyset i sig uanset hvad, for det var noget som de ikke kunne hive ud af ham, men han kunne stadig vise sit værd som warlock og kæmpe for mørkets side, gå imod lyset og så ville ingen lægge mærke til det, for han ville vædde med at der heller ikke var nogen som vidste at han faktisk havde haft mørket i sig, man ville jo faktisk ikke kunne se det, hvis han ikke fortalte det. Blikket gled mod Lexie der hang længere nede ad væggen. Hun skulle snart ofres, men hun burde se lyst på det, for hun blev ofret til et større formål, for at tjene mørket og hendes kæreste, for Romeo ville blive et pragteksempel af en warlock at være! Men Lexie derimod.. hun var svag, hun var en direkte skændsel! Hun skulle dø og han ville faktisk se frem til at de tvang Romeo til det! For når han havde gjort et mord, så ville det forsegle mørket som måtte hvile i ham.
Et tydeligt tilfreds smil måtte glide over Konstantins læber, da Malisha havde fået Romeo ned at ligge i støvet. Hun havde godt nok selv fået et par skrammer, men hun var heller ikke en kvinde som var lavet af sukker. Nok var dragterne ikke de mest beskyttende, for der var utrolig meget hud man kunne se på både mænd og kvinder, og jorden var fyldt med støv, sand og småsten, som man kunne slå sig på, så det gjaldt faktisk om at holde sig på benene, et sted måtte det jo faktisk også more ham at se Malisha få lidt tæsk, for et sted så fortjente den kvinde at blive sat lidt på plads! Dog ønskede han så heller ikke at hun skulle dø, for om han ville det eller ej, så stod hun ham faktisk nær, han tænkte ikke så meget over trolovelsen, selvom hun jo faktisk skulle være hans hustru på et tidspunkt, men han havde kendt hende det meste af sit liv, helt fra de var små af, så det var klart at hun kom til at betyde noget for ham med tiden, også selvom de altid havde konkurreret imod hinanden. De mørke øjne faldt på Romeos skikkelse som han valgte at rejse sig, da han havde givet efter for mørket, hvilket fik et triumferende smil til at glide over hans læber. Han nikkede anerkende mod Malisha, inden han lod en vind slå ned mod arenaen for at fjerne den mørke dis, så publikum også kunne se hvad der skete. Han svævede roligt ned til Lexie, hvor han klappede i hænderne, så hun kom fri fra lænkerne, inden han greb hende og tvang hende med sig hen til Malisha og Romeo, for nu var det på tide at de fandt slutningen på det hele!

[Deleted]

Lexie var direkte knust! Hun vidste at Romeo var kommet hende til undsætning og for at redde hendes liv, men det var vidst ikke gået som det han ville. Han havde givet efter for mørket, så meget kunne hun da også selv fornemme i ham og det var noget som i den grad også gjorde hende voldsomt bekymret. Hendes hjerte hamrede som en sindssyg direkte mod hendes bryst og med et tydeligt ubehag som intet andet overhovedet. Hun var stadig lænket, hun kunne ikke gøre det mindste for at komme fri, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, så havde hun ikke nogen andre muligheder. Hun bed sig i læben som hun ganske kort vendte blikket i retningen af Konstantin. Lige hvad de måtte være ude på, var noget som hun slet ikke vidste, men det kunne næppe være noget godt og så med tanken til at dette ville blive hendes sidste aften, var noget som allerede havde fået hende til at fælde frygtelig mange tårer. Malisha havde vundet ham over, hvilket i sig selv, måtte være et kraftigt nederlag for hende.. Hvis han ikke kunne stå imod, hvordan skulle hun så selv kunne klare det? At Konstantin dukkede op ved hende, at han lod lænkerne forsvinde og lod hende komme fri, så måtte hun slippe et mindre gisp i sig selv, selvom hun ikke nåede stort mere end det idet han greb omkring hende og holdt hende fast, for at føre hende ned til Malisha og Romeo. ”Slip mig..” hviskede hun med en tydeligt grødet stemme. Hun ønskede virkelig ikke at være en del af dette og det var heller ikke noget som hun nogensinde havde bedt om! Konstantin var for stærk for hende, så hun kunne jo lige så godt opgive den modstand allerede med det samme. Med de helt våde kinder, så vendte hun blikket direkte hjælpeløst mod Romeo. Stille måtte hun mime ordet ’hjælp’, for hun vidste jo allerede nu, at det ikke ville nytte hende noget som helst, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, så var det jo egentlig bare den rene sandhed på alle måder endda. Tårerne trillede ned af hendes kinder som hun vendte sig mod Konstantin og Malisha som måtte stå der med den tydeligt triumferende mine. Hun ville bare hjem, kunne det virkelig være så svært at forstå?! ”Lad os gå..” bad hun endnu en gang – de selv samme ord som hun havde sagt gang på gang, som hun have hængt på væggen og bare været tvunget til at skulle sidde og kigge på. Hun bed sig i læben som hun endnu en gang prøvede at vride sig fri. ”Romeo.. gør noget..” bad hun stille. Hun var for panisk til at kunne koncentrere sig om magi! Meget af det var jo stadig på et prøvestadie og hun var i den grad også nødt til at skulle koncentrere sig om at kunne bruge det til noget som helst! Og lige nu så var det bestemt heller ikke den koncentration som hun kunne finde! Ikke med tanken til hvad Romeo havde været igennem og hvad der selv måtte vente hende. De ville slå hende ihjel, det havde Konstantin allerede sagt, bare.. ikke helt hvordan at det skulle gøres og det var i den grad også noget af det som måtte gøre hende noget så frygtelig usikker. ”Jeg vil hjem..” Denne gang var hendes stemme tydeligt grødet, for det gjorde ondt, at vide hvad det var at hun måtte have i vente!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var udmærket godt klar over, at dette i sig selv, måtte være en yderst smertefuld proces, så det var noget som hun var nødsaget til at skulle hjælpe ham igennem. Hun var i den grad godt klar over at lyset stadig måtte være i ham selv efter mørket havde fået sit stedfæste, men det var i den grad også noget af det som måtte ignorere hende mest. Hun vendte blikket direkte og fast mod ham. Mørket ville ikke forsegles før han havde slået ihjel og det var i den grad også det som hun måtte være ude på i øjeblikket, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte blikket ganske kort op i retningen af Konstantin. Ja, hun havde måske påtaget sig skade, men det var det hele værd hvis det hele måtte gå som hun ville have det og det var at lade ham blive en del af mørket, tage ham under sine vinger og vise ham, at dette var noget af det bedste som man kunne få og hun vidste at tiden var knap, for mørket kunne lige så godt slå ham ihjel hvis det ikke blev forseglet, for hun vidste udmærket godt at hans lys stadig ville kæmpe mod det og det var jo tydeligt, at han allerede måtte være udmattet nu. At Konstantin måtte bringe Lexie med derned, så var det vel også tydeligt at hun vidste, at der var noget som måtte ske med hende. Ikke fordi at det var noget som rørte Malisha noget særligt, for det var jo bare sådan at tingene måtte være for hendes vedkommende. Hun var en skændsel for alle magiske samfund. Så hun gjorde vel egentlig alle sammen en tjeneste ved at sørge for, at hun ikke formerede sig videre i de senere generationer? Hun smilede et koldt smil. Konstantin havde tydeligt et meget godt fat i hende, selvom det nu heller ikke var noget som rørte hende det mindste. Hun vendte sig direkte mod Romeo endnu en gang. Den udmattelse skulle hun nok få bugt med, når han havde taget Lexies liv, så skulle det nok gå i den ene eller den anden retning for ham derefter. Lexie skulle han nok komme over i den anden ende, det var noget som hun allerede nu måtte være fuldkommen overbevist om. Hun lagde armene over kors. Ja, hun havde fået sig sine mærker og sine sår, men det var ikke noget som ikke kunne heale med tiden, så det var noget som hun tænkte på lige nu. Nok at hun ville være offer for mange bekymringer var heller ikke noget som hun havde tænkt meget over. Hun vendte sig direkte mod Romeo. ”Mørket skal forsegles, Romeo og det ved du udmærket godt,” fortalte hun stilfærdigt. Ikke fordi at det var noget som kunne forundre nogen som helst, for det var jo trods alt bare sådan at det nu endelig måtte være. ”Slå hende ihjel.. Slå hende ihjel med dit nye mørke, din nye energi og forsegl det.. Gør det til en del af dig,” vrissede hun med en rolig og kortfattet stemme. Et sted så var det en ordre uden lige, for hun nægtede at lade ham gå nu hvor hun var kommet så godt på vej, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket! Hånden lagde hun roligt og stille mod hans skulder, hvor hun vendte blikket direkte mod Lexie og med den næsten skadefro mine. Det var nu eller aldrig og det var noget af det bedste af det hele!

[romeo]

Da mørket endnu ikke var forseglet, så måtte lyset i Romeo stadig kæmpe imod mørket, selvom at det var tydeligt at det var mørket som i øjeblikket havde den største vægt i ham, som det også var det som var mest fremme, men det kunne faktisk godt hurtigt vende, hvis ikke mørket snart blev forseglet, hvilket skulle ske med et drab. At planen så var at han skulle dræbe Lexie, var noget han nærmest godt kunne regne ud, da Konstantin begyndte at blande sig, som han slap Lexie fri og førte hende ned til ham og Malisha, hvor kampen mellem ham og hans kusine tydelig var ovre, for det eneste hun havde været ude på var at omgøre ham til warlock? Hun ville bare have ham til at opsluge mørket for så at han skulle forsegle det? Og det skulle ske ved at dræbe Lexie?! De mørke øjne hvilede intetsigende på Lexies skikkelse som hun blev ført ned til dem, hvor han ikke ænsede alle andre, da han næsten stod som i trance og betragtede hende. Han så godt da hun mimede ordet ’hjælp’, selvom at han ikke gjorde noget som helst, da han blot stod og betragtede hende, nærmest stirrede på hende med sine mørke døde øjne der ikke rigtig udviste nogen former for følelser. Han stod næsten som havde han været en status, men selvom at det ydre så mere eller mindre dødt ud, så var hans indre i gang med en kæmpe kamp mellem mørket og lyset i ham, hvilket var noget som virkelig måtte drive ham til vanvid! Det føltes næsten som om at hans hoved skulle eksplodere! Han lyttede til Lexies ord der måtte påvirke lyset i ham, selvom at Malishas ord måtte påvirke mørket, det var som om balancen skulle brydes men der blev hele tiden trukket i hver sin snor, så han stadig måtte befinde sig på midten til det ene. Han skulle dræbe Lexie og forsegle mørket? Men han kunne ikke dræbe noget som gav ham styrke, for den styrke som Lexie måtte give ham var langt mere fristende end det som mørket kunne tilbyde ham! Han knyttede roligt hænderne, som de ganske let måtte dirre. Takket være mørket og dets nye energi og kraft, så kunne han stå uden at skulle støtte sig til krykkerne, noget som selvfølgelig også måtte være en fristelse uden lige, for han havde virkelig hadet og forbandet den afhængighed til rullestolen og krykkerne, så kunne han slippe for dem, jamen det ville da være lutter og lykke! Han havde virkelig kun set frem til den dag hvor han kunne slippe for støtten og bare gå og løbe som han ville, det havde jo også været en grund til at han havde brugt så lang tid i træningshallen som han havde, hvilket Lexie jo også vidste, for han havde jo næsten mere været der end hos hende. Han tog sig stille til hovedet tydeligt forvirret og frustreret, i tvivl om hvad han skulle vælge, hvor hans hårfarve nærmest måtte skifte mellem lys og mørk, ligesom hans øjne, som et tydeligt tegn til at hans indre måtte kæmpe mellem lyset og mørket, et valg som han knap nok kunne vælge, for han kunne ikke dræbe Lexie, han elskede hende af hele sit hjerte og han var kommet her for at få hende med hjem, ikke for at sørge for at han aldrig ville se hende igen!

[Deleted]

At overvære den kamp mellem Romeo og Malisha var virkelig noget som Konstantin havde nydt, for det var virkelig et syn for guder! Han havde virkelig været underholdt, og hvis det ikke var for den mørke dis, ja så havde publikum nok også været det, selvom at de mere eller mindre måtte mumle af indblandingen, som kampen mere eller mindre var stoppet. Det som dog havde været mest ynkeligt ved at se kampen var det at man kunne høre Lexie tude, snøfte og klynke i baggrunden, selvom at det jo faktisk var hendes sidste timer, for som planen lød, så var det Romeo der skulle dræbe Lexie og på den måde forsegle mørket, desuden så var det ikke ligefrem fordi man kunne prale af tøsen, for selv hun havde warlockblod i sine årer og det var virkelig en skændsel uden lige! Han ville ikke have det mindste imod at Romeo tog livet af hende, for hun fortjente ikke engang at leve i denne verden! Malisha var nok hårdt medtaget efter kampen og det skulle ikke undre ham, hvis hun faktisk ville blive øm, for det var faktisk noget af nogle slag som hun havde taget imod, bare for at få Romeo over på den mørke side, men af og til måtte lederen også ofre sig for sine planer, gøre det hele selv, så det kunne blive gjort ordentligt, desuden så var det jo ikke fordi at hun var typen der klynkede og klagede over et par skrammer, så han var skam ikke bekymret for hende, desuden så havde hun faktisk gjort et godt stykke arbejde, for hun havde faktisk formået at få lokket Romeo i fælden og han havde alligevel troet at det ville blive en del sværere, men manden var jo hoppet i med begge ben, bare for at redde sin kære Lexie. Han tog sig ikke af Lexie, for han lod hende alligevel ikke gå, hvilket hun vel også allerede havde regnet ud? Det var jo bare et ynkeligt forsøg på at slippe fri, selvom at det aldrig ville ske alligevel. Han betragtede afventende Romeo som blot stod og stirrede på Lexie som havde han været i en form for trance, som en statue, hvilket et sted måtte undre ham for.. hvad nu hvis det gav bagslag og han angreb dem? Han kneb øjnene en anelse sammen, selvom at han ikke slap Lexie på noget tidspunkt, da han holdt hende fast i et ordentligt og stramt greb. Det så ud til at Romeo måtte stå i en enorm tvivl, hvilket næsten gav Konstantin en mistanke om at Romeo ikke ville dræbe Lexie, for det var mere end tydeligt at lyset måtte kæmpe imod mørket inde i hans indre, så det var vidst på tide at de fik forseglet det mørke? Han vendte blikket mod Malisha, hvor han sendte hende et fast blik imens han holdt en finger oppe, som tegn til at hun ikke skulle blande sig i det næste træk som han ville gøre. ”Det tager for lang tid!” Han løftede sin ene hånd, hvor sorte gnistre begyndte at lyne omkring hans hånd, hvor han gjorde et tydeligt tegn til at han ville gøre Romeos arbejde og dræbe Lexie, selvom han faktisk bare ville se om hans teori var sand, for han var bange for at Lexie faktisk betød så meget for Romeo at det påvirkede lyset i ham, men han vidste jo godt at den sande kærlighed ikke bare var en svaghed men også en styrke. Han slog sin hånd ned imod Lexies bryst, dog ville han stoppe, hvis Romeo ikke greb ind, for han ville faktisk bare have Romeo til at reagere.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var virkelig træt og udmattet, for hun havde i den grad også været nødsaget til at skulle tage imod skræmmende mange slag for at lade Romeo blive fristet af mørket og det havde jo kun gået hendes vej, det var jo heller ikke fordi at dette var noget som satte hende på plads på nogen som helst måde, for hun skulle skam nok vinde den tro og den tillid tilbage igen! Hun glædet sig faktisk til at få det her overstået, så hun kunne komme hjem og få tilset de sår som hun havde fået påført sig, for det var bestemt heller ikke alle som måtte være lige heldige, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte blikket stille mod Konstantin og med den samme faste mine som før, det var der slet ikke nogen tvivl om overhovedet. Romeo var i fuld kamp med sig selv, det var noget som hun godt kunne mærke og det var noget som hun bare ønskede overstået så hurtigt som muligt! Lexies klagen, klynken, snøften og tuden var nu heller ikke noget som hun havde hørt, for hendes fokus havde bestemt været helt andre steder, også selvom hun havde været nødsaget til at påtage sig den skade som hun nu havde gjort det, så var det jo bare noget som hun måtte overleve, og det gjorde hun bestemt også! Lexie var en skændsel i hendes øjne og det måtte hun i den grad også være i magikernes, så hun gjorde vel egentlig alle en tjeneste ved at lade Romeo udrydde hende for livet? Lexie ønskede sig hjem, hvilket hun udmærket godt kunne se, føle og fornemme på hende, selvom det var tydeligt at Romeo stadig måtte stå med den indre kamp. Umiddelbart så var hun jo selv bange for at det hele skulle ende med at slå fejl, så hun var selv meget opmærksom, selvom hun var langt mere rolig end det som hun havde været fra før af, hvilket der i den grad også måtte være en frygtelig god grund til. Konstantins mine til at hun ikke skulle blande sig, tog hun dog temmelig hurtigt, selvom det slet ikke var noget som hun huet meget efter, for det var hende som bestemte her! Hun vendte sig endnu en gang i retningen af Romeo. Smerten ville ophøre i det øjeblik, at han valgte at give fuldkommen efter for det som han måtte føle i det indre og bare.. lade smerten forsvinde, lade mørket forsegles og tage det hele som det nu end måtte komme. ”Du ved hvad det kræver Romeo.. Lyt ikke til hende.. Lyt til min stemme og kun til mig.. Slå hende ihjel..” beordrede hun endnu en gang og med en tydelig fast mine. Ikke fordi at det var noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket på denne her måde. Konstantin lod hun mere eller mindre bare køre sit eget løb, også selvom hun vidste, at der var en risiko for at forsøget med at gøre ham mørk, havde fejlet. I sig selv, så ville hun heller ikke have det mindste imod at se Konstantin blive sat en anelse på plads. Afventende blev hun stående som hun kunne se at Konstantin gjorde sig klar til at skulle slå Lexie i brystet, hvor hun selv blev stående. Det var jo nu eller aldrig! Enten så gjorde Romeo det slut for hende, eller så fik Konstantin den ære at få lov til at gøre det, så var det jo helt op til ham selv!

[Deleted]

Lexie var grebet af en panik. Som kampen var gået, som hun havde set Malisha direkte påtage sig den smerte ved at blive ramt af det ene eller det andet derude, så var det også gået op for hende, at dette ikke bare var en kamp på liv og død for Romeos vedkommende, men et slag udelukkende af mørke og lys. Hun ønskede slet ikke at mørket skulle sejre, for det var slet ikke noget som hun ønskede for ham på nogen som helst måde overhovedet. Den tanke i sig selv, var virkelig noget som måtte skræmme hende mere end alt det andet i denne situation faktisk måtte gøre det! Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst som en besat og uden at skulle stoppe det mindste! Romeo reagerede ikke på hendes kald og hendes bøn om hjælp. Ja, hun vidste godt, at hun måske ikke var noget specielt magisk set, men altså! Det var jo heller ikke fordi at hun rendt rundt uden nogen som helst former for værdi, vel?! ”Romeo, hjælp mig..” Denne gang var hendes bøn langt mere lav. Hun kunne se at han måtte læmpe med det hele i det indre, og et sted så var det jo selvfølgelig noget som glædet hende. Det efterlod hende med den intense følelse af, at hun måske kunne redde ham? Det var om ikke andet det som hun gjorde alt for at få lov til at opnå! Hun vendte blikket skiftevis mod dem. At de kunne tage det så roligt, var jo slet ikke noget som hun forstod sig på. At folk kunne være så hjertedøde som dette, var slet ikke noget som gav nogen mening for hende! Hun havde ganske rigtigt mørket i sig, men hendes forældre havde gået så frygtelig meget op i at det ikke var noget som skulle have lov til at komme til udtryk, at det også var noget som gjorde det hele så meget bedre også for hendes eget vedkommende. Det var noget som lettede hende, for hun gik hellere døden i møde, end at blive mørk! Det kraftige greb som Konstantin havde fat om hende, var noget som direkte var noget som slet ikke gavnede hende det mindste overhovedet hvad end om det var noget som man ville det eller ikke! ”Lad os gå.. lad os gå..” gentog hun gang på gang, for hun ville virkelig ikke være her mere, hvis hun da ellers kunne blive fri for det! Hun vendte blikket mod dem, selvom det var Konstantin som fangede hendes interesse temmelig hurtigt, som han måtte tage sagen i sine egne hænder. Var det virkelig her at det skulle ende for hende? Det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Tårerne trillede stille ned af hendes kinder, som hun kraftigt begyndte at sitre igen. Som den gnistrende hånd skule til at ramme hendes bryst, så blev hun ramt af den sidste panik. At det var det sidste som hun skulle føle, var noget som hun virkelig måtte finde direkte unfair! ”Romeo!” skreg hun med en tydelig panisk mine, som hun næsten helt automatisk endte med at trykke sig ind mod Konstantin, bare for at have den mulighed for at komme væk fra den hånd. Hun ønskede ikke at dø! Og bestemt heller ikke her! At Romeos kolde og næsten ligegyldige blik var noget af det sidste som hun skulle se, at se ham stå grebet af mørket, alt imens hun skulle miste livet til det. Det var virkelig ikke retfærdigt på nogen som helst måde! ”Romeo..!” hviskede hun direkte grådkvalt. Hun var virkelig panisk bange!

[romeo]

Den indre kamp som måtte befinde sig i Romeo var virkelig noget så frygtelig intens! Han kunne ikke gå imod lyset og dræbe Lexie, det kunne han bare ikke! Så svag var han virkelig heller ikke, for hun var virkelig grunden til at han elskede livet så højt, hun var grunden til at han kom så let igennem hver dag, hun var grunden til at han var så ivrig efter at kunne gå igen, så han kunne tage hende med hen hvor han ville, uanset hvor det så end var, de kunne tage på udflugt uanset hvor det skulle være og så kunne han bedre lære hende magi! Han nægtede at dræbe hende, det kunne han ikke, så havde han jo ingen grund til at skulle leve, så kunne han lige så godt tage sit eget liv samtidig! Der måtte være en anden måde at give efter for mørket på, for han kunne tydeligt mærke at lyset i ham blev svagere og han var bange for at det snart ville tage livet af ham, hvis han ikke fik valgt den ene eller den anden side og mørket i ham stod tydeligst i øjeblikket, netop fordi han havde givet efter for det, fordi han havde ladet sig opsluge det så det flød rundt i hans krop som var det gift og det havde ramt hans hjerte, så hvis han ikke snart gav efter, så ville han dø. Han tog sig roligt til hovedet, som en hovedpine måtte slå ind over ham, det hele var virkelig så frygtelig intenst! Det gjorde ondt, og de mange stemmer udefra gjorde det virkelig ikke bedre! Selvom at det jo faktisk var Lexies stemme som var kraftigst, det var også derfor at lyset pludselig stod så stærkt i ham, for han elskede hende. Han elskede hende højere end noget andet og det var noget som han virkelig ikke ville miste på nogen måde! Lexies skrigen rev ham dog ud af tankerne, hvor han vendte blikket direkte koldt og dræbende imod Konstantin, da han valgte at tage sagen i egne hænder, fordi det tog for lang tid, hvor den gnistrende hånd virkelig måtte tænde hadet og vreden i ham! Ingen skulle gøre Lexie fortræd! ”Nej!” hvæsede han kraftigt, i det han skød en mindre trykbølge imod Konstantin, som han placerede den imod mandens ansigt og bryst, så den ikke ville ramme Lexie men flyve lige forbi hende. Han var hurtigt henne ved hende, hvor han slog armene betryggende omkring hende og trykkede hende ind til sig. Intet ondt skulle ske hende! Han nægtede det simpelthen! Og han ville bestemt heller ikke selv gøre hende fortræd! Han vendte blikket mod Lexie, hvor hans øjne var endt mere bedrøvet. ”Tilgiv mig Lexie.. jeg kan ikke kæmpe imod længere,” hviskede han i en dæmpet tone, så kun hun ville høre det, inden hans øjne igen måtte få en mere kold og kynisk facade igen, som det var tydeligt at mørket var fremme i ham. Han løftede den ene hånd, hvor han lod sin ene finger stryge Lexie blidt over kinden. ”Jeg slår hende ikke ihjel,” endte han fast, som han ord var henvendt til Malisha, selvom at hans øjne hvilede på Lexie. Han strøg kort Lexie over læberne, inden han drejede hovedet og så direkte mod Malisha. ”Dræber i hende, slår jeg mig selv ihjel!” hvæsede han i en mere eller mindre form for trussel, for hvis de virkelig ville have fat i ham, så måtte de lade Lexie leve! Dog var han villig til at give efter for mørket, for han havde faktisk ikke noget andet valg.

[Deleted]

Det var tydeligt at Romeo måtte være i en mindre kamp mellem lyset og mørket, selvom at det virkelig tog for lang tid for Konstantins vedkomne, så lang tid kunne det da for pokker heller ikke tage for manden at beslutte sig! Men han var bange for at Romeo ikke ville skade Lexie, han var bange for at de var nød til at finde på en plan B. Det var så heller ikke fordi at han ikke havde andre kandidater i vente, men han ville da helst se manden dræbe den tøs som han elskede, men ellers måtte de jo bare gøre det på en anden måde. Desuden så bar Lexie jo også mørket i sig, så hende kunne de jo faktisk også omgøre, selvom at han helst så hende død på stedet! Og hvis Romeo ikke selv kunne tage valget og blot trak tiden ud, så måtte han jo selv sætte lidt fut i alle ting. Det var måske Malishas plan at få warlocksne frem og han støttede hende skam også i det, men her inde for disse murer der var det ham som bestemte, om hun så ville det eller ej, desuden så havde han også en højere rang end hende, netop fordi at han stod som hertug af Dvasias, hvor hun kun stod som leder, så om hun var meget for det eller ej, så kunne hun faktisk ikke bestemme over ham. Desuden så ville han også kun teste Romeo, få manden til at reagere, for han kunne skam selv få fornøjelsen af at slå tøsen ihjel, selvom at det dog var fristende bare at dræbe hende på stedet! De mørke øjne hvilede lettere afventende imod Romeo, selvom at han blot blev stående som en statue og ikke gjorde noget som helst, og det var tydeligt at hverken Lexies eller Malishas ord måtte påvirke ham det mindste, i hvert fald måtte han befinde sig i midten af begge sider, så han måtte jo selv sætte lidt gang i det hele! At det så alligevel fik Romeo til at reagere, at han skulle til at dræbe Lexie, glædede ham dog, selvom at han ikke lige havde set trykbølgen komme, hvor han blev slået omkuld og væk fra Lexie, hvor han selv måtte falde ned i den hårde jord, så støv måtte hvirvle op omkring ham. Han satte hænderne i jorden og kom halvt op at sidde, hvor han hostede ganske let, for at få støvet ud. At Romeo ikke ville slå Lexie ihjel havde han desværre frygtet, for det var tydeligt at tøsen måtte give ham styrke, at hun fik lyset til at stå stærkt i ham, så det var vidst på tide at de snart fik ham hevet over på den mørke side, så det hele kunne blive overstået! Han kom vaklende op på benene, hvor han hostede en sidste gang, inden han børstede støvet af sig. ”Jamen, jamen, jamen.. det ser ud til at tøsen alligevel må betyde noget for dig..” endte han i en mere hvislende tone, idet han roligt gik hen imod ham og Lexie. Han vendte blikket roligt mod Malisha. ”Men fair nok.. hvis du ikke vil se Lexie død, så må du hellere give dig op til mørket, min fine ven. Desuden.. så har jeg mange kandidater som du kan få lov til at slå ihjel.. andre med warlockblod i årerne, som skal igennem testen,” tilføjede han fast, hvor de mørke øjne hvilede koldt på ham, selvom at et morende smil måtte hvile på hans læber. Han havde stadig fået indfanget mange som skulle igennem denne prøve, så de kunne skam stadig få Romeo over på den mørke side! Han vendte roligt blikket mod Malisha, som han egentlig blot ville afvente at hun gav grønt lys til hele situationen.

[Deleted]

Lexie var virkelig endt i en kamp med sig selv. Hun vidste og havde altid vidst at hun var en skændsel indenfor magi, men Romeo havde vist hende andet. At hun kunne blive lige så dygtig som enhver anden, bare hun øvede sig og trænede med det, selvom det bestemt heller ikke altid var nemt. Hun havde ikke engang kunne finde ud af at komme væk fra Konstantin da han havde fundet hende ude i det åbne og bare tvunget hende med, som havde det været det nemmeste som man overhovedet kunne gøre og nu stod hun foran Romeo som faktisk skulle slå hende ihjel? Det fik virkelig hendes hjerte til at hamre som en besat mod hendes bryst. Hun havde ingen anelse om hvordan Romeo var i mørket, eller om hendes stemme i det hele taget måtte skinne igennem ved ham, for det var virkelig noget af det som hun håbede mest på! At mørket ikke ville vinde over ham, for hvis der var noget som hun ikke ville, så var det at miste ham! De havde allerede været igennem så meget, hun havde opmuntret ham til at fortsætte, hun havde set væk fra hans handicap ganske enkelt fordi at han var langt mere værd end det i hendes øjne, så det var jo heller ikke fordi at det var noget som måtte sige så lidt. Tårerne trillede ned af hendes kind, idet hun direkte havde skreget efter ham som aldrig nogensinde før. Trykbølgen som skubbede Konstantin væk fra hende, hvor hun mere end villigt lod sig finde vejen til hans favn, hvor armene med det samme måtte blive slået omkring hans liv, for at holde sig helt tæt ind til ham. Hun rystede og var direkte panisk bange, for hun brød sig bestemt heller ikke om tanken! Hun bed sig i læben og vendte blikket mod Konstantin idet at han kom tilbage på benene. Romeo var kraftig indenfor magi og det vidste hun godt, hvilket hun selvfølgelig var glad for, for den mand fortjente virkelig at bide i gruset efterhånden! Blikket gled direkte mod ham, da han bad om tilgivelse. Hun blinkede let med øjnene og rystede på hovedet. Hun ønskede virkelig ikke at se ham i mørket! Det var noget af det sidste som hun havde lyst til, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Kæmp Romeo..” bad hun med en meget dæmpet hvisken, selvom hun kunne se, at han ikke kunne. Hun lukkede øjnene, da han hævede hånden og strøg den over hendes kind. Det var rart, selvom den kulde i den grad var noget som virkelig måtte skræmme hende, for det var bare ikke ham at have det sådan eller at se sådan ud! Hun sitrede bare alene ved den tanke, for hun kunne ikke have med den at gøre! Blikket gled stille mod Malisha, direkte tryglende til at bare at lade dem gå. Hun ønskede ikke mere af det her kaos nu. Hun ville virkelig bare hjem og hun agtet at få Romeo med sig! Den ene hånd lagde hun stille mod hans hjerte, som hun strøg ganske let. Direkte bedende til at han ville huske hvem han var, selvom mørket måtte være i ham, så ændrede det bestemt ikke på hendes følelser for ham, for hun elskede ham virkelig og af hele sit hjerte! Hun ønskede på ingen måde, at ende med at miste ham, for det var virkelig noget af det sidste som hun havde lyst til! ”Lad os gå..” bad hun endnu en gang, selvom hun vidste, at det var direkte nytteløst. Blikket vendte hun mod Konstantin. ”Han har kæmpet nok! Lad ham gå!” endte hun mere fast, som hun knugede sig mere ind til ham. Han holdt om hende.. noget af den gamle Romeo måtte da stadig være der!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste udmærket godt, at hun ikke havde en skid at skulle sige her på stedet, hvilket i den grad også var noget som direkte måtte gøre hende en anelse vred, men i den grad også frustreret. Her var det Konstantin som stod med det sidste ord. Stedet var hans, det var hans regler, også selvom han jo faktisk måtte arbejde under hende, hvad dette projekt angik. Det sidste som hun ønskede sig, det var at skulle lade Romeo blive slået ihjel, for det var noget af det sidste som hun havde lyst til. Hun havde planer med den mand og nu hvor hun var overbevist om hans magiske kunnen, så var det jo kun noget som gjorde det hele så meget bedre, også set i hendes øjne, så det var jo heller ikke noget som måtte sige så lidt, når alt endelig måtte komme til alt. De mørke øjne hvilede stift på Romeos skikkelse. Hun var jo selv nødt til at være opmærksom, selvom det var Konstantin som stod med vejen til Romeos hjerte; Lexie. Romeo elskede hende, så meget kunne hun da tydeligt se, som han sendte Konstantin adskillige meter tilbage i gruset og greb omkring Lexie, kun for at have hende i favnen. Hjertet var stadig med ham, hvilket faktisk var en ting som hun direkte måtte gå hen og beundre, for det var ikke ofte at det skete. Ikke fordi at hun fortrak så meget som en mine, da det nu var Konstantin som var nede for at bide i gruset… Dette var noget som gav hende en idé. Mørket hvilede jo trods alt stadig i Lexie.. Hvis det var vejen hvorpå at de kunne holde Romeo i mørket, så skulle han skam nok få sin vilje! Et stille smil passerede hendes læber, som hun vendte sig mod Konstantin endnu en gang. Selv handlede hun med ham professionelt når de ikke var indenfor fire vægge, hvor hun var forsikret om at det kun var dem som måtte være der og ikke nogen andre. Hun kneb øjnene en anelse sammen, en anelse advarende et sted, for dette var skam også hendes familie og hun accepterede hendes farfars valg, selvom hun nu bare var i færd med at rydde op efter ham for de fejltagelser som han havde gjort tilbage dengang, for dette var bestemt heller ikke noget som hun accepterede på nogen som helst måde overhovedet! ”Jeg går ud fra, at der er flere som skal igennem testen? Hvis Romeo ikke vil kaste kæresten i døden.. Er han så villig til at tvinge hende med sig i mørket?” Hun hævede sigende det ene bryn som hun vendte sig direkte mod dem begge endnu en gang, hvor blikket specielt måtte søge til Lexies skikkelse og med det næsten kyniske smil hvilende på læberne. Hvis han ikke ønskede at miste hende, så var det jo egentlig det valg som han havde når det kom til hende. Hvis ikke, så røg hun jo tilbage til Procias og de ville være nødsaget til at skulle leve hver for sig, hvilket hun heller ikke regnede med at de ønskede. Lexies bøn blev i den grad ikke hørt, hvor hun bare sendte tøsen et direkte advarende og olmt blik. Hun endte blikket mod Romeo. I hendes øjne, så skulle det jo næsten være ham som skulle have lov til at afgøre Lexies videre skæbne; Et liv hver for sig, eller et liv sammen? Det var jo mere eller mindre de to valg som de måtte stå i. at se Lexies måde at tackle det hele på, så var det hende også fuldkommen tydeligt, at den tøs ikke ville være i stand til at tage et rationelt valg på nuværende tidspunkt.

[romeo]

At se Konstantin blive kylet direkte i jorden, var noget som virkelig måtte fryde Romeo mere end noget andet, for det havde den mand bestemt også fortjent, efter alt det som han havde gjort imod Lexie! Netop ved at kidnappe hende, for det var noget som han virkelig ikke fandt sig i! Mørket i ham var stærkest, og han var virkelig ked af at skulle skuffe Lexie, men han kunne ikke give efter for lyset igen, da mørket allerede havde sit tydelige greb i ham. Han ønskede ikke at der skulle ske hende noget. Han ønskede ikke at hun skulle komme til skade, så det bedste for ham var at hun slet ikke var her. Selvom han ikke var meget for det, så kom han til at leve livet i mørket det næste stykke tid, selvom det gode altid ville være i ham, det kunne han tydeligt mærke nu hvor Lexie stod her tæt på ham igen, hvor han holdt om hende og blot lod hende trykke sig ind til ham for at finde sin trøst. Han vendte kort blikket mod Konstantin som manden kom op på benene igen. Hans ord sagde ham det hele; han skulle dræbe en anden person. Dog bed han også mærke i at der var andre der skulle igennem en.. test, en test som han tilsyneladende også havde været i? Og hvis det var folk med warlocksblod, så var det jo kun tydeligt at hun prøvede at skille de svage fra de stærke, og hun ville virkelig have at han skulle være en del af det? Men.. ville de så også putte Lexie igennem testen? Han vidste jo at hun også havde mørket i sig, en tanke som han virkelig ikke var meget for! Lexies ord skar ham i hjertet, for det gjorde ondt at vide at han ikke ville komme med hjem, for han var desværre nød til at efterlade hende, så længe hun søgte til Procias, til den magiske cirkel og blev der, så var han tilfreds, for han ønskede ikke at der skulle ske hende mere ondt! Han nægtede at lade noget ske hende! Han trykkede hende blidt ind til sig, som han roligt vendte blikket mod Malisha, hvor han skulede koldt mod hende ved hendes ord. Han vendte roligt ryggen til Lexie, som han havde vendt sig i hendes favn, stadig med armene bagud og rundt om hende, som han stod og beskyttede hende. ”I rør hende ikke!” hvæsede han fast og så dræbende mod Malisha. Hvis nogen så meget som bare krummede et enkelt hår på Lexies hoved, så ville han gå amok! Han elskede hende højere end noget andet og der skulle bestemt ikke ske hende noget, det tillod han virkelig ikke! ”I lader Lexie gå! Hun har intet med dette at gøre! I vil have mig? Jamen så lader I hende gå og tager mig!” hvislede han fast. Han nægtede at omgøre Lexie til mørket! Hun skulle ikke igennem nogen test! Han vidste at han ikke kunne tage med hende til Procias, men så længe hun var i sikkerhed så var han tilfreds. Han kom til at leve livet i mørket, indtil han fandt en måde hvorpå han kunne komme tilbage til lyset igen, så han igen kunne forene sig med hende, for han ville hellere end gerne leve resten af sit liv med hende, men.. det skulle ikke være i mørket! Det kunne han slet ikke gøre imod hende! ”Lad hende tage til Procias,” endte han fast, som han roligt trådte væk fra hende og vendte blikket mod Konstantin. ”Hvor er min modstander?” Et tydeligt tegn til at han ville give efter for mørket.

[Deleted]

At se Romeo stå så meget op for Lexie var næsten beundringsværdigt, specielt når man tænkte på at manden lige havde opslugt en del mørke, noget som normalt ville forgifte et lyst væsen, hvis ikke dræbe, men på den anden side så havde han også mørket i sig, så han burde kunne holde til det, men man skulle næsten tro at med så mørke inde i sig, som burde åbne for den mørke chakra som han før havde låst, så burde det også stå langt mere tydeligt i ham end det gjorde, han burde kunne dræbe uden problemer, men alligevel stod der noget i vejen for mørket, noget som holdt lyset oppe i ham; Lexie. Det var faktisk utroligt at se hvor meget den tøs egentlig måtte betyde for ham, hvor højt han egentlig måtte elske hende, siden han ikke kunne give sig fuldkommen hen til mørket. At han ville have at Lexie skulle gå, var næsten rørende, selvom at Konstantin sådan set var ligeglad, tøsen kunne de ikke bruge, selvom.. hun burde jo egentlig også skulle igennem testen, da hun også havde mørket i sig, men det var ikke lige så meget som Romeo havde det, for Lexie var kun en kvart warlock, desuden var hun også en skændsel så hun ville alligevel dø af den grund. Han var egentlig mere interesseret i Romeo, for den mand havde virkelig vist sig værdig som warlock, den måde manden havde kæmpet imod Malisha, var virkelig imponerende! Han vidste dog også at Malisha normalt kunne byde på mere, for hun havde været nødsaget til at gøre sig svag, tage imod slag efter slag, for at friste Romeo til magten det gav én ved at vinde, ved at være den dominerende og overlegne. Og mørket kunne hjælpe ham til at vinde den følelse om og om igen. Han ville selv se frem til at Romeo blev en del af mørket, hvis han altså kunne klare den modstander som han ville udpege til ham, for nu hvor Romeo ikke ville dræbe Lexie, jamen så måtte han jo stå overfor en stærk modstander som Konstantin vidste kunne give Romeo kamp til stregen, det var nemlig en utrolig dygtig, talentfuld og magtfuld warlock, en som faktisk stod tæt med dronningen. Han rettede sig roligt op, som han havde fået børstet resten af støvet af sig, hvor et kækt og dog lumsk smil gled over hans rosenrøde læber ved Romeos ord. Han ville møde sin næsten modstander? Jamen så skulle han da få ham at se. ”Meget vel,” endte han stilfærdigt og dog kortfattet hvor et morende smil hvilede omkring hans læber. Han glædede sig faktisk til at se den næsten kamp. Han vendte kort blikket mod publikum, som tydeligt var utilfredse med at de bare stod og talte, at de ikke fik deres underholdning og morskab, at der ikke var noget action, men de skulle bare vente et lille øjeblik, og så skulle de nok se løjer! Han klappede hænderne sammen og forsvandt i et mørk røgsky, som han endte nedenunder i slaveafdelingen igen. Han havde allerede fået indsamlet mange med warlockblod i årene, og de som var hernede bar det samme gladiatortøj, som Romeo og Malisha måtte gøre ovenover. Han gik roligt blandt de mange små celler, hvor der var trangt og ikke megen plads. Hans stoppede roligt op, som hans mørke øjne faldt på mandens skikkelse. ”Så blev det din tur.. Chris,” endte han med et morende glimt i blikket. Han kendte jo faktisk også selv manden, eftersom han var spion for Jaqia og han selv stod som hertug af landet.