Light vs. Dark

[romeo]

Romeo vidste at han var nød til at vinde over Malisha for at få Lexie fri, så han valgte at give Malisha sin fulde opmærksomhed som han også vidste at hun ville have, for det nyttede jo ikke noget hvis han faldt, så Lexie ikke ville komme fri, for han nægtede at tage herfra uden Lexie! Det var hende som han kæmpede for og ingen andre! Han var virkelig ligeglad med underholdningen, som publikum måtte søge efter, han var virkelig ligeglad med hvad Malisha fyrede af, af latterlige kommentarer, han var virkelig ligeglad med om han overholdt Konstantins regler, for han ville bare få Lexie væk herfra og det skulle være lige nu! De nøddebrune øjne hvilede fast på Malishas skikkelse, som han kunne skimte igennem disen som hun havde lagt over arenaen, det gjorde tilsyneladende også at publikum begyndte at brokke sig, fordi de knap kunne se noget oppe fra pladserne af, men det rørte ham, for han lagde slet ikke mærke til at de blev betragtet af flere tusinder af mennesker. Den mørke dis som hun havde lagt over arenaen gjorde naturligvis også at hun kunne skjule sig bedre, for hun var en del af mørket, så det undrede ham ikke at hun brugte det til sin egen fordel, men hun glemte så bare lige det lille faktum; han kunne fornemme hendes aura. Selvfølgelig kunne hun godt være i stand til at skjule sin aura, men det gjorde så også at hun ikke brugte magi som angreb, men begyndte på nærkamp, for når hun begyndte at bruge sin magi, så lyste hendes mørke aura noget så frygteligt, derfor kunne han også tydeligt fornemme, at hun kom om på siden af ham for at fortsætte om bag hans ryg, hvor han nærmest kunne mærke hvordan hun dannede den mørke energikugle. Han lukkede øjnene for at koncentrere sig om hendes aura, hvor han nærmest kunne se hendes bevægelser for hans indre blik. Han strammede grebet omkring sine krykker og gik en anelse mere ned i knæ, hvor han ellers blot afventede hendes angreb og da hun skød den sorte kugle imod hans ryg, spærrede han øjnene op, som han gjorde et kraftspring så godt han kunne med sine ben, imens han satte af med krykkerne, hvor han bruge sin magi til at styre luften og for at lave en baglæns saltomortale så han undgik den sorte kugle, som røg direkte ind i muren, så publikum ville kunne mærke at det rungede. Idet hans fødder landede på jorden vendte han sig om hvor han skød en trykbølge direkte imod hendes front, så man kunne se hvordan disen måtte forsvinde for en kort stund, da trykbølgen var kraftig og stor, så hun næsten umuligt kunne undgå den. Nok hun var ældre end ham og stod med en større livserfaring, nok hun var leder, men hun skulle absolut ikke undervurdere ham, for hendes livserfaring kom hende ikke til gode i denne kamp! Desuden så havde han den lille fordel at han både kunne bruge mørket og lyset, hun kunne kun bruge mørket, dog var hans mørke magi ikke den stærkeste, for han brugte den aldrig, netop fordi han gjorde alt for ikke at minde om det! Der var en grund til at han var magiker og ikke længere en halvblods, selvom.. han ville jo altid have warlockblod i sine årer. Han satte krykkerne god ned i jorden, så han stod fast hvis hun nu skulle gøre noget uventet, så han ikke lavede nogen åbning på nogen måde, for han måtte ikke miste overblikket!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste allerede hvad denne kamp måtte kræve af hende, men det var skam også noget som hun var mere end villig til i den anden ende, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Skulle Romeo finde mørket i sig, så var hun faktisk påtvunget til at skulle påtage sig noget skade, selvom det bestemt heller ikke var en tanke som hun brød sig det mindste om i den anden ende, det var der slet ikke nogen tvivl om, men det var vel bare at tage tingene som de kom? Hun var gement ikke meget for at slå familiemedlemmer ihjel – i så fald, så skulle der en forbandet god grund til det, og det var ikke ligefrem det som hun følte hun havde her, selvom han var magiker. Det var vel bare at rette op på fejlen som hans kære far havde gjort? Det var noget af det som hun slet ikke kunne tilgive og det samme med hendes egen. Måske at hun var trolovet med en mand, som hun altid kun havde set på som en gammel legekammerat og nu også hendes højre hånd i kampen for at fremhæve de stærkeste warlocks og hun vidste, at Romeo havde langt mere at byde på end så mange andre! Det ville være en skam uden lige, at skulle lade det gå tabt. Hun ville friste ham til at benytte sig af mørket, selvom det allerede nu var hende tydeligt, at han klamrede sig til det lyse i sig, hvilket virkelig kun måtte være en torn i hendes øje. Mørket var hendes skjul og gemmested, det var det som hun kendte bedst, det var hendes domæne og det skulle atter en gang have lov til at blive hans! Nok var han handicappet, men hun ville i den grad ikke dømme denne bog på omslaget, det var slet ikke noget som hun kunne få sig selv til! Sådan som han undgik hendes mørke kugle, så var hun dog alligevel tydeligt imponeret, for det var ikke ofte, at man så nogen med et sådan tydeligt handicap, gøre så meget for at få kæresten hjem – selvom hun jo faktisk slet ikke ville komme hjem, for Romeo skulle selv personligt slå hende ihjel når hun var færdig med ham her! Den enorme trygbølge som han lavede ganske kort efter, så kraftig, at hun umuligt kunne undgå at blive ramt af den. Hun blev nærmest slynget igennem sit eget mørke og direkte ind i muren som stod bag hende, hvor den mørke dis selv blev tvunget til side. Folk jublet, andre buet og man kunne selv høre Lexies skingre stemme slå igennem den mørke flok. Det tog hende dog ikke lang tid, at skulle komme op på benene igen. Nok var hun ved at være oppe i alderen, men hun havde stadig meget at byde på! Hun var slet ikke færdig endnu, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun kneb øjnene fast og kraftigt sammen, som hun roligt gik hen mod ham. ”Imponerende, Romeo..” Et sted med en stemme så vred som intet andet, men hun mente faktisk de ord. Hun var virkelig imponeret, for det var de færreste som formåede at lave et sådan et overraskelsesmonument, som hun ikke ville være beredt på. En ganske lille kugle dannede hun i sine hænder. Tøjet var støvet, hun havde allerede fået mindre sår, for det var jo heller ikke fordi at hun gik rundt med en beklædning som beskyttede hende. Uden at tøve det mindste, så sendte hun den direkte mod ham, kun for at danne en ny og gøre det igen. Det var alt sammen noget som skete hurtigt, så det næsten var svært at gøre noget ved det. Desuden, så fortsatte hun bare handlingen. Han skulle selv ned og bide i støvet! ”Er du slet ikke fristet til at bruge dit mørke, Romeo? Lade det komme frem igen.. hvis det kan redde dig og Lexies liv?” hvislede hun iskoldt.

[romeo]

At undervurdere end handicappet mand, var der desværre mange som gjorde, men Romeo var en person der skilte sig ud fra mængden. Han havde levet med det handicap hele sit liv, så han var vant til at bevæge sig på denne måde, og det var skam også takket være hans magi at han klarede sig så godt, for nej, der var ikke mange der kunne undvige den sorte energikugle på den måde som han havde gjort, med et sådan handicap, men han havde utrolig mange års erfaring med sin magi, og netop fordi han havde dette handicap så havde han også trænet sin magi til sin egen hjælpende fordel, så det ville være ufatteligt dumt at undervurdere ham, for svag var han bestemt ikke. Normalt gik han ikke meget op i fysikken, for hans handicap havde altid gjort at han ikke rigtig kunne træne kroppen som sådan, men efter at han faktisk havde været død og Lexie havde genoplivet ham igen, så havde hans skader forsvundet, hvor han nu kunne tale, som han faktisk kunne komme til at gå ordentligt igen. Men det havde også resulteret i at han var nødsaget til at sidde i rullestol, hvilket også havde styrket hans overkrop, specielt hans arme, for man skulle virkelig vænne sig til at rulle sin egen kropsvægt rundt, men den styrke var jo kun noget som måtte komme ham til gavn, for han var bange for at hans krop ville komme til at kunne tage ufattelig mange skader ved denne kamp, at han faktisk ikke kom til at gå lige foreløbig.
Som trykbølgen måtte ramme Malisha og slynge hende igennem den mørke dis og direkte ind i muren bag hende, så følte Romeo et kort puste rum, for at han kunne slappe af i benene, som han støttede sig op ad krykkerne. Han havde brug for alle de små pauser som han kunne komme til at tage, for ellers endte det bare med at han ville kollapse. De nøddebrune øjne kunne ikke se hendes skikkelse, som disen igen måtte lægge sig over arenaen og skjulte deres kroppe for hinanden, dog kunne han fornemme hende og han kunne også tydeligt høre hende. Hans øjne betragtede disen som måtte begynde at røre på sig, hvilket måtte betyde at hun havde skudt noget efter ham, hvis det ikke skulle undre ham, så var det en lille kugle, så han ville få sværere ved at se den og sværere ved at undgå den, men han var skam forberedt! Han strakte armene, lagde sin ene håndflade mod sin anden hånds håndryg, inden han trak hænderne væk fra hinanden, hvor han ’trak’ et magisk skjold frem, som beskyttede ham, og rigtig nok, smadrede den lille sorte kugle direkte imod skjoldet, hvor et næsten triumferende smil måtte glide over hans læber, som han igen lod skjoldet falde, dog havde han ikke set den anden kugle komme flyvende, som ramte ham lige brystet, eksploderede, så han endte med at falde bagover endnu engang, hvor han kom med et smertefuldt støn. Han spejdede næsten panisk rundt efter sine krykker, som han fandt den ene og fumlede rundt efter den anden. Han vidste godt at mørket var stærkere end lyset til angreb, fordi mørket bestod af vold, brutalitet og ondskab, hvor lyset var det bedste forsvar man kunne finde, derfor.. var han jo faktisk heldig at have begge ting i sig? Han fandt sin anden krykke og kom op på benene igen. ”Jeg skal nok knuse dig med mit lys!” hvislede han i en kold og dog dæmpet tone for sig selv, som han faldt ned på knæ og hamrede sin knytnæve ned i jorden, så han sendte et jordskælv imod hende, inden han selv skød fem små lysende kugler imod hende.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var bestemt heller ikke dum nok til at skulle undervurdere Romeo. Tvært imod, så vidste hun udmærket godt, at den mand havde forbandet meget at byde på og det var også derfor, at hun ville finde det mørke frem i ham igen! Hun havde fundet ud af at Lexie var hans svageste punkt, selvom det nu kun var noget som måtte more hende noget så frygtelig voldsomt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! På trods af hans tilstand, så måtte hun da kun erkende, at han måtte være godt ved form, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Det morende smil gled over hendes læber. Ja, hun var måske tvunget og nødsaget til at skulle tage imod smerte på den ene eller den anden måde, men det var jo så bare sådan at det nu måtte være når det endelig måtte komme til stykket. Hun havde nu heller ikke noget imod det som sådan, for hun havde aldrig nogensinde følt sig mere levende end dette! Hun mærkede sin smerte, hun fik sved på panden og for en gangs skyld, så kunne hun sige, at hun faktisk mødte det som hun kunne beskrive som noget værdig modstand, og det var i den grad også noget af det bedste ved det hele!
Trykbølgen havde ramt hende med en styrke uden lige. Et sted så havde hun vel undervurderet ham en smule, men han skulle skam nok få se! Hun havde langt mere at byde på, for hun var slet ikke færdig endnu! Hun vendte blikket – denne gang direkte dræbende mod ham, idet hun kæmpede sig op på benene endnu en gang. Hun fnøs kortfattet og gik mod ham, hvor hun sendte den ene mørke kugle mod ham efter den anden. Hun skulle nok få ham til at gøre brug af mørket, hun ville lade mørket overtage ham og det gjorde man kun ved at slå det lys ihjel! Der var jo netop en grund til at hun havde valgt at bekæmpe ham i dette mørke – den mørke dis som han nok burde kunne huske fra hans unge dage? Det var alt som havde hvilet i deres kære landsby, det var alt som havde hvilet i deres samfund, netop for at minde dem alle sammen om, at de var hvad de var, og at det var noget som de alle burde være stolte af. Det var en stolthed som han skulle lære forfra! Hun brød ud i en hånlig og kold latter. ”Lyset kan ikke slå mig!” hvæsede hun med en direkte og fast tone, idet han hamrede krykkerne direkte ned i jorden. Kuglerne var næsten ventet et sted, for det var typisk warlock-stil at gøre det på den måde! En afledning derefter fulgt af et angreb, så var der jo heller ikke noget nyt der. Hun trak morende på smilebåndet, selvom hun vidste, at det ville gøre ondt, så lod hun dem faktisk ramme. De ramte hende direkte i brystet, kylede hende igennem mørket og henover jorden, hvor hun tydeligt mærkede de mange sår og rifter af de mange små sten som de gik på. Det endte jo også i hendes ansigt, som var begyndt at bløde lidt. Hun blev liggende.. disen gemte hende jo faktisk meget godt. Hun dannede sig en kugle i hånden, som kun blev større og større i hendes håndflade, nærmest som var det mere magisk end det andet, som hun næsten skubbede den ned i jorden. Dette var noget som krævede koncentration. Den var ikke ødelæggende – tvært imod. Den søgte hen mod Romeo, hvor den stoppede op lige under ham. Nærmest som et massivt gab og et stort brøl, som det nærmest måtte opsluge ham hele vejen op til de øvre skuldre og derved også holde ham fuldkommen fast – hvis det virkede selvfølgelig. Disse julelege, var hun virkelig træt af! Lyset kunne ikke slå hende!

[romeo]

Malisha var ældre end Romeo, hun havde større erfaring med mørk magi, og hun var utrolig dygtig, så han ville bestemt ikke undervurdere hende, for han ville bare ende med at tabe kampen i så fald. Han var nød til at koncentrere sig om kampen, hvilket han også gjorde for det nyttede ikke at han blev afledt af et eller andet, så hun ville vinde over ham, for han var nød til at vinde over hende for at kunne befri Lexie, og det var nøjagtig det som han havde tænkt sig! Han ønskede ikke at der skulle ske Lexie noget, hun var trods alt grunden til at han var fulgt efter, hvor han nu var i kamp, men han kunne bare ikke regne ud hvad hun egentlig ville ham, for ønskede hun ham død, så havde hun jo dræbt ham i parken i stedet for dette postyr, så han var faktisk ikke sikker på hvad meningen var med denne kamp, men det gjorde sådan set heller ikke noget, for han skulle bare vinde og væk herfra sammen med Lexie og intet andet! Et sted så var han faktisk bange for at hun havde ret, at lyset ikke var nok til at kunne klare hende, det var jo heller ikke fordi at lyset blev brugt til angreb, det blev brugt til at hjælpe andre via healing og beskyttelse, så lysets var det perfekte forsvar, men desværre ikke det bedste angreb, der havde mørket faktisk langt mere styrke, fordi det var så altødelæggende og ondt, det var ment til at skade andre og ikke hjælpe, så mørket var faktisk et perfekt våben til angreb, men.. han kunne da ikke bruge sin mørke? Elverne havde jo blokeret hans chakra, så han ikke ville blive ond igen. De nøddebrune øjne hvilede sagte på Malisha, hvor han blot så til, da hans lysende kugler ramte hende, næsten.. som om at hun gjorde det med vilje? Hvad var det helt præcis hun ønskede? Han kunne ikke rigtig se hende igennem mørket, selvom at han blev stående musestille og blot lyttede. Han kunne tydeligt fornemme den mørke kugle som hun måtte danne, hvilket gjorde ham tydeligt opmærksom. Han så blot til, da han kunne mærke at hun skød den imod ham, selvom.. hvor blev den af? Han kunne fornemme den komme videre, men han kunne ikke se den. Hvorfor pokker bevægede disen sig ikke?! Medmindre.. den slet ikke kom igennem disen. Han vendte blikket mod jorden, som begyndte at ryste og inden han kunne nå at gøre noget, spredte den mørke kugle sig, som havde det været et net, hvor det opslugte hans krop, så han stod fuldkommen fast og ikke kunne bevæge sig, selvom at han stadig gjorde et forsøg på at komme fri, men det lykkedes ham dog ikke. ”For pokker!” vrissede han sammenbidt, som han prøvede at vride sig løs, men han kom virkelig bare ikke nogen steder! Det var lige før at en panik måtte sprede sig i hans krop, for.. han kunne ikke røre sig, han kunne hverken forsvare sig eller angribe! Han prøvede mere ihærdigt at trække armene til sig, men det lykkedes ikke. Derefter prøvede han at bruge lyset for at skabe et hul i det mørke der havde omklamret ham, men det virkede heller ikke. Det gjorde ham næsten helt vred og samtidig frustreret! Han var nød til.. at bruge mørket. Skulle han? Hvad nu hvis han ikke kunne styre det? Han sank en klump, som han kort skævede mod Malisha.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var ikke altid, at det var alderen som gjorde det endelige udfald og specielt ikke når det kom til magiske kampe, hvilket Malisha udmærket godt vidste. Romeo var en talentfuld en af slagsen og det var også derfor, at hun så på det som et tab, hvis hun var nødsaget til at slå ham ihjel. Så længe at Konstantin overværede kampen, så det gik rigtigt for sig. Hvis der var noget som man kunne sige om hende, så var det at det var retfærdigt. Om det var nævekamp eller om det var kamp udelukkende på magiske evner og talenter, så gik det også ud på strategier, og der kunne han jo sagtens ligge over hende. Det som hun egentlig ønskede at vise ham, var at han var nødsaget til at gøre brug af mørket, for hun vidste udmærket godt, at han havde det i sig og så var det jo bare sådan at det nu måtte gå for sig. At hendes træk faktisk måtte gå som hun ville have det, så var det virkelig noget som måtte more hende og noget så tydeligt! Det var noget som automatisk måtte gøre, at han ikke kunne røre sig – han havde mørket som kunne bryde det, men det var så også det eneste af det hele som kunne gøre det! Hun rejste sig roligt op og børstede det værste sand og sten af sig, idet hun vendte sig mod ham. Hun var godt beskidt, tøjet revnet diverse steder og hendes ellers så smukke krop, var præget af diverse sår. Hun kunne gøre det nemt – søge ind i hans sind og fremtvinge mørket, men det var ikke nær så sjovt som alt det andet, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun smilede tydeligt og morende, idet hun roligt søgte mod ham og med de rolige og stilfærdige skridt. ”Du kender til mørket, Romeo.. Du ved hvor omklamrende det er.. du ved hvor befriende det er, at lade kræfterne slippe løs.. Hvorfor ikke prøve det?” spurgte hun med en tydelig hvislen. Hun gik roligt mod ham. At han var vred og frustreret, kunne hun næsten se.. Det var ikke fordi at hun direkte regnede med at give Lexie fri – tvært imod, så var den kvinde en langt større skændsel end det som hun havde set nogen anden være, så det var slet ikke noget som var værd at spare på! Desuden, så var hun sikker på at Romeo nok skulle klare at finde det som var bedre end det som han stod med allerede. Hun dannede endnu en lille sort kugle i hendes hånd, også selvom det var noget som tydeligt også måtte køre hende træt. At bruge magi på denne måde, var også længe siden for hendes del. Hun smilede det iskolde og typiske smil som alle efterhånden måtte kende hende for. ”Skal du ud, så ved du hvad det kræver..” hvislede hun med en iskold stemme, dog selvom det morede hende, at hun faktisk havde formået at fange ham! Mørket skulle frem i ham igen! Hun ville have smagen til at sætte sig på hans tunge, så han endnu en gang ville give sig hen til det! Det andet var slet ikke noget som hun ville høre tale om og specielt ikke i hendes egen slægt på nogen måde! ”Brug mørket Romeo.. hvis du vil have chancen for at se Lexie igen!” Denne gang var det nærmere en ordre end det som det var noget andet. Det måtte vel også efterhånden gå op for ham, at hun slet ikke var ude på at slå ham ihjel? Tvært imod, så havde hun så mange andre planer for ham i stedet for.

[romeo]

Noget som måtte gå Romeo utrolig meget på, var det at Malisha faktisk havde formået at fange ham, for det var noget som virkelig irriterede ham mere end noget andet! At hans lys så ikke kunne trænge mørket væk, var noget der faktisk måtte gøre ham endnu mere irriteret, for han vidste jo godt at lyset mest var til at hjælpe andre og ikke til at dræbe, det var jo derfor at det var lys, fordi det var godt! Og ikke ondt og mørkt som hendes magi. Han afskød den tanke om at han var nød til at opsluge mørket, for at kunne slippe fri men.. ville han så ikke også samle kræfter? Hun var træt, for denne form for magi vidste han at ville tage på kræfterne, desuden var det også tydeligt at se på hende at hun måtte være træt, så.. han havde måske en chance for at vinde over hende? Dog.. var han usikker på om han ville kunne styre mørket hvis han faktisk valgte at opsluge det og derefter bruge det, for han vidste at det krævede en stærk psyke for at kunne styre mørket til perfektion, det var jo altid det problem han havde haft da han havde været lille. Blikket gled vredt imod Malisha. ”Hold din kæft!” hvislede han vredt. Hun var ikke ude på at dræbe ham, så meget kunne han konstatere, og det begyndte efterhånden at gå op for ham at hun ville have ham til at bruge mørket, for hun havde jo faktisk ikke prøvet på at opfordre ham til andet, det værste ved det hele var jo så bare, at hun havde ret, for hvis han ville redde Lexie, så var han bange for at han var nød til at give efter. Han vendte blikket ned mod den mørke magi som havde omslugt hans krop op til skuldrene. Han kunne mærke hvilken styrke der måtte ligge i det, et sted var det jo faktisk fristende. Opslugte han mørket, så ville det også give ham fornyet kræfter og Malisha var jo ved at blive kørt træt så.. han kunne måske vinde over hende på den måde? Han vendte blikket mod Lexie med en sørgmodig mine. ”Jeg beklager Lexie..” Hans ord var kun en mild og dæmpet hvisken, inden han vendte blikket mod Malisha igen. ”Vil du virkelig have mig til at bruge mørket?” spurgte han sagte og med en vred undertone, ”så skal jeg sgu give dig mørke!” Han spændte i hele kroppen, som hans lyse aura roligt begyndte at lyse op. Han bed tænderne fast sammen, hvor det begyndte at blæse mere op omkring ham. Hans krop dirrede og rystede så meget han spændte i den, som han begyndte at opsluge det mørke der omklamrede ham. Man kunne tydeligt se hvordan mørket måtte blive mindre og mindre, tyndere og tyndere, hvordan det forsvandt ind i hans krop, som endnu var fuld i spænd. Hans øjne blev en tand mørkere, hvor selv hans hårfarve begyndte at blive mørkere, jo mere han endte med at opsluge mørket. Han udbrød en kraftig råben, da han opslugte det hele mørke, som også gav ham fornyet kræft, hvor en kraftig trykbølge skød ud fra hans krop, da han havde opslugt det hele. Hans krop lyste af en mørk aura der hvilede omkring ham, hvor man tydeligt kunne se at han også begyndte at opsluge den dis der hvilede omkring ham. De mørke øjne vendte han mod Malishas skikkelse, hvor han så vredt på hende. Han spændte sine hænder, inden han begyndte at skyde flere store mørke kugler imod hende, og hun skulle være dygtig hvis hun undgik dem alle sammen. Han blev ved med at skyde de sorte kugler imod hende, alt imens han gik tættere på hende.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var virkelig bare ude på at få Romeo til at give efter for mørket. Mørket var det bedste som fandtes i denne verden, så der var virkelig ikke noget som kunne gøre det bedre for hendes vedkommende. Hun havde fået ham fanget, så han var langt nemmere at manipulere, også fordi at hun faktisk kunne komme helt tæt på ham. Han ønskede at befri Lexie? Også selvom det slet ikke var en tanke som hun havde gjort sig, for hun havde slet ikke nogen intentioner om at lade den tøs overleve det mindste her! Hun var en skændsel! Hun var svag! Hun var det som hun snildt kunne beskrive som direkte ubrugelig og hun gjorde vel også ret i at skulle tage helt præcist de ord i munden, hvilket også var noget som hun forbeholdt sig på sin side! De helt mørke øjne hvilede på hans skikkelse. Et sted så måtte det vel også være fristende at give efter for det? Det var i alle fald det som måtte være hendes egen hensigt. Denne form for magi var trættende, også fordi at hun skulle sikre sig, at han stod fuldkommen fast, for det var i den grad også det eneste som faktisk havde nogen betydning for nu. Han skulle erkende, at lyset ikke ville hjælpe ham, for han skulle give efter for mørket i sig! ”Så vis mig det!!” beordrede hun med en direkte fast tone, som han endte med at gå i gang. Lyset blev tvunget tilbage, som hun kunne mærke den pludselige ændring i hans aura. Denne gang var den langt mere mørk.. langt mere kold og langt mere modbydelig at være i nærheden af, og det var noget som hun i den grad også kunne lide! Som hendes mørke måtte give efter, idet han kom fri med et nærmest brag, da han nærmest måtte sluge det hele til sig. Mørket skulle jo næres og det skulle komme et sted fra. Det som hun så mest frem til, var jo at det ville tage hans hjerte, og det var også det so hun var ude på, for så var der virkelig ikke nogen vej tilbage og mørket ville tage ham for endeligt! At han jo så endte med at gå amok på hende, var næsten ventet. Det var også det som man fint kunne sige, at hun havde sparet energien for! Et skjold fik hun hurtigt bragt op, idet hun måtte bakke væk fra ham. Det kunne jo selvfølgelig ikke holde til de mange slag, og blev kun svagere og svagere for hvert et slag som det måtte tage imod. Det blev dog brudt efter flere slag. Mørket slog hende dog langt fra så hårdt som lyset, men det gjorde nu stadig ondt, da hun blev slået direkte i jorden og faktisk kylet henover den ved de bedste slag! Hver en kugle skubbede hende kun mere og mere henover jorden, hvor hun til sidst endte helt henne ved væggen fuldkommen dækket af jord, sand, sten og hendes eget blod. Hun vendte blikket mod ham og med en mere vred mine end det som hun havde haft før. ”Det er nok!” hvæsede hun fast, idet hun hurtigt måtte danne en kugle, nok ikke stor, men ødelæggende nok og kylede den direkte efter ham med den fart som hun kunne komme til fra hendes liggende stand på jorden. Han skulle bare lidt mere på afstand fra hende og det skulle være nu! Det var skridt et i hendes plan, nu var det at køre ham træt, så mørket kunne få lov til at tage det endelige greb omkring ham.. lade ham taget et liv og atter indvies i mørkets liv. Hun glædet sig til det!

[romeo]

Romeo vidste godt at det ikke var smart at opsuge mørket, for han vidste godt hvad det kunne gøre ved ham, men han var bange for at det var den eneste måde hvorpå han kunne besejre Malisha og det var noget som han satte som det første, så han kunne få Lexie med sig væk, for han ønskede ikke at der skulle ske den tøs noget, for så tilgav han virkelig ikke sig selv! At mærke hvilken fornyet kraft som mørket måtte give ham, var noget der virkelig fik ham til at smile, for han følte sig pludselig så.. overlegen, så magtfuld! Det føltes virkelig utrolig godt at mærke mørket i sin krop igen! Men han vidste jo godt at det var manipulerende med ens sind og krop. For der var jo en grund til at folk med mørket i sig var onde. At hun valgte at bringe et skjold på banen havde han faktisk regnet med, men der var jo så bare lige den lille detalje at han var fyldt med energi og hun var ved at blive træt. Han vidste til gengæld også at mørket hurtigt kunne udmatte én, hvis man ikke var vant til at bruge det og kom til at bruge for megen styrke, derfor så havde han ikke særlig lang tid til at overvinde hende, så han måtte jo bare være kreativ og få hende ned med nakken så hurtigt som muligt. At skjoldet måtte holde til de første par kugler han skød af sted og til sidst måtte knække under, fik et selvsikkert og triumferende smil over hans læber, hvor de mørke øjne hvilede fast på hendes skikkelse. Han bevægede sig tættere og tættere på hende, hvor han roligt stoppede med at skyde kuglerne imod hende, da hun blev ramt af de sidste og tvunget direkte tilbage og gled henover jorden. Et overlegent smil gled over hans læber, som han gik hen imod hende, hvor den mørke aura tydeligt måtte lyse ud fra hans krop, det var allerede nu tydeligt at se at hans blik og holdning havde forandret sig, for han var blevet langt mere kold, langt mere kynisk og langt mere ond. Hans blik faldt på den kugle som hun dannede og skød imod ham, hvor han hurtigt krydsede armene foran sig, inden han dannede et sort skjold foran sig, som hendes sorte energikugle måtte eksplodere imod, hvor trykket kun skubbede ham en anelse tilbage, dog uden at han væltede, for han stod godt fast. Han sænkede roligt armene og dermed fik skjoldet til at forsvinde, inden han løftede armene. ”Du er svag Malisha..” hvislede han koldt, inden han slog armene ned ad, hvilket resulterede i at han dannede en trykbølge oppe fra luften af, som han slog direkte ned mod hende. Og fordi hun lå ned, ville hun højst sandsynligt ikke kunne undvige den. Den ville dog ikke dræbe hende, bare trykke hende længere ned i jorden og gøre en anelse skade på hende, så hun ikke flygtede nogen steder. Han gik roligt hen til hende, hvor han satte sin fod mod hendes hals, så han holdt hende nede. Et næsten ondt smil gled over hans læber, da hans så ned mod hende. ”Klar til at sige farvel?” spurgte han hånligt, som han havde vendt sin ene håndflade opad, hvor sorte gnistrer begyndte at danne sig rundt om hans hånd. Han skulle lige til at gøre et nådesstød, inden han stivnede kraftigt, hvor han stirrede på hende med sit ansigt der måtte forvrænge sig i en smertefuld grimasse. Han endte med at bakke nogle skridt væk fra hende, inden han faldt ned på knæ. Han tog sig roligt til brystet, som han mærkede en smerte stikke til ham, hvilket gjorde frygteligt ondt! Med andre ord; mørket havde nået hans hjerte.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste udmærket godt, at denne proces var farlig i sig selv. Det var sjældent at hun brugte sine evner direkte indenfor kamp, men også det at hun konstant skulle gøre brug af mørket, også for at tvinge Romeo til at blive fristet af det, var bestemt heller ikke noget som gjorde det nemmere for hende selv, for det kørte hende faktisk træt og temmelig hurtigt. Lexie måtte trygt forblive oppe ved væggen, hvor hun ikke kunne gøre andet end at se den mand som hun elskede og holdt af, blive opslugt af mørket og højst sandsynligt ikke ville være i stand til at komme ud af den bogstavelig talte mørke cirkel som han direkte valgte at vade ind i for hendes skyld – at han så ikke ville få tøsen i levende live, var jo så en helt anden side af sagen, men hvorfor fortælle ham det nu? Hun havde skam allerede bestemt sig – hun skulle dø og det skulle være for Romeos egen hånd, så han for alvor kunne blive en del af det mørke som måtte tage mere og mere fat i ham og hun vidste det jo! Det som egentlig var det vigtigste for hende lige nu, det var bare at holde gejsten oppe, lade tiden gå, så han ikke ville have nogen vej tilbage, for det var virkelig også hendes eneste valgmulighed! Mørket var stærkt i ham, selvom hun vidste, at det ville udmatte ham psykisk og det ville være der, at det ville nå hans hjerte, så det var egentlig bare at holde ud så længe, også selvom hun vidste, at følgerne for hendes vedkommende, kunne være direkte katastrofale. Men igen! En kamp var en kamp og det var også en sådan en tanke, at hun direkte valgte, at skulle holde fast i, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Trykbølgen som ramte hende fra oven, trykkede hende direkte ned i jorden, hvor hun slap et tydeligt og smertefuldt gisp. Det var forbandet længe siden, at hun havde mødt værdig modstand i en arena på denne måde, så det var også noget af et kick for hende selv. Hun rullede om på ryggen, også mest for at få vejret, selvom han placerede foden ved hendes hals. Hun bed tænderne sammen, som hun sendte ham en direkte dræbende mine. ”Sige farvel? Kære Romeo, jeg er kun lige begyndt!” hvislede hun. Jo mere af den mørke energi som han brugte, jo mere blev han opslugt af det og hun vidste det jo udmærket godt! Han var for pokker da ikke lige så dum som sin far! Den kære mand havde også troet at han kunne slå hende, selvom det bestemt ikke havde gået i hans retning på nogen som helst måde overhovedet, hvilket i den grad også var noget som direkte måtte more hende. At han trak sig væk fra hende og tog sig til brystet, så vidste hun udmærket godt hvad der skete; Det havde nået hans hjerte! Det triumferende smil gled over hendes læber, som hun fik sig kæmpet op på benene. ”Nu er det min tur!” endte hun med en fast tone, idet hun dannede sig en kugle, som hun skød direkte mod ham. Han skulle ned i gruset og føle det nederlag! For en sikkerheds skyld, så sendte hun adskillige af sted. Hun ville bare forsikre sig, at han kom ned, så han kunne holdes nede! Hun skulle se ham i øjnene.. se hvor meget mørket allerede havde opslugt ham, som hun nok skulle hjælpe det, den sidste del af vejen.. netop ved at indtage hans hjerte helt!

[romeo]

Det at kæmpe imod Malisha, var noget af en kamp der krævede utrolig megen energi. Det var en hård kamp og Romeo måtte indrømme at han havde fundet en værdi modstander, men det havde han faktisk allerede vidst, inden han var begyndt at kæmpe imod hende, for han vidste godt hvor talentfuld hun var, for det havde hun også været da de havde været yngre. Hun havde jo klart været hans farfars yndlings, for han selv havde jo ikke ligefrem været nogen god warlock, han havde ikke levet op til hans farfars forventninger, for efter at hans far og mor var blevet opdaget og hans far havde fået ham med sig hjem, så var det hans farfar som havde stået for træningen, fordi han vidste at hans søn og dermed Romeos far, havde været svag, fordi han var faldet for en magiker. Han havde leget nede i kældrene, hvilket havde skabt en eksplosion, og på grund af den fejl han havde gjort, var han blevet straffet. Eksplosionen havde kostet ham sin stemme og havde ødelagt hans hofte, men.. et sted fortrød han det ikke, for havde han ikke gjort det, så var han måske aldrig endt her den dag i dag, hvilket man jo så kunne diskutere hvorvidt det var godt eller dårligt, men.. han havde mødt Lexie og det var virkelig det bedste som var hændt ham. Og han agtede at få hende med hjem igen, koste hvad det koste vil! Han vidste godt at det ikke var smart at opsluge mørket, men.. hvis det var den eneste måde hvorpå han kunne redde Lexie, jamen så var det det han gjorde og det var et valg uden at tøve! For han ville langt hellere ofre sig selv, for at få Lexie i sikkerhed. Desuden så var hun hans lys i mørket.
At se Malisha blive slynget omkuld og så være skyld i det, var noget som virkelig gav Romeo følelsen af at have magt, af at være den dominerende og han nød det virkelig! De mørke øjne hvilede på hende med ondskab, hvor det var tydeligt at se at han nød at være den som havde styringen. Der var noget morende over hans blik, da han skulle til at gøre nådesstødet, som om at han nød det, nød at dræbe, selvom at det normalt ikke lå til ham, men det var det mørke som var skyld i denne form for personlighedsændring. Det pludselige stik i brystet gjorde dog tydeligt ondt. Han havde ikke kunnet styre mørket, for havde han det, så havde han ikke ændret personlighed som han havde. Det stak i hans bryst og det var en smerte som virkelig gjorde ondt! Det var som en virus der var på vej ind til hans hjerte og når det nåede derind, så ville han dø. Blikket gled mod Malisha som hun rejste sig og skød ikke bare én men flere kugler efter ham, hvor han ikke kunne bevæge sig, så han blev ramt af den første, hvor han blev slynget tilbage og landede på den tørre jord, hvor støvet hvirvlede omkring ham. Han hostede smertefuldt, hvor han følte at han hostede blod op, selvom at det dog ikke var tilfældet, han var bare ved at blive omgjort. Hans sind havde ikke været stærkt nok til at kunne klare så megen mørke, og nu var det ved at tage fuldstændig over, og han brød sig virkelig ikke om tanken!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha måtte ærligt erkende, at hun faktisk nød denne kamp. Måske at hun var direkte nødsaget til at skulle påtage sig den smerte, men hun var jo også nødt til at tvinge mørket frem i ham og dette var jo trods alt også den mest perfekte måde, hvorpå at hun faktisk kunne gøre det. Nej, hun gjorde det bestemt heller ikke for at se ud som den svage, men hun var nødt til at give ham den følelse af magt, lade ham blive mere og mere fristet til at gøre brug af det og inden at han ville formå at tvinge det hele i sig igen, for det var slet ikke det som hun var ude på! Hun havde altid været sin fars yndling – der var jo en grund til at han havde blandet sig så meget som det han havde, hvilket var noget som virkelig kunne frustrere hende! Hun nægtede at vedkende sig den trolovelse, selvom hun ikke rigtigt havde noget andet valg. Nu var det ikke ligefrem det som hun havde mest lyst til at tænke på. Faktisk så var det jo slet ikke det som hun måtte tænke på, på nogen som helst måde overhovedet. Hun vendte blikket direkte mod ham og med den samme vrede i minen. Det blødte en smule fra hendes ene mundvig, men det var nu heller ikke noget som hun tog sig af. Det var faktisk umådelig rart med lidt modstand for en gangs skyld, for det var virkelig også noget af det som hun i den grad også havde savnet, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At han ville gøre absolut alt for Lexie, var noget som hun tydeligt havde fundet ud af, og så havde de jo også gjort det rette valg i at skulle tage tøsen med hertil. Skæbnen for hende var dog ikke med dem på nogen måde, hvilket han nok selv skulle finde ud af, for det var ham – ham alene, som faktisk skulle forsegle den og tvinge hende i døden for hans egen skyld, for det var tydeligt nu, at hun fik det helt præcist som hun ville have det!
At hun måtte ramme ham allerede med den første kugle, var noget som virkelig måtte more Malisha og noget så frygtelig meget. Det morende smil gled tydeligt over hendes læber, idet hun tvang sig ordentlig op på benene og gik hen mod ham og med den samme sejrende og triumferende mine. Hun havde fået tingene helt præcist som hun ville have det. Det resterende af den sorte dis, lagde sig trygt omkring hans skikkelse, søgte omkring hans ankler, håndled og hals, hvor det strammet sig, som havde det været reb. Umiddelbart ville hun ikke ligefrem vove at påstå at hun havde været slem som sådan. Hun havde faktisk været retfærdig! ”Mørket er en befrielse, ikke sandt?” Den morende stemme var bestemt heller ikke noget som man skulle tage fejl af, for det var bestemt heller ikke noget som hun havde i sinde, at skulle skjule. Hun fik sin vilje – ligesom altid og det var i den grad også noget af det bedste ved det hele. Hun knælede ved hans side, greb ham omkring kæben og tvang hans blik direkte mod hende. Mørket kunne hun fornemme i hans krop og i hans sind. ”Du er fristet af at lade det komme til udtryk nok en gang, Romeo.. DU nyder den magt som det giver dig.. den følelse af mod, at du kan klare det hele, har jeg ikke ret?” spurgte hun ganske kortfattet. Lyset kunne hun knapt mærke i ham og havde mørket nået hans hjerte, så var det bare at forsegle det! ”Du ønsker at smerten skal holde op? Du ved hvad det kræver, at forsegle mørket i sit sind.. i din sjæl..” Hovedet lod hun morende søge på sned. Drab var den eneste vej.

[romeo]

Romeo vidste godt at det ikke var smart at give efter for mørket, for han havde jo ikke vidst om han havde haft styrken til at styre det, og det havde han jo så fået bevist at det havde han ikke. Han havde følt en ufattelig kraft da han havde opslugt det mørke, men han havde også hurtigt fundet ud af, at det havde været for meget kraft på en gang. Han havde bare skullet have haft lidt mere tid og så havde han dræbt hende! Men selvfølgelig skulle det gå galt! Og det værste ved det hele var at Malisha ikke var død endnu! At hun havde ramt ham med en mørk energikugle havde fået ham til at vælte om, så han lå på ryggen, hvor han måtte vride sig af smerte, for det gjorde frygtelig ondt i hans bryst! Han kneb øjnene hårdt og fast sammen, hvor han fortsatte med at vride sig i smerte, hvor han kom med korte halvkvalte skrig, for mørket havde fanget ham i sit greb og det havde ikke tænkt sig at give slip igen. Han havde gjort det i håb om at han kunne redde Lexie.. men han havde taget fejl, mørket havde været for kraftigt og selvom han ikke var meget for at indrømme det, så havde han været for svag. Han ønskede bare Lexie ned fra muren, han ønskede hende bare hjem og i sikkerhed og nu hvor mørket havde fået sit greb i ham, så var han virkelig bange for at de ikke ville komme hjem igen. Disen der lå omkring ham, som samlede sig omkring hans håndled, hans ankler og hans hals og pludselig strammede, fik ham til at ligge fast til jorden uden at han kunne bevæge sig, hvor stikken i hans bryst kun blev værre og værre. Han var begyndt at få sved på panden, hvor hans vejrtrækning var blevet mere ukontrolleret. Han vendte blikket mod Malisha som hun valgte at komme hen imod ham, hvor han knyttede sine hænder ganske fast og prøvede at vride sig fri fra disen, men det var som reb der havde bundet ham godt fast, som lænker, og han hadede den tanke! ”Hold din kæft!” hvislede han fast, som han gjorde endnu et forsøg på at komme fri, selvom at det bestemt ikke hjalp ham det mindste. Mørket havde givet ham følelsen af magt, af at være overlegen, af at have kontrol over det hele, af at være den stærkeste, for han havde været tæt på at dræbe hende lige indtil det havde angrebet hans hjerte, og det gjorde forbandet ondt! Han vendte blikket lettere panikslagen mod hende. For at forsegle mørket? Var hun gal?! ”G-glem det!” Han forvred sit ansigt i smerte, hvor han kom med endnu et halvkvalt skrig, som det mørket havde taget ordentligt fat i hans bryst, i hans hjerte og det gjorde forbandet ondt! ”Forsvind!” hvæsede han fast. Han ville bare have at det skulle stoppe, men nægtede at forsegle mørket! Det krævede jo.. at han skulle slå en anden ihjel! Det nægtede han! Han rev i arme og ben for at prøve at komme fri, selvom at det ikke virkede og jo mere han vred sig, jo strammere blev grebet omkring hans hals, så han knap kunne få luft. ”Slip mig fri!” hvæsede han kraftigt, som han vendte de nøddebrune øjne imod hende med en vred mine.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste udmærket godt, at Romeo kun gjorde dette, for at redde Lexie, selvom hun havde ganske andre planer med den tøs og det var noget som han nok skulle finde ud af. Så længe, at det mørke havde fået fat i ham som det havde, også fordi at hun virkelig havde tvunget ham til at gøre brug af det mørkeste af det mørke, som så også var gået ud over hende, men det var noget som hun var nødsaget til at bide i sig, for han skulle føle den magt som det gav, det sug i maven og den følelse af at man kunne det hele, for det var jo det som mørket gav folk, og det var jo heller ikke noget som han havde mørket igennem så skræmmende mange år, så var det jo kun på tide at finde det frem igen! At han blev fastlænket til jorden havde hun bestemt heller ikke noget imod, for det kostede hende ikke den stærkeste anstrengelse at holde ham der, så længe, at han ikke gjorde andet ned at blive der! Det morende og tydeligt triumferende smil måtte glide over hendes læber, som hun roligt måtte lade hovedet søge på sned. Det morede hende at se ham bide i støvet for en gangs skyld, for nu havde det gået godt nok udover hende og mere end det som hun lige ville acceptere! Hun var dog stadig ikke ude på at slå ham ihjel. Med hans talenter så var dette jo bare sind at lade gå til spilde på denne her måde. At han endnu ikke ville give efter, så måtte han have lov til at ligge der og lide bare en smule længere. Gavmild var hun ikke og hun viste i den grad heller ikke noget hensyn til nogen som helst, hvilket heller ikke var noget som hun direkte havde regnet med at skulle gøre til nogen som helst når det endelig måtte komme til stykket. Et koldt og kynisk smil gled over hendes læber, som hun greb omkring hans kæbe og tvang ham direkte til at vende blikket mod hende. ”Jo mere du står imod det, Romeo.. jo værre bliver det.. De strammer.. til sidst vil det måske ende med at kvæle dig.. Er det sådan at du vil have at det skal ende? At Lexie skal se dig tage dit eget liv, fordi du ikke giver efter for det som dit hjerte inderst inde ønsker?” Hun hævede sigende det ene bryn. Ja, hun sagde det måske kun for at vinde ham over, men det var i den grad også noget som hun agtet at gøre! Hun rystede roligt på hovedet, som hun slet ikke tog sig af den smerte som han måtte ligge i. Hun var forbandet egoistisk og handlede kun ud fra hvad hun følte var rigtigt – for hende selv! ”Glem det Romeo.. Jeg slipper dig ikke fri, før du går med på at forsegle mørket.. luk det helt tæt ind til dig.. lade smerten ophøre… så kan du gå.. som intet var sket,” sagde hun ganske kortfattet. Hendes ord var skam noget som man kunne stole på, for hun kunne aldrig nogensinde drømme om at lyve for nogen som helst. Blikket gled ganske kort op mod Konstantin og den paniske Lexie som ikke havde noget andet valg end bare at stå og se på. Romeo måtte give efter før eller siden – enten fordi at det ville stramme for meget og han ville dø af det, eller fordi at smerten blev så intens, at han gik med på hendes betingelser. For hende, så gjaldt det egentlig bare om at vente.. Før eller siden.. og det kunne hun godt vente på.

[romeo]

Romeo var ikke meget for at indrømme det, men Malisha havde virkelig fået krammet på ham. Det var efterhånden gået op for ham at hun ønskede ham opsluge mørket, måske fordi hun ville have ham over på mørkets side? Men hun så ham vel som en skændsel for familien? Han var jo trods alt magiker og en magiker og warlock gik virkelig ikke godt i spænd, så meget havde han da fundet ud af! Desværre for ham, så havde hun virkelig fået ham hvor hun ville have ham, for han havde været nød til at suge mørket til sig, og han havde håbet på at han i så fald kunne have dræbt hende i tide og derefter redde Lexie, for det var virkelig det eneste som han ville. De kunne gøre alt hvad de ville med ham, så længe de bare lod Lexie gå! De nøddebrune øjne faldt til Malishas skikkelse, hvor han sendte hende et dræbende blik. At hun var i det gode humør kunne man tydeligt se, men på den anden side, så gik det jo også sådan som hun ville have det. Hun fik sin vilje, for han havde været så dum at lade sig fristes af det dumme mørke, for det gav virkelig gode fornyet kræfter, desværre havde han bare ikke kunnet holde ud i længere tid, han havde ikke nået at gøre det af med Malisha og nu kom han selv til at bøde for det. Han lå lænket fast til jorden af den mørke dis som nu havde fanget hans håndled, ankler og hans hals, hvor det holdt ham fast og uanset hvor meget han så end prøvede at rykke på sig, vride sig for at komme fri, så hjalp det ikke, men bare blev værre! Han betragtede hende med et koldt blik, hvor mørket tydeligt måtte stå i hans nøddebrune øjne, som faktisk var blevet mørkere, ligesom hans hår. Han havde tydeligt opslugt mørket og det kunne man faktisk også tydeligt se på ham. Han var dog ikke meget for det, for nu gav det hele bagslag og det var noget som han virkelig måtte fortryde noget så bitterligt! Han lyttede til hendes ord, og han måtte indrømme at han ikke var meget for det, men han var desværre nød til at give hende ret, for hvis han ikke gav efter, så ville smerten i hans bryst blive for stor, eller også ville han blive kvalt af den dis der måtte holde ham fanget. ”Jeg vil ikke!” vrissede han fast, som han igen gjorde et forsøg på at komme fri, selvom smerten i hans bryst kun måtte tage til og gøre det hele langt værre. Han var dog ligeglad, som han fortsatte med at bekæmpe mørket, selvom at der kun måtte gå nogle minutter, inden han begyndte at hyperventilere, for til sidst at ende med at ligge helt stille med øjnene spærret op, hvor man næsten skulle tro at han var død, som han ikke engang trak vejret. En masse tanker fór igennem hans sind på kun et splitsekund, hvor han stirrede dødt op i luften. Smerten var blevet ham for intenst og gav han ikke efter så ville han dø. Han kom for at redde Lexie, men hvad skulle det nytte hvis han tabte? Han hev hårdt efter vejret, næsten som om at det var hans sidste, inden han lå helt stille med lukkede øjne på jorden. Han forblev liggende der i stilhed for kun få minutter, inden han spærrede øjnene op, hvor de kolde øjne landede på Malishas skikkelse; han havde givet efter for mørket.