Merry Christmas!

[Deleted]

Om hun var stadset op eller ej, hun ville altid være den samme kvinde I hans øjne, selv på trods han vidste at hun direkte nød at tage sig godt ud, noget som han I den grad heller ikke havde noget imod, heller ikke selvom han selv matte være temmelig sjusket I hverdagen. Detvar vel en del af hans charme? Måske hun gerne ville være alene, han forstod at det var en svær tid, me på denne aften, behøvede hendes familie hende, hun kunne ikke lukke sig selv inde, ikke i aften, desuden var det bestemt heller ikke hvad han ønskede for hende. Hun virkede næsten bange for ham, noget som faktisk måtte gøre ondt, han havde ikke vendt hende ryggen for at give hende den følelse, men hvilket valg havde han overhovedet haft? Det var forbandet sjældent en kvinde nåede ind til ham på den måde, fik ham til at længes som han gjorde i øjeblikket, tanken om at hun var opnåelig, at den længsel ikke var gengældt, det kunne han ikke have med at gøre, han var ikke typen der delte, han havde vitterligt ikke haft et valg. På trods han havde vendt hende mod sig, og stod med blikket direkte i hendes, og var endt med at slippe hende, så trak han ikke det mindste. Der var ikke mere end en kort afstand mellem dem. Han kunne fornemme hendes krig, et sted så gjorde det ondt, og et andet sted, så satte det en umådelig tilfredshed i det indre, hun ønskede ham. Det var ikke muligt at skjule noget for ham, eller skænke ham en løgn, hendes aura af sindet sagde virkelig det hele. Hans blik var en smule strengt, det var tydeligt at dette ikke skulle diskuteres, man kunne vel se det lidt som en direkte ordre? Når Faith ikke var omkring, og Kimeya heller ikke var i stand til at tage sig af tingene, så var reglen at det var den højststående der tog sig af det, og i dette tilfældevar det Jared, som ven af Kimeya og Faith’s højre og ikke mindst loyale hånd, hans ord var lov i dette hus, om ikke andet i denne tid. Han var en selvstændig og ikke mindst stærk mand, men nu hvor han stod så tæt på hende, så måtte han selv erkende, at dette var forbandet svært, han havde på ingen måde drømt om hvor svært det ville være, at være tæt på hende igen, med hendes duft omkring ham, og de smukke grønne øjne som Faith havde arvet, han savnede hende, og i det store og det hele, så var det noget som virkelig måtte irritere ham, han burde ikke bekymre sig på den måde. Han hævede et øjenbryn ”Nu er det mit” svarede han blot roligt, utrolig selvsikkert. Jared indprintede hendes mange instrukser, før et yderst selvtilfreds smil bredte sig over hans læber ”Udemærket” han var kortfattet. I det indre gentog han det hele for sig selv, det burde han godt kunne klare, han var om ikke andet, ikke ligeså elendig i et køkken som Faith, hvilket vel var en trøst et sted? Hænderne mod hans bryst, fik det virkelig til at sitre. Hans hjerte hamrede under hendes håndflade. Et kort øjeblik grebet lænede han sig frem, så afstanden mellem deres læber kun var millimeter væk. Blikket hvilede i hendes. Han bed tænderne sammen, det kunne han ikke gøre! Istedet plantede han et kys mod hendes pande, indåndede hendes søde duft ”Gå” hviskede han en smule sammenbidt, dette var uudholdeligt! En mindre lettelse bredte sig da hun bakkede. Han fulgte hende med blikket ud af køkkenet, lænte sig en anelse frem og pustede ud. Hånden gled gennem de mørke lokker. Han savnede hende, han savnede hende virkelig!

[Deleted]

Elanya ville hellere have at folk ville væmmes ved hende i stedet for det andet, for det var bare en kamp uden lige. Hun havde den kamp med sig selv og specielt nu hvor han var så tæt på hende som det han måtte være lige i øjeblikket, hvilket kun måtte gøre det hele så meget værre for hende, for.. hun savnede ham faktisk, selvom hun ikke rigtigt vidste hvorvidt at det måtte være gengældt, så hun ville heller ikke gøre sig nogen forhåbninger omkring noget som helst. Hun var bange for at ende med at skuffe sig selv eller gøre folk mere ondt end det som hun allerede havde gjort. Alle de ting som Derick havde kaldt hende og så afvist hende, Jared som havde gjort det samme, bare uden de mange tilnavn og alligevel så havde han vendt hende ryggen, selvom det nu ikke var noget som kom bag på hende, så ønskede hun ikke ud i det samme endnu en gang. Det havde virkelig knust hende som intet andet. Enhver som kendte bare det mindste til hende, vidste jo hvor meget hendes ry faktisk havde af betydning, også selvom hun denne gang selv havde valgt at ødelægge absolut det hele! Hun ville bare ikke komme i vejen for ham igen, ikke når han fortjente så meget andet end det som hun kunne give ham og hun var virkelig ked af, at hun ikke kunne give ham mere end det som hun havde; At svine hans rygte til, selvom det slet ikke havde været hendes mening! Han gav hende intet valg og det var heller ikke fordi at hun ville opføre sig som en tjener og bare gøre som han sagde, men et sted så havde hun jo faktisk heller ikke noget valg.. Hun var tvunget til det et sted. Det var forbandet svært at stå foran ham, også fordi at hun vidste, at han kunne læse hende som en åben bog hvis det var det han ville, så.. han kunne vel fornemme at hun næsten måtte længtes efter ham? Selvom hun ikke lod det kome til udtryk. At han lænede sig mod hende og kun stoppet få mllimeter fra hende, fik kun hendes hjerte til at hamre som en sindssyg mod hendes bryst, selvom hun virkelig prøvede at bide det i sig! De indprintede instrukser i hendes hoved og bare fik hende til at gøre det, var noget som et sted måtte lette hende, for hun kom da væk fra ham af, selvom det faktisk var noget som gjorde ondt. Hun var ikke bange for ham, hun var.. skræmt af hele situationen som hun stod i. Hun tog roligt Cecilaya i hånden og førte hende med hen i sofaen, hvor hun satte sig, tog hendes elskede barnebarn op i hendes skød og med Cedric siddende i den anden sofa, som hun selv begyndte at synge lidt på de gamle julesange. Hun kunne selv synge tildels, selvom det ikke var noget som hun havde fået lov til at øve sådan direkte, fordi.. ja, hn havde bare ikke fået lov til det, om det jo så var noget som hun ville eller ikke. Hun måtte jo bare falde til ro også selvom hun konstant havde et syn på døren ud til køkkenet. Hun ville ikke komme i vejen for Jared og det at han kom i aften, var hende en større grund til at skulle forblive væk fra det hele af. Hun strøg Cecilaya over håret og med et stille smil på læben. ”Du kan jo næsten de vigtigste sange min pige. Det er rigtig flot,” sagde hun med et stille smil på læben og med den muntre stemme, som hun nu kunne gøre brug af på trods af situationen idet hun gik videre med endnu en af de gamle julesange som hun kunne huske fra sin egen barndom. Hun havde ikke rigtigt været i julestemning siden dengang. Det var jo heller ikke fordi at juletiden egentlig havde nogen direkte betydning for hende. Igen var det noget som var faldet fra for mange år siden.

[Deleted]

Det var i den grad en indre kamp. Han huskede ikke hvornår det sidst havde været så svært.. eller.. faktisk så gjorde han. Det var lang tid siden der var noget i den dur, der direkte havde gjort ondt. Han så ud af vinduet hvor månen kastede det blege skær. Der var heller ikke lang tid til fuldmåne, Cayla og Aliyah var heldige i år. Tankerne fór rundt i hans sind, han sukkede tungt, lod hænderne løbe ned over hans ansigt. Hjertet slog stadig, det føltedes som havde hendes hånd brændt sig ind i huden ved hans bryst. Han så ned af sig selv, der var absolut intet at se. Nu måtte det også snart stoppe. Han kunne høre Cecilaya være dybt lykkelig over at momor endelig lod til at titte hovedet frem, noget som blot glædede ham. Hendes familie savnede hende mindst ligeså meget, som han faktisk selv måtte gøre det. Duften hang stadig i køkkenet, langt stærkere end anden der sydede en smule. Han kunne vel ligeså godt begynde? Maden betød trods alt meget, og flonkede han denne, så ville Elanya istedet for blot at hade ham,og frygte ham, ende med at tage livet af ham. Han havde hverken råbt af hende den aften, eller kaldt hende noget som helst, han havde fortalt hende det hele stille og roligt, at han ikke ville eller kunne få sig selv til at være det sidste valg, det andet alternativ når de andre vendte hende ryggen, han kunne ikke, og det var noget han stadig måtte holde fast i. Det havde intet at gøre med hverken det som var blevet skrevet i spalten, eller det faktum at det måtte ødelægge hans rygte, for det tog han sig ærlig talt ikke meget af, havde det været sådan så var han slet ikke endt med at fører en magiker med i sengen, elske med hende med hjerte og sindet. Han rystede på hovedet, skubbede tankerne fra sig. Det ville intet nytte at dvæle ved det. NU hvor der ikke længere var arbejdet til at få ham til at glemme det hele, så kunne han ligeså godt tage imod hende,s åf det overstået, og sammentidig håbe på, at det ville fjerne lidt af det savn og den længsel som havde sat i ham, mere eller mindre siden han havde valgt at forlade hende alene på det værelse, den aften. Han gik igang. Kartoflerne var allerede sat over den åbne ild, han måtte vente til de var færdige for at kunne sætte rødkålen over, derfor ventede han egentlig bare tålmodigt, og gik frem go tilbage mellem tingene, for at holde øje med hvornår det skulle tages af varmen: ganske rigtigt så forsvandt hans tanker lidt omkring hende, hvilket han næsten måtte finde utrolig lettende, for hun fyldte hans tanker mere end rigeligt i forvejen. Det var ikke fordi han direkte stresset, men hanf orstyod hende nu udemærket, desuden måtte han passe på tøjet, nu havde han gjort noget ud af det,f or blot denne ene gangs skyld, det ville næsten være synd for ham selv hvis det skulle ende med at kikse. En anden tanke havde dog slået ham. Det ville blive en ensom jul uden Faith, hun var som en søster, Elanya undgik ham, Kimeya var syg men dog hjemme for denne ene gangs skyld, denbne aften ville uden tvivl ikke blive som de mange andre han ellers havde været vant til, men de måtte vel bare få det bedste ud af det? Han knak let i nakken, og fortsatte køkkenarbejdet. Det forundrede ham at han overhovedet havde fået lov, men på den anden side, hun havde brug for at slappe af, og være sammen med de andre, så tog han gerne selv sine ofringer.

[Deleted]

Elanya var ikke decideret bange for Jared, men han havde gjort det klart for hende, at han ikke kunne fortsætte som det var gået, og så ville hun heller ikke stå i vejen for ham. Hun vidste, at hun nok var noget af det mest krævende som man kunne komme i nærheden af, men altså.. det var jo bare sådan at hun var som person og det var vel også en tanke som man måtte vænne sig til? Hun var vant til at folk vendte hende ryggen, så den måde hun tacklede det på, var en ældgammel forsvarsmekanisme som hun havde udviklet sig. David, Damir.. Legacy.. de var alle sammen ofre for det og Lionell specielt, for hun vidste godt, at hun havde været så frygtelig naiv og det var jo så det som havde ødelagt det hele for hende nu. At hun skulle miste de to som faktisk måtte stå hende nærmest på denne måde, var jo så ikke noget som hun havde regnet med på denne måde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, for hun var virkelig ked af alt det som hun havde gjort. Ingen af dem havde givet hende chancen til at forklare hvordan det egentlig måtte hænge sammen og det var også det som bundet i fortvivlelsen som hun havde i sindet; Ville de nogensinde lytte til hende? Derudover, så vidste hun at det blev sværer og sværer for hende at skulle holde sig selv ved lige når nu hun vidste at Jared ville sidde med ved bordet. Måske at familien havde brug for hende, men hun ville virkelig ikke ødelægge julen mere end det som den var fra før af. Faith var her ikke.. Hun havde jo stået i køkkenet hele dagen, så hun havde ingen anelse om hvem som var kommet og hvem som ikke var kommet, for hun havde været for travlt optaget mere eller mindre hele dagen og det var også noget som hun i den grad også kunne mærke lige nu; Det gjorde virkelig godt at sidde ned. Hun sang sangen med Cecilaya igennem et par gange til det så ud til at hun kunne huske den, om ikke andet så for øjeblikket. Hun smilede et stille og roligt smil og kyssede den kære lille pige på panden. ”Du er virkelig dygtig,” sagde hun stolt og med det stille smil. Hun satte hende ved siden af sig. ”Jeg går op i bad. Fortsæt med at øve, så kan du dem alle til vi skal rundt om juletræet,” tilføjede hun stilfærdigt, som hun roligt rejste sig og gik op mod etagen over. Der var stadig skræmmende stille heroppe, men igen.. Kimeya og Liya lå vel og sov? Hun havde forbandet ondt af dem begge to, for det var i den grad også trist at deres jul skulle ødelægges på denne måde. Hun bed sig svagt i læben som hun bare gik ind på sit eget værelse. Hun var nødt til at sunde sig og bare.. acceptere at Jared var her og at han nok skulle være her hele aftenen. Som hun lod døren glide i, så kunne tårerne også få lov til at melde sig i hendes øjenkroge, som hun stille satte sig på sengen. Det var bestemt heller ikke nemt at være hende nu til dags og specielt ikke når folk havde det syn på hende. Jared havde ikke bekræftet at han så anderledes på hende end med væmmelse og som en prostitueret som alle andre. Hænderne strøg igennem hendes hår. Tårerne faldt i form af frustration og fortvivlelse. Hun vidste virkelig ikke hvad poker hun skulle gøre mere!

[Liya Daimond Diamaqima]

Det var stasdig mørkt. Gardinerne var rullet for, så tæt som det overhovedet var muligt. På trods Liya altid havde været en kvinde af orden, så var hende og Nathaniels gamle værelse, langt fra i den bedste tilstand. Den vase som havde stået på hendes natbord, der plejede at være fyldt med årstidens bevoksninger, lå nu knust i flere stykket på gulvet. Sider fra bøger der havde lagt rundt omkring, var endt med at ligge sig på gulvet frem for at svæve frit omkring, hvorefter omslaget i sig selv, var blevet ligeså mishandlet. Gamle eliksir flasker lå over det hele, iturevne puder, hvor fjerene derfra stadig fyldte den usynlige luft omkring. Med andre ord så lignede det Jerusalems ødlæggelse. Liya lå på sengen. Hendes krop henlå tungt i den bløde madras. Hun havde sovet i et par timer, mens Elanya havde indvilliget i at kigge efter de små lidt. De mørke krøller, lå spredt vidt omkring hendes ansigt. Dyner og puder var væltet sammen, det var langt fra et stabilt underlag hun måtte hvile på. Hendes åndedrag var tunge og langsomme, som hun lå det i fuldkommen indre ro, en smule sammenkrøbet og med armen under hovedet som en blid støtte. Hendes hånd var formet som en slap skål. Den smukke glaskugle var gledet ud af hendes hånd, nu hvor hun lå i denne søvn. Billeder kørte stadig et sted derinde bag, tilbage til den første aften hun var endt med at hvile ind til ham, den aften hvor tordene havde skræmt hende, og hun havde spurgt, som en lille pige til hendes far, om der var plads ved hans side. Længere var hun ikke nået. Ved hendes side, lå en smuk rød kjole glattet ud over madrassen. I det store og det hele var den meget enkel, bestående af en korsettop i en mørkere rød farve, med perler over brystet. Den var lang og fra selve taljen og ned var resten en direkte blodrød. Nathaniel havde elsket den kjole, det huskede hun, han havde elsket hende i rødt generelt, derfor var den også valgt til lige denne aften. Som tilbehør lå den smukke halskæde han havde skænket hende til det bryllup, hvor hun var endt med at falde fra, den passede perfekt. I øjeblikket lå hun blot klædt i en hvid underkjole, der til dels var smurt ind i dybt rødt blod. Langs hendes arm var der endnu 3 eller 4 sår fra den kniv der lå henne ved det enorme spejl. Selve spejlet var prydet med en advarende skrift af blod ”Du vil dræbe dem som du dræbte ham” for de som kendte hende, var teksten ikke svær at tolke, desuden stod det skrevet og malet med hendes eget blod. Det havde været en hård dag. Hun var ikke vant til at fejrer julen, hun havde ikke haft nogen grund til det, men det var en dag som vækkede mange minder, som tvang hende til at tænke på ting hun ikke ønskede. Hun skulle aldrig have kigget på det brev, han havde givet hende under fødslen, hun var trods alt ikke i stand til at læse det. Alle de tanker var dog langt væk fra hende nu, hvor hun lå med kun et sort sind. Før eller siden ville der vel komme nogen op, rive hende ud af søvnen og tvinge hende nedenunder, til de børn som hun burde have været hos for længst. Måske skriften havde ret? Måske hun før eller siden ville ende med at kaste dem for døden som hun havde gjort det med ham? Den skyld som endnu måtte nage hende.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde kun ganske kort været nede og se til Nalani i kælderen og ellers ladet det hele gå som det havde gjort frem til nu. Ungerne havde det godt, hvor han igen havde været henne ved dem ,for at kigge inden han valgte at skulle søge op mod Liya, som han havde fået at vide, måtte skjule sig på værelset. Han havde ikke set hende siden deres tvillingers fødsel, som han igen havde lovet at være der til og det han lovede, var i den grad også noget som han måtte holde. Faith havde kun kort forklaret ham i de sidste uger hvordan hun havde haft det og det var også den eneste grund til at han valgte at skulle opsøge hende her og nu, for det var efterhånden ved at være på tide, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han måtte faktisk erkende, at han var ved at være en anelse bange for hvordan hun ville se ud, også selvom han var forberedt på det værste efterhånden ,også selvom det jo vel var hårdt sagt, men han vidste hvor destruktiv hun kunne være når det først var slemt. Et ganske kort øjeblik, så stod han udenfor døren og bare betragtede den som havde den været giftig. Han tog sig sammen, åbnede døren ganske forsigtigt og skubbede den op. Synet af det som måtte ramme ham, ramte ham som et chok. Det lignede bestemt ikke Liya at efterlade sig sådan et rod! Hans hjerte hamrede let mod hans bryst, som han forsigtigt søgte indenfor og lod døren glide i eftersig. Han ville bare forsikre sig om at han ville være der alene sammen med hende, for det var i den grad umådelig vigtigt ligenu! Rodet var noget som i sig selv, var et klart tegn, for han vidste hvilket ordensmenneske at Liya var. Hun var vel flippet endnu en gang? Endnu et udbrud som ikke kunne kontrolleres? Det gjorde ondt at vide det, og specielt fordi at han ikke havde været der til at hjælpe hende. Han kæmpede sig forsigtigt igennem den lille labyrint af rod som han kunne komme igennem uden at skulle larme alt for meget, for det var noget som han slet ikke ønskede sig! Han nåede sengekanten hvor han roligt satte sig ned. Blodet på spejlet – Budskabet nåede ind klart og tydeligt. Han bed sig svagt i læben og vendte blikket roligt mod hende. Han tog stille fat i spejlet og skubbet det ganske forsigtigt ind under den store seng, alt som hed eliksirer og knive lagde han væk, så han roligt kunne sætte sig godt og trygt. Hånden hævede han stille og strøg den stille mod hendes kind. Han holdt dog også meget øje med hendes arm, eftersom det var tydeligt, at hun selv havde skåret i den, hvlket i den grad heller ikke gjorde det meget bedre. ”Liya, min kære? Det er på tide at stå op,” hviskede han roligt. Han tog det hele ganske roligt og stille, for han ville ikke rive hende ud af søvnen. Nej, det ksulle gå stille og roligt for sig, ellers ville det kun gøre ondt så meget værre. Han måtte dog alligevel smile ganske let, for han kunne se at hun faktisk lå og sov. .også selvom han vidste, at hendes mange drømme sikkert var præget af de uendelige mange mareridt, så var han også klar på det værste.. mere eller mindre.

[Liya Daimond Diamaqima]

Alle tanker var borte. Hun havde end ikke de mange mareridt, vel et sted fordi hun havde formået at udmatte sig selv nok til at det blev for meget`Normalt ville hendes søvn også være let, havde det været sådan, så havde hun for længst opdaget Nathaniels tilstedeværelse, der da var blevet råbt efter ham i værelset netop ved siden af, men hun havde ikke hørt det mindste, blot flyttet en smule på armen, så den ville ville begynde at krampe, sukket og så sovet videre. Denne gang havde det været et langt og et stort flip, noget som værelset var tydeligt præget af, det lignede hende slet ikke. Normalt efter et sådanne flip, ville hun give sig i kast med oprydningen så snart nogen havde roet hende ned, selvom det i det store og det hele kun havde været Nathaniel der havde formået, at gøre det på en korrekt måde. Denne gang var hun faldt direkte grædende om på sengen, så udmattet at søvnen havde taget hende i en tryg favn efter absolut ingen tid. At Nathaniel nærmede sig, havde hun ingen idé om. Ikke nok med at alle de tanker var så langt fra hende, så var hun jo netop overbevist om at han var endt med at gå døden i møde, efter først at have efterladt sig to familier, deres og hans kommende med Jaqia. Hun burde have vidst det, frem for at have været så forbandet naiv, og tro han var anderledes. Hun så ham konstant. Visse nætter var hun vågnet op, og han havde hvilet ved hendes side. Hun havde forsøgt at holde fast, men Kimeya tvang hende altid til at give slip, forklarede hende at det alt sammen foregik i hendes sind. Hun sukkede stille, fornemmede udemærket en tilstedeværelse hvilket rev hende en smule ud af den ellers tunge søvn. Ved det stille strøg over hendes kind, og den varme stemme der mødte hende, lod hun sig langsomt rive helt ud af søvnen, og komme tilbage til sig selv. Hun strakte den slanke krop smidigt, og åbnede stille øjnene, lod det mørke blik komme til syne. De mange store krøller dækkede hendes ansigt, hun strøg dem bag ørene. Hendes ansigt var direkte bleg, og hun havde mistet en hel del væk, der var sår og skræmmer mere eller mindre overalt på kroppen, selv i ansigtet, godt så hun bestemt ikke ud. Blikket faldt mod Nathaniel. Tårerne vældede op i øjenkrogen, mens hun næsten opgivende faldt tilbage i madrassen ”Det her kan ikke blive ved” hviskede hun hæst. Fingrene følte vejen frem til den lille glaskugle hun tog den op og lagde mellem dem, hvorefter hun krøb sammen, og lod hænderne skjule hendes blik. Som altid føltedes det så virkeligt, og Nathaniel selv så levende, som var det den rene virkelig ”Det er alt sammen i mit hovede. Det er alt sammen i mit hovede. Det er alt sammen i mit..” hun gentog ordene for sig selv, i en meget streng tone. Hendes instrukser var tydelige, hun kunne ikke rende rundt i den evige fantasi Hendes krop skælvede, det blødte stadig en smule fra den skårede arm, selvom det var en smerte der skjulte sig bagved den, hun måtte føle i brystet ”Bare gå” hviskede hun nærmest hjælpeløst. Tårerne trillede blidt ned over de blege kinder. Det var ikke retfærdigt, hvordan kunne man forvente at hun blot ville glemme ham? Ganske stille, lod hun fingrene skiltes, for at kigge imellem. Hans skikkelse sad der endnu, hun lukkede øjnene, fortsatte den stille hvisken ”Det er alt sammen i mit hovede. Det er alt sammen i mit hovede..” alt dette var blot endeløst, hun burde finde ungerne, det skulle efter sigende være en lykkelig aften, hvorfor mærkede hun sig ikke af det, i så fald?

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste udmærket godt at julen ikke havde haft nogen direkte betydning for Liya og det var noget som han faktisk måtte sige sig, at være frygtelig ked af at han ikke kunne gøre noget ud af den, også selvom han ønskede at vise det som anderledes nu; Han ønskede at give hende denne ganske særlige fornemmelse som kun julen kunne give – Følelsen af at være så nær familien og det at være en del af noget større, for det var bestemt også det som han måtte føle lige i øjeblikket, at han måtte være. Sammenholdet var der måske ikke i den ønskede grad, men pointen var vel at det var der om ikke andet? Han blev siddende roligt ved siden af hende, hvor han lod hånden stryge stille og roligt henover hendes kind. Han elskede hende og det havde han altid gjort, ellers havde han aldrig nogensinde taget det valg som han havde gjort, også selvom det havde været hans livs hårdeste beslutning og han havde i den grad også været tvunget til at skulle tage frygtelig mange i årenes løb! Han havde altid måtte vælge det ene frem for det andet og nu havde han valgt familien fremfor fornøjelsen og det var også det som han ønskede at forklare Liya hvis han nogensinde ville få chancen. Sådan som hun roligt måtte glide ud af søvnen igen, så kunne han ikke lade være med at smile. Han vidst ikke direkte hvad han havde været tvuget til at skulle tage hensyn til sådan direkte eller hvad han skulle forvente sig af hele denne situation, men det var vel også noget som han ville finde ud af temmelig hurtigt? Han vidste at Kimeya havde gjort sit for at hjælpe hende igennem det og det som han gjorde i øjeblikket måtte gå imod det, men det var bare nødvendigt for ham at få det frem og klart for hende, at han ikke ønskede hende noget ondt, at han ønskede at være der for hende og det at dette faktisk var den virkelige verden og at han faktisk var der med hende hvis det var det som hun ville selvfølgelig. At hun var sikker på at han var noget i hendes hoved, var slet ikke noget som overrasket ham. Han lod hovedet søge let på sned. ”Dette er det virkelige liv, min kære.. Husker du.. alle de gange at jeg har fortalt dig, hvad der foregår i dit hoved?” Han hævede ganske forsigtigt den ene hånd for at tage omkring hendes ene hånd. At røre ham var vel en måde at vise hende det på, at han var der og var en del af denne virkelige verden? ”Vores små børn er nede i stuen.. Cedric passer på dem..” fortsatte han. Det var vel bare en vane for ham at skulle snakke til hende og prøve at komme igennem på det vis, selvom det bestemt heller ikke var helt nemt altid. Han trak vejret dybt. At se hende så fortvivlet, det var faktisk noget som måtte gøre skræmmende ondt også på ham. ”Liya, se på mig..” Han lagde hånden i stedet mod hendes kind, også selvom han stadig fortsatte sin forsigtige fremgang. Det var umådelig vigtigt, at han fik hende med sig hele vejen og det gjorde han kun ved at gå frem på denne måde, som det han gjorde nu; At prøve at overbevise hende om at han virkelig var der og ikke endnu en stemme, et billede eller en film som måtte køre i hendes hoved. Kunne han, så ville han fjerne det for tid og evighed!

[Liya Daimond Diamaqima]

Julen var aldrig noget hun havde fejret. Tilbage i barndommen, plejede Auromia godt nok at pakke hende en lille gave, blot for at gøre hende en smule glad. Den eneste forskel fra de andre dage, var at hendes mor altid var hjemme, og hun kunne høre hende og deres stedfar på værelset ved siden af, men i det mindste gik det ikke ud over hende, eller en af hendes mange søskende. End ikke Nathaniel havde ladet til at fejrer den dag, eller også havde han bare arbejdet de fleste år, flere gange glemte hun at dagen overhovedet eksisteret. Selv de andre havde forsøgt at forklare hende meningen med julen, at man var en del af noget, og selvom hun uden tvivl var taget ind som en del af familien, så følte hun sig mere alene end nogensinde, hun følte sig ikke nær nogen foruden hendes børn, og selv dem var hun overbeviste om hadede hende, at de ønskede sig ewn anden moder til at tage sig af dem, og give dem hvad de måtte behøve. Hun var blevet revet ud af søvnen endnu engang, og med Nathaniel ved hendes side. I det store og det hele var det intet nyt, hun vidste at det var en illusion, at det alt sammen foregik i hendes sind, og ikke i virkeligeden. Tiden uden ham havde været hård ved hende, men det var ikke noget som kom nogen som en overraskelse, hendes vrede og hendes skuffelse direkte tvang hende ind i de perioder, som hun for alt i verden ønskede at undgå, specielt nu hvor børnene var ved hende, men hun kunne ganske simpelt ikke. Kimeya havde forsøgt at hjælpe hende, teateret og sangen havde hjulpet hende, men usikkerheden var enorm, for enorm til blot at afjælpe problemet, det var alt sammen konsekvenser af de valg han havde taget. Ikke nok med at han var forsvundet, han havde været lige over hende, hvilende i favnen på en anden kvinde, mens hun selv sad gravid i en kold, ikke mindst klam kælder og dagdrømte om den mand, hun var overbevist om ville vente på hende. Hun gentog de samme ord for sig selv o og om igen. Det hjalp aldrig, men hun måtte ikke stoppe. Den varme stemme, der på et vis beroligede hende og vækkede en længsel, men på den anden side, også vækkede hendes umådelige vrede ”Det siger du altid!” udbrød hun tydeligt fustreret og med direkte dirrende stemme. Hver aften forsøgte han at overbevise hende om, hvor virkeligt dette måtte være, og hver aften var der intet andet end skuffelse. Hans hånd var varm. Hendes hjerte hamrede så kraftigt, at hun følte pulsen overalt. Hurtigt trak hun den til sig, og betragtede ham med de våde øjne ”Mine børn.. Du forlod os!” råbte hun en smule vredt. Han havde mistet den ret, hun havde født de mest vidunderlige unger på jorden, dem hun havde ønsket sig, det var ham hun havde valgt at stifte den familie med, havde han nogensinde troet at hun ville klare det selv? Nu gjorde hun det, de børn var hendes ”Du er død..” påpegede hun med den hjælpeløste hvisken, og krøb sammen under hans berøring af hendes kind, trak sig længere tilbage i den store seng. Hun var allerede inde i den lille verden, så indelukket som intet andet, der var ikke noget at gøre, det var sådan det var, og han kendte turen, at få hende revet ud af den tro, ville ikke være nemt overhovedet ”Nej.. Jeg vil ikke se på dig. Hver eneste aften ser jeg på dig, og hver eneste forbandede aften må jeg se dig forsvinde!” hun slog fast ned mod dynen, stadig uden så meget som at værdige ham et blik. Hun kunne ganske simpelt ikke.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var nødt til at vide hvor han havde Liya henne og det gjorde han udelukkende kun ved at snakke til hende. At hun var sikker på at dette var en fantasiverden som hun måtte være fanget i, så måtte han overbevise hende om det modsatte. Selv på trods af hendes psykiske sygdom, så havde det aldrig nogensinde stoppet ham i at skulle elske hende og besad det desperate ønske om at skulle være der for hende, for det var virkelig det som han havde mest lyst til lige for øjeblikket. Han ønskede at give hende denne oplevelse til jul. Julen havde aldrig rigtigt haft nogen betydning for ham, også selvom det faktisk måtte vise sig, at have forandret ham en god del eftersom han nu var blevet far, hans mange snakke med Faith igennem de sidste uger, så ønskede han faktisk at give hende denne oplevelse om han så skulle have lov til at være en del af den eller ikke. Hans blik hvilede på hende, masken havde han på og det hele, så det hele var jo som hun måtte genkende ham. Han sukkede indædt og fjernede den forsigtigt og vendte sig mod hende igen. Når han var omkring folk på denne måde, så var det heller ikke fordi at han så noget andet valg; Det var jo bare det lille begreb at skulle tage hensyn til andre. At hun måtte brænde inde med meget vrede og frustration, for ikke at glemme den fortvivlelse som han næsten synes at kunne læse i hendes blik, var nu ikke noget som han ville skjule for hende, for.. det bekymrede ham virkelig, også selvom han vidste, at dette i den grad også måtte siges, at skulle være helt selvforskyldt og på alle måder endda! Han havde aldrig ment at forlade dem! Han havde forklaret sagen for Faith og hun havde da endt med at vise forståelse for ham i den anden ende, nu var det bare lige Liya som måtte mangle. At hun nægtet at se på ham, påstod at han forlod dem og at han altid sagde, at han virkelig var der og for hende, hvis hun ville lade ham gøre det selvfølgelig, selvom det slet ikke så sådan ud lige foreløbig. Han rystede på hovedet, hvor han lod begge hænderne fatte omkring hendes kinder, så han næsten med det samme måtte rive i hendes opmærksomhed. Hvis det andet ikke måtte virke, så måtte han gå mere drastisk til værks også selvom han vidste, at det kunne være lettere farligt at gøre sådan, også fordi at han vidste, hvad hun gjorde mod mænd. Ikke fordi at det var noget som han ønskede at blive et offer for, nu hvor han kunne slippe for det! ”Liya! Se på mig!” fortsatte han med en anelse mere fast stemme, som han denne gang bare måtte kræve at hun så på ham og ikke bare ønskede det, for der lå lidt mere i det også for hendes del. ”Jeg ved godt det er en meget indviklet forklaring, men jeg skal nok give dig den..” Han holdt hende stadig fast, også for at rive hende lidt ud af hendes drømmeverden og bare lidt tilbage til den virkelige verden, for han brød sig virkelig ikke om at gøre det på denne måde, men det var heller ikke fordi at han rigtigt havde noget andet valg. ”Jeg ved godt at jeg ikke har været der helt som jeg har lovet, min kære.. Du må ikke tro på at jeg var død. Jeg var i skjul.. Så se nu på mig, du ved godt at denne verden er ægte, og at jeg sidder her.” Han slap hends kind med sin ene hånd, kun for at gribe ud efter hendes hånd og lagde den ved hans bankende hejrte. Det hamret let uroligt. ”Det ville ikke banke hvis det var en tanke i dit hoved, min kære.. Jeg er her virkelig,” tilføjede han langt mere roligt end det som han havde gjort før.

[Liya Daimond Diamaqima]

Ligenu havde han hende absolut ingen steder. Hun var langt væk I en anden verden, fjernt fra denne, overbevist om at han endnu engang var kommet for at gøre hende ondt, for at tvinge hende til at se ham forsvinde igen og igen, hun kunne virkelig ikke mere! Hun var ikke længere alene. Hun havde de mest vidunderlige børn Silia og Raphael, de var hendes ansvar og hun kunne ikke vise sig svag mere på denne måde. Det var ikke fordi hun direkte havde fundet en måde endnu, men før eller siden måtte den stemme tage sin afsked, lade hende være i fred, og være der for hendes børn, gøre dem stolte som deres mor, det var virkelig det hun ønskede så brændende, nu hvor Nathaniel var væk, det eneste der havde betydet noget i hendes liv gennem mange år, den eneste som hun var endt med at give sig hen til.. Hendes fingrer var en smule spredte, mellem dem kunne hun se ham fjerne den maske, og afsløre det vansirede ansigt, som hun selv havde været skyld i, noget som hun endnu var forbandet ked af, modsat ham havde hun aldrig haft i sinde at gøre ham ondt. Der var forundring. Han havde aldrig taget masken af før, nioget som Liya virkelig bed sig mærke i. Hjertet begyndte at hamrer en smule mere fast. Kunne det rent faktisk være ham som stod der, selvom hun nægtede at tro det? Tårerne dansede let og elegant ned over hendes blege kinder. Det første stykke tid havde hun end ikke bebrejdet ham, hun havde nydt når han vækkede hende om aftenen, blot for at snakke om den store mave, men efterhånden var det blevet en byrde, for hun var så vred på ham, men hun kunne heller ikke give slip, hendes sind ville blive ved med dette, til hun valgte at give slip, noget som hun ganske simpelt ikke var i stand til. Liya trak sig en smule sammen, nægtede stadig at se mere på ham, end det hun havde gjort i forvejen. Han havde valgt at forlade dem, valgt at lade hende i stikken med de børn, som de så brændende havde ønsket sig, og han forlod hende midt i det hele, hvor var retfærdigheden i det? Hænderne direkte tvang blikket mod ham. Hun blev så forskrækket at hendes egne hænder gled ned, og hun fik et kort glimt af hans skikkelse. Var han blevet mere muskuløs? Hurtigt lukkede hun øjnene, og dækkede istedet ørene, hun ville hverken se eller høre ham, for han var ikke ægte, han var intet andet end en illusion, der ville ende med at skuffe hende. Hun skulle virkelig aldrig have set på det brev, eller prøvet den smukke forlovelsesring, der i øjeblikket lå i skuffen til natbordet, eller for den sags skyld se ind i kuglen. Hun burde skaffe sig af med den, men hun fik ikke sig til det. Liya rystede på hovedet af hans faste stemme, mens hun mumlede noget uforståeligt for sig selv. Nathaniel var den eneste mand der var kommet levende fra at være hende så tæt. De gange Liya havde forsøgt at røre ham, var han endt med at forsvinde, men hun følte ham, hans hud var så varm.. drømte hun? Hånden blev ført mod hans hjerte. Hun kunne føle det banke under hendes fingerspidser, eftersom berøringen var yderst forsigtig. Ganske stille lod hun de mørke øjne træde frem bag øjenlågene, med ren forvirring i blikket. Hånden trak hun til sig som havde hun fået stød, og holdte den tæt ind mod hendes eget bryst. Hun trak sig væk fra ham, uden så meget som et ord kom over læberne, bare... væk.

[Nathaniel Diamaqima]

I drømme, tanker og fantasier, så var alle mere eller mindre perfekte, det var noget som Nathaniel var klar over, og det var også derfor at han ville fjerne masken for hende. Det var heller ikke fordi at han klandrede hende for det vansirede ansigt, for det var bare noget som han havde lært at leve med og han vidste godt, at det var noget som han skulle bære med sig fore resten af hans liv, så var det faktisk ikke noget som gjorde ham det mindste. Ikke hvis han kunne have hende ved sin side og elske hende som han altid havde gjort det. De mange kampe som de havde kæmpet igennem alle disse år, var slet ikke noget som han ønskede at lade gå mod sin ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det skræmte ham ærlig talt at skulle se hende på denne måde, det var der skam heller ikke nogen tvivl om, også selvom han vidste, at dette var helt og holdent hans egen skyld. Han betragtede hende med en rolig og dog alligevel så bekymret mine. Ikke fordi at det var noget som han kunne skjule, for det bekymrede ham virkelig. Han blev siddende tæt ved hende. At hun holdt sig over ørene i stedet for, var heller ikke noget som gavnede hans situation. Han var nok den eneste foruden Kimeya som kunne snakke med hende og det havde han heller ikke noget imod, for så var han da altid sikker på hvor han havde hende henne. Han hævede hånden forsigtigt og strøg den mod hendes kind. Han var der, hun kunne mærke ham, se ham og røre ved ham hvis det endelig skulle være og det var vel også noget som ville gå op for hende som tiden også måtte gå efterhånden? Hun havde ikke glemt ham i al den tid hvor han havde været væk, det kunne han tydeligt mærke og han måtte erkende, at det et sted faktisk også måtte lette ham. Sådan som hun trak sig med chok, så var det vel af overraskelse? Om ikke andet, så var det sådan at han mått tolke det på denne måde. Han sendte hende et stille og roligt smil, som han tog hendes hånd og førte den i stedet til det vansired side af hans ansigt. ”I fantasiens verden, såvel som dine tanker, Liya, så vil jeg ikke vise dig dette, ville jeg?” begyndte han roligt og med et stille smil på læben. ”Jeg er kommet hjem min kære..” Han tog hendes hånd til sine læber, hvor han skænkede den et roligt og stille kys, inden han vendte blikket mod hende. Hun skulle ikke ligge heroppe på en aften som denne. Han ønskede at vise hende, at det også var noget som man kunne nyde godt af og det var det som han havde af planer for i aften. ”Jeg er kommet hjem og tilbage til dig, min egen..” tilføjede han roligt, som han rykkede helt op til hende. Armene søgte let og stille omkring hende, hvor han trak hende helt ind i sin favn. Måske at det var noget som ville efterlade hende med et kæmpe chok, men der kunne hun mærke ham, at han holdt om hende og at han ikke havde nogen intentioner om at skulle gå nogen steder. Han tog igen omkring hendes hånd og lagde den mod hans eget bankende hjerte. Han ville bare og han ønskede at overbevise hende om at han nu var kommet hjem og her var et sted som han ønskede at være og forblive deriblandt, hvis det var noget som hun ønskede af ham selvfølglelig, for det var helt op til hende fra nu af.

[Liya Daimond Diamaqima]

Det var virkelig de små ting som Liya bed sig fast i. Han havde aldrig taget masken af før, ikke de gange han havde opsøgt hende på værelset, de gange hvor det hele blot var alt for livlige dagdrømme i hendes sind, hun havde aldrig været i stand til at røre ham, de gange hun havde forsøgt, var han forsvundet som dug for solen, og hun var endnu engang ladt tilbage skuffet og såret, ikke mindst vred. Nu var hans hud så varm, og hans stemme bløder eog mere livagtig end hun huskede det. Et sted ville hun have ønsket at hun ikke havde husket noget som helst. Selv med det vansirede ansigt, var han en flot mand, selv med det fik han det til at sitre af ren længsel, selvom hun virkelig burde føle skyld, det var hendes skyld, at han nu var tvunget til at gemme sig bag en maske, så snart han måtte træde ud for de trygge 4 vægge. Hvor han så umådelig godt ud, med det muskuløse bryst og den mørke kulør, så var Liya selv det stik modsatte, det havde været hårdt ved hende, både at dø, genopstå, leve gravid i et fængsel, føde børn og blive efterladt af den eneste mand hun havde skænket sit hjerte, i troen om at han ville vogte det, og passe på hende, ikke forlade hende når hun behøvede ham mest! Langsomt begyndte mistanken om virkeligheden, men sammentidig besad hun den skeptsme der afholdte hende fra, at tro på den virkelig lige foran hende. Tårerne var stoppet for nu, hun var forvirret og næsten bange. Kimeya var for syg og for dårlig til at hjælpe hende efterhånden, og det i sig selv havde jo en effekt. Desuden begyndte hun at have ondt i hele kroppen, af grunde hun ikke kunne forklare, som om noget åd hende op indefra, og for en gangs skyld var det ikke savnet eller længslen efter den mand foran hende. Det blide kærtegn over hendes kind, fik hende blot til at vende den anden kind til, hun ville ikke, hun kunne ikke mere! Glemt var han bestemt ikke. Hendes savn til ham, havde fyldt dette værelse, tingene stod urørt som da han havde valgt at forlade det, for at finde hende sovende i Procias. Desuden så afslørede kjolen og smykket hende, samt den kugle der endnu lå imellem dem, hvor tågen skjulte for billederne under, så længe hendes hud ikke var i berøring af dem. Der var intet smil, hendes blik rummede efterhånden så mange følelser, at det blev langt mere udtryksløst end noget andet. Fingerspidserne berørte det vansirede ansigt. Hun rystede blot svagt på hovedet til hans ord, jo mere hun faktisk måtte overbevises. Hans læber brændte sig ind i hendes blege, tynde hud, hun trak hånden til sig. Var dette hendes gave? I så fald var hun bestemt ikke tilfreds! Det var slet ikke retfærdigt! Hun lyttede til hans ord, lod ham komme tæt på, og tage hendes tæt ind i favnen. Hun kunne høre hans hjerte, han var så varm, han kunne umuligt være i hendes hovede. Næsten uskyldigt indåndede hun hans søde duft, det var som en sød drøm, og det var på tide at vågne. Med et fast skub trak hun sig fri, kravlede væk fra ham ”Hold dig væk fra mig!” udbrød hun vredt. Hendes hjerte bankede, det gjorde ondt, det gjorde virkelig ondt, det hele! Hun så på ham, med næsten frygt i blikket, sådan havde hun aldrig set på ham før ”Dette er ikke dit hjem, jeg vil ikke have dig hjem!” hendes tone var dirrende, hun skælvede. Nu hvor virkeligheden gik op for hende, blev det til intet andet end ren vrede,og frustration, som kun ventede på at blive lukket ud.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste allerede nu, at dette var noget som skulle gøres i etapper og at han måtte tage det stille og roligt. Han kendte efterhånden Liya så godt til at vide hvordan han skulle komme igennem til hende og det var at lade hende komme i den direkte fysiske kontakt til ham, så vidste han også at hun ville bære inde med en frygtelig vrede som han ville blive mærket af før eller siden, selvom han jo bare måtte tage det som det måtte komme og deusden, så var det jo trods alt også fortjent denne gang, så meget vidste han da udmærket godt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han vidste godt når han havde gjort noget som var dumt, også selvom han ikke rigtigt havde haft noget andet valg. Han ønskede ikke at udsætte hende og deres små for unødig fare, også selvom han vidste, at dette nok kunne ende med at han havde tabt hende for altid, så havde det virkelig været noget af det hårdeste som han nogensinde havde gjort overfor nogen som helst! Det var det hårdete valg som han nogensinde havde taget! At han måtte bære masken når han var ude, var bare blevet ham en vane, så det var ikke noget som gjorde ham noget som sådan, ikke mere om ikke andet. Masken var ligesom.. bare blevet en del af ham nu. Han lod hende sidde ind mod ham i de minutter eller sekunder som det nu måtte vare, for han kunne da tydeligt se på hende, at hun var forvirret og ikke mindst fortvivlet, selvom det nu ikke var noget som rørte ham som sådan lige nu. Han ville bare have hende til ro igen også selvom han vidste at det var lettere sagt end gjort og han vidste det udmærket godt. Ha ntrak vejret dybt og lod sig bare nyde de sekunder eller minutter hvor hun lå i hans favn, for det var noget af det som han i den grad også havde savnet noget så frygtelig voldsomt, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod hende trække sig ud af favnen, hvor han lod blikket følge hende og med hovedet let på sned. Han bed sig ikke fast i hendes vrede, for det var virkelig kun fortjent og det var noget som han var udmærket godt klar over og på alle måder endda, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hendes sidste ord var dog det som gik ham mest på! Hun ville ikke have ham hjem? Han vidste godt at det var vreden som talte for hende, for hun kigget til vielsesringen, hun lå med kuglen om aftenen, så det var i den grad ikke helt sandt, så meget vidste han da udmærket godt. Han trak vejret dybt, idet han ganske forsigtigt rejste sig op på den anden side af sengen. ”Liya… Lyt til mig..” Han gik rundt omkring sengen, ganske roligt og forsigtigt. Han ønskede ikke at skændes med hende, også selvom han tydeligt kunne fornemme at hun havde mange frustrationer at lukke ud.. Det kunne han da fint hjælpe hende med. Han gik roligt mod hende, ikke faretruende eller noget. Han havde aldrig været bange for hende og noget af det sidste som han ønskede, det var at påføre hende nogen som helst former for smerte, for det ønskede han ikke. Hans mørke øjne faldt direkte til hende. ”Hvis du ikke ønsket mig tilbage og hjem, så havde du heller ikke beholdt kuglen.. Liya.. u er frustreret og hvis det er dig til nogen hjælp, så slå mig i stedet!” endte han em en kortfattet stemme. Ord som han måske ikke rigtigt tænkte over, men hvis det var hende en hjælp, så skulle hun da være velkommen!

[Liya Daimond Diamaqima]

Tiden havde virkelig været hård ved hende, hvis han forventede at han ville få hende til at lytte uden videre, så havde han stilt dem alt for højt. Den eneste hun lukkede ind var Kimeya, og han havde været syg så længe, hun var virkelig bekymret for ham, noget som heller ikke gjorde noget som helst bedre. Cecilaya sang nedenunder, Liya kunne høre det. Nu hvor hun var tilbage til den virkelig så gik det også kun op for hende, med de mange detaljer. Blikket forlod ham go faldt på gulvet. Hun måtte virkelig have været vred, og det rod der var ladt tilbage, stressede hende, noget som også var klart tydeligt. Vreden direkte gennemborede hende, det gjorde ondt, ikke kun fysisk men også et sted i det indre. Ikke nok med at han havde ladet hende stå der helt alene, han var kommet videre, havde fundet sig en smuk magtfuld kvinde, en kvinde der var rask med et friskt sind, hvad skulle han med hende? Hendes vejrtrækning var hurtig, hun forsøgte at tage det roligt, det ikke ikke hjælpe noget at hyperventilere. Hænderne lukkede sig om sengetøjet, hun knugede det ind til sig, det var virkelig ikke behageligt mere! Dette var virkelig alt andet en retfærdigt, han havde vist sig at være nøjagtig så egoistisk som alle andre af hans slags, han havde ikke været til at stole halvt så meget på, som hun ellers havde håbet. Hans favn havde været så varm og tryg som hun huskede den, den havde formået at tage hende til en anden verden, men stadig et sted i den virkelig som hun levede i, men det var forkert, og det var hvad der frustrerede hende! Blikket gled kort mod gardinerne, det var mørkt bagved, hun måtte have været væk for flere timer, hvorfor havde Elanya ikke vækket hende, det var jo heller ikke meningen at hun skulle overtage hendes engle! Hun var virkelig fortvivlet. Kroppen skælvede, mere end hun ville være i stand til at holde på noget som helst, det var helt sikkert. Måske Liya gennem årene, virkelig havde været svær at tackle og hun havde gjort ting, som var langt ud over hans fejl for hele livet, men denne gang var det ham der fortjente vreden, han havde slet ikke behandlet hende ordentligt, faktisk havde han behandlet hende som enhver anden mand! Hendes ord var selvfølgelig sagt i en vrede, for i øjeblikket var det virkelig noget som nagede hende, hele værelset bar præg af den løgn hun netop havde skænket ham. Næsten rædselsslagen fulgte hun ham med blikket. Så snart han kom for tæt på, trak hun sig yderligere tilbage, hun ville ikke have ham tæt på! Tårerne begyndte igen stille at trille ned over hendes blege kinder, hun kunne ikke stoppe det. Hun sendte ham et direkte dræbende blik ”Hold op med at snakke til mig som om du ved alt!” hun rejste sig fra sengen, stod på den modsatte side af ham, med hænderne knyttet kraftigt sammen ”Jeg er vred og jeg er skuffet.. Nej ved du hvad jeg er knust, og du dumper herind som en eller anden gud!” der var så varmt herinde, uudholdeligt. AT slå ham virkede virkelig umådelig fristende, men der var ingen grund til det ”Bare gå” hviskede hun stille, dog meget bestemt. Hun var virkelig vred ikke kun på ham, men i den grad også på sig selv, hun havde virkelig været forbandet dum, og det var en tanke hun hadede i sig selv.,