Merry Christmas!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste udmærket godt at rygterne omkring ham og Jaqia var noget som måtte løbe, ganske enkelt fordi at den ene tur under dynen havde båret frugt som han slet ikke havde regnet med. Han var en mand, men han var ikke perfekt og det var også noget som var kommet tydeligt frem nu, også selvom det slet ikke var meningen at det var sådan at ordene skulle tolkes, for det ville han heller ikke få det mindste ud af i den anden ende. Han vidste godt, at dette var frygtelig farligt for ham at skulle stå i en situation på denne måde, men det var jo trods alt også bare sådan at det måtte være når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun var vred og han vidste i den grad godt, at han havde fortjent det denne gang. Han ville også bare tage imod, hvis det skulle vise sig at blive nødvendigt, for alt det andet, ville han så sandelig heller ikke få det mindste ud af. Han ønskede at hjælpe hende og dette var jo trods alt en måde som han kunne gøre det på; At lade hende lukke den frustration ud, slappe af og forhåbentlig og ønsket ,så give hende denne chance og denne mulighed hvis det skulle vise sig at blive nødvendigt på denne måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han ønskede ikke at efterlade hende, men han havde vidst at Kimeya ville passe på hende, også selvom han slet ikke havde regnet med at manden ville blive så syg at det ville gå så galt, så et sted var det vel også helt og holdent hans egen skyld når det endelig måtte komme til stykket. Han bed sig svagt i læben, også selvom han bandede og svovlede i det indre, men han havde gjort det i en god mening og det var også det som han ønskede at få frem for hende på denne måde, selvom det var tydeligt at se, at det slet ikke så ud til at have den effekt. Han tav som hun bad om det, også selvom han slet ikke hidsede sig op på nogen måde. Det var jo heller ikke fordi at han havde nogen grund til det og desuden, så skulle der frygtelig meget til før han bare så meget som begyndte at hæve stemmen og det var vel også noget som hun var vel klar over i den anden ende? Han kunne slet ikke huske, at han i det hele taget havde hævet stemmen overfor hende nogensinde før. Måske at tonen var forandret, men aldrig volume. ”Jeg er her ikke for at lege gud, Liya, men kun for at forklare.. Så giv mig den mulighed..” Han vendte sig mod hende. Hun var vred og han vidste, at det kun ville gå langt mere galt, hvis han endte med bare at skulle gå, for det ville han så sandelig heller ikke få det mindste ud af på nogen som helst måde overhovedet! Han ville næsten foretrække, at hun ville slå til ham, for så kunne de få bugt med den frustration, hun ville være i stand til at slappe langt mere af end det som hun gjorde nu og det var også det som var hele pointen ved det. Han rørte hende ikke. Han vidste udmærket godt hvordan han skulle gå frem på denne måde og det var så sandelig også det som gjorde det hele for hans eget vedkommende. Han tog et skridt hen mod hende, idet han igen rystede på hovedet. ”Jeg går ingen steder før du kan se mig i øjnene og sige det med mening, Liya.. Slå mig,” opfordrede han endnu en gang.

[Liya Daimond Diamaqima]

Rygterne om ham og Jaqia løb, for ikke at snakke om at han havde skrevet det i brevet, som Kimeya var endt med at læse højt for hende, det var ord som virkelig havde knust hende. Et sted havde Liya jo altid været klar over, at hun på ingen måde var god nok til Nathaniel. Han var en stor og ikke mindst stærk mand, han var respekteret mere eller mindre over det hele, og hun var en psykotisk kvinde, der slog enhver mand ihjel i hendes nærhed, hun var altid bange og panikslagen, endelig nået til det punkt, hvor hun glædede sig til livet ville ebbe ud, blot for at få fred, uanset hvor hårdt det var sagt eller tænkt. Han frygtede hende ikke. Det var noget hun bed sig mærke i, heller ikke selvom det var hendes mærkesag. Hun så på ham, med de suskyldige øjne der i virkeligheden ikke afslørede andet end smerte på alle måder. Hun savnede ham virkelig inderligt, det gjorde ondt! Vreden var tydelig, mange af ordene stammede derudfra, han havde virkelig formået at borer en kniv i hendes eget bryst, det plejede ellers at være hendes opgave at gøre som så. Det her ødelagde hende. Var hun ikke ødelagt nok? Tanken om den korte periode af hendes liv, før deres bryllup, hvor hun havde taget dagen med et smil, snakket med de som kom forbi, hun havde været en varm kvinde, direkte harmløs. Fast bed hun sig i læben, lagde armene omkring sig selv, i et desperat forsøg på at finde en smule trøst. Det var alt for forvirrende. Det var ikke sådan det skulle være! De skulle have fået et par dejlige tvillinger, og han skulle holde hendes hånd, hun burde stå og lave anden, mens han pyntede træet, de skulle være lykkelige! Hun var vant til den rolige mand. Aldrig havde han råbt af hende eller hævet stemmen, og Liya vidste at det ikke ville ændres nu, uanset hvor umulig hun end lod til at være. Hendes blik var usikkert, selvom hun lod ham søge tættere på ”Forklare hvordan du kunne lade mig alene?! Forklare hvordan du kunne give dig hen til Jaqia, mens jeg sad i en kælder og dagdrømte om dig?! Forklare hvordan du kunne lyve for så lang tid?! Forklare hvordan du kunne behandle mig som en bunke affald?!.. Jeg ved godt jeg ikke er meget mere værd end det, men efter alle de år...” hun rystede på hovedet, det var sløret for hendes blik med de tårer som sad og nægtede at falde endnu ”.. Jeg vil ikke have undskyldninger eller forklaringer” hendes tone dirrede i takt med den skævlen fra hendes krop. Hun stirrede intenst på ham. Hånden var knyttet, det var virkelig fristende, specielt når han bad hende gøre bare som sådan. Uden tøven trådte hun tættere på ham, slog med fuld kraft ud mod hans ansigt. I det store og det hele, så lystede hun mest af alt et mord.. Den perfekte julegave. Hun så på ham afventende for en reaktion, selvom hun tydeligvis selv var faldet mere til ro ”Jeg vil ikke have dig her, Nathaniel.. Du kan ikke dukke op hele tiden. Jeg forstå det godt. Jaqia er ikke bare smuk, hun er ekstremt intelligent og åbensindet. Men jeg ville have ønsket, at du ikke havde løjet, og jeg ville have ønsket at du ikke ville have givet mig alle de forhåbninger først. Det ville have været nemmere hvis.. hvis du rent faktisk havde været død, jeg kan ikke give slip, derfor vil jeg aldrig kunne se sig i øjnene og bede dig om at gøre det, men du kan ikke være her” hun skælvede virkelig, det var en kamp om at få ordene frem, specielt nu hvor hun virkelig forsøgte sig med rolighed.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste godt at Jaqia nok ville være en perfekt match for hans vedkommende, men det var slet ikke sådan at han måtte føle det personligt. Hans hjerte hvilede ved en ganske anden kvinde og Jaqia derimod ville være noget så frygtelig ideel for hans vedkommende, så var det slet ikke sådan at han måtte se på det selv. Han havde altid gået sine egne veje, han havde altid haft sig selv at tænke på, også selvom det kraftigt havde ændret sig fra da han havde mødt Liya. Den kvinde havde rørt noget i ham som ingen foruden Auromia havde formået at gøre det og han var hende virkelig forbandet taknemmelig for det. Ønskede hun slet ikke at han skulle være der, så ville han hellere have at hun skulle kunne se ham i ansigtet og sige det til ham hvor hun faktisk måtte mene det, så skulle han nok forsvinde igen hvis det var det som hun måtte ønske, selvom hele dette kaotiske værelse var ham et kraftigt bevis på det modsatte og det var også det som gjorde det hele for hans eget vedkommende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans blik hvilede roligt og alligevel ganske fast til hendes skikkelse. Han ville ikke røre hende når hun var så oprevet, for han vidste udmærket godt, at det på ingen måde ville hjælpe hende, når det endelig måtte komme til stykket, også selvom han virkelig gerne ville. At hun kom ham i møde og med de ord, så var det kun tydeligt for ham, at hun virkelig var vred på ham. Han foretrak nu hellere at skulle få det ud fremfor det andet, for det andet gjorde kun ondt meget værre og det var det som han var klar over ,og derfor at han ønskede at hun skulle lukke de frustrationer ud! Ordene gjorde ondt, selvom det var noget som han bare måtte bide i sig, for han vidste udmærket godt, at han ikke havde noget andet valg end at tage imod det, for det var i den grad også noget så frygtelig fortjent på alle tænkelige måder overhovedet! Hånden mod hans kind, tvang hans blik mod den anden side, hvor han blev stående let, inden han tog hånden til sig og ømmede sit kindben. Det gjorde faktisk utrolig ondt! Han havde slet ikke regnet med, at hun kunne slå så hårddt som det hun havde gjort det for øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Jeg har aldrig… aldrig nogensinde løjet for dig Liya!” Ikke fordi han hævet stemmen, han var bare langt mere fast og kontant end det som han havde været før. Han vendte blikket igen stille og roligt mod hende. Han blev stadig stående og fuldkommen rolig af sig, for han vidste, at der virkelig ikke var nogen grund for ham til at hidse sig op. Han havde ikke brug for at Liya skulle ende med at blive bange for ham. ”Jaqia er måske intelligent og smuk det er hun, men hun er intet særligt i mine øjne, Liya..” Han tog et stille skridt i retningen af hende og lod hånden søge under hendes hage for at tvinge hendes blik i retningen af sig. Måske at han ikke havde været den bedste til at vise det. ”Vil du ikke have mig her, så se mig i øjnene og sig det til mig med ord som indikere at du faktisk mener det,” bad han ganske kortfattet. Nok kunne hun slå hårdt, men intet som han tog sig af. Hun havde kraftigt brug for at afreagere.

[Liya Daimond Diamaqima]

Rodet stressede hende. Det var ihvertfald ikke noget der ligefrem hjalp med at roe hende ned. Hun turde snart ikke at bakke eller gå på nogen måde, i frygt for at træde oven på skår fra vaser og flasker itu. Istedet blev hun stående. Benen kunne snart ikke bære hende, ikke så meget af udmattelse men mere af den skælven der havde valgt at indtage hendes krop, som bekendt når tingene blev for meget at tackle, og hun fik svært ved at fastholde et fokus. Tanken om Jaqia var i det store og det hele, det som havde startet det hele tidligere på dagen. Det var ikke fordi hun havde været jaloux, hun havde ladet ham gå hvorhen han ville, måske det havde været naivt? Jaqia var både smuk og intelligent, havde en hel anden magt, og et sind der var raskt, han behøvede ikke kigge sig over skulderen, end ikke når det kom Jaqia. Blikket hvilede direkte i hans. Betragtede de mørke øjne, der til dels var en tro kopi af hendes egen. Nu kunne man vel ikke undre sig over, hvorfor Liya som den eneste af hendes søskende, ikke havde lignet deres mor? Hun var en tro kopi af manden foran hende. Et sted måtte hun erkende, at hun var glad for at se, at han i det mindste var okay, og at hun virkelig længtedes efter at mærke hans arme omkring hende, ligge og stryge hans bryst om aftenen, men hun kunne bare ikke tillade det, efter alt det som var sket dem! Før eller siden ville han vel forlade hende igen? Så hvorfor stole på ham nu? De mange følelser og ord havde alle bo i vreden, og den frustration som hun måtte sidde inde med, og som kun var blevet bygget op over så lang tid efterhånden. Blot få sekunder efter hendes slag, var der malet en rød hånd mod hans kind, selvom hun ikke var særlig stor, og selvom hun var af smal bygning, så kunne hun i den grad godt slå fra sig, hvordan regnede han med at hun var kommet fra alle de mord hun havde begået? Hun tog sig til hovedet, forsøgte at samle tankerne, det her var for meget for selv hende. Tårerne søgte stille ned over hendes kinder ”Ikke? Du efterlod mig i troen om at du var død!” endnu engang var det en hævet tone hun tog i brug, for hun virkelig vred. Hendes hjerte hamrede så kraftigt at det gjorde ondt, men sådan havde det været i et par dage nu. Hendes indre var et stort rod. Hvad hun ville gøre for at knuge ham ind til sig, og kysse ham som hun havde drømt om så længe nu. Blikket blev tvunget mod hans, hun følte huden smelte under hans fingrer, hvorfor skulle han være så pokkers dygtig? ”Hun var åbenbart in..” hun tav for ikke direkte at lade tårerne glide over i en hulken, med den ukontrollerede vejrtrækning som hun havde ”.. Hun er åbenbart interessandt nok siden du var villig til at gå tilbage til fortiden, og fører hende med til sengs uden videre” svarede hun en anelse spidst. Det var virkelig noget der plagede hende, måske fordi hun hele tiden havde vidst at han var for god til hende? Endnu engang hævede hun hånden og gav den anden kind en fast tur ”Jeg kan ikke!” en tanke som i selv var frustrerende. Et suk forlod hende, hun så ned. Hvorfor skulle det være så svært?

[Nathaniel Diamaqima]

Det var heller ikke fordi at Nathaniel ville stå der og bede om en chance til. Han ønskede vel et sted også bare at få vist folk at han ikke var anderledes end alle andre? At han også var menneskelig ligesom alle de andre, for det frustrerede ham at mange måtte gå rundt i troen omkring nogt andet! Han gjorde fejl, han tog de forkerte beslutninger og han sagde dumme ting nøjagtigt ligesom alle andre gjorde det og det var vel også det som folk måtte se nu? Uanset hvad, så havde han holdt alt det for Liya som han havde lovet hende, han havde lovet at passe på hende og beskytte hende og det var også det som han havde gjort til nu og det var også det som han agtet at gøre ud i fremtiden om det var noget som hun ville lade ham selvfølgelig, for det var heller ikke fordi at hun ville tvinges til det ene eller det andet, for det ville han så sandelig heller ikke få det mindste ud af når det endelig måtte komme til stykket. Tanken måtte skræmme ham selv en smule, det måtte han gerne indrømme, for han havde så sandelig heller ikke regnet med at Liya kunne slå så hårdt! Ikke fordi at det gjorde ham noget, for han vidste udmærket godt, at dette var fortjent som intet andet overhovedet! Hans blik forblev hvilende i hendes. Dette rod var normalt ikke noget som hun ville tillade sig, så meget vidste han da allerede, selvom det ikke var noget som han tog sig af lige nu. Han måtte tage kampene op en efter en, det var heller ikke fordi at han havde meget andet valg når det nu endelig måtte komme til stykket. At det med Jaqia var noget som gik hende på, forundrede ham ikke, også selvom han vidste, at han i den grad også selv havde bedt om det og det var heller ikke noget som han kunne komme udenom overhovedet! ”Det gjorde jeg af en grund.. Ikke bare for dig, men også for de små.. Liya, prøv at lytte til mig,” bad han endnu en gang. At tvinge hende til noget når hun var helt ude i torvene, var slet ikke noget som han kunne eller ville få det mindste ud af overhovedet, så meget vidste han da om ikke andet, det var jo også det som gjorde det hele for hans eget vedkommende. Han holdt hendes blik oppe mod sig. Det med Jaqia var virkelig en ting som han kunne fortryde og det var forbandet sjældent at han i det hele taget måtte fortryde noget som helst, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt! Hovedet søgte let på sned, selvom han ikke nåede så meget som et eneste ord mere før han igen måtte blive offer for en kæmpe lussing, hvor hans hoved røg direkte mod den anden side. Han klemte øjnene let sammen, for det gjorde virkelig forbandet ondt! ”Min kære.. Jaqia har været en kæmpe fejltagelse.. Ikke kom og tro at du er blevet erstattet af hende, for det er noget af det sidste du er!” sagde han med en fast tone. Han greb roligt omkring hendes ene hånd og trykkede let omkring den. Igen så tog han det skridt for skridt, for ellers ville han bare ikke komme nogen vegne overhovedet og det var noget som han var udmærket godt klar ovr i den anden ende. ”Du kan hvad du vil, min kære.. Det har jeg troen på!” sagde han roligt dog med en lettere bestemt stemme.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya vidste skam udemærket godt, at de alle var menneskelige og deriblandt også Nathaniel. Han følte både vrede, lyst, begær og jalousi som alle andre, han tænkte som ethvert andet væsen, og selvom han slås med de store ting, som ingen andre måtte gøre, så bekymrede han sig også om hverdagens helt små ting. Hun vidste at han begik ligeså mange fejl som hun gjorde, hun havde aldrig troet han var anderledes på alt dette. Men som mand havde hun stemplet ham anderledes. Hun havde aldrig troet at han ville lade sig friste af en anden kvinde, eller at han var den mand som ville forlade hans kvinde, når hun behøvede ham mest, men der havde hun vel været ligeså naiv som alle andre? Det gjorde virkelig ondt. Ikke kun i hele kroppen men i sind og sjæl. Det føltedes forkert at afvise ham, for de få gange hvor det endelig var sket, havde det været ham som valgte at skubbe hende væk, men hvad skulle hun ellers gøre? Hvordan skulle hun kunne stole på ham ligenu? Den tanke i sig selv skræmte hende, eftersom han altid havde været hendes trygge base, en plads som Kimeya havde overtaget, og han kunne ikke komme hende til hjælp, hun vidste jo at han lå dødssyg på værelset ved siden af. Roddet skulle hun have bugt med senere, for i øjeblikket stressede det hende kun endnu mere, hvilket hun bestemt ikke havde brug for. Hun turde end ikke bevæge sig væk fra det frie hul hun havde fundet, i frygten for at træde på et eller andet, alt dette skulle være væk, før børnene fik lov at komme herop, det var helt sikkert! Han forvirrede hende virkelig! Det frusterede hende. Hendes nøddebrune øjne så i hans, næsten hjælpeløse, for hvad pokker skulle hun gøre?! ”Jeg er ligeglad med hvorfor du gjorde det, pointen er at du løj!” hendes tone var endnu vred, hun havde brug for at råbe, på trods den smukke, blide stemme, efterhånden var blevet en hel del hæs, taget i betragtning af hvor meget den var blevet slidt på, den seneste tid. Hvad angik Jaqia, så var det tydeligt noget der ikke kun plagede hende, men også satte hende i en ekstrem usikkerheden. Selvtilliden havde aldrig været særlig stor, ikke når man gennem hele livet var blevet behandlet som en bunke affald, i det store og det hele forstod hun det jo godt, og det var det værste. Den næste lussing var ligeså fortjent som den første havde været, i hendes hovede vel og mærke. Selvom hans ord burde lette hende, så gjorde det på ingen måde, tværtimod så gjorde det kun mere ondt ”Hvorfor føles det så sådan? Jeg sad nede i en klam kælderen med klamme vagter der belurede enhver kvinde i de celler, jeg var alene med dine to børn og jeg var end ikke ked af det.. jeg havde dig, jeg var overbevist om at du ville kigge forbi før eller siden, jeg brugte..” hun fnøs og kunne ikke holde det lille smil væk, selvom det hurtigt falmede igen ”.. jeg brugte flere måneder på at længes efter at høre dig sige mit navn, sådan en lille bagatel. Havde jeg vist at du var lige over mig, med hende i favnen..” hun tav endnu engang, tørrede tårene væk, selvom de endnu blev ved at trille. Han skulle ikke bilde hende ind, at hun ikke var blevet erstattet, ikke når det var sådan han havde gjort det! Blikket gled mod jorden, betragtede hendes nøgne fødder ”Jeg ville aldrig kunne mene det, og du ved det! Jeg har givet dig alt jeg ejer og har, Nathaniel, min krop, mit sind og min sjæl det har jeg ikke gjort uden grund, selvom jeg ved at jeg skulle have stolet på mig selv, for mange år siden, jeg skulle aldrig have givet mig hen til nogen mand” selvom hun ikke længere råbte, var hun stadig vred, og det var tydeligt på den dirrende tone, selvfølgelig var det halvt om halvt sandt, men de vidste begge at han havde taget hendes hjerte, hun havde ikke haft noget valg, uanset hvor meget den tanke havde skræmt hende, og stadig gjorde.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste udmærket godt at rodet omkring dem, kun var noget som gjorde det værre for Liyas vedkommende, men det var nu ikke de tanker som han sad med i hovedet lige nu. Han kunne se, høre og fornemme på hende at hun brændt inde med så skræmmende meget og det var fortjent at han tog imod det, så det gjorde han selv nærmest med en form af glæde. Det gjorde selvfølgelig forbandet ondt at skulle tage imod det på denne måde, men det var jo heller ikke fordi at han havde noget andet valg og da specielt når han vidste, at det var hans handling som havde gjort det hele så forbandet ondt for hende, for det havde så sandelig ikke været hans mening at skulle gøre det på denne måde. Hans brev havde slet ikke haft den ventede reaktion, selvom det heller ikke ligefrem var en forståelse som han havde regnet med, men så mere det indblik på at han stadig var derude som måske kunne sætte tankerne lidt i gang vd hende? Såsom at han var væk af en grund, at han gjorde det for en større sag.. men det var tydeligt ikke det som sagde hende det mindste, hvilket kun måtte gøre det hele værre for ham. Han måtte få orden på denne konflikt, for han ønskede at hun skulle opleve julen som noget særligt og det var noget som han noget så brændende ønskede at give hende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet når det endelig måtte komme til stykket. Han elskede hende virkelig og det havde han gjort for altid! Det at åbne sig på den måde og lade nogen komme så tæt på, det var ikke noget som han gjorde med gud og hvermand og hun var kommet tæt på. Det sagde bestemt heller ikke så lidt! ”Lyt til mig, Liya.. Jeg har aldrig nogensinde skænket dig så meget som en eneste løgn!” Han hævede endnu ikke stemmen, han var bare mere kontant end det som han havde været over længere tid. Det nyttet ikke bare at være blid, når han samtidig også skulle holde hende under sin egen kontrol. Han vidste hvad hun gjorde med mænd hvis hun kunne komme til det og han vidste godt, at der ikke var mange som havde fået lov til at slippe for den straf set fra hendes side af, selvom han var ganske overbevist om at det ikke var noget som kunne røre ham. Så havde hun vel gjort det allerede for længe siden? Også her til aften hvis det havde været det. Han tog et skridt mod hende, kæmpet sig nærmest igennem rodet, selvom det slet ikke så ud til at genere ham det mindste. ”Kunne jeg opsøge dig, så havde jeg også gjort det. Du var fængslet i Dvasias og der kan jeg ikke bare komme og gå som det er det jeg har lyst til..” Hånden lagde han endnu en gang under hendes hage og strøg det gaske let. Hans kinder var røde – begge to endda, selvom han slet ikke tog sig af det lige nu, for det havde i den grad været noget så frygtelig fortjent og han vidste det jo udmærket godt! Han lod hovedet søge let og stille på sned og lyttede bare til hendes ord. ”Jeg har kaldt.. og kaldt og kaldt på dig i mine drømme Liya. Jeg søgte efter en måde at få dig fri på samtidig med alt det jeg har haft at slås med i mit eget liv. Du har skænket mig dit hjerte, dit sind og din sjæl og jeg ønsker at vogte om det. At bede om en chance mere til at bevise det, er meget at forlange, det ved jeg godt.” Han holdt en lille pause, så hun også kunne følge ham, for det var ekstremt vigtigt. Han tog stille omkring hendes hænder, satte sig på sengen og trak hende let med sig, så hun kunne komme ned at sidde. ”Jeg var tvunget til at søge væk, Liya.. Ellers kunne jeg slet ikke være her i dag.. Være der for dig, ellers vores to fantastiske børn. Jeg må sige det.. de ligner virkelig deres mor,” afsluttede han med et stille smil.

[Liya Daimond Diamaqima]

Selvom roddet I den grad stressed hende, så var der alt for mange tanker til, at det var noget hun overhovedet ville besvære sig med. Før eller siden, når de engang havde fundet en løsning, så ville hun heller ikke trække den ud mere, men rydde op efter hende selv for det trængte virkelig! Varmen fyldte hendes krop, til dels fordi at hun endnu engang, stod ansigt til ansigt, med den mand som faktisk måtte eje hendes hjerte, men mest af alt så var hun bare virkelig vred, hvilket der heller ikke kunne komme nogen tvivl om. Hendes hænder sved selv en smule efter de slag hun havde skænket ham, ud af øjenkrogen kunne hun skimte de røde kinder, selvom blikket i det store og det hele badede sig i hans eget. Liya vidste udemærket at hun var hård ved ham, men det gjorde virkelig mere ondt, end det som hun selv var i stand til at bære, han havde virkelig knust hende, og hun ønskede virkelig at han skulle føle en dybere skyld end noget andet, selvom det måske var en egoistisk tanke. Hans brev havde hun skam fået læst op flere gange, og hun vidste at det havde været en forsøgt forklaring, det var bare ikke godt nok! Uanset meningen bag, så havde alt dette været noget som de skulle klare sammen, det havde været deres fælles projekt, han havde hele tiden vidst at hun ikke kunne være alene, og specielt ikke med to unger, når han selv rendte rundt og hyggede sig med andre! Hun var virkelig frustreret, tankerne kunne ikke længere sættes i forskellige boxe, og det gav hende ligefrem hovedpine. Det var ikke ligefrem en glædelig jul, men hun havde aldrig oplevet en, der havde været som så, så hun savnede det heller ikke som sådan. Hans faste ord trak i hendes opmærksomhed, og tvang hende til at besvare fokus, men det gjorde dog ikke at hun var enig. Han havde løjet for hende, han havde fået hende til at tro, at han var død, var det ikke en løgn?! ”Det er ikke sandt” fastholdte hun med den dirrende tone. Hendes ømme hænder sitrede, hun lod neglene borer sig ind i hendes håndflade, i håbet om at være i stand til at tackle smerten i hendes bryst, ikke fordi det blev meget bedre. Normalt ville han væge gået i døden for mange år siden, men Liya havde aldrig kunnet få sig selv til det, han havde ramt hendes hjerte, det kom hun ikke uden om, og et sted så var det også det der skræmte hende, han havde formået direkte at forandre hende, på trods ingen mand nogensinde var kommet så tæt på hende før. Hun sukkede stilfærdigt, forsøgte at holde tårerne fra at falde endnu engang, selvom hun var syg var hun ikke dum ”Du ved ligeså godt som jeg, Nathaniel.. at det ville have været en mulighed hvis du havde gidet at besvære dig med det. Dronningen var tydeligvis bare mere fristende” der var noget umådeligt spidst over hendes tone, selvom det stadig bundede i ren forvirring og frustration.Det sitrede ved hans blide strøg, hun savnede det virkelig, men.. uden at tænke over det lod hun den knyttede hånd slynge direkte mod hans ansigt igen, hun var voldeligt anlagt, det var sådan hun havde lært at man ordnede tingene, hvem kunne bebrejde hende? Hans ord varmede virkelig, helt glemt havde hun ikke været? Eller var det blot en dårlig undskyldning? Stille lod hun sig fører med hen til sengen, gled ned ved hans side, uden at slippe hans hånd, selvom hendes egen direkte var badet i sved ”Jeg.. du forvirrer mig” hviskede hun hjælpeløst, slap hans hånd, for at skjule ansigtet i hendes hænder. De sidste ord, fik dog et et smil frem i det indre. Selvfølgelig lignede de hende, for hun lignede jo ham, mulighederne var ikke ligefrem mange.

[Nathaniel Diamaqima]

Det kunne aldrig nogensinde falde Nathaniel ind at skulle finde sammen med en kvinde som Jaqia. På ingen måde overhovedet! Nok var hun en skræmmende fascinerende en af slagsen og for mange, så var hun skræmmende uopnåelig, men det var slet ikke noget som måtte vække i hans interesse på nogen måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, når det endelig måtte komme til stykket. Det var jo bare sådan at det måtte være når det endelig måtte vise sig at komme til stykket. Hans mørke øjne hvilede på hendes skikkelse. Hun var stresset og det var bestemt ikke i denne tid, at han ønskede at hun skule have det sådan. De mange kampe ville fortsætte og han vidste udmærket godt, at det ville vare livet ud, for hun ville aldrig nogensinde blive rask. Om ikke andet, så ønskede han virkelig at hjælpe hende med det, men det krævede trods alt også at hun ville lukke ham ind og det var også det somhan mest af alt måtte håbe på, også selvom han vidste, at han selv ikke burde sætte de helt store forventninger ganske enkelt fordi at han vidste hvordan hun havde det med mænd fra før af, og han ønskede bare ikke at blive kategoriseret som dem som hun var kendt med, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af overhovedet! Han trak vejret dybt. Hun var vred og det var i den grad tydeligt at se, føle og fornemme på hende. Han havde aldrig nogensinde set hende så vred før! Ikke fordi at det var noget som rørte ham sådan, selvom han måtte erkende, at det faktisk gjorde ham meget urolig. Hun havde været i sikkerhed, hun havde aldrig været alene og det var også det som havde gjrt, at han i det hele taget havde været i stand til at tage den beslutning, selvom den virkelig havde været noget af det hårdeste som han nogensinde havde gjort. Han havde aldrig troet at det skulle være så hårdt at tage det valg, men han havde manglet hende. Det havde han virkelig! ”Vidste folk at jeg var i live, så havde jeg slet ikke siddet her i dag..” fortsatte han stille. Det havde været en løgn for det bedste og det var også noget som han måtte holde fuldkommen fast og stædigt i! Han stivnede som fast da hun svang hånden direkte mod hans ansigt, hvor han selv nærmest måtte vakle for at finde balancen. Det enorme rod på gulvet, gjorde det dog alligevel meget besværligt nok i sig selv! Næsten som synet var væk på det ene øje, så havde hun virkelig en ekstrem stor styrke som han tydeligt havde undervurderet! Han klemte øjnene svagt sammen og med en let brummen, som han prøvede at åbne det igen. Det sveg virkelig! Han kæmpet sig let op at stå, selvom det stadig ikke var til at se, inden han tvang sig ned på sengen hvor han satte sig. Hnden stadig hvilende over øjet som heldigvis var vendt væk fra hende af, så han stadig var i stand til at bevare et mindre fokus. Hun lukkede øjnene let. ”Den der fortjente jeg vidst..” mumlede han let for sig selv, som han vendte sig mod hende. Han hævede hånden igen, kun for at lukke den omkring hendes. Hun skulle stadig vide at han sad der og at dette ikke var nogen drøm. ”Reglerne i Dvasias kan jeg ikke bøje til min egen fordel,” begyndte han stille. Han betragtede hende sigende. ”Jaqia er slet ikek en kvinde som burde komme mig så tæt og jeg ved det godt.. Det var en kæmpe fejl, Liya.. Jeg håber du kan tilgive mig,” sagde han stilfærdigt, dog med alvor i stemmen, for han mente det i den grad også! Han slap øjet ganske forsigtigt som allerede var ved at blive en anelse blå, som han lod den hånd gribe omkring hendes den anden. Han blinkede let med øjnene. ”Liya.. Der er kun plads til en kvinde i mit hjerte og det er slet ikke en plads som Jaqia nogensinde vil kunne få. Mit hjerte ligger i dine hænder, som jeg stadig ønsker at værne og beskytte dit,” afsluttede han stille. Han sendte hende et stille smil. Han tog sig slet ikke af, at han var slået, for det var fuldkommen fortjent.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya forstod virkelig intet, det havde hun ikke gjort siden det brev. Selvom han ikke havde opsøgt hende, selvom hun ikke have hørt fra ham i flere måneder, så havde hun vist at han før eller siden ville vende hjem, vende tilbage til hende. Det var drømme det brev i den grad havde knust, han havde bare forladt hende der uden et ord! Hvad angik Jaqia, så havde det været en hjælp til virkeligheden. Måske hun bare havde overvurderet Nathaniel? Han var trods alt en mand, og måske hun bare ikke kunne stille de lyster, hun var trods alt ikke særlig erfaren.. uanset så var det noget som virkelig havde revet, hende si forvejen lave selvtillid med sig. Det var jule aften, hele ugen var hun blevet fyldt med hvad det betød, en hjerternes fest, hvor familien blot skulle være samlet og nyde en aften i fred. Hvorfor føltedes den så ikke fredelig? Hun var stresset og forvirret, og det gjorde ondt overalt i kroppen selv efter hendes lille lur, i det mindste var stemmen borte. Nej for hende var julen bare endnu en aften, og hun nød den ikke synderligt, ligesom med alle andre aftener. Hvad hendes største juleønske var? Fred. Indre fred, der kunne gøre hende til den perfekte mor for deres børn, og fred nok til at være Nathaniels drømme kvinde, hun var syg og det ville ikke ændre sig, takket værre den familie hun selv havde haft, samt de mænd der havde brugt hende som legetøj, gennem alt for mange år. På trods hendes erfaring med mord, trods alt det blod på hendes hænder og de sjæle hun kunne have på samvittigheden, så var det første gang hun var direkte vred. Alle de ting stammede ud fra frygt og forvirring, men denne gang var hun virkelig vred og ikke mindst såret, for hun havde virkelig givet ham alt, hun havde virkelig prøvet. Liya vendte blot øjne, hun var ikke ”folk” hun ville have kendt sandheden! Desuden så var en løgn en løgn uanset hvordan men vendte og drejede den ”Jeg er ikke hvem som helst Nathaniel, jeg er din tidligere forlovet og faktisk afdøde kone, jeg er mor til dine børn og du synes ikke jeg fortjente sandheden” hun så end ikke mod ham mere, men så istedet mod hendes knæ. Tonen var stadig skarp, hun forsøgte at holde vreden gemt af vejen, nu hvor hun tilsyneladende havde ramt ham helt rigtigt, han så ud til at have ondt, og hun burde være tilfreds, istedet følte hun bekymring. Alligevel så følte hun sig en smule stolt over egentlig at have gjort, for han fortjente det virkelig denne gang, hun var opdraget med vold, i hendes øjne var det sådan man ordnede konflikter, hun havde aldrig lært bedre, så kunne man kalde hende maskulin om man ville. Hånden faldt i hans, den dirrede og skælvede sammentidig, hun så stadig ikke på ham, ”Du havde ikke behøvet at bøje reglerne.. Jeg er ikke dum” mumlede hun en smule sammentbidt, selvom hun i det mindste ikke råbte af ham længere. Sandt var det dog, hun var ikke dum, havde han villet så hende, kun han have spurgt hvem som helst, med hans respekt, selv Jaqia ville have ladet ham. Hun sendte ham blot et trodsigt blik. Lignede hun en kvinde der tilgav utroskab? Fordi hun var syg, lod hun så til at være naiv nok til den slags? ”Fejl eller ej, hun kom tæt på dig” påpegede hun kortfattet, uden egentlig at besvare hans spørgsmål, for han kendte vel et sted selv svaret? Hun var en kvinde hvis tillid var umådelig svær at opnå, og ligenu havde han mistet den. Den anden hånd gled ligeså i hans, hun lod endelig blikket mødes med hans mørke, sendte ham et stille men anstrengt smil ”Jeg ville ønske at det var sådan det hang sammen, Nathaniel. Jeg er syg, mit hjerte blev flået for mange år siden, med alt det blod jeg har på samvittigheden, er jeg slet ikke sikker på at jeg har et mere. Du skal ikke hænge på mig mere, alt jeg ønsker er fred for mig selv og for alle andre” hun trak svagt på skuldrene som betød det intet, også selvom det gjorde ondt bare at sige. Hun var bevidst om hendes sygdom, bevidst om konsekvenserne, dum var hun jo heller ikke.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var udmærket godt klar over, at det var meget at bede om tilgivelse, for han vidste udmærket godt hvordan hun havde det med det, men han ønskede bare at få ordene sagt og samtidig vise hende, hvor det var at han ønskede at stå. De slag som han nu havde været tildelt var noget som var så brændende fortjent og det var noget som han var udmærket godt klar over! At hun ikke kunne sætte sig bare en smule i hans tankegang, var jo så det som måtte nage ham lidt, men igen, så var han klar over at han havde en mærkelig måde at tænke på, en mærkelig måde at formulere sig på og det var vel også det som han kunne mærke sig af den dag i dag, selvom det nu ikke var noget som gjorde ham det mindste. Hvordan ville folk da ikke tænke hvis hans egen kone ikke var ked af hans egen bortgang? De ville da med det samme vide, at der måtte være noget galt og det var også den eneste grund til at han ikke havde sagt så meget som et eneste ord, hvilket han var ked af, men han havde ikke haft noget andet valg! Selvom han knapt kunne se på det ene øje efter hendes slag, så var det blot en af de små ting som han måtte bide i sig. Det var jo heller ikke fordi at han havde noget andet valg. Han elskede hende virkelig og det var også den grund til at han havde gjort som han havde og nu hvor han havde fået lov til at mærke hendes vrede i form af slag frem for kniven direkte i hjertet, så sagde det ham faktisk også skræmmende meget. Her var jo uendelige mange former for våben hun kunne bruge hvis det var det som hun havde lyst til og hun havde intet gjort? Ikke fordi at det ikke gjorde ham noget, for det gjorde det bestemt ikke, det lettede ham faktisk. Det lettet ham at han havde hende så tæt på sig igen for det var alt for længe siden sidst! ”Hvad ville folk ikke tro, hvis du ikke viste sorgen som du bar i hjertet, Liya? Jeg er virkelig, virkelig ked af det, men jeg kunne intet sige til nogen..” forklarede han videre. Han havde jo været nødt til at tænke det hele igennem. Det havde bestemt heller ikke været nemt når man havde været så søgt som det han havde været og det var bestmt heller ikke ment på den gode måde. ”De er mere strikse i Dvasias end i Procias min kære.. Du var fængslet og jeg står uden nogen former for magt.. Jeg kunne ikke bare tilse dig som ellers i Procias,” tilføjede han stille. Sandt var det jo trods alt og han vidste det jo udmærket godt. Han lod hovedet søge let på sned, for det var heller ikke fordi at han ønskede at skændes med hende. Tvært imod! Det var noget af det sidste som han ønskede sig, og det var heller ikke noget som sagde så lidt på nogen som helst måde overhovedet! Han sukkede indvendig og nikkede blot til hendes ord. ”Jeg ved godt at hun var tæt på mig.. Og jeg kan kun fortryde det af hele mit hjerte..” hviskede han stille. Han mente det dog med alt hvad det måtte indebære! Han fortrød virkelig og det var ikke noget som han normalt ville sige! Hendes ord var noget som han næsten ville tolke som havde det været en form af afsked, hvilket han slet ikke ville høre noget som helst om! Han trykkede let omkring hendes hænder. ”Liya… Det at du bærer med dig den sygdom, er det som gør dig endnu mere unik i mine øjne. Måske at du har blod på hænderne.. Hvad har ikke jeg?” Han lod hovedet søge let mod den anden side, hvor han humpet mod hende. Han lod den ene hånd søge under hendes hage, kun for at vende hendes blik op mod sig. ”Du bærer nag, du er forvirret og fortvivlet.. Uden et hjerte ville du ikke være i stand til at føle noget.. Og det gør du.. Det hjerte er noget som jeg ønsker at vogte, hvis du vil lade mig gøre det.. Ingen har brug for at sidde igen alene i julen..” Han lagde armene forsigtigt om hende og trak hende ganske roligt ind mod sig i stedet for. ”Jeg ønsker bare at være der for Liya… Luk mig ind i dit hjerte,” bad han i en stille hvisken.

[Liya Daimond Diamaqima]

Forvirringen var virkelig enorm. Måske det ikke direkte var for meget at bede om tilgivelse, men ligenu var bare ikke det rigtige tidspunkt, hun var slet ikke faldet ordenlig ned endnu, og tankerne fór endnu rundt i hendes sind, så mange at hun knapt nåde at tænke dem. Hendes hænder skælvede i Nathaniels. Efter det sidste slag var hendes venstre hånd rød og hævet, for hun havde slået hårdt hvilket hun i den grad også selv kunne mærke, den brændte en smule, selvom det på ingen måde var en smerte hun tog sig af. Gæsterne var begyndt at ankomme. Hun kunne sværge at det var Cayla’s stemme, ikke fordi den var svær at kende i mængden. Et stille suk forlod hendes læber. Det var en kamp om, blot ikke at bryde ud i gråd igen, hun kunne for helvede da, snart ikke have flere tårer tilbage! Hans tankegang var umulig at følge, hun prøvede, det gjorde hun virkelig, men uanset hvordan hun vendte og drejede det, så havde han svigtet hende og det havde på alle måder været forkert, hendes intilligens kunne ikke følge hans på alle punkter, og efterhånden måtte han også lærer at ligge alle de fine ting fra sig, hun havde for fanden da ikke engang lært at stave hendes eget navn! Vreden sitrede, hun kunne føle hendes eget blod være på kogepunktet som det bevægede sig i hendes årer ”Jeg virker altid ked af det, Nathaniel. Jeg er altid forvirret og håbløs, det havde ikke gjort nogen forskel” mumlede hun tydeligt irriteret, selvom det dog var sagt i en rolig tone. De mørke øjne betragtede hendes skød. Hun kunne ganske simpelt ikke se på ham, det gjorde kun alt dette langt sværere, end det som det behøvede og skulle være. Havde hendes hånd ikke dunket som en i fanden, så havde han fået en på den anden side også! Et sted vidste Liya udemærket at han havde ret, de var mere strikse i Dvasias, men havde han villet så kunne han, og det vidste han ligeså vel som hende ”Bare.. lad være med at snakke til mig, som om jeg ikke forstår det. Vi ved begge to, at du havde haft muligheden hvis du ville” hun var ikke længere direkte hård, men bare mere nedtrykt, for det gjorde ondt at vide, hun følte at han undgik hende, men hun var vel bare ikke god nok længere? Kampen var endelig blevet for hård? Tanken fik hende til at bide sig fast i læben. Det lød desuden virkelig som om han fortrød det som var sket med Jaqia, hvilket han også bare havde at gøre! Det var måske slet ikke et retfærdigt krag at stille, hun var trods alt ikke ekspert på området der hed forhold, men hun regnede ikke med at det var iorden ”Du behøver ikke at fortryde, Nathaniel. Det er sådan i gør” hun trak svagt på skuldrene som betød det intet, og kastede blikket ud af vinduet. Det var sådan hun hele tiden havde ladet sig lege med, mænd var også kommet alt for tæt på hende, ganske vidst ikke frivilligt men..? Trykket i hendes hænder, tvang opmærksomheden en smule mod ham, selvom hun for alt i verden forsøgte at undgå hans blik. Til dels havde det jo netop været en afsked, hun følte sig på ingen måde god nok ”Unik? Jeg kan ikke gå forbi en mand uden at hade ham, jeg kan ikke sove en nat uden mareridt, jeg kan ikke være alene, uden den fremmede stemme taler til mig, jeg går amok på de mest mærkværdige tidspunkter, visse minder påvirker mig i unaturlige retninger, jeg kan ikke være en god nok mor for mine børn, og jeg kan ikke være en god nok elsker og kær for dig. Det er ikke hvad jeg kalder at være.. unik” hun ønskede bare.. fred? Ganske stille lod hun sig trække ind i hans favn. Han duftede godt, desuden gjorde lyden af hans hjerte hende rolig ”Julen har ingen betydning” mumlede hun bare svagt, og forsøgte at skjule, hvor meget hun havde savnet at sidde der, med hans arme omkring hende ”Du er aldrig blevet lukket ud” det var intet andet end en stille hvisken. Stille begyndte tårerne at trille ned over hendes blege kinder, hun forstod det virkelig ikke!.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde altid været tvunget til at skulle tænke frem i tid når det måtte komme til Liya og ham selv og specielt når det kom til et punkt omkring deres forhold, for han ønskede virkelig at det skulle fungere. Han havde en meget svær tankegang at sætte sig ind i. Han havde trods alt heller ikke siddet i de stillinger som han gjorde netop nu hvis det ikke var fordi at han havde haft den måde at se tingene på. Han satte dem i et helt andet perspektiv end det som så mange andre ville gøre det, også selvom han faktisk virkelig måtte fortryde det med Jaqia. Hun ramte bare punkter som Liya ikke var i stand til og omvendt. Der var noget unikt over hende og det var noget som han nok skulle få frem til hende. Hans blik hvilede på hende, selvom han knapt kunne se med det ene øje. Han havde gjort det tydeligt for hende at han var der og det var et skridt på vejen ,et andet var jo selvfølgelig at få hende talt til ro igen og det så da ud til at gå i den rigtige retning, hvilket han i den grad også var glad for, så manglede han bare de sidste få. Han trak vejret dybt. Selv havde han ikke meget andet valg end at skulle forholde sig fuldkommen rolig når det kom til dette punkt, for det at hidse sig op eller lignende ville i den grad heller ikke hjælpe Liya og lige nu, så ønskede han noget så brændende, at skulle være hende en hjælp og så måtte de jo trods alt se hvor de ville ende henne i den anden ende. Han vidste hvad han ønskede og et sted så varh an fuldkommen sikker på, at hun ønskede noget hen af det samme. ”Du er alt andet end håbløs, Liya.” Han talte stadig med en ro i stemmen, også for at få alvoret frem. Hun var virkelig noget ganske særligt i hans øjne og det var noget som han også noget så brændende ønskede at skulle vise hende, om ikke andet så bekræfte for hende, for det var tydeligt, at det var et punkt som han i den grad også havde dumpet på, hvilket han bestemt heller ikke brød sig om. Han ønskede hende bare det bedste og kunne han, så havde han givet hende hele den store verden hvis det var det som hun havde ønsket sig! Han holdt stadig godt fast omkring hendes hænder og betragtede hende stille. Han rystede stille på hovedet. ”Jeg fortryder virkelig, Liya..” gentog han stilfærdigt. Han tog hende roligt ind i favnen og lagde armene om hende, som han forsigtigt satte sig op af sengegavlen og med en pude i ryggen. Selv var det godt for ham selv at slappe af igen. Han vendte blikket mod hende. ”Det er slet ikke hvad jeg ser. Jeg ser en kvinde som kæmper for sine børn, en kvinde som kæmper for sin tilstedeværelse med så meget at byde på. En kvinde som ingen nogensinde har givet en chance. De ved slet ikke hvad de går glip af i dig, Liya. Du er en kvinde med talenter som aldrig er kommet frem..” Han vendte blikket mod en af dynerne som han forsigtigt tog til sig og lagde den omkring hende, lod hende bare hvile tæt ind mod hans favn. ”Den kvinde som stjal det hjerte og den eneste som nogensinde har formået at bryde det løfte som jeg gav mig selv for mange år siden; Aldrig mere.. Jeg elsker dig, Liya.. Det gør jeg virkelig..” Han lagde den ene arm omkring hendes ryg og den anden ved hendes baghoved, hvor han blot strøg hende igennem de mørke lokker. Han lod hende bare ligge der, prøve at falde til ro, for det kunne slet ikke falde ham ind at skulle skubbe hende fra sig. Det var nu ved at gå op for ham, at han ganske enkelt havde ventet i alt for lang tid, og det var slet ikke noget som han brød sig meget om. ”Jeg er virkelig ked af det onde jeg har forvoldt dig min kære.. Det var aldrig nogensinde min hensigt,” tilføjede han dæmpet, som han forsigtigt måtte skænke hends pande et kys. Han ønskede blot at hun faldt helt til ro.

[Liya Daimond Diamaqima]

Når det kom til Nathaniel så var hans tankegang langt mere kompliceret, end det niveau hun selv var I stand til at følge med på. Det var ikke fordi hun var snæversynet på nogen måder, men hun var egoistisk af natur, og dette var noget som kraftigt var gået ud over hende selv, det værste ved det, var næsten det faktum at det dermed var gået ud over børnene. Overskuddet var der ikke, ikke til at tage dem selv og det havde Nathaniel også udemærket vidst, da han havde taget sig de valg som han havde gjort. Det var for alvor gået op for hende, at det faktisk var Nathaniel som sad overfor hende, og efter selv at have afreageret, så var hun betydelig mere rolig, der var ikke længere nogen råben og skrigen vel og mærke, tilgengæld viste hendes lave selvtillid og den dirkete usikkerhed, sig endnu engang. Han havde formået at finde selvtilliden frem i hende, for en længere periode havde hun jo faktisk levet, som enhver anden kvinde. Levet i en nyt hytte ude i en smuk skov, forlovet med en mand som måtte elske hende som hun var, og hvor brylluppet stod for skud. Hun huskede end ikke hvordan det hele var blevet ødelagt. Selvom hans blik hvilede på hende, så hvilede hendes så langt fra ham som det kunne komme. Istedet stirrede hun intenst mod hendes skød, som havde hun fundet noget usædvanligt spændede. Blikket var endnu tårerfyldt, selvom de ikke længere faldt. Hun troede ærlig talt ikke på, at flere kunne falde. Liya rystede blot afvigende på hovedet. Han behøvede ikke at forklare hende andet, hun vidste det jo fra før, alle undgik hende, og hver gang hun selv prøvede så krakelerede hun kun mere, hun var håbløs og der var ingen fred at hente mere ”Bare lad være, Nathaniel” hviskede hun stille, stadig uden at skænke ham et blik. Hænderne trak hun stille til sig, og lod dem falde i skødet. Han havde været hendes fred, det sted hun havde kunnet søge til, den eneste trygge base hun nogensinde havde haft, end ikke det kunne Kimeya erstatte. Ganske rolig kæmpede hun sig med ham op mod sengen, endnu hvilende i hans favn, selvom hun næsten end ikke turde at røre ham, selvom han var så behagelig varm. Det var godt at han fortrød, for gjorde han ikke det, hvor ville det så efterlade hende? Men hun forstod bare ikke.. hvorfor. Liya lyttede blot intenst til hans ord, og selvom det virkelig varmede hende, selvom hun nød at høre ham sige det så var det ikke sandt. Hun kæmpede men faldt aldrig fred, den kamp var det rene helvede, og hvorfor skulle man give hende en chance? Hun slog mændene ihjel og gjorde kvinder enker? Og hun havde aldrig haft nogle større talenter, ikke i forhold til de som han normalt ville færdes omkring. Hun sukkede stilfærdigt, sank den klump som havde sat sig i halsen ”Jeg.. Jeg elsker også dig.. Nathaniel” hviskede hun stille, som var det næsten farligt at sige. Det føltedes godt, endelig at få det sagt, men sammentidig så var hun bange for at det blot ville blive hende en større smerte før eller siden. Blidt og meget forsigtigt lagde hun den ene arm over ham, skjulte blikket en anelse mod hans bryst. Skjortens stof føltedes så blødt. Duften af ham, lod det kun sætte en større fysisk smerte i hende end før, den havde været slem på det sidste, og det lod kun til at blive værre! ”Du.. Du skulle ikke havde ladet mig være alene” hviskede hun stille, som var det næsten en mindre bøn til ham. Hun kunne ikke klare det, hun var syg, umådelig syg lige for tiden, og hun var faktisk.. bange.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde været klar over, at det havde været et forbandet stort chancespil at gøre det som han havde gjort, selvom han stod fast på at det havde været for det bedste. Nok selvom det ikke var til at se lige nu. Nu hvor Liya havde fået afreageret lidt, så var det kun tydeligt, at hun var faldet mere til ro. Han var der og han ønskede at passe på hende, hvis det skulle vise sig, at han ville få muligheden for det. Han ville elske at være den som skulle ligge og passe på hende, holde om hende og beskytte hende og deres små børn selvfølgelig. Det var dem som havde den største betydning for ham, det var dem som var det vigtigste i hans liv og det som han ønskede at ofre alt for hvis det skulle vise sig at blive nødvendigt, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han trak vejret stille og dybt, selv uden at han så væk fra hende på nogen som helst måde overhovedet. Han havde slet ikke ment at kaste hende i det bundløse hul. Og nu manglede det jo så bare, at han fandt ud af, om han var den som fik lov til at trække hende op af det igen eller ikke, hvilket var noget som han virkelig måtte håbe, for han ønskede ikke at hun skulle have det sådan som hun havde det lige for øjeblikket. Han lod hende blot falde stille ind i hans arme. Hun var slet ikke håbløs! Det var noget af det sidste som hun måtte være og det var noget som han nok skulle vise hende – Igen hvis muligheden meldte sig selvfølgelig, for han ville ikke presse hende til noget hvis det var noget som hun slet ikke ville. Det var hun simpelthen for værdifuld til. At hun blev liggende denne gang, var noget som gjorde ham glad. For han kunne virkelig ikke fordrage at skændes med hende! Han pakkede dynen stille omkring hende, så hun lå under den og ind mod ham. Han lod ikke noget komme til hende, han lod ikke noget ramme hende igen og da specielt ikke hvis det var noget som han kunne forhindre! Han vendte blikket mod hende, som hun gengældte de store ord. Det var i den grad også noget som han havde savnet at høre og specielt fra hendes læber, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Smilet måtte hvile på hans læber, som han lod hånden stryge hende over kinden og stille igennem håret, blot for at vise hende, at hun kunne slappe af igen. ”Det ved jeg godt.. Undskyld, Liya,” hviskede han stille mod hendes øre. Han pakket dynen rigtig godt om hende, lod hende hvile mellem hans ben og op mod hans bryst og favn, så han kunne passe ekstra godt på hende. Han lod ikke noget ramme hende, han lod ikke noget skade hende. Der hvor han virkelig ønskede at beskytte hende mod alt – selv ham hvis det skulle vise sig at blive direkte nødvendigt, så gjorde han det. ”Og jeg gør det aldrig nogensinde igen!” Han stoppede sine strøg, hvor han blot stille tog fat omkring hendes ene hånd og trykkede blidt omkring den. Han ville lade hende vide, at han sad der, om han så skulle fortsætte med at snakke til hende konstant, så gjorde han det så sandelig også! Han trykkede hende ind mod sin favn. ”Hvis du vil have det.. Så er det bare dig, mig og vores to elskede børn. Jeg forsvinder ikke igen, jeg lader dig ikke være alene. Jeg ønsker at beskytte dig og med alt hvad jeg kan.” Han vendte blikket stille og roligt mod hende, hvor selv det blide smil ikke var til at tage fejl af. Han mente sine ord i deres ramme alvor! ”Nu kan du slappe lidt af.. så går vi ned til de andre bagefter. Det er jo trods alt juleaften,” tilføjede han med et mildt smil.